17 days and counting……..

SÅ er der endelig under en måned til, at jeg rejser af sted til Japan – med min lillebror, obviously.
Nervøsiteten og spændingen er begyndt at brede sig rimelig voldsomt, samt selvfølgelig planlægningen! Vi har snakket om seværdigheder, aktiviteter, transport, alt muligt… men jeg har ofte bare slået det hen; der var jo lang tid til! Men nu er der pludselig ikke så lang tid til mere :/

Jeg glæder mig helt latterligt, selvfølgelig gør jeg det… men jeg er også nervøs. Vi skal bo på et hotel i Tokyo, nærmere bestemt bydelen Kayabacho, der ligger et lille/pænt stykke fra central Tokyo. Jeg fandt ud af, at der kun er sølle 3 minutter på gåben til Starbucks, så min lykke er gjort! Vi skal være her i ca. 10 dage, hvorefter vi rejser videre til Tokyo Disneyland, hvor vi vil bruge resten af tiden, og jeg glæder mig fantastisk meget. Disneyland og jeg er bare dybt forbundne, og sådan er dét 😛

Selvfølgelig er jeg begyndt at google det mest vigtige… MAD? Det kommer næppe som en overraskelse, at japanerne spiser meget anerledes, end hvad vi selv gør, og derfor er det også dette, jeg er mest usikker på.
Jeg har – som enhver anden ung pige med respekt for sig selv – gennemgået det, jeg kalder “Japan”-fasen, eller “harajuku-fasen”. Måske er jeg stadigvæk lidt stuck? Who knows.
I hvert fald: denne fase gik ud på selvfølgelig at læse manga i massevis, og se Animé i massevis. Og AMV i massevis – be prepared, animé music videos, dvs. folk, der finder klip fra de forskellige animér og sammensætter dem til en musikvideo, til en vilkårlig sang – hvor rip er det lige??? Og dette er jeg jo nok nødt til lige at demonstrere. Min all time fave er en, der var med Chihiro og Heksene, men der er desværre long gone. Så er der en bestemt en med Chrono Crusade, men man er virkelig nødt til at kende historien bag, så man kan sidde og stortude til den 🙂 til sidst var der en fra Mew Mew Power, jeg også var ret vild med – som sagt, mega rip.
Nu har jeg så googlet i 100 år, og alle de gode gamle er væk? What the fuck?
Men som enhver anden trolig fan, har jeg et USB-stik med gemte links 🙂 hvad er der dog galt med mig..
Nå, men en der HELDIGVIS er her endnu, er den her fra Chrono Crusade… jeg kan slet ikke overskue den, den gør mig ulykkelig HVER gang. Seriøst, læs mangaen Chrono Crusade, der er 8 bind. Den handler om en nonne (ja), og en dæmon, der til sammen udgør et exorcist team for Magdalene Ordenen. Rosette, nonnen, kæmper dog mod tiden, da hun mister livslængde, når Chrono, dæmonen, bruger sine kræfter, når de kæmper… den er så trist, omg, i wanna die. Anyway, AMV’en dertil er her. Jeg så legit lige 10 sekunder fra den, og mit hjerte gør allerede ondt.
Her er en AMV fra Mew Mew Power, også megarip…
ANYWAY, udover dette, gennemgik man jo også faserne, hvor man klædte sig fantastisk ud, lærte japansk, og hørte jpop (japansk popmusik, An Café især). Farvel dignity :)))

Anyway, jeg har googlet lidt mad osv., og ifm. mangaer, ved jeg jo, bl.a. at der er Okonomiyaki (omelet-agtige ting) og ramen (nudelsuppe). Derudover er der jo et hav af spændende slikvarianter, så det skal skam nok blive spændende. Og selvfølgelig er der masser af merchandise, og jeg glæder mig som et lille barn, skal fandeme eje alt fra Chrono Crusade SÆS.

Herudover har jeg også kigget på seværdigheder, obviously, hvor jeg har fundet nogle spændende muséer fra Edo-tiden og 2. verdenskrig, kejserpaladset, Hayo Miyazaki-muséet, Tokyo Tower, forskellige japanske haver og varme kilder, evt. færgeture til nogle af de omkring liggende øer, og meget mere. Jeg glæder mig helt fantastisk til at tage af sted 🙂 så jeg er ved at være rimelig godt klar og parat. Derudover har jeg fundet et Pokémon Mega Center, hehe.

Så det er alt fra nu. Jeg tæller dagene til, at jeg endelig skal af sted, samtidig med at klumpen af nervøsitet og spændning forstørres i min mave.

Glem ikke at følge mig på Bloglovin’  enten med profil derinde, facebook eller email.
I kan nu også følge med på Instagram, Cilleeeh, og ASK.

Så ja, til vi ses igen…
– Cecilie x

Story time!? #1

Halløj igen 😀 jeg prøver med et lidt anerledes indlæg i dag – nemlig en storytime, wuhu. Godt så, let’s get started!

For dem, der kender mig, kommer det næppe som et chok, at jeg – som mange andre – flippede totalt ud, da Pokémon Go udkom, og der gik ikke lang tid før, jeg efter at have set på det både på tumblr, facebook og instagram, til at jeg selv måtte eje det.
Jeg bryder mig ikke om mange mennesker, og jeg bryder mig heller ikke om varme – altså, vil hellere have varme end kulde, men idet jeg er naturligt rødhåret med porcelænshud, går mig og solen ikke specielt godt sammen 🙂 oveni det, har jeg også fået en allergisk reaktion overfor alt varme – lige fra varme drikke til solskin og sved. Jeg får nældefeber. Af disse obvious reasons, kan jeg bedst lide at hunte om aftenen – selv om det selvfølgelig også er hyggeligt nok om dagen, når man f.eks. alligevel er ude at gå en tur, alene eller med familie.

I hvert fald… søndag nat besluttede jeg, at jeg ville gå på jagt nede på havnen. Den havn, der ligger tættest på mit hjem, er desværre en lille pishavn (sorry), og der er ikke rigtig noget dernede. 1 pokéstop er alt. Men jeg håbede, der måske var nogle vand-pokémons, så jeg smuttede af sted – klokken var 00:30-01:00. Deromkring.
Som den dedikerede pokémon-fan jeg er, gik jeg rundt dernede i lang tid. Der er 2 km derned, og selvfølgelig 2 tilbage igen. Jeg gik rundt nede på kajen, og rundt omkring bådebroerne. Jeg fangede en Magnemite, og brugte basically alle mine pokéballs – jeg havde 3 tilbage, så jeg måtte gå tilbage til det pokéstop jeg så tidligere, og lige få et par mere, selv om det ikke hjalp meget.
Udover den ene Magnemite, var der sådan set ikke det store nede på havnen :/ øvøv. Men jeg fik udklækket 2 5 km-distance æg, og ud af dem kom der en Sandshrew og en Rhyhorn, så det var jo ganske fint – jeg satte et 2 km-distance æg i gang imens jeg gik rundt. Jeg kunne se, der var endnu et pokéstop helt nede for enden af molen, hvor der også var et fyrtårn, og besluttede, at gå derned – det var fantastisk smukt. Der var ingen pokémons, men vandet var så flot i månelyset, at jeg blev helt blød om hjertet. Man kunne høre, hvordan bølgerne slog mod stenene derude, og der var vand, så langt øjet rækkede – helt fantastisk :’)
Ved 2-tiden vendte jeg snuden hjemad.

På vejen hjem, kan jeg se, der går en på modsatte side af vejen, og jeg går stille og roligt videre; min musik i lav, og pludselig kan jeg høre vedkommende sige noget.
“Eow, er du også på Pokémonjagt?”
Jeg griner selvfølgelig, og siger ja.
“Ej, er du seriøs!?”
Jeg siger ja igen, og viser ham min skærm – han spørger ind til, om der er nogle Pokémons nede ved havnen, og om der er nogle pokéstops. Jeg fortæller ham den triste sandhed, at der ikke rigtig er noget. Men vi beslutter sammen at gå ned til Pokéstoppet og få lidt ekstra dernede. Han præsenterer sig, og for at holde ham anonym, vælger jeg at kalde ham Mark – han kommer nemlig til at optræde nogle gange 😛
I hvert fald, vi går rundt, og jeg sukker af skuffelse, hver gang telefonen vibrerer, og det bare er endnu en Weedle eller Pidgey. Mark derimod går fuldkommen i ekstase, og begynder at fange løs. Vi snakker om de forskellige Pokémons, levels osv., og jeg fryder mig over, snart at være i level 9, mens han kun er i level 6.
Mark er 17 år gammel, og kommer direkte fra en fest af.

Vi går rundt nede ved bådbroerne, da Mark pludselig udbryder: “Skal vi ikke….” og inden jeg ved af det, er han springet ombord på en af bådene!
Meget charmerende siger han: “Kom ombord på min Yacht,” og jeg spørger, om han er sindssyg – og at jeg altså kan straffes, hvortil han svarer, at det kan han da også, og klokken er alligevel halv tre om natten, så hvem skulle catche os? Dum som jeg er, må jeg jo joiner ham og yoloer :/
Så vi sidder på båden, der altså ikke er en yacht, og chiller lidt.
“Må jeg få et kys?” spørger han så, og jeg, der er pinligt ædru, i modsætning til ham, siger nej – af flere årsager. Hvilket han ikke rigtig vil godtage, og at jeg måtte komme med en god grund, og bla-bla.
Dude, jeg har ikke brug for en god grund, at jeg siger nej er grund nok??? Anyway, situationen bliver hurtigt virkelig akavet, og jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre af mig selv. En af hans venner ringer, men han tager den ikke. Han tænder en rød Prince, og vi smutter ned fra båden – og jeg fortæller ham, at hvis han falder i havnen, er han on his own, hvilket han bliver fornærmet over, haha.
Vi er på vej tilbage, da han opdager en cykeltrailer, som han ekstatisk trækker med sig… akavet? Og jeg siger, at det altså ikke er en god idé, eftersom den hører til hernede, men idioten lytter jo ikke :))) så han trækker af sted med denne her lille cykeltrailer, mens jeg går akavet ved siden af.
Hele aftenen har jeg set, der var en Jigglypuff i nærheden, men kunne ikke finde den – og på vej hjemad, udklækkes mit 2 km-æg! Og ud kommer en Jigglypuff!! Jeg sprang rundt af glæde, og Mark stod ved min side, rimelig okay pissed, haha. Men jeg var glad 🙂 og han forstod ikke rigtig, at jeg satte de næste 5 km-æg i gang, fordi hvorfor nu?? Ja, fordi der er 2 km hjem, og jeg ligeså godt kan get started???
Vi begynder at gå, og jeg bliver hurtigt enig med mig selv om, at det da ville være sjovere, hvis jeg var i cykeltraileren – nu havde vi jo hijacket den… Så han begynder at trække mig af sted, hvilket ikke går særlig godt…

Pludselig kan Mark ikke mere (pussy lol), og han placerer mig mit ude på vejen. Jeg kan høre, at der kører en bil på en større vej lidt væk, og forklarer ham, at om lidt bliver jeg kørt ned – hvortil han svarer “nejnej, der kører ingen biler her”. Nærmest sekundet efter, kommer bilen kørende op af vejen, og jeg når lige at tænke this is it (meget dramatisk), inden Mark voldsomt får hevet mig op på fortovet i vognen.
Det viser sig, at menneskerne i bilen er hans venner fra festen, han kom fra. De snakker lidt, og kører så videre, uden Mark. Mark forklarer, at de er høje og fulde, og jeg tænker bare ??? og de kører bil ??? clever… 

Mark vil have, jeg trækker ham op af bakken, så det er hans tur, til at sidde i vognen – han spørger ved flere lejligheder om min snapchat og min facebook :/ hvilket jeg afviser lol
Vi kommer så op til en gadelampe, og jeg sætter ham af, og siger, nu magter jeg ikke mere. Han siger så, at han kommer fra (opdigtet navn) byvej, og jeg står sådan lidt “idk where that is”. Ved lygtepælen er der også et busstoppested, og minsandten, om der ikke står byvej! Hvilket jeg excited fortæller ham; at det er jo så her, så det er meget godt timet. Han lytter ikke, og begynder at slå det op?? cool
Pludselig vælter op til flere unge bare ned af vejen. “MAAAARK DER ER DU!!!” og jeg står pretty akavet i mine baggy bukser og hættetrøje.
Pigen siger, det er rart at møde mig, og drengen spørger, om jeg ikke skal med hjem og sove, og at jeg kan sove på sofaen med Mark – jeg takker pænt nej. Pigen tager mig også i forsvar, og siger, der altså ikke er plads.

Mark begynder så at gå med dem op af vejen, og da de er halvvejs, kan jeg høre pigen råbe.
“Har du været sammen med hende der? Hun er fucking klam! Du har været væk i en time, Mark! Så du hendes Covnerse, hvordan de var bundet? Fuck, hun er ulækker man.” 
Og jeg stod for enden af vejen like??? “JEG KAN HØRE JER”

Anyway – jeg går videre, for dét dér er lige for mærkeligt til mig… jeg ringer så til min veninde, Sofie, og vi snakker så i telefon sammen i godt og vel en halv time, hvor vi griner af den fucked op episode jeg har været ude for, mens jeg huntede Pokémons, og min anden fucked episode 2 dage tidligere, hvor jeg også var på jagt. Derudover snakkede vi lidt om løst og fast, og generelt bare hyggede os.
Da klokken slår 4, ligger jeg så langt om længe i min seng, og skal til at sove.. Jeg fik gået lige præcis 9 km, hvilket jeg ikke selv synes er helt dårligt – og jeg sov som en drøm!

Så ja, det var et lidt anerledes indlæg, om en spændende nattevandring – og jeg planlægger, at få lokket mine forældre ned til mit lille special place (som mange sikkert har set lol), så de kan se, hvor smukt og calm der er! 🙂 Håber I nød denne lille fortælling, og fortæl mig endelig, om jeg skal lave flere af denne slags indlæg? I hvert fald tak for nu <3

13732100_144315215999557_2082211400_n

Følg mig gerne på Bloglovin’, enten med profil derinde, facebook eller email 🙂
– Cecilie x

Uheld i klinikken?

Hej bloggen

I dag kommer et indlæg, som jeg har glædet mig til at skrive.
Den sidste uge, jeg var i klinik på Nordsjællands Hospital i Frederikssunds afdeling, kom jeg ud for et uheld.
Vi advares som sygeplejersker ofte om, det, der kaldes “stik- og skæreuheld”, dvs. hvis man kommer til at stikke sig selv med en allerede brugt nål eller lignende. Da der her er risiko for, at patientens blod interagerer med dit blod, kan du risikere at være i fare, hvis patienten fejler noget, der kan overføres således – og derfor er vi meget opmærksomme på dette.
Noget, der er mindre opmærksomhed på, er det, der kaldes “blodstænk”, som egentlig bare er, hvis patientens blod (kan også være afføring, urin, ascitesvæske, alle typer væsker, der kommer fra patienten), kommer i kontakt med dine slimhinder og/eller åbne sår. Når dette sker, sker der en reaktion, som der også ville ske, hvis det var blod-til-blod ifm. stik- og skæreuheld, og derfor er netop dette også rigtig vigtigt.

Mit uheld var i forbindelse med blodstænk. Jeg havde en patient, der havde koagler af (størknet) blod i mundhulen, samt en masse frisk blod – og som sygeplejerske er det mit arbejde, først og fremmest at få stoppet dette, men også at sørge for, at mens det står på, at patienten er optimalt velsoigneret i mundhulen, trods blødningen.
Jeg begyndte derfor med nogle små, lyserøde svampe af fjerne blodet i mundhulen, hvorefter jeg begyndte at børste tænderne, i håb om, at kunne løsne nogle af disse koagler og få dem ud.
Jeg børster patientens overmund, idet tandbørsten smutter, så børstehårerne på tandbørsten skraber mod tandemaljen, på en sådan uheldig måde, at jeg får det her blod fra munden ud på mig – i ansigtet og på den arm, jeg holdt tandbørsten med.
Vi havde ikke inden klinikopholdet fået noget undervisning i situationer som disse. Vi har haft lidt om stik- og skæreuheld, men absolut ikke tilstrækkeligt i forhold til, hvad vi egentlig skal gøre.

Jeg står og kæmper en indre kamp med mig selv – det er jo “bare” blodstænk, det er nok ikke alvorligt, de vil synes, jeg er pibet…. men hvad nu hvis det er??? Nej, det er det ikke. Det er jo ingenting, det er jo ikke blevet nævnt som en risikofaktor….Nej, men det fungerer vel på samme måde – blod med blod, blod mod slimhinde?? Nej… Jo…. Hmm. Jeg diskuterer indvendigt med mig selv, men den handling, jeg udførte var egentlig bare at tørre munden af på skulderen, hvor jeg bl.a. fik blodstænk, og så se til resten senere.
Jeg får børstet og ordnet færdig, og straks efter går jeg selvfølgelig i panik – jeg skrubber mig i ansigtet med vand og sæbe og sprit, og ved ikke helt, hvad jeg skal gøre. Jeg overvejer faktisk lidt at putte sprit på læberne, men bliver enig med mig selv om, at det nok er en dårlig idé.
Flere gange tager jeg mig selv i at stå og kigge på de andre sygeplejersker og lægerne…. jeg ville gerne spørge dem, hvad de syntes, men jeg var for bange. Det var jo sikkert ikke noget, vel?
Der går så 30-40 minutter, før jeg får sagt det til en anden sygeplejerske, der forhører sig hos de andre, og de siger alle, at de ville gå ned i skadestuen og melde det – hvilket jeg jo så selvfølgelig gør, fuldkommen rædselsslagen.

Jeg kom hen i receptionen på skadestuen, forklarede, hvad der var sket, og satte mig i venterummet, som jeg blev bedt om – det var så åbenbart det forkerte venterum, fucking akavet, så jeg blev ført til det rette venterum senere. Efter ca. 20-30 minutter var jeg inde ved en sygeplejerske, og jeg forklarede situationen.
Jeg fik en hepatitis B vaccine, samt en stivkrampe og difteri. Én i hver arm.
Herefter blev jeg instrueret i, at jeg skulle ringe til min egen læge og få svar på de blodprøver, jeg skulle have taget om lidt (hvilket jeg først gjorde 2-3 uger efter lol).
Jeg fik taget mine blodprøver, og måtte komme op på afdelingen igen. Da jeg går i skole i Hillerød, og min klinik sluttede literally 3 dage efter uheldet, blev vi enige om, at jeg skulle ringe til lunge- og infektionsmedicinsk ambolatorium i Hillerød, og få en opfølgende vaccine, samt blodprøver.
Da jeg var tilbage på afdelingen, skulle jeg skrive arbejdsulykke-rapport-ting, og så skulle jeg ellers hjem igen.

image image image           Vaccinationsstedet – Sygeplejerske klar til aktion om morgenen – Blodprøveinjektionsstedet

Jeg har så for nylig været til læge, og der er lidt problemer med de blodprøver, jeg fik taget, så jeg har intet endeligt svar på dem, lol. De har åbenbart heller ikke sendt skadesrapport og andre ting, de skulle sende, til min egen læge, hvilket er meget mærkeligt. Derudover har de heller ikke registreret, at jeg er blevet vaccineret – så da jeg spurgte, hvilke vacciner, der var nødvendige for Japan (da jeg rejser til august), fik jeg at vide, at det var stivkrampe, som jeg jo “ikke havde fået endnu”, hvortil jeg måtte forklare, at jeg havde skam fået den… mega underligt.
Og nu skal jeg så til revaccination og få taget blodprøver d. 8/8 på Hillerød.

Nu kan man sige, at det var lidt held i uheld for mig, idet jeg faktisk fik en gratis vaccine mod stivkrampe, som jeg jo skulle have, uanset hvad. Hepatitisen er også god – jeg skulle have været på et 3-4 mdr. ophold i Kina som lærervikar, og her skulle man have Hepatitis og stivkrampe vaccinerne. Jeg skulle så ikke af sted alligevel – men jeg tænkte, at det nok var samme vacciner, man skulle have til Japan 🙂 så alt er jo fint på lige dén front, trods alt.

MEN, med det sagt er det altså vigtigt, at man får nosset sig sammen og SIGER TIL, hvis man er udsat for et uheld. Stort eller småt. Nu har jeg ikke været i livsfare, og vi kiggede på patientens blodprøver oppe i afdelingen, der ikke umiddelbart insinuerede, at han var meget syg, og at jeg var smittet – men det kunne meget vel have været sådan.
I mit tilfælde var jeg også i tvivl, idet stænket ramte mine læber – ikke direkte ned i min mundhule (tror jeg?), og derfor vidste jeg ikke, om det var relevant – og ud fra min egen oplevelse, kan jeg så fortælle jer andre, at det ER det altså! Hvis du er i tvivl, så er det sgu federe at være en “pivskid” og være på den sikre side. I alle tilfælde.
Som sygeplejersker har vi et “farligt” job, og vi kan komme ud for mange ting – og det er sgu vigtigt at passe på os selv, og være på den sikre side, altid.
Og selvfølgelig skal man huske at passe på sig selv, både i klinik, arbejdsliv, og ja, i fritiden, men hvis uheldet er ude, er det altid bedst at sige det til nogen, i stedet for at feje det ind under gulvtæppet. Jeg vil til hver en tid hellere være pibet, end at risikere at dø en eller anden overført sygdom <3 Så det var alt for nu.
Jeg har lige nogle billeder, det ene er fra mit blodprøvestik, og det andet fra en af vaccinationerne.
Pas på jer selv derude, livet er altså det vigtigste, vi har <3

Følg mig på Bloglovin’ enten via Bloglovin’ profil, facebook eller mail. Til vi ses igen:
– Cecilie x

Sløveste blogger ever?

Hej guys! Nu er det efterhånden ved at være 2 uger siden, jeg sidst fik opdateret bloggen 🙂 grunden til dette er, at jeg har været på Bornholm – der vil komme et seperat indlæg om dette, når jeg engang får billederne derfra 😉 der er bl.a. billeder af mig med byeskydning og zip line, og de skal da med i indlægget! Så jeg må patiently vente, til mine forældre får nosset sig sammen til at sende dem (tæhæ).

Resten af tiden bruges på oprydning, chilling, forberedelse til Japan og tanker – mange, mange tanker. Tanker om denne her blog, og hvad der skal være på den… Tanker om mit studie. Tanker om mit forfatterskab, og om dette overhovedet bliver til noget?

Jeg har fået nogle slag undervejs, der har rykket en del til mit selvværd, og min motivation. Jeg gennemgik inden turen til Bornholm en UGE, hvor jeg bare græd hele tiden. Alt fik mig simpelthen til at tude, og min terapeut er på ferie, så der var ikke megen hjælp at hente.

Min motivation nu er også lig med nul. Det tog mig 1 time og 30 minutter, at få overtalt mig selv til at støvsuge, til trods for, der ikke er blevet støvsuget i 2-3 uger. Puh, livet er slet ikke til at overskue for mig lige nu 🙁 derfor står bloggen også stille.

MEN, hvis alt går som planlagt, får jeg smidt et indlæg op i morgen – og med lidt held, så får jeg også skrevet nogle kladder, jeg løbende kan smide på bloggen, når jeg ikke har tid til at skrive 😮 så kryds fingre for, at alt går vel, og så kommer der – forhåbentligt – et nyt indlæg på bloggen, der er lidt mere spændende end det her :p

image

– Cecilie x

Færdig i klinikken!

Hej Guys!

image

Så! I fredags blev jeg færdig med mit klinikophold, som jeg har været rigtig glad for – selv om det var hårdt – og bestod alle tre prøver/eksamener (praktisk, skriftlig og mundtlig).

Da jeg rejste til Jylland for at holde et par dages ferie med min farmor lørdag formiddag, fik jeg ikke skrevet noget indlæg, og derfor er dette også en anelse forsinket :/

forhåbentlig får jeg snart mere tid til at være online på bloggen igen, og får skrevet nogle indlæg.

I forbindelse med klinik, har jeg 2 indlæg, jeg gerne vil skrive – jeg ved dog endnu ikke, hvornår dette bliver aktuelt, da jeg har lidt småtravlt for tiden. Håber dog på snarest muligt :*

Derudover går jeg med planer om bogskriveri (dam dam), så nu må vi se, hvad der sker.

Til vi ses igen ..

– Cecilie x