Klinik på Ortopædkirurgisk

Hej bloggen, og velkommen tilbage.

Det var egentlig planlagt, at jeg ville have skrevet det her indlæg, da jeg startede i klinik på Ortopædkirurgisk Afdeling, men efter jeg var startet, gik tiden simpelthen så stærkt, at jeg slet ikke nåede det, og inden jeg fik set mig om… ja, så var mine 6 uger sgu gået! Jeg har nu været tilbage i skole i to uger, så det er på rette tid, at jeg får smidt det her indlæg op! Efterfølgende har jeg så planlagt to SFT’er mere, og så skal jeg i gang med noget juuul. Jeg har besluttet at slå første og anden advent sammen, da jeg ellers skulle have postet første advent i dag, i stedet for det her indlæg, og det syntes jeg bare var alt for lang tid efter, det reelt havde været advent… SÅ dét gør vi ikke.

 

I hvert fald.

Jeg startede i klinik på Ortopædkirurgisk Afdeling, som sygeplejerskestuderende på semester 5, eller det, der svarer til det gamle modul 9-10. Det er enormt mærkeligt, at være nået så langt i sit studieforløb. Jeg synes stadigvæk, at jeg startede på uddannelsen for et halvt år siden, og selv om jeg godt kan mærke på mig selv, at jeg har lært meget, så føler jeg alligevel ikke, at jeg er… helt klart til at være sygeplejerske endnu!?

På den afdeling, jeg var på, havde de mange forskellige ting, men primært planlagte operationer, dog hændte det også, at der kom folk akut ind. Temaet for semester 5 hedder “akut og kritisk sygdom”, så det var selvfølgelig det her, jeg skulle finde noget om på afdelingen.

24989275_925846944238833_1057833313_n 24824546_925847014238826_1069004363_n 24891590_925847010905493_237207414_n

En af dagene, jeg var der, havde jeg en, der var faldet på sin cykel, og havde fået en eller anden form for ankelfraktur – det er noget tid siden nu, så jeg kan ikke helt huske, hvad det drejede sig om. Men det var et spændende forløb – og fordi operationen hele tiden blev udskudt og aflyst, så nåede jeg faktisk at se hele forløbet fra indlæggelse til udskrivelse, hvor jeg også var med til min allerførste udskrivelsessamtale. Det var jeg jo altså lidt stolt af… Og det var jo så et lidt mere akut forløb, i forhold til nogle af de andre forløb, jeg havde.

Da jeg startede på afdelingen, synes jeg det var enormt svært, med de forkortelser og ting og sager, der blev brugt, og jeg havde svært ved at følge med til morgenkonferencerne, men som ugerne gik, begyndte jeg at tage mig selv i, at forstå, hvad der blev sagt, og selv bruge fagtermerne, og lige pludselig var ting som TKA og THA åbenbart bare mine bestemte venner, der står for hhv. total knæalloplastik, og total hoftealloplastik. Eller på godt gammelt dansk – kunstigt knæ og hofte. Det ofte denne slags patienter, jeg stod med selvstændigt, så jeg blev meget fortrolig med de her elektive forløb, der som regel løb over en 1-3 døgn, og kom omkring lidt af det præoperative, men primært det postoperative, og alle de observationer og tiltag, man skulle gøre sig i forbindelse hermed. Bl.a. ting som tegn på infektion, bestilling og at se post operative blodprøver og røntgen, fokus på kost og genoptræning/mobilisering, og selvfølgelig smertescoring. Hold da op, hvor har jeg smertescoret meget, i den tid, jeg var på afdelingen! Og jeg synes absolut ikke, det blev nemmere med tiden!

Udover selvfølgelig pleje for patienterne, er jeg også så langt i min uddannelse nu, at vi har fokus på medicin. Det syntes jeg var enormt spændende. Altså, virkelig, det var nærmest det bedste tidspunkt på dagen, når der skulle hældes morgen- og middagsmedicin op. Jeg syntes, der var noget underligt beroligende over at stå der i sin egen verden, og bare fuldt koncentreret om at hælde de her ting op, og jeg blev helt skuffet, når jeg havde patienter, der nærmest ikke skulle have noget medicin… haha. Denne skulle selvfølgelig tjekkes af klinisk vejleder eller andet kyndigt personale, før det blev givet til patienterne.

Derudover mødte jeg bare utrolig mange venlige sjæle, og sjove personligheder, i den tid, jeg var der. Alle mine patienter var virkelig bare drømmepatienter, og jeg stod mere og mere på egne ben. Allerede efter min anden uge, havde jeg min første, selvstændige udskrivelsessamtale, udelukkende fordi jeg blev træt af at vente på, at sygeplejersken havde tid til mig, og i den tid, jeg var der, nåede jeg også at udskrive en del, så jeg fik godt styr på hele proceduren omkring det, og følte mig virkelig på toppen, når jeg sådan kunne sidde og gennemgå, og forklare, og virkelig bare brilliere med min nyfundne viden.

Nogle af patienterne var også enormt glade for mig, og bød bl.a. på ting som bolcher, kaffe, frokost, sodavand, alt muligt, som jeg selvfølgelig ikke må tage i mod… det blev aldrig rigtig lettere, eller mindre pinligt for mig, at skulle stå og sige “nej tak, det kan jeg ikke”, og slet ikke, når de så ikke lyttede til det nej! “Du siger det bare for at være høflig, men det skal du ikke være, kom, vi giver gerne!” og bare… “stadigvæk nej”. Hahahahah. Men det betyder jo bare, at man gør indtryk, og at dem man er omkring synes, at man gør det godt – og det er jo en kæmpe ros at få! Så intet dér.

Jeg havde også en patient, der på trods af, at hun var i hvert fald 50 år ældre end jeg, bare svingede så godt med mig. Vi passede så godt sammen, og der var altid højt humør inde på stuen og masser af interne jokes. Selv om hun var lidt utilfreds med, at jeg bandede så meget – og det ved jeg jo godt, at jeg gør, og jeg prøver også at vænne mig af med det, men holdt kæft (JA, jeg bandede igen!!), hvor er det svært! Ofte kiggede hun bare på mig, og sagde “Cecilie!” eller “Nu gjorde du det igen,” eller “EJ altså…”, og så grinede vi lidt af det.

Jeg fik også god gavn af mine afspændingsøvelser, da vi havde en enormt urolig patient, hvor at når hun fik kørt sig selv op, at så kunne jeg få hende ned igen, ved bare at lægge min egen hånd på min mave, og så se på hende og sige “læg hånden på maven, og træk vejret”, og det var så tydeligt, at lige så snart hun gjorde det, så blev hun rolig og stoppede med at hyperventilere og gå i selvsving. At hun så hurtigt fik gejlet sig selv op igen, er så en anden side af sagen, men det lykkedes altid at få hende ned igen… det gjorde mig enormt glad, på trods af, at hun ellers var så forpint.

24992498_925846974238830_704718486_n

Da det lakkede hen mod enden, blev det også tid til… at jeg lige pludselig skulle agere “leder”, og inden jeg vidste af det, havde jeg to semester 2 studerende under mig, der skulle udføre nærmest al pleje og observationer, og jeg skulle bare ordne medicin og administrativt arbejde, og… det var enormt sært! Det kom totalt bag på mig, da jeg fik beskeden om, at jeg skulle det, og jeg gik helt i panik… men ret hurtigt kom jeg efter det, for det var nogle søde semester 2’ere, jeg havde under mig, og vi fandt hurtigt en god rytme sammen, hvilket var enormt fedt. Det gav rigtig meget, og jeg lærte enormt meget.

Sidst, men ikke mindst, så havde jeg nogle enormt søde vejledere, der ofte pressede mig lidt hårdt, men også var gode til at aflæse, hvornår jeg skulle have en pause. De smed mig ud i ting, jeg slet ikke var klar til, og uden jeg havde mulighed for at forberede mig, og det gik da ikke uden panikanfald, vil jeg da gerne erkende, men… jeg klarede det. Jeg levede. Første gang jeg skulle fremlægge til morgenkonference gik jeg helt i sort, jeg stod bare… øh… “hej, det er mig der har stue…” og så var der bare en der sagde “KOM FREM SÅ VI KAN SE DIG!” og jeg stod bare :))) “iiiih tak” og troede, at nu var mit liv forbi. Efterfølgende fik jeg enormt meget ros af mine vejledere, for at have taget det i stiv arm, og de syntes, jeg havde klaret det så fint – kort og kontant, lige, som det skulle være. Jeg var helt lykkelig indeni.

Til min afsluttende samtale fik jeg så meget ros, at jeg slet ikke kunne være inde i mig selv. Det startede meget ærligt – og jeg havde fået samme udmelding før – begge vejledere var blown away over min præsentation. De havde været enormt nervøse, da jeg startede på afdelingen, på grund af min præsentation, som jeg havde været meget hudløst ærligt omkring, ift. de udfordringer jeg havde, fordi de gradvist var begyndt at fylde mere og mere… og nedtalte jeg nok mig selv mere, end hvad der havde været nødvendigt, fordi jeg gerne ville være sikker på, at jeg ikke skuffede dem. Hvis de troede, jeg var fuldkommen trash, så kunne jeg jo kun imponere, ikke?

De fortalte bl.a. at de godt kunne mærke i starten, at jeg var usikker, og meget forskræmt, men at jeg hurtigt var kommet efter det, så snart jeg var faldet til, og at jeg ikke længere lignede et dådyr fanget mellem billygterne. At jeg smilede enormt meget på afdelingen, at jeg var glad og dygtig, at jeg fungerede godt i det sociale samspil, da jeg var kommet lidt efter det, og havde lært “medspillerne” at kende. At jeg rummede mere, end jeg troede. At jeg leverede et flot skriftligt arbejde, på højere niveau, end semester 5. At jeg bare var knivskarp, og at mange andre ikke nåede mig til anklerne (de mente sokkeholderne, jeg var også forvirret i staten), og at jeg absolut ikke skulle have sold myself short, for det billede, jeg havde præsenteret, var slet ikke det billede, de så. Hvis man ikke havde vidst, jeg havde udfordringer, så havde de aldrig gættet det, for jeg virkede udadtil ligesom enhver anden studerende, bare lidt normalt usikker. Det gjorde mig selvfølgelig enormt glad, at jeg sagtens kan være sygeplejerske, selv om der er nogle ting, der er sværere for mig, end for andre. Og det gjorde mig glad, at selv om jeg mange gange på afdelingen har stået i situationer, hvor jeg har haft lyst til at sætte mig ned og græde, at så har jeg ikke gjort det, og ingen har lagt mærke til, hvor mange gange, jeg har stået og haft panikanfald midt i det hele, eller kæmpet mod tårerne, fordi selv når det er svært, så bevarer jeg fatningen og holder ved. Så de opfordrede mig til, at jeg ikke skulle være så hård ved mig selv, og stole lidt mere på mig selv, for jeg havde noget at have det i.

En fuldkommen fantastisk afslutning på et rigtig fint forløb. Jeg var i hvert fald tilfreds. Så over and out fra en rigtig glad sygeplejerske, der trods ikke at have ønsket specialet, alligevel fik et rigtig godt ophold – og en masse ros og selvsikkerhed med i bagagen. Jeg prøver VIRKELIG at inkoorpere de ting, jeg har fået fortalt, for jeg ved jo godt inderst inde, at jeg er dygtig. Så negative tanker, I skal bare holde jeres kæft (ja, jeg bandede igen – men når det handler om ens dumme hjerne, så må man gerne).

24992325_925846994238828_1005257755_n 24829309_925846984238829_1810817976_n

Der var selvfølgelig også udfordringer, og ting der var svære, i forbindelse med at få alting til at løbe rundt, da jeg også nogle gange flere gange om ugen, skulle spænde mellem klinik og min egen behandling i psykiatrien, og det var altså IKKE sjovt. Det er svært at hoppe fra den hvide kittel, direkte over i patientrollen, og tilbage igen… det kunne min hjerne sgu ikke omstille sig til, og jeg havde enormt travlt, når jeg skulle springe mellem rollerne. Jeg er MEGET ked af reglen om de max. 10 % fravær, for hvis jeg havde kørt med 20 %, ligesom den gamle ordning, havde mit forløb hængt en del bedre sammen, fordi jeg så bare ville kunne have tilladt mig at tage hjem, så jeg ikke skulle tilbage på afdelingen, for at være der i 30 minutter, før jeg kunne tage fri, når jeg f.eks. om torsdagen skulle til afspænding… så hvis nogle kloge hoveder, der kan ændre på dén regel læser det her – vær lige sød at tage det til eftertanke, ikke? Jeg går meget op i min uddannelse, og jeg ELSKER den, og ville aldrig prioritere den fra. Men I kunne sgu godt gøre det lidt nemmere, både at tage en uddannelse, og følge sin egen behandling. Jeg går jo i behandling, så jeg kan blive et nogenlunde velfungerende menneske, og komme ud på arbejdsmarkedet, når jeg bliver færdig, så jeg synes sgu, det er lidt synd, at reglerne er så stramme. Kig lige på det, ærligt.

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

 

Skodmodul overstået, og jeg er god nok, som jeg er

Puha, der har været lidt forsinkelse på det her indlæg, for jeg har haft travlt.

Som nogle ved, går jeg på sygeplejerskeuddannelsen, og har været på modul 8, psykiatrimodulet. Et modul, som jeg glædede mig helt vildt til, og som desværre af flere årsager blev det værste modul, jeg nogensinde har været igennem. Psykiatrien er og bliver et spændende felt, og jeg har ikke mistet modet på at skulle arbejde i psykiatrisk regi, når jeg bliver færdig… men jeg er oprigtig ked af, at den ene klinik, jeg havde glædet mig mest til på min uddannelse, skulle ende så… ikke-fedt.

Men i tirsdags skulle jeg til eksamen, og også dette blev en rigtig negativ oplevelse, der gjorde mig mere ked af det end glad, over endelig at være færdig, og i onsdags havde jeg sidste dag, som heldigvis gik noget bedre, end jeg havde gået og frygtet, phew.

Jeg har virkelig ikke andet at sige, end at det virkelig har været et fucking skodmodul, og jeg har aldrig mødt så mange inkompetente mennesker i hele mit liv, inde for uddannelsessystemet, men det er en anden snak, der ikke hører til her. Jeg er bare rigtig ked af, at folk skal være så inkompetente, og usamarbejdsvillige, så man ikke kan tage problematikkerne i opløbet, og derfor bliver nødt til at henvende sig via en skriftlig klage. For det ville sgu være federe, hvis vi alle sammen kunne finde ud af, at tale sammen i stedet for, ikke?

Men on the bright side, så er jeg endelig fucking færdig!!!! og de kan kritisere mig lige så meget de vil, og de kan sige lige så meget lort de vil, og de kan lade som om de kender mig, lige så meget de vil, være lige så uprofessionelle, som de har lyst til, for jeg er FÆRDIG, og jeg er ligeglad. Jeg kender mig, og jeg ved, hvem jeg er, og jeg kom igennem det her modul, selv om jeg havde lyst til at opgive SÅ mange gange undervejs, og selv om det har betydet nærmest daglig gråd, og jeg bare virkelig tænkte “jeg klarer ikke denne her uddannelse, jeg sygemelder mig nu, det hele er sgu ligegyldigt”, så BLEV JEG, og jeg GENNEMFØRTE, og det kan godt være, de ikke var tilfredse med min præstation – for det var jeg heller ikke, men som sagt, har jeg heller ikke været tilfreds med deres håndtering af forskellige ting og sager, så det går vidst lige op 🙂 Og vigtigst af alt, så har jeg (selv om det tog nogle dage) lært at sige PYT.
Kunne det have været bedre? Ja. Kunne jeg have gjort det bedre? Ikke sådan som jeg havde det, og ikke sådan som jeg knoklede. Jeg er utrolig ambitiøs, og jeg er virkelig en alt eller intet type, og hvis jeg ikke scorer 100, så skal jeg slet ikke score noget. Den mentalitet er svær at deale med, og det er rigtig svært at blive ved med at knokle, når man bare ikke synes det “output” der er, er godt nok, men jeg gjorde det, og sagde til mig selv, at whatever happens, happens. Jeg spillede de kort, jeg havde på hånden, og jeg kom igennem, trods modgang.

Jeg har altid været sådan “det er jo bare en dårlig undskyldning for ikke at lave noget, du siger sådan Cecilie”, men sandheden er, at jeg faktisk laver rigtig meget. Det er gået op for mig, at jeg bruger rigtig meget energi på bare at “eksistere” nærmest, og der er rigtig mange, der har det ligesom mig, der faktisk ikke overskuer et studie samtidig. Det er ikke fordi jeg er bedre end dem – vi håndtere alle tingene forskelligt – men det betyder, at jeg ikke behøver være så hård ved mig selv, og anerkende, at nogle gange, så er 50% eller 10% faktisk også helt i orden. Det er ikke alt at få 12. Og slet ikke til den her eksamen, for det var bestået-ikke bestået, og jeg bestod, så hvorfor hænge i alt det, der kunne gøres bedre :))) Det blev som det blev, og jeg var godt selv klar over, hvad jeg skulle have gjort bedre, og det gør jeg også til næste gang. End of story.

Til gengæld har personalet været rigtig søde, også selv om jeg havde et moment, hvor jeg syntes alting var så tragikomisk, fordi de var all “Cecilie man kan ikke udføre reelt arbejde her i psykiatrien, når man ikke har det så godt selv, så det er meget godt vi ikke har patientbesøg til dig i dag, for du har det ikke så godt, kan vi se”, og jeg var bare…. you do realize…….. jeg udfører det her “arbejde” ligesom jer, everyday, selv om jeg har det dårligt, og bare fordi I har catchet mig græde en gang, betyder det ikke, jeg ikke har gjort det de sidste 4 uger, jeg har været her, lmaooo. Men det gjorde mig også lidt glad, for det betød bare, at jeg – TRODS FOLK SAGDE DET KUNNE JEG I HVERT FALD IKKE FINDE UD AF – godt kunne finde ud af at tilsidesætte mig selv og mine behov, og fokusere på de patienter, jeg fik ind af døren, og deres problemstillinger. Og det håber jeg, at dem der har sagt sådan til mig, tager med sig videre. Bare fordi jeg har nogle udfordringer, betyder det ikke, jeg ikke kan skelne mellem tingene, eller være empatisk overfor andre, uden at gøre det hele til Cecilies shitshow, jeg kan godt være professionel, når det kræves, trods udfordringer.
Derudover var de rigtig søde ift. at fortælle mig, jeg havde klaret det rigtig flot, for de vidste godt, at jeg hadede det her kliniksted mere end alt andet på jorden, for det havde jeg fortalt første dag, da vi forventningsafstemte. 🙂 men at jeg trods mine true følelser overfor klinikken havde forholdt mig professionel og relevant, kunnet analysere situationerne og reflektere over dem, og handle hensigtsmæssigt og naturligt til gode for patienterne, og det blev jeg så lykkelig for!!! De pointerede godt, at de kunne mærke, jeg havde skullet kæmpe med en masse on the side (som kunne have været undgået, hvis folk havde lyttet til mig – ja, jeg er stadigvæk fucking bitter i swear to god), men at jeg – som sagt – havde klaret det rigtig fint alligevel. Og ja, det gjorde mig glad, for det beviste endnu engang overfor mig, at bare fordi jeg har udfordringer, så betyder det ikke, jeg ikke kan være professionel. Og jeg havde virkelig meget at deale med ved siden af i den her periode, det havde jeg sgu, og jeg klarede det alligevel. For mine udfordringer definerer ikke hvem jeg er, det gør jeg selv. Så det håber jeg, at de uddannelsesansvarlige tager med sig videre til næste gang. 🙂 At bede om hjælp er ikke en skam eller svaghed, det er en styrke.
– og bare fordi nogen beder dig om hjælp, eller præsenterer et vigtigt aspekt i deres liv, f.eks. sygdom, så forventer de ikke, at du overtager ansvaret og putter dem i bobleplast. Når jeg beder om hjælp, er det ikke fordi du kæmpe kampen for mig. For det skal jeg selv. Det betyder bare, at jeg skal passe på mig selv, og når jeg trækker mig, fordi jeg skal passe på mig selv, vil jeg gerne bede om din opbakning og forståelse for det. That’s literally it.

OG HVAD SÅ NU?

Ja…. jeg afsluttede jo onsdag, så torsdag stod den på afspændningsgruppe, hvor vi sagde sommerfarvel, og fredag stod den på SFT (separat indlæg kommer), hvorefter jeg skulle til møde i banken og få lagt budget, og derefter i fredagscafé, hvor vi hyggede og spillede spil, hvorefter jeg tog hjem, og snakkede med mine forældre. Lørdag kom min lillebror om aftenen, og vi så film, søndag spiste vi morgenmad og spillede spil, og ja, så har jeg bare chillet.
I morgen skal jeg op på hospitalet til samtale, og så har jeg egentlig ugen fri. Ingen planer.
– altså, ud-af-huset-planer. For jeg tror, jeg skal bruge en god del af den kommende uge, og ugen efter, på at få ryddet op i min lejlighed og sat lidt i stand, så her bliver fint og flot, til når min farmor kommer forbi og ser den. Jeg GLÆDER MIG.

Derudover er jeg opstartet projekt “minimum 3 achievements pr. dag”, hvor jeg skriver ned de sejre eller produktive ting, jeg får gjort i løbet af dagen, og lemme tell u, det er ikke fordi jeg har opfundet den dybe tallerken, menøh, det er sgu også helt okay, for jeg kom ud af sengen her til morgen, jeg fik vasket op, taget mig af mig selv, fik skrevet ønskeliste, og sådan lidt, og nogle gange, så er det helt okay. 🙂 Min sejr behøver ikke være lige så stor som din, for at betyde noget. Og dét skal jeg have lært mig selv. 🙂
– En sidenote til det er i øvrigt, at FUCK MENNESKER, DER IKKE MENER DE SEJR ER NOGET VÆRD? Jeg blev fucking ked af det i torsdags, fordi jeg vågnede op og var glad, hella træt, men glad. Og jeg tog et selfie, som man jo gør nogle gange, hehe, og mine øjenvipper var lange og flotte, syntes jeg, så det sharede jeg obviously med nogen… og fik et svar tilbage fra en om, at jeg var åndssvag, for det var jo bare øjenvipper… excuse u bitch,,, ?? lige i det øjeblik blev jeg ked af det, nu er jeg heldigvis mere chill. Men hvad er det seriøst for noget at sige? Hvilken smålig type skal sige til mig, jeg er åndssvag, fordi jeg fik øje på en face-feature, jeg kunne lide ved mig selv? Like, i spent maybe 8 fucking years of my life hating every inch of me, og nu celebrater jeg en ting, jeg var glad for, og jeg får at vide jeg er åndssvag pga det??? bitch hvad, hvor lidt indhold har du lige i dit liv, at du skal nedgøre mig, fordi jeg kan lide mig selv? Ja, det er bare øjenvipper, men de var flotte, så DET MÅ JEG GERNE SIGE DE ER, og især når det samtidig er en SEJR, AT JEG KAN SE OG SYNES, DE ER FLOTTE. Så gider du fuck right off? 🙂 bagefter havde vedkommende så the guts til at sige, jeg skulle slappe af (skrev ofc ikk sådan her til hende, hahahaha), fordi det jo bare var øjenvipper. Ja. Men :))) du ved ikke hvad der sker i andres liv :))) så :)) måske var mine øjenvipper lige that one thing der gjorde jeg gad deltage i livet her til morgen, og det fuckede du op for mig??? :))) point is: hvis du ikke kan sige noget nice, så hold din kæft. du må hjertens gerne tænke jeg er åndssvag, men der er ingen grund til at fortælle mig det, for hvad får du ærligt ud af, at jeg bliver ked af det? selvfølgelig kan jeg bare lade være med at blive ked af det, men det er bare lidt svært… nogle gange… også derfor jeg lige pointerer det her, for HVIS der er sådan nogle her typer i jeres liv, så cut off their bullshit, se det som et stykke papir, du krøller sammen og smider LANGT VÆK, hvis de synes din sejr er dum, eller din glæde over at vinde den som dum, they ain’t worth spending time on, og deres mening er komplet irrelevant, og u don’t need that shit in ur life, celebrate u. Du er sej, uanset hvem du er, og uanset om du reddede 20.000 menneskeliv, eller om du fik børstet dine tænder. En sejr er en sejr. <3

a7403f6b861911b4600423bc4506acae

Til vi ses igen:

– Cecilie x

Opstart på psykiatrimodul og status på livet

Hej bloggen.
Der har været stille et stykke tid, og det skyldes opstart på modul 8 på min uddannelse som sygeplejerske. Og så det faktum, at jeg ikke har det så godt. På grund af opstarten.

Jeg havde glædet mig helt vildt til det her modul, da det er modulet, der foregår i psykiatrien. Jeg har gerne villet være psykolog, men jeg fandt ud af, jeg så skulle have haft matematik på B-niveau. Dengang jeg fandt ud af det, havde jeg afsluttet C-niveau, og gad ikke have matematik igen :p Og så tænkte jeg… hmm, hvad er næstbedst, så?
Jeg kom hurtigt på sygeplejerske. Psykiatrisk sygeplejerske. Jeg overvejer også at arbejde med børn indenfor pædiatrien, men drømmen er helt klart psykiatrisk sygeplejerske.
Men der er sket en masse møg. Fra februar og frem til nu, har faktisk været lidt af en rollercoaster. Jeg havde det elendigt i oktobermåned af flere årsager, og jeg begyndte at få det rigtig skidt i november. Derefter fulgte indlæggelsen i december, og alt har egentlig været lidt forvirrende siden da. Men jeg fik det gradvist bedre, og havde trods noget irriterende somatisk, faktisk en rigtig god januar måned, og tænkte, at det her, det skulle nok lykkes alt sammen.
Så skete februar, og jeg kom ud i en klinik, hvor jeg ikke var helt skarp. Men det skulle overståes, og det blev det, og jeg var stolt og glad, trods de psykiske slag, jeg fik undervejs. Det var også omkring midtfebruar, vi skulle ønske til psykiatrien, og det gik ikke skidegodt. Jeg vil ikke på nuværende tidspunkt gå i detaljer, men der skete en masse øv-stuff, og nu er jeg så havnet her.
Jeg har grædt hver dag siden d. 24 april. Flere gange dagligt, nogle dage. Det har været ret hårdt og nederen, og jeg har været rigtig ked af det, og jeg synes, det er så svært at tale om. Mest fordi ingen forstår. Men jeg fik endelig prikket hul på bylden i onsdags, og fik snakket med mine forældre om alt det, der foregik, og jeg ved, at de støtter mig, så det er det, jeg prøver at fokusere på. Også selv om jeg mest har lyst til bare at råbe og skrige. Jeg har også lyst til bare at tage en megafon og fortælle alle i verden, hvad jeg går igennem lige nu, så de kan fatte det, i stedet for at dømme mig. Men jeg giver ikke op. For sådan er jeg ikke. Jeg har altid kæmpet for tingene, omend ikke altid hundrede procent helhjertet, men jeg har da prøvet. Jeg ligner måske ikke en fightertype, nok ligner jeg ofte bare en, der har givet op. Og det gør jeg nok også indimellem. Jeg svinger meget mellem at give op, og at ville kæmpe videre. Og af en eller anden grund, så siger jeg altid “fuck it, jeg giver op, alt er ligemeget”, og alligevel er der en brøkdel af mig, der bare ikke giver slip, og bliver ved med at kæmpe, også selv om jeg allerede har tabt. Jeg ved ikke, om det er gåpåmod eller idioti.

Men nok om det.
Modul 8 er spændende, omend det er mærkeligt, at læse al den teoretiske viden om f.eks. angst, og så sidder man og ved, at så sort/hvidt er det slet ikke, og man kan aldrig med ord helt beskrive, hvordan det egentlig er, at have angst. Det er også underligt at sidde i klasseværelset, og læreren efterspørger vores meninger om dit og dat, og man kan høre, at folk er så indgroet i deres stereotyper. F.eks. havde vi en lærer, der fortalte, hvilket medicinsk middel, der ofte blev brugt mod OCD, “I ved, der, hvor man tjekker 90 gange om døren er låst”. Og det er selvfølgelig rigtig nok, og det er også meget kendt, alle ved, hvad man taler om, når man sætter lighedstegn mellem OCD og tjek af f.eks. døre, men OCD er bare meget mere end tjek af døre. Det er mere end tvangspræget, kontinuerlig håndvask. Det er altid at være i tvivl. Det er mærkelige ritualer, som du egentlig god ved, ikke giver nogen mening, men du er ikke stærk nok til at gå i mod. Fordi tvangstankerne, om den tvangshandling, du udfører, er alt for stærk eller fyldt med konsekvenser, til at du tør. Fordi selv om du godt ved, at der ikke styrter en meteor ned, bare fordi du kun vasker hænder 2 gange i stedet for 5, så er risikoen bare for stor. Man har ikke lyst til at dø, fordi der falder en meteor ned, så man fortsætter med de mange håndvaske, fordi man gerne vil være helt sikker. Det er virkelig svært at bryde. Men når man hører OCD, så er det altid rengøringsvanvid og gentagelsesadfærd, der bliver tænkt på. Det er bare mere nuanceret end det, og meget mere omfattende. Det handler ikke bare om, at man måske tror der er bakterier eller urent, men lige så meget om, at man tror, at fordi der er bakterier, så bliver man syg, og så dør man. Eller dem man elsker dør. Og samtidig ved man godt, at det er urealsitisk og det er dumt. Det er sgu forvirrende.
Alligevel har jeg det også sådan lidt “god bless stereotyperne”, fordi jeg ved first hand, hvordan det er, at have en OCD-problematik, og jeg ved, hvor fucking udmattende og mærkeligt, det er. Og jeg er glad for, at de andre i min klasse ikke ved det, for jeg ville ikke ønske OCD eller nogen anden psykiatrisk lidelse for nogen. Det er virkelig svært at leve med. Og virkelig svært at kæmpe mod. Og du kæmper hver eneste dag, og du holder sygdommen i skak, og du tror, at du har vundet, og så en dag finder du ud af, at du er kommet til at lave andre ritualer, for at holde de gamle i skak, og så er du lige vidt. Eller du står i badet, og har ikke dummet dig med et mærkeligt ritual i 2-3 år, og så lige pludselig vender det tilbage, og du frygter, om du nogensinde bliver helt fri.

Så status lige nu er, at jeg kæmper. Med min uddannelse, og med mig selv. Og jeg håber, at tingene snart vender, så jeg ikke skal være så ked af det mere, fordi det er sgu trættende, ikke at kunne se på dine lektier eller medstuderende, uden at bryde grædende sammen. Og jeg giver ikke op. Jeg gennemfører mit psykiatriske modul, og jeg giver det alt, hvad jeg har, også selv om jeg indtil videre kun er blevet slået i hovedet. Og uanset hvad andre siger til mig, så er jeg ikke svag, forkert, inkompetent eller whatever. Og jeg bliver en fucking fantastisk sygeplejerske. Dét kan ingen tage fra mig <3
Dog vil jeg gerne indrømme, jeg ikke ved, hvor tit jeg kommer til at få skrevet indlæg… men jeg håber, de kommer bare indimellem, så der ikke bliver alt for tavst og kedeligt her.
OG!!! Det glemte jeg helt. Inden alt for længe, så udgiver jeg også en novelle herinde, så stay tuned 🙂 glæder mig helt vildt til, at jeg kan oploade den, hehe.
Så følg med på Bloglovin‘, og forhåbentlig hører I snart fra mig igen.

18360664_813012558855606_973909323_n

– Cecilie x

Påskeferie – hvad har jeg lavet?

Velkommen tilbage!! Nu er jeg endelig up-to-date med i hvert fald ét indlæg, der kommer forholdsvis i reasonable time ift. indholdet, haha. Det føles skønt! Jeg cringer dog indenvendigt ved tanken om mit Knuthenborg indlæg, der skulle have været oppe i oktober, og endnu ikke er kommet op….

NÅ, men hvad har jeg så lavet i påskeferien?
Jo, jeg har de første tre dage af min påske”ferie” været i klinik på plejecenteret. Mandagen blev tilbragt hos min farfar og hans kone, samt mine forældre. Farfars kone, L, havde fødselsdag, så min bror og jeg købte blomster til hende. De var superflotte, og hun lavede sin egen lille buket ud af dem. Resultatet blev så flot!! Synes især billede 2 blev ret fint <3

img_4171 img_4176

Tirsdag skulle jeg gå tidligt, da jeg skulle op til samtale i psykiatrien, inden min terapeut gik på påskeferie. Her smuttede jeg forbi min yndlings blandselvslik-butik, ejet af “Iron Man” – det kalder min bror og jeg ham. Hvilket i øvrigt er fjollet, fordi han ligner Tony Stark/Robert Dawney Junior, og ikke….. Iron Man…… men ja. Hehe. Mine forældre var jo så søde at købe påskehare til mig, så jeg ville give lidt igen, ved at købe et hjemmelavet æg til dem. Eller.. det var min plan. Ægget skulle fyldes med smølfer, som kun Iron Man har den rigtige version af, så jeg købte 300 g Haribo smølfer til mine parents, og gik ellers hjem og gik i krig, da det gik op for mig, at jeg ikke havde nogen form til at lave en chokoladeæggeskal. Oh well, så måtte de jo bare komme i en dekoreret pose. Hvilket i øvrigt var noget sværere, end jeg lige gik og troede. Resultatet blev – i modsætning til buketten ovenfor – ikke specielt flot. Min kylling er så fucking grim, omg, hahah. Upsiiii.

img_4207 img_4205
Onsdag afsluttede jeg mit modul 6 klinikforløb… på nederen manér. Jeg har aldrig på et kliniksted følt mig så værdiløs og ligegyldig, som jeg følte mig lige dén dag. Jeg medbragte gamle ugeblade til fællesrummet, som beboerne kunne have gavn af. Jeg glemte at tage kage med, og det sagde jeg også deroppe. Ohwell. Der var ikke nogen, der kommenterede eller sagde tak for bladene. Ikke at det rager mig, for de skulle alligevel bare smides ud, og nu er der måske nogle andre, der har fået gavn af dem, så jeg er tilfreds either way, men det ville da også være rart, hvis nogen havde…. sagt tak.
Nå, moving on. Der var ikke nogen af de fastansatte til stede, så dem jeg havde gået med de sidste 2 måneder, og havde lært lidt at kende, de var der ikke til at tage afsked med mig. Dem, der var tilbage, var ikke specielt søde. De snerrede af mig ved to lejligheder, så jeg faktisk blev rigtig ulykkelig og ked af det, for jeg havde ikke gjort noget galt. Det ved jeg helt rationelt, at jeg ikke havde. Alligevel følte jeg mig som spild af liv, og ville ønske jeg bare kunne forsvinde; smelte ned i gulvet eller sådan noget. Jeg følte mig så ligegyldig, at jeg ikke engang turde tage noget at drikke før middagstid, fordi jeg ikke følte, jeg måtte, og jeg ikke ville risikere at gøre dem irriterede. Amazing.
Jeg skulle gå til refleksion efter middag, og jeg havde allerede informeret dem om, at jeg skulle gå omkring 12:30 (skulle reelt først gå senest 12:40, men 12:30 passede fint ift. at nå at sige farvel og så videre). Jeg skyndte mig at tømme opvaskemaskinen, inden jeg skulle gå. Både for at være hjælpsom, men også fordi jeg ikke kunne holde ud at sidde ved bordet; jeg følte, jeg blev kvalt, og alle stirrede og hadede mig. Det er virkelig lang tid siden, jeg har været så angstpræget i sådanne situationer.
Jeg skyndte mig så hen til mine 2 beboere, og tog afsked med dem. Den ene fik tårer i øjnene og blev faktisk rigtig ked af, at hun ikke skulle se mig mere, hvilket virkelig skar i mit hjerte, især fordi jeg ikke havde tid til at blive og trøste hende yderligere. Klokken var allerede 12:43, da jeg var færdig, og jeg skyndte mig ned for at sige farvel til personalet. Jeg fik ikke noget “tak for denne gang” eller “held og lykke” med mig videre. Det eneste jeg fik var et farvel, og om jeg ikke lige tog skraldet med mig. Jeg havde egentlig ikke tid til det, for jeg var allerede sent på den, og skraldespandene lå i den anden ende, ift. hvilken vej, jeg skulle, hvilket jeg prøvede at kommunikere. Det kom jeg dog ikke langt med, for jeg blev slet ikke mødt, og blev bare bedt om at gøre det, så jeg pilede af sted i stress ned i omklædningsrummet, for at gøre mig færdig, så jeg kunne nå til refleksion.
Så sad jeg og snakkede med min medstuderende. Hun havde fået et festmåltid, der var blevet forberedt i løbet af en uges tid. Eller fest og fest, men der blev i hvert fald lavet speciel mad mere eller mindre til ære for hende. Hun fik en flot påskeblomst. Og hun fik chokolade. Og masser af ros og lykønskninger.
Hvis jeg troede, at jeg havde følt mig dårligt tilpas; ligegyldig og værdiløs, så var det absolut intet i forhold til den følelse, jeg fik efter dén besked. For i teorien, så havde jeg det egentlig fint nok med, at jeg ikke havde fået nogen lykønskninger eller noget med mig. Det var selvfølgelig nederen, men altså, det var okay. Men at vide, at en, der havde været på samme plejecenter som mig, fik både gaver og masser af ros og kærlighed, det var lige lidt for meget for mig, og jeg brugte det meste af den dag, på at have ondt i maven og være i dårligt humør. Det var absolut ikke sjovt. Jeg har altid haft det sådan, og jeg ved ikke……… min hjerne vil jo gerne have mig til at tro, at det er selektiv udvælgelse, at det altid er mig, der er den, der er mindst værdsat og mest overflødig. Men jeg prøver virkelig at overbevise mig selv om det modsatte; at det bare er virkelig nederen tilfældigheder. Men de tilfældigheder forekommer bare virkelig tit, hele tiden, og det følger mig som en skygge, så jeg har svært ved at slippe det, og det slår lige hårdt på min selvtillid og mit selvværd hver gang.
Jeg har i forvejen ikke kunnet overskue min næste praktik, men nu ser jeg endnu mindre frem til det, fordi jeg er bange for, at det bliver en gentagelse. At jeg igen er hende, der er værdiløs og ligegyldig, og hende der er inkompetent og ikke kan noget, og hende, alle helst vil være foruden, og er glade for, at slippe af med igen. Så jeg må sige, onsdag var en røvnederen dag.
– De værste tordenskyer gik dog væk henover aftenen, da min bror og jeg satte os foran tv’et i stuen, for at se Pandaerne på youtube. En lidt grotesk, men ret grineren serie…. Vi fik pasta med kødsovs, og derefter henholdsvis chips og popkorn, og selvfølgelig varm kakao med flødeskum. Mums.

img_4227
Torsdagen blev brugt på mit næste projekt – hjemmelavede chokolader. Det var noget af en udfordring, og jeg havde lidt svært ved at få tempereret chokoladen ordentligt. Det var måske også gået lettere, hvis vi havde haft mere chokolade. Vi havde 100 g billig, lys chokolade, og 100 g billig, hvid chokolade. Jeg gad ikke bruge vildt mange penge, når nu det bare var et forsøg, jeg skulle afprøve. Men udover den kiksede chokoladetemperering, og besværligheden ved den lyse chokolade, så gik det egentlig ret godt, og chokoladerne blev rigtig fine. De blev lidt misfarvede henover andendagen, fredag, hvor jeg tog billederne, og jeg mistænker, det er grundet den dårlige temperering… og så kom der luftbobler i chokoladen. Men de blev forholdsvis blanke, og så smagte de rigtig dejligt.
De hvide var med frysetørrede hindbær, og de lyse var med kokos i midten. De blev smagt om søndagen, og smagte fantastisk, hvis jeg selv skal sige det, hehe.

18009775_801813219975540_343160538_n 18009744_801813253308870_1134115609_n 18009784_801813229975539_1688309971_n 17974095_801813243308871_751680489_n

Fredag brugte jeg på at se Supernatural sæson 10. Jeg så de første 14 afsnit, dengang den udkom, men så kom jeg aldrig videre pga. skole, så jeg startede forfra. Om aftenen spiste min bror og jeg nuggets, wok-varmet/stegt råkost, samt lunede boller og tomat-mozzarella (kan aldrig stave det ord), mens vi så The Interview, hvilket i øvrigt var en rigtig skæg film. Bagefter så vi vidst Pandaerne, og jeg fortsatte Supernatural.

18009065_801813429975519_1249765838_n 18009610_801813433308852_1775275081_n
Lørdag formiddag så jeg resten af Supernatural, hvorefter jeg bare tullede omkring for mig selv og spiste snacks det meste af dagen – ristet rugbrød med smør og ost. Om aftenen så jeg Victorious, de første 8 afsnit (hvorfor er jeg så kikset?). Til mit forsvar ledte jeg faktisk efter Supernatural sæson 11 på Netflix, men kunne ikke finde den. Jeg ville rigtig gerne se Parks and Recreation, men der er bare 7 sæsoner, og jeg er typen der skal se alle sæsoner…. hurtigt. Så jeg fandt et show, der bare havde en sæson. Bagefter så jeg Gone Girl (igen) på DR3, og bagefter så jeg Abandon, også på DR3, og den havde jeg også set før. Gone Girl er supergod, synes jeg, og mega fucked op, haha. Abandon er også okay.

Søndag tog vi ud til min farfar og hans kone igen, hvor jeg serverede chokolader, og min bror og jeg lavede pandekager, hvorefter mine forældre tog med os hjem, efter at have arbejdet derude i en uges tid. Derhjemme spiset vi pizza og så Bad Santa 2.

Mandagen blev brugt på afslapning. Jeg så Special Victims Unit, ligesom jeg plejer i hverdagene (er afhængig af sendetiderne i TV desværre, haha), og så spillede min bror og jeg, hvor jeg slog ham 17-11 i Tekken 5, og fik 11 sejre i træk med Christie, selv om min fave altid vil være Xiaoyu. Bagefter fik mine forældre besøg, og deres datter kom så med ind til os, og så spillede vi Shrek Carnival Craze-et-eller-andet, som også er et forholdsvist sjovt spil, og der kan man spille op til 4, så der er dejligt (vi har en playstation 2, dsv. ingen fancy online playstation spil). Jeg vandt ofc to gange, men det gjorde min bror desværre også.
Resten af dagen blev brugt på at læse lidt ugeblad, hvorefter vi nød et godt måltid mad lavet af min mor i stuen, hvor vi så Bad Moms på min request – den var i øvrigt god! – og derefter så jeg Spis og Spar, hvorefter jeg satte mig til at skrive dette indlæg. Så ja. Det var, hvordan min påskeferie er gået. Klokken er netop blevet 1, natten til tirsdag, så nu vil jeg planlægge dette indlæg, og så vil jeg gøre mig sengeklar, og lige læse mit blad færdig, inden jeg kryber under dynen og laver noget afspænding (hvis jeg ikke falder i søvn inden!). Much love.

Glem ikke at følge mig på Bloglovin’. <3

I øvrigt har jeg den sidste 1,5 time hørt Fall Out Boy’s “Dance Dance”…………….. den er ret catchy, hør den lige.

– Cecilie x

Modul 6 eksamen?

Der har været stille på bloggen, de sidste 2 uger, og det skyldes, at jeg har haft forberedt eksamen! Ja, du hørte rigtigt – eksamen.

Min kliniske vejleder var også noget overrasket over, at jeg var på vej til at slutte mit ophold på plejecenteret – og lad mig sige, det er jeg ikke. Jeg har pænt gået og talt dagene ned, for de har været utrolig lange og kedelige, for at sige det, som det er. Jeg ved selvfølgelig godt, at dette var et modul, jeg skulle igennem, så jeg har også taget det og gjort det bedste ud af det, men man kommer ikke uden om, at dagene er lange, når man er færdig med arbejdet klokken 10, og alligevel skal vente til klokken 15, før man har fri. I 10 uger. Jeg er jo så studerende, så jeg har jo tid til at være nysgerrig, spørge, lave nogle tiltag, der ellers ikke normalt ville blive lavet, osv., men mine borgere var ikke interesserede, og så kommer man jo ligesom ikke så langt. Jeg prøvede selvfølgelig at motivere dem, men de var bare ikke interesserede, og det måtte jeg jo acceptere. Så i stedet har jeg lallet rundt og gjort rent, tømt opvasker, etc. Men nu er der kun tre dage tilbage, og så har jeg mellemuge, og så er det videre til næste modul. Som jeg takket være skolen absolut ikke ser frem til, selv om det ellers var det modul, jeg havde set frem til, siden jeg startede min uddannelse. Way to go at ødelægge det for mig, UCC. Cadeau til jer, I må være stolte.

NÅ, men videre til det, dette indlæg handler om – eksamen!
Jeg skulle både udarbejde et skriftligt oplæg om en sygeplejesituation, et sygeplejeforløb, eller en sygeplejefaglig problemstilling, og jeg valgte forløbet. Her fortalte jeg om en borger, og brugte teoretikere som Orlando, Orem og Antonovsky, og kom omkring de centrale ting her og fik blandet noget KRAM-faktorer ind i det også. Personligt synes jeg, mit skriftlige oplæg var spot on.
Mit mundtlige oplæg var jeg lidt i vildrede med, men dagen inden jeg skulle op, lykkedes det mig at finde en artikel, jeg ellers fik udleveret på modul 4, der bare var perfekt ift. de problemstillinger jeg havde, som var noget manglende sygdomsindsigt, og de konsekvenser, dette har. Artiklen var fra Sygeplejersken, og hed “Den Umotiverede Patient Findes Ikke”, hvor de brugte Den Motiverende Samtale. Meganice, fordi jeg også havde om denne på modul 5, ohyea.

Feedbacken fra opgaven var stort set kun kritik. Jeg fik ros for mit mundtlige oplæg, fordi det var spot on ift. problemstillingen, og jeg brugte artiklen godt ift. at reflektere over egen praksis, osv. Men opgaven, ohboi, they did not like. Jeg skulle dog blive skarpere på at bruge faglige kilder, når jeg argumenterede mundtligt, og ikke refere til f.eks. min mor, hvilket i øvrigt også var megadumt af mig. Det var totalt en dummefejl, fordi vi havde egentlig haft om emnet på skolen, så jeg skulle bare have trukket det derfra, men jeg spurgte min mor dagen inden, hvad hun syntes, og hun bad mig have i baghovedet det her med borgerens generation og de levevilkår, denne har, bl.a. ift. rygning og alkohol, fordi det var meget normaliseret, da borgeren var ung. Jeg havde bare ikke lige tænkt over, da jeg sad til eksamen, at det selvfølgelig ikke var min mor eller hendes ord, jeg skulle referere til. Så ja, knapt så kvikt. Don’t forget children.
Videre til opgaven. Først og fremmest var jeg uprofessionel og dagligdagstalende i mit sprog i nogle passager, hvilket jeg egentlig ikke havde tænkt over. Jeg var lidt i tvivl om, om jeg brugte fagordene som jeg skulle, hvilket de ikke sagde noget til, men de referede til fraser, hvor jeg havde skrevet, at jeg vurderede borgeren havde god egenomsorg ift. kost, fordi vedkommende var af normal ernæringstilstand, og der ikke lå slik og flød alle vegne i lejligheden. Set i bakspejlet var dette selvfølgelig ikke kvikt skrevet, men jeg havde slet ikke tænkt over det, fordi personalet også selv havde snakket sådan ift. en anden beboer, der havde en problematik med dette. Den anden frase, de highligtede for mig var “jeg kan ikke gøre så meget, fordi […] og x går ikke fordrukken omkring” – endnu en dummefejl. Men igen noget jeg ikke havde tænkt over, da det sådan set var min egen kliniske vejleder, der brugte netop det ord, om den pågældende borger. Så alt i alt, skal jeg vidst være mere kritisk og neutral i det, jeg skriver. Og det kan jeg jo godt se – jeg ville aldrig skrive de udtalelser i f.eks. en journal, så hvorfor jeg skrev det i opgaven…. ja, en dummefejl, jeg har ikke meget mere at sige til det, haha.
Derudover synes de, at jeg lavede for meget namedropping, og brugte ikke begreberne og teorierne, jeg havde valgt til noget, hvor jeg er dybt uenig. Det sagde jeg dog ikke derinde. Det er ikke fordi jeg skal forsvare det, jeg har gjort, fordi… det skal jeg ikke, og det er pisseligegyldigt. Jeg snakkede nemlig med min vejleder, der så ikke var med inde til eksaminationen (og det troede jeg sådanset hun ville være), omkring opgaven, fordi der var en masse krav, ift. der skulle være noget sygeplejeproces med, og der skulle være en sygeplejeteoretiker med, og jeg skulle have noget mestring med, fordi det stod i mine læringsudbytter, etc. Ja, men jeg havde ligesom kun 9.600 tegn med mellemrum, hvilket altså ikke er ret meget, når man pludselig skal have så meget med. Derudover skulle jeg argumentere for, hvorfor jeg havde fokus på de ting, jeg havde, og der måtte jeg bruger en henvisning til Virginia Henderson, for at forklare, at grunden til jeg havde fokus på personlig pleje og bleskift bl.a. var for at borgeren følte sig godt tilpas. Derudover havde jeg snakket med min vejleder om, hvordan det skulle gøres, og hun var 1) enig i, at vi var så langt i forløbet, vi ikke skulle forklare teorierne, men bare bruge dem og 2) at jeg bare skulle kunne koble teori og praksis sammen. Så disse råd fulgte jeg jo så, og sagde ikke ét ord om teorierne som sådan, men forklarede selvfølgelig lige sammenhængen ift. praksis, de steder, hvor det gav mening – f.eks. ved sammenkoblingen af Antonovskys komponenter, der til sammen giver OAS, eller ved misforhold mellem egenomsorgskrav og egenomsorgskapacitet, der så giver egenomsorgssvigt. Eksaminatorerne var absolut ikke enige i denne måde at gøre tingene på, og det var alt for overfladisk og namedropping- og begrebsdropping agtigt, og jeg brugte det ikke til noget (hvor jeg er uenig, for jeg brugte det netop til at forklare om mine handlinger og vurderinger), og ja. Og der har jeg kun at sige – det kan fandeme kun blive overfladisk, når jeg skal have 2-3 forskellige teoretikere med og også skal skrive en længere præsentation med forløb, etc., og jeg kun har 9.600 tegn med mellemrum. Altså, andet er jo nærmest umuligt. Så det tager jeg ikke så tungt. Og hvad resten angår, blev jeg vejledt forkert, så det kunne være, man skulle tage fat i vejlederne og blive enige om, hvad man vejleder i. 🙂 Så det er cool nok. Selvfølgelig er jeg ikke bedre end andre, og jeg skal også tage kritikken til mig og bruge den konstruktivt, men det er også bare vigtigt for mig at pointere, at man ikke bare altid skal tage kritikken for det, den er. Og det er heller ikke fordi jeg vil fralægge mig ansvaret for at opgaven ikke blev som de ville have det, men der var måske en chance for, at den var blevet bedre, hvis jeg var blevet vejledt i det, i stedet for at blive vejledt i noget andet. For de sagde til mig, at jeg skulle først have et teoriafsnit, og så et brug-af-teori afsnit. Og det tror jeg måske er lidt smag og behag-agtigt, så inden jeg beslutter at ændre min måde at skrive opgaver på, vil jeg lige have kortlagt, hvad det rent faktisk går ud på, og at der ikke er flere misforståelser. Fordi enten så er det en smagssag, og ellers er vejlederne ikke blevet vejledt i, hvordan de skal gøre deres job, og så er det jo dér, man må gribe ind. Either way – jeg tog det ikke så tungt.

Og det var der heller ingen grund til, for jeg bestod mit modul. Det var bare bestået-ikkebestået, så jeg fik ikke at vide, hvorhenne jeg var præstationsmæssigt, men det er også ligegyldigt. Faktum er, at jeg kom igennem, og det er superdejligt 🙂 Så nu har jeg lige de sidste 3 dage i klinikken her inden påske, og så har jeg ellers mellemuge indtil d. 24, hvor jeg så starter igen…. og måske har jeg allerede et skriveprojekt til mellemugen 🙂 Så alt i alt, utroligt spændende. Så ja – et skridt videre til færdiggørelse af min uddannelse.

I undrer jer nok lidt over, hvorfor jeg har skrevet feedbacken ned, når I ikke har set min opgave, etc., men jeg tænker alligevel, at der er nogle gode pointer, f.eks. ift. at finde ud af, hvor man har tingene fra og bruge faglige kilder, at man passer på med dagligsdagsudtrykkene og fordømmelserne, og at man lige får tjekket op på, hvordan man skriver en opgave. For jeg tror, jeg var heldig, at kunne redde den, fordi jeg også havde en mundtlig del. Jeg er nemlig lidt bange for, at hvis det kun var det skriftlige, der blev bedømt, så var jeg dumpet :// og det kan vi jo ikke have sker for nogen, vel?
Derudover – sidder der nogle sygeplejersker derude og læser med – så har jeg hakket af, at min opgave gerne må bruges i undervisningen, og alt det her, så I kan bare skrive, hvis I gerne vil se den. Så vil jeg anonymisere den yderligere og sende den i jeres retning. God dag derude <3

17857420_796184643871731_19993311_n

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘.

– Cecilie x

Older posts