Tilbage som blogger?

Hej og velkommen tilbage.

Hvis der altså i det hele taget er nogen tilbage… Ellers, så hej til jer nye.

Jeg hedder Cecilie, er 25 år, og var i en periode faktisk ret aktiv blogger, særligt omkring mine rejser til hhv. Tokyo og Vietnam, mit liv som sygeplejerskestuderende og mit liv som psykisk syg – og alt derimellem. Planen er, at vende lidt tilbage til det. Hvis jeg kan.

Jeg stoppede med at blogge kort efter, at jeg blev nyuddannet sygeplejerske. Det var dels fordi en del af min fritid forsvandt i takt med nyt job og kæreste, men også fordi mit liv i det hele taget skrænkede sig ind, i takt med, at jeg på samme tidspunkt blev kronisk smertepatient. Det vidste jeg dog ikke på daværende tidspunkt.

I maj 2019 udgav jeg mit sidste indlæg – et meget positivt et af slagsen, for jeg troede, at mit liv var lige om hjørnet til at vende tilbage til normal, idet jeg skulle til konsultation hos Rigshospitalets endometrioseteam d. 5/6.

Dette gik imidlertid dog ikke som håbet. De fejede mig fuldkommen af og lavede kun en ganske almindelig ultralyd, som intet viste – og det havde den heller ikke gjort de 6 andre gange, jeg havde fået sådan én. De henviste mig ikke til hverken MR eller diagnostisk laporaskopi, men sendte mig hjem med en folder om, hvordan jeg tømte mine tarme ordentligt, fordi de mente, jeg var forstoppet. Dér startede mit liv med at gå ned ad bakke, for jeg kunne simpelthen ikke holde til mere – selve smerteforløbet må tages en anden gang, men frem til juni havde været en hård kamp, som kun blev hårdere.

Juni gik. Jeg bad min egen læge om at henvise til psykiatrisk ambulatorium, da jeg havde brug for intensiv, hurtig hjælp til at håndtere mine problemer. Denne blev afvist. Jeg fik også en MR af mit håndled, pga. smerter ved belastning, hvilket jeg havde haft i nogle år, efter noget selvskade. MR’en viste, at der måske var forstyrrelse i nerverne, så jeg blev tilbudt en artroskopi. Denne viste desværre ikke noget, hvorfor jeg stadig ikke ved, hvorfor jeg får smerter ved belastning.

Jeg tog på Roskilde Festival med min kæreste og hans forældre som planlagt, velvidende om, at jeg var et sted, hvor jeg faktisk ikke kunne overskue at leve mere.

I slutningen af Juli måned blev jeg akutindlagt på psykiatrisk afdeling og var der 1 uge, indtil jeg udskrev mig selv som følge af elendig behandling, hvilket også hører et andet indlæg til. Jeg blev heldigvis tilknyttet det sødeste akutteam, og sygeplejersken satte alt ind på at skrive en ordentlig henvisning til ambulatoriet, så de ikke kunne afvise mig igen. Dette lykkedes. Jeg havde en middelsvær depression og startede på antidepressiv medicin.

I August forsøgte jeg at opretholde mit arbejde som sygeplejerske på bedst mulig vis, men det lykkedes ikke. Så til sidst blev jeg fuldtidssygemeldt – September, Oktober og lidt af November. I den tid var jeg i udredning hos en gastromediciner for mine kroniske underlivssmerter. Hun kunne konkludere, at jeg intet fejlede tarmmæssigt – andet end lidt forstoppelse, som skulle behandles med daglig movicol. Men hun mente ikke, dette var baggrunden til mine smerter, fordi jeg ikke havde haft bedring i smerterne selv når mine tarme var udtømt ifm. undersøgelser. Så hun bad egen læge henvise mig til en diagnostisk laporaskopi af mit underliv. På dét tidspunkt havde jeg fået foretaget en koloskopi med biopsier, samt en MR af tyndtarmene med kontrast. Jeg var også blevet testet for porfyri og sneglesyge.

Forundersøgelsen var i starten af November, og jeg blev kørt helt over af kirurgen. Som i – jeg har vitterligt ingen ord. Min kæreste var med, og han var også blæst bagover, over den behandling, jeg fik. Hun mente absolut ikke, der var grund til, at blive ved med at søge efter en årsag, når det var tydeligt, jeg bare var psykisk syg, og mine smerter helt sikkert var et udtryk for min depression. Jeg skulle bare gå mere til psykolog, skide noget mere og måske gå til yoga, for jeg fejlede da i hvert fald ikke noget. Men hvis jeg virkelig ønskede, skulle hun da nok lave en laporaskopi, men jeg skulle jo lige være opmærksom på, hun kunne risikere at perforere mine tarme, og jeg kunne ende med stomi. Fordi jeg var træt, og absolut ingen respekt for mig selv havde, sagde jeg ja til operation af denne kirurg – set i bakspejlet er det nok, det dummeste, jeg nogensinde har gjort. Jeg blev booket til d. 6/1-20. I slutningen af november var vi en dagstur til Sverige for at shoppe, hvilket var enormt rart at få lidt afstand til det hele.

December kom og gik. Intet nyt under solen. Jeg havde det ikke særlig godt, og jeg gik bare og ventede. Vi havde vores traditionelle julebag 1. advent i december. 21. December blev vi inviteret en aften i zoo af mine forældre – det var fantastisk, og vitterligt lige dét, jeg havde brug for. Det var spændende og fascinerende at se dyrene om aftenen/natten, og selv om det var en køligere fornøjelse var der masser af hygge. Jeg var på arbejde 3 timer juleaften. Min kæreste og jeg byttede gaver i vagtskiftet, da jeg gik hjem kl. 14, og han mødte ind kl. 15. Min farmor hentede mig og kørte mig hjem til mine forældre, hvor vi holdt en stille og rolig jul. Nytår blev holdt hos min kærestes gudmor og hendes familie, samt hans forældre og lillebror – dog en mere rolig af slagsen, da han var småsløj, så vi tog tideligt hjem.

Og det var egentlig mit 2019.

Mit håb er, at få startet min blog op igen. Jeg ved, det gør mig godt at skrive og kommunikere ud til verden, så jeg håber, at jeg kan vedligeholde det, jeg nu er påbegyndt.

Det ville betyde meget, hvis I ville være med på min rejse. Det kan I gøre ved at følge med her eller på bloglovin‘.

Til vi ses igen:

– Cecilie x