Tokyo – Dag 8 – fra Ebisu til Oedo Onsen

Efter at have spist en lækker frokost, *haps, haps* på Doutor, besluttede vi os for at gå mod metroen. Vi fandt så ud af, det ikke var metroen, vi skulle med – men derimod toget!
Så vi smuttede op til toget i stedet, og tog den grønne Yamanote Line, og jeg tror vi tog denne til Osaki Station, men jeg har ingen idé. Derfra spurgte jeg oppe, hvor man køber billetter, hvordan vi kom til Oedo – jeg fik at vide, at jeg skulle tage en bus, hvilket var ordentlig besværligt, så vi fløj af sted ud af døren og ned, og ledte efter bussen – da jeg spottede, hvor den var (og vidste, tiden var knap) spurtede vi af sted. Desværre virkede det til, at der ikke var nogen fodgængeroverfelter, kun trapper op og ned, og det havde vi ikke tid til. Så da der ikke kom nogen biler, spurtede vi over vejen, hoppede over et hegn, og videre over vejen, hvor vi kom hen på busstoppestedet. Her fik vi taget bussen, og jeg tror, at vi tog til Telecom Station? Men det er mig endnu forholdsvis usikkert…. Faktum er, vi kom frem.

Vi smuttede ind, forhørte os lige, om vi var rette sted. Vi blev bedt om at tage skoene af, da vi kom ind, og fik et skab, til at ligge skoene i. Her gik vi videre over for at købe nogle biletter, hvor vi fik udleveret armbånd, og fik at vide, vi bare betalte senere – derefter blev vi sendt over, for at finde yukataer (sommer kimonoer). Jeg bad om en størrelse small, da jeg kom ind i kvindeomklædningsrummet, fandt jeg ud af, det var en M! Og den var desværre for stor, så jeg måtte ud og bytte den. Herefter klædte jeg om blandt de andre kvinder, hvilket i sig selv var noget af en oplevelse. De fleste var ret velkendte her, virkede det til. Sløjferne om deres yukataer var så smukt bundet, og de sad i små båse med spejle, hvor de friserede sig osv., der var en masse hår-produkterne og fugtighedscremer til rådighed. Jeg gjorde mit bedste for at binde min pænt, haha.
Jeg mødtes med min bror “på den anden side” af omklædningen, også iført yukata.

IMG_6610 IMG_6611 IMG_6608 IMG_6609

Oedo Onsen, er  – obviously – et onsen, dvs. et varme kilder-bad. Dog havde de bygget en temapark, der skulle minde om Edo-tiden rundt om badene, og et lille “vandløb” udenfor, der var bygget til stimulering af fødderne osv. Jeg troede Edo-byen ville være udenfor, men den var indenfor. Lillebror mente, det var for at bevare hyggen; vægge og lofter var malet blåsorte og med stjerne, så det hele mindede om en “aften” i Edo-byen, og derfor fungerede denne illusion jo bedst, hvis det hele tiden var mørkt.
Dog bestod “Edo-byen” primært af spisesteder, der var en enkelt souvenir-shop-ting, og så var der to-tre “spil” eller lignende, aktiviteter. Der var noget, med nogle kort, og der var noget, hvor man skulle fiske noget op, og så var der noget shuriken-kast (kastestjerner). Alt var dog på japansk, og de talte ikke engelsk.

Japan 2 671 Japan 2 669 Japan 2 670 IMG_6629

Vi gik lidt rundt og så på de forskellige ting, vadede omkring i parken og lignende, og bare generelt hyggede os. Der var noget fiske-fodbad, men det kostede penge, så det droppede vi… haha.
Henover aftenen, blev vi enige om at gå hver til sit i onsen-badene. Disse var kønsopdelt, så vi kunne af gode grunde ikke være sammen.
Da jeg kom ind, fik jeg udleveret to håndklæder – et stort håndklæde, og et lille “badehåndklæde”. Jeg fik et skab, hvor jeg kunne lægge mine ting ind, samt det store håndklæde.
Det var en lidt sjov oplevelse, fordi man jo går rundt nøgen, haha. Alle gik rundt uden tøj eller badetøj, og havde kun det lille badehåndklæde foran sig, præcis ligesom i de mangaer, man læser – hvis man gør sig i den slags, selvfølgelig, haha.
Da jeg kom ind i selve badet, var der små træbaljer, hvori man hældte varmt vand, som man så hældte ud over sig selv og vaskede sig med – der var også brusere over i hjørnet, men jeg valgte at køre den autentisk, hehe.
Herefter gik jeg rundt i de forskellige bade; alle de varme, i forskellige temperaturer, og der var også varme bade udenfor, der var mere autentiske. Der var to bade udenfor, der var i sten, og selvfølgelig med meget varmt vand i. Dertil var der nogle store baljer, man kunne sidde i (1-2 mennesker), hvor man kunne slappe af, hvilket jeg gjorde. Jeg lå også på nogle af stenene med fødderne i vandet og slappede af i solen. SÅ lækkert.
Jeg gik indenfor igen i de varme bade, i massagebadet, eller hvad man nu skal kalde det og videre. Jeg prøvede også saunaen, i hvert fald en af dem – var ikke sikker på, om det kostede ekstra, hehe. Men den jeg var inde i, duftede kraftigt af noget pebermynte, så det blev hurtigt meget uudholdeligt derinde.
Til sidst var jeg så udkogt, men vi havde aftalt 1,5 time i badene, så lillebror var jo nok ikke færdig endnu… så hvad gør jeg? Jeg besluttede mig da for at gå i det kolde bad – og det var virkelig koldt, men også rigtig dejligt afslappende. Her sad jeg og afkogte lidt, og mødte et par canadaiere, der enten var japanere også, eller noget i den stil, jeg blev ikke klog på det, men de var meget søde – en datter og hendes mor, og vi samtalede lidt.
Afslutningsvis var der nogle båse – en masse båse. Hver bås var udstyret med et spejl, en skammel, en vask, en bruser, en balje, shampoo, balsam, sæbe, creme, og andre ting. Mange af japanerne sad dér i lang tid og friserede sig osv., det var meget sjovt at se – jeg indtog selvfølgelig også en plads, hvor jeg vaskede mig og gjorde mig klar.

Herefter mødtes jeg med min bror ude foran igen, han var allerede færdig, da jeg kom ud. Her besluttede vi os for at gå en madrunde, og se, hvad vi ville have. Jeg var lidt hooked på sushi; jeg er ikke totalt vild med sushi, men jeg tænkte, at det jo næsten var “obligatorisk”. Det var dog ret dyrt, så vi endte med endnu en portion Ramen. Vi ville gerne have haft en børnemenu, fordi vi var ikke specielt sultne, men det kunne vi ikke… så vi bestilte en normal, og delte så denne.

FullSizeRender IMG_6625

Efter middagen gik vi lidt rundt igen, jeg måtte jo – hehe – prøve noget shurikenkast, det kostede 400 yen for 7 kast, og jeg ramte ikke med så meget som én eneste :)))) rest in peace, jeg fik dog et knæklysarmbånd for at prøve, haha. Men ja, jeg var dårlig as hell. Lillebror købte en snack, men fordi jeg jo havde brændt pengene af på shuriken, købte jeg ikke noget – og var heller ikke synderligt interesseret, var faktisk lidt kvalm, haha.

IMG_0525 IMG_0523

Det var meget sjovt derinde; jeg rendte jo rundt med en pung, men det var ikke nødvendigt, for de scannede bare de armbånd, vi havde på, så man betalte det hele samlet. Det var ret smart. Jeg gik en tur i gavebutikken, for at finde en yukata (havde tidligere ledt efter en i Uniqlo, da de havde billige yukataer, men de var ikke så kønne, syntes jeg), men de var også grimme as hell, så det blev ikke til noget xD
Afslutningsvis satte vi os i et af relax-rummene, hvor vi bare slappede af, jeg spillede selvfølgelig Pokémon (da der var gratis wi-fi indenfor, u go oedo onsen!!), og snakkede med mine forældre på facebook. Til slut besluttede vi os jo så for at tage hjem.

Så vi fik gjort os klar, og betalte. Vi kiggede på yukataer, og der var en der var okay pæn – og billig – men jeg tænkte, jeg nok kunne finde en pænere… den kostede ca. 3000 yen, og jeg troede faktisk, den var dyrere her, end andre steder, som mange andre ting jo er – det skulle dog vise sig, ikke at være tilfældet, men det var jo ikke til at vide.

Vi tog bussen, og det var – ærlig talt – lidt svært, fordi busserne er ikke helt ligesom toge og metroer, så der var det meste på japansk, og det var lidt svært at finde ud af, hvilken fucking bus, vi skulle med. Men jeg havde vidst nok forberedt lidt hjemmefra, så jeg kunne sammenligne de japanske tegn, indtil jeg fandt den rigtige bus, hehe. Heldigvis er der wi-fi i busserne, så jeg tjekkede jo, hvor langt vi skulle osv., og jeg fandt frem til, at vi skulle med en metro, når vi stod af… men da jeg kiggede nærmere, var der kun 20 minutters gåtur til hotellet, så jeg blev enig med mig selv om, ikke at betale 12-15,- for at tage metroen.
Vi stod af, og begyndte at gå, og efter at have gået et godt stykke, blev jeg lidt i tvivl, for jeg genkendte sådan set ikke rigtig noget, og jeg var meget i tvivl om, hvor fanden jeg var.

Vi prøvede at spørge en dame, der kom op fra en metro, om hvordan vi fandt vores hotel, men hun holdt bare hånden op som et “nej” og gik videre. En anden dame spottede, at vi så godt forvirrede ud, så hun spurgte, om vi havde brug for hjælp. Hun fortalte os, vi kunne tage metroen, for vi var ret langt væk – jeg sagde pænt nej tak, og at vi gerne ville gå xD
Hun forklarede os så, hvilken retning vi skulle gå, og blev enig med sig selv om, at følge os på vej. Så hun trak sin cykel af sted og gik sammen med min bror og jeg, og viste os vej gennem de små, smalle gader, og så videre, og vi small-talkede lidt, selv om hendes engelsk ikke var vildt godt – men hun kæmpede med det og var meget snaksagelig. Da vi nåede til Eitai Bridge (som jeg faktisk troede var en anden bro, vi havde krydset mange gange), bad hun os bare gå lige ud, og så skulle vi nok komme til hotellet… hvilket vi gjorde.

Da vi gik selv, sagde lillebror, at han havde været lidt mistænksom og klar til at slå hende ned med paraplyen, hvis der skete noget, og sagde, han havde det så dårligt med sig selv over det… jeg grinede og sagde, at det var der sgu ikke noget i vejen med – det er jo ofte søde mennesker, der er syge i hovedet, ellers ville man jo ikke stole på dem til at starte med? Better safe than sorry <3 men hun fik os også gennem en del gyder, det var sgu småskummelt xD
Men vi fandt langt om længe hotellet, det tog vel 1-2 timer at finde det, men vi kom hjem, og lagde os straks til at sove. Vi var begge jævnt udkørte, hehe.

Japan 2 677 Japan 2 667 IMG_6620

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘, så du ikke misser de sidste fire-fem indlæg om min tur til Japan – og alt andet mellem himmel og jord, der kom senere. <3 Du kan enten bruge bloglovin’ profil, facebook eller mail.

– Cecilie x

Tokyo – Dag 8 – Ebisu

Vores onsdag havde vi besluttet os for at bruge i Ebisu, hvor vi bl.a. skulle se Institute for Nature Study, som skulle være et sted, hvor man kunne se, hvordan Japan ville se ud, uden menneskelig indblanding.
Det tog os et godt stykke tid, at finde selve parken – det viste sig nemlig, at vi var gået hele vejen rundt om den… suk.
Nå, men vi betalte indgang, og kom ind, og begyndte at gå rundt.
Jeg ved ikke helt, hvad vi havde forestillet os, men det var ikke det, vi forventede. Vi havde læst, det ville være en park, ja. Men… det lignede sgu egentlig mest bare en skov. Smukt nok, men absolut intet specielt, og rent ud sagt spild af tid. Det kunne måske have været spændende, hvis man kunne læse, hvad de forskellige arter af træer, planter og blomster var, men dette stod kun på japansk.
Vi blev også enige om, efter at have gået rundt 1-2 timer, plus den enorme mængde tid, vi havde brugt på at finde parken, og et møde med en gigantisk edderkop, samt hundrede tusinde myg, at det ikke, var det værd – så vi fandt udgangen med det vons.

Japan 2 599 Japan 2 604 Japan 2 605 Japan 2 609 Japan 2 614 Japan 2 617 Japan 2 619 Japan 2 622 Japan 2 624 Japan 2 633 Japan 2 634

Long story short: jeg ville ikke recommende Institute for Nature Study, da jeg virkelig ikke syntes, det var tiden værd. Eller pengene, selv om det kun var 25,-…
Vi gik videre. Skuffelserne var dog ikke slut endnu :))

Planen herefter var at gå op langs Meguro-Gawa, som er en flod. Det tog noget tid også at finde herhen, men da først vi var der, blev vi voldsomt skuffede.
Vi havde regnet med en noget mere idyllisk gåtur, og ikke blot en lille flod/å-ting, der løb inde i byen og gennem store skyskrabere, med plumret, klamt vand.
Der stod i brochuren, det var flottest, når det var sakura-blossom-sæson, men…. har sgu svært ved at tro, at de flotte sakurablomster kan opveje så grimt et sted (sorry not sorry). Det var sgu også noget af en skuffelse. Oveni det tog det jo også lang tid, og det var møgvarmt, og det var altså bare nederen? Virkelig fucking øv? Jeg kunne have været tilbage i Korakuen og set National Showa Museum? Damn.

Japan 2 654 Japan 2 648

Jeg havde researchet hjemmefra, efter engelske bogbutikker – mangaer er jo oplagt at købe, når man er i Japan, men de er lidt useless, hvis man ikke kan læse, hvad der står i dem. Så derfor ledte jeg efter engelske bookstores.
Jeg faldt over en, der hed Cow Books, der lå i dette område. Så af sted gik vi – også fordi, der jo nok kunne opdrives andre mangaer, specialudgaver, etc., som man ikke kan købe i Danmark.
Det krævede, at vi gik fuldkommen til vejs ende af Meguro-Gawa, der ikke just blev kønnere, jo længere vi gik… desværre – og længere end det! På et tidspunkt, var jeg helt ved at give op, for jeg tænkte, at vi måtte være gået for langt…
Og så fandt vi det! Der stod en plastikko ude foran, hvorpå der stod Cow Books – stedet så ret lille ud, men vi gik ind alligevel.
Her fandt vi til vores enorme skuffelse, at det kun var japanske bøger – og meget gamle, bøger. Romaner og leksika. Wow. So sad.
Igen havde vi brugt 800 år på at nå frem, og det var blot endnu en skuffelse, og jeg tror, at både min bror og jeg, var jævnt frustrerede over dette lorte outcome. På vejen derhen så vi dog en lille helligdom lige midt i et kryds og en fodgængerovergang.

Japan 2 656

Needless to say, gik vi videre. Jeg pure nægtede, at gå ned af Meguro-Gawa igen, så vi rundede lige hjørnet af vejen, og gik gennem byen og op… vi gik af en meget smal vej, og gik videre og videre… der var selvfølgelig ingen kort eller internet, så forvirrede lille mig, måtte jo bare, ja. Prøve mig frem, ikke? Så det gjorde jeg.
Vi prøvede at gå op ad en bakke (i ekstrem hede), for at få bedre overblik, og komme op til hovedvejene igen, og der var så lukket, og det var lidt noget juks at finde ud, men det lykkedes, og vi kom ud på en hovedvej. Jeg ser en station, og går selvfølgelig straks den vej. Stationer i Japan = internet. For the most part, i hvert fald.
Men selvfølgelig er jeg en kæmpe koge, og kan ikke finde vej ind til den der lortestation – jeg kan se den, men jeg kan ikke finde ud af, hvordan jeg kommer derind.
Slukørede må vi jo så gå tilbage op fra der, hvor vi kom ud og så stationen – på vej derop kan jeg så se, at et af vejskiltene, hvor der står Ebisu – og så modsat den retning, vi ellers var gået ned ad… så thank god, vi gik op igen!
Nu vidste vi, hvor vi skulle hen, så jeg spankulerede jo ellers bare fremad, lige ud.
Der var et utal af Family Marts, og gennem hele udflugten i dag, havde jeg spurgt min bror hundrede gange, om han ville i Family Mart (intern joke), og pludselig sagde den lille sgu ja!
Så ind i Family Mart, hvor han købte en is <3 det var også røvvarmt. Jeg overvejede, om jeg skulle gøre det samme, men vores næste stop var faktisk Japanese Ice Ouca, som er et sted, hvor de laver, you guessed it, japansk is. Så jeg valgte at vente <3
Vi fortsatte vandringen, og endte endelig på Ebisu Station. Herfra måtte jeg prøve Google Maps, for at finde Ouca, og det lykkedes mig da også at fare vild 3 gange, hvor jeg måtte tilbage på stationen og starte forfra, før det endelig lykkedes! Men vi fandt det, og smuttede ind for at bestille. Blandt smagene, der var ridset op i vores trofaste Pocket Tokyo fra Lonely Planet, var der bl.a. smage som beni imo, lilla sødkartoffel, og kurogoma, sort sesam, og selvfølgelig matcha, japansk grøn te. Jeg kunne ikke umiddelbart se de andre smage, så jeg gik efter en melon, matcha og græskar. For at få 3 forskellige slags is, skulle man op i 600 yen, ca. Jeg overvejede at betale det mere, for at få 4 forskellige slags…. men så meget kunne jeg ikke “spise”, og det var alligevel rimelig halvpebret; og det var jo sådan set bare, for at prøve det.
Efter at have bestilt, kunne jeg se ham efter os, der skulle bestille; jeg aner ikke, hvor han var fra, men jeg gætter ikke på Japan, for han havde en Pocket Tokyo magen til vores, og bestilte de smagsvarianter, der stod i bogen – fra hvad jeg opfangede af deres samtale, havde de dog kun matcha, og ikke de andre.

Japan 2 661IMG_0491 IMG_0492 IMG_0493

Lillebror bestilte selvfølgelig også is, og ligesom mig, snuppede han matcha og melon – og tomat? Mystisk.
Jeg smagte dog tomaten, og den var okay – det var sådan en slags sorbet is.
Under vores isbægere lå der saltet tang. Det var åbenbart skik – jeg spurgte nemlig isdamen – at man spiste tangen bagefter isen. Hvorfor, blev jeg ikke lige klog på…

Som billederne illustrerer, er den grønne isvariant matchaen. Den var forholdsvis flødeis-agtig, og meget grynet, syntes jeg. Den smagte af chokoladen, ved første bid, og eftersmagen er så kraftig, japansk te. Jeg prøvede at spise den, men jeg brød mig simpelthen ikke om det, så brorlille fik sgu resten….
Nummer to, vi begge havde valgt, var melonen, som er den lyse af dem, der går igen på begge is. Denne var også en sorbet, så den var meget frisk i smagen, og smagte i og for sig okay, men var en anelse syntetisk. Den kunne jeg lige klemme ned.
Den sidste på min is, er den kraftigt gule, der jo så var “pumpkin” smag. Den også flødeis-agtig. Den var ikke så kraftig i sin smag, og havde små stykker græskarindmad i sig (altså meget små) – det var den, af mine issmage, jeg bedst kunne lide.
Jeg smagte på tangen, men brød mig ikke om det, så det fik lillebror også…
Kan varmt anbefale, at smutte forbi Ouca, fordi de har så mange sjove varianter, man ikke ville finde herhjemme.
Dog var resten af Ebisu og Meguro meget skuffende, og lillebror forslog bestemt også, jeg kaldte indlægget for “Ebisu – skuffelsens by“.

Herefter trak det op til regn, og vi skulle finde et sted og spise frokost, og lave en slagplan for, hvad vi så skulle tage os til. Selv om tiden i Ebisu havde været lang, når der ikke var noget spændende, var det jo også gået ret hurtigt, fordi vi ikke gad bruge yderligere tid på tingene, vi ellers havde planlagt at se. Vi havde bl.a. valget mellem en McDonald’s og Doutor (jeg skriver det forkert, hver gang). Lillebror valgte Doutor, hvilket selvfølgelig var fint med mig – så vi skyndte os ind, inden regnen for alvor kom.
Her bestilte vi det sædvanlige; en sandwich med laks, avocado og æg. Den er altså bare SÅ lækker.

IMG_0496 IMG_0498

Herefter besluttede vi os så for, hvad vi skulle efterfølgende… læs med i næste indlæg 😀 Uha.
Glem ikke at følg med på Bloglovin‘ med profil, mail eller facebook, så du ikke misser mit næste indlæg om Japanturen!

– Cecilie x

Tokyo – Dag 7 – Ueno Zoo & Akihabara By

Velkommen tilbage <3 Som sagt smuttede vi i Zoologisk Have, som det næste. Det kostede kun 35,-, eller 600 yen. Vildt! Det kunne DK godt lære lidt af, hva’, hehehehehe.
Vi fandt dog hurtigt ud af, hvorfor det var så billigt. Selve Zooen var fin nok, men mange af tingene havde store tremmer for, som det vil kunne ses på billederne, og burene var små, og ikke overdrevent dyrevenlige – men det var jo ikke til at vide, da vi gik derind. Dog lå haven rigtig godt, og det var i flotte omgivelser, og de havde spændende dyr – bl.a. den kæmpe salamander, vi have set på museet tidligere på dagen! Dog fik jeg ikke taget billede, da den var lidt ulækker, haha. Nok snak, I vil vel gerne se dyrene? Jeg har valgt, at jeg bare smider billederne ind herunder uden videre forklaring – de fleste af jer, kan jo nok godt genkende dem uden forklaring 😛

Japan 2 429 Japan 2 572 Japan 2 571 Japan 2 550 Japan 2 434 Japan 2 443 Japan 2 459 Japan 2 469 Japan 2 488 Japan 2 499 Japan 2 503 Japan 2 511 Japan 2 518 Japan 2 527 Japan 2 536 Japan 2 539 Japan 2 555 Japan 2 559 Japan 2 565 Japan 2 577 Japan 2 582 Japan 2 584 Japan 2 594

Til sidst måtte vi prioritere lidt, hvad vi gerne ville se, da tiden løb fra os. Jeg synes dog ikke, at vi som sådan blev stressede, eller ærgrerede os over noget. Vi fik ikke set pelikanerne (tæt på), girafferne, næsehornene, zebraerne, ulvene og kænguruerne – eller børnezooen. Men det er fint nok – vi har jo set dyrene før, så det var jo ikke en kæmpe katastrofe, ikke at få set det. I stedet prioriterede vi at se de to pandaer, der var ved indgangen, som vi ikke startede med at se, da der var mange mennesker. Det har jeg dog desværre ikke billeder af, men jeg ved, min bror fik nogle gode billeder.

Vi gik tilbage til stationen over mod Hard Rock Café, for at få os en bid aftensmad dér.
Da vi ankom, var der en kvinde, der spurgte, om vi ville have et bord til to, hvortil vi nikkede – men straks efter afbrød en ung fyr, at vi altså ikke kunne få lov til at spise der, da de havde privatfest i aften. Han sagde, vi kunne komme tilbage i morgen, hvortil vi svarede, at vi ikke ville være i byen i morgen, så det kunne jo ligesom være ligegyldigt.
Han løb efter os, da vi gik over i shoppen, for at give os nogle cuponer – 5$ rabat, tror jeg, det var. Men vi sagde, at det kunne vi jo ikke bruge – det var jo ligegyldigt at have kuponer, når vi ikke kom tilbage til byen? Det kunne han selvfølgelig godt se, så han beholdt kuponerne. Hvorefter jeg huskede, at vi jo egentlig skulle tilbage til byen, når vi tog strækningen Ueno-Asakusa, som vi skulle, en af de andre dage.
Oh well, shit happens. Vi besluttede, at så var det bare sådan, det var.
Vi kiggede lidt i shoppen, men fandt ikke umiddelbart noget interessant – en T-shirt, den hvide plain, hvor der stod Ueno på, overvejede jeg lidt… men lillebror var stålsat på, at det kunne man ikke, hvis man ikke havde spist der. Jeg var tilbøjelig til, til sidst, at give ham ret (det havde intet at gøre med, at jeg besluttede måske at købe den, og så glemte jeg at spørge min mor, og tog beslutningen om at lade være/glemte det, nejnej).

Herefter fulgte vi den store vej, fra Ueno og hele vejen ned til Akihabara. Det tog 20-30 minutter, så det var ikke så galt, og der var masser, at se på, på vejen. Bygningerne var høje og flotte, så vi klagede skam ikke – det var lidt varmt, men sådan er det jo.
Her ledte vi efter Mandarake Complex. Jeg vidste, den lå tæt på en Animate-butik. Mandarake lå nemlig ned af en sidegade, og var en stor, sort bygning, havde vi set tidligere på Google Maps, og Animaten lå vidst på modsatte siden af vejen (så når man så den, skulle man dreje i modsatte side af vejen, ned af første ledige sidegade).
Det var bælgmørkt, og der var masser af Maid-piger, der gik rundt og uddelte brochurer og kuponer, til diverse spisesteder, præcis ligesom taget ud af en manga.
Vi fandt Animaten, drejede og ganske rigtigt – den otteetagers høje bygning var tydeligt at se.
Vi smuttede selvfølgelig ind, og besluttede os for, at tage elevatoren op til 8. etage, og så ellers bare tage en etage af gangen, og trapperne ned.
Vi nåede en etage, hvor vi lige nåede at gå rundt, indtil jeg hev fat i lillebror og sagde, at vi måtte videre… nu.
“Hvorfor?” spurgte han, hvortil jeg bare svarede: “Ja, vi er i porno(hentai)-afdelingen, så lad os smutte, ikke.” og væk var vi xD
På en anden etage, var der FYLDT med alverdens kort – Pokémon, Yu-Gi-Oh, what not.
Her fandt lillebror jo så gudekortene… til 1000 yen pr. stk, dvs. 60-70 kroner. Bruh? Og de var på japansk? Jeg spurgte, om han virkelig var villig, til at give det… det var han.
Han snuppede et blåt og et gult. Hvortil han så fandt ud af, at det blå kort også var blåt på bagsiden… det gik jo ikke. Så kunne man jo se, at han havde kortet i sit deck, når han spillede. Jeg spurgte, om han så var interesseret i et andet kort. Det var han ikke.
Han fik købt sit gule gudekort, der også var lidt kraftigere gult på bagsiden, men det betød ikke så meget, da alle kortene var lidt forskellige i bagsiderne. Nå.
Der blev ikke købt nogle mangaer, da de, ja, var på japansk.

Vi var begge to godt ømme i fødderne, så vi besluttede os for, at tage nærmeste metro hjem – det betød, vi skulle med Ginza-linjen, som stoppede lidt længere fra hotellet, så jeg skiftede over til en anden linje, da dette var muligt… og måtte derfor betale dobbelt op på billetten, hvilket jeg ikke lige havde forudset :)) udelukkende, fordi jeg var øm i fødderne, og ikke gad gå 5 minutter længere…. jesus. Dumt…….

Nå, vi kom hjem.
Dagen inden, havde vi spurgt japaner-karatemanden, om han kendte nogen gode Ramen-steder. Han havde forslået, at vi spurgte i receptionen. Så det besluttede vi os for at gøre.
Det viste sig så, at de faktisk havde et “food-map”, hvor de havde skrevet forskellige restauranter på, og hvad de serverede, i nærområdet. Damen forslog især 2 ramenrestauranter, hvor jeg fik lillebror til at vælge et.
Så gik vi ellers af sted.

Vi ankom indenfor 10 minutter, selv om der ikke ligefrem var meget skiltning – og faktisk ingen engelsk skiltning. Vi så bare et skilt med en mangalignende figur, der åd nudler, og tænkte, det måtte være her. Vi forhørte os, og fyren sagde bare ja… jeg tror ikke, han forstod os, så jeg er egentlig stadigvæk ikke sikker på, om vi havnede det rigtige sted, haha. Jeg troede, jeg havde taget et foodmap med hjem, men det har jeg ikke 🙁 så jeg kan ikke engang give et fingerpraj om, hvad jeg troede, den hed.
Ohwell.. Der var to skåle, den ene kostede 450 og den anden 900 eller 1000. Vi spurgte, om det var forskellen på en stor og lille.
“No. Pork.” Og vi stod bare?? “This. Only one pork. This. Four pork.” Og vi stod??? Fandeme dyrt for lidt ekstra kød?? Så vi valgte selvfølgelig bare den til 450 yen.
Så forsøgte vi at bestille drikkevarer. “Do you have any coke? Coca Cola? Cola?” Og han fattede intet.
Til vores held kom der en yngre japaner hen, der havde siddet i modsatte hjørne af os, og forklarede, hvad vi gerne ville bestille – vi takkede mange gange, og fik vores cola. Og lidt senere: vores ramen. Jeg nåede i øvrigt lige at spotte, at en flaske sake kostede 600 yen (meget billigt?), og det gik lidt mere op for mig, hvordan middagen i går, var endt med at koste så meget…
Jeg må sige: jeg er fandeme glad for, at vi fik smagt det Ramen, dér. For det smagte fandeme godt, er du helt sindssyg. Kødstykket var i øvrigt rimelig stort, så det gav mere mening nu, at den anden skål var dyrere… nok om det… fuck, den ramen var altså bare lækker-lækker, det kunne jeg ellers godt have spist, hver dag. Portionen var dog lige stor nok til mig, selv om jeg ikke havde spist frokost, og oven i købet spiste meget sen aftensmad…
Men det kan varmt anbefales, hvis I tager til Japan – få smagt det Ramen der!
– Naruto… mange tak 😉

IMG_0480 IMG_0482 IMG_0483

Glem ikke at følge med på Bloglovin’, for ikke at misse et spændende indlæg – tingene spidser til nu, og der er ikke længe til, vi skal hjem igen…. 5 dage, for at være helt nøjagtig! Du kan følge med profil, facebook eller mail.

– Cecilie x

Tokyo – Dag 7 – Ueno National Science Museum

Da klokken ramte 8:30, fik min bror endelig lidt liv i mig – og heldigvis for det, for morgenmadsbuffetten sluttede kl. 9, så vi skyndte os i tøjet og kom ned for at få lidt at spise.

Aldrig i mit liv, har jeg været så dårlig :)) det var så fucking trist, jeg kunne have grædt. De serverede denne dag røræg(?) med fucking meget olie??? Så gross, men jeg plejer jo at kunne spise det, så jeg tog også noget i dag… bad descision. Hamburg and veg, var noget andet, de serverede – små minibøffer med en mærkelig tomatagtig sauce, samt kartoffelbåde. Plejer jeg også at elske. Var ved at knække mig, da jeg prøvede at æde lortet 🙂 dø. Dertil spiste jeg vidst salat og brød… Jeg kunne dog ikke spise ret meget, før jeg nærmest bare døde. Vi vendte snuden mod Ueno. Planen var, at vi skulle se kirkegården Yanaka-Reien, hvilket vi dog sprang over, og tog derfor direkte til National Science Museum.
Hvilket var, indeed, en kæmpe skuffelse.

Japan 2 426

Det så ekstremt fedt ud, da vi ankom! Og alting virkede super, og det så spændende ud. Vi betalte for indgang, kom indenfor, all that…
Så går vi op på først etage, og ser, at alting står på japansk? Altså, absolut intet engelsk på skiltene?
Så gik vi ned i indgangen og spurgte, om der var noget engelsk skiltning – det var der, på sådan nogle små computertavler. På første etage stod tavlen ovre i hjørnet. Så kunne man klikke sig ind på de forskellige ting, der var at se på lige dén udstilling, og læse lidt på engelsk om det. Hvilket i og for sig var fint… det blev bare hurtigt virkelig nederen, at stå i et hjørne, og læse om en ting, ovre i modsatte hjørne, og når du så går over for at se tingen, så kan du ikke huske, hvad det egentlig er, eller hvad den bruges til – og du kan jo ikke bare kigge ned på skiltet og læse det. Det var altså ærgerligt – og sådan fortsatte det på ALLE etagerne. Tingene, de havde udstillet var virkelig nice, men det var simpelthen så skuffende, at det skulle være så besværligt derinde, og det ødelagde en stor del af oplevelsen, at man hele tiden var afhængig af de små computere, der stod placeret.

De havde en sal med udstoppede dyr, både undervands- og overvandsdyr, der var spændende nok at se på – igen, lidt ærgerligt, man ikke kunne læse lige under, hvad det var, men sådan var det… der var da noget at kigge på, som man kunne se, hvad var. Vi stiftede bl.a. bekendtskab med en Japansk Trane, en Japansk Robin (fugl), en Okinawa Woodpecker (Okinawa er en japansk ø), en Japansk Kæmpe Salamander, en Japansk rotteslange(?), et Japansk Gigantisk Flyvende Egern og en Japansk Dor-mus. Har ingen anelse om, hvad halvdelen af de dyr var for nogle, men de så meget spændende ud – desværre har jeg ikke fået taget billeder. Kun af skærmen, haha.

På en af de andre sale, havde de skeletter – det var spændende! De havde lidt sådan et dinosaur-agtigt tema.

IMG_0390 IMG_0389

Ovenstående er en rekonstruktion af en Futabasaurus Suzukuii.
Der stod lidt om, hvordan den blev fundet, og lidt om, hvordan man regner med, at den levede. Det kan siges, det var et vanddyr, der højest sandsynligvis svømmede det meste af livet. Dog tyder det ikke på, dyret var en hurtigsvømmer, da kropsformen ikke minder om hurtigsvømmende dyrs, f.eks. delfiners. Man mener, at den primært spiste fisk og blæksprutte-lignende dyr, og at den fødte unger i vandet. Personligt synes jeg denne dinosaurus er enormt spændende, og har vidst altid haft sådan en underliggende interesse for dinosaurer? Jeg kan godt lide tanken om dem… jeg bryder mig ikke specielt meget om at eje dyr, eller som sådan være i nærheden af dem, men jeg elsker zoologiske haver og dinosaurer? Haha.

IMG_0403 IMG_0404 IMG_0399 IMG_0397 IMG_0398 IMG_0405

Hvis jeg husker korrekt, var der ikke noget info, på den øverste af dyrene i dette billedesæt, som ellers var min totale fave. Jeg mener, se den lige? God, I wanna know what it is 🙁 den er så cute, haha.
Nederst ser vi en hjort – Yabe’s giant Deer, som den blev kaldt. Jeg gider ikke lige gå yderligere i dybden med den, haha. Men den var ret stor 😮

IMG_0427 IMG_0410

Så har vi Irimote-vildkatten, der har været min FAVE siden jeg var, like, 13. Dette er fordi, jeg jo fulgte med i serien Mew Mew Power, og Ichigo, hovedpersonen, som jeg elskede nærmest mere end mig selv, fik altså DNA fra denne her Irimote Vildkat i sig, og blev derfor occasionally forvandet til en missekat. Serien handler om fem piger – Ichigo (engelsk Zoey), Minto (engelsk Corina),  Retasu, Purin og Zakuro, der alle får dyre-DNA i sig, og bliver til superhelte… sådan ca. Det, der er med serien er, at alle dyrearterne er truede – Ichigo får altså den truede Irimote Vildkat, Minto får DNA fra fuglen den blåkornede Lori, Retasu får det Finneløse Marsvin, Purin får Den Gyldne Løveabe, og Zakuro får fra Den Grå Ulv – jeg måtte lige slå op på Google, kunne kun huske navnene Ichigo, Zoey og Corina, HAHA. Og jeg troede faktisk Minto fik en hund i sig, men det var forkert, hun ejede en hund… Af de andre dyr kunne jeg kun huske gyldne løveabe og ulv, haha… det er noget tid siden, jeg sidst læste den serie, og jeg kan mærke, jeg gerne vil re-læse den… Nok om det xD Men ja, nu ved I lidt om Mew Mew Power, og min interesse i Irimote Vildkatten!
– Dernæst har vi hunden, Hachi, af arten Akita-Inu. Dette er også en interessant historie, og jeg husker ikke længere, hvor jeg lærte den at kende. Men jeg fortalte om Hachiko-statuen, ikke? Det her er historien, om hunden Hachi – den blev født, blabla. Det var en gave til en professor, Ueno et-eller-andet. Han elskede racen Akita-Inu, og elskede sin nye hund Hachi, som voksede op i hans hjem i Shibuya. Pludselig døde professoren af hjerneblødning. Hachi var 1 år gammel, da herren døde, og blev videregivet til nogle familiemedlemmer i Asakusa. Men Hachi besøgte ofte Shibuya Station, sandsynligvis af savn til sin gamle herre. Nogen fik ondt af hunden, og sendte en artikel om hundens historie ind til en avis, hvor hunden hurtig blev berømt – og fik kælenavnet Hachiko. Hachiko blev hyldet for sin loyalitet til sin herre. Da Hachiko var 11, døde han efter at have forladt Shibuya Station – hvor der blev opført en statue af ham. Cute, hva’? I hvert fald – det er mig lidt en gåde, hvorfor Hachi var udstillet her, men det var han altså.

Der var også en lille “tidslinje”, over Japan. Der var opstillet nogle scenarier, fra oldtiden og frem, om hvordan japanerne og deres traditioner ændrede sig – bl.a. hvordan deres ansigter gik fra at være meget robuste, til at blive en del finere i det, og hvordan de begyndte at klæde sig anerledes, osv. Jeg vil dog ikke gå i dybden med dette, da det vil optage for meget plads, og det i forvejen bliver et pænt langt indlæg – sorry! Men skriv en kommentar, hvis I gerne vil have historisk forklaring til de nedenstående billeder, og så kan jeg lave et separat indlæg med det <3

IMG_0423 IMG_0422 IMG_0418 IMG_0412

Ja. Så blev vi færdige med museet.
Hertil var der dog en ekstra ekshibition, som vi tænkte, vi lige kunne se – det viste sig så, at være et helt andet, gigantisk tillægsmuseum. Så på den igen! Her var der en hel masse skeletter af alle mulige slags dyr, hvilket var rigtig spændende. Der var også lidt angående noget elektronik, skibe, osv., men det var primært skeletter, der optog denne del af museet – og udstoppede dyr/rekonstruktioner af dyr. Jeg er faktisk ikke helt sikker på, HVAD det er, haha.

IMG_0435 IMG_0437 IMG_0439 IMG_0442 (2) IMG_0443 IMG_0444 IMG_0448 IMG_0455 IMG_0438 IMG_0461 IMG_0463 IMG_0467 IMG_0468 IMG_0474 IMG_0472 IMG_0471 IMG_0473

Som det kan ses, var der bl.a. skeletter fra en sabeltiger, den der ting i Ice Age, der har en masse børn (lille, halvflad, tyk osv.? Beder børnene lege, når de er nået frem, eller noget i den stil?), samt andre dinosaurer, og selvfølgelig aber. Alt muligt.

De havde så en special exhibition, der omhandlede hajer, der så enormt spændende ud, som vi herefter gik over til. Da vi ankom, fik vi så at vide, at vi kunne købe os indgang – til 600 yen, dvs. lige så meget, som selve billetten til museet, som vi allerede havde betalt. Nej tak, du.

Herfra bevægede vi os så over i Zoologisk Have. Klokken var vel omkring 15? Og Zoologisk Have lukkede klokken 17, men vi vurderede, at vi havde tid nok – haven var nemlig ikke så stor. Troede vi, i det mindste.
Dog har jeg, mens jeg sad og skrev det her indlæg, besluttet mig for, at lave eftermiddagen i Ueno og aftenen i Akihabara, i et andet indlæg, da det her blev meget, meget langt…. og til Zoologisk have, er der jo “desværre” også nogle billeder til, osv., så jeg tænker, det nok giver mest mening, at dele indlæggene op, så man ikke læser sig træt i det… <3

SÅ, vi ses igen i næste indlæg?
Glem ikke at følge mig på Bloglovin‘, så I hele tiden er opdaterede på, hvornår jeg skriver nye indlæg, og dermed ikke misser et eneste – I kan signe jer op med enten profil, email eller facebook.

– Cecilie x

Tokyo – Dag 6 – Traditionel Japansk Middag

14040211_10154481190718011_688776724617142828_n

Min bror havde sagt, at karatefolkene ville holde noget “barsjov” inden vi skulle ud at spise, nede i lobbyen, og vi havde besluttet ikke at tage med.
Da vi kom derned, var de dog godt i gang med Gin & Tonic, så jeg snuppede også lige en omgang – som blev blandet meget stærkt…. bruh?
Lillebror nøjedes bare med noget soda af en art. Vi sad og snakkede lidt, en drink blev til en til, og vi snakkede videre, og middagen blev rykket fra 18:00 (tror jeg), til 18:30 eller 19:00.

Vi kom af sted i taxa, hvilket vi splittede mellem 4. Vi skulle åbenbart ikke ret langt, så det blev kun 200 yen pr. person – ca. 14,- at the most… det er jo ikke galt!
Vi kom ind i restauranten, jeg ved faktisk ikke, hvad det var for en – vi havde ikke fået navn på den, men det var en traditionel japansk restaurant. Vi kom ind, og jeg blev placeret ved siden af min lillebror, og en af karategutterne.
Der var en lille klud pakket fint ind (jeg troede det var noget, man kunne spise), men det viser sig, at kluden var vædet, og det var kotyme at “vaske” hænderne i kluden mellem hvert måltid – interessant.
Tøserne fik bestilt noget hvidvin at drikke, og jeg bestilte en cola – jeg fik også valget om lidt hvidvin, hvilket jeg takkede ja til. Normalt bryder jeg mig ikke om hvidvin – eller vin generelt – men det smagte overraskende godt.

Først fik vi lidt salat og noget rå fisk.
Jeg er meget kræsen – og bange – for nyt mad, og derfor turde jeg ikke rigtig spise noget, jeg ikke var sikker på, hvad var. Da jeg ikke læser japansk, eller forstår det, var det lidt svært for mig at vurdere, hvad der var hvad… jeg tror jeg fik spist 1 stykke fisk, som jeg dyppede i soya.
Jeg er nemlig også typen, der hurtigt får brækfornemmelser, især over ting, jeg ikke kan lide; heriblandt æblemos og kartoffelsalat kan nævnes… derfor havde jeg ikke rigtig lyst til at prøve noget, jeg ikke var sikker på, jeg kunne lide eller håndtere at forsøge at spise. Jeg følte ikke for at knække mig i selskabet :))
Jeg drak min hvidvin, vi skålede, min lillebror bad mig holde lidt igen, og jeg var lidt “jaja – det er vin, rolig nu”…
Han fortalte mig så, at det var sake (japansk risvin). Jeg forhørte mig lidt, og de sagde, det bare var japansk hvidvin, så jeg accepterede det og drak mere. Vi skålede, der blev holdt taler, etc. Pludselig skulle vi skåle igen, og da jeg havde drukket halvdelen af glasset, gik det op for mig…. at mit glas havde været tomt? Forvirrede sad jeg lidt ??, men det viste sig, at karategutterne simpelthen bare fyrede sake i mit glas, hver gang jeg havde drukket ud!

Lidt senere kom “hovedretten”, der bestod af friturestegt fisk og grøntsager.
Jeg fik min lillebror til at prøvesmage tingene, og så fortalte han mig, hvad han tænkte, jeg ville kunne lide – min bror er bare mere modig end mig, hehe. Jeg fik spist lidt fisk, og en enkelt friturestegt græskar – fucking weird…. men smagte fint nok. Jeg var lidt ked af, der ikke var flere af de fisk, jeg godt kunne lide :/ alt i alt, fik jeg ikke spist meget mad. Der var også lidt tofu, men det var gråt og smagte mærkeligt, så nej tak…
Vi hyggede os gevaldigt til middagen, og lillebrors sensei lavede en meget flot tale til ham – og jeg skulle lige vænne mig til, at når sensei 1 eller 2 snakkede, så skulle man holde sin kæft… whoopsie, noget Cecilie ikke var, og aldrig bliver, god til.
Aftenen fortsatte i god stil, jeg lærte lidt om “smash your brand” konceptet, karategutterne var alle ret søde – selv om de var lidt…. gamle, haha. Ældre end mig, i hvert fald… og med mere end 10 år.
Vi drak sake i stor stil, og inden vi skulle forlade restauranten, kom der også lige ris omhyllet i tang – det var også traditionelt, at man i slutningen af et måltid serverede dette. Der var ikke nok til alle, så jeg sprang over, hvilket jeg fortryder :/ men sådan er det jo.
Min lillebror havde ved flere lejligheder bedt mig chille lidt, men nejnej, det var jo “bare” hvidvin….

Da jeg skulle op og tisse, fandt jeg for alvor ud af, hvor stiv jeg var.
Det ramte som en hammer, og jeg kunne fucking ikk gå lige :)))) fucking pinligt, og jeg havde en rigtig swing dress på, så jeg stod bare der “concentrate, u can do it, u got this”……
Jeg kom tilbage fra toilettet og drak ud, hvorefter vi gik videre…. pattefucking stiv 🙁 middagen kostede 4.000 yen pr. person, og jeg døde næsten…. 300,-? Jeg syntes det var meget, nu hvor jeg stort set ikke havde fået noget at spise! … men det gik senere op for mig, at sake også kostede en del, og det havde jeg jo flittigt drukket af….
Vi blev enige om, at smutte på en bar, og jeg spurgte lillebror, hvordan han havde det med det – han havde valgt ikke at drikke (klogt). Han sagde, det var fint nok, han ville bare tage hjem, når det blev sent..
Jeg husker ikke, om vi tog taxa eller gik – jeg mener, vi gik.
Det skal lige siges, at en af karatefyrene boede i Japan, så han snakkede sproget, og det var ham, der havde sørget for vores festmåltid, og han ledte os videre, til en af de små barer.
Vi kom rigtig ud at se lidt; vi gik i de små gader, hvor der var en bittelille karokebar, som jeg desværre heller ikke husker navnet på :/ både fordi jeg var stiv, men også fordi det stod på japansk, hehe. Han sagde, at mange af disse steder, ville man jo ikke se, hvis man ikke kendte dem – så på den måde var det rart at gå med en stedkendt, så man så en anden side af Japan.

Vi kom ind, 10-20 mand, i den lillebitte bar. Det var et komisk syn, og nogle af karategutterne sang karaoke, med en af de andre i baren – da denne skulle gå, gav han drinks til hele bordet – yay! Jeg fik en fucking stærk drink :))) ofc.
Min lillebror sang “Let’s Groove” sammen med en af de andre karatefyre, og det var komisk, da ingen af dem kunne mere end omkvædet. Sensei’erne sang også karaoke, og levede sig rigtig ind i det, med tonelejeændringer og hele pivtøjet – det var så grineren!
På et tidspunkt skulle jeg tisse – som man jo skal, når man “hydrere sig” :))) og jeg gik med min lillebror, men jeg kunne selvfølgelig ikke finde toilettet, fordi jeg var så fucking lortestiv, så jeg sagde bare til ham, han lige måtte holde udkig, og så gik jeg ind i en gyde og tissede :((( not gonna lie, jeg gør den slags jævnt tit…… men det var sgu første gang, jeg gjorde det med min lillebror xD
Aftenen tog et lidt skidt turn, men det blev der rettet op på, og vi hyggede os helt fantastisk.

Da stedet skulle til at lukke, ville min lillebror gerne hjem – jeg ville gerne i byen… jeg var jo ordentlig turnt up!
– så lillebror blev sendt ALENE, af sted i en taxa mod hotellet, og vi kørte i flere taxaer mod et sted, hvor vi kunne party-bacardi’e.
Jeg blev lidt overrasket; køreturen var ret lang…. kostede sikkert en del…. for da jeg steg ud af taxaen, var vi fucking i Roppongi!? Det ligger en god del fra Kayabacho…. der kom man sgu ikke lige hjem fra……
Diskoteket, eller hvad man nu skal kalde det, var fedt nok. Folk dansede, der var masser af musik, vi plørede drinks og shots ned, jeg holdt dog igen…. tror jeg sippede lidt på noget vand, fordi alle var ih og åh så bekymrede, og jeg havde jo nok drukket for meget, og blabla…. sandheden var, at jeg var pissebekymret for min lillebror. Jeg kunne jo ikke komme i kontakt med ham, da der ikke var noget wifi, og jeg ville egentlig bare gerne vide, om han var sikkert hjemme på hotellet 🙁 så jeg havde lidt svært ved at nyde resten af aftenen, desværre.
Vi tog hjem, det kostede ca. 1000 yen pr. person – ca. 60-70,-.

Jeg var hjemme på hotellet ved 5-tiden, og da jeg trådte ind, lå min lillebror selvfølgelig safe and sound i sengen og sov <3 Jeg skulle have sko osv. af, og da jeg tjekkede klokken, gik det op for mig, min skærm var flækket på min iPhone :/ hvilket jeg somehow skrev til min mor, lol. Herefter skrev jeg til en fyr, der laver iPhones, og spurgte, hvor meget, det ville koste… vi chattede lidt, og dum som jeg er, skriver jeg “tak, jeg ser på det <3<3<3″….. why :)))
Nå, i stedet for at svare mig, ringer min mor så til mig over facetime, og vi snakker lidt, og jeg står fucking stiv – og nøgen, fordi jeg havde taget min kjole af :)) og forsøger at samtale med hende hahahahaha.
Da samtalen var slut, krøb jeg i noget nattøj og direkte i seng. Jeg var helt kvæstet.

Vækkeuret ringede kl. lidt i 7, og som den gode lillebror, min bror nu er…. slukkede han det, og lod mig sove videre 😛

Glem ikke at followe mig på Bloglovin‘, enten med profil, facebook eller email <3

– Cecilie x

PS. Der blev sidenhen lavet et indlæg fra karate-folkene om Keiko og oplevelserne i Tokyo, med billeder af min lillebror – og et enkelt af mig! – der kan læses her <3

Older posts