Hej bloggen 🙂 I forlængelse af mit tideligere indlæg om min indlæggelse grundet angst, tænkte jeg, at det var på sin plads at give lidt information af, hvad angst egentlig er. Al min information er i øvrigt fundet på sundhed.dk, der er skrevet af fagprofessionelle.

Vi kender alle til at blive bange, hvilket er en ganske normal reaktion på indre og ydre hændelser, der opleves truende eller farlige – dette leder til stressreaktioner fra kroppen, der ses som symptomer i form af hjertebanken, åndenød, svimmelhed, sved, varme- eller kuldefornemmelse.

Sygelig angst karakteriseres ved, at angstsymptomerne udløses lettere end normalt, og at angsten ofte er overdreven. Angsten kommer også i – for andre – ufarlige situationer.

Kroppen reagerer automatisk i det, der kaldes det autonome nervesystem. Pulsen øges, så blodforsyning til arme og ben mindskes, hvilket gør, man ofte opleves som kold på hænder og fødder, men varm omkring de indre organer og dermed svedende, selv om man er perifert (yderligt) kold. Man får dertil ofte muskelspændinger.
Jeg har selv haft det, der hedder et angstanfald/panikanfald, hvor jeg fik kraftig åndenød og hyperventilerede. Jeg var utrolig svimmel, og jeg kunne slet ikke se klart. Min krop rystede så meget, at jeg gentagende gange slog hovedet og armene, fordi jeg ikke kunne holde mig selv oppe, og jeg lå på gulvet i over en time, grædende og gispende efter luft. Det blev så skidt, at vagterne (det var til en skolefest, eow), sagde, at hvis jeg ikke snart faldt til ro, var de nødt til at tilkalde en ambulance.
Jeg faldt først til ro, da en af pigerne fra min klasse literally lagde sig ovenpå mig, for at skabe ro, og begyndte at hviske til mig og tvang mig til at trække vejret normalt.
Det var en ubehagelig oplevelse, needless to say. Jeg var også rigtig pinlig over det, fordi mange af mine lærere havde set mig i den tilstand. Heldigvis var der ingen, der nogensinde bragte det op igen, og jeg levede mit liv videre, hehe. Det sværeste var, at jeg dengang ikke havde sagt til min mor, jeg led af angst, så jeg kunne ikke engang ringe til hende.

Jeg har siden jeg var ung teenager haft det, der hedder socialangst/socialfobi. Dog først diagnosticeret, efter jeg fyldte 18. Dette skyldes en længere sygehistorie med generel mistro til systemet og mine nærmeste, så jeg ikke turde åbne mig op, jeg ikke stolede på nogen, og ikke var modtagelig overfor hjælp, fordi jeg troede alle var efter mig – dette hører under en anden diagnose, jeg har.
Socialfobi er en vedvarende angst i samspillet med andre mennesker, og jeg har netop læst, at det også hører sammen med generaliseret angst, hvilket næsten må være det, jeg lider mest af nu. Anyway! Angsten adskiller sig fra jeres normale “generthed” og “præstationsangst” ved at være noget mere alvorlig, til det punkt, hvor det præger hele ens dagligdag, og medfører stort ubehag eller handicap, så man får svært ved at opretholde et normalt liv.
Angsten kommer, fordi man har en meget altoverskyggende  – FORKERT – idé om, at andre kigger kritisk til en og taler om en. Man fokuserer utrolig meget på sig selv, både ens krop, bevægelser og tale. Det kan jeg huske, jeg gjorde meget. Jeg blev så invalideret af min angst, at jeg ikke længere tør cykle, og ikke har gjort det i årevis, fordi jeg frygtede, jeg så dum ud, når jeg cyklede. Dagen i dag får jeg stadigvæk voldsomt ubehag ved at cykle. Det samme gælder at snakke i offentlige situationer, hvor jeg i mange år var helt stille, blandt andre mennesker, fordi jeg aldrig vidste, hvad der var rigtigt at sige, og var bange for, at folk ikke ville synes det var sjovt, eller ville synes, jeg var dum.
Især var det rigtig slemt blandt autoritære personer, fordi jeg følte, de dømte mig – derfor fik jeg først et arbejde, da jeg var omkring 17,5 år gammel, fordi jeg ikke kunne holde tanken om et arbejde ud, og var bange for kollegaer og chef skulle se skævt til mig. Og da jeg arbejdede fik jeg også flere breakdowns i løbet af mine arbejdsdage, fordi der kom noget i vejen, der triggede min angst.
Det værste var, at føle alle angstsymptomerne, og det, at man hele tiden frygtede, andre kunne se, man var skidt tilpas. Alt dette ledte selvfølgelig til, at jeg helst blev hjemme, og helst ikke gjorde noget, der triggede min angst.
Ting, der var særligt angstprovokerende for mig var, at være i klassen, være i grupper af mennesker – små og store – skulle snakke offentligt, være på facebook (ah ja, de tider), drikke af ting offentligt(?), tale i telefon, og udføre handlinger i andres påsyn. Det var så slemt, jeg nægtede at støvsuge, når mine forældre var hjemme, og jeg nægtede at lave mad i min mors nærvær, eller da jeg var i brobygning i skolen. Jeg pure nægtede, og det var så slemt, at jeg græd, hvis jeg skulle.
Af samme grund har jeg aldrig haft tætte venskaber, og dem jeg har haft, har været yderst dysfunktionelle. Jeg har heller ikke haft en kæreste.
Der var en, der kunne lide mig, men jeg troede alting var en joke – jeg var håbløst forelsket, og det var i 10’ende klasse. Han havde inviteret mig med hjem, men jeg var så præget af min angst, at jeg rystede i flere timer, mens jeg var der, og jeg kunne ikke spise, drikke eller tisse. Jeg kunne ingenting. Jeg havde det så forfærdeligt, og han prøvede virkelig at snakke med mig, og komme lidt ind på livet af mig, og jeg afviste, og jeg var så forfærdelig bange. Jeg troede virkelig han bare ville udnytte mig, og gøre mig til grin foran alle, fordi jeg var så, ahem, tyk, fed, ulækker og grim(???? thanks for bullying me brain). Da jeg tog hjem græd jeg, og jeg græd mig selv i søvn den nat, og nægtede at tage i skole dagen efter. Jeg var fysisk dårlig, jeg kunne slet ikke overskue, at se ham igen, og jeg havde det så skidt, jeg seriøst bare ville dø.
Som tiden gik fik jeg det fysisk værre, og det viste sig, at jeg havde fået en kold lungebetændelse, og måtte blive fra skole i knapt 3 uger. Whatever could’ve been blev hvisket ud i sandet, fordi jeg efter dén dag bare blev væk pga lungebetændelsen, haha. Forfærdeligt.

Derudover har mine venskaber været dysfunktionelle, og haft det med at “bevise” det, mit hoved har overbevist mig om er sandt. Efter jeg søgte professionel hjælp, og begyndte at tale om det, fik jeg det bedre. Jeg tog antidepressiv medicin, der havde en angstdæmpende virkning, og jeg fortalte åbent i min HF-klasse om, hvor skidt jeg havde det.
Jeg havde også OCD-træk, der gjorde, jeg var tvunget til bestemte ting, for at lindre min angst – det har jeg det også bedre med nu, selv om det dukker frem i ny og næ. Separat indlæg kommer eventuelt. Klassen tog det skidepænt, og jeg husker især, at der var en, der spurgte, hvad de kunne gøre, for at hjælpe mig. Jeg kunne have grædt på stedet. Hvem ville dog hjælpe mig? Jeg var så chokeret – og glad – at jeg slet ikke kunne sige noget, og jeg anede i øvrigt heller ikke, hvad der ville være angstdæmpende for mig. Det var så stort at høre, jeg blev så glad.
Desværre blev slutningen af HF hård, fordi jeg igen var rendt ind i dysfunktionelle forhold, og det fortsatte, da jeg startede på sygeplejerskeuddannelsen. I takt med, at have lært alkohol – og mig selv – bedre at kende, var jeg blevet mere udadvendt. Jeg stolede på de forkerte, og det gav mig nogle voldsomme knubs, men knapt et år inde i uddannelsen, var jeg kommet ud meget stærkere.
Trods dysfunktionaliteten, og trods de knubs, jeg troede skulle tage livet af mig, var det alligevel lykkedes mig at skabe et par gode veninder, der stadigvæk holder med mig i dag. De spørger jævnligt, hvordan det går, og lader mig aldrig være i tvivl om, at jeg er ønsket, og de holder af mig – selv om min hjerne forsøger at mobbe mig ind til, at tro noget andet. Det var også de piger, der stod ved mig, da jeg skulle indlægges – og det var tiltrængt, for det var fandeme hårdt at indse, at jeg havde det så skidt, at jeg skulle indlægges. Så det her er også en tak til dem – jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skulle gøre uden jer tøser. Og min elskede familie. Jeg tror ikke, de forstår, hvad det vil sige at leve med angst, og hvor hårdt og udmattende det er. Min krop er ved at give helt fortabt på mig, fordi den har været tvunget til at udholde min angst så længe, uden jeg aktivt har gjort noget, og den lukker ned nu, og det er rigtig hårdt at mærke, at ens krop bliver svagere og svagere hver dag. Men selv om de ikke forstår, så støtter de alligevel op om mig, og prøver at forstå, og det rører mig dybt, at jeg har så fantastisk en familie, og så fantastiske folk omkring mig, der virkelig bare ønsker, at jeg bliver rask.

Ja, hvad vil det sige, at min krop giver op?
Generaliseret angst er vedvarende, og begrænser sig ikke til nogen situation eller omstændighed. Det er også derfor, jeg i lang tid har været uvidende om, at de symptomer, jeg havde til dagligdag egentlig har været angst.
Patienter klager over vedvarende nervøsitet, skælven, muskelspændinger, sveden, træthed, hjertebanken, svimmelhed og ubehag i maven. Det er især nervøsitet, træthed, svimmelhed og ubehag, som jeg har oplevet af symptomer. Særligt i den sidste stykke tid en vedvarende, konstant utilpashed i mellemgulvet, jeg simpelthen ikke kan få til at gå væk, og det gør mig så ulykkelig, jeg ofte begynder at græde, at jeg har det så skidt – og intet kan stille op mod det. Jeg kan lindre det kortvarigt ved at gispe efter luft under fuld koncentration (lyder mærkeligt, men sandt – og det kræver stilhed og forudsigelighed for mig, og lykkedes det ikke bliver jeg aggressiv og ulykkelig). Min krop har det så skidt, og den er så udmattet, jeg gerne sover 10-15 timer i døgnet.
Jeg var så ulykkelig, at jeg ikke kunne overskue livet mere – og det er jeg stadigvæk, og derfor er det rigtig hårdt for mig. Vi er i december måned, og alting er godt og glædeligt og jul, og jeg sidder bare med kronisk ubehag i maven, og jeg føler ingen juleglæde, for min krop kan ikke falde til ro, og jeg er hele tiden anspændt og nervøs, og jeg propper beroligende og andet angstmedicin i mig, og intet kan slå det ned. Juleaften er om 12 dage, og jeg har det slet ikke bedre, fra da jeg blev indlagt, og jeg bliver mere og mere stresset over, at jeg ikke får det bedre inden, hvilket bare gør min angst endnu værre. Jeg prøver at stoppe op og sige “så slemt er det ikke, det skal nok gå over, alt bliver godt”, men det virker ikke. Jeg laver vejrtrækningsøvelser, men det lindrer ikke ubehaget i min mave. Jeg har aldrig fred fra min angst, og det gør mig så gal, at jeg som 20-årig skal være så invalideret af angst, at jeg slet ikke kan leve mit liv, uden hele tiden at have den med mig som en skygge. En skygge, der ikke engang forsvinder i mørket.
Puh, det blev et langt indlæg – og jeg kunne sagtens skrive mere, om hvordan livet med angst er. Jeg tror aldrig, det ville ende, faktisk, hvis jeg skulle skrive om det… for det ender ikke. Angsten er der hele tiden, og gør det svært for mig at få luft. Så svært, at jeg hele tiden gisper efter vejret, og hele tiden prøver at skjule, at jeg er ved at drukne, så jeg får ondt i kæberne og svært ved at tygge min mad. Men her er i hvert fald et lille indblik i, hvordan det er, at leve med en psykisk lidelse som angst…

Hvis du kender nogen med angst – sørg for, at vær der for dem, og opfordr dem til at søg hjælp. Respekter deres grænser, og spørg dem, hvad de har brug for. Vær ikke bange for at tale om det. Angst er ikke farligt, det hverken smitter (i hvert fald ikke direkte), eller er dødeligt, men det kan være altødelæggende, og virkelig forringe ens livskvalitet. At snakke om angsten gør den nemmere at håndtere. Og jeg håber, at jeg ved at skrive det her indlæg, har givet et indblik i, hvordan det er – og at man godt kan leve med det, selv om det er svært. Og måske endda fået inspireret nogen, der lider af angst, til selv at søge hjælp. Jeg fortryder kun, at jeg ikke søgte hjælp tideligere.
Hvis du tvivler på, om du er syg nok, så lad mig fortælle dig to ting – 1) det er du, og der er intet, der skulle forhindre dig i at få hjælp 2) lad være med at lad det blive så slemt, som jeg lod mit blive. Mit liv er så hæmmet, grundet angsten, fordi jeg ikke fik fat på den noget før – søg hjælp med det samme og få det under kontrol, inden det fucker dit sind og din krop op <3
Bryd tabuet <3 Jeg har i øvrigt brugt humor en del til at maskere min angst og leve med den, og der er også derfor, jeg har taget billedet med… jeg tror faktisk næste angstindlæg skal være baseret udelukkende på tumblr textposts af angst…. lmao. Sidespring, hehe.

Det var alt fra mig i denne omgang. Glem ikke at følge mig på Bloglovin’, så du ikke misser et spændende indlæg.

– Cecilie x

Hej på bloggen. Jeg blev udskrevet igen dagen efter, dvs. d. 5 december, efter at have været indlagt i godt og vel 4 døgn.
Jeg har ikke haft skrevet et indlæg om det før nu, fordi jeg faktisk var rigtig ked af, at blive udskrevet. Jeg havde det stadigvæk rigtig dårligt, og jeg kunne ikke forstå, de ikke ville hjælpe mig, så jeg var helt opløst. Det var absolut ikke rart, og jeg har kæmpet, for at holde sammen på mig selv disse dage. Jeg håber, jeg snart får det bedre.

Jeg har taget en beslutning om at dele, lige kort, hvorfor jeg var, hvor jeg var.
Jeg blev indlagt på psykiatrisk akutmodtagelse, grundet store angstproblematikker. Jeg har i mange år lidt af angst (bl.a.), og har ikke delt det på bloggen før, fordi jeg ikke ønskede at blive kendt som “hende med angst”. Jeg ville gerne arbejde mig op med en god blog, og ikke en blog folk læste, bare fordi jeg havde en sygdom – jeg ville ikke blive kendt på det, at være syg.
Men det er jeg, og det er en del af mig, så måske det egentlig er på tide, jeg får åbnet lidt op for det på bloggen også?
Anyway! Jeg har i lang tid lidt af spændinger i maven grundet angst, og deraf vejrtrækningsbesvær, der gør det svært for mig at fungere – både i min normale hverdag, fordi jeg ikke kan koncentrere mig, men også i sociale sammenhænge, hvor jeg hele tiden skal tage hensyn til min (dumme) krop, der opfører sig dumt, og samtidig også hele tiden diskret at skulle “fixe” mig selv, uden nogen fandt ud af, jeg havde et problem. Det har været utrolig udmattende. Det har stået på i 8 år, men er blevet tiltagende værre i løbet af den sidste måneds tid. Så meget, at det er alt, der fylder i mit liv.
Det står på fra morgen til aften, alle sekunder i døgnet, nogle gange mere udpræget end andre. Jeg kan aldrig fuldkommen abstrahere fra det, for jeg kan hele tiden mærke det, og kan ikke løbe fra det, hvilket gjorde mig tiltagende frustreret og stresset, fordi jeg følte mig magtesløs. Jeg kunne intet gøre for mig selv – og kan stadigvæk ikke – og det stresser mig helt vildt, at det er lige op til jul, at jeg skal få det så skidt. Det eneste jeg vil, er jo at nyde højtiden med alle mine kære, men det eneste jeg kan tænke på er, at jeg bare gerne vil sove, for at stikke af fra den ubehagelige følelse, jeg har indeni.
Af samme grund valgte jeg at sige fra og lade mig indlægge, og se, om de kunne hjælpe mig.

Jeg fik noget Oxapax, der er en beroligende benzodiazepin, men det hjalp slet ikke på min angst.
Dagen efter forklarede jeg, at det slet ikke havde hjulpet, og det næste pn (medicin man får efter behov), jeg fik var Oxapax suppleret af Truxal “mod nervøs lidelse”, som der står på min recept (griner lidt irl). Det slog det værste ned, når jeg fik det meget skidt, men det kunne slet ikke fjerne min angst, eller få den slået ned, som lægen ellers håbede på.
Et par dage efter blev jeg udskrevet – og jeg havde det lige så skidt som før. Jeg fik pn, der ikke virkede, og ingen var villige til at tage sig af mig, eller hjælpe mig med at tage mig af mig selv, og det stressede mig enormt, at jeg efter fire døgn på akutmodtagelsen, stadigvæk ikke havde fået nogen råd, vejledning eller øvelser. Intet.
Jeg fik at vide, jeg skulle lave en kriseplan, til når jeg fik det skidt – men de forstod tydeligvis ikke, at jeg havde det skidt hele tiden, og intet kunne fjerne mit ubehag, og det var derfor, jeg i det hele taget var indlagt… så det fik jeg intet ud af.

Søndag aften kom mine forældre på besøg, og de havde taget mit nyankomne tøj med – jeg havde bestilt tøj på Boohoo.com, da de havde Black Friday weekend, hehe. Og der kommer selvfølgelig et separat indlæg, når jeg lige får nosset mig sammen. De havde også en adventsgave med til mig, og en “tak-for-hjælpen-til-juletræsfesten”-gave med. De havde været til juletræsfest på daddy-os arbejde, og normalt hjælper min bror og jeg til med forberedelserne. Fordi jeg stadigvæk havde det skidt, måtte jeg blive væk fra forberedelserne, og selve festen, hvilket selvfølgelig var nederen, men jeg kunne jo ikke rigtig ændre på det. Så jeg fik en dej-dispenser, jeg havde snakket om i noget tid, og jeg fik en termoflaske på 750 ml, som jeg havde ønsket mig i julegave. Tilmed havde de et honninghjerte med til mig, hehe. Og min søde mor havde taget tingene fra min slik-pakkekalender med, fra de dage, jeg havde misset, og havde også medbragt lidt julepynt.
Senere samme aften, fik jeg også besøg af min farfar, og vi snakkede lidt.

Mandag eftermiddag blev jeg udskrevet, og min mor og moster kom for at hente en ulykkelig, tåreopløst Cecilie. Min mor forsikrede mig, at vi nok skulle finde ud af alting…
Og min moster havde en “get-well” gave med til mig – en lille Cecilie trip-trap-nisse. Bogstaveligtalt! Så den siger jeg tak for, den er blevet pakket ud og sat op blandt det andet julepynt, jeg har på værelset.
Vi kørte hjem, og tog et smut forbi apoteket, hvor jeg fik hentet mit pn-medicin, så jeg havde noget at støtte mig op af, hvis dagene skulle blive svære efter udskrivelsen.
– og det gjorde de. Allerede mandag aften var jeg opløst i gråd igen og var fuldkommen ulykkelig, og kunne intet overskue. Jeg havde det så skidt, og jeg var så opgivende. Der var jo ikke nogen, der ville hjælpe mig, så hvorfor skulle jeg overhovedet prøve at få det godt igen? Heldigvis har jeg en støttende familie, og nogle støttende veninder, der er klar til at samle mig op, når jeg får det sådan…. og efter en nats søvn, var jeg også lidt mere på højkant, og klar til at kæmpe endnu en angstpræget dag med spændinger i maven.

Glem ikke at følge med på Bloglovin’, så du kan se, hvornår jeg poster noget nyt!

– Cecilie x

Hej på bloggen!
Nu står tiden lidt stille igen… jeg får ikke rigtig skrevet så meget, og jeg veeed, jeg snart skal have lavet indlægget om vores smuttur til Maribo, og jeg har bare 1000 andre indlæg, jeg gerne vil i gang med, og min motivation er bare lort, damn.

Jeg blev indlagt på hospitalet d. 1 december, og jeg har ikke på nuværende tidspunkt tænkt mig, at gå i dybden med, hvorfor.
Hvorfor skriver jeg det så? Er der nok nogen, der tænker. Det gør jeg af den simple årsag, at det er en stor faktor til, hvorfor jeg ikke får lavet så meget. I teorien har jeg jo masser af tid, og jeg ligger egentlig bare og kukkelurer. Der sker ikke så meget her, men jeg har det rigtig skidt, og derfor er mit overskud rigtig småt, og i dag er faktisk første dag, jeg har formået at tænde min computer. Jeg håber, at dagene kommer til at gå lidt mere smooth, og jeg får lidt mere overskud til at skrive, men det er endnu ret uvist for mig.

Så jeg ville egentlig bare sige – yo, jeg er i live.

Hvad har jeg så fået dagene til at gå med? 
Jo…
1. December: Jeg blev indlagt om eftermiddagen, efter skole – fordi jeg er en mønsterborger, tog jeg selvfølgelig i skole, og jeg var der næsten indtil timerne var færdige. Dog var der en af pigerne fra klassen, der på det nærmest rev mig ud fra klassen og sagde, at nu måtte vi altså af sted. Så det gjorde vi. Dagen var fyldt med forvirring, må jeg sige, og jeg havde nogen med mig helt frem til ved 18-19-tiden, og så gik jeg ellers bare i seng omkring klokken 22. Jeg fik snakket lidt med nogle bekymrede sjæle, snakket med personalet, spist aftensmad (kedelig rugbrød), og set Nissebanden i Grønland <3

2. December: Jeg fik taget EKG, spiste morgenmad, og så kom min mor og farfar for at hilse. Min mor medbragte – på min request – min yndlingschokoladejulekalender, med Peter Plys og vennerne på, så alting var fjong. Hun medbragte også mine hyggesokker, og mit nattøj, som jeg var rigtig glad for at kunne hoppe i, mens jeg er her – samt en Pepsi Max. Derudover medbragte min farfar en kasse med chokolade og flødeboller fra Spangsberg (mange tak) og en speciel hårshampoo (også mange tak). <3 Så blev jeg tilset af en læge, og all hell broke lose. Så en veninde kom op, og hun hjalp mig med at snakke med personalet, og alting gik godt igen. Jeg blev rigtig skidt tilpas om aftenen, og smuttede derfor i seng klokken 19:30. Jeg stod op den følgende dag klokken 9 (hvorfor er jeg sådan et træt menneske, seriøst).

3. December: Jeg fik noget morgenmad, mine forældre og lillebror besøgte mig, og det var rigtig hyggeligt. Vi gik en kortvarig tur, og jeg havde lægesamtale senere på dagen, hvilket gik rigtig godt synes jeg. Så slappede jeg ellers bare af henover formiddagen og lidt op ad eftermiddagen, og ved 2-tiden kom en veninde fra skolen, og vi fik snakket lidt om tingene, og så gik hun en tur med mig udenfor, hvor vi gik i Rema. Her fik jeg købt en stor pepsi max, og en bunke finskbrød, fordi… duuuuh, det jul, og pepsi er life. <3 Om aftenen kom min farfar så forbi kortvarigt, hvilket også var rigtig hyggeligt. Jeg kom i bad efter aftensmaden, og sad og læste og løste krydsogtværs, og gik i seng ved 21-tiden.

4. December: Jeg stod sent op, kl. 10, så jeg missede morgenmaden – så min morgenmad har bestået af chokolade og finskbrød. Til gengæld fik jeg kartofler og flæskesteg til frokost, så det var helt okay! Jeg har fået drukket te også. Jeg har ikke haft besøg i dag, og heller ingen lægesamtale, hvilket jeg har det fint med. Min mor, og måske lidt mere familie, kommer senere, så det ser jeg frem til. Derudover har jeg fået at vide, at jeg skal se den nye julekalender på DR1, og eventuelt opstarte at se SKAM, så jeg har nok at lave…. så det var egentlig en update på, hvordan mine dage herinde er gået. På mandag skal jeg i skole igen, og jeg frygter lidt, om jeg kan komme eller ej.
Heldigvis har jeg nogle søde veninder, der har sagt, de nok skal hjælpe mig med at blive up-to-date, hvis jeg ikke kommer 🙂 så alt i alt er det rigtig fint x Selv om jeg er ved at være godt træt af rugbrød.

Jeg håber på at få indlægget om Maribo og Knuthenborg op, så hurtigt som muligt… <3

Glem ikke at følge mig på Bloglovin’, så du har bedre overblik over mine sporadiske indlæg, hehe.

– Cecilie x