Hej bloggen, og velkommen tilbage til endnu et indlæg om SFT.
I dag var der fokus på den svære samtale, og den gode samtale…
Jeg havde encountered begge.
Men der gik en på før mig, som havde en dårlig samtale, så der blev efterspurgt en god, og der valgte jeg så min gode.
Vi skulle beskrive samtalen, og jeg valgte så en messenger-samtale, jeg havde haft med min studieveninde, K. Sagen var den, at jeg havde det rigtig skidt, og var ked af det, så K havde spurgt, om jeg var okay.
Det vi så gjorde var, at vi analyserede ud fra den kognitive diamant (krop, tanker, følelser, adfærd), med særligt fokus på tanker og følelser, hvor jeg lidt akavet måtte ridse op. Jeg grinede en del imens, og de stod også lidt, de professionelle, “Cecilie er du sikker på det her er en god samtale, for den lyder virkelig dårlig”… Det er lidt personligt, men jeg tænker what the hell, jeg deler det her på bloggen alligevel. For det er svært at have psykiske problemer, og der er ikke noget at skamme sig over – og den her analyse hjalp mig enormt meget, så jeg håber, den kan inspirere lidt.
Som sagt havde jeg det enormt dårligt, så vi startede med at gennemgå tanker. Tankerne, jeg lige huskede på stående fod, var tanker som “hun er ligeglad med mig, hun spørger bare for at være sød/fordi hun er nødt til det”, “jeg er også bare irriterende at høre på”, “jeg er dum, mine problemer er dumme, jeg er smålig”, og den hårdeste, “jeg burde bare dø, når jeg er så dum og irriterende, det er bedst for alle”. Auch. Og det er jo så de her negative, automatiske tanker, jeg tror, jeg har omtalt her på bloggen før… de slår sgu lidt hårdt indimellem, synes jeg.
Moving on til følelser. Disse skulle gradueres fra 1-10. Så jeg startede med den mest indlysende, der var, at jeg var ked af det. Den fik gradueringen 9. Jeg var også ængstelig og paranoid, fordi jeg netop følte mig irriterende, osv. Begge disse landede på 6-7 stykker. Afslutningsvis var jeg frustreret, og den landede også på en 9’er. For inderst inde vidste jeg jo godt, at det var fjollet, jeg prøvede at bagatellisere mig selv, for selvfølgelig var det vigtigt, og selvfølgelig var hun ikke ligeglad – ellers havde hun jo ikke spurgt mig i første omgang!
Og så kom hele humlen, der jo så var, at vi skulle se på, hvorfor samtalen blev god. Det gjorde den bl.a., fordi K var rigtig god til at anerkende, hvordan jeg havde det, og hun lyttede meget ufortrødent til alt det, jeg havde at sige. Jeg havde haft en dårlig dag i skolen, hvor nogle piger, jeg troede var mine veninder, på det groveste havde ignoreret mig hele dagen. Det lyttede hun til, og hun forstod, og hun anerkendte følelsen, og hun sagde noget til mig, der virkelig fik mig til at tænke – nemlig at “lige meget, hvor lidt du tror, du betyder, så skal du altså vide, at du betyder alt for mig!” eller noget i den stil. Og det gjorde mig så glad. For hun så mig, og hun anerkendte den følelse, jeg havde. Men hun fortalte mig også, at det altså ikke var sådan, hun så mig. Og det betød bare alt, lige i det øjeblik. Så greb vi fat i noget af den ængstelighed jeg havde, hvor det kom frem i lyset, at hun faktisk tænkte enormt meget på mit velbefindende, og var meget hensynsfuld i sin ageren overfor mig, og hun kommunikere de ting, hun nogle gange syntes var svært, således at vi fik forventningsafstemt overfor hinanden, hvilket var enormt rart, fordi jeg havde faktisk ikke turdet snakket med hende om det, ved selv at tage fat, men det følte jeg nu, at jeg bedre kunne. Dertil spurgte jeg også ind til hende, og anerkendte hende… så alt i alt, var der masser af tillid og fortrolighed og anerkendelse, og lytning, der gjorde, at samtalen blev enormt god, og slet ikke så ubehagelig, som jeg havde frygtet.
Vi kan i øvrigt lige få nogle bonusfacts på banen om min krop – den rystede, jeg græd, jeg havde ondt i hovedet og i maven, og jeg kunne ikke trække vejret ordentligt. – og min adfærd var jo så, at jeg tog fat i hende og skrev tilbage til hende. <3
Og efter vores “gode samtale” her, mærkede jeg jo så en lettelse i kroppen, nogle tanker, der var blevet neutraliseret lidt – for hun var jo ikke ligeglad, jeg var ikke irriterende, jeg var ikke dum, og jeg burde absolut ikke bare dø! Jeg var vigtig, hun holdt af mig, og intet var for småt, til at hun ville snakke med mig om det, for jeg skulle ikke gå rundt og have det dårligt. Hvilket i sidste ende også fik de værste af følelserne til at blive dæmpet en anelse, så de ikke var lige så intense mere. Så alt i alt – en enorm succes, og en enorm stor ressource, at have sådan nogle mennesker i sit liv.
Her fik jeg også at vide i plenum, at man netop også selv kunne gøre meget, for at samtalen forblev god, i forhold til også at anerkende modparten osv. Enormt lærerigt, og noget, man måske slet ikke tænker over, men som gør en kæmpe forskel.
Der kom en til god samtale på banen, efterfulgt af en dårlig, og jeg har ikke tænkt mig at udlevere her i detaljer, hvad de handlede om. Primært fordi jeg ikke husker det mere – jeg skrev ikke ned til det, jeg koncentrerede mig mest bare om at lytte.
Men særligt den dårlige fik… ja, den rykkede sgu noget i mig. For vedkommende, der sagde det, fortalte, at han havde haft så mange negative tanker, og så meget selvkritik, at det havde fuldkommen bremset ham i de ting, han gerne ville sige, så han havde opgivet på forhånd, og egentlig ikke fået kommunikeret de ting, der var vigtige for ham. Og det gør jeg selv enormt tit, især i forhold til min primærbehandler, der slet ikke lytter til mig. Jeg har flere gange bedt hende om at give mig en tid hver uge, fordi det er det, mit behov er, og det mit OPUS-tilbud går ud på. Jeg har også fortalt hende, at når hun ikke gør det, og ikke lytter til mig, får det mig til at føle, at jeg er komplet ligegyldig, og jeg stopper bare med at spørge, fordi jeg er jo alligevel lige meget, og jeg har ikke brug for noget hjælp, for jeg er ikke syg. Jeg spilder bare alles tid. Osv. Og selv på trods af det, giver hun mig stadigvæk ikke mere regelmæssige tider; og jeg giver jo op. Jeg kan fysisk ikke få det over mine læber, at jeg har brug for flere tider. Jeg klapper fuldkommen i som en østers, fordi mine tanker bliver så voldsomme, og styrer så meget. Men det, at være bevidst om det, tror jeg er et enormt skridt i den rigtige retning. Nu skal jeg bare forsøge at bryde med den tanke <3
Derudover fortalte underviserne, at tanker og følelser ofte dikterede, om det blev en god samtale eller ej, idet vores tanker og/eller følelser, ofte ville smitte af. Så hvis vi havde mange negative tanker omkring os selv og samtalen, ville det ofte også risikere at ende i en dårlig samtale – og vice versa, hvilket også er rigtig vigtigt at huske.
Afslutningsvis gennemgik vi lige, hvad åbne og lukkede spørgsmål var… fordi næste hjemmeopgave handlede om, at få spurgt nogle åbne spørgsmål. Disse er spørgsmål, der “tvinger” vedkommende til at svare med flere ord, og ikke bare ja/nej, og er ofte hv-ord, som f.eks. hvem, hvad, hvor, hvornår, hvordan, osv. Og lukkede spørgsmål er så dem, hvor man typisk bare svarer ja/nej.
Men derudover findes der også vurderinger, konklusioner eller konstateringer. Kært barn har mange navne. Men det er f.eks. ting som “nå det lyder da hyggeligt”, “ej hvor rart”, “godt for dig”, osv.
INGEN af disse er mere rigtige end den anden, da alle tre elementer er vigtige i en samtale i passende mængder. Vi gennemgik også en øvelse, hvor vi skulle spørge hinanden/fortælle, og bagefter så vi på, om vi kom igennem alle sammen – og det gør man. I en helt normal samtale, kan man ikke undgå, at komme indunder alle tre punkter. F.eks. “Hvad har du lavet i weekenden?” – “Jeg har været på dyreskue.” – “Det i København?” – “Ja.” – “Det lyder hyggeligt.” Voila, alle tre samlet i én, kort samtale.
Det er ikke noget, jeg har tænkt over før, men det gør jeg helt klart nu. For jeg har ofte tænkt, at det er sært/kedeligt, når man bare kommer til at skrive “hyggeligt” til folk, der har sagt noget… men det er faktisk rimelig almindeligt, og nødvendigt i en samtale – og hvis vedkommende, man snakker med, ikke er enig, siger det jo nok noget til det, i form af “nej” eller “njahhh” eller “ikke helt”. Så det tager jeg helt klart med videre, sammen med den med, at de negative tanker kan få lidt for meget kraft, hvis de afholder en fra at sige det, man gerne vil <3
Det var det for denne uge. Og jeg vil KLART anbefale andre, at prøve at kigge lidt mere kognitivt på gode og dårlige samtaler, og se, hvad der spiller, og hvad der ikke gør, og se, om man kan finde et mønster, og nogle strategier til, hvordan man i hvert fald kan gøre sit for, at det bliver en god samtale. Det vil jeg i hvert fald begynde på <3
Glem ikke at følge med på Bloglovin’, og til vi ses igen:
Så går vi fra indlæggene om Tokyo 2017, og straight videre til hverdagslivet igen. Jeg startede i skole dagen efter, jeg kom hjem fra Japan, og så havde jeg ellers travlt med at få uploadet alle Tokyo-indlæggene, og det tog en del længere tid end ventet. Efter det måtte jeg lige tage en pause fra bloggen, for at fokusere på studierne, hvilket har resulteret i, at der er et par SFT-indlæg, der ikke er blevet skrevet… i’m sorry! Så lad os komme i gang:
Hjemmeopgaven til næste gang, som jeg jo så ikke deltog i, var, at lave en liste over steder, hvor man kunne møde folk. På min liste havde jeg skrevet: byen, klubber (sport, aktivitet), fredagscafé, biblioteket, studiet, offentlig transport og gaden.
Dernæst var der, at man skulle prøve en af stederne af, i forhold til at snakke med en fremmed. Det jeg valgte, var en episode i Tokyo, hvor jeg to gange spurgte nogle fyre om vej, på gaden på vej mod Ebisu. Den første var en fyr, der reklamerede for en restaurant, som jeg spurgte om vej, og den næste var en forbipasserende.
Det sidste på hjemmeopgaven var, at skrive ned, hvad der gik godt, hvor jeg jo så måtte skrive “det hele”. Begge fremmede var enormt søde, imødekommende, venlige og hjælpsomme. Så det var en succesoplevelse!
Jeg nåede så en tur i OPUS, inden næste SFT-gang, så jeg fik også udleveret den nye hjemmeopgave, vi skulle gennemgå den kommende fredag. Denne omhandlede et lille oplæg… man skulle vælge et emne eller en interesse, som man skulle fortælle om i gruppen. Af eksempler var, hvorfor man syntes, lige dette var spændende, hvor meget tid man brugte på det dagligt el. ugentligt, om man havde andre venner, der interesserede sig for det samme, og om man gjorde det sammen med dem, og hvor lang tid, emnet/interesseren havde været der.
Min så således her ud:
“Jeg har valgt emnet ‘at skrive’, idet jeg både har en blog, som jeg blogger på, lige har skrevet en novelle færdig, og er i gang med to romaner. Jeg synes det er interessant at leve sig ind i andre, og ‘flygte’ fra en selv; det hjælper meget ift. at aflede, og jeg synes det er sjovt at ‘fortælle’. Det er varierende, hvor lang tid, jeg bruger på det, men optimalt nogle timer om dagen. Jeg har ingen venner, som har samme interesse, men jeg har mødt en online, fordi vi skrev/skriver en roman sammen, fra hver vores karakters POV, og hende er jeg så blevet ven med gennem denne fælles interesse. Skrivning har altid interesseret mig, men jeg blev først rigtig bidt af det for 8-10 år siden, tror jeg… så lang tid!”
Selvfølgelig kom det ikke helt ud sådan, som jeg lige har beskrevet – det var bare de stikord, jeg havde på mit papir. Det blev en del mere flydende og livligt, da jeg sad til SFT og skulle fortælle. Det der skete var, at vi blev opdelt to og to, og så skulle snakke med hinanden. Det var ret sjovt, men også lidt mærkeligt. Senere fik vi så en ny partner, hvor jeg syntes det gik lidt lettere, fordi man havde en bedre fornemmelse for tiden og det, man snakkede om… hehe.
Efter det mødtes vi i “plenum”, og skulle snakke om, hvad man havde oplevet som hhv. fortæller, lytter og hos den, der lyttede til en.
Som fortæller, var der nogen, der oplevede, at de ikke snakkede så højt, at de snakkede for meget, at de snakkede for lavt og mumlende, tanker om, om det man snakker om overhovedet er interessant for modparten, og automatiske negative tanker. Personligt kunne jeg genkende, at jeg snakkede alt for hurtigt, og måske faktisk for højt og gestikulerende/livligt. Derudover var der også en del negative tanker ift. snakker jeg nu for meget? Lytter de? Er det interessant? Er jeg irriterende? Er det for højt? Gentager jeg mig selv? Svarer jeg overhovedet på deres spørgsmål? Hvordan ser jeg ud? Osv.
Som lytter, var der nogen, der bemækede, at det var svært at spørge ind, at de bare lyttede, at de sagde ja og nikkede (lyttede aktivt), at de holdt opmærksomheden på den anden, og at det var behageligt. Personligt lagde jeg faktisk ikke så meget mærke til mig selv som lytter. Jeg syntes, det var lidt svært at holde koncentrationen, fordi jeg selv var rimelig up-paced, fordi jeg var nervøs, så jeg havde svært ved at holde mund, fordi jeg bare gerne ville snakke med også… så det faldt mig meget naturligt at spørge ind, men jeg ved ikke, om jeg fik… spurgt ind til noget relevant, haha.
Hos din lytter, var der nogen, der opdagede, at der blev spurgt ind, at der var øjenkontakt, at folk nikkede, at folk virkede interesserede, at folk kom med små lyde/opmuntringer (igen aktiv lytning). Nu hvor jeg lige læser det her igen, synes jeg egentlig det er meget sjovt, at folk lagde mærke til øjenkontakt hos deres lytter, men ikke om de selv gav det… interessant. Og derudover kontrasten mellem de automatiske negative tanker, mange havde om sig selv, ift. om de nu var interessante, og at folk faktisk virkede interesserede. Personligt bemærkede jeg ikke så meget til min lytter, faktisk, andet end at de virkede interesserede og spurgte ind – også lidt overraskede, fordi de nok ikke lige forventede nogle af de ting, jeg fortalte om ift. mit skriveri, haha. Whoops, det viste sig vidst, at jeg alligevel lagde mærke til nogle ting, uden lige selv at have været klar over det :3
Til slut gennemgik vi så aktiv lytning igen, som handler om at sige ja/jo, nikke, have øjenkontakt, komme med opmuntringer og lyde, havde et åbent, imødekommende kropssprog, og kropsholdning, at komme med korte kommentarer, at stille spørgsmål og spørge uddybende ind, og lignende. Og det var faktisk det for denne uge.
Så det jeg lærte var lidt… at gemme de negative tanker lidt væk i samtaler. Fordi det går slet ikke så terrible, som ens hjerne forsøger at få en til at tro, nogle gange <3 Det tror jeg, er vigtigt at huske på, når det hele larmer lidt oveni knolden. Jeg håber, I kunne bruge indlægget, og eventuelt blive inspirerede til selv at prøve af, evt. med en god ven, bare helt ufortrødent og sige “nu vil jeg prøve at snakke om noget jeg interesserer mig for helt selv”, og se, hvad der sker. Jeg synes i hvert fald det var en god øvelse, I at “jeg er ikke kedelig”, og “jeg har også noget at sige”. <3
Glem ikke at følge med på Bloglovin‘. Og til vi ses igen!
Vi skulle flyve kl. 11:10, hvilket betød vi skulle være i lufthavnen senest kl. 9. Hvilket betød vi skulle af sted kl. 7:30 fra hotellet og mod Nihombashi Station, hvor vi skulle med Asakusa Line til Oshiage, og derfra ville metrotoget så blive til Narita Skyaccess, og vi kunne komme til lufthavnen.
Turen ind til lufthavnen gik dog ikke 100 % gnidningsfrit, må jeg nok lige fortælle.
Jeg havde ikke flere penge på mit Suica, så jeg havde betalt billetter separat de sidste 2 dage, og det skulle jeg selvfølgelig også i dag. Det blev lige akkurat 1.330 yen, som var lige præcis det, jeg havde tilbage i mønter. Lillebror skulle oplade sit Suica. Så kommer vi hen, og vi skal betale for billetter, og vi er i forvejen… ikke sent på den, men vi havde ikke lige kalkuleret at skulle op og ned ad trapperne med 20 kg tunge kufferter, vel?
Jeg kunne så ikke købe min billet, og gik totalt i PANIK, så jeg spurgte om hjælp, og fik at vide, at jeg skulle gå ned ad trapperne og op ad trapperne igen og så købe billetterne, og jeg fattede intet, af, hvor jeg skulle gøre det, så jeg løb forvildet omkring, måtte spørge om hjælp igen, denne gang med tårer i øjnene, og måtte så springe ned ad trapperne og op igen, og spørge på den anden side af perronen med totalt angstanfald i kroppen og tårer i øjnene. Manden, der stod, guidede mig så hen til maskinerne, hvor han hjalp mig med at få købt billetten, fordi han godt kunne se, at jeg ikke lige havde det skidegodt lige nu, og han informerede mig så også om, at toget snart ville komme. Det var 5 minutter forsinket, men det kom altså lige om lidt, så jeg skulle skynde mig. Jeg takkede, spurtede ned ad trapperne, op igen, måtte få kufferter og lillebror ned ad trapperne og op igen, så vi kom op på den rigtige perron, jeg fræsede over til manden igen, for at høre, om det var rigtigt forstået, at vi bare skulle blive i toget, når det stoppede på Oshiage, og det skulle vi så… og “hurry train come now” og jeg spurtede bare igennem tjek-inden, og nærmest lige som vi kom på den anden side af perronen, der hvor togene kører, kom toget, og vi sprang ind. PUHA.
Jeg rystede over det hele pga. angsten, der endelig var begyndt at calme the freck down igen, fordi vi nu havde nået det. På den 1-1,5 time togtur, der var, skulle jeg dog lige nå at bunde 0,5 L vand og 0,5 L cola zero. Cola er fucking lågsus, men ikke klokken 8 om morgenen, der er det bare lidt sært… men yanno. Det lykkedes, og vi kom frem til Narita Airport uden yderligere problemer.
Da vi nåede frem gik vi stedkendt direkte over til JR-stationen, hvor vi var inde for at aflevere vores Suica. Jeg havde 100-something yen tilbage på mit, og 500 yen i selve kortet. Lillebror havde en del mere. Jeg havde lidt overvejet at gemme kortet, for laughs, men lillebror havde jo også droppet bomben (upassende i en lufthavns-sammenhæng I KNOW), om at jeg nok ikke skulle sætte næsen op efter, at vi skulle af sted igen til næste år. Både fordi han var broke, men også fordi, at de måske slet ikke ville holde træningslejr næste år. Med dén information synes jeg, det var fjollet at beholde mit Suica og betale 30-40 kr., for det, når jeg ikke vidste, hvornår jeg ville få brug for det igen… og fordi jeg havde under 200 yen (normalt tager de 200 eller 220 yen i gebyrer for at give penge tilbage), så skulle jeg kun betale de 100-something i gebyrer, så jeg havde lige pludselig 500 yen sharp at snolde for i lufthavnen! Lillebror havde en del flere, lad os sige det sådan…
Vi gik op af rulletrapperne, og jeg kunne bare IKKE finde rundt, vi skulle åbenbart vildt langt op (sidste år syntes jeg kun vi skulle en rulletrappe op, men vi skulle altså en del mere denne gang), og da vi nåede over, var jeg så i den forkerte fløj til flyene… og da vi skulle tjekke ind, kunne vi så ikke selv få lov til at tjekke ind, men skulle stå i kø og lade SAS-menneskerne tjekke os ind, fordi scan-selv-tjekind-scannerne virkede ikke. Til gengæld gik security enormt stærkt, så klokken var vel 9:30-10, da vi nåede ind i selve lufthavnen? Idk. Vi besluttede, at vi skulle kigge efter souvenirs ASAP, så vi kunne få brændt nogle yen af! Det blev hurtigt til to flasker sake, en til mig, og en til lillebror, der også havde købt sakeglas og alt muligt fancy tideligere på ferien… FUCK, i forgot, da vi var i Harajuku var vi også i Oriental Bazaar igen ofc., jeg glemte bare at skrive det i indlægget, fordi jeg ikke købte noget derinde!! Men vi var der altså, haha. Meget hyggeligt sted…
Anyway. Bagefter besluttede vi os så for at vi skulle have noget second breakfast, og fandt os en Doutor, fordi McDonald’s til vores SKRÆK OG RÆDSEL var lukket ned for ombygning… how dare they…
Jeg fik en tunasandwich til 310 yen eller sådan noget, og så ville jeg også have en cinnamon-roll, fordi jeg blev snydt i går… den kostede dog 200 yen, så måtte låne de sidste 10 yen (0,6 kr) af lillebror :// haha.
Efter det tog vi maden med os mod gaten, og lillebror brugte de sidste yen (af dem han gad bruge for han gad åbenbart ikke bruge dem alle), på en Cola Plus, vi længe havde undret os over, hvad var for noget (turns out det var en cola zero af en art??), og en is.
Så satte vi os ned og ventede på, at vi kunne boarde, mens vi spiste morgenmad. Da vi kom ombord på flyet, skulle vi DESVÆRRE sidde på firmandsrækken i midten :// Lillebror ville gerne sidde ud til gangen, rip rip rip… Men til mit held, sad der så ikke nogen ved siden af mig, og i øvrigt heller ikke foran eller bag mig, så jeg havde ENORMT meget plads til at slænge mig på, så jeg havde fødderne op på sædet ved siden af, kunne sidde i skrædderstilling og alt muligt nice. Tror lillebror havde mange ragrets i det øjeblik (nogen der har set We’re the Millers?).
Jeg satte hurtigt Snatched på, som faktisk var ret sjov, og små to timer efter, så var det tid til flymorgenmad/frokost… som var PRÆCIS det samme som sidste år (indlæg her, billede her) ?????
Efter at have set Snatched, som i øvrigt var en komedie, bare lige, hvis nogen har lyst til at tjekke den ud, lololol, så gik jeg i gang med at se Dirch. Vi havde set den derhjemme før, men i fell asleep, så tænkte, at nu måske var tiden til at se den xD
Efter det tror jeg, at jeg forsøgte at blunde lidt, sandsynligvis uden enormt meget held…
Som vi nærmede os “morgen” – dvs. endnu mere eftermiddag (når man flyver til DK får vi lige trukket 7 timer fra, så vi landede 15:40 eller sådan noget), begyndte jeg at se nogle andre ting. Jeg gad sådan set ikke helt starte på en film, så i stedet så jeg bare nogle afsnit af forskellige ting, ift. hvad de nu lige havde. Dertil kom morgenmaden, som også var PRÆCIS DET SAMME SOM SIDSTE ÅR.
Til mit held betød det jo så også samme æblejuice som sidste år, hehe. Den var jeg meget vild med. Jeg gennemsøgte hele Tokyo… eller i hvert fald alle Family Mart, Lawsons, og hvilke andre småsupermarkeder de havde rundt omkring, efter den, men ingen havde dem :((
Af serier jeg så, mens jeg konsumerede min morgenmad var bl.a. Frequency, første episode, som handlede om en kvinde, hvis far døde, da hun var ung, og pludselig kan hun høre ham gennem en radio, og de er så i to forskellige årtier, og hun prøver at guide ham udenom at blive slået ihjel, hvilket lykkedes, men det får så andre konsekvenser i hendes liv, og ja… den var fin nok.
Jeg så også You’re the Worst, som var en serie om parforhold, der faktisk var helt vildt grineren. Jeg vil prøve at se, om jeg kan finde den på Netflix, når jeg engang bliver færdig med at se Venner.
Til sidst så jeg Trial and Error, der er en komedieserie om en advokat, der prøver lykken, og bare får tilsendt the worst case ever, og the worst team ever, og han skal så forsøge at navigere rundt i dét… den var meget sjov også, og den kunne jeg også godt overveje at se mere af.
Så nærmede det sig landingstid, og vi var mere end KLAR, vi landede lidt før tid… til gengæld tog baggage-claim også bare 800 år, så… vi sparede egentlig ikke ret meget tid. Hvis overhovedet noget :)) men ja, sårn er det jo. Vores forældre kom og hentede os, og så tog vi hjemover… vi havde aftalt på forhånd, fordi jeg er flyttet hjemmefra, at vi skulle en tur hjem til mig og spise aftensmad sammen i fællesskab og snakke om rejsen.
Så vi tog hjem til mig, hvor min mor begyndte at lave spaghetti og kødsovs, og jeg vimsede rundt og pakkede ud og sådan, og vi fik hentet nogle af mine ting, vi havde puttet i lillebrors kuffert, og jeg fandt de gaver, vi havde taget med hjem til vores forældre i år :))
Til vores mor, havde vi købt en dåse småkager fra DisneySea, med det sødeste Mickey/Minnie reænassance-alder motiv, og til vores far havde vi købt en limited edition “Pirates Summer 2017” dåse lakridsbolcher, som han senere fik slået op og vist sig var… colabolcher… eller vingummier… fuck knows, men i hvert fald IKKE lakrids. Sådan kan det gå jo… derudover fik han også en sort/mørk, tør øl, idk??? Jeg blev sgu ikke helt klog på det, det lignede bare øl, så jeg tog den bare med. Derudover fik de til deling en lille pose Beauty and the Beast (dog var det Clocksworth og Lumiere motiv) bolcher fra Disneystore, fordi vores forældre tideligere på året tog os med ind og se Beauty and the Beast. De fik også begge to en fod-detox sheet og sådan nogle af de der hvide masker, japanerne bruger. Umiddelbart husker jeg ikke lige, om de fik noget andet, jeg tror det ikke?
Og ja, så spiste vi middag sammen, og min mor var også så sød, at hun vaskede op for mig <3 og så tog de hjem, og jeg vimsede bare lidt omkring herhjemme også, mens jeg ryddede lidt op, og bare dansede og hørte musik…
Selvfølgelig skiftede jeg dog lige over i min nye Hard Rock Café T-shirt og H&M-sale-bukser, mens jeg skrålede med på Royal Blood’s to nye sange, jeg blev forelsket i NETOP på Hard Rock Café, hhv. “I Only Lie When I Love You” og “Lights Out“… uffff, de er gode, seriøst hØR DEM.
Og ja… det var sådan set det???
Jo, og så havde jeg gennem hele ferien haft en seddel i min pung, hvor der stod, at jeg skulle prøve at spise “shabu shabu” og “sukiyaki”, mens jeg var af sted – det var en suggestion, fra en fellow person, der havde været i Japan. Gæt hvad jeg ikke fik spist, at all, at any time :)) øv altså. Anyone up for en ny tur, så jeg kan få smagt det mad dér???
Til sidst vil jeg bare sige tusind tak, fordi I fulgte med, og at jeg håber, at I vil tage et smut forbi min Bloglovin‘, og give et follow, så I hele tiden er opdaterede på, hvornår jeg laver nye indlæg 🙂 Jeg tænker, der nok ikke kommer til at gå alt for længe, før jeg skal i gang med noget SFT igen, og så selvfølgelig også min Japan/Tokyo-haul, som jeg HÅBER ikke kommer til at komme lige så sent ud, som den fra 2016 gjorde… link til den her.
Og her følger lige nogle dagsbilleder og aftenbilleder, af udsigten fra vores værelse på 12. sal. Dagbillederne blev taget, lige inden vi forlod hotellet </3
Derudover er der ikke så meget andet end at sige… til vi ses igen:
Hej Bloggen, og velkommen tilbage. Vi tager nu fat på vores allersidste dag i Tokyo 2017 🙁
Dagen startede i Shingawa, som var et distrikt, vi ikke havde været ude i før. Vi fik inspiration fra den brochure, vi snuppede nede i lobbyen første dag, og havde planlagt det således, at vi tog metroen til Shingawa, og så kunne vi – med lidt held – gå rundt til hhv. Ebisu og Harajuku.
I Shinagawa skulle vi se Sengakuji Temple og Happoen, og vi (jeg) glædede os!
Første stop var som nævnt Sengakuji Temple. Her ser vi Sanmon, Main Gate.
Her ser vi Hondo, Main Hall. Derudover købte vi nogle Incense Sticks, man købte et bundt til 100 yen, som vi besluttede at splitte. Disse blev så brændt af i krukken foran templet, til Buddhaen i håb om “health of everyone and universal peace with pure feelings”. Dette har jeg også nogle videoer af, men as per, kan de jo ikke komme med op med dette indlæg, så det må blive en anden god gang 🙁 Desværre!
Så var det et hus, not sure, om det var det, de her mennesker boede I? Og et berømt blommetræ, Chikaras – Chikara var søn af en eller anden, og begik seppuku (hara-kiri), og træet sagdes, at være blevet flyttet hertil, fra det hus, hvor han begik selvmord. Sidste billede her viser udsigten fra huset og til Ako Gishi gravene.
Her har vi så (igen) min obsession med de her cleanse-fiduser. Derudover har vi Chizome (blodplettet) blommetræ og sten… Historien fortæller, at da Asano Naganori begik seppuku, flød hans blod ud og plettede dette træ og denne sten. Ret freaky, men også ret sejt…
Her sre vi Kubi-Arai “hovedvask brønden”. I husker det blodplettede blommetræ og den tilhørende sten, ikke? Well, det var en fyr, der hed Kira Kozukenosukes skyld, at Asano Naganori blev straffet af shogunatet, og skulle begå seppuku/hara-kiri. Asanos tilhængere var obviously ikke fans af dette, så de 47 mand besluttede, at de ville hævne deres herre, ved at dræbe Kira. Så det gjorde de, og huggede hans hoved (kubi) af. Efter dette tog de til Sangakuji, og til deres herres gravsted, for rapportere drabet. Da de nåede frem vaskede de Kiras afhuggede hoved i brønden, og lagde det så foran deres herres grav og annoncerede deres succes.
Lidt klamt, ikke?
Jeg blev ikke helt klog på, hvad dette var, men jeg har en anelse om, at det måske er Asanos grav?
Og her kom vi så op til Ako Gishi gravene. Der var også mulighed for at købe incense her, og mulighed for at tænde dem, så vi tændte dem, vi havde tilbage, og lagde dem forskellige steder.
Jeg lagde en af mine inde i de der huller (billeder 3), og en sammen med de andre her på pladen – der i øvrigt var brandvarm.
Resten af historien, fra at tilhængerne havde dræbt Kira, var, at de gik til bekendelse hos autoriteterne, og for at bevare deres samurai-status og ære, blev de idømt alle sammen at skulle begå seppuku ved halshugning, hvorefter de blev begravet ved siden af deres herre i fire separate blokke, som man så kan se her på billederne.
Og så var der lige nogle “udsigtsbilleder”. Jeg synes det er så vildt, at et sted, der er SÅ flot, kan gemme på SÅ barsk en historie 😮
Vi gik ud, samme vej, som vi kom ind, og begav os mod metro-stationen, for at se på det nærmeste CityMap, hvorefter vi begyndte at gå mod Happoen. 🙂
På vejen spottede vi en masse spændende ting, bl.a. et campus, der mindede mig enormt meget om Tyskland, og en lille, gemt helligdom, som vi dog ikke orkede, at gå op til. Det tog vildt lang tid at nå frem til Happoen, men til sidst lykkedes det endelig, og vi var meget glade! Og en anelse dehydrerede…
Inden man gik ind, var der lige denne her cute helligdom, som vi selvfølgelig måtte kigge nærmere på 😛 Man er vel lidt nysgerrig…
Og så var der gaten ind til Happoen. Jeg ser lidt lille ud, eller er det bare mig? Og btw. Jeg ved godt mit tøj er lidt emo/scene, lol, mEN, vi skulle til Harajuku senere jo, og hvis der er ét sted i verdenen, hvor det er OK at se sådan ud, så er det fandeme dér, og det skulle jeg ikke misse!
Vi kommer ind, og det første vi ser er den her lille Pavillion-lignende ting. Der kunne man godt sidde og nyde haden, mens man drak en kop grøn te og spiste lidt kage, synes jeg.
Så kom vi forbi et hav af Bonsai-træner. Altså, der var virkelig mange, og de var så flotte. Der var SÅ grønt inde i denne her have, det er helt vildt. Farverne var så skønne! Plus, der var HARDLY nogen myg, så det var bare en kæmpe win!
Nogle udsigtsbilleder, som vi kom gående. Jeg har en idé om, at det på nederste billede er et lille tehus, men who knows? Vi nåede også Hakuhokan, som er en traditionel japansk bankethal. Virkelig flot. Vi stod og kiggede sådan udenfor, og så kom der nogle personaler gående forbi, og spurgte, om vi ville ind og kigge – det ville vi selvfølgelig gerne! Og i respekt herfor, valgte jeg ikke at tage nogle billeder derinde <3 men ham personalen gik så og viste os rundt derinde, og det viste sig så, at jeg tror nok, at sidste år, var der et par, der var blevet gift i hallen – og i dag var så deres årsdag, og de ville komme tilbage og fejre det, så de var i fuld gang med at dekorere på traditionel, japansk manér. Virkelig spændende at se – og folk var så gæstfri og venlige, selv om de arbejdede på livet løs derinde.
Ude foran var der denne her lille “rygerhytte”.
Bagefter gik vi ned mod vandet, og der var SÅ flot på vejen dernedad. Altså… wow.
For enden var der denne her Suichin, hvor folk kunne sætte sig ud og få en forfriskning, mens de slappede af og nød køligheden fra vandet… virkelig smukt. Seriøst, hvor amazing ville det ikke lige være? Desværre var der et “man må ikke gå herned” skilt foran, så vi måtte betragte det på afstand og drømme om, hvor smukt det måtte være, at sidde dernede :/ <3
Til sidst nåede vi mere eller mindre tilbage til start, hvor der var det her fine “vandfald”, som jeg besluttede, at vi skulle lave et mindre fotoshoot ved, haha. Mens vi var i gang, kom et personale hen og spurgte, om hun ikke skulle tage et billede af os, hvilket vi selvfølgelig takkede ja til! Desværre fik hun ikke lige vandfaldet i baggrunden med, så vi supplerede lige selv med et par billeder… men det blev et rigtig fint billede af lillebror og jeg <3 Jeg takkede damen mange gange for billedet, og hun sagde, vi nok var de første udlændinge, der havde været i år. Jeg sagde til hende, at jeg helt klart ville anbefale stedet til andre udlændinge, så det gør jeg nu – her var flot, og virkelig bare great. Hama-Rikyu kunne også noget, men… jeg tror faktisk, jeg synes, at Happoen er federe! Så hvis du finder dig selv i Tokyo sometime – tjek Happoen ud! <3 desuden koster det intet at komme herind, i modsætning til Hama-Rikyu 😛
For helt endegyldigt at nå tilbage til start, skulle man dog lige over en bette bro, og så over og op af stentrapperne. Det var meget sjovt, at på den ene side, lå der et lille vandløb, hvor vandet løb ud i søen, og på den anden side lå noget, der closeup lignede lidt en hule??
Imidlertid smuttede vi dog ikke tilbage til start – vi spottede nemlig, at nogen andre var gået ned i huset nede ved vandet, så vi besluttede at være crime og gøre det samme.
Oh hey there…
Må indrømme, jeg savnede min selfiestang. Det var svært at få et billede af sig selv og baggrunden!
Lidt stemningsbilleder af, hvad det ville sige helt reelt at sidde der – jeg har også nogle videoer <3
Et par selfies af lillebror og storesøster, og et desperat forsøg på at få søen i baggrunden med <3
Og et “på gensyn”, da vi gik derfra igen </3
Vi gik derfra tilbage og op, hvor jeg lige fik lillebror til at posere for mig en sidste gang <3
Og så var det ellers farvel til Happoen, og mod Ebisu!
Vi skulle også finde noget frokost. De havde en café i Happoen, faktisk, men for whatever reason besluttede vi os for ikke at spise der (???) og gik i stedet mod Ebisu, og regnede med at finde et supermarked af en art på vejen. Dette lykkedes også. Vi rendte ind i noget, der hed Maruetsu Petit, som faktisk VAR et reelt supermarked! Jeg blev så glad! Og lidt ked af det, fordi det var vores sidste dag, og jeg ville ønske, vi havde vidst, at der var supermarkeder at opdrive, for der var bare alt muligt. Lillebror var desværre 2 fast og havde megatravlt, så jeg nåede ikke at kigge ret meget derinde, rip rip rip. Men de havde masser af kølevarer, grøntsager, uendelige hylder med alt hvad hjertet begærede, ville seriøst ønske lillebror havde givet mig tid til at kigge på slik, men nope… og bedst af alt, så havde de kraftedeme bakeoff, ligesom hjemme i DK! Så den stod på varme pizzaslices, en cinnamonbun (troede jeg, turns out senere, at det var en blåbærmuffin-fidus, jeg blev lidt skuffet), og en cola zero. Det bedste af det hele var, at det kun kostede 280 yen for ét pizzaslice, én muffin og en sodavand – altså lige knap 18 kr. Stik den, DK.
Nå, men vi satte os udenfor og frådede vores frokost. Som jeg havde læst kortet, skulle vi fortsætte fremad indtil vi kom til et lyskryds, og så dreje til venstre. Dog gik jeg op til en sælger og spurgte ham, hvilken vej Ebisu lå, inden vi gik videre – jeg magtede ikke at fare mere vild. Han bad mig “go straight”, så det gjorde vi, og havnede pludselig ved indgangen til Institute for Nature Study, vi havde besøgt sidste år (link her, det var IKKE en succes). Jeg fandt dog hurtigt et kort og lokaliserede, vi skulle gå lidt tilbage – dog stoppede jeg lige en businessman og spurgte, om det var rigtigt forstået. Det var det. Så dragede vi videre.
At some point begyndte det at regne lidt, så vi hoppede sammen ind under min paraply, mens vi fortsatte, og langt om længe nåede vi Ebisu Station! Så vidste jeg, hvor vi var.
Troede jeg da. Ebisu Station er MOTHERFUCKING stor, så ved I lige dét. Vi gik rundt i 30 minutter, minimum, og jeg anede stadigvæk ikke, hvor fanden, vi egentlig skulle hen. Til sidst stod vi ude foran, og jeg stod… “okay jeg ved hvor vi er nu… det her er bekendt… vi skal dENNE VEJ”, og lillebror stod “er det ikke denne vej”, og så kom der en rar, ung, lidt lækker, britte hen til os. “Do you need any help?” spørger han.
Mig: “We are just trying to find the…”
“Station?” afskærer han mig.
“Ice cream place.”
“Ice cream place?” han kigger på mig, som er jeg faldet fra månen – men det var jeg nu ikke.
“Yes, let me just…” jeg begyndte at tage min taske af, for at finde Tokyo-bogen, så jeg kunne vise ham navnet – jeg kendte godt navnet. Ouca Ice Cream, men jeg anede ikke, hvordan man udtalte ouca rigtigt, og jeg ville IKKE make a total fool of myself. Men inden jeg nåede at finde bogen, havde han fundet det på sin telefon.
“It’s not far from here, I can take you.”
Og fra det moment fulgtes vi så med briten, vi ikke kendte navnet på. Han fortalte, han boede i Japan, da jeg spurgte, og han fortalte, at “it’s funny you know, the Japanese and their umbreallas, everyone has one, and like they are eye-poking level for us, so like, you always have to watch out”, og jeg grinede.
Han spurgte så: “So are you two like boyfriend and girlfriend?” og jeg stod NOPE we are siblings. AKAVET. Jeg fortalte så også, at lillebror trænede karate, og havde sort bælte. Han sagde et eller andet med, at han så hellere måtte watch out.
Så går vi forbi en japansk kvinde med en paraply, og han siger DØDseriøst til mig “Look at her. Look at that umbrella. It’s so big. She doesn’t need it that big! What is she going to do with it? Live under it?” og jeg stod bare OHMYGOD HVAD HVIS HUN KAN ENGELSK DIN TUMPE, jeg blev så forlegen! Nå, men vi fortsatte, og han sagde, at han var nysgerrig for at se dette issted… og lige inden vi nåede derover.
“So it’s your last night. Are you going out tonight then?” og jeg stod “nej”, og han prøvede igen… og igen… “It’s your last night, and you’re really not going out tonight?”, og jeg stod “no, sorry, our plane leaves early!”
Vi nåede frem til Ouca, og vores farvelscene var det MEST AKAVEDE I VERDENEN, fordi jeg vidste ikke, om det var give hånd eller kramme eller what, og så gav han hånd til lillebror, og vi takkede for at han havde fulgt os herhen, og jeg huskede ikke, om jeg gav hånd eller krammede, men han kørte en hånd gennem håret og went: “okay this is awkward goodbye” og stak af HAHAHAHAHAHA. Fuck det var weird… han var så sød og lækker, rip rip rip, i would’ve went out with u, come back 2 me…
Nå, lillebror og jeg kiggede så bare på hinanden all “in… inviterede han os lige i byen?”
Anyway – vi var nu på Ouca Japanese Ice.
De havde ikke længere pumpkin-flavor, som ellers var den, jeg havde set MEST frem til at skulle smage, så jeg var en anelse skuffet… Og jeg skulle no way in HELL have matcha igen. Så jeg stod og kiggede nysgerrigt på to lyserøde farver, men smagene var labeled “Suika Hyouka” og “Momo Hyoka” og du ved, det blev jeg ikke ligefrem klogere af, vel. Så jeg spurgte. Det viste sig så, at være hhv. vandmelon og peach, så jeg besluttede, at det skulle jeg have. Og så skulle jeg have en tredje… det endte med “Soybean Powder and Brown Sugar”. Fordi man kan IKKE tage til Japan uden at smage nogle af de skøre ting, de har hernede.
Kunne ikke vælge ét hipsterbillede, så I fik mange, haha. Som sædvanlig var der også tang nede under, og det smagte klammere denne gang end sidst, så I nearly died. Lillebror fik matcha, peach, watermelon og melon (jeg brød mig ikke om den normale melon sidst, så den sprang jeg elegant henover også). Han kommenterede også, at kiksen smagte som dem, man fik i kirken, haha.
Og nu til det spændende – hvordan var isen!? Vandmelonen var enormt syntetisk i smagen, syntes jeg. Den var jeg sgu ikke fan af. Jeg tror ferskenen var ret god, men jeg husker det faktisk ikke helt… whoops. Hvad jeg derimod husker var, at den brune, soybean powder and brown sugar, den smagte af kaffe i starten, og det kunne jeg ikke lide. Men jo mere, jeg spiste af den, jo mere kunne jeg lide den, og jeg endte med at elske den! Virkelig lækker, omg… Totalt det værd! knapt 30 kr. for sådan en bette is synes jeg er lidt dyrt, men omvendt, så var det SO worth it med de forskellige smage, og jeg skulle have været lige så brave, som lillebror og valgt en større, så jeg kunne få en smag mere med 😛
Efter at have nettet os med den lækre is, gik turen i første omgang moood…. Shibuya!
Dét var noget af en prøvelse, det var fandeme svært at finde vej, men det lykkedes, da jeg fandt ud af, at jeg for whatever reason skulle gå mod Shinjuku… og så kunne jeg ikke finde Shibuya Station, fordi de lavede åbenbart noget arbejde dér, så de havde dækket Stationen helt til med afskærmere, og så stod der pil til højre – Shibuya Station, og så gik man til højre, og så pil til venstre – Shibuya Station, og så stod vi bare dér mellem to pile, der påstod hver sin vej var Shibuya Station… men det lykkedes til sidst, at jeg spottede Shibuya 109 bygningen, gik mod den, og fik orienteret mig i forhold til, hvorhenne DisneyStore var, fordi det nåede jeg ikke, den dag jeg var alene, og jeg ville gerne vise lillebror den flotte, flotte Disneystore i Shibuya!
Først så jeg det her enormt søde Pinocchio set-up, jeg IKKE så sidste år. Jeg elsker virkelig Pinocchio-viben, jeg ved ikke helt hvorfor? Jeg endte også med at købe noget Pinocchio, haha. Indlægget fra sidste år kan læses her.
Så så jeg det her cute børneværelse, jeg også så sidste år, men i modsætning til sidste år, spottede jeg så denne gang Peter Pan og billederne af Darling-børnene… Whoopsie. Jeg kan så se nu, at jeg ikke inkluderede dette billede i sidste års indlæg, så nu er det lidt mindre pinligt, haha.
Dette så jeg heller ikke sidste år, og synes jeg også, så meget fedt ud, så enjoy that.
Last but not least har vi så hhv. Alice i Eventyrland udgangen/indgangen. <3 så meget kærlighed til Disney, haha.
Efter Shibuya prøvede vi så at finde mod Harajuku, men jeg var lidt usikker på, hvilken vej vi skulle. Jeg begyndte også at få ENORMT ondt i benene, så jeg måtte sætte mig ned, mens jeg bad lillebror shanghaje en, for at spørge om vej. Det viste sig så for mit vedkommende, at jeg havde fået nældefeber UDOVER begge bagskinneben (andet ord?), og knæhaser. Og fy for den LEDE, hvor gjorde det bare ondt. Jeg sad med tårer i øjnene på en trappesten, og kunne bare ikke strække dem ud eller bøje dem ind, fordi det brændte så forfærdeligt.
Men jeg kom på benene igen, og jeg gik over og var med i samtalen, og jeg mistænkte lidt, at fyren havde hørt, at vi havde spurgt om vej til Hachiko, og ikke Harajuku, da han pludselig pegede os i retnings af Shibuya Station… men vi var lydhøre og gik den vej, til vi var tilpas nok langt væk, til at vi kunne vende om igen xD Dog inden vi vendte om, måtte jeg sætte mig ned igen, mens jeg virkelig bare med tårer i øjnene sad “I can’t, jeg må have noget antihistamin og håbe på det går over”, så jeg slugte en pille, jeg HELDIGVIS var begyndt at huske, at have med mig, når vi gik ture. Sagen er den, at jeg lider af varmeudløst nældefeber (bl.a.), og jeg har været ENORMT heldig på turen, men lige sidste dag, så gik den sgu ikke længere. Det er dog lidt sært, hvordan jeg fik det kun på bagsiden af benene, trods jeg havde nylonstrømper på, og trods jeg havde det betydeligt varmere andre steder… men ohwell. Og min nældefeber kan udløses af alt fra solens varme til varme fra drikke/mad til svedproducerende varme. Så… ja, skønno. Men vi gik mod Harajuku, omend jeg haltede lidt.
Vi nåede så til Kiddyland, hvor jeg rekreerede billeder fra sidste år, endnu engang, jeg tog nemlig selfies med denne Stormtrooper og Darth Vader sidste år, men for whatever reason har jeg ikke featured det i mit gamle blogindlæg (her). Jeg genså lige billederne, for at se, om jeg skulle smide dem op i dette indlæg, og nOPE, jeg har ikke featured dem i det gamle indlæg, fordi jeg var ugly as shit, så lad os bare glemme, de findes xD
I Kiddyland var der også en lille Powerpuff-stand, og jeg er AMAZED, hvorfor denne pludselig upspring i Powerpuff pigerne? Er der kommet en reunion??? Noget jeg ikke ved noget om??? What’s going on???
Og så selvfølgelig Disney-standen <3 Jeg fik købt nogle småting her også, som I dog må afvente med at se, til min haul engang udkommer <3 hehe. Derudover var vi et smut i Daiso, hvor jeg sjovt nok også gik shop-amok! Haha.
De havde også denne søde t-shirt i Kiddyland, som jeg var meget tæt på at købe… Late for a Date, haha. Og så var der denne her crazy candyfloss, jeg spottede, den ser ikke særlig stor ud, men tro mig, den var fucking større end det barn, der holdt den man. Og så var hvert lag en ny farve. Mega cray-cray.
Og nu vi var i Harajuku, og jeg havde taget outfittet på, måtte jeg også lige posere lidt, blandt de farverige butikker, jeg kunne finde, så mit outfit ikke gik til spilde <3 Jeg passer ret godt ind her på Takeshita Dori, synes I ikke? Jeg vendte også tilbage til Hello Kitty tasken, omtalt i et af mine andre indlæg (her), og blev enig med mig selv om IKKE at købe. 🙁 jeg kunne rigtig godt lide tasken and all, men jeg ville også bare meget hellere have noget, der sådan rigtig sagde JAPAN eller TOKYO, fremfor Takeshita Dori, som der stod på denne taske, fordi folk måske ikke umiddelbart ville vide, hvad Takeshita Dori er, eller hvorhenne, det ligger </3
Da vi var færdige i Harajuku, blev vi enige om at tage metroen til Tokyo Station, hvor vi ville spise aftensmad. På vejen spottede jeg dette:
Og jeg bliver bare nødt til at sige… I CALL BULLSHIT!!! På skiltet nedenunder står der “Danish beyond Danish”, bitch, what the fuck u serving, ‘cuz it sure as hell is nOT DANISH. What the hell
Nå, men vi nåede forvirrede op fra Tokyo Stationen metroen, kom ud af stationen, og kunne så gå ind igennem stationen og ned mod Tokyo Ramen Street. Jeg havde en af dagene spottet en ricebowl, de havde dernede, der så yderst interessant ud, så der endte vi sgu med at spise.
Det smagte egentlig fint nok, men en smule dyrt, i forhold til, hvor lidt mad der var, men ohwell, vi fik prøvet noget nyt! Der fulgte en suppe med, der dog fik mig til at almost at puke everywhere, så den lod jeg pænt være… men ja.
Inden vi gik fra stationen måtte jeg lige ind og have en Starbucks Frappuchino. Jeg havde besluttet, at jeg skulle have en S’mores, men da jeg kom derind, tog min weak-i-want-what-i-know-and-love-side over, så jeg endte med en chokolade, whoopsie. Derfra gik vi hjemover, men tog lige et smut forbi Family Mart og købte noget morgenmad til i morgen, når vi skulle mod lufthavnen.
På billedet ved siden af min smukke frappé, ses min nældefeber, der var begyndt at chille lidt, men stadigvæk gjorde ondt som BARE pokker… nældefeber er SÅ ubehageligt, i swear to god, og det gjorde så ondt, og uanset hvor meget aftersun jeg sprayede på, ville det bare ikke køle ned, og urghhh, det var så ubehageligt 🙁 men vi begyndte at få pakket sammen, var nede at veje kufferterne, og jeg måtte… smide min elskede, gamle Converse ud (de var fuldkommen ripped to shreds, men alligevel)… og nu fortryder jeg så, jeg ikke købte nogle nye, da jeg var i Japan… nok var det japanske Converse, men til 300 kr burde jeg lige havde kunnet overleve… men jeg gjorde det selvfølgelig ikke, fordi jeg er rather stupid… oh well. Sådan kan det gå xD Men vi fik pakket færdig og smuttede så til køjs! <3
Tak fordi I læste med, der var en del mere tekst denne her gang! Glem ikke at følge mig på Bloglovin‘, så du ikke misser et indlæg <3 Til vi ses igen:
Vi nærmer os langsomt slutningen af vores Tokyotur. Faktisk var dette 2. sidste dag, vi var af sted, og den skulle selvfølgelig bruges i Electric City AKA. Akihabara – og så skulle jeg jo en tur ned gennem Nakamise Street, så jeg kunne få kigget efter en yukata (og hvis alt håb var ude, måtte jeg tage et smut til Roppongi igen). Vi fandt ud af, at der faktisk ikke var så langt til Akihabara – og jeg havde i øvrigt heller ikke flere penge på mit Suica, hvilket jeg var ENORMT pissed off over… men vi gik mod Akihabara.
Første step på vejen, var faktisk at gå mod Nihombashi, så det startede vi med, og lige så forsigtigt kunne vi så begynde at dreje af og gå mod Akihabara i stedet. Vi var i løbet af anden tur her i år blevet ret gode til at holde øje med ALLE City Maps rundt omkring, for at opsnappe, hvornår vi risikerede at fare vild, osv., og i dag var absolut ikke en undtagelse, vi gik mod stationerne Shin-Nihombashi, Kanda og Iwamotocho, sådan ca., men det kunne vi ikke helt lure på det City Map, vi stod og kiggede på at some point. Heldigvis kom der en flink japaner hen til os og spurgte, om vi havde brug for hjælp, hvorefter han gav os directions, og så var vi ellers på vej igen.
Planen var, at vi først skulle mod Maach Ecute, fordi jeg pure nægtede at tro på, at de ikke længere havde de lækre is, som de havde sidste år…. Indlæg fra sidste år her, fryseboks med is her, og den is, jeg valgte her. I swear to god, de is var bare røvgode, og jeg ville ønske, jeg kunne have smagt dem alle…
Nå, men inden vi nåede Maach Ecute, kom vi forbi den her lille shinto-helligdom, jeg lige nu, takket være Google Maps, har identificeret som Yanagimori Shrine. Her var vildt flot, men også sært, fordi der var så meget fokus på de her dyr, og jeg ved ikke, hvorfor? Hvad står de for??? Educate me???
Jeg er nu over halvvejs igennem de billeder jeg tog, og det sjove er, at mens jeg gik her og fotograferede, så lige pludselig bag netop denne del af helligdommen, kan man bare høre en masse larm lige pludselig, og ud fra bladene kommer så en japaner…. tror du lige lillebror og jeg blev forskrækkede? Vi troede sgu, vi var alene, men DET var vi ikke!
Efter ham fyren havde jump-scared os gik vi pænt videre, vi nærmest stak af derfra, og bare flækkede af grin, mens vi snakkede om, hvor overraskede, vi var blevet! På vej ind mod Akihabara, fandt vi også et lille supermarked, jeg kan ikke lige huske navnet, hvor de solgte billig cola, Pocky, og lidt andet godt, så jeg fik tanket op med de cidere, jeg godt kunne lide (de stod til 120 yen frem for 154 i vores lokale Family Mart/Lawson), og noget chokolade… Derefter fandt vi os et kort, og jeg fik ledt os hen til Maach Ecute. Vi gik en hurtig tur, og fandeme så, der var kraftedeme ikke noget is mere :(( øv.
Så her er i stedet nogle udsigtsbilleder fra Maach Ecute, og ned langs vandet, hvor Maach Ecute ligger ud til <3
Hertil selvfølgelig nogle billeder, som vi langsomt begyndte at begive os ned ad Akihabaras gader… Men som I kan se, fandt vi pludselig ud af, der lå en Animate lige ud til vejen, så vi skulle selvfølgelig en tur i Animate! Udover den store Animate (senere), havde vi også Tokyo Animé Center, Mandarake og Super Potato (spillearkade) på programmet, og derudover bare alt andet, der virkede attraktivt.
Nå, men vi gik op i den første Animate, og jeg FLÆKKEDE af grin, da vi kom op til den øverste etage. De var nemlig etagen fyldt med gay-luv HAHAHAHAHAHA
Lillebror forlod mig også MEGET hurtigt, mens jeg bare skraldgrinede for mig selv, over alle de her brilliANTE covers, haha. Fuck, jeg er kikset… lol.
Menøh, ja, that happened, og vi gik så videre, fordi… der var faktisk ikke noget spændende i den her Animate, skuffende nok… så vi begyndte at gå ned ad gaderne for alvor. Jeg har også en video fra den her Animate, men som sædvanlig vil den ikke oploade… iiih altså!!!
Nå, vi gik videre ned ad gaderne, og kom forbi Edion og Laox. Laox kendte vi fra Odaiba, hvor de havde nogle få merchandise ting, så vi tænkte, vi ville gå ind og kigge, og i Edion spottede jeg Hello Kitty… begge steder var skuffende. Vi gik forbi Super Potato, besluttede, at det gad vi ikke alligevel, og kom forbi et sted, hvor de også delte vifter ud, bare med animé på, hvilket jeg jo supergerne ville have!!! Men jeg gik allerede rundt med en vifte, og jeg syntes det var lidt kikset at spørge, så… jeg måtte undvære…
Vi nåede til Mandarake, hvor vi denne gang – fordi vi ikke var pjaskvåde – tog en tur igennem alle etagerne og kiggede. Lillebror fandt ét Yu-Gi-Oh kort, han var interesseret i, så det købte han selvfølgelig. Jeg gik bare lidt rundt og kiggede… Jeg havde en video af nogle Hentai-forsider, som jeg ville have oploadet, men… nu skifter jeg mening, det er vidst ikke så børnevenligt xD jeg synes bare, det var lidt sjovt at se. Og creepy… for en del af dem havde du ved små skolepiger på coveret, nøgne, og det er… lidt grænseoverskridende, synes jeg? Klamt? Så ja… vi gik videre.
Og se så her, hvad jeg fandt! Chobits var en serie, jeg engang læste, og Magic Knight Rayearth ejede jeg engang (dem på billede 2, nr. 1-2-3 i gul, og 4-5-6 i blå)… jeg betalte 60-70 kr. pr. bog, dengang jeg købte dem… det løber op i ret mange penge. Og de var ikke mine yndlings, så jeg solgte dem engang på et loppemarked for 100,- for hele serien :))) avav, min pengepung. Og hvad koster de hernede? Ikke mere end 500 yen pr. bog. Dvs. 30 kr. Tror du lige mit hjerte blødte? :)) jeg overvejede, om jeg skulle købe dem på originalsproget, men fordi jeg ikke var sååå fan af mangaen, valgte jeg at lade være. Jeg ville hellere have Chrono Crusade, Princess Ai, Love Hina, osv… jeg fandt også Death Note, dem tog jeg bare ikke billede af, kommer jeg lige i tanke om… anyway. Jeg fandt også en etage med English Manga, men guess what, lortet var ikke fucking english at all… urghhhh.
Efter at have været i Mandarake, gik vi så over i Animate, der var overfor, og lillebrors gamer-nerd-hjerte brast, da vi kom op på øverste etage, og der bare var linet op med montre med kort – ALLE mulige kort, Yu-Gi-Oh, Pokémon, og utallige kort, jeg ikke engnag ved, hvor kommer fra. Men kortene var ikke det bedste. Halvdelen af etagen var nemlig kort-montrer, med kort, man kunne købe. Den anden halvdel bestod af borde, hvor japanere satte sig og samlede decks af kort, og dystede mod hinanden… se dét var lillebror vild med, og han ærgrerede sig over, at han ikke havde sit Yu-Gi-Oh kortdæk med, hvor kikset, det så end lyder… haha. Men lillebror gik helt i svime, der var nemlig også bunker af kort, der var sat ned i pris, så man kunne stå og bladre igennem, og se, om der var noget interessant, så det gjorde han. I mellemtiden bladrede jeg nogle kort igennem med cute manga-piger på… jeg anede ikke, hvad spillet gik ud på, eller hvad kortene gjorde, men her er et udpluk, af dem, jeg syntes var flottest:
Nu sidder jeg så bare og fortryder, jeg ikke købte nogle af kortene. Jeg havde udvalgt de fem, I ser, fordi jeg syntes de var så cute (og mega billige, seriøst Cecilie, hvad er der galt med dig), men så skiftede jeg mening, fordi jeg ikke kendte spillet… dum, dum, dum, dum, dum, altså… for pokker da. Øv. Stuepigen I ser var i øvrigt indersiden af elevatoren i lige denne Animate, haha.
Jeg husker ikke, om vi prøvede lykken med nogle flere butikker, men i hvert fald var der intet i nogle af dem vi var i. Jeg havde smidt kortet væk, så jeg anede ikke, hvordan jeg kom til Tokyo Animé Center… så vi blev enige om bare at finde noget frokost, og så ellers bevæge os mod Asakusa.
Vi havnede selvfølgelig på Maccen 😛 lol
Vi kom også forbi nogle Maiden Cafés, som lillebror var blevet lidt hooked på (vi var aldrig inde tho), fordi han syntes, at pigerne virkede noget mere indbydende, end store, fuldvoksne mænd, der nærmest råbte og skreg, at man skulle komme ind og spise, eller havde gigantiske skilte på sig… og han har ret… det er jo også det, der er meningen 😛
Bagefter fandt vi endnu et kort, og begyndte laaangsomt men sikkert at bevæge os mod Asakusa, og vi var lidt sent på den. Vi fandt frem til samme sted, vi havde fundet frem til sidst vi var i Asakusa, og Tokyo Skytree så rigtig flot ud, nu hvor der var solskin og ikke længere overskyet, så jeg skyndte mig selvfølgelig at knipse et billede. Eller fire…
Vi var også sidste gang blevet enige om, at den gyldne fidus dernede, måtte være en gylden lort… haha.
Men videre gik vi, mod Namakise Street og Senso-ji, hvor jeg selvfølgelig var trehundrede år om at vælge en yukata. Der var mega stress på!!! Hende dame-ekspedienten ville bare ikke lade mig være :(( hun blev ved sådan “which one do you want”, og valget var skåret ned til en sort med lyserøde blomster, eller en blå… men jeg kunne ikke lide mønstret på den blå, selv om hun fortalte noget med, at det var traditionelt japansk, idc, men den blå FARVE suitede bare mine øjne så godt… desuden var yukata’erne lige lidt dyrere her, end i Roppongi, men omvendt skulle jeg til Roppongi, ville det alligevel koste en del i transport… og ja, jeg kunne bare ikke beslutte mig! Men da valget stod mellem den røde og den sorte, havde størstedelen af dem, jeg havde spurgt satset sort, så det endte jeg med. Selv om de desværre ikke havde et lyserødt bælte her 🙁 så det blev gult i stedet <3 jeg måtte også forklare ekspedienten, at jeg ikke kunne mikse gul og blå, fordi det aldrig ville blive godkendt derhjemme, haha. Og da jeg ikke kunne vælge, var hun meget hurtig med “take both”, ja, nej, ven. 5.500 yen… det er over 300 kr., og folk GÅR IKKE I YUKATA I DANMARK, ISÆR IKKE NÅR DE ER HVIDE AS SHIT, så nej… Freck. Men jeg fik endelig købt en yukata, og endda samme sted, som lillebror fik sin sidste år :)) så det var fint. Vi nåede også lige op til Senso-ji, som de begyndte at lukke ned… og jeg fandt så ud af, at selv om Senso-ji lukkede, gjorde Nakamise Street ikke, så den dag, jeg troede vi kom for sent til at nå Nakamise Street, gjorde vi det egentlig ikke, så vi kunne sagtens have kigget på yukataer for over en uge siden, men yanno… haha. Whoopsie.
Vi fik også lige taget et par billeder af Senso-ji… og jeg forsøgte at tage nogle aestheticly pleasing billeder af Skytree og Senso-ji… I failed pretty much…
At least I tried right?
Og her et aesthetic billede af Nakamise Street set fra Senso-ji siden af. Her solgte de Ningyo-yaki, som er en traditionel, japansk kage, med noget rød bønnepastafyld indeni (oftest), men de solgte dem kun i gigantiske pakker, der kostede flere tusinde yen, og… vi ville bare smage én, du ved…
Jeg brugte meget tid hele vejen ned ad Nakamise Street på at kigge på slik, snacks, etc., og lillebror var efterhånden MEGET træt af mig, haha. Men what can a girl do?
Til sidst nåede vi endnu en Ningyo-yaki bod, hvor de solgte dem enkeltvis til 200 yen pr. stk, og vi stod og overvejede lidt… så gav de os fandeme en for free, vi kunne dele. Vi var ikke så vild med den, men vi følte os lidt, we had to buy, nu hvor de havde givet os en gratis, og de solgte nogle forholdsvis små poser. De solgte en med 10 stk i for 500 yen, dvs. 30 kr., og fortalte, den kunne holde en måned. Så vi besluttede at købe sådan én med hjem, som vi kunne dele med familien derhjemme, og skabe lidt japansk stemning, ’cause why not?
I øvrigt, så gik vi forbi en slipsebutik, og det er kind of a funny story, vi havde begge to købt is, det havde jeg bare lige glemt, jeg havde købt den lækre blå sodavandsis, som jeg var så vild med, som vi gik og frådede på vejen til Senso-ji, og da vi gik ned ad Nakamise Street i søgen efter en yukata til mig, var vi begge færdige med vores is, og vi så en slipsebutik. Som barn var lillebror ret vild med slips, så jeg forslog, vi lige kunne se på dem, fordi de heller ikke var sindssygt dyre, og umiddelbart havde nogle pæne motiver… så vi gik deroveraf, og hende damen der står derinde, en rigtig sur gammel dame, hun kommer bare hen “no eat or drink here”, og vi står ?? first of all, vi er ikke inde, second of all, det er skrald?? og så stod jeg sådan “okay we just can’t find a trashcan anywhere” forklarede jeg hende så, og lillebror, der holdt skraldet, blev pænt stående ude foran, og hende heksen kommer bare “NO EAT OR DRINK”, og jeg står bare??? okay fucking luder altså slap off man, så skal vi kraftedeme ikke have dit fucking lort????? dumme so. Lillebror blev ligesom pænt stående ude foran, så ved ikke hvorfor fUCK hun syntes, hun skulle gentage det… hvis hun gerne ville sælge noget, kunne hun jo have peget os i retning af en skraldespand eller lånt os hendes??? det er ligesom ikk vores skyld der ikke er nogle fucking skraldespande på gaderne??? men nejnej… fair nok, håber du får en skoddag og folk ikke gider købe dit lort fordi du er en heks, altså whatever, jeg finder slips et andet sted??? lol. Så dét fik vi en god griner ud af xD
Nå, men vi gjorde os færdige på Nakamise Street, og lillebror sagde noget med, at vi kunne tage tilbage til Tokyo Station og spise, og jeg stod …. u gon deny me my last shot at getting okonomiyaki while we here bish…. så det endte med at vi tog mod Sometaro, haha.
Lillebror var blevet så vild med den vegetariske, at han snuppede sådan en igen, og jeg snuppede en med kød, som jeg tror, vi fik sidste år. Jeg tror det var pork, jeg bestilte, men i don’t remember… Vi fik i hvert fald vores skåle med dejen i, som vi skulle røre rundt i… og jeg fucking DØR af grin, fordi jeg rørte bare min så fint, og fik bare masser af thumbs op, når tjenerene gik forbi, og til sidst måtte de bare overtage for lillebror, fordi han ikke gjorde det godt nok xD HAHAHAHA FRYD
De blev elegant smit på panden, og vi sad tålmodigt og ventede. Umiddelbart huskede de os ikke, dem på restauranten, hvilket er fair, haha. Men ja, vi sad og ventede de der fem minutter, og ham tjeneren, der også var der sidst vi var her, var meget “five min, dong, five min, dong” og mindede os om, at de skulle vendes osv., og vi stod gotcha bro, haha. Og så kommer der så et britisk par ind, og bliver placeret ved bordet bag mig, og så fortæller ham tjeneren, hvordan man laver okonomiyaki osv., og så peger han over på mig “and if you need any help, you just ask her, she’s…” fortalte han og lavede en gestus med hånden. JEG BLEV SÅ BEÆRET. Thank u @ god. Hende briten stod så: “alrite, you just be the teacher then”, og vi snakkede lidt frem og tilbage og sådan, og jeg var bare SÅ glad over okonomiyaki-kommentaren. Ukyo ville VIRKELIG være stolt af mig nu…
Så skulle pandekagerne vendes, og jeg vendte min perfect, og lillebror gav op på forhånd og spurgte, om jeg ikke kunne vende hans LOL, og det prøvede jeg så på og flækkede den, whoopsie. Det var lidt pinligt :/ Nå, men de fik deres five min, inden de blev “dong”-et igen, hvorefter der kom sovs, mayo og tang på.
Fra dej til færdigbagt, lækker okonomiyaki…. og denne gang puttede jeg ikke 2 much sovs på, fordi det kom jeg til sidst, og jeg regrettede det voldsomt, haha.
Jeg har videoer af HELE okonomiyaki-seancen, så don’t ya’ll worry, når jeg engang får det til at virke, så får I alle et lynkursus i at lave okonomiyaki med okonomiyaki-MESTEREN (it me)… ahhh, jeg var så latterligt stolt!
Afslutningsvis har vi lige her nogle føler-selfies, fordi… well, nogen skal vel se dem?? På Sometaro har de ingen air-condition, hvilket er VILDT sært, fordi bror og jeg tænker umiddelbart, det må være DYRERE for dem at have alle de der… vindblæsere, jeg kan ikke lige huske navnet…?? meget odd. Inden vi gik kom der også endnu et britisk par, der blev sat ved siden af os. Det var vildt mærkeligt pludselig at sidde 3 udenlandske “par” rundt omkring, fordi det var svært bare at møde én udlænding, når man gik rundt i Tokyo, og pludselig sad vi bare som vores egen lille cult…
I øvrigt er der lige en funfact, der skulle have været oppe i det indlæg med Koreansk Barbeque (her), at lillebror lærte mig, at det altså ikke hedder “AsAkUsa”, men “Asaksa” (udtalelsesmæssigt), det havde han lært af en japaner på Keiko… det var lidt svært at vende sig til, haha, og blev mest af alt bare til en joke.
Nå, men vi fik betalt og tog så mod Nihombashi, fordi det var nemmest, ift. når vi skulle hjem igen, så vi ikke skulle skifte undervejs. På vejen skulle jeg selvfølgelig lige have en Starbucks, fordi det skal man bare?? Altså, det var pludselig gået op for mig, vi snart skulle hjem, og jeg SLET IKKE havde drukket Starbucks nok, så jeg havde pludselig travlt! Og vi tog den på vores lille, lokale Starbucks ved Kayabacho Station… vi var begge propmætte, og lillebror skulle ikke have noget… indtil han så min frappé, og pludselig havde brug for at få en karamel frappé xD
Har lige blessed jeres skærme med dette gorgeousness.
Anyway, vi kom tilbage på hotellet, fik slappet af, drukket vores dejlige frappés, og alt det, der ellers var. Jeg fik prøvet min yukata, meeen, billedet må vente til min haul <3 Så stay tuned!!! 🙂 Og ja, det var egentlig dét for dagen, inden vi langsomt bevægede os til køjs… vi var også bare trætte til sidst. <3
Tak fordi I læste med, følg med på Bloglovin‘ og tune in igen i morgen, hvor jeg satser på at få lagt op fra den sidste dag, vi havde tilbage i Tokyo i denne omgang! Til vi ses igen:
