Skyldfølelse?

Hej bloggen. Jeg har spekuleret på, hvad mit næste indlæg skulle handle om, da mit hoved føltes lidt tomt for idéer.
Der er ikke sket det store, den sidste uges tid. Jeg har været rigtig ked af det og nederen, men det er ikke fordi, at det er så spændende at tale om hele tiden… jeg har været i klinik, og det er omtrent ligeså kedeligt, som det var den første uge, men nu sker der lidt mere, ift. jeg selv må gå ind til borgerne og klare nogle opgaver, og min vejleder så mig også give insulin, så det har jeg været green card til at give selv fremadrettet – supernice.
Og nu er jeg i tænkeboks, i forhold til min fastlagte studieaktivitet, der skal afleveres på torsdag.

Men nok om det, lad os vende tilbage til titlen.
Skyldfølelse.
Ja, jeg syntes, det ville være et relevant emne, fordi det er det, jeg føler lige nu – og jeg har ingen idé om, hvorfor.
Jeg var for nylig, lets see, i onsdags, tror jeg? Oppe at… diskutere, kan man sige, med en. Jeg føler ikke selv, det var en diskussion, eller et skænderi, fordi jeg var slet ikke sur eller noget, men det tror jeg, hun blev. Hehe. Og jeg synes virkelig ikke, jeg har gjort noget galt. Overhovedet. Det eneste jeg gjorde, var at forklare min side af sagen, og proove en pointe.
Meget voksent af hende droppede hun samtalen (ingen sarkasme intended), for at få noget ro på, og hun snakkede ikke til mig efterfølgende, heller ikke efter jeg havde skrevet en laaang, forklarende besked, om mine intentioner. That’s that.
Så kontaktede jeg hende torsdag med en peacesnap, hvorfor er jeg så fucked?, og hun svarede tilbage, og vi snakkede lidt sådan kort. Jeg skrev til hende igen senere på aftenen, og hørte intet retur.
Nu sidder jeg her.

Jeg ved ikke, om jeg overfortolker situationen nu, men jeg har det nederen over, at hun ikke har gjort mere for at kontakte mig/tale normalt med mig igen? Og jeg ved ikke, om jeg skal sige eller gøre noget. Jeg føler mig pisseskyldig, og jeg ved virkelig ikke hvorfor, fordi som sagt synes jeg ikke, jeg har gjort noget forkert, hvilket jeg også har fået bekræftet, fordi der var jo intet skænderi eller noget som helst. Alligevel sidder jeg bare og føler mig som en uretfærdig damptromle, og jeg hader det.

Så hvad går det her indlæg egentlig ud på? 
– Jeg ved ikke, hvordan jeg skal fjerne min skyldfølelse. Jeg tror faktisk ikke, jeg selv kan gøre det. Men når jeg sidder her for mig selv, og tænker, jeg har gjort noget forkert, så sidder jeg også og tænker, at det har jeg ikke. Fordi det ved jeg, jeg ikke har. Hvilket leder mig til – jeg tror, der er rigtig mange andre, rundt omkring, der nogle gange sidder og får dårlig samvittighed over noget, de egentlig ikke har gjort forkert.
Det er så nemt, at sidde og slå sig selv i hovedet og sige, at man har dummet sig, eller reageret dumt, eller hvad det nu kan være, bare fordi modparten får en til at føle sådan. Og det jeg gerne vil sige er bare – det er du altså ikke nødvendigvis. Du kan ikke kontrollere andre menneskers reaktioner eller holdninger, eller de vibes, du føler de sender, hvadend om disse vibes er korrekte eller ej. Det er alt sammen uden for din magt. Men hvis du ved, som jeg ved, at du ikke har gjort noget galt, og alligevel tynges ved tanken om, at det tror du, så er jeg nødt til at bede dig om at stoppe. Der kommer ikke noget godt ud af, at sidde og slå sig selv i hovedet. At du sidder og har det dårligt, gør ikke, at modparten pludselig ringer og siger, du er nice. Du ved? Det gør kun, at du ødelægger dit eget nu. Hvis du mener, at du gjorde det rigtige, så er der ikke mere at sige. Så er det lige meget, hvad modparten synes. Du har din sti ren, og sådan er det, og det er der ingen, der kan tage fra dig, heller ikke dig selv <3 Så drop det der med dårlig samvittighed, bare sig “jeg gjorde, hvad jeg kunne”, eller “det var sgu ikke optimalt, men nu har jeg sagt undskyld, og jeg ved, det jeg gjorde var forkert, og nu kan jeg ikke gøre mere”, og kom videre i livet igen <3 Vi begår alle sammen fejl, og der skal nok være nogen, der sidder og ryster på hovedet af dig, og som synes du er en idiot – men lad for Guds skyld ikke den person være dig selv! Det var det for i dag <3

tumblr_ob71c8rxve1u1vc1xo1_540

Glem ikke at følge med på Bloglovin’.
– Cecilie x

Modul 6 studerende – første uge

Fra i mandags, d. 6. februar kunne jeg officielt kalde mig Modul 6 sygeplejerskestuderende. Dette modul drejer sig om kroniske syge, og foregår i primærsektoren. Så jeg er på et plejecenter i min egen kommune. Det er dejligt, at transporttiden ikke er helt ligeså lang – selv om den stadigvæk er et godt stykke. Stedet er 15-17 km fra mit hjem, og alligevel tager det 45 minutter at komme af sted om morgenen, og det er selv om alting passer! Det tager længere tid, når jeg skal hjem. Utroligt.
Selve modulet har jeg overhovedet ikke set frem til, så det er terrible. Men jeg tager det med oprejst pande, og siger til mig selv, at det “bare” er 10 uger, og at de er nødvendige for at komme igennem studiet – og det er jo sandt, hæhæ.
Jeg føler mig på plejecenteret meget… mærkeligt tilpas som sygeplejerske, fordi vi får en masse opgaver, der intet har med sygepleje at gøre, f.eks. vaske tøj, lave mad, vaske op, rydde op, osv. Det synes jeg slet ikke er opgaver, der kommer mig som sygeplejerske ved, og jeg synes det føles meget forkert, må jeg nok erkende. Men jeg må se, hvad der kommer til at ske i de næste par uger. Så ja.
I denne uge har jeg været på skole – hvilket i øvrigt er en mega underlig sammensætning af modulet, at vi tager en uge i klinik, så en uge i skole, så tre uger i klinik, så en uge i sundhedspleje, en uge i skole, og to-tre uger i klinik? Weiiird. I denne uge har jeg derfor været i skole, og er blevet undervist 🙂 Så det var egentlig en lille opdatering på, hvordan mit første møde med primærsektoren forløb.
Derudover skulle dette indlæg være udgivet i onsdags, da jeg skrev det, men bloggersdelight gik ned og slettede hele indlægget, så jeg måtte starte forfra, haha.

Nu vil jeg så se resten af Disneysjov færdig, hvorefter jeg skal ind og hygge med min familie og se xFactor. God fredag <3

unavngivet
Glem ikke at følge mig på bloglovin‘ <3
– Cecilie x

Forfatter?

Hej bloggen! Så, der skete i går noget utroligt spændende, hvis jeg selv skal sige det 🙂

Dem der har fulgt med bloggen, siden tidernes morgen ved, at jeg jo har gået med en forfatterdrøm like, since forever. Jeg startede allerede som meget ung, i 12-13 års alderen. Jeg synes det var så spændende, at træde ind i andre universer, og noget, jeg virkelig nød.
I den forbindelse kontaktede jeg forfatterne Thorstein Thomsen og Amalie K. Kæseler. Jeg fik feedback fra Thorstein. Af Amalie fik jeg tilbudt et hurtigt mailkursus i skrivning, og hun nævnte mig i et blogindlæg – det var et meget stort øjeblik for mig, haha. Deprimerende nok kan jeg se, at hun har slettet sin blog, og dermed indlægget, inden jeg nogensinde fik screenshottet det :/ det er også ligegyldigt, moving on!

Nå, men Cecilie 14 år deltager så, i en skrivekonkurrence, der omhandlede at skrive en novelle om et karneval – den er fucking dårlig, men I tried – den kan læses her. Jeg meldte mig så ind i noget, der hed Kort&Godt, der havde en blog, Novellesamleren. Her blev samtlige menneskers noveller så udgivet, og jeg sendte selvfølgelig mine ind! I starten var det primært mine skoleopgaver og terminsprøver, piiinligt. Jeg har skumring. Jeg tror kriteriet bare var, at skrive noget, hvor “skumring” indgik? Så det gjorde jeg 🙂 en ordentlig dyster novelle, og lidt (meget) fucked up, hahahaha. Jesus, what went through my brain at 14? Den er dog forholdsvis okay skrevet, synes jeg. Flystyrtet, og der var kriteriet noget om et flystyrt, og jeg tror faktisk, at det var et bestemt flystyrt, vi skulle skrive om, but I am not sure. Det er en af de mindre gode, vil jeg gerne erkende, haha. Det Kolde Mord, husker jeg som værende en af de bedre, men jeg kan ikke huske kriteriet for opgaven længere… det er vel også ligegyldigt, haha. Du Kommer For Sent, er den nyeste – også en terminsprøve, hvor kriteriet var, at det skulle slutte med det sidste afsnit, og så skulle novellen bygges op omkring det.
I hvert fald, de her noveller har ligget på Novellesamleren, de sidste 5 år. Det var meningen, at man skulle kunne tjene penge på dem og blabla, men Kort&Godt eksisterer ikke mere, så jeg ved ikke helt lige, hvad der egentlig foregår, og jeg er også ligeglad… det ville da være nice, at tjene penge på det, men sådan er det jo… Der er i øvrigt en til novelle fra mig derinde, men den vil jeg hellere diskutere i et andet indlæg, hæ.

I går skete det magiske så.
Jeg sad i toget på vej hjem fra skole – og amazing nok, så modtog jeg en mail, fra en totalt ukendt mailadresse, og overskriften er bare “novell: du kommer for sent”. Jeg kunne jo huske, jeg engang havde lavet en novelle med den overskrift, så jeg gik nysgerrigt ind – det var så en studerende fra Finland, der skulle skrive en analyse af nordiske noveller, og de i deres gruppe altså havde taget udgangspunkt i min, og havde nogle spørgsmål i den forbindelse.
Needless to say, så troede jeg altså, at det var en joke. Så jeg måtte ind på Novellesamleren, skrive linket og spørge, om det var denne novelle. Det var det sgu. Jeg var totalt ekstatisk og skrev til min mor med det samme, haha.
I dag har jeg så besvaret spørgsmålene, og det var en virkelig underlig følelse, at sidde og besvare spørgsmål, om en af ens noveller, man skrev, da man var 14. Men det føles også som en gigantisk achievement, at få spørgsmål om noget, man har skrevet… det må være sådan, det føles, at være en rigtig forfatter, haha.
Første spørgsmål gik på, hvorfor jeg skrev den, og der måtte jeg jo krybe til korset og sige, at det var en terminsprøve. Men at jeg generelt godt kunne lide at skrive og finde på ting, og at jeg sagtens selv kunne finde på også, hehe, men at jeg synes det var særligt spændende at få stillet en opgave om, hvad man skulle skrive, og se, hvad der kom ud af dette.
Andet spørgsmål gik på, om jeg havde et specielt budskab. Der måtte jeg lige reflektere lidt. Her kom jeg frem til, at der var det her twist, i forhold til hovedpersonens relation til de andre i historien, og at mit budskab vel egentlig bare var, at man skulle bevare jordforbindelsen, og ikke glemme sig selv-ish. Det lød mega dumt, da det kom ud på skrift. Men vedkommende, der havde skrevet til mig, skrev at svarene var gode og detaljerede, og havde spredt lidt lys over tingene i forhold til personernes relation, og hvorvidt hovedpersonen var alkoholiker eller ej (lol).
Så fik jeg et opfølgende spørgsmå, der omhandlede hovedpersonens ven, og om hvorvidt denne var virkelig eller ej, da de ikke kunne lure dette, men at hans rolle var vigtig i forhold til hovedpersonens bevidsthed. Dette spørgsmål fandt jeg utrolig sjovt, fordi jeg egentlig altid havde forestillet mig vennen, som værende et virkeligt menneske, men at det egentlig også kunne tolkes anerledes. Dette forklarede jeg så i mit svar, og lod det være op til vedkommende, at fortolke, som han lystede. Og det er egentlig det.
Novellen, der er tale om, kan læses her.

Lige nu afventer jeg svar, og om ikke andet, så har jeg planer om at spørge vedkommende, om jeg kan få en kopi af analysen, når den er færdig. Jeg er pissenysgerrig for at se, hvad de får ud af det, hehe.
Ja. Jeg ved ikke, hvad jeg mere skal sige? Jeg føler mig succesfuld, på en eller anden måde. Og jeg synes, det er så surrealistisk, at tænke på, at jeg “plantede” dette frø for 5 år siden, og jeg forestillede mig aldrig, at jeg ville sidde, den dag i dag, og skulle besvare spørgsmål til MIN novelle, til en analyse. MIN FUCKING NOVELLE BLIVER ANALYSERET. Hvor vildt er det ikke lige? Jeg synes det er så amazing, og virkelig et skridt i den rigtige retning. Jeg har ikke så meget tid til at få skrevet (jeg rpg’er dog stadigvæk hahahaha), så drømmen er lidt på standby, mens jeg tager min sygeplejerskeuddannelse. Og jeg glæder mig, til at få tid til at skrive igen. Ej, jeg er simpelthen så latterligt glad. Det føles så fucking godt, altså! Det var det for i dag 🙂
Jeg er egentlig også startet i klinik på Modul 6, primærsektor, mENØH, jeg synes dette news var lidt vigtigere, haha. Kald mig bare forfatter fra nu af :’))) Amalie ville være stolt (eller noget), haha. Jeg er i hvert fald stolt.

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘ <3

16684771_757864231037106_1687725881_n

– Cecilie x

Kan angst være sjovt?

Hej bloggen!

Det er angsttema-uge på Kanal 4, og i den anledning, har jeg valgt at sætte mig ned og skrive det her indlæg, med en lettere finurlig titel.
Alle, der har oplevet angst – hvadend, det er, som en psykiatrisk lidelse, eller et briefly moment af angst, ved, at det ikke er sjovt. Det er absolutely horrific, og der er nærmest intet mere forfærdeligt, i hele verdenen.
Så hvad fuck mener jeg med, om det kan være sjovt?

Jo, nu skal I høre. Humor kan for mange være en forsvarsmekanisme – det har det f.eks. været for mig. Jeg har brugt humor waaay too much til at maskere, at jeg i virkeligheden var ved at dø af angst. Eller depression, for den sags skyld, haha.
Humor bruges til at skyde det ubehagelige væk, og honestly, så er det bare nemmere at grine og lave en stor joke ud af alt, fordi dit liv i forvejen føles som en fucking joke, fremfor faktisk at face problemerne face on og indse, hvor fucking terrible dit liv er, når man ikke ser det i humorens lys. SÅ – jeg har valgt at tage udgangspunkt i nogle textposts fra tumblr, for at vise jer, hvordan man angsten egentlig føles, og hvordan den kan “vinkles” i et mere humoristisk lys, omend det er MEGET tragikomisk.

Anyway – lad os starte.

img_2632
1. Man aldrig helt sikker på, om det er angsten, der fucker med ens liv, eller om der reelt er noget galt med en – så man ender altid med enten at over- eller underdramatisere sin tilstand, idet man ikke kan skelne.

 

img_2637

2. Når folk spørger, om man har en Valentin i år…. nix…. angsten gør det så godt som umuligt at opretholde et normalt forhold til et andet menneske, og især romantiske forhold.

img_2653

3. Man er megasvær at date, fordi man aldrig tror på, at folk faktisk vil være sammen med en… fordi whyyyy?

img_2622

img_2642

4. Her er, hvorfor det er svært – fordi man hele tiden tror alting er en joke, og ikke kan slippe angsten, og bare venter på, at ens partner revealer sine “sande” intentioner :))

img_2635

5. Det ender enten med, at de slår op, eller man selv stikker af – eller aldrig når til et forhold, fordi man er alt for bange.

img_2623

6. Når man går forbi folk, og prøver at overbevise sig selv om, at de ikke gør grin med en, mens ens hjerne hurtigt får omvendt opfattelsen og overbevist ens rationelle tanke om, at den er irrationel #logic

img_2629

7. Når ens mentale sygdomme modsiger hinanden, og man aldrig helt ved, hvad fanden, der egentlig foregår??

img_2651 img_2643 img_2647

8. Når ens angst randomly vågner op til dåd, men ikke specificerer, hvorfor der er grund til at være angst, så man bare går fastlåst i en kronisk følelse af årvågenhed, uden at vide, hvad man egentlig frygter, og derfor heller ikke kan forebygge angsten :))))
img_2613

9. Når man prøver at komme de tanker til livs, og prøver at få sig selv til at chille…… og så alligevel begynder at tvivle på, om der nu reel er fare på fære…. og ender med at blive i angsten.
img_2627 img_2630

img_2624

10. Når ens angst kommer i vejen for, hvem man er, eller hvad man har lyst til. Like, jeg er fucking chill, når jeg altså ikke er ramt af mindblowing angst…. og jeg elsker at blive forkælet, medmindre jeg faktisk reelt bliver det, så går jeg i panik??
img_2617
img_2631 img_2648

11. Når man er mega selfaware, og godt ved, man ikke skal flippe shits, og at man overreagerer, og man bare skal chille…. men man kan bare ikke, og så står man bare ??? :)))) ??? tilbage
img_2615

12. Når man er virkelig bange for at komme for sent :)))
img_2652

13. Når andre er sene på den, og man begynder at få eksistenskrise over sig selv #logic. Jeg mener, sure, du har skrevet det ned 32392 steder, sat 23824 alarmer, og firdobbelttjekket, at tingene var i orden, men HEY, it must be u, der har fejlet igen, ikke? 
img_2641 img_2633

14. Når man gerne vil tale med sine venner, men så pludselig får krise. De har jo ikke skrevet siden i går, så de hader en, og gider ikke snakke med en, rite??
img_2636

15. Og når de så ikke svarer, breaker all hell loose, også selv om man rationelt godt ved, der er en reel grund.
img_2639 img_2634

16. Konstant føle, at man har dummet sig, og derfor konstant undskylder, og efterlader folk forvirrede og nervøse.
img_2644
img_2650

17. Hvordan angsten virker komplet ulogisk, fordi nogle ting generer der slet ikke, mens andre ting generer dig helt vildt, og der er aldrig nogen rationel forklaring på, hvorfor tingene er sådan, og du bliver konstant overrasket over dig selv???
img_2645

18. Når folk helt seriøst tror, at det hjælper bare at sige “der er intet at være bange for”, like thanks susan, im better now, my internally feeling of doom suddenly disappeared, how did i not think of that before??? thx
img_2638 img_2616

19. Når man bare har lyst til at råbe til folk, at tingene ikke er logiske, og der konstant er noget i vejen, og man ikke bare kan fjerne det, og man bliver slowly mere og mere insane over, at angsten er så…. diffus.
img_2628  img_2619

20. Når man har ekstrem identitetskrise over, at man har angst, og man slet ikke kan tage noget som helst seriøst, fordi man vil gerne have folk er bekymrede og hjælper en, men man vil også gerne have de leaver en the fuck alone, og man er jo egentlig okay, fordi man kender ikke andet end angsten, men samtidig ved man også godt, det der sker med en ikke er normalt, og alt bare er horrible ???

Endelig konklusion:
img_2625
Det var så dagens indlæg. Jeg har ingen idé om, om andre end mig synes det er hysterical? Jeg har generelt altid fikset mine problemer ved hjælp af humor, og ærligt…. jeg synes det er grineren, at man kan være så fucking langt ude, som angst driver en, og alle de mekanismer, der er i det. Det er dybt tragisk, og det er horrifying, men altså, det er en tilstand, man har, og som tager tid at komme ud af, og det er ikke sikkert, du nogensinde fully recover fra det, så altså… hvorfor ikke gøre det til en sjov ting? Ja, det er pissenedren, og JA, jeg ville sgu da helst være uden… men når nu det endelig er, er jeg jo self-aware nok til at kunne se, når mine reaktioner er fucked, og alt sådan noget… idk. Fucked op humor, probably. ALSO, det er kun sjovt at joke med på den her måde, hvis man f.eks. selv har det… og selv synes det er morsomt… så jeg ville absolut ikke recommende, at man går rundt og siger det til, der har angst. Men jeg tror mange mennesker med angst kan nikke genkendende til de her følelser, og altså, jeg ved ikke, om der er andre end mig, der “hører” angstens stemmer sådan her inde i deres hoved, men det gør jeg altså… og det gør min angst lidt nemmere at kapere for mig selv, selv om det nok lyder lidt sindssygt. Andre ikke-angstramte vil sikkert også kunne nikke genkendende til noget, fordi vi alle besidder “en smule” angst – det er derfor, man giver velkomstdrinks, holder rystesammenture med alkohol, osv. Så ja, det var det 🙂 jeg tror mit næste angstindlæg bliver omkring, hvordan man kan hjælpe folk med angst/hvad der er rart? Dunno.

Glem ikke at følge mig på bloglovin’ <3

Til vi ses igen

– Cecilie x