Mental Health Awareness – de sidste 2 år af mit liv

Hej bloggen

Der er efterhånden gået nogle måneder – jeg har simpelthen haft drøntravlt med opstart af nyt job, og konstant at rende tilbage mellem lægekonsultationer, hospitalskonsultationer og fysioterapi.

MEN, det har lige været Mental Health Awareness Week i England, her fra d. 13-19. maj, og det er lige gået op for mig, at det snart er 2 år siden, jeg skrev dette indlæg. Jeg husker det, som var det i går.

Jeg var hamrende ulykkelig og sad og græd, og tænkte, at mit liv aldrig ville blive normalt. Jeg ville aldrig blive rask, jeg ville aldrig opnå det, jeg gerne ville, jeg ville aldrig få en kæreste, aldrig færdiggøre min uddannelse, aldrig få et job, aldrig slippe fri. Samtidig sørgede jeg over det liv, jeg havde ladet passere forbi, og alle de muligheder, jeg enten havde nægtet mig selv, eller andre havde nægtet mig. Det gjorde så forbandet ondt i hjertet, alle de afvisninger, jeg havde fået, ift. hvad jeg gik og drømte om, og hvad jeg var gået glip af – alt sammen, på grund af en dum, altopslugende sygdom.

Hvis I ikke allerede har læst indlægget, ville jeg foreslå jer det. Jeg har selv læst det igen, og selv om det piner mit hjerte at læse, så synes jeg det er vigtigt at sætte ord og fokus på. Psykisk sygdom og psykisk sårbarhed er vigtigt at sætte ord på. Det skal ikke være tabu. Så here goes.

 

Til dem, der ikke ved det, hedder jeg Cecilie. Jeg fylder snart 23 år. Og jeg har de sidste 10 år af mit liv kæmpet med psykisk sygdom af arten “skizotypisk sindslidelse”, som er en mild form for skizofreni. Det vil sige, jeg har alle de samme symptomer, som en med skizofreni har, men jeg oplever ikke (eller sjældent) hallucinationer og psykoser. I præg af min skizotypi oplever jeg stærke mængder af social angst, OCD og depressionstendens, og har også døjet med en atypisk spiseforstyrrelse.

Og så er jeg nyuddannet sygeplejerske. Og dét er jeg kraftedeme stolt af! Jeg har et stabilt job med de bedste kollegaer, og jeg skammer mig ikke over at være åben omkring min psyke, for der SKAL øges fokus på dette område. Især fordi jeg first hand og second hand har oplevet, hvordan et tabu omkring psykisk sygdom fører til ringere behandlingsmuligheder for somatisk sygdom – og det er IKKE i orden. Psykisk sygdom er lige så reelt som fysisk sygdom, og man kan altså godt fejle begge dele. Bare fordi nogen er psykisk syg, betyder det altså ikke, at de ikke er i stand til at mærke, når der er noget fysisk galt med dem. Jeg synes det er dybt grotekst, hvordan psykisk syge/sårbare behandles i vores system, og derfor stiller jeg mig frem nu og siger, at jeg falder ind under den gruppe. Jeg falder ind under folk der er “syge i hovedet” eller “sindssyge”. Og dem der kender mig ved, at jeg faktisk udadtil er RET normal, og lige som alle andre. Og det er jeg også. Min virkelighedsopfattelse er bare lidt anerledes. Jeg føler ting lidt stærkere. Jeg tvivler mere, og bliver hurtigere bange for ting, der i virkeligheden ikke er nogen grund til, at være bange for. Men derudover er jeg faktisk et helt almindeligt menneske, ligesom alle andre, og jeg fortjener præcis det samme, som alle andre. Og jeg er en mindst lige så god sygeplejerske, som mine kollegaer rundt omkring, som ikke har en psykisk diagnose med sig i rygsækken. Jeg har fået nøjagtig samme uddannelse som dem, og ved mere eller mindre nøjagtig det samme. Selvfølgelig er jeg ikke lige så erfaren, i præg af, at jeg kun har været uddannet i 4 måneder. Men jeg er på vej, og jeg lærer nyt hver dag.

Udover min lille agenda med at prøve at aftabuisere psykisk sygdom, så har jeg faktisk også noget andet, jeg vil med det her indlæg.

Nemlig at nå ud til dem, der selv sidder, hvor jeg sad, for 2 år siden.

 

Hurtigt recap. For 2 år siden havde jeg 2 friske indlæggelser på psykiatrisk skadestue med mig i baggagen (ikke længerevarende eller noget andet, den første var 5 dage, fordi jeg havde så voldsom angst, jeg ikke følte, jeg kunne trække vejret, og anden gang var blot en enkelt overnatning, fordi mine impulshandlinger var ved at tage overhånd for mig). Jeg var inde i et massivt sort hul. Jeg var blevet placeret på et praktiksted, jeg ikke ønskede at være, hvilket i sig selv var fint nok, for det kunne ske for alle – men jeg var havnet der, fordi skolen havde frataget mig min ret til at ØNSKE praktiksted, fordi jeg havde de problematikker, jeg nu havde, så ville jeg ikke “kunne finde ud af at adskille tingene og omgås mig andre steder”, og derfor blev jeg placeret dér, hvor jeg allerhelst ikke ville være, fordi det triggerede mig. Samtidig blev jeg nægtet at bytte med en medstuderende efter placeringen, selv om alle andre studerende gerne måtte bytte, fordi “skolen havde indgået en aftale om, at jeg skulle være dér, og derfor kunne jeg ikke bytte mig ud af det”. Jeg syntes, og synes stadigvæk, at det var dybt uretfærdigt, og stigmatiserende at opføre sig sådan overfor mig. Jeg græd hver dag, og jeg kunne ikke sove om natten, fordi jeg var så ængstelig for en ny dag på praktikstedet. Men jeg var stædig, og ville ikke tage sygeorlov og miste det fællesskab, jeg havde i min nuværende klasse. Så jeg holdt ud, men jeg syntes, det var hårdt. Som nævnt først i indlægget, sørgede jeg meget over forspildte chancer, og hvordan mit liv egentlig havde formet sig – det var ikke rigtig et liv, der var værd at leve, syntes jeg.

Et par måneder efter ændrede alt sig fuldkommen. Jeg fik sommerferie, og noget ganske forfærdeligt skete, som fuckede mit liv helt op, og det gjorde min skolegang en del mere besværligt, fordi skolen igen nægtede at høre på mig, og selv om jeg havde min fagforening indenover, så nægtede skolen at gøre, som jeg havde ret til og krav på, hvilket var en kæmpe nedtur for mig. Men jeg kom af sted til Tokyo for anden gang, hvilket virkelig fik sparket min livslyst i gang igen – at rejse er at leve, og jeg kan love jer for, at Tokyo er fantastisk. Jeg er lykkelig, når jeg befinder mig i Tokyo. Kulturen derovre, vejret, menneskerne, naturen, historien, bygningerne, religionen – det hele. Hold kæft, hvor jeg savner det. Jeg kom på et praktiksted, som virkelig formåede at tage fat om mig, og se mig, og ikke min sygdom, selv om den var en afgørende faktor, for jeg havde skolen med indover i starten af praktikforløbet, for at lave specialaftaler for mig. Men det klarede mine kliniske vejledere og jeg faktisk helt fint selv. De så noget i mig, som der tilsyneladende ikke var andre, der nogensinde havde set før. De gav mig plads, tid og ro, til at vokse, som den jeg nu engang var. Og ængstelige Cecilie begyndte pludselig at live op og blive mere selvsikker.

Jeg rendte frem og tilbage mellem praktik og psykiatrisk behandling i mit behandlingsforløb “OPUS”, hvor jeg gik 2-3x ugentligt (et forløb, hvor jeg gik til noget social træning, noget mindfulness fysioterapi og terapi), og selv om det kunne være stressende, fik vi løst det enormt godt, så der kom balance i tingene. Det var et fantastisk klinikforløb, og gav mig fornyet energi.

Jeg havde også mødt en fyr, til den seneste campusfest, som irriterede mig grænseløst, og jeg ville ikke noget som helst med ham, selv om han pressede på for at mødes igen og what not. Efter mit praktikforløb bøjede jeg mig så (der havde han også prøvet i 6-8 uger at få mig til at mødes igen), og selv om han gjorde mig skrækslagen, så var han tålmodig med mig, og tog sig ikke af, at jeg var underlig, ængstelig og akavet. Jeg kunne ikke tænke, og jeg turde næsten ikke snakke, og jeg gjorde alting forkert, fordi jeg var så nervøs. Men han var tålmodig.

Langsomt begyndte vi at mødes oftere og oftere, og jeg endte med at synes, at han måske i virkeligheden var meget sød. Nytåret 2017 betød mange ting, han ville fejre nytår med mig, jeg turde ikke, så jeg drak mig fuld i byen, udelukkende for at savne ham!

I januar 2018 bestod jeg min eksamen, og vi begyndte at se mere til hinanden. Jeg startede i praktik igen på samme afdeling, som jeg havde været på sidst. Mine kliniske vejledere var glade for at have mig tilbage, og nød at se min udvikling fra uge til uge – jeg blev mere og mere selvsikker, jeg blev gladere… de roste mig til skyerne for mine kvantespring, og hvordan jeg formåede mit praktikforløb og samtidig tog til behandling de gange om ugen, jeg nu skulle.

I marts 2018 blev jeg officielt kærester med ham fyren, A. Hvem skulle have troet det?

I juni 2018 bestod jeg mit praktikforløb på 6. semester, og kunne holde sommerferie med ro i maven, og jeg vidste, om 6 måneder ville jeg være sygeplejerske.

Jeg afsluttede også mit forløb i OPUS, for min tid var brugt op, og jeg havde det egentlig ret godt. Jeg havde lært at leve med min sygdom, og den begrænsede kun mit liv meget minimalt nu. Jeg var faktisk blevet så god til at LEVE, trods sygdommen og alle de negative, forfærdelige tanker, der følger med, at jeg impulsivt havde meldt mig som frivillig på Roskilde Festival 2018, udelukkende fordi min kæreste havde købt billet dertil. Roskilde blev en speciel fornøjelse, det gik overvejende godt, men en del drama, og jeg havde nogen voldsomme angstanfald, der første gang resulterede i, at de måtte ringe 112 og få en læge til at vurdere mig – dommen blev heldigvis, at jeg bare skulle have noget ro og slappe af, og at det bare var et voldsomt angstanfald. Så jeg fik ro, og fik det bedre. Og jeg havde faktisk kun 2 angstanfald, mens jeg var af sted – og anden gang var min kæreste god til at opsnappe det, så han trak mig væk fra den værste menneskemængde og gik en tur med mig, så jeg kunne få noget ro på, og så klarede jeg det – og jeg var pavestolt.

I august 2018 flyttede vi sammen i min lejlighed, og hold kæft, det har været dejligt. Jeg har ikke fortrudt i så meget som 1 sekund.

I september 2018 sad jeg i et fly sammen med 4 andre sygeplejerskestuderende, på vej mod Ho Chi Minh City, Vietnam, hvor vi skulle være i 4 uger på udveksling. Jeg havde endelig lært, at lade være med at lade sygdommen begrænse mit liv, og selv om det blev en hård tur, langt væk hjemmefra, var den overvejende god, og jeg er – igen – stolt over, at jeg klarede det. Det var enormt lærerigt, både fagligt, men også personligt.

Da jeg kom hjem i oktober, skulle vi i gang med bachelorskrivning, og jeg valgte et emne, der stod mig meget nært – nemlig psykisk sygdom. Jeg blev fanget af et projekt, der blev kørt på Glostrup Hospital angående medicinnedtrappende behandling af patienter med skizofreni, dvs. hvor denne patientgruppe blev trappet ned i medicin, og der blev sat øget fokus på andre behandlingsmuligheder, lig dem, jeg havde fået i OPUS. Dette emne var vigtigt for mig at formidle videre, i præg af min egen diagnose, og det faktum, at jeg heller ikke er medicinsk behandlet, men faktisk har fået det rigtig godt uden medicin.

Nytåret 2018 blev brugt sammen med min kæreste, hans forældre og et vennepar dertil, og jeg havde aldrig troet, at jeg ville ende dér.

I januar 2019 gik jeg til bacheloreksamen med min skriftlige opgave, og et mundtligt oplæg om terapeutisk behandling med ACT (Acceptance and Commitment Therapy). ACT havde jeg selv skiftet bekendtskab med, inden jeg forlod OPUS, og det var nok det, der virkelig fik sat mit liv i perspektiv, og gjorde, at jeg blev bedre til at tage chancer og acceptere mit liv, som det var – og prøve at få det bedste ud af det, som det var.

Jeg gik derfra med et 12 tal, og kunne se frem til et job på samme afdeling, som jeg havde været i praktik på, 2 uger senere.

Februar startede jeg så op i mit første job som sygeplejerske på en afdeling fyldt med kærlige hænder, smilende, hjælpsomme kollegaer, og tingene kunne bare ikke være bedre.

 

Derfor sidder jeg nu tilbage med en følelse af taknemlighed. Jeg er stadigvæk rasende over den behandling, jeg har fået fra skolen i forbindelse med uddannelsen, men jeg er taknemlig for min tid i OPUS. Taknemlig for de grupper, jeg deltog i, mens jeg var der (SFT, ACT, fysioterapi). Taknemlig for mit tidligere kliniksted, og nu arbejdsplads, og alle de mennesker, der hjalp mig på vej til at blive den, jeg er i dag. Taknemlig for min kæreste, som har holdt mig ud, selv da jeg var længst nede, og fortsat elsker mig præcis som jeg er, med op og ned ture. Taknemlig for min familie, der også fortsat støtter mig.

For 2 år siden, regnede jeg absolut ikke med, at noget af det her ville blive muligt. For 2 år siden, troede jeg, at mit liv ville fortsætte i samme mørke hul, det havde kørt i, i 8 år. For 2 år siden, troede jeg, at jeg nok ville være død, inden jeg fyldte 30.

I dag ved jeg, at tingene altid kan nå at blive bedre. I dag ved jeg, at ting tager tid, og at tingene ikke forbliver mørke for evigt. Det kan tage enormt lang tid, men det skal nok blive godt. I dag ved jeg, at jeg er god nok, som jeg er. I dag ved jeg, at jeg bliver ikke rask fra min sygdom, og den vil altid fylde og være en del af mig, men det er okay, for den behøver ikke styre mit liv, og den behøver ikke at være det første, folk ser, når de møder mig. I dag ved jeg, at jeg trods forhindringer undervejs, er blevet en knaldgod sygeplejerske, og at alle mine kampe har været dét værd.

 

Derfor:

Til dem, der selv har det svært lige nu; Det bliver bedre. Jeg lover dig det. Uanset hvad, så kan det altid blive bedre. Jeg håber virkelig, at min historie her kan give et indblik i, at selv når tingene ser mest sorte ud, så er der altså et lys for enden af det hele – en mulighed for et bedre liv. Og selv om ikke alle kan være lige så heldige, som jeg, og få et forløb i OPUS eller opleve terapi med SFT og ACT, så har jeg lagt netop disse to ting ud på min blog, under kategorien “personligt” – kører man musen henover, vil man se to underkategorier med netop ACT og SFT. Jeg har lavet disse, i håb om, at de kan inspirere og hjælpe andre i samme båd.

Til dem, der er pårørende; Vær der. Vær støttende. Bliv ved. Den ramte har brug for jer, og det er så uendeligt vigtigt, I bare er der.

Til dem, der bare gerne vil være bedre mennesker; Ros dem omkring jer. I ved aldrig, hvad de går igennem, måske er det den ene kompliment, de bare har brug for i dag.

 

Jeg er ikke et ringere menneske, eller en dårligere sygeplejerske, fordi jeg har lidt ekstra med i baggagen. Faktisk det stik modsatte. Og jeg håber, at jeg, ved at have skrevet det her indlæg, kan bidrage til at folk får et mere nuanceret syn på, hvad det vil sige, at være psykisk syg/sårbar. Man har nogle ekstra udfordringer, men man kan lære at leve med disse, og man KAN få sig et tilnærmelsesvis godt liv. Så lad være med at dømme, bare fordi der står en diagnose i vores journal, eller ved at I får at vide, vi har den krølle med. For det definerer os ikke. Det kan være en forklaring til en, nogen gange, lidt sær adfærd – men det er ikke hvem vi er. Og tro mig – vi prøver virkelig at blive så normale som overhovedet muligt, så der er ingen grund til at påpege det. Vi gør det bedste, vi kan.

Så behandl os med respekt, tag i mod os med åbne arme, og hav tillid til os. Vi er slet ikke så farlige – og vi smitter ikke.

 

Og her er lige lidt billeder fra mit “nye liv”. Jeg er officielt uddannet sygeplejerske, og jeg bruger en del tid med et af de bedste mennesker, i mit liv. På billedet en tur i zoologisk have, hvor vi bare nød hinanden fuldt ud (og jeg fik lov til at opleve dagen helt uden angst). Everything’s possible.

 

Det var alt for nu. Jeg ved ikke, om indlægget i det hele taget giver mening, men jeg havde noget på hjerte. Måske i virkeligheden så meget, at jeg er sprunget for meget rundt i det. Men fred være med det. Pas på jer selv, pas på hinanden, og tak fordi I har læst med. Jeg ved ikke lige, hvornår jeg får postet igen, for jeg ligger p.t. fortsat syg med smerter, men er henvist til Rigshospitalet og har en tid om 2 ugers tid, og så håber jeg, at jeg snart bliver fit for fight igen!

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Nyuddannet sygeplejerske & syg siden da

Hej bloggen, og velkommen tilbage 🙂

 

Der har været stille herinde, og det er simpelthen fordi, at jeg startede det nye år med intenst at læse op til min bacheloreksamen, som foregik d. 15. januar. Jeg læste gerne i 8-12 timer om dagen, hver dag, så der var fart på hele tiden. D. 15. gik det jo så løs. Det startede superfedt med, at min vejleder/eksaminator kom en halv time for sent. Hun havde glemt at tjekke, at der var lavet om på mit eksamenstidspunkt, så ja… jeg fik nerver på, som jeg stod dér, og så tiden passere, og mine forældre nåede at komme forbi. For dælen da.

Men censor var rigtig sød, hun lod mig komme ind i eksaminationsrummet og få noget vand, lægge mine ting, osv., mens vi ventede.

Da vejleder endelig kom, gik det jo så løs for alvor.

Jeg og min partner havde skrevet bachelor om medicinreduceret behandling til patienter med skizofreni, og hvilke andre typer af behandling, man kunne bruge i stedet for psykofarmaka, og hvordan denne anden type behandling havde betydning for patienternes følelse af mestring, udførelse af egenomsorg, og deres livskvalitet. Mit mundtlige oplæg tog udgangspunkt i Acceptance and Commitment Therapy (ACT), som en behandlingsmetode til at hjælpe patienter med skizofreni til at opnå accept af deres sygdom og højere livskvalitet.

Eksaminator og censor ELSKEDE det. De tog enormt god i mod det. Jeg havde brugt lang tid på at forberede alle, tænklige spørgsmål, og alligevel spurgte de mig ind til noget, jeg ikke kunne svare på! Og de kom slet ikke omkring de ting, som jeg havde forbredt, så det var noget rigtig lort. Eller, de kom omkring noget af det, men slet ikke alt. De resterende spørgsmål svarede jeg meget sømands-forklaring agtigt på, og snakkede vidst også liiidt for længe. Min eksaminator sagde i hvert fald “du svarer så langt på mine spørgsmål,” hvilket betød jeg fik færre spørgsmål 😛 men jeg kom ud, og tænkte “øv, jeg får sgu ikke helt 12, som jeg gerne ville”. Og sådan var det jo bare. Men faktum var, at jeg om lidt ville være sygeplejerske, for der var no way in hell, at jeg ville dumpe. Og det var vel det vigtigste?

Så kom hun ud og hentede mig, tog mig i hånden og sagde: “Tillykke, du har fået 12.”, og trak mig med ind, hvor hende og censor forklarede mig hvorfor, jeg havde fået 12.

Da jeg kom ud til mine forældre, kæreste, lillebror, og farfar, begyndte jeg bare at græde. Det var så stort. Det var mit første 12-tal på hele studiet, og jeg var så inderligt lykkelig for, at det endelig var lykkedes. Jeg havde virkelig også kæmpet hårdt for det, syntes jeg… men hold nu kæft, hvor var jeg lykkelig.

Bagefter tog vi ud at spise, og hyggede med det. Da jeg kom hjem fladede jeg ud på sofaen, helt færdig – pludselig gav min krop bare op, over de mange ugers stress, og jeg kunne ingenting. Indtil lidt senere, hvor jeg begyndte at drikke shots og cider med min kæreste, mens vi hørte musik og hyggede os. Lidt i hvert fald. For vi kom op at diskutere, og bagefter så fik jeg ellers en masse lort smidt i hovedet, jeg på daværende tidspunkt bare slet ikke magtede, og jeg synes egentlig, han var rigtig tarvelig. Det resulterede så også i, at jeg sad og græd hele aftenen, mens han snorkboblede i sengen, og jeg sad i sofaen, og overvejede om jeg skulle skride for good – mega nederen afslutning på noget, der ellers havde været en pissegod dag.

 

Nå, jeg prøvede at sove, men kunne simpelthen bare ikke, for jeg havde så ondt i underlivet lige pludselig. Min kæreste vækkede mig dagen efter, jeg havde stadigvæk ondt, og lå i sengen hele dagen. Vi fik lavet en heart-to-heart, hvor vi snakkede om tingene, og alt var heldigvis helt fint mellem os derefter.

Jeg græd dog fortsat over smerter i underlivet, som jeg ikke rigtig kunne gøre noget ved, for mixen af ipren og panodil og varme hjalp mig slet ikke. Det var en lortedag.

Torsdag havde vi dimission, d. 17., og vi skulle have mødtes til at spise morgenmad sammen. Jeg afslyste for mit vedkommende, og en veninde bad mig smutte til lægen – så det gjorde jeg. Lægen var et røvhul uden lige, det fandt jeg dog først ud af senere. Han lavede en hurtig undersøgelse, selv om jeg tudbrølede og havde sindssygt ondt, og så udskrev han noget “morfinlignende” til mig, så jeg kunne komme igennem dagen. Først ville han have, jeg kun skulle tage det om aftenen, men da jeg forklarede grædende, at jeg skulle til dimission, sagde han ok. Jeg skulle tage en halv tablet ved behov, hvis det var kunne jeg også tage en hel. Maks dosis var 3 hele tabletter i døgnet, og jeg ville blive meget sløv af det. Jeg sagde tak og gik på apoteket. Pillerne kunne så ikke fås med delekærv, så det var en hel tablet eller intet (fandt så senere ud af man kunne få dem i halv styrke, så det kunne han bare have lavet recept på i stedet…), så jeg tog en hel tablet, og min kæreste og jeg kørte til dimission. Jeg havde ingen effekt af pillen, og havde kramper hele dagen. Det var også en skoddimission, for vi stod en time og ventede på at få vores diplomer, som vi jo så i øvrigt ikke skulle have, fordi de blev sendt i eboks i stedet for. Så vi ventede på at få en kuvert med “til den nyuddannede”, super upersonligt og egentlig bare mega øv, for at være ærlig. Ikke dét værd. Vores nåle fra DSR skulle vi også bare hente ved en bod. Jeg var egentlig ret glad for, jeg havde frabedt mine forældre at komme, for det var spild af tid. Det eneste positive ved den dag var, at jeg fik set mine kliniske vejledere – og snart kollegaer – der kom for at ønske mig (og de andre) tillykke. De havde en fin blomst med, og sagde, de var så stolte af, at det var gået godt, og at de vidste, jeg havde det i mig, og jeg var så dygtig. Jeg græd. Det var simpelthen for sødt. Min veninde havde også købt en gave med hjem til mig, da hun var på sommerferie, som vi endelig fik tid til at udveksle (da jeg også havde en til hende fra Vietnam).

Min kæreste og jeg tog hjem bagefter, og jeg hoppede under dynen med det samme. Spiste en halv pizza, og dopede mig ellers så bare på smertestillende. Her fandt jeg også ud af mine “morfinlignende piller” var NSAID, og ingen effekt havde.

Fredag ringede jeg til lægen for at få svar på min urinprøve. Den var negativ – ingen blærebetændelse og ingen graviditet. Spurgte, hvad jeg så nu skulle gøre, fordi det smertestillende virkede ikke – jeg havde taget maks dosis uden effekt, og lå stadigvæk i fosterstilling med ekstreme smerter. Jeg fik at vide, at lægen havde skrevet i min journal, det nok var psykiske smerter, så der skulle ikke gøres mere lige nu. Jeg skulle se tiden an over weekenden. Jeg kan love jer for, at jeg stortudede. Jeg syntes det var så tarveligt gjort, når jeg ikke engang var blevet undersøgt ordentligt, og jeg ikke måtte blive smertedækket. Jeg var fuldkommen ulykkelig, og min kæreste gjorde sit bedste for at trøste mig, men jeg var utrøstelig. Jeg havde så ondt, og det var ikke til at holde ud. Dog lavede min hjerne et hurtigt switch i, at så var jeg nok ikke syg, men havde fundet på det hele – så jeg tog opvasken og gik i bad, hvilket kun forværrede mine symptomer.

Lørdag og søndag lå jeg også bare i fosterstilling, tog maks dosis af det smertestillende, jeg havde, og græd on-off i smerte. Igen anede min kæreste ikke sine levende råd.

Mandag tog jeg så til lægen igen, og forklarede, jeg ingen effekt havde af det smertestillende, og jeg fortsat havde sindssygt ondt. Jeg fik at vide, jeg ingen kønssygdomme havde (regnede jeg nu heller ikke med), og at han ville henvise mig til sygehuset. Det gjorde han så bare ikke lige, han bookede en subakut tid til mig hos en gynækolog dagen efter i stedet. Jeg spurgte, hvad jeg så skulle stille op med mine smerter i mellemtiden, for jeg havde jo ikke effekt af noget, og det gjorde hamrende ondt? Jeg måtte bare holde ud, og smertedække mig med det jeg havde, for der “fandtes ikke andet smertestillende, han kunne udskrive”. Så græd jeg ellers igen. Jeg syntes igen det var supertarveligt, jeg havde kæmpet for at komme derned, og “holdt ud” weekenden igennem, fordi han ikke troede på, at smerterne var reelle… og så kunne jeg ellers bare få lov til at vente lidt mere. Hold kæft, jeg var ked af det. Jeg kunne ikke engang komme hjem før 3 timer efter, for jeg havde så ondt, og græd så meget. Lortedag.

Nå. Tirsdag, og jeg havde min tid. De var så også lige en halv time forsinket. Awful. Jeg blev undersøgt, det var noget fucking shit, og der var selvfølgelig intet at se. Men hun sagde, det kunne være begyndende underlivsbetændelse, hvorfor hun ville starte mig op med noget penicillin. Jeg spurgte, om jeg kunne få noget mod smerterne. Hun sagde nej, for så ondt havde jeg heller ikke. Så sagde jeg, at det var fint hun havde det sådan, men det kunne hun absolut ikke udtale sig om. Så sagde hun ellers også undskyld, og at det ikke var sådan ment. Hun brød min tillid ret groft, da hun sagde det, men hun var hurtig til at undskylde og forklare på en anden måde i stedet for, så jeg tilgav hende. For nu var jeg træt af, at høre, at jeg ikke havde smerter eller ondt, og træt af, at der ikke var nogen, der gad fucking smertedække mig, så jeg kunne lave andet end at ligge i sengen i fosterstilling og tude. Men hun sagde, at nu fik jeg penicillinen, og hun håbede den ville hjælpe – og så måtte jeg jo tage det for gode varer, og besluttede at give det tre dage, før jeg så ville bede om smertestillende, hvis jeg fortsat havde ondt. Og jeg fik en kontroltid næste tirsdag. Så jeg startede på penicillin, og var stadigvæk bare død om tirsdagen.

Onsdag havde jeg fortsat kraftige smerter om dagen og hovedpine, men det begyndte at stilne af hen ad aftenen.

Torsdag, i dag, har jeg været frisk nok til endelig at få skrevet på bloggen, og har kun oplevet milde smerter, som paracetamol har kunnet tage toppen af. Dertil ingen hovedpine eller andre gener som følge af penicillinen. Så alt i alt – jeg er fortrøstningsfuld, og tænker, at det har nok bare været betændelse, og det er på vej til at blive godt igen nu, og jeg er lykkelig. Mindre lykkelig over, at jeg har været så syg, at jeg ikke har fået søgt dagpenge endnu, så nu får jeg meget, meget lidt dagpenge (ups), og irriteret over, at mit eksamensbevis endnu ikke er kommet. Men taget i betragtning af den uge, jeg har haft, siden jeg blev sygeplejerske – så er jeg hammerglad! Første dag uden stærke smerter, og hvor jeg faktisk føler mig som et menneske igen :’)

Det er superhårdt, lige at huske på, at selv om jeg har det godt nu, så må jeg ikke springe rundt og lave alt det, jeg skulle have lavet for en uge siden (tørre støv af, vaske op, fjerne julepynt, osv.), for jeg skal stadigvæk holde mig i ro, og stadigvæk passe på, da jeg ellers risikerer at sprede bakterien eller gøre mine symptomer værre. Men jeg kan lige så småt starte, og tage dagene én af gangen, og få lavet lidt hver dag, og det glæder jeg mig virkelig til. Men det vigtigste er, at jeg fortsat lytter til min krop, og forholder mig rolig.

SÅ, glæden ved at være nyuddannet og fri, inden jeg starter i job d. 1/2 bliver kort, nu hvor jeg har ligget ret alvorligt syg den sidste uge, men… det skal nok blive godt alligevel 🙂 Og så vil jeg bare lige sige, at hvis I lige pludselig oplever noget lignende, så søg hjælp med det samme, og tag ikke nej for et svar. Jeg er SÅ ked af, at jeg lod mig kue, og bare tænkte “så er jeg jo ikke syg”, fordi en dum læge, der slet ikke kender mig, beslutter for at dømme mig på baggrund af “du har været studerende og dermed stresset så derfor er det her bare psykisk overbelastning”, i stedet for at undersøge og udrede mig ordentligt. For jeg kunne utvivlsomt have været sparet i hvert fald en hel WEEKEND i smerter, hvis jeg bare var blevet taget seriøst og udredt anden gang jeg var til lægen. Så hvis I har en følelse af, at noget er forkert eller anerledes, så hold fast i den følelse. For den er sandsynligvis korrekt <3

Det var det for nu! 🙂 Resten af min plan for i dag er, måske at få taget opvasken, og så ellers tilbage på sofaen. I morgen står den på et bad og – måske – liv afstøvning i soveværelset, hvis kroppen siger OK for det.

 

Tak fordi I har læst med!

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvad har jeg fået i jule- og adventsgaver? 2018 + Hjemmelavet chokolade

Hej bloggen, og velkommen tilbage 🙂

 

Jeg er lidt sent på den, men! I dag deler jeg, hvad jeg har fået i julegave og adventsgave d. 23 december.

Jeg ville have lagt indlægget op i går, men unfortunate events med min bachelor gjorde, at det ikke kunne lade sig gøre. Har virkelig knas i samarbejdet med min partner, der hele tiden ignorerer deadlines/ikke overholder aftaler og afleveringer, m.v., så jeg er rigtig presset p.t… men nu har jeg gjort og nået det jeg kan, for lige nu, og må bare vente på, at jeg kan gøre noget mere. Kan mærke tårerne presser sig på igen nu lmfao, har vitterligt bare grædt 87 gange i dag, i am so tired. Så jeg springer bare ud i det her nu, og starter med noget af det mest positive to try and stop myself from feeling depressed

SÅÅÅ!

Min kæreste var en lille fucking shit, der ikke kunne vente til d. 24, så d. 23 åbnede vi hinandens julegaver xD

Så julegaven fra ham, var de her flotte øreringe og halskæde. Mit hjerte smeltede lidt. Har aldrig fået smykker fra en fyr (har så heller ikke haft en kæreste før ham her, så makes sense), så jeg blev helt varm om hjertet. Og så var det bare så fint og velvalgt, og tanken om, at han har stået nede i en smykkebutik og tænkt: “det her vil hun kunne lide / det her passer til hende”… awhhh.

Og så gjorde det pludselig ikke noget, at jeg havde fået gaven d. 23, for så kunne jeg jo have den på til juleaften d. 24! Mega win, og den stod så godt til min kjole. Og jeg havde dem selvfølgelig på igen d. 25 til julefrokost 😛 i love theeem!

Af mig fik han noget, han i lang tid har sagt, han manglede – salt og peberkværne. He failed to give me a wishlist, så jeg måtte bare make do, med det bedste, jeg nu engang kunne finde på. Han blev heldigvis rigtig glad for dem, og var meget imponeret over, at der også var noget nede i dem… så win til mig!

Men at bytte julegaver, var jo ikke nok… så vi åbnede også gaven, fra hans forældre.

Hvilket var et enormt lækkert, og rigtig, rigtig fint steak sæt! Jeg syntes det var så flot og elegant, og blev helt nervøs, da jeg vaskede det op her i går. Var helt bange for, det ville gå i stykker xD Så tusind mange gange tak til “svigerforældrene” for det, hehe. Og i øvrigt kunne de lide mit julebag, så det var en kæmpe bonus!

Og lige for en god ordens skyld… den sidste adventsgave:

Jeg er – ligesom min mor – ret vild med Tupperware. Og jeg elsker avantikrusene, fordi de næsten holder helt tæt, og man kan putte sugerør i (da jeg også elsker sugerør). Så at få to i gave, var enormt lækkert. Bedre blev det dog, af, at der også var Pokémon på. Min kæreste og jeg havde nogle dage forinden lige set hele sæson 1 på Netflix. 52 episoders Pokémon. På 1,5 måned. Yep! Så rigtig komisk gave 😛 Og så et par rigtig gode (!) touch handsker. Me like!

 

NÅ, og nu, julegaver! Jeg ligger ud med dem, der primært var til mig selv.

Af min lillebror fik jeg en elektrisk chokoladesmelter. Ikke på ønskelisten, men en supersød tanke! Nu laver jeg ikke specielt ofte chokolade, men når jeg gør, så synes jeg det er rigtig hyggeligt (selv om det ikke altid vil, som jeg vil, se senere). Og hey, en chokoladefondue kan man altid bruge, så thumbs up!

Af min mors halvbror, som jeg egentlig er vokset op med, da han har været i pleje hos os, siden jeg var 5-6 år, fik jeg et Tupperware transportabelt kagefad. Noget, min kæreste var ellevild med. “Den er da smart!” Haha. Så ja, god gave. Skal bare lige finde ud af, hvor den skal stå henne, hehe.

Af min farfar og hans kone, fik jeg 4 par uldstrømper (fordi jeg er en frossenpind). Ved ikke, om uld lige er mig, men de ser varme ud. Så glæder mig til på et tidspunkt at få dem testet.

Og afslutningsvis, af min faster fik og hendes familie, fik jeg et Mickey Mouse tørklæde (fordi jeg godt kan lide Disney, hehe). Så rigtig gode gaver.

Resten ventede jeg med at åbne, til min kæreste kom tilbage fra arbejde, fordi der også stod hans navn på. Vi åbnede gaver kl. 21. Han var tilbage kl. 23:45. Jeg var ved at døøø af nysgerrighed i mellemtiden!

Men at last, så kom han, og jeg kunne gå i gang med gaveudpakningen.

De bagerste gaver var fra min farmor. Det kommer jeg nærmere ind på lidt senere. Min kæreste og jeg fik altså fælles et oplevelseskort fra min faster og familie, en middag for 2 fra min farfar og hans kone, og en brunch og biografbiletter fra mine forældre. Rigtig dejlige gaver, som jeg også havde ønsket mig, nu økonomien er lidt stram, og det er bare et rigtig godt supplement til hygge, her i bachelor- og snart jobopstartstiden. Så meegalækkert. Mine forældre havde tilmed puttet gavekortene i den fine juleæske, og givet lidt slik ved siden af, hehe.

Jeg har i lang tid ønsket mig en køletaske (!), og havde også skrevet købmandskurv på listen i år (for hyggeeffekt, hehe), og min farmor, hun tog mig sgu på ordet!

   

Så altså jo, her ser vi – min farmor. Hun havde sammensat den sødeste kurv “Nødhjælp til studerende”, og køletaske, med alverdens ting i – og et sødt lille krus. Hun fortalte, hun havde sammensat den efter, hvad jeg plejer, at kunne lide – og hun har ikke taget fejl! Der er masser af lækkerier i, og det kan virke banalt, at jeg har fået pasta og ris. Men der er lagt så meget hjerte og arbejde i det, og det gør mig helt glad indeni.

Min lillebror havde også været så kreativ, at han havde vedlagt et fint kort til mig:

Her sat op side om side, med det julepynt, jeg vandt i årets pakkeleg, den chokolade, jeg fik i min kalender d. 24, og den ugeplan, jeg havde bestilt over Aliexpress. Hehe.

 

Og nu, til allersidst, vil jeg vise jer et udpluk af de chokolader, jeg lavede til årets julehygge.

Chokoladerne ville ikke heeelt, som jeg gerne ville – men de smagte heldigvis fint alligevel.

Jeg startede med de her karamel-stads chokolader. Det er ganske almindelig mørk chokolade, hvor jeg har støbt en skal, og derefter puttet karamel ind i, og støbt skallen færdig.

Jeg brugte chokolade fra Lidl, den billige, og den kan ikke anbefales til denne kombi, vil jeg lige sige. Chokoladen smager mærkeligt til karamellen. Til karamellen, ville jeg gerne lave saltkaramel, men jeg turde ikke bruge almindelig salt, så det hældte jeg først i lidt for sent, og derfor blev den ikke så saltet, som jeg gerne ville – og så er den blevet lidt for tyk indeni, da jeg gerne ville have den mere flydende. Men altså, jeg brugte sukker og fløde, og salt, kan ikke huske, om jeg brugte mere – men der findes masser af opskrifter på nettet, så bare søg jer frem. 😀

Så lavede jeg hjemmelavede bounty, af en dåse kondenseret mælk, 300 g kokosmel, og 300 g mælkechokolade (igen billige fra Lidl, den smagte fint). Dog kunne jeg ikke dyppe kokosbarerne i chokoladen, da de begyndte at knække for mig (selv om de havde stået på køl i 80 minutter), så det var rigtig øv! Derfor måtte jeg pensle dem, og derfor ser de… virkelig uelegante ud. Til gengæld smagte de ENORMT lækkert… intet der. Hører rygter om, man skal putte kakaosmør i, for at gøre chokoladen nemmere/blødere at arbejde med…

Afslutningsvis lavede jeg nogle helt almindelige, hvide chokolader, med knuste, frysetørrede jordbær i, da min mor godt kan lide hvid chokolade. De smagte også helt fint, og var igen med den billige fra Lidl.

 

Det var alt, jeg havde for denne gang (men det blev også pludselig meget!). Tak fordi I har læst med.

Min kæreste har netop købt en Chromecast til vores stue, som jeg også havde ønsket mig i julegave. Så det er jo superlækkert, og den skal jeg sætte op her om lidt.

 

Tak fordi I har læst med!

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

 

Vietnam Haul – 2018

Hej bloggen, og velkommen tilbage! Så skal vi sgu det til det – nemlig min Vietnam Haul 🙂

 

Lad os bare hoppe direkte ud i det, ikk’? Vi starter med tøj!

Specifikt kjoler – og her er en lille, sød, lårkort kjole, jeg fandt på Saigon Square, tror jeg markedet hed – den kostede 120.000 vietnamesiske dong, så ca. 30 kr. Det er da til at leve med! Den er liiidt lille/kort, men den er hammersød!

Final Presentation – hvis I har fulgt med på bloggen ang. Vietnam-turen, så ved I, at jeg har snakket meget om en kjole til Final Presentation… det endte med at blive denne her, og så tog jeg en cardigan på til, for at dække mine skuldre. Jeg syntes, den var helt vildt cute! Og så kostede den kun 250.000 tusind, hvis jeg husker rigtigt, dvs. omkring de 60 kroner, give or take. Købt på Ben Thanh Market.

 

Da jeg dagen efter gik på Ben Thanh igen, fandt jeg denne her kjole! Også til 250.000. Jeg blev smaskforelsket i elefant-designet, og måtte altså bare eje den!

Så har vi den røde kjole her, som jeg fandt i en butik, jeg ikke husker navnet på, desværre! Men den kostede ca. 400.000, hvilket er lige omkring 100 danske kroner, måske lidt mere. Jeg syntes den var supersød, og samtidig lidt fancy, hehe. Leopardkjolen fandt jeg i Blue Exchange, hed butikken, og den kostede vidst 4-500.000 dong. Jeg købte den i en small, selv om dem, der arbejdede der nægtede at tro på, at jeg kunne være i en small, og forsøgte at prakke mig en XL på, fordi en small var “too small, you too big for this size”, øhm??? jeg er altså ikke tyk, så nej??? har lige prøvet den i prøverummet, it fit like a glove??? det tog en del diskuterende frem og tilbage, før de lod mig købe den i størrelse small…

Så går vi videre i teksten, og her ses mine elskede elefantbukser, hehe. De er købt på Ben Thanh til 100.000 dong, dvs. 30 DKK. Kun fordi hende damen “kunne lide mig” (jeg blev ved med at insistere på, at jeg kun ville betale 100.000. Hun forsøgte at bilde mig en masse ind, og ville se billeder af min familie, min kæreste, osv… til sidst gik hun med til aftalen, hehe). Jeg købte også nogle med hjem til min mor i sort-hvid. 😛 Sammen med nogle lilla, Ice Cream Oreo-småkager. Jeg købte også en sort t-shirt i en butik, jeg heller ikke husker navnet på, men den kostede 180.000, så ca. 50 kr.

Jeg blev hurtigt supertræt af, at have min hvide Region-H t-shirt på, når jeg var på hospitalerne, fordi den var rigtig tyk i stoffet, og den var supergrim at have på i hverdagen (fik mig til at se tyk ud), og jeg gad ikke have så forfærdelig meget skiftetøj med i min taske hver dag – så jeg købte en hvid t-shirt, i samme butik som den sorte, også til 180.000. Jeg boede nærmest i den t-shirt i dagene, hvor vi var af sted. De sorte bukser er købt på Hello Weekend Market, og kostede 250.000, mener jeg, det var.

Og som nogle ved, var selvfølgelig også på Hard Rock Café (tradition, når jeg er ude at rejse), og jeg skulle selvfølgelig have en souvenir med hjem. Jeg havde lidt svært ved at vælge en t-shirt, men endte med at vælge denne her. Den kostede vel… 600.000? 700.000? Jeg kan ikke helt huske det, men lige under 200 danske kroner, mener jeg, det blev. Det gjorde avs i pungen, især fordi jeg også have spist der, og brugt helt vildt mange penge! Men!! Det var det værd. Og jeg ville hellere have en original fra restauranten, end en billig, fake fra Ben Thanh 🙂

På Hello Weekend Market købte jeg også de her hvide bukser. Set i bakspejlet fortryder jeg lidt, fordi overgangen er så tydelig, men altså… sådan er det jo bare.

Afslutningsvis købte jeg stooort ind i undertøj, for det var mega billigt! Alt sammen til under 100.000, dvs. under 30 danske kroner. Blonde bh’erne var sat ned til 75.000, de hvide trusser mener jeg har kostet 25-35.000, de sorte trusser kostede 35.000 (10 danske!), og nederdels underbuksen kostede 85.000!

Jeg købte et sæt undertøj, kan ikke huske, hvad det kostede. Men det var supersmart, fordi man lukker bh’en foran, #win! Så købte jeg en masse forskelligfarvede trusser, der kostede 15.000 pr. stk, mener jeg det var… totalt billigt! Jeg købte supermeget rødt undertøj, fordi jeg var desperat efter at finde en rød nuance, der passede til en bh, jeg har… G-strengene kostede hhv. 35-45.000, de bordeaux-røde fik jeg af roomie, fordi hun ikke kunne passe dem, og dem nedenunder kostede 45.000. De røde med blonde-halløjet kostede 35.000, og de sidste mener jeg kostede 25-35.000.

Men selv om det var pissebilligt, var det altså ikke så nemt at købe undertøj, for alle medarbejderne blev ved med at sige: “No, you’re too big for this. Doesn’t fit you. Too small. You too big.” :))) ja, jeg er ikk’ en størrelse vietnameser, men jeg er altså IKKE TYK, og kan godt passe jeres freaking tøj og undertøj!!! Stop med at sig’, jeg er for stor til det!!!

 

Moving on til mad, hehe.

 

Indrømmet! Jeg er ENORMT weak! Så jeg loadede jo for sygt op på vietnamesiske snacks! Jeg købte en artiskokte, som jeg smagte på Faculty of Traditional Medicine (som jeg selv fandt frem til, da jeg havde lært min lektie ift. at spørge om sådanne ting!), som jeg bl.a. forærede noget af til mine bedsteforældre og “sviger”-forældre. Bedsteforældrene var ikke fan. Til gengæld var min mor vild med den, så hun fik deres share, hehe. Og så var der selvfølgelig nogle pakker til mig selv, he. Købt i supermarkedet Co.Op.

Så kommer vi til månekage. Eller, det bildte de mig i hvert fald ind på Ben Thanh, at det var, men det er umiddelbart altså bare green bean cake, som traditionelt spises sammen med en kop te. Sååå… men ikke desto mindre, så købte jeg to pakker af den sag, og da jeg åbnede var der to forskellige slags i – de var dog ens. De smager ENORMT sødt, som en blanding af mel og sukker, og intet andet. Lækkert nok i små mængder. Og det har ALLE omkring mig fået med, som en souvenir fra Vietnam; forældre, bedsteforældre, “sviger”-forældre. Bedste- og “sviger”-forældre, fik i øvrigt også en gang kaffe. “Svigerne” kunne ikke lide kaffen, så de sendte den i stedet af sted til noget eksperimentelt, for at finde ud af, hvad der var i. Så det går jeg da og venter spændt på at finde ud af xD

Da vi var på endagstur, var vi bl.a. i Mekong Delta, hvor vi så, hvordan de lavede traditionelt kokosnøddeslik med peanuts i, så dem købte jeg 3 pakker af, da jeg syntes, det smagte rigtig godt. Det var dog ikke lige så lækkert, når det ikke er frisklavet, og der er mærkeligt papir rundt om, der sidder fast… på hvert et stykke… sad time. Afslutningsvis ses den rigtige månekage, som jeg endnu ikke har åbnet op for.

Og så kommer vi til noget helt andet – for jeg kunne jo ikke lade være! Jeg savner Japan helt vildt, så jeg købte også nogle japanske snacks, hehe.

 

Og vi går videre, til alt-muligt, hehe.

Alt ovenstående er købt på Hello Weekend Market. Det første er en chibi-tegning, jeg fik speciallavet, 3 stk., 180.000 pr stk., mener jeg. Det var meningen, min farmor, min farfar og hans kone, og mine forældre skulle have en tegning. Mine forældre får ikke en, for jeg ville gerne beholde en som minde, fordi jeg syntes, den var så fin 😛 Så købte jeg et mobilcover, kan ikke lige huske prisen på det, men jeg vurderede, det var pengene værd (tror faktisk måske det var 130.000?), fordi jeg så kunne have min mobil om halsen, og dermed være mindre bange for, at den blev tyvstjålet, hehe. Jeg købte i øvrigt også noget linserens, kommer jeg lige i tanke om… og så købte jeg en Parfume fra Chanel. Who knows om det er ægte, men altså, den kostede 120.000, og jeg mindedes, at duften var god, så jeg slog til!

Så var jeg i Hachi-Hachi, som er en japansk butik (jeg prøvede Daiso først – don’t go there, det er SLET IKKE som i Japan!), hvor jeg bl.a. købte de her fod-detox, fordi jeg fik ømme fødder… hehe. Og så var jeg forbi Hello Kitty Coffee Shop, som desværre var i gang med at lukke, og faktisk også lukkede, da vi var der, og købte de her spisepinde, der er lidt længere, end dem med Totoro, som jeg har derhjemme. 25.000, det er jo ingen penge!

Så var jeg i Minigood Korea, hvor jeg købte 2 (3?), iphone opladere, fordi de kostede 69.000, dvs. under 15 kr!, og de passede til min telefon, trods jeg havde et cover på – jeg købte for nyligt en oplader i Tiger herhjemme, hvor jeg ikke kunne bruge opladeren, mens jeg havde cover på… det var jo ligesom pænt irriterende 🙂 Så jeg købte nogle hernede, og de virker superlækkert! Jeg købte også 4-5 sæt høretelefoner til 69.000. De er ikke iPhone-kvalitet, men TÆT PÅ, taget i betragtning af, at de er så billige! Jeg smadrede for nyligt mine iPhone høretelefoner, fordi jeg har brugt dem så meget, så jeg tænkte, det måske ville være en god investering… Og så købte jeg en masse sorte kuglepenne, fordi sorte kuglepenne giver mig ro i sindet (?), og de kostede 60.000. Vi var også i en butik med alt muligt ift. tv, computere, m.m., hvor jeg købte en powerbank! Den kostede vidst 300.000, og kablet til den kostede 10.000, eller sådan noget, jeg kan ikke helt huske det, men det var billigt nok, så jeg prøvede ad, da jeg har smadret det ene stik på den jeg har. Dog er den her mega lang tid om at lade, desværre…

Afslutningsvis har jeg eksperimenteret med traditionel medicin, og købte bl.a. den her pebermynte olie på Fito Museum, som skulle være god mod insektbid, forkølelse, slidgigt og meget mere. Den her gav jeg bl.a. også til min far i gave, sammen med en krokodillefod fra krokodillefarmen (lillebror fik også en krokodillefod, som han for nylig har fortalt mig skræmmer ham xD han fik også et skrin til opbevaring med et symbol på, og en elefant-pynteting). Jeg købte også 2x hvid tigerbalsam med hjem, da de kostede 60.000 eller sådan noget, dvs. 15 kr. Den hvide skulle være skånsom mod huden (kan jeg så fortælle jer, det synes jeg IKKE den er, og den lugter frygteligt af menthol, ew).

 

GAVER TIL KÆRESTEN, hehehehehehe. Jeg gik i laaang tid og plottede, hvad helvede jeg skulle give ham, for han vil jo ikke have noget specielt, vel :))

Jeg vil sige, jeg tænkte MEGET over gaverne, da jeg ikke ville have, han skulle kalde mig cringe igen… så… Jeg købte nogle spisepinde til ham, fordi han brokkede sig over, at dem jeg havde, var for korte, og vi spiser tit wok. Chilisauce i alle afskygninger, fordi han elsker stærk mad. Fik anbefalet en anden, end de to midterste, men den havde de ikke, da jeg var nede og handle, så jeg to forskellige, som hver indeholdt en ingrediens fra den, jeg blev anbefalet xD Han var vild med den med hvidløg i, det gik enormt stærkt med at få spist den, er du vimmer… han kværnede den i sig, spiste den på alt, osv. Den var sgu en vinder! Så købte jeg øl, fordi han godt kan lide øl… jeg købte to Saigon Special, som han drak, og så var der de her to tilbage, hvoraf den sidste er en japansk øl (som han syntes smagte bedst af dem alle).

Så bruger han af og til tigerbalsam for smerter, så jeg tænkte TIGERBALSAM SKAL DU FÅ. Så han fik noget Vietnam-balm, der dufter sygt godt og er så smooth og pæn i farven, hehe, og noget rød tigerbalsam. Vi endte dog med at bytte, så han fik den hvide, og jeg fik den røde, for jeg elsker den duft af kanel, den røde har (og jeg synes ikke, den føles lige så hård mod min hud – jeg købte den bl.a. for at lindre mine forstuvede ankler, so far nothing).

Jeg købte også gaver til en veninde, som jeg ikke kan disclose her, fordi hun nogle gange følger med… hun købte også gaver til mig, da hun var på ferie. Vi skriver nu 22. december, og vi har ikke udvekslet gaverne endnu #bachelorerhårdvedos

 

Det lakker langsomt mod enden, i denne her haul… Er I med endnu?

Da vi ankom som studerende, fik vi en varm velkomst med gaver i form af en notesbog, en kuglepen, et program og et navneskilt. Notesbogen blev, som I kan se, flittigt brugt under opholdene på de forskellige hospitaler, m.v. Thong Long-papiret stammer fra en leg, vi legede den første dag, hvor en vietnamesisk studerende skulle beskrive en frugt på engelsk, jeg skulle finde frugten, så skulle de fortælle hvad frugten hed på vietnamesisk, og jeg skulle gentage, og derefter sige, hvad den hed på engelsk – vi har at gøre med en dragefrugt 😛

 

Da vi skulle hjem igen, til Final Presentation, fik vi ikke blot vores Certificate, vi fik også gaver i form af tørrede frugter, og lykkearmbånd. Mit hjerte smeltede fuldkommen!

 

Afslutningsvis vil jeg bare gerne lige slå et slag for Qatar Airways, der på vores rejse udleverede lidt lækre ting og sager – nu har jeg jo rejst til Tokyo før, og der får man altså kun udleveret en tandbørste!

Den lille care-package indeholdt tandbørste m. tandpasta, ørepropper, læbepomade, sovebriller/maske, og varme sokker til flyet. Det kalder jeg service!

 

Det var alt for nu.

Tak fordi I har læst med!

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hyggehaul i bachelor-tiden

Hej bloggen, og velkommen tilbage!

 

I dag deler jeg lige to hurtige minihauls. I sidste uge havde jeg været til vejledning om mandagen, ang. bachelor, og jeg syntes, det bare gik pisseskod, og jeg var i superdårligt humør! Sååå, naturally smuttede jeg forbi min kæreste og hans gruppe, der arbejdede på deres bachelor på skolens bibliotek, og informerede ham om, at jeg ville gå ned i gågaden, og shoppe mine frustrationer væk, nå! Så af sted gik jeg xD

 

Jeg var bl.a. i H&M, NewYorker, Normal, Matas, m.m., og jeg hyggede mig gevaldigt, mens jeg gik rundt og virkelig bare “så” med fingrene. Det har min kæreste påpeget før, at jeg gør. At jeg virkelig er en af dem, der kigger med fingrene. Og det gør jeg altså bare…

Men let’s get started, tænker I gerne vil se, hvad jeg fik fat i?

Først og fremmest, så var jeg i H&M, hvor jeg fandt denne her flotte, enkle, velourkjole. Jeg har allerede to, som jeg har købt på Boohoo.com, i hhv. rød og blå, så da jeg spottede denne her, var jeg jo head over heels! Den kostede 129,- og kan findes her. Og det bedste er, at jeg havde et gavekort, så den kostede mig kun en 5’er! Totalt win, hehe. Jeg synes den er så fin :’)

 

Så var jeg en tur i Normal, hvor jeg købte en fugtighedsmaske til ansigtet, og en bombass highlighter. Den var vidst fra deres limited edition emo (?) serie, fra Wet and Wild, og gav en dejlig illuminating effekt, som dog ikke er så tydelig på min hånd, da jeg ikke ville pløre for meget på. Dertil er billedet taget med min iPhone, så kvalien er ikke just god… men lige under arret (fordi jeg kan åbenbart ikke tage ting ud af min ovn), kan man svagt ænse et silver-highlight, hehe. Jeg er superglad for den, virkelig, har brugt den en del, siden jeg købte den, hehe – og den kostede kun 44 kr.! Masken derimod var jeg ikke super-meget fan af, den… den var sgu for fugtgivende til mig, alt for snasket, og bare rigtig ubehagelig at have på, syntes jeg. Følelsen bagefter var rar nok, men altså… ohwell. Så er det ligesom prøvet. Dog har jeg også prøvet fodmaske, og det kan jeg tilgengæld godt anbefale! Det er PISSEulækkert at tage på, og sidde med, men bagefter… geez, dine fødder føles bare så fucking dejlige. 11/10. Afslutningsvis snuppede jeg et skøn-blad i matas, hvor der fulgte en prøve med fra libresse, som var en intimshampoo ting, hvilket er fint nok, for jeg har egentlig overvejet at købe en intimshampoo anyway, så det er meget rart lige at kunne prøve sig lidt frem. Jeg bruger ikke barberskum, når jeg barberer ben og bikinilinje, men derimod bare shampoo/showergel, fordi jeg synes, resultatet bliver lige så godt, som med skum, og det er meget, meget billigere! Dog har jeg det lidt stramt med at bruge parfumeret sæbe i intimområdet og bikinilinjen, så derfor ville jeg gerne skaffe en intimsæbe 😛 så der var lige et protip fra mig!

Så var jeg en tur i Matas, hvor jeg købte en ny concealer (har virkelig mange af de her, går igennem dem superhurtigt!). Jeg synes denne her fra Loreal er rigtig lækker. Den er liiidt skarp, når man putter den under øjnene, løber mine øjne ofte i vand, men jeg synes dækevnen er god, og den krakelerer ikke så let, synes jeg – og så giver den ikke min hud en gul undertone! Jeg går meget op i, at mit makeup er parfume- og parabenfri, der hvor jeg kan (bruger f.eks. meget gosh, og tjekker tit min makeup ift. hvilke parabener der er i, plus parfume). Der er desværre parabener i denne, også de “skadelige” af dem. Men har valgt at bruge den alligevel, fordi jeg har prøvet den fra GOSH, og jeg har prøvet den fra Nilens Jord. Den fra GOSH sætter sig underligt, går ind i mine fine linjer (selv om jeg bruger creme og primer), og krakelerer hurtigt, og den fra Nilens Jord er for det første dyr, og så giver den mig bare en rigtig grim, gul undertone, der hvor jeg bruger den. Så derfor har jeg valgt at bruge denne her fra Loreal, som var på tilbud til 72 kr i Matas, jeg bruger 1N Ivory. Dertil købte jeg denne her intim balm fra Australian Bodycare til 90 kr, fordi jeg døjer meget med røde knopper i bikinilinjen. Har før brugt den fra RFSU, men jeg synes ikke, den afhjælper mit problem, så nu vil jeg prøve noget nyt! Og jeg havde et gavekort til Matas, hvorfor begge køb ikke kostede mig en rød reje. Mega win!

Til slut var jeg en tur i New Yorker, hvor jeg købte et par trusser, der var sat ned til 25 kr – jeg er virkelig en trusse hoarder, fordi jeg hader at vaske tøj, så… har 200 trusser, så jeg ikke behøver vaske så tit lol. Much adult, yes.

***

Det var egentlig det i denne omgang, men nu hvor jeg er i gang, tænker jeg, jeg lige kan dele en anden bargain, jeg lavede i H&M i juni, fordi der fandt jeg også nogle lækre ting – jeg går rigtig tit i diverse tøjbutikker, UDELUKKENDE for at gå i deres sales-section, og se, om jeg kan finde noget lækkert. Og det gør jeg faktisk ret tit!

Så here goes haul fra den dag også.

Så her er de lækre goodies, jeg fik skaffet derfra – lyset er pissedårligt, i know! Men lad os starte fra begyndelsen. Knæstrømperne? Behøver jeg sige noget? Jeg knuselsker knæstrømper, også selv om det får mig til at ligne en opmærksomhedskrævende hoe. De er fucking behagelige, især hvis man har nylonstrømper på, og det er pikkekoldt udenfor. De er herremeget en win, og til 30 kr., så kunne jeg bare ikke holde mig væk!

Trusser – kan man nogensinde få nok af dem? Pissesmart, for at være ærlig. 40 kr., for 6 stk. er jo ikke en dårlig deal. Det er godt nok lidt mormor-trusser, men altså… det er ret neutrale farver, og jeg har både grå, sorte, brune og hvide bh’er, som går til. Og om ikke andet kan de bruges som period-panties, hehe. Og som vi lige har konstateret, er jeg jo bare en trusse-hoarder, fordi jeg hader at vaske tøj, sååå…

BH’er! Dem kan man heller ikke få nok af, og slet ikke sådan nogle cute nogle, som de her, hehe. Dertil er de pissehamrende behagelige at have på, og jeg elsker dem virkelig. Hmm. Det er en bh, uden at føles som en bh, for den er ikke ubehagelig at have på, og føles egentlig bare mega naturlig. KÆMPE win.

Til sidst har vi sådan en makeuprense-spray, som jeg endnu ikke har fået testet – burde jeg nok, mine børster trænger gevaldigt til en opfrisker, upsi, og en tea tree ansigtsmaske, som jeg heller ikke har fået testet endnu. Har fået at vide, det skulle virke godt mod rødme, så glæder mig til, at jeg en dag får taget mig sammen, til at teste om det fungerer! Og altså, billigt, det var det jo. Tilmed mener jeg faktisk, at hende damen, der slå det ind, lavede en fejl, så jeg skulle betale mindre for det, end det egentlig kostede, hehe. Ikke, at det betød det store, for dengang jeg købte det, havde jeg stadigvæk mit gavekort, så det hele var teknisk set gaver anyway. Jeg ELSKER virkelig gavekort. Det giver nogle restriktioner, ift. hvorhenne, man kan købe. Til gengæld er det bare superlækkert, at kunne gå ind og shop-amok, uden reelt at betale noget…

 

Så, det var faktisk denne her gang DET. Nu har jeg ikke mere på programmet, i hvert fald ifm. det her indlæg. Så håber det har været hyggeligt at se med, og hey, treat yo-self i denne her mørke vintertid! Der er virkelig intet bedre for mig, end at gå en lang tur, hvor jeg kan få kigget på alt det, jeg vil. Jeg behøver ikke engang altid at købe noget, bare det at kigge gør mig rolig, og får mig til at føle mig godt tilpas – selv om det selvfølgelig også er lækkert at komme hjem med lidt nyt… så ja, have a good day!

Tak fordi I har læst med!

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x