Det værste ved at være psykisk syg?

Hej bloggen.
I dag kommer et personligt, meget svært indlæg. Jeg kommer ikke til at være mit sædvanlige selv. Dét selv, der skriver mærkelige jokes i mine indlæg, eller griner af mig selv og min situation. For der er faktisk ikke noget at grine af. Og jeg har grædt den sidste halve time, og græder endnu, mens jeg skriver det her. Jeg er rigtig ked af det. Virkelig knust.
– Og det sværeste ved, at have det sådan her er, at uanset hvad der sker, så vil det ikke blive bedre. Det vil ikke gå væk. Det kommer til at sidde der altid, og kommer snigende og ødelægger mit humør, når jeg allermindst venter det. Som eksempelvis i dag. Det har været en fornuftig dag, uden for mange følelsesudsving, og nu ramler det hele bare, og det svært at trække vejret. Min brystkasse og mit hjerte gør ondt. Og jeg kan bare ikke stoppe med at græde.

Normalt vil jeg ikke kalde mig selv psykisk syg. Ikke på dén her måde i hvert fald. Jeg har en psykisk sygdom. Faktisk flere. Og de er så indgroet i mit liv, i mit sind, i min personlighed, at de er en stor del, af den, jeg egentlig er. Jeg ved slet ikke, hvem Cecilie er. Men jeg ved, hvem Cecilie, der har psykiske sygdomme er. For hende har jeg været, så langt tilbage, jeg kan huske.
Siden starten af mine teenageår, har jeg været deprimeret, og haft angst. Det, der nu, i mine voksenår, har manifesteret sig som skizotypisk sindslidelse.
Jeg har mange symptomer, der har stor betydning i min hverdag. Angsten har altid fulgt mig som en skygge, den slipper aldrig helt, og sommetider blusser den urimeligt meget op. Den fyldte meget i mine teenageår. Jeg var ængstelig overfor alt i hele verdenen nærmest. Lyde, lugte, ting, mennesker. Jeg fik hjertebanken, blev svimmel, pulsen steg, jeg begyndte at svede, og tankerne kørte i ring om alt. Det gør mig rigtig ked af det, at tænke tilbage på, og endnu mere ked af det, fordi jeg ved, at angsten stadigvæk er en stor del af mit liv.
Jeg følte mig håbløs. Intet var nogensinde godt nok. Jeg var ikke god nok. Jeg troede ikke, jeg kunne få det bedre, og jeg opgav i perioder helt at prøve. Alt føltes meningsløst, og det gør det stadigvæk i ret stor grad, og jeg hader mig selv for at tænke sådan, for jeg ved jo godt, at der ikke er noget, der er meningsløst. Men når livet gør ondt, og man aldrig får en pause, og konstant møder forhindring og skuffelse, så mister man håb, og tingene giver ikke længere mening. Jeg stopper tit op nu, og tænker “hvad er meningen? jeg bliver aldrig en god sygeplejerske alligevel”. Det er bullshit, jeg bliver en god sygeplejerske, men det er så svært at blive ved med at sige det til sig selv, og tro på det, når det andet fylder.
Paranoiaen hænger lidt i tråd med angsten, men den konstante frygt for andre, og frygt for, at der sker noget, hvad folk tænker, osv., er meget udmattende og hård. Tankerne fylder så meget, og nogle gange er det svært at fokusere på andet end dem.

Det er imidlertid ikke dét, der er hårdest. Det er pissehårdt at have angst. Det er pissehårdt at være deprimeret, og føle alting er lige meget. Det er op ad bakke, at have dårligt selvværd. Det er vildt nederen at man aldrig kan stole på sig selv og sine fortolkninger, fordi ens virkelighed er meget anerledes end alle andres. Det er svært at navigere i de her ting, og det er virkelig træls, at skulle have de her diagnoser og symptomer med sig.

Men det, der er allerhårdest er, når der er 3 uger, til man bliver 21, og man indser, hvor meget af ens liv, man har spildt. Og hvor mange af ens drømme, der er blevet knust. Og det er dét, der gør det ulideligt, at være syg.
Jeg kan sagtens leve med at være ængstelig og depressiv. Men jeg har så svært ved at komme overens med de konsekvenser, det har haft for mig.
Det var først rigtig sent, jeg begyndte at tale med folk. Jeg var meget indelukket, og konstant fanget i dårlige venskaber, og det blev jeg også senere hen, men… ja. Jeg var i min egen verden, og havde svært ved at bryde fri af den, fordi jeg var så angst, og ikke turde. Nye ting gjorde mig også bange, så jeg holdt mig selvfølgelig til det vanelige.
Jeg ville gerne træne, men tanken om andre mennesker nede i fitnesscentre gjorde mig ængstelig, og jeg turde heller ikke løbe udenfor.
Jeg ville frygtelig gerne ud og rejse. At rejse er at leve. Jeg elsker det virkelig, og selv om jeg nogle gange er ængstelig, så giver det mig også rigtig meget, og jeg føler mig oftest “roligere” og mere hvilende i mig selv andre steder, end jeg gør hjemme i Danmark. Jeg ville rigtig gerne kombinere arbejde og rejse, og være au pair, ligesom min mor var. Jeg havde virkelig sat næsen op efter det, og glædet mig så meget. Men man bliver ikke au pair, når man er psykisk syg. Det må man ikke. Det ville være for synd, for værtsfamilierne. Og det forstår jeg selvfølgelig godt, men det gør ikke mindre ondt af den grund. Hele min verden gik i stykker dengang. Det gjorde ondt at få knust den drøm.
Så ville jeg gerne til Kina, som assistent teacher. Det var en ny mulighed for at kombinere arbejde og rejse. Dét må man heller ikke, når man er psykisk syg. Heller ikke selv om man er i en stabil fase. Det gjorde også virkelig ondt. Og jeg blev rigtig ked af det, det gjorde jeg sgu.
Jeg tog et skud i tågen, og valgte sygeplejerskestudiet, fordi jeg håbede på at kunne hjælpe andre unge i psykiatrien. Dén drøm brast for nyligt, da vi fik tildelt klinikpladser på modul 8, som er psykiatrimodulet. Og dét gjorde også bare naller. Helt ind i sjælen.
Det, jeg prøver at sige er, at jeg i alle de her år, jeg har levet med de her sygdomme, har oplevet en del restriktioner, både i forhold til min egen angst, der har holdt mig tilbage, men også i forhold til andre, der har holdt mig tilbage, fordi jeg havde en sygdom. En forholdsvis kontrolleret sygdom, endda. Jeg har ikke, i denne tid, hvor jeg f.eks. ville være au pair, eller ville til Kina, været ustabil på nogen måde, der kunne gøre, at jeg ville knække sammen, hvis jeg tog af sted. Tværtimod, så var jeg virkelig klar til at tage af sted. Det ville have været karakterstyrkende for mig. I stedet for blev det karakternedbyggende, og efterlod mig med et knust hjerte, knuste drømme, og endnu mere selvforagt, end jeg egentlig havde i forvejen.

Det tog rigtig lang tid, men jeg er nået til et punkt, hvor jeg i og for sig har accepteret, at jeg aldrig kom af sted – og aldrig kommer til at kunne det. Det gør stadigvæk ondt, og jeg ville ønske, det var anerledes, men jeg har prøvet at ligge det bag mig, og det gør ikke ondt i min hverdag mere.
Medmindre noget trigger det.
Og det gør det tit. Hele lavinen starter igen, når jeg ser andre få lov til at være au pair. Når jeg ser andre få lov til at tage til Kina. Når jeg ser andre, udleve deres drømme, komme på efterskole og højskole, udlandsophold, tager alle de chancer de får, osv.
Jeg ved godt, intet godt kommer ud af at sammenligne sig selv med andre, men hvor ville jeg bare ønske, at det var mig. Hvor ville jeg ønske, at jeg var normal.  Jeg ville give alt, for at kunne få lov til at opleve de ting.
Og hvad kan jeg gøre? Jeg kan jo ikke bede dem slette alle minder om det på deres sociale medier, eller bede dem stoppe med at snakke om det, vel? Og jeg under dem det da, det er dejligt, at de har fået de oplevelser med sig, og at de er så glade. Men det gør fandeme ondt, og det er så pinefuldt, og jeg bliver så ked af det. Luften slås ud af lungerne på mig, og det gør ondt flere dage efter. Jeg ved aldrig, hvad skal gøre af mig selv. De er sgu så heldige, er de. Og jeg er misundelig.

Det er svært nok, at leve med en psykisk sygdom, der konsumere hele ens væsen… men det er ubærligt, alt det, der følger med. Det er det sgu. Det sværeste er alle de chancer, man enten har forpasset grundet sin sygdom, eller de chancer, der er blevet nægtet en, fordi man har problemerne. Og det faktum, at man bare bliver ældre og ældre, og ens liv føles som om det flyver forbi en, fordi det tager evigheder at komme sig. Det er hårdt at leve et liv, som slet ikke er det, man gerne vil have. Jeg føler mig slet ikke som den Cecilie, jeg gerne vil være, og det er virkelig svært.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg ellers skal sige.
Jeg endte med at græde endnu mere, end jeg gjorde i forvejen, så det er nice. Nu er der også gået knapt en time med gråd, så det er måske på tide, at det stopper. Men fuck, det gør ondt. Og fuck, hvor er du heldig, hvis du ikke aner, hvad jeg snakker om.

18763196_825149417641920_1012345078_n

^ Meget vigtigt, men meget svært at leve efter.

Glem ikke at følge med på Bloglovin’, her. Til vi ses igen

– Cecilie x

Konkurrence, interview og natten i fangelejr?

Hej bloggen! Ah, nu kommer der så noget exciting news. Hehe.

Som nogle af jer ved, er jeg interesseret i at blive forfatter engang, når jeg bliver lidt ældre, og er færdig med studiet… så lige nu er det mest bare en hobby. Either way, så deltog jeg i en konkurrence på Movellas, hvor man skulle skrive om besættelsen og Frøslevlejren (i hvert fald i den mulighed, jeg valgte).
Der er 2 runder, hvoraf jeg og 9 andre gik videre i første runde, og derfor fik en overnatning i Frøslevlejren. Næste runde går der kun 3 videre, og deadlinen dertil er 1. august. Så jeg har 2 måneder til at skrive/redigere i min novelle. Men jeg afslører ikke novellen endnu, hehe.

Nå, men dagen oprandt, lørdag, hvor jeg skulle af sted. Jeg skulle fra Roskilde til Padborg, hvor jeg skulle skifte i Kolding. Mit fra Kolding gik 10:58, og mit tog fra Roskilde var først inde 11:03. Hvilket betød, at jeg altså missede mit tog, og måtte vente 2 timer på det næste, selv om jeg egentlig skulle være i Padborg kl. 12 til arrangementet.
DSB var ikke særlige behjælpelige, men det hører et andet indlæg til. Jeg var opløst, og ked af det, men den søde dame i 7-11 på Kolding Station var så sød at give mig en valgfri drik på hendes regning, og den måtte gerne være stor! Så ordnede hun en ny billet til mig, og fortalte mig om rejsegaranti fra DSB.

18600947_820451118111750_382848929_n 18624673_820451158111746_1158046918_n

Jeg nåede til Padborg, og ankom kl. 14, hvor jeg blev afhentet af hhv. en fra Movellas, og en praktikant fra National Museet. Og da vi kørte, fik jeg så at vide, at fordi jeg var den sidste, der blev hentet, så skulle vi lige have forfatteren, Kim Leine, med os i bilen! Amazing! Så jeg var en af de første, der fik hilst på Kim og smalltalket lidt med ham i bilen… uh, jeg følte mig så heldig! Hende fra Movellas var også meget oppe at køre, og synes det var så fedt, at hendes telefon kunne finde på at ringe, og det var Kim Leine, der ville hentes, haha.
Jeg nåede frem til Frøslevlejren, hvor jeg hurtigt fik smidt mine ting ind, og så var det elles bare videre i processen.

Det næste på programmet var en guidet rundtur.

18641266_820451081445087_766529178_o

Jeg kan ikke huske navnene på alle deltagerne, desværre. Men her er et fællesbillede med Kim Leine ude foran hovedvagttårnet, inden vi gik ind for at høre Dennis fra museet fortælle om lejren. Megaspændende! Movellas har ikke udgivet deres billeder endnu, så jeg har kun mine egne private billeder, men det kan være jeg smider nogle flere op på et senere tidspunkt. Men ja.

18624891_820451198111742_240114295_n18601239_820451148111747_42179133_n 18624877_820451111445084_1907546985_n

Vi kom ind i hovedvagttårnet, hvor guiden fortalte lidt om, hvordan og hvorfor lejren blev bygget, hvem fangerne var, strukturen af lejren, osv. Så gik vi videre til et andet lokale, hvor der blev fortalt om de folk, der var i lejren og fangevogterne, samt mad og dansk personale. Så gik vi ind i et lokale, hvor vi fik at vide, at fangerne skulle gå ind og igennem, hver gang de skulle ind og ud af lejren, hvor tyskerne sad, hvilket kan ses på billederne. Særligt karakteristisk er måtterne på gulvet, der blev lavet af “måtteludere”, som var folk, der ikke kunne udholde det hårde, fysiske arbejde. Herefter gik vi op i vagttårnet, og trappen derop var ret stejl… man nåede lige at få lidt hjertebanken, svimmelhed og højdeskræk!

18624582_820451191445076_1989471541_n18623110_820451184778410_457987330_n

Udsigten deroppe var honestly ret flot, haha. Men dengang var der heller ikke træer, og jeg tror barakkerne var mere ligesom H4. H4 og hovedvagttårnet er de eneste originale bygninger i Frøslevlejren, og jeg synes det er synd, at de har opført de andre barakkerne i sådan nogle lalleglade, danske farver. Det passer slet ikke ind, og får stedet til at virke smukt, fremfor at skildre de grusomheder, der foregik i lejren – hvilket jeg synes er lidt respektløst, overfor dem, der var indsat her, både under Frøslevlejren, men også Fårhuslejren, som det blev til senere. Men ohwell. Museumsguiden fortalte dog, at man også planlagde, at skulle fælde træerne, og gøre det lidt mere, som det var dengang, hvilket glæder mig.

Efter at have set vagttårnet, bevægede vi os langsomt over mod H4-barakken.

18579023_820451351445060_1143356355_n 18624635_820451221445073_1982033600_n18624735_820451251445070_914364950_n 18644350_820451231445072_1655281530_n 18579428_820451224778406_459417312_n

Først så vi en af fangestuerne, hvor vi fik fortalt, at de var beregnet til 16 personer, men da lejren var på sit højeste, boede der 30 herinde. Luften var ofte tyk af røg, idet alle røg, og at det ofte var det, der afholdt fangernes tanker for at vandre for meget. Skoderne var også slået for vinduerne, når fangerne sov, osv. Derudover havde nogle af stuerne nogle illegale radioer, som de gemte for tyskerne, så de kunne følge med i ucensorerede nyheder om krigen. Radioerne blev gemt under gulvet i et hul, stort nok til at et menneske kunne sidde dernede og lytte. Hullet var under en af køjesengene. Ledningen, til at kunne opfatte noget fra radioen, blev i den ene stue gemt bag et bræt, man havde slået løs, og på en anden stue, havde de erstattet tøresnoren med en ledning. Utrolig spændende.

18643886_820451314778397_990948475_n18601345_820451244778404_1336775102_n 18601523_820451291445066_1784933525_n

Derudover hørte vi om de hvide busser, der blev istandsat i 1945, og reddede og tog sig af en masse fanger, både fra Frøslevlejren, men også fra andre koncentrationslejre i Tyskland. Sygeplejerskerne gjorde et utroligt stykke arbejde på den tid, og jeg kan sige jer, at mit sygeplejehjerte blødte af stolthed. Ofte kan jeg godt blive flov over at være sygeplejerske, fordi der er så mange, der ikke opfører sig ordentligt overfor borgere og patienter i sundhedssektoren, men da jeg så De Hvide Busser, så svulmede hjertet sgu af faglig stolthed. Derudover så vi på biblioteket, der blev etableret i lejren (se billede), og fik fortalt lidt om pigtrådskærester, og kreativitet i lejren. Bl.a. lavede fangerne skakbrikker ud af tygget rugbrød, hvilket også vidnede om, at de ikke sultede i lejren. Vi hørte også om flugtforsøg, bl.a. en havde taget en frithængende tysk uniform, og var koldblodigt gået ud af lejren, smilende til tyskerne. En anden havde fået nogle til at hjælpe sig med at lave en kasse, som de brugte til madaffald, og da tyskerne havde vendt sig til denne kasse, gemte den flygtende sig i kassen, hvorefter der blev lagt et 10-cm lag madaffald på, så det ikke virkede suspekt, og han var ude af lejren – ret cool. Ca. 10-15 mennesker flygtede fra lejren. Bagefter fik vi lov til at gå lidt rundt selv, hvor jeg bl.a. bevægede mig ind i stuen, til den fange, der havde det overordnede ansvar for alle de andre.

Kort tid efter var der foredrag med Kim Leine, der forklarede om sine værker, og kom med tips, som han selv brugte i sin skrivning. Alle syntes, det var meget interessant – jeg var lidt ambivalent. Det kan være jeg bruger noget af det lidt modificeret, men umiddelbart er jeg faktisk godt tilfreds med måden, jeg skriver på. Det pudsige ved Kim var jo så, at han var uddannet sygeplejerske, og før jeg fandt ud af det, havde jeg jo nævnt, at jeg studerede sygepleje. Det føltes pludselig lidt pinligt, fordi så henvendte han sig ofte til mig eller så på mig, når han dragede paralleler mellem sygepleje og forfatterskab.

Efter dette, fik vi lov til at gå lidt rundt, og jeg og nogle af de andre piger, gik op mod Prebens sten, og så på pigtrådene deroppe.

p1010006 p1010003

Det er bemærkelsesværdigt lige at huske, at Preben var den eneste, der reelt set døde i lejren – hvilket var et uheld. Han var kommet for tæt på hegnet, med hænderne i lommen, og det var blevet set som et flugtforsøg, og en nervøs, tysk, soldat havde skudt ham to gange i hovedet.
Noget andet interessant er, at der ikke var stød i hegnet her i Frøslevlejren. I stedet var der tre hegn lige efter hinanden, og indimellem disse hegn løb koldblodige dræberhunde løs, klar til at flække en, hvis man prøvede at flygte. En anden bestialsk, men også ret nice, på sin egen forskurede måde…

Efterfølgende chillede vi bare lidt.

18622712_820451298111732_64535376_n 18644603_820451288111733_676326977_n

Inden aftensmad fik vi udleveret nogle faglitterære hæfter omkring Frøslevlejren, og jeg rendte lidt rundt inde på Fårhuslejrens Museum, og fik taget et billede… hehehehe.

Bagefter gik vi over på Antons café, hvor vi fik kartofler i persillesovs (eller, persillesovs med kartofler), og gigantiske frikadeller. Jeg er den dårligste blogger i verdenen, fordi selv om jeg spiste to portioner, så glemte jeg sgu at tage billeder af det :// damn. Haha. Men det smagte sgu godt, det gjorde det.

Bagefter vendte vi tilbage til vores “barak”, hvor vi skulle sove – som egentlig bare var billetkontor, personalekøkken og foredragssal, og endda ikke engang originalt! Men der chillede vi lidt, og så 9. April.

Inden sengetid, omkring midnat, skete så det mest bemærkelsesværdige på hele turen, syntes jeg. Vi skulle over at se vagttårnet og barakkerne – after hours, med mørket udenfor. Amazing.
Vi gik op i vagttårnet, og jeg fik selvfølgelig den genious idé, at jeg sagde, det var ærgerligt, der var lys i tårnet, fordi det skinnede igen på billederne. Så sagde museums-damen så, at hun kunne da bare gå ned og slukke det? Og det gjorde hun så, og pludselig stod vi i et BÆLGMØRKT vagttårn, og fik den sande 1944-vibe, soldaterne måtte have haft, nå de stod heroppe og holdt udkig. Det var næsten en helt spirituel oplevelse, og jeg er sådan set stadigvæk ikke helt over it. Det var virkelig flot, og billederne…. de er bare slet ikke så gode, som virkeligheden!

18643776_820451378111724_531764586_n18600891_820451418111720_778120657_n 18643485_820451398111722_139261121_n

Museums-damen spurgte flere gange, om vi ikke ville have tændt lyset igen, men vi syntes sgu, der var så flot deroppe. Til sidst blev lyset dog tændt, så vi kunne komme ned igen, og hun begyndte at fortælle, at det faktisk havde været jævnt creepy for hende at stå for foden af trappen dernede, mens vi trampede rundt ovenpå. Dét var en sjov overvejelse, jeg slet ikke havde tænkt over.

Vi låste af til vagttårnet, inden vi gik over i barak H4, hvor jeg igen fik idéen om, at vi skulle slukke alt lyset!
De andre var lidt nervøse, museums-damen bad os nemlig gå ned på “badeværelset” i den anden ende af gangen…. eller fangestuen. De valgte ALLE fangestuen, og stimlede sammen derinde i mørket.
Jeg blev også siddende et par minutter, og mærkede stemningen, indtil jeg begyndte at kede mig, og besluttede mig for at gå en tur NED AD barakgangen, og ned til badeværelserne i mørket.
Dét var en vild, spiritueloplevelse, det må jeg sgu sige. Det var ikke bare sådan lige…
Nu havde jeg gået op og ned ad denne barak flere gange i løbet af dagen, og vidste, hvad der befandt sig inde bag hver eneste dør; alligevel spillede skyggerne derinde mig et pus. Gulvet knirkede højlydt under mine fødder, og jeg fik hjertebanken. Pulsen steg. Svimmelhed tog til. Jeg blev småsvedig. Men vigtigst af alt var dog mit hjerte, der virkelig hamrede derudaf, som jeg gik ned ad gangen. Jeg valgte at embrace den angst, det gav – hell, det kan jo bruges litterært, og jeg vidste jo godt, der ikke ville ske mig noget… det var bare en vild oplevelse.
Jeg nåede ned til enden af gangen og gik ud på badeværelset, og dét var til gengæld fucking creepy, da jeg stod derude, fordi skyggerne igen gav genskær i spejlet… damn son. Jeg gik i stilhed (med undtagelse af det knirkende gulv altså), tilbage mod fangestuen, men museums-damen tog mig med ind på det andet lille værelse, hvor vi stod lidt og snakkede.
Så gik jeg tilbage i fangestuen, og hørte, hvad de andre talte om, inden jeg forslog dem at gå ned ad gangen. Det blev ikke modtaget med kyshånd, men de var alligevel lidt nysgerrige, og gik i samlet flok nedad. Jeg gik med. Det gav ikke helt samme, intense følelse, som da jeg havde gået alene, og ikke haft nogen at snakke med på turen derned. Men det gav lidt.
Da vi kom ned på badeværelset, fortalte museums-damen også, at når hun var her alene, og det blæste udenfor, kunne man tydeligt høre det i barakken; hvordan alting knirkede, og hvordan det føltes som om, at nogle af fortidens fanger endnu sad i væggene eller gik rundt på loftet. Det var også et guldkorn at få at vide, og virkede så autentisk. Det var en fantastisk oplevelse.
Så fantastisk, at da jeg kom tilbage i “vores” barak igen, så havde jeg ekstremt kvalme og ondt i maven, fordi kroppen havde været sådan på overarbejde ift. sanseindtrykkene. Det var virkelig vildt! Det var virkelig spirituelt, sværger.

Først besluttede vi at sætte os og skrive lidt inde på museet, men de andre var trætte, og lyset blev slukket, så de var ikke så ville efter det, og så gav jeg efter også – ville jo ikke sidde alene og skrive, og jeg skulle bruge internet, for ville egentlig skrive dette indlæg… Så ja. Jeg smuttede i seng.

NU tænker I sikkert, jaja… konkurrence har vi hørt, fangelejr og nat har vi hørt… hvad fanden er det interview?
Og det skal jeg fortælle jer! Klokken 20 om aftenen kom der en reporter fra P1 Eftemiddag, der fulgte os rundt resten af aftenen, natten og morgenen. Hun gik rundt og optog ALT, hvad vi sagde i løbet af den tid, og stillede os til tider spørgsmål og rigtig interviewede os. Det var rigtig spændende. Og hun fortalte, at det ville komme ud i morgen mellem 2 og 4 på P1 eftermiddag, så det skal jeg HELT KLART, lytte efter.
Om morgenen skete der også det, at hun interviewede os ift. vores noveller, og den inspiration, vi havde fået. Dem af os, der havde lyst, fik sågar lov til at læse en passage fra vores novelle op. Jeg havde planlagde en anden passage, men hun ville gerne have noget fra lejren, og jeg kunne ikke rigtig lure hvad, fordi min novelle er 12 sider lang, og det er kun på den sidste side, Frøslevlejren egentlig er med! Så hun forslog, at jeg læste noget op, fra da min karakter, Dorothea, bliver anholdt, og ført til lejren………… så det gjorde jeg, og jeg håber, det kommer med i morgen, men jeg ved det ikke. Overall var det en rigtig spændende oplevelse, og jeg er så glad for at have kunnet dele den med jer! Nu skal jeg bare have redigeret min novelle, og finpudset den til deadline, 1. august. Det er også derfor, jeg ikke udgiver den her på bloggen endnu… Men måske der kommer et sneakpeak på et tidspunkt 🙂

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘!

Indtil vi ses igen

– Cecilie x

Opstart på psykiatrimodul og status på livet

Hej bloggen.
Der har været stille et stykke tid, og det skyldes opstart på modul 8 på min uddannelse som sygeplejerske. Og så det faktum, at jeg ikke har det så godt. På grund af opstarten.

Jeg havde glædet mig helt vildt til det her modul, da det er modulet, der foregår i psykiatrien. Jeg har gerne villet være psykolog, men jeg fandt ud af, jeg så skulle have haft matematik på B-niveau. Dengang jeg fandt ud af det, havde jeg afsluttet C-niveau, og gad ikke have matematik igen :p Og så tænkte jeg… hmm, hvad er næstbedst, så?
Jeg kom hurtigt på sygeplejerske. Psykiatrisk sygeplejerske. Jeg overvejer også at arbejde med børn indenfor pædiatrien, men drømmen er helt klart psykiatrisk sygeplejerske.
Men der er sket en masse møg. Fra februar og frem til nu, har faktisk været lidt af en rollercoaster. Jeg havde det elendigt i oktobermåned af flere årsager, og jeg begyndte at få det rigtig skidt i november. Derefter fulgte indlæggelsen i december, og alt har egentlig været lidt forvirrende siden da. Men jeg fik det gradvist bedre, og havde trods noget irriterende somatisk, faktisk en rigtig god januar måned, og tænkte, at det her, det skulle nok lykkes alt sammen.
Så skete februar, og jeg kom ud i en klinik, hvor jeg ikke var helt skarp. Men det skulle overståes, og det blev det, og jeg var stolt og glad, trods de psykiske slag, jeg fik undervejs. Det var også omkring midtfebruar, vi skulle ønske til psykiatrien, og det gik ikke skidegodt. Jeg vil ikke på nuværende tidspunkt gå i detaljer, men der skete en masse øv-stuff, og nu er jeg så havnet her.
Jeg har grædt hver dag siden d. 24 april. Flere gange dagligt, nogle dage. Det har været ret hårdt og nederen, og jeg har været rigtig ked af det, og jeg synes, det er så svært at tale om. Mest fordi ingen forstår. Men jeg fik endelig prikket hul på bylden i onsdags, og fik snakket med mine forældre om alt det, der foregik, og jeg ved, at de støtter mig, så det er det, jeg prøver at fokusere på. Også selv om jeg mest har lyst til bare at råbe og skrige. Jeg har også lyst til bare at tage en megafon og fortælle alle i verden, hvad jeg går igennem lige nu, så de kan fatte det, i stedet for at dømme mig. Men jeg giver ikke op. For sådan er jeg ikke. Jeg har altid kæmpet for tingene, omend ikke altid hundrede procent helhjertet, men jeg har da prøvet. Jeg ligner måske ikke en fightertype, nok ligner jeg ofte bare en, der har givet op. Og det gør jeg nok også indimellem. Jeg svinger meget mellem at give op, og at ville kæmpe videre. Og af en eller anden grund, så siger jeg altid “fuck it, jeg giver op, alt er ligemeget”, og alligevel er der en brøkdel af mig, der bare ikke giver slip, og bliver ved med at kæmpe, også selv om jeg allerede har tabt. Jeg ved ikke, om det er gåpåmod eller idioti.

Men nok om det.
Modul 8 er spændende, omend det er mærkeligt, at læse al den teoretiske viden om f.eks. angst, og så sidder man og ved, at så sort/hvidt er det slet ikke, og man kan aldrig med ord helt beskrive, hvordan det egentlig er, at have angst. Det er også underligt at sidde i klasseværelset, og læreren efterspørger vores meninger om dit og dat, og man kan høre, at folk er så indgroet i deres stereotyper. F.eks. havde vi en lærer, der fortalte, hvilket medicinsk middel, der ofte blev brugt mod OCD, “I ved, der, hvor man tjekker 90 gange om døren er låst”. Og det er selvfølgelig rigtig nok, og det er også meget kendt, alle ved, hvad man taler om, når man sætter lighedstegn mellem OCD og tjek af f.eks. døre, men OCD er bare meget mere end tjek af døre. Det er mere end tvangspræget, kontinuerlig håndvask. Det er altid at være i tvivl. Det er mærkelige ritualer, som du egentlig god ved, ikke giver nogen mening, men du er ikke stærk nok til at gå i mod. Fordi tvangstankerne, om den tvangshandling, du udfører, er alt for stærk eller fyldt med konsekvenser, til at du tør. Fordi selv om du godt ved, at der ikke styrter en meteor ned, bare fordi du kun vasker hænder 2 gange i stedet for 5, så er risikoen bare for stor. Man har ikke lyst til at dø, fordi der falder en meteor ned, så man fortsætter med de mange håndvaske, fordi man gerne vil være helt sikker. Det er virkelig svært at bryde. Men når man hører OCD, så er det altid rengøringsvanvid og gentagelsesadfærd, der bliver tænkt på. Det er bare mere nuanceret end det, og meget mere omfattende. Det handler ikke bare om, at man måske tror der er bakterier eller urent, men lige så meget om, at man tror, at fordi der er bakterier, så bliver man syg, og så dør man. Eller dem man elsker dør. Og samtidig ved man godt, at det er urealsitisk og det er dumt. Det er sgu forvirrende.
Alligevel har jeg det også sådan lidt “god bless stereotyperne”, fordi jeg ved first hand, hvordan det er, at have en OCD-problematik, og jeg ved, hvor fucking udmattende og mærkeligt, det er. Og jeg er glad for, at de andre i min klasse ikke ved det, for jeg ville ikke ønske OCD eller nogen anden psykiatrisk lidelse for nogen. Det er virkelig svært at leve med. Og virkelig svært at kæmpe mod. Og du kæmper hver eneste dag, og du holder sygdommen i skak, og du tror, at du har vundet, og så en dag finder du ud af, at du er kommet til at lave andre ritualer, for at holde de gamle i skak, og så er du lige vidt. Eller du står i badet, og har ikke dummet dig med et mærkeligt ritual i 2-3 år, og så lige pludselig vender det tilbage, og du frygter, om du nogensinde bliver helt fri.

Så status lige nu er, at jeg kæmper. Med min uddannelse, og med mig selv. Og jeg håber, at tingene snart vender, så jeg ikke skal være så ked af det mere, fordi det er sgu trættende, ikke at kunne se på dine lektier eller medstuderende, uden at bryde grædende sammen. Og jeg giver ikke op. Jeg gennemfører mit psykiatriske modul, og jeg giver det alt, hvad jeg har, også selv om jeg indtil videre kun er blevet slået i hovedet. Og uanset hvad andre siger til mig, så er jeg ikke svag, forkert, inkompetent eller whatever. Og jeg bliver en fucking fantastisk sygeplejerske. Dét kan ingen tage fra mig <3
Dog vil jeg gerne indrømme, jeg ikke ved, hvor tit jeg kommer til at få skrevet indlæg… men jeg håber, de kommer bare indimellem, så der ikke bliver alt for tavst og kedeligt her.
OG!!! Det glemte jeg helt. Inden alt for længe, så udgiver jeg også en novelle herinde, så stay tuned 🙂 glæder mig helt vildt til, at jeg kan oploade den, hehe.
Så følg med på Bloglovin‘, og forhåbentlig hører I snart fra mig igen.

18360664_813012558855606_973909323_n

– Cecilie x