Lige en hurtig en fra mig – som jeg har det virkelig fucking lorte nederen over. LOL. Anyway, jeg havde egentlig planlagt, at jeg snart skulle i gang med min Boohoo Haul, og min Tokyo 2017 Haul, så jeg ikke endte med at poste den et helt år for sent ligesom sidst (selv om bro, jeg er over 6 måneder forsinket allerede, så… jeg var allerede bagud), men sagen er sgu den, at jeg har ØDELAGT min telefon :)) smukt. Mere specifikt, så har jeg ødelagt mit kamera i min iPhone 5S, og jeg har sgu besluttet mig for, at jeg… nok bare må købe en ny. Den er 2,5 år gammel, hvilket egentlig ikke er ret meget lmfao. Men, jeg syntes i forvejen ikke der var ret meget plads på (har intet plads tilbage, har måttet slette facebook på den and so forth, så… ja, det var kritisk), og nu hvor jeg har ødelagt mit kamera… der er sådan en lille plet på, men den er forstyrrende. Jeg vil gerne kunne tage pæne billeder med den, og det kan jeg altså ikke, når der er en plet på, så deeet :/ Men jeg er lidt broke, og jeg er lidt travl, så jeg ved sgu ikke lige, hvornår jeg får tid til at købe en ny. Og dermed heller ikke, hvornår jeg kan uploade mine hauls, for har ikke taget billeder til dem endnu #upsi. Så ja. Det må vente, og det er jeg sgu ked af!!
Derudover, en anden faktor i, at jeg besluttede at købe en ny, pga. det med pladsen osv… Jeg skal til London i sommerferien, og jeg skal til FUCKING VIETNAM!!! efter sommerferien, og der vil jeg gerne have plads nok på min telefon, til at kunne tage masser af billeder! :’)
Jeg fik en plads på valgfag til Vietnam med skolen, så jeg skal 5 uger af sted som sygeplejerskestuderende, og jeg glææææder mig! Og der skal ikke spares på noget, så new phone, who dis?
Hvad sker der ellers af spændende ting i mit liv? Faktisk ikke meget, haha!
Jeg er slammed med opgaver og klinik, det tager sgu al min tid p.t. Har slet ikke overskud til at lave mad, ordne min lejlighed, osv. Alle de der små ting, man burde orke, dem orker jeg simpelthen ikke… så det fylder.
Jeg har fået en kæreste, som I nok har hørt om i nogle af mine andre indlæg. Han fylder også. Der er lidt knas på linjen p.t. føler jeg, men… jeg må vel bare tage det, som det kommer. Alt til sin tid. Det skal nok gå… ikke? Men jeg er glad for ham. Jeg ved bare ikke helt, om han er glad for mig, lmfao.
Jeg har fået bevilliget forlængelse af mit OPUS forløb, så det er selvfølgelig også megafedt, og jeg nyder at gå i ACT hver mandag!
Min lejlighed ligner jerusalems ødelæggelse. Det kan vel ske for enhver… hmmm.
Jeg får ikke skrevet så meget, som jeg ellers gerne vil – novellemæssigt. Jeg vil jo gerne blive forfatter en dag, men det kræver jo lidt, at man skriver. Og det gør jeg ikke for tiden, og det irriterer mig! Men sådan er det vel. That’s life.
På afdelingen går det helt fint, jeg får masser af ros. Hele tiden. Næsten for meget. Haha.
Alt i alt, så tror jeg sgu, det hele går meget godt.
Jeg skal bare lige lære, at slappe af, og ikke stresse så meget over alting. Det hele skal nok gå. Så ja, så langt, så godt! Det var vidst det, jeg havde at sige for nu.
Det vigtigste, jeg gerne ville sige, var sådan set bare, at mine hauls er forsinkede… for det går mig virkelig på, haha!
Pletten kan ses på det her billede (der af en eller anden grund bare nægter at blive overført i den opløsning, det ellers er, så i forvejen er billedet fucking grimt, haha), men ja. I kan godt se, det slet ikke går, med sådan en plet, igås? Jeg synes i hvert fald det er helt galt! 🙁 Og det er desværre kun, når jeg er inde for at tage billeder… Fordi der er ingen pletter, når jeg bruger frontkamera, eller når jeg bare kigger på min telefon, det er simpelthen kameraet, der er i stykker 🙁 havde ellers været dejligt, hvis det bare var skærmen, så det lignede, der var en plet, men IRL når man uploadede billedet eller overførte det, så var det intakt… men desværre ikke. Øvøv. Anyway!
Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:
Hej bloggen, og velkommen tilbage til endnu en session af ACT. Denne uges tema var “defusion”.
Vi startede med den sædvanlige nærværsøvelse, og jeg synes faktisk, jeg havde rigtig svært ved at fokusere. Jeg havde enormt meget tankemylder, jeg var døsig, jeg var svimmel, og jeg var urolig…
Dagens hjemmeopgave havde jeg allerede haft for i SFT, men, som jeg pointerede til ACT, så havde jeg denne gang faktisk LAVET hjemmeopgaven, og skrevet på papiret, og udfyldt alle felterne, så det gav helt klart noget nyt, at lave den denne gang. Opgaven hed “forsøgte løsninger og deres langtidsvirkninger”, og er i tråd med sidste uges ACT om kontrolstrategier. Så let’s get to it.
“Selvskade” er det første, der står på mit papir. Negative tanker og følelser går for mit vedkommende væk, når jeg gør det – men de kommer så sandelig også tilbage igen. Og nogle gange værre end før. Jeg ved ikke, om det bringer mig tættere på et meningsfyldt liv, egentlig burde svaret være nej, men… jeg ved det sgu ikke. Og det koster mig bekymret familie, mærkelige blikke, ar, og min kæreste pointerede også, at hvis jeg gjorde den slags, var det ikke sikkert, han ville kunne holde det ud. Så ja, en meget dyr kontrolstrategi.
“Gå i barndom” har jeg skrevet på som nr. 2. For mig betyder det, at jeg går ind i min seng, cuddler op med dyner og puder, sætter Disney på, og spiser mannagrød. Jeg synes ikke helt, de negative ting får væk, og derfor er de stadigvæk vedvarende, men jeg tror til gengæld ikke, at det bliver værre. Om det bringer mig tættere på et godt liv, ved jeg sgu ikke lige. Og det koster tid, energi/overskud, tålmodighed, og kræver, at jeg er hjemme, så jeg kan gøre det.
“Spise”. Det hjælper lidt, men følelserne kommer tilbage, og ofte stærkere end før, og jeg synes ikke, det bringer mig tættere på et tilfredsstillende liv. Og det koster penge, mit helbred (på sigt ift. øget risiko for diverse livsstilssygdomme, for ikke at tale om, at jeg i perioder også har kastet op, og er møgbange for, at mine ellers syrefri tænder nu har fået skader, øv), ekstra kilo, et negativt selvbillede, og endnu flere negative tanker og følelser.
“Være sammen med familie eller venner”. Det negative går ikke helt væk for mig, og nogle gange kommer de tilbage, men jeg tror ikke, det bliver værre. Og det bringer mig tættere på det, jeg vil med mit liv. Men det koster tid, energi/overskud, tålmodighed, og afhænger af, om de har tid og lyst.
“Skrive”. Det er en gamble. Nogle gange går det negative væk, andre gange ikke, nogle gange kommer det tilbage, andre gange ikke. Og nogle gange bliver det faktisk også værre, men som regel kun kortvarigt. Det bringer mig tættere på det, jeg vil. Og det koster faktisk kun tid, tålmodighed og overskud.
Det sidste på min liste er “tvangshandlinger og overdreven kontrol”. Det negative går ikke væk, det fjerner bare fokus fra det, så det kommer tilbage igen, og nogle gange værre. Det bringer mig absolut ikke tættere på det, jeg vil med mit liv, og det koster mig relationer, min forstand, og tid.
I det her arbejde fandt jeg ud af (og ved at høre de andre snakke), at mit største problem med kontrolstrategier faktisk er tålmodighed. Jeg er utålmodig. Jeg vil have et quick fix. Jeg kan ikke holde mine negative tanker og følelser ud, og jeg vil have dem væk MED DET SAMME, og derfor er jeg meget mere tilbøjelig til at bruge de uhensigtsmæssige kontrolstrategier, fordi det går STÆRKT med at få følelserne væk (i øjeblikket), hvor de andre, mere hensigtsmæssige strategier tager tid. Det lærte jeg rigtig meget af, for det betyder jo, at det jeg skal arbejde med, er min tålmodighed. Jeg skal blive bedre til at være i det, jeg synes er ubehageligt, og jeg skal blive bedre til, at have tiltro til, at de ting jeg gør virker, og at virkningen nok skal indtræde, selv om den ikke gør det indenfor de første 5 minutter. Det er lidt ligesom med smertestillende. Man er fristet til at tage flere, fordi man bare gerne vil have, det stopper med at gøre ondt nu, men man gør det ikke, fordi man ved, at virkningen kommer indenfor en halv til en hel time, og den skal nok komme… agtig, hvis det giver mening?
NÅ, videre til de andres. Der var en, der forklarede, at når han/hun brugte kreative strategier i form af elektroniske strategier, som at se film eller høre musik, så gik følelserne væk i øjeblikket, men kom tilbage, dvs. han/hun kunne ignorere dem i øjeblikket, men som sagt, kom de tilbage. Når han/hun brugte kreative udfoldelser fysisk, som f.eks. at tegne, male, skrive, så gik følelserne ikke væk i øjeblikket, men bagefter, dvs. han/hun fik bearbejdet det, der fyldte. Og det syntes jeg var fantastisk beskrevet, for det oplever jeg selv, men har bare ikke kunnet forklare det! Så det var mega fedt, en anden kunne gøre det for mig…
Så var der strategier som at overanalysere ting, hvilket nogle gange gav mening, og andre gange ikke, men som oftest gav det ikke noget godt, og blev bare værre, og kostede meget, fordi vedkommende blev træt og energiforladt.
At græde var også oppe at vende, som faktisk nogle gange fungerede godt, fordi der var brug for det. Derudover kreativitet, og skrive ned, hvordan man har det, kunne også fungerer rigtig godt.
Så var der én, der fortalte om, at gå i byen med alkohol og stoffer. Guilty as charge (bare ikke lige med stofferne, thank god, men jeg drikker fandeme unreal amounts af alkohol). Her var der en opmærksomhed på, at det går væk i øjeblikket, men ofte forfølger en bagefter, og ofte i flere dage, dvs. ikke bare kun dagen efter med tømmermænd, men i flere dage efter, g det koster meget, både i form af økonomisk værdi, men også venskaber, tid og glæde.
Der var også andre ting at vende, som f.eks. overdreven struktur, og få styr på f.eks. økonomi/rydde op. Det bruger jeg også ret meget, og det var bl.a. sådan nogle ting jeg mener med “overdreven kontrol”. Når jeg har det skidt, så skal ALTING bare være snorlige, fordi hvis jeg kan få alt omkring mig til at virke mindre kaotisk, tror jeg, at det kan smitte af på mit hoved (hvilket det ikke gør desværre).
Så var der en ting som hash oppe at vende, hvor den største opmærksom var på, at det skaber andre, men som regel mere håndgribelige problemer, som f.eks. hvor man skal skaffe penge. Og det syntes jeg egentlig også var en god opmærksomhed, det her med, at man skaber flere problemer for sig selv, men det er “lige meget”, for de problemer kan man håndtere, og så glemmer man måske de underliggende problemer, man ikke føler, man har kontrol over…
Den sidste, der blev bragt på banen, var at rejse, og opleve ting, dvs. aflede. Hvilket virker supergodt, men ofte er rigtig dyrt. Og jeg er helt enig. At rejse er virkelig noget af det bedste, jeg ved, for at stikke lidt af. Man skulle tro, jeg var horrified for at stå alene i Tokyo (jo, jeg havde da min lillebror med, men altså), i et land, hvor der ikke er helt så meget engelsk, som man kunne ønske sig, og hvor man ikke fatter en disse. Jeg fuckede op utrolig mange gange. Man skulle tro, jeg ville være skræmt og fyldt med selvhad, men det var jeg egentlig ikke. Jeg tænkte bare “okay, vi prøver”. For ingen kender mig i Tokyo. Hvis jeg dummer mig dernede, so what? Ingen kender mig, ingen kan sige det videre til nogen andre, jeg er fri. På en helt anden måde, end jeg er herhjemme.
En afsluttende kommentar til dette emne var, at ens strategier ofte kan blive så inkorporerede, at de bliver til dårlige vaner. Hvilket jeg også relaterer fuldt ud til. Dengang jeg selvskadede, blev det mega hurtigt bare til “jeg gør det ikke fordi der er noget galt, men det kommer der sikkert til, så jeg kan lige så godt komme det i forkøbet og gøre det nu”-agtigt. Det var totalt fucked op faktisk, haha.
Herfra gik vi videre til videoen, The Unwelcome Party Guest – an Acceptance Commitment Therapy (ACT) Metaphor, som faktisk var ret sød. Så hvis du gerne vil lære at forstå ACT, kan du tage et smut forbi og se den, den er cute. Men altså, meningen var bare, at selv om vi har et problem, behøver vi ikke altid gøre noget ved det. Uanset, om det er en specifik person, eller en specifik tanke/følelse, så kan man sagtens bare acceptere, at det er der, uden at reagere yderligere på det, for man spilder sin tid, og risikerer at gå glip af noget, der er meget vigtigere.
Så var der pause, og derefter gik vi videre til forskellen mellem fusion og defusion.
Kognitiv fusion er, når man…: rigidt følger verbale regler, der ikke virker, udviser manglende spontanitet i sin adfærd, siger, at man ønsker, at en tanke el. følelse skal gå væk, når man føler sig fastlåst, når man er tæt knyttet til sine tanker, og stoler på disse, når man oplever problematiske tanker og følelser fremkaldt af mange begivenheder (dvs. uanset hvor man er, hvad man laver, oplever man de samme, gennemgående negative tanker og følelser), giver udtryk for, at man skal forstå noget, og ikke tager stilling til den tanke, men har, men bare stoler på den. Ofte er tanken i sig selv ikke problematisk, men hvis den forhindrer os i at leve det liv, vi ønsker, så er vi fusionerede med tanken, og SÅ er den et problem. Det kan f.eks. være tanker som: “hvis jeg ikke vasker hænder, vil andre tage skade” og “jeg er ikke klog nok”. Hvis man stoler blindt på disse, er man fusioneret med dem.
Defusion er derimod, når man kan træde tilbage og distancere sig fra de tanker og følelser man har, og adskille og identificere dem som tanker, følelser, og én selv.
Vi skulle lave en øvelse, hvor vi skrev en af vores negative tanker ned. Min lød sådan her: “Alle vil mig ondt, og forlader mig”. Dén skulle vi skrive på et papir, og holde op foran vores hoved, og se, hvor indskrænket vores verden og syn blev, når vi var så fusionerede med tanken; når vi lod den fylde. Bagefter skulle vi tage papiret ned, og ligesom acceptere, tanken var med os, men uden at lade den fylde for meget og blænde os. Det var en ret sær øvelse, men gav egentlig meget god mening… så ja. For jeg ved da godt, at mine tanker overskygger mine relationer til andre. Meget. Mine tanker begrænser mig, fordi jeg altid har dem med mig, i mine relationer. Tænker altid, “jeg er ikke god nok”, og lader det præge mit samvær med andre… og det skal jeg jo ligesom ikke. Så ja.
Vi sluttede af med videoen Our Common Fate, som jeg også har set i SFT, som viser, hvor “normale”, de her negative tanker er… og for mig også en differentiering mellem fusion og defusion, fordi der er forskel på, om folk skriver “I am” eller “I feel”. Jeg synes sgu den er meget spændende, og gad vide, om de selv ved, at de kan tage skridtet tilbage, når de siger “I feel” fremfor “I am”? Jeg er i hvert fald meget opmærksom. Jeg føler mig værdiløs. Jeg er det ikke nødvendigvis. Men det føles sådan…
Anyway, jeg stopper mine insane ramblings her. Jeg håber, I har fået noget ud af dagens indlæg!
Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:
I dag vil jeg dele en lille tekst, bare fordi. Det er altid hyggeligt, med tekster, ikke? Det synes jeg i hvert fald! Håber I vil tage godt i mod den.
***
Jeg misser forsigtigt med øjnene, som så mange gange før denne morgen. Men i modsætning til de andre gange, er der noget anerledes. Jeg fanger dit blik, og lader mine øjne forblive åbne, fremfor, at lukke dem igen.
Du har sovet.
Det har jeg ikke.
Jeg sover sjældent, når du er her. Ikke, fordi jeg er bange. Eller, det tror jeg ikke, at jeg er. Men min hjerne kører på højtryk. Jeg har tankemylder. I nat var ikke anerledes.
Jeg havde så dårlig samvittighed. Følte mig så skyldig. Jeg ved udmærket godt, at det er fjollet.
Jeg skulle have sagt noget til dig. Sagt noget til dig i nat, da du lagde armen om mig, og trak mig ind til dig. Spurgte, om jeg var okay.
Jeg svarede bare ja.
Men det var jeg ikke.
Det var ikke din skyld. Det var ikke min skyld. Det var ikke nogens skyld.
Så hvorfor følte jeg mig skyldig?
Hvorfor havde jeg dårlig samvittighed?
Jeg kunne ikke ryste det af mig.
Havde det så dårligt over, at… at vi ikke blev færdige, med det, vi havde gang i.
Jeg kan ikke huske, hvad du sagde. Noget med, at du ville have stoppet, uanset hvem, det havde drejet sig om. Det var en trøst.
Alligevel var jeg vred på mig selv.
Skuffet. Irriteret. Skamfuld.
Jeg snublede over ordene, når du talte til mig. Snublede over dem, fordi tårerne pressede sig på. Snublede over dem, fordi jeg var presset, overvældet af følelser, og ikke kunne tænke klart.
Jeg blev lettet, da du efterlod mig alene ude på badeværelset, fordi tårerne hele tiden pressede sig på, og jeg ville ikke have, at du skulle se mig græde. Det skete heldigvis ikke. Nok mest, fordi du gik, og vi derfor ikke snakkede i en kort periode. Så længe, der ikke var noget snak, kunne min stemme heller ikke knække og afsløre mig.
Jeg blev færdig og trissede tilbage i seng, stadigvæk med skyldfølelsen hængende over hovedet som en regnsky.
Dér var det, du lagde armen om mig, og spurgte, om jeg var okay.
Dér var det, at jeg sagde ja, selv om jeg slet ikke mente det.
Alle følelserne havde lagt sig om mig som et tæppe, der truede med at kvæle mig.
Og jeg vidste, at hvis jeg snakkede om det, ville jeg begynde at græde.
Jeg kunne ikke overskue, at skulle begynde at hyle midt i det hele. Kunne ikke overskue, at skulle fortælle dig, hvor nederen, ked af det, vred, irriteret, skyldig, skamfuld, og alt mulig andet, jeg følte mig, over noget, der slet ikke var min skyld. Over noget, der var fuldkommen ude af min kontrol. For jeg vidste, at du ville tænke, det var fjollet. Vidste, at du ville prøve at fjerne følelserne fra mig igen, men samtidig vidste jeg også, at det ikke ville lykkedes dig. Du ville ikke kunne fjerne de år af selvhad, der på ny blomstrede op, på grund af én lille bagatel.
Så i stedet gemte jeg mig bare i din omfavnelse. Klemte din hånd. Fokuserede på at trække vejret, selv om jeg følte, at jeg ikke kunne få luft, og selv om tårerne blev ved med at presse sig på.
”Hvis du begynder at fryse, må du lige komme ind til mig, eller prikke til mig, ikke?” sagde du. Jeg sagde ja igen, velvidende om, at det ville jeg aldrig nogensinde gøre. Ville aldrig kunne få mig selv til at kunne gøre. Jeg er så bange. Det er så svært.
Når jeg ligger ved siden af dig, vil jeg bare gerne slappe af. Bare gerne kunne trække vejret i fælles symbiose. Vide, at hvis jeg mumler i søvne, er du ligeglad. Vide, at hvis jeg vender og drejer mig hundrede gange i søvne, så er du ligeglad. Vide, at jeg ikke på en eller anden måde ødelægger din nattesøvn og dit liv, hvis jeg rører mig ud af flækken, i løbet af en nat. Og det ved jeg også godt. Et eller andet sted, så ved jeg det. Men tankemylderet presser mig, og gør mig i tvivl, så jeg slet ikke kan slappe af. Så jeg slet ikke tør røre mig.
Du fortalte, hvordan din ekskæreste bare kunne prikke til dig, og så ville du ubevidst trække hende ind i en omfavnelse, og jeg fik endnu mere lyst til at græde, fordi jeg bare så gerne ville have, at det var mig. At det var os. At jeg kunne udøve sådan en manøvre, uden at tænke over det. Men det kan jeg ikke.
På et tidspunkt faldt du i søvn.
Jeg prøvede at falde i søvn. Håbede, at blandingen af alkohol, antipsykotisk og beroligende snart ville sætte ind, og slå mig ud. Håbede, at blandingen ville stoppe det tankemylder, der kørte af sted med hundrede kilometer i timen; hamrede løs på indersiden af mit kranie. Men nej. Det eneste, der kørte rundt i mit hoved, var følelsen af, at være utilstrækkelig. Følelsen af, at alting på en eller anden vis bare var min skyld. Følelsen af, at jeg havde ødelagt alting. Angst.
På et tidspunkt vendte du dig, og jeg så snittet til at gøre det samme.
Jeg kan slet ikke huske, om jeg fik sovet den nat. Det føles ikke sådan, men det kan da ikke udelukkes. Jeg ved bare, jeg vendte og drejede mig, men kun efter du selv havde gjort det, for så vidste jeg, at det var okay. Jeg er så dum. Så fjollet. Jeg ved slet ikke, hvorfor tingene er sådan her med mig, men det er de bare. Jeg hader det.
Jeg frøs.
Lå og skælvede under tæppet, men var alt for ængstelig, til at turde sige noget. Alt for ængstelig, til at prikke til dig. Krøllede mig sammen til en lille kugle, for at prøve at holde varmen, men uden det store held.
Tankemylderet fortsatte.
Det var en lang nat.
Men da jeg ser dit blik, så godt, som jeg nu kunne se det, i hvert fald, føles alting mere okay.
Dit hår stritter, du kan ikke holde øjnene åbne, så de falder sommetider i igen, og din stemme er hæs og mumlende.
Vi siger ikke så meget. Kigger bare lidt på hinanden, inden du vender dig om på siden. Denne gang lægger jeg en arm om dig. Spørger, om du fik sovet.
Du svarer en smule.
Jeg er glad.
Du sover generelt ikke så meget, men… bare det, at du fik sovet lidt, gør, at jeg føler mig lidt lettere.
Du spørger, om jeg gjorde.
Jeg svarer nej. At tankemylderet kørte derudaf – og det var jo ikke løgn.
Et øjeblik tager jeg mig selv i at ønske, at du prikkede til mig, når du ikke sov – for så kunne det være, vi kunne have underholdt hinanden lidt, så natten ikke havde føltes så lang.
Fjollet, ikke? For jeg kunne jo bare spørge dig. Men det tør jeg jo ikke.
Vi ligger lidt i tavshed.
Jeg kigger på dine fregner på ryggen. Det ligner det i hvert fald, at det er. For at være ærlig, kan jeg ikke rigtig se det. Men jeg kan mærke, hvordan min udånding gennem næsen puster tilbage på mig selv, når den rammer din hud. Spekulerer på, om du kan mærke det lige så tydeligt, som jeg mærkede det i nat, da din udånding ramte min skulder. Luften var kold, og kildede næsten på min bare hud.
Apropos hud.
Din er varm mod min. Generelt er din kropstemperatur varmere end min, og jeg elsker det. Elsker, når vi ligger hud mod hud. Elsker, hvordan din varme langsomt gennemsyrer min krop; varmer den.
Jeg kunne blive liggende for evigt.
På et tidspunkt ender vi med at ligge på ryggen. Kigger lidt på hinanden; jeg tror nok, jeg griner. Griner, over noget, som du har sagt.
Så drejer vi en kvart omgang, så jeger lille ske igen. Hurtigt vinder din arm indpas over min krop, og jeg nyder dine varme hænder på min overkrop. Nyder, at være i nuet.
Indtil mine tanker flyver tilbage på i nat, og jeg i et øjebliks svaghed bakser din hånd op til min, hvor du holder den.
Du kysser min skulder. Blidt og nænsomt.
Jeg lukker øjnene.
Åbner dem, og spotter en solstråle fra skråvinduerne i soveværelset, der rammer vores hænder, der ligger så fint ovenpå hinanden.
Jeg lader min tommelfinger glide over din i små, vertikale, usynlige linjer. Mærker, hvordan mine bevægelser sommetider kommer i ryk, på grund af gnidningsmodstanden, der opstår, hvilket får mig til at smile. Mærker, hvor bløde dine hænder er. Mærker, hvordan de føles helt perfekte i mine.
Pludselig virker mit tankemylder fra i nat så dumt.
For du er her jo.
Det var ikke din skyld.
Det var ikke min skyld.
Det betød ikke noget.
Det eneste, der betyder noget, er, at vi er her.
Sammen.
Og solen skinner på os.
***
Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:
Jeg havde min anden dag i ACT i mandags, og her startede arbejdet for alvor.
Vi mødte ind til en nærværsøvelse, ligesom sidst, og efter denne fik vi også lige spørgsmålet om, at vende indad, mod det, der fylder hos os – det var ret let for mig. Jeg havde nemlig enormt tankemylder og lidt forskellige følelser, der rumsterede. Nu kom den tricky del jo, som var, at vi skulle prøve at lade være med at kæmpe mod det, men bare mærke det, og lade det være der. Right. Min oplevelse af nærværsøvelsen lige den dag var, at jeg faktisk havde enormt svært ved at koncentrere mig. Jeg plejer også at have svært ved afspænding, fordi min hjerne flyver trehundrede andre steder hen, og det gjorde den også i dag. Men øh, den slags sker jo.
Det lyder allerede nu tricky og hårdt, og det er sgu også et sært koncept altså.
Vi lagde ud med vores grundfølelser, og i modsætning til i SFT, havde vi denne her gang 9 grundfølelser med, i stedet for 6. Disse var kærlighed, glæde, nysgerrighed, vrede, frygt, sørgmodighed, skyld, chok og afsky. Hvoraf vi umiddelbart tænkte, at kærlighed, glæde og nysgerrighed var positive følelser, og resten forholdsvis negative. Hvilket bare var en konklusion til, at negative følelser altså er ret normalt. Ud af alle de grundfølelser, er ikke engang halvdelen positive – altså, vores hjerne er ret meget indrettet til at være lidt negativtladet, så… ingen grund til panik. Personligt hader jeg dog det her, fordi jeg er sådan lidt… okay nej, vi skal ikke være glæde 24/7, men føler også bare lidt det negligerer depression, fordi det er meget sådan “negative følelser er okay!!!!”, hvor jeg tænker mere… altså ja til en vis grad ikk… men ja. Det er bare min holdning til det xD
Så gik vi videre til “oplevelsesmæssig undgåelse”. Hvor konklusionen var, at selv om det var normalt at have negative følelser, så er det også normalt gerne at ville have det godt! Når vi har det dårligt opfatter vores berømte problemløsningsmaskine dette som et problem, der skal fikses, og ofte prøver vores hjerne at fikse problemet vha. KONTROL. Dvs. vi prøver at kontrollere det, vi føler, hvilket typisk kommer til udtryk i, at vi prøver at slippe af med de dårlige følelser. Dette er altså en form for undgåelse, som også kan kaldes oplevelsesmæssig undgåelse. De ting, vi gør for at undgå at være i kontakt med vores negative følelser og ubehagelige tanker, kaldes for kontrolstrategier (meget logisk, nu vi prøver at løse vores problem vha. kontrol, ikke?).
Herefter skulle vi så gå sammen to og to, og finde alle de kontrolstrategier, vi selv brugte – og herefter blev det taget op i plenum. Den her øvelse har jeg været igennem før, i SFT, læs mere her. Men jeg syntes faktisk denne gang, at jeg fik noget lidt andet ud af øvelsen? Så lad os ridse det op, vi kom frem til, om nemlig var: ikke at spise (fordi sult er nemmere at håndtere end noget psykisk smerte), isolerer sig, selvskade, går “tilbage i tiden” (det gør jeg meget, når jeg har det skidt – så sætter jeg børnefilm på, laver babygrød, krøller mig sammen under dynen, og lader som om virkeligheden ikke findes), hører høj musik/larm, være sammen med min lillebror (miiig), ignorere det, sove, spille computer, skrive, tegne/male/andre kreative udfoldelser, acceptere tankerne, uden at gå for meget ind i dem, rusmidler, alkohol, opliste de gode ting, pjatte/være useriøs, aflede, tvangshandlinger, planlægning/struktur, osv. Mange ting, som egentlig også er noget, man bare gør i en normal hverdag. Næsten alle ovenstående, bortset fra at acceptere tankerne, er undgåelsesstrategier (og måske lidt i konflikt med grundtanken bag ACT, som er, at mærke det, der er lol).
Men det vigtige at huske på er så, at i ACT handler det om funktionalitet. Der er ingen gode eller dårlige strategier for det handler om, om strategien fungerer, så man skaber sig et bedre liv; om strategien er hensigtsmæssig. Ikke engang motion er bare “godt”, for hvis man bare gør det for at gøre det, uden at tænke over det, tilfører det jo ikke ens liv noget… og generelt er det mere berigende at udføre handlinger baseret på værdier og lyst, fremfor at man gør det, fordi man forsøger at undgå noget.
Og her kommer vi videre til, at vores kontrolstrategier faktisk sjældent er vildt funktionelle, f.eks. misbrug og tænkestrategier (gruble, bekymre). Disse fjerner ikke rigtig problemet. Altså: Det er faktisk sjældent problemet, der er vores problem, men ofte løsningen (som jo ikke rigtig er en løsning!), der er problemet. Deraf kommer også, at ofte, så jo mere vi tænker over et problem, jo mere kommer det til at fylde. Det tænker jeg, vi alle sammen godt kender, mere eller mindre.
… så hvorfor gør vi det her, som vi gør? Det er da fjollet at blive ved med at gøre ting, der ikke er hensigtsmæssige for os?
Vi gør det af flere årsager, og den vigtigste er jo det her med, at vi tror, at vi skal være glade hele tiden, fordi det har vi fået at vide, at det skal vi – og andre ser glade ud, så vi tror, at de er glade, og prøver at blive glade ligesom dem. Og ofte bliver vi også gladere, når vi “løser” problemet, på kort sigt – for på langt sigt er problemet sjældent løst. Og vi løser jo problemerne, på grund af den her berømte problemløsningsmaskine, vi har snakket om, som gør det, den skal gøre… løse problemerne. Den er bare ikke skide god til det, når problemet ikke er fysisk.
I ACT prøves denne tankegang forandret. Vi skal netop ikke være glade 24/7, og målet er ikke at have det godt følelsesmæssigt, men om at føle det, der er, uden at kæmpe med det. Målet er, at stoppe med at slippe af med det, og kontrollere det, og i stedet åbner op for det, og møder det med den her villighed, og famøse accept. Men hvordan gør man det, når man ikke kan lide at mærke smerte? Det gør man, ved at tage fat i sine værdier, og blive villig til at være i det svære, fordi det bringer en tættere på at opnå det, man gerne vil. Så kort fortalt, at man prøver at motivere sig selv, til at gennemgå det, der er hårdt. Jeg vil gerne være sygeplejerske. Men det kræver altså bare lige, at jeg gennemgår de 700 angstanfald, jeg vil få, hver gang jeg skal snakke med nogen, hver gang jeg skal udføre noget, hver gang jeg tager kitlen på… det er pissehårdt, men det er det jeg VIL, så jeg bliver nødt til at prøve. Nødt til at prøve at være i de følelser, som jeg ikke kan lide.
Som intro til næste uges hjemmeopgave, tog vi lige nogle kontrolstrategier i plenum, og analysere på – ligesom til SFT.
Første strategi var, at bruge rusmidler (eller alkohol). Derfra skulle der besvares nogle spørgsmål. Gik følelserne væk af, at bruge denne strategi – ofte er svaret ja, for en stund. Næste spørgsmål er, om følelserne kommer tilbage igen – og det vil de typisk, ofte gøre. Sidste spørgsmål i denne kolonne er, om følelserne bliver værre, hvilket de typisk også bliver, fordi der kommer det her oveni, at nu har man igen taget stoffer/drukket alkohol. Derefter evalueres på, om det gør, at man kommer tættere på det liv, man gerne vil have? Og der vil svaret ofte være nej. Og til allersidst, hvad det koster (i overført betydning), og det er blandt andet ting som penge, relationer, fortrydelse, ens helbred, endnu flere negative tanker, osv.
Anden strategi var, at pjatte med det. Her går følelserne som regel også væk for en stund, men kommer tilbage igen. Nogle gange er følelserne værre, andre gange er de, som de var før. Men denne strategi kan måske godt bringe en tættere på det liv, man gerne vil have (hvis man ønsker, at være humoristisk f.eks.), og det koster ting som energi, overskud, i nogle tilfælde relationer, og måske andre ting.
Opvejer man f.eks. de to strategier mod hinanden, ved jeg godt, hvad jeg ville vælge.
Og så er det vigtigt at huske, at i ACT må man gerne bruge strategier (selv om reglen er, at man skal føle det, der er), hvis strategierne er funktionelle, og bringer en tættere på det, man vil med sit liv.
Hjemmeopgaven til næste gang er, at opliste strategier. Og jeg tænker, at det er en megafed øvelse. Jeg har lavet den før, men jeg synes bare den er så god. Den giver virkelig et helt andet, nuanceret overblik over, hvad man gør, så jeg vil helt klart anbefale det. Hvad gør du, for at slippe af med negative tanker og følelser? Og virker det egentlig? Eller koster det for meget? Ahh, jeg synes I skal prøve ad. Jeg er totalt fan. 😛
Det var det for denne gang. Tak fordi I gad læse med.
Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:
Som nogle af jer ved, var jeg i Tyskland henover påsken. Det kan I læse om her, og i den forbindelse har jeg besluttet mig for at lave en HAUL over alt det, jeg købte. Så jeg håber, det falder i god jord!
Det, der nok vækker størst interesse, må være min Primark Haul. Som mange andre piger, er jeg vild med Primark, da jeg syntes, de ofte har nogle lækre sager, og til knivskarpe priser. Jeg tænker at gennemgå tøjet, jeg købte derinde først.
Jeg har prøvet noget nyt, nemlig at tage billederne med et rigtigt kamera, frem for min telefon. Ved ikke lige, om jeg synes det adder noget, men sådan er det blevet.
Først har jeg en morgenkåbe, som jeg faktisk troede var lidt længere, men altså. Den er dejlig blød, så jeg glæder mig, til næste gang jeg har hvid vask, så jeg kan få den i brug. Tror den kostede 10€. Dernæst har jeg jakken, den er ULTRAtynd, og jeg havde oprindeligt valgt den i en meget lys babypink, men fik et input om, at det skulle være den her farve i stedet, så jeg snuppede den – og glemte meget elegant lige at kigge på størrelsen, så jeg fik den hjem i en størrelse S. Ville ellers godt have haft den i M. Men sådan er det jo. Tror den kostede 12€.
Så har vi en top, som jeg har planlagt at bruge til, hvis man f.eks. skal på stranden eller ligende – det passer den perfekt til, med mine sarte, solforskrækkede skuldre. Den kostede vidst 7€. Derefter har jeg en hættetrøje, bare fordi jeg er en fucking slut for hættetrøjer, og jeg synes denne her var virkelig cute, fordi den også var lidt lang… 11€.
Så har vi en sort top, som jeg tror har kostet mig 6€, uden at være helt sikker? Og en plain sort trøje, fordi dem kan man aldrig få nok af – og slet ikke, når de koster 3-4€.
Så kommer vi til bukser, som jeg også lige måtte have lidt af, og jeg tror de sorte kostede 8€, og de lyse jeggings 7€. Jeg er ikke ret meget for rigtige denim bukser, så jeg køber ofte jeggings, og de sorte harems-lignende bukser kunne jeg bare ikke stå for – elsker taljehøje bukser, sorry not sorry!
Så købte jeg lidt undertøj. Der var 3x g-strenge for 3€, så dem smuttede jeg to af. Jeg synes de sarte/lyse farver var rigtig fine, og altså, sort går man bare aldrig rigtig galt med, vel? Så var der nogle lidt dyrere trusser, men de var simpelthen så cute, og de stod til 7€. BH’erne stod også til 3€ hver.
Strømper og footsies kan man altså bare ikke få nok af, og jeg ELSKER arch support (nr. 3) sokkerne. Dog har jeg fundet ud af, at nr. 2’erne også fungerer helt fint, så det er dejligt at vide, da arch’erne er lidt dyrere. Anyway, fra toppen.
7 forskellige neonfarvede ankelsokker, 3,5€. 7 sorte ankelsokker, 3€. 5 par arch support sokker, 3€. Og to par lace footsies, 3,5€.
Strømpebukser kan man heller ikke få nok af. Jeg håber, nr. 2 er i min hudfarve, ellers bliver jeg ked af det… men 2 par sorte netstrømpebukser, 4€. Gennemsigtige (forhåbentlig) nylonstrømper, 2 par, 3€. 5 par sorte nylonstrømpebukser, 4€. Og til sidst, bare normale, sorte strømpebukser, 3 par, 4€.
Så snuppede jeg nogle sko, der vidst kostede 4€? Og en sød lille Stampe, der kostede 3€. Jeg ved godt, den er lidt kliché, men jeg prøver at omgive mig med positive ting, og altså… den er positiv, og ret cute, så jeg synes, at det er okay. 😛
Og så har vi her, lidt forskellige beauty-lignende produkter.
Jeg har 3x makeupwipes, hvor der er 50 stk i, til 1,5€ stk. Så har jeg et bundt hårelastikker, 30 stk, superstretch til 2€. 300 stk små gummihårelastikker, til 1,5€. En micellar water til 3€. 4 mini tweezers til 2€. Og en smokey eye brush til 2€, og en eyeshadow/concealer brush til 1,5€.
Lige et closeup af hhv. halskæderne til 4€, og armbåndene til 3€.
Så ja, det var alt for Primark! Derefter smuttede jeg i Rossmann. Jeg ville oprindeligt have været i en DrogierMarkt, for at shoppe makeup derinde, men det blev sgu en Rossmann i stedet, da de ikke havde en DM i det center, jeg var i.
Jeg snyder lige lidt, fordi NYX-øjenbrynspennen er købt i Douglas, til 13€. Sikkert dyrere end herhjemme, men hende damen i butikken var fandeme så sød ved mig, så jeg syntes, jeg var streng, hvis jeg ikke købte noget, haha. Og vatpindene og bikini-skraberne er købt i Müller, til hhv. 0,25€ og 1,75€.
Men resten er købt i Rossmann, haha. Jeg valgte en FitMe concealer fra Maybelline. I shade 10. Som jeg så fandt ud did not fit me. Den er for orange til mig rip rip rip. Men den kostede altså 5€. Så… sådan er det jo nogle gange.
Så købte jeg noget alla en precision beauty styler, da jeg syntes den her fra veet, var lidt dyr, men jeg godt kunne lide konceptet med sådan en… så kan jeg altid prøve det af, og se, om det er noget for mig! Og hvis ikke, så kostede den 8€, så det overlever jeg jo nok.
Bag vatpindene gemmer der sig to stk rensemasker, til den nette sum af 0,5€.
Så har jeg en varm-voks roll-on ting, igen fordi jeg syntes den fra veet var dyr (synes godt veet kan sponsorere mig, kom nuuuu??? pls). Min er godt nok så ikke elektrisk, ligesom deres… men den kostede også kun 5€ 😛
Så har vi en hårfjerningscreme, igen fordi jeg syntes de var dyre herhjemme, og når man ikke ved, om det er noget for en, så gider man bare heller ikke bruge alverdens summer af penge på det, vel? Den her kostede 2,5€, og det var vidst meget godt, for jeg tror ikke, jeg får den brugt! At der var noget syreværk i skræmte mig sgu ærlig talt lidt… så dum i hovedet, jeg er, skal jeg vidst ikke håndtere den slags… jeg ender utvivlsomt med at fucke noget op.
Puddere, to stk. Foundation. FORHÅBENTLIG min farve. Har ikke testet dem endnu, men nede i butikken virkede de fint, så nu må vi se. Men hvis ikke, så overlever jeg nok lige… de kostede 3,8€ pr. stk.
Så er der en after shave balm, til 1€. Jeg har brugt den, og jeg er VILD med den! Bruger den til efter barbering i mere sensitive/sarte områder, fordi jeg synes den fra RFSU var ret dyr. Den her er dog ikke specialdesignet til intimområder el. lignende, whoopsie, det glemte jeg lige at tjekke, men altså, jeg synes den fungerer fint, fordi den køler godt! Og altså, så billigt er det jo et fund… haha.
Så har jeg en håndcreme, til 0,9€, fordi jeg havde købt en anden på et tidspunkt med kamille, og den elskede jeg, så nu prøvede jeg den her med kamille, så må vi se, om den er lige så god.
Og sidst men ikke mindst, en granatæble roll on deo til 1,35€, nogenlunde samme pris, som de fleste herhjemme koster på tilbud. Jeg havde oprindeligt købt den her i spray, men jeg har ikke fået brugt den, fordi jeg sjældent bruger spraydeodoranter. Så da jeg spottede, den fandtes som roll on, måtte jeg jo lige have en med, for at teste!
PHEW.
Så langt, så godt. Jeg har fandeme brugt mange penge, da jeg var af sted. Altså, det er jo billigt nok, men når man køber så meget, som jeg gør, sååå… løber det altså op! Men ja. Lad os ile videre til grænsebutikkerne, som jeg bare gennemgår real quick.
2 rammer pepsi max, 2x m&m’s hhv. med peanut i og uden, noget frugtfarve i de farver, der var, noget salmiakpulver (tænker jeg kan bruge det i bagværk eller chokolader???), noget bland selv slik (jeg er en sucker for bland selv slik), nogle Djunglevrål på kærestens opfordring (jeg er fandeme sød hva), og så noget stevia strøsukker (som jo så ikke er sukker). Tror der er 150 g i en pakke, der koster 4€. Til gengæld er der 0 kcal pr 100g, så perfekt som topping oven på ens havregrød, hvis man gerne vil have, den smager lidt sødt. Har købt noget lignende før, bare fra DM, tænker det her smager ligedan – og det var en succes før, så mon ikke, det er det igen! De her er fra Rossmann. Det samme gælder proteinbarerne på toppen af pepsierne – de kostede 1€ pr. stk, der er 50 g i og 25g protein, så det kunne ikke være bedre. Derhjemme har de fleste proteinbarer 20-24 g protein i, ofte ser jeg “PROTEINBARER” med sådan… 14-18 g protein i, hvor jeg bare tænker… bitch??? Så derfor hapsede jeg de her, da der er en god del protein i! Jeg er ikke vild med cranberry yoghurt smagen, den er faktisk pisseulækker, godt jeg kun tog 5 af den. Til gengæld er cookiedough smagen enormt lækker (god bless jeg snuppede 10), og den sidste var noget chokolade af en art, og dem har jeg ikke smagt endnu.
Og her har vi så… to meget forskellige ting. Fra en yderlighed, til en anden. Masser af booze, øllerne fordi det vidste jeg kæresten plejer at drikke (den slags dér), og så tænkte jeg why the fuck not, så er der altid nogle, hvis man lige har lyst til at hygge sig en given dag. Cultshakerne er mig, og kun mig, lol, og ja, den blå, Tropical Sourz eller hvad den hedder, den smager mega godt. Det husker jeg den i hvert fald som, at den gjorde, så jeg glæder mig til at smage! Og granatæblerne er også helt okay. Der var 2 kg mandler for 120 kr., så my ass skyndte sig at købe de 2 kg, og derudover er jeg blevet enormt glad for cashewnødder, så sådan nogle skulle jeg da ha’!
Afslutningsvis, ville jeg gerne have købt påskeæg til mine forældre. Jeg elsker dem, og jeg elsker at forkæle dem lidt, når jeg kan, som tak for alt det, de gør for mig. Jeg ved, min mor elsker oreos, og hun elsker kinder, så jeg ville gerne have fundet en af delene i et kæmpe påskeæg. Og min far skulle jeg nok også finde noget fedt til, hvis det var. Men da vi nåede grænsebutikkerne, hvor planen var at købe det, så havde de kraftedeme ingen påskeæg! Og det var søndag, så de fleste dagligvarerbutikker, vi kom forbi, var lukkede! Men jeg gav ikke op, noget skulle de have, og min sted-farmor fortalte, at min far godt kunne lide de her likørchokolader, og jeg ved min mor godt kan lide bounty, mars, snickers, osv. (og det kan min far egentlig også), så jeg tænkte, at det var næstbedst. Så sådan blev det. De blev heldigvis glade, så det var jo godt! <3
Det var det. Jeg har ikke mere fra min sære Tysklands haul. Jeg købte også lige et par plastre og nogle affaldsposer #manervelvoksen. Jeg syntes, de 4.000 kr gjorde avs i pengepungen, men når jeg tænker over det, er det jo ting, som jeg skal bruge, meget af det. Barberskrabere skulle jeg have alligevel, vatpinde skulle jeg have alligevel, creme skulle jeg have alligevel, makeup skulle jeg have alligevel, for jeg manglede en pudder, makeupwipes bruger jeg alligevel, proteinbarerne køber jeg alligevel herhjemme… så hvorfor ikke købe det, når jeg kan, og det er billigt? Så selv om det gjorde nas, så ved jeg også godt, at så galt står det ikke til, for jeg har sparet penge på den anden bane.
Her er et billede af hele herligheden, flot parkeret på mit stuegulv, inden jeg begyndte at pakke ud #sådankandetgå. Så nu er der ikke andet at sige, end tak fordi I læste med, og vi ses snart igen til et nyt indlæg om ACT. <3
Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:
