“Min Fede Træner” og bodyimage

Hej bloggen.
Jeg har lige som mange andre danskere set Min Fede Træner på TV3 i onsdags.

Og som mange andre, syntes jeg også, reklamerne for det var dybt latterlige, og hele konceptet i sig selv bare var mega underligt. Men jeg tænkte, at jeg ville se, hvordan det egentlig var, og se, om det reelt kunne bruges til noget, eller hvad fanden der foregik.

Jeg var chokeret allerede de første 2-5 minutter inde i programmet. Jeg har aldrig set noget så overfladisk, og så nedværdigende. Mascha og Fetterlein var virkelig stride, for at sige det rent ud. Mascha fortalte, at det da var folks eget ansvar, at sørge for, de så godt ud, bare skulle tage sig sammen, at man skulle tage sig selv seriøst, etc., og jeg stod bare?? Wtf lol.
Fetterlein plaprede også løs om dit-dut-dat, og da han snakkede med sin kæreste, fortalte hun ham, at hun ikke syntes, han skulle tage på, og hvordan han ville have det, hvis hun tog på – og han sagde, at han ville ikke slå op med hende, men han syntes absolut ikke hun skulle, og hvis hun gjorde, ville han bede hende tabe sig???????????? Nu aner jeg ikke, hvad pigen vejer, men jeg tvivler på, at 10 kilo mere (som det for det meste drejer sig om), ville være decideret sundhedsfarligt for hende (kommer selvfølgelig an på, hvordan man tager kiloene på, for hvis man kun spiser dårligt fedt og tomme kulhydrater, og dropper al fysisk aktivitet, får dette selvfølgelig sundhedsskadelige konsekvenser), så det hele handler jo om udseendet, og det syntes jeg er dybt latterligt at sige. Man er ikke mindre smuk, fordi man tager 10 kg på, nu må I stoppe, seriøst.
Så fortalte hende kvinden, Mascha skulle hjælpe, at hun tit blev råbt af i byen, og bl.a. var blevet kaldt fede so, eller noget i den stil, og Mascha var – eller spillede? – meget chokeret, og at det kunne man da ikke sige, og det var ikke i orden, etc. Men hun glemte vidst, hvad hun havde siddet og sagt den sidste halve time i programmet, for det er da netop statements, som dem, hun kommer med, der gør, at man ser sådan på overvægtige. Hvis man antager, at overvægtige er useriøse, ikke tager ansvar, etc., så er det da klart, at der ikke er langt fra at dømme og stigmatisere, til også at komme med skældsord og mobbe? Det var så latterligt.
Jeg har lykkeligt glemt de fleste af de ting, Mascha og Fetterlein sagde, for det fortjente egentlig ikke ret meget opmærksomhed, men det var et gennemgående tema, at de i hvert fald syntes, at overvægtige ikke var specielt lækre, og at det mere eller mindre var deres egen skyld, og at de slet ikke forstod, hvordan man kunne lade sig selv ende sådan.

Hvilket piner mig.
Jeg har – thank god – aldrig været overvægtig, til gengæld er jeg ekstremt oppustet, og ja, jeg har forsøgt at spise havregryn/havregrød, mandler, mørk chokolade, avocado, skyr, etc., lavet mavebøjninger, planks, og hvad der ellers er i verdenen. Cardio. Det har ikke rigtig hjulpet, og jeg er efterhånden kommet til den erkendelse, at det nok bare er sådan, min krop er. Jeg kan ikke ændre den, så I may as well live with it or behandle den ordentligt. Det er dog rigtig svært.
Fordi til trods for, jeg aldrig har været overvægtig – faktisk har jeg altid ligget lige præcis i midten af normalvægtig-skalaen – så har jeg altid fået at vide, at jeg var for fed i skolen. Jeg kan stadigvæk høre stemmerne i mit hoved, når jeg tænker tilbage på min skoletid. Jeg er blevet kaldt fed og tyk så mange gange, af så mange forskellige mennesker. I folkeskolen var der især sætningen: “Cecilie er gravid, det er derfor hun er så fed.” Like bitch what? Jeg kan godt se nu, jeg ikke er/var fed, men hvad fuck er det for noget bullshit at fyre af? Det hang ved mig gennem hele min folkeskoletid, og gjorde, at jeg ikke ville spise hverken morgenmad eller frokost, fordi jeg ville være så lidt oppustet i skolen, som muligt, så jeg ikke blev drillet med at være fed. Jeg var fucking 13 år, og normalvægtig. Det er fandeme ikke i orden.
Og jeg fik at vide, at jeg ikke prøvede hårdt nok, og at jeg bare skulle tage mig sammen. Jeg skulle bare træne. På det tidspunkt havde jeg voldsom socialangst og kunne slet ikke drømme om at tage f.eks. i fitness, fordi tanken gav mig angstanfald. Ingen skulle se min fede krop forsøge at træne. I øvrigt havde jeg heller ikke energi til at træne, når jeg ikke ville spise mine hovedmåltider. Men jeg prøvede jo bare ikke hårdt nok. Det var jo bare et spørgsmål om vilje. Ikke?
10’ende klasse var et helvede, jeg tog på dér, fordi jeg var meget ambivalent, og havde svært ved at sige nej. Socialt samvær er ofte lig med mad, og jeg havde kraftigt brug for socialt samvær, hvilket betød, at jeg måtte begynde at spise f.eks. frokost. Og eftermiddagskage, når vi havde MDH. Jeg tog ikke meget på, måske 2 kg, men min verdenen styrtede sammen alligevel. Jeg hadede mig selv.
På HF var det lige så horrible. Jeg prøvede dog at finde nogle safe foods, fastede, drak saft eller sodavand, for at dæmpe min appetit, osv. Det var faktisk ret pinligt. Som tiden gik på HF, fik jeg det lidt bedre med mig selv, og tænkte, at jeg kunne sagtens spise, hvad jeg ville? Intet problem. Og jeg begyndte efterhånden at give mindre fucks for, hvad der skete. I starten sagde jeg også tit nej til byen med min veninde, fordi jeg ikke ville tage på. Det begyndte jeg også at skide lidt på. Jeg levede kun én gang, og jeg ville jo gerne i byen – til helvede med den smule vægtøgning, det ville give.
Og så blev min veninde student (jeg blev dagen før), og vi og hendes ene veninde, tog ud for at drikke. Jeg havde en blå, tætsiddende kjole på, der matchede min hue. Og da vi alle tre skal på wc, står vi ude på wc’et, og min venindes veninde siger “Ej Cecilie, du behøver da ikke puste dig sådan op.” Jeg var paf. For jeg pustede mig ikke op. Det var literally bare sådan jeg så ud. Det ødelagde hele min aften. Det eneste, jeg kunne tænke på, var hvor fed jeg var. Det sidder stadigvæk i mig, når jeg tager tætsiddende tøj på, eller kjole, eller faktisk generelt noget tøj – ser jeg fed ud i det her? Og jeg prøver at lægge det fra mig, det gør jeg, men det er fandeme hårdt. Og er også grunden til, at jeg altid bliver hammer-fucking stiv, når jeg drikker, fordi jeg så vidt muligt aldrig spiser noget inden. Jeg ved godt, at bl.a. alkohollen også gør mig en del oppustet, men så er der i hvert fald ikke yderligere mad dernede, der kan få maven til at se endnu større ud.
En anden gang skulle vi til fest, og det var røvvarmt udenfor, så jeg var hos min veninde, og havde taget min top af, så jeg bare havde bh og bandeau på, og der fik jeg også – af en af de andre piger – at vide, at hun håbede ikke, jeg ville gå ud sådan, fordi så ville hun ikke ses med mig.

foto-1-7 img_7044 img_2349

Her er der så billeder fra dengang. Først engang i folkeskolen, 9’ende klasse, vil jeg skyde på. Jeg har stort set ingen billeder fra dengang, fordi jeg virkelig afskyede alt ved mig selv, lol.
Andet billede er af den blå kjole, dengang jeg købte den. Jeg kunne ikke finde et, fra den dag, hvor vi var ude og drikke…
Og det tredje billede er fra den sommerdag. Jeg syntes ikke selv det var slemt? Nu var planen ikke at gå ud sådan, men selv hvis det havde været planen, kan jeg virkelig ikke se, hvorfor det skulle være så forfærdeligt.

Nå, hvorfor fortæller jeg dette? Jo. Jeg er ikke overvægtig, og jeg har aldrig været det – men jeg har oplevet nøjagtig de samme kommentarer, som rigtig mange overvægtige møder i dag, så jeg ved, hvor knusende det er, at blive dømt på dén måde. Folk ved ikke, hvad der gør, at andre folk er overvægtige. Så det er så nemt, at sidde og dømme.
Du ved ikke, om den overvægtige har en sygdom, der gør hun tager på i vægt eller ikke kan tabe sig. Du ved ikke, om han/hun får medicin, så de tager på. Du ved ikke, hvor meget de har kæmpet. Du ved ikke, om de har en spiseforstyrrelse, overspisning f.eks., og du ved ikke, om de f.eks. er kommet over anoreksi, og endelig har lært, at deres krop ikke definerer, hvem de er, og at det ikke gør noget, der er noget på sidebenene – det troede de i hvert fald ikke, indtil du endnu engang fortalte dem, de var dovne og uansvarlige. Nogen har også bare truffet et valg om, at de spiser usundt og lever livet – og det handler ikke nødvendigvis om uansvarlighed, men om et have truffet et valg, og det valg skal accepteres, uanset om du kan fucking lide det eller ej.
De her kommentarer gør også, at overvægtige får svært ved at tabe sig. Hvorfor prøve, når alle mener, man bare er en fejl, der ikke prøver hårdt nok? Man giver det bedste, man har, men det er ikke nok, så hvorfor blive ved?

Nå, men videre til TV-programmet.
Mascha fortæller så denne unge kvinde, at hun vil “æde sig tyk”, så hun kan forstå, hvordan det er. Kvinden svarer meget forfærdet “det skal du da ikke”. Hvorfor siger kvinden sådan? Mascha begynder at grine. Men jeg er sikker på, at kvinden siger sådan, fordi hun ved, hvor pinefuldt det er, at veje for meget. Alle de kommentarer, man skal lægge øre til, og den generelle psykiske tilstand, man kan komme i, når man er overvægtig – hun ønsker det sgu ikke for nogen. Men Mascha griner bare.
Mascha og Fetterlein begynder så deres fedekur, og Mascha bestiller en flæskestegssandwich med en cocio til, hun kigger på cocioen og siger “der er jo et helt måltid i denne her”. Way to go, ja der er en del kalorier i en cocio, men ikke et fucking måltid, nu må du chille, seriøst. Det er kakao. Hun spiser i øvrigt ikke op, fordi det kan hun ikke.
Hun spiser så en lille skål chips, og uhhhh, det er så ulovligt for hende det her, og puhaaaa. Og hun spiser peanutbutter and jelly på grovtoast. Altså er det en joke? Jeg har fuld respekt for, at man lever en livsstil, hvor de her ting er “nogo” eller kun forekommer i små mængder, at ens mavesæk er lille, etc., men hvis man virkelig er seriøs om at tage på, og forstå, hvordan det er, at være i de her menneskers sted, er det mindste man kan gøre 1) at spise som dem og 2) at tage nogle forholdsregler, der hedder, at hvis du ikke kan spise så meget, så tag for pokker de tomme kulhydrater, som f.eks. lyst brød.
Mascha tog så også på restaurant med hende kvinden her, hvor hun spørger, hvad hun plejer at bestille, og det er nachos og burger, hvilket Mascha slet ikke forstår. Og jeg sidder bare her og tænker “det gør jeg sgu også”, altså… og det er sådan set ikke, fordi jeg ikke kan træffe et sundhedsfagligt valg, og se, at salat sgu nok er sundere end en burger. Det er fordi jeg er studerende på SU, og kan se, at en salat koster 115 kroner, og en burger koster 65. Så hvis du har masser penge, og er vant til at spise ude, så er det klart, du sagtens kan opretholde din fancy livsstil, men hvis du ikke har alverdens penge at gøre godt med, og du skal ud og spise, så kan jeg sådan set godt forstå, at du vælger lidt usundt, fordi det er billigst. Altså?
Fetterlein spiser så også, og umiddelbart ser det ikke ud til, han spiser mega usundt. Han får to burgere på maccen, og noget milkshake og cola. Og fortæller, at han kan smage giften, han putter ind i kroppen. Like vi ved alle McD er usundt, men chill out…… jeg ved godt det er fyldt med kemikalier og dit-dut-dat, men live a little.

Derudover synes jeg programmet er fucking dumt, fordi hvad er meningen? Seriøst? I får intet ud af det her. Måske forstår Fetterlein og Mascha, de psykiske konsekvenser, der kommer ved at spise knapt så sund mad, men det er også about it, fordi de vil aldrig kunne sætte sig i de overvægtiges sted. Mascha og Fetterlein kommer begge fra en sund livsstil, hvor sund kost og træning af den ene eller anden grund ikke er en udfordring, så selvfølgelig bliver det nemmere for dem end deltagerne, at smide vægten igen, for de skal bare “tilbage” til deres gamle vaner. Deltagerne skal omlægge deres vaner totalt, til noget, de ikke har været vant til – derfor kan det ikke sidestilles, heller ikke selv om Fetterlein og Mascha bliver en smule overvægtige. Det vil aldrig blive det samme. Og så tager de jo på, fordi de vil, og fordi de får penge for det. De overvægtige har ikke på samme måde truffet et valg om at gøre sig selv overvægtige. De har måske truffet nogle mindre sundhedsfremmende madvalg, ift. at spise en masse af det usunde, og den slags, men jeg tvivler på, de decideret har sat sig ned og sagt “nu vil jeg spise sådan her, så jeg kan tage en masse kilo på”. Det er virkelig at gøre tykt grin med deltagerne.

Sidst men ikke mindst, så havde jeg også lidt ondt af Mascha og Fetterlein. De kan tilsyneladende ikke nyde mad, eller noget andet, uden at tænke på, det er syndigt, og det er sgu lidt trist. Sure, skal man passe på sig selv, og ikke fylde sig selv med dårligt fedt og tomme kulhydrater, men det gør altså ikke noget, du spiser 20 g chips efter aftensmaden i ny og næ…………
Oh well, det var det, jeg havde at sige om programmet, som jeg lige kunne komme i tanke om. Udover, at jeg, da jeg så programmet, kværnede en pose popkorn, hvorefter min farfar kom med is fra vores lokale ishus, og jeg fik en isvaffel med to kugler FLØDEIS og krymmel. Det var lækkert, og jeg skammer mig ikke.

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘ <3

– Cecilie x

Påskeferie – hvad har jeg lavet?

Velkommen tilbage!! Nu er jeg endelig up-to-date med i hvert fald ét indlæg, der kommer forholdsvis i reasonable time ift. indholdet, haha. Det føles skønt! Jeg cringer dog indenvendigt ved tanken om mit Knuthenborg indlæg, der skulle have været oppe i oktober, og endnu ikke er kommet op….

NÅ, men hvad har jeg så lavet i påskeferien?
Jo, jeg har de første tre dage af min påske”ferie” været i klinik på plejecenteret. Mandagen blev tilbragt hos min farfar og hans kone, samt mine forældre. Farfars kone, L, havde fødselsdag, så min bror og jeg købte blomster til hende. De var superflotte, og hun lavede sin egen lille buket ud af dem. Resultatet blev så flot!! Synes især billede 2 blev ret fint <3

img_4171 img_4176

Tirsdag skulle jeg gå tidligt, da jeg skulle op til samtale i psykiatrien, inden min terapeut gik på påskeferie. Her smuttede jeg forbi min yndlings blandselvslik-butik, ejet af “Iron Man” – det kalder min bror og jeg ham. Hvilket i øvrigt er fjollet, fordi han ligner Tony Stark/Robert Dawney Junior, og ikke….. Iron Man…… men ja. Hehe. Mine forældre var jo så søde at købe påskehare til mig, så jeg ville give lidt igen, ved at købe et hjemmelavet æg til dem. Eller.. det var min plan. Ægget skulle fyldes med smølfer, som kun Iron Man har den rigtige version af, så jeg købte 300 g Haribo smølfer til mine parents, og gik ellers hjem og gik i krig, da det gik op for mig, at jeg ikke havde nogen form til at lave en chokoladeæggeskal. Oh well, så måtte de jo bare komme i en dekoreret pose. Hvilket i øvrigt var noget sværere, end jeg lige gik og troede. Resultatet blev – i modsætning til buketten ovenfor – ikke specielt flot. Min kylling er så fucking grim, omg, hahah. Upsiiii.

img_4207 img_4205
Onsdag afsluttede jeg mit modul 6 klinikforløb… på nederen manér. Jeg har aldrig på et kliniksted følt mig så værdiløs og ligegyldig, som jeg følte mig lige dén dag. Jeg medbragte gamle ugeblade til fællesrummet, som beboerne kunne have gavn af. Jeg glemte at tage kage med, og det sagde jeg også deroppe. Ohwell. Der var ikke nogen, der kommenterede eller sagde tak for bladene. Ikke at det rager mig, for de skulle alligevel bare smides ud, og nu er der måske nogle andre, der har fået gavn af dem, så jeg er tilfreds either way, men det ville da også være rart, hvis nogen havde…. sagt tak.
Nå, moving on. Der var ikke nogen af de fastansatte til stede, så dem jeg havde gået med de sidste 2 måneder, og havde lært lidt at kende, de var der ikke til at tage afsked med mig. Dem, der var tilbage, var ikke specielt søde. De snerrede af mig ved to lejligheder, så jeg faktisk blev rigtig ulykkelig og ked af det, for jeg havde ikke gjort noget galt. Det ved jeg helt rationelt, at jeg ikke havde. Alligevel følte jeg mig som spild af liv, og ville ønske jeg bare kunne forsvinde; smelte ned i gulvet eller sådan noget. Jeg følte mig så ligegyldig, at jeg ikke engang turde tage noget at drikke før middagstid, fordi jeg ikke følte, jeg måtte, og jeg ikke ville risikere at gøre dem irriterede. Amazing.
Jeg skulle gå til refleksion efter middag, og jeg havde allerede informeret dem om, at jeg skulle gå omkring 12:30 (skulle reelt først gå senest 12:40, men 12:30 passede fint ift. at nå at sige farvel og så videre). Jeg skyndte mig at tømme opvaskemaskinen, inden jeg skulle gå. Både for at være hjælpsom, men også fordi jeg ikke kunne holde ud at sidde ved bordet; jeg følte, jeg blev kvalt, og alle stirrede og hadede mig. Det er virkelig lang tid siden, jeg har været så angstpræget i sådanne situationer.
Jeg skyndte mig så hen til mine 2 beboere, og tog afsked med dem. Den ene fik tårer i øjnene og blev faktisk rigtig ked af, at hun ikke skulle se mig mere, hvilket virkelig skar i mit hjerte, især fordi jeg ikke havde tid til at blive og trøste hende yderligere. Klokken var allerede 12:43, da jeg var færdig, og jeg skyndte mig ned for at sige farvel til personalet. Jeg fik ikke noget “tak for denne gang” eller “held og lykke” med mig videre. Det eneste jeg fik var et farvel, og om jeg ikke lige tog skraldet med mig. Jeg havde egentlig ikke tid til det, for jeg var allerede sent på den, og skraldespandene lå i den anden ende, ift. hvilken vej, jeg skulle, hvilket jeg prøvede at kommunikere. Det kom jeg dog ikke langt med, for jeg blev slet ikke mødt, og blev bare bedt om at gøre det, så jeg pilede af sted i stress ned i omklædningsrummet, for at gøre mig færdig, så jeg kunne nå til refleksion.
Så sad jeg og snakkede med min medstuderende. Hun havde fået et festmåltid, der var blevet forberedt i løbet af en uges tid. Eller fest og fest, men der blev i hvert fald lavet speciel mad mere eller mindre til ære for hende. Hun fik en flot påskeblomst. Og hun fik chokolade. Og masser af ros og lykønskninger.
Hvis jeg troede, at jeg havde følt mig dårligt tilpas; ligegyldig og værdiløs, så var det absolut intet i forhold til den følelse, jeg fik efter dén besked. For i teorien, så havde jeg det egentlig fint nok med, at jeg ikke havde fået nogen lykønskninger eller noget med mig. Det var selvfølgelig nederen, men altså, det var okay. Men at vide, at en, der havde været på samme plejecenter som mig, fik både gaver og masser af ros og kærlighed, det var lige lidt for meget for mig, og jeg brugte det meste af den dag, på at have ondt i maven og være i dårligt humør. Det var absolut ikke sjovt. Jeg har altid haft det sådan, og jeg ved ikke……… min hjerne vil jo gerne have mig til at tro, at det er selektiv udvælgelse, at det altid er mig, der er den, der er mindst værdsat og mest overflødig. Men jeg prøver virkelig at overbevise mig selv om det modsatte; at det bare er virkelig nederen tilfældigheder. Men de tilfældigheder forekommer bare virkelig tit, hele tiden, og det følger mig som en skygge, så jeg har svært ved at slippe det, og det slår lige hårdt på min selvtillid og mit selvværd hver gang.
Jeg har i forvejen ikke kunnet overskue min næste praktik, men nu ser jeg endnu mindre frem til det, fordi jeg er bange for, at det bliver en gentagelse. At jeg igen er hende, der er værdiløs og ligegyldig, og hende der er inkompetent og ikke kan noget, og hende, alle helst vil være foruden, og er glade for, at slippe af med igen. Så jeg må sige, onsdag var en røvnederen dag.
– De værste tordenskyer gik dog væk henover aftenen, da min bror og jeg satte os foran tv’et i stuen, for at se Pandaerne på youtube. En lidt grotesk, men ret grineren serie…. Vi fik pasta med kødsovs, og derefter henholdsvis chips og popkorn, og selvfølgelig varm kakao med flødeskum. Mums.

img_4227
Torsdagen blev brugt på mit næste projekt – hjemmelavede chokolader. Det var noget af en udfordring, og jeg havde lidt svært ved at få tempereret chokoladen ordentligt. Det var måske også gået lettere, hvis vi havde haft mere chokolade. Vi havde 100 g billig, lys chokolade, og 100 g billig, hvid chokolade. Jeg gad ikke bruge vildt mange penge, når nu det bare var et forsøg, jeg skulle afprøve. Men udover den kiksede chokoladetemperering, og besværligheden ved den lyse chokolade, så gik det egentlig ret godt, og chokoladerne blev rigtig fine. De blev lidt misfarvede henover andendagen, fredag, hvor jeg tog billederne, og jeg mistænker, det er grundet den dårlige temperering… og så kom der luftbobler i chokoladen. Men de blev forholdsvis blanke, og så smagte de rigtig dejligt.
De hvide var med frysetørrede hindbær, og de lyse var med kokos i midten. De blev smagt om søndagen, og smagte fantastisk, hvis jeg selv skal sige det, hehe.

18009775_801813219975540_343160538_n 18009744_801813253308870_1134115609_n 18009784_801813229975539_1688309971_n 17974095_801813243308871_751680489_n

Fredag brugte jeg på at se Supernatural sæson 10. Jeg så de første 14 afsnit, dengang den udkom, men så kom jeg aldrig videre pga. skole, så jeg startede forfra. Om aftenen spiste min bror og jeg nuggets, wok-varmet/stegt råkost, samt lunede boller og tomat-mozzarella (kan aldrig stave det ord), mens vi så The Interview, hvilket i øvrigt var en rigtig skæg film. Bagefter så vi vidst Pandaerne, og jeg fortsatte Supernatural.

18009065_801813429975519_1249765838_n 18009610_801813433308852_1775275081_n
Lørdag formiddag så jeg resten af Supernatural, hvorefter jeg bare tullede omkring for mig selv og spiste snacks det meste af dagen – ristet rugbrød med smør og ost. Om aftenen så jeg Victorious, de første 8 afsnit (hvorfor er jeg så kikset?). Til mit forsvar ledte jeg faktisk efter Supernatural sæson 11 på Netflix, men kunne ikke finde den. Jeg ville rigtig gerne se Parks and Recreation, men der er bare 7 sæsoner, og jeg er typen der skal se alle sæsoner…. hurtigt. Så jeg fandt et show, der bare havde en sæson. Bagefter så jeg Gone Girl (igen) på DR3, og bagefter så jeg Abandon, også på DR3, og den havde jeg også set før. Gone Girl er supergod, synes jeg, og mega fucked op, haha. Abandon er også okay.

Søndag tog vi ud til min farfar og hans kone igen, hvor jeg serverede chokolader, og min bror og jeg lavede pandekager, hvorefter mine forældre tog med os hjem, efter at have arbejdet derude i en uges tid. Derhjemme spiset vi pizza og så Bad Santa 2.

Mandagen blev brugt på afslapning. Jeg så Special Victims Unit, ligesom jeg plejer i hverdagene (er afhængig af sendetiderne i TV desværre, haha), og så spillede min bror og jeg, hvor jeg slog ham 17-11 i Tekken 5, og fik 11 sejre i træk med Christie, selv om min fave altid vil være Xiaoyu. Bagefter fik mine forældre besøg, og deres datter kom så med ind til os, og så spillede vi Shrek Carnival Craze-et-eller-andet, som også er et forholdsvist sjovt spil, og der kan man spille op til 4, så der er dejligt (vi har en playstation 2, dsv. ingen fancy online playstation spil). Jeg vandt ofc to gange, men det gjorde min bror desværre også.
Resten af dagen blev brugt på at læse lidt ugeblad, hvorefter vi nød et godt måltid mad lavet af min mor i stuen, hvor vi så Bad Moms på min request – den var i øvrigt god! – og derefter så jeg Spis og Spar, hvorefter jeg satte mig til at skrive dette indlæg. Så ja. Det var, hvordan min påskeferie er gået. Klokken er netop blevet 1, natten til tirsdag, så nu vil jeg planlægge dette indlæg, og så vil jeg gøre mig sengeklar, og lige læse mit blad færdig, inden jeg kryber under dynen og laver noget afspænding (hvis jeg ikke falder i søvn inden!). Much love.

Glem ikke at følge mig på Bloglovin’. <3

I øvrigt har jeg den sidste 1,5 time hørt Fall Out Boy’s “Dance Dance”…………….. den er ret catchy, hør den lige.

– Cecilie x

Påskeæææg??

Hej på bloggen 🙂
Jeg havde faktisk lidt glemt, at det var påske. Eller i hvert fald ikke tænkt så meget over det…. og slet ikke, at påsken faktisk at slut nu. Underligt.

Det her indlæg kommer sådan set kun til at handle om påskechokolade, fordi….. come on ya’ll, påskechokolade er da bare det dejligste i verdenen. Og julechokolade. Og valentinesdagschokolade. Og fødselsdagschokolade…..

Jeg vil starte med lige at vise nogle billeder af min søde, søde påskehare, som min far købte til mig, fordi jeg – trods mine snart 21 år – stadigvæk er hans lille pige. Hæhæ. Jeg kan informere om, at den er fra Lidl… og smagte rigtig godt, jeg nød den netop 2. påskedag, da det gik op for mig, at påsken snart var overstået. Tak far, og tak mor <3

img_4250 18009970_801785913311604_2119081556_n
Det er noget af en upgrade, fra den påskehare, jeg købte til mig selv sidste år….

18009303_801794486644080_1844473950_n 18009264_801794489977413_1126468573_n
img_5214 img_5208

These pictures does not do that bunny justice, jeg siger det bare. Den var grim. Eller, det var den ikke engang, for jeg var faktisk helt vild med den! Den var så sjov, fordi den havde fået kappet hovedet over, og jeg følte mig som en true hunter, da jeg købte den og bar den hjem. Jeg lignede sikkert en idiot though xD og hey, der var fucking 500 g i, og haren kostede normalt 75 kr, hvis ikke mere, og jeg fik den til 21,5, bare fordi hovedet var separeret fra kroppen? Det var sgu en ok deal!

Ej at forglemme, kom jeg i tanke om, at jeg også sidste år fik et påskeæg af min dejlige “storebror” J. Jeg fik masser af chokolade i 2016, wow… og det smagte lækkert, hehe. Jeg mener, ægget var på størrelse med mit fucking hoved, hahahah. Kan ya’ll tell, jeg er chokoladeelsker?

img_7718 img_7812 img_7889

Så ja, det var en lille samling af chokoladebilleder, heheh. Og nej, jeg er ikke den mest artistiske, når det kommer til billeder. Ville ønske jeg var, though. Tager literally 800 billeder af samme motiv, og så har jeg svært ved at udvælge, hvilket et, jeg vil bruge, når jeg så skal skrive blodindlæg eller oploade på Instagram. :/ whoopsie.

Nå, men glem ikke at følge mig på Bloglovin‘ <3

– Cecilie x

Typisk servicemedarbejdere….

Jeg har for nylig ryddet lidt ud i mine “synes-godt-om”-sider på Facebook, og faldt over to, jeg syntes var røvgrineren, men som ikke har været opdateret siden 2015… så jeg nuppede alle de memes, jeg syntes var sjove og unlikede. Den ene af dem er Servicemedarbejder Memes. I kan finde siden her, hvis I vil se de andre memes, der også er. Jeg har bare taget dem, jeg følte passede på mig, hæ.

Jeg var ungearbejder i Fakta engang, og jeg er sikker på mange andre servicemedarbejdere kan nikke genkendende til følgende 23 ting. Hæ. Den anden meme-side introduceres i et særskilt indlæg, så stay tuned! Nok snak – memetid!

img_4396

1. Vi lægger ud med noget rart – nemlig de specielle, dejlige kollegaer, vi nogle gange har. Jeg arbejdede med en, jeg er ret sikker på var fritidsalkoholiker, og han var det mest skræmmende i verdenen. Altså, truly. Jeg var panisk angst og i tårer, når jeg var med ham… men lige så snart vi lærte hinanden at kende, var han bare den sødeste. Han talte shit om alle, og kunne virkelig blive gal og råbe, men han begyndte efterhånden at blive rigtig sød ved mig, og shittalkede mig ikke (så vidt jeg ved). Han blev 2 timer efter, han havde fået fri, fordi jeg var ked af det og havde haft et angstanfald, og han gerne ville passe på mig – faktisk ville han helst sende mig hjem, men DET ville jeg ikke. Så han blev i butikken med mig :’) En dag sagde jeg, jeg havde spurgt cheferne om jeg måtte få fri 283492 gange en bestemt dato, men at de aldrig svarede. Han spurgte hvilken dato, og jeg sagde det, hvorefter han sagde “det kan du ikke, alle skal arbejde, der er status”, og så begyndte jeg at tudbrøle, og han stod helt forvirret, og jeg vrælede, at det var fordi, det var min lillebrors konfirmation, og jeg bare så gerne ville være der. Og så gav han mig fri på stedet, til trods for, han ikke var chef, og sagde, at det fandt han ud af. Og tit når jeg var på arbejde med ham, gav han mig sodavand <3 BEST COWORKER EVER

img_4372

2. Har faktisk aldrig oplevet dette, da vi havde safepay, hvor jeg arbejdede :/

img_4377

3. Behøver jeg sige mere? Vi har vidst alle gjort det.

img_4371 img_4366

4. Har faktisk et liv udover Fakta, ya kno’?? Men spøg til side, så havde jeg fast hver anden weekend, lørdag-søndag, hvilket jeg egentlig var fint tilfreds med.

img_4392

5. De få gange jeg tog ekstravagter, fortrød jeg det altid… ikke som sådan fordi det var nederen at arbejde (selv om det også til tider var det), men fordi jeg fik gentagne angstanfald, når jeg skulle være sammen med andet personale, end jeg var vant til…. også derfor jeg tit fandt på undskyldninger, for ikke at tage vagterne, og “ikke havde facebook”, så jeg ikke var med i gruppen… ja, skammer mig lidt, faktisk, men omvendt, var jeg nødt til at tage mig af mig selv, og det er ikke fordi du sidder til din ansættelsessamtale “jeg lider af massiv socialangst, men kan godt arbejde i et kundefag, jo, det kan jeg godt”…

img_4373

6. Har jeg faktisk ikke oplevet, men mine vagter var også gr8, ift. lørdag havde jeg 10-18, så der kunne jeg sagtens party’e bagefter, og søndag havde jeg 14-21, så hvis jeg havde tømmermænd, skulle jeg heller ikke tidligt op. Den var dog strid efter firmajulefrokosten, at møde der om søndagen…. men jeg ved fra min lillebror, at det bare er lækkert, når andre gider tage ens vagter :p

img_4367

img_4383

7. Som kassemedarbejder kommer man af og til, til at lave nogle bommerter…

img_4389img_4365

8. Eller fejl, som man inderligt håber, at ingen opdager, fordi man så skal til at tilkalde 293402 forskellige mennesker, der kan rette op på fejlen, og ikke bare selv må gøre det, så man lader elegant som ingenting, og spørger slet ikke ind til bonnen, hvis de ikke selv bringer det op… smil og vink drenge….

img_4368

9. Fortsætter i samme spor med de fantastiske stregkoder, der aldrig virker. Det er især fedt, hvis noget af stregkoden mangler, eller er utydelig… og der er lang kø.

img_4393

10. Endnu bedre er det, når kunderne begynder at byde ind, og man forsøger at taste de åndssvage tal. They mean well, men guys, please lad være, jeg ved godt, hvad det koster, men det ændrer ikke på, at jeg skal skrive stregkoden. Det samme gælder, når de køber 11 forskellige slags frugt, og siger, at de har taget 20… ja, men jeg skal slå ind, om det er 2 æbler, 3 bananer, 1 blomme, osv., jeg kan ikke bare taste 20 ind, og så få prisen til 20 kr. Jeg skal taste hver eneste ting ind…. så hvis du bare…. lader mig…. tælle i fred….

img_4395 img_4364

11. Ærligt, hvad vil I have, jeg skal gøre? Jeg synes også det er dyrt 15,- for en økoagurk, men like?? det er ikke mig der køber den?? og jeg bestemmer ikke, hvad den koster??? ya’ll need 2 chill, jeg slår bare lortet ind.

img_4385

img_4363

12. Igen – hvad regner du med, der sker? “Du har sgu ret, så jeg går lige i mod reglementet og sælger den her til dig for 6,- selv om den egentlig koster 10. Det er der da ingen, der opdager” ?????????? bitch please

img_4388

13. Den er især god, efter man har sagt ellers andet, og de siger “nej” eller “bare på beløbet”…….. og så står man :)) okay, kan du lige tage kortet ud igen så? 🙂 “mh, de maskiner, de laver da også fejl hele tiden.” …… ja……. maskinerne……………..

img_4387 img_4375

14. ?????????????????????????????????????? er det ikke decent human behavior at sætte tingene på plads?

img_4386

15. Hvad får du ud af at vente med at pakke dine skodvarer sammen? like, følg dog med på skærmen eller pak dem overskueligt sammen, så hvis der er en fejl, så kan du bare tage whatever der er fejl på op igen, og så fikser vi det…. note: det er ofte også denne type kunder, der bliver sådan helt “nej den her er ikke min, puha”, hvis man så sender andres varer ned ad båndet…… der er kø….. tror du jeg bare kan stoppe butikken fordi du skal lade dine rådne varer ligge på båndet????? nej vel.

img_4357

16. …. butikkerne har i forvejen ret længe åben, så hvorfor? og…. hvad er så vigtigt du bare må kigge det igennem 21:59????? altså seriØST, jeg skal sgu da også hjem og se netflix din luder, tag dig sammen

img_4376

17. Endnu engang bliver det bedre, hvis man allerede har spurgt dem, og de takkede nej…….. *eyeroll*

img_4378

18. Var du ikke klar over, det var på mode at rende rundt med trøjer, der står Fakta/Netto/Kvickly/Bilka, osv. på???? for det er det åbenbart

img_4381

19. Jo, nogle gange sker der shit, men…… ofte er det bare fordi folk ikke lige har gidet kigge, fordi prisen ikke stod på et skilt foran varen, men i stedet for oppe eller under der, hvor den er taget…… come on. Det er endnu bedre, når de så også forventer, at man kan alle priserne i hovedet.

img_4379

20. Eller dem, der begynder at fortælle om deres liv……….. hvad skal jeg bruge det til brothr.

img_4374

21. Hvorfor

img_4390

22. Medmindre du holder MEGET stramt øje med din økonomi….. hvad vil du så med den? Hvad vil du tjekke? At mælken kostede 5,95? Altså…… som jeg bad dig om at betale…. for lidt siden? Okæ

img_4362

23. Personligt er jeg pisseligeglad med, hvad folk drikker, mEN jeg syntes nu, den var meget sjov alligevel. Især når vi piger tit bliver teaset lidt, fordi vi drikker “girly” stuff og ikke øl, osv., og….. like, tror næsten der er flere fyre, der drikker fucking breezer end tøser, siger det bar’

DET VAR ALT! Håber I har fået en lille griner på, sådan en hyggenygge skærtorsdag. Glem ikke at følge mig på Bloglovin‘. Til vi ses igen <3

– Cecilie x

13 Reasons Why

Så blev det min tur. Jeg brugte hele min lørdag på at se samtlige afsnit af serien baseret på bogen af Jay Asher, 13 Reasons Why, eller på dansk – Døde Piger Lyver Ikke. Jeg gik i gang kl 15, og var færdig klokken 3:30, hvorefter jeg lige så den halve time af kommentarer fra skuespillere m.m.

Jeg tror, jeg var 11-13 år, dengang jeg læste bogen. Jeg har altid været en rigtig læsehest, og dengang brugte jeg meget tid i Bog & Idé, hvor jeg kiggede på romaner, læste bag på, og købte disse, når jeg faldt over noget spændende. Det var tilfældet med denne bog også.
Jeg kan faktisk ikke huske så meget, fra dengang, jeg læste den. Jeg er trods alt også 20 år nu, og bliver 21 i Juni. Så det er knapt 10 år siden, jeg læste bogen. Den står stadigvæk på min hylde, og det gør den, fordi jeg ved, at jeg syntes, den var god, og jeg gerne ville læse den igen. Det fik jeg bare aldrig gjort. Jeg kan bare huske, at jeg selv gik igennem en masse dengang, og var rigtig deprimeret. Jeg fortalte nok aldrig rigtig til nogen, hvor deprimeret jeg var. Men det var bl.a. bogen, og mine egne skriblerier om fremtiden uden mig, der fik mig til at indse, at uanset hvor mørkt det så ud lige nu, så skulle det nok blive lyst igen. Men det her hører et andet indlæg til, så jeg går ikke yderligere i detaljer. Faktum er bare, den rørte mig dengang, og den rørte mig nu – og jer der ikke har set serien eller læst bogen, burde virkelig – og her kommer et recap, og derefter 13 grunde til, hvorfor du skal se 13 Reasons Why, slash Døde Piger Lyver Ikke. Serien er fra Netflix.

Jeg kan ikke huske bogen, det eneste, jeg kan huske fra bogen er, at Hannah – hovedpersonen – bliver taget på røven (og jeg huskede faktisk det var en voksen, der gjorde dette, men sådan var det ikke i serien, så idk), og at hun bliver voldtaget, og at der gik en masse rygter om hende, og at der var en fyr, man fulgte. That’s it. Så min recap kommer til at foregå over serien, og jeg er ikke på nuværende klar over, hvor meget adspredelse der er fra bog og serie. Jeg fik dog at vide, at Hannah tager en overdosis, som hun dør af i bogen, hvor hun skærer sine pulsårer over i serien.

ANYWAY: Hannah Baker er 16 år gammel og går på highschool. Hun er lige flyttet til, og er en utrolig glad, spændende og livlig pige. Men ret hurtigt begynder det at gå galt for hende, og hun ryger længere og længere ned, og til sidst begår hun selvmord. Uden så meget som et brev til sine forældre om, hvorfor hun døde.
Clay Jensen er Hannahs skolekammerat, og var dybt forelsket i Hannah, og er derfor også meget ked af, at hun er død, og meget vred på hende over det… 2 uger efter hendes død, står der en boks med kassettebånd på hans dørtrin – han sætter det første i, og:
“Hey it’s Hannah. Hannah Baker. Settle in, because I’m about to tell you the story of my life. Or more specifically – why my life ended. And if you’re listening to this tape… You’re one of the reasons why.”
Clay er chokeret, men alligevel nysgerrig, og savnet af hende, og trangen til at forstå, vinder over ham, og han lytter til båndet; angst for, hvad han har gjort, der har slået Hannah Baker ihjel.
Serien skifter mellem Clays liv, Clay der lytter til båndene, og skildringer af Hannah og hendes liv, mens hun fortæller.
Langsomt begynder Clay at forstå, hvorfor Hannah begik selvmord, og han fyldes med vrede, overfor de resterende 12 mennesker, der har været årsag til, at Hannah døde.

Serien lyder lidt dramaqueenagtig, så hvorfor skal du se den?
1. Den lyder mega dramatisk og overreagerende, men det er den ikke. Sure, det er fiktion, men den slags her sker faktisk ude i verdenen; måske ikke alle tingene overfor den samme person (eller måske gør det endda – du vil blive overrasket over, hvor onde unge mennesker kan være).
2. Serien sætter virkelig nogle refleksioner i gang – hos alle aldre, og alle grupper. Den er vigtig for andre unge, så de bliver opmærksom på, hvordan de taler og behandler deres jævnaldrene, den er vigtig for forældre, der bliver nødt til at være mere obs på deres børn, og den er vigtig for lærere, der skal sikre, at mobning ikke kommer til at foregå.
3. Den er også vigtig for dig, der overvejer, at begå selvmord. Hannah Bakers historie er dybt tragisk, og fuldkommen surrealistisk, ift. at folk faktisk opfører sig sådan, selv om det lyder sindssygt. Men på trods af de ting, Hannah var udefor, og trods de ting, du går igennem, så vil der altid være nogen, der ikke dømmer dig, og altid være nogen, der elsker dig, og kommer til at føle så meget smerte, hvis du ikke længere er her.
4. Den sætter utrolig meget fokus på emner, som vi skal have meget fokus på: mobning, voldtægt, drunk-driving, stofmisbrug, depression, selvmord, angst, gruppeindflydelse, etc.
5. Den viser, at der er konsekvenser, for just about anything. Alt du gør får en eller anden betydning ude i verdenen, både på godt og ondt. Intet af det, der foregik, var irrelevant. Og alt kan ændre sig, ved bare én sød eller én ond kommentar.
6. Igen, den viser, hvad vores “onde” handlinger gør, hvad de betyder for andre mennesker. Og hvilken forskel de gode handlinger kan have.
7. Den viser, hvor vigtigt det er at snakke med nogen, også selv om de ikke vil snakke. Det er altid vigtigt at tale med nogen, uanset hvem du er, eller hvor du er i livet.
8. Den romantiserer ikke Hannahs selvmord, eller noget af alt det andet, der ellers normalt romantiseres: dysfunktionelle forhold, stoffer, alkohol, cutting, posttraumatisk stress, angst, depression, hallucinationer, sågar.
9. Den viser virkelig, at man altid skal fortælle folk, hvis man holder af dem eller elsker dem. Gå aldrig sur i seng. Fortæl altid folk du elsker dem. Du ved aldrig. De kunne være selvmordstruede, de kunne komme ud for en ulykke, you never know – så lad dem aldrig være i tvivl, hvis de betyder noget for dig.
10. Den er bare fucking fantastisk, altså??? Jeg mener, den har et smaddergodt budskab, og den er flot og respektfuldt lavet… igen, den romantiserer ikke, og den viser bl.a. voldtægtsscenerne så autentisk, man mærker frygten, og det er ikke bare sådan “oh this happens”, og man ser, hvad der sker med folk bagefter, hvordan de ændrer sig, hvor meget det faktisk betyder for dem i deres liv, også selv om overfaldsmænden literally doesn’t care. Den er også respektfuld ift. selvmordsscenen, og den viser Hannahs forældres sorg så fint. Man kan virkelig mærke Hannah. Og Clay for den sags skyld. Man føler virkelig med dem begge, man følger dem på deres rejse og føler de ting, de føler.
11. Man mærker også, dem, der er på listen. Dem, der er de 13 grunde til, hvorfor. Du ser også, hvordan de har det, og hvordan de tackler det, hvor nogle faktisk har det rigtig svært ved det, og virkelg er tynget af det, og andre er mere sådan “whatever”, og andre igen forsøger at ignorere det.
12. Man kan se, hvor svært det er, at tale om tingene og at bede om hjælp – flere i serien har svært ved at sætte ord på deres følelser og behov, og det er så vigtigt, at man er obs. på, hvis folk ikke kan sætte ord på – og man hjælper dem, der ikke kan.
13. Igen – den er altså bare god. Nu ville det måske se lidt anerledes ud, hvis jeg havde bogen at sammenligne med, men jeg har tænkt mig at læse den i sommerferien eller sådan noget… haha, der er lidt tid til, I know, men ja, sådan er det, når man er travl. Men den er bare god. Og trods alt det tragiske, og alt det deprimerende, og alt det, der er forkert, så viser den også bare alle de gode ting, alle de tider, hvor folk faktisk er søde, alle de gode ting i livet også, alle de fjollede ting. Den er gr8888.

Her er traileren:

Jeg anbefaler stærkt at se serien eller læse bogen, ok

Skriv gerne i kommentaren, hvad I tænker om serien, og/eller bogen, dens karakterer, etc.

Glem ikke at følge mig på Bloglovin‘.

– Cecilie x