Hej bloggen, og velkommen tilbage!

 

I dag skulle vi møde sent, ved 13-tiden, mener jeg, det var. Dette skyldtes, at vi havde sidste dag i dag, og skulle præsentere vores Final Presentation, få vores certifikater, og sige farvel. Det foregik på University of Medicine and Pharmacy. Fordi vi skulle møde sent, gav det os jo god tid til makeup, pakning, m.v. Mega lækkert!

Da tiden var inde, tog vi af sted. Først skulle vi udfylde et evalueringsark, hvorefter der var lidt underholdning med sang og dans. Bagefter lavede vi vores Final Presentation, som egentlig meget indeholdt det, jeg har snakket om her på bloggen, den sidste måneds tid. Alt det, vi havde lært, fremlagde vi, og fortalte om forskelle og ligheder, mellem Vietnam og Danmark, inspiration fra Vietnam, og forbedringsforslag fra Danmark til Vietnam.

Da jeg skulle til at fortælle min del, begyndte folk at gå, der var en telefon, der ringede og blev besvaret, og meget andet, så jeg stod sådan lidt what the fuckkk, det var mega nervepirrende. Men det viste sig en af lektorerne havde et fly, han skulle nå. Min del af fremlæggelsen gik enormt godt, og jeg var rigtig stolt af mig selv, fordi jeg følte, at jeg viste meget selvtillid, og et god, forstålig, engelsk kommunikation. Hehe. Jeg fik også ros, men det gjorde vi alle.

Bagefter var det tid til, at vi hver især skulle komme op, og modtage vores udveklingsstudent-certifikat, og jeg var den allersidste. Det var herreakavet at gå derop, fordi min ankel jo bare var totalt fucked op at gå på, men det lykkedes, uden at jeg så alt for humpende og trist ud 😛

Vi modtog også gaver fra universitetet, som bestod af diverse tørret frugt og lykke armbånd.

Altså, jeg var jo bare herrestolt af mit bevis, og havde slet ikke… tænkt, at jeg skulle have gaver, så jeg fik bare tårer i øjnene. Vi havde heldigvis, dog også gaver med til lektorerne.

Og de blev helt forfjamskede og fik tårer i øjnene, da de fik dem. Det var ret cute, haha.

Bagefter stod den på lidt traditionelle lege. På billedet synger og dancer vi til den mærkeligste sang. For hver gang, sangen blev sunget, blev der tilføjet endnu en ting. Jeg måtte springe fra til sidst, da vi skulle hoppe rundt. Sangen lød noget i retning af: “Making melodies in my heart, making meodies in my heart, making melodies in my heart to the king of king” – mega sært, men ret sjovt, ikke desto mindre.

Bagefter skulle vi alle stå i en cirkel, og kigge ned på en andens sko. På samme tid skulle alle kigge op, og dem der fik øjenkontakt (fordi de havde kigget på hinandens sko), blev elimineret. Det gjaldt altså om, ikke at kigge på hinandens sko og derved få øjenkontakt. Til sidst var der selvfølgelig to vindere.

Disse vindere skulle så dyste mod hinanden i en anden leg – grøntsagslegen. Her råbte en af vietnameserne en grøntsag/frugt, og så fik de to (drenge) så nogle sekunder, til at imitere denne grøntsag. Der blev bl.a. sagt CARROT! Hvor de begge to bare skød i vejret. Så blev der sagt en mere, jeg ikke husker, og derefter “GINGER!”. Den ene af drengene legit satte sig bare på hug som en eller anden tough life gangster, og endte med at vinde – det lyder ikke særlig sjovt på skrift, men det var sgu grineren nok i virkeligheden.

Lige et overview over lokalet, og de snacks, vi fik undervejs:

Begge af de her snacks var umådeligt klamme #sorrynotsorry

Da legene var forbi, blev der taget nogle fællesbilleder, og så var det ellers, at sige farvel til lektorerne, m.m. Der kom lidt tårer i øjnene 🙁 Selv om vi alle havde glædet os vanvittigt til at komme hjem, de sidste 2 ugers tid, så var det alligevel ret sørgmodigt, at vores måned nu var slut…

Himmel græd tilmed lidt med os.

Fordi det regnede, besluttede vi ret hurtigt, at vi bare skulle direkte hjem. Klokken var omkring 16, og ja, vi tog hjemover, hvor jeg tror, de fleste af os, begyndte at pakke. Jeg havde været neurotisk type, som altid, og vejet alt mit shit, mange gange undervejs, for at sikre mig, at jeg vidste, hvor meget jeg kilomæssigt havde købt for, så jeg var sikker på, ikke at få overvægt. Heldigvis vejede min kuffert kun ca. 27 kg, og vi måtte medbringe 30, så alt var jo godt. Det hele kørte på skinner for mig… Lækkert.

 

Om aftenen mødtes vi alle sammen, både sygeplejerskestuderende og fysioterapeutstuderende, og tog ud at spise på en italiensk restaurant, Ciao Bella. Her fik vi en velkomstdrink. Jeg bestilte en pizza med masser af ooost, og derudover også noget diet coke og vodka, fordi alle andre bestilte øl og vin (og jeg brød mig ikke rigtig om nogen af delene). Vi snakkede alle sammen rigtig godt sammen, og maden var superlækker.

Efter manden fik vi et shot med noget lime i, som jeg fik byttet om til en ameretto, da jeg er allergisk. Funfact: Da vi var på Pizza 4P’s den ene dag, kom der et glas med en lime til min cola, og jeg spurgte, om jeg kunne få den byttet ud, fordi jeg var allergisk, og tjeneren gjorde det, råbte M nærmest bare af mig, hvad der NU var galt med det, jeg fik serveret, hvor jeg meget forfjamsket og akavet måtte forklare, at jeg STADIGVÆK efter de her 3 uger var allergisk overfor fucking lime… Anyway. Efter shottet blev vi og hang ud lidt længere, og jeg fik endnu en vodka-cola, og pludselig var jeg en aaanelse stiv. Det var D også. Z drikker ikke, så hun skulle holde øje med to forvirrede stivelis, der ikke helt vidste, hvad de ville eller hvorfor…

Taxaturen hjem var maks akavet, fordi jeg var superdrunk og virkelig glad, men samtidig også yderst sær. Vi blev sat af nede ved vejen op til vores hotel, og lige på den anden side af vejen, er der en klub, der hedder YOLO. Da vi steg ud af bilen, begyndte de at spille Shape of You. Og hvad sker der? Dumme, DUMME Cecilie, der hele aftenen har sagt “ej jeg har slet ikke ondt i min fod mere lol, dejligt alkohollen drukner det for mig”, vrikker om på sin ANDEN ankel (der i forvejen var ret skadet, men lige p.t. var mindre skadet end den første), og jeg står bare “This is bad. This is so bad. It is so painful. Pls help. It hurts. This is so, so, so bad.” Alligevel nærmest løb jeg hen til hotellet #klogt

Da vi kom op på værelset, lå jeg og skrev lidt med min kæreste, og var generelt bare fyldt med energi og superglad. Så skulle jeg vende mig – og jeg vender mig åbenbart med hele siden, så jeg fejlkoordinerer lige, og formår simpelthen at springe-vende mig UD af sengen og direkte ned på gulvet, hvor jeg igen slår foden. FUUUCKS SAKE :))) Det gjorde pisseondt. For helvede altså.

Det bedste er i øvrigt: Jeg fik at vide en af de første dage, af Z, at jeg vender mig i søvne med HELE kroppen, jeg nærmest hopper op af madrassen, for at vende mig. Derudover ligger jeg for whatever reason og tripper helt sindssygt med fødderne i søvne (???) i never knew this. Og jeg troede selvfølgelig ikke på det, så jeg snakkede med min kæreste om det, og han sagde bare “yup, u do, det er pisseirriterende, hvorfor tror du, jeg ikke gider sove i samme ende som dig? du ligger og sparker mig i kuglerne og vækker mig”… nånå. Akavet. Her fik jeg for alvor bekræftet, hvor meget han må elske mig, når han holder det shit ud :’)

Nå… at some point faldt jeg i søvn, og jeg havde sat mit ur til kl. 4:30 tror jeg, det var – vi skulle vidst flyve kl. 9, og jeg havde sagt, vi skulle bestille transport til kl. 6. Så op med mig, jeg havde ikke tømmermænd, men havde lidt mavekramper og smerter i begge fødder. Not a fun time. Men jeg var en grownass adult woman og fik sparket mig selv i gang, tog tøj på, makeup på, børstede tænder, osv., hvorefter jeg kunne pakke det sidste sammen i min kuffert, hvor jeg til min egen skræk og ve fandt ud af, at jeg havde købt så meget lort, at min kuffert ikke kunne lukkes :)) Jeg brugte i hvert fald 20 minutter, hvis ikke 30, på at få omrokeret, så der var plads til alt lortet, åhgud. Horrible experience. Men det lykkedes, og jeg kom ned i lobbyen, og alt var godt. Very nice. Very good. Jeg sad dernede og ventede noget tid, fordi as it turns out, så havde D ikke pakket på forhånd, og var kommet hjem stangbacardi og skulle pakke, og det var endt… well, not so good, så hun havde måttet pakke her til morgen. Generelt var der bare enormt meget kaos på 3-værelset, og jeg priste mig lykkelig for, at Z og jeg havde været så voksne, og havde så godt styr på alting xD

Vores transport kom, og vi var i lufthavnen ved 6:30-7-tiden. Check-in gik supersmooth, vi fik købt noget morgenmad, og så satte vi os ellers bare ned ved gaten og ventede på, at vi kunne boarde.

Glad type, der nyder sin sidste iskaffe i Vietnam, og glad type til dimissionen, hehe.

 

Vi boardede, og lige så snart, at flyet begyndte at køre, allerede inden det kom i luften, blev jeg bare VOLDdårlig. Jeg fik enormt meget kvalme, og jeg havde det bare af helvede til – hele flyturen. Jeg troede vitterligt, jeg skulle dø, og hver gang, jeg troede, jeg havde det bedre, så fik jeg det bare mega dårligt igen, det var så fucking trist. Jeg bliver aldrig flyvesyg, og jeg havde det bare SÅ elendigt, at jeg sov hele vejen til Doha (eller prøvede på det), mens jeg hørte Oasis.

Som vi landede i Doha, havde jeg det dog imidlertid helt fint, og bestilte nogle lækre curly fries. Eller, det troede jeg. Det var bare potato chips, så jeg var egentlig ok-skuffet. Efter snack-spisningen, gik vi hen til gaten og slog os ned, hvor vi mødte nogle af de fysioterapistuderende, og snakkede lidt med dem.

Som vi skulle flyve videre fra Doha til København, havde jeg det helt fint hele flyturen igennem, og havde besluttet mig for, at jeg bare skulle binge watch The Office. De havde ret mange episoder, og jeg ville se dem alle. Dette blev dog ved drømmen, for da jeg ville tage en lur, og så vågnede op igen, og ville se The Office, så virkede min interaktive skærm ikke :))) og jeg havde bare intet overskud til at relokere mig, fordi jeg altid indretter hele mit flysæde, som om jeg bor der, så jeg måtte bare acceptere, jeg ikke skulle se noget resten af den flytur. Sad time. Så i stedet sov jeg lidt og hørte musik. Flymaden var dog god på hjemturen, ligesom på udturen, så det var jo fint.

Da vi nåede til København, skrev min kæreste, at han var kommet, og efter jeg havde fået baggage og sagt farvel til mine rejsebuddies, blev jeg reunited med ham, og vi gik sammen ud til bilen, hvor han kørte mig hjem, mens jeg fortalte om alt muligt. Han var endda så gentleman, at han tog sig af min 27-kg tunge kuffert, som mine retardoass ankler og håndled, ikke kunne klare belastningen af. Han bar den også op, da vi kom hjem til lejligheden (op på 2. sal, hehe). Hjemme begyndte jeg at pakke ud, og vise ham de gaver, jeg havde taget med til ham, som jeg gradvist fik gravet dem frem. Han blev heldigvis glad <3 Han havde også en gave til mig, fra sine forældre, der havde været i USA. Det var en Chuck E. Cheese t-shirt, fordi det åbenbart er blevet broad knowledge, at jeg elsker ost :// og de havde åbenbart ikke en sugerørs-gnasker t-shirt??? Men altså, jeg elsker den. For den er min, og den kommer lige fra hjertet af nogle, der har taget mig ind i deres familie, og behandler mig som en del af den. Det havde jeg ærligt ikke troet, at jeg nogensinde ville opleve, men here i am!

Bagefter var det sengetid, og dagen efter var jeg bare super sleepy og kontaktsøgende – så meget, at jeg endte med at ligge mig ind på gulvet og tage lure, mens min kæreste spillede computer, fordi jeg ikke ville være alene :))) HAHA.

 

Men alt i alt, et pissegodt forløb. Der var op- og nedture, men jeg har lært meget, om mig selv og kulturforskelle, og fået en bredere viden rent sygeplejefagligt, og føler mig inspireret af nogle af deres tilgangsmåder og metoder. Så… jo, det var godt givet ud. Og jeg regnede mig frem til, at hele turen havde kostet lige over 13.000 kr – med vacciner, visum, fly tur-retur, hotel, endagstur, mad, fornøjelser – ALT. I en hel måned. Det er sådan set ikke særlig galt?? Så ja, vellykket tur, og totalt pengene værd, ingen tvivl om det. Hvis det har interesse, kan jeg godt lave et slags “budget” og lægge på bloggen, hvis nogen planlægger en længerevarende tur til Vietnam.

Men det var dét eventyr. Der kommer selvfølgelig en haul snarest muligt 😛

 

Tak fordi I har læst med!

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hej bloggen, og velkommen tilbage!

 

I dag startede lidt halvhektisk, fordi jeg fortsat ikke rigtig kunne gå, og alting var lidt noget møg med de forpestede krykker… Men vi skulle besøge Hunh Minh Tu templet i distrikt 6, og det lød enormt spændende – det var noget med, at vi skulle se, hvordan munkene behandlede borgerne med traditionel medicin.

Så jeg kæmpede mig igennem, trods problemerne, og kom ned i lobbyen med mine grimme, grimme krykker. Folk spurgte ind til, hvad helvede, jeg havde lavet, og jeg måtte jo erkende, at det var en overbelastning, af at have gået for meget. De var alle ret søde omkring det, og ønskede mig god bedring.

Vi, sygeplejerskegruppen, fik bestilt en taxa og satte os ind i den, og begyndte at køre af sted til templet. Intet mindre end 10(!!!) MINUTTER før mødetid, fik vi en besked om, at vores tur i dag var aflyst. Så sad vi ellers der, godt på vej i taxaen, og rimelig triste over, at lortet var aflyst (især fordi vi havde erfaret, at de her grab-taxamænd ikke rigtig var til at tale med). Superakavet. Men vi fik fat i taxamanden, og han var heldigvis rigtig sød at køre os på Ben Thanh i stedet (for 108.000 – ca. 15 kr). Det var liiidt overpris, nu hvor vi boede 10 minutter fra Ben Thanh, men vi måtte jo også bare erkende, at… sådan kunne det gå.

Så jeg humpede rundt på Ben Thanh med mine krykker og lignede en jubelidiot, og jeg følte mig yderst usikker, og bevægede mig generelt bare superdårligt rundt, fordi jeg havde rigtig ondt. Men jeg fik købt de sidste souvenirs, og jeg fik købt noget mere mooncake til mig selv, så det var jo fint nok. Ingen problemer der. Bagefter gik vi hjemad, og jeg traf en åndssvag beslutning. Der var 1 eller 2 km til Co.Op supermarked, hvor jeg gerne ville købe de sidste gaver med hjem (jeg ville gerne have noget chilisauce, nogle øl, noget te og kaffe), og det var nok den værste tur, jeg nogensinde har været på. Det tog dobbelt så lang tid, som det burde, og jeg havde bare sindssyg ondt over det hele. Jeg blev stoppet nogle gange på gaden, og spurgt, om jeg var væltet på motorbike – kunne jo så afvise, at det var det.

Da jeg nåede frem, skulle man læse sine tasker inde i små skabe. Dog ville de ikke tage i mod min taske, fordi jeg gik med krykker… herreakavet. Og det var et helvede inde i den butik, for der var tusinde mennesker, og ikke én af dem tog hensyn til, at jeg havde krykker, og ikke kunne bevæge mig ordentligt. De vadede bare ind foran mig, ind i mig, m.v. Normalt ville jeg være blevet og kigget på slik og snacks, men det kunne jeg slet ikke overskue. Jeg skulle bare væk derfra igen…

Da jeg kom ud, pakkede jeg min taske, og så var det ellers hjemad igen. Turen var nogenlunde do-able, fordi jeg hørte lækker musik, men hold k æ f t, det var et helvede.

Om eftermiddagen lavede vi vores final presentation færdig, hvorefter vi tog en tur i Ori Nails Spa (kan anbefales, den ligger på vejen til Ben Thanh fra Prague Hotel). Vi fik en drink, da vi kom – jeg valgte en cola light, og derefter var det bare at bestille, hvad vi skulle have. Jeg valgte at få vokset ben og bikinilinje, fordi jeg gerne ville flashe hårløse ben, når jeg kom hjem 😛 og derudover valgte jeg en manicure, og en 15 minutters skuldermassage. Jeg ville også rigtig gerne have haft fodmassage, men med spasserfoden kunne jeg ligesom ikke… very sad time 🙁

Jeg gik med en af pigerne ind, for at få vokset ben, og i starten gjorde det fucking nas, men inden længe var vi begge så udmattede, at vi nærmest faldt i søvn.

Det kunne man ikke sige, om bikini-voksen… AVS. For det første var det maks smertefuldt. For det andet, så lå vi stadigvæk sammen derinde, helt nøgne dernede. Så vi aftalte, at vi ikke måtte kigge ned, hvilket ledte os til at stirre i loftet eller på hinanden. Det gjorde så pisseondt, og vi vidste ikke, om vi skulle grine eller græde – så vi gjorde begge dele. Jeg kunne bare se på hende, hun havde tårer i øjnene, at det var megasmertefuldt, og vi grinede, fordi det var så akavet. Jeg græd meget. Hold kæft, hvor gjorde det ondt… never again. Not worth it. At all. Især fordi jeg så kom hjem og fandt ud af, de havde gjort et halvsloppy job, og derudover så voksede hårene tilbage igen indenfor 1-2 uger, hvilket var fucking sad. Pointen var jo, at jeg skulle være smooth på ben og bikinilinje i en måneds tid :((( didn’t happen. Bagefter fik jeg lavet min manicure, hvilket egentlig var meget rart, og jeg valgte en rigtig cute, lidt babypink neglelak. Til slut fik jeg så min lækre massage, og var fint tilfreds med forløbet. Jeg betalte omkring 400 kr for det, tror jeg det var… mega sad time, lidt dyrt, men altså… det var fint nok, det er jo bare det, det koster – og det, der kostede mest var jo de to voksbehandlinger, så det var helt okay.

Bagefter var det hjemover, og Z og jeg var megaudmattede. Nok havde vores besøg i dag været aflyst, men vi havde løbet rundt det meste af dagen, for at nå alt det sidste, vi skulle, inden vi skulle hjemover – vi havde nemlig nået at indse, at det nok ikke ville være det store, vi kunne nå i morgen.

Så vi bestilte pizza takeaway (jeg endte dog med at bestille carbonara, fordi vi skulle have pizza i morgen). Z bestiller så, og så får vi en besked om, at maden er kommet. Så løber vi ned i receptionen. Maden var ikke kommet. Receptionisten fortalte os, at manden bare havde været her, for at bekræfte, at det var os, der havde bestilt mad. Hmm. Nå. Så gik vi op igen, og ventede lidt. Z var dog så sød, hun sagde, hun nok selv skulle gå ned, når maden kom for real.

Så kommer hun op, efter at have hentet maden, og vi ser lidt film og begynder at spise, og så kigger jeg på hende og siger: “Hey, Z, du ved godt, det her er den restaurant, der ligger lige overfor os, ikk’?” og så skriger hun bare: “NEEEJ, DET FORKLARER JO ALT!” og jeg stod ??? Så begyndte hun: “Da han kom, så sagde jeg, at vi også havde bestilt to 7-up, men de var ikke kommet med… og så havde han sagt, at det skulle han nok hente, og så kørte han, og jeg stod tilbage sådan lidt… men receptionisten sagde, han var tilbage lige om lidt, og det var han også – det gik megastærkt! Men det giver jo meget god mening, hvis han bare skulle over på den anden side… åh gud.”

DET grinede vi meget af. Hvem fanden er så doven, de bestiller takeaway til en restaurant LEGIT lige overfor ens hotel? Vi skulle jo alligevel ned i receptionen for at hente det? For helvede altså… superpinligt! Men lidt sjovt 😛

Det var det for i dag!

 

Tak fordi I læser med!

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hej bloggen, og velkommen tilbage!

 

I dag skulle vi besøge Saigon Zoo og Botanical Garden, hvilket jeg havde glædet mig helt vildt til, da jeg herremeget elsker zoologiske haver, hehe. Der var 2-3 km, fra vores hotel, og selv om vi kun var Z og jeg, fra vores “gang” der ville med, så ville Z tage en taxa. Efter hele låse-ude-showet i går, og det faktum, at fysioterapeuterne var 6, og det største man kunne bestille af taxa var en 7’er, besluttede jeg mig for at gå. Jeg vidste, jeg ville få det bedre med mig selv, af at gå, og jeg vidste, at det var dét, jeg gerne ville. Så jeg smækkede noget musik i ørerne (havde netop downloadet en masse Oasis, og nogle andre sange, min kæreste plejer at høre, og Topgunns VARM), og så var det ellers af steeed. Jeg gik og havde det fantastisk, og jeg var i pissegod tid, så jeg smuttede også lige i 7/11 og købte en iskaffe til den nette sum af 3 kr. I fucking wish, det kunne gøres i Danmark, altså dammmn bro. Og den var lækker oveni købet :’)

 

Nå, afsti-afsted. Jeg ankom lidt senere end de andre, men stadigvæk til tiden, og selv om jeg var lidt halvsvedig af gåturen, så fortrød jeg intet. Det havde været pisselækkert. Vores guides kom og hentede os, og gik med os ind i Zoo.

Noget af det første, jeg så, da jeg kom ind, var aberne.

 

Hvor cute er de ikke lige? Og selv om jeg hader at sige det, fordi jeg er rødhåret, og min kæreste af og til kalder mig en orangutang, så var den da bare den sødeste??? AWH.

Fik også spottet et pinsvin inde i buret, men kunne desværre ikke få et godt billede af det 🙁

Det eneste billede, der blev taget i Zoo med mig på – godt i gang med at fotografere, selvfølgelig!

Abeburet from afar.

Det næste, vi fik æren af at se, var toiletterne, og elefanterne. Mit hjerte smeltede lidt. Min mor og lillebror elsker elefanter, og det fik mig til at føle mig helt blød om hjertet, sådan at se de søde pus. Også selv om elefanten på de sidste 2 billeder havde gang i noget, der virkelig lignede ballade…

Så fik vi også set girafferne, og en lille smutvej(?)

Herfra noget af det botanisk have, vi egentlig kom for – eller, guidesne kom for. Jeg kom for dyrene! Men her fik vi lidt at vide om, hvad der voksede i haven, og hvad det kunne bruges mod. Det var spændende nok, meeen, jeg havde nu engang travlt med at fotografere dyr #notsorry

 

Så midt i al idyllen, eller hvda man nu skal sige, så var der bare en forlystelsespark? Herresært. Et er, der er en botanisk have sammen med zoologisk have… det kan jeg godt gå med til. Men forlystelser? Ej, helt ærligt.

 

SÅ kom vi til tigerene, og jeg var mega excited.

Så excited, at jeg vitterligt ikke kunne lade være med at tage 700 billeder. De var da for cute <3

Noget, der dog ikke var cute, var løverne her.

De så fandeme triste ud, begge to. Fik helt ondt i hjertet jo 🙁

Så blev det tid til lidt mere cute abe-ballade… jeg havde virkelig lyst, til at tage den med hjem 🙁 #trorskatvillebliveglad #måjeggodt?

En lille Kong Julien (hjælp, hvad fanden er det nu, de hedder?), og en odder. Odderen var ret cute :’) Det var de store rotter, der løb rundt i diverse dyrs bure dog ikke. Ewie.

 

Så fik vi lov til at rende lidt rundt på egen hånd… Jeg fandt straks dinosaurerne, hehe.

Og nogle søde bjørne…

Og hyæner.

Bedst af alt, var dog elefanterne, og jeg fandt da også vejen tilbage til dem igen <3

 

Generelt set måtte jeg jo lige et smut på savannen.

Og så så jeg de mest grimme, skræmmende, løstgående fugle, jeg nogensinde har set :)) var sikker på de ville flå mig levende. Puha. Not a fun time. De så virkelig scary ud i virkeligheden.

Jeg så også en påfugle-parringsdans, en sørøverpapegøje, og vendte tilbage til det store abebur… jeg kunne ikke lade være, jo.

 

Så har jeg en trafikprop, på vejen hjem, mig med min lækre iskaffe, og et kæmpespil plastret over ansigtet, fordi jeg hørte Oasis (og på turen hjem VARM), og footage af, hvor meget is, man egentlig skal have i maven, når man krydser vejene hernede 😛 Man skal BARE gå over… iskoldt… gå over… puha.

 

På turen hjem gik jeg forbi Post Office, da jeg alligevel skulle den vej, hvor jeg købte en souvenir til min lillebror, og derfra gik jeg videre over på Ben Thanh. De andre var taget hjem med taxa før mig, så jeg var alene det sidste stykke tid i zoo, og valgte derfor at gå hjem. Eller, mest fordi jeg gerne ville gå hjem, egentlig. Det passede mig perfekt, og jeg fik løbet nogle af de ærinder, jeg gerne ville. Jeg havde været i tvivl om nogle gaver, og nu havde jeg chancen for at load op, og få købt dem – og så fandt jeg den søøødeste elefantkjole, som jeg bare måtte eje. På turen hjem hoppede jeg i Family Mart og købte endnu en iskaffe, som jeg nød med min frokost.

Om eftermiddagen skulle vi lave Final Presentation, og på grund af en misforståelse, hvor jeg fik lukket en dør så hårdt, at den smækkede (fordi jeg var ked af det, og bare skulle væææk fra situationen), blev der bare råbt af mig af en, som jeg troede, var min veninde, at jeg slet ikke skulle komme tilbage :)) Så jeg gik op på værelset, og så græd jeg ellers bare som pisket. En af de andre piger, som jeg egentlig ikke er særlig tæt med, og som jeg 1) troede hadede mig og 2) var møgsyg, kom op for at trøste mig, og jeg fik det lidt bedre. Det hjalp dog ikke på, at jeg pludselig fik enormt mange smerter i foden – da jeg frustreret var gået op på værelset, må jeg have vrikket om på foden, for den gjorde pludselig bare virkelig nas, og begyndte også at hæve og blive virkelig grum (den havde allerede været forstuvet før, så den mindste belastning eller vrid i anklen, ville kunne få den til at fucke helt op – which also happened), så jeg måtte skrive til vores kontaktperson i Vietnam, om de kunne skaffe nogle krykker til mig, jeg kunne bruge, da jeg gerne ville med på turen dagen efter til et tempel. Hun svarede ikke rigtig, og da vi skulle spise aftensmad, måtte roomie støtte mig. Restauranten lå tre-fire bygninger væk, men jeg kunne nærmest ikke gå selv… det var superakavet. Jeg bestilte noget pasta-pesto, der var superskuffende, for at være ærlig. Tør kylling, tør pasta, alting var tørt. Mega trist.

Men til gengæld var mine recolor-billeder ankommet, og jeg var mega tilfreds med dem, jeg synes, de blev sååå fine. <3 og næsten helt ens. Meget tilfreds.

Som jeg gik hjemover, fandt jeg ud af, at der var blevet leveret krykker i receptionen fra fysioterapeut-uddannelsen, som jeg kunne tage med op. Jeg var totalt embarassed, fordi det var mega-meget gammelmandskrykker, aner ikke, hvad helvede de hedder, men det var én krykke, og den var så grim, og det var nærmest umuligt at gå med lortet. Very sad time.

 

Så senere på aftenen fik jeg også bare de vildeste mavekramper, jeg nogensinde har oplevet – troede ærligt, at jeg havde fået indre blødninger. Troede virkelig, jeg skulle dø, holy shit. Så jeg måtte have en pose med isterninger på den hævede fod, og en pose med varmt vand på maven, Z var en rigtig trooper-sygeplejerske, der tog sig godt af mig, mens jeg bare lå og klynkede. Awful time. Jeg faldt dog eventually i søvn, og der var heldigvis ikke noget galt med mig, for jeg havde det fint nok dagen efter, thank god. #spoileralert 😛

 

Det var det for i dag!

Tak fordi I læser med!

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hej bloggen, og velkommen tilbage!

 

I dag var en laaang dag. Jeg havde fået 3 timers søvn, og jeg var dopet på truxal, som jeg havde taget i løbet af aftenen og natten. Hvorfor så det? Jo, jeg var kommet op at diskutere med min kæreste. Jeg vil ikke gå yderligere i detaljer med præcis hvad, men det var lidt halvgrumt. Jeg græd hele natten, i shit you not. On-off. Jeg sagde til ham, jeg ikke engang ville hjem mere (fordi han skulle hente mig i lufthavnen, og vi bor sammen nu), hvilket selvfølgelig threw him entirely off guard. Og han sagde en masse ting med, at jeg skulle tage et skridt tilbage, at jeg ikke skulle lade min glæde så nemt påvirke, og jeg skulle gøre noget ved det problem, osv. Men ikke i ond mening… vi fik fixet det, jeg fik forklaret mig, og han var rigtig sød, og sagde, at han vidste godt, at min hjerne bare konstant arbejdede på højtryk for at finde ALLE de værste scenarier, konstant – og det har han jo ret i… han afsluttede samtalen ved at sige, han håbede, jeg snart kunne finde noget ro (på daværende tidspunkt var klokken 2 om natten, Vietnam tid, og jeg var helt færdig af gråd). Jeg fandt imidlertid dog først ro ved en 4-tiden, efter at have taget min medicin, lavet bodyscan m.v., og til sidst – endelig – gav min krop bare op. Jeg skulle dog op ved 7-tiden, og fik derfor ikke rigtig sovet overhovedet…

 

I starten var jeg superspændt på det, vi skulle i dag. Vi skulle på Traditional Medicine Hospital i distrikt 3, 179 Nam Ky Khoi Nghia, jeg var ellevild for at se, hvordan de brugte traditionel medicin i praksis også.

Gruppebillede foran en af bygningerne. Der blev taget et nyt, for jeg nyste lige som det første blev taget – superakavet, og alle så OG hørte det…

Og et fællesbillede indenfor, på hospitalet.

Vi så mange spændende ting og behandlinger, men jeg husker ikke rigtig noget af det – dog brugte de enormt meget tigerbalsam(!), fordi inden længe begyndte jeg at nikke skalder, og jeg kunne vitterligt ikke holde mig vågen, jeg havde ondt overalt, og jeg var så usigeligt træt.

Beviset på, at jeg var 100% done. Jeg måtte gå ud, da kvinden på briksen begyndte at få noget akupunktur med væske i nålene (?) ind i nakken… jeg var for træt, og jeg blev samtidig rigtig svimmel og kvalm, fordi jeg ikke rigtig havde fået spist, og var vitterligt bange for at kaste op, så jeg skulle bare uuud. Bagefter var vi nede og se, hvordan de laver “medicinen”, hvilket manden forklarer… Jeg sad på en bænk, med en af de andre piger, der også bare var helt færdig.

Da rundturen var forbi, skulle vi sidde i et konferencelokale og tale om dagen, og jeg faldt næsten i søvn… Da det hele ENDELIG var slut, tog jeg en taxa hjem med de andre i en fart, og gik direkte i seng for at tage en lur, for jeg kunne vitterligt ikke mere… jeg var helt færdig.

 

Det hjalp heldigvis at få sovet, og jeg gik derefter over på Ben Thanh alene. Jeg havde fået at vide, jeg skulle købe noget månekage med hjem, så det ville jeg gøre. Derudover var jeg stadigvæk på jagt efter en kjole til Final Presentation, og derudover en traditionel vietnamesisk dragt – jeg havde øjnene på disse to smuklinger:

De kostede dog omkring 500.000 dong stykket, hvilket er ca. 150 kroner, og det syntes jeg liiige var dyrt nok, så jeg satte mig selv i tænkeboks.

I mellemtiden fik jeg dog købt gave til min lillebror, min veninde, m.v., tror faktisk også jeg fik købt lidt til min kæreste. Og vigtigst af alt, så fandt jeg en kjole til Final Presentation! Den dækkede godt nok ikke skuldrene, men den var lang nok, helt ned til fødderne, og jeg kunne jo bare tage en cardigan på, så kunne de ligesom ikke brokke sig… pissegodt.

Så gik jeg hjem, og det begyndte at regne, og jeg tænkte bare “fuck man”, og så kom jeg tilbage på hotelværelset, udelukkende for at finde ud af, at min roomie simpelthen var gået med kortet, og det syntes jeg måske liiige var strengt nok. Ét var, jeg ikke kunne komme ind. Noget andet var, at når rengøringspersonalet så lukkede mig ind, så havde jeg hverken aircondition, varme eller lys, og de havde INGEN ekstra nøgler. De var dog så søde, at låne mig deres rengøringskort til den etage, vi boede på, som jeg kunne sætte i, så jeg kunne få lys m.v., da jeg gerne ville i bad, eftersom jeg var helt gennemblødt. Derefter gik jeg i bad, og var ellers rimelig pissed off… hvilket også var grunden til, at jeg valgte, ikke at spise aftensmad sammen med de andre, for jeg kunne vitterligt ikke overskue, at skulle se på nogen af dem. Så jeg gik i den lokale Circle K, og så købte jeg min aftensmad dér. Fik dog prøvet min kjole, og jeg var meget tilfreds med den – den var for skøøøn!

Jeg erindrer ikke, hvordan resten af aftenen forløb, men jeg forestiller mig, at jeg ellers bare smuttede i seng – træt, udmattet, og i semi dårligt humør, altså… Men sådan er det også bare nogle gange, og så må man ligesom tage det med, i guess.

 

Tak fordi I læser med!

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hej bloggen, og velkommen tilbage.

 

I dag skulle vi besøge Faculty of Traditionel Medicine, i Phu Nhuan District på 221 Hoang Van Thu, og jeg glædede mig. Jeg er ikke helt sikker på, om jeg tror på traditionel medicin, men jeg synes feltet er enormt spændende, og det var også noget af det, jeg håbede på at skulle se, når jeg kom til Vietnam. I dag skulle vi bare besøge skolen, og modtage lidt orientering – i morgen ville vi så skulle besøge hospitalet.

Der blev taget godt i mod os, og der blev serveret en lækker te, som vores vært forklarede, var artiskok te. Godt for leveren… jeg skyndte mig at knipse et billede af det lyserøde mærkat på teposen, der stak ud af kanden – Ladophar stod der. Jeg havde nemlig opgivet, at prøve at spørge, efter den seneste te-efterspørgsmålsepisode.

Der blev lagt ud meget basic, med noget forskellig viden. Værten fortalte, at Traditional Medicine var i Vietnam baseret meget på kinesisk Traditional Medicine, men tog meget udgangspunkt i de vietnamesiske urter m.v., og de tænker også lidt anerledes, end kineserne gør. De har i vietnamesisk Traditional Medicine også to forskellige ophavsmænd. Father of Pharmacy, som blev født i 1400-tallet, og Father of Medicine, som blev født i 1800-tallet. Begge er lige betydningsfulde (jeg fangede dog ikke helt forskellen på disse).

Værten var Medical Doctor, hvilket tager 6 år at blive, og koster ca. 2.000 dollars om året (men regeringen kan dække noget, hvis man er ældre). Værten var p.t. i gang med at blive Traditional Medicine Doctor, hvilket tager 2-3 år yderligere, og han betalte ca. 100 dollars om året for det. Han fortalte, at deres ambition på dette sted var, at kombinere Western Medicine og Traditional Medicine til et samlet felt, der overlappede hinanden.

Han kunne også fortælle, at skolen her var en del af UMP (University of Medical Pharmacy), og at de på UMP har 15.000 studerende, men på lige denne skole havde de ca. 1.000-1.200 af disse. De studerende lærer om Traditional Medicine teori, historie, metode, m.v. De har forskellige træningsrum til bl.a. akupunktur og masha, og har også et laboratorium, hvor de studerende kan træne. Laboratoriet bruges også til at lave research. P.t. var de i gang med at måle hukommelseskapacitet før og efter brug af urter på mus via en maskine. Det lød ret spændende.

De har nogle forskellige principper, og bruger meget vejrtrækningen til at stimulere kroppen – hvilket jeg jo syntes gav god mening, i præg af mit forløb i OPUS, hvor jeg også har fokuseret meget på vejrtrækning og kropsterapi. Derudover kunne han fortælle om akupunktur, der primært blev brugt for at reducere smerter, og fortalte, at man kunne kombinere forskellige typer af behandling. Han kom med et eksempel om, at hvis man tog mange smertestillende, så kunne man risikere at få mavesår (især ved ibuprofen-præparater), og her ville man så kunne supplere med akupunktur, fordi akupunkturen ville kunne tage nogle af smerterne, så den smertestillende dosis ville kunne reduceres eller fjernes helt. Det var egentlig et ret spændende blik på sagen, for det ville da være en enorm hjælp, hvis der er hold i sagerne.

Han afsluttede med at fortælle, at forskellen på Traditional Medicine og Western Medicine var, at den traditionelle var meget baseret på filosofi, mens den vestiske er meget baseret på videnskab, og at det altid er patienten selv, der vælger, hvilken type behandling, de ønsker. Patienternes læge rådgiver selvfølgelig, og kan vejlede i forskellige behandlingsprincipper og metode, men i sidste ende er det patienten selv, der vælger, om han vil behandles med Traditional Medicine eller Western Medicine.

Spændende!

 

Efter besøget her, skulle vi videre til Fito Museum i Binh Duong Province, som er et museum over Traditional Medicine. Vi fik vores egen guide, men han snakkede enooormt hurtigt, så jeg nåede ikke at få fat på det hele. Dog fik jeg knipset nogle billeder, hehe.

 

Vi startede allerøverst, og bevægede os så længere ned. Det var et meget “lille” museum, forstået på den måde, at det var meget gemt væk, midt inde i byen, og en meget smal bygning, egentlig, men med mange etager og smukke steder.

Vi ser her et lille, indendørs alter. Og forstod jeg billede to korrekt, var det et slags “stamtræ” over de forskellige Traditional Medicine doktorer, der har været.

Så følger det her nogle billeder af blomster/urter, som jeg syntes var flotte, og på billede 3 er der diverse forklaringer til, hvad de forskellige urter og blomster bruges til. Jeg ville prøve at komme med nogle eksempler til jer, men så gik det op for mig, at det står på vietnamesisk, så det kan jeg ikke lige. Men ikke desto mindre var det spændende at se, hvor systematisk, de egentlig har opskrevet de her ting. Skufferne her var enhver Traditional Medicine Doctors værksted, fordi der gemte de forskellige ting sig. På museummet fik vi også lov til at lege med mortere og meget mere, det var enormt sjovt at prøve. Vi fik også duftet til slangevin m.m.

Alt i alt, faktisk et ret spændende museum, og da vi kom ned på stueetagen igen, var der te klar til os, samt Red Elephant pebermynteolie, som vi fik lov til at afprøve – den var fandeme heftig i duften! Den kunne bruges til forkølelser, influenza, hovedpine, kolik, opkast, køresyge og insektbid. Man skulle blot bruge lidt olie på det smertefulde område og massere det ind. Ift. forkølelser og andre sygdomme i den boldgade, skulle man tage 3-5 dråber olie i et krus med kogende vand, og inhalere dampen. Dét var jo spændende nok. Jeg fik at vide, den også var god mod slidgigt, og jeg kender en med dét problem og smerter heraf, så tænkte jeg “hvorfor ikke give det et forsøg?”. De fleste andre købte også elefant olie, te, m.v. Jeg købte også en olie til mig selv, bare fordi, hehe. Om ikke andet, så var emballagen fucking flot (kommer i haul). Bagefter var det hjemover, og så slappede vi ellers af.

Om aftenen skulle vi mødes med vores lærere fra Danmark, da de var kommet ned for at bruge tid med os her den sidste uge, og forberede sig til, at vi snart skulle til Final Presentation – og de ville gerne mødes over en bid mad om aftenen.

 

Vi lå og slappede af, og pludselig fik vi travlt, fordi vores søde, søde lektor, vi havde den første uge, og som havde taget os på tempeltur og shoppetur, berømte Ms. Trinh, skrev pludselig, at hun ville komme forbi, fordi hun havde gaver til os – straks fik vi lidt stress, ik’? For vi havde jo ikke nogen gave til hende! Vi havde dog besluttet, at den gave, vi havde købt med til hende, der koordinerer opholdet, ville vi ikke give til hende, fordi hun ikke rigtig havde været til stede under vores ophold, så vi blev hurtigt enige om, vi piger, at give de gaver til Ms. Trinh i stedet. Så skulle vi bare finde noget at pakke det ind i, og jeg snuppede en af mine Hard Rock Café poser og malede lidt over, smed tingene i (danske småkager, lakridser og lakridstyggegummi, og jeg tror også, der var noget kanelknækbrød), og gik ned og mødtes med Ms. Trinh. Hun virkede meget… næsten skuffet, da vi gav hende en gave tilbage. Vi havde jo lige glemt, at hernede skal man være god mod andre m.v., og de er gode for at være gode, de forventer ikke noget igen, og nu ødelagde vi det hele for hende. Upsi. Men hun sagde tak, og vi fik lov til at åbne vores gaver… og det var den fineste lille, hjemmelavede kop, hvor hun havde sat nogle billeder ind af os, og skrevet en tekst. Hun fortalte, hun ville savne os, og vi havde været så søde! Der blev vi sgu rørte og fik tårer i øjnene…

Et sidste billede måtte til, og vi holder alle vores kop frem, på de tre forskellige sider, der nu engang var. Ms. Trinh var også så sød at pege på det ene billede, og sige: “this looks like you,” for så at pege på det andet billede: “this doesn’t”, hvor jeg bare akavet måtte svare: “it’s the ears… it’s the big ears…” Vi fik sagt farvel, og vi var alle rigtig taknemlige og rørte.

 

Senere gik turen jo så til Saigon Center, som lå basically oppe ved Ben Thanh. Det tog ca. 10 minutter at gå, og de andre ville tage en taxa. Der satte jeg alligevel en hæl i jorden, og sagde, at jeg altså ville gå… så jeg fik lov til at gå alene. Jeg var totalt mindblown over, at de seriøst ville tage en taxa for så lidt, men besluttede mig for, at det var sgu ligegyldigt for mig. Jeg tog noget musik i ørerne, og så gik jeg ellers bare af sted, og jeg havde det HELT FINT, med det. Jeg syntes, det var så rart bare at gå af sted for mig selv, og jeg fik det enormt godt med mig selv. Der er næsten intet mere terapeutisk, end at gå rundt med musik i ørerne – og når det er et fremmed sted, med nye ting at opdage, så bliver oplevelsen bare meget bedre. Jeg var så glad.

Vi nåede hver især frem til centeret, og blev hurtigt enige om, at splitte op. Vi var med vilje taget af sted 2 timer før, vi skulle mødes i selvsamme center til aftensmad, fordi vi stadigvæk stressede over at finde en kjole til Final Presentation. Jeg spurtede gennem samtlige 6 etager, eller hvor meget der var, jeg var inde i ALLE butikker. De havde INTET, der var både pænt, og ikke kostede 1.000.000 dong. Det var helt sindssygt. Selv the Gap, Topshop og Mango skuffede… for dælen. Jeg endte dog nede ved en slags food-deli, hvor jeg gik rundt og fandt alle mulige lækre ting, men på det tidspunkt var jeg presset på tid, så jeg kunne ikke nå at kigge ret meget 🙁 så jeg måtte bare smide nogle hurtigere ting i kurven (1 chilisauce lol), og derefter spurte op og mødes med de andre piger, hvorefter vi gik op til Pizza 4P’s, hvor vi havde reserveret bord. Vi gik udenfor og ventede, hvilket var enormt hyggeligt – og smukt, fordi det var noget at blive mørkt. 10 minutters tid efter ankom lærerne og fysioterapeuterne, og vi satte os til bords. Der gik snakken ellers om alt mellem himmel og jord, og jeg fik den lækreste pizza med 3-4 forskellige slags ost på… jeg var i himlen. Fandeme en god pizza.

Som aftenen nærmede sig sin afslutning, fik vi sagt pænt farvel, og så tog de andre piger ellers en taxa hjem igen, mens jeg besluttede mig for, også lige at gå de 10 minutter hjem igen… lækker oplevelse. Jo, jeg var lidt nervøs for at gå i trafikken selv, især om aftenen, og jeg var også lidt nervøs, fordi jeg skulle over Ben Thanh området alene om aftenen, men det gik sådan set pissegodt, og jeg havde ingen problemer, og jeg syntes, det var en superlækker tur. 11/10 recommend, intet dér.

 

Det var alt for i dag!

Tak fordi I læser med!

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x