London 2018 – Dag 7 – London Eye & Imperial War Museum

Hej bloggen, og velkommen tilbage til dag 7, og dermed også sidste reelle dag i London.

Vi startede dagen med at gå ned til London Eye, som vi selvfølgelig skulle op i. Det var sidste attraktion på vores Merlin’s Magical London Pass.

 

Selvfølgelig obligatoriske Big Ben.

Fordi jeg i et tidligere indlæg lagde et selfie op med min mor (eller snarere et skelfie), kommer der også lige her et af min far og jeg. Egentlig ville han tage et selfie af sig selv, men jeg hoppede lige med ind og photobombede. Elsker du mig, papa?

Sådan ca. her, var vi højest oppe i luften, og var på lige fod med dem i vognen bag os. De søde drenge smilede og vinkede til mig. Lidt cute.

Og så lige lidt flere udsigtsbilleder, og afslutningsvis, altanerne, som jeg forelskede mig lidt i. Det er sikkert pissedyrt at bo der, men fuck, det må være lækkert.

Vi betragtede også lige London Eye from afar, som vi gik over broen mod Elephant & Castle.

 

Vi skulle nemlig mod Imperial War Museum. På vejen snuppede vi lige en is. Min var en sodavandsis med bubblegum – den var goood. Og mindede om en, jeg smagte i Tokyo (nederst i dette indlæg) omend bubblegum-smagen i den her godt kunne have været lidt mere intens. Men god, det var den – og forfriskende!

Mig, der desperat prøver at capture the perfect ice lolly billede, inden min is smelter mellem fingrene på mig ¯\_(ツ)_/¯ nå. Ind på museummet vi gik!

Er forelsket i gamle skilte som disse. Much love. Derudover havde de en skyttegrav, man kunne gå igennem – den var ret fed. Men, gotta be honest – det gav ikke samme experience, som National Showa Museum i Tokyo, hvor man også fik lov til at sidde i en “bunker” og mærke vibrationerne fra “bomberne”. Læs mere her.

Her ses en af Prinsesse Mary’s “gift boxes”, som blev sendt til de britiske tropper under 1 verdenskrig (1914). Prinsesse Mary var 17 år, og datter af Kong George V, og sparede pengene sammen via en offentlig indsamling, så tropperne kunne modtage en julegave fra den britiske nation. Rygerne fik cigaretter, tobak, lightere og piber, og dem, der ikke røg, fik blyanter og papir. Indiske tropper modtog søde sager og krydderier, og sygeplejerskerne (mit fag) modtog chokolade. How cute!

Her ses en røde kors’ sygeplejerske kyse-ting, som tilhørte Edith Cavell, som holdt til på et hospital i Brussels, der var invaderet af tyskere (kan ikke lige huske det rigtige ord). I 1915 blev hun myrdet af tyske soldater, fordi hun hjalp strandede Allierede soldater med at komme tilbage til tropperne. Der er også skrevet en bog, som også ligger fremme.

En sygeplejerskeuniform. Synes bare, jeg ville tage den med, fordi… hallo, sygeplejerske in the making her.

Mange døde under krigen, men mange flere havde ladt livet, hvis ikke at sygepleje og behandling var blevet så effektivt, som det blev. Medicinske teams skulle gjorde de sårede mænd klar til hamp, og fik derfor mere og mere viden om shock, blodtab og infektioner. At vide, at soldaterne fik god behandling, hvis de blev såret, var noget, der holdt moralen af soldaterne og deres familier, oppe.

Nogle mænd kunne humpe til nærmeste sted for at få hjælp, mens andre måtte bæres på bårer og lign. Røntgenbilleder spillede en stor rolle, for at lægerne kunne lokalisere kugler og granatsplinter i soldaternes kroppe, og dermed fjerne dem. I 1918 kom der en ny procedure, hvor man kunne transfusere blod, hvilket øgede chancen for overlevelse blandt soldaterne, der ofte ellers led af blodtab og shock (oversættelsen er ikke totalt perfekt, fordi jeg kan åbenbart ikke finde ud af at oversætte engelsk til dansk inde i min hjerne??).

Her ses tydeligvis en båre.

Og derudover, vi springer lige frem i tiden, til 1938, optakten til 2. verdenskrig. 38 millioner gasmasker blev uddelt rundt i England. 2 millioner af dem var specielle røde og blå “Mickey Mouse” masker, der var til børn mellem 2-4 år. Maskerne lugtede og blev svedige, og mange brød sig ikke om dem. Men nogle børn fandt ud af, at hvis de indåndede hårdt nok, og derefter udåndede, kunne de lave en pruttelignende lyd, der fik dem til at grine, selv når de var bange.

First off, what a cute frigging story. Second, hallo, de lavede MICKEY MOUSE MASKER TIL BØRNENE. FOR AT GØRE DEM MINDRE BANGE. DET ER SGU DA CUTE.

Et metal-operationsbord, der blev brugt omkring 1940’erne… lidt cool. Bare lidt.

Vi var også inde og se en speciel udstilling om Holocaust, men der var ingen billeder tilladt. Men dén udstilling syntes jeg faktisk var sindssygt spændende. Jeg syntes resten af museummet havde været lidt tamt, havde forventet mere. Men det kan også skyldes, jeg bare var i enormt dårligt humør den dag, og derfor bare ikke kunne fokusere så superfantastisk. Men ja. Holocaust var virkelig spændende. Det var så fangende, at gå og læse om (selv om jeg efterhånden har læst virkelig meget), og ja. Jeg bliver aldrig træt af det. Jeg synes det er spændende, og fascinerende – og fuldkommen forfærdeligt! – alt det, der foregik dengang.

Herefter var dagen så godt som slut. Min mor og jeg gik til nærmeste H&M, da jeg skulle have byttet en kjole, mens min far og lillebror gik tilbage på hotellet. Vi afsluttede dagen med lækkert Mcdonald’s.

 

***

 

Jeg ville ikke lige lave en separat post for hjemflyvning, så… dag 8 – HJEEEM!

Vi spiste morgenmad på hotellet, pakkede, smuttede af sted mod lufthavnen. Som vi kom ind i lufthavnen, og havde checket ind osv., besluttede vi os for at købe en meal deal, at tage med på flyet. Jeg havde også 5 vouchers til gratis cola zero, og dem kunne jeg fandeme cash in i lufthavnen, så jeg måtte se virkelig yndig ud med en meal deal med sodavand, yderligere 5 sodavand, og så 3 kæmpe toblerone. Jeg er ikke sær. Og manden i kassen tog sygt meget pis på mig, og jeg forstod det bare sleeet ikke, så det var sygt akavet :)) Men ja, vi fik tiden til at gå, og ikke længe efter skulle vi boarde.

Obligatorisk pasbillede, og obligatorisk jeg er i London-lufthavn. Vi var hjemme ved 16-17-tiden, og min kæreste var sådan “ville gerne være dukket op hos dig, men er sikker på det ville have været lidt creepy” (på daværende tidspunkt havde han ikke en nøgle, og vi var ikke flyttet sammen). Jeg kom hjem, og noget af det første jeg gjorde, var bare at skrive til ham, jeg var hjemme, så han bare kunne komme. Ikke noget med at pakke ud. Bare “kom hjem til mig er hjemme nuuu”. Og det var præcis, hvad han gjorde. Og det var virkelig rart at se ham igen. No joke. Intet bedre end at ligge og putte med en, man har savnet. <3

Så ja, det var afslutningen på min tur til London. Inden længe får jeg postet en London-haul/Primark Haul, så stay tuned, hvis det har interesse! Tak fordi I gad læse med. 🙂

 

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

London 2018 – Dag 6 – the Making of Harry Potter

Hej bloggen, og velkommen tilbage til endnu et London-indlæg! Vi lakker langsomt mod enden her, øv!

Men for nu, er vi nået til dag 6, og den stod på indfrielse af min og lillebrors fødselsdagsgave, fra vores forældre, som var… EN TUR I THE MAKING OF HARRY POTTER (og en af de primære grunde til, at vi virkelig, virkelig gerne ville til London). Så derfor vil jeg allerede gerne nu sige SPOILERALERT. Hvis du ikke ønsker, at få brudt magien ved Harry Potter, hvis du ikke ønsker, at se billeder fra studiet, fordi du gerne så vil derover, whatnot, så DON’T KEEP SCROLLING! For jeg vil reveale ALLE de billeder, jeg fik taget derinde (og folks, it’s a lot, let’s be honest here). Så ja – hvis du ikke vil vide, hvad der gemmer sig i Making of Harry Potter, så stop med at læs nu. Hvis du på den anden side er supernysgerrig, eller blot vil genopfriske dine egne minder derfra, så læs endelig med. Det var en VILD tur.

 

Let’s get started!

Som man kommer ind i selve Warner Bros Studios, er der en gang, der fører ned til Harry Potter delen, og den gang er fyldt med citater derfra. Jeg fik taget billeder af dem, jeg elsker allermest. Min lillebror var ikke fan af at være min kameramand, og han ditchede mig også ret hurtigt… bah. Ved det allerførste, var han bare sådan: “Ja okay, og så ligner du bare en uskyldig skolepige”, ohwell. Men hallo, vi var KUN LIGE kommet, og magien var allerede startet? Fucking amazing.

Så kommer vi indenfor, hvor der er en lille café/restaurant, et sted, hvor man kan hente audioguides, en garderobe, og selvfølgelig en indgang til selve studios.

I køen, for at komme ind (den kø, der på daværende tidspunkt ikke eksisterede, og jeg blev bedt om at skynde mig af manden, der tog i mod billetterne, fordi de var ved at lukke for denne omgangs indlukning – nåede jeg lige at knipse et billede af “Under Trappen”. Nostalagi much?

Vi kom ind i et rum med masser af skærme, hvor der blev fortalt om, at Harry Potter blev gjort til, selve Potter-fænomenet, osv. Derefter blev vi lukket ind i en minibiograf, hvor især skuespillerne fortalte, om deres oplevelser på settet, og introducerede os til det, vi ville møde. Som tæppet gik op, blev følgende revealed:

DEN FUCKING RIGTIGE INDGANG TIL STORSALEN!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! AHHHH

Needless to say var lillebror og jeg SHOOK, sammen med de mange andre deltagere, som vi trådte indenfor, i den fantastiske, verdensberømte GREAT HALL. Dream come true, bitch.

Langbordene…

Gargoilerne…

Mig, der forsøger at få foreviget et øjeblik, hvor jeg peger på en hængende gargoil, og min lillebror, der as per er træt af mit bullshit, og doesn’t bother to take a proper picture, idet han totalt ignorer den gargoil, jeg forsøger at pege på. Tak søde.

 

Jeg dør bare lige, oki.

Et smukt setup for enden af det hele.

Resultatet af at snyde sig til en plads i den Magiske Trekamp.

Mig, der lægger ekstra vægt på, at jeg reelt faktisk VAR der.

Gargoile close-ups fordi LOVE.

Og døren ind til “muséet” åbnede sig, som vi skulle ud af – kan afsløre allerede nu, den er fyldt med facts, rekvisitter, sets, osv… mere om det, nuuu:

 

Dør bare lige så stille, ikk? Det var DRØMMEN at bære Hermione Grangers “prom” dress. Den er lige så flot IRL, som på skærmen. Græder for evigt.

Jeg hænger bare lige ud på the Leaky Cauldron ¯\_(ツ)_/¯

Lidt mere cool-io til samlingen. Er ærligt vild med prefekternes badeværelses-rør. Would die happy, hvis jeg havde sådan nogle. Og et badekar.

Et stykke svævende trappe. Luksus.

Gryffindor-drengenes sovesal. Og bare lige, hvis I havde glemt, hvem der var her. I Making of Harry Potter. I England. Det var mig. Jeg var der. Vigtigt. xD

Det er ikke fordi, jeg er ultrafan af den Magiske Trekamp. Meeen… gotta admit. Den Ungarske Takhale er ret cool.

Fortuna Major(???).

Hogwarts denne vej! Og mystiske Sirius Black (jeg skrev totalt meget ikke Serious først, goddamn u grimme joke… yanno, den her). Anyway.

Hogwarts uret. I was there. Me. Jeg er så glad. Can u tell?

Gryffindors opholdsstue. Beautiful. Ya’ll can’t tell fra de her billeder, men øverst oppe på trappen, mellem sovesalene (man kan faktisk skimte Hermiones Sweater på billede 3 allerøverst), står 1. års eleverne, Hermione Granger, Ron Weasley og Harry Potter. Ret cute. Og læg venligst mærke til på billede 4, at på den anden side af pejsen, ved vinduet, er der puder??? I never realized, og jeg er fucking jaloux nu, fordi vil bare derover og putte!! Det må være fucking rart, ærligt.

 

Nååå. Men hvor mon jeg så nu skal hen?

Anyone???

Yup! Dumbledores kontor! AH. Det var seriøst fascinerende at se live. Perfect.

Moving on til eliksirlokalet… Den grønne kedel på billede nr. 2 rørte rundt af sig selv, og jeg er totalt fascineret af den mørkere side af eliksirrummet på billede 3-4. Beautiful.

Så tog jeg lige et kig på Hagrids Hytte. Der var ret spændende og hyggeligt :((

Så har jeg diverse videoer af mig, der griber en kost, specialeffects, vores møde med Aragog, osv., men jeg må ikke poste videoer på bloggersdelight 🙁 eller, det kan jeg så godt nu, men så åbner den et link, så videoen downloades til jeres computer, og det synes jeg frankly bare er lidt creepy, så… I må nøjes med et billede :/

Så ja, mig der holder en kost, efter jeg har fået den til at flyve op til mig! :’) og lillebror ved Salazar Slytherins port ned til basilisken, dam-dam-dam!

Vores allesammens yndlings gadgets fra filmene…

Her havde jeg faktisk et videoklip, der viste, hvordan det hele hang sammen, men ja… må få uploadet dem på min instagram en dag (følg mig her).

Hygge hos Weasley’erne.

Kunne ikke vælge, hvilket der var bedst, så I fik begge. Vi leger, vi er voksne mennesker og drikker butterbeer. <3

Fordi min dræbende emoside også skulle se lyset… goddamn.

COME COME KITTY KITTY UR SO PRETTY PRETTY COME COME KITTY KITTY STAY WITH ME *indsæt mere Avril Lavigne her* sig hvad I vil, men Nidkjærs kontor var faktisk jævnt cute. Hendes tøj var awful though. Og hendes personlighed. Funfact: tallerkenerne havde greenscreen i midten, da scenerne blev filmet, og derfra satte man så filmklip af katte ind under produktionen.

Igen… emoen i mig kan simpelthen bare ikke lade være. Jeg måtte sgu have både selfies og billede taget her. Altså hvad helvede.

 

Herefter begav vi os mod Den Forbudte Skov, og mødte Hagrid på vejen!

Efter de første to billeder blev taget, døde min telefon. Poof. Batteriet gik dødt. Det var fucking akavet. Så jeg måtte smide alt på jorden og finde min powerbank, så jeg fortsat kunne tage billeder af Stormvind. Jeg fortryder intet.

Mødet med Aragog (kan ses på en video, som jeg ikke kan sætte ind her fucking ajfakfraj), var traumatiserende og hårdt, men… her er han så, sammen med min frygtløse lillebror.

Patronustid! Funfact: De lavede den her LED-vest til hjorten (og den her hund clearly), og så filmede de en real life hjort, der løb til Harrys patronus, og så senere redigerede de videre på det. Ret cool.

 

Så ankom vi til Perron 9-en-trekvart, og som altid er min bror semidårlig til at sikre sig, at billederne bliver gode. Ohwell.

 

Nogle af de her “gæt hvilken troldmand/heks dette er”, er lidt… afslørende, når initialerne står på kufferten, men yanno. Min lillebror har forever haft et kæmpe crush på frk. Emma Watson, så derfor måtte billedet jo tages. Along med et billede foran Hogwarts Expressen!

Vi er i øvrigt på vej gennem perronen med vores baggage, hvis nogen skulle være i tvivl.

Jeg ville gerne købe Multismagsbønner til mig selv, og peppermint toads til min mor, men priserne var SINDSSYGE, så… jeg opgav, og tog bare billeder i stedet #itcounts.

Vi stiger hhv. ombord og af Hogwarts Expressen *indsæt toglyd her*

Et lille udpluk af togkupérne, og vinduerne fra hhv. Fangen fra Azkaban og Half-Blood Prince.

 

OG HEREFTER FULGTE EN FROKOSTPAUSE.

Vi bestilte begge to burgere med fritter. Og det smagte LÅGSUS. Jeg ville gerne have smagt butterbeer, men jeg troede faktisk, det kunne købes ved udgangen også… og det kunne det ikke :((( så jeg missede min eneste chance, for at smage fucking butterbeer, needless to say, jeg var lidt skuffet over mig selv.

MOVING ON…

 

Vi så på nogle af tingene, der var udenfor, hvor vi også spiste, hehe.

Først er der selvfølgelig den ULTRASEJE Natbus. Efter at have kigget indenfor, er det simpelthen drømmen at få lov til at sove der. Og se lige det søde, lyserøde sengebetræk! <3

Og så skulle vi selvfølgelig ind på Privet Drive nr. 4. Jeg forelskede mig i setuppet med brevene, det var simpelthen SÅ gennemført.

Er i øvrigt også forelsket i Potter-familiens hus i Godric-dalen. Too cute.

Hogwartsbroen <3 På sidste billede, var der en mand, der gik til siden, fordi han troede, jeg var i gang med at tage et billede fremtil… stod lidt akavet og bare sådan: “no, it’s okay, i’m just taking a selfie”…

Okay, jeg siger det bare nu: Jeg ser mega godt ud på Hagrids scooter! I bil? Not so much!

Cursed Image, fordi jeg er så pissebleg, altså, hvad h e l v e d e sker der? Men jeg ser cute ud, så det er okay… det er okay… ft. min lillebror, også bleg, men noget mere normalt bleg.

Hvem elsker ikke de her gigantiske skakbrikker? Spørger for en ven.

 

Så gik vi indenfor, til specialeffects.

Næsten Hovedløse Nick gav mig totalt kuldegysninger, han er så pissegodt lavet. Og hvem elsker ikke Tante Marge?

Monsterbøgerne og en Dementor.

Fawkes og vores allesammens dejlige, dejlige Dobby.

En vareulv kaldet Remus Lupus, og en sød hund kaldet Sirius Black (var kraftedeme ved at skrive Serious igen man).

Et Ungarsk Takhale hoved, og et Basilisk hoved. Interessant.

Samt meget mere Stormvind, HEHE. Vær min ven pretty please.

 

Og nu, til noget af det bedste. Diagonalstræde!

Billederne taler vidst for sig selv… her var MAGISK. Det må jeg sige. Virkelig fantastisk at gå her. Jeg savner det. Rip.

 

Og så nærmede vi os slutningen af vores tour 🙁

Et fucking miniature (som dog alligevel var pænt stort) HOGWARTS. Og her kommer en funfact: nogle af overhead scenerne fra filmene, hvor man kan se slottet i dets fulde pragt osv… er faktisk baseret herpå, og filmet over denne her “miniature” bygningen af slottet. Hvor sindssygt er det ikke lige? Og endnu en ting; som vi kom ind i rummet, hørte jeg en pige sige noget alla: “my dream is finally coming true, ohmygod i’m crying i can’t stop crying” og wow, what a moodt, var?

Og slottet er skam ikke kun pænt, og fascinerende sådan her… nejnej.

After dark, så det sgu også ret vildt ud…

 

Vi nærmede os slutningen af vores tour, sådan for real.

Det sidste, jeg har billede af, er pokalen fra den Magiske Trekamp. Og så et billede fra, da man kom ind, hvor jeg prøver kræfter med Emma Watsons håndaftryk – hun har meget små hænder.

Ved ind/udgangen, var der også mulighed for at se kostumer og lidt fra Fantastic Beasts and Where to Find Them.

Afslutningsvis, et kæmpe portræt af coveret til den første film, uden alle ansigterne på (men til gengæld mig, der ser pissesød ud). Udenfor var der nogle forskellige avisposters, og til vores held, var der faktisk ingen kø til at få taget billeder, selv om klokken var 14-15 stykker! Så dét skulle vi da ha’.

Også mig, også mig!! Sammen med vores souvenir guidebøger, som vores søde forældre også havde betalt for, sammen med vores billet. Hvilket var et held, for alt i deres giftshop var sindssygt dyrt! Så selv om vi ikke købte reelle souvenirs, så fik vi alligevel en bog med, som souvenir, which was cool.

 

Vores tour var slut, og det betød, vi skulle med shuttlebussen tilbage til Watford and Junction togstationen, og derfra videre mod en eller anden station, jeg ikke lige kan huske navnet på. Det skal lige siges, vi havde MASSIVE problemer med vores transport hen til Warner Bros Studios, men turen tilbage gik rimelig smertefrit (og billigt, i forhold til udturen).

Vores forældre mødte os på den metrostation, som jeg ikke kan huske navnet på (og som egentlig var en togstation), og derfra bevægede vi os mod Camden Market, som havde været en af mine store ønsker, at komme til igen (da jeg var der i 8. klasse, nåede jeg aldrig over broen til Camden, da vi blev shanghaiet af nogle, der skreg “do you guys want a free haircut!?” og mit hår var pisselangt, og jeg tænkte fuck ja, og det endte med at tage all day, så ja… emo Cecilie missede simpelthen at komme til Camden Market, dengang hun var virkelig fucking emo).

Vi startede med en tur på Starbucks, da det var pikkevarmt, og jeg godt kunne tænke mig noget køøøligt at drikke. Så jeg snuppede en kæmpe chokolade frappucino (billede kommer senere, lol). Her fandt jeg også ud af, at den salon, der shanghaiede mig, var HOB Salons, som egentlig ligner et meget fancy sted, så jeg vil bare på vegne af 14-årige mig sige MANGE TAK.

Herefter gik vi over til…

Endelig! A dream come true! Jeg skulle endelig reelt til Camden! Viiildt.

Der var mega mange cute butikker med nice ting, men mange af sælgerne virkede meget presserende, og meget… ubehøvlede, så jeg havde faktisk ikke rigtig lyst til at købe noget, selv om de havde cool ting?

 

Vi gik lidt rundt, og faldt over den her (eller, rettere, min far fulgte min bror og jeg derover), japanske shop, hvor de bl.a. solgte mangaer (dog ikke nogen, jeg var interesseret i, med undtagelse af Naruto, men så meget samler jeg ikke på Naruto, så for mig var det ligegyldigt). Men de havde til gengæld Pocky i en masse forskellige afskygninger, og Ramune sodavand. Der var 6 eller 10 for 10£, og jeg var så tæt på at købe, men huskede så, det var = 90 kr., og tænkte “arh, det er i overkanten”. Vil gerne sige nu, at jeg fortryder. Why did i not just do that. Why am i so dumb.

Vi kom ind i en rigtig fin “canvas” butik, hvor de solgte lækre art designs til at hænge op. Red Art.  Jeg overvejer at købe noget der online, hvis det kan svare sig, for fuck det var lækkert.

Og sidst, men ikke mindst, var vi i Millennia, som er en superhelte-comic-shop. Også rigtig fed! De havde alle mulige fede gadgets, og en masse Harry Potter! Jeg købte næsten et trivial pursuit lignende spil med Harry Potter spørgsmål, men bakkede ud ved tanken om, jeg måske ikke var Potterhead nok, til at kunne besvare dem :)) fortryder i skrivende stund også dette.

Nogle gange skal jeg bare blive bedre til at hoppe ud i det.

Anyway. Det var det, og så en masse fede emo- og animébutikker med designs af det, men dyrt, og som sagt, fandt jeg sælgerne ubehøvlede på den ene eller anden vis, eller bare plain irriterende, og købte derfor ikke noget, og anbefaler heller ikke nogen særlige butikker. Men ovenstående var lækre, og anbefaler jeg at gå ind i, hvis I er i Camden!

Herefter gik vi langs en kanal(?) hjem til Paddington, og kom bl.a. forbi Zoologisk Have. Ret hyggeligt at betragte den nedefra, haha.

Vi kom hjem, og skulle selvfølgelig spise Fish&Chips, som jeg havde glædet mig rigtig meget til! Vi valgte en lokal, 5 minutter fra vores hotel – Micky’s Fish and Chips. Og dette kunne VARMT anbefales. Det var pissegod mad, og priserne på diverse var enormt billigt. Husker ikke prisen for den store fish&chips, men det har vel været 10-12-15£, ikke mere. Og en dåsesodavand kostede lige under 1£. Så det kunne slet ikke klages over. Look at the beauty (og min Starbucks):

Superduper-luksus. Jeg var STOPMÆT, da jeg gik derfra. Puha. Aldrig igen xD men det smagte fantastisk.

Vi gik tilbage til hotellet, og vores udsigt så sådan her ud:

Virkelig hyggeligt at kunne kigge om til “baggården”. Desværre hørte vi ikke live Bruno Mars koncert fra Hyde Park, som mine forældre gjorde (da vi boede så tæt på, at man kunne høre det fra hotellet). Ohwell. Vi fik sovet, og gjorde klar til en ny dag!

 

Jeg håber, I har nydt indlægget. Jeg har brugt rigtig meget tid på det, så jeg håber, det var det værd! Ellers er der bare at sige tak, fordi I læste med. <3

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

London 2018 – Dag 5 – Knightsbridge & mere Oxford Street

Hej bloggen, og velkommen tilbage til dag 5 i London.

 

Dagen blev primært brugt i Knightsbridge, hvor der lå en række gratis museums (græder stadigvæk over my dumb ass ikke tænkte på at tage på Florence Nightingale Museum i stedet for, will forever regret).

Vi lagde dagen ud, med at gå en tur i Kensington Gardens. Der var SÅ FLOT! Der har generelt været ret tørt, og derfor ikke superflot i Londons forskellige parker osv., da vi var derovre. Men i Kensington Gardens, var der simpelthen så fint, og relativt grønt.

Men lige så snart vi kom på den anden side af træerne, blev der tørt og gult igen. Ohwell. Der var da lidt grønt, og det holder jeg fast i.

 

Vi tog en tur ind på Science Museum, og det var okay. Men jeg følte mest af alt, at det var spild af tid. Der var ikke super meget af det, jeg fandt særlig interessant, fordi i rly don’t give a fuck about science. I’m not even sorry. Min far var også meget chokeret over mig. Men altså. Not impressed. Der var dog nogle få gode ting ved museet, og jeg fokuserede derfor meget på sygeplejedelen af museumet.

Bl.a. var der en celebration af, at det var 50 år siden (faktisk 51), at man havde den første hjertetransplantation. Se dét var jo spændende, for sådan en som mig!

3. december 1967, foregik den første hjertetransplantation.

Kirurgen Christiaan Barnard, var en sydafrikansk hjertekirurg, som transplanterede Denise Darvall’s hjerte til Louis Washkanksy på Groote Schuur Hospital i Cape Town. Lidt ekstra info:

Denise Darvall var 25 år. Efter en bilulykke, havde hun fået irreversibel hjerneskade. Faren besluttede indenfor 4 minutter, at donere hendes hjerte, for at redde en anden herre. Barnard og hans team ventede på, at hendes hjerte stoppede med at slå, da dette var den daværende definition af “død”. Da hjertet stoppede med at slå, fjernede de det kirurgisk fra Denise.

Louis Washkansky led af hjertesvigt efter 3. hjerteanfald. Barnard fortalte om den risikofyldte procedure, og Louis indvilligede. Efter transplantationen, rapporteres aviser verden over om hans tilstand dagligt. Han døde efter 18 dage, grundet lungebetændelse, som han havde fået, idet hans immunsystemet var blevet svækket pga. transplantationen. Mange af de tidelige patienter døde kort efter deres transplantation, nogle efter få timer – men siden 80’erne skete der en bedring i medicinsk behandling og kirurgisk teknik, der gav patienterne længere liv efter operationerne.

Christian Barnard var som nævnt kirurgen, og blev støttet af et team på 30 mennesker. Det tog ham 6 timer at fuldføre operationen. Det var revolutionerende tænkt, at bruge klinisk hjernedøde donorere, og dette blev sidenhen standarden for disse transplantationer (fremfor hjertedød). Barnard klarede 6 andre hjertetransplantationer, hvoraf én af modtagerne levede over 10 år længere.

I dag transplanteres 200 hjerte årligt i England. Proceduren er rutine, men ændrer folks liv markant, og skaber et unikt bånd mellem de to fremmede, giver og modtager.

Donationer foregår i dag anonymt, for at beskytte donoren og dennes families privatliv, dog kan disse vælge at modtage et brev fra modtageren. Over 23 millioner er i England organdonere, dog er efterspørgslen stadigvæk større en udbuddet. Et hjerte kan holde 6 timer i en ispakket boks.

I dag får de fleste modtagere af transplanterede hjerter op mod 200 piller om måneden, nøje udvalgt ift. patienten selv, og dennes nye hjerte. De får immunsvækkende midler, for at kroppen ikke afstøder det nye, fremmede hjerte, og disse kommer ofte med bivirkninger, der så skal håndteres (f.eks. vha. mere medicin). Nedenfor er et eksempel på nogle af de piller, en hjertemodtager kan få.

Dette synes jeg især var lidt sjovt at kigge på, og se hvilke præparater, jeg genkendte. Må nok sendes til tælling, og sige jeg kun genkendte 3. D-vitamin, som er det hvide glas med gult på alleforrest, Amitriptylin, de lilla æsker, som er antidepressiva, og Xarelto, den hvide æske bag de lilla, der er antikoagulantia, dvs. forebyggende mod blodpropper.

Hjertetransplantationer i dag tager ca. 4 timer, og selv om det ikke er den mest tekniske el. sværeste operation, er den for mange fascinerende, og meget givende, at udføre. Patienterne bliver ofte på hospitalet i 2-3 uger efter transplantationen (hvilket f.eks. kan forklare Xarelto’en). Nedenfor kommer et billede af nogle af de kirurgiske instrumenter, der bruges ifm. en sådan operation – og deres design er ikke meget anerledes fra Barnards tid.

 

Billede nr. 2 her er fra Moderne Medicine udstillingen, som jeg selvfølgelig også fandt rigtig spændende.

Nr. 4, trææsken, er Florence Nightingale’s teæske, og er dateret fra før 1910.

Nr. 5 er hendes segel, også dateret fra før 1910. Ringen blev brugt til at stemple i voks, og sætte på breve (ligesom i film). Den bærer et billede af en sygeplejerskelampe, og teksten “Brighter Hours Will Come”. Lidt Dumbledore-ish var? Hvem kom først, Nightingale eller Dumbledore? Clearly Nightingale.

Og til jer, der ikke ved, hvem Nightingale er – hun er en sygeplejerske, og den moderne sygeplejes “moder”. Vi sygeplejerske synes hun er RET sej. Også derfor jeg ærgrer mig over, jeg ikke fik set museumet, fordi jeg lige havde glemt, hun var brite.

Her ses på første billede en kunstig hofte, dateret England, 2006. Her skal ses på metallet, og ikke selve plastikken. Der ses to forskellige måder, at inkorporere en kunstig hofte på. Man kunne f.eks. nøjes med at skifte kugleleddet med et metalimplantat, eller fjerne en større sektion af knoglen, og lade implantatet gå dybere ind i lårknoglen. Siden 50’erne har dette været en metode, til at behandle artrose på i leddene. Dette synes jeg jo især var spændende, da jeg har brugt 6 måneder på ortopædkirurgisk afdeling, og gerne vil tilbage dertil efter endt uddannelse, og en del af vores patienter var netop artrose-patienter, der skulle have en kunstig hofte eller et kunstigt knæ. Så meget sjovt at gense dette.

 

Billede nr. 2 viser nr. 7 (den store gule) en pacemaker fra 1970-76 England. Pacemakere stimulerer hjertet med små elektrochoks, så det slår regelmæssigt. Siden 50’erne er pacemakere som disse blevet kirurgisk indsat i kroppen, og derefter fæstnet på hjertet med tråde.

Nr. 8, sølvkuglerne, er fra 1979, USA, og viser en kunstig hjerteklap. Hvis hjerteklapperne, der kontrolleres hjertet blodflow, svigter, kan disse erstattes med kunstige hjerteklapper. Som hjertet slår, rykker kuglerne sig frem og tilbage i “buret”, hvilket giver øget blodflow til hjertet. Lignende hjerteklapper er blevet brugt siden 1952’erne i de første hjerteklapoperationer.

Jeg tog primært det her med, fordi min kæreste gerne vil specialiseres indenfor hjertet, som sygeplejerske (og arbejder på hjerteafdelingen). Han syntes også min “historie pacemaker” her var liiige stor nok, i forhold til dem, man bruger nu. Så det faldt vidst i god jord! Og så er der jo superspændende, altså…

 

Afslutningsvis var der en udstilling om innovative metoder o.lign., til at reducere mængden af multiresistente bakterier.

Et af eksemplerne er brug af kopper-overflader, da kobber og andre metaller naturligt dræber bakterier, ved at nedbryde deres cellevægge. Mange hospitaler i England gør derfor nu brug af kobber som overflade på f.eks. kuglepenne, armlæn og stetoskoper – ting, som folk ofte rører, og som efterlades med bakterier på. Dette var netop for at reducere spredelsen af bakterier på hospitalet og reducere patienternes risiko for at få og udvikle infektioner, der ikke kan slås ned med antibiotika, pga. multiresistente bakterier.

Nogle hospitaler i England bruger også UV (ultraviolet)-lys til at dræbe bakterier, da disse nedbryder bakteriernes DNA, og dermed dræber bakterierne. Op til 70% flere bakterier på hospitalsstuer dræbes med UV-lys, kontra standard desinfektions-rengøringsmidler. På 10 minutter kan lyset desinficere et helt rum, og enddog dræbe bakterier i luften og på loftet.

Dette er jo enormt god viden at have med sig i baggagen, og klart noget, jeg vil lægge mærke til, næste gang jeg træder ind på et sygehus – for det er jo bittesmå tiltag, der kan gøre en KÆMPE forskel.

 

Udover ovenstående highlights, syntes jeg Science Museum var superkedeligt, og sådan er det bare. Øhm, ja. Vi gik over og lige så Harrod’s udefra, og jeg besluttede mig for, at jeg var vidst lidt for fattig, til at shoppe dér. Så i stedet gik vi på jagt efter et sted at spise, og jeg var efterhånden træt af normal junkfood (maccen, BK), efter en uge på Roskilde, og også lidt træt af sandwiches fra Tesco/Boots. Dertil savnede jeg jo Japan med hele mit fucking hjerte.

Så vi besluttede os for at prøve en lille japaner-kæde, kaldet Wasabi Sushi & Bento. Det var SÅ fucking fråd.

Jeg glemte at tage billeder undervejs, men jeg fik 50% nudler, og 50% kylling i karry-agtigt noget, og det er karryen I kan se på min boks øverst. Min far spiser resterne af min mors kylling og salat, og min lillebror fik det samme som jeg, og er allerede færdig, haha. Det var lidt halvdyrt, men det smagte SINDSSYGT godt. Altså, 11/10 recommend, fuck det var luksus. Mmh. Og stillede lidt af min Japan-hjemve.

Efter frokosten, som blev nydt i Kensington Gardens, splittede vi op. Lillebror og far gik tilbage på hotellet, og min mor og jeg gik tilbage på Oxford Street, hvor jeg lige skulle shoppe lidt videre. Jeg fik købt lidt i H&M, og derefter gik vi mod M&M’s World, hvor vi selvfølgelig skulle have selvlavede M&M’s!!! Havde glædet mig til det hele ugen, legit. Og jeg havde selvfølgelig planlagt, at min kæreste skulle have M&M’s, som jeg lavede. Først ville jeg gerne have nogle med tekst, og nogle med mit ansigt på. Men da det gik op for mig, det kostede 17£ for 350 eller 450 g (kan ikke huske), trak jeg alligevel lidt i land… så det blev bare én portion med tekst på.

Jeg skrev hans navn, mit navn, og så “I love you bitch”, fordi han hader sukkersøde ting, så jeg ville spice min I Love You lidt op… det gentog maskinen ikke. Hmm. Så skrev jeg “I love you bishhh” og det godtog den, så alt var godt. Den sidste version blev med det engelske flag. Min mor lavede nogle med min lillebrors navn, “karate kid” (da lillebror går til karate), nogle med Big Ben, og nogle med det engelske flag på. Så  betalte vi, og skulle vælge vores M&M’s farver, og jeg valgte meget colorcoordinated, og med 4 guld, og 4 sølv til sidst. Min mor spiste så en af dem :)) så stod bare :)) MOR!!! JEG HAVDE NØJE UDVALGT NOW U GOTTA EAT ONE MORE. Var lidt halvsur. Haha. Så kommer ham M&M’s manden over til mig, og bare står “did u write bishhh on yours?” og jeg stod sådan “yea i did” ham: “we can’t print that” og jeg stod bare :((( disappointed :((( så ja. Jeg endte med bare at måtte skrive love you på, ØV FOR FRECK ALTSÅ.

Nå, jeg hældte mine M&M’s i maskinen, og de begyndte at blive printet, og det var cool as fuck. Og til mit held, så var de løbet tør for “blæk”, så jeg fik lov til at printe to gange, da de første blev fucked op, LOL. Så var 17£ lige pludselig ikke så galt (eller jo, men)… jeg var lykkelig. Så jeg følte en ny kop, lidt mere freely denne gang, ikke så OCD-agtigt, og lavede nogle nye, og fik lov til at beholde dem, der havde slået fejl. Min mor var lidt bitter, og meget overbevist om, at jeg skulle dele med hende. Ville jeg altså ikke. Sorry mom. :/ Har legit altædende dårlig samvittighed efter det, i swear to god, får en klump i maven everytime jeg tænker på det, hahaha whyyyy help me.

Det færdige resultat:

Ps. min kæreste syntes jeg var FUCKING KIKSET, at jeg havde gjort det :// han syntes jeg var ret cringe. Lidt cute, men mest cringe. Rip mig. babe i paid a million for these, fucking enjoy them and don’t call me cringe fuck u

Anyway. Det var det for i dag!

 

Tak fordi I gad læse med 🙂 Stay tuned for næste indlæg bliver wildddd

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

London 2018 – Dag 4 – Oxford Street, uventet drejning & Sea Life

Hej bloggen, og velkommen tilbage til dag 4 i London.

 

Dagen, jeg havde glædet mig allermest til – dagen, hvor jeg skulle shop-amok! Jeg havde planlagt, at gå Oxford Street TYND. Og fordi, at vores hotel lå 15 minutter fra Oxford Street, var det jo ingen sag at købe ind, lægge tilbage på hotellet, og så gå tilbage igen, for at købe mere!

Jeg startede i Primark, og har slet ikke fortrudt det. Bedste valg. Det var tideligt på dagen, og allerede efter jeg havde været derinde 1 times tid, begyndte der at strømme til med mennesker. Så jeg fik noget af tiden derinde, forholdsvist stille og roligt, så jeg kunne kigge i fred, og langsomt kom der flere mennesker til. Jeg fik også lov til at gå rundt derinde selv, fordi min mama gik på jagt efter en bank, for at få vekslet de pund, hun fandt ud af i går, ikke længere gjaldt. Igen – haul kommer senere, hvor I kan se mine indkøb, hehe.

Mens jeg stadigvæk gik rundt i Primark, kom min mor, og informerede mig om, at pundene KUN kunne veksles i Bank of England. Som lå 1 times gang fra, hvor vi var.

Min lillebror og far var taget til London Bridge og Tower of London, for at se det, mens vi tog en shoppedag. Jeg var ked af at misse de ting, men ville hellere shoppe. Vi havde aftalt at mødes ca. ved 16-tiden.

Bank of England lå nede i det kvarter, hvor far og lillebror befandt sig. Det tog en time at komme frem, en time at komme tilbage. Og de lukkede klokken 15. Så vi skulle senest gå kl. 13:30, hvis vi gerne ville nå det til tiden.

Med andre ord – min shoppedag var så godt som ruined. Jeg blev færdig i Primark, vi spurtede tilbage til hotellet og ned på Oxford Street igen, og jeg tror, jeg havde 30 minutter til at få kigget på resten af det, jeg gerne ville – FUCKING STRESS. Så jeg måtte skynde mig at prioritere, jeg ville gerne have været i hundrede butikker, men skyndte mig at cutte ned til H&M sales section. Så mor og jeg sprang ind i forskellige H&M’s, hvor hun også fandt en kjole, hun gerne ville købe. Uhlala. Nå, videre i teksten… Til vores held, så var Coca Cola i gang med en kampagne, for at få flere folk til at vælge at drikke zero, fremfor varianten med sukker i – så de uddelte mini cola zero og vouchers til en 0,5 L cola zero variant. Mor og jeg fik 2 mini cola, og de var simpelthen SÅ SØDE. Dem fik vi drukket på vejen, som vi begav os mod Bank of England.

Jeg fik også lært min mor at bruge Google Maps Navigation fra telefonen – selv om hun ikke troede på, at den nok skulle vibrere/sige til, når vi skulle dreje. Hun havde den enten tændt, eller tjekkede konstant, selv om jeg sagde til hende “mor, den skal nok fortælle os, når vi skal gøre noget, slap nu aaaf”. Historien kom sig af, at vi har været lidt reliant på min far og hans kort. Men nu var mor og datter jo ude alene, og skulle finde 6 km væk. Dog blev hun ret blown away over funktionen, og jeg tror, hun endte med at synes, at den egentlig var cool nok.

Ærligt, se lige de cute mini cokes? De er da… aawh.

Vi købte også en meal deal i Boots på vej til Bank of England, fordi vi clearly blev sultne på vejen, og ikke havde tid til at sætte os ned og spise. Og den Boots vi var i, havde lidt flere valgmuligheder end dem på Oxford Street til snacks, så vi besluttede, at vi sgu skulle have KAGE (som vi senere delte 50/50).

 

Vi havde lidt besvær med at finde vej, men eventually nåede vi det. Vi blev lidt paniske, da vi fandt ud af, vi havde gået efter Bank of England MUSEUM, men heldigvis lå de nogenlunde samme sted, så vi kunne slappe af.

Jeg ringede til min far og arrangerede et meetup med dem, nu hvor vi alligevel var i samme område, var der ingen grund til at vente til kl. 16 med at mødes, hvis de havde tid nu. Imens gik mor ind i Bank of England, mens jeg pænt blev siddende udenfor på trappen, fordi man kun måtte gå én ind af gangen, og jeg åbenbart var suspekt xD Så jeg sad alene på trappen og drak min sodavand, mens jeg ventede på min mooor. Da hun kom tilbage, spiste vi vores kage.

 

Vi mødtes som sagt med min far og lillebror, og tog et smut til St. Pauls Cathedral.

Derfra gik vi videre over Millennium Footbridge, hvor man kunne se over til Tower Bridge. Vi gik lidt rundt i området over på den anden side, hvor jeg bl.a. faldt over en masse gamle bygninger, som jeg var head over heels over.

Som vi begyndte at nærme os London Eye igen, så vi også et spisested, hvor man tilsyneladende kunne spise i luften(?). JEG VIL PRØVE!!!

Altså de der karater i luften, som jeg peger på? Hvor cool kunne det ikke lige være, helt ÆRLIGT.

 

Anyway, vi gik videre, og tog beslutningen om, at vi ville tage i Sealife. Det var hyggeligt nok. Jeg finder ro i at gå i zoologisk have og i akvarier og den slags, idek. Så for mig gav det en smule ro på tankerne, at gå rundt derinde “under vandet”.

Først kom vi ind, og endte med at stå lige ovenover et af bassinerne. Så fik vi set nogle kæmpeskildpadder, og fladfisk/rokker og tilhørende æg. Æggene så virkelig sjove ud (sidste billede).

Så blev der kigget på Find Nemo fisk, og jeg blev photobombed af en fucking søhest. 🙂 Good times.

Og vi kiggede på hajer…

Og giftige frøer.

Samt en edderkop, jeg lige nu har glemt navnet på (hvorfor har jeg lyst til at sige dræberedderkop? Men det er en af dem der med masser af lange hår på osv., ew ew ew ew). Poster IKKE billede af den.

Vi så en skildpadde, som jeg synes minder RIGTIG meget om mr. Uruguay fra Kung Fu Panda. #notevensorry ¯\_(ツ)_/¯

Flere cute cute cute skildpadder (og krokodiller/alligatorer). Men, men, men skildpadder!

Så så vi flere kæmpeskildpadder, og nogle pingviner, men de billeder blev virkelig dårlige, så… no need to post them here.

 

Så ja, det lakker rimelig meget mod enden. Det var sådan set det, for dagen i dag (og det var egentlig også rigeligt, synes jeg). Vi tog hjemover, og spiste enten maccen eller meal deal på vejen hjem. Tak fordi I læser med <3

 

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

London 2018 – Dag 3 – London Dungeon & Shreks Adventure

Hej bloggen, og velkommen tilbage.

 

Tredjedagen bød på en tur i London Dungeon, noget som jeg virkelig havde set frem til. Da jeg var i London med klassen, da jeg gik i 8’ende, ville jeg supergerne i Dungeons. Men det var også dengang, min skizotypi peakede, og var begyndt at fucke mit liv godt og grundigt op, og jeg havde kraftige vrangforestillinger – så jeg kom aldrig af sted. MEN, denne gang så tingene anerledes ud, og det var en ny, forbedret Cecilie, der var klar til at tage i Dungeons.

Og det var superspændende. Noget, jeg faktisk synes er rigtig fedt – og although også lidt trist – var, at man ikke måtte tage billeder undervejs. Så jeg har faktisk ikke rigtig nogle billeder derfra. Men jeg har et enkelt billede fra deres giftshop, hvor man kunne tage et “skelfie” med Brian the Skeleton, så det gjorde vi. Mor og jeg kom først, hehe.

Jeg kommer generelt ikke til at poste supermange billeder, med mine forældre på, fordi… ja. Det ser jeg ikke rigtig nogen grund til 😛 Men her er mor og jeg, sammen med Brian. Og ja, det er min mor, selv om hun er 30 nuancer brunere, end jeg er. 🙂 #heldigeasen

Oplevelsen i Dungeons var 7/10, tror jeg, jeg vil sige. Det var rigtig pænt lavet, og “skuespillerne” var rigtig dygtige og seriøse, og engagerede. Det var en lækker oplevelse, men jeg blev alligevel rigtig skuffet, fordi der var ikke helt plads til os alle sammen, fordi de lukkede en del ind af gangen (sandsynligvis fordi det var sommer), og det ødelagde oplevelsen lidt, at vi var så mange mennesker samlet. Men derudover rigtig spændende, og generelt elsker jeg bare alt det der historie og seriemorder/den mørkere side af historien-fis, så jeg var… jeg havde det fedt.

 

Så tog vi en tur på Subway, for at finde os noget frokost, og til min glæde, havde de plastiksugerør. Vi havde dagen forinden, efter Madame Tussauds, været på en McDonald’s, hvor de brugte papirsugerør. Needless to say, så var jeg ordentlig skuffet, efter jeg accidently havde fået gjort mit om til en sump. Funfact: Jeg bider RIGTIG meget i mine sugerør. Og hvis man gør det, med et papirsugerør, så bliver lortet ligesom… ja. Helt blødt og smushy. Ikke en succes. Jeg blev mobbet ok-meget.

Men de var af plastik, og jeg lavede en hurtig refill, inden vi bevægede os tilbage til området, hvor London Dungeon, Shrek’s Adventure, London Eye, og Sealife lå. Vi havde nemlig besluttet os for, at vi skulle i Shrek’s Adventure, som det næste.

 

Der måtte heller ikke tages billeder i Shrek’s Adventure, så dér går den også lidt kold (men der var et område til sidst, hvor man gerne måtte, så brace urselves).

Vi skulle på en “quest”, hvor vi skulle til Langt Langt Borte, finde Shrek og nogle ingredienser til en mikstur, etc. Vores første opgave var, at synge karaoke. Det var virkelig på, fuck jeg havde det fedt. Resten af touren synes jeg egentlig også var rigtig sjov og spændende. Den var selvfølgelig primært tiltænkt børn, men jeg syntes faktisk også, at voksne med et barnligt sind, kunne få ret meget ud af det (aka – mig). Virkelig grineren.

Da Shrek’s Adventure var forbi, kom man gennem en hal med billeder af de forskellige Shrek figurer (og jeg måtte bare have et selfie med Den Bestøvlede Kat, fordi hallo, han er da for cute), og så fik vi taget et fællesbillede sammen med en mand, klædt ud som Shrek (fuck yea), og derefter kom vi igennem fotoområdet, hvor de havde lavet diverse figurer af andre Dreamworks film, som f.eks. Madagascar, Kung Fu Panda og Sådan Træner Du Din Drage. Det var totalt cute, og jeg var herremeget i mit es.

 

Efterfølgende gik vi en tur, hvor vi bl.a. kom forbi en Starbucks, og fik hhv. kaffe og frappuccinoer.

På vejen kom vi forbi den sødeste, lille pub i Westminister, der stod helt for sig selv, i den her gamle stil, og jeg blev så forelsket, jeg måtte have et billede. Jeg fik også købt en bette kop i Starbucks (der kommer en haul senere). Vi gik en tur i Grosvenor Square Park, hvorefter vi langsomt begav os hjemover.

Tilbage på hotellet chillede vi bare lidt. Vi fik købt en Meal Deal, vi tog med hjem og spiste, og ellers bare… chill.

Mit og lillebrors værelse lå lige ud til en sød lille gyde, som vi holdt lidt øje med. Det var så fint om aftenen, nemlig, hehe.

 

I øvrigt er jeg superked af nu, hvor jeg er kommet hjem… Jeg googler nogle gange navnene og stederne, hvis vi f.eks. har gået i en park, jeg ikke kan huske navnet på, så google mapser jeg mig frem til det osv., og har netop fundet ud af, at jeg har gået LIGE OP OG NED, ad Florence Nightingale Museum, og not once har jeg tænkt over, at tage på sygeplejerskemuseum, og nu er jeg bummed out, fordi det lå SÅ TÆT PÅ, og jeg var ikke engang derinde… altså damn. Skuffelse all over.

Anyway, det var det for i dag!

 

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x