Hvad har jeg lært i ACT? #10

Hej bloggen, og velkommen til allersidste dag af ACT.

Faktisk var der én dag mere, men der var jeg på Roskilde Festival, og kunne derfor ikke deltage. Så dette er min sidste officielle ACT-dag.

 

Som altid ligger jeg benhårdt ud med en hjemmeopgave. Den hedder villigheds- og handleplanen. Her er min:

  • Mit mål er at (vær specifik):
    • Være modigere & omfavne øjeblikket.
  • De værdier, der ligger til grund for mit mål er:
    • Jeg vil ikke være bange for nye ting. Jeg vil lære, opleve og udvikle mig, og lære at vise mine følelser bedre/kommunikerer dem bedre.
  • De handlinger, jeg vil udføre, for at nå dette mål er (vær specifik):
    • Være mere åben. Sige mere ja. Gøre et forsøg. Aktivt at fortælle/vise MINE behov.
  • De tanker, jeg er villig til at gøre plads til, for at opnå dette mål er:
    • Alle NAT. F.eks. “Jeg er ikke god nok”, “Jeg kan ikke”, “Jeg gør det forkert”, osv.
  • De følelser, jeg er villig til at gøre plads til, for at opnå dette mål er:
    • Angst/panik. Det er BARE følelser!!
  • De fornemmelser, jeg er villig til at gøre plads til, for at opnå dette mål er:
    • Rysten. Hjertebanken. Tårer. Svimlen for øjnene. Frys/passivitet.
  • De tilskyndelser, jeg er villig til at gøre plads til, for at opnå dette mål er:
    • Trang til at stikke af – UDEN reelt at stikke af.
  • Det vil være nyttigt at sige til mig selv, at:
    • Det er BARE tanker og følelser.
    • Ingen er god til noget første gang.
  • Hvis det er nødvendigt, kan jeg bryde dette mål ned i mindre skridt. Det mindste og letteste skridt, jeg kan begynde med, er:
    • Ved tilbud om noget, at stoppe op og tænke, ingen jeg siger nej (prøve at sige ja).
    • Aktivt at række ud.
  • Det tidspunkt, den dag, og den dato, hvor jeg vil tage dette første skridt er:

Vi gennemgik øvelserne i fællesskab, og jeg fortalte bl.a. det her med, at jeg ikke følte mig klog eller god nok, når jeg var sammen med min “svigerfamilie”. Her fik jeg gode råd fra gruppen, om at jeg skulle fortælle min kæreste, at jeg fik det sådan, når jeg var sammen med hans familie, og at jeg skulle defusionere og acceptere, hvordan jeg havde det, og prøve at fokuser på nuet (fordi det tog meget af min energi, at fokusere på alle mine negative tanker, så jeg glemte at følge med, og snublede lidt i virkeligheden, fordi jeg ikke kunne fokusere på flere ting). Derudover at spørge mere ind til hans forældre, og ikke være bange for at stille spørgsmål, hvis jeg ikke forstod noget, de sagde. Og derudover bare tænke mindre over tankernes sandhedsværdier, og bare accepterer de er der – hvad så, hvis jeg er dum? Det er i bund og grund ligegyldigt.

 

Vi gennemgik nogle andre hjemmeøvelser, og jeg vil her gennemgå de to, der sagde mig mest.

Der var en, der sagde, at værdier vælges af interne værdier, og ikke eksterne. Vedkommendes værdier var selvbevidsthed og disciplin, og forholde sig kritisk til egen adfærd og tanke, og accepterer, at ubehag er OK. Situationen var en familiesammenkost, hvor vedkommende prøvede at lade være med at blive provokeret over de forskellige ting, men bare se dem, som de var, og ignorere spydigheder m.m., og stå op, i stedet for at sove længere, og få gjort det, vedkommende havde sat sig for. Vedkommende fik tankerne til at fylde mindre, og oplevede, at det virkede, at lade tankerne fade ud, uden at bruge energi på dem, og accepterede, følelserne, i stedet for at løbe fra ubehaget og familieproblemerne, ved f.eks. at drikke sig i hegnet til en fest bagefter.

Noterede hjælpesætningen: Går det, så går det, og går det ikke, går det nok alligevel.

 

Der var også en, der havde en værdi ift. at give slip, og have egenomsorg.

Vedkommende var med i en trekløver, og følte sig som tredje hjul, når de andre lavede aftaler og lignende, uden at invitere vedkommende selv med. Det hjalp vedkommende at tænke, det var okay, og at vennerne nok ikke havde tænkt over det, og ikke ved, hvor meget det betyder at blive inviteret med/hvor ked af det, man kan blive, når man ikke bliver inviteret med.

Vedkommende her fandt det hjælpsomt at tænke over, at vennerne jo ikke vidste, at han/hun havde tænkt over at være sammen med vennerne, og nærmest planlagt at være sammen, og planlagt dagen ned i mindste detalje, før han/hun besluttede at skrive til dem, og derfor ved vennerne heller ikke, hvad de “bryder”, idet de ikke er tankelæsere, og ikke nødvendigvis har haft samme planer. Herfra at prøve at slippe tankerne om, ikke at være god nok, og at vennerne ikke gider en, i stedet for at blive sur og ked, eller tage i byen med andre venner.

Her blev et tip til vedkommende, at planlægge lidt længere frem, og ikke så spontant, da der så var større chance for succes. Dvs. i stedet for at skrive to timer før man gerne vil mødes, at man gerne vil mødes, så at lave aftaler nogle dage i forvejen, f.eks.

 

Det var det for ACT.
Derudover at huske, at det her er en PROCES, der udvikles HELE TIDEN. ACT bliver aldrig rigtigt færdigt, man udvikler sig hele tiden, man lærer hele tiden, osv. Giv det tid. Det skal nok blive bedre.

 

Personligt synes jeg, at det hjalp meget at lave så udpenslet en plan. Det var fucking irriterende at være “specifik”, men hvis jeg lige tænkte over det, og set i bakspejlet, var det rigtig rart, fordi det blev mere håndgribeligt, så jeg kan varmt anbefale, at lave sådan en liste med babysteps. Det behøver ikke være vildt og voldsomt. Selv de mindste ændringer er worth it. Så altså, giv det et skud, prøv dig frem, lev livet. Du ved.

Jeg håber I har fået noget ud af, at læse med. Jeg er i hvert fald selv blevet meget inspireret af ACT-tankegangen, og har mærket, at det kunne hjælpe mig videre. Kan også se i min journal fra OPUS, at mine behandlere oplever det samme. Så ja. Jeg håber, det har kunnet inspirere lidt, og jeg ønsker jer ALLE al mulig held og lykke i fremtiden. Og skriv endelig en kommentar her på bloggen, el. lign., hvis I har spørgsmål eller brug for et råd. Jeg vil gøre mit bedste, for at hjælpe.

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i ACT? #9

Hej bloggen, og velkommen tilbage til endnu en dag i ACT.

 

Vi lagde ud med en hjemmeøvelse, som altid, og jeg tror faktisk, vi brugte hele sessionen på det, for jeg har ikke sindssygt mange noter fra denne dag? Så det bliver et kort indlæg.

Vi skulle vælge en værdi, som vi ville leve efter, og udpensle, specifikt, hvad vi ville gøre, for at leve efter den, og derfra bemærke, hvilken betydning det havde, for vores tanker, følelser, og adfærd, at gøre dette.

Jeg valgte at omfavne øjeblikket og være modig. Her ville jeg tage jahatten på, gøre noget mere aktivt, og sige mindre fra.

Jeg er ikke sikker på, om jeg lavede opgaven(?), men jeg har skrevet notater til, at jeg sagde ja til forældremøde, og fitness (hvilket skete ugen før, så?). Menøh, basically gjorde jeg endelig op med mig selv, at det var på tide at starte i fitness over sommeren, for at prøve at komme lidt mere ud, og ikke sumpe rundt i løbet af sommeren. Samtidig indvilligede jeg i, at lade min kæreste møde mine forældre, og vice versa. At møde hans var uden tvivl mest skræmmende. Men det gik fint.

Det, der skete for mig, da jeg skulle møde hans forældre, var, at jeg var meget caught up i mit hoved. Der skete rigtig mange ting, og selv om jeg var lettet over, jeg endelig gjorde det, og stolt over, at jeg gjorde det, så kværnede tankerne derudaf. “Jeg er ikke god nok, de kan ikke lide mig, jeg er dum, hvad laver jeg her, hvorfor sker det her, jeg vil ikke, jeg vil hjem, omg jeg er så fucking dum, hvorfor forstår jeg ikke hvad de siger, hvorfor diskuterer de, er det min skyld, what the fuck”. Det kørte derudaf med 180 kilometer i timen, og jeg følte mig DØD, da jeg endelig kom hjem. Jeg kunne ikke slippe tanken om, at jeg ikke var god nok, og at jeg var dum. Samtidig følte jeg mig ked af det, rådvild, forvirret, alt muligt. Af samme årsag var jeg stille under mødet, bød ikke ret meget ind, og udviste ikke super meget intelligens, faktisk. Det var kikset. Og det var pinefuldt.

Men oveni alt det, var det også rart. Jeg havde gjort det første gang. Det var hårdt, jeg var fanget i kaos af tanker og følelser, men jeg vidste med mig selv, at det ville blive nemmere. Nok ikke anden gang, sikkert ikke engang tredje eller fjerde gang. Men på et eller andet tidspunkt, ville det blive bedre. Og jeg klyngede mig til det håb. Det allerværste var overstået nu, og det kunne kun blive bedre.

Vi så også denne her ACT-video.

 

Resten af noterne, jeg har fra denne dag, er de andres oplevelser, og selv om jeg synes det giver meget, at få flere oplevelser på, så lader jeg dem være. For jeg har ikke supermange noter, og jeg tror bare, det bliver forvirrende. Så det her var et meget kort indlæg, med det eneste indhold, at dele min hjemmeopgave.

Så hvad har jeg lært?

AT DET ER PISSEFUCKING HÅRDT, AT GÅ EFTER DET MAN GERNE VIL. Men, jeg har en værdi, der hedder familie, og en værdi, der hedder at være en god svigerdatter, og knytte gode bånd til min kærestes familie.

SÅ. Jeg udstår det her lort, og venter på, at jeg får det bedre, og det stopper med at være hårdt og udmattende.

For det skal nok blive bedre.

Hans familie er rigtig sød.

Jeg skal nok komme til at passe ind.

Så ro på, rid stormen af. Acceptér de følelser, der er, og prøv at lev med det, indtil din hjerne får tilpasset sig, at det ikke er farligt.

 

Så mit råd til jer er, at prøve noget af det samme. Find frem til jeres værdier, og lav små babysteps. Øvelser. Kom ud og gør noget aktivt. Gør én lille ting anerledes, og se, hvad der sker – og hæng i, selv om det er hårdt. Selv om tanker eller følelser fylder. Det skal nok blive det værd. <3

(billedet er faktisk fra den dag, jeg mødte hans forældre).

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i ACT? #8

Hej bloggen, og velkommen tilbage til endnu en gang ACT.

 

Jeg lægger hårdt ud med en hjemmeopgave. der handler om EN SELV. Damn. Den var hård, btw. Let’s get started.

  • Hvilke personlige styrker/kvaliteter har du allerede?
    • Jeg er lyttende og empatisk.
    • Jeg er god til at skrive – mine egne følelser, og fiktion.
    • Jeg er klog/dygtig – og kan lære fra mig.
    • Jeg er opmærksom på folk omkring mig.
    • Jeg er sjov, og mit smil og humør smitter.
  • Hvilke nye vil du gerne udvikle?
    • At kunne tage ja-hatten på, være mere bekymringsfri, og kunne sige TIL fremfor fra.
    • Få mere overskud, og blive mindre udmattet at “små” ting.
    • Blive bedre til at cutte negative relationer, og i denne kontekst kunne sige FRA.
  • Hvordan vil du gerne anvende dem?
    • Tage flere chancer og leve livet. Både alene, og sammen med min kæreste.
    • Kunne bruge min tid bedre, og mere spændende (fremfor at ligge i min seng og se tv-serier og lade op i 7 dage i træk, fordi jeg er træt).
    • Blive bedre til at passe på mig, og nære mig/gøre ting, der får mig til at vokse og gro (som en lille blomst).

Bum du. Hårdt arbejde.

Af ting, som de andre sagde, var bl.a. at finde balance mellem gode kvaliteter, der kan blive drænende. F.eks. hvis man er meget hjælpsom, så at finde en balance, hvor man ikke kun dedikerer sit liv til at hjælpe andre, men husker at hjælpe sig selv også.

 

Dagens tema er nærvær og selvet.

Vi startede med en nærværsøvelse med musik, hvor man skulle fokusere på forskellige aspekter/instrumenter, i et musikstykke, der blev spillet (jeg kom for sent, og deltog derfor ikke i denne øvelse). Dette er fordi, at ACT handler om at kunne flytte sin opmærksomhed, og benytte sig af smal og bred opmærksomhed (se detaljer, og se helhed, og veksle mellem disse).

 

Første teorioplæg handlede om det bemærkende selv, dvs. det, at ens bevidsthed bemærker ting, men at man også selv bliver bevidst om, at der bliver bemærket noget, dvs. at træde et skridt tilbage, og bemærke, at man har oplevelsen, fremfor kun at være i oplevelsen (this is some fourth wall shit).

Dvs. det her med at opleve, at det er en selv, der har oplevelser, men at man ikke er sine oplevelser, og vide, at man har tanker og følelser, men ikke ER tanker og følelser.

Det bemærkende selv er derfor et sted inde i en, hvor man kan betragte sine tanker og følelser, det kan f.eks. kaldes et observationspunkt, vores iagttagende selv, eller selvet som kontekst. Og dette punkt er konstant, og er det “samme” over tid, selv om det, der opleves, hele tiden ændres. At vide dette, understøtter ens defusionsevne, dvs. at når man er klar over, at man har oplevelser, tanker og følelser, og ikke er disse ting, gør det det nemmere ikke at smelte sammen med disse, men i stedet for træde tilbage, og forholde sig mere objektivt til det.

Er I forvirrede?

Same. Det er lidt kringlet at forstå. Den her metafor for det, hjalp mig til at forstå det lidt bedre.

Det iagttagende selv er som himlen, mens tanker og følelser er som vejret. Vejret forandres hele tiden, men uanset hvor dårligt det bliver, kan det ikke gøre himlen skade. End ikke det værste tordenvejr, vildeste orkan, eller forfærdeligste snestorm, kan skade eller ændre himlen. For himlen har altid plads til det, og kan rumme det, og før eller siden forandres vejret også igen til noget positivt. Vi kan godt glemme, at himlen er der, når vejret er meget dårligt, men den er der altid. Nogle gange kan man f.eks. ikke se den, pga. skyer, men himlen er der alligevel, og den ændrer sig ikke.

Jeg håber, metaforen gav mere klarifikation. Den hjalp i hvert fald mig, til at forstå det.

Hvis ikke, så har jeg to metaforer mere.

Livet kan betragtes som et sceneshow. På scenen befinder der sig alle dine tanker, følelser, og sanser, som optræder i showet, og nogle gange prøver at trække dig op på scenen (fusion). Det iagttagende selv, er det publikum i dig, der kan træde tilbage, og se sceneshowet, enten de forskellige detaljer, eller helheden af det.

Vores kære ven, dr. Russ Harris, har også lavet en video for at forklare. Den er her.

Alt i alt handler det sådan set bare om, at blive opmærksom på 1) sig selv og 2) sine tanker, følelser, osv.

For mig oplever jeg det f.eks. i afspænding, når jeg zoomer totalt ud, og spacer out, og glemmer tid og sted, og nærmest bare føler mig som en alien, og så pludselig bliver opmærksom på, hvor fuck jeg er, og hvad jeg laver – og at jeg ikke er en alien. Totalt aha-oplevelse.

Ved ikke, om det giver mening. Jeg er forelsket i himmel og vejr-metaforen. Jeg synes den er rigtig god, til at forklare det her abstrakte begreb.

… Fortsætter under billedet her.

Afslutningsvis, skulle vi arbejde videre med vores værdier, på en lille skydeskive. Jeg vedhæfter billederne, da det er lidt lettere, end at forklare det. Jeg ville ikke have, min skydeskive skulle vises som det første billede i det her indlæg, på forsiden af bloggen, så… ja, enjoy et selfie af mit smil, der lader som om at det smitter og gør andre glade, haha.

Anyway, skydeskive.

Vi fik lov til at dele opgaven op, så det gjorde jeg, da jeg synes der er forskel på, om jeg er Sygeplejerske Cecilie, eller… Syge Cecilie.

Sygeplejerske Cecilie er KILLER til at give kærlighed. Udvise empati. Være sød, forstående, omsorgsfuld. Hun er så god til det. Hun tager også i mod komplimenter med et smil, og er ydmyg. Hun er A+.

Hun er god til at omfavne øjeblikket. Ikke perfekt, men hun gør sit bedste, og tager i mod udfordringer, så længe hun får lidt støtte og bliver guidet.

Hun er ikke så god til at mærke efter sine egne grænser, og hvornår hun bliver for presset.

Syge Cecilie, er også forholdsvis god til at give kærlighed. Lidt dårligere til at tage i mod.

Hun er ikke skidegod til at tage i mod øjeblikket. Faktisk er hun ret bange, og griber sjældent en chance.

Til gengæld er Syge Cecilie lidt bedre til at passe på sig selv, end Sygeplejerske Cecilie er.

 

Det føltes lidt underligt at tale om sig selv i 3. person, men jeg syntes, det gav mening sådan, haha.

Jeg er begge Cecilier. Og der er plads til forbedring hos begge Cecilier. Men de gør det begge godt, og de øver sig.

 

Afslutningsvis vil jeg opfordre jer andre til at se på lignende opgaver.

Det var benhårdt, men meget givende at se, hvad jeg var god til. Det giver altså bare lidt ekstra, hvis man føler, at der er noget, der kører for en. Og man må gerne prale, og man må gerne give sig selv credit, selv om det er svært. Man behøver ikke være perfekt, for at være god til noget.

Skydeskiven var også rigtig god, fordi den viser forskellige aspekter af en. For mig gav det ikke mening, at dele den yderligere op, men nogle delte den også op i fire. For vi har forskellige roller, afhængig af, hvorhenne vi er, og de forskellige værdier fylder måske mere eller mindre, afhængig af, hvilken rolle, vi har. Jeg syntes, den gav et godt overblik, i hvert fald.

Og helt til sidst, så har jeg lige nogle værdispørgsmål, I kan stille jer selv.

Hvad vil du virkelig gerne? Hvad skal dit liv stå for? Hvilken slags person vil du gerne være? Hvilken slags forhold vil du gerne opbygge, hvad skal det bestå i? Hvordan vil du gerne handle/opføre sig, overfor andre og dig selv? Hvis et mirakel kunne ske, hvad vil du så allermest gerne have i dit liv, som ikke er der nu? Hvad skal din (korte) tid på jorden handle om?

For mig?

Jeg vil gerne hjælpe andre, og jeg vil gerne skrive bøger. Jeg vil være et forbillede, og en rollemodel, der viser, at alt er muligt. Jeg vil være glad, smilende, empatisk, hjælpsom, fordybende, kreativ og dygtig. Jeg vil bygge stærke relationer, fyldt med tillid. Jeg vil være venlig og åbentsindet. Jeg ville ønske, jeg blev rask, og aldrig mere skulle føle sygdom. Jeg vil inspirere andre, til at blive en bedre version af dem selv.

Hvad vil du?

Tak fordi I læste med.

 

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i ACT? #7

Hej bloggen, og velkommen til endnu en dag i ACT.

 

Hjemmeøvelsen til denne dag, gik ud på, om at beskrive rollemodeller.

Så… sæt i gang. Spørgsmål:

  • Hvem er din rollemodel? Min kæreste.
  • Hvad inspirerer dig ved denne? Han er rolig, accepterende, kan give slip, og prøver nye ting.
  • Hvilke personlige styrker eller egenskaber har vedkommende? Han tager let på tingene. Han har overblik. Han udviser ro. Han accepterer ting, han ikke kan ændre på. Han udfordrer sig selv. Han passer på andre (mig). Han er lyttende (overfor mig). Han kan rationalisere dårlige tanker (selv, og hjælpe mig med det). Han er ærlig.
  • Hvad betyder disse egenskaber for dig? De betyder i høj grad jordforbindelse. De er vigtige ift. relationer med andre, og betyder for mig styrke, mod og egenomsorg.

Det var det. Ret intens opgave. Er virkelig glad for, min kæreste ikke læser min blog, for han tror nok, jeg er sindssyg, sådan som han bliver nævnt herinde! Men sandheden er bare, at han virkelig inspirerer mig. Til at blive bedre, og til at arbejde med mig selv. Så altså,  ¯\_(ツ)_/¯

Nogle af de ting, jeg bed mærke i, i andres hjemmeopgaver var, at én fortalte, at det ville være rart, at kunne støtte sig til andre mennesker, i stedet for at være afhængige af dem. I second that! Jeg har en del borderlinetræk, men min skizotypi var mest udpræget, så det var den, jeg kom i behandling for. Men jeg er meget sort/hvid, og det er alt eller intet for mig. Enten kan jeg ikke lide dig, og ellers er jeg head over heels afhængig af dig, og har brug for din opmærksomhed h e l e tiden. Hvilket selvfølgelig er urealistisk, og superudmattende, og tragisk for alle involverede, fordi det som regel ender ret grimt. SÅ. Jeg vil også rigtig gerne blive bedre til at se andre som en ressource, der kan hjælpe og støtte mig, men at jeg selv ligesom er “hovedparten” i det, og ligesom… ja selv kan fikse mig, og ikke har brug for andres gosignaler eller whatever, før jeg skrider til handling.

En anden fortalte, at vedkommende havde valgt en rollemodel, de spejlede sig lidt i, ift. at hvis denne person kunne det (trods sine udfordringer), kan jeg måske også selv… Dén tankegang går jeg også meget i. Hvis andre kan, trods deres dæmoner… så er der også håb for mig. Så kan jeg også. Håber jeg i hvert fald. Og det er også det, der for mig er meningen med de her blogindlæg. Jeg håber, at hvis I, der følger med ser, at jeg kan… at så tror I også på, at I godt kan. For det kan I. Alle kan. Det er bare om at lære sig selv, hvordan man bedst gør det, så man tager hensyn til ens forhindringer og begrænsninger. Men det er IKKE umuligt, selv om det føles sådan. <3

 

Vores overordnede tema er fortsat “værdier”, og vi så en video: Values VS. Goals by dr. Russ Harris, for lige at genopfriske, hvad vi gennemgik sidst.

Herefter gennemgik vi heksaflexen (??? de forskellige elementer i ACT), og det her med, at tankerne ikke er sandheder, og at det at leve efter vores værdier, kan koste ubehag, samt finde ud af, hvilke værdier, der er vores, og hvilke, der er blevet påduttet os (og om vi i det hele taget vil have de værdier).

Samtidig gennemgik vi det her med engageret handling ift. værdier og mål, og det med, at vi selv står i vejen, og at hvis vi gerne vil ændre på os selv, er vi nødt til at gøre noget anerledes. Hvilket er superhårdt.

 

Afslutningsvis skulle vi gå ud to og to, og fortælle om vores livsværdier (dem vi valgte sidst), og hvorfor disse var vigtige, om vi levede efter dem, som vi ønskede, og hvilke forhindringer, der stod i vejen for, at vi kunne leve fuldt efter disse værdier.

  • Omfavne øjeblikket. Denne værdi er vigtig for mig, fordi jeg er træt af, hele tiden at tænke katastrofetanker, og blive holdt tilbage af disse. For ærligt, hvor tit sker worst case scenario egentlig? Og hvad er worst case scenario? Jeg er aldrig stoppet med at fortryde, at jeg som 15-årig(?) IKKE crowdsurfede til en koncert, og kyssede en guitarist. Hvorfor gjorde jeg ikke det? Lille 55-kilo Cecilie troede, at hun var for fed, og at ingen kunne gribe hende, da hun sprang af scenen. Jeg missede en great mulighed, fordi mine katastrofetanker stod i vejen. Ain’t about that life. Jeg er træt af det. Jeg har sagt nej til utallige ting, fordi mine tanker fylder for meget. Jeg siger stadigvæk nej til mange ting, fordi mine tanker fylder for meget. Og det skal de bare ikke have lov til. Svarene på resten af spørgsmålene giver næsten sig selv. Jeg lever ikke efter den her værdi, så meget, som jeg gerne ville. Jeg er blevet bedre, bevares, men generelt set – nej. Og frygt står i vejen for mig. Min frygt fylder for meget, mine tanker fylder for meget.
  • Egenomsorg. Jeg synes den er vigtig, fordi jeg ALT for mange gange har fundet mig i ALT for meget shit fra andre, som har nedbrudt mit selvværd, fordi jeg bildte mig selv ind, at det fortjente jeg, eller noget andet bullshit. Ain’t about that life. Det er på tide at cutte toxic friendships, og lade dem være cut off. Not going back. Du er stærkere og bedre end det pis, og du får det MEGET bedre med dig selv, når du slipper de der giftige relationer. Pas på dig selv. Du skal holde længe endnu, og i can assure you, du fortryder det, hvis du ikke passer på dig selv. treat urself like a newborn puppy, feed urself love, be nice to urself. Jeg er blevet bedre til at leve efter denne værdi, men igen – holder stadigvæk tæt på en masse giftige relationer, som jeg burde cut off. Og det er jeg heldigvis i gang med 🙂 SÆS bitches.
  • Give og tage i mod kærlighed. Vigtig, fordi man ikke kun kan give kærlighed. Jo, det føles pisserart. Men nogle gange må man også tage i mod, for ellers krakelerer relationen. Man kan ikke kun give. Man kan ikke kun modtage. Der skal være balance i det, og det er en kunst, at lære at tro på, at man er værdig nok til at modtage kærlighed. Det er jeg heldigvis også blevet bedre til, igen i præg af min kæreste, der nærmest aldrig stopper, med at vise, hvor meget, han holder af mig. Rly, this dude goes thru a lot with me, and he has witnessed some shit, and he hasn’t left my side yet. Og jeg øver mig også i at vise og fortælle ham, hvor meget jeg holder af ham, for jeg vil aldrig have, han er i tvivl, og han skal aldrig føle, at jeg ikke holder af ham, for det gør jeg virkelig.

Det var det for denne gang. Den sidste øvelse her behøver man egentlig ikke lave i samarbejde med andre (men det kan hjælpe). Den kan sagtens laves alene. Så jeg vil anbefale at lave både den her, og min hjemmeopgave (med rollemodellerne). Fordi det giver en god forståelse for det her arbejde, og hjælper med at gøre det mere konkret og håndgribeligt at arbejde med værdier, og det giver mere overskud og glæde, at vide, præcis hvad man vil og hvad man gør, for at opnå det.

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

#RF18 – Roskilde Festival under musikdagene

Hej bloggen, og velkommen tilbage til endnu mere #RF18!

 

DAG 5: 

Onsdag. Første reelle musikdag. Og en arbejdsdag. Endnu én. Jeg stod op ved 11-12 tiden. Jeg var superspændt, fordi jeg endelig skulle se min kæreste igen, efter ikke at have set ham i næsten en uge! Kl. 14 mødte jeg ind, og blev til at starte med faktisk ret skuffet, fordi min kæreste havde sagt, no way, han ville komme forbi boden og sige hej (han troede den lå langt væk), så jeg var depresso og ked af det.

Jeg havde også stadigvæk mixed feelings i forhold til min kusine, så ja. Heldigvis blev vagten supergod, for lige, som jeg ikke anede, hvad jeg skulle i boden, så jeg en gammel veninde. Vi endte med at lave #teamwork den dag, hvor hun hhv. slog varerne ind, og jeg hentede dem. Det var nice. Det varede indtil kl. 18, så havde hun fri – og jeg fik først fri kl. 22. Hmm. Men resten af aftenen gik også rigtig fint, jeg hyggede vildt meget. Jeg kom over i bakeoff teamet, hvor jeg lavede spas og gøgl med en af de andre, og vi rendte bare rundt og havde en fest og hyggede.

Jeg har i øvrigt glemt at fortælle, at jeg forrige nat blev bestjålet i Kvickly 🙂 Jeg havde fundet noget sodavand og chips frem til en kunde, og som jeg stillede det fra mig på disken, så tog han det kraftedeme og løb! Jeg stod helt paf tilbage, og bare… øh. Løber jeg efter? Hvordan? Jeg kan jo ikke hoppe over disken? Jeg giver op. Han måtte sgu bare stikke af. Så begyndte jeg at finde varer frem til næste kunde, og de blev ved med at så skulle de også lige have det og det, og det og det… så jeg måtte stille varerne fra mig og gå flere gange osv., og så da de sendte mig af sted for at hente noget sidste gang, og jeg kom tilbage, kiggede de bare på mig: “Er du klar til vi løber med det hele?” og jeg stod bare “EJJJ! Så I det? fuck man”. De var heldigvis rigtig søde ved mig, haha. Og vedkommende efter dem kaldte også bare vedkommende der havde stjålet, for en idiot. Så det var jo godt xD

Som jeg sad og holdt pause, og bare slappede af, skrev min kæreste så (whaaat), at han havde været forbi Kvickly, men havde han ikke set mig, så han var gået 🙁 Jeg blev så ked af det. Jeg var glad, fordi han havde set efter mig, men ked fordi jeg missede ham… damn altså. MEN sådan er det nu bare engang. Jeg havde fået fornyet energi, og sad og skrev med ham resten af vagten, tror jeg. Der var ikke supertravlt, og jeg var godt med, og hjalp hvor jeg kunne, men hvis der lige var lidt tid, så kunne jeg jo lige skrive lidt…

Jeg havde også travlt med at drikke cultshakere og cola med vodka. Det var totalt sjovt, jeg nåede at blive lidt energized sidst på aftenen, en dejlig buzz. Ja.

Cultshakere disguised as citronvand og gratis foccacia. Jeg havde det godt.

Så fik jeg fri, og jeg skrev videre med ham om, hvor henne han var, derinde, osv… Han havde sendt sin familie af sted mod Eminem koncerten, og han var blevet tilbage for at vente på mig :’) og min kusine.

Jeg fandt ham, og gensynsglæden fra min side, var i hvert fald ret stor! Jeg blev SÅ glad. Jeg havde også taget en øller med til ham (i Kvickly fik man 1 gratis fyraftensøl for sit arbejde, og da jeg ikke rigtig drikker øl, kunne jeg ligeså godt tage den med til ham). Vi begav os efterfølgende hen mod Eminem. Vi endte dog med at stå ret langt væk, og da først Eminem gik på, var lyden desværre rigtig dårlig, der hvor vi stod. Vi kunne følge med på storskærmene, men vi kunne absolut INTET høre. Så halvaggressivt begyndte vi at gå længere og længere ind blandt folk.

Har lige stjålet K’s billede af en White Russian (favedrink), og hvor langt fra Orange Scene, vi stod ift. Eminem. RIP.

Men ja, vi gik længere ind, så vi faktisk kunne høre ham, og det var a m a z i n g. Der var nogle sange, jeg ikke kendte så supergodt, men også en god del, som jeg virkelig bare sANG MIT HJERTE UD TIL. Altså goddamn. Jeg var rigtig nervøs for at skulle let loose, med K på sidelinjen, men det var faktisk ikke så slemt; min angst var ikke så overvældende, som jeg havde frygtet, så alt godt. K faldt i snak med nogle andre, og fik en øl af dem, og all was well.

Som den lille hipstertype, jeg nu er, havde jeg glædet mig HELT VILDT til Loose Yourself, så da den kom på i literally died, har aldrig følt noget så meget i mit liv, tror jeg. Unfortunate events var dog, at K var HELT stille, og jeg tænkte bare for mig selv, at noget var galt. And so it was, for han begyndte sgu at knække sig. Et øjeblik stod jeg lige og overvejede, hvad jeg egentlig skulle, men endte med at sætte mig på hug ved siden af ham, nusse ham lidt på ryggen, og provide wetwipes, servietter og sprit.

Jeg sagde farvel til min kusine, og K og jeg gik derfra, og mødtes med K’s familie. Der var hurtigt enighed om, at de bare skulle hjem, og det blev forslået, at jeg tog med – så det takkede jeg ja til.

Jeg faldt næsten i søvn, i bilen på vej tilbage, og da vi var kommet hjem, tror jeg K lavede toast til mig, som jeg sad og frådede i sengen, inden jeg gik kold.

Ca. her var jeg begyndt at hoste lidt. Det var rigtig tørt i år på Roskilde, og støvet var begyndt at sætte sig i lungerne. Not a fun time. Det ekskalerede i midlertid i løbet af natten, og jeg hostede en del, men faldt eventually i søvn.

 

DAG 6: 

Jeg vågnede hjemme hos K omkring kl. 14, og blev spurgt, om jeg kunne tænke mig et karbad. Jeg har længe været misundelig, når K har sendt mig billeder, når han ligger i karbadet, så jeg tog ham på ordet, og sagde JATAK. Han sørgede for det hele til mig, hvilket var rigtig rart. Jeg var dog nervøs (elsker når min angst bare får mig til at tro, at man kan bade forkert???), så jeg spurgte om han ikke ville blive. Det ville han ikke xD men han sagde, at jeg kunne lade døren være ulåst, og så ville han komme ind med mellemrum og lige se til mig.

Til min skræk og rædsel, så havde jeg pissefucking glemt, at pakke noget øjenbrynspudder! Jeg havde husket ALT ANDET på nær fucking øjenbrynspudder, fuck mit liv. Så da jeg badede, var jeg meget forsigtig med ikke at få vand i hovedet xD

Som jeg lå der og blev helt blødgjort, kunne jeg også observere, hvordan vandet langsomt blev mere og mere grumset, indtil jeg ikke længere kunne se mine ben #jegvarvidstbeskidt #dirtygirl

Efterfølgende stillede jeg mig i badekarret og lige skyllede mig selv igennem, og begyndte derefter at tørre mig, mens jeg endnu stod op – med numsen i vejret og det hele, da K kom ind og sagde, at de forårsruller, jeg havde bestilt, var ved at være færdige xD #akavet

Jeg gjorde mig færdig, satte mig ind i sengen og spiste forårsruller, og ikke længe efter kørte vi mod Roskilde igen. Jeg fik nogle strepsils af K’s mor, fordi hun havde hørt mig hoste i nat xD

K var også så sød at købe to cultshakere til mig #faktiskvardetKsfar #såtakfordet

Vi nåede frem, sprang lidt rundt mellem noget forskelligt musik, vi hørte bl.a. 6LACK, som faktisk not was that bad (havde hørt noget af det, og kunne faktisk godt lide det), og så selvfølgelig Bruno Mars. K’s mors veninde fra arbejdet kom også, og det var rigtig hyggeligt sammen med hende, faktisk. Jeg følte mig lidt akavet, og kunne godt mærke min social anxiety~ lavede en entrance, men det var okay.

Under Bruno Mars begyndte jeg imidlertid at få det ret skidt, og mit humør begyndte at dale drastisk. Jeg blev panisk, fordi jeg ikke anede, hvordan jeg skulle stoppe med at få det sådan, og da vi begyndte at gå, sakkede jeg lidt bagud, og klemte på min mave, i et forsøg på at trække vejret ned i maven, og mærke efter, om det nu var det, jeg gjorde. For at falde til ro.

K’s far opdagede, jeg sakkede bagud, og ville høre, om jeg var okay. Jeg fik tårer i øjnene, for jeg syntes, det var så pinligt, at jeg fik det skidt midt i det hele. Og jeg var jo slet ikke okay! Jeg følte, jeg slet ikke kunne trække vejret, og det virkede pludselig lidt for overvældende og skræmmende, med alle de ukendte mennesker rundt om mig. Pulsen steg, øjnene blev våde, mine tanker fyrede af sted i fuld galop. Der blev spurgt, om jeg havde ondt i maven, havde drukket for meget, etc. Hvordan skulle jeg kunne sige “nej, jeg lider af angst, og jeg er rædselsslagen, og jeg ved ikke hvorfor”? K kom heldigvis hurtigt ned til mig. Gav mig en kæmpe krammer, holdt fast i mig, bad mig se på ham (for at aflede fra alt det andet), og jeg ville slet ikke, fordi jeg græd, og syntes det var så akavet. Det ekskalerede i midlertid, så jeg bare stod og tudbrølede, og slet ikke ville noget som helst. #cecilie5år #angstellertrodsigtbarn #ingenveddet

K sendte resten af familien videre, og tog mig i hånden, og gik med mig lidt rundt, for at finde et roligt sted, og et sted, hvor vi kunne få lidt at spise og slappe af. Jeg husker ikke ret meget herfra. Han prøvede virkelig at få mig til at grine, med alt muligt dumt, og jeg tror, jeg grinede. Grinede, fordi situationen var så absurd. Grinede, fordi jeg faktisk var rigtig heldig. Ja, jeg lider af angst. Ja, det er pisseakavet at få det foran “svigerfamilien”, og alle bare tror, det er fordi man har drukket for meget (for let’s be honest, Cecilie drikker som et hul i jorden, så ja, it looked bad). Men jeg har en rigtig, rigtig sød kæreste. En rigtig sød ven. En, der kan se og mærke på mig, når det er lidt for meget. En, der gerne vil tage sig tid til, at jeg kommer på dupperne igen. En, der har betalt 2.000+ for en billet til Roskilde, som er på Roskilde med sin familie, for at høre god musik… og stadigvæk tager sig tid, til at gå væk fra de kunstnere, han gerne ville se, for at sørge for, at jeg ikke freakede ud alene. Jeg er taknemlig for at have sådan en i mit liv, og jeg ved virkelig ikke, hvad jeg har gjort rigtigt, for at fortjene noget SÅ godt. Men jeg er ovenud lykkelig for det. Jeg er heldig, det er fandeme, hvad jeg er.

Og vi fik lidt at spise. Vi fik ro på. Jeg begyndte at slappe af, begyndte at grine lidt mere helhjertet. Begyndte at svaje lidt til musikken, begyndte at hygge mig igen. Og inden jeg helt vidste af det, var vi reunited med resten af slænget, og der blev spurgt om jeg var okay. Jeg måtte akavet svare ja. Nævnte intet om angst. Min redning blev, K sagde: “Ja, vi fik lidt at spise”, og at de selv sagde, at jeg heller ikke havde spist noget nævneværdigt. Sandt. Jeg lod den ligge ved det.

Jeg skulle arbejde dagen efter, så da aftenen sluttede, sagde jeg farvel til K og co., og bevægede mig mod Nephew, for at høre et par numre.

Jeg undskyldte overfor K, at jeg havde opført mig så fucking retarderet, og at jeg var ked af, hvis jeg havde bekymret hans forældre. Af gode grunde ved jeg ikke helt, hvor skidt det så ud fra deres perspektiv, fordi jeg ligesom var… jævnt caught up i mit eget perspektiv.

Til min skræk kunne han jo bekræfte, at jo, hans forældre var blevet lidt bekymrede. Men at de vidste, at han holdt af mig either way, og at jeg ikke skulle tænke så meget over det, fordi vi fik ro på, og det gik over, og alt var okay.

Jeg gentager det lige: Jeg er så fucking heldig. Jeg gik fra Nephew med et smil over hele hovedet.

Det gik over. Det var pisseakavet, men det gik over, og jeg var ikke alene.

 

DAG 7:

Allersidste arbejdsdag! Gik superfint. Snakkede stort set ikke med min kusine, for jeg var træt. I stedet fandt jeg nogle af de andre rundt omkring, og snakkede og pjattede med dem, og udførte selvfølgelig mit arbejde.

Desværre blev jeg caught i en strid mellem to veninder, hvor den ene havde fået en kæreste, og derfor ditchede veninden lidt (følte hun i hvert fald). Og værst af alt, var de alle tre på vagt samtidig. That called for drama. Jeg kunne sådan set godt lide alle tre, især kæresten og veninden. Kæresten var impressed over mine skills til at disguise min alkohol (og mit mod), og veninden var bare superflink. Kæresten var i øvrigt også rigtig opmærksom, og hjalp til (jeg har en skade med håndleddet, så han var meget obs. på, at hvis jeg skulle hjælpe ham, skulle det ikke være med tunge ting).

Desværre havnede jeg med den bitre veninde. Vi havde tilmed et uheld, hvor en masse paller øl væltede ud over det hele. Jeg, hende, og kæresten sprang til for at hjælpe med at samle op, og der var MORD i luften, siger jeg jer. Hende: “Derfor skal man aldrig køre med sådan en palle alene!” Ham: “Det har jeg gjort massser af gange!” Hende: “Det skal man ikke, så sker det her!!”

Akavet.

Og så blev han irriteret over alle bare sad på deres flade røv og holdt frokost, og kiggede direkte på os, der samlede alt det der op (og bad dem hjælpe til), det blev hende veninden åbenbart sur over??? Mærkeligt. Altså jeg forstod godt irritationen.

Anyways, jeg var stuck med hende, og hun bitchede alllll fucking day. Og bossede rundt med mig som om jeg var hendes fucking slave, altså. Altså wow, intet jeg gjorde var godt nok, og det var hele tiden gør lige dit, gør lidt dat. Jeg tog en breather med hende, fordi det havde hun brug for, og jeg havde brug for at mikse alkohol, så jeg kunne kamuflere det, så yanno all was good.

Og hun var sådan der: “Du ved godt, du kan få klippet dit armbånd, hvis de finder ud af det ikk?” og jeg var sådan der: “Whatevs, jeg drikker jo ikke så meget, jeg ikke kan passe mit arbejde. Drikker bare lidt, så jeg ikke har travlt senere, når vi får fri”.

Legit, der gik 30 minutter, så var jeg bare rundtosset #jegerdårligtilatmikse #gørminedrinksforstærke #sendhjælp

Men jeg klarede jobbet til UG anyway, og alt var godt, selv om hun stadigvæk bare bitchede rundt med mig, totalt irriterende 🙂 så ja. It sucked ass.

Da jeg var færdig, snakkede jeg med lederen om, at jeg lige lod mine ting ligge lidt og kom tilbage, da min kæreste ville tage dem med hjem på et tidspunkt. Han sagde det var a-okay, og bad mig snuppe en øl med til ham – så jeg fik 2 gratis fyraftensøl. Den var fandeme i orden!

Lidt senere, da jeg havde mødtes med K, og vi gik ned for at hente tingene, sagde lederen til mig, jeg bare kunne snuppe endnu en øl med. Mega luksus. Så K fik øl nr. 3 (egentlig skulle K slet ikke have nogle, fordi han skulle køre hjem, så hans bror havde fået min øl nr. 2, mens jeg selv drak nr. 1), men ja, vi gik ned med tingene i bilen, og det var luksus, vi kom tilbage, jeg drak lidt, hyggede, alt var noice. Senere på aftenen tog vi hjemover, og K skulle så ikke køre alligevel, så det var jo bare superfint. Så kunne jeg sidde og sove lidt op ad ham på bagsædet, hehe. Men ja, long story short: tog med dem hjem, og it was very nice.

Min stemme var i øvrigt efterhånden fucked, og min hoste ekskalerede for hver dag, der gik.

 

DAG 8: 

Så er vi sgu nået til lørdag, og jeg vidste, det ville blive en vild dag for K, da han elsker gorillaz.

Jeg begyndte at lave noget morgentoast til mig selv, selv om jeg følte mig jævnt ladt i stikken af K, fordi han var bare sådan “u go do u”, og jeg stod bare BITCH VIL IKK STÅ ALENE I JERES KØKKEN MAN, MIN ANGST GÅR AMOK DIN FUCKING….. men somehow, så indeed endte jeg alene i køkkenet.

Jeg fik også lov til at snuppe et brusebad, så det var superlækkert, og jeg havde hele mit makeupkit med for once, så jeg sad pænt i sofaen og tog makeup på, mens K grinede af mig, og forsøgte at gøre mig til grin overfor hans mama, fordi jeg havde en forholdsvis pink øjenskygge på, og hans mor var bare sådan: “ikk’ lyt til ham, han forstår sig ikke på os”, så det var cool. Og så var hun sådan: “Vil du også gerne have en?” og holdt noget udefinerbart i hånden. Mig: “Hvad er det?” Hende: drejer genstanden. Mig: … K: “Mor, hun har ikk’ briller på, hun kan ikk’ se noget,” Hun undskyldte og fortalte mig, det var en pepsi max xD jeg takkede, mens jeg fortsatte makeuplægningen.

Jeg blev færdig nogenlunde, som vi skulle køre, og jeg fik igen cultshakere free of charge. Jeg havde det ret luksus. Vi hyggede alle 5 i bilen på vej til Roskilde, sad og chillede, hørte musik, og K’s mors kollega kom forbi igen, og der var igen masser af hygge.

Under Dua Lipa skulle jeg pludselig tisse sådan jævnt meget, så jeg var sådan “oki smutter lige ud og tisser” og spurtede af sted. Det lignede, der ikke var nogen kø ved toiletterne. Boi, tog jeg fejl… Der var fucking lang kø, og jeg var klar til bare at sætte mig ned og d ø.

Så spottede jeg pludselig, at handicaptoilettet var åbent, og som den lille fucktard jeg er, så løber jeg selvfølgelig derover. Jeg spotter strangely en kvinde derinde, der er i gang med at vaske en hestemaske, og jeg er bare sådan: “Må jeg lige tisse?”

Hun skynder sig at lukke døren, og står bare og kigger på mig, indtil hun er sådan “selvfølgelig”, så jeg får lov til at tisse, mens hun rengører den her sære hestemaske, hendes venner åbenbart havde fundet på jorden (ad). Vi snakker lidt om løst og fast, og hun bliver enig med sig selv om, at hun også gerne lige vil tisse, nu jeg er herude anyway. Hun giver mig tippet om at gå efter handitoiletterne, når jeg er på Roskilde for fremtiden, fordi de ofte er tomme. Jeg tager dette råd med mig videre.

Jeg kom ud, havde fået tisset megahurtigt, finder K, fortæller ham om episoden, og han highfiver mig meget stolt. Det var grineren nok. Vi går lidt rundt, lytter til noget forskellig musik, drikker nogle øller, nogle drinks (har aldrig i mit liv fået så mange gratis drinks, og jeg behøvede ikke engang at flirte for dem, bless u babe), og K bliver lidt halvfuld. Han får sagt nogle ret cute ting, både direkte til mig, og også, som det vidst ikke helt var meningen, jeg skulle høre. Men guys, det er den slags stof, der gør en blød helt ned i knæene. Han læser ikke med her, men i love u.

Anyway, han får hørt Gorillaz, og er kæmpe meget i sit es. Jeg begynder langsomt at dø, fordi jeg er sulten. Showet stopper meget brat, og jeg tager det som mit cue, til ligesom at slide ind “jeg er suuulten” så vi går efter noget mad, og i’m having a good time. Vi fandt senere ud af, at showet stoppede så brat, fordi der var en, der var faldet af scenen. Ohwell.

Efter det gik der ikke længe til, at vi kørte hjem, og jeg overnattede hos K igen. <3

Den efterfølgende morgen kørte han mig hjem, og tog derefter selv hjem. Ville gerne have, han var blevet og sovet hos mig, meeen. First off, vi havde sovet meget sammen i løbet af ugen (mere end vi plejer), og derudover… var han blevet og sovet, havde jeg aldrig fået pakket. Hvilket var det, jeg skulle. Pakke Roskilde ud, pakke ned til London.

Så ja, det var dét for min festivaloplevelse med #RF18.

 

Jeg er virkelig glad for, at jeg tog med. Jeg er virkelig glad for, at jeg prøvede mig selv af, og tog en chance, jeg ellers ikke normalt ville have taget. Jeg er enormt stolt af mig selv, trods de nedturer, der kom i forbindelse med festivalen (de var jo nok kommet either way!). Og som K og jeg blev enige om, så var 2 fullblown panic attacks faktisk ikke så slemt, for en, der lider i så svær grad socialangst, som jeg gør. Jeg har faktisk klaret det rigtig, rigtig flot. Anfaldene var slemme, når de så var der, men de var som sagt, heldigvis, reduceret til de 2. På en hel uge i uvante omgivelser, masser af mennesker, irregulært søvnmønster, osv.

Så det jeg gerne vil sige, med de her to indlæg – udover jeg bare gerne ville dele hele ugen med jer, der læser med, og fordi jeg lidt bruger bloggo her som en slags “dagbog”, så jeg bedre husker tingene, er… look. For bare et halvt år siden, var jeg ALDRIG drømt om at tage på fucking Roskilde.

Men nu gjorde jeg det. Jeg følte mig klar. Kampklar. Jeg var pissenervøs. Men jeg gjorde det alligevel. Og det er dét, det handler om. Nogle gange skal man bare springe ud i det. Nogle gange må man bare tage en dyb indånding, og fortælle sig selv, at det nok skal gå. For det skal det. Bare rolig. Jeg klarede den. Og hvis jeg kan, så kan du også opnå præcis det, du gerne vil – uanset hvad du bakser med.

Så held og lykke derude!

Det var alt fra mig i denne omgang.

 

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x