Hej bloggen, og velkommen til allersidste dag af ACT.

Faktisk var der én dag mere, men der var jeg på Roskilde Festival, og kunne derfor ikke deltage. Så dette er min sidste officielle ACT-dag.

 

Som altid ligger jeg benhårdt ud med en hjemmeopgave. Den hedder villigheds- og handleplanen. Her er min:

• Mit mål er at (vær specifik):
  • Være modigere & omfavne øjeblikket.
• De værdier, der ligger til grund for mit mål er:
  • Jeg vil ikke være bange for nye ting. Jeg vil lære, opleve og udvikle mig, og lære at vise mine følelser bedre/kommunikerer dem bedre.
• De handlinger, jeg vil udføre, for at nå dette mål er (vær specifik):
  • Være mere åben. Sige mere ja. Gøre et forsøg. Aktivt at fortælle/vise MINE behov.
• De tanker, jeg er villig til at gøre plads til, for at opnå dette mål er:
  • Alle NAT. F.eks. “Jeg er ikke god nok”, “Jeg kan ikke”, “Jeg gør det forkert”, osv.
• De følelser, jeg er villig til at gøre plads til, for at opnå dette mål er:
  • Angst/panik. Det er BARE følelser!!
• De fornemmelser, jeg er villig til at gøre plads til, for at opnå dette mål er:
  • Rysten. Hjertebanken. Tårer. Svimlen for øjnene. Frys/passivitet.
• De tilskyndelser, jeg er villig til at gøre plads til, for at opnå dette mål er:
  • Trang til at stikke af – UDEN reelt at stikke af.
• Det vil være nyttigt at sige til mig selv, at:
  • Det er BARE tanker og følelser.
  • Ingen er god til noget første gang.
• Hvis det er nødvendigt, kan jeg bryde dette mål ned i mindre skridt. Det mindste og letteste skridt, jeg kan begynde med, er:
  • Ved tilbud om noget, at stoppe op og tænke, ingen jeg siger nej (prøve at sige ja).
  • Aktivt at række ud.
• Det tidspunkt, den dag, og den dato, hvor jeg vil tage dette første skridt er:

Vi gennemgik øvelserne i fællesskab, og jeg fortalte bl.a. det her med, at jeg ikke følte mig klog eller god nok, når jeg var sammen med min “svigerfamilie”. Her fik jeg gode råd fra gruppen, om at jeg skulle fortælle min kæreste, at jeg fik det sådan, når jeg var sammen med hans familie, og at jeg skulle defusionere og acceptere, hvordan jeg havde det, og prøve at fokuser på nuet (fordi det tog meget af min energi, at fokusere på alle mine negative tanker, så jeg glemte at følge med, og snublede lidt i virkeligheden, fordi jeg ikke kunne fokusere på flere ting). Derudover at spørge mere ind til hans forældre, og ikke være bange for at stille spørgsmål, hvis jeg ikke forstod noget, de sagde. Og derudover bare tænke mindre over tankernes sandhedsværdier, og bare accepterer de er der – hvad så, hvis jeg er dum? Det er i bund og grund ligegyldigt.

 

Vi gennemgik nogle andre hjemmeøvelser, og jeg vil her gennemgå de to, der sagde mig mest.

Der var en, der sagde, at værdier vælges af interne værdier, og ikke eksterne. Vedkommendes værdier var selvbevidsthed og disciplin, og forholde sig kritisk til egen adfærd og tanke, og accepterer, at ubehag er OK. Situationen var en familiesammenkost, hvor vedkommende prøvede at lade være med at blive provokeret over de forskellige ting, men bare se dem, som de var, og ignorere spydigheder m.m., og stå op, i stedet for at sove længere, og få gjort det, vedkommende havde sat sig for. Vedkommende fik tankerne til at fylde mindre, og oplevede, at det virkede, at lade tankerne fade ud, uden at bruge energi på dem, og accepterede, følelserne, i stedet for at løbe fra ubehaget og familieproblemerne, ved f.eks. at drikke sig i hegnet til en fest bagefter.

Noterede hjælpesætningen: Går det, så går det, og går det ikke, går det nok alligevel.

 

Der var også en, der havde en værdi ift. at give slip, og have egenomsorg.

Vedkommende var med i en trekløver, og følte sig som tredje hjul, når de andre lavede aftaler og lignende, uden at invitere vedkommende selv med. Det hjalp vedkommende at tænke, det var okay, og at vennerne nok ikke havde tænkt over det, og ikke ved, hvor meget det betyder at blive inviteret med/hvor ked af det, man kan blive, når man ikke bliver inviteret med.

Vedkommende her fandt det hjælpsomt at tænke over, at vennerne jo ikke vidste, at han/hun havde tænkt over at være sammen med vennerne, og nærmest planlagt at være sammen, og planlagt dagen ned i mindste detalje, før han/hun besluttede at skrive til dem, og derfor ved vennerne heller ikke, hvad de “bryder”, idet de ikke er tankelæsere, og ikke nødvendigvis har haft samme planer. Herfra at prøve at slippe tankerne om, ikke at være god nok, og at vennerne ikke gider en, i stedet for at blive sur og ked, eller tage i byen med andre venner.

Her blev et tip til vedkommende, at planlægge lidt længere frem, og ikke så spontant, da der så var større chance for succes. Dvs. i stedet for at skrive to timer før man gerne vil mødes, at man gerne vil mødes, så at lave aftaler nogle dage i forvejen, f.eks.

 

Det var det for ACT.
Derudover at huske, at det her er en PROCES, der udvikles HELE TIDEN. ACT bliver aldrig rigtigt færdigt, man udvikler sig hele tiden, man lærer hele tiden, osv. Giv det tid. Det skal nok blive bedre.

 

Personligt synes jeg, at det hjalp meget at lave så udpenslet en plan. Det var fucking irriterende at være “specifik”, men hvis jeg lige tænkte over det, og set i bakspejlet, var det rigtig rart, fordi det blev mere håndgribeligt, så jeg kan varmt anbefale, at lave sådan en liste med babysteps. Det behøver ikke være vildt og voldsomt. Selv de mindste ændringer er worth it. Så altså, giv det et skud, prøv dig frem, lev livet. Du ved.

Jeg håber I har fået noget ud af, at læse med. Jeg er i hvert fald selv blevet meget inspireret af ACT-tankegangen, og har mærket, at det kunne hjælpe mig videre. Kan også se i min journal fra OPUS, at mine behandlere oplever det samme. Så ja. Jeg håber, det har kunnet inspirere lidt, og jeg ønsker jer ALLE al mulig held og lykke i fremtiden. Og skriv endelig en kommentar her på bloggen, el. lign., hvis I har spørgsmål eller brug for et råd. Jeg vil gøre mit bedste, for at hjælpe.

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x