Vietnam 2018 – Dag 1 – Ankomst & Spadag

Hej bloggen, og VELKOMMEN tilbage – nu tager jeg sgu hul på Vietnam-life. Så må vi se, hvor meget jeg når at skrive, inden vi træder ind i jule-life. Menøh, ja.

 

Torsdag d. 6. september, kl. 5 om morgenen, kørte min farfar mig til Kastrup lufthavn. Jeg var pissetræt, og lidt sørgmodig – for egentlig var den dag også min halvmåneders dag med min kæreste. Og let’s be real, halvmånedsdage er lidt kiksede, MEN, eftersom det er mit første forhold siden 1. klasse, så føler jeg lidt, at jeg har ret til at være excited.

Anyway. Vi kom af sted, og ret hurtigt blev jeg stoked. Nu skete det sgu, og om 3,5 time, så ville jeg sidde i flyet på vej til Doha. Det var alligevel lidt vildt!

Der var lidt issues med planlægningen, så den ene af os fem, der skulle af sted smuttede ind før os andre. Men jeg mødtes med de tre andre piger, og vi checkede ind sammen, fik noget mad, de af os, der havde lyst, købte nogle småkager og noget lakrids, som vi ville have med til gaver til vores lærerne nede i Ho Chi Minh, og derudover tyggegummi til rejsen!

 

Obligatorisk “jeg er på vej ud at rejse”-selfie (har valgt at minimere brugen af billeder med de andre piger på because of reasons). :))

Vi startede med at sidde 3 af os sammen på en række, og så en fjerde på rækken lige overfor, ved siden af os. Men ret hurtigt blev vi spredt for alle vinde, fordi vores interaktive skærme ikke virkede. Heldigvis var der supergod plads, så vi fik alle 2 eller 3-mands sæder, helt for os selv! Jeg endte med at sidde allerbagerst, og jeg havde det superfedt. Jeg var lidt ked af, at jeg ikke kunne læne mig op af vinduet, fordi der kun var 2 sæder bagerst, placeret lidt i midten, for det betød, jeg egentlig sad lidt besværet. Normalt er det ikke et problem for mig, men jeg døjede med eftervirkningerne fra to forstuvede ankler, så jeg kunne ikke helt bøje i anklerne, som jeg lystede… meeen, jeg fik problemet fikset, og alt var selvfølgelig oki-doki. <3

 

Morgenmadsmenuen blev hurtigt bragt frem (omend vi først fik maden 2 timer efter), og jeg var noget overrasket over, at man kunne vælge alkohol til sin morgenmad. Men i don’t judge! Til vores uheld, var alt på nær pandekagerne givet væk, og ingen af os magtede at spise søde pandekager. Så vi fik alle sammen vegetarretter i stedet for, og det smagte pissegodt, så ingen klager der! Jeg var i hvert fald tilfreds, som jeg gumlede min mad, og så Keeping up with the Kardashians. Jeg prøvede også at se Deadpool, men kunne ikke helt holde fokus. Så så jeg lidt The Office, tror jeg (?), og faldt ellers bare hen, mens jeg nød udsigten og hørte musik.

 

Vi fik lige en slags sandwich med kage, inden vi landede i Doha, hvor vi skulle blive i 4,5 time, før vi kunne komme videre til Tan Son Nhat. Vi fik tiden til at gå med at kigge lidt rundt omkring. Jeg faldt pladask for noget Benefit, og måtte begrænse mig for ikke at købe noget. Endte i stedet for med at købe en varm kakao, fordi jeg frøs, og så sad vi ellers alle bare og hang ud. Snakkede, surfede på nettet… vi var vidst alle lidt halvtrætte.

 

Så var det ellers videre i teksten, og på det nye fly sad vi på samme måde som før. Vi fik udleveret aftensmad, hvor jeg valgte noget thai green chicken curry med jasminris, hvilket smagte siiindssygt godt, syntes jeg! Da jeg fik maden, stenede jeg The Office, og jeg hyggede mig ellers bare, som jeg sad der med min vinduesplads og havde fødderne oppe på armlænene foran mig (ja, jeg er sådan en type – kan fucking ikke holde mine fødder i ro). På det her fly, fordi vi fløj om natten, havde de også en sød lille “carepackage”-agtig til os, med læbepomade, tandpasta og -børste, ørepropper, sovemaske, og varme strømper.

Jeg endte ret hurtigt med at sætte en playliste på, med sange, som min kæreste tit hører, og som jeg også er blevet lidt småforelsket i, og så faldt jeg ellers lidt i søvn. Sov ret afbrudt, men fik trods alt sovet en god del af turen, eller i hvert fald slappet godt nok af, synes jeg.

 

Pludselig hører jeg bare et “miss, miss?”, og jeg havde taget mine briller af og alt muligt (fyi, jeg har -10 på begge øjne, så jeg er jævnt blind uden dem), og følte bare min hørelse også var væk, så panisk forsøgte jeg at finde mine briller og tage dem på, for at høre, hvad der blev sagt, og jeg når bare at høre turkey sandwich, og så siger jeg bare søvndrukkent “yes turkey sandwich”. Panisk vågner en af pigerne, M, der sad et sæde længere væk fra mig, i nogenlunde samme situation, river sovemaske, høretelefoner, m.m. af sig, og nærmest udbryder bare “YES TURKEY FOR ME TOO”, og så sidder vi to ellers bare og ser horrified på hinanden, mens damen finder vores kalkunsandwiches (som i øvrigt smagte siiindssygt godt). Vi opdager også, at mellemmanden mellem os var rykket et sæde om bagi. Nånå.

Jeg får min sandwich, og begynder glædeligt at spise af den, mens jeg ser the Office. Da jeg er færdig børste jeg tænder, sætter musik i ørerne igen, og betragter udsigten, som vi langsomt begynder at lande, ser jeg det smukkeste fucking view. Ærligt? Blev smaskforelsket i Vietnam allerede dér. :’)

 

***

 

Nå. Vi landede med flyet om morgenen d. 7. september, omkring kl. 7.

Vi blev hentet i lufthavnen af en fra hotellet, og kørt til vores hotel, Prague Hotel. Egentlig var der ikke superlangt, men… det virkede bare som en god idé, ikke at skulle stresse over at finde en korrekt taxa, og ikke en pirattaxa, eller hvad de nu hedder, eller skulle stresse over eksempelvis intet net til at finde en über første dag. Så vi tog den med ro, og bookede en taxa fra hotellet, som egentlig var forholdsvis dyr (25 kr. pr. mand – og kunne sikkert gøres meget, meget billigere!), men ja. Og vi var glade for beslutningen.

Jeg var ekstatisk, som vi kørte gennem byen. Ængstelig, over alle motorcyklerne, og den syge måde, trafikken foregik på, men glad for alle bygningerne, templerne, m.m., vi mødte på vores vej. Vi så også en buddhistisk (?) begravelse på vejen, hvilket var enormt flot og spændende. Jeg blev helt ked af, at vi kørte forbi.

 

Da vi landede på hotellet, tog de rigtig godt i mod os. Desværre kunne vi først tjekke ind kl. 14, men dette havde jeg forsøgt at advare pigerne om, der dog alligevel blev overraskede og skuffede (tjek-ind er altid omkring kl. 13-15 så altså… jeg var ikke specielt overrasket). Hotellet havde et storage rum til vores kufferter, så vi skillede os midlertidigt af med dem, og begav os ud mod byen. Vi boede i District 1, så ret centralt.

Vi havde allerede på flyet besluttet os for, at vores morgen skulle gå med noget massage. Det havde været en lang flytur, og vi var alle fuldkommen bombede over det (eller, jeg var egentlig ikke, men jeg vidste massage var forholdsvis billigt hernede, og jeg har aldrig fået en, så jeg var excited!). De andre brokkede sig meget over solen, varmen, fugtigheden, og træthed. Jeg var virkelig inderligt ligeglad xD Jeg havde forventet det, i præg af mine turer til Tokyo, så i rly did not give a fuck. Jeg vidste, hvad jeg havde sagt ja til, da jeg tilmeldte mig valgfaget.

Vi lagde ud med at finde en Burger King, hvor vi fandt noget at spise. Jeg købte en Whopper Junior Menu, og jeg var meget lykkelig. Vi var alle forvirrede over, hvorfor ingen spisesteder havde åbne, og hvorfor der var så tomt. Indtil det gik op for os, at klokken var 8-9 stykker om morgenen. Dér spiser alle ikke ligefrem Burger King… men dejligt (og velkendt!), det var det sgu.

 

Hotellet havde anbefalet et massage-spa sted, Beautiful Spa Saigon, så dér tog vi hen. Der var enormt flot derinde, faktisk, look how cute:

Personalet var rigtig søde, og vi skimmede ”menuen” igennem. Jeg ville gerne have vokset ben, da jeg med vilje havde ventet i en uge med at barbere dem, for at gøre dem klar. Men fik at vide, de ikke var lange nok 🙁 Jeg ville også gerne have en full body massage, men de andre var mest på head, neck & shoulder massage. Så jeg hoppede med på dén vogn. Derudover blev der snakket om fodmassage, og den var jeg mere end med på! Jeg har hele mit liv drømt om en rigtig fodmassage, så jeg var virkelig spændt. Hehe. Vi valgte den der hed foot treatment, som er en tresteps fod behandling, for ømme, trætte fødder (føler jeg har gået sindssyg meget i sommerferien, så mine fødder er helt smadrede!). Behandlingen inkluderede en massage, varm stearin, og andet godt, som skulle stimulere blodflowet.  Afslutningsvis nuppede vi også lige en pedicure, fordi why not. Btw, heller ikke noget jeg har prøvet før, så jeg var superspændt! Følte mig som en rigtig pige.

Vores massage gik i gang, og jeg var meget anspændt, fordi det var ukendt territorie, og jeg hader at ligge på maven (ups), så straks gik mit angstsystem i gang, og jeg var overbevist om, i couldn’t breathe and was gonna die. Så starten af massagen var ikke særlig afslappende, og hun måtte da også spørge, om jeg var ok 🙂 lidt pinligt, men altså. Resten foregik rigtig godt, om end jeg var nervøs for, om jeg ville svede mine optegnede øjenbryn af, som jeg lå der med hovedet direkte ned i håndklæderne. Men så snart jeg var faldet til ro, havde jeg det meget bedre, og syntes, det var superrart. Jeg blev så veltilpas, jeg på et tidspunkt var nervøs for, om jeg ville begynde at savle xD På et tidspunkt kørte de en eller anden dims rundt i hovedet på en, og det var lidt halvubehageligt, da det føltes som at blive slået i hovedet, men… jeg suckede det op. Haha.

Bagefter var det tøj på igen – hvilket foregik ultrapinligt, fordi min kjole var vildt stram… så jeg fik hvid solcreme udover hele min sorte kjole. Ikke kønt.

Jeg sad sammen med en veninde, D, og vi fik så lavet fodmassage. Vi fik udleveret varm te med jævne mellemrum, og tørret ingefærssnacks (som jeg virkelig hadede, og faktisk måtte smide ned i min taske, fordi jeg ikke så nogen skraldespand i miles omkreds). Teen var heller ikke spot on, men altså…

Vi startede med at få vasket fødder og filet negle, osv. Forberedelsen til pedicuren. Derefter foregik vores fodmassage, som var virkelig rar, men også enormt pinefuld. Jeg havde max ømme lægge, og det føltes bare som om mine ben var blå, hver gang de tog på dem. Puha. Jeg måtte holde ud. Men det var rart bagefter. Så fik vi varm stearin viklet om fusserne, og skulle sidde lidt med det, før de pillede det af, og lakerede vores negle. Luksus. Alt sammen til den nette sum af 242 danske kroner.

 

Efter behandlingen gik vi tilbage mod hotellet, og jeg smuttede lige i en Circle K på vejen, hvor jeg købte lidt snacks. Jeg faldt for nogle lilla oreo, og så måtte jeg bare også lige have en mandelsnickers (har drømt om at smage dem forevigt), noget japansk Meiji chokolade i ”black”, og nogle japanske Mochi med red bean paste i, fordi goddamn jeg savner Japan, og jeg var faktisk ved at bestille sådan en munchbox-ting fra Japan inden jeg tog af sted, så… jeg måtte bare. Jeg var for nysgerrig.

Efterfølgende nåede vi hotellet, hvor vi fik vores værelser. Jeg sov med en, jeg kommer til at kalde Z, og D sov sammen med M og E. Vi går alle i samme klasse, bortset fra E.

Men som vi kom på værelserne og fik pakket lidt ud, lagde Z sig til at sove, og det gjorde resten af selskabet også. Jeg var ret vågen. Både fordi jeg pga. min øjenbetændelse (som der ikke er øjenbetændelse, men ja, ingen ved hvad fuck det er), ikke har så godt af at tage lure mere, men også fordi, at jeg egentlig ikke var supertræt. Så jeg tjekkede lidt sociale medier og hyggede for mig selv xD Jeg endte vidst også med at spise min snickers, som i øvrigt smagte ret dårligt? Den var vildt sød/sukret, og bare… skuffende. Holder mig til normale snickers fra nu af. xD Men udsigten fra vores værelse var ret nice. Jeg synes det var supercute, at man kunne se “normale” vietnamesiske lejligheder, lige på den anden side af, hvor vi boede.

 

Om aftenen skulle vi finde noget at spise, og endte med en restaurant lige overfor vores hotel, der hed Vietnamese Aroma, mener jeg, det var. Jeg bestilte friske forårsruller med rejer og svin eller okse, husker jeg ikke lige, og en nudelsuppe med kylling. Forårsrullerne smagte sært, og det samme med nudelsuppen. Det kunne jeg sgu ikke lige greje. Puha.

Vi gik herefter lidt op og ned af gaden, vi bor på, og så på nogle butikker, da det pludselig begyndte at regne. Damen, der ejer butikken lyder forfærdet, og begynder straks at tage nogle af sine mannequiner ind, og M skriger nærmest op og hjælper hende i forfærdet panik, uden helt at vide, hvorfor. Det var et ret sjovt syn. Heldigvis lå butikken lige ved siden af vores hotel, men vi skulle åbenbart først over på den anden side af gaden og kigge i en anden butik, så vi spænede gennem regnen, og formåede at blive våde :/  Herefter måtte vi over vejen til vores hotel, hente regnjakker/regnslag, hvorefter vi besluttede os for at trodse regnvejret, og gå os en tur i området/distriktet. En rigtig hyggelig tur, og er ked af, jeg ikke rigtig fik taget billeder – yanno, u gotta protect the camera, så i did. Vi kom til min lykke ned ad en masse sidegader, hvor der var superhyggeligt – og småligt/trængt. Men hyggeligt. Vi kom også forbi en karaokebar/restaurant, hvor de havde en indendørs pool. Mega hygge.

Til sidst besluttede vi os for, at vi havde leget turister nok. Nogle af pigerne købte nogle slappe/haremsbukser på vejen, hvilket jeg jo havde været forudseende og taget med hjemmefra, hehe. Men vi vendte hjemover, hvor vi tog en tur i et varmt, velfortjent bad.

Jeg formåede så vippe sæbedispenseren på gulvet, så den smadrede, samt at oversvømme hele vores badeværelse. Afløbet virkede ikke, så der var oversvømmet inde i badet, og så oversvømmet ud udenfor badet. Men da jeg bruger -10, kunne jeg ikke se det, så akavet måtte jeg kalde på Z, og få hende til at se, om badeværelset var oversvømmet – og dér stor jeg jo så, naked and afraid, fordi bade”forhænget” er af glas og gennemsigtigt. Men Z konstaterede, yep, der var sgu oversvømmet. Så måtte jeg skynde mig at tørre mig, og så løb vi ellers ned i receptionen, for at klage over det.

Her kom en fyr op, der ikke kunne et kuk engelsk, han fiksede vores afløb, hvorefter han gik ned i receptionen. Kort efter modtog vi et opkald om, at de ville skrive en regning på 25 dollars for sæbedispenseren! Som var faldt ned, fordi den var dårligt monteret på væggen. Jeg prøvede at argumentere, men aftenvagten var bare enormt dårlig til engelsk, han fattede intet, så han insisterede på, at han ville skrive den her regning.

Jeg var rasende. Men Z bad mig slappe af, så det måtte jeg jo prøve at gøre. Vi lå og snakkede lidt, indtil vi besluttede, at hoppe til køjs. Zzz.

 

Det havde været en superlang dag, men rigtig dejlig og spændende – dejligt med mødet med en ny kultur. Og jeg glædede mig til flere dage hernede. Wow, jeg lyder maks depressiv lige nu, som om DAMDAM PLOTTWIST, OM LIDT DØR VI ALLE. Haha. Intet alvorligt er sket, jeg skriver bare i datid, fordi… det startede jeg med, og så orkede jeg ikke at ændre det, og well… det er jo efterhånden også et godt stykke tid siden, så. Ja. Men jeg er glad for I følger med! Tak for det :’)

 

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvorfor 10 føles som et nederlag

Hej bloggen, og velkommen tilbage.

Planen var jo egentlig, at jeg skulle lægge nogle Vietnam-ting op snarest muligt, men i dag er der sket noget… lad os sige, spændende.

Jeg har fået karakter tilbage, for en opgave, jeg lavede, mens jeg var i Vietnam. Min interne prøve på 7. semester valgfag, på sygeplejerskeuddannelsen.

Jeg har fået 10.

Min kæreste fik 4, og er ovenud tilfreds og glad. Fjollet som han er, troede han jo, at han ville dumpe, selv om jeg gentagne gange sagde til ham, at det ville han ikke. Så at han fandt ud af, at det var bestået, og at det var bestået helt OK, var fantastisk for ham.

Jeg var fucking sur. Skuffet. Ked af det. Og det er jeg altid. Jeg har ikke én eneste gang fået 12 på det her studie, og jeg kommer fra HF, hvor jeg fik 4 12-taller, 3 10-taller, 2 7-taller, og 1 4-tal, som jeg husker det. Det er en rimelig stor forskel, så kun at få 10 og 7 her. Gode karakterer, javist, men altså ikke gode nok for mig. Og kun mig. Får mine veninder 10, fejrer jeg dem med glæde, og fortæller dem, hvor godt klaret det er – og jeg MENER det. 10 er en pisseflot karakter.

Bare ikke, når det er mig, der scorer den. For 10 er lige ved og næsten. 10 er en påmindelse om, at jeg lige akkurat ikke var god nok, til fucking at få 12.

Så midt i de overvældende følelser, lagde jeg en snap op på min snapchat story, hvor jeg skrev: “when u try ur best but u don’t succeed. HVORFOR FÅR JEG HELE TIDEN KUN 10??? FUCKING FORTÆL MIG HVAD JEG GØR GALT FFS.”

Ja. En smule over the top, men good lord. Har knoklet røven ud af bukserne, for den fucking opgave, og det et KÆMPE nederlag, så kun fucking at få 10 for den. Jeg var slet ikke tilfreds, og jeg var slet ikke glad. Og fra jeg fik dén information, til at jeg lavede min story, gik der 5 minutters tid. Jeg var virkelig i følelsernes vold, og det var pissehamrende impulsivt gjort. Men ikke desto mindre, så skete det, og jeg har det ok med det.

Indtil jeg modtog en chatbesked fra en pige, der gik i min klasse på sygeplejestudiet, men nu er rykket, og har fået noget merit, og er blevet færdiguddannet for nogle måneder siden. Hun skriver så til mig: “Stop dig selv. Tænk på dem som dumper. Bare vær glad.”

Øhm, excuse me? Hvem fuck er DU at fortælle mig, hvad JEG skal være glad for? Hvad er det for en unødvendig kommentar, at smide i hovedet på et andet menneske?

Jeg skrev så, at det heldigvis var min snap, og at jeg kunne gøre, hvad jeg ville, og så tror jeg, at jeg skrev, at jeg kunne tage det, som jeg ville.

Så skrev hun tilbage: “Jo, men bare vær tilfreds, jo det bestemmer du jo selv. Men tænk lige på, hvor mange der dumper, du fik 10…”

Nu kan jeg ikke huske, præcis hvad jeg skrev. Og jeg indrømmer, det var pissedumt af mig. Men hun fik en besked, hvor jeg sagde, jeg ikke forstod hendes problem, og at jeg ikke syntes, hun skulle blande sig i ting, hun ikke vidste noget om. Jeg kørte den så – dum som jeg er – længere ud, med at forklare hende, at et 10-tal for mig ikke er godt, fordi jeg føler, det er en påmindelse om, at jeg ikke nåede et 12-tal, og fordi jeg altid har været 12-tals pige, hvorfor jeg synes det er enormt svært, at slå mig til tåls med et 10-tal. Så for mig kunne jeg lige så godt have dumpet, for det føles sådan i mit hoved, når jeg ser et 10-tal. Og at jeg synes hendes kommentar var så respektløs, og unødvendig, som noget kunne være, for hun anede ikke, hvad hun snakkede om.

Så kan jeg ellers love jer, at jeg fik tilbage. Og dét blev jeg faktisk lidt ked af. Først blev jeg rigtig gal, og syntes det var latterligt og grinede, men jeg blev sgu også ked af det. Det gjorde jeg altså. Hun skrev nemlig: “Bare glem det, har ikk noget problem. Syntes bar det er en opmærksomhedskrævende ting at skrive. Men er sku da ligeglad sagde bar vær stolt af dit 10-tal, andre ville dø for det.”

First off. Hun må have et fucking problem, hvis hun har behov for at køre rundt i, at jeg er utilfreds med mit 10-tal. Og hvis der er noget, jeg fucking ikke er, så er det opmærksomhedskrævende, i hvert fald ikke i den antydning, hun mener. Vi vil alle gerne have opmærksomhed, selvfølgelig vil jeg også gerne have det. Måske vil jeg gerne have mere end gennemsnittet. Fuck’s sake, jeg har en invaliderende lidelse, der fucker med hele mit liv, men jeg får ikke fucking taget nogen hensyn, for der er ikke nogen, der kan SE den lidelse. Så ja. Nogle gange råber jeg da op, og er “opmærksomhedskrævende” i den forstand. Men jeg ville aldrig, aldrig fucking bruge min diagnose, som et opmærksomhedspunkt, for at få andre til at få ondt af mig. Så det pissede mig virkelig af, og gjorde mig pisse ked af det, at hun kunne skrive sådan til mig. Jeg har aldrig sagt fucking ét ondt ord om hende eller til hende, så jeg forstår vitterligt ikke, hvorfor hun syntes, det var okay at angribe mig på den måde, at skrive noget så fucking ondskabsfuldt.

Jeg har så fucking svært ved at skelne mine vrangforestillinger fra virkeligheden, og at få at vide, at jeg er opmærksomhedskrævende, er bare slet ikke det, jeg har behov for, og jeg synes ikke, det er okay. Jeg prøvede at forklare hende, hvorfor jeg skrev, som jeg skrev i min story – fordi jeg er anerledes end hende. Og så bliver jeg mødt med den dér. Fedt nok.

Og hun sagde ikke, at jeg skulle være stolt af mit 10-tal. Det var absolut ikke det, hun sagde. Hun sagde, jeg skulle stoppe mig selv, og bare være glad og tilfreds, fordi der fandtes andre, der dumpede. Det var fucking det hun sagde. Det er kraftedeme ikke mit problem, at andre folk dumper. Det kan ikke være, og bliver aldrig, mit problem, at folk de dumper. Det må folk selv stå til regning for. Og det er da pissenederen for dem, at de dumper, ja. Men det er ikke min skyld. Og jeg får det ikke bedre med mit 10-tal af den grund. For jeg har lagt tid og energi i det, og jeg er sgu ked af, at jeg ikke var bedre, end et 10-tal, for jeg følte virkelig, at jeg leverede. Så derfor bliver jeg unægteligt ked af, at jeg ikke var god nok. Det kan hun ikke tage fra mig, bare fordi der er andre, der dumper. Det er fucking ligesom at sige til deprimerede mennesker, at de ikke skal være deprimerede, fordi der findes folk, der ikke har nogen familie, noget hus, noget arbejde, eller anorektikere, at de bare skal spise, og være glade for de kan det, fordi andre sulter. Det fucking hjælper ikke på problemet. Det er at invalidere andre menneskers følelser, og det er PISSEKLAMT, man kan sidde i en profession som SYGEPLEJERSKE, og gøre sådan noget ved andre mennesker. Det vil jeg ALDRIG lære at forstå, at man kan. Mine følelser er mine egne, og jeg har hundrede procent ret til at have de følelser, jeg nu engang har.

Afslutningsvis… Andre ville dø for det? Listen up. Du ved fucking ikke, hvad jeg har opgivet i mit liv, for at opnå de her karakterer. Jeg DØR for mine karakterer. Jeg græder utrøsteligt i timevis, fordi jeg ikke føler, det er godt nok, og uanset hvad jeg gør, er det ikke godt nok. Jeg bliver så vred. Så fucking vred. Jeg spiser enten ingenting, eller fucking alt i huset, når jeg skriver, fordi jeg enten er for fokuseret, eller ikke fokuseret nok. Jeg nedprioriterer min søvn, og går ikke i seng, når jeg skriver opgaver, men arbejder ud til langt hen på morgenen, hvor jeg ikke engang kan holde øjnene åbne mere. Så fucking lad være med at bland dig, og sig, at andre folk ville DØ for mine karakterer, for det ved jeg sgu godt? Men de kommer heller ikke af sig selv. Jeg lægger sgu også arbejdet i at FÅ de karakterer, som jeg får.

 

Mange tanker, og mange følelser, gik gennem mit hoved, efter at have læst den besked. Nogle af dem er skitseret her, andre er ikke. Jeg skrev tilbage til hende, at så måtte hun slette mig, hvis det var så problematisk for hende, så var problemet løst.

Der er sgu da ikke nogen grund til at gøre det sværere, end det er? Hvis hun synes jeg er opmærksomhedskrævende, kan hun sgu da bare fjerne mig som ven, unfollowe mig på instagram, who gives a shit, altså virkelig? Ingen tvinger hende til at glo på mig, så hun kan jo bare gøre det nemme og slette mig?

Kan udemærket klare, at få hate fra anonyme tabere på nettet, der skriver til mig, jeg er fed, grim, ulækker, intet værd, ikke kan være sygeplejerske, er uempatisk, er dum, hvad de nu ellers har sagt til mig. Det kan jeg sagtens klare, for jeg har ingen relation til de her mennesker, og det rager mig en fucking høstblomst, hvad de synes om mig. Men at skulle få den her slags kommentarer, fra folk, som jeg kender, og som kender mig (selv om vi ikke ligefrem er veninder der snakker om alt muligt, så har jeg aldrig haft noget i mod hende og troede heller ikke, hun havde noget i mod mig), det synes jeg fandeme er sårende. Og ignorant.

 

Hvilket også ledte til det næste, jeg gjorde. For hun gad jo tydeligvis ikke snakke med mig. Så jeg oprettede da lige 2 nye stories. Jeg er ikke ligefrem stolt af det, men jeg var vred, og jeg var såret, og hun skulle bare ikke komme og spille bedrevidende, når hun virkelig ikke kender mig, og ved, hvad jeg gennemgår. Så derfor kom de op. De lød således:

“Når folk blander sig i, hvilken effort, man har gjort for sin karakter. søde. har fucking forstuvet min ankel i frustration og grædt i dagevis pga. den skodopgave. så keep ur piehole shut, når du ikke aner, hvad fuck der sker :)” og:

“Derudover er jeg perfektionistisk, har angst og ocd, er skizotypisk og deprimeret. vurderer mit eget værd i min karakter (hvilket er pisseusundt og toxic, men not the point). at få et 10-tal er for mig det samme som, at jeg ikke er god nok. så lad være med at bebrejd mig. har hele livet fået at vide, jeg er så klog og dygtig. får jeg ikke 12, lever jeg ikke op til den forventning (i mit hoved), og det er fandeme lige så hårdt at leve med, som at dumpe.”

Ja. Ikke de smukkeste, mest stolte beskeder, og ja, jeg har hængt hende en smule ud. Men jeg har ikke nævnt hende ved navn, og laver mest af alt bare en psa om, at folk skal holde deres kæft, hvis de ikke ved, hvad de snakker om. Hun kender intet til mit private liv, så hvorfor blande sig? Hun ved ikke, hvad jeg dealer med hver dag, og hun ved ikke, hvorfor jeg synes, det er så tragisk, at få et 10-tal. Så hvorfor kommentere det? Hvorfor sige jeg er opmærksomhedskrævende? Jeg har ikke lavet den story, for at alle skal have ondt af mig og sige “ej, 10 er så pissegodt, vi er alle så stolte af dig, cheer up!” har lavet den fordi jeg bruger mine sociale medier som et fristed, hvor jeg kan komme af med de tanker, der fylder. Lige i det øjeblik, så var det tanken om, at jeg følte mig utilstrækkelig, der fyldte. Og jeg synes egentlig det er max ydmygende, at alle på min snap nu ved de her ting om mig, men sådan er det. Jeg har intet at skamme mig over, og selv om jeg synes det er pinligt, så synes jeg også, det er vigtigt. Det er vigtigt, fordi der skal mere fokus, og mindre tabu, på psykiske lidelser og problematikker. Så fair nok. Nu står jeg frem, og fortæller, hvorfor 10 for mig er en dårlig karakter.

For jeg VED, jeg ikke er alene. Jeg VED, der er mange flere, der lider under det her kæmpe pres. Mine forældre har aldrig sagt til mig, jeg ikke var god nok, hvis jeg kom hjem med 7 eller 10. De har altid sagt tillykke, og at jeg skulle være stolt, og at det var pissegodt gået. Men hvordan kan noget være godt gået, hvis man er vant til at få 12, og pludselig ikke får det mere? Hvordan kan det være godt gået, når ens lærere kigger på en og siger “ikke lige så godt som det plejer, men flot klaret”. Det er et enormt pres hele tiden at føle, man skal præstere, og hele tiden føle, at intet under 12 er godt nok. Og jeg synes det er så ignorant, og så klamt, at folk dømmer en på baggrund af det. Bare fordi jeg ikke er dumpet, eller ikke er vant til at få middelmådige karakterer, så betyder det ikke, at jeg ikke må være utilfreds. Min standard er anerledes end din. It’s as simple as that. Og jeg kender virkelig mange, der har det på samme måde. Og jeg synes det er irriterende, at skulle høre på, at jeg ikke må have det dårligt, fordi jeg har fået 10. Det er ikke sundt, og jeg skal stoppe med at være sådan, men one battle at a time, lige nu forsøger jeg at holde mig ude af tilbagefald, og så må det her prioriteres på et andet tidspunkt, man kan ikke bekæmpe alle ens dæmoner på én gang. Men jeg vurderer mit selvværd i karakterer, for jeg var aldrig den smukke pige. Aldrig den tynde pige. Aldrig den søde pige. Den sjove pige. Jeg var fucking aldrig nogen af de ting, og har altid haft et massivt socialt handicap, jeg heldigvis er blevet bedre til at håndtere, men det eneste, jeg altid har kunnet sætte min lid til, var, at jeg var kvik. Jeg kunne sgu mine skoleting. Og når jeg ikke kan dem, ligeså godt, som jeg har kunnet førhen, så føler jeg en del af min personlighed smuldrer, og så ved jeg ikke, hvem jeg er mere. Jeg føler mig som ingenting. Og jeg knokler røven ud af bukserne for de her ting, det gør jeg virkelig. Og jeg ville sådan ønske, det også blev afspejlet i mine karakterer. Men det gør det ikke, og det gør ondt, og jeg må gerne synes det gør ondt, uden nogen skal fortælle mig, at det er forkert.

Hun skrev så til mig, efter hun havde set mine stories. “Slap dog af! Seriøst, du har intet liv, bare slet mig.” Stærkt efterfulgt af: “Sletter dig, til grin man.”

Hvilket gjorde ondt at first, og også gør lidt ondt, når jeg læser det. Igen max invaliderende overfor mine følelser – jeg er såret over, at blive angrebet på den måde, over en fuldstændig legitim følelse, jeg har. Jeg har et fucking papir på mit køleskab derhjemme, som jeg har fået i OPUS, hvor der står alt muligt shit med, at mine meninger er lige så vigtige som andres, og at mine følelser er vigtige og altid er legitime og okay. Det er sgu svært at gennemgå den positive hjernevask, som min terapeut kaldte de her selvkærlige sætninger, når jeg samtidig får at vide, at jeg er opmærksomhedskrævende, fordi jeg beskriver mine følelser, og får at vide, at jeg skal slappe af (at jeg overreagerer).

Trøster mig med, at det nok snarere er hende, der ikke har noget liv, hvis hun virkelig syntes, det var nødvendigt at komme med så ligegyldige kommentarer til mig. Hun må hjertens gerne synes, jeg er til grin. Håber fandeme aldrig, hun selv kommer til at have det, som jeg har haft det de sidste snart 10 år. Og hvis hun nogensinde får det sådan, så håber jeg for hendes egen skyld, hun ikke kommer ud for, at folk behandler hende med samme ignorance, som hun har behandlet mig. Fucking tag dig sammen og mød dine medmennesker med respekt, det skal du kunne, når du er i det fag, du er i.

 

Så ja. Det var lige et surt opstød fra mig, der tydeligt viser, hvor fucking elendigt, jeg håndterer konflikter. Men jeg publicerer indlægget alligevel, selv om det sætter mig i en lorteposition, der får alle til at se, hvor dumbass jeg er, fordi jeg synes, at emnet er vigtigt. Der er så stor fokus på, at det er synd for dem der dumper. Der er overhovedet ikke nok fokus på, hvordan folk som jeg, 12-talseleverne, egentlig går og har det, når de ikke får fucking 12. Og det synes jeg, det her er et billede på. Igen, folk skal ikke have ondt af mig. Men jeg synes godt, at man kan begynde at tænke over, hvordan man snakker til hinanden. Bare fordi du ikke kan sætte dig ind i det, betyder det ikke, at det er forkert.

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

STATUS – OPUS, Vietnam, Bachelor

Hej bloggen, og velkommen tilbage. Der har været noget stilhed på bloggen, og det er simpelthen fordi, at jeg jo har været en måned i Vietnam ifm. sygeplejestudiet! Jeg ville gerne have blogget undervejs, men sådan blev det bare ikke. Dog har jeg taget en masser lækre billeder, og vil smide noget op her på bloggen tidligst muligt.

Jeg ville have lagt et Tokyo Haul op inden jeg tog af sted, men dagene op til, at jeg rejste, var superhektiske.

Jeg kom hjem lørdag aften, og mandag morgen startede vi lige på og hårdt med opstart til Bachelor. Yep, I hørte rigtigt – jeg starter på min bachelor nu, og kan derfor kalde mig sygeplejerske til januar, hvis jeg altså består. Så hvor meget aktivitet, der bliver på bloggen i den tid, kan jeg ikke lige love. Jeg håber bare, jeg kan få Vietnam op, men who knows.

 

Denne her status skulle i øvrigt også være kommet op, inden jeg rejste.

Men status er, at jeg jo har afsluttet mit OPUS-forløb. Det føles sgu mærkeligt, må jeg sige. Jeg var ret klar til at slutte, da jeg sluttede, men nu kan jeg godt mærke, at tingene brænder på indimellem, og jeg føler mig alene og forladt, og kan ikke helt håndtere dagligdagen selv. Og jeg har det rigtig, rigtig svært ved, at jeg stoppede i OPUS, som jeg gjorde. For jeg blev egentlig rimelig hurtigt afsluttet, og jeg fik ikke noget sikkerhedsnet med mig videre på vejen. Lige nu er jeg faktisk bare mig alene, uden nogen form for netværk eller sikkerhedsline, og det har jeg det faktisk rigtig svært med, fordi vi træder ind i en tid, hvor jeg ved, jeg vil blive presset. Både på grund af min upcomming bachelor, men også fordi det bliver vinter, og jeg altid får det dårligere om vinteren. Jeg har heldigvis fået en lysterapi lampe af min farfar, som jeg føler har gjort en forskel(?), men jeg tror bare heller ikke, at jeg kan satse på, at lysterapi kommer til at redde mig igennem. Så det er rigtig hårdt. De bad mig om selv at tage kontakt til en privatpraktiserende psykiater, men altså. Jeg har potentielt en brækket eller forstuvet ankel, der bare får det værre og værre. Jeg har haft svært ved at gå, og smerter i den, siden juli. Den anden siden maj. Og jeg har stadigvæk ikke reageret på nogen af delene, til trods for, at det virkelig progressivt bare bliver værre – så hvordan helvede skal jeg nogensinde få taget mig sammen til at få bestilt en tid hos egen læge OG fundet en psykiater, hvor kemien passer?

Jeg føler mig alene, og jeg føler mig tabt på gulvet. Og det er pissenederen. For jeg er allerede begyndt at få det svært igen, og jeg har ingen anelse om, hvad fanden jeg skal stille op. At komme ud af min seng er hårdt, og jeg bliver udmattet i løbet af no time, jeg slækker på ting, jeg ikke burde slække på, og alt virker uoverskueligt. Til mit held, bor jeg sammen med min kæreste, der hjælper lidt på humøret. Dagene er lidt lysere, når jeg ved, jeg står op til ham, og uden han ved det, hjælper han også til – får mig ud af lejligheden indimellem, får lokket noget rigtigt mad i mig, og sørger for, at jeg passer bare lidt på mig selv og mine basale behov. Og det er jeg ham dybt taknemlig for.

 

Vietnam var noget for sig, og jeg er superglad for, at jeg fik muligheden for at tage af sted – og valgte at tage i mod muligheden! Folk, der kender mig, ved jeg er hamrende neurotisk og generelt bare… ja, man skulle ikke tro, at jeg ville være typen, der tog dén udfordring op. Men det var hårdt, og det var svært. Jeg har aldrig taget så meget medicin, som jeg gjorde dernede, og jeg har virkelig haft nogle mørke stunder dernede. Dynamikken i vores gruppe dernede, var heller ikke skidegod, og faktisk enormt giftig for mig at være i, hvilket også er grunden til, at det gik… knapt så godt. Men da vi stod dernede og var færdige, kunne jeg også godt mærke, at jeg var stolt. Jeg havde sgu gjort det, jeg gerne ville, og jeg var kommet igennem, og det havde været benhårdt, men jeg havde GJORT det. Virkelig. At stå med mit certifikat i hånden var SÅ stort et øjeblik for mig.

 

Sidst, men ikke mindst: Bachelor på sygeplejestudiet. Om fucking 3 måneder (whoa) kan jeg kalde mig sygeplejerske. Det har været svært, det her bachelorfis. Og jeg er kun lige startet. Goddamn. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg ville skrive om, og det var kun heldigt, at jeg i det hele taget har en bachelorpartner (det skete for 2 ugers tid siden, huhej). Jeg ved bare, jeg vil skrive om psykiatri, og som det ser ud nu, er skizofrenipatienter nok en god kandidat. Men det er også sådan ca. dét, jeg ved. Og jeg skal aflevere problemstilling torsdag omkring middag 🙂 Tjuhej 🙂 Dét skal nok blive spændende.

 

Så…

Planen nu er, at jeg forsøger at få fucking oploadet min Tokyo haul at some point (måske efter Vietnam), og så at få uploadet nogle Vietnam-posts og haul derfra. Puha. Dertil at få min bachelor til at hænge sammen, og mit liv til at hænge sammen. Gonna be tough.

Så alt i alt; jeg har det ikke pissefedt lige for tiden, men jeg er mig, jeg er en fighter, og i might break down a few times (once a day, at least), men jeg skal nok klare den. Deep breaths. En dag af gangen. It’s gonna be fine. I can do this shit.

 

Så tak fordi I gad læse med på denne her semi pointless blogpost, jeg håber virkelig, jeg snart kan få opdateret herinde igen!

 

 

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x