STATUS – OPUS, Vietnam, Bachelor

Hej bloggen, og velkommen tilbage. Der har været noget stilhed på bloggen, og det er simpelthen fordi, at jeg jo har været en måned i Vietnam ifm. sygeplejestudiet! Jeg ville gerne have blogget undervejs, men sådan blev det bare ikke. Dog har jeg taget en masser lækre billeder, og vil smide noget op her på bloggen tidligst muligt.

Jeg ville have lagt et Tokyo Haul op inden jeg tog af sted, men dagene op til, at jeg rejste, var superhektiske.

Jeg kom hjem lørdag aften, og mandag morgen startede vi lige på og hårdt med opstart til Bachelor. Yep, I hørte rigtigt – jeg starter på min bachelor nu, og kan derfor kalde mig sygeplejerske til januar, hvis jeg altså består. Så hvor meget aktivitet, der bliver på bloggen i den tid, kan jeg ikke lige love. Jeg håber bare, jeg kan få Vietnam op, men who knows.

 

Denne her status skulle i øvrigt også være kommet op, inden jeg rejste.

Men status er, at jeg jo har afsluttet mit OPUS-forløb. Det føles sgu mærkeligt, må jeg sige. Jeg var ret klar til at slutte, da jeg sluttede, men nu kan jeg godt mærke, at tingene brænder på indimellem, og jeg føler mig alene og forladt, og kan ikke helt håndtere dagligdagen selv. Og jeg har det rigtig, rigtig svært ved, at jeg stoppede i OPUS, som jeg gjorde. For jeg blev egentlig rimelig hurtigt afsluttet, og jeg fik ikke noget sikkerhedsnet med mig videre på vejen. Lige nu er jeg faktisk bare mig alene, uden nogen form for netværk eller sikkerhedsline, og det har jeg det faktisk rigtig svært med, fordi vi træder ind i en tid, hvor jeg ved, jeg vil blive presset. Både på grund af min upcomming bachelor, men også fordi det bliver vinter, og jeg altid får det dårligere om vinteren. Jeg har heldigvis fået en lysterapi lampe af min farfar, som jeg føler har gjort en forskel(?), men jeg tror bare heller ikke, at jeg kan satse på, at lysterapi kommer til at redde mig igennem. Så det er rigtig hårdt. De bad mig om selv at tage kontakt til en privatpraktiserende psykiater, men altså. Jeg har potentielt en brækket eller forstuvet ankel, der bare får det værre og værre. Jeg har haft svært ved at gå, og smerter i den, siden juli. Den anden siden maj. Og jeg har stadigvæk ikke reageret på nogen af delene, til trods for, at det virkelig progressivt bare bliver værre – så hvordan helvede skal jeg nogensinde få taget mig sammen til at få bestilt en tid hos egen læge OG fundet en psykiater, hvor kemien passer?

Jeg føler mig alene, og jeg føler mig tabt på gulvet. Og det er pissenederen. For jeg er allerede begyndt at få det svært igen, og jeg har ingen anelse om, hvad fanden jeg skal stille op. At komme ud af min seng er hårdt, og jeg bliver udmattet i løbet af no time, jeg slækker på ting, jeg ikke burde slække på, og alt virker uoverskueligt. Til mit held, bor jeg sammen med min kæreste, der hjælper lidt på humøret. Dagene er lidt lysere, når jeg ved, jeg står op til ham, og uden han ved det, hjælper han også til – får mig ud af lejligheden indimellem, får lokket noget rigtigt mad i mig, og sørger for, at jeg passer bare lidt på mig selv og mine basale behov. Og det er jeg ham dybt taknemlig for.

 

Vietnam var noget for sig, og jeg er superglad for, at jeg fik muligheden for at tage af sted – og valgte at tage i mod muligheden! Folk, der kender mig, ved jeg er hamrende neurotisk og generelt bare… ja, man skulle ikke tro, at jeg ville være typen, der tog dén udfordring op. Men det var hårdt, og det var svært. Jeg har aldrig taget så meget medicin, som jeg gjorde dernede, og jeg har virkelig haft nogle mørke stunder dernede. Dynamikken i vores gruppe dernede, var heller ikke skidegod, og faktisk enormt giftig for mig at være i, hvilket også er grunden til, at det gik… knapt så godt. Men da vi stod dernede og var færdige, kunne jeg også godt mærke, at jeg var stolt. Jeg havde sgu gjort det, jeg gerne ville, og jeg var kommet igennem, og det havde været benhårdt, men jeg havde GJORT det. Virkelig. At stå med mit certifikat i hånden var SÅ stort et øjeblik for mig.

 

Sidst, men ikke mindst: Bachelor på sygeplejestudiet. Om fucking 3 måneder (whoa) kan jeg kalde mig sygeplejerske. Det har været svært, det her bachelorfis. Og jeg er kun lige startet. Goddamn. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg ville skrive om, og det var kun heldigt, at jeg i det hele taget har en bachelorpartner (det skete for 2 ugers tid siden, huhej). Jeg ved bare, jeg vil skrive om psykiatri, og som det ser ud nu, er skizofrenipatienter nok en god kandidat. Men det er også sådan ca. dét, jeg ved. Og jeg skal aflevere problemstilling torsdag omkring middag 🙂 Tjuhej 🙂 Dét skal nok blive spændende.

 

Så…

Planen nu er, at jeg forsøger at få fucking oploadet min Tokyo haul at some point (måske efter Vietnam), og så at få uploadet nogle Vietnam-posts og haul derfra. Puha. Dertil at få min bachelor til at hænge sammen, og mit liv til at hænge sammen. Gonna be tough.

Så alt i alt; jeg har det ikke pissefedt lige for tiden, men jeg er mig, jeg er en fighter, og i might break down a few times (once a day, at least), men jeg skal nok klare den. Deep breaths. En dag af gangen. It’s gonna be fine. I can do this shit.

 

Så tak fordi I gad læse med på denne her semi pointless blogpost, jeg håber virkelig, jeg snart kan få opdateret herinde igen!

 

 

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i ACT? #10

Hej bloggen, og velkommen til allersidste dag af ACT.

Faktisk var der én dag mere, men der var jeg på Roskilde Festival, og kunne derfor ikke deltage. Så dette er min sidste officielle ACT-dag.

 

Som altid ligger jeg benhårdt ud med en hjemmeopgave. Den hedder villigheds- og handleplanen. Her er min:

  • Mit mål er at (vær specifik):
    • Være modigere & omfavne øjeblikket.
  • De værdier, der ligger til grund for mit mål er:
    • Jeg vil ikke være bange for nye ting. Jeg vil lære, opleve og udvikle mig, og lære at vise mine følelser bedre/kommunikerer dem bedre.
  • De handlinger, jeg vil udføre, for at nå dette mål er (vær specifik):
    • Være mere åben. Sige mere ja. Gøre et forsøg. Aktivt at fortælle/vise MINE behov.
  • De tanker, jeg er villig til at gøre plads til, for at opnå dette mål er:
    • Alle NAT. F.eks. “Jeg er ikke god nok”, “Jeg kan ikke”, “Jeg gør det forkert”, osv.
  • De følelser, jeg er villig til at gøre plads til, for at opnå dette mål er:
    • Angst/panik. Det er BARE følelser!!
  • De fornemmelser, jeg er villig til at gøre plads til, for at opnå dette mål er:
    • Rysten. Hjertebanken. Tårer. Svimlen for øjnene. Frys/passivitet.
  • De tilskyndelser, jeg er villig til at gøre plads til, for at opnå dette mål er:
    • Trang til at stikke af – UDEN reelt at stikke af.
  • Det vil være nyttigt at sige til mig selv, at:
    • Det er BARE tanker og følelser.
    • Ingen er god til noget første gang.
  • Hvis det er nødvendigt, kan jeg bryde dette mål ned i mindre skridt. Det mindste og letteste skridt, jeg kan begynde med, er:
    • Ved tilbud om noget, at stoppe op og tænke, ingen jeg siger nej (prøve at sige ja).
    • Aktivt at række ud.
  • Det tidspunkt, den dag, og den dato, hvor jeg vil tage dette første skridt er:

Vi gennemgik øvelserne i fællesskab, og jeg fortalte bl.a. det her med, at jeg ikke følte mig klog eller god nok, når jeg var sammen med min “svigerfamilie”. Her fik jeg gode råd fra gruppen, om at jeg skulle fortælle min kæreste, at jeg fik det sådan, når jeg var sammen med hans familie, og at jeg skulle defusionere og acceptere, hvordan jeg havde det, og prøve at fokuser på nuet (fordi det tog meget af min energi, at fokusere på alle mine negative tanker, så jeg glemte at følge med, og snublede lidt i virkeligheden, fordi jeg ikke kunne fokusere på flere ting). Derudover at spørge mere ind til hans forældre, og ikke være bange for at stille spørgsmål, hvis jeg ikke forstod noget, de sagde. Og derudover bare tænke mindre over tankernes sandhedsværdier, og bare accepterer de er der – hvad så, hvis jeg er dum? Det er i bund og grund ligegyldigt.

 

Vi gennemgik nogle andre hjemmeøvelser, og jeg vil her gennemgå de to, der sagde mig mest.

Der var en, der sagde, at værdier vælges af interne værdier, og ikke eksterne. Vedkommendes værdier var selvbevidsthed og disciplin, og forholde sig kritisk til egen adfærd og tanke, og accepterer, at ubehag er OK. Situationen var en familiesammenkost, hvor vedkommende prøvede at lade være med at blive provokeret over de forskellige ting, men bare se dem, som de var, og ignorere spydigheder m.m., og stå op, i stedet for at sove længere, og få gjort det, vedkommende havde sat sig for. Vedkommende fik tankerne til at fylde mindre, og oplevede, at det virkede, at lade tankerne fade ud, uden at bruge energi på dem, og accepterede, følelserne, i stedet for at løbe fra ubehaget og familieproblemerne, ved f.eks. at drikke sig i hegnet til en fest bagefter.

Noterede hjælpesætningen: Går det, så går det, og går det ikke, går det nok alligevel.

 

Der var også en, der havde en værdi ift. at give slip, og have egenomsorg.

Vedkommende var med i en trekløver, og følte sig som tredje hjul, når de andre lavede aftaler og lignende, uden at invitere vedkommende selv med. Det hjalp vedkommende at tænke, det var okay, og at vennerne nok ikke havde tænkt over det, og ikke ved, hvor meget det betyder at blive inviteret med/hvor ked af det, man kan blive, når man ikke bliver inviteret med.

Vedkommende her fandt det hjælpsomt at tænke over, at vennerne jo ikke vidste, at han/hun havde tænkt over at være sammen med vennerne, og nærmest planlagt at være sammen, og planlagt dagen ned i mindste detalje, før han/hun besluttede at skrive til dem, og derfor ved vennerne heller ikke, hvad de “bryder”, idet de ikke er tankelæsere, og ikke nødvendigvis har haft samme planer. Herfra at prøve at slippe tankerne om, ikke at være god nok, og at vennerne ikke gider en, i stedet for at blive sur og ked, eller tage i byen med andre venner.

Her blev et tip til vedkommende, at planlægge lidt længere frem, og ikke så spontant, da der så var større chance for succes. Dvs. i stedet for at skrive to timer før man gerne vil mødes, at man gerne vil mødes, så at lave aftaler nogle dage i forvejen, f.eks.

 

Det var det for ACT.
Derudover at huske, at det her er en PROCES, der udvikles HELE TIDEN. ACT bliver aldrig rigtigt færdigt, man udvikler sig hele tiden, man lærer hele tiden, osv. Giv det tid. Det skal nok blive bedre.

 

Personligt synes jeg, at det hjalp meget at lave så udpenslet en plan. Det var fucking irriterende at være “specifik”, men hvis jeg lige tænkte over det, og set i bakspejlet, var det rigtig rart, fordi det blev mere håndgribeligt, så jeg kan varmt anbefale, at lave sådan en liste med babysteps. Det behøver ikke være vildt og voldsomt. Selv de mindste ændringer er worth it. Så altså, giv det et skud, prøv dig frem, lev livet. Du ved.

Jeg håber I har fået noget ud af, at læse med. Jeg er i hvert fald selv blevet meget inspireret af ACT-tankegangen, og har mærket, at det kunne hjælpe mig videre. Kan også se i min journal fra OPUS, at mine behandlere oplever det samme. Så ja. Jeg håber, det har kunnet inspirere lidt, og jeg ønsker jer ALLE al mulig held og lykke i fremtiden. Og skriv endelig en kommentar her på bloggen, el. lign., hvis I har spørgsmål eller brug for et råd. Jeg vil gøre mit bedste, for at hjælpe.

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Primark Haul #sommer2018

Hej bloggen, og velkommen tilbage.

I dag har jeg besluttet at lave en Primark-Haul, og generel London Haul (størstedelen var dog fra Primark, så deraf navnet). HÆ. Så let’s get started, tænker bare vi hopper direkte ind i det. Primark-Haulen kommer først.

 

… og den starter med overdele.

Først har vi denne her mega lækre bodysuit i khaki (er blevet totalt forelsket i khaki, siden jeg købte en jakke i den farve i 2016?). Prisen var 6£, tror jeg

Godt jeg kan være sådan en hoe på nettet, uden min kæreste giver en fuckkk. :’) undskyld skat lol.

Herefter følger disse to toppe. Første kostede ?4£, og var egentlig fordi, at jeg prøvede at købe en på Boohoo sidste år, men missede lige, der var ærmer i den jeg købte. Den anden kostede 5£, og var bare nice to keep the boobs in line. Hehe.

Jeg prøvede inderligt at styre mit Disney-flip, men måtte alligevel kapitulere til 2 Disneyting. Så meget for at være 22 år, og sammenflyttet. Ohwellie. Prisen var 3£, altså, kunne ikke lade være jo

Mere khaki og flere crop tops! I’m in love. 5-6£

Og selvfølgelig nogle basics. To i størrelse UK 4 (lidt optimistisk, glemte lige dem jeg plejer at købe er str. 6, og synes 8 er for løs), og en i størrelse UK 10 (spørg ikke, ved ikke lige hvorfor jeg først købte to i 1 størrelse for lille, og derefter en i to størrelser for stor??). Men what the hell, de kostede jo kun 1.80£, og de er bare meget rare at have i baghånden.

Moving on til underdele.

Dér blev jeg bare lige en sand hoe. Undskyld skat pt. 2. Men de her leggings (str. small tror jeg de er), kostede kun 5£, og de er VOLD BEHAGELIGE. Der står også cozy på dem, og det er sørme korrekt. De er superbløde, og bare virkelig lækre. Ærgrer mig over, jeg ikke købte flere (men var usikker på størrelsen), for de er fandeme lågsus. I swear to god, mmh, so nice. Og det er jo en kæmpe bonus, ens popo også ser forholdsvis god ud i dem jooo.

Herefter følger et par slappeleggings, forholdsvis bløde og behagelige, men fuck de klæder mig dårligt lol. Men anyway, jeg havde brug for et nyt par, og de kostede kun 5£. Derefter et par jeggings, fordi jeg er totalt modstander af denim-bukser, men elsker looket. Dog er dem, jeg har for små, så købte nogle i str. UK 10. Turns out, at dem jeg havde derhjemme var størrelse UK 10, så… dem jeg lige har købt her, er også for små, god fucking damn. Men altså, 6£. I’ll live

 

Så har jeg for vane at købe sko EVERYTIME jeg er i Primark, og jeg ved ikke helt hvorfor???? Første gang købte jeg de lækreste støvler, anden gang tårnhøje stiletter (lidt alla dem her, bare højere), som jeg aldrig har brugt fordi… can’t walk in heels. Tredje gang et par klipklapper, se dette indlæg, som jeg har brugt 1 gang og fik gnavesår af :))) og nu de her. De er fucking flotte, OG jeg kan gå i dem (brugt dem 1 gang, meget kort, men yanno). Elsker dem. Worth it. 100%. Fortryder intet. Og de kostede 6 eller 5£, idk

Moooving on:

Hyggesokker er altid vejen frem, hehe. To styks. sorte par, 1.80£. Lææækker.

5 par matte, gennemsigtige tights. Funfact: Jeg kan ikke bruge normale nylonstrømper i hudfarve, fordi jeg er så bleg. Så skal have nogle specielle, der matcher min hudfarve. 2 stk. koster i H&M ofte 70 kr. Så 5 for 3£ er helt fint. Turns out dog, at de ikke er super slidtstærke. Det er nylonstrømper ikke generelt, men de her er virkelig weak. Men det er fint, hvis man f.eks. skal i byen.

Og mere Disney, min weakness nr. 2 i denne omgang. Sokker. Ohyes. 3 stk. for 3£. Altså hallo, fucking billigt jo. Yay.

Jeg har ledt efter nogle øjenskyggebørster, til mine farvede øjenskygger (fordi jeg bruger de store til basic farver), så de her er perfekte. 1,5£ for 5 stk. Perfect.

Og jeg manglede hårnåle, så jeg købte lige 60 stk for 1£. Lækker. Dog er de ikke supergode/behagelige, så… men det fint.

OG SÅ… rykker vi videre til undertøj, puhaaa. Jeg mangler trusser, fordi jeg tænker, jeg måske ikke skal rende rundt i dem, jeg har brugt siden jeg var 13, har brug for noget nyt. Og nu tog jeg det seriøst, og besluttede mig for, at få skaffet noget nyt.

Så here goes, en sportsbh. Jeg syntes, den var cuuute. Dog gnaver den lidt, så rip mig. Men den kostede ?, så i’ll live.

Flere basic bh’er, much love, i various farver. Til 2£ stykket er jeg sgu glad nok.

Also, man kan aldrig få nok basic trusser, så… 3 for 3£, jatak.

Jeg kunne ikke lade være. Jeg elsker kattetrusser :((( rip Igen 3 for 3£. It’ll b okay.

Og de her var bare killer. De er så fine og cute, og hvad vigtigere er, de er fucking behagelige. BLESS. De var så lidt dyrere (3 for 5£), men fuck, kunne ikke leve uden jo.

Og lidt flere, 3 for 2.5£. Jeg skulle bare have et rødt par, så… ja. Whatever. Turned out good, så jeg er tilfreds.

 

OG DET, var så dét, hvad angår Primark-Haul. Så købte jeg lidt i H&M’s salessection, som kommer her:

Jeg fik fat i en lille kjole, som jeg er mega glad for. 6£. Billig og cute kjole = glad Cecilie.

En dejlig BLØD, lyserød hoodie. Me like. Og den kostede kun 5£! Yas bitch. I’m here for soft hoodies that makes me feel like i haven’t even left my bed.

Og nogle hårelastikker. Jeg er forelsket i de her, fordi jeg kan sidde og lave alt muligt lort med dem, når de sidder på mit håndled (sidde og dimse med det, når min angst acter the fuck op), og det er mega soothing og hyggeligt og ah. Så ja, 5 stk. angstreducerende elastikker til Cecilie, 1£, jatak.

 

Sidste indslag i dag er…

En bette Starbucks kop – 1£. Yay <3

 

Så ja. Håber I har fundet det interessant at følge med.

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i ACT? #9

Hej bloggen, og velkommen tilbage til endnu en dag i ACT.

 

Vi lagde ud med en hjemmeøvelse, som altid, og jeg tror faktisk, vi brugte hele sessionen på det, for jeg har ikke sindssygt mange noter fra denne dag? Så det bliver et kort indlæg.

Vi skulle vælge en værdi, som vi ville leve efter, og udpensle, specifikt, hvad vi ville gøre, for at leve efter den, og derfra bemærke, hvilken betydning det havde, for vores tanker, følelser, og adfærd, at gøre dette.

Jeg valgte at omfavne øjeblikket og være modig. Her ville jeg tage jahatten på, gøre noget mere aktivt, og sige mindre fra.

Jeg er ikke sikker på, om jeg lavede opgaven(?), men jeg har skrevet notater til, at jeg sagde ja til forældremøde, og fitness (hvilket skete ugen før, så?). Menøh, basically gjorde jeg endelig op med mig selv, at det var på tide at starte i fitness over sommeren, for at prøve at komme lidt mere ud, og ikke sumpe rundt i løbet af sommeren. Samtidig indvilligede jeg i, at lade min kæreste møde mine forældre, og vice versa. At møde hans var uden tvivl mest skræmmende. Men det gik fint.

Det, der skete for mig, da jeg skulle møde hans forældre, var, at jeg var meget caught up i mit hoved. Der skete rigtig mange ting, og selv om jeg var lettet over, jeg endelig gjorde det, og stolt over, at jeg gjorde det, så kværnede tankerne derudaf. “Jeg er ikke god nok, de kan ikke lide mig, jeg er dum, hvad laver jeg her, hvorfor sker det her, jeg vil ikke, jeg vil hjem, omg jeg er så fucking dum, hvorfor forstår jeg ikke hvad de siger, hvorfor diskuterer de, er det min skyld, what the fuck”. Det kørte derudaf med 180 kilometer i timen, og jeg følte mig DØD, da jeg endelig kom hjem. Jeg kunne ikke slippe tanken om, at jeg ikke var god nok, og at jeg var dum. Samtidig følte jeg mig ked af det, rådvild, forvirret, alt muligt. Af samme årsag var jeg stille under mødet, bød ikke ret meget ind, og udviste ikke super meget intelligens, faktisk. Det var kikset. Og det var pinefuldt.

Men oveni alt det, var det også rart. Jeg havde gjort det første gang. Det var hårdt, jeg var fanget i kaos af tanker og følelser, men jeg vidste med mig selv, at det ville blive nemmere. Nok ikke anden gang, sikkert ikke engang tredje eller fjerde gang. Men på et eller andet tidspunkt, ville det blive bedre. Og jeg klyngede mig til det håb. Det allerværste var overstået nu, og det kunne kun blive bedre.

Vi så også denne her ACT-video.

 

Resten af noterne, jeg har fra denne dag, er de andres oplevelser, og selv om jeg synes det giver meget, at få flere oplevelser på, så lader jeg dem være. For jeg har ikke supermange noter, og jeg tror bare, det bliver forvirrende. Så det her var et meget kort indlæg, med det eneste indhold, at dele min hjemmeopgave.

Så hvad har jeg lært?

AT DET ER PISSEFUCKING HÅRDT, AT GÅ EFTER DET MAN GERNE VIL. Men, jeg har en værdi, der hedder familie, og en værdi, der hedder at være en god svigerdatter, og knytte gode bånd til min kærestes familie.

SÅ. Jeg udstår det her lort, og venter på, at jeg får det bedre, og det stopper med at være hårdt og udmattende.

For det skal nok blive bedre.

Hans familie er rigtig sød.

Jeg skal nok komme til at passe ind.

Så ro på, rid stormen af. Acceptér de følelser, der er, og prøv at lev med det, indtil din hjerne får tilpasset sig, at det ikke er farligt.

 

Så mit råd til jer er, at prøve noget af det samme. Find frem til jeres værdier, og lav små babysteps. Øvelser. Kom ud og gør noget aktivt. Gør én lille ting anerledes, og se, hvad der sker – og hæng i, selv om det er hårdt. Selv om tanker eller følelser fylder. Det skal nok blive det værd. <3

(billedet er faktisk fra den dag, jeg mødte hans forældre).

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

London 2018 – Dag 7 – London Eye & Imperial War Museum

Hej bloggen, og velkommen tilbage til dag 7, og dermed også sidste reelle dag i London.

Vi startede dagen med at gå ned til London Eye, som vi selvfølgelig skulle op i. Det var sidste attraktion på vores Merlin’s Magical London Pass.

 

Selvfølgelig obligatoriske Big Ben.

Fordi jeg i et tidligere indlæg lagde et selfie op med min mor (eller snarere et skelfie), kommer der også lige her et af min far og jeg. Egentlig ville han tage et selfie af sig selv, men jeg hoppede lige med ind og photobombede. Elsker du mig, papa?

Sådan ca. her, var vi højest oppe i luften, og var på lige fod med dem i vognen bag os. De søde drenge smilede og vinkede til mig. Lidt cute.

Og så lige lidt flere udsigtsbilleder, og afslutningsvis, altanerne, som jeg forelskede mig lidt i. Det er sikkert pissedyrt at bo der, men fuck, det må være lækkert.

Vi betragtede også lige London Eye from afar, som vi gik over broen mod Elephant & Castle.

 

Vi skulle nemlig mod Imperial War Museum. På vejen snuppede vi lige en is. Min var en sodavandsis med bubblegum – den var goood. Og mindede om en, jeg smagte i Tokyo (nederst i dette indlæg) omend bubblegum-smagen i den her godt kunne have været lidt mere intens. Men god, det var den – og forfriskende!

Mig, der desperat prøver at capture the perfect ice lolly billede, inden min is smelter mellem fingrene på mig ¯\_(ツ)_/¯ nå. Ind på museummet vi gik!

Er forelsket i gamle skilte som disse. Much love. Derudover havde de en skyttegrav, man kunne gå igennem – den var ret fed. Men, gotta be honest – det gav ikke samme experience, som National Showa Museum i Tokyo, hvor man også fik lov til at sidde i en “bunker” og mærke vibrationerne fra “bomberne”. Læs mere her.

Her ses en af Prinsesse Mary’s “gift boxes”, som blev sendt til de britiske tropper under 1 verdenskrig (1914). Prinsesse Mary var 17 år, og datter af Kong George V, og sparede pengene sammen via en offentlig indsamling, så tropperne kunne modtage en julegave fra den britiske nation. Rygerne fik cigaretter, tobak, lightere og piber, og dem, der ikke røg, fik blyanter og papir. Indiske tropper modtog søde sager og krydderier, og sygeplejerskerne (mit fag) modtog chokolade. How cute!

Her ses en røde kors’ sygeplejerske kyse-ting, som tilhørte Edith Cavell, som holdt til på et hospital i Brussels, der var invaderet af tyskere (kan ikke lige huske det rigtige ord). I 1915 blev hun myrdet af tyske soldater, fordi hun hjalp strandede Allierede soldater med at komme tilbage til tropperne. Der er også skrevet en bog, som også ligger fremme.

En sygeplejerskeuniform. Synes bare, jeg ville tage den med, fordi… hallo, sygeplejerske in the making her.

Mange døde under krigen, men mange flere havde ladt livet, hvis ikke at sygepleje og behandling var blevet så effektivt, som det blev. Medicinske teams skulle gjorde de sårede mænd klar til hamp, og fik derfor mere og mere viden om shock, blodtab og infektioner. At vide, at soldaterne fik god behandling, hvis de blev såret, var noget, der holdt moralen af soldaterne og deres familier, oppe.

Nogle mænd kunne humpe til nærmeste sted for at få hjælp, mens andre måtte bæres på bårer og lign. Røntgenbilleder spillede en stor rolle, for at lægerne kunne lokalisere kugler og granatsplinter i soldaternes kroppe, og dermed fjerne dem. I 1918 kom der en ny procedure, hvor man kunne transfusere blod, hvilket øgede chancen for overlevelse blandt soldaterne, der ofte ellers led af blodtab og shock (oversættelsen er ikke totalt perfekt, fordi jeg kan åbenbart ikke finde ud af at oversætte engelsk til dansk inde i min hjerne??).

Her ses tydeligvis en båre.

Og derudover, vi springer lige frem i tiden, til 1938, optakten til 2. verdenskrig. 38 millioner gasmasker blev uddelt rundt i England. 2 millioner af dem var specielle røde og blå “Mickey Mouse” masker, der var til børn mellem 2-4 år. Maskerne lugtede og blev svedige, og mange brød sig ikke om dem. Men nogle børn fandt ud af, at hvis de indåndede hårdt nok, og derefter udåndede, kunne de lave en pruttelignende lyd, der fik dem til at grine, selv når de var bange.

First off, what a cute frigging story. Second, hallo, de lavede MICKEY MOUSE MASKER TIL BØRNENE. FOR AT GØRE DEM MINDRE BANGE. DET ER SGU DA CUTE.

Et metal-operationsbord, der blev brugt omkring 1940’erne… lidt cool. Bare lidt.

Vi var også inde og se en speciel udstilling om Holocaust, men der var ingen billeder tilladt. Men dén udstilling syntes jeg faktisk var sindssygt spændende. Jeg syntes resten af museummet havde været lidt tamt, havde forventet mere. Men det kan også skyldes, jeg bare var i enormt dårligt humør den dag, og derfor bare ikke kunne fokusere så superfantastisk. Men ja. Holocaust var virkelig spændende. Det var så fangende, at gå og læse om (selv om jeg efterhånden har læst virkelig meget), og ja. Jeg bliver aldrig træt af det. Jeg synes det er spændende, og fascinerende – og fuldkommen forfærdeligt! – alt det, der foregik dengang.

Herefter var dagen så godt som slut. Min mor og jeg gik til nærmeste H&M, da jeg skulle have byttet en kjole, mens min far og lillebror gik tilbage på hotellet. Vi afsluttede dagen med lækkert Mcdonald’s.

 

***

 

Jeg ville ikke lige lave en separat post for hjemflyvning, så… dag 8 – HJEEEM!

Vi spiste morgenmad på hotellet, pakkede, smuttede af sted mod lufthavnen. Som vi kom ind i lufthavnen, og havde checket ind osv., besluttede vi os for at købe en meal deal, at tage med på flyet. Jeg havde også 5 vouchers til gratis cola zero, og dem kunne jeg fandeme cash in i lufthavnen, så jeg måtte se virkelig yndig ud med en meal deal med sodavand, yderligere 5 sodavand, og så 3 kæmpe toblerone. Jeg er ikke sær. Og manden i kassen tog sygt meget pis på mig, og jeg forstod det bare sleeet ikke, så det var sygt akavet :)) Men ja, vi fik tiden til at gå, og ikke længe efter skulle vi boarde.

Obligatorisk pasbillede, og obligatorisk jeg er i London-lufthavn. Vi var hjemme ved 16-17-tiden, og min kæreste var sådan “ville gerne være dukket op hos dig, men er sikker på det ville have været lidt creepy” (på daværende tidspunkt havde han ikke en nøgle, og vi var ikke flyttet sammen). Jeg kom hjem, og noget af det første jeg gjorde, var bare at skrive til ham, jeg var hjemme, så han bare kunne komme. Ikke noget med at pakke ud. Bare “kom hjem til mig er hjemme nuuu”. Og det var præcis, hvad han gjorde. Og det var virkelig rart at se ham igen. No joke. Intet bedre end at ligge og putte med en, man har savnet. <3

Så ja, det var afslutningen på min tur til London. Inden længe får jeg postet en London-haul/Primark Haul, så stay tuned, hvis det har interesse! Tak fordi I gad læse med. 🙂

 

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x