Storytime: Nytår, 2017

Hej bloggen, og velkommen tilbage.

Obviously kommer det her indlæg lidt sent ud, som I kan se, men jeg har bare haft lidt småtravlt. Men her er det så – og det handler selvfølgelig om nytår!

 

Jeg blev hentet, af nogle af mine forældres venner, og vi kørte så sammen hjem til mine forældre, hvor der var boller og kage, og vi fejrede min fars fødselsdag – som hvert år, den 31. Jeg var kommet i seng ved 5-6 tiden om morgenen, så da jeg blev kørt hjem igen, tog jeg en lur, inden jeg gjorde mig klar til nytår.

Min veninde, S, og jeg skulle i byen, men kunne desværre ikke nå at mødes inden… så jeg gjorde mig klar alene i min lejlighed, mens jeg hørte noget god musik, spiste noget hurtig aftensmad, og ellers bare trampede derudaf. I løbet af aftenen skrev vi også sammen, og sendte hinanden billeder og videoer, sådan “tjek min makeup er den god nok lol”-agtigt, haha. Det var grineren. Ofc hørte jeg tramp hele dagen. Jeg havde done og redone mine øjenbryn at least 15 gange, før jeg bare måtte give op og erkende, de simpelthen ikke blev bedre xD Jeg havde så ondt, det føltes som om, at jeg havde fået smækket syre på øjenbrynene, af alle de gange, jeg havde fjernet makeuppen igen, lol.

26755690_942636359226558_1386836601_n 26694477_942636305893230_1431387782_n 26647965_942636392559888_2122754539_n 26647919_942636319226562_1024598577_n

Menøh, her har vi så OOTD, eller nok nærmere OOTN. Man kan heldigvis næsten ikke se, hvor meget jeg roder xD Men ja, sådan så mit endgame ud, og at some point during the night, var der nogle fyre, der fik den geniale idé, at jeg skulle have en samling af knæklys rundt om mig, som et slags bælte, haha. Det blev selvfølgelig i lyserød, hehe.

Nå, men mens jeg gik rundt derhjemme og bare trampede, hørte musik, lagde makeup, drak, osv., blev jeg også lidt yderligere småsulten, så jeg tog en håndfuld mandler, som jeg spiste, mens jeg dansede rundt og sang, og at some point laver jeg lige sådan en – tror jeg selv – sexet twirl rundt, mens jeg synger, fortsat med mandler i munden, og what happens? Jeg kommer til at spytte mandler ud på mit fucking spejl. Flot. Jeg faldt på hug, fordi jeg grinede så meget over mig selv, haha.

Nu, da jeg ikke kan uploade videoer her til bloggen, kan I se dem på min instagram lige her (hvis I vel at mærke ikke er sarte)… og jeg har nogle flere selfies lagt op her, i tilfælde af, I ikke allerede syntes, jeg er narcissistisk nok, med dem, jeg kommer til at lægge op her nedenfor 🙂

26697015_942636325893228_1870317384_n 26648318_942636335893227_1005804677_n

Ærligt, jeg havde den sygeste føler med det her outfit! Skudud til Boohoo.com og H&M, lol.

 

Nå, men at some point kom min veninde, og jeg mødtes med hende nede i gangen, hvor vi så tog bussen mod Helsinge (klubberne åbnede først klokken 23, og hvis vi ikke ville stå udenfor og vente i en time, måtte vi tage en gigantisk omvej til vores destination). Jeg havde selvfølgelig min trådløse JBL GO højtaler med, så vi kunne sidde og jamme i bussen… det tog godt og vel en times tid i bus, tror jeg, og jeg havde det FUCKING fedt. Vi skulle skifte bus midt i det hele, og jeg jammede bare elegant videre på busstoppestedet, mens jeg tissede omme bagved (hvis man skal, så skal man)… en fyr gloede på mig fra sin bil :))) selv om jeg stod bagved busstoppestedet og han barely kunne se mig??? wtf dude, er du ok

Men ja, vi kom ind i næste bus, og jeg jammede lykkeligt videre, og pludselig siger S så til mig “skal vi ikke stå af ved centeret, hvis der er åben, kan jeg jo lige låne deres toiletter, for jeg KAN ikke tisse udenfor, og jeg skal virkelig?”… det siger jeg så ja til, og i min KOGER, så trykker jeg jo så stop 2 km før centeret, hvor jeg nærmest flyver ud af bussen??? så vi stod dér, 3 km fra klubben, og vi skal begge tisse HELT vildt.

Jeg får jo så den blændende gode idé, at tisse udenfor… foran Stark byggemarked. Fordi why not? Så det gør jeg… min veninde manager også at få tisset, så all is good, og jeg havde både papir og sprit med, så alting kørte bare, men idet, jeg havde trukket mine bukser på plads igen, kigger jeg bare på min veninde med sheer terror i øjnene, idet jeg udbryder “JEG GLEMTE AT TØRRE MIG!” og hun flækkede bare af grin, inden hun rakte mig noget papir… #kikset. Min næste kommentar var bare “godt jeg ikke skal have sex i aften hvA” og hun flækkede yderligere. OHWELL.

Vi påbegyndte så vores vandring mod centreret, og der var bare vådt og smattet. S tog den kloge løsning og gik op mod vejen – jeg gik på en mudret sti i stedet for, fordi jeg åbenbart er dum i hovedet?

Men altså, vi fortsatte jo så. Jeg havde puttet shots i mine sko, og de gnavede lidt og gjorde ondt, men jeg tænkte ikke så meget over det… jeg tog bare ét ud af de tre shots, jeg havde i skoene, og gik videre, mens jeg selvfølgelig i min fucking koger, hvor jeg synes alting bare er hilarious, skriver til en :)) dumme Cecilie.

… og fordi jeg gik og ventede på hans svar, så gik jeg bare careless rundt, og så gjorde S noget på den anden side af vejen, der fik mig til grinende at gå baglæns, og what happens? Jeg slår hovedet direkte ind i en lygtepæl??? :))) det gjorde lidt av. Men jeg grinede selvfølgelig bare og moved on, med kommentaren til ham jeg skrev med, om, at jeg nok havde brug for en støttepædagog. LOL.

Da vi nåede klubben, skrev jeg også denne gyldne besked:

Mig for en time siden: “har ikke nok shots med”.

Mig nu: “bror, hvorfor så mange shots” 

Jeg FLÆKKER stadigvæk af grin, når jeg læser the beauty that is that message.

Anyway, vi kom ind på klubben, alt var nice, vi fandt the dancefloor, og some guys quickly joined os. Begge to englændere… forstår ikke. Men ja, dem hang vi ud med, og jeg var så stegt, at jeg ikke engang opdagede, at det var nytår 🙂 #godtnytår og min cute boi skrev også godt nytår til mig, og jeg var så langt væk, at jeg ikke engang realizede det… amazing.

Men vi fik gratis champagne, hvilket jeg heller ikke tænkte over??? jeg dansede lystigt videre, og havde en fæææst.

 

Vi tog senere med fyrene nedenunder, hvor vi spillede beerpong, although jeg hurtigt, inddirekte blev smidt af holdet, fordi jeg var for stiv til at ramme noget som helst. Smuuukt. Jeg fandt dog en lille svagpisser af en fyr på 18, der allerede havde fået for meget at drikke, så han blev mobbet grusomt :)) hahahahaha. Ej, vi hyggede os. Han kunne jo godt se, at jeg også selv havde fået lidt for meget, ikk :))

At some point sidder vi i rygerrummet og ryger #sorrymom&dad, og puster af en eller anden årsag ned i askebægeret, og får alt det der lorteaske i øjet??? fucking skyd mig??? DET GJORDE SÅ ONDT. ALTSÅ VIRKELIG. I cried

Så vi gik ned på toilettet, hvor jeg først tissede, og så min veninde, og jeg syntes åbenbart det var svært at få mine bukser på, for jeg slog hovedet mod døren, for at holde balancen, idet lortet åbner og jeg næsten flyver ud??? jeg flækkede af grin, for det viste sig, at lille S ikke havde låst døren, da vi gik derind xD

Senere gik vi så op igen og dansede videre, denne gang – på min request – på bordene, hvor jeg havde det amazing. Vi fik også free alcohol, så all was good. Haha.

 

Da klokken nærmer sig 3, begynder jeg langsomt at smelte hen… det, at jeg ikke spiste den store mængde aftensmad, begyndte at bide mig bagi… jeg var så sulten, at jeg var ved at DØ.

Så vi besluttede at smutte fra klubben, og head to det nærmeste pizzaria, der var godt og vel 30-45 minutter om at servere vores fucking lortepizza??? :))) og totalt forskudt, så jeg nåede at spise min pizza, inden S fik hendes… på trods af vi bestilte literally lige efter hinanden. Jeg var ligeglad though, jeg var så sulten, jeg bare skulle spise. Så jeg spiste en hel salatpizza. No ragrets. Da jeg havde spist den og var ved at dø af kvalme, gik det op for mig, jeg også havde kransekage i min taske. Vi blev dog enige om, ikke at spise kransekagen nu xD

Jeg tog også shotsne op fra mine sko, og guess what? Lortet havde kraftedeme boret sig ind i mine fødder, så jeg har fine sår på anklerne nu :)) øv. Det sker ellers aldrig for mig, rip.

Jeg ringede så til min farfar og sagde, vi gerne ville hentes, og vi skulle så gå over til centeret.

Tror I selv frk. dum her kunne det? Nope.

Jeg havde så ondt i fødderne, at jeg fik den geniale idé, at for at gå lidt hurtigere, tog jeg da bare skoene af? Og gik? Så det gjorde jeg, gik på strømpesokker, og i swear, jeg havde kun lige sat fødderne på jorden, da jeg realizede, det var en dårlig idé, men der var da bare 2 late. Mine sokker var gennemblødte. Jeg kunne umuligt stikke dem tilbage i skoene. Everything hurt. All was cold. Mine tæer frøs til is. Jeg havnede i adskillige vandpytter. I was dead.

26648177_942636405893220_1189702082_n 26694224_942636332559894_1790570887_n

Aftenen sluttede med, at min veninde blev kørt hjem, og jeg blev kørt hjem, og så lå jeg på gulvet et kvarters tid, almost naked, fordi jeg var for doven til at rejse mig xD alt i alt en meget vellykket nytårsaften, haha. Ikke ligefrem en aften, jeg er stolt af – jeg traf mange dumme beslutninger – men sådan kan det gå xD Og jeg havde det sjovt, så jeg har ikke tænkt mig at sidde, og dvæle ved det. Shit happened, life moved on, du ved. Så… ja. Alt endte godt, og jeg kom i seng!

Håber I havde et fantastisk, og måske lidt mindre reckless nytår, end det, jeg havde. Kyskys <3

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i SFT? #22

Hej bloggen, og velkommen tilbage til endnu en omgang SFT. Den sidste for 2017, hvilket også betyder, at jeg ENDELIG er up to date med det hele.

 

Fredag d. 15/12 havde vi sidste gang i SFT, 2017, og samme dag bevægede vi os også fra konflikthåndteringsmodulet og over mod selvværdsmodulet. Noget, som jeg har set VIRKELIG meget frem til, og som jeg VIRKELIG tror kommer til at gavne mig.

Men først skulle vi lige igennem hjemmeopgaven fra sidst, som handlede om at registrere konfliktoptrappende ulvesprog, og konfliktnedtrappende girafsprog. Jeg havde ikke rigtig encountered nogle konflikter, hvor dette kunne bruges, men jeg kom i stedet med en situation med en pige, jeg tit kommer op at skændes med, som rigtig tit er god til at bruge ulven – og hvordan jeg gør mit bedste, for at være en giraf… øhm, jeg havde ikke noget papir med til denne gang, så jeg fik ikke skrevet ned, hvad de andre sagde, så ja… det var dét angående hjemmeopgaven.

 

Herefter vil jeg lige gennemgå de grundlæggende, personlige rettigheder, jeg snakkede om i sidste indlæg. Disse omhandler:

  • Ret til at give udtryk for min mening.
  • Ret til at give udtryk for mine egne synspunkter, værdier og holdninger.
  • Ret til at synes, at mine egne behov er lige så vigtige som andre menneskers behov.
  • Ret til, at have følelser som glæde, vrede, sorg og skuffelse.
  • Ret til, at udtrykke mine følelser.
  • Ret til at blive hørt, og til at blive taget alvorligt.
  • Ret til at blive respekteret på lige fod med andre mennesker.
  • Ret til at bestemme, om jeg vil leve op til andres forventninger eller handle som det passer mig, blot jeg ikke krænker andres rettigheder.
  • Ret til ikke altid at være perfekt.
  • Ret til at begå fejl.
  • Ret til at skifte mening.
  • Ret til at sige, når der er noget, jeg ikke forstår, eller noget, jeg ikke ved.
  • Ret til ikke at tage ansvar for andres problemer.
  • Ret til at bede om det, jeg gerne vil.
  • Ret til at være mig selv, udtrykke mig selv, og handle som jeg finder rigtigt.

^ Ovenstående er som sagt “grundlæggende personlige rettigheder”, dvs. rettigheder, vi ALLE sammen har, uanset hudfarve, køn, religion, osv. Så hvis nogen har fået dig til at få det dårligt over de her ting, eller hvis du får dig selv til at føle skyld over de her ting, så stop lige op engang, og mærk, at det er noget, du HAR ret til, og dermed ikke noget, der skal føles skyld over. 🙂

 

Moving on til temaet for denne SFT-session, som var Kognitive Forvrængninger. Det her hørte jeg også om på psykiatrimodulet (modul 8) på sygeplejerskeuddannelsen… og det er noget, jeg i DEN GRAD har problemer med. Det tror jeg, vi er flere, der har på et eller andet plan, men… nogle er mere handicappede og begrænsede, på grund af de her forvrængninger, end andre mennesker er – og det er, når forvrængningerne fylder så meget, at det stopper en fra at leve, som man vil, at man ligesom… ja, får et problem. Jeg tænker at gennemgå de 17 – yup – forvrængninger, vi hørte om, og koble lidt på, fra mit eget liv. Det var i bund og grund også det, vi faktisk gjorde til SFT. Vi blev delt op i to grupper, tog halvdelen hver, og så skulle vi selv reflektere og komme med eksempler. Så ja, jeg kommer med mine egne eksempler, i stedet for at bruge dem, der står på mit papir. Så lad os komme i gang!

  1. Tankelæsning. Du antager, at du ved, hvad folk tænker, ude at have tilstrækkelige beviser for deres tanker. F.eks. “De tænker sikkert, at jeg er for tyk.” Dén her døjer jeg personligt rigtig meget med, hele tankelæsnings-mantraet, med ALT muligt mellem himmel og jord. Virkelig, alting. Det er gudskelov blevet bedre, fra da jeg var yngre, men jesus, hvor det stadigvæk fylder.
  2. Spådomme. Du forudsiger fremtiden, dvs. at tingene vil blive værre, eller at der er farer forude. F.eks. “Jeg dumper helt sikkert denne her eksamen, og så bliver jeg smidt ud af studiet også.” Også rimelig guilty herfra.
  3. Katastrofetanker. Du tror, at det, der er sket, eller vil ske, vil være så frygteligt og uudholdeligt, at du ikke vil være i stand til at holde det ud. F.eks. “Det her klarer jeg ikke, for jeg bliver så angst, at jeg sikkert bare dør, det er enden, alting slutter nu, så det kan jeg bare ikke.” Den har jeg faktisk rigtig tit. Hvilket er totalt sært, fordi angst DRÆBER IKKE!!! Det er røvubehageligt, men det slår altså ikke nogen ihjel. Så det er totalt urealistisk at tro, at jeg dør, men ja..
    • Lige en kommentar knyttet hertil, så har jeg også katastrofetanker ifm. min OCD, som mere er… ja, katastrofe-tanker. Altså, hvor jeg tænker “Hvis jeg ikke gør dit-dut-dat, så dør min familie, så det SKAL jeg gøre.”, eller “åh nej vi dør alle sammen, fordi den der bil lige dér kørte lidt stærkt, og det er min skyld, fordi jeg ikke sagde remsen.”, osv.
  4. Stempling. Du tilskriver dig selv og andre negative træk. F.eks. “Ingen elsker mig, fordi jeg ikke kan elskes.” Den laver jeg også tit.
  5. Bortregning af det positive. Du hævder, at de positive bedrifter, som du og andre opnår, ikke er noget særligt. F.eks. “Okay, jeg fik 12 i SSO, men det er ikke noget specielt, lærerne havde nok bare ondt af mig, eller også var jeg heldig, for så god er jeg jo slet ikke.” Og det her SKETE faktisk. Jeg fik 12 i min SSO, og jeg var stolt i ca. 0.2 sekunder, fordi der var ikke én eneste, af mine “veninder” der ønskede mig tillykke. Jeg endte med at sidde og græde, i fuck knows hvilken time, vi havde, fordi de andre piger virkede sure på mig, over min karakter, og de nægtede at lykønske mig eller noget som helst. Så jeg endte med at føle mig skyldig, og jeg var overbevist om, at der måtte være en fejl. Da jeg kom til karaktersamtale, sagde min lærer, at der jo ikke var så meget at snakke om, for jeg havde jo fået 12, fordi min opgave nærmest var perfekt. Jeg havde lyst til at SKRIGE min historielærer ind i hovedet, at han måtte give mig noget, give mig noget at arbejde videre på, så jeg kunne blive perfekt. Det var fuldkommen åndssvagt, men jeg følte mig bare ikke fortjent til det. Inderst inde vidste jeg godt, at min SSO var PISSEGOD, og looking back, så synes jeg faktisk den er så god, at jeg ikke engang fatter eller husker, at jeg har lavet den. Men dengang følte jeg bare slet ikke, det var godt nok. Sådan har jeg det stadigvæk efter hver evig eneste eksamen. Hele folkeskolen tænkte jeg også bare “jeg fortjener ikke det her 12 tal, for jeg er dum”. Og jeg HADER det.
  6. Negativt filter. Du fokuserer næsten udelukkende på det negative, og bemærker sjældent det positive. F.eks. “Nu kunne jeg heller ikke finde ud af det.” Den her er jeg også rigtig slem til at lave. Jeg ser en lige p.t., og det er FANDEME et under, at han har magtet mig så lang tid, som han har, fordi jeg er bare så slem til at lave den, og endda rigtig tit ubevidst, at så flyver der bare et eller andet selvhadende ud af min mund, og så står jeg bare… well this was awkward and u weren’t supposed to know, but yet here we are. Jeg fokuserer alt for meget på de ting, som jeg ikke selv føler, jeg gør godt nok. Heldigvis er han, og mange andre omkring mig, rigtig gode til at korrigere denne her forestilling lidt, ved at highlighte de ting, jeg godt kan. Eller korrigere mig fuldkommen, hvis det jeg baserer som værende “forkert” eller “ikke godt nok”, faktisk i virkeligheden var lige i skabet.
  7. Overgeneralisering. Du oplever et generelt mønster af negativt, på baggrund af én enkelt begivenhed. F.eks. “Jeg gjorde denne her ting forkert, jeg gør sikkert også alt andet forkert.” Jeg vil sige, denne her var faktisk lidt svær for mig, fordi… jeg føler ikke jeg overgeneraliserer noget, jeg føler reelt, at det er sådan det er, så jeg føler lidt et tillidsbrud til mig selv, hvis jeg skulle komme med nogle mere slående eksempler, fordi jeg føler, de er så reelle, som noget kan være??? Men det er f.eks. sådan noget med: “De her piger er stride mod mig, så sådan er alle piger, og ingen vil mig det godt.” eller “Nu blev jeg også såret af ham her, så alle fyre er bare ude på at smadre mit liv entirely.”
  8. Polariseret tænkning. Du betragter begivenheder eller mennesker i alt-eller-intet termer. F.eks. “Alle hader mig.” eller “Jeg kan ingenting.” eller “Jeg hader/elsker dig.” Det er meget sort-hvidt for mig, med rigtig mange ting. Og jeg hader det. Min terapeut bliver ved med at snakke om gråzoner, men jeg kan fandeme ikke se nogen!!!!
  9. “Burder”. Du fortolker begivenhederne i lyset af, hvordan de burde være, i stedet for at fokusere på, hvordan de er. F.eks. “Jeg burde få 12 i alt, ellers er jeg ikke god nok.” Her vil jeg lige smide en alternativ tanke ind, der hedder – “Jeg vil gerne have 12 i alt, men det kan jeg ikke. Jeg gør mit bedste, og det er godt nok.” Fordi jeg er SÅ slem til den her, altså, virkelig! Og jeg skal seriøst få igennem min æggehjerne, at der er intet i verden, som man SKAL eller BØR. Der er ting, man KAN eller VIL. Og sådan er det.
  10. Personalisering. Du tilskriver en uforholdsmæssig del af skylden for negative begivenheder til dig selv, og formår ikke at se, at visse begivenheder også er forårsaget af andre. F.eks. “Det her skænderi er udelukkende min skyld, fordi jeg sagde min mening.” Her vil jeg lige referere til de personlige rettigheder ovenfor – jeg har RET RET RET TIL AT SIGE MIN MENING!!! Andre behøver ikke at være enige, men andre behøver heller ikke starte et skænderi med mig, fordi vi har forskellige meninger!!! Et andet eksempel kan være: “Den her person gider mig ikke, så det er mig, der er noget galt med.”
  11. Bebrejdelser. Du fokuserer på den anden person, som kilden til dine negative følelser, og du afviser at tage ansvar for at ændre dig selv. F.eks. “Det er pga. den her person, jeg har det, som jeg har det nu.” Jeg vil sige, personligt har jeg gjort det her. Jeg har bebrejdet rigtig mange mennesker, men ikke udelukkende bebrejdet dem. Jeg har altid selv kunnet tage ansvar selv også. Og jeg er ked af at sige det, men nogle gange er der bare en direkte sammenhæng mellem noget folk gør, og hvordan man ender med at få det. Og sådan er det bare. Jeg synes den her tricky. For jeg er også et sted i mit liv nu, hvor jeg kan anerkende… sådan, lidt… “Det er ikke din skyld, jeg har det sådan her, det er mig selv, fordi jeg har en sygdom, og fordi jeg er lidt sensitiv, og fordi min hjerne arbejder mærkeligt, og prøver at få alting til at passe ind i en forvrænget virkelighed, jeg har – men det du sagde der, har triggered noget inde i mig, der gør, at jeg får det sådan her. Det er ikke din skyld, for det var ikke din mening, men jeg har det stadigvæk dårligt over det, fordi du triggerede det, og det er ingens skyld, men det ændrer ikke på, at jeg ikke har det særlig godt lige nu.”
  12. Urimelige sammenligninger. Du fortolker begivenhederne i lyset af standarder, der er urealistiske, ved primært at fokusere på andre, der klarer sig bedre end dig, og dømmer så dig selv underlegen. F.eks. “De fik 12, og jeg fik kun 10, så jeg må være dum.” Den her referer lidt til den anden 12-tals-ting, jeg var inden på. Jeg har i lang tid haft det stramt med de her sammenligninger, fordi jeg ikke følte, de var uretfærdige. Men med rigtig, rigtig meget terapi, er jeg begyndt at forstå, at det er de. Jeg kan ikke sammenligne mig selv med 20 andre elever, og forvente, at jeg er ligesom dem. Især ikke, når jeg har flere tider på psyk UGENTLIGT, fordi jeg har det skidt i hjernen. Min terapeut – begge to faktisk – har altid sagt til mig: “Jamen Cecilie, et 10-tal er da flot. Et 10-tal er jo ikke dårligt, Cecilie. Cecilie, når man har det, som du har det, så er et 10-tal rigtig, rigtig flot. Du har en hjerne, der ikke husker ting særlig godt, og du har en hjerne, der hele tiden modarbejder dig. At du formår, at tage dig af en sygdom, du har i hovedet, og samtidig klarer dig så godt i skolen er et mirakel. Du er virkelig meget, meget dygtigere, end du tror.” Selvfølgelig ikke lige helt ordret, men altså. Faktum er bare – jeg har altid bashet det, mine terapeuter har sagt. For jeg skulle have 12, ellers var jeg dum. Det var jo bare en dårlig undskyldning, at min hjerne ikke fungerede optimalt, jeg brugte det jo bare som undskyldning for ikke at studere mere, og være dum og doven. Men nu forstår jeg, at der faktisk er noget om snakken. For jeg kan under ingen omstændigheder sammenligne mig og min sygdomshjerne, med nogen, der er fuldkommen raske. Det er en uretfærdig sammenligning, og jeg vil ALDRIG blive lige så god som dem, der ikke har konstante tankeforstyrrelser. Det er ikke muligt. Så hvis jeg endelig skal sammenligne mig selv med nogen, burde jeg gøre det med nogen, der i det mindste ligner mig lidt mere.
  13. Orientering mod ærgrelser. Du fokuserer på den idé, at du kunne have klaret dig bedre i fortiden, fremfor på, hvad du kunne føre bedre nu. F.eks. “Hvis jeg ikke havde været syg, så havde mit liv set meget anerledes ud.” Og jeg ved godt, at det er dumt, at ærgre sig, for jeg kan ikke ændre det. Du kan læse mere i det her indlæg. Men faktum er, at det gør jeg altså. Det står mere specifikt udpenslet i det indlæg, jeg har linket til, men det er pissehårdt og pissenederen, at være syg! Og jeg kan seriøst ikke stoppe med at synes, at det er pissehamrende ufedt, at have det sådan her. Det gør det rigtig svært at se en fremtid nogle gange. Men med det sagt, så kan jeg jo godt se, at jeg rykker mig, så forhåbentlig… jeg får ikke det tilbage, jeg har tabt. Men forhåbentlig lærer jeg at leve med det, og måske indhenter lidt, i takt med, at jeg får det bedre.
  14. Hvad nu hvis? Du stiller en serie af spørgsmål, om, “hvad nu hvis?” et eller andet sker, og du er aldrig tilfreds med nogle af svarene. F.eks. “Hvad nu hvis, at jeg ikke kan det her?” Jeg når altid frem til konklusionen – “Så dør jeg.” Eller “Så vil alle hade mig.” Eller det, der er værre. Jeg er så dårlig til det. Jeg hvad-nu-hvis’er alting. Og jeg har BRUG for svar. Så hvis jeg ikke selv finder svarene, på mit spørgsmål, så opsøger jeg dem. Igen må jeg referere til venner, der tit har måtte lægge ører til mit “hvad nu hvis dit-dut-dat”, og de så svarer “jamen så det her.” eller “jamen det kommer jo ikke til at ske.” – og jeg så kører videre i “HVAD SÅ HVIS DET HER SKER I KØLVANDET PÅ DET ANDET DER SKETE?” Eller “Øhm, nej, men hvad nu HVIS det gjorde?” #ondcirkel
  15. Følelsesmæssige ræssonementer. Du lader dine følelser styre din fortolkning af virkeligheden. F.eks. “Jeg hader mig selv, derfor hader andre mig også.” Eller “Jeg lider af angst og det er ikke normalt, og det er også pisseirriterende, så andre synes også, jeg er irriterende.” Jeg synes faktisk, den er lidt svær at beskrive denne her, men den fylder meget hos mig…
  16. Ude af stand til at afkræfte. Du afviser ethvert argument, der modsiger dine negative tanker. F.eks. “Ingen elsker mig. Heller ikke min familie, ikke sådan rigtigt.” Og det ved jeg jo godt er LØGN. Et andet eksempel er, at man flytter fokusset eller “undskylder” tingene. F.eks. “Okay, så lad gå. Ingen andre end min familie elsker mig. Og de elsker mig jo kun, fordi jeg er deres søster/datter/barnebarn, så det tæller ikke rigtig. Havde jeg været en fremmed, havde de hadet mig ligesom alle andre.” Og den er jeg SÅ forfærdelig til. Jeg laver den hele tiden, og jeg hader det. For jeg ved jo godt, at jeg er et dejligt menneske. Jeg ved jo godt, at min familie elsker mig, og ikke kun fordi de “skal”, men fordi de synes, jeg er sød og dejlig – jeg ved, at min familie er gode mennesker, og de har sgu kæmpe store hjerter, så uanset om jeg er relateret til dem biologisk eller ej, så ville de elske mig regardless. Så det er så fjollet, min hjerne forsøger at sige andre ting.
  17. Dømmende fokus. Du betrager dig selv, andre og begivenheder i lyset af sort/hvide vurderingr, i stedet for bare at beskrive, acceptere eller forstå. Du måler konstant dig selv og andre i henhold til vilkårlige standarder, og synes, at du selv og andre ikke lever op til dem. Du er fokuseret på bedømmelsen af andre, lige så vel som bedømmelsen af dig selv. F.eks. “Mine forældre er ikke ligesom andres forældre, så jeg må være kikset.” Eller “Jeg er som jeg er… det er nok helt forkert, jeg ikke er som de andre, jeg burde ændre mig.” Den her synes jeg også er svær at forklare, men den fylder også meget i mit bette hoved. Da jeg var yngre var det rigtig, rigtig slemt. Urgh!

NÅ. Så har vi været igennem de kognitive forvrængninger. Hvad tænker I om dem? Relaterer I? Har I andre eksempler, til noget, der falder ind under her?

– Og har I nogle alternative tanker, man kunne bruge som modskyts til de her tankeforvrængninger? Inspiration søges!

Jeg ved godt indlægget har en smånegativ klang, med alle de her negative forvrængninger, men jeg synes altså, det er pissevigtigt at få talt om. Også sådan lidt “du er ikke alene”-agtigt. For det er NORMALT, at have det sådan her. Som sagt, så har nogle mennesker det bare i mere invaliderende grad end andre. Og jeg synes sgu det var rart, at sidde i SFT, og vide, at jeg ikke er den eneste, der tænker nogle af de her fucked op ting. Fordi nogle af tingene, jeg har ifm. forvrængningerne ER mega fucked op, og har ikke noget at vinde indpas på bloggen. Og det er så rart ikke at være alene. Og hvis du sidder derude, og bliver tyngdet af nogle af de her ting, er det måske første step, at indse, at det er noget, man/ens hjerne, gør. Fordi før man kan ændre på det, eller begynde med alternative tanker, så skal man erkende, at der er et problem, eller noget, der skal arbejdes med. Og det håber jeg, at det her indlæg kunne kaste lidt lys over. Så tak til jer, der har læst med. Det var alt for nu.

26197395_938226626334198_1298935965_n

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘. <3

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i SFT? #21

Hej bloggen, og velkommen tilbage til endnu et SFT-indlæg, der dog er lidt anerledes.

 

Fordi jeg har misset nogle SFT-sessioner, og sådan, så tænkte jeg, at jeg ville lave et lille, hurtigt indlæg om, hvordan det var at fremlægge i en anden SFT-gruppe, om – u guessed it – SFT.

SÅÅÅ, here goes.

Jeg skulle fremlægge sammen med en anden pige fra min egen gruppe, lad os kalde hende Xenia.

Xenia har fra dag 1 været virkelig nervøs, og ja, ængstelig. Indelukket. Hun er vokset gennem forløbet, kan man se, og hun blomstrer så fint – men hun var nervøs for fremlæggelsen, især fordi hun egentlig ikke helt ville, men hun ville bare heller ikke lade mig gøre det alene, så hun greb bolden i luften, og besluttede sig for, at gøre det.

Jeg skulle direkte fra skole, over på psyk. Det tager ca. 15 minutter at gå, og jeg skulle være derovre omkring 11:30, jeg havde timer til 11:15, men dem i vores egen SFT-gruppe sagde, at hvis jeg kom 5 minutter for sent, så var det okay… jeg aftalte med Xenia, at jeg ville mødes med hende ude foran, så vi kunne gå sammen ind.

 

Min undervisning trak imidlertid ud til kl. 11:20, så jeg fik pludselig travlt. Lige denne dag, var der selvfølgelig is og sne, så jeg kunne ikke så godt løbe op på psyk; jeg gjorde ellers et forsøg, men blev ved med at glide, og tænkte, jeg hellere måtte stoppe, før jeg endte med at komme til skade.

Så MEGET forpustet nåede jeg frem kl. 11:36, og til min store panik, stod Xenia ikke ude foran og ventede. Jeg prustede og hostede, og kunne så høre de “voksne” bare sige: “Jeg hørte døren gik op, mon det er Cecilie?” og til min skræk kunne jeg se, at døren ind til SFT var åben… og ganske rigtigt, ud kom en af “de voksne”, og bad mig komme indenfor… jeg var rødmosset og udmattet, og smilede anstrengt, som jeg trådte ind i lokalet. Jeg kendte så allerede to af dem der sad derinde, så jeg stod bare… næsten makeupløs… og bare… “hej”, stadigvæk rødmosset og forpustet. Akavet much? En af dem var endda fucking lækker øv øv øv.

Xenia så på mig, med en blanding af lettelse og panik, som hun sagde; “Ej, nu missede du min fine monolog… vi startede lidt før, ja… så nu er det dig, har du noget at sige?”

Jeg tror godt, man kunne se på mit ansigt, at jeg lige gik lidt i panik. Jeg har ikke forberedt en skid, og jeg kan ikke tale, fordi jeg ikke kan trække vejret… Smil og vink

Jeg står så op og lige præsenterer mig, mens jeg tager mit overtøj af, og får så den der “vil du ikke sidde ned”… så jeg sætter mig ned, og smider kortene på bordet:

“Hej, jeg hedder Cecilie, og jeg har faktisk ikke forberedt noget til i dag, fordi jeg havde glemt det… så jeg tænker bare at tage det, der lige virker relevant.”

Jeg kunne se på Xenia, hun bare stod sådan… what.

Men jeg begyndte at snakke, og to be fair, så kan jeg egentlig ikke huske helt specifikt, hvilke områder, jeg kom omkring. Jeg måtte også afbryde en af mine første sætninger med en nervøs latter og et: “ja, jeg er stadigvæk forpustet, can you tell”, og de grinede, så, du ved, all was well.

Jeg fremlagde faktisk i overraskende lang tid, hvor jeg bare snakkede om alle fordelene ved SFT, hvad jeg havde lært, hvor man rykker sig, glæden ved, at man er i grupper… jeg kan huske, jeg fortalte, at jeg synes det var så brugbart, at man var flere, og tog tingene i plenum oftest, fordi folk ofte sagde noget, som man selv kunne relatere til, men man f.eks. havde haft svært ved at sætte ord på, eller bare ikke har tænkt over, at man gør… involvering af ens netværk, i hjemmeopgaver, osv.

 

Bagefter var der så en spørgerunde, og modsat dem der fremlagde hos os, så havde de i denne SFT gruppe faktisk forberedt nogle spørgsmål til os, så når SFT-deltagerne var for generte til at spørge, kunne de “voksne”, ligesom bryde ind og sige “vi havde det her spørgsmål, kan I sige noget mere om det?”, og på den måde kom der en rigtig fin dialog i gang.

Der var bl.a. et spørgsmål om hjemmeopgaver, som Xenia straks tog, og bare startede: “ja, der er nogle, der laver dem, og nogle der bare winger dem, og sådan, men giver helt klart mening at lave dem…” og så sagde hun noget mere, jeg ikke husker, for bagefter brød jeg ind med: “Ja, jeg er så en af dem, der bare winger den, ligesom nu…” Jeg fortalte dog også, at en af grundene til, at jeg ikke var så god til at lave mine hjemmeopgaver fysisk – og det var ikke noget, jeg havde taget op i min egen SFT-gruppe fortalte jeg, at det var fordi min OCD kører lidt på, at jeg helst ikke vil… comitte for meget, hvis det giver mening? Sådan lidt… jeg vil gerne have, det er perfekt, det jeg skriver ned. Situationen i sig selv skal ikke bare være perfekt og lige i øjet, men jeg skal også have udtænkt den HELT perfekte måde at skrive det ned på og forklare det, men også den helt perfekte skrivemåde, så det ser pænt og flot ud, osv., og altså… ja. Og jeg synes aldrig rigtig, det kan leve op til det, så derfor laver jeg sjældent mine opgaver fysisk, selv om jeg tænker meget over dem i hovedet, og hvis jeg har glemt hjemmeopgaven, så kan jeg ofte sidde og reflektere over den, og så finde en situation i mit liv, der passer til, og så bruge den, når jeg sidder til SFT, så på den måde fik jeg lavet opgaverne. Men at jeg selvfølgelig skulle arbejde med min OCD, primært fordi min primærbehandler sagde, jeg skulle – det grinede deltagerne af, jeg tror, de kan relatere til, at deres primærbehandler stiller nogle krav til dem xD Her kom Xenia så på banen med, at hun ventede til dagen inden SFT, med at lave sine hjemmeopgaver, og så skrev hun den situation ned, hun syntes passede bedst til emnet, som hun havde oplevet, og lod det bare være ved det. Så det tror jeg, jeg skal begynde at prøve.

Der var også et spørgsmål ang. fremmøde, hvor de spurgte til, om det var vigtigt man kom… der var både Xenia og jeg enige i, at det var pissevigtigt at komme, uanset, om man har lavet hjemmeopgave eller ej. Og at det faktisk gav rigtig meget at komme, uanset om man var mange eller om man var få. Men at det helt klart var fedest, når alle kom, fortalte jeg, fordi man bliver meget engagerede og nysgerrige på de andres liv, og sådan… man husker jo, hvad folk siger, de skal i løbet af ugen, og nogle gange skal de noget vildt spændende, og det vil man jo så gerne høre om, hvordan gik ugen efter, og så er det rigtig surt, når de så ikke kommer… og at jeg syntes, at den var meget vigtig at have med. For alle os der går i SFT, har jo problematikker, der spænder meget bredt, men fælles for os alle er nok, at man kan have de der dage, hvor man bare tænker “jeg er ligegyldig”, “de opdager ikke, om jeg kommer eller ej”, “de er ligeglade”, “ingen ser mig”, osv., hvor at jeg understregede, at sådan var det altså SLET IKKE! Tværtimod! Så når man netop havde sådanne dage, var det en meget god huskeregel, at… folk bliver tætte i gruppen. Folk opdager altså, når man ikke er der.

Et tredje spørgsmål var angående tiden, om et halvt års commitment var lang tid… Xenia kom med både pros and cons til det, og jeg var sådan lidt… ja, både og. Fordi det er PISSESVÆRT over så lang tid, at få det til at hænge sammen, hvis man har noget andet end behandling i sit liv. F.eks. nu jeg selv studerer sygeplejerske, at det har været… hårdt at balancere tingene, især i klinikken, men også i skolen, fordi jeg næsten misser hele skoledage, når jeg skal i SFT, fordi det ligger så dumt – og hvis det er en ting, der sker tit, misser jeg pludselig enormt meget skole, og det har jeg selvfølgelig ikke syntes var fedt. Omvendt skulle tiden absolut heller ikke være kortere, fordi der er så meget at gå igennem, og alting er bare så vigtigt, man kunne sikkert sagtens bruge meget længere tid… så ja. Det var lidt tricky, men overall passede et halvt år egentlig nok meget godt – og jeg forsikrede dem også om, at tiden gik ENORMT stærkt.

Et fjerde spørgsmål handlede om, om man med tiden blev mere åben i gruppen. Dén lagde jeg ud med at svare på, meget diplomatisk “det er forskelligt”. Jeg inddrog min egen erfaring, ift., at jeg selv syntes, at det var ret nemt at dele, men at det jo var meget forskelligt. Jeg har aldrig syntes, det var svært at dele. Jeg har syntes, det var svært at være i følelserne og tingene, hvis der var noget, der var svært – heck, det gør jeg fandeme endnu. Jeg har også altid brugt humor rigtig meget, når jeg deler, fordi det distancerer mig fra følelserne, så det er nemmere for mig at snakke om… det kunne en af deltagerne i denne gruppe godt nikke genkendende til. Og jeg fortalte hende, at det var sådan set OK. Altså, hvadend, der var mest komfortabelt, skulle hun sådan set bare gøre. Og det skulle nok komme hen af vejen med åbenhed, fordi der altid vil være én eller flere i gruppen, der er mere åbne end andre, og dermed inspirerer de andre til også at være åbne, eller i hvert fald er med til at “åbne ballet” for nogle emner, der måske også berører de andre, men som de andre ikke tør åbne op for, og på den måde “smitter” man lidt hinanden indbyrdes. Dette var Xenia enig med mig i, fordi hun bl.a. havde lagt mærke til, at jeg var meget åben, og når det var så åbent i gruppen, så kunne hun også godt mærke det… så det var jo bare en win!

Der var sikkert flere spørgsmål… hele seancen skulle vare 15 minutter, men vi gik sgu over tid, og var der i næsten 30 minutter… haha. Det var vildt fedt though! Og både SFT-deltagerne, og de “voksne” i gruppen var enormt glade for, at vi havde været forbi, og syntes, at vores oplæg var så gode. Så vi fik enormt meget ros, meget mere, end jeg lige havde regnet med… virkelig meget mere!

Derudover var de også meget rosende overfor min præsentation, og den måde, jeg havde winget det hele på, været ærlig, og de pointer jeg havde haft, og at jeg var vildt sjov… amazing.

Så vi tog afsked med gruppen, og Xenia og jeg gik ned til bussen, da vi skulle hjemover…

 

Da vi stod og ventede på bussen, snakkede vi så lidt om det. Xenia var meget sådan “HVORFOR KOM DU IKKE? OMG JEG TROEDE IKKE DU VILLE KOMME”, og jeg stod bare… jeg sagde legit til dig, jeg måske kom 5 minutter for sent, fordi jeg vidste, hvis du ikke vidste det, ville du gå i panik. Og hun stod: “jeg var der noget tid før, fordi jeg tænkte, at så kunne jeg bare lige nå at slappe af og samle tankerne inden, men så hentede de mig bare før tid, og så skulle jeg fremlægge alene, og du var der bare ikke!” og jeg stod bare “fuck man, fordi da jeg kom for sent, regnede jeg lidt med, at jeg lige kunne nå at snakke med dig inden jeg skulle ind, nu jeg ikke havde forberedt noget fuck”.

Men vi var enige i, at det var gået pissegodt, og der var enormt meget ros frem og tilbage. Jeg syntes det var så vildt, at Xenia havde taget det på sig, og havde valgt at være med, fordi som jeg fortalte hende, så havde hun bare altid virket som sådan en stille mus, og meget påpasselig med alting, og bare, ja, nervøs, usikker. Og hun var helt enig, og var også meget overrasket – og stolt – over, at hun havde gjort det. Hun sagde, at da hun startede i SFT, havde hun aldrig troet, at hun selv ville blive en af dem, der fremlagde til en ny gruppe.

Hun sagde også, at jeg var totalt sej, fordi jeg bare havde winget den, og bare sagt whatever came to mind, og det hele, jeg havde sagt, var bare så spot on, og virkede så relevant, at det var svært at forstå, jeg ikke havde haft forberedt mig, og at sådan noget kunne hun ALDRIG gøre. Så alt i alt – RIMELIG vellykket. Jeg var i hvert fald stolt, og det var hun også…

 

Kan også afsløre, at næste samtale, jeg havde med min primærbehandler, roste hun mig også til skyerne, og sagde, at Xenia og jeg havde fået så meget ros for vores besøg, og SFT-deltagerne havde været så glade, og alting havde bare været så fint og godt. AMAZING. Fik også ros næste gang jeg kom til fysioterapi… altså snakken gik virkelig, alle syntes bare, vi havde klaret det så godt, så det var jo et KÆMPE skulderklap! Iiih, altså, nu er det 2-3 uger siden, men kan stadigvæk nærmest ikke få armene ned! Så fed en oplevelse. Og jeg var SÅ stolt af mig selv – det viser virkelig, hvor langt jeg er kommet, efterhånden.

Har sagt det før, og jeg siger det gerne igen – SFT er altså virkelig, virkelig worth it! Så hvis du har et OPUS-forløb, eller kører et andet forløb, hvor SFT er en mulighed, synes jeg KLART, at du skal tage i mod det, og se om det også er noget for dig. Jeg kan i hvert fald varmt anbefale det, har været så glad for det <3

26135122_937652966391564_1092483323_n

Så ja, det var det for denne gang. Glem ikke at følge med på Bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Juleaften, julegave haul & 4. søndag i advent, 2017

Hej bloggen, og velkommen tilbage!

Jeg ville have skrevet indlægget lidt før, men har ikke nået det, fordi jeg hhv. blev syg, og fordi jeg har haft travlt med at re-arrangere mine køkkenskabe, samt opvask og oprydning efter juleaften…

 

Men lets get to it – juleaften!?

Som nogle af jer ved, flyttede jeg hjemmefra i juni måned i år, i en alder af 21. Eller, jeg flyttede, et par dage inden, jeg fyldte 21. Det betød også, at vi havde snakket om, at hvis jeg flyttede hjemmefra inden jul, så skulle vi holde jul hos mig – så det talte vi om, og sådan blev det også. Derfor fik jeg den store ære – og det massive pres – at skulle holde juleaften, anno 2017, hjemme i min første lejlighed – og jeg var selvfølgelig hella stoked.

Min lillebror ankom om lørdagen, fordi vi skulle pynte juletræ & bage julesmåkager. Eller, resterne. Min mor havde givet mig lidt brunkagedej, vi kunne bage herhjemme, og derudover stod vi også for jødekager, nu min mama havde fået givet mig noget hjortetaksalt, som jeg har været for doven til at købe, hehe.

Så ja, juletræspyntning!

img_7387 img_7396

Det kan være, jeg lige skal starte med at sige… min lejlighed er 55 kvm, og vi er otte mennesker, der kommer til juleaften… jeg har intet bord, så det skal vi også lige have sat op. Der er ikke vanvittig meget plads, hjemme hos mig. Sååå, mine forældre syntes, at jeg skulle have et lille juletræ, som vi så satte op på et af mine små Ikea-borde, så det kom op i højde, så det blev sådan. Julepynt havde jeg heller ikke vanvittig meget af, så det blev også sådan lidt… Det, jeg lige havde. Min mor havde købt en stjerne og nogle guldjulekugler til mig, og havde også købt nogle røde. Derfra havde hun også en boks med rødelige figurer med til mig, som jeg kunne pynte på træet – funfact: disse var min lillebror meget forelsket i, og jeg siger så; “dem har jeg faktisk fået lov til at få, hvis det var…” og inden jeg siger mere, så udbryder han bare “HVORFOR FÅR DU ALT? DER ER JO INTET TILBAGE NÅR JEG FLYTTER HJEMMEFRA.”, og jeg stod bare “??? var i gang med at sige, du gerne måtte få dem, hvis du ville”, og han påstår bare, at det gider han bare slet ikke så, og hapser straks alle de flotteste figurer. Et minuts tid efter siger han så: “hvad for en af de her er pænest, og skal hænge tættest på stjernen?” og da jeg så peger, går han bare all: “ja det synes jeg også, så det bliver den”, sekundet efter taber han så lortet, så den flækker på gulvet, og jeg SKRALDgrinede.

Udover ovenstående julepynt, havde jeg også købt guld-guirlanderne i Sverige, og derudover var der selvfølgelig lys på træet. Jeg havde én Georg Jensen julepynt, og fire trip-trap-nisser, og tre små bjørne. Dertil insisterede jeg HÅRDNAKKET, på at have mine Disney-julekugler på, selv om min lillebror ytrede, at de var grimme.

Jeg cuttede også selv toppen af juletræet med en sav, min farfar havde efterladt, men… jeg var ikke særlig god til det, haha :/

Moving on! Det næste, vi skulle, var selvfølgelig at bage småkager. Først stod den på brunkager, hvor jeg siger til min lillebror – “og så skal de bare i ovnen i 8-10 minutter,” og han sætter dem ind, mens jeg arbejder med jødekagedejen. Så siger jeg til ham lidt senere: “har du styr på tiden, hvor lang tid mangler de?” og han kigger bare på mig med horror i ansigtet, sådan virkelig “øh nej”, og jeg stod bare… :)) are u kidding me

Såååå i sidste ende blev de lidt brændte, men de smagte nu godt nok alligevel.

Et par timer efter, så stod den på bagning af jødekager, hvor jeg lavede den fejl, at jeg glemte dem inde i ovnen… resultatet var… ikke kønt. Jeg har åbenbart formået at ødelægge BÅDE jødekagedejen, og finskbrøddejen, jeg lavede for nogle uger siden. Ingen af mine deje ville samle sig, og de smuldrede begge to, så det blev pludselig en lang process, at skulle “mase” en lille klump jødekagedej ud, stikke en figur ud, lægge den på pladen, og så forfra… Men vi havde ikke så travlt, og vi hyggede imens. Jeg især hyggede til Pagten-temasangen, og et par sange fra Absalons Hemmelighed #noshame.

img_7397 img_7402

Da vi var færdige, ordnede vi lige det sidste, inden vi – på min lillebrors request – begav os mod Maccen, for at spise aftensmad. Jeg bestilte en teambox med 20 nuggets til mig selv, lol. Bagefter fulgte jeg min bror ned i biografen, hvor han skulle se Star Wars, sammen med sin bedste ven… og åbenbart også vennens bedsteforældre, der sad dernede, da jeg kom. Det var en sær omgang, og bedstefaren nåede lige at smide en: “Er du xxx’s søster? Hvor er du smuk! Hvis jeg havde været nogle år yngre, sååå….” og jeg tænkte bare okæ, din kone sidder ved siden af, og jeg ligner en udbrudt narkoluder, men tak skal du have. Det var nu meget grineren.

 

Morgenen efter, 4. søndag i advent, skulle jeg selvfølgelig pakke min sidste adventsgave op i 2017.

img_7732

Endnu engang overraskede min fantastiske mor, med noget, som jeg selvfølgelig har haft ønsket mig, men bare ikke har tænkt over, at jeg ønskede mig! Jeg kan godt lide at bage, selv om jeg altid bliver lidt småsur, når jeg gør det 😛 og jeg elsker at pynte kager, osv., selv om min udførelse aldrig bliver helt lige så god, som mine ambitioner. Så en sprøjtepose var et kæmpe hit! Dertil frysetørrede jordbær. Jeg er blevet enormt meget fan, af sådan nogle, den sidste tid. Hvem er ikke? Så kæmpe tak, til min dejlige mama! <3

 

Udover det var advent, var det selvfølgelig også juleaftensdag, så jeg brugte en god rum tid, på at gøre mig klar til aftenen, og I kan følge processen lige her… og ja, jeg har tænkt mig at poste et shitton af selfies :)) min mor og farmor kom, inden jeg blev færdig med at gøre mig klar, og mens jeg stadigvæk var i gang med at tage selfies, og min farmor skraldgrinede. Hun synes, det var så latterligt, og jeg tog så mange, og det var da helt unødvendigt, og blabla… kære mor og farmor: samlet set nåede jeg op på 132 selfies, hvoraf måske 60 af dem var brugbare, så… #hvemerdumnuhva

PS. Jeg har absolut INGEN skam i livet…

Anyway:

26105444_936623499827844_1341373422_n 26105667_936623496494511_1322338386_n

Tror så nok lige, jeg er den sødeste nissepige, i hele verden :))))

26176557_936623536494507_456315090_n 26133255_936623519827842_1392003483_n

Gik i gang med at krølle mit hår, fordi jeg sidste år fik et krøllejern, og jeg bruger det bare slet ikke, så meget, som jeg gerne vil, fordi det tager lang tid, at gøre alene… men nu havde jeg tiden, så der blev krøllet away! Det var også ca. her, min farmor og mor kom dumpende…

26175681_936623596494501_1461891366_n 26102729_936623593161168_1012568369_n 26176194_936623649827829_1679520950_n 26176907_936623599827834_681830807_n 26105410_936623619827832_125867552_n 26058070_936623613161166_1285689161_n

Og voila! Færdigt resultat. Synes selv, jeg var ret cute as fuck, så ja. Sårn kan det gå.

 

Men the excitement var ikke ovre endnu, for da min mor og farmor kom, havde de værtindegaver med?? say whaaat??? og jeg stod bare “øhm, vidste ikke man gav den slags,” og min mor shot me ded med en: “klart, du har jo aldrig selv givet en” #av #holdbrandsåretunderrindendevand

pc250061 pc250066

Jeg fik de første par kræmmerhuse af min farmor. Hun fortalte, det var nogle, min oldemor engang havde lavet, og hun kunne huske, jeg var så vild med dem ud af perler, min mor havde lavet, så… hun syntes, at jeg skulle have dem.

Saksen og det store kræmmerhus, fik jeg så af min mor. Kræmmerhuset var lavet af min mormor, og min lillebror havde fået det andet kræmmerhus. Vi er lidt sensitive, ang. min mormor. Eller, ikke så meget mere, men… det giver stadigvæk sådan et lille gib, agtigt? Det er ved at være ret mange år siden. Som jeg skriver det her, går det op for mig, er det sgu nok nærmer sig 17 år. Utroligt nok. Hun døde i en bilulykke, for de her 17 år siden, så. Jeg husker hende, som en af mine bedste venner, men jeg aner ikke, om det reelt forholdt sig sådan, eller om det bare er en konstruktion, jeg har lavet i hovedet. Men selvfølgelig, når man er under 7 år gammel, så er alle vel ens bedste ven. Min lillebror nåede nærmest ikke at kende hende, så. Og min mor selvfølgelig… jeg skal ikke gøre mig klog, men jeg tror stadigvæk ikke, det er det nemmeste i verden, for hende. Men sådan er det, og altså, der er gået 17 år nu, tror jeg, så… så nu er det mest, for mit vedkommende, bare at mindes. Tænke “øv, at du ikke er her”, men derfra bare at sige “men det er du måske lidt alligevel”. Jeg har flere juleting, der er fra min mormor, så især i julen, er hun altid med – og det synes jeg er meget dejligt, at kunne mindes. <3 Og jeg synes egentlig bare, at det er rart, at der bliver ved med – selv efter så mange år – at dukke ting op, fra dengang, så man kan mindes. Måske også fordi jeg er sådan en lille nostalagi-freak, så jeg elsker bare generelt den slags ://

 

Nå. Vi (læs: mor) gik langsomt i gang med at forberede stegen, og min lillebror og jeg gik så i gang med at lave marcipankonfekt, og jeg havde smeltet godt 200g chokolade, turns out, så meget skulle vi slet ikke bruge, og det var begyndt at størkne, såååå hvad gør Cecilie? Hun skynder sig at lave chokolade-hjerter!

pc250030 pc250040

Vil gerne lige highlighte de flotteste, som så er de her. Jeg mener, awh? Jeg er vild med marcipanhjerterne og den blå stjerne og måne, how cute, og jeg synes egentlig idéen med mørk chokolade og frysetørrede hindbær var helt ok?

… og så det mindre bloggervenlige syn:

pc240024 img_7626

Jeg har lavet alle de farvede og hjerterne… jeg er ikke stolt. Men det smagte meget godt alligevel, så jeg er ligeglad!!

img_7580 img_7583

Jeg er heller ikke stolt af, at jeg gik lidt for meget aboard med den blå frugtfarve, så… jeg lignede lidt en avatar, resten af aftenen.

img_7584

Traditionen tro, stod den selvfølgelig på Disneys Juleshow. YAY! Det tog mig lidt tid, at få styr på det hele, med lyden og sårn, og billedet hakkede lidt, og mit fjernsyn ville ikke indstilles ordentligt, men… det lykkedes. Og det var lige så hyggeligt, som det plejer at være <3 Omend jeg savnede min far, der ikke var dukket op endnu, fordi han plejer at se juleshow (med et halvt øje) sammen med os… så det var lidt mærkeligt.

 

Efter juleshow kom min far så, og han havde borde-bænkesæt med til mig. Eller os. Begge mine forældre er spejdere, så de havde lånt et borde-bænkesæt, som vi tog med op i lejligheden og satte op… det lyder ret fucked op, men det var egentlig hyggeligt nok.

img_7592 img_7594 pc240007 pc240005 pc240013

Og nogenlunde således, kom spejderbordet altså til at se ud ft. stuebordet med hjemmelavede godter. Jeg var fuldkommen obsessed med, hvor hyggeligt, det endte med at blive – og med perfekt udsyn til mit snelandskab 😛

img_7630 img_7646

Og således kom der mad på bordet også. Jeg kan ikke lide brune kartofler, og jeg bryder mig heller ikke om rødkål – jeg kan til nød spise det i en flæskestegssandwich, men… ja. Så min menu stod på hvide kartofler, franske kartofler, flæskesteg, og en bette smule rødkål. Alt sammen DRUKNET i brun sovs. Det smagte himmelsk. Jeg nåede at komme igennem to portioner, før jeg overgik til kvalmegrænsen og måtte stoppe…

 

Efter aftensmaden stod den ellers bare på lidt hygge, jeg hjalp med opvasken, hvorefter jeg smuttede med ind i stuen, hvor min far, lillebror, og mors halvbror, befandt sig på gulvet, i gang med at spille Carcasonne – og det skulle jeg da lige være med til! Så det spillede vi. Efterfølgende skulle vi spise ris ala mande.

Jeg siger det nu, og jeg siger det hvert år – jeg er IKKE fan af ris ala mande! Jeg hader det. Jeg elsker risengrød, men ris ala mande og klatkager, det kan jeg simpelthen ikke døje.

Alligevel tager jeg troligt hvert år en portion, i håb om at vinde mandelgaven, selv om det giver mig ubeskrivelig kvalme… og i år var ingen undtagelse.

Min farmor havde haft mandelgave med, og fortæller, der er chokolade, en nisse, og en overraskelse, og alle begynder straks “hvis du får gaven og blabla så jeg blabla” osv., og jeg tænker bare… imma eat. Jeg nåede hurtigt kvalmegrænsen, og sad bare og stak i min ris ala mande, og tænkte “yrk”.

Tror min farfar var nået til sin anden portion, og han sad ved siden af mig, og jeg havde bare kvalme, så jeg læner mig ind, og så får jeg lige grebet om hans frie hånd med min egen, og han giver mig et klem – sådan et virkelig kærligt, omsorgsfuldt klem, og jeg hvisker bare til ham: “Farfar, jeg vil ikke holde dig i hånden, jeg skulle bare se, om du havde mandlen”, og man kan bare se hans ansigt flækker i et smil, som han hvisker “den er i den her mundfuld,” og stopper en portion ris ala mande ind… og rækker diskret tunge til mig med mandlen. På en eller anden vis får han den ud af munden, og giver den til mig under bordet, og jeg sidder bare med det største smil om femøren, og tænker “yasss bitch”

De andre når lige så langsomt kvalmegrænsen – jeg kan se det på dem, og min lillebror spiller meget stor i slaget, og meget sådan “jeg har mandlen”, og min far står… ja, nej, det har du ikke. Jeg står sådan: “hallo, seriøst, er der ingen, der har den mandel? Seriøst ingen?”, og der er lidt hviskeri rundt om bordet, og til sidst kapitulerer min lillebror, og tager endnu en portion ris ala mande. Jeg griner inden i mig selv. Da han tager kirsebærsovsen, annoncencerer jeg, at jeg har mandlen, meget smooth ved ligesom: “Godt du har hældt kirsebærsovs op, så kan jeg godt indrømme, at øh, jeg har mandlen,”. Min bror nærmest råbte bare “NEJ”, og jeg grinede og grinede, og fortalte om historien med farfar, og min lillebror så bare rødt, og han stod bare… “HVORFOR FÅR DU DEN ALTID? HVORFOR GIVER HAN DIG DEN ALTID” og min farfar, iskoldt, went: “fordi du sidder på den forkerte side”.

Men alt løste sig i sidste ende. Jeg spurgte min lillebror, om han ville have æsken med Anton Berg, og min mor fik den hjemmehæklede nisse, som hun gerne ville have. Jeg snuppede selv overraskelsen, der viste sig at være en vase – perfekt, for sådan en har jeg ikke. Så alt gik op i en højere enhed – og selvfølgelig tak til min farfar, for at give mig mandlen!

img_7751

Vi tog så lidt tid, til at slå maver, inden vi begyndte at danse om juletræet – som jeg selvfølgelig også knipsede nogle billeder af.

img_7657 img_7666

Det var lidt kikset, fordi NOGLE blev ved med at tænde og slukke for stikkontakten, hver gang vi passerede forbi, så der var den sygeste diskofest, mens vi dansede om træet…

Afslutningsvis, så delte min bror og jeg gaver ud, og pakkede selvfølgelig gaver op. Derefter stod den bare på hygge, drikning af varm kakao/te/kaffe, spisning af småkager og konfekt, og bare lidt snak på kryds og tværs, inden familien tog hjemover, og jeg blev tilbage i lejligheden.

Alt i alt en meget vellykket juleaften, og jeg var meget, meget glad for, at kunnet få lov til at være vært, og at det gik så flot og fint, som det gjorde. Jeg havde det nederen over størrelsen på juletræet, men jeg synes, det gik meget godt, da først det blev pyntet og sådan noget. Så alt i alt, bare rigtig fint, og en virkelig dejlig juleaften <3

 

Dagen efter besluttede jeg mig så for lige at få taget nogle billeder, af mine gaver til JULEGAVE HAUL:

img_7753

Nu havde jeg godt nok individuelt fotoshootet dem alle, men I får bare et samlet billede her, af gaverne.

Af mine forældre fik jeg en Cook & Baker foodprocessor, som jeg havde ønsket mig.

Af min farfar og hans kone, fik jeg en multi-snackmaker, og et stegetermometer, også, som ønsket. Jeg var nemlig træt af, at jeg kun kan lave 1 toast af gangen i min toaster, fordi den er for lille, så jeg tænkte, det var tid til en upgrade – og mit stegetermometer er defekt, så… ja.

Af min farmor fik jeg en muffinform, som ønsket, og et digitalt køkkenur, som jeg godt nok ikke havde tænkt over, at jeg ønskede mig, men som jeg blev MEGET glad for at modtage – for det kan både tælle op og ned, så jeg endelig kan få timet af, når jeg laver mad! Hun gav mig også den lille Georg Jensen engel.

Af min mors halvbror, fik jeg en Chrome Cast, heller ikke et ønske, men jeg havde godt overvejet muligheden – og mine forældre er lykkelige for deres, så nok derfor, jeg har fået en også, så de tog beslutningen for mig om, at det var den løsning, jeg skulle have herhjemme. Så sådan bliver det, og tilmed er der 3 måneders gratis viaplay, så jeg tænker, at jeg skal se Supernatural snarest muligt #nørd

Af min lillebror fik jeg en Tupperware microcook-kande, heller ikke et ønske, men noget, som jeg har haft ønsket mig meget længe. Jeg syntes, den var smart, fordi Tupperwaredamen lavede brændte mandler i den, men jeg havde også et spirende håb om, at den ville være fantastisk at bruge til mannagrød i mikroovnen. Dette fik jeg testet i går – og det virkede fantastisk. Jeg var lykkelig.

Af min faster og hendes mand, fik jeg en kaffekande, som ønsket. Yay! Dertil havde deres datter lavet en lille krukke til mig (se nedenfor) med slik i. Cute.

Jeg fik også en pakke af en veninde, som jeg nægtede at lukke op, fordi vi var uvenner… men 1. juledag, om aftenen, kapitulerede jeg alligevel og åbnede den, og det viste sig at være en bog. All the Bright Places. Så jeg glæder mig til, at jeg får overstået eksamen i januar, og forhåbentlig kan få læst lidt i den.

img_7808

^ krukken med slik.

 

Så ja, nu tror jeg faktisk også, at jeg har været omkring det hele 😛 Så tak fordi I læste med.

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

 

Hvad har jeg lært i SFT? #20

Velkommen tilbage på bloggen, og tilbage til endnu et SFT-indlæg.

Til denne gangs SFT fik jeg også at vide, at jeg ugen efter skulle fremlægge i en anden SFT-gruppe, om, hvordan jeg syntes, at det var at gå i SFT, hvad jeg har fået ud af det, osv. Jeg var enormt glad! Det havde nemlig været på tale før, men der var jeg i klinik, så jeg missede muligheden for det, men nu kunne det lade sig gøre, og jeg var STOKED, altså!! Så dagen startede lige med en kæmpe optur.

 

Videre til hjemmeopgaven, der handlede om en situation, hvor man kunne have brugt papegøjesnak, hvad man gjorde, og hvordan det virkede. Jeg må ærligt erkende, at jeg IKKE havde lavet ugens hjemmeopgave. Jeg havde ikke rigtig tænkt over papegøjen, whoopsie. Men der var en, der havde spekuleret lidt på, at det kunne bruges ifm. lægebesøg, hvis lægen talte udenom det, man reelt kom for at få undersøgt, som en måde at spore samtalen tilbage til udgangspunktet. Derudover var der en, der havde testet det ifm. børnepasning, når børnene skulle rydde op, og havde fundet dette hjælpsomt.

Selv fortalte jeg om en episode, jeg havde haft med min mor, et par dage før, som faktisk havde gjort mig enormt ked af det. Det var enormt fjollet, men det havde simpelthen gjort mig så ked af det! Jeg begynder næsten at græde, når jeg tænker tilbage på det nu… men altså; min mor og farfar havde hjulpet mig, med nogle ting i lejligheden, og min mor skulle så hjælpe min farfar ned med nogle ting i bilen. Min mor har et par sutsko, som hun bruger her i min lejlighed, og dem vil hun så gå ud i opgangen med. Jeg siger, at det vil jeg ikke have, at hun bare kan låne mine sko, fordi jeg vil ikke have, at hun går ud med sutskoene, der også bliver brugt herinde. Hun siger så, at der lige er blevet gjort rent i opgangen, og dette kan ses på min måtte ude foran hoveddøren, der er blevet fjernet. Jeg holder stædigt på mit om, at det ved hun ikke, og hvad nu hvis deres rengøringsstandarder ikke er ligesom min, og lignende. Jeg insisterede i hvert fald på, at det var ulækkert, og at jeg virkelig ikke ville have, at hun gik ned med dem. Det gjorde hun så alligevel.

Som en del af min skizotypi, har jeg noget atypisk OCD-agtigt. Jeg er virkelig sær på de her punkter, og jeg får det rigtig skidt, fysisk og psykisk, og tingene kører rundt i hovedet på mig, hvis det ikke bliver “efter mit hoved”, ift. rent/urent. Jeg kan SLET ikke tage det.

Så da min mor kom retur, fortsatte vi hver især i samme spor, indtil min mor så besluttede, at så skulle sutskoene bare smides ud. Det sagde jeg selvfølgelig nej til, fordi inderst inde vidste jeg jo godt, at det var mit hoved, der drillede mig, og at sutskoene jo ikke reelt var beskidte. Der var blevet gjort rent ude i opgangen, så jeg ved virkelig ikke, hvorfor det betød så meget. Men hele mit indre kløede, og jeg havde lyst til at græde, kaste op, og bare… ved tanken om de sutsko i min lejlighed! Altså, virkelig. Det var så slemt, med kaosset i hovedet, at jeg bare… jeg følte mig ikke engang sikker i min lejlighed, jeg ville ikke føle, noget var rent mere, jeg ville føle, alt alting var kontamineret og farligt, hvis de sutsko blev brugt. Samtidig var jeg bare også så meget i konflikt med mig selv, fordi jeg – som sagt – rationelt jo godt vidste, at der ikke var noget galt med de skide sutsko, og jeg blev så vred over, at jeg ikke bare kunne have det OK med det, og lade være med at bekymre mig om det… og min mor brugte altid de sutsko, og hun har købt dem, og taget dem med herop, og nu ville hun smide dem ud, fordi jeg var dum, og uanset hvad jeg sagde, insisterede hun på, at de skulle smides ud, og derefter tog hun hjem. Da jeg lidt senere skulle ned med skraldet, fik jeg et glimt af skoene i containeren, så jeg begyndte at stortude. Jeg vidste bare, at jeg var så uretfærdig, og så dum, og jeg følte mig som det VÆRSTE menneske på jorden. Som den værste datter, og det var bare SÅ ufedt at have det sådan. Hvorfor kan jeg ikke bare være normal?

Men vi gennemgik så episoden her til SFT, hvor at de forklarede lidt om, at jeg bare skulle have brugt papegøjen, fremfor at rode mig ud i alle mulige forklaringer, og så bare have holdt fast i, at jeg bare ikke ville have det… jeg ved ikke, om det havde gjort en forskel, men ja. Det er en overvejelse, i hvert fald.

 

Derfra gik vi videre til nogle andre måder, man kunne de-eskalere eventuelle konflikter. Der er varierende grader af afspændende sprog, hvor det selvfølgelig så gælder om at starte i de lave grader, og hvis ikke dette virker, så at skrue lidt op. Der er ingen grund til at springe direkte til punkt fire, hvis man kan nøjes med punkt et… så ja, flere tips:

  1. At tydeliggøre sine udmeldinger på egne tanker, følelser og holdninger, f.eks. i mit tilfælde med min mor, kunne det være: “Jeg vil gerne have, at du tager dine sutsko af, og sko på, når du skal ud i opgangen.”
  2. Herefter kommer, at man anerkender den anden, f.eks. i tilfældet med min mor: “Jeg kan godt se, at det er nemmere for dig, at beholde sutskoene på, men jeg vil gerne have, at du skifter sko.”
  3. Omtale konsekvenser, f.eks., igen med min mor: “Jeg kan godt se, det er nemmere for dig, ikke at skifte sko, men hvis du ikke gør det, så bliver jeg rigtig bange og ked af det.”
  4. Nummer fire her blev beskrevet som et punkt for sig selv, da dette nemlig omhandlede girafsprog…

Jeg havde haft snakken om girafsprog, da jeg gik i 4. klasse, fordi jeg var en aggressiv ulv… glemmer fucking aldrig den lecture, jeg fik man… men i hvert fald. Det hedder girafsprog, fordi giraffen har en lang hals, og dermed kan overskue situationen og se fra alle perspektiver. Derudover har den et stort hjerte, er rummelig, empatisk og lyttende.

Girafsprog indebærer derfor, at man taler jegsprog, lytter færdig til det, den anden har at sige, lytter interesseret til den andens synspunkt, bruger hv-ord, udtrykker sine egne ønsker, fokuserer konkret på nutiden og fremtiden og går efter problemet. Giraffen bliver også altid på sin egen banehalvdel.

Ulvesprog derimod, er meget frembrusende, du-orienteret, afbrydende, er ligeglad, går til angreb, stiller ledende spørgsmål, bebrejder den anden, er meget abstrakt, fokuserer på fortiden, og går efter den anden person.

Af ovenstående vil vi selvfølgelig derfor helst bruge girafsproget, fremfor ulvesproget, hvis vi forsøger at konflikthåndtere.

Ved girafsprog gør man derfor følgende, f.eks. i forbindelse med en konflikt:

  1. Beskriver objektive fakta, som f.eks. den andens adfærd.
  2. Beskriver/udtrykker egne følelser.
  3. Fortæller egne behov (“så derfor har jeg brug for…”).
  4. Kommer med en anmodning til den anden.

 

I forbindelse med ovenstående, skulle vi så komme med en brainstorm til tidspunkter, hvor man kan bruge girafsproget:

Når nogen kritiserer andre eller en selv, når man ønsker, at noget skal gøres på en bestemt måde, hvis man har forskellige behov i en undervisningssituation, hvis nogen altid brokker sig, hvis andre taler grimt, hvis folk roder, hvis folk larmer, generelt bare alle konfliktsituationer…

 

Herfra skulle vi så udvælge en situation, og hver især prøve at være giraffer… jeg var sammen med to piger, og vi kunne ikke lige beslutte os for, hvad vi ville… så jeg rakte over, for at tage en vindrue, og pludselig udbryder hende den ene pige bare: “Cecilie, det gør mig faktisk rigtig ked af det, når du tager og spiser alle vindruerne, for jeg kan altså også godt tænke mig at få nogen, så vil du være sød at lade være med at spise dem alle sammen…”

Jeg fik det STØRSTE chok, og begyndte bare at grine og stod… “den står literally lige foran dig though”, jeg kunne slet ikke tage det seriøst, og det var egentlig bare en hård omgang, faktisk??? Blev virkelig chokeret. Så var det jo så min tur, og jeg kunne bare slet ikke finde på noget, fordi hende jeg skulle komme med en anmodning til… kunne jeg bare slet ikke finde noget, der passede til! Så til sidst måtte jeg komme frem med noget, der lød sådan lidt: “Jeg kan se, du har fået lagt en beige neglelak. Det bryder jeg mig altså ikke om, det gør mig ked af det her i juletiden, og jeg synes slet ikke, de passer, så er du sød at male dem røde til næste gang.”, hvilket vi også grinede enormt meget af. Som I kan se, er vi ikke liiige så gode til at tage opgaverne seriøst… men… altså… vi prøvede det da af. Og det var meget sjovt lige, at skulle reflektere over, hvordan tingene skulle udfoldes, når man brugte det her girafsprog.

 

Afslutningsvis fik vi udleveret et papir med grundlæggende, personlige rettigheder, som vi alle sammen FLÆKKEDE af grin over, fordi vi stod bare “NOPE”, og de “voksne” stod bare… “???? synes I ikke, I har ret til de her ting????” og vi stod bare… “øh nej, udtrykke vores mening??? fuck nej, hvis man gør det bliver man sgu da slagtet lol, ret til at begå fejl???? geez nej, vi bliver slAGTET”… Det viser lidt om, hvor fucked op vi bare alle sammen er, det er faktisk lidt deprimerende, hahahah. Men jeg tror, jeg gennemgår arket i næste uges SFT i stedet for, fordi… det passer bare bedre ind dér, synes jeg. Så I får hele arket der, og uden dumme kommentarer som “nope har jeg ikke ret til lol”, haha. Fordi det er rettigheder, som ALLE mennesker har ret til – og de er FANDEME vigtige at huske på. Så glæd jer og stay tuned! Derudover vil jeg lige ønske jer alle sammen god jul!!

25675445_934768406680020_459974125_n

Så ja, det var det for denne gang! Glem ikke at følge med på Bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i SFT? #19

Hej bloggen, og velkommen tilbage.

Puh, tiden flyver.

 

Jeg troede lige, der var uorden i mine papirer, men det var der selvfølgelig ikke. Det var bare mig, der var lidt forvirret, fordi jeg lige havde glemt, jeg ikke havde deltaget i sidste uges SFT, og derfor ikke kunne placere hjemmeopgaven… men den hjemmeopgave, vi skulle have fået for til denne uges SFT, og som jeg så først modtog på dagen, var en hjemmeopgave om konflikter! Så let’s get to it.

Der var en, der fortalte, at han havde overværet to af sine venner diskutere om, hvilket sted, der havde den bedste kebab, og de mundhuggedes, og var virkelig bare sådan “ja-nej-ja-nej”-agtige. Personen, der fortalte om oplevelsen, havde selv bare trådt tilbage og ladet de to stridshaner… strides.

En anden fortalte om en aftale med sin mentor, hvor hun havde trodset regnvejret for at dukke op, og næsten var kommet for sent, og da hun så dukkede op, så var mentoren syg. Dette fortalte lederen hende, hvilket selvfølgelig gør indehaveren af historien ked af det, da det krævede rigtig meget at komme af sted. Lederen joker af det og går… her snakkede vi lidt om alternative tanker, ift. hvorfor lederen måske havde joket med det og var gået – jeg tænkte, at det kunne skyldes forlegenhed, fordi det egentlig var lederens job, at give den besked videre, hvilket hun jo så tydeligvis ikke havde gjort, og måske syntes, det var lidt pinligt inderst inde…

Tredje eksempel var fra en, der passer børn på 5 og 8 år, og fortæller, at disse tit kommer op at skændes, om alt muligt, og at det tit er den ældste, der bliver sur og smækker med døren, så den yngste græder, og det bliver som regel kaotisk. Så hende der passer dem ender tit med at tage fat i dem begge og snakke med dem, for at løse det, men i virkeligheden bliver hun tit ubehageligt tilpas, og kommer i konflikt med sig selv, fordi hun ikke har lyst til at vælge side, og heller ikke har lyst til at bryde ind før konflikten optrappes for meget, da hun heller ikke vil risikere, at de bliver sure eller kede af det, idet børn er meget ærlige og stride.

Jeg kom selv på et eksempel, lige on the top of my head, men det deler jeg ikke her på bloggen, da det handler om en familiediskussion, og jeg ikke lige føler for at udstille nogen her. Men jeg lærte meget af den snak, og blev ret obs. på nogle ting, jeg ikke lige havde været klar over før.

 

Så snakker vi lidt om en artikel, en af de “voksne” havde læst, der fortalte, at jo mere person B argumentere mod person As holdning, jo stærkere vil A holde fat i sin holdning, og søge andre med samme holdning, for at “styrkes” – altså, så når vi argumenterer med andre, risikerer vi faktisk at få dem til at holde endnu mere fast på det, vi ellers gerne vil have dem væk fra…

Og at det for rigtig mange bare handler om at få ret og være seje, og ikke om selve argumenterne eller deres styrke.

 

Så for at undgå ovenstående, gav vi os i kast med papegøjesnak, eller politikersnak, der simpelthen bare går ud på at gentage det, man lige har sagt, flere gange. Enten med samme ord eller rettet en smule alternativt til, men så betydningen er det samme.

Vi skulle så se de “voksne” (kalder dem seriøst noget forskelligt i hvert indlæg, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal beskrive dem som, og hele tiden glemmer, hvad jeg brugte i forrige indlæg)sige fra og holde fast i deres oprindelige budskab på en god, venlig måde. Og derefter selv gøre kunsten efter…

Men ja, det vi skulle først, var at se de andre, og der brugte de sådan lidt et loop, der hed “jeg vil ikke”, men besvarede eventuelle spørgsmål, og så komme tilbage i loopet. Hvis man roder sig ud i alle mulige forklaringer, kan modparten meget nemt komme til at tro, at de kan hjælpe eller på anden vis få en til at skifte mening, men hvis de bliver mødt af samme standhaftige forklaring hele tiden, vil de på et tidspunkt give op.

 

Så skulle vi så selv afprøve det. Først skulle jeg være den, der forsøgte at overtale, og hende jeg var med, skulle lave papegøjen… Jeg fandt meget hurtigt på, at jeg ville have hende til at tage min vagt, fordi jeg skulle til Beyoncé koncert. Det ville hun ikke, for hun skulle være sammen med sin familie. Jeg prøvede at overtale hende, ret meget, jeg havde booket billetterne lang tid i forvejen, og jeg lovede, jeg jo nok skulle tage en vagt for hende, og altså, det var jo bare hendes familie, de ville være der igen senere, men Beyoncé ville jo ikke… jeg prøvede alt, og hun var bare KOLD SOM IS, og at some point sagde hun bare “jeg stopper dig lige der, for jeg siger stadigvæk nej”… jeg var målløs!

Bagefter skulle hun så låne penge af mig, til at købe en gave til sin mor… jeg var ikke særlig god til at lave papegøjen, hun fik virkelig snoet mig… jeg prøvede endda med, at det var bare ærgerligt, hendes mor havde en broke lortedatter, men nej, hun blev sgu bare ved xD Nogle gange er opgaverne lidt svære at tage seriøse, som I kan gøre, men altså… jeg prøver! Haha, og vi havde det nu meget sjovt, selv om det ikke var meningen… haha.

Bagefter skulle vi så opsummere, hvordan vi syntes, det havde været, og der var en fælles tildens til, at vi næsten hoppede med på den andens argumenter, eller på eller anden vis fik ondt af dem… og der sagde de noget, der var ret vigtigt, nemlig at vores argumenter er lige så gode som deres, og lige så vigtige. At vi skal være tro mod os selv, uanset hvad det drejede sig om, og at deres problemer IKKE var vores. Vi talte f.eks. om nogen, der skulle arbejde juleaften, tror jeg det var, og gerne ville være hos deres familie, om vi ikke kunne bytte vagt med dem… der er man måske tilbøjelig til at tænke “jeg har ingen familie jeg skal være sammen med, jeg ville jo bare gerne have en fridag og sidde hjemme og hygge mig, så jeg burde bytte”, men at det så var vigtigt at holde fast – ja, det er da pisseærgerligt. Men det er IKKE vores problem, og hvis vi gerne vil sidde hjemme og hygge, så er det DET VI SKAL, og ingen skal guilttrippe os til noget andet. Så ja, det var sgu intenst.

Og så snakkede vi om, at det faktisk både var svært at være i offensiven, men også i defensiven, fordi det var svært at blive ved med at sige fra, men også svært at blive ved med at presse på… haha, struggle. Derudover havde jeg især svært ved at holde mig til den ene, simple forklaring – jeg er MEGET forklaringsorienteret, og meget argumenterende, så det var svært ikke at gøre det, eller gå totalt i defensiv…

Men altså; det var faktisk en meget sjov opgave, lige sådan at gennemgå, og jeg syntes virkelig, at man lærte noget af det.

Og det var det, for denne uge.

25674322_934287280061466_2114365171_n

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Julemarked i Sverige & 3. advent, 2017

Hej bloggen, og velkommen tilbage.

 

I weekenden, fra d. 15-17. december, tog min familie og jeg et bette smut til Sverige, hvor vi skulle se på Julemarked. Det har været en mindre tradition, at vi tager til enten Sverige eller Tyskland henover julen, hvis vi har tid, og tager på julemarked – og faktisk plejer det at være enormt hyggeligt. Dog vil jeg sige, at Tyskland klarer sig bedst – sidst vi var i Sverige, var vi i Göteborg, og det var… ikke den vildeste oplevelse. Det var hyggeligt, og vi var på et tidspunkt inde i en forlystelsespark-lignende-fidus, hvor de havde pyntet op, og det var rigtig flot. Men ellers, så var det ikke noget specielt. Jeg mener, vi var i Hamborg det ene år, og dér var fedt i juletiden!

 

Men nu skulle det handle om denne weekend, hehe.

Jeg startede dagen ud, med at skulle til SFT oppe på psyk, og derefter et smut i julecafé, som de holdt i OPUS. Et fantastisk initiativ, og enormt hyggeligt.

img_6818 img_6820

Som I kan se, var jeg klædt på til lejligheden… haha. Det var rigtig hyggeligt, der havde også været julecafé fredagen inden, hvor jeg også havde deltaget. Vi tog stort set alle sammen direkte fra SFT og over i julecaféen for at hygge os, og nogle af os hjalp tilmed, med at lave en kage. Jeg havde stemt for julesmåkager, men det blev altså til en ølkage i stedet for. Det sjove var jo så, at vi jo… ja, befandt os i psykiatrien, og i psykiatriens lokaler, så da vi skulle skære kagen ud, var der jo ligesom ikk’ nogle knive :)) så vi stod bare… øh… hvad gør vi nu? Og der var bare intet at gøre. Vi var fucked. Knive var simpelthen ikke til at opdrive nogle steder… så til sidst måtte vi finde en saks, og så måtte vi simpelthen KLIPPE kagen ud. Det var… lidt kikset… en af sygeplejerskerne kiggede også bare på mig: “Ja, man må jo ikke skære i sig selv her… kun klippe i sig selv, åbenbart.”, og i swear, alle os, der havde været med til at bage kage, flækkede af grin. Det var enormt kikset, men kagen smagte nu meget godt alligevel!

 

Mine forældre kom og hentede mig bagefter, og så kørte vi til Helsingør og tog færgen til Helsingborg… og her i familien går vi altså all in på jul, der er ingen smalle steder, så vores bil så således ud:

7jdiuv

img_6826

… og der blev selvfølgelig blastet julemusik ud af højtalerne. Ellers er det jo ikke rigtigt jul, vel?

Vi havde lånt en lille hytte oppe i Sverige, hvor vi kunne bo, og ja… der skulle vi så bo, weekenden over, og til min skræk og rædsel, så var der ikke noget toilet :)) eller jo, det var der, men det var et muldjordstoilet, så det måtte kun bruges, når man skulle lave nr. 2, så fortrinsvis skulle man altså tisse ude i skoven… i died, for det var dén tid på måneden. Heldigvis havde jeg nogle forstående familiemedlemmer, der alligevel syntes, at det var lige barskt nok, så jeg fik lov til at bruge toilettet, når jeg også skulle tisse, thank the lord. Kan dog fortælle jer, det er en… sær oplevelse, at bruge sådan et muldjordstoilet. Og varmt vand, det var der heller ikke noget af. Kan godt fortælle jer, jeg fandeme ALDRIG NOGENSINDE skal være spejder. Men det var da hyggeligt nok, og en del af charmen, I guess, haha.

 

Dagen efter stod vi op, bright and early (kl. 8:45 for mit vedkommende, hahahahaha), spiste morgenmad, og jeg gjorde mig klar. Morgenen startede selvfølgelig med en god kop te, for mit vedkommende, og min farfars kones.

img_6849 img_6846

Og JA, jeg er en af de typer 😛 jeg elsker at læse de små beskeder, der er på nogle af teerne. Jeg føler, at jeg bliver så klog, og får sådan et lille selvtillidsboost af det. Hate alt det I vil, i don’t care, haha.

 

Efterfølgende tog vi af sted mod Övedskloster, for at se det julehalløj, de havde dér. Jeg var totalt pumped. Jeg har virkelig en ting for klostre og kirker, jeg ELSKER det, gives me life. Kan virkelig ikke beskrive min kærlighed til det, jeg føler bare sådan en weird connection?? Min lillebror var all “kloster? seriøst? fuck det lyder kedeligt” og jeg var bare stoked, haha. Så af sted tog vi!

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Ca. så glad kan man se ud, når man ankommer til klostret (og man er PUMPED), og sneen netop begynder at dale, og man får et ride op til klostret… altså kunne det have været mere perfekt planlagt? Jeg har croppet resten af min familie ud, fordi ved ikk’ lige, om de føler for at være på bloggis, så det er bare mig og mit kæmpe smil, hello.

 

Vi ankom på klostret, og jeg vil sige… det var ikke vanvittig pyntet op, altså, jeg havde forventet noget mere, haha. Jeg vil ikke engang vise billederne, jeg tog, for nu, hvor jeg ser på dem, er de faktisk ret triste, haha. Men inde i de forskellige bygninger, var der pænt pyntet op i de forskellige boder og sådan, og DET var flot!!

img_6850 img_6852

Det her var inde i den første bygning, vi var i. Der var også et julekor, der sang, hvilket var slightly sært, men yanno. De havde nogle enormt søde lysestage-ting, som man kunne sætte ned i flasker, der var formet som hhv. blomster og stjerner, og de var bare gooooals til stearinlys, og derudover solgte de noget fucking god chokolade. Jeg gik dog tomhændet derfra, da de ikke tog i mod visakort, og vi…… ikke havde nogle svenske kontanter. Det var faktisk lidt trist, fordi jeg ville VIRKELIG gerne have haft lysestagerne. OHWELL.

img_6856 img_6857 img_6862

Lade nr. 2 var også enormt flot pyntet op. Boderne var så hyggelige, og jeg elsker generelt bare stemningen ved, at det ligesom foregår her på klostret, og der bare er den vibe, der er. Det var fantastisk. Desværre var der bare lidt mange mennesker, så jeg fandt hurtigt mig selv isoleret og gemte mig lidt, fordi jeg ikke helt brød mig om det… whooops. Desuden havde jeg også nogen på min messenger, der var lidt “vigtigere”… Hehe.

 

Nå, efter at have været derinde, gik vi så en tur rundt om klostret, hvor jeg selvfølgelig knispede lidt billeder af de bygninger/huse, jeg syntes var flotte.

pc160009 pc160010

Altså, I’m just gonna say it… 10/10 would live here, selv om det grænser op til et kloster… eller rettelse, intet “selv om”, det er bare en awesome ekstra fact, jeg er fuldkommen fucking vild med. Det ser sgu da pissehyggeligt ud??? don’t argue?????? #drømmen

pc160013 pc160016 pc160018 pc160019

Ca. her, på dette nederste billede, ser det blotte øje bare… et kloster.

Cecilie ser en excellent mulighed for at stikke af fra sin familie og #explore, så… det gjorde hun!

pc160021 pc160022 pc160024pc160027

Turns out, der ikke var det store at #explore, men altså… sådan er det. Til gengæld så det røde hus også 10/10 worth living in-agtigt ud, så… ah.

Men ja, jeg tog turen tilbage til min fam, tror ikke rigtig de havde opdaget, at jeg var gået på “eventyr”, haha. Vi tog et smut ind i den sidste lade/stald, der var virkelig grineren bygget op:

img_6866 img_6867 img_6870

Ærligt, det er da den SØDESTE, SJOVESTE idé ever???? sådan nogle cute boder, og sådan en genial måde at opsætte det på… jeg er fan!!! En af boderne havde tilmed smagsprøver på en milliard chips, så jeg prøvede meget diskret at se, hvor mange, jeg kunne nå at smage, før det blev weird… måtte opgive, fordi der hele tiden gik så mange mennesker forbi, øv.

 

Efterfølgende gik vi bare lige en hurtig slutrunde, inden vi begav os hen mod bilen. Jeg var lidt skuffet over klostret og julen dér, jeg syntes ikke helt, at det var superfantastisk.

Mig: “Jeg er lidt skuffet over, at der ikke var mere… history du ved?”

Min lillebror: “Sagde du lige, du er skuffet over, der ikke var mere historie?”

Mig: “Ja, du ved… fun facts, historie, hvad er der SKET på det her kloster??? Sådan lidt… her blev 300 nonner slået ihjel, fordi man troede de var hekse-agtigt. I need to know.”

Lillebror: “Fuck, du er en nerd.”

… needless to say, så savnede min lillebror ikke history fun facts, haha.

 

Nå, vi kørte mod Ystad i stedet for, hvor vi regnede med, at der ville være noget mere j u l e m a r k e d

Jeg er en SUCKER for sådan “gamle byer” og ting og sager, okay. Jesus christ, det er ligesom med kirker og klostre og middelalderen, jeg kan virkelig ikke gøre for det, aner ikke hvor det kommer fra??? Så enjoyyyy:

pc160031

Blå er altså en utrolig flot farve, og det siger jeg ikk’ kun, fordi jeg har blå øjne ok

pc160032

Måske er det i virkeligheden svenskerne, der opfandt hygge??? look at this

pc160033

Elsker kontrasten på det her billede, fuck yes

pc160044 pc160050 pc160040

Hvis jeg skal til Sverige, bor jeg på det her hotel over baren okay, fuck det ser hyggenygge ud, i died

pc160042pc160054 pc160055

Have u ever seen such beauty? 11/10 would live here. Fuck den altan ejer mit hjerte, hele mit liv man. Det ser så hyggeligt ud, altså hvis jeg boede her, i could die in peace… det eneste der mangler er en kirke og/eller kloster ved siden af med vilde history facts, HAHAHA.

pc160059

Til sidst nåede vi så op på torvet, der var one hell of a disappointing place. What is this Sverige??? get over urself

Vi var også inde i en cute butik med søde Disney-julehjerter!! Man kan ikk’ se det så godt på billedet, men de var fa’me søde:

img_6874 img_6873 img_6875img_6877

Min farfars kone fandt også lige ovenstående piece of gold, som jeg smed på snapchat med “mottoet når ens familie bliver irriterede over, man bruger en time på makeup #hvemerdumnuhva :)))” – og i shit you not, jeg havde brugt en time på makeup, og de var begyndt at brokke sig tideligere den dag, hahaha, så det var bare spot on! HALLO, man skal sgu da se godt ud man, hahaha.

Men der var ikke meget julesjov i gaderne, så slukørede besluttede vi, at det jo så bare måtte være tid til frokost, så vi tog et smut forbi Max, hvor jeg bestilte en smækkerlækker avocado burger, som… jeg ikke tog billede af, men den smagte perf. Købte også lige en varm kakao 2 go, for det var fandeme cold outside.

Til min store glæde, begav vi os mod klostret, ja, her i Ystad. Vi var i Ystad, inden vi tog til Bornholm sidste sommer, hvor vi også var en tur oppe og gå rundt om klostret, og i klosterhaven, så min ass var stoked, da vi skulle derop igen #klosterlivet #erjegivirkelighedennonne

pc160065 pc160069 pc160074 pc160075

Alle mine andre billeder af klostret var grimme, så I må tage til takke med de her cuteass ænder i stedet for… Klostret og klosterhaven var desværre lukket, så SAD LIFE, jeg håbede lige på noget history fact man, men blev skuffet igen, haha.

I øvrigt, vi havde min mors halvbror med, der er handicappet, og min mor spurgte sådan, hvad drenge-ænder hed… han svarede meget uskyldigt “Anders And”. Jeg flækkede af grin, som jeg forsøgte at hviske “andrik” til ham, hahahahahah. Poor thing.

pc160078 pc160077 pc160080 pc160079

Flere guiltypleasures af ting jeg finder strangely attractive, hahahah.

pc160084 pc160086

Og lige et par stemningsbilleder af julelysene i gågaden i Ystad 😛

img_6871

Sidst, men ikke mindst, så må jeg altså bare slå et slag for fantastiske JALLA JALLA kebab, jeg har ikke spist her, men jeg fucking flÆKKER AF GRIN, hver gang jeg ser den her vogn, hvem fuck kalder deres kebabsted jalla jalla har de ingen skam i livet hahahahahaha jeg dør man #følgermigselvud

 

Efter jeg havde haft min annual flækning over navnet Jalla Jalla, så kørte vi mod Willy’s, hvor vi handlede lidt ind, og tog derefter tilbage til sommerhuset, som… ja, var et vinterhus, nu, i guess, haha. Vi fik spist noget god mad, og derefter stod den ellers på Gløgg, brætspil, hygge, og Led Zeppelin. Jeg sværger det var goals #aesthetic, det gjorde altså bare noget… ville ØNSKE jeg kunne uploade videoen, hvor det rigtig kommer til udtryk!! ahhhh, det fik mig til at realize, jeg måske havde en skjult Led Zeppelin-fan i mig….

img_6881 img_6883 img_6892 img_6896

Gløggen var lidt for vild til mig, så jeg holdt mig til bland-selv-slik og chokoladekage, men hyggeligt var det! Jeg tabte til min far i skak, sad life, til gengæld vandt jeg over hele min fam i Carcassonne, så stik den!!!

Vil gerne informere om, at jeg brugte resten af aftenen liggende på gulvet, mens vi så Mr. Bean, fordi jeg havde spist så meget, i couldn’t move.

 

Fandt så ud af, jeg nok havde fået noget virus eller noget, for jeg sov ikke hele natten, pga. kvalme, og jeg skulle op kl. 6:30 og køre hjem med mine bedsteforældre, mens resten af familien kunne sove længe… det var en stram køretur :/ da jeg kom hjem blev jeg i sengen hele dagen og catchede op på julekalender, fordi jeg stadigvæk var så sløj og dårlig, og jeg fik næsten ikke spist… alt i alt, ikke en fantastisk vellykket søndag, men sådan kan det gå, I guess.

Og ja, egentlig ville jeg havde slået 3 & 4. advent sammen, men I får den sgu bare her. Min 3. søndag i advent blev jo nemlig, som sagt, brugt i sengen, efter en køretur hjem fra Sverige, og jeg var syg hele dagen, faldt i søvn henaf dagen, men da jeg vågnede var jeg ligeså sløj, som da jeg faldt i søvn, så jeg fik ikke tændt mit adventslys 🙁 men her var min adventsgave:

pc170097

En dejlig, brugbar knivsliber, og en sød, sjov gadget-ting – en Festivalbox med plastre, kondom, hørepropper, vådservietter, o.lign. Superfin idé, og som sagt, jo noget, jeg kunne bruge. Så var en glad pige, især fordi jeg gik og manglede en knivsliber, hehe 😛 #heldigemig.

Så nu venter jeg bare i spænding på, hvad den 4. adventsgave gemmer på!!

Jeg var i øvrigt næsten rask, da jeg vågnede mandag morgen, desværre havde jeg sovet dårligt, så kom ikke i skole… men ja, har det godt nu, og er ikke syg mere, så heldigvis var det bare en “døgnflue”, med den ubehagelige kvalme! Håber I havde en dejlig 3. søndag i advent, og jeg kan varmt anbefale julemarked – dog ville jeg skyde efter Hamborg, eller Flensborg i Tyskland, hvis jeg var jer (havde lige en snak med min farfar om, hvor vi havde været henne, og jeg elskede Tyskland, især Hamborg var bare superhyggeligt!!).

Jeg har intet blogindlæg fra Hamborg, DESVÆRRE, men jeg har fra Flensborg, som er her, og var i 2015. Sjovt, som jeg har nøjagtig samme outfit på, jeg havde på i år – i år bare spicet up med et bælte, haha, jesus. Nogle ting ændrer sig vidst aldrig 😛

Men selv om julemarkedet her i Sverige ikke var i top, efter min mening, så var selskabet det, og vi tog nok også primært af sted, for bare at have lidt fred og ro, til også at nyde hinandens selskab, som jo nok i virkeligheden er det, julen handler om <3

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i SFT? #18

Hej bloggen, velkommen tilbage.

 

Jeg glædede mig helt vildt til ugens SFT og hjemmeopgave, MEN… igen, indlægget her er bagud, men lige denne fredag, skulle jeg altså til begravelse for min oldemor, der døde her for en måneds tid siden. Hvilket også betød, at jeg var nødt til at melde afbud til ugens SFT, for at kunne deltage i begravelsen.

Det ærgrerede mig selvfølgelig en hel del, MEN… da jeg kom ugen efter, fik jeg papirerne fra sidst. Så det jeg tænker er, at gennemgå hjemmeopgaven til denne dag, og gennemgå papiret, de fik udleveret til den dag, så vi stadigvæk får lidt ud af det. Personligt får jeg i hvert fald meget ud af, faktisk at reflektere over mine hjemmeopgaver.

Så let’s get started!

 

Vi skulle udfylde et papir ang. konflikter, og hvad vi tænkte om dem.

Første spørgsmål lød “Jeg tænker, en konflikt er…”, og så var der svarmulighederne: farlig, en mulighed for at ændre noget, et problem, der skal løses, en kamp, der for alt i verden skal vindes, en kamp, hvor jeg garanteret taber, et tegn på, at vi vil hinanden, og derfor bruger energi på selv små ting, eller andet.

Jeg tænker, at en konflikt er FARLIG. Det ved jeg selvfølgelig godt, den ikke er. Men som diskuteret i dette indlæg, føler jeg, at konflikter eller uoverensstemmelser er lig med… total ødelæggelse. Efterfølgende, hvis håndteringen af konflikten er gået godt, tænker jeg, at det har været en mulighed for at ændre, og at det betyder, man vil hinanden. Men lige op til konflikten, tænker jeg det er farligt, at alt vil gå galt, at ingen vil lytte, og jeg igen kommer til at blive frustreret og inferior, o.lign.

Hvornår oplevede jeg sidst en konflikt?

Nu husker jeg ikke lige, hvad der stødte op til den her dag… men kan da sige, at jeg konfronteres med konflikter dagligt, dog ofte de mildere af slagsen (all hell doesn’t break lose everyday mere).

Hvordan forholder jeg mig vanligvis til konflikter?

Her var der også svarmuligheder, i form af: undviger, svarer aggressivt, møder konflikten åben, eller andet. Da jeg modtog dette papir, grinede jeg bare og pegede på “svarer aggressivt”, mens jeg bare stod “BITCHHHHH I RELATE”. Det synes de andre i gruppen var ret sjovt. Men faktum er altså, at jeg enten svarer enormt aggressivt i konflikter og går all in, og ellers svarer jeg… well, stadigvæk aggressivt, men mere i defensiv. Så mit svar lyder aggressivt, men ikke aggressivt-aggressivt, men mere sådan frembrusende defensivt, hvis det giver mening? At jeg straks går i defensiv, forklarer mig selv, undskylder mig selv, osv.? Så deeeet. Ikke ligefrem noget jeg er stolt af, men… første step på vejen er vel at erkende, at det er sårn, man gør…

 

Det næste de havde om, var så konflikttrappen, og hvordan en konflikt som oftest starter, og så bygger sig op… Der er syv trin.

Ofte vil den starte med en uoverensstemmelse, hvor man konfronteres med dette. F.eks. “du har aflyst vores aftale”.

Herefter personificering, hvor man forholder sig til, hvordan personen siger tingene, og betvivler motiver og har selektiv hørelse. F.eks. “det er en dårlig undskyldning, det er bare fordi du ikke gider være sammen med mig…”

Derefter at problemet vokser, ved at man inddrager fortiden, og bebrejder hinanden for ting, der er sket. F.eks. “du aflyser også altid vores aftaler…”

Nummer fire er, at samtalen opgives, fordi situationen er fastlåst. Man søger sammen med forbundsfæller, som har samme mening som en selv, og taler om hinanden i stedet for med hinanden. F.eks. ens veninder; jeg kan tydeligt huske i folkeskolen, hvor man blev uvenner, og så gik man til ens veninder. Min veninde M, og jeg, havde kraftedeme nogle vilde bitchfights, hvor vi hver især søgte tryghed i en anden veninde, og derfra var det bare to-mod-to. Sådan lidt alla “hun er også bare irriterende fordi hun gør sådan, og det gør hun jo altid, og hun er bare en fucking idiot fordi…”

Femmeren er fjendebilleder, hvor man begynder at generalisere, gode og onde. Konflikten dræner en for energi. F.eks. “det er jo mig, der har ret, fordi det er mig, det er synd for, og hun er bare dum”.

Herfra følger åbent fjendtlighed, hvor man kommer i en krisesituation, hvor man vil skade modparten, eller såre modparten. F.eks. hvor man siger ting, man ved, vil såre den anden… jeg har blandt andet for noget tid siden fået af vide af en veninde, der var godt sur på mig, at jeg ikke fortjente en skid, og jeg var et sørgerligt menneske, og at ingen gad mig, fordi jeg var problemet, så det skulle jeg måske tænke over det. Og hun vidste udmærket godt, hvilke udfordringer, jeg havde. Så hun blev kastet direkte ud til højre. – det skal så siges, at vi i længere tid har haft uoverensstemmelser, og hun bare ikke har været specielt sund for mig, at være sammen med heller… og dét var dråben. For jeg ville aldrig selv gå så personligt til en anden, ikke engang i et skænderi. Vrede undskylder ikke, at man opfører sig som en fucking so, ked af at sige det. Man kan godt være sur på nogen, og stadigvæk opføre sig som et decent menneske.

Afslutningsvis kommer polariseringen, hvor man slet ikke kan være sammen mere, og konflikten enten slutter eller levere videre på afstand. Ja, hvad kan man ellers sige? Sådan sker det jo tit med konflikter, hvis man ikke får dem løst…

 

Jeg ved af gode grunde ikke, hvad der ellers var på programmet her, eller hvilke tanker, der blev gjort sig. Så det her er afslutningen af indlægget. Håber I har kunnet bruge det lidt alligevel, og at mine refleksioner har… inspireret lidt til noget refleksion hos jer derude, der læser med. Stay tuned, da næste uges SFT bliver noget, som jeg har deltaget i, haha. Og noget, som faktisk var enormt udfordrende!

25564488_932096610280533_43249011_n

Glem ikke at følge med på Bloglovin’. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i SFT? #17

Hej bloggen!

Til denne uges SFT var der ikke nogen hjemmeopgave, da vi nu bevæger os fra samtalemodulet over i konflikthåndteringsmodulet. Derfor skulle vi bare have fokus på vores mål, og træne de ting, vi ellers havde været igennem i samtalemodulet, når mulighederne bød sig, ude i det virklige liv.

 

Derfor startede dagen ud, med en brainstorm af, hvad konflikter egentlig er.

Jeg kan i øvrigt ikke huske, om jeg nævnte det, i et af de forrige indlæg, men siden SFT startede, har jeg hver evig eneste gang skrevet noter ned, på et stykke servietpapir, og lige en af gangene, havde en af de andre i gruppen glemt sin blok, så hun nappede også et stykke papir, og de der undervisere gik helt i selvsving, og hun skulle da have et rigtigt stykke papir, og de fandt papir, og ALLE i vores gruppe, inklusiv mig selv, stirrede bare sådan lidt “øhm????” på de to undervisere, der slet ikke fattede, hvad der foregik, indtil en af de andre deltagere meget fint pointerede, at jeg altså havde skrevet på servietpapir lige siden dag 1. Det fik vi MEGET sjov ud af, haha.

 

Anyway, brainstorm – hvad er en konflikter, eller hvad kan være grobund til konflikter?

Der blev lagt ud med de obvious – råben og skrigen. Herfra kom der andre ting på, som disse: uenighed, misforståelser, hvis nogen tager ens ting, aftalesvigt (f.eks. hvis man kommer for sent), hvis nogen sårer en, hvis nogen taler grimt til en eller andre, hvis der er noget, man ikke synes er OK, irritation, hvis ens grænser overskrides, hvis man skal tilpasse sig andre, hvis der er interessekonflikt (én vil noget, én vil noget andet), når ens egne behov er i modstrid med en andens, akutte uenigheder eller gamle uenigheder, der har bygget sig op, debatter, skænderier, slåskampe, meningsudveksling, implicitte forventninger.

Herefter skulle vi rangliste på et kontinuum fra samtale –> uenighed –> råben & skrigen. Denne så således ud: mild irritation –> debat –> meningsudveksling –> diskussion –> skænderi –> slåskamp.

 

Derefter var der et lille oplæg om konflikter, bl.a. det, at de er NORMALE, idet det er noget, som ALLE oplever i deres liv, jævnligt, og det er en del af livet, og det at gøre ting i livet. De opstår oftest pga. misforståelser eller uheldig kommunikation, og der er andre muligheder, end bare at kæmpe eller flygte, fordi konflikter ofte skal til, for at løse problemer (selvfølgelig på et vis niveau). Ofte kommer man i voldsommest diskussioner, med dem, man holder mest af .

Konflikter behøver ikke være negative, idet de kan gøre en klogere på måden, man er sammen med andre på, eller på hvad man hver især har af ønsker og behov.

Personligt har jeg altid syntes, at hvis man ikke kunne have konflikter i et venskab, og ikke kunne arbejde igennem disse, så var venskabet på en eller anden måde ikke et rigtigt venskab. Dén holdning blev delt i gruppen, idet mange var enige i, at konflikter jo faktisk er med til at vise ens værdier, vise, at man gider hinanden, hvis man tager sig tid til at arbejde gennem en konflikt, vise, at man tør sige sin mening, og vise, at man tør, at give noget af sig selv.

 

Herefter var der et slide med årsager til konflikter, hvor vi selv skulle fylde eksempler på – nogle af dem er lidt lig med dem, vi havde oppe i brainstormen, men bear with me, det var trods alt introduktion til konfliktmodulet, haha.

  • Uklar struktur. F.eks. mødetider.
  • Uklar rollefordeling. F.eks. organisatorisk eller på arbejdet, eller i familier (hvem er “alfaen” i familien).
  • Fastlåste rollemønstre. F.eks. “du plejer jo…”, kan ske både på arbejdet, i skolen, i familien.
  • Uklar ansvarsfordeling. F.eks. hvem gør hvad, og har alle styr på det?
  • Uklar kommunikation. F.eks. implicitte forventninger; vi tænker ikke ens, så det er en god idé, ikke at lade noget være usagt.
  • En eller flere deltagere, der ikke tager ansvar for deres roller eller opgaver. F.eks. ifm. gruppearbejde eller familier…
  • Forskellige normer for adfærd. F.eks. skal man tage sko af indenfor? Telefon ved bordet? Må man bande? Må man vise følelser? Må man sige sin mening?
  • Forskelligt ambitionsniveau. F.eks. i skolegrupper med opgaver, ens forældres forventninger, egne og andres forventninger til venskaber, parforhold eller rengøring.
  • Forskellige interesser. F.eks. sport, film, spise.
  • Forskellige behov. F.eks. en vil gerne sove, en vil gerne læse.
  • Hvis noget trigger en. F.eks. sanseligt ved form af bl.a. trip, eller emotionelt, ved bl.a. kommentarer som “det skulle du ikke have spist”.
  • Hysteri. F.eks. “Slap nu af, du overreagerer”…

 

Og hvad skal vi så egentlig bruge det her konflikthåndteringsmodul til?

Jo… det skal hjælpe med at træne vores dialog og selvbeskyttende samtalefærdigheder i konflikter, samt at gøres os bedre til at tage i mod, bearbejde og afsende signaler i konflikter.

Derudover skal vi blive bedre til at vende negative, automatiske tanker og adfærd, til alternative tanker og adfærd…

Og lære at trække os fra en konfliktsituation, og tænke over, hvad der er hensigtsmæssigt at gøre, og træne dette.

 

OBS. Nu er dette indlæg kommet op ret sent, så jeg kan sige, vi i hvert fald allerede har været omkring nogle af de her ting – og det var RART og virkelig brugbart!!! Så stay tuned.

25555730_931500220340172_5013836_n

Det var alt for denne gang. Håber I vil følge med på Bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

1. & 2. advent, 2017

Velkommen tilbage på bloggen!

På grund af manglende tid, valgte jeg, at slå første og anden søndag i advent sammen til ét indlæg, så here goes!

Første søndag i advent blev bl.a. brugt på min fars arbejde, hvor der var juletræsfest. Så jeg benyttede lejligheden til at hoppe i mine fine, dybblå julekjole fra Boohoo… jeg snatcher enhver mulighed for at dress up, hehe.

img_5710 img_5709img_5711 img_5712

 

Som forberedelse til juletræsfesten, havde vi traditionen tro blandet ca. 100 slikposer til børnene, d. 30/11, da det blandt andet er min familie, der står for slikposer og julegaver til de små… og jeg kan love jer for, at der var slik i lange baner! Se selv:

img_5507 img_5515

Det var lidt ligesom julemandens værksted, hjemme hos os, den torsdag. Kan afsløre for jer, at der kom 1 200 g Haribo pose, 1 dobbelt Twix, 1 Maoam, 1 Kinder-stang, 10-11 frugtkarameller, og syv Cloetta juleskums-nisser i én slikpose, så… det var en heftig en af slagsen 😛

Ude til selve juletræsfesten hjalp vi bl.a. til med at lægge æbler, klementiner, pebernødder og honningkagehjerter på bordene, lægge pakker under træet, og ellers bare forberede, og senere ryddede vi også op. Som jeg er blevet ældre, er det her min yndlingsaktivitet til hele juletræsfesten – al forberedelsen og oprydningen, og jeg elsker at puste lysene på bordene ud, når vi er færdige, og hælde sjatterne ned i en spand, når vi rydder sodavand af bordene, og se, hvilken farve det bliver, når man er færdig. Haha.

pc050154 pc050162

Efter festen blev der da også, til lidt rester… Normalt plejer jeg at få en slikpose, hvis der er nogle i overskud, og så en kagedåsefuld pebernødder, og et honninghjerte eller flere, til at tage med i skole, til mine venner/veninder. Men nu, hvor jeg er flyttet hjemmefra, så fik den ikke for lidt! Jeg kom hjem med intet mindre end 1.544 g pebernødder(!), en kassefuld æbler, lidt klementiner (jeg er allergisk overfor citrusfrugter, men min mor pointerede så fint, jeg kunne stikke nelliker i, og lade det dufte lidt af jul), 2x slikposer (fordi jeg også havde fået lidt overskud fra da vi blandede), og fire honninghjerter (hvoraf jeg har spist 3 af dem, haha). Så jeg kan love jer for, det bliver en tyk december, for mit vedkommende 😛

Jeg fik også en gave af mine forældre, som tak for hjælpen til juletræsfesten, nu, hvor jeg ikke længere er barn, og dermed “automatisk” får en gave 😛

img_5759

Min mor kender mig altså bare hammergodt! Elpiskeren var fordi min lillebror åbenbart havde brokket sig over, jeg ikke ejede sådan en, da vi skulle bage kage hos mig sidst, og silikoneholderen var en, jeg så nede i Netto, hvor jeg straks udbrød til min mor: “EJ, dét var smart!” ugen før. Jeg havde overvejet at skrive elpisker på min ønskeseddel til jul, men det blev jo så ikke nødvendigt. Den har også været testet, da jeg prøvede at springe over, hvor gærdet er lavest, da jeg skulle lave finskbrøddej… den gik ikke…

 

Men udover juletræsfest, var det selvfølgelig også 1. søndag i advent, og det kommer ned til det helt basale, som er… adventskrans og stearinlys!

Min mor, havde lavet en fin adventskrans til mig, som jeg kunne få med hjem i lejligheden, og jeg synes den var så fin, at jeg jo slet ikke havde lyst til at tænde den! Jeg mener, helt ærligt?

img_5675img_5673

 

Derudover havde jeg tigget og bedt hende om at købe adventsgaver til mig, og forslået, at jeg gav hende 200 kr., og så kunne hun købe lidt til mig for det… for jeg ville bare ikke miste glæden ved adventsgaver, selv om jeg var flyttet hjemmefra!! Men sød og fantastisk, som min mor er, overraskede hun mig med, at hun allerede havde købt adventsgaver… Jeg blev så glad og rørt, at jeg begyndte at græde, da hun fortalte mig det, og hun grinede af mig :(( Haha. Så ja, jeg skulle selvfølgelig åbne min første pakke i år 2017, søndag d. 3. december. Den så sådan her ud:

img_5758

Min mor havde snakket om, at jeg skulle have en anden skraber til mit badeværelse, så… det fik jeg! Og derudover ved hun, at jeg prøver at spise lidt sundere, og uden så meget sukker i, så der kom en gang “uden tilsat sukker”- slik på bordet også… jeg er fan!

 

Og sådan forløb min første søndag i advent, mere eller mindre. Jeg tog efter juletræsfesten med hjem til mine forældre og spiste, hvor vi hyggede lidt, inden de var så søde, at køre mig hjem. Hjemme tændte jeg så min adventskrans, og sad inde i stuen og nød det, mens jeg… ja, lavede et eller andet på computeren, haha. Nu jeg tænker over det, tror jeg faktisk, at jeg sad og skrev ønskeliste!

 

***

2. søndag i advent, blev ikke mindre hektisk end første søndag… jeg synes altså søndagene i december er vildt travle! Burde det ikke være dér, der var ro på? Så man kunne nyde stearinlysene i ens adventskrans, mens man drikker varm kakao og ser julefilm? Altsåååå…

Denne gang stod den på hjemmebag, hjemme hos min mor (jeg havde ellers gået og glædet mig til, at det blev hos mig!). Det var også derfor, jeg skulle lave finskbrød-dej. Oprindeligt skulle jeg også have lavet jødekager, men da jeg ikke havde noget hjortetaksalt, besluttede vi, at vente med dem.

Jeg kom hjem til min mama, og vi gik ellers i gang med at bage – først vaniljekranse. Til vores alles ærgrelse (eller, nok mest min mor og jeg, de andre har sgu nok ikke opdaget det), var min mors lille julehæfte med opskrifter blevet VÆK, så vi måtte finde alternative opskrifter. Vaniljekransene var en Mette Blomsterberg-opskrift, og de smagte helt fint – men ikke lige så godt, som dem vi plejer at lave… men hundrede gange bedre, end dem man køber, alligevel, hehe. Kunne da heller ikke holde snitterne væk fra, at sidde og smugspise lidt af kagerne, indimellem – hjemmebag smager jo for helvede bare godt, altså!

Dernæst måtte vi videre til finskbrødene, og dét blev en sand katastrofe, jeg absolut IKKE er stolt af. Min dej kunne slet ikke samle sig, overhovedet, den smuldrede totalt. Vi fik dog lokaliseret, at problemet nok var, at jeg havde brugt rigtig smør, i stedet for margarine eller blandingsprodukt, så dejen nok bare ikke var blevet lind nok, til at kunne samles, fordi smørret var så hårdt… så det blev et værre pillearbejde, at sidde og form hvert enkelt finskbrød for sig… så er 150 finskbrød pludselig mange… eek. Det hjalp dog lidt på det, da min far smed dejen i mikroen. Men den var stadigvæk ikke optimal… til gengæld smagte de hammergodt, så 1-0 til mig alligevel! HAHA! Opskriften var fra Amos Julebagebog, eller hvad den nu hedder, og er den, der hed “Luksus Finskbrød”.

Til sidst måtte vi i gang med brunkagerne, der bare er en typisk købeblanding, og så følger vi bare instruktionerne bag på – sidste år blev de HAMRENDE gode. I år smagte de så klamt, at min mor kylede dejen direkte ud, og smed de kager ud, vi havde lavet. De smagte altså også ulækkert… dog skar det alligevel lidt i mit hjerte. Men så blev der i stedet for tid til havregrynskugler, så dem fik min mor æren af at trille, mens min bror og jeg gennemgik vores afdøde oldemors sager, for at se, om der var noget, vi ville arve – jeg smider i øvrigt nok nogle billeder på bloggen af hjemmebaget på et eller andet tidspunkt, i et andet indlæg, for vi havde simpelthen så travlt til julebagningen, at jeg ikke nåede det!

For jeg ankom omkring kl. 11, og kl. 13:30, så skulle vi køre, da vi skulle til julehygge ude på det bofællesskab, hvor min mors halvbror bor, og vi havde så travlt efter julebagen, at jeg måtte lægge min makeup i bilen… hvilket altså IKKE er en easy task, når man er så fucking blind, som jeg er, haha.

Men den stod på hygge med småkager og varm kakao, og bingo-banko. Selvfølgelig snuppede jeg endnu engang muligheden, for at klæde mig ud, som en lille, fin julepige… HEHE.

img_6303 img_6300

Af en eller anden årsag, ender jeg altid ude på et toilet for at tage outfit-selfies? Er jeg okay??? Haha.

Min far vandt sidste runde bingo, og der var sidegevinst til højre side, så min lillebror fik også en gave. Min far vandt en pakke julechokolade, og min bror juleservietter og et bloklys. Jeg fik alle gaverne med hjem, så vi havde noget til juleaften, så det var jo bare fedt!

 

Siden det jo var advent, skulle der også åbnes en gaaaaave. Kan I mærke, jeg er lidt euforisk, når det gælder gaver? ‘cuz I am

img_6362 img_6379 img_6375 img_6388 img_6376

Jeg ved godt de her gave-billeder ikke er så æstetisk tilfredsstillende, som de kunne have været, men jeg synes det add’er lidt, at jeg har valgt at bruge julepapiret i baggrunden… det er jo en adventsgave, haha. Og som I kan se, stod den denne gang på lækkert køkkenudstyr fra Tupperware, som jo altid kan bruges. Min mor har fablet nonstop om den lille dejskraber fra Tupperware, og den er åbenbart så uundværlig, at jeg måtte eje en. Så nu har jeg det. Paletten har jeg længe ønsket mig, og hulskeen er også god at have ved hånden – og hvem kan ikke bruge salatbestik? Så alt i alt enormt vellykket, og ting, jeg ikke havde i forvejen. Til jeres information, så er jeg en lettere Tupperware-fan, og jeg var også til Tupperware-party i… november eller oktober, jeg husker det ikke lige, hvor jeg også har tænkt mig, at skrive lidt om det… hehe. Men ja.

Som et slags lille ritual, satte jeg mig igen ind i stuen, om aftenen, tændte min adventskrans, og begyndte at læse lidt lektier – jeg er ret meget bagud på den konto, men who cares. Jeg gør mit bedste. Og til min store glæde, fandt jeg jo så pludselig ud af, at…

img_6307

Der var kommet sne! Simpelthen!

Jeg har et bette juletræ stående ude på min minialtan, som er klar til brug juleaften, og da jeg gik forbi døren, spottede jeg, at der var noget på træet… sne! Wuhu. Ikke meget, men lidt. Så nu er det i hvert fald en slags jul.

Jeg følger selvfølgelig også med i julekalender i tv’et. Eller, online. Julekalender, i hvert fald. Jeg har ingen kanaler, udover DR-kanalerne, og jeg synes, den der Snefald, den virkede lidt sær. Men til min store lykke, var der så Jul på Vesterbro, på DR.dk, så den ser jeg. Derudover er der også Absalons Hemmelighed online, som jeg også er startet på – er ét afsnit bagud, lige p.t., men… jeg har jo også set den, i hvert fald to gange, før, så det går nok. Synes virkelig Absalons Hemmelighed er en af de bedste julekalendre (udover Nissebanden og Bamses Julerejse), sammen med Pagten og Jesus og Josefine. Og selvfølgelig Jul på Vesterbro 😛 iiiih! Jeg elsker bare julen!

Så ja, det var lidt om mine advents, der har været.

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘, så du ikke misser et indlæg <3 Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i SFT? #16 – Mål

Hej bloggen, og velkommen tilbage!

Vi (jeg) er klar med endnu en omgang… semi-SFT. Jeg diskuterede det her til SFT, men forarbejdet lavede jeg sammen med min primærbehandler i OPUS, inden jeg skulle til SFT.

Vi var nemlig lidt over halvvejs i forløbet, og skulle til at evaluere på de mål, vi havde sat os, da vi startede i SFT – ærligt, så havde jeg glemt, hvad helvede, mine mål var, og var helt forvirret, da jeg genså dem… men som jeg læste dem igennem, kunne jeg også godt genkende mig selv, i alt det, jeg havde skrevet, var udfordrende osv., så det tænker jeg at dele, og også, hvad der går bedre nu.

 

Det første, vi gennemgik, da jeg startede i SFT, var en liste med 33 ting, hvor jeg skulle rangere, hvor svært tingen var, på en skala fra 1-4, hvor 1 var meget vanskeligt, og 4 slet ikke.

Så alle mine 1’ere var: 1) at møde nye mennesker og få nye bekendtskaber/venner, 2) at være sammen med nogen, jeg føler mig tiltrukket af, 3) at være sammen med en større gruppe mennesker, 4) indlede mere intime forhold eller dybere kontakt, 5) at gå ind i et lokale, hvor der er fyldt med mennesker, 6) at tage beslutninger, der omfatter andre, f.eks. hvor man skal tage hen, 7) at sige fra, når jeg føler mig presset til noget, jeg ikke har lyst til 8) at se folk direkte i øjnene og holde øjenkontakten, 9) når jeg er uenig med andre, 10) når jeg føler mig kritiseret eller nedgjort, 11) når jeg føler mig afvist eller holdt udenfor, 12) når jeg føler mig overvældet af følelser & 13) at komme ud af sengen og i gang om morgenen.

Mine 2’ere var: 1) at være sammen med andre mennesker på mit arbejde eller studie, 2) at have besøg af, og tale med en eller flere personer hjemme hos mig selv, 3) at tage det f’ørste skridt til kontakten med en fremmed, 4) når jeg mærker, at nogen sidder eller står tæt op ad mig, 5) når jeg mærker, at nogen kigger indgående på mig, 6) når jeg er i en situation, hvor jeg føler mig truet, og 7) at holde mig i gang og beskæftiget i løbet af dagen.

Mine 3’ere var: 1) at gå på gaden, 2) at gå på indkøb i forskellige butikker, 4) at tage med offentlige transportmidler, 4) at møde nye mennesker, hvis jeg er i byen, f.eks. på bar eller diskotek, 5) at være sammen med nogen, jeg ikke kender så godt, 6) at være sammen med gode venner/veninder, 7) at være sammen med nogen, når jeg bekymrer mig om noget, 8) at holde en samtale i gang, 9) når jeg mærker, at interesse fra en person, der ikke interesserer mig, 10) at tale om mig selv og mine følelser, 11) at holde mit hjem/værelse rent og ordentligt, og 12) at sørge for personlig hygiejne, som bad, skifte tøj, børste tænder.

Mine 4’ere var: 1) at gå i byen eller til fester.

Ud fra ovenstående, snakkede vi om, hvad jeg syntes var svært. Som var det her med øjenkontakt, at få kritik, at blive afvist/holdt udenfor, at indgå i tætte relationer, at stole på andre, at jeg ikke så godt kunne række ud til andre mennesker, fysisk kontakt med andre, kæreste – eller rettere det, at indgå i så tæt og intim en relation, tillid og selvværd. Dertil havde jeg rigtig svært ved uenigheder, fordi jeg føler, at så mister man den relation, man har, og mister tilliden i den relation, man har. Hvilket jeg jo godt ved er fjollet men det er stadigvæk pissesvært for mig!

 

De her ting sad jeg så, og kiggede tilbage på, med min primærbehandler, og snakkede med hende om, ud fra nogle spørgsmål.

Det første var: “Hvor langt er du med dig selv og dine mål i SFT?”. Her skrev jeg 40 %, fordi jeg følte, at jeg havde fået nogle flere samtaleredskaber, at bruge i min hverdag, og værktøjer til at rationalisere lidt bedre, i forhold til andres signaler i socialt samspil, men at jeg stadigvæk manglede, at få implementeret denne viden ordentligt i praksis, og at jeg derudover manglede mit store fokus med SFT, som netop var selvtillid, konflikthåndtering og tillid.

Næste var: “Hvad vil du fortsat øve dig på i gruppen?”. Her skrev jeg, at jeg fortsat ville øve samtaleredskaberne, så jeg kunne blive bedre til at bruge dem udenfor gruppen, SKRIVE mine hjemmeopgaver (det er en OCD-ting, jeg har snakket med min primærbehandler om – jeg skriver aldrig mine hjemmeopgaver ned på hjemmeopgavepapiret, fordi jeg er bange for at skrive ting på papir??? det er enormt sært og kræver en længere forklaring, men det er i hvert fald enormt svært for mig, og det vil jeg gerne øve, for det SKAL jeg kunne!!!), og tage mig selv og øvelserne mere seriøst, selv om de kan være ubehagelige og angstprovokerende.

“Hvad vil du fortsat have fokus på at træne udenfor gruppen?”. Jeg ville fortsat blive mere kontaktsøgende, og mere på i samtaler med andre, og ikke lade de negative tanker styre for meget, og tage det roligt, når jeg var ude blandt andre mennesker.

“Hvad er dit ønske og mål for, og med den sidste halvdel af forløbet?”. Jeg ville her gerne fortsætte SFT-forløbet, som det er planlagt, mere eller mindre, da mine største vanskeligheder lå indenfor netop konflikthåndtering, selvtillid- og selvværd, samt tillid til andre mennesker, hvilket er den halvdel af forløbet, vi var på vej ind i, nu da samtaleforløbet sluttede. Især er jeg nemlig stadigvæk bange for uenigheder, da jeg definitivt bare ser det som verdens ende. Det lyder enormt dramatisk, men jeg bliver simpelthen SÅ pinefuldt ængstelig over det, fordi jeg er så bange for at miste.

Samtidig vil jeg rigtig gerne kunne indgå i de her dybere relationer, og turde stole på mine venner/veninder, og turde lade nogle komme lidt tættere på mig, men det synes jeg stadigvæk er SÅ svært, for lige så snart nogen kommer tæt på, har de lige pludselig også magten til at såre mig, eller forlade mig, og det er bare… så uoverskueligt og “farligt” oppe i mit hoved. Så det håber jeg rigtig meget, at den sidste del af SFT kan hjælpe lidt på, så det bliver mindre farligt for mig at indgå i de her ting, og mindre altødelæggende, selv hvis “worst case scenario” faktisk sker. Så ja.

Men generelt synes jeg, at jeg er kommet et godt stykke vej. Nu er det 2-3 måneder siden, jeg udfyldte det her med min primærbehandler, så der er sket endnu mere siden da (jeg er nemlig som altid bagud på SFT-indlæggene, haha). Og selv om dagene stadigvæk er sorte, og selv om jeg ikke synes, der sker en pind, og jeg bare “sidder” fast, så kan jeg jo godt se, når jeg kigger på udfyldelsen af mine vanskeligheder, som blev udfyldt tilbage i juni, at jeg faktisk er nået længere med nogle af tingene. Jeg kan bedre holde gang i samtaler, jeg kan bedre tage kontakt til andre, jeg kan bedre nogle af de ting, jeg syntes var fuldkommen horrible før – det er stadigvæk ikke nemt, og det kommer stadigvæk med en masse angst og negative tanker og fullblown paranoia, og sådan ER det bare. Sådan er jeg. I hvert fald lige nu. Måske en dag, at det bliver så indgroet, at noget af støjen (paranoiaen og det) begyndte at stilne af. Men for nu, så er det her stadigvæk en del af “mig”. En del, jeg ikke vil have er der, men som jeg ikke rigtig kan komme væk fra, og som jeg ikke har andre valg, end bare at acceptere. Og så blive ved med at sige til mig selv, at det ikke slår mig ihjel, at det ikke er farligt, at jeg nok skal klare det, og så selvfølgelig at være ÅBEN omkring det, ligesom jeg er her på bloggen.

Kan da også afsløre, at jeg er i gang med at lære nogen bedre at kende, og lade dem komme tættere på mig – og det er fucking terrifying, og jeg har så meget angst, at jeg har ondt i mit hjerte flere dage efter, fordi det bare har hamret på fulde drøn, og jeg har det kronisk som om, at jeg skal til at dø, men jeg GØR det. Jeg prøver. Jeg kæmper. Og vedkommende ved udmærket godt, hvor svært og udfordrende, jeg synes, det er. Eller, vedkommende har i hvert fald en idé. Tror ikke helt han forstår, hvor meget det fylder, og hvor svært, det rent faktisk er, fordi jeg er ret god til at play it cool og joke lidt med det, når det sker, men i swear to god, det er kraftedeme det sværeste, jeg nogensinde har gjort i mit liv. Men jeg VIL det her. Og det har bare at blive bedre, jo mere jeg gør det. Øvelse gør mester. Og jeg KAN godt, og der er ikke noget i vejen med mig, selv om jeg er skruet sådan her sammen. Jeg er stadigvæk OK, og det værd. – og han er også god til at rose mig. Jeg griner som regel, eller bliver lidt awkwz i det, men det betyder hele verden for mig. Tror virkelig ikke, han er klar over, hvor meget det betyder for mig, at han anerkender, at jeg synes det er svært, og anerkender, at jeg prøver, og gør mit allerbedste… og at det er godt nok! I’m shook, haha. Jeg er virkelig heldig, at have så fantastisk et netværk. Og både familie og venner er også gode til at rose, og sige, at de kan se, der sker noget, og at jeg bliver bedre. Så det er ENORMT rart. Og hvis jeg kan gøre det, er jeg ret sikker på, at andre også kan – og det ER hårdt arbejde, og det ER pinefuldt nogle gange. Men det bliver ikke ved sådan. <3

23718064_917082118448649_185309277_n

Så ja, det var et lidt mere personligt indlæg, men jeg syntes, det var vigtigt. Om ikke andet, så for min egen skyld, i hvert fald. Bloggen her fungerer også som en dagbog for mig, så jeg kan huske, hvad jeg gennemgår, og hvad der sker, bl.a. ifm. mine ture til Japan, og også igennem hele det her SFT-forløb. Jeg håber bare, at udover at gavne mig, at det også gavner nogle andre at se, hvad det her går ud på. Jeg kan i hvert fald VARMT anbefale et SFT-forløb, hvis der er nogle af jer, derude, der sidder i jeres OPUS-forløb, eller andre forløb, der tilbyder sådanne grupper, at tage i mod det!

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i SFT? #15

Hej bloggen, og velkommen tilbage.

Fra sygeplejerskeindlægget, om mit ophold på Ortopædkirurgisk afd., springer jeg nu videre til min patientrolle i SFT endnu engang.

Som jeg nævnte i forrige indlæg, synes jeg det var helt vildt svært, at hoppe direkte fra den ene rolle til den anden – som professionel, agerende sygeplejerske, til “uvidende” patient. Det er jo ikke fordi, jeg er uvidende, når jeg er i min patientrolle, men jeg har en anden rolle der, fordi jeg behandles af nogen, der er langt mere professionelle, og har meget mere erfaring – og så er det selvfølgelig mig, der er omdrejeningspunktet. Mig, der skal arbejdes med. Det er lidt noget andet. Jeg har enormt meget sygeplejeteori, og meget af det har jeg også kunnet bruge ift. mine egne udfordringer, men det er alligevel noget helt andet, når andre bruger tingene “på” en. Men selv om det er hårdt, er jeg også vild med den kontrast, det hele giver. Og jeg er sikker på, at det styrker mig i sidste ende, i mit virke som sygeplejerske, at jeg har prøvet begge dele.

 

NÅ. Denne uges SFT var lidt i forlængelse af det andet. Vi blev spurgt, om vi syntes, det var hjælpsomt, at høre om andres strategier, og sidde og analysere på dem, og jeg var i hvert fald en af dem, der sagde ja. Både fordi det var rart at blive inspireret, men også fordi det kan være svært at bevare overblikket som enkeltperson over, hvad man synes, at tingene giver en, og hvad det koster, hvor man i fællesskab lidt bedre kan komme med flere ting, som man ikke selv havde tænkt over, faktisk havde betydning for en, men som man så set i bakspejlet godt kan se, har betydning. I sidste uge handlede det bl.a. om selvskade som strategi, hvor den, der bragte det op fortalte, at det var problematisk for vedkommende at selvskade, fordi så kunne vedkommende ikke hjælpe andre. Den havde jeg slet ikke tænkt over selv. Ikke på samme måde, i hvert fald. Jeg havde jo godt tænkt over, at det var grimt, og at folk nok ville se ned på en, og måske føle sig utrygge – men jeg havde ikke decideret tænkt over, hvad det ville gøre ved min autencitet. Så det var HELT klart noget at tænke over.

Så, det, der foregik var, at vi skulle finde en strategi, til at komme af med negative tanker og følelser, finde effekt på kort og langt sigt, finde ud af, om det bragte os tættere på det, vi ville med vores liv, og hvor meget det kostede os.

  • Den første strategi, der blev budt ind med var “høre musik, vippe med hovedet, slappe af, isolere sig, gruble”. Det var en lidt lang en, der nemlig havde flere formål, og vi så på den som en helhed. Personligt bruger jeg ikke lige helheden, men jeg kan godt relatere til dele af den… så derfor inkluderer jeg den i dette indlæg. Vedkommende, der fortalte om strategien fortalte, at for ham/hende gik følelserne væk, og de kom ikke tilbage igen. Det bragte vedkommende tættere på et godt liv, ift. at høre musik, fokusere på musikken, reflektere over måder at forbedre sig på, og gav vedkommende større indsigt. Til gengæld kostede det vedkommende en del tid, i nogle tilfælde relationer til andre pga. isolationen, strategien fører med sig, og energi, i form af, at vedkommende blev træt af at bruge strategien.
    • Jeg har ikke nogen egentlig konklusion, på denne her. Personligt synes jeg jo det er en forholdsvis god strategi, hvis følelserne altså går væk. For mig gør de bare ikke det altid. Men den er helt klart en knapt så omkostningsrig strategi, og altid et forsøg værd, hvis man har det skidt – hvis ikke den virker, kan man jo bare gå videre til en anden!
  • Næste strategi, der kom på bordet, var “stofmisbrug/misbrug generelt”, som også var en af dem, jeg syntes var enormt vigtige at tale om. Jeg har aldrig selv taget stoffer, men jeg ville da absolut lyve, hvis jeg ikke sagde, at jeg har overvejet det. Utrolig mange gange. Når min angst bliver rigtig slem, så kommer trangen da over mig… den lille stemme i hovedet, der siger “hvis nu du bare tog en bane coke, så ville du måske ikke være så angst. så ville du måske fungerer som et normalt menneske. så ville tankemylderet stoppe”. Heldigvis har jeg altid haft en anden, større stemme, der mindede mig om, hvor komplet åndssvagt – undskyld, hvis nogen af jer derude tager stoffer, og finder det hjælpsomt – det ville være. Og lige netop her, gennem analysen, fortæller jeg hvorfor: vedkommende, der fortalte om det, sagde, at følelserne som regel kun gik væk kortvarigt, og de kom altid tilbage for fuld hammer igen bagefter, værre end før, fordi de blev efterfulgt af selvhad. Så allerede her, kan jeg informere jer om – don’t do drugs to cope with ur mental illness!!!!!! Men hvis du ikke er overbevist, så tager vi den lige skridtet videre. Personen, der fortalte om det, sagde, at det på ingen måde bragte ham/hende tættere på det liv, han/hun gerne ville have. Derimod kostede det en masse. Obviously, var det pikkedyrt, men derudover røg vedkommendes almene fysiske og psykiske velbefindende helt i bund, og vedkommende fik hverken uddannelse eller job. Jeg kan så fortælle jer, at man også risikerer at miste en del af ens relationer, selvfølgelig ikke dem, man evt. tager stoffer med, men de andre, vil langsomt begynde at tage afstand. Derudover risikerer man også, at blive involveret med sketchy typer, og altså, you can literally die from drugs, så altså…
    • Konklusion? DON’T DO DRUGS KIDS. Det er legit en af verdens værste mestringsstrategier, fordi den giver falsk lykkefølelse og falsk kontrolfølelse.
    • PS. det gælder i øvrigt for alt misbrug, dvs. også pillemisbrug, madmisbrug, igen selvskade, osv. Seriøst – få hjælp og kom ud af det, for det er pissefucking farligt.

Så havde vi ikke mere tid til denne del, men jeg vil altså også gerne lige dele en af mine mestringsstrategier, der faktisk fucking virker…

  • “Være sammen med familie/venner”. Meget simpel. I et af mine første SFT-indlæg skrev jeg, at et af mine advarselstegn på, at jeg fik det værre igen var, at jeg begyndte at isolere mig. Ikke noget, jeg selv havde lagt mærke til, men noget min mor havde opdaget, at jeg gjorde. Så derfor har jeg nu prøvet at have mere fokus på, ikke at gøre det, og række ud, hvis jeg har det dårligt. Og egentlig har jeg også gjort det i lang tid på et mere ubevidst plan, når jeg har hevet fat i min lillebror, mens jeg boede hjemme, og spurgt, om vi ikke skulle se film, om vi ikke skulle spille et spil, o.lign. Men anyway: følelserne går nogle gange væk, og andre gange gør de ikke, for mit vedkommende. Man kan lige så godt være ærlig. Det er ikke altid, det virker. Men det kommer også stærkt an på det sociale samspil lige dén dag, og hvor god jeg er, til selv at hive mig lidt ud af tankerne og være nærværende. Fordi nogle gange fylder tankerne bare enormt meget, og selv om jeg så prøver at hygge og være sammen med dem, jeg holder af, så bliver de ved med at fylde. Så er det positive bare, at så længe jeg så er sammen med min familie/venner, så gør jeg i hvert fald ikke tingene værre, f.eks. ved at gruble over det. Og det bringer mig tættere på det, jeg vil med mit liv. For det jeg vil, det er jo, at være sammen med min familie/venner. At være glad, at være rask, at kunne grine og hygge, og når jeg siger “fuck dig depression/angst/skizotypi”, og er sammen med andre, i stedet for at isolere mig, så kommer jeg jo tættere på mit mål. Til gengæld synes jeg også, det er en dyrere fornøjelse. Ikke rent økonomisk set, men jeg synes, den er svær. Fordi den kræver overskud. Jeg skal tage mig sammen, til at se nogen, og jeg skal tage mig sammen, til at spørge nogen. Jeg synes den er hård, fordi jeg tit føler, jeg er en byrde, og jeg tør ikke spørge folk, om de lige vil hænge ud, fordi jeg har en dårlig dag, fordi… jeg gider bare ikke sætte så meget fokus på det, vel? Så det er rigtig svært at komme over dén grænse, synes jeg. Nogle gange kræver det også at jeg sidder i sådan et halvt panikanfald, i al den tid, jeg er sammen med vedkommende, hvilket kan være enormt krævende. Derudover tager det nogle gange lang tid, før det her virker. Nogle gange skal man være sammen med en nærmest en hel dag, før jeg føler, at det har hjulpet på mit humør, hvor at hvis jeg bare lige gjorde, som mit hoved sagde, og sparkede til noget, jamen så var følelserne væk på mindre end fem minutter…
    • Så konklusionen er: en rimelig bivirkningsfri strategi, der har enormt mange positive fordele, men som også kræver noget, der kan være svært, hvis man i forvejen har det dårligt. Men hundrede procent en strategi, jeg er fan af, og som jeg vil blive bedre til at benytte mig af, for jeg har faktisk et rimelig godt, stabilt netværk, som jeg ved, vil være der for mig – jeg skal bare blive bedre til at bruge det. Så det må jeg gøre.

 

Til slut fortalte vi om de mål, vi havde haft i SFT. Jeg synes, det her indlæg blev lidt langt, så jeg laver et separat et, med mine mål i.

Men et af de andres mål var bl.a. at være mindre hård ved sig selv, og vedkommende sagde det her gyldne citat, der simpelthen fik mig til at grine så meget, selv om det slet ikke burde: “Jeg kan godt være lidt selvhadende nogle gange, så… det vil jeg gerne blive bedre til ikke at være.” Der er absolut INTET sjovt ved det, men det var bare så pinefuldt relatable, at jeg bare havde lyst til at skrige “fucking same, min ven”… hvilket selvfølgelig var totalt upassende, så det gjorde jeg ikke. Men jeg synes budskabet er godt – ingen grund til at være så selvhadende. Mere selvelskende, i stedet for. Much better.

23718397_917082115115316_1710766653_n

Så ja, det var det for denne gang. Glem ikke at følge med på Bloglovin‘, så du ikke misser et indlæg. Til vi ses igen:

– Cecilie x