SFT-afslutning & tur på Frederiksborg Slot

Hej bloggen, og velkommen tilbage.

Der er gået knapt to uger, siden mit sidste indlæg, og det skyldes, at jeg er startet på semester 6 på sygeplejerskeuddannelsen. Jeg har et indlæg planlagt (dog ikke skrevet) om valentinschokolade og klinikstart, men jeg ville lige gøre SFT helt færdigt først. Det karambolerer også med, at jeg snart slutter i OPUS, og jeg ville også gerne lige knytte nogle indlæg til, hvordan dét har været. Men i hvert fald, det her indlæg handler om SFT-afslutning.

img_9720

I mit sidste SFT-indlæg skrev jeg, at vi havde haft sidste dag, osv., hvilket også er rigtigt nok. MEN, vi skulle så have en afslutning udenfor hospitalet også. Oprindeligt skulle turen være gået til Louisana, men de havde sgu lukket lige den mandag, så vi slog turen forbi Frederiksborg Slot i stedet for. Og jeg vil da gerne indrømme, at jeg var den første, til at være LIDT hype. History funfacts??? fuck yes!

Ovenstående billede har en forklaring. Da jeg gik i 8.-9. klasse, var vi på skoleudflugt hertil, hvor vi skulle ledsage en masse fra de mindre klasser rundt på slottet. Min veninde og jeg, der i øvrigt var røvhamrende emo på det her tidspunkt, fandt hurtigt vej til Riddersalen, hvor vi dansede rundt, og fik de små børn til at filme os imens xD så da prinsesse Cecilie fandt riddersalen igen, måtte hun lige have et selfie, som den prinsesse, hun nu engang er.

ANYWAY.

Jeg var en af de førstankommende, og stødte tilfældigvis ind i PIER-medarbejderen, så vi fulgtes resten af vejen ind til slottet og snakkede lidt, mens vi ventede på resten af min SFT-gruppe, og de professionelle. Og jeg må indrømme, jeg syntes, det føltes lidt sært. På den ene side, følte jeg mig slet ikke syg, da jeg vandrede rundt på slottet. Omvendt følte jeg mig virkelig som sådan en “psykoseungerne på tur ft. støttepædagoger”-agtig. Jeg var nemlig også pinligt bevidst om, at vi jo ikke… ikke helt var der som ligesindende. Vi havde jo professionelle med. Men altså, de var der jo ikke for at overvåge os på dén led, men mere for at sparke samtalen i gang, hvis den gik død, og den slags. I hvert fald.

Vi blev henvist til kælderen, hvor vi kunne lægge vores jakker og tasker, og kloge lille jeg beholdte min jakke på, som den freak jeg er. Dog viste det sig hurtigt, at de andre syntes slottet var lidt koldt, og misundede, at jeg havde været kvik nok til at beholde min jakke xD

OG LAD OS SÅ KOMME I GANG MED TOUREN RUNDT PÅ SLOTTET, HVAAAA

img_9735 img_9700 img_9699

Først ser vi en vandbeholder, nede i kirken. Den førte direkte til Christian IV’s værelse, og han var dermed den eneste, med rindende vand. Hvor fucking cool er det ikke lige? Altså damn bro.

Dernæst har vi de farvede vinduer fra kirken, som jeg quite frankly er lidt småforelsket i. Generelt har jeg en ting for kirker, helligdomme, all sorts like that, og farvede vinduer er ikke en undtagelse. De giver mig sådan en sær, men dejlig nostalgisk følelse?

Third, så har vi et lille overview af kirken, som var det første, vi trådte ind i. Eller, vi var først henne og se en laaang fotoudstilling, og jeg kan forsikre jer om, at lille Cecilies tykke ben trippede til sidst efter noget HISTORY FUN FACTS, jeg var så træt af at kigge på fotografier, jeg ville vide noget historie!! se nogle kirker og gamle indretninger!! kom nuuuu!! så da vi endelig nåede til kirken, var jeg jo elektrisk. Derfor var det også kun mig, der spottede en lille gang ind til et værelse, hvor man kunne se overviewet her. De andre gik raskt videre, henne på venstre side, hvor skjoldene kan ses, mens jeg var resortet til det lille værelse, og kukkelukkede til de andre. Der var én, som jeg snakker ret godt med. Hvad kan vi kalde ham? Der er Xenia, som jeg har talt om før, og ja… lad os kalde ham her… øhm. Xander. HAHAHA. Hvor er jeg kreativ, hva’? Anyway. Xander så meget forvirret på mig, sådan virkelig “hvordan fuck”, og han stod bare “HVORDAN KOM DU DERIND!” og jeg stod bare… øhm jeg åbnede mine øjne og gik på eventyr :))) men var dog sød nok til lige at vise ham vejen… han synes også det var ok cool at stå her. Man følte sig lidt vigtig, du ved.

Vi gik videre til Audienssalen, hvor man skulle krydse en lille, indendørs “bro”. Det var ret flot, fyi. Koldt, men flot.

img_9702 img_9703 img_9706 img_9705

Først har vi krysningen til Audienssalen, og derefter selve salen. Jeg måtte meget seriøst lige have fat i Xander, som jeg hviskede til ham: “hvae, er jeg den eneste, der har en uimodståelig trang til at klatre rundt deroppe under loftet mellem vinduerne?” (hint, kig på billede 3 – der er jo skabt til, at man lige kan krybe ind mellem vinduet til salen, og vinduet ud, for pokker da!!). Det blev meget hurtigt konkluderet, at ja, det var bare mig, der havde lyst til det. Trist nok, alligevel.

img_9710

Vi kom forbi her, hvor jeg lige kunne brilliere min viden om, at folk faktisk sjældent lå ned og sov, pga. der ofte var så koldt, og at man frygtede lungebetændelse, så de fleste sad op og sov… jeg følte mig ret klog, thank u very muhc.

img_9711 img_9713

Det her kan jeg ikke lige helt huske, hvad er, men jeg syntes det var pænt, og det gav mig en god mulighed for lige at tage et selfie, så… jeg snuppede chancen… sue me ¯\_(ツ)_/¯

img_9714 img_9715

Vi gik videre ind i et lille tårnværelse her, hvor der var den her flotte stjernetegns…globus? Either way var den ret fin, og fisken var noget nær det eneste af tegnene, der var i farver. Meget spændende. Der var også en lille creepy spilledåse herinde… det var ret fedt.

Vi nåede selvfølgelig også til riddersalen!

img_9718 img_9719

Her ses ildstedet, der skulle varme salen op (jeg tvivler dog på, at denne pejs kunne varme kæmpesalen op… altså no offence, for det var en kæmpe pejs, men salen var enorm, jo!). Jeg er ikke sikker på, hvad løverne gør her… beskytter de mon?

img_9722 img_9725 img_9726

Godt nok stod smykkeskrinet ikke i samme værelse, men… jeg forestiller mig, det her, jeg ville bo, hvis jeg var en prinsesse. Der er jo det hele: en flot seng, millioner af spejle højere oppe på væggene, noget der kunne gå for at være et sminkebord (halløj flere mirrorselfies ¯\_(ツ)_/¯), og hvis vi så lige rykkede smykkeskrinet ind…? Perfekt.

img_9728 img_9729 img_9733

Så gik vi så forbi en gang med den SMUKKESTE pastellyserøde væg, og det flotteste sølvspejl, og urghhh, jeg kunne lige se mig selv her :)) og så entered jeg det fineste lille værelse, med den flotteste lille sofa!!! og så et tredje værelse med et klaver i!!! altså mygod!!! kan vi samle alle tre smukke ting i et værelse med pastellyserøde vægge, og så er min lykke gjort, tak. Ahhhhh.

Vil for evigt have prinsessedrømme, i don’t even care

Herefter gik vi så ovenpå, fordi de andre gerne ville se mere fotoudstilling. Jeg døde slightly indeni, da jeg har ingen!! interesse i fotoudstilling!! jeg har interesse i historIE. Men ja, nu var jeg jo ikke på solotur, så… jeg gik pænt med.

Desuden havde slottet også skuffet mig lidt, fordi der var stort set INGEN fucking history fun facts!??!?!?! tror du lige jeg var en skuffet pige??? Øv. De havde flyers til hvert eneste fucking rum, men det eneste der stod på dem var bare… de fortalte om malerierne i rummene :/ ØV. Efter at have besøgt Sønderborg Slot (og det kan I læse om her), havde jeg ret høje forventninger til Frederiksborg, og der må jeg sige… der blev ikke levet op til de forventninger. På nogen måde. Jeg var virkelig skuffet. Tingene var da fine, men… jeg havde brug for flere facts, mere historie. Øvøv. :/

Efter turen på slottet, begav vi os over på en lille café, alle mand, hvor vi hver især bestilte lidt at drikke (i hvert fald de fleste af os), og så gik snakken ellers. Inden vi forlod slottet, var jeg ellers klar på en tur i mønt-, vand-, og vinkælderen, men… der var sgu ikke andre end mig, der var på den, så vi smuttede, hehe.

Men cafébesøget var rigtig hyggeligt, og jeg fik snakket meget med både Xander og Xenia, om alt muligt mellem himmel og jord, og ja… det var en rigtig god afslutning. Nu har vi trods alt kendt hinanden i et halvt år, og siddet sammen hver eneste fredag formiddag, snakket, trænet og udvekslet personlige ting, taget ved lære af hinanden, osv. Så det var en god måde, at afslutte det på. Med det sagt ikke, at vi ikke kommer til at ses igen, for det håber jeg da. Og jeg fik både Xenias nummer, og Xanders nummer, og jeg har da snakket med Xander sidenhen! Så… ja.

Omkring 16-tiden gik vi hver til sit, og jeg begav mig en tur ned gennem gågaden, for lige at se, om der var noget spændende, og fik da også købt lidt. Det kan I læse mere om her.

Alt i alt, en rigtig vellykket dag. Og med det, kan jeg jo så sige, at mit SFT-kapitel er slut. Jeg arbejder selvfølgelig videre, med alt det, jeg har lært, og skal da også minde mig selv om de ting, jeg har lært. Men nu er det mere vedligeholdelse, og ikke at “lære” på den måde mere, så man kan sige, at det er en ny epoke i hele SFT-temaet, der så starter nu. Omlægning af gamle vaner, og vedligeholdelse, og det bliver sikkert en kamp, men jeg er nogenlunde klar til at kæmpe den (siger hun efter at have haft et meltdown, hvor jeg havde angstanfald og græd i en halv time for blot en time siden, men ok). It’s not gonna be easy, but it’s gonna be worth it. Og sårn er det.

Tak fordi I læste med <3

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

 

Tekst – 10,8

Hej, og velkommen tilbage.

En veninde, jeg har – Sofie Riis Endahl – udgav i november, tror jeg det var, ungdomsromanen Sindstequila. I den forbindelse, lavede hun en konkurrence, hvor man kunne vinde en forfatterbrunch, feedback og en kopi af bogen. Jeg var desværre ikke blandt vinderne, har jeg lige fundet ud af.

Men derfor, kan jeg godt dele min tekst alligevel, tænker jeg. Jeg elsker at skrive fiktion med afsæt i egne følelser/tanker, og derfra blev denne tekst (jeg ved ikke, hvad jeg vil kalde den? For det er hverken et digt eller en novelle, den er bare) affødt… 30 minutter før deadline 🙂 #udeigodtidjo

Bogen handler bl.a. om at stå ved sig selv og sine grænser. Konkurrencekravet var, ved den mulighed jeg valgte, at skrive en tekst med inspiration af dette citat fra bogen: “Jeg sidder et øjeblik med telefonen i hånden og møder et blik i spejlet, der ikke er mit.”

Så ud fra det, fik jeg denne her lille tekst frem. Håber, I vil tage godt i mod den:

***

10,8.

Mit gennemsnit er 10,8.

Min familie åbner champagne, smiler, ønsker mig tillykke.

Jeg kan kun tænke på 10,8.

Hvilket dårligt snit.

Ærgrer mig, over, at jeg kun kan skrive 10 i min studenterhue.

“Tillykke med det, skat!” Min mor kysser mig på kinden, som hun hælder champagne op i glasset, jeg fik med min studenterhue.

10 i huen. Ikke 12.

“Her.” Min farfar rækker mig en lille smykkeæske.

Han smiler.

10,8.

Jeg åbner æsken. Der er et lille læderarmbånd i fra WISH med et sølvfarvet påhæng med en studenterhue på.

Hvorfor kunne jeg ikke få 12?

“Tak.” Jeg giver ham og min pap-bedstemor et knus, mens jeg smiler anstrengt.

Hvad kan jeg bruge 10 til?

“Hvor er du sej, du fik 10!”

Men det var ikke 12.

“Vi er så stolte.”

Jeg er ikke. Fordi jeg kun fik 10, røg mit gennemsnit fra 10,9 til 10,8. Havde jeg fået 12, havde mit gennemsnit været på 11. Dét havde været noget at være stolt af. Ikke 10,8.

“Skal vi ikke få taget nogle billeder af vores kloge student?”

Skal de bare træde i det?

“Jeg er så glad for, at du lod mig sætte huen på dit kønne hoved.”

Stakkels farmor, der kom helt fra Jylland, blot for at se sit barnebarn få noget så luset, som 10,8 i snit.

Jeg ser en video, fra en af de andre, der også har været til eksamen – i engelsk B. Jeg havde min sidste eksamen i engelsk A, og blev derfor frataget engelsk B.

Jeg valgte engelsk A, fordi jeg ikke kunne overskue nogle af valgfagene, og fordi jeg troede, jeg var god til engelsk – tydeligvis ikke.

Han kom ud med et 10-tal.

Hans reaktion var at råbe højt: “Pis mig i øret.”

De andre ønskede ham tillykke.

Jeg relaterede til ham.

10 er pissenederen.

For 10 er så tæt på 12, men alligevel så langt fra.

Det er en konstant påmindelse om, at man kunne have været dét bedre, men man ikke var det.

10,8.

Der er mange, der har spurgt, hvordan det gik til min sidste eksamen.

Hvad jeg fik.

Mange, der har ønsket mig tillykke.

Sagt, at jeg var god.

10,8.

Jeg rejser mig fra sengen.

Kan alligevel ikke sove.

Tager et blik på købmandskurven med kropspleje, jeg fik af naboerne i studentergave, og alle de blå roser.

10,8.

Tager min iPhone.

Surfer lidt rundt på nettet.

Gennemgår forskellige uddannelser på ug.dk.

Jeg har ingen anelse om, hvad jeg vil med mit liv.

10,8.

Hvad kan jeg blive, når jeg kun har 10,8 i snit?

Surfer videre.

Åbenbart en hel masse.

Tårerne presser sig på igen, som jeg ser op fra telefonen.

Kigger ud af vinduet, ud i mørket.

Ser mit spejlbillede i vinduet.

10,8.

Hvorfor er det så vigtigt?

Hvornår blev det så vigtigt for mig, at være god til alt?

Hvornår blev det så vigtigt for mig, at få 12 i alt?

Hvorfor kan jeg ikke slå mig til tåls med 10?

10 er ikke en dårlig karakter.

10,8 er ikke et dårligt snit.

Så hvorfor er jeg ikke tilfreds?

Hvornår begyndte jeg at værdsætte små lusede tal, fremfor min interesse og læreiver?

Jeg fik 10,8.

Jeg er ikke 10,8.

Er ikke 10,8 på en skala, jeg ikke engang ved, hvordan ser ud, men bare automatisk forestiller mig, ligger i bunden.

10,8 afholder mig ikke fra frit at kunne vælge, hvad jeg gerne vil uddanne mig som.

Tværtimod har 10,8 åbnet mange flere døre.

Måske i virkeligheden for mange.

Tårerne presser sig stadigvæk på.

Jeg vil ikke være 10,8.

For selv om jeg godt ved, at 10,8 ikke definerer mig, vil jeg bare hellere være 11.

Men det er ikke derfor, tårerne så småt begynder at falde.

Jeg ville ønske, jeg ikke var sådan.

For det er ikke mig.

Jeg har altid været en 12-tals pige.

Ikke fordi karaktererne betød noget.

Men fordi jeg elskede at lære; elskede at læse.

Nu er jeg reduceret til et tal.

Et tal, der aldrig nogensinde vil være godt nok.

Og jeg vil ikke mere.

Fucking 10,8.

***

3f175e575f4743e9aea7262c209a67af

Så ja, det var det! I er mere end velkomne til at efterlade en kommentar, om hvad I synes om teksten. Personligt synes jeg, den er acceptabel, og forholdsvis relaterbar ift. dagens samfund, og hvilket stort pres, karakterer giver. Jeg ville aldrig have været foruden mine karakterer, men det er nok mere toksisk for mig, at være del af karakterkulturen, end hvis jeg ikke havde. For grunden til, at jeg gerne vil beholde karaktererne er, at jeg ikke ved, hvordan jeg ellers skal måle min værdi. Jeg har altid brugt tallene til at måle, hvad jeg er værd, og jeg føler mig fortabt uden dem. Og det er altså alt andet end sundt… men ja. Faktum er bare, at karakterer presser rigtig mange unge, og mange unge står tilbage med en følelse af, at deres arbejde aldrig nogensinde er godt nok, uanset hvilken karakter, man kommer ud med.

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i SFT? #26

Hej bloggen, og velkommen tilbage!

Der har været lidt run på, det sidste stykke tid, så jeg nåede ikke lige indlægget her, som planlagt, og i morgen starter jeg på semester 6 på sygeplejerskeuddannelsen, så jeg bliver nok en travl ung dame fremadrettet også. Men jeg gør selvfølgelig mit bedste, for fortsat at få opdateret her på bloggen.

Nå, fokus. SFT. Social FærdighedsTræning.

Det her er sidste indlæg, der kommer i denne serie. I hvert fald, når det regelret omhandler SFT. For sidste fredag, d. 26/1, 2018, sluttede mit SFT forløb i denne omgang. Hvilket jeg faktisk var ret ked af, det var sådan lidt en depresso affære, fordi jeg synes, det har givet virkelig meget, og jeg er ked af, at jeg ikke tog mig sammen, til at komme ind i gruppeforløbet noget før! SFT var noget af det, jeg rigtig gerne ville, da jeg startede i OPUS, men det ramlede tit sammen med, at jeg var i skole eller klinik, så jeg postphonede det indtil sidste øjeblik, hvilket jeg nu fortryder. Fordi der er også en SFT-2 gruppe, som jeg ikke når at komme i, da mit forløb i OPUS snart slutter. Som i, i udgangen af denne måned, ca. Men ja.

Jeg var rigtig glad for, at jeg tog gruppen, og jeg er rigtig glad for alt det, som jeg har lært i gruppen.

Her til den sidste dag, var der ingen hjemmeopgave.

Vi startede bare ud med en runde, snakkede lidt på kryds og tværs, og blev så opdelt i grupper af 2. Her skulle vi så skrive 2 gode ting, om 2 andre i gruppen.

Dét var sgu lidt af en mavepuster, og jeg nåede det, at få lidt angst ved tanken. Fordi hvordan skulle man koge det ned til bare 2 ting? Og hvordan… hvad skulle man overhovedet vælge? Hvad var godt nok? Tankerne kørte derudaf.

Heldigvis var jeg sammen med en, der var lidt mere skarp på det, end jeg var. Så vi fik skrevet ned til vores to. Den ene skrev vi, var passioneret og åben, og den anden skrev vi var afslappet/behagelig og modig.

Ude i plenum skulle vi så læse vores sedler op for hinanden, og aflevere til dem, vi havde skrevet om.

Jeg begyndte næsten at græde, da jeg modtog min seddel. Den var bare så flot.

“Cecilie, vi har skrevet, at du er tjekket. Som i, at du har styr på dine ting, og kan navigere i forskellige situationer, også dem, som du ikke selv har valgt. Og du gør altid bevidst dit bedste. Derudover er du altid smilende, positiv, imødekommende, sjov, og ærlig, og jeg synes personligt, du bidrager så meget i gruppen, fordi du er så åben omkring alting.”

Ærligt. Puh. Jeg vidste sgu ikke, hvordan jeg skulle reagere. Jeg blev så glad. Så rørt, faktisk. Det var nogle helt vildt pæne ting at få at vide. Jeg tror også bare, at jeg sagde til hende: “Hvor er det bare nogle pæne ting, I havde at sige om mig.”

For det var det fandeme. Jeg føler sgu ikke, at jeg har ret meget styr på mit shit. Jeg aner ikke, hvad jeg laver, og jeg winger det bare sådan lidt tilfældigt. Jeg arbejder hårdt, men jeg er kronisk forvirret, og forstår ikke altid, hvad der foregår. Jeg havner i diverse situationer, jeg ikke ved, hvordan jeg skal håndtere, eller hvad jeg skal gøre med, men åbenbart, så er der nogen, der synes, at jeg klarer dem – og klarer dem godt, endda. Det minder mig lidt om, da jeg var i klinik på modul 8. Psykiatrimodulet på geronto. Det var det værste, jeg havde været igennem, og i løbet af de otte uger, jeg var der, græd jeg hver dag, og havde selv to besøg på psykiatrisk skadestue. I kan læse mere om modulet her. Men pointen var, det var en skodsituation, jeg var havnet i. Alligevel, da jeg var færdig, kiggede sygeplejerskerne på mig, og sagde, at jeg havde klaret det supergodt, og de vidste godt, at jeg ikke ville være her, men det havde de ikke mærket ret meget til. Jeg havde forholdt mig professionel og relevant, analyseret og reflekteret, og handlet hensigtsmæssigt overfor patienterne, og at tingene forekom mig naturligt i samspillet med andre, hvad jeg skulle sige og gøre. Hvilket var pissegrineren taget i betragtning af, at jeg jo var in desperate need for social færdighedstræning. Irony?

Derudover, så var jeg i klinik på ortopædkirurgisk, læs mere her, for nylig, og skal tilbage her d. 12. februar. Her fortalte vejlederne mig også, hvordan jeg bare blomstrerede, hvor dygtig jeg var, hvor glad og positiv, jeg var, hvilke refleksioner, jeg gjorde mig, hvor højt mit niveau var fagligt, hvilke observationer, jeg gjorde mig og handlede på… og vigtigt af alt: hvor smilende, jeg var. Hvordan jeg strålede mere, end nogen af de andre studerende, hvordan mit humør smittede. De blev helt overraskede, da jeg fortalte dem, at jeg slet ikke var specielt glad. At jeg faktisk gradvist blev mere og mere deprimeret, fordi vejret begyndte at påvirke mit humør, så det røg mere og mere i bund. Det mærkede de slet ikke på mig, fordi jeg formåede at fremstå professionel, åben og smilende på “arbejdet”. De var så stolte af mig.

Så da jeg fik disse ord at vide, kunne jeg egentlig godt genkende dem, på et eller andet niveau. Men det var aldrig noget, jeg havde tænkt over. Men det gjorde mig glad, og varmede, at vide, at det var sådan nogle ting, andre tænkte på, når de mødte mig. Så mig. agerede i samspil med mig. At det var de her FANTASTISKE, kvaliteter, som kendetegnede lige præcis mig. Eller i hvert fald nogle af de kvaliteter, der kendetegnede mig. Jeg var sgu så glad.

Udover denne her lille selvværdsopbyggende øvelse, lavede vi ikke så meget andet, denne her sidste gang. PIER-medarbejderen var også med denne her gang, hende med skizofreni diagnosen. Vi sad alle, inklusive de professionelle, bare og hyggesnakkede. Snakkede, om vores tid i SFT, hvad vi havde lært, hvad vi tænkte fremadrettet, hvad der skulle ske med vores liv… vi var flere, der snart skulle slutte OPUS helt, og hvordan man klarede sig videre herfra, osv. Afslutningsvis blev der aftalt, at vi om mandagen skulle en tur på Louisana som afslutning – jeg glædede mig.

Så ja. Det var det, for denne gangs SFT. Ikke specielt meget kognitivt arbejde, men en god, positiv mavefornemmelse og et smil på læben, det tog jeg i hvert fald med mig.

Sedlen hænger nu på mit køleskab hjemme i lejligheden.

Det var Xenia, der skrev den til mig (kalder vi hende af hensyn til hendes privatliv). I kan læse mere om, hvorfor lige Xenia er vigtig her, og hvilken relation, vi har til hinanden (og dermed, hvorfor jeg egentlig bringer hende op ved “navn” nu). Og inden, hun gav mig sedlen, kiggede hun bare på mig og sagde: “Ja, du får den altså ikke endnu, den skal lige renskrives!” Det var så sødt af hende, at hun ville renskrive den og gøre den superflot til mig, så ja. Verdens flotteste seddel hænger på mit køleskab nu. Faktisk, nu jeg tænker over det (jeg har lige lavet orden i alle mine SFT-papirer i dag), burde jeg også hænge sedlen fra K op. Det må jeg hellere få gjort også. Sprede lidt positivitet. Anyway. Det var det, for denne her gang.

27042752_950413951782132_774553403_n

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i SFT? #25

Så er jeg tilbage med endnu et SFT-indlæg.

I dag var særligt emotionel for mig, vil jeg sige, og det kommer jeg nærmere ind på i indlægget, men først, så har vi selvfølgelig en hjemmeopgave, vi skal igennem… og jeg vil sige, jeg syntes faktisk, den var ret svær!

Her er, hvorfor…

Opgaven hed sig nemlig, at “identificere de gode sider med hjælpespørgsmål”. Yup, u heard me. Finde ens gode sider? Whaaat? Unreal.

Første og andet spørgsmål sprang jeg meget elegant henover, for jeg kunne sgu ikke finde noget! Shock. Men de hed: “Hvad kan du lide ved dig selv?” og “Hvilke positive kvaliteter besidder du?” Avav.

Andet spørgsmål hed, “hvad har du opnået, i dit liv?” Lidt nemmere at svare på. Her svarede jeg, at jeg har klaret HF, at jeg er i gang med at læse til sygeplejerske, at jeg gik videre i en forfatterkonkurrence ang. historisk fiktion (vandt dog ikke, læs novellen her, og om forløbet her), og at jeg var rejst alene til Tokyo – 2 gange endda! Det kan I læse om under dette faneblad, da jeg har lavet indlæg fra hver dag, fra begge ture, og ikke lige fået samlet dem under et indlæg endnu.

Næste spørgsmål hed: “Hvilke udfordringer, har du stået ansigt til ansigt med i dit liv?” Der er en del af dem lidt private, så dem deler jeg ikke lige. Men dem jeg skrev ned, som jeg godt tør dele, var bl.a. mobning, emotionelt misbrug og min egen psyke. Og så selvskade. Dén var svær.

“Hvilke evner og talenter har du? Uanset, hvor beskedne, de er.” Her skrev jeg bl.a., at jeg var god til at skrive, og god til at få folk til at grine. Det er vel også en slags… noget at kunne, haha.

“Hvilke færdigheder har du tilegnet dig?”. Her kommer også at skrive, og derudover at udøve sygepleje, og være åben.

“Hvad kan andre mennesker lide ved dig/hvad værdsætter de ved dig?” Dén var også svær, så jeg søgte råd hos min mor. Hun skrev en masse ting, som gjorde mig virkelig, virkelig rørt. Disse var bl.a. at jeg var ærlig, til at stole på, holder mine løfter, er lyttende, er selvstændig, at jeg gør mit bedste, og at jeg gør min mor (hende) stolt. Det var nogle virkelig, virkelig pæne ting, at få at vide, synes jeg.

“Hvilke kvaliteter værdsætter du hos andre, som du selv har?” Her skrev jeg loyalitet, humor, glad, og at jeg kan sige UNDSKYLD. Det er noget, jeg værdsætter meget, at andre kan, og noget, jeg også selv er forholdsvis god til.

“Hvilke aspekter ved dig selv, vil du værdsætte, hvis de var aspekter hos en anden?” Her skrev jeg styrke og gåpåmod. Jeg undervurderer meget tit, hvor stærk, jeg egentlig er, fordi jeg altid føler mig så pissesvag.

“Hvilke små, positive ting nedvurderer du?” Her skrev jeg så den mest åbenlyse, som var, at jeg negligerer lidt mine daglige kampe, når jeg faktisk overvinder dem. Det er en kamp for mig, at komme ud af sengen. Det er en kamp for mig, at komme ud af døren. Det er en kamp, at være sammen med andre mennesker. Næsten alting er bare én lang kamp, og jeg er udmattet. Men jeg gør det. Og det fraregner jeg ret tit, fordi det er så banale, normale ting… men det er det jo ikke. Ikke, når man har det som mig.

“Hvilke dårlige kvaliteter bisidder du IKKE?” Den syntes jeg også var svær, så den har jeg faktisk heller ikke lavet.

Så ja. Det var lidt om mig, og mine gode sider. Haha. Det er nok ikke så supervigtigt for jer at vide noget om mit selvbillede. Men jeg håber, at de ord, jeg nedfældede ifm. den her opgave, kan inspirere jer, til at finde jeres gode sider. Det var en fucking svær opgave, det vil jeg ikke lægge skjul på. Det var mærkeligt, at skulle spørge om hjælp. Men det var også en vigtig opgave. En god opgave. Og jeg tror, at mange, uanset, om de fejler noget psykisk eller ej, har gavn at lave den. Gavn af at se, hvad andre mennesker ser i en. Gavn af, at finde ud af, hvad man kan, og hvilket menneske man er. Så jeg ville helt klart anbefale, at man tager fat i spørgsmålene, skriver noget ned til dem, og sætter papiret et sted, hvor man får det set hver dag, så man bliver mindet om, hvor dejligt et menneske, man er. Punktum.

Eller, ikke helt, for vi har jo også resten af SFT, vi lige skal igennem! Og det var her, hvor det for alvor blev svært, syntes jeg.

Der er blevet ansat en pier-medarbejder, tror jeg det hedder, i OPUS, dvs. en person, der har brugererfaring fra OPUS, og selv har en diagnose, i dette tilfælde hed diagnosen skizofreni. Jeg lider selv af det, der hedder skizotypisk sindslidelse. Det tror jeg ikke, jeg har nævnt på bloggen før, at det er det, det hedder, men ja. Jeg hedder Cecilie, og jeg har skizotypisk sindslidelse. Jeg forklarer måske, hvad det går ud på, i et andet indlæg – det vigtige her er bare, at skizotypi og skizofreni IKKE er det samme. De har nogle af de samme symptomer, men forskellen bunder i, at folk, der har skizotypi IKKE hallucinerer, og IKKE er/har psykotiske/psykoser. Skizotypi-ramte kan dog godt opleve minipsykoser med hallucinationer, men det er aldrig særlig vedvarende, og er som regel, ja, mini, dvs. indenfor få minutter, og sjældent. Så ja.

Men hende her, jeg kalder hende bare X, fortalte om sin historie, og den ramte fandeme mit hjerte hårdt. Hun fortalte, at hun startede med at læse en zombiebog, og blev langsomt mere og mere paranoid overfor zombier, indtil hun til sidst levede i et parallelunivers, hvor hun var zombiejæger, og der var zombier efter hende. Derudover, at hun frygtede, at hendes venner havde sat kameraer op omkring hende, for at ydmyge hende, og at hun havde svært ved at stole på folk, fordi de så bare kunne bruge det mod hende. Samtidig troede hun, at der var væsner, der overtog hendes hjerne, og hun kunne ikke altid finde ud af, om hendes tanker var hende eller væsnerne. Til sidst havnede hun jo så i OPUS, fik medicin, og begyndte at få det bedre.

Hendes historie gjorde så stort indtryk på mig, at jeg seriøst græd nærmest hele dagen. Den gjorde så inderligt ondt, fordi jeg genkendte mig selv. Lige, da jeg fik min skizotypi-diagnose, forstod jeg godt, hvorfor, jeg havde fået den. Jeg genkendte mig selv i symptomerne og diagnosekriterierne, og forstod lægens bevæggrund for at diagnosticere mig. Men som mit behandlingsforløb skred frem, så kom jeg lidt væk fra det, tror jeg? Jeg negligerede lidt diagnosen, og jeg gik sådan lidt… nej, det er har jeg ikke, sådan er jeg ikke, det passer ikke, osv. Jeg stoppede med at genkende mig selv. Og det her var lidt en øjenåbner for, hvor slem min sygdom har været – og hvor meget, den egentlig stadigvæk præger mit liv, selv om jeg gik og troede, at jeg var okay, og ikke længere havde vrangforestillinger, som det så fint hedder.

Min historie startede nemlig med the Grudge, hvor jeg lige pludselig begyndte at se Kayako overalt, jeg turde ikke gå i bad, fordi jeg var sikker på, nogen ville gøre mig fortræd, og jeg var bare hele tiden bange for det overnaturlige, og bange for, at der ville ske mig noget. Det, der fyldte mest, var dog, at når folk viste interesse for mig, turde jeg ikke stole på dem. Jeg troede dybt seriøst, at de ville mig noget ondt. Min mistillid til verdenen er sindssyg, den er over the fucking roof, og jeg havde lidt glemt det… som teenager, var jeg ligesom mange andre, forelsket i en fyr. Han inviterede mig med hjem, og jeg afslog mange, mange gange i træk, indtil jeg til sidst måtte give op og sige ja. Da jeg ankom, kunne jeg slet ikke fokusere på noget som helst. Jeg var så bange, og jeg var så VOLDSOMT overbevist om, at det hele var én stor prank. En joke. At der var kameraer sat op, eller at han selv filmede mig, eller at han bare… ventede på at kunne ringe til sine venner, og fortælle dem alle, hvor naiv, klam, fed, grim, ulækker, jeg var… alt muligt. Jeg var så panisk, at jeg løb grædende derfra, da jeg skulle hjem. Det var HORRIBELT.

Og jeg troede egentlig, at det her lå i fortiden. Jeg troede faktisk, at jeg var rask for vrangforestillinger. Big fucking no.

Hele mit liv leves i den her latterlige vrangforestilling om, at alle vil mig noget ondt. Hele mit liv leves i mistro og mistillid overfor andre mennesker. Jeg stoler ikke engang på min egen familie. Jeg stoler ikke på mine venner, der har været der gennem tykt og tyndt. Jeg stoler ikke på nogen. Og jeg hader det. Hver gang noget godt sker, går jeg bare og venter på, at noget endnu mere forfærdeligt sker. Jeg har en flirt lige p.t., der heldigvis ikke følger med på bloggen lol, for hvis han gjorde bitch byyye, men anyway, ham stoler jeg heller ikke på. Det føles forkert. Det føles som en joke. Hvad skulle han ville med mig? Hvorfor være sammen med mig, hvis han kunne vælge enhver anden, der var rask i hjernen? Det hele er helt sikkert bare en prank, for at se, hvor meget jeg kan nå at synes om ham, før han ultimativt river mig midt over og ødelægger hele mit liv. Det lyder totalt dramatisk og fucked op, men det er sgu rigtig nok. Og jeg havde ikke tænkt over det. Jeg havde vitterligt ikke tænkt over, at det ikke er normalt, at tænke sådan, og tro sådan om verdenen.

Derudover relaterede jeg til det med væsnerne, fordi jeg tit også har tanker, jeg virkelig ikke kan lure, om virkelig bare er min dystre, mærkelige personlighed, eller om det seriøst er fordi, jeg har en fucked op sygdom på skizo-spektret, der bare fucker min tankestrøm op… alongside med at jeg i min vrangforestilling også tror, at folk kan høre mine tanker og vil ydmyge mig med dem? Nice.

Sååå ja. Alt det her, jeg lige har skrevet, VED JEG JO GODT ikke er virkeligt. Jeg ved godt, at det er mig. Jeg ved godt, at det er nogle forestillinger, jeg har i hovedet, som ikke er virkelige. Men bottomlne er, at for mig føles de virkelige. For mig er det en kamp hver dag, at skulle snakke med nogen, hver sammen med nogen, stole på nogen. Det gør ondt. Jeg er bange. Jeg er fucking bange. Hele tiden. Fordi for mig ER det virkeligt. For mig FØLES det virkeligt. For mig ER det svært. Også selv om jeg godt ved, at det burde det ikke være.

Sidste del af X’s oplæg, handlede om, hvordan hun kom videre. Hun fortalte, hun også på et tidspunkt havde skippet sin medicin, og så havde fået det endnu værre og måtte indlægges, så… ja. Remember ur meds kids, there is a reason to why ya’ll are getting medication, okay. Selv får jeg ikke medicin, men skal faktisk snakke med min læge i morgen om selvsamme emne. Ew.

X fortalte, at det vigtige for hende var, at hun levede MED sygdommen, og ikke forsøgte at kæmpe MOD den, fordi det kunne hun ikke alligevel. Den ville altid være der, og det var drænende at kæmpe, så hun havde besluttet sig for, at slå fred med den.

Derudover havde hun en vigtig pointe, der hed, at hun gav aldrig op. Aldrig sådan for alvor. Jo, hvis tingene var rigtig svære, så gav hun op i måske 2 uger, hvor hun bare nægtede at kæmpe, lod sig selv falde… tog en pause, trak stikket, og derefter kæmpede sig tilbage. Og dét synes jeg er en vigtig pointe! For meget psykisk sygdom GÅR ALTSÅ ALDRIG VÆK. Man kan sagtens opnå god recovery, man kan sagtens have et godt liv med sin sygdom, man kan sagtens nå så langt, at man slet ikke mærker sygdommen mere. Men den lurer altså altid, og man vil altid have denne her sårbarhed, og det er vigtigt at anerkende, at den er der. Og når den ikke går væk, betyder det også, at hver eneste dag er en kamp, som jeg har skrevet før. Hver dag er altså en kamp på et eller andet plan, og det er udmattende, så hvis du selv, eller en du kender, der er syg, pludselig giver op… bliv ikke sur. Lad dem trække den pause, de har brug for. Lad dem lade op. Og opmuntr dem selvfølgelig til et stærkt comeback, men pres dem ikke. De skal nok kæmpe tilbage, stærkere end før, når de har fået ladet op. Det hjalp virkelig mig, at lade være med at se på det som et nederlag, når jeg trak mig, men snarere som en… ja, opladerpause. Der skal bare lidt nye batterier på, og så er jeg klar igen. Og det er OKAY.

Hun fortalte også om vigtigheden af accept og tålmodighed for processen. Recovery er individuelt, og meget forskelligt. Og ting tager tid, og sådan er det bare.

Derudover, at man finder sine sårbarheder, og passer på dem. Holder dem i baghovedet, og ikke presser sig selv over evne. Der er intet galt med at være sårbar, så længe man passer på sig selv, og mærker efter sine egne grænser.

Afslutningsvis snakkede vi om knuste drømme, som jeg har snakket om i det her indlæg. For det fylder meget hos mig. Alt det, jeg ikke har nået, alt det, jeg ikke MÅ, fordi nogle andre skal sætte begrænsninger for mit helbred, alt det jeg ikke KAN på grund af mit mentale helbred, osv. Alt det, der er taget fra mig, fordi jeg har fået en lortesygdom, som jeg ikke selv kan kontrollere eller bestemme over, men bare forsøge at leve med, og skabe nogle strategier omkring, så jeg… får et godt liv alligevel. Det er fandeme hårdt. X anbefalede, at man prøvede at pinpointe det vigtige, i ens knuste drøm, og undersøgte, hvordan man kunne opnå dét ene delelement på en anden måde. Og dét syntes jeg også var en vigtig pointe. Jeg var bl.a. knust over, ikke at kunne være au pair. Jeg ved stadigvæk ikke, hvad det vigtige her var, nok primært at rejse. Det samme med at være assistent teacher i engelsk i Kina. Det måtte jeg heller ikke. Der var også det at rejse vigtigt, samt det her med at undervise. Bare, at skabe minder tror jeg.

– Og jeg tror, det er derfor, jeg har værdsat mine Tokyo ture så meget. Fordi netop det at rejse, var det, der var så pissehamrende vigtigt for mig. Det, at være selvstændigt ude i verdenen og opleve noget.

Så selv om det stadigvæk er LATTERLIGT svært, hårdt og hjerteknusende, at jeg ikke fik det liv, jeg gerne ville have, så… er jeg glad for de andre muligheder, jeg fik. Jeg blev ikke snydt for alting. Jeg tog bare en lille omvej. Så ja. Det gode liv er stadigvæk derude, eller hvad man nu siger. Nogle gange er vejen derhen bare lidt ekstra snørklet, hvis man ikke har det så godt psykisk.

Så ja, det var det for denne gang. Jeg håber, I fandt indlægget brugbart og inspirerende. Jeg synes i hvert fald, at det her var en af de bedste SFT-gange, selv om den var fucking hård at komme igennem.

27157188_950413948448799_1491690809_n

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hygge-shopping

Hej bloggen, og velkommen tilbage!

27658722_955303624626498_712556922_n

For lige at afvige lidt fra SFT-temaet, har jeg tænkt mig lige at lave en minihaul, med lidt lækkert, jeg fandt i H&M’s salesafdeling. Mine forældre og bedsteforældre gav mig et gavekort til en masse forskellige butikker/caféer, og det gælder bl.a. til H&M, og jeg manglede noget undertøj. Jeg er meget picky med, hvilket undertøj, jeg køber – og hvor meget det koster. Sååå, derfor jeg primært spankulerede rundt i sales-afdelingen og kiggede 😛

img_9827 img_9830

Først forelskede jeg mig i denne her søde bralette. Jeg har bare en ting for sorte braletter, okay? Eek. Og den er sgu da cute!? Desværre havde de den kun i small, så den er lidt for lille til mig, meeen, jeg er ligeglad. Det går nok 😛

img_9820 img_9826

Derefter var der denne her røde bralette – den syntes jeg altså også bare var hammersød (og julet!). Og jeg kunne simpelthen ikke stå for sløjfen bag på… altså! Jeg er en sucker for den slags.

Jeg fandt også en rigtig cute, sart pink bralette, der var det SØDESTE, jeg nogensinde har set, men det var også en størrelse small, dog kunne man TYDELIGT se, at den var for lille til mig, da jeg havde den på, så den kunne jeg ikke få med… øvøv!

img_9834 img_9833

Herefter fandt jeg nogle børster, der var sat ned. Jeg fandt faktisk tre, men inden jeg købte alle tre, tog jeg mig selv i nakken, og sagde: “Cecilie, nu tager du dig fandeme sammen.”… så det blev til to! Da de havde to for éns pris, haha. Det er en brow shaping brush og en straight defining brush.

p1300070

Sidst, men ikke mindst, faldt jeg over denne her neglelaksfjerner, og da jeg flyttede hjemmefra, fik jeg ikk lige sådan en med, sååå… jeg tænkte, det måske var meget rart at have en, og til en tier, så overlevede jeg jo nok!

Så alt i alt:

p1300046

Lille mini H&M haul, til den nette sum af… 80 kr!

Jeg var blown away, da jeg hørte det (og så kunne jeg jo godt have købt en børste mere!). Den ene bralette kostede 70 kr, og den anden 50, men der var 2 for 1, så… jeg regnede med, at prisen ville blive 70 for de to. Så var der 20 kr pr. børste, og neglelaksfjerneren til 10. Her var der også 2 for 1, så jeg regnede med, at det nok ville blive 40 kr, og derfor en total sum på 110 kr.

Men nej! Begge børster og neglaksfjerneren gik ind til 10 kr. Den røde bralette gik ind til 28 kr, og den sorte til 22. Det må man da sige, var lidt af et kup, hva! Jeg er i hvert fald glad, og kan ikke veeente, med at få dem vasket og afprøvet ordentligt, hehe. Håber der bliver sat pris på dem, næste gang jeg skal være sammen med en special someone :))) hahahah, ej… stop dig selv, Cecilie.

ANYWAY, moving on.

Jeg var nemlig også i Rema 1000 for nylig, det var den 18. januar (lidt forsinket at smide et indlæg op omkring det nu, i knooow), hvor jeg skulle handle (surprise?), og midt i det hele opdager jeg, at de har tilbud! Håndsæbe, balsam, body lotion, shampoo, showergel… alt sammen til kun 5 kr. stykket!

p1300003

Billedet var ikke amazing til at starte med, men da jeg uploadede det blev det bare grynet, øv. Nå, bare with… der er ikke så meget at gøre. Men er der nogen kloge hoveder derude, der ved, hvorfor billederne nogle gange bliver grynede, når jeg uploader dem til min blog??? send help

I hvert fald, 60 kr for alt ovenstående, og så har jeg trods alt til lidt tid. Desuden er det hele parfumefri, og har astma-allergimærket. Sæberne er på 500 ml, og balsam/lotion/showergel/shampoo er på 300, hvilket jeg synes er helt fint ift. prisen. Normalt køber jeg Elida balsam til 4-5 kr stykket, og der er 200 ml i, så… ja. Alt går op i en højere enhed, og som sagt er der jo så heller ikke parfume i det her. Da jeg var yngre, var jeg ret allergisk og sådan, så jeg prøver så vidt muligt at undgå alt for meget parfume/parabener, osv., i min makeup, sæbe og lotions. Ikke fordi jeg er så voldsomt allergisk mere, men for at forebygge lidt ift. at udvikle allergi igen.

Jeg tænker, at når tingene er kommet i brug, kommer der også lidt et indlæg op omkring det! Jeg har brugt bodylotionen i dag, og for fanden, den er bare lækker! Jeg barberede ben, og smurte mig godt ind i lotion bagefter, og det var bare rart. Jeg synes den har en dejlig, flydende konsistens, så man skal ikke bruge ret meget, for at dække et stort område, så det er rart. Og jeg begyndte heller ikke at klø eller noget bagefter (det har jeg gjort med nogle parfume-fri cremer, så det er et kæmpe plus, at det ikke var sådan med de her!). Så indtil videre, er jeg ret tilfreds med den lotion. Hvilket er heldigt, nu jeg har købt tre af dem, haha. Upsiiii.

Afslutningsvis havde vi besøg af DSA på uddannelsen, og de gav de søøøødeste tyggegummipakker væk, som jeg bare måtte dele med jer, lol.

img_9844

Ærligt, how fucking perfect? Eek! Jeg synes de er så sjove, at jeg seriøst ikke ville spise mine (det er also en ocd-ting tho, så ohwell), så en fra min klasse gav mig hendes, så jeg havde to – så kunne jeg spise en, og lade en være uånet, haha, how considerate of her.

Men hvis jeg skal beat OCD, så… må jeg jo nok tage hul på denne pakke på et tidspunkt også. Wish me luck!

Det var alt for denne gang.

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i SFT? #24

Velkommen tilbage på bloggen, og til endnu en omgang SFT.

Fokus i denne uge er selvkritiske tanker.

Som altid lægger vi ud med hjemmeopgave fra sidst, og denne var baseret på at skrive en liste med gode egenskaber, dvs. egenskaber, man fandt attraktive hos mennesker, som man sætter pris på. Jeg synes det var lidt svært at brainstorme de her ting, bare sådan lige… havde faktisk lidt glemt, hvad karaktertræk/egenskaber i det hele taget var, så jeg syntes faktisk, at opgaven var svær, haha. Men jeg fik skrevet lidt ned, og disse var:

Ærlighed – loyalitet – humor – oprigtig interesse – spontanitet – tålmodighed – forståelse – empati.

Herfter skulle man vurdere, om hvorvidt man selv mente, man var i besiddelse af den gældende egenskab.

Min så sådan her ud:

Ærlighed og loyalitet – 50%.

Humor – 100%.

Oprigtig interesse – kommer an på personen og på emnet (vil gerne indrømme, at jeg nogle gange fader lidt ud, hvis personen jeg snakker med, snakker om der virkelig, virkelig, virkelig ikke interesserer mig).

Spontanitet – 30%, ville gerne være mere, men angsten står lidt i vejen for dette (og det kan der jo heldigvis arbejdes med!).

Tålmodighed – 10%. Jeg er absolut ikke særlig tålmodig, jeg er meget utålmodig.

Forståelse/empati – 100%.

Afslutningsvis skulle vi beskrive en situation, hvor vi anvendte en god egenskab, men da jeg havde været isoleret som en lille huleboer, mens jeg læste til eksamen, havde jeg ikke rigtig været ude i den virkelige verden, og brugt nogle af disse egenskaber, så den del af opgaven sprang jeg over.

Da vi gennemgik opgaven i plenum, var der en, der pointerede, at man sagtens kunne være ærlig, uden at være det hundrede procent, eller overfor alle. Jeg følte nemlig meget, at jeg var uærlig, fordi jeg f.eks. ikke lige altid siger til folk, hvordan jeg har det. Men som hun meget fint sagde, kom det jo ud på, hvem man snakkede med, om man stolede på dem, osv., og det betød altså ikke, at man var mindre ærlig… så det har jeg taget med mig! Egenskaberne behøver ikke passe hundrede procent til mig, bare de overordnet set gør. Derudover hjalp det mig også at se meget overordnet på tingene, så f.eks. med empati kunne jeg spørge mig selv, hvor tit jeg var uempatisk, og det var så… basically aldrig, så den kunne jeg vurdere, at jeg i hvert fald var i besiddelse af. For nogle gange kan ens blik godt sløre lidt, og svælge i ens selvhad… haha, så det var hjælpsomt for mig, at prøve at se mere objektivt og målbart på egenskaberne, da jeg skulle vurdere dem ift. mig selv.

Moving on til oplægget.

I forbindelse med kognitive forvrængninger, fører disse ofte til et tunnelsyn på os selv i en negativ retning. Dvs. vi ser alle de positive ting som små og ubetydelige, og alle de negative ting som store, når vi kigger på os selv. Dertil har vi et omvendt tunnelsyn på andre, hvor vi regner alle deres negative ting, som små og ubetydelige, men deres positive ting som store og betydningsfulde.

Formålet med de øvelser, vi laver her er bl.a. at tænke mindre sort-hvidt, og give os selv lige så meget credit, som vi ville give til andre. De nævnte bl.a., at man kunne bruge en ven til hjælp, ift. at finde nogle af de positive ting, hvilket også var min oprigtige plan, men så blev det for sent, og ja… haha.

Efterfølgende så vi en lille film, Our Common Fate, der illustrerer noget af det, vi allerede har talt meget om. Mange af de negative symptomer, der er til en del psykiske lidelser, er sådan set ret normale. Det her tunnelsyn er faktisk ret normalt. Det rammer bare nogen i hårdere grad end andre, og bliver mere invaliderende, hvor det så går hen og bliver til en reel sygdom.

Vi bed bl.a. mærke i, at mange af dem i videoen sagde de samme ting, selv om der også var nogle få, der skilte sig ud… og vi var meget sårede, da vi så barnet, der havde skrevet “no-one loves me” på. Det var heartbreaking. Derudover bed jeg mærke i, at der var nogle få, der skrev “I feel”, fremfor “I am”. Personligt føler jeg, at “I feel” laver en slags distance, og holder fast i noget af det, som jeg selv prøver at holde rigtig meget fast i, når jeg har det dårligt, og det er:

En tanke er en tanke. En følelse er en følelse. En tanke eller en følelse er ikke sandheder. Min virkelighed er ikke nødvendigvis den samme, som andres virkelighed, og det er okay, og det er vigtigt at huske. Så selv om tingene føles virkelige, selv om tankerne, følelserne er intense, og føles som sandheder og virkeligheden, så ER DET IKKE altid det.

Det synes de andre var ret sejt sagt 🙂

27043009_950413941782133_27013924_n

Afslutningsvis skulle vi selv skrive en note, i stil med dem, vi havde set i videoen, og fortælle, hvad nogen af de grimmeste ting, som vores hoveder sagde til os var. Min så sådan her ud:

img_9196

Og nej, den er jeg ikke stolt af.

Men nu handler det heller ikke om at være stolt. Det handler om, at stå frem med nogen af de grimme ting, ens hoveder kan overbevise en om. Og vise, at man er bedre end det. For mit hoved er fandeme også grimt mod mig. Rigtig tit, endda. Det kører på de ting, jeg er mest bange for – f.eks. at blive en dårlig sygeplejerske. Jeg vil være en god sygeplejerske. Men det siger mit hoved, jeg ikke kan. Og det skal jeg vise det, at jeg godt kan. Vil bare vise jer, at I altså ikke er alene, med nogle af de nasty ting, jeres hoveder siger.

Efter at have skrevet tingene ned, skulle vi krølle papiret sammen, og holde det så langt væk, vi ønskede, at det skulle være. Bagefter skulle vi holde det et sted, hvor vi ville holde det, hvis vi skulle give det kærlighed – et eller andet med at være venlig mod sig selv og sine tanker.

Til sidst skulle vi holde en andens papir, og give det kærlighed.

Det var en ret sær øvelse.

Pointen var bare, at vi ikke kunne slippe af med de negative tanker/følelser. Og det ville vi nok aldrig kunne. Så vi måtte finde en måde, at lære at leve med dem på, og give dem kærlighed, og være venlige mod os selv. Finde på alternative tanker, men også lære at leve med, og acceptere, at de her tanker ville dukke op i ny og næ, og hvordan vi bedst muligt passede på os selv, når det skete.

Virkeligt mærkeligt, men, også hjælpsomt. Jeg syntes i hvert fald det var rart, nærmest terapeutisk, at krølle det papir sammen. At skrive og smide væk/sende, er noget af det, jeg synes hjælper rigtig meget, når jeg har det skidt, så den del af øvelsen var spot on for mig. Resten var lidt mere diffust.

Men anyway, vi skal til at slutte af for denne gang.

Jeg håber, at det her indlæg har været hjælpsomt. Jeg synes hjemmeøvelsen var god, til at prøve at reflektere og være lidt mere objektiv ift. sig selv, og jeg synes, at det her med at skrive ned og krølle sammen, også var rigtig hjælpsomt. Så ja. Det kan varmt anbefales. Og husk så: En tanke er en tanke, en følelse er en følelse – ingen af dem er endegyldige sandheder. <3

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i SFT? #23

Hej bloggen, og velkommen tilbage.

Jeg har haft lidt travlt, siden vi trådte ind i 2018, bl.a. gik der to HELE UGER med eksamenslæsning nærmest fra morgen til aften, og derefter en 24-timers forberedelse til eksamen, som jeg så var oppe til… Kan sige jeg brugte alle 24 timer, wow, jeg var smadret. Efter eksamen, har jeg bare haft en masse at se til, med lige at få taget julepynt ned (det blev gjort i lørdags, yes, you heard me), rydde op, støvsuge, osv.

NU har jeg så lige et øjeblik, til at sætte mig ned, og få opdateret her, og det er selvfølgelig tid til lidt mere SFT! Som jeg skriver det her, har jeg været til SFT tre gange i 2018, og på fredag er den sidste gang… 🙁 Så ja. Det er lidt trist. Men lad os komme videre.

Lige denne her gang var jeg kun i SFT i 45 minutter, da jeg var kommet til at booke en skoletid til noget obligatorisk, så jeg måtte gå… og vi nåede ikke engang at gennemgå MIN hjemmeopgave, jeg faktisk HAVDE lavet og NEDFÆLDET på papir! ØV. Og det eneste vi nåede at gennemgå i SFT var faktisk bare, hvad vi hver især havde lavet siden nytår… men jeg tænker, bare at tage denne omgang SFT med udgangspunkt i min hjemmeøvelse, og så bare sige, at det var det, og lade dette indlæg være lidt kortere.

Hjemmeøvelse til d. 5/1 handlede om at blive opmærksomme på nogle kognitive forvrængninger. Eller, egentlig bare en. Så jeg tog nogle dybe indåndinger, og valgte den, der hedder “De-evaluering af egne bedrifter” (eller noget i den stil).

Forvrængningen var her, at en ven bad mig se tilbage på de sidste par gange, vi havde hængt ud sammen, og reflektere over disse (fordi jeg sagde noget med, at nogle ting skræmte mig helt vildt, og jeg ikke kunne overskue det, og det jeg skulle se tilbage på var, at jeg faktisk havde gjort nogle af de her skræmmende ting).

Herfra skulle man nedfælde, hvad man tænkte i situationen.

Mine tanker var nogenlunde sådan her: the fuck bro? Er du ok? HVAD? Jeg er shit, all i’ve done is shIT, jeg er useless og horrible og en kæmpe fejl lmfao, seriøst??? do u need help??? hvorfor tror du jeg kan noget godt??? jeg er en fejl fejl fejl ahhhhh lololol, hvad fuck ærligt. alt jeg gør er jo forkert og kikset, pls stop, hahahah.

… vi kan godt blive enige om, at det var noget af en kaotisk, fucked op tankerække, og jeg er enig. Mine tanker er altid fucking messy og skriger bare anxiety ridden over det hele. ANYWAY. Det sidste punkt på dagsordenen blev, at man så skulle nedfælde en alternativ tanke. Eller flere. Mine så således her ud:

“Jeg gør det bedste, jeg kan, og det er godt nok.”

“Jeg udfordrer mig selv. Man er sjældent god til noget, første gang, man gør det.”

“Jeg BLIVER bedre, hvis jeg fortsat prøver.”

“Det jeg tænker/føler er ikke lig med virkeligheden.”

“Alt er okay. Også dig.”

Jeg er ikke særlig god til at arbejde med alternative tanker i situationen, som det kan ses på min angstprægede tankerække af mærkelighed, men det kom overraskende nemt til mig, da jeg sad med opgaven i hånden.

Det var som om, at alting bare… gik op i en højere enhed. Det var fucking horribelt, at tænke tilbage på den episode, og det var endnu mere horribelt, hvor virkeligt alle de tanker er, og hvor tydeligt, jeg kan mærke det angstprægede tankemønster, der sætter spor i mig, når jeg tænker tilbage… og hvor meget netop det tankemønster faktisk præger min tænkning hver eneste dag. Dét var svært.

Det var svært, at være i situationen, og ikke rigtig kunne lade min self-doubt komme til udtryk. Jeg var i gang med et massivt panikanfald, på grund af tankerækken og panikken, der bare tog mig, ift. at jeg ikke følte, at jeg havde udrettet noget som helst særligt, men jeg kunne bare ikke lade det komme til udtryk, uden at lyde totalt self-loathing, og det er måske bare heller ikke lige optimalt…

I virkeligheden havde jeg mest brug for, lige i det øjeblik, at der var blevet sagt, præcis, hvad jeg havde opnået i den tid.

For jeg ser altså ikke samme udvikling, som alle I andre gør.

Jeg mærker vreden og frustrationen over igen ikke at have slået til; igen ikke at kunne overkomme de ting, jeg gerne vil; igen ikke være den person, jeg gerne vil være.

Jeg ser ikke på samme måde de gange, hvor jeg vinder. Jeg ser ikke, hvilke skridt jeg tager, hvor mange meter, jeg går, før jeg er nået en hel kilometer, og kan se hele sporet bag mig, af ting og sager, jeg har opnået. Og selv da er det ikke engang ret meget af det, der er synderligt i øjenfaldende for mig.

For det er jo bare ting, jeg skal kunne.

Ting, der er normale at kunne.

Men de er ikke normale for mig, og jeg underminere rigtig tit, hvor meget kamp, det egentlig tager, før jeg når op på det normale niveau; jeg kæmper og kæmper, men det er aldrig godt nok til at være godt. Det er altid kun lige på kanten; lige der, hvor det er normalt, og noget som alle kan, så jeg fraregner det som en succes, i stedet for faktisk at forstå, at når jeg startede i en grøft, hvor alle andre startede i normal højde, og jeg så er kommet op af grøften, og de andre måske er kommet et skridt op af stigen, så er jeg ikke mindre end dem; jeg har kæmpet lige så hårdt, mit udgangspunkt så bare anerledes ud. Men det betyder ikke, at det jeg har opnået er mindre værd – tværtimod.

Og det er godt, jeg omgås mennesker, der er gode til at… prøve at minde mig om det. Jeg kunne godt ønske mere skarphed, men det er fordi jeg bare er så dum i hovedet, at jeg skal have skåret tingene ud i pap, før jeg fatter dem. Jeg har svært ved selv at bruge min hjerne og reflektere over at se de gode sider – jeg ved godt, det er det jeg skal, så jeg kan ikke slippe uden om – men nogle gange, kan det være meget rart at blive hjulpet lidt på vej, f.eks. med en… “Det her kunne du ikke før, men det kan du godt nu”. Noget, der kan sætte den positive tankerække af tankemylder i gang, i stedet for den angstprægede, der falder over hinandens ord.

Anyway. Meningen med det her indlæg var faktisk bare at vise, hvordan man lidt mere systematisk kan gå til værks, med nogle af de her tanker, der kan være så vold-pisse-lorte-irriterende.

Jeg synes i hvert fald, det gav en del, at sætte det lidt mere op, ift. at vælge en forvrængning, arbejde med de tanker, der kom ud fra den, og hvilke tanker, man kunne plante i stedet. Så jeg kunne godt forestille dig, at det ville være noget, jeg kunne arbejde videre med, med nogle af de andre forvrængninger, for at se, om der er et mønster, og hvorhenne i mønsteret, jeg skal bryde den negative tankerække. Og jeg vil kraftigt anbefale, at andre gør det samme, hvis de har problemer med negative, kognitive forvrængninger. Held og lykke. Tak fordi I gad læse med!

27292070_950413938448800_1530575449_n

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Storytime: Nytår, 2017

Hej bloggen, og velkommen tilbage.

Obviously kommer det her indlæg lidt sent ud, som I kan se, men jeg har bare haft lidt småtravlt. Men her er det så – og det handler selvfølgelig om nytår!

Jeg blev hentet, af nogle af mine forældres venner, og vi kørte så sammen hjem til mine forældre, hvor der var boller og kage, og vi fejrede min fars fødselsdag – som hvert år, den 31. Jeg var kommet i seng ved 5-6 tiden om morgenen, så da jeg blev kørt hjem igen, tog jeg en lur, inden jeg gjorde mig klar til nytår.

Min veninde, S, og jeg skulle i byen, men kunne desværre ikke nå at mødes inden… så jeg gjorde mig klar alene i min lejlighed, mens jeg hørte noget god musik, spiste noget hurtig aftensmad, og ellers bare trampede derudaf. I løbet af aftenen skrev vi også sammen, og sendte hinanden billeder og videoer, sådan “tjek min makeup er den god nok lol”-agtigt, haha. Det var grineren. Ofc hørte jeg tramp hele dagen. Jeg havde done og redone mine øjenbryn at least 15 gange, før jeg bare måtte give op og erkende, de simpelthen ikke blev bedre xD Jeg havde så ondt, det føltes som om, at jeg havde fået smækket syre på øjenbrynene, af alle de gange, jeg havde fjernet makeuppen igen, lol.

26755690_942636359226558_1386836601_n 26694477_942636305893230_1431387782_n 26647965_942636392559888_2122754539_n 26647919_942636319226562_1024598577_n

Menøh, her har vi så OOTD, eller nok nærmere OOTN. Man kan heldigvis næsten ikke se, hvor meget jeg roder xD Men ja, sådan så mit endgame ud, og at some point during the night, var der nogle fyre, der fik den geniale idé, at jeg skulle have en samling af knæklys rundt om mig, som et slags bælte, haha. Det blev selvfølgelig i lyserød, hehe.

Nå, men mens jeg gik rundt derhjemme og bare trampede, hørte musik, lagde makeup, drak, osv., blev jeg også lidt yderligere småsulten, så jeg tog en håndfuld mandler, som jeg spiste, mens jeg dansede rundt og sang, og at some point laver jeg lige sådan en – tror jeg selv – sexet twirl rundt, mens jeg synger, fortsat med mandler i munden, og what happens? Jeg kommer til at spytte mandler ud på mit fucking spejl. Flot. Jeg faldt på hug, fordi jeg grinede så meget over mig selv, haha.

Nu, da jeg ikke kan uploade videoer her til bloggen, kan I se dem på min instagram lige her (hvis I vel at mærke ikke er sarte)… og jeg har nogle flere selfies lagt op her, i tilfælde af, I ikke allerede syntes, jeg er narcissistisk nok, med dem, jeg kommer til at lægge op her nedenfor 🙂

26697015_942636325893228_1870317384_n 26648318_942636335893227_1005804677_n

Ærligt, jeg havde den sygeste føler med det her outfit! Skudud til Boohoo.com og H&M, lol.

Nå, men at some point kom min veninde, og jeg mødtes med hende nede i gangen, hvor vi så tog bussen mod Helsinge (klubberne åbnede først klokken 23, og hvis vi ikke ville stå udenfor og vente i en time, måtte vi tage en gigantisk omvej til vores destination). Jeg havde selvfølgelig min trådløse JBL GO højtaler med, så vi kunne sidde og jamme i bussen… det tog godt og vel en times tid i bus, tror jeg, og jeg havde det FUCKING fedt. Vi skulle skifte bus midt i det hele, og jeg jammede bare elegant videre på busstoppestedet, mens jeg tissede omme bagved (hvis man skal, så skal man)… en fyr gloede på mig fra sin bil :))) selv om jeg stod bagved busstoppestedet og han barely kunne se mig??? wtf dude, er du ok

Men ja, vi kom ind i næste bus, og jeg jammede lykkeligt videre, og pludselig siger S så til mig “skal vi ikke stå af ved centeret, hvis der er åben, kan jeg jo lige låne deres toiletter, for jeg KAN ikke tisse udenfor, og jeg skal virkelig?”… det siger jeg så ja til, og i min KOGER, så trykker jeg jo så stop 2 km før centeret, hvor jeg nærmest flyver ud af bussen??? så vi stod dér, 3 km fra klubben, og vi skal begge tisse HELT vildt.

Jeg får jo så den blændende gode idé, at tisse udenfor… foran Stark byggemarked. Fordi why not? Så det gør jeg… min veninde manager også at få tisset, så all is good, og jeg havde både papir og sprit med, så alting kørte bare, men idet, jeg havde trukket mine bukser på plads igen, kigger jeg bare på min veninde med sheer terror i øjnene, idet jeg udbryder “JEG GLEMTE AT TØRRE MIG!” og hun flækkede bare af grin, inden hun rakte mig noget papir… #kikset. Min næste kommentar var bare “godt jeg ikke skal have sex i aften hvA” og hun flækkede yderligere. OHWELL.

Vi påbegyndte så vores vandring mod centreret, og der var bare vådt og smattet. S tog den kloge løsning og gik op mod vejen – jeg gik på en mudret sti i stedet for, fordi jeg åbenbart er dum i hovedet?

Men altså, vi fortsatte jo så. Jeg havde puttet shots i mine sko, og de gnavede lidt og gjorde ondt, men jeg tænkte ikke så meget over det… jeg tog bare ét ud af de tre shots, jeg havde i skoene, og gik videre, mens jeg selvfølgelig i min fucking koger, hvor jeg synes alting bare er hilarious, skriver til en :)) dumme Cecilie.

… og fordi jeg gik og ventede på hans svar, så gik jeg bare careless rundt, og så gjorde S noget på den anden side af vejen, der fik mig til grinende at gå baglæns, og what happens? Jeg slår hovedet direkte ind i en lygtepæl??? :))) det gjorde lidt av. Men jeg grinede selvfølgelig bare og moved on, med kommentaren til ham jeg skrev med, om, at jeg nok havde brug for en støttepædagog. LOL.

Da vi nåede klubben, skrev jeg også denne gyldne besked:

Mig for en time siden: “har ikke nok shots med”.

Mig nu: “bror, hvorfor så mange shots” 

Jeg FLÆKKER stadigvæk af grin, når jeg læser the beauty that is that message.

Anyway, vi kom ind på klubben, alt var nice, vi fandt the dancefloor, og some guys quickly joined os. Begge to englændere… forstår ikke. Men ja, dem hang vi ud med, og jeg var så stegt, at jeg ikke engang opdagede, at det var nytår 🙂 #godtnytår og min cute boi skrev også godt nytår til mig, og jeg var så langt væk, at jeg ikke engang realizede det… amazing.

Men vi fik gratis champagne, hvilket jeg heller ikke tænkte over??? jeg dansede lystigt videre, og havde en fæææst.

Vi tog senere med fyrene nedenunder, hvor vi spillede beerpong, although jeg hurtigt, inddirekte blev smidt af holdet, fordi jeg var for stiv til at ramme noget som helst. Smuuukt. Jeg fandt dog en lille svagpisser af en fyr på 18, der allerede havde fået for meget at drikke, så han blev mobbet grusomt :)) hahahahaha. Ej, vi hyggede os. Han kunne jo godt se, at jeg også selv havde fået lidt for meget, ikk :))

At some point sidder vi i rygerrummet og ryger #sorrymom&dad, og puster af en eller anden årsag ned i askebægeret, og får alt det der lorteaske i øjet??? fucking skyd mig??? DET GJORDE SÅ ONDT. ALTSÅ VIRKELIG. I cried

Så vi gik ned på toilettet, hvor jeg først tissede, og så min veninde, og jeg syntes åbenbart det var svært at få mine bukser på, for jeg slog hovedet mod døren, for at holde balancen, idet lortet åbner og jeg næsten flyver ud??? jeg flækkede af grin, for det viste sig, at lille S ikke havde låst døren, da vi gik derind xD

Senere gik vi så op igen og dansede videre, denne gang – på min request – på bordene, hvor jeg havde det amazing. Vi fik også free alcohol, så all was good. Haha.

Da klokken nærmer sig 3, begynder jeg langsomt at smelte hen… det, at jeg ikke spiste den store mængde aftensmad, begyndte at bide mig bagi… jeg var så sulten, at jeg var ved at DØ.

Så vi besluttede at smutte fra klubben, og head to det nærmeste pizzaria, der var godt og vel 30-45 minutter om at servere vores fucking lortepizza??? :))) og totalt forskudt, så jeg nåede at spise min pizza, inden S fik hendes… på trods af vi bestilte literally lige efter hinanden. Jeg var ligeglad though, jeg var så sulten, jeg bare skulle spise. Så jeg spiste en hel salatpizza. No ragrets. Da jeg havde spist den og var ved at dø af kvalme, gik det op for mig, jeg også havde kransekage i min taske. Vi blev dog enige om, ikke at spise kransekagen nu xD

Jeg tog også shotsne op fra mine sko, og guess what? Lortet havde kraftedeme boret sig ind i mine fødder, så jeg har fine sår på anklerne nu :)) øv. Det sker ellers aldrig for mig, rip.

Jeg ringede så til min farfar og sagde, vi gerne ville hentes, og vi skulle så gå over til centeret.

Tror I selv frk. dum her kunne det? Nope.

Jeg havde så ondt i fødderne, at jeg fik den geniale idé, at for at gå lidt hurtigere, tog jeg da bare skoene af? Og gik? Så det gjorde jeg, gik på strømpesokker, og i swear, jeg havde kun lige sat fødderne på jorden, da jeg realizede, det var en dårlig idé, men der var da bare 2 late. Mine sokker var gennemblødte. Jeg kunne umuligt stikke dem tilbage i skoene. Everything hurt. All was cold. Mine tæer frøs til is. Jeg havnede i adskillige vandpytter. I was dead.

26648177_942636405893220_1189702082_n 26694224_942636332559894_1790570887_n

Aftenen sluttede med, at min veninde blev kørt hjem, og jeg blev kørt hjem, og så lå jeg på gulvet et kvarters tid, almost naked, fordi jeg var for doven til at rejse mig xD alt i alt en meget vellykket nytårsaften, haha. Ikke ligefrem en aften, jeg er stolt af – jeg traf mange dumme beslutninger – men sådan kan det gå xD Og jeg havde det sjovt, så jeg har ikke tænkt mig at sidde, og dvæle ved det. Shit happened, life moved on, du ved. Så… ja. Alt endte godt, og jeg kom i seng!

Håber I havde et fantastisk, og måske lidt mindre reckless nytår, end det, jeg havde. Kyskys <3

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i SFT? #22

Hej bloggen, og velkommen tilbage til endnu en omgang SFT. Den sidste for 2017, hvilket også betyder, at jeg ENDELIG er up to date med det hele.

Fredag d. 15/12 havde vi sidste gang i SFT, 2017, og samme dag bevægede vi os også fra konflikthåndteringsmodulet og over mod selvværdsmodulet. Noget, som jeg har set VIRKELIG meget frem til, og som jeg VIRKELIG tror kommer til at gavne mig.

Men først skulle vi lige igennem hjemmeopgaven fra sidst, som handlede om at registrere konfliktoptrappende ulvesprog, og konfliktnedtrappende girafsprog. Jeg havde ikke rigtig encountered nogle konflikter, hvor dette kunne bruges, men jeg kom i stedet med en situation med en pige, jeg tit kommer op at skændes med, som rigtig tit er god til at bruge ulven – og hvordan jeg gør mit bedste, for at være en giraf… øhm, jeg havde ikke noget papir med til denne gang, så jeg fik ikke skrevet ned, hvad de andre sagde, så ja… det var dét angående hjemmeopgaven.

Herefter vil jeg lige gennemgå de grundlæggende, personlige rettigheder, jeg snakkede om i sidste indlæg. Disse omhandler:

  • Ret til at give udtryk for min mening.
  • Ret til at give udtryk for mine egne synspunkter, værdier og holdninger.
  • Ret til at synes, at mine egne behov er lige så vigtige som andre menneskers behov.
  • Ret til, at have følelser som glæde, vrede, sorg og skuffelse.
  • Ret til, at udtrykke mine følelser.
  • Ret til at blive hørt, og til at blive taget alvorligt.
  • Ret til at blive respekteret på lige fod med andre mennesker.
  • Ret til at bestemme, om jeg vil leve op til andres forventninger eller handle som det passer mig, blot jeg ikke krænker andres rettigheder.
  • Ret til ikke altid at være perfekt.
  • Ret til at begå fejl.
  • Ret til at skifte mening.
  • Ret til at sige, når der er noget, jeg ikke forstår, eller noget, jeg ikke ved.
  • Ret til ikke at tage ansvar for andres problemer.
  • Ret til at bede om det, jeg gerne vil.
  • Ret til at være mig selv, udtrykke mig selv, og handle som jeg finder rigtigt.

^ Ovenstående er som sagt “grundlæggende personlige rettigheder”, dvs. rettigheder, vi ALLE sammen har, uanset hudfarve, køn, religion, osv. Så hvis nogen har fået dig til at få det dårligt over de her ting, eller hvis du får dig selv til at føle skyld over de her ting, så stop lige op engang, og mærk, at det er noget, du HAR ret til, og dermed ikke noget, der skal føles skyld over. 🙂

Moving on til temaet for denne SFT-session, som var Kognitive Forvrængninger. Det her hørte jeg også om på psykiatrimodulet (modul 8) på sygeplejerskeuddannelsen… og det er noget, jeg i DEN GRAD har problemer med. Det tror jeg, vi er flere, der har på et eller andet plan, men… nogle er mere handicappede og begrænsede, på grund af de her forvrængninger, end andre mennesker er – og det er, når forvrængningerne fylder så meget, at det stopper en fra at leve, som man vil, at man ligesom… ja, får et problem. Jeg tænker at gennemgå de 17 – yup – forvrængninger, vi hørte om, og koble lidt på, fra mit eget liv. Det var i bund og grund også det, vi faktisk gjorde til SFT. Vi blev delt op i to grupper, tog halvdelen hver, og så skulle vi selv reflektere og komme med eksempler. Så ja, jeg kommer med mine egne eksempler, i stedet for at bruge dem, der står på mit papir. Så lad os komme i gang!

  1. Tankelæsning. Du antager, at du ved, hvad folk tænker, ude at have tilstrækkelige beviser for deres tanker. F.eks. “De tænker sikkert, at jeg er for tyk.” Dén her døjer jeg personligt rigtig meget med, hele tankelæsnings-mantraet, med ALT muligt mellem himmel og jord. Virkelig, alting. Det er gudskelov blevet bedre, fra da jeg var yngre, men jesus, hvor det stadigvæk fylder.
  2. Spådomme. Du forudsiger fremtiden, dvs. at tingene vil blive værre, eller at der er farer forude. F.eks. “Jeg dumper helt sikkert denne her eksamen, og så bliver jeg smidt ud af studiet også.” Også rimelig guilty herfra.
  3. Katastrofetanker. Du tror, at det, der er sket, eller vil ske, vil være så frygteligt og uudholdeligt, at du ikke vil være i stand til at holde det ud. F.eks. “Det her klarer jeg ikke, for jeg bliver så angst, at jeg sikkert bare dør, det er enden, alting slutter nu, så det kan jeg bare ikke.” Den har jeg faktisk rigtig tit. Hvilket er totalt sært, fordi angst DRÆBER IKKE!!! Det er røvubehageligt, men det slår altså ikke nogen ihjel. Så det er totalt urealistisk at tro, at jeg dør, men ja..
    • Lige en kommentar knyttet hertil, så har jeg også katastrofetanker ifm. min OCD, som mere er… ja, katastrofe-tanker. Altså, hvor jeg tænker “Hvis jeg ikke gør dit-dut-dat, så dør min familie, så det SKAL jeg gøre.”, eller “åh nej vi dør alle sammen, fordi den der bil lige dér kørte lidt stærkt, og det er min skyld, fordi jeg ikke sagde remsen.”, osv.
  4. Stempling. Du tilskriver dig selv og andre negative træk. F.eks. “Ingen elsker mig, fordi jeg ikke kan elskes.” Den laver jeg også tit.
  5. Bortregning af det positive. Du hævder, at de positive bedrifter, som du og andre opnår, ikke er noget særligt. F.eks. “Okay, jeg fik 12 i SSO, men det er ikke noget specielt, lærerne havde nok bare ondt af mig, eller også var jeg heldig, for så god er jeg jo slet ikke.” Og det her SKETE faktisk. Jeg fik 12 i min SSO, og jeg var stolt i ca. 0.2 sekunder, fordi der var ikke én eneste, af mine “veninder” der ønskede mig tillykke. Jeg endte med at sidde og græde, i fuck knows hvilken time, vi havde, fordi de andre piger virkede sure på mig, over min karakter, og de nægtede at lykønske mig eller noget som helst. Så jeg endte med at føle mig skyldig, og jeg var overbevist om, at der måtte være en fejl. Da jeg kom til karaktersamtale, sagde min lærer, at der jo ikke var så meget at snakke om, for jeg havde jo fået 12, fordi min opgave nærmest var perfekt. Jeg havde lyst til at SKRIGE min historielærer ind i hovedet, at han måtte give mig noget, give mig noget at arbejde videre på, så jeg kunne blive perfekt. Det var fuldkommen åndssvagt, men jeg følte mig bare ikke fortjent til det. Inderst inde vidste jeg godt, at min SSO var PISSEGOD, og looking back, så synes jeg faktisk den er så god, at jeg ikke engang fatter eller husker, at jeg har lavet den. Men dengang følte jeg bare slet ikke, det var godt nok. Sådan har jeg det stadigvæk efter hver evig eneste eksamen. Hele folkeskolen tænkte jeg også bare “jeg fortjener ikke det her 12 tal, for jeg er dum”. Og jeg HADER det.
  6. Negativt filter. Du fokuserer næsten udelukkende på det negative, og bemærker sjældent det positive. F.eks. “Nu kunne jeg heller ikke finde ud af det.” Den her er jeg også rigtig slem til at lave. Jeg ser en lige p.t., og det er FANDEME et under, at han har magtet mig så lang tid, som han har, fordi jeg er bare så slem til at lave den, og endda rigtig tit ubevidst, at så flyver der bare et eller andet selvhadende ud af min mund, og så står jeg bare… well this was awkward and u weren’t supposed to know, but yet here we are. Jeg fokuserer alt for meget på de ting, som jeg ikke selv føler, jeg gør godt nok. Heldigvis er han, og mange andre omkring mig, rigtig gode til at korrigere denne her forestilling lidt, ved at highlighte de ting, jeg godt kan. Eller korrigere mig fuldkommen, hvis det jeg baserer som værende “forkert” eller “ikke godt nok”, faktisk i virkeligheden var lige i skabet.
  7. Overgeneralisering. Du oplever et generelt mønster af negativt, på baggrund af én enkelt begivenhed. F.eks. “Jeg gjorde denne her ting forkert, jeg gør sikkert også alt andet forkert.” Jeg vil sige, denne her var faktisk lidt svær for mig, fordi… jeg føler ikke jeg overgeneraliserer noget, jeg føler reelt, at det er sådan det er, så jeg føler lidt et tillidsbrud til mig selv, hvis jeg skulle komme med nogle mere slående eksempler, fordi jeg føler, de er så reelle, som noget kan være??? Men det er f.eks. sådan noget med: “De her piger er stride mod mig, så sådan er alle piger, og ingen vil mig det godt.” eller “Nu blev jeg også såret af ham her, så alle fyre er bare ude på at smadre mit liv entirely.”
  8. Polariseret tænkning. Du betragter begivenheder eller mennesker i alt-eller-intet termer. F.eks. “Alle hader mig.” eller “Jeg kan ingenting.” eller “Jeg hader/elsker dig.” Det er meget sort-hvidt for mig, med rigtig mange ting. Og jeg hader det. Min terapeut bliver ved med at snakke om gråzoner, men jeg kan fandeme ikke se nogen!!!!
  9. “Burder”. Du fortolker begivenhederne i lyset af, hvordan de burde være, i stedet for at fokusere på, hvordan de er. F.eks. “Jeg burde få 12 i alt, ellers er jeg ikke god nok.” Her vil jeg lige smide en alternativ tanke ind, der hedder – “Jeg vil gerne have 12 i alt, men det kan jeg ikke. Jeg gør mit bedste, og det er godt nok.” Fordi jeg er SÅ slem til den her, altså, virkelig! Og jeg skal seriøst få igennem min æggehjerne, at der er intet i verden, som man SKAL eller BØR. Der er ting, man KAN eller VIL. Og sådan er det.
  10. Personalisering. Du tilskriver en uforholdsmæssig del af skylden for negative begivenheder til dig selv, og formår ikke at se, at visse begivenheder også er forårsaget af andre. F.eks. “Det her skænderi er udelukkende min skyld, fordi jeg sagde min mening.” Her vil jeg lige referere til de personlige rettigheder ovenfor – jeg har RET RET RET TIL AT SIGE MIN MENING!!! Andre behøver ikke at være enige, men andre behøver heller ikke starte et skænderi med mig, fordi vi har forskellige meninger!!! Et andet eksempel kan være: “Den her person gider mig ikke, så det er mig, der er noget galt med.”
  11. Bebrejdelser. Du fokuserer på den anden person, som kilden til dine negative følelser, og du afviser at tage ansvar for at ændre dig selv. F.eks. “Det er pga. den her person, jeg har det, som jeg har det nu.” Jeg vil sige, personligt har jeg gjort det her. Jeg har bebrejdet rigtig mange mennesker, men ikke udelukkende bebrejdet dem. Jeg har altid selv kunnet tage ansvar selv også. Og jeg er ked af at sige det, men nogle gange er der bare en direkte sammenhæng mellem noget folk gør, og hvordan man ender med at få det. Og sådan er det bare. Jeg synes den her tricky. For jeg er også et sted i mit liv nu, hvor jeg kan anerkende… sådan, lidt… “Det er ikke din skyld, jeg har det sådan her, det er mig selv, fordi jeg har en sygdom, og fordi jeg er lidt sensitiv, og fordi min hjerne arbejder mærkeligt, og prøver at få alting til at passe ind i en forvrænget virkelighed, jeg har – men det du sagde der, har triggered noget inde i mig, der gør, at jeg får det sådan her. Det er ikke din skyld, for det var ikke din mening, men jeg har det stadigvæk dårligt over det, fordi du triggerede det, og det er ingens skyld, men det ændrer ikke på, at jeg ikke har det særlig godt lige nu.”
  12. Urimelige sammenligninger. Du fortolker begivenhederne i lyset af standarder, der er urealistiske, ved primært at fokusere på andre, der klarer sig bedre end dig, og dømmer så dig selv underlegen. F.eks. “De fik 12, og jeg fik kun 10, så jeg må være dum.” Den her referer lidt til den anden 12-tals-ting, jeg var inden på. Jeg har i lang tid haft det stramt med de her sammenligninger, fordi jeg ikke følte, de var uretfærdige. Men med rigtig, rigtig meget terapi, er jeg begyndt at forstå, at det er de. Jeg kan ikke sammenligne mig selv med 20 andre elever, og forvente, at jeg er ligesom dem. Især ikke, når jeg har flere tider på psyk UGENTLIGT, fordi jeg har det skidt i hjernen. Min terapeut – begge to faktisk – har altid sagt til mig: “Jamen Cecilie, et 10-tal er da flot. Et 10-tal er jo ikke dårligt, Cecilie. Cecilie, når man har det, som du har det, så er et 10-tal rigtig, rigtig flot. Du har en hjerne, der ikke husker ting særlig godt, og du har en hjerne, der hele tiden modarbejder dig. At du formår, at tage dig af en sygdom, du har i hovedet, og samtidig klarer dig så godt i skolen er et mirakel. Du er virkelig meget, meget dygtigere, end du tror.” Selvfølgelig ikke lige helt ordret, men altså. Faktum er bare – jeg har altid bashet det, mine terapeuter har sagt. For jeg skulle have 12, ellers var jeg dum. Det var jo bare en dårlig undskyldning, at min hjerne ikke fungerede optimalt, jeg brugte det jo bare som undskyldning for ikke at studere mere, og være dum og doven. Men nu forstår jeg, at der faktisk er noget om snakken. For jeg kan under ingen omstændigheder sammenligne mig og min sygdomshjerne, med nogen, der er fuldkommen raske. Det er en uretfærdig sammenligning, og jeg vil ALDRIG blive lige så god som dem, der ikke har konstante tankeforstyrrelser. Det er ikke muligt. Så hvis jeg endelig skal sammenligne mig selv med nogen, burde jeg gøre det med nogen, der i det mindste ligner mig lidt mere.
  13. Orientering mod ærgrelser. Du fokuserer på den idé, at du kunne have klaret dig bedre i fortiden, fremfor på, hvad du kunne føre bedre nu. F.eks. “Hvis jeg ikke havde været syg, så havde mit liv set meget anerledes ud.” Og jeg ved godt, at det er dumt, at ærgre sig, for jeg kan ikke ændre det. Du kan læse mere i det her indlæg. Men faktum er, at det gør jeg altså. Det står mere specifikt udpenslet i det indlæg, jeg har linket til, men det er pissehårdt og pissenederen, at være syg! Og jeg kan seriøst ikke stoppe med at synes, at det er pissehamrende ufedt, at have det sådan her. Det gør det rigtig svært at se en fremtid nogle gange. Men med det sagt, så kan jeg jo godt se, at jeg rykker mig, så forhåbentlig… jeg får ikke det tilbage, jeg har tabt. Men forhåbentlig lærer jeg at leve med det, og måske indhenter lidt, i takt med, at jeg får det bedre.
  14. Hvad nu hvis? Du stiller en serie af spørgsmål, om, “hvad nu hvis?” et eller andet sker, og du er aldrig tilfreds med nogle af svarene. F.eks. “Hvad nu hvis, at jeg ikke kan det her?” Jeg når altid frem til konklusionen – “Så dør jeg.” Eller “Så vil alle hade mig.” Eller det, der er værre. Jeg er så dårlig til det. Jeg hvad-nu-hvis’er alting. Og jeg har BRUG for svar. Så hvis jeg ikke selv finder svarene, på mit spørgsmål, så opsøger jeg dem. Igen må jeg referere til venner, der tit har måtte lægge ører til mit “hvad nu hvis dit-dut-dat”, og de så svarer “jamen så det her.” eller “jamen det kommer jo ikke til at ske.” – og jeg så kører videre i “HVAD SÅ HVIS DET HER SKER I KØLVANDET PÅ DET ANDET DER SKETE?” Eller “Øhm, nej, men hvad nu HVIS det gjorde?” #ondcirkel
  15. Følelsesmæssige ræssonementer. Du lader dine følelser styre din fortolkning af virkeligheden. F.eks. “Jeg hader mig selv, derfor hader andre mig også.” Eller “Jeg lider af angst og det er ikke normalt, og det er også pisseirriterende, så andre synes også, jeg er irriterende.” Jeg synes faktisk, den er lidt svær at beskrive denne her, men den fylder meget hos mig…
  16. Ude af stand til at afkræfte. Du afviser ethvert argument, der modsiger dine negative tanker. F.eks. “Ingen elsker mig. Heller ikke min familie, ikke sådan rigtigt.” Og det ved jeg jo godt er LØGN. Et andet eksempel er, at man flytter fokusset eller “undskylder” tingene. F.eks. “Okay, så lad gå. Ingen andre end min familie elsker mig. Og de elsker mig jo kun, fordi jeg er deres søster/datter/barnebarn, så det tæller ikke rigtig. Havde jeg været en fremmed, havde de hadet mig ligesom alle andre.” Og den er jeg SÅ forfærdelig til. Jeg laver den hele tiden, og jeg hader det. For jeg ved jo godt, at jeg er et dejligt menneske. Jeg ved jo godt, at min familie elsker mig, og ikke kun fordi de “skal”, men fordi de synes, jeg er sød og dejlig – jeg ved, at min familie er gode mennesker, og de har sgu kæmpe store hjerter, så uanset om jeg er relateret til dem biologisk eller ej, så ville de elske mig regardless. Så det er så fjollet, min hjerne forsøger at sige andre ting.
  17. Dømmende fokus. Du betrager dig selv, andre og begivenheder i lyset af sort/hvide vurderingr, i stedet for bare at beskrive, acceptere eller forstå. Du måler konstant dig selv og andre i henhold til vilkårlige standarder, og synes, at du selv og andre ikke lever op til dem. Du er fokuseret på bedømmelsen af andre, lige så vel som bedømmelsen af dig selv. F.eks. “Mine forældre er ikke ligesom andres forældre, så jeg må være kikset.” Eller “Jeg er som jeg er… det er nok helt forkert, jeg ikke er som de andre, jeg burde ændre mig.” Den her synes jeg også er svær at forklare, men den fylder også meget i mit bette hoved. Da jeg var yngre var det rigtig, rigtig slemt. Urgh!

NÅ. Så har vi været igennem de kognitive forvrængninger. Hvad tænker I om dem? Relaterer I? Har I andre eksempler, til noget, der falder ind under her?

– Og har I nogle alternative tanker, man kunne bruge som modskyts til de her tankeforvrængninger? Inspiration søges!

Jeg ved godt indlægget har en smånegativ klang, med alle de her negative forvrængninger, men jeg synes altså, det er pissevigtigt at få talt om. Også sådan lidt “du er ikke alene”-agtigt. For det er NORMALT, at have det sådan her. Som sagt, så har nogle mennesker det bare i mere invaliderende grad end andre. Og jeg synes sgu det var rart, at sidde i SFT, og vide, at jeg ikke er den eneste, der tænker nogle af de her fucked op ting. Fordi nogle af tingene, jeg har ifm. forvrængningerne ER mega fucked op, og har ikke noget at vinde indpas på bloggen. Og det er så rart ikke at være alene. Og hvis du sidder derude, og bliver tyngdet af nogle af de her ting, er det måske første step, at indse, at det er noget, man/ens hjerne, gør. Fordi før man kan ændre på det, eller begynde med alternative tanker, så skal man erkende, at der er et problem, eller noget, der skal arbejdes med. Og det håber jeg, at det her indlæg kunne kaste lidt lys over. Så tak til jer, der har læst med. Det var alt for nu.

26197395_938226626334198_1298935965_n

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘. <3

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i SFT? #21

Hej bloggen, og velkommen tilbage til endnu et SFT-indlæg, der dog er lidt anerledes.

Fordi jeg har misset nogle SFT-sessioner, og sådan, så tænkte jeg, at jeg ville lave et lille, hurtigt indlæg om, hvordan det var at fremlægge i en anden SFT-gruppe, om – u guessed it – SFT.

SÅÅÅ, here goes.

Jeg skulle fremlægge sammen med en anden pige fra min egen gruppe, lad os kalde hende Xenia.

Xenia har fra dag 1 været virkelig nervøs, og ja, ængstelig. Indelukket. Hun er vokset gennem forløbet, kan man se, og hun blomstrer så fint – men hun var nervøs for fremlæggelsen, især fordi hun egentlig ikke helt ville, men hun ville bare heller ikke lade mig gøre det alene, så hun greb bolden i luften, og besluttede sig for, at gøre det.

Jeg skulle direkte fra skole, over på psyk. Det tager ca. 15 minutter at gå, og jeg skulle være derovre omkring 11:30, jeg havde timer til 11:15, men dem i vores egen SFT-gruppe sagde, at hvis jeg kom 5 minutter for sent, så var det okay… jeg aftalte med Xenia, at jeg ville mødes med hende ude foran, så vi kunne gå sammen ind.

Min undervisning trak imidlertid ud til kl. 11:20, så jeg fik pludselig travlt. Lige denne dag, var der selvfølgelig is og sne, så jeg kunne ikke så godt løbe op på psyk; jeg gjorde ellers et forsøg, men blev ved med at glide, og tænkte, jeg hellere måtte stoppe, før jeg endte med at komme til skade.

Så MEGET forpustet nåede jeg frem kl. 11:36, og til min store panik, stod Xenia ikke ude foran og ventede. Jeg prustede og hostede, og kunne så høre de “voksne” bare sige: “Jeg hørte døren gik op, mon det er Cecilie?” og til min skræk kunne jeg se, at døren ind til SFT var åben… og ganske rigtigt, ud kom en af “de voksne”, og bad mig komme indenfor… jeg var rødmosset og udmattet, og smilede anstrengt, som jeg trådte ind i lokalet. Jeg kendte så allerede to af dem der sad derinde, så jeg stod bare… næsten makeupløs… og bare… “hej”, stadigvæk rødmosset og forpustet. Akavet much? En af dem var endda fucking lækker øv øv øv.

Xenia så på mig, med en blanding af lettelse og panik, som hun sagde; “Ej, nu missede du min fine monolog… vi startede lidt før, ja… så nu er det dig, har du noget at sige?”

Jeg tror godt, man kunne se på mit ansigt, at jeg lige gik lidt i panik. Jeg har ikke forberedt en skid, og jeg kan ikke tale, fordi jeg ikke kan trække vejret… Smil og vink

Jeg står så op og lige præsenterer mig, mens jeg tager mit overtøj af, og får så den der “vil du ikke sidde ned”… så jeg sætter mig ned, og smider kortene på bordet:

“Hej, jeg hedder Cecilie, og jeg har faktisk ikke forberedt noget til i dag, fordi jeg havde glemt det… så jeg tænker bare at tage det, der lige virker relevant.”

Jeg kunne se på Xenia, hun bare stod sådan… what.

Men jeg begyndte at snakke, og to be fair, så kan jeg egentlig ikke huske helt specifikt, hvilke områder, jeg kom omkring. Jeg måtte også afbryde en af mine første sætninger med en nervøs latter og et: “ja, jeg er stadigvæk forpustet, can you tell”, og de grinede, så, du ved, all was well.

Jeg fremlagde faktisk i overraskende lang tid, hvor jeg bare snakkede om alle fordelene ved SFT, hvad jeg havde lært, hvor man rykker sig, glæden ved, at man er i grupper… jeg kan huske, jeg fortalte, at jeg synes det var så brugbart, at man var flere, og tog tingene i plenum oftest, fordi folk ofte sagde noget, som man selv kunne relatere til, men man f.eks. havde haft svært ved at sætte ord på, eller bare ikke har tænkt over, at man gør… involvering af ens netværk, i hjemmeopgaver, osv.

Bagefter var der så en spørgerunde, og modsat dem der fremlagde hos os, så havde de i denne SFT gruppe faktisk forberedt nogle spørgsmål til os, så når SFT-deltagerne var for generte til at spørge, kunne de “voksne”, ligesom bryde ind og sige “vi havde det her spørgsmål, kan I sige noget mere om det?”, og på den måde kom der en rigtig fin dialog i gang.

Der var bl.a. et spørgsmål om hjemmeopgaver, som Xenia straks tog, og bare startede: “ja, der er nogle, der laver dem, og nogle der bare winger dem, og sådan, men giver helt klart mening at lave dem…” og så sagde hun noget mere, jeg ikke husker, for bagefter brød jeg ind med: “Ja, jeg er så en af dem, der bare winger den, ligesom nu…” Jeg fortalte dog også, at en af grundene til, at jeg ikke var så god til at lave mine hjemmeopgaver fysisk – og det var ikke noget, jeg havde taget op i min egen SFT-gruppe fortalte jeg, at det var fordi min OCD kører lidt på, at jeg helst ikke vil… comitte for meget, hvis det giver mening? Sådan lidt… jeg vil gerne have, det er perfekt, det jeg skriver ned. Situationen i sig selv skal ikke bare være perfekt og lige i øjet, men jeg skal også have udtænkt den HELT perfekte måde at skrive det ned på og forklare det, men også den helt perfekte skrivemåde, så det ser pænt og flot ud, osv., og altså… ja. Og jeg synes aldrig rigtig, det kan leve op til det, så derfor laver jeg sjældent mine opgaver fysisk, selv om jeg tænker meget over dem i hovedet, og hvis jeg har glemt hjemmeopgaven, så kan jeg ofte sidde og reflektere over den, og så finde en situation i mit liv, der passer til, og så bruge den, når jeg sidder til SFT, så på den måde fik jeg lavet opgaverne. Men at jeg selvfølgelig skulle arbejde med min OCD, primært fordi min primærbehandler sagde, jeg skulle – det grinede deltagerne af, jeg tror, de kan relatere til, at deres primærbehandler stiller nogle krav til dem xD Her kom Xenia så på banen med, at hun ventede til dagen inden SFT, med at lave sine hjemmeopgaver, og så skrev hun den situation ned, hun syntes passede bedst til emnet, som hun havde oplevet, og lod det bare være ved det. Så det tror jeg, jeg skal begynde at prøve.

Der var også et spørgsmål ang. fremmøde, hvor de spurgte til, om det var vigtigt man kom… der var både Xenia og jeg enige i, at det var pissevigtigt at komme, uanset, om man har lavet hjemmeopgave eller ej. Og at det faktisk gav rigtig meget at komme, uanset om man var mange eller om man var få. Men at det helt klart var fedest, når alle kom, fortalte jeg, fordi man bliver meget engagerede og nysgerrige på de andres liv, og sådan… man husker jo, hvad folk siger, de skal i løbet af ugen, og nogle gange skal de noget vildt spændende, og det vil man jo så gerne høre om, hvordan gik ugen efter, og så er det rigtig surt, når de så ikke kommer… og at jeg syntes, at den var meget vigtig at have med. For alle os der går i SFT, har jo problematikker, der spænder meget bredt, men fælles for os alle er nok, at man kan have de der dage, hvor man bare tænker “jeg er ligegyldig”, “de opdager ikke, om jeg kommer eller ej”, “de er ligeglade”, “ingen ser mig”, osv., hvor at jeg understregede, at sådan var det altså SLET IKKE! Tværtimod! Så når man netop havde sådanne dage, var det en meget god huskeregel, at… folk bliver tætte i gruppen. Folk opdager altså, når man ikke er der.

Et tredje spørgsmål var angående tiden, om et halvt års commitment var lang tid… Xenia kom med både pros and cons til det, og jeg var sådan lidt… ja, både og. Fordi det er PISSESVÆRT over så lang tid, at få det til at hænge sammen, hvis man har noget andet end behandling i sit liv. F.eks. nu jeg selv studerer sygeplejerske, at det har været… hårdt at balancere tingene, især i klinikken, men også i skolen, fordi jeg næsten misser hele skoledage, når jeg skal i SFT, fordi det ligger så dumt – og hvis det er en ting, der sker tit, misser jeg pludselig enormt meget skole, og det har jeg selvfølgelig ikke syntes var fedt. Omvendt skulle tiden absolut heller ikke være kortere, fordi der er så meget at gå igennem, og alting er bare så vigtigt, man kunne sikkert sagtens bruge meget længere tid… så ja. Det var lidt tricky, men overall passede et halvt år egentlig nok meget godt – og jeg forsikrede dem også om, at tiden gik ENORMT stærkt.

Et fjerde spørgsmål handlede om, om man med tiden blev mere åben i gruppen. Dén lagde jeg ud med at svare på, meget diplomatisk “det er forskelligt”. Jeg inddrog min egen erfaring, ift., at jeg selv syntes, at det var ret nemt at dele, men at det jo var meget forskelligt. Jeg har aldrig syntes, det var svært at dele. Jeg har syntes, det var svært at være i følelserne og tingene, hvis der var noget, der var svært – heck, det gør jeg fandeme endnu. Jeg har også altid brugt humor rigtig meget, når jeg deler, fordi det distancerer mig fra følelserne, så det er nemmere for mig at snakke om… det kunne en af deltagerne i denne gruppe godt nikke genkendende til. Og jeg fortalte hende, at det var sådan set OK. Altså, hvadend, der var mest komfortabelt, skulle hun sådan set bare gøre. Og det skulle nok komme hen af vejen med åbenhed, fordi der altid vil være én eller flere i gruppen, der er mere åbne end andre, og dermed inspirerer de andre til også at være åbne, eller i hvert fald er med til at “åbne ballet” for nogle emner, der måske også berører de andre, men som de andre ikke tør åbne op for, og på den måde “smitter” man lidt hinanden indbyrdes. Dette var Xenia enig med mig i, fordi hun bl.a. havde lagt mærke til, at jeg var meget åben, og når det var så åbent i gruppen, så kunne hun også godt mærke det… så det var jo bare en win!

Der var sikkert flere spørgsmål… hele seancen skulle vare 15 minutter, men vi gik sgu over tid, og var der i næsten 30 minutter… haha. Det var vildt fedt though! Og både SFT-deltagerne, og de “voksne” i gruppen var enormt glade for, at vi havde været forbi, og syntes, at vores oplæg var så gode. Så vi fik enormt meget ros, meget mere, end jeg lige havde regnet med… virkelig meget mere!

Derudover var de også meget rosende overfor min præsentation, og den måde, jeg havde winget det hele på, været ærlig, og de pointer jeg havde haft, og at jeg var vildt sjov… amazing.

Så vi tog afsked med gruppen, og Xenia og jeg gik ned til bussen, da vi skulle hjemover…

Da vi stod og ventede på bussen, snakkede vi så lidt om det. Xenia var meget sådan “HVORFOR KOM DU IKKE? OMG JEG TROEDE IKKE DU VILLE KOMME”, og jeg stod bare… jeg sagde legit til dig, jeg måske kom 5 minutter for sent, fordi jeg vidste, hvis du ikke vidste det, ville du gå i panik. Og hun stod: “jeg var der noget tid før, fordi jeg tænkte, at så kunne jeg bare lige nå at slappe af og samle tankerne inden, men så hentede de mig bare før tid, og så skulle jeg fremlægge alene, og du var der bare ikke!” og jeg stod bare “fuck man, fordi da jeg kom for sent, regnede jeg lidt med, at jeg lige kunne nå at snakke med dig inden jeg skulle ind, nu jeg ikke havde forberedt noget fuck”.

Men vi var enige i, at det var gået pissegodt, og der var enormt meget ros frem og tilbage. Jeg syntes det var så vildt, at Xenia havde taget det på sig, og havde valgt at være med, fordi som jeg fortalte hende, så havde hun bare altid virket som sådan en stille mus, og meget påpasselig med alting, og bare, ja, nervøs, usikker. Og hun var helt enig, og var også meget overrasket – og stolt – over, at hun havde gjort det. Hun sagde, at da hun startede i SFT, havde hun aldrig troet, at hun selv ville blive en af dem, der fremlagde til en ny gruppe.

Hun sagde også, at jeg var totalt sej, fordi jeg bare havde winget den, og bare sagt whatever came to mind, og det hele, jeg havde sagt, var bare så spot on, og virkede så relevant, at det var svært at forstå, jeg ikke havde haft forberedt mig, og at sådan noget kunne hun ALDRIG gøre. Så alt i alt – RIMELIG vellykket. Jeg var i hvert fald stolt, og det var hun også…

Kan også afsløre, at næste samtale, jeg havde med min primærbehandler, roste hun mig også til skyerne, og sagde, at Xenia og jeg havde fået så meget ros for vores besøg, og SFT-deltagerne havde været så glade, og alting havde bare været så fint og godt. AMAZING. Fik også ros næste gang jeg kom til fysioterapi… altså snakken gik virkelig, alle syntes bare, vi havde klaret det så godt, så det var jo et KÆMPE skulderklap! Iiih, altså, nu er det 2-3 uger siden, men kan stadigvæk nærmest ikke få armene ned! Så fed en oplevelse. Og jeg var SÅ stolt af mig selv – det viser virkelig, hvor langt jeg er kommet, efterhånden.

Har sagt det før, og jeg siger det gerne igen – SFT er altså virkelig, virkelig worth it! Så hvis du har et OPUS-forløb, eller kører et andet forløb, hvor SFT er en mulighed, synes jeg KLART, at du skal tage i mod det, og se om det også er noget for dig. Jeg kan i hvert fald varmt anbefale det, har været så glad for det <3

26135122_937652966391564_1092483323_n

Så ja, det var det for denne gang. Glem ikke at følge med på Bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Juleaften, julegave haul & 4. søndag i advent, 2017

Hej bloggen, og velkommen tilbage!

Jeg ville have skrevet indlægget lidt før, men har ikke nået det, fordi jeg hhv. blev syg, og fordi jeg har haft travlt med at re-arrangere mine køkkenskabe, samt opvask og oprydning efter juleaften…

Men lets get to it – juleaften!?

Som nogle af jer ved, flyttede jeg hjemmefra i juni måned i år, i en alder af 21. Eller, jeg flyttede, et par dage inden, jeg fyldte 21. Det betød også, at vi havde snakket om, at hvis jeg flyttede hjemmefra inden jul, så skulle vi holde jul hos mig – så det talte vi om, og sådan blev det også. Derfor fik jeg den store ære – og det massive pres – at skulle holde juleaften, anno 2017, hjemme i min første lejlighed – og jeg var selvfølgelig hella stoked.

Min lillebror ankom om lørdagen, fordi vi skulle pynte juletræ & bage julesmåkager. Eller, resterne. Min mor havde givet mig lidt brunkagedej, vi kunne bage herhjemme, og derudover stod vi også for jødekager, nu min mama havde fået givet mig noget hjortetaksalt, som jeg har været for doven til at købe, hehe.

Så ja, juletræspyntning!

img_7387 img_7396

Det kan være, jeg lige skal starte med at sige… min lejlighed er 55 kvm, og vi er otte mennesker, der kommer til juleaften… jeg har intet bord, så det skal vi også lige have sat op. Der er ikke vanvittig meget plads, hjemme hos mig. Sååå, mine forældre syntes, at jeg skulle have et lille juletræ, som vi så satte op på et af mine små Ikea-borde, så det kom op i højde, så det blev sådan. Julepynt havde jeg heller ikke vanvittig meget af, så det blev også sådan lidt… Det, jeg lige havde. Min mor havde købt en stjerne og nogle guldjulekugler til mig, og havde også købt nogle røde. Derfra havde hun også en boks med rødelige figurer med til mig, som jeg kunne pynte på træet – funfact: disse var min lillebror meget forelsket i, og jeg siger så; “dem har jeg faktisk fået lov til at få, hvis det var…” og inden jeg siger mere, så udbryder han bare “HVORFOR FÅR DU ALT? DER ER JO INTET TILBAGE NÅR JEG FLYTTER HJEMMEFRA.”, og jeg stod bare “??? var i gang med at sige, du gerne måtte få dem, hvis du ville”, og han påstår bare, at det gider han bare slet ikke så, og hapser straks alle de flotteste figurer. Et minuts tid efter siger han så: “hvad for en af de her er pænest, og skal hænge tættest på stjernen?” og da jeg så peger, går han bare all: “ja det synes jeg også, så det bliver den”, sekundet efter taber han så lortet, så den flækker på gulvet, og jeg SKRALDgrinede.

Udover ovenstående julepynt, havde jeg også købt guld-guirlanderne i Sverige, og derudover var der selvfølgelig lys på træet. Jeg havde én Georg Jensen julepynt, og fire trip-trap-nisser, og tre små bjørne. Dertil insisterede jeg HÅRDNAKKET, på at have mine Disney-julekugler på, selv om min lillebror ytrede, at de var grimme.

Jeg cuttede også selv toppen af juletræet med en sav, min farfar havde efterladt, men… jeg var ikke særlig god til det, haha :/

Moving on! Det næste, vi skulle, var selvfølgelig at bage småkager. Først stod den på brunkager, hvor jeg siger til min lillebror – “og så skal de bare i ovnen i 8-10 minutter,” og han sætter dem ind, mens jeg arbejder med jødekagedejen. Så siger jeg til ham lidt senere: “har du styr på tiden, hvor lang tid mangler de?” og han kigger bare på mig med horror i ansigtet, sådan virkelig “øh nej”, og jeg stod bare… :)) are u kidding me

Såååå i sidste ende blev de lidt brændte, men de smagte nu godt nok alligevel.

Et par timer efter, så stod den på bagning af jødekager, hvor jeg lavede den fejl, at jeg glemte dem inde i ovnen… resultatet var… ikke kønt. Jeg har åbenbart formået at ødelægge BÅDE jødekagedejen, og finskbrøddejen, jeg lavede for nogle uger siden. Ingen af mine deje ville samle sig, og de smuldrede begge to, så det blev pludselig en lang process, at skulle “mase” en lille klump jødekagedej ud, stikke en figur ud, lægge den på pladen, og så forfra… Men vi havde ikke så travlt, og vi hyggede imens. Jeg især hyggede til Pagten-temasangen, og et par sange fra Absalons Hemmelighed #noshame.

img_7397 img_7402

Da vi var færdige, ordnede vi lige det sidste, inden vi – på min lillebrors request – begav os mod Maccen, for at spise aftensmad. Jeg bestilte en teambox med 20 nuggets til mig selv, lol. Bagefter fulgte jeg min bror ned i biografen, hvor han skulle se Star Wars, sammen med sin bedste ven… og åbenbart også vennens bedsteforældre, der sad dernede, da jeg kom. Det var en sær omgang, og bedstefaren nåede lige at smide en: “Er du xxx’s søster? Hvor er du smuk! Hvis jeg havde været nogle år yngre, sååå….” og jeg tænkte bare okæ, din kone sidder ved siden af, og jeg ligner en udbrudt narkoluder, men tak skal du have. Det var nu meget grineren.

Morgenen efter, 4. søndag i advent, skulle jeg selvfølgelig pakke min sidste adventsgave op i 2017.

img_7732

Endnu engang overraskede min fantastiske mor, med noget, som jeg selvfølgelig har haft ønsket mig, men bare ikke har tænkt over, at jeg ønskede mig! Jeg kan godt lide at bage, selv om jeg altid bliver lidt småsur, når jeg gør det 😛 og jeg elsker at pynte kager, osv., selv om min udførelse aldrig bliver helt lige så god, som mine ambitioner. Så en sprøjtepose var et kæmpe hit! Dertil frysetørrede jordbær. Jeg er blevet enormt meget fan, af sådan nogle, den sidste tid. Hvem er ikke? Så kæmpe tak, til min dejlige mama! <3

Udover det var advent, var det selvfølgelig også juleaftensdag, så jeg brugte en god rum tid, på at gøre mig klar til aftenen, og I kan følge processen lige her… og ja, jeg har tænkt mig at poste et shitton af selfies :)) min mor og farmor kom, inden jeg blev færdig med at gøre mig klar, og mens jeg stadigvæk var i gang med at tage selfies, og min farmor skraldgrinede. Hun synes, det var så latterligt, og jeg tog så mange, og det var da helt unødvendigt, og blabla… kære mor og farmor: samlet set nåede jeg op på 132 selfies, hvoraf måske 60 af dem var brugbare, så… #hvemerdumnuhva

PS. Jeg har absolut INGEN skam i livet…

Anyway:

26105444_936623499827844_1341373422_n 26105667_936623496494511_1322338386_n

Tror så nok lige, jeg er den sødeste nissepige, i hele verden :))))

26176557_936623536494507_456315090_n 26133255_936623519827842_1392003483_n

Gik i gang med at krølle mit hår, fordi jeg sidste år fik et krøllejern, og jeg bruger det bare slet ikke, så meget, som jeg gerne vil, fordi det tager lang tid, at gøre alene… men nu havde jeg tiden, så der blev krøllet away! Det var også ca. her, min farmor og mor kom dumpende…

26175681_936623596494501_1461891366_n 26102729_936623593161168_1012568369_n 26176194_936623649827829_1679520950_n 26176907_936623599827834_681830807_n 26105410_936623619827832_125867552_n 26058070_936623613161166_1285689161_n

Og voila! Færdigt resultat. Synes selv, jeg var ret cute as fuck, så ja. Sårn kan det gå.

Men the excitement var ikke ovre endnu, for da min mor og farmor kom, havde de værtindegaver med?? say whaaat??? og jeg stod bare “øhm, vidste ikke man gav den slags,” og min mor shot me ded med en: “klart, du har jo aldrig selv givet en” #av #holdbrandsåretunderrindendevand

pc250061 pc250066

Jeg fik de første par kræmmerhuse af min farmor. Hun fortalte, det var nogle, min oldemor engang havde lavet, og hun kunne huske, jeg var så vild med dem ud af perler, min mor havde lavet, så… hun syntes, at jeg skulle have dem.

Saksen og det store kræmmerhus, fik jeg så af min mor. Kræmmerhuset var lavet af min mormor, og min lillebror havde fået det andet kræmmerhus. Vi er lidt sensitive, ang. min mormor. Eller, ikke så meget mere, men… det giver stadigvæk sådan et lille gib, agtigt? Det er ved at være ret mange år siden. Som jeg skriver det her, går det op for mig, er det sgu nok nærmer sig 17 år. Utroligt nok. Hun døde i en bilulykke, for de her 17 år siden, så. Jeg husker hende, som en af mine bedste venner, men jeg aner ikke, om det reelt forholdt sig sådan, eller om det bare er en konstruktion, jeg har lavet i hovedet. Men selvfølgelig, når man er under 7 år gammel, så er alle vel ens bedste ven. Min lillebror nåede nærmest ikke at kende hende, så. Og min mor selvfølgelig… jeg skal ikke gøre mig klog, men jeg tror stadigvæk ikke, det er det nemmeste i verden, for hende. Men sådan er det, og altså, der er gået 17 år nu, tror jeg, så… så nu er det mest, for mit vedkommende, bare at mindes. Tænke “øv, at du ikke er her”, men derfra bare at sige “men det er du måske lidt alligevel”. Jeg har flere juleting, der er fra min mormor, så især i julen, er hun altid med – og det synes jeg er meget dejligt, at kunne mindes. <3 Og jeg synes egentlig bare, at det er rart, at der bliver ved med – selv efter så mange år – at dukke ting op, fra dengang, så man kan mindes. Måske også fordi jeg er sådan en lille nostalagi-freak, så jeg elsker bare generelt den slags ://

Nå. Vi (læs: mor) gik langsomt i gang med at forberede stegen, og min lillebror og jeg gik så i gang med at lave marcipankonfekt, og jeg havde smeltet godt 200g chokolade, turns out, så meget skulle vi slet ikke bruge, og det var begyndt at størkne, såååå hvad gør Cecilie? Hun skynder sig at lave chokolade-hjerter!

pc250030 pc250040

Vil gerne lige highlighte de flotteste, som så er de her. Jeg mener, awh? Jeg er vild med marcipanhjerterne og den blå stjerne og måne, how cute, og jeg synes egentlig idéen med mørk chokolade og frysetørrede hindbær var helt ok?

… og så det mindre bloggervenlige syn:

pc240024 img_7626

Jeg har lavet alle de farvede og hjerterne… jeg er ikke stolt. Men det smagte meget godt alligevel, så jeg er ligeglad!!

img_7580 img_7583

Jeg er heller ikke stolt af, at jeg gik lidt for meget aboard med den blå frugtfarve, så… jeg lignede lidt en avatar, resten af aftenen.

img_7584

Traditionen tro, stod den selvfølgelig på Disneys Juleshow. YAY! Det tog mig lidt tid, at få styr på det hele, med lyden og sårn, og billedet hakkede lidt, og mit fjernsyn ville ikke indstilles ordentligt, men… det lykkedes. Og det var lige så hyggeligt, som det plejer at være <3 Omend jeg savnede min far, der ikke var dukket op endnu, fordi han plejer at se juleshow (med et halvt øje) sammen med os… så det var lidt mærkeligt.

Efter juleshow kom min far så, og han havde borde-bænkesæt med til mig. Eller os. Begge mine forældre er spejdere, så de havde lånt et borde-bænkesæt, som vi tog med op i lejligheden og satte op… det lyder ret fucked op, men det var egentlig hyggeligt nok.

img_7592 img_7594 pc240007 pc240005 pc240013

Og nogenlunde således, kom spejderbordet altså til at se ud ft. stuebordet med hjemmelavede godter. Jeg var fuldkommen obsessed med, hvor hyggeligt, det endte med at blive – og med perfekt udsyn til mit snelandskab 😛

img_7630 img_7646

Og således kom der mad på bordet også. Jeg kan ikke lide brune kartofler, og jeg bryder mig heller ikke om rødkål – jeg kan til nød spise det i en flæskestegssandwich, men… ja. Så min menu stod på hvide kartofler, franske kartofler, flæskesteg, og en bette smule rødkål. Alt sammen DRUKNET i brun sovs. Det smagte himmelsk. Jeg nåede at komme igennem to portioner, før jeg overgik til kvalmegrænsen og måtte stoppe…

Efter aftensmaden stod den ellers bare på lidt hygge, jeg hjalp med opvasken, hvorefter jeg smuttede med ind i stuen, hvor min far, lillebror, og mors halvbror, befandt sig på gulvet, i gang med at spille Carcasonne – og det skulle jeg da lige være med til! Så det spillede vi. Efterfølgende skulle vi spise ris ala mande.

Jeg siger det nu, og jeg siger det hvert år – jeg er IKKE fan af ris ala mande! Jeg hader det. Jeg elsker risengrød, men ris ala mande og klatkager, det kan jeg simpelthen ikke døje.

Alligevel tager jeg troligt hvert år en portion, i håb om at vinde mandelgaven, selv om det giver mig ubeskrivelig kvalme… og i år var ingen undtagelse.

Min farmor havde haft mandelgave med, og fortæller, der er chokolade, en nisse, og en overraskelse, og alle begynder straks “hvis du får gaven og blabla så jeg blabla” osv., og jeg tænker bare… imma eat. Jeg nåede hurtigt kvalmegrænsen, og sad bare og stak i min ris ala mande, og tænkte “yrk”.

Tror min farfar var nået til sin anden portion, og han sad ved siden af mig, og jeg havde bare kvalme, så jeg læner mig ind, og så får jeg lige grebet om hans frie hånd med min egen, og han giver mig et klem – sådan et virkelig kærligt, omsorgsfuldt klem, og jeg hvisker bare til ham: “Farfar, jeg vil ikke holde dig i hånden, jeg skulle bare se, om du havde mandlen”, og man kan bare se hans ansigt flækker i et smil, som han hvisker “den er i den her mundfuld,” og stopper en portion ris ala mande ind… og rækker diskret tunge til mig med mandlen. På en eller anden vis får han den ud af munden, og giver den til mig under bordet, og jeg sidder bare med det største smil om femøren, og tænker “yasss bitch”

De andre når lige så langsomt kvalmegrænsen – jeg kan se det på dem, og min lillebror spiller meget stor i slaget, og meget sådan “jeg har mandlen”, og min far står… ja, nej, det har du ikke. Jeg står sådan: “hallo, seriøst, er der ingen, der har den mandel? Seriøst ingen?”, og der er lidt hviskeri rundt om bordet, og til sidst kapitulerer min lillebror, og tager endnu en portion ris ala mande. Jeg griner inden i mig selv. Da han tager kirsebærsovsen, annoncencerer jeg, at jeg har mandlen, meget smooth ved ligesom: “Godt du har hældt kirsebærsovs op, så kan jeg godt indrømme, at øh, jeg har mandlen,”. Min bror nærmest råbte bare “NEJ”, og jeg grinede og grinede, og fortalte om historien med farfar, og min lillebror så bare rødt, og han stod bare… “HVORFOR FÅR DU DEN ALTID? HVORFOR GIVER HAN DIG DEN ALTID” og min farfar, iskoldt, went: “fordi du sidder på den forkerte side”.

Men alt løste sig i sidste ende. Jeg spurgte min lillebror, om han ville have æsken med Anton Berg, og min mor fik den hjemmehæklede nisse, som hun gerne ville have. Jeg snuppede selv overraskelsen, der viste sig at være en vase – perfekt, for sådan en har jeg ikke. Så alt gik op i en højere enhed – og selvfølgelig tak til min farfar, for at give mig mandlen!

img_7751

Vi tog så lidt tid, til at slå maver, inden vi begyndte at danse om juletræet – som jeg selvfølgelig også knipsede nogle billeder af.

img_7657 img_7666

Det var lidt kikset, fordi NOGLE blev ved med at tænde og slukke for stikkontakten, hver gang vi passerede forbi, så der var den sygeste diskofest, mens vi dansede om træet…

Afslutningsvis, så delte min bror og jeg gaver ud, og pakkede selvfølgelig gaver op. Derefter stod den bare på hygge, drikning af varm kakao/te/kaffe, spisning af småkager og konfekt, og bare lidt snak på kryds og tværs, inden familien tog hjemover, og jeg blev tilbage i lejligheden.

Alt i alt en meget vellykket juleaften, og jeg var meget, meget glad for, at kunnet få lov til at være vært, og at det gik så flot og fint, som det gjorde. Jeg havde det nederen over størrelsen på juletræet, men jeg synes, det gik meget godt, da først det blev pyntet og sådan noget. Så alt i alt, bare rigtig fint, og en virkelig dejlig juleaften <3

Dagen efter besluttede jeg mig så for lige at få taget nogle billeder, af mine gaver til JULEGAVE HAUL:

img_7753

Nu havde jeg godt nok individuelt fotoshootet dem alle, men I får bare et samlet billede her, af gaverne.

Af mine forældre fik jeg en Cook & Baker foodprocessor, som jeg havde ønsket mig.

Af min farfar og hans kone, fik jeg en multi-snackmaker, og et stegetermometer, også, som ønsket. Jeg var nemlig træt af, at jeg kun kan lave 1 toast af gangen i min toaster, fordi den er for lille, så jeg tænkte, det var tid til en upgrade – og mit stegetermometer er defekt, så… ja.

Af min farmor fik jeg en muffinform, som ønsket, og et digitalt køkkenur, som jeg godt nok ikke havde tænkt over, at jeg ønskede mig, men som jeg blev MEGET glad for at modtage – for det kan både tælle op og ned, så jeg endelig kan få timet af, når jeg laver mad! Hun gav mig også den lille Georg Jensen engel.

Af min mors halvbror, fik jeg en Chrome Cast, heller ikke et ønske, men jeg havde godt overvejet muligheden – og mine forældre er lykkelige for deres, så nok derfor, jeg har fået en også, så de tog beslutningen for mig om, at det var den løsning, jeg skulle have herhjemme. Så sådan bliver det, og tilmed er der 3 måneders gratis viaplay, så jeg tænker, at jeg skal se Supernatural snarest muligt #nørd

Af min lillebror fik jeg en Tupperware microcook-kande, heller ikke et ønske, men noget, som jeg har haft ønsket mig meget længe. Jeg syntes, den var smart, fordi Tupperwaredamen lavede brændte mandler i den, men jeg havde også et spirende håb om, at den ville være fantastisk at bruge til mannagrød i mikroovnen. Dette fik jeg testet i går – og det virkede fantastisk. Jeg var lykkelig.

Af min faster og hendes mand, fik jeg en kaffekande, som ønsket. Yay! Dertil havde deres datter lavet en lille krukke til mig (se nedenfor) med slik i. Cute.

Jeg fik også en pakke af en veninde, som jeg nægtede at lukke op, fordi vi var uvenner… men 1. juledag, om aftenen, kapitulerede jeg alligevel og åbnede den, og det viste sig at være en bog. All the Bright Places. Så jeg glæder mig til, at jeg får overstået eksamen i januar, og forhåbentlig kan få læst lidt i den.

img_7808

^ krukken med slik.

Så ja, nu tror jeg faktisk også, at jeg har været omkring det hele 😛 Så tak fordi I læste med.

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

 

Hvad har jeg lært i SFT? #20

Velkommen tilbage på bloggen, og tilbage til endnu et SFT-indlæg.

Til denne gangs SFT fik jeg også at vide, at jeg ugen efter skulle fremlægge i en anden SFT-gruppe, om, hvordan jeg syntes, at det var at gå i SFT, hvad jeg har fået ud af det, osv. Jeg var enormt glad! Det havde nemlig været på tale før, men der var jeg i klinik, så jeg missede muligheden for det, men nu kunne det lade sig gøre, og jeg var STOKED, altså!! Så dagen startede lige med en kæmpe optur.

Videre til hjemmeopgaven, der handlede om en situation, hvor man kunne have brugt papegøjesnak, hvad man gjorde, og hvordan det virkede. Jeg må ærligt erkende, at jeg IKKE havde lavet ugens hjemmeopgave. Jeg havde ikke rigtig tænkt over papegøjen, whoopsie. Men der var en, der havde spekuleret lidt på, at det kunne bruges ifm. lægebesøg, hvis lægen talte udenom det, man reelt kom for at få undersøgt, som en måde at spore samtalen tilbage til udgangspunktet. Derudover var der en, der havde testet det ifm. børnepasning, når børnene skulle rydde op, og havde fundet dette hjælpsomt.

Selv fortalte jeg om en episode, jeg havde haft med min mor, et par dage før, som faktisk havde gjort mig enormt ked af det. Det var enormt fjollet, men det havde simpelthen gjort mig så ked af det! Jeg begynder næsten at græde, når jeg tænker tilbage på det nu… men altså; min mor og farfar havde hjulpet mig, med nogle ting i lejligheden, og min mor skulle så hjælpe min farfar ned med nogle ting i bilen. Min mor har et par sutsko, som hun bruger her i min lejlighed, og dem vil hun så gå ud i opgangen med. Jeg siger, at det vil jeg ikke have, at hun bare kan låne mine sko, fordi jeg vil ikke have, at hun går ud med sutskoene, der også bliver brugt herinde. Hun siger så, at der lige er blevet gjort rent i opgangen, og dette kan ses på min måtte ude foran hoveddøren, der er blevet fjernet. Jeg holder stædigt på mit om, at det ved hun ikke, og hvad nu hvis deres rengøringsstandarder ikke er ligesom min, og lignende. Jeg insisterede i hvert fald på, at det var ulækkert, og at jeg virkelig ikke ville have, at hun gik ned med dem. Det gjorde hun så alligevel.

Som en del af min skizotypi, har jeg noget atypisk OCD-agtigt. Jeg er virkelig sær på de her punkter, og jeg får det rigtig skidt, fysisk og psykisk, og tingene kører rundt i hovedet på mig, hvis det ikke bliver “efter mit hoved”, ift. rent/urent. Jeg kan SLET ikke tage det.

Så da min mor kom retur, fortsatte vi hver især i samme spor, indtil min mor så besluttede, at så skulle sutskoene bare smides ud. Det sagde jeg selvfølgelig nej til, fordi inderst inde vidste jeg jo godt, at det var mit hoved, der drillede mig, og at sutskoene jo ikke reelt var beskidte. Der var blevet gjort rent ude i opgangen, så jeg ved virkelig ikke, hvorfor det betød så meget. Men hele mit indre kløede, og jeg havde lyst til at græde, kaste op, og bare… ved tanken om de sutsko i min lejlighed! Altså, virkelig. Det var så slemt, med kaosset i hovedet, at jeg bare… jeg følte mig ikke engang sikker i min lejlighed, jeg ville ikke føle, noget var rent mere, jeg ville føle, alt alting var kontamineret og farligt, hvis de sutsko blev brugt. Samtidig var jeg bare også så meget i konflikt med mig selv, fordi jeg – som sagt – rationelt jo godt vidste, at der ikke var noget galt med de skide sutsko, og jeg blev så vred over, at jeg ikke bare kunne have det OK med det, og lade være med at bekymre mig om det… og min mor brugte altid de sutsko, og hun har købt dem, og taget dem med herop, og nu ville hun smide dem ud, fordi jeg var dum, og uanset hvad jeg sagde, insisterede hun på, at de skulle smides ud, og derefter tog hun hjem. Da jeg lidt senere skulle ned med skraldet, fik jeg et glimt af skoene i containeren, så jeg begyndte at stortude. Jeg vidste bare, at jeg var så uretfærdig, og så dum, og jeg følte mig som det VÆRSTE menneske på jorden. Som den værste datter, og det var bare SÅ ufedt at have det sådan. Hvorfor kan jeg ikke bare være normal?

Men vi gennemgik så episoden her til SFT, hvor at de forklarede lidt om, at jeg bare skulle have brugt papegøjen, fremfor at rode mig ud i alle mulige forklaringer, og så bare have holdt fast i, at jeg bare ikke ville have det… jeg ved ikke, om det havde gjort en forskel, men ja. Det er en overvejelse, i hvert fald.

Derfra gik vi videre til nogle andre måder, man kunne de-eskalere eventuelle konflikter. Der er varierende grader af afspændende sprog, hvor det selvfølgelig så gælder om at starte i de lave grader, og hvis ikke dette virker, så at skrue lidt op. Der er ingen grund til at springe direkte til punkt fire, hvis man kan nøjes med punkt et… så ja, flere tips:

  1. At tydeliggøre sine udmeldinger på egne tanker, følelser og holdninger, f.eks. i mit tilfælde med min mor, kunne det være: “Jeg vil gerne have, at du tager dine sutsko af, og sko på, når du skal ud i opgangen.”
  2. Herefter kommer, at man anerkender den anden, f.eks. i tilfældet med min mor: “Jeg kan godt se, at det er nemmere for dig, at beholde sutskoene på, men jeg vil gerne have, at du skifter sko.”
  3. Omtale konsekvenser, f.eks., igen med min mor: “Jeg kan godt se, det er nemmere for dig, ikke at skifte sko, men hvis du ikke gør det, så bliver jeg rigtig bange og ked af det.”
  4. Nummer fire her blev beskrevet som et punkt for sig selv, da dette nemlig omhandlede girafsprog…

Jeg havde haft snakken om girafsprog, da jeg gik i 4. klasse, fordi jeg var en aggressiv ulv… glemmer fucking aldrig den lecture, jeg fik man… men i hvert fald. Det hedder girafsprog, fordi giraffen har en lang hals, og dermed kan overskue situationen og se fra alle perspektiver. Derudover har den et stort hjerte, er rummelig, empatisk og lyttende.

Girafsprog indebærer derfor, at man taler jegsprog, lytter færdig til det, den anden har at sige, lytter interesseret til den andens synspunkt, bruger hv-ord, udtrykker sine egne ønsker, fokuserer konkret på nutiden og fremtiden og går efter problemet. Giraffen bliver også altid på sin egen banehalvdel.

Ulvesprog derimod, er meget frembrusende, du-orienteret, afbrydende, er ligeglad, går til angreb, stiller ledende spørgsmål, bebrejder den anden, er meget abstrakt, fokuserer på fortiden, og går efter den anden person.

Af ovenstående vil vi selvfølgelig derfor helst bruge girafsproget, fremfor ulvesproget, hvis vi forsøger at konflikthåndtere.

Ved girafsprog gør man derfor følgende, f.eks. i forbindelse med en konflikt:

  1. Beskriver objektive fakta, som f.eks. den andens adfærd.
  2. Beskriver/udtrykker egne følelser.
  3. Fortæller egne behov (“så derfor har jeg brug for…”).
  4. Kommer med en anmodning til den anden.

I forbindelse med ovenstående, skulle vi så komme med en brainstorm til tidspunkter, hvor man kan bruge girafsproget:

Når nogen kritiserer andre eller en selv, når man ønsker, at noget skal gøres på en bestemt måde, hvis man har forskellige behov i en undervisningssituation, hvis nogen altid brokker sig, hvis andre taler grimt, hvis folk roder, hvis folk larmer, generelt bare alle konfliktsituationer…

Herfra skulle vi så udvælge en situation, og hver især prøve at være giraffer… jeg var sammen med to piger, og vi kunne ikke lige beslutte os for, hvad vi ville… så jeg rakte over, for at tage en vindrue, og pludselig udbryder hende den ene pige bare: “Cecilie, det gør mig faktisk rigtig ked af det, når du tager og spiser alle vindruerne, for jeg kan altså også godt tænke mig at få nogen, så vil du være sød at lade være med at spise dem alle sammen…”

Jeg fik det STØRSTE chok, og begyndte bare at grine og stod… “den står literally lige foran dig though”, jeg kunne slet ikke tage det seriøst, og det var egentlig bare en hård omgang, faktisk??? Blev virkelig chokeret. Så var det jo så min tur, og jeg kunne bare slet ikke finde på noget, fordi hende jeg skulle komme med en anmodning til… kunne jeg bare slet ikke finde noget, der passede til! Så til sidst måtte jeg komme frem med noget, der lød sådan lidt: “Jeg kan se, du har fået lagt en beige neglelak. Det bryder jeg mig altså ikke om, det gør mig ked af det her i juletiden, og jeg synes slet ikke, de passer, så er du sød at male dem røde til næste gang.”, hvilket vi også grinede enormt meget af. Som I kan se, er vi ikke liiige så gode til at tage opgaverne seriøst… men… altså… vi prøvede det da af. Og det var meget sjovt lige, at skulle reflektere over, hvordan tingene skulle udfoldes, når man brugte det her girafsprog.

Afslutningsvis fik vi udleveret et papir med grundlæggende, personlige rettigheder, som vi alle sammen FLÆKKEDE af grin over, fordi vi stod bare “NOPE”, og de “voksne” stod bare… “???? synes I ikke, I har ret til de her ting????” og vi stod bare… “øh nej, udtrykke vores mening??? fuck nej, hvis man gør det bliver man sgu da slagtet lol, ret til at begå fejl???? geez nej, vi bliver slAGTET”… Det viser lidt om, hvor fucked op vi bare alle sammen er, det er faktisk lidt deprimerende, hahahah. Men jeg tror, jeg gennemgår arket i næste uges SFT i stedet for, fordi… det passer bare bedre ind dér, synes jeg. Så I får hele arket der, og uden dumme kommentarer som “nope har jeg ikke ret til lol”, haha. Fordi det er rettigheder, som ALLE mennesker har ret til – og de er FANDEME vigtige at huske på. Så glæd jer og stay tuned! Derudover vil jeg lige ønske jer alle sammen god jul!!

25675445_934768406680020_459974125_n

Så ja, det var det for denne gang! Glem ikke at følge med på Bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x