Adventsgaver & Juledetails i Bachelorskrivningen

Hej bloggen, og velkommen tilbage.

 

Yep, der har været stille her på bloggen, de sidste to ugers tid – say whaaat? Det føles altså, som meget, meget længere, end blot 17 dage. Jeg føler, jeg ikke har blogget i 4 måneder! Men der er altså en grund – en god grund, hvis jeg selv skal sige det!

Som overskriften indikerer, er jeg p.t. i gang med at skrive bachelor på sygeplejerskestudiet. Det giver faktisk denne blog snart 3,5 års jubilæum, fordi jeg startede vidst et par dage, inden jeg startede på studiet – eller var det selvsamme dag? Det kan jeg ikke huske. Men i hvert fald har bloggen kørt, så længe, som jeg har studeret sygepleje, og nu bliver jeg altså færdig i januar. Tænk engang! Men altså, i præg af, at jeg skriver bachelor, har jeg ikke lige haft så meget tid til at blogge. Jeg mangler f.eks. nogle hauls og lidt, og derudover, så ville jeg faktisk også gerne have lagt op hver advent, hvad der foregik, men sådan er det altså ikke blevet. Så nu samler jeg alle tre advent indtil videre under denne her, samt hvordan juleoppyntningen ser ud herhjemme, mens vi tæller ned til juleaften – og skriver bachelor, selvfølgelig!

Der har været rygende travlt, siden jeg stoppede med at opdatere om opholdet i Vietnam, fordi jeg på et tidspunkt overvejede at splitte min bachelorgruppe op. Yep! Dog fandt jeg ud af, at når man lige pludselig så skulle skrive 5 sider mindre, end planlagt, så gik det bare ikke op, og jeg har derfor været nødt til at blive i min gruppe, hvilket jeg syntes har været superhårdt. Så når jeg ikke har skrevet bachelor, så har jeg ligget i sengen eller på sofaen og grædt eller stresset. Men nu, her i fredags, kunne jeg ligge “sidste” hånd på værket, i hvert fald indtil videre. Kl. 13:30 skal jeg så til vejledning, inden endelig aflevering er opgaven, hvor jeg forhåbentlig får noget konstruktivt kritik at arbejde videre med, så der kan forestå en aflevering inden jul.

Det betyder også, at jeg siden fredag eftermiddag, for en gangs skyld har haft lidt fri. Så fredag aften besøgte jeg – sammen med min kæreste – hans mor og bror, hvor vi fik aftensmad og spillede Disney Trivial Pursuit – det tog 2 timer, og jeg vandt på et hængende hår! Derefter var det nærmest lige lukt på hovedet i seng, for vores vedkommende. Pyha, det var fandeme en hård dag, af mærkværdige årsager… lørdag skete der ikke så meget. Jeg sov enooormt længe, og jeg var helt færdig hele dagen, jeg var enormt træt, og kunne slet ikke overskue noget som helst. Mega nederen, for at være ærlig! Og nu, i dag, søndag. Puha. Jeg havde masser af idéer og ting jeg ville, men det eneste jeg har fået gjort, er at tage billeder til nogle blogindlæg (det tog da også lige 3 timer), fået smidt en gang vasketøj sammen, og så har jeg ellers ligget på sofaen med fodbad og Disneyfilm, så det batter – og spist hjemmebagte småkager (mere om det senere). Jo, og i går lå jeg med både ansigtsmaske og fodmaske, og det var SÅÅÅ rart! Superklamt, på mange måder, men fucking dejligt bagefter… Hehe.

Nok om det. I er her jo for at komme i julestemning, så lad os komme i julestemning!

Vi starter lige på og hårdt, som nævnt, jeg er i en bachelortid. Dog er det jo også december, og det betyder, at skrivehulen – for mig – derhjemme, ser sådan her ud:

PISSE-hyggeligt, faktisk. Altså, jo, det er da lidt trist, at sidde og skrive bachelor, og alt ens tid går med det… men jeg synes nu, jeg har indrettet mig rigtig hyggeligt inde i stuen. Bag den store, hvide reol sidder min kæreste så, og skriver bachelor, så… det er en win-win! Occasionally tjekker vi lige, at den anden er i live, men ellers kan der godt gå mange timer, hvor vi begge bare er helt i zonen og skriver… det er i og for sig fint nok, så forstyrrer vi nemlig ikke hinanden 😛

Den 2. december bankede mine forældre og lillebror på døren med adventsgaver! De kom om eftermiddagen, og jeg var da begyndt at tro, at jeg bare slet ikke skulle have nogle. Havde overvejet at spørge min kæreste, om han ikke pretty please ville finde nogle adventsgaver til mig, for jeg kunne da slet ikke holde ud, ikke at få nogle! Og inden I kalder mig forkælet – jeg har tilbudt mine forældre, at jeg selv betaler for dem. Jeg synes bare det er SÅ hyggeligt at pakke gaver ud hver søndag indtil jul. 😛 Men de kom simpelthen spankulerende med et lille helårstræ til mig, som min mor har lavet – tror hun sælger ud af dem, så skriv lige til mig, hvis det har interesse 😛 samt flere pakker, til at putte under, og selvfølgelig hjemmebagte vaniljekranse. Min mor havde tyvstartet lidt på den fælles julebagning, åbenbart…

 

Den 3. december var jeg i IKEA med mine forældre, og jeg fik købt lidt julepynt, bl.a. de her lanterner. Jeg blev så glad, de er superhyggelige, hehe.

 

  

D. 7. december, stod den på fælles julebagning, og jeg fik selvfølgelig nogle med hjem. Udover julebagning, så kom min kæreste og bedsteforældre til risengrød og spilleaften, mega lækkert.

 

D. 9. var det anden søndag i advent.

Den blev brugt på røven i sofaen, med julebag, julelys, og bachelor… og en lille smule Bamses Julerejse.

 

Og i adventsgave, der fik vi Paul Pava glasskåle, som blev indviet ved at spise popcorn i dem. MUMS.

 

Så blev det fredag, og fordi jeg havde afleveret opgave, så havde jeg endelig lidt tid, til bare at hygge, inden jeg skulle af sted til mine kærestes mor, og spise der. Jeg havde taget nogle småkager fra, som jeg ville give dem til, så jeg bandt kagedåsen ind (med meget besvær og masser af tape), og fik lavet et (meget grimt) julekort. Det så meget pænere ud i mit hoved, men jeg har altså bare ikke øjne for den slags :/ Desværre. Og jeg havde åbenbart skrevet en rigtig cringe besked indeni, min kæreste fortalte mig i hvert fald, at jeg prøvede meget, men at han syntes, jeg skulle beholde det, fordi det pretty much opsummerede, hvem jeg var, som person #awkwardtimes

I don’t MEAN to try hard, sværger jeg bare er sådan som person :((

Hjemme hos “svigerne” kom deres meget sky kat over, for at joine mig i sofaen, og jeg fik at vide, det var et tegn på acceptance… så naturally, blev vi lige bedste venner (ingen kommentar til, at hun forsvandt i skræk, da jeg kom derover igen, efter at have forladt hende, for at hente min sodavand)…

Og så!! D. 16. december. 3. søndag i advent. Den blev ((også)) brugt i sofaen. Det var egentlig meningen, at jeg ville have haft skrevet blogindlægs, m.v., så de var klar til, at blive postet løbende, mens jeg lagde sidste hånd på min bachelor, men sådan blev det ikke. Jeg var hammertræt, sov 12 timer, vågnede, orkede ingenting, og endte faktisk bare med at ligge dér på sofaen. Jeg tog fodbad, og bagefter lå jeg og så Disney’s Nu Er Det Jul Igen, hvilket var PISSEhyggeligt, med adventslys og kalenderlys.

Min kæreste tog på maccen for at hente mad, jeg blev hjemme og lavede kød- og melbollesuppe, og bagefter slængede vi os i hver vores sofa, og så Hercules. Good day.

I øvrigt skal det lige siges, at han vækkede mig kl. 6 om morgenen (han skulle møde på arbejde kl. 7), og tog dagens adventsgave med ind til mig, som vi så åbnede i fællesskab (mega-hyggeligt). Vi grinede dog noget, da vi fandt ud af, hvad det var.

Da jeg var i IKEA med min familie, havde jeg spurgt ham, om der var noget, vi manglede. Han havde svaret en bakke til sengen, hvortil jeg havde kaldt ham luksusdyr, og min mor var enig hermed… men ikke destomindre, så fik vi altså en bakke til sengen i adventsgave, så vi rigtig kan grisse det hele til 😛

 

Og nu, til det allersidste for dette indlæg – oppyntingen herhjemme! Vi kan passende starte i stuen:

For dem der ikke ved det, går jeg supermeget op i julen, pga. min mor. Så jeg har masser af forskelligt julepynt, og jeg synes det er så superhyggeligt. Hjørnenissen ved spejlet, står mellem gangen og køkkenet, og er et arvestykke fra min oldemor, der døde sidste eller forrige år, og kravlenisserne har min farmor lavet til mig engang, da jeg var baby. De har hængt hos min mor alle årene, siden, og hun har stort set leget, at det var hendes. Men da jeg flyttede hjemmefra, måtte hun også opgive kravlenisserne…

Gangen har heller ikke sluppet for julepynt. Sokken plejede at hænge i diverse supermarkeder, og kransen fandt jeg i IKEA, hehe. Badeværelset og køkkenet er også pyntet beskedent op, men det har jeg ikke taget billeder af. I stedet kan vi nu bevæge os ind i det sidste værelse – soveværelset!

Ovre ved natbordet har jeg mit trofaste juletræ, der har fulgt mig – og virket – siden jeg var baby, og en lille julemandsholder til alle mine nipsting. Under vindueskarmen finder vi lidt arvestykker, som er mit hjerte meget kært.

I vindueskarmen finder vi mine yndlings juleting, og lanternerne.

Smykke- og makeupbordet har heller ikke sluppet for en tur med søde nisser, og jule Starbucks-kopper (har altid mine makeupartikler i Starbucks-kopper, men i julen skiftes de ud med jule-versionen – dertil har jeg også normalt sorte borde til stuen og natbord, men i julen erstattes de af røde lol).

 

Mit spejl er fyldt med guirlander, og min yndlingssok hænger på døren. <3 Alt i alt, er jeg godt tilfreds med niveauet af JUL i min lejlighed, hehe. Dertil har jeg tre julekalendere liggende, en standard med chokolade, en min mor laver, og så cavede min kæreste og jeg omkring d. 6. december, og købte en Toms Skildpadde-julekalender til en 50’er, som vi deles om. Og så føler jeg selvfølgelig med i Bamses Julerejse, som den eneste julekalender i år.

 

En af de ting, man bl.a. kan finde i min mors julekalender i år, var det her fine chokoladejuletræ. Dertil har jeg fået myslibarer, frugtkiks, chokolade, og sallos-bolcher. MUMS. <3

 

Hvordan ser julen ud hos jer i år?

Håber I har nydt dagens indlæg.

Tak fordi I har læst med!

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Vietnam 2018 – Dag 29 – Dimission, Drunken Regrets & Hjemrejse

Hej bloggen, og velkommen tilbage!

 

I dag skulle vi møde sent, ved 13-tiden, mener jeg, det var. Dette skyldtes, at vi havde sidste dag i dag, og skulle præsentere vores Final Presentation, få vores certifikater, og sige farvel. Det foregik på University of Medicine and Pharmacy. Fordi vi skulle møde sent, gav det os jo god tid til makeup, pakning, m.v. Mega lækkert!

Da tiden var inde, tog vi af sted. Først skulle vi udfylde et evalueringsark, hvorefter der var lidt underholdning med sang og dans. Bagefter lavede vi vores Final Presentation, som egentlig meget indeholdt det, jeg har snakket om her på bloggen, den sidste måneds tid. Alt det, vi havde lært, fremlagde vi, og fortalte om forskelle og ligheder, mellem Vietnam og Danmark, inspiration fra Vietnam, og forbedringsforslag fra Danmark til Vietnam.

Da jeg skulle til at fortælle min del, begyndte folk at gå, der var en telefon, der ringede og blev besvaret, og meget andet, så jeg stod sådan lidt what the fuckkk, det var mega nervepirrende. Men det viste sig en af lektorerne havde et fly, han skulle nå. Min del af fremlæggelsen gik enormt godt, og jeg var rigtig stolt af mig selv, fordi jeg følte, at jeg viste meget selvtillid, og et god, forstålig, engelsk kommunikation. Hehe. Jeg fik også ros, men det gjorde vi alle.

Bagefter var det tid til, at vi hver især skulle komme op, og modtage vores udveklingsstudent-certifikat, og jeg var den allersidste. Det var herreakavet at gå derop, fordi min ankel jo bare var totalt fucked op at gå på, men det lykkedes, uden at jeg så alt for humpende og trist ud 😛

Vi modtog også gaver fra universitetet, som bestod af diverse tørret frugt og lykke armbånd.

Altså, jeg var jo bare herrestolt af mit bevis, og havde slet ikke… tænkt, at jeg skulle have gaver, så jeg fik bare tårer i øjnene. Vi havde heldigvis, dog også gaver med til lektorerne.

Og de blev helt forfjamskede og fik tårer i øjnene, da de fik dem. Det var ret cute, haha.

Bagefter stod den på lidt traditionelle lege. På billedet synger og dancer vi til den mærkeligste sang. For hver gang, sangen blev sunget, blev der tilføjet endnu en ting. Jeg måtte springe fra til sidst, da vi skulle hoppe rundt. Sangen lød noget i retning af: “Making melodies in my heart, making meodies in my heart, making melodies in my heart to the king of king” – mega sært, men ret sjovt, ikke desto mindre.

Bagefter skulle vi alle stå i en cirkel, og kigge ned på en andens sko. På samme tid skulle alle kigge op, og dem der fik øjenkontakt (fordi de havde kigget på hinandens sko), blev elimineret. Det gjaldt altså om, ikke at kigge på hinandens sko og derved få øjenkontakt. Til sidst var der selvfølgelig to vindere.

Disse vindere skulle så dyste mod hinanden i en anden leg – grøntsagslegen. Her råbte en af vietnameserne en grøntsag/frugt, og så fik de to (drenge) så nogle sekunder, til at imitere denne grøntsag. Der blev bl.a. sagt CARROT! Hvor de begge to bare skød i vejret. Så blev der sagt en mere, jeg ikke husker, og derefter “GINGER!”. Den ene af drengene legit satte sig bare på hug som en eller anden tough life gangster, og endte med at vinde – det lyder ikke særlig sjovt på skrift, men det var sgu grineren nok i virkeligheden.

Lige et overview over lokalet, og de snacks, vi fik undervejs:

Begge af de her snacks var umådeligt klamme #sorrynotsorry

Da legene var forbi, blev der taget nogle fællesbilleder, og så var det ellers, at sige farvel til lektorerne, m.m. Der kom lidt tårer i øjnene 🙁 Selv om vi alle havde glædet os vanvittigt til at komme hjem, de sidste 2 ugers tid, så var det alligevel ret sørgmodigt, at vores måned nu var slut…

Himmel græd tilmed lidt med os.

Fordi det regnede, besluttede vi ret hurtigt, at vi bare skulle direkte hjem. Klokken var omkring 16, og ja, vi tog hjemover, hvor jeg tror, de fleste af os, begyndte at pakke. Jeg havde været neurotisk type, som altid, og vejet alt mit shit, mange gange undervejs, for at sikre mig, at jeg vidste, hvor meget jeg kilomæssigt havde købt for, så jeg var sikker på, ikke at få overvægt. Heldigvis vejede min kuffert kun ca. 27 kg, og vi måtte medbringe 30, så alt var jo godt. Det hele kørte på skinner for mig… Lækkert.

 

Om aftenen mødtes vi alle sammen, både sygeplejerskestuderende og fysioterapeutstuderende, og tog ud at spise på en italiensk restaurant, Ciao Bella. Her fik vi en velkomstdrink. Jeg bestilte en pizza med masser af ooost, og derudover også noget diet coke og vodka, fordi alle andre bestilte øl og vin (og jeg brød mig ikke rigtig om nogen af delene). Vi snakkede alle sammen rigtig godt sammen, og maden var superlækker.

Efter manden fik vi et shot med noget lime i, som jeg fik byttet om til en ameretto, da jeg er allergisk. Funfact: Da vi var på Pizza 4P’s den ene dag, kom der et glas med en lime til min cola, og jeg spurgte, om jeg kunne få den byttet ud, fordi jeg var allergisk, og tjeneren gjorde det, råbte M nærmest bare af mig, hvad der NU var galt med det, jeg fik serveret, hvor jeg meget forfjamsket og akavet måtte forklare, at jeg STADIGVÆK efter de her 3 uger var allergisk overfor fucking lime… Anyway. Efter shottet blev vi og hang ud lidt længere, og jeg fik endnu en vodka-cola, og pludselig var jeg en aaanelse stiv. Det var D også. Z drikker ikke, så hun skulle holde øje med to forvirrede stivelis, der ikke helt vidste, hvad de ville eller hvorfor…

Taxaturen hjem var maks akavet, fordi jeg var superdrunk og virkelig glad, men samtidig også yderst sær. Vi blev sat af nede ved vejen op til vores hotel, og lige på den anden side af vejen, er der en klub, der hedder YOLO. Da vi steg ud af bilen, begyndte de at spille Shape of You. Og hvad sker der? Dumme, DUMME Cecilie, der hele aftenen har sagt “ej jeg har slet ikke ondt i min fod mere lol, dejligt alkohollen drukner det for mig”, vrikker om på sin ANDEN ankel (der i forvejen var ret skadet, men lige p.t. var mindre skadet end den første), og jeg står bare “This is bad. This is so bad. It is so painful. Pls help. It hurts. This is so, so, so bad.” Alligevel nærmest løb jeg hen til hotellet #klogt

Da vi kom op på værelset, lå jeg og skrev lidt med min kæreste, og var generelt bare fyldt med energi og superglad. Så skulle jeg vende mig – og jeg vender mig åbenbart med hele siden, så jeg fejlkoordinerer lige, og formår simpelthen at springe-vende mig UD af sengen og direkte ned på gulvet, hvor jeg igen slår foden. FUUUCKS SAKE :))) Det gjorde pisseondt. For helvede altså.

Det bedste er i øvrigt: Jeg fik at vide en af de første dage, af Z, at jeg vender mig i søvne med HELE kroppen, jeg nærmest hopper op af madrassen, for at vende mig. Derudover ligger jeg for whatever reason og tripper helt sindssygt med fødderne i søvne (???) i never knew this. Og jeg troede selvfølgelig ikke på det, så jeg snakkede med min kæreste om det, og han sagde bare “yup, u do, det er pisseirriterende, hvorfor tror du, jeg ikke gider sove i samme ende som dig? du ligger og sparker mig i kuglerne og vækker mig”… nånå. Akavet. Her fik jeg for alvor bekræftet, hvor meget han må elske mig, når han holder det shit ud :’)

Nå… at some point faldt jeg i søvn, og jeg havde sat mit ur til kl. 4:30 tror jeg, det var – vi skulle vidst flyve kl. 9, og jeg havde sagt, vi skulle bestille transport til kl. 6. Så op med mig, jeg havde ikke tømmermænd, men havde lidt mavekramper og smerter i begge fødder. Not a fun time. Men jeg var en grownass adult woman og fik sparket mig selv i gang, tog tøj på, makeup på, børstede tænder, osv., hvorefter jeg kunne pakke det sidste sammen i min kuffert, hvor jeg til min egen skræk og ve fandt ud af, at jeg havde købt så meget lort, at min kuffert ikke kunne lukkes :)) Jeg brugte i hvert fald 20 minutter, hvis ikke 30, på at få omrokeret, så der var plads til alt lortet, åhgud. Horrible experience. Men det lykkedes, og jeg kom ned i lobbyen, og alt var godt. Very nice. Very good. Jeg sad dernede og ventede noget tid, fordi as it turns out, så havde D ikke pakket på forhånd, og var kommet hjem stangbacardi og skulle pakke, og det var endt… well, not so good, så hun havde måttet pakke her til morgen. Generelt var der bare enormt meget kaos på 3-værelset, og jeg priste mig lykkelig for, at Z og jeg havde været så voksne, og havde så godt styr på alting xD

Vores transport kom, og vi var i lufthavnen ved 6:30-7-tiden. Check-in gik supersmooth, vi fik købt noget morgenmad, og så satte vi os ellers bare ned ved gaten og ventede på, at vi kunne boarde.

Glad type, der nyder sin sidste iskaffe i Vietnam, og glad type til dimissionen, hehe.

 

Vi boardede, og lige så snart, at flyet begyndte at køre, allerede inden det kom i luften, blev jeg bare VOLDdårlig. Jeg fik enormt meget kvalme, og jeg havde det bare af helvede til – hele flyturen. Jeg troede vitterligt, jeg skulle dø, og hver gang, jeg troede, jeg havde det bedre, så fik jeg det bare mega dårligt igen, det var så fucking trist. Jeg bliver aldrig flyvesyg, og jeg havde det bare SÅ elendigt, at jeg sov hele vejen til Doha (eller prøvede på det), mens jeg hørte Oasis.

Som vi landede i Doha, havde jeg det dog imidlertid helt fint, og bestilte nogle lækre curly fries. Eller, det troede jeg. Det var bare potato chips, så jeg var egentlig ok-skuffet. Efter snack-spisningen, gik vi hen til gaten og slog os ned, hvor vi mødte nogle af de fysioterapistuderende, og snakkede lidt med dem.

Som vi skulle flyve videre fra Doha til København, havde jeg det helt fint hele flyturen igennem, og havde besluttet mig for, at jeg bare skulle binge watch The Office. De havde ret mange episoder, og jeg ville se dem alle. Dette blev dog ved drømmen, for da jeg ville tage en lur, og så vågnede op igen, og ville se The Office, så virkede min interaktive skærm ikke :))) og jeg havde bare intet overskud til at relokere mig, fordi jeg altid indretter hele mit flysæde, som om jeg bor der, så jeg måtte bare acceptere, jeg ikke skulle se noget resten af den flytur. Sad time. Så i stedet sov jeg lidt og hørte musik. Flymaden var dog god på hjemturen, ligesom på udturen, så det var jo fint.

Da vi nåede til København, skrev min kæreste, at han var kommet, og efter jeg havde fået baggage og sagt farvel til mine rejsebuddies, blev jeg reunited med ham, og vi gik sammen ud til bilen, hvor han kørte mig hjem, mens jeg fortalte om alt muligt. Han var endda så gentleman, at han tog sig af min 27-kg tunge kuffert, som mine retardoass ankler og håndled, ikke kunne klare belastningen af. Han bar den også op, da vi kom hjem til lejligheden (op på 2. sal, hehe). Hjemme begyndte jeg at pakke ud, og vise ham de gaver, jeg havde taget med til ham, som jeg gradvist fik gravet dem frem. Han blev heldigvis glad <3 Han havde også en gave til mig, fra sine forældre, der havde været i USA. Det var en Chuck E. Cheese t-shirt, fordi det åbenbart er blevet broad knowledge, at jeg elsker ost :// og de havde åbenbart ikke en sugerørs-gnasker t-shirt??? Men altså, jeg elsker den. For den er min, og den kommer lige fra hjertet af nogle, der har taget mig ind i deres familie, og behandler mig som en del af den. Det havde jeg ærligt ikke troet, at jeg nogensinde ville opleve, men here i am!

Bagefter var det sengetid, og dagen efter var jeg bare super sleepy og kontaktsøgende – så meget, at jeg endte med at ligge mig ind på gulvet og tage lure, mens min kæreste spillede computer, fordi jeg ikke ville være alene :))) HAHA.

 

Men alt i alt, et pissegodt forløb. Der var op- og nedture, men jeg har lært meget, om mig selv og kulturforskelle, og fået en bredere viden rent sygeplejefagligt, og føler mig inspireret af nogle af deres tilgangsmåder og metoder. Så… jo, det var godt givet ud. Og jeg regnede mig frem til, at hele turen havde kostet lige over 13.000 kr – med vacciner, visum, fly tur-retur, hotel, endagstur, mad, fornøjelser – ALT. I en hel måned. Det er sådan set ikke særlig galt?? Så ja, vellykket tur, og totalt pengene værd, ingen tvivl om det. Hvis det har interesse, kan jeg godt lave et slags “budget” og lægge på bloggen, hvis nogen planlægger en længerevarende tur til Vietnam.

Men det var dét eventyr. Der kommer selvfølgelig en haul snarest muligt 😛

 

Tak fordi I har læst med!

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Vietnam 2018 – Dag 28 – Turaflysning & Akavet Pizzadelivery

Hej bloggen, og velkommen tilbage!

 

I dag startede lidt halvhektisk, fordi jeg fortsat ikke rigtig kunne gå, og alting var lidt noget møg med de forpestede krykker… Men vi skulle besøge Hunh Minh Tu templet i distrikt 6, og det lød enormt spændende – det var noget med, at vi skulle se, hvordan munkene behandlede borgerne med traditionel medicin.

Så jeg kæmpede mig igennem, trods problemerne, og kom ned i lobbyen med mine grimme, grimme krykker. Folk spurgte ind til, hvad helvede, jeg havde lavet, og jeg måtte jo erkende, at det var en overbelastning, af at have gået for meget. De var alle ret søde omkring det, og ønskede mig god bedring.

Vi, sygeplejerskegruppen, fik bestilt en taxa og satte os ind i den, og begyndte at køre af sted til templet. Intet mindre end 10(!!!) MINUTTER før mødetid, fik vi en besked om, at vores tur i dag var aflyst. Så sad vi ellers der, godt på vej i taxaen, og rimelig triste over, at lortet var aflyst (især fordi vi havde erfaret, at de her grab-taxamænd ikke rigtig var til at tale med). Superakavet. Men vi fik fat i taxamanden, og han var heldigvis rigtig sød at køre os på Ben Thanh i stedet (for 108.000 – ca. 15 kr). Det var liiidt overpris, nu hvor vi boede 10 minutter fra Ben Thanh, men vi måtte jo også bare erkende, at… sådan kunne det gå.

Så jeg humpede rundt på Ben Thanh med mine krykker og lignede en jubelidiot, og jeg følte mig yderst usikker, og bevægede mig generelt bare superdårligt rundt, fordi jeg havde rigtig ondt. Men jeg fik købt de sidste souvenirs, og jeg fik købt noget mere mooncake til mig selv, så det var jo fint nok. Ingen problemer der. Bagefter gik vi hjemad, og jeg traf en åndssvag beslutning. Der var 1 eller 2 km til Co.Op supermarked, hvor jeg gerne ville købe de sidste gaver med hjem (jeg ville gerne have noget chilisauce, nogle øl, noget te og kaffe), og det var nok den værste tur, jeg nogensinde har været på. Det tog dobbelt så lang tid, som det burde, og jeg havde bare sindssyg ondt over det hele. Jeg blev stoppet nogle gange på gaden, og spurgt, om jeg var væltet på motorbike – kunne jo så afvise, at det var det.

Da jeg nåede frem, skulle man læse sine tasker inde i små skabe. Dog ville de ikke tage i mod min taske, fordi jeg gik med krykker… herreakavet. Og det var et helvede inde i den butik, for der var tusinde mennesker, og ikke én af dem tog hensyn til, at jeg havde krykker, og ikke kunne bevæge mig ordentligt. De vadede bare ind foran mig, ind i mig, m.v. Normalt ville jeg være blevet og kigget på slik og snacks, men det kunne jeg slet ikke overskue. Jeg skulle bare væk derfra igen…

Da jeg kom ud, pakkede jeg min taske, og så var det ellers hjemad igen. Turen var nogenlunde do-able, fordi jeg hørte lækker musik, men hold k æ f t, det var et helvede.

Om eftermiddagen lavede vi vores final presentation færdig, hvorefter vi tog en tur i Ori Nails Spa (kan anbefales, den ligger på vejen til Ben Thanh fra Prague Hotel). Vi fik en drink, da vi kom – jeg valgte en cola light, og derefter var det bare at bestille, hvad vi skulle have. Jeg valgte at få vokset ben og bikinilinje, fordi jeg gerne ville flashe hårløse ben, når jeg kom hjem 😛 og derudover valgte jeg en manicure, og en 15 minutters skuldermassage. Jeg ville også rigtig gerne have haft fodmassage, men med spasserfoden kunne jeg ligesom ikke… very sad time 🙁

Jeg gik med en af pigerne ind, for at få vokset ben, og i starten gjorde det fucking nas, men inden længe var vi begge så udmattede, at vi nærmest faldt i søvn.

Det kunne man ikke sige, om bikini-voksen… AVS. For det første var det maks smertefuldt. For det andet, så lå vi stadigvæk sammen derinde, helt nøgne dernede. Så vi aftalte, at vi ikke måtte kigge ned, hvilket ledte os til at stirre i loftet eller på hinanden. Det gjorde så pisseondt, og vi vidste ikke, om vi skulle grine eller græde – så vi gjorde begge dele. Jeg kunne bare se på hende, hun havde tårer i øjnene, at det var megasmertefuldt, og vi grinede, fordi det var så akavet. Jeg græd meget. Hold kæft, hvor gjorde det ondt… never again. Not worth it. At all. Især fordi jeg så kom hjem og fandt ud af, de havde gjort et halvsloppy job, og derudover så voksede hårene tilbage igen indenfor 1-2 uger, hvilket var fucking sad. Pointen var jo, at jeg skulle være smooth på ben og bikinilinje i en måneds tid :((( didn’t happen. Bagefter fik jeg lavet min manicure, hvilket egentlig var meget rart, og jeg valgte en rigtig cute, lidt babypink neglelak. Til slut fik jeg så min lækre massage, og var fint tilfreds med forløbet. Jeg betalte omkring 400 kr for det, tror jeg det var… mega sad time, lidt dyrt, men altså… det var fint nok, det er jo bare det, det koster – og det, der kostede mest var jo de to voksbehandlinger, så det var helt okay.

Bagefter var det hjemover, og Z og jeg var megaudmattede. Nok havde vores besøg i dag været aflyst, men vi havde løbet rundt det meste af dagen, for at nå alt det sidste, vi skulle, inden vi skulle hjemover – vi havde nemlig nået at indse, at det nok ikke ville være det store, vi kunne nå i morgen.

Så vi bestilte pizza takeaway (jeg endte dog med at bestille carbonara, fordi vi skulle have pizza i morgen). Z bestiller så, og så får vi en besked om, at maden er kommet. Så løber vi ned i receptionen. Maden var ikke kommet. Receptionisten fortalte os, at manden bare havde været her, for at bekræfte, at det var os, der havde bestilt mad. Hmm. Nå. Så gik vi op igen, og ventede lidt. Z var dog så sød, hun sagde, hun nok selv skulle gå ned, når maden kom for real.

Så kommer hun op, efter at have hentet maden, og vi ser lidt film og begynder at spise, og så kigger jeg på hende og siger: “Hey, Z, du ved godt, det her er den restaurant, der ligger lige overfor os, ikk’?” og så skriger hun bare: “NEEEJ, DET FORKLARER JO ALT!” og jeg stod ??? Så begyndte hun: “Da han kom, så sagde jeg, at vi også havde bestilt to 7-up, men de var ikke kommet med… og så havde han sagt, at det skulle han nok hente, og så kørte han, og jeg stod tilbage sådan lidt… men receptionisten sagde, han var tilbage lige om lidt, og det var han også – det gik megastærkt! Men det giver jo meget god mening, hvis han bare skulle over på den anden side… åh gud.”

DET grinede vi meget af. Hvem fanden er så doven, de bestiller takeaway til en restaurant LEGIT lige overfor ens hotel? Vi skulle jo alligevel ned i receptionen for at hente det? For helvede altså… superpinligt! Men lidt sjovt 😛

Det var det for i dag!

 

Tak fordi I læser med!

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Vietnam 2018 – Dag 27 – Saigon Zoo & Botanic Garden

Hej bloggen, og velkommen tilbage!

 

I dag skulle vi besøge Saigon Zoo og Botanical Garden, hvilket jeg havde glædet mig helt vildt til, da jeg herremeget elsker zoologiske haver, hehe. Der var 2-3 km, fra vores hotel, og selv om vi kun var Z og jeg, fra vores “gang” der ville med, så ville Z tage en taxa. Efter hele låse-ude-showet i går, og det faktum, at fysioterapeuterne var 6, og det største man kunne bestille af taxa var en 7’er, besluttede jeg mig for at gå. Jeg vidste, jeg ville få det bedre med mig selv, af at gå, og jeg vidste, at det var dét, jeg gerne ville. Så jeg smækkede noget musik i ørerne (havde netop downloadet en masse Oasis, og nogle andre sange, min kæreste plejer at høre, og Topgunns VARM), og så var det ellers af steeed. Jeg gik og havde det fantastisk, og jeg var i pissegod tid, så jeg smuttede også lige i 7/11 og købte en iskaffe til den nette sum af 3 kr. I fucking wish, det kunne gøres i Danmark, altså dammmn bro. Og den var lækker oveni købet :’)

 

Nå, afsti-afsted. Jeg ankom lidt senere end de andre, men stadigvæk til tiden, og selv om jeg var lidt halvsvedig af gåturen, så fortrød jeg intet. Det havde været pisselækkert. Vores guides kom og hentede os, og gik med os ind i Zoo.

Noget af det første, jeg så, da jeg kom ind, var aberne.

 

Hvor cute er de ikke lige? Og selv om jeg hader at sige det, fordi jeg er rødhåret, og min kæreste af og til kalder mig en orangutang, så var den da bare den sødeste??? AWH.

Fik også spottet et pinsvin inde i buret, men kunne desværre ikke få et godt billede af det 🙁

Det eneste billede, der blev taget i Zoo med mig på – godt i gang med at fotografere, selvfølgelig!

Abeburet from afar.

Det næste, vi fik æren af at se, var toiletterne, og elefanterne. Mit hjerte smeltede lidt. Min mor og lillebror elsker elefanter, og det fik mig til at føle mig helt blød om hjertet, sådan at se de søde pus. Også selv om elefanten på de sidste 2 billeder havde gang i noget, der virkelig lignede ballade…

Så fik vi også set girafferne, og en lille smutvej(?)

Herfra noget af det botanisk have, vi egentlig kom for – eller, guidesne kom for. Jeg kom for dyrene! Men her fik vi lidt at vide om, hvad der voksede i haven, og hvad det kunne bruges mod. Det var spændende nok, meeen, jeg havde nu engang travlt med at fotografere dyr #notsorry

 

Så midt i al idyllen, eller hvda man nu skal sige, så var der bare en forlystelsespark? Herresært. Et er, der er en botanisk have sammen med zoologisk have… det kan jeg godt gå med til. Men forlystelser? Ej, helt ærligt.

 

SÅ kom vi til tigerene, og jeg var mega excited.

Så excited, at jeg vitterligt ikke kunne lade være med at tage 700 billeder. De var da for cute <3

Noget, der dog ikke var cute, var løverne her.

De så fandeme triste ud, begge to. Fik helt ondt i hjertet jo 🙁

Så blev det tid til lidt mere cute abe-ballade… jeg havde virkelig lyst, til at tage den med hjem 🙁 #trorskatvillebliveglad #måjeggodt?

En lille Kong Julien (hjælp, hvad fanden er det nu, de hedder?), og en odder. Odderen var ret cute :’) Det var de store rotter, der løb rundt i diverse dyrs bure dog ikke. Ewie.

 

Så fik vi lov til at rende lidt rundt på egen hånd… Jeg fandt straks dinosaurerne, hehe.

Og nogle søde bjørne…

Og hyæner.

Bedst af alt, var dog elefanterne, og jeg fandt da også vejen tilbage til dem igen <3

 

Generelt set måtte jeg jo lige et smut på savannen.

Og så så jeg de mest grimme, skræmmende, løstgående fugle, jeg nogensinde har set :)) var sikker på de ville flå mig levende. Puha. Not a fun time. De så virkelig scary ud i virkeligheden.

Jeg så også en påfugle-parringsdans, en sørøverpapegøje, og vendte tilbage til det store abebur… jeg kunne ikke lade være, jo.

 

Så har jeg en trafikprop, på vejen hjem, mig med min lækre iskaffe, og et kæmpespil plastret over ansigtet, fordi jeg hørte Oasis (og på turen hjem VARM), og footage af, hvor meget is, man egentlig skal have i maven, når man krydser vejene hernede 😛 Man skal BARE gå over… iskoldt… gå over… puha.

 

På turen hjem gik jeg forbi Post Office, da jeg alligevel skulle den vej, hvor jeg købte en souvenir til min lillebror, og derfra gik jeg videre over på Ben Thanh. De andre var taget hjem med taxa før mig, så jeg var alene det sidste stykke tid i zoo, og valgte derfor at gå hjem. Eller, mest fordi jeg gerne ville gå hjem, egentlig. Det passede mig perfekt, og jeg fik løbet nogle af de ærinder, jeg gerne ville. Jeg havde været i tvivl om nogle gaver, og nu havde jeg chancen for at load op, og få købt dem – og så fandt jeg den søøødeste elefantkjole, som jeg bare måtte eje. På turen hjem hoppede jeg i Family Mart og købte endnu en iskaffe, som jeg nød med min frokost.

Om eftermiddagen skulle vi lave Final Presentation, og på grund af en misforståelse, hvor jeg fik lukket en dør så hårdt, at den smækkede (fordi jeg var ked af det, og bare skulle væææk fra situationen), blev der bare råbt af mig af en, som jeg troede, var min veninde, at jeg slet ikke skulle komme tilbage :)) Så jeg gik op på værelset, og så græd jeg ellers bare som pisket. En af de andre piger, som jeg egentlig ikke er særlig tæt med, og som jeg 1) troede hadede mig og 2) var møgsyg, kom op for at trøste mig, og jeg fik det lidt bedre. Det hjalp dog ikke på, at jeg pludselig fik enormt mange smerter i foden – da jeg frustreret var gået op på værelset, må jeg have vrikket om på foden, for den gjorde pludselig bare virkelig nas, og begyndte også at hæve og blive virkelig grum (den havde allerede været forstuvet før, så den mindste belastning eller vrid i anklen, ville kunne få den til at fucke helt op – which also happened), så jeg måtte skrive til vores kontaktperson i Vietnam, om de kunne skaffe nogle krykker til mig, jeg kunne bruge, da jeg gerne ville med på turen dagen efter til et tempel. Hun svarede ikke rigtig, og da vi skulle spise aftensmad, måtte roomie støtte mig. Restauranten lå tre-fire bygninger væk, men jeg kunne nærmest ikke gå selv… det var superakavet. Jeg bestilte noget pasta-pesto, der var superskuffende, for at være ærlig. Tør kylling, tør pasta, alting var tørt. Mega trist.

Men til gengæld var mine recolor-billeder ankommet, og jeg var mega tilfreds med dem, jeg synes, de blev sååå fine. <3 og næsten helt ens. Meget tilfreds.

Som jeg gik hjemover, fandt jeg ud af, at der var blevet leveret krykker i receptionen fra fysioterapeut-uddannelsen, som jeg kunne tage med op. Jeg var totalt embarassed, fordi det var mega-meget gammelmandskrykker, aner ikke, hvad helvede de hedder, men det var én krykke, og den var så grim, og det var nærmest umuligt at gå med lortet. Very sad time.

 

Så senere på aftenen fik jeg også bare de vildeste mavekramper, jeg nogensinde har oplevet – troede ærligt, at jeg havde fået indre blødninger. Troede virkelig, jeg skulle dø, holy shit. Så jeg måtte have en pose med isterninger på den hævede fod, og en pose med varmt vand på maven, Z var en rigtig trooper-sygeplejerske, der tog sig godt af mig, mens jeg bare lå og klynkede. Awful time. Jeg faldt dog eventually i søvn, og der var heldigvis ikke noget galt med mig, for jeg havde det fint nok dagen efter, thank god. #spoileralert 😛

 

Det var det for i dag!

Tak fordi I læser med!

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Vietnam 2018 – Dag 26 – Traditional Medicine Hospital

Hej bloggen, og velkommen tilbage!

 

I dag var en laaang dag. Jeg havde fået 3 timers søvn, og jeg var dopet på truxal, som jeg havde taget i løbet af aftenen og natten. Hvorfor så det? Jo, jeg var kommet op at diskutere med min kæreste. Jeg vil ikke gå yderligere i detaljer med præcis hvad, men det var lidt halvgrumt. Jeg græd hele natten, i shit you not. On-off. Jeg sagde til ham, jeg ikke engang ville hjem mere (fordi han skulle hente mig i lufthavnen, og vi bor sammen nu), hvilket selvfølgelig threw him entirely off guard. Og han sagde en masse ting med, at jeg skulle tage et skridt tilbage, at jeg ikke skulle lade min glæde så nemt påvirke, og jeg skulle gøre noget ved det problem, osv. Men ikke i ond mening… vi fik fixet det, jeg fik forklaret mig, og han var rigtig sød, og sagde, at han vidste godt, at min hjerne bare konstant arbejdede på højtryk for at finde ALLE de værste scenarier, konstant – og det har han jo ret i… han afsluttede samtalen ved at sige, han håbede, jeg snart kunne finde noget ro (på daværende tidspunkt var klokken 2 om natten, Vietnam tid, og jeg var helt færdig af gråd). Jeg fandt imidlertid dog først ro ved en 4-tiden, efter at have taget min medicin, lavet bodyscan m.v., og til sidst – endelig – gav min krop bare op. Jeg skulle dog op ved 7-tiden, og fik derfor ikke rigtig sovet overhovedet…

 

I starten var jeg superspændt på det, vi skulle i dag. Vi skulle på Traditional Medicine Hospital i distrikt 3, 179 Nam Ky Khoi Nghia, jeg var ellevild for at se, hvordan de brugte traditionel medicin i praksis også.

Gruppebillede foran en af bygningerne. Der blev taget et nyt, for jeg nyste lige som det første blev taget – superakavet, og alle så OG hørte det…

Og et fællesbillede indenfor, på hospitalet.

Vi så mange spændende ting og behandlinger, men jeg husker ikke rigtig noget af det – dog brugte de enormt meget tigerbalsam(!), fordi inden længe begyndte jeg at nikke skalder, og jeg kunne vitterligt ikke holde mig vågen, jeg havde ondt overalt, og jeg var så usigeligt træt.

Beviset på, at jeg var 100% done. Jeg måtte gå ud, da kvinden på briksen begyndte at få noget akupunktur med væske i nålene (?) ind i nakken… jeg var for træt, og jeg blev samtidig rigtig svimmel og kvalm, fordi jeg ikke rigtig havde fået spist, og var vitterligt bange for at kaste op, så jeg skulle bare uuud. Bagefter var vi nede og se, hvordan de laver “medicinen”, hvilket manden forklarer… Jeg sad på en bænk, med en af de andre piger, der også bare var helt færdig.

Da rundturen var forbi, skulle vi sidde i et konferencelokale og tale om dagen, og jeg faldt næsten i søvn… Da det hele ENDELIG var slut, tog jeg en taxa hjem med de andre i en fart, og gik direkte i seng for at tage en lur, for jeg kunne vitterligt ikke mere… jeg var helt færdig.

 

Det hjalp heldigvis at få sovet, og jeg gik derefter over på Ben Thanh alene. Jeg havde fået at vide, jeg skulle købe noget månekage med hjem, så det ville jeg gøre. Derudover var jeg stadigvæk på jagt efter en kjole til Final Presentation, og derudover en traditionel vietnamesisk dragt – jeg havde øjnene på disse to smuklinger:

De kostede dog omkring 500.000 dong stykket, hvilket er ca. 150 kroner, og det syntes jeg liiige var dyrt nok, så jeg satte mig selv i tænkeboks.

I mellemtiden fik jeg dog købt gave til min lillebror, min veninde, m.v., tror faktisk også jeg fik købt lidt til min kæreste. Og vigtigst af alt, så fandt jeg en kjole til Final Presentation! Den dækkede godt nok ikke skuldrene, men den var lang nok, helt ned til fødderne, og jeg kunne jo bare tage en cardigan på, så kunne de ligesom ikke brokke sig… pissegodt.

Så gik jeg hjem, og det begyndte at regne, og jeg tænkte bare “fuck man”, og så kom jeg tilbage på hotelværelset, udelukkende for at finde ud af, at min roomie simpelthen var gået med kortet, og det syntes jeg måske liiige var strengt nok. Ét var, jeg ikke kunne komme ind. Noget andet var, at når rengøringspersonalet så lukkede mig ind, så havde jeg hverken aircondition, varme eller lys, og de havde INGEN ekstra nøgler. De var dog så søde, at låne mig deres rengøringskort til den etage, vi boede på, som jeg kunne sætte i, så jeg kunne få lys m.v., da jeg gerne ville i bad, eftersom jeg var helt gennemblødt. Derefter gik jeg i bad, og var ellers rimelig pissed off… hvilket også var grunden til, at jeg valgte, ikke at spise aftensmad sammen med de andre, for jeg kunne vitterligt ikke overskue, at skulle se på nogen af dem. Så jeg gik i den lokale Circle K, og så købte jeg min aftensmad dér. Fik dog prøvet min kjole, og jeg var meget tilfreds med den – den var for skøøøn!

Jeg erindrer ikke, hvordan resten af aftenen forløb, men jeg forestiller mig, at jeg ellers bare smuttede i seng – træt, udmattet, og i semi dårligt humør, altså… Men sådan er det også bare nogle gange, og så må man ligesom tage det med, i guess.

 

Tak fordi I læser med!

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x