Vietnam 2018 – Dag 17 – Cu Chi Tunnelerne & Mekong Delta

Hej bloggen, og velkommen tilbage!

 

Selv om det er søndag, stod vi virkelig tidligt op i dag, da vi skulle på heldagstur. Turen blev booket gennem vores hotel, og kostede omkring 390 danske kroner. Phew. Vi blev hentet i en minivan, og skulle af sted sammen med nogle andre mennesker. Vores tourguide var enormt på, og snakkede sindssyg meget. I starten lyttede jeg pænt med, men efter 45 minutter, så blev det sgu liiidt træls… Så der satte jeg noget musik i ørerne og begyndte at døse lidt hen.

Vores første stop på vejen, var et lille håndværksted, hvor de solgte en masser keramik og malerier, der bl.a. var lavet på æggeskaller og meget mere. Kunstværkerne er lavet af folk, der har handicaps efter Agent Orange, og overskuddet går dermed til disse mennesker. De havde enormt mange flotte kunstværker, men prisen var også herefter…

Vi satte os ind i bilen igen, og kørte videre til næste stop, som var Cu Chi Tunnelerne, som var i brug under den vietnamesiske krig. Vores guide fortalte, at de kaldte det “American War”, fordi hvis man sagde “Vietnam War”, var der ingen, der ville ane, hvad man talte om, da Vietnam har været med i rigtig, rigtig mange krige. Det gav egentlig ret god mening… i øvrigt, mindede han os om, og lagde meget vægt på, at det hed CU CHI tunnelerne, og ikke Gucci tunnelerne. Dette gav dog først mening senere, idet hans udtale af ordene var nøjagtig den samme #fail

 

Jeg var enormt spændt, fordi jeg bare er super krigsinteresseret. Jeg havde også dækkede skuldre og knæ, af ren respekt, og fordi jeg var i tvivl om, om vi ville støde ind i templer undervejs (det gjorde vi ikke). Jeg havde dog løst hår til en forandring, som jeg hurtigt måtte kapitulere til, at sætte op, fordi der var så fugtigt og klamt, da vi kom ind i junglen 😛 Fik jeg nævnt, jeg var excited? Ellers kan det tydeligt ses på jeres favorite weirdo her nedenfor:

Liiidt for spændt og excited type, og oven i det, så kan vi også se #kroniskkameraklar… for dælen da. 😛

Første billede viser en fælde, med fake græs, så hvis man trådte, så snurrede den lige rundt, og man faldt ned i hullet her, hvor der var pigge på bunden… ikke så meget det… piggene var også smurt med kolort, så amerikanerne udover at få sår, også fik inficerede sår, og risikerede at dø af sepsis. Vi piger kiggede bare på hinanden, og vurderede, det måske egentlig var meget godt, vi havde været på War Museum først, for vi følte ikke den store sympati for amerikanerne umiddelbart. Andet billede viser nogle lufthuller fra vietnamesernes gange under jorden, hvor de boede. Dog risikerede man jo selvfølgelig, at nogen fandt disse. Især amerikanernes hunde, kunne jo snuse sig frem til, at der gemte sig noget i de huller dér. Så det amerikanerne gjorde, det var, at de strøgede chilipulver ud, så når hundenes snuder kom for tæt på, så blev de helt bedøvede af den stærke chili, hvilket uskadeliggjorde hundene for en stund, og gav vietnameserne tid til at relokere sig.

Her ses en af tunnelerne, som vietnameserne kunne kravle rundt i, samt udkigspost og lufthuller.

Like stated: ya girl is always #cameraready haha

Her ses otte fælder, vietnameserne også lavede. 1) Sticking trap, well, amerikanerne falder i, stikker sig, kommer til skade. 2) Clipping armpit trap – fordi når man falder i, så sidder man basically med armhulerne fyldt med pigge og sår. 3) Rolling trap, man falder i, piggene ruller rundt og gennemborer én. 4) Window trap – beats me, hvorfor den hedder sådan! 5) Folding chair trap, fordi den fungerer lidt ligesom en stol, der klapper sammen og spider ens lårbasser. 6) Swinging up trap, jeg passer også lige på denne her… 7) Fish trap, eller souvenirfælden, fordi den var umulig at komme ud af på egen hånd, og man ofte måtte tage fælden med sig på hospitalet. 8) See saw trap – næsten formet som et menneske, og man falder bare pladask ned i, med pigge alle steder. Igen, vi følte os bare ikke voldsomt sympatiske overfor amerikanerne?

Der blev også fortalt, at vietnameserne ofte holdt til tæt inde i junglen, så amerikanerne ville slå lejr, og dermed risikere at blive ædt op af malariamyg, blive syge, og dø af malaria. Smart nok?

Så nåede vi halvvejs på touren, hvor der var en Shooting Range, og man kunne betale for at skyde med våben. Det gjorde nogle af pigerne. Jeg sad bare og slappede af, for jeg syntes det var dyrt (dog fortryder jeg nu, men fuck det), mens jeg kogte i varmen… hold kæft den jungle dræbte mig.

Så har vi her et billede på, hvor dybt nede tunnelerne egentlig var, og et billede på, hvordan vietnameserne undgik at blive opdaget nede i tunnelerne, selv om de f.eks. lavede mad. De lavede systemer, så røgen ikke gik opad, men i stedet blev presset hen- og nedad, og dermed skjulte sine spor. Megasmart… Der måtte jeg sige, at jeg var imponeret. Her holdt vi også lige en fem minutters pause, hvor vi fik serveret te og lidt snacks.

Så kom vi til selve tunnelerne, og en af pigerne ville gerne ned, selv om hun har klaustrofobi… hun gik foran mig. Jeg havde en kæmpe rygsæk på, og jeg havde fået at vide, at hvis jeg bare tog den på maven, så skulle det nok gå. Da vi nærmede os selve tunnelen, begyndte hun bare at skrige og møvede alle ned, som hun sprintede op ad trapperne, mens jeg råbte efter hende, om hun ikke lige kunne standse – jeg måtte sågar selv gå med hende op, og spørge, om hun så ikke i det mindste ville holde min frigging taske? Så gik jeg ned, men her var de piger, jeg var sammen med, allerede 2 mennesker foran mig inde i tunnelen, og da jeg så, hvor smal den var (jeg fik at vide, at man kunne gå frem dernede, hvis man stod meget foroverbøjet eller på hug, men det kunne man altså ikke!), opgav jeg også. Jeg er ikke klaustrofobisk, overhovedet, men tanken om, at dem, jeg følte mig tryg ved, ikke var i nærheden af mig, og derudover, at når først jeg gik ind, så var der no going back out, før jeg var fremme, den kunne jeg ikke kapere. Jeg var angst for, at jeg ville få angst dernede, og ikke kunne komme ud hurtigt nok, fordi der både ville være mennesker foran mig og bagved mig. Havde jeg været dernede helt alene, var jeg ikke flippet ud, men i denne kontekst? NEJ TAK. Så jeg smuttede også op og kapitulerede. Sådan var det sgu.

Da vi kom tilbage til start, fik vi lov til at prøve at gå ned i en af tunnelerne på en anden facon (jeg har en video på FB, men jeg kan ikke gemme den, øvøv), hvor at vi skulle stille os i et hul, og derefter bare sætte os på hug med en træplade over hovedet fyldt med blade, så den kamuflerede sig ind i landskabet.

Her ses nogle truly skodkvali-screenshots af videoen på FB. Der var megasnævert, men faktisk ikke så klaustrofobisk dernede, som jeg havde regnet med. Det var bare selve overgangen med, at man lige skulle ned på hug, men nede i selve tunnelen var der faktisk ret god plads – der var bare superklamt, fordi der var så fugtigt!

Afslutningsvis skulle vi se en film om krigen derinde, sådan kort, og bagefter kørte vi videre til næste destination – frokost!

 

Vi var i forvejen blevet spurgt, om vi havde nogle allergier. Jeg sagde, jeg havde nøddeallergi, da det var en del nemmere, end at specificere det til hasselnød, fordi jeg havde haft lidt besvær ved at få folk til at forstå, hvad en hasselnød var… så jeg sagde bare nødder, for at gøre det nemmere.

Da vi nåede frem til maden, fik jeg så en speciel sauce, fordi den de andre fik var en peanutsovs. Fair nok. Maden blev serveret, og det var ægte traditionelt vietnamesisk mad, og well. Mit ansigtsudtryk siger det hele:

Fisken lige foran mig, var jeg absolut ikke fan af. Den skræmte mig, og det lignede, den var i fordærv (det var den selvfølgelig ikke). Forårsrullerne brød jeg mig ikke om, havde jeg fundet ud af første dag – de putter noget mærkeligt salat i deres friske forårsruller, og det er altså bare ikke mig… Nå. Så var der de der både ved siden af salaten, de så lækre ud, men der var peanuts i, så dem måtte jeg ikke få.

Jeg begyndte at få mavekramper under middagen, som mest af alt mindede om menstruationssmerter, men som ikke var det. Jeg havde så ondt. Jeg fandt ud af under middagen, at jeg kunne spise sticky rice, og rigtig ris. De kom med noget lækkert, normalt ris, fried in garlic tror jeg, og det smagte pisselækkert. Dog spiste jeg ikke ret meget, selv om jeg var max sulten, fordi jeg havde kramper, og fordi det skulle tages med ens eget bestik, og lige så snart de andre også havde haft fat i det, så skulle jeg bare ikke have mere. Var ikke interesseret i at dele mundvand med folk, jeg ikke kendte… så ja. Rigtig spændende middag, men jeg var virkelig ked af, at der ikke var ret meget, jeg kunne spise.

Efter middagen udforskede jeg stedet, vi spiste, og tog lidt læks billeder.

Jeg syntes, stedet vi spiste, var rigtig flot, også selv om jeg ikke aner, hvor dælen, det var henne. Og det havde lige regnet, hvilket gjorde det endnu flottere, hehe.

 

Efter middagen var det ind i bilen, og så kørte vi videre.

Vi kørte ned til en slags havn, hvor vi kom i en båd, og blev fragtet over Mekong River, som vi fik at vide faktisk hed MeNamKong River (kan ikke huske hvad “nam” står for, men det var meget populært), og videre over til Mekong Delta.

Vi startede med at stoppe ved en fiskepram.

Det, der var underholdende ved fiskeprammen var, at man ikke måtte være ret mange af gangen på én pram, for ellers sank den. Der var to overvægtige herrer med i vores selskab, der begge var på én pram, og den begyndte at synke, så vi måtte alle bare råbe, at en af dem skulle rykke sig… den nåede næsten helt under, før en af dem gik over på den næste pram, og der langsomt kom balance i tingene igen.

Jeg fik lov til at fodre fiskene, hvilket jeg havde den sygeste optur over, og de var enormt voldsomme og grådige, egentlig.

Der var også en sød hund, der gik omkring på prammene, hehe.

Obligatorisk “jeg går på vandet” billede. Hehe.

Glade piger på prammen, hvor vi fodrede fisk.

 

Herfra var det med båden videre til Mekong Delta.

Der var sindssygt flot. Vi startede med at se på, hvordan de lavede kokosnøddeslik, og fik en smagsprøve direkte fra lavningen af, og hold kæææft, det smagte godt! Jeg måtte dog ikke få en smagsprøve, for det var kokosnøddeslik med peanuts i. Så jeg måtte tage, da han ikke kiggede, eller bede de andre piger tage et til mig og smugle det til mig xD Så fik vi en masser andre smagsprøver, og jeg måtte stadigvæk ikke på, pga. min “peanutallergi”, så igen måtte jeg få de andre til at smugle til mig! Til sidst sagde M bare, “CILLE JEG VIL IKKE TAGE FLERE TIL DIG, DU ER ALLERGISK”, og jeg måtte så pænt forklare hende, jeg ikke var allergisk overfor peanuts, men bare hasselnødder 😛

 

Så var der slangevin, og nogle af pigerne prøvede det. Jeg ville også, men de delte et shot, og jeg ville absolut ikke selv bare have et shot… jeg chickened out.

Så kørte vi med tuc-tuc lidt længere over øen, hvor vi skulle gå et lille, bitte stykke. Der var også rigtig flot.

Vi blev budt lidt frugt og te, mens der var sang-halløj, hvorefter vi skulle ud og sejle på Mekong River i små både. Mega hyggeligt! Jeg var også lige liiidt overly excited, once again.

 

Sejlturen var SÅ flot, og vi mødte endda en anden sejlkvinde på vejen med sin motor”båd”. Men selve sejlturen, ja, der var bare rigtig flot, og det foregik i et roligt, roligt tempo, med tid til at nyde den flotte natur omkring os… virkelig dejligt. Og igen #kameraklar da jeg kom ud fra junglen, hehe.

 

På sejlturen hjemover, blev vi serveret kokosnødder, og jeg takkede pænt nej. Det havde jeg prøvet én gang, og jeg syntes ikke, det var en succes, så jeg sprang over. I stedet nød jeg udsigten, som vi sejlede tilbage igen.

Tilbage på fastlandet kom vi ind i minivanen igen, og vi påbegyndte derfra køreturen hjemover, som var lidt kaotisk, men det kommer jeg ikke nærmere ind på… for mig var den ikke så kaotisk, jeg lå og halvslumrede det meste af vejen, mens jeg hørte musik og spiste kiks.

Da vi nærmede os vores hotel, blev vi enige om, at vi nok bare skulle have pizza til aftensmad, og så sluttede vores dag ligesom der. Vi havde været af sted fra kl. 7 om morgenen, til 19 om aftenen, og vi var bombede.

 

Som afslutning kom menneskerne, jeg havde fået lavet billede hos om lørdagen, frem med en ny tegning til mig…

Ikke for at være dén type, men der var jeg bare heller ikke tilfreds. Jeg syntes, der var alt for stor variation mellem billederne, jeg syntes tegningerne virkede sløsede, og jeg syntes, at tegnestilen var grim, og ikke dét, jeg havde betalt for. Jeg var riiigtig ked af det, for at være ærlig, og det sagde jeg også, da damen kom for at aflevere dem. Hun sagde, hun ville se, hvad hun kunne gøre.

 

Jeg hoppede i bad, og så blev der spurgt om, hvem der gik over for at hente pizza, og jeg var done, jeg magtede ikke. Heldigvis gad min søde roomie, Z, godt at hente pizza, så det gjorde hun, og da hun kom tilbage, hyggede vi max med pizza i sengen og lidt comedy. Derefter var det lige lukt på hovedet i seng, klar til en ny dag med sygepleje i morgen…

Tak fordi I læser med!

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x