Hej bloggen, og velkommen tilbage.

 

Der er gået nået tid. Lige over to måneder, faktisk. Som tiden dog flyver!?

Jeg har haft travlt.

Kliché undskyldning, i know… men hear me out.

Der er simpelthen sket SÅ meget siden sidst.

 

Mit sidste indlæg ang. ACT kom op, lige som eksamensperioden startede.

Jeg havde derfor rigtig travlt med eksamen, og al min fritid gik på at være sammen med min kæreste, eller være i ACT/OPUS, og selvfølgelig klinik. Jeg fik samtidig også en stikskade, fordi jeg bare er idiot, og skal på skadestuen en gang årligt omkring maj/juni, fordi jeg bare synes det er grineren (???).

Men all is well. Jeg fik taget blodprøver, min søde patient fik taget blodprøver, og umiddelbart er jeg a-okay, og fejler ikke noget. God bless. Jeg er også gået i gang med en hepatits vaccine, idet den jeg fik for 2 år siden, aldrig blev gjort færdig. Det var fandeme en hård omgang, især fordi jeg i denne tid jo har en kæreste, kontra sidst, jeg fik stikskade (eller blodstænk, som det egentlig var – læs mere om det her). Det betød, at ikke alene skulle jeg passe på mig selv, jeg skulle jo også passe på ham! For dælen, altså!

Jeg afsluttede min eksamen med et 10-tal. Jeg var enormt skuffet. Det var ikke det, jeg gerne ville have ud af min klinik. Jeg ville gerne have 12. Jeg ville gerne vise mine vejledere, hvor dygtig jeg var. Jeg arbejdede benhårdt, jeg gjorde mit bedste. Og det var ikke godt nok. Men det var det så alligevel. For selv om jeg ikke fik 12, var mine vejledere usigeligt stolte af mig. De krammede mig, og fortalte, at de var så stolte. Så kan man ikke andet, end at tø bare en smule op, selv om man kun fik pissefuckinglorte 10. Haha.

Jeg har holdt fødselsdag. Jeg blev 22. Det fortæller jeg mere om, i et andet indlæg. Det var nemlig en blandet fødselsdag, jeg fik holdt, men… i sidste ende, var alting godt. Everything turned out okay. Mine vejledere, og resten af de studerende, sang fødselsdagssang for mig. Jeg blev helt rørt, for jeg havde en lortedag, da jeg trådte ind på klinikstedet, og da de begyndte at synge for mig, stod jeg bare med tårer i øjnene.

Jeg afsluttede klinikken, med nærmest trusler fra de andre ansatte, om at jeg SKULLE vende tilbage på deres afdeling. De mente, jeg var en dygtig, ung studerende, og de ville så gerne have mig på deres “hold”, for det gjaldt om at holde fast, når man mødte nogen, der var dygtig. Det var jeg åbenbart. Jeg blev rigtig glad. Det betyder rigtig meget for mig, at de ser sådan på mig, for jeg har det simpelthen så blandet med alting, jeg føler ikke, jeg slår til. Men noget må jeg gøre rigtigt. Og selv om jeg ikke kan måle mig med min medstuderende, der lever livet med et timelønnet job deroppe nu, så er jeg god nok alligevel. Jeg blev også tilbudt job, men har måttet sige nej tak, af hensyn til min psyke. Lige i øjeblikket, slutningen af juni, så alting helt lyst ud. Men jeg vidset godt, at jeg på sigt ikke ville kunne holde til arbejde og studie, for det har jeg prøvet, og det gik ikke godt. Der er ingen grund til at nedbryde det gode, jeg har fået opbygget. Og allerede efter afslutningen af klinik, begyndte det at gå lidt ned ad bakke for mig igen, så jeg tror, jeg valgte det rigtige. Jeg har brug for tid, og jeg har brug for ro. Det blev heldigvis accepteret, og afdelingssygeplejersken ville hellere end gerne se mig igen til februar, når jeg er færdiguddannet.

Ugen efter havde jeg travlt med hospitalsbesøg, lægebesøg, OPUS, alt muligt, så selv om jeg havde planlagt at blogge, så blev det ikke til noget.

Oh, inden jeg skulle til eksamen, fik min kæreste og jeg i øvrigt mødt hinandens forældre. VILD oplevelse, jeg troede literally, jeg skulle dø. Bitch wasn’t made for that. Det er ikke nemt, at møde nye mennesker, når man lider af angst – og slet ikke nemt at møde folk, som man virkelig inderligt gerne vil have, skal kunne lide en. Men det gik heldigvis rigtig godt, og jeg var pavestolt af mig selv over, at det gik godt. Og mine forældre elskede heldigvis min kæreste, og det samme gjorde min farfar og hans kone, så alt gik op i en højere enhed. Jeg var en glad pige! Smadret, men glad.

 

Godt så, juli.

Bet ya’ll ikke regnede med det, MEN. Lille angstramte Cecilie her har faktisk været på Roskilde Festival, 2018! Og vigtigere endnu – jeg var frivillig! Dette kommer der også et særskilt blogpost om, for der er simpelthen så meget at fortælle, på godt og ondt. Men jeg kan allerede afsløre nu, jeg er en erfaring rigere, og står en del stærkere. Og mit forhold til “svigerforældrene” er vidst også blevet lidt bedre, håber jeg :’)

Jeg kom hjem fra Roskilde Festival d. 8/7. Den 9/7 tog jeg af sted til London. Dette kommer der også mere om, en særskilt blogpost. Jeg får VIRKELIG travlt, hvis jeg skal nå at blogge alt det, jeg gerne vil, inden jeg tager af sted til Vietnam til september, goddamn. Men vi må se! Jeg var i London en uge, hvorefter jeg kom hjem, og min søde kæreste kom og besøgte mig nærmest lige efter, jeg var trådt ind af døren. Og jeg havde godt nok savnet ham!

Jeg har også haft meldt mig ind i Fitness over sommeren, hvilket kom bag på mig, og også var utrolig hårdt. Min puls ramte næsten 180 første gang jeg var af sted, og jeg følte, jeg skulle dø. Nu ligger den steady på 150, når jeg er på løbebåndet, og alt er okay. Dog har jeg kun meldt mig ind fra juni-august, fordi jeg ved, at overskuddet kommer til at dale, når jeg skal skrive bachelor, osv. Men jeg er stolt af mig selv, at jeg gør noget godt for mig selv lige p.t. Det skal der også være plads, jo!

Ugen efter London gik med tandlægebesøg – jeg har A+ bisser, stadigvæk, og tandlægen er stolt af mig 😛 Har de pæneste bisser, hun længe har set, og slap derfra med en regning på under 100 kr. Guys, det betaler sig at passe på mundtøjet!

Jeg har også været i Sommerland Sjælland (tradition), og i år havde jeg min kæreste med. Det gik rigtig godt, og ja, jeg er bare stolt af mig selv, at jeg er kommet så langt! For det kræver sgu guts, at kunne gøre de her ting, og selv om jeg synes det var angstprovokerende at sidde 1 hel time frem og 1 hel time tilbage med ham i en bil alene, var der intet akavet over det. At all. Alt gik helt fint, og det samme gjorde selve turen. Hvis man lige ser bort fra, at min søde kæreste blev lidt overivrig, og forsøgte at tackle mig på hængebroen på tarzanstien. Jeg vrikkede om, og nu, 1,5 uge efter, er den stadigvæk blå, og den gør ondt at gå på og bevæge i diverse retninger. Tak skat. :’) Han sagde dog undskyld, og spurgte om jeg var OK, og købte en slushie til mig. Egentlig lagde han bare ud, men yanno how it goes… HEHE. Han læser heldigvis ikke bloggo, så he’ll never know.

Og nu er vi så i sidste uge i juli. Jeg bruger tiden på at vaske tøj, rydde op, gøre pænt her, gøre det mere hjemligt, se efter de møbler, jeg har manglet et ÅR nu, får taget billeder til alle mine planlagte blogposts 😛 og bare slapper af. Nyder, jeg har ferie.

 

Og nu til den store nyhed, I alle har ventet på!

Jeg har talt med min kæreste om, at vi flytter sammen – og det vil han gerne. Så snarest muligt her i løbet af sommeren, så får vi flyttet hans ting til min lejlighed, og skal bo sammen. Han har fået nøgle og det hele.

Funfact: fik skiftet min lås her i onsdags, fordi det har jeg skullet et stykke tid, og jeg ville gerne have flere nøgler, osv. Jeg fik skiftet låsen, og literally 4 timer efter låseskift, låser jeg mig selv ude af min lejlighed. Og fordi jeg har fået ny lås, kan ingen komme og låse mig ind 🙂 Fik heldigvis ringet til en låsesmed og kom ind i min lejlighed igen… men goddamn, det var akavet. Værre endnu var det, at det var samme låsesmed, som havde skiftet min lås, og han så bare på mig og var sådan “der gik ikke lang tid hva'”… nope.

Men anyway – jeg glæder mig til samflytningen, selv om jeg er supernervøs. Hvordan skal det gå med mine rutiner, min OCD, min ængstelighed, mine meltdowns, etc.? Der er supermange ting at være nervøs over. Men jeg glæder mig mere, end jeg er bange. Og det er et kæmpe skridt i den rigtige retning.

Samtidig burde mit opusforløb være sluttet i juni, men min behandler og jeg har måttet reschedule vores sidste aftale i noget tid, så jeg slutter først officielt i næste måned (men har ikke været i OPUS i 5 uger). Og selv om det stadigvæk er skræmmende, så synes jeg faktisk lige nu, at det er okay. Ja, jeg slutter i OPUS, og det bliver skræmmende, for det har været min livline i 2,5 år, og jeg ved ikke, hvad der skal ske med mig. Jeg ved ikke, hvem der hjælper mig med at passe på mig bagefter. Jeg kommer ikke til at få samme støtte som før, og alting bliver vendt på hovedet. Men det er okay. For jeg har lært noget i OPUS, og jeg har fået det bedre. Og hele det her indlæg viser egentlig, hvor meget jeg kan nu, kontra da jeg blev indlagt i 2016. Jeg kan mere, og jeg er stærkere. Ja, jeg har meltdowns. Ja, jeg synes alting er noget lort nogle gange. Ja, jeg får tilbagefald. Nej, jeg er ikke rask. Nej, jeg bliver aldrig rask. Men lige nu har jeg kontrol over mit liv, og så længe jeg har det, tror jeg godt, jeg kan holde mig selv flydende. Og hvis jeg begynder at få det dårligt, så ved jeg, at jeg kan tage på psyk skadestue. Jeg ved, jeg kan snakke med min læge. Jeg ved, hvor jeg skal gå hen, og hvordan jeg skal skaffe hjælp. Det skal nok gå alt sammen, selv om OPUS bliver et afsluttet kapitel for mig snart (men jeg skal selvfølgelig nok få uploadet de sidste ACT-dage).

Jeg er okay, og sådan fortsætter det. Og for første gang i snart 10 år, kan jeg siger, at jeg har det GODT, og jeg som overvejende er GLAD.

Ting tager tid, men det skal nok blive det værd. Det lover jeg.

Så, tak fordi I læste med.

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x