Hej bloggen, og velkommen tilbage!
Tjuhej, som tiden går, synes jeg! Jeg har stadigvæk travlt med opgaver, læsning, klinik, og hvad der ellers hører ind under dén gren. Derudover har jeg travlt med en milliard andre ting også, og har også en person, der snupper rigtig meget af min tid, hvilket jeg ikke lige har været ude for før i mit liv… så derfor ryger bloggen desværre lidt ned i prioritet, men jeg prøver, at få skrevet, når jeg nu kan – og jeg tager billeder og planlægger og alt muligt, jeg kommer bare ikke rigtig længere end det.

NÅ. Påskeferie for de flestes vedkommende, og også mit. Men det er nu ikke det, det her indlæg kommer til at handle om. Næ, det her skal nemlig handle om OPUS.

Mine SFT-indlæg har været oppe i forbindelse med OPUS, fordi SFT var et gruppetilbud jeg fik, i præg af min behandling i det, der hedder OPUS (forestil jer min forvirring, da IT-systemet på hospitalet også hed OPUS – det var mærkeligt triggering. Men det er ovre nu, da vi er skiftet over til Sundhedsplatformen, haha!).

Nå, hvad er det her OPUS så for noget, hvorfor er jeg forlænget, og hvad betyder det overhovedet?

OPUS er et toårigt, tværfagligt behandlingsforløb, for unge med skizofreni eller mistanke om skizofreni, skizotypi eller psykose. Jeg falder ind under kategorien “skizotypi”, eller skizotypisk sindslidelse, som det egentlig hedder. Det tænker jeg også at lave et indlæg om, på et tidspunkt. Men jeg kan i hvert fald slå fast allerede nu, at jeg IKKE er skizofren. Ikke, at der er noget galt med det – jeg har mødt masser af unge i OPUS, som er de sødeste mennesker, jeg har mødt, trods deres skizofrenidiagnose. Så folk med skizofreni er altså ikke farlige, drenge og piger. De er ligesom dig og mig, og de er som regel pissesøde, ligesom et hvert andet menneske. De har bare lidt ting at slås med på sidelinjen. Med det sagt, så er skizotypi dog en slags skizofreni, men bare uden hallucinationer og/eller psykotiske episoder, selv om det godt kan forekomme meget sjældent, og meget kortvarigt (kaldet mikropsykoser). Så de to ligger tæt op ad hinanden, og jeg er også i risikozone for at udvikle skizofreni, og dét skræmmer mig sgu lidt. Synes det er svært nok at have skizotypi, magter ikke en udvikling af det, haha.

NOK om det. OPUS er altså et tilbud til denne her gruppe af psykiske sygdomme, og man får en primærbehandler, som man så har samtaler med ugentligt, eller efter behov. Det her fungerede slet ikke for mig. Jeg elskede min første terapeut, men efter mit første halve år i OPUS, så stoppede hun. Hun var virkelig fantastisk, hun forstod mig, vi snakkede godt sammen, hun var rigtig god til at tegne og forstå mine abstrakte tanker, og sætte tingene i orden, når de var i kaos i mit hoved, og det var så rart. En dag havde jeg en virkelig skidt dag, og hun kom op til mig på Frederikssund sygehus, hvor jeg var i klinik, for at snakke med mig – hun var GULD værd. Så skiftede jeg terapeut, og jeg havde enormt meget mistillid til hende. Det gjorde det ikke bedre, at jeg ikke følte, hun forstod mig, og jeg var enormt presset fra flere sider, da jeg undergik det her skift i terapeut. Jeg følte, at min terapeut blev ved med at svigte mig, fordi der gik 2-3-4 uger, mellem samtalerne med hende, en sjælden gang i mellem 6 uger, og jeg syntes det var SÅ meget under kritik, og det slog virkelig min psyke ned. Jeg havde ingen tillid til den her kvinde, overhovedet. Jeg var så vred, jeg var så skuffet, jeg følte mig alene, og jeg havde det rigtig skidt, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Nu har jeg fået lidt mere styr på mig selv, og mit forhold til min terapeut er lidt bedre. Jeg skuler ikke helt til hende på samme måde mere, og selv om jeg ikke ligefrem elsker hende eller synes, hun er den fedeste i verdenen, så kan jeg da tale med hende nu, uden at det er “alt for farligt”. Og jeg vil sige, til trods for, at jeg virkelig ikke døjede hende i en periode, så har det alligevel hjulpet mig at vide, at jeg jo har OPUS. Jeg har et bagland. Jeg har et sted, hvor jeg er tilknyttet, hvor jeg kan være, og hvor nogen holder fast i mig. Så selv om jeg følte intet hjalp dengang, så har jeg det jo bedre nu, og det har OPUS da haft indflydelse i.

Ifm., at man kører i OPUS, har man også en tilknyttet læge. Denne læge står for diagnosticering, statussamtaler, og medicin. Jeg er nu på min 4. omgang medicin. Jeg startede med Abilify, så Zeldox og så Latuda. Jeg fik bivirkninger ved dem alle sammen. Ved Abilify var det rigtig godt i starten, fordi jeg var mere frisk og vågen om morgenen, men hurtigt døde min energi, og jeg blev så træt og døsig, at jeg faldt i søvn alle mulige steder. Zeldox fik jeg en dag nældefeber af, så det skulle jeg ikke tage mere, mente lægen – selvfølgelig fordi der så er risiko for mere alvorlige, allergiske bivirkninger. Latuda gik fint, indtil jeg steg i dosis (pga. manglende effekt), for så skete der det, at jeg en time efter indtagelse af medicinen begyndte at ryste og nærmest være ved at besvime, fordi jeg blev så træt og døsig, og det stod som regel på en times tid, indtil det var væk igen… så det fungerede heller ikke. Nu tager jeg Risperidon, og indtil videre har jeg ingen nævneværdige bivirkninger, men heller ingen effekt. Så det bliver spændende.

Udover primærbehandler og ugentlige samtaler, tilbyder OPUS også psykoedukation, som er undervisning i sygdom, og alt, hvad der hører til. Dette har jeg ikke deltaget i, da jeg ikke rigtig følte behov for det.

Så har de SFT, social færdighedstræning, som er en gruppe, hvor man lærer at tage stilling til, og begå sig i sociale situationer. Det lyder ret banalt, og selvfølgelig kan de fleste godt navigere i sociale sammenhænge, men det gav meget alligevel. Jeg gik i gruppen det halve år, det strækker sig over, og lavede opdateringer her på bloggen, efter hver gang. Indlæggene kan findes her.

De har en afspændingsgruppe, som jeg også går i, og det har jeg gjort siden januar, 2017. Der kom en plads kort tid efter, at jeg havde været indlagt, så det var rigtig fint. Først var jeg rigtig nervøs, og det var jeg de første mange gange, men det er jeg ikke mere. Jeg ser rigtig meget frem til afspændingsgruppen, hvor vi først kører noget ballstick under fødderne, og derefter varmer lidt op, og så kan vi lave hvad som helst, der lige er stemning for, hvorefter der sluttes af med spænd-slap-af-afspænding. Det er SUPER lækkert, og jeg føler virkelig, jeg gør noget godt for mig selv.

Hej bloggen, og velkommen tilbage.

Jeg ved godt, jeg ikke er så skidegod, til at få skrevet herinde. Det er ved at være en månedstid siden, at jeg startede på ortopædkirurgisk afdeling i klinik igen, hvilket jeg har været rigtig glad for. Jeg er startet op med en veninde, D, så vi hygger rigtig meget. Derudover, er vi jo 6. semester sygeplejerskestuderende nu, og vi har også haft to uger med 1. semester studerende under os.

Vi har været i gang i 1 måned, og tjuhej, hvor går det altså bare stærkt! Vi har haft noget at lave hele tiden, og der sker tusinde ting, ikke mindst med afleveringer og ting og sager – og jeg kan love jer, det har været en vild start.

Allerede opstart i min 2. uge, var jeg ude for en arbejdsulykke (dog uden alvorlige konsekvenser, heldigvis da!). Jeg havde en rigtig konfus patient, og jeg fik lavet lidt ged i den, der resulterede i, at vedkommende forsøgte at brække min lillefinger bagover. Selvsamme borede også fingrene ned i min ene hånd. Det gav nogle problemer videre, fordi jeg i de første to uger havde svært ved at holde om ting med min ene hånd, på grund af min lillefinger, og havde svært med nogle andre ting på modsatte hånd. Heldigvis er det næsten gået i sig selv nu, og lægen vurderede, at det nok bare var nogle forstrækninger, der… ja, gik over af sig selv.

Ikke desto mindre, skulle det jo indberettes som en arbejdsskade. Jeg havde det lidt stramt under hele forløbet. Det der skete var nemlig, at jeg blev sat i gang med at læse, efter hændelsen, sandsynligvis for at skærme mig lidt. En lille times tid efter, tror jeg, gik patienten så i hjertestop. Dét havde jeg ikke lige været ude for før, så det var noget af en omvæltning. Det var også inde på en isolationsstue, så det var enormt forvirrende, og der var enormt mange mennesker, enormt meget foregik, og jeg var jo HELT ny i det, var lige startet på afdelingen igen, havde aldrig været vidne til et hjertestop, ANEDE IKKE, hvad helvede, jeg skulle gøre af mig selv – jeg var dybt forvirret. Men det lykkes mig at være tinghenter, og advokere lidt for de pårørende, der var til stede. Så efterfølgende var jeg ret stolt af, og glad for min indsats. Og det var mine vejledere også, så det var jo fantastisk.

Men det betød også, jeg ikke rigtig tog kontakt til nogen, angående mine skader, selv om jeg havde hammerondt. Det blev først rigtig slemt om aftenen, da jeg var hjemme igen, og dagen efter, om eftermiddagen, inden jeg gik hjem, sagde jeg det så til en vejleder. Som mente, jeg skulle have sagt det før, hvilket jeg jo godt vidste, men jeg havde bare ikke kunnet få mig selv til det. Jeg ville virkelig ikke være en baby, vel? Og jeg kunne jo bruge hænderne, så de var jo ikke brækkede eller noget, og jeg gad bare ikke være en fucking dramaqueen…

Og jeg skriver egentlig ikke det her indlæg, fordi jeg bare er ved at dø over, at det her skete for mig – med hjertestoppet og det hele. Slet ikke. Jeg skriver det, fordi jeg VED, at der sidder andre som mig, der er usikre på, hvornår de skal melde noget eller ej. Og som studerende er det ENORMT svært at vide, synes jeg. I 2016 var jeg også ude for et uheld, det kan I læse om her. Der var jeg nærmest helt ny på uddannelsen, det var min første lange klinik, og jeg anede ikke, hvad fuck, jeg skulle stille op. Igen ville jeg ikke være en baby, så jeg holdt det for mig selv, men jeg blev også gradvist mere og mere bekymret, og til sidst sagde jeg det, og blev sendt i skadestuen. Dér troede jeg, jeg havde lært, at den slags skulle siges med det samme.

Tydeligvis ikke, for 1,5 år efter finder jeg jo så mig selv i en lignende situation. Men altså. Min vejleder bad mig snakke med en eller anden speciel person, kan ikke lige huske stillingsbetegnelsen, og det gjorde jeg så dagen efter. Denne person gjorde også et stort nummer ud af, at jeg ikke havde sagt noget, noget før, og jeg tænkte bare “hvad bilder du dig ind?”. Jeg blev enormt såret, og jeg syntes slet ikke, det var i orden, at hun talte til mig, som hun gjorde. Jeg er STUDERENDE, jeg kender ikke den præcise arbejdsgang her, jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre, jeg var usikker, jeg var nervøs, jeg var BANGE. Desuden havde hun heller ikke været på arbejde før om onsdagen, så selv hvis jeg havde vidst det før, havde jeg ikke kunnet kontakte hende… jeg var enormt ked af det. Heldigvis havde jeg en sød ven (læs: probs mere end det, lmfao), der kunne fortælle mig, at selv om mit hoved prøvede at overbevise mig om, at jeg skulle holde min kæft en anden gang, så skulle jeg altså netop gøre det modsatte. Nemlig sige det. Med det samme. Næste gang. Det var virkelig rart, at han lige støttede mig det, for jeg var virkelig bare i dårligt humør.

Fast forward nogle uger, og jeg kom så op og skulle anmelde denne her arbejdsulykke, og vi gennemgik forløbet sammen, mig og en dame, der skulle hjælpe mig med det, og hun var supersød. Hun bebrejde mig ikke, uheldet var sket, sagde, at alle havde været der/prøvet noget lignende, og at jeg altså bare skulle sige til en anden gang, og hellere end gerne skulle tage ned på skadestuen og få kigget på det med det samme. Hun var SÅ sød.

Derfor vil jeg også give det her videre til jer, der læser med, uanset om I er inde for sundhedsvæsnet eller ej: SIG TIL! Seriøst, hvis der sker jer noget, uanset om I er i tvivl eller ej, så få fat i nogen, sig det til nogen, få styr på det. Luk det ned i den boks, det hører hjemme. Vid, I har gjort det, I skulle, så I ikke skal gå og spekulere på det mega lang tid efter… bare ud af verdenen, på plads med det. Det er så vigtigt. Og det er vigtigt fordi DU ER VIGTIG!!!

Godt. Lad os move along.

Udover mit uheld, så var der også endnu en nederen oplevelse med et tryksår, som jeg forsøgte at på behandlet, hvorpå der ikke blev fulgt op på behandlingen, og efterlod mig med en kæmpe ØV følelse indeni. Men både mine vejledere og afdelingssygeplejersken var rigtig søde, og meget forstående, og fulgte op på det. Alle involverede forsikrede mig om, jeg gjorde det godt, at det ikke var min skyld, at jeg havde gjort alt det rigtige ift. behandling, og at jeg virkelig tog det pænt, modent, voksent, sejt… at jeg godt kunne være stolt af mig selv. Så det har jeg valgt at tage med mig videre.

Oven i det, så har jeg også fået MASSIV ros på min studieplan. Min ene vejleder skrev, qoute: ”I mine mange år som klinisk vejleder har jeg nok aldrig set så gennemarbejdet en studieplan for så mange uger. Det er bare så super flot og viser et fantastisk overblik som jeg vil være ærlig og indrømme jeg ikke helt havde forventet af dig. […] Så flot, du kan godt være stolt.” Det varmede helt enormt. Begge mine vejledere kender til mine psykiske problematikker, og sådan, og de tager det virkelig flot begge to, og er så opmærksomme på mig, og roser mig virkelig til skyerne, når jeg gør det godt. Især denne vejleder mindede mig også om, at hun altså ikke roste, bare for at rose, men fordi jeg faktisk fortjente det – så det er da bare pissefedt!? Selvsamme vejleder havde faktisk også sagt til mig, at jeg virkelig strålede nu, ift. 5. semester. Hun kunne se en kæmpe forskel, jeg var slet ikke skræmt i mit blik mere som et forvirret dådyr, jeg klarede mig bare superfint, jeg var så selvsikker, jeg havde så meget mere overskud, og en fin glød, og hun var bare SÅ stolt af mig. Det varmer så meget. For jeg føler mig IKKE god nok. Det gør jeg aldrig. Jeg føler mig altid utilstrækkelig. Jeg er inde i en lorte periode. Jeg vil bare gerne gøre det godt. Og det varmer, når jeg får at vide, at de kan se, at mit hårde arbejde faktisk virker. Al den tid, jeg bruger på psyk, min medicin, alt det arbejde, jeg lægger i mig selv, lægger i mine opgaver… at man kan SE det, og det bliver ANERKENDT. Det er altså bare rart!

Min anden vejleder skrev ift. hjertestoppet: ”Du traf nogle gode menneskelige og fornuftige valg den dag. Det er så flot, at du ikke valgte at trække dig, men valgte situationen til. Du fik prøvet dig selv af i en af d mest pressede situationer, man kan komme ud i i vores fag. […] Du tænkte hele vejen rundt, kendte dine egne kompetencer, og havde overskud til andre end dig selv. […] Flot Cecilie. Vi ser kun toppen af isbjerget af, hvad du rummer. Du har rigtig meget at byde på – og man kan regne med dig. Spændende, hvordan du ser tingene – der er potentiale for en rigtig god sygeplejerske.” og til min studieplan: ”Det er en meget, meget flot studieplan […] – alt er taget i betragtning, og det kræver enormt godt overblik. Du udvikler dig med hastige skridt, og har et stort potentiale, som du roligt og gradvist løfter sløret for. Bliv ved, som du gør – det er den helt rigtige vej! Jeg glæder mig til at følge din udvikling, og din opfølgning af din studieplan, som ugerne går.” – Altså, kan man være andet end glad i låget så!? Jeg syntes det var så svært at overskue, at være i al den her ros! Altså, hvad helvede gør man!? De roser mig jo til skyerne. Hele tiden. Og jeg ved godt, de gør det, fordi jeg fortjener det, men urgh!!! Det føler jeg bare ikke selv. Jeg synes slet ikke mit arbejde er så godt, som de siger. Så det er en kæmpe udfordring at lukke mine negative tanker UDE, og den positive feedback IND.

Til min første skriftlige medicinlogbog-opgave, fik jeg følgende kommentar: “Det er en meget grundig opgave, du har præsteret. Jeg har også fået genopfrisket en del viden. Fine overvejelser, du har gjort. Meget mere har jeg ikke at sige. Flot arbejde. Har ikke set så udførlig en logbog før.” Mundtligt fik jeg også en kommentar om, at hun havde smilet og gjort ved derhjemme, da hun læste det, og at jeg havde gjort det meget læsevenligt, ift. at flette mine overvejelser og refleksioner ind undervejs i opgaven, i stedet for at samle op til sidst, og at det altså bare havde været GUF. At det var så godt. Min anden vejleder roste mig også til skyerne mundtligt angående opgaven. Og det er da rart, men det er også terrifying! Jeg er så bange for, at jeg ikke kan leve op til deres forventninger fremadrettet!? Jeg føler, jeg allerede har toppet, og det kun er ned ad bakke herfra! Føj, det er altså bare hårdt. Puha. Ved godt jeg er heldig, jeg klarer mig så godt, og at jeg ikke skal brokke mig, for andre klarer det dårligt… men det er altså ikke altid lykken at klare sig godt, for der følger altså bare et ENORMT pres med. Og jeg er såsåsåsåsåsåsåså bange for at skuffe dem. Jeg vil virkelig ikke skuffe dem. For pokker da! Det er hårdt. Det er det altså. Men igen – negative tanker UD, positiv feedback IND. Træk vejret. Jeg kan godt.

Ej at forglemme min refleksionsopgave, de også var helt oppe at ringe over. Begge mine refleksionsartikler og præsentationer. Åha. Og mine morgenkonferencenotater står altid knivskarpt, siger de. Puh. Er så bange for at skuffe.

Men alt i alt, så er jeg sgu glad. Depresso as heck, men det er årstiden, det er mørket, og nogle andre ting. Og jeg VED det går over. Jeg er GLAD for mit kliniksted. Jeg er såret over, at min psyke gør, så jeg ikke kan de ting, jeg gerne vil. For jeg ville gerne i psykiatrien. Men det må jeg ikke for skolen. Og det er pissenederen. Men jeg er glad. Jeg er glad, fordi jeg har nogle vejledere, der virkelig, virkelig holder af mig. Glad, fordi jeg er på en god afdeling med gode kollegaer. Glad, fordi jeg har en god studieveninde med mig. Glad, fordi jeg er heldig. Glad, fordi jeg klarer mig godt. Glad, fordi selv om det her ikke er det jeg ville, så booster det min selvtillid og min karakter. Glad, fordi det bygger mig op. Glad, fordi jeg er på vej til at blive en skide god sygeplejerske. GLAD.

Og lad os lige erkende, at jeg ser fucking cute ud på mit foto, hva? HEHE, nurse Cecilie is a lil cutie pie, yes she is awh. Okay, stopper mig selv nu :)) tak fordi I ville læse med!

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x