Hej bloggen, og velkommen tilbage <3

 

Jeg springer lige lidt i tidslinjerne her, for egentlig så jeg helst, at jeg fortsatte med at skrive om 2020 og 2021, men det kan jeg sgu ikke med denne her nyhed… så vi springer lidt rundt, og sådan er det bare!

Men… som overskriften så fint indikerer, så er vi altså gravide.

Og hvor den sætning altid har kriblet ned ad mig og fået mig øje til at twitche, for ved Gud, “vi” ikke er. Jeg er. Mig. Det er sgu ikke ham, der bærer rundt på en baby inde i maven, det er mig. Det er ikke ham, hvis bryster vokser og gør ondt, det er mine. Så nej, vi er fandeme ikke gravide.

Eller… Sådan havde jeg det i hvert fald før graviditet, og den første måneds tid, jeg var klar over, jeg var gravid. Jeg ændrede ret hurtigt mening.

For jo, det er da mig, der bærer babyen, det er mine bryster, der gør hamrende ondt, og det er mig, der har kvalme fra Helvede. Men, det er ham, der holder mig ud. Det er ham, der kører land og rige rundt, for at finde lige præcis dét, jeg craver denne uge, og køber masser af det, selv om vi begge godt ved, jeg skifter craving igen i næste uge. Det er ham, der nusser mig på ryggen og holder mit hår, når jeg brækker mig for tredje gang på en dag (godt nok skulle jeg hysterisk bede ham om det første gang, men så lærte han det da!). Det er ham, der uden så meget som at rynke ét bryn snupper brækskålen, hælder ud i toilettet, skyller den og sætter den ind til mig igen.

Det er ham, der holder mig i hånden til scanningerne (når han kan være der) og ham, der i stedet for at blive sur eller irriteret over, at jeg græder uden grund, i stedet bare trækker mig ind i en varm omfavnelse og siger, at det er helt okay. Det er ham, der sammen med mig hver aften lige mærker på maven engang, om nu der er noget derinde, der bevæger sig.

Det er ham, der står ved min side igennem det hele – og gør det med et kæmpe smil og gigantisk overskud. Så JA, nok er det mig, der reelt set bærer babyen og alt det – men graviditeten er noget, vi gør sammen som et team. Og derfor har jeg det lige pludselig helt okay med frasen “vi er gravide”, for det er jo et samarbejde, og jeg kunne ikke ønske mig en bedre partner. <3

Ovenstående billeder er taget, da jeg havde været til nakkefold – to glade, vordende forældre.

Jeg er nu i uge 20, og jeg tænker, at få skrevet lidt ned snart omkring det at være gravid og kronisk syg – både som smertepatient, og som psykiatrisk patient, idet jeg egentlig selv har manglet (meget!) noget at spejle mig i under min graviditet. Så måske nogle af jer derude, kan spejle sig i mig? Det håber jeg i hvert fald på. Men indtil da, så vil jeg bare dele den glædelige nyhed.

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x