Tekst – Solen Skinner på Os

Hej bloggen.

I dag vil jeg dele en lille tekst, bare fordi. Det er altid hyggeligt, med tekster, ikke? Det synes jeg i hvert fald! Håber I vil tage godt i mod den.

 

***

Jeg misser forsigtigt med øjnene, som så mange gange før denne morgen. Men i modsætning til de andre gange, er der noget anerledes. Jeg fanger dit blik, og lader mine øjne forblive åbne, fremfor, at lukke dem igen.

Du har sovet.

Det har jeg ikke.

 

Jeg sover sjældent, når du er her. Ikke, fordi jeg er bange. Eller, det tror jeg ikke, at jeg er. Men min hjerne kører på højtryk. Jeg har tankemylder. I nat var ikke anerledes.

Jeg havde så dårlig samvittighed. Følte mig så skyldig. Jeg ved udmærket godt, at det er fjollet.

Jeg skulle have sagt noget til dig. Sagt noget til dig i nat, da du lagde armen om mig, og trak mig ind til dig. Spurgte, om jeg var okay.

Jeg svarede bare ja.

Men det var jeg ikke.

Det var ikke din skyld. Det var ikke min skyld. Det var ikke nogens skyld.

Så hvorfor følte jeg mig skyldig?

Hvorfor havde jeg dårlig samvittighed?

Jeg kunne ikke ryste det af mig.

Havde det så dårligt over, at… at vi ikke blev færdige, med det, vi havde gang i.

Jeg kan ikke huske, hvad du sagde. Noget med, at du ville have stoppet, uanset hvem, det havde drejet sig om. Det var en trøst.

Alligevel var jeg vred på mig selv.

Skuffet. Irriteret. Skamfuld.

Jeg snublede over ordene, når du talte til mig. Snublede over dem, fordi tårerne pressede sig på. Snublede over dem, fordi jeg var presset, overvældet af følelser, og ikke kunne tænke klart.

Jeg blev lettet, da du efterlod mig alene ude på badeværelset, fordi tårerne hele tiden pressede sig på, og jeg ville ikke have, at du skulle se mig græde. Det skete heldigvis ikke. Nok mest, fordi du gik, og vi derfor ikke snakkede i en kort periode. Så længe, der ikke var noget snak, kunne min stemme heller ikke knække og afsløre mig.

Jeg blev færdig og trissede tilbage i seng, stadigvæk med skyldfølelsen hængende over hovedet som en regnsky.

Dér var det, du lagde armen om mig, og spurgte, om jeg var okay.

Dér var det, at jeg sagde ja, selv om jeg slet ikke mente det.

Alle følelserne havde lagt sig om mig som et tæppe, der truede med at kvæle mig.

Og jeg vidste, at hvis jeg snakkede om det, ville jeg begynde at græde.

Jeg kunne ikke overskue, at skulle begynde at hyle midt i det hele. Kunne ikke overskue, at skulle fortælle dig, hvor nederen, ked af det, vred, irriteret, skyldig, skamfuld, og alt mulig andet, jeg følte mig, over noget, der slet ikke var min skyld. Over noget, der var fuldkommen ude af min kontrol. For jeg vidste, at du ville tænke, det var fjollet. Vidste, at du ville prøve at fjerne følelserne fra mig igen, men samtidig vidste jeg også, at det ikke ville lykkedes dig. Du ville ikke kunne fjerne de år af selvhad, der på ny blomstrede op, på grund af én lille bagatel.

Så i stedet gemte jeg mig bare i din omfavnelse. Klemte din hånd. Fokuserede på at trække vejret, selv om jeg følte, at jeg ikke kunne få luft, og selv om tårerne blev ved med at presse sig på.

”Hvis du begynder at fryse, må du lige komme ind til mig, eller prikke til mig, ikke?” sagde du. Jeg sagde ja igen, velvidende om, at det ville jeg aldrig nogensinde gøre. Ville aldrig kunne få mig selv til at kunne gøre. Jeg er så bange. Det er så svært.

Når jeg ligger ved siden af dig, vil jeg bare gerne slappe af. Bare gerne kunne trække vejret i fælles symbiose. Vide, at hvis jeg mumler i søvne, er du ligeglad. Vide, at hvis jeg vender og drejer mig hundrede gange i søvne, så er du ligeglad. Vide, at jeg ikke på en eller anden måde ødelægger din nattesøvn og dit liv, hvis jeg rører mig ud af flækken, i løbet af en nat. Og det ved jeg også godt. Et eller andet sted, så ved jeg det. Men tankemylderet presser mig, og gør mig i tvivl, så jeg slet ikke kan slappe af. Så jeg slet ikke tør røre mig.

Du fortalte, hvordan din ekskæreste bare kunne prikke til dig, og så ville du ubevidst trække hende ind i en omfavnelse, og jeg fik endnu mere lyst til at græde, fordi jeg bare så gerne ville have, at det var mig. At det var os. At jeg kunne udøve sådan en manøvre, uden at tænke over det. Men det kan jeg ikke.

På et tidspunkt faldt du i søvn.

Jeg prøvede at falde i søvn. Håbede, at blandingen af alkohol, antipsykotisk og beroligende snart ville sætte ind, og slå mig ud. Håbede, at blandingen ville stoppe det tankemylder, der kørte af sted med hundrede kilometer i timen; hamrede løs på indersiden af mit kranie. Men nej. Det eneste, der kørte rundt i mit hoved, var følelsen af, at være utilstrækkelig. Følelsen af, at alting på en eller anden vis bare var min skyld. Følelsen af, at jeg havde ødelagt alting. Angst.

På et tidspunkt vendte du dig, og jeg så snittet til at gøre det samme.

Jeg kan slet ikke huske, om jeg fik sovet den nat. Det føles ikke sådan, men det kan da ikke udelukkes. Jeg ved bare, jeg vendte og drejede mig, men kun efter du selv havde gjort det, for så vidste jeg, at det var okay. Jeg er så dum. Så fjollet. Jeg ved slet ikke, hvorfor tingene er sådan her med mig, men det er de bare. Jeg hader det.

Jeg frøs.

Lå og skælvede under tæppet, men var alt for ængstelig, til at turde sige noget. Alt for ængstelig, til at prikke til dig. Krøllede mig sammen til en lille kugle, for at prøve at holde varmen, men uden det store held.

Tankemylderet fortsatte.

Det var en lang nat.

 

Men da jeg ser dit blik, så godt, som jeg nu kunne se det, i hvert fald, føles alting mere okay.

Dit hår stritter, du kan ikke holde øjnene åbne, så de falder sommetider i igen, og din stemme er hæs og mumlende.

Vi siger ikke så meget. Kigger bare lidt på hinanden, inden du vender dig om på siden. Denne gang lægger jeg en arm om dig. Spørger, om du fik sovet.

Du svarer en smule.

Jeg er glad.

Du sover generelt ikke så meget, men… bare det, at du fik sovet lidt, gør, at jeg føler mig lidt lettere.

Du spørger, om jeg gjorde.

Jeg svarer nej. At tankemylderet kørte derudaf – og det var jo ikke løgn.

Et øjeblik tager jeg mig selv i at ønske, at du prikkede til mig, når du ikke sov – for så kunne det være, vi kunne have underholdt hinanden lidt, så natten ikke havde føltes så lang.

Fjollet, ikke? For jeg kunne jo bare spørge dig. Men det tør jeg jo ikke.

Vi ligger lidt i tavshed.

Jeg kigger på dine fregner på ryggen. Det ligner det i hvert fald, at det er. For at være ærlig, kan jeg ikke rigtig se det. Men jeg kan mærke, hvordan min udånding gennem næsen puster tilbage på mig selv, når den rammer din hud. Spekulerer på, om du kan mærke det lige så tydeligt, som jeg mærkede det i nat, da din udånding ramte min skulder. Luften var kold, og kildede næsten på min bare hud.

Apropos hud.

Din er varm mod min. Generelt er din kropstemperatur varmere end min, og jeg elsker det. Elsker, når vi ligger hud mod hud. Elsker, hvordan din varme langsomt gennemsyrer min krop; varmer den.

Jeg kunne blive liggende for evigt.

På et tidspunkt ender vi med at ligge på ryggen. Kigger lidt på hinanden; jeg tror nok, jeg griner. Griner, over noget, som du har sagt.

Så drejer vi en kvart omgang, så jeger lille ske igen. Hurtigt vinder din arm indpas over min krop, og jeg nyder dine varme hænder på min overkrop. Nyder, at være i nuet.

Indtil mine tanker flyver tilbage på i nat, og jeg i et øjebliks svaghed bakser din hånd op til min, hvor du holder den.

Du kysser min skulder. Blidt og nænsomt.

Jeg lukker øjnene.

Åbner dem, og spotter en solstråle fra skråvinduerne i soveværelset, der rammer vores hænder, der ligger så fint ovenpå hinanden.

Jeg lader min tommelfinger glide over din i små, vertikale, usynlige linjer. Mærker, hvordan mine bevægelser sommetider kommer i ryk, på grund af gnidningsmodstanden, der opstår, hvilket får mig til at smile. Mærker, hvor bløde dine hænder er. Mærker, hvordan de føles helt perfekte i mine.

Pludselig virker mit tankemylder fra i nat så dumt.

For du er her jo.

Det var ikke din skyld.

Det var ikke min skyld.

Det betød ikke noget.

Det eneste, der betyder noget, er, at vi er her.

Sammen.

Og solen skinner på os.

***

693b40a604ef435881ce15c2634bd038

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Tekst – 10,8

Hej, og velkommen tilbage.

En veninde, jeg har – Sofie Riis Endahl – udgav i november, tror jeg det var, ungdomsromanen Sindstequila. I den forbindelse, lavede hun en konkurrence, hvor man kunne vinde en forfatterbrunch, feedback og en kopi af bogen. Jeg var desværre ikke blandt vinderne, har jeg lige fundet ud af.

Men derfor, kan jeg godt dele min tekst alligevel, tænker jeg. Jeg elsker at skrive fiktion med afsæt i egne følelser/tanker, og derfra blev denne tekst (jeg ved ikke, hvad jeg vil kalde den? For det er hverken et digt eller en novelle, den er bare) affødt… 30 minutter før deadline 🙂 #udeigodtidjo

Bogen handler bl.a. om at stå ved sig selv og sine grænser. Konkurrencekravet var, ved den mulighed jeg valgte, at skrive en tekst med inspiration af dette citat fra bogen: “Jeg sidder et øjeblik med telefonen i hånden og møder et blik i spejlet, der ikke er mit.”

Så ud fra det, fik jeg denne her lille tekst frem. Håber, I vil tage godt i mod den:

PS. Åbenbart driller alle afsnit mig bare, så jeg er nødt til at markere dem med en -, så man kan se, der er linjeskift… sorry!

***

10,8.

Mit gennemsnit er 10,8.

Min familie åbner champagne, smiler, ønsker mig tillykke.

Jeg kan kun tænke på 10,8.

Hvilket dårligt snit.

Ærgrer mig, over, at jeg kun kan skrive 10 i min studenterhue.

“Tillykke med det, skat!” Min mor kysser mig på kinden, som hun hælder champagne op i glasset, jeg fik med min studenterhue.

10 i huen. Ikke 12.

“Her.” Min farfar rækker mig en lille smykkeæske.

Han smiler.

10,8.

Jeg åbner æsken. Der er et lille læderarmbånd i fra WISH med et sølvfarvet påhæng med en studenterhue på.

Hvorfor kunne jeg ikke få 12?

“Tak.” Jeg giver ham og min pap-bedstemor et knus, mens jeg smiler anstrengt.

Hvad kan jeg bruge 10 til?

“Hvor er du sej, du fik 10!”

Men det var ikke 12.

“Vi er så stolte.”

Jeg er ikke. Fordi jeg kun fik 10, røg mit gennemsnit fra 10,9 til 10,8. Havde jeg fået 12, havde mit gennemsnit været på 11. Dét havde været noget at være stolt af. Ikke 10,8.

“Skal vi ikke få taget nogle billeder af vores kloge student?”

Skal de bare træde i det?

“Jeg er så glad for, at du lod mig sætte huen på dit kønne hoved.”

Stakkels farmor, der kom helt fra Jylland, blot for at se sit barnebarn få noget så luset, som 10,8 i snit.

Jeg ser en video, fra en af de andre, der også har været til eksamen – i engelsk B. Jeg havde min sidste eksamen i engelsk A, og blev derfor frataget engelsk B.

Jeg valgte engelsk A, fordi jeg ikke kunne overskue nogle af valgfagene, og fordi jeg troede, jeg var god til engelsk – tydeligvis ikke.

Han kom ud med et 10-tal.

Hans reaktion var at råbe højt: “Pis mig i øret.”

De andre ønskede ham tillykke.

Jeg relaterede til ham.

10 er pissenederen.

For 10 er så tæt på 12, men alligevel så langt fra.

Det er en konstant påmindelse om, at man kunne have været dét bedre, men man ikke var det.

10,8.

Der er mange, der har spurgt, hvordan det gik til min sidste eksamen.

Hvad jeg fik.

Mange, der har ønsket mig tillykke.

Sagt, at jeg var god.

10,8.

Jeg rejser mig fra sengen.

Kan alligevel ikke sove.

Tager et blik på købmandskurven med kropspleje, jeg fik af naboerne i studentergave, og alle de blå roser.

10,8.

Tager min iPhone.

Surfer lidt rundt på nettet.

Gennemgår forskellige uddannelser på ug.dk.

Jeg har ingen anelse om, hvad jeg vil med mit liv.

10,8.

Hvad kan jeg blive, når jeg kun har 10,8 i snit?

Surfer videre.

Åbenbart en hel masse.

Tårerne presser sig på igen, som jeg ser op fra telefonen.

Kigger ud af vinduet, ud i mørket.

Ser mit spejlbillede i vinduet.

10,8.

Hvorfor er det så vigtigt?

Hvornår blev det så vigtigt for mig, at være god til alt?

Hvornår blev det så vigtigt for mig, at få 12 i alt?

Hvorfor kan jeg ikke slå mig til tåls med 10?

10 er ikke en dårlig karakter.

10,8 er ikke et dårligt snit.

Så hvorfor er jeg ikke tilfreds?

Hvornår begyndte jeg at værdsætte små lusede tal, fremfor min interesse og læreiver?

Jeg fik 10,8.

Jeg er ikke 10,8.

Er ikke 10,8 på en skala, jeg ikke engang ved, hvordan ser ud, men bare automatisk forestiller mig, ligger i bunden.

10,8 afholder mig ikke fra frit at kunne vælge, hvad jeg gerne vil uddanne mig som.

Tværtimod har 10,8 åbnet mange flere døre.

Måske i virkeligheden for mange.

Tårerne presser sig stadigvæk på.

Jeg vil ikke være 10,8.

For selv om jeg godt ved, at 10,8 ikke definerer mig, vil jeg bare hellere være 11.

Men det er ikke derfor, tårerne så småt begynder at falde.

Jeg ville ønske, jeg ikke var sådan.

For det er ikke mig.

Jeg har altid været en 12-tals pige.

Ikke fordi karaktererne betød noget.

Men fordi jeg elskede at lære; elskede at læse.

Nu er jeg reduceret til et tal.

Et tal, der aldrig nogensinde vil være godt nok.

Og jeg vil ikke mere.

Fucking 10,8.

***

3f175e575f4743e9aea7262c209a67af

Så ja, det var det! I er mere end velkomne til at efterlade en kommentar, om hvad I synes om teksten. Personligt synes jeg, den er acceptabel, og forholdsvis relaterbar ift. dagens samfund, og hvilket stort pres, karakterer giver. Jeg ville aldrig have været foruden mine karakterer, men det er nok mere toksisk for mig, at være del af karakterkulturen, end hvis jeg ikke havde. For grunden til, at jeg gerne vil beholde karaktererne er, at jeg ikke ved, hvordan jeg ellers skal måle min værdi. Jeg har altid brugt tallene til at måle, hvad jeg er værd, og jeg føler mig fortabt uden dem. Og det er altså alt andet end sundt… men ja. Faktum er bare, at karakterer presser rigtig mange unge, og mange unge står tilbage med en følelse af, at deres arbejde aldrig nogensinde er godt nok, uanset hvilken karakter, man kommer ud med.

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Novelle – Uskyldig

Halløj på bloggen.

Som nogle af jer ved, har jeg haft deltaget i en konkurrence, omhandlende at “skrive sig gennem historien”, hvor man kunne vælge mellem 3 forskellige tidsperioder (vikingetiden, renæssancen eller besættelsen), og så skulle man skrive en novelle fra den tidsperiode. Jeg valgte besættelsen, og der var fokus også Frøslevlejren (den skulle somehow inkorpereres i historien), hvilket er baggrunden for min tur til Frøslevlejren i Juni. Der kan læses om den oplevelse her.

Anyway, nu er det endelig svar om, hvem der skulle udgives kommet ud, og jeg er IKKE blandt finalisterne, desværre 🙁 Dette er selvfølgelig utrolig øv, men omvendt har jeg det også okay med det, for det betyder, at jeg kan få lov til at dele min novelle her på bloggen i stedet for. Den bliver selvfølgelig ikke lige så læst, som hvis den blev udgivet i antologi, der skulle bruges over hele landets folkeskole, men… sådan er det. Det er et skridt på vejen. Så jeg håber, at I vil læse med her, og eventuelt komme med kommentarer/feedback, til hvad I synes <3

PS. afsnittene driller mig. Har prøvet alt muligt, men den gider bare ikke lave de skide afsnit!! Jeg har været nødt til at lave nogle streger, for at markere afsnittene… ved godt det er lidt rodet, men jeg kan ikke ændre det 🙁 Undskyld!!

***

USKYLDIG. Skrevet af Cecilie Landry Sørensen.

***

9. april, 1943.

I dag er det 3 år siden, vi blev besat. Først mærkedes det ikke, på grund af samarbejdspolitikken.

Det var ikke tilfældet i Norge, hvor min søster boede. Hun skrev til mig om Norges besættelse. Om bombninger og ødelæggelse af byer. Fængslinger, tortur, henrettelser… Jeg priste mig lykkelig for at bo i Danmark. Her var vi trygge.

Varemanglen var hård, men mit arbejde sørgede for, at jeg ikke led økonomisk. Alligevel følte jeg mig utryg. Jeg frygtede, at det mindste fejltrin ville lede til samme skæbne, som var tilfaldet nordmændene. Det var som at gå på æggeskaller. Grænserne lukkede, så jeg ikke kunne besøge min søster, så jeg begyndte at skrive oftere med hende.

Pludselig gjorde det mig også ængstelig. Jeg frygtede, at komme til at udtrykke modvilje overfor tyskerne i mine breve, så jeg stoppede med at skrive.

Overfloden af tyskere, der fortsat strømmede til, gjorde mig bange.

Nu har jeg indset, at jeg frygter, at være dansker i Danmark – noget jeg ellers havde været stolt af. Jeg er vokset op her. Der har altid været trygt, og nu…

Jeg beder hver nat, for, at jeg vågner og Danmark igen er frit.

Men når jeg vågner, rammes jeg af en synkende følelse i hjertet og opdager, at vi endnu er under besættelse. Jeg frygter, at jeg aldrig får mit Danmark tilbage.

Jeg er ikke den eneste, der frygter for mit liv og land. Jeg har hørt om sabotage og voldelig modstand, det sidste års tid.

Jeg ønsker et frit Danmark, men jeg ønsker ikke mere krig. De får slået sig selv ihjel, og provokeret tyskerne til flere umenneskelige gerninger, der ender med at dræbe os alle. Hvad skal vi stille op? Gud, hjælp os. Vi har brug for dig.

”Valby telefoncentral, mit navn er Dorothea, hvem ønsker De at få fat i? … Okay, jeg omstiller dig. Hav en god dag.”

”Psst, Dorothea?”

Det var Agnete, der prikkede mig på skulderen. Jeg stak en finger i vejret, som tegn til, at hun måtte vente et øjeblik, mens jeg besvarede næste opkald.

”Dorothea fra Valby telefoncentral, hvem ønsker De at tale med? … Hæng på et øjeblik…” Jeg ringede op til den ønskede abonnent og fik tilsluttet kablerne. ”Således, og fortsæt god dag.” Jeg sænkede hørebøfferne igen og så over på Agnete. ”Hvad så?”

Telefonen kimede ved Agnete, og jeg så afventende på hende; ventede på, at hun satte høretelefonerne op til ørerne, men der skete ingenting. ”Jeg tænkte, om vi skulle tage ned på baren efter arbejde? Det er jo fredag.” Efter at have udmeldt sin tanke, rettede Agnete høretelefonerne og hjalp abonnenten.

Jeg tyggede på hendes forslag imens. Jeg havde ikke været på en bar, siden landet blev besat. Jeg brød mig ikke om at færdes ude om aftenen, nu hvor tyskerne var omkring os. Alligevel længtes noget i mig efter at glemme… at have bare én normal aftenstund.

”Hvad siger du?” Agnete afbrød min tankestrøm.

”Tjoh, hvorfor ikke? Jeg vil bare ikke gå alene hjem.”

”Du kan sove hos mig, jeg vil heller ikke gå alene.”

”Det en aftale.” sagde jeg, hvortil Agnete nikkede.

Jeg hørte, at den ene af abonnenterne, jeg havde hjulpet, fortalte, at de var færdige med samtalen. Jeg kiggede på uret, noterede antallet af talte minutter, og trak kablerne ud. Jeg var fyldt med ambivalens i forhold til mit valg – var det nu klogt? Inden jeg nåede at reflektere yderligere, ringede telefonen igen.

”Valby telefoncentral, mit navn er Dorothea. Hvem ønsker De kontakt med?”

12. maj, 1943.

At tage med Agnete på baren havde slet ikke været så tosset endda. Vi blev ikke så længe, men de timer, vi var der, var magiske, og fik mig til at slippe alle spændingerne, der havde hobet sig op. Vi aftalte straks, at dét skulle vi første fredag i måneden fremover, og når vi ellers have lyst.

Hvilket viste sig, at være noget, jeg fik brug for ret hurtigt.

Der er startet en tysker på centralen, der skal holde øje med os. Herbert Otto. Tyskerne formoder, vi aflytter abonnenterne, hvilket vi ellers ikke må, men vi har intet valg. Jeg bryder mig hverken om Herbert eller nogen af de andre. Hans tilstedeværelse gør mig ængstelig end ellers.

”Jeg kunne godt tage ned på baren i aften – hvad siger du, Agnete?”

Agnete nikkede, som en anden nikkedukke, åbenbart meget begejstret for mit forslag. ”Jo, det lyder herligt.”

”Bar? Kann jeg kommen med?”

Jeg var nær sprunget bagover på stolen, da den varme ånde ramte min nakke, og de gebrokne ord blev udtalt. Glippende fandt mine øjne frem til ham. Herbert Otto. Hvorfor ville han med os på bar?

”Selvfølgelig.” fløj det ud af Agnete, selv om hendes øjne var rådvilde.

Jeg sendte Herbert et venligt smil. ”De er velkommen.”

Herbert blinkede til os, inden han gik, og jeg stirrede rædselsslagent på Agnete. Det var ikke planen, at Herbert skulle med os, og nu havde vi ingen vej udenom.

Som om det ikke var nok, at tyskerne invaderede vort land, nu ville de også invadere vort liv? Agnete sendte mig et trist blik, inden telefonen ringede for tusindende gang i dag.

”Valby telefoncentral, det er Agnete. Hvad ønsker De assistance med?”

Min telefon forblev dog tavs, og efterlod mig i et mørkt tankemylder. Selvfølgelig forestillede jeg mig det værste – man havde jo hørt, hvordan tyskerne forgreb sig på de danske kvinder, så hvad fik mig til at tro, at det ikke også ville ske for mig? For Agnete?

3. juni, 1943.

Herbert Otto er ikke så slem, som jeg troede. Faktisk er han virkelig dejlig. Jeg har aldrig mødt en mand – hverken dansk eller tysk – der var så nede på jorden. Herbert bryder sig slet ikke om den ideologi, hans land fører. Han ønsker fred. Ligesom jeg. Jeg tror, vi talte hele natten. Det var fantastisk. Han forstod mig. Jeg håber snart krigen slutter. Vi vil bare have fred.

”Fortæl, fortæl! ”hvinede Agnete spændt, da jeg sænkede hørebøfferne, efter at have viderestillet den seneste herre, der havde ringet.

”Sch, hele selskabet behøver ikke vide det.”

”Jamen, så tal til mig, Dorothea! Jeg er ved at af spænding.”

I samme øjeblik ringede telefonen igen.

”Valby telefonce…” Jeg blev afbrudt af et kys på håret. Forvirret drejede jeg omkring i stolen, indtil jeg fandt ham, mit øje søgte.

”Wir har teknisher problemer. Jeg må dit opkall afslå, til det’ i orden.” Herberts stemme var mørk og rusten i mikrofonen, inden han sænkede mine hovedtelefoner og betragtede mig med sine isblå øjne. ”Du ser scmuk ud i dag.” bemærkede han med et smil, inden han gik videre.

Agnete gjorde store, spørgende øjne.

”Der er ikke sket noget.” forsikrede jeg hende, inden jeg rystede på hovedet.

”Men han… er du sikker?”

”Jeg tror, jeg ville opdage, hvis der var sket noget… Vi snakkede bare.”

”Du er så fuld af løgn.” Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, der var en jaloux undertone i hendes stemme, som hun rystede på hovedet af mig og tog sine lyttebøffer på.

Jeg tog ligeledes mine på igen, og afventede næste opkald. Jeg kunne dog ikke glemme Herberts kommentar. Normalt følte jeg mig ikke elegant i mit askegrå tøj – den kedelige blazer, nederdelen, der stoppede midt på knæet og de sorte sko. Alligevel følte jeg mig nu som en prinsesse.

24. juli, 1943.

Jeg ved ikke, om Herbert og jeg er kærester. Men vi tilbringer meget tid sammen på centralen. Han er dejlig. Agnete siger, det går for hurtigt, og at jeg er blevet blind. Men jeg tror, hun er jaloux. Hun forstår ikke kærlighed – Herbert elsker mig, og jeg ham. Vi er det perfekte par.

Jeg håber, at krigen snart slutter, så vi kan leve sammen – han vil tage mig med til Tyskland. Der skulle være så smukt. Gud, vær sød, at lade denne krig ende snart.

”Kommt din veninde?”

”Jeg er ikke så sikker mere,” mumlede jeg og slog eftertænksomt et blik på uret ved bardisken.

I længere tid, havde jeg ikke snakket godt med Agnete. På arbejdet var hun kølig og havde konstant travlt. Hun sænkede næsten aldrig høretelefonerne mere, og når jeg spurgte hende om noget, tyssede hun på mig eller sagde, hun aflyttede samtalerne, som vi havde fået besked på – og at jeg burde overveje at gøre det samme. Jeg troede dårligt mine egne ører.  Vi havde altid elsket sladder, bevares, men jeg havde aldrig troet, at hun decideret ville aflytte nogen.

”Jeg er sikker, hun kommt.” smilede Herbert og gav min skulder et klem, inden han gjorde tegn til bartenderen om at komme med mere øl.

”Må jeg få en cigaret?”

Et øjeblik så han eftertænksom ud, men fiskede så pakken op af jakkelommen og åbnede den med pegefingeren, så jeg kunne tage en. Jeg satte den mellem læberne, hvorefter han tændte tændstikken, så jeg kunne tage et hiv. Da jeg fjernede cigaretten fra læberne og pustede ud, kunne jeg ikke dy mig for at smile over den røde cirkel, mine læber havde lavet om den. Øllene blev stillet på bordet, og jeg bemærkede, der var fem i stedet for to.

”De antre kommt også.” forklarede han og nikkede.

”Det sagde du ikke noget om.” Jeg smilede lidt anstrengt, men han lod sig ikke påvirke.

Det var ikke planen, at tilbringe min aften blandt flere tyskere end nødvendigt. Bare fordi jeg havde mødt én dejlig, tysk fyr, betød det ikke, jeg var mindre skeptisk overfor resten.

Inden jeg kunne nå at sige mere, piftede Herbert og vinkede med armen. Øjeblikket efter kom hans tre kammerater over, og jeg genkendte ikke nogen.

”Hallo.” hilste Herberts venner, og jeg smilede tvungent.

”Das ist meine Freundin, Dorothea.”

Jeg havde nær fået røgen galt i halsen og hostede, da han fortalte sine venner, at jeg var hans kæreste. Varmen fra mine kinder afslørede en rødmen – jeg havde ikke troet, at han så mig som sin kæreste, men det var en glædelig nyhed.

”Hallo. Schön Sie zu treffen.“ Jeg pustede røgen fra cigaretten ud til siden og rystede deres hænder med min højre hånd, mens jeg holdt cigaretten med den venstre.

”Sie sind sehr hübsch, Dorothea.” kommenterede en af vennerne kækt.

”Netter Versuch Anton, aber Sie ist meine.” afskar Herbert ham, og jeg kunne ikke lade være med at fnise – at have en, der sagde, at jeg var hans var dejligt.

”Ich verstehen, Ich würde Sie nicht stehlen von dir… Jetzt wollen wir auf Sie trinken. Prost!“

Den var de to andre med på, for de løftede alle deres glas, og skålede for os, og i det øjeblik var jeg lykkelig. Alle puslespilsbrikkerne passede endelig sammen.

13. august, 1943.

Så skete det. Herbert og jeg er kærester, og hans venner er så søde! Jeg er ikke bange for at gå alene blandt tyskere mere. Jeg er lykkelig.

Desværre forsøger nogen, at så skår i min lykke. Folk, jeg har kendt hele mit liv ser skævt til mig. Holder øje med mig.

Jeg føler mig usikker og udstillet, når jeg eksempelvis handler ind.

En dag var jeg på posthuset for at frankere et brev til min søster, jeg endelig turde skrive til igen, og fik at vide, at de ikke sendte breve for tyskertøser. Tyskertøs? Jeg er da lige så dansk, som de er? Men jeg fik ikke lov til at sende brevet.

Det blev hurtigt hverdagskost. Tyskertøs. Soldaterhoppe. Feltmadras. Kommentarerne blev sagt til mit ansigt, eller råbt efter mig. Jeg hørte også folk hviske om mig, når jeg gik – jeg anede ikke, hvordan de vidste det, for jeg var forsigtig, og havde aldrig haft Herbert med hjemme. Alligevel var alle klar over mit forhold til ham, og alle tog afstand – jeg føler mig som en spedalsk!

– 

Der var gået lang tid, siden jeg sidst havde talt med Agnete. Hun ignorerede mig stadigvæk. Tvungent hilste og sagde hun farvel, men ellers var hun stille og travl. Når jeg spurgte ind til hende, trak hun sig væk. Jeg havde ikke fortalt hende, at jeg var sammen med Herbert nu. Ikke, at det betød, hun intet vidste, for det gjorde hun sikkert – hvis hele byen vidste det, gjorde hun nok også. Men jeg savnede bare at snakke med hende om det.

”Du er altså nødt til at snakke med mig nu.” Jeg greb blidt fast i hendes arm, efter hun sænkede hørebøfferne, for at fange hendes opmærksomhed.

”Nej, det er jeg ikke nødt til.” svarede hun køligt.

”Jeg kan i…”

”Giv slip på mig.” sagde hun afskærende, og jeg slap med det samme hendes arm.

”Undskyld, jeg ville bare… jeg kan ikke holde det ud.”

”Det er ikke mit problem. Jeg gør mit job, måske skulle du gøre dit?”

”Hvad mener du? Jeg forstår ikke?” Først nægtede hun at snakke med mig, og nu beskyldte hun mig for ikke at udføre mit arbejde? ”Hvad er der sket med os? Hvorfor vil du ikke snakke med mig? Hvad har jeg gjort?”

I lang tid var hun stille. Hun så ikke engang på mig. Havde hun overhovedet hørt mig?

Med ét skubbede hun stolen væk fra bordet og gik. Inden hun gik ud af døren vendte hun sig og så på mig.

”Jeg behøver ikke stå til regnskab overfor en tyskertøs som dig,” lød hendes sidste kommentar, inden hun drejede igen og fortsatte ud af døren.

1. oktober, 1943.

Jeg er i vildrede. Jeg kan snart ikke mere. Jeg elsker Herbert, men det er ikke til at holde ud – end ikke hans kærlighed lindrer min smerte. Mine forældre nægter at tale til mig. Agnete vil ikke kendes ved mig; hun har rykket omstillingsplads, så hun ikke længere sidder ved min side.

Folk er begyndt at spytte på mig. Jeg holder ikke dét og skældsordene ud.

Jeg har talt med Herbert, og han beder mig holde ud. Men det er hårdt.

Hvad vigtigere er, at jeg ikke er den eneste, der går i stykker – mit land smuldrer for øjnene af mig. Jeg vidste, at modstanden ville give problemer. Uanset hvor jeg kigger hen, kan jeg se ransagninger af huse, og mennesker, der arresteres. Jøder. De deporteres, og jeg ved ikke hvorhen. Jeg ved ikke, om jeg får dem at se igen. Vær nu sød, at lade denne krig slutte… Vi har alle lidt nok.

– 

”Hey, feltmadras!”

Musklerne i min krop stivnede. Ubevidst holdt jeg krampagtigt fast i min taske, inden jeg tog en dyb indånding og tvang benene i gang igen.

”Adlyder du kun tyskere, eller hvad?”

Tårerne begyndte at brænde i mine øjne, og jeg gik stærkere, selv om jeg havde lyst til at sætte mig ned og græde.

”Feltmadras, du stopper, når jeg taler til dig.”

Inden jeg nåede at tænke, hev nogen hårdt i mit hår, så et skrig undslap mine læber.

”Giv slip på mig!” Febrilsk blinkede jeg tårerne væk fra øjnene og forsøgte at orientere mig.

”Du har ingen rettigheder – du er mere foragtelig end rotterne.” snerrede fyren, der havde grebet fat i mit hår, inden han spyttede i det.

”Vær sød at slip mig, det gør ondt! Jeg har ikke gjort noget forkert.”

”Du har forrådt dit land, og det får du lov til at bøde for.” Han trak yderligere i mit hår.

Jeg holdt vejret – anede ikke, hvad jeg skulle forvente. Ville han slå mig ihjel? Endnu engang blev der rykket i mit hår… jeg klemte øjnene i.

18. oktober, 1943.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke skreg mere. Ikke kæmpede mere. Jeg skulle have gjort noget. Sagt nej. Sagt stop. Råbt efter hjælp. Men jeg gjorde ingenting. Jeg kan ikke vise mig sådan her. Hvad skal jeg stille op? Jeg kan ikke mere. Hvor meget længere skal det blive ved?

Bank. Bank.

Ikke mit livs klogeste beslutning.

Men jeg var løbet tør for idéer, og var nødt til at tage den chance, der var. Herbert kunne ikke se mig sådan her.

”Hallo?”

Til min overraskelse åbnede hun døren på klem, uden først at kigge gennem dørspionen.

”Jeg har sagt, jeg ikke gider tale med dig.”

”Vil du ikke nok være sød at hjælpe mig, Agnete?”

Hun sukkede tungt og åbnede døren helt.

”Jeg kan altså ikke blive set med dig.” skyndte hun sig at sige, hvorefter hun gennede mig indenfor. ”Du ligner lort. Hvad vil du?”

Hendes kommentar overraskede mig ikke – jeg var klar over, at jeg lignede lort. Helt viklet ind i tørklæder og med et sæbeøje. Der måtte en dyb indånding til, før jeg trak tørklædet af hovedet – jeg hørte hende gispe.

”Hvad er der sket med dig?”

”De klippede mit hår af.”

”Det kan jeg se. Jøsses, jeg ved ikke, hvad du ligner, Dorothea.”

”Er du sød at købe en paryk til mig? Jeg kan ikke vise mig sådan her.”

”Selvfølgelig! Jeg tager af sted nu. Tag et varmt bad, lav noget te… jeg skynder mig.” Hun var allerede på vej ud, da hun udtalte ordene.

”Agnete?” Brat stoppede hun op og drejede omkring med et spørgende udtryk. ”Tusind tak.”

Hun sendte mig et beskedent smil, inden hun fløj ud af døren.

15. februar, 1944.

Der er gået knapt 4 måneder siden overfaldet. Jeg har været stille, for der er sket meget.

Jeg fortalte Herbert om det; han sagde, jeg ikke kunne anmelde det. At jeg bare måtte glemme det. Men hvordan? Parykken er fin, men jeg savner mit eget hår.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg opsagde mit arbejde, fordi jeg ikke kunne holde det ud. Jeg har aldrig lyst til at forlade mit hjem igen. Jeg savner at gå udenfor, uden at blive lagt for had. Jeg savner mit frie Danmark.

Heldigvis har jeg Agnete, der kommer med varer, og Herbert støtter mig økonomisk. Men hvis jeg kunne vælge, ville jeg foretrække at arbejde.

”Jeg kan ikke mere, jeg er nødt til at slå op med dig.”

“Slå opp?”

“Ja.”

“Elske du mir ikke?”

“Jo, jeg elsker dig mere end noget andet. Men jeg kan ikke gemme mig mere, jeg må stå fast – og det kan jeg ikke, når jeg er sammen med dig.”

“Men jeg elske dig! Du kan ikke slå opp, Dorothea. Vi skal zusammen til Tyskland. Giftes. Få børn.”

“Jeg ved det… og undskyld, men jeg kan ikke.”

Før jeg vidste af det, var han stormet ud af døren. Det var pinefuldt, men nødvendigt. De kunne ikke blive ved, når jeg ikke længere var en såkaldt tyskertøs, vel?

9. april, 1944.

4 år. Situationen er tilspidset her i Danmark. Folk angiver hinanden. Jøder deporteres endnu. Folk arresteres. Henrettes. Bygninger bombes. Intet er helligt mere. Det er alle er mod alle.

Bank. Bank.

Jeg skyndte mig at trække morgenkåben på, inden jeg forhutlet åbnede døren.

”Jeg må snakken med dig.”

“Herbert…”

“Nej, lyt til mig.”

“Det gør jeg, men du lytter ikke til mig.”

“Jeg elske dig.”

“Jeg elsker også dig.”

“Jeg vil tage mig af dig.”

“Du kan ikke passe på mig døgnet rundt. Folk spytter på mig. Kalder mig ting. Slår mig. De klippede mit hår af!” frustreret rev jeg parykken af, så han kunne se mit hoved – jeg behøvede ikke parykken længere, for mit hår var begyndt at vokse, men den understregede min pointe. ”De gjorde mig ondt, og du kunne ikke beskytte mig.”

”Hvis du blive i huset, blive du beskyttet.”

“Nej. De ved, hvor jeg bor. De efterlader sedler. Og selv hvis de ikke gjorde, kan jeg ikke bare sidde her og rådne op, mens jeg venter på alt er overstået. Jeg vil leve.”

“Hvad vill du gøre?”

“Vise dem, de ikke kan træde på mig. Men jeg må gøre det alene. Vi kan ikke være sammen, før krigen er ovre. Jeg har ikke mere at sige til dig.”

”Du er en kvinde. Du kann intet gøre alene.”

”Vent og se.”

”Nej. Du venten og se.”

17. juli, 1944.

Det har ikke været nemt. Ét er, at udstå det knuste hjerte, der ligger i kølvandet på mit brud med Herbert. Noget andet er, at udstå det had, jeg endnu udsættes for, hver gang jeg træder udenfor. Men jeg er stærk, og de får ikke lov til at knække mig.

Jeg har ikke hørt fra Herbert, men Agnete siger, at han er blevet vredladen.

Jeg prøvede at få mit job igen, men uden held. Vi hyrer ikke tyskertøser, sagde de. Heldigvis er Agnete behjælpelig med indkøb, da min opsparing går til husleje. Jeg håber snart, jeg kan få job igen.

Bank. Bank.

Forvildet slog jeg øjnene op. Jeg var efterhånden træt af, at der konstant blev banket på, på de dummeste tidspunkter. Klokken havde netop passeret fire om morgenen.

Bankene blev voldsommere. Jeg indså, at jeg ikke kunne ignorere, hvem end, der bankede.

Endnu et voldsomt bank.

”Jeg er på vej!” informerede jeg, som jeg slog morgenkåben om mig og trissede ud i gangen for at åbne døren. Da jeg åbnede, så jeg to tyskere i uniform. Hvad ville de her?

”Dorothea Hansen?”

”Ja?” Jeg rynkede brynene.

”De er arresteret for at tilbageholde information om modstandsgrupper, og for deltagelse i eksplosionen af DISA. De vil straks blive sendt til Frøslevlejren. De har to minutter til at pakke.”

”Eksplosion?” gentog jeg forvirret. Jeg havde altid taget afstand fra sabotører og modstandsgrupper, fordi jeg ikke ville havne i en kattepine som denne – og nu stod jeg her, klokken fire om morgenen, anklaget.

”Halvandet minut.”

Jeg indså, det ikke nyttede at argumentere, så jeg fløj ind i huset for at hente dåbsattest, penge, smykker og tøj.

Kort tid efter befandt jeg mig på bagsædet af en bil med bundne hænder.

27. september, 1944.

Det bliver nok sidste gang, jeg skriver her. Jeg kan forestille mig, de tager den fra mig, når jeg ankommer. Jeg mangler endnu bevis på, hvad jeg har gjort. Hvorfor er jeg havnet her? Jeg kommer til at sulte ihjel… jeg kommer aldrig til at opleve et frit Danmark igen… det er ikke retfærdigt.

”Hej, Dorothea, ikke? Mit navn er Else. Vi er på vej over for at spise frokost, men jeg kan fortælle dig lidt om stedet her imens.”

Jeg trippede nervøst og nikkede. Else var en lettere bredskuldret dame med mørkt, opsat hår, og et markeret ansigt.

”H-barakkerne er vores, og du skal bo her i H17 med os. Vi har spisebarakkerne derovre, W5 og W7.” forklarede Else, mens vi gik. ”Radio og kamera er forbudt.”

”De tog min dagbog.” mumlede jeg småopgivende.

Else grinede.

”Det er der råd for. Jeg mener, det er forbudt at føre en, men hvad vil de gøre, hvis de ikke ved det? Du må i øvrigt gerne skrive breve, men de går gennem tyskerne, så jeg anbefaler, at du er forsigtig.”

”Forsigtig?”

”Det skal du nok lære. Kom, lad os spise.”

16. oktober, 1944.

Så lykkedes det. Else skaffede noget at skrive med og på, og lovede, at hun nok skulle gemme det.

Jeg er stadigvæk i Frøslev. Det er som et fængsel. Konstant overvågning. De har taget mine ejendele. De læser mine breve.

Men her er okay. Jeg sulter ikke – vi får god mad tre gange dagligt. Hakkebøf i dag. På vores stue i barakken, bor vi Else, jeg og 14 andre kvinder, hvilket til tider er trættende… Vi har køjesenge, stole, borde og skabe, så vi har illusionen om et privatliv. Men jeg savner mit eget hjem.

– 

Appél-klokken rungede gennem hele barakken, men i stedet for at reagere på den, vendte jeg mig bare om på siden og prøvede at sove videre. Mine kinder var klistret på grund af aftenens gråd, og jeg var udmattet.

”Dorothea, kom så! Op med dig.”

Else ruskede i mig. Ville tydeligvis ikke lade mig sove.

”Dorothea, det er vigtigt, du rejser dig nu, og kommer ud på gangen.”

Alvoren i hendes stemme fik mig til at åbne øjnene, og langsomt sætte mig op i sengen.

”Skynd dig.”

Uden nærmere tænkning sprang jeg ned fra køjen og fulgte hende ud i den iskolde barakmidtergang.

”Vend dig om, lad være med at se op, og ti for Guds skyld stille.”

Jeg fulgtes Elses ordre, og stod nu som én blandt rækken af kvinder, der gloede ned i gulvet med panden mod væggen.

Der var bomstille blandt os, indtil jeg hørte noget, der måtte være barakformandens sko mod gangens trægulv.

Der blev læst fangenumre og navne op. Hvad betød det? Hvad skulle de, der blev opråbt?

”Nr. 94314. Else Margrethe Lauridsen.”

Ud af øjenkrogen skimtede jeg Elses skuldre begynde at skælve, og lyden af et gisp undslap hendes læber.

21. december, 1944.

Else var blevet sendt til KZ-lejren Ravensbrück.

Det var derfor, hendes navn blev råbt op.

Da opråbningen var færdig, trillede tårerne ned ad kinderne på hende. Hun prøvede at være tapper. Hun smilede til mig. Sagde, at det hele nok skulle gå. Men hun skælvede. Stirrede tomt ud af vinduet inde i stuen, mens hun pulsede på sin sidste cigaret.

Da hun krammede mig farvel, holdt hun så krampagtigt fat i mig, at det gjorde ondt.

Jeg sov ikke den nat.

Bliver mit navn råbt op næste gang?

Er jeg den næste, der bliver sendt til Tyskland for at dø?

– 

Træværket i barakken knirkede, når blæsten fik ordentligt fat.

Som sædvanlig kunne jeg ikke sove. Det havde jeg haft svært ved, siden Else blev sendt af sted.

Jeg savnede hende. Det var ikke fordi, vi havde kendt hinanden i evigheder, men hun havde taget mig under sin vinge, dengang jeg ankom, og havde fået det hele til at se lidt mindre håbløst ud. Nu var jeg helt alene.

Arrigt tørrede jeg en tåre fra min kind, for derefter at hoppe ned fra køjen. Der var bælgmørkt i stuen, for skodderne var altid for vinduerne om natten.

Forsigtigt skubbede jeg døren til midtergangen op og orienterede mig – der var tomt. Med varsomme skridt trådte jeg ud i den kolde gang, blot for at synke sammen på gulvet.

Det gjorde så ondt det hele. Hvad havde jeg gjort, for at fortjene at være her?

9. april, 1945.

5 år.

Det betyder ikke noget, om jeg er skyldig eller ej, for de er ligeglade.

Det her bliver mit sidste notat. Jeg er træt af at være bange. Jeg vil gøre, hvad jeg kan, inden for murerne. Jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at få mit Danmark tilbage.

– Dorothea.

***

unnamed

Det var mit bidrag til skriv dig gennem historien-konkurrencen. Jeg håber, I syntes om det. Hele historien er udarbejdet af mig, og de sidste par afsnit har jeg skrevet, efter min tur i Frøslevlejren 🙂 Tak til dem, der har læst korrektur, og hjulpet mig med diverse andre ting – I ved, hvem I er <3

Følg med på Bloglovin‘, så du ikke misser et af mine indlæg. Indtil da, så take care, til vi ses igen!

– Cecilie x

Konkurrence, interview og natten i fangelejr?

Hej bloggen! Ah, nu kommer der så noget exciting news. Hehe.

Som nogle af jer ved, er jeg interesseret i at blive forfatter engang, når jeg bliver lidt ældre, og er færdig med studiet… så lige nu er det mest bare en hobby. Either way, så deltog jeg i en konkurrence på Movellas, hvor man skulle skrive om besættelsen og Frøslevlejren (i hvert fald i den mulighed, jeg valgte).
Der er 2 runder, hvoraf jeg og 9 andre gik videre i første runde, og derfor fik en overnatning i Frøslevlejren. Næste runde går der kun 3 videre, og deadlinen dertil er 1. august. Så jeg har 2 måneder til at skrive/redigere i min novelle. Men jeg afslører ikke novellen endnu, hehe.

Nå, men dagen oprandt, lørdag, hvor jeg skulle af sted. Jeg skulle fra Roskilde til Padborg, hvor jeg skulle skifte i Kolding. Mit fra Kolding gik 10:58, og mit tog fra Roskilde var først inde 11:03. Hvilket betød, at jeg altså missede mit tog, og måtte vente 2 timer på det næste, selv om jeg egentlig skulle være i Padborg kl. 12 til arrangementet.
DSB var ikke særlige behjælpelige, men det hører et andet indlæg til. Jeg var opløst, og ked af det, men den søde dame i 7-11 på Kolding Station var så sød at give mig en valgfri drik på hendes regning, og den måtte gerne være stor! Så ordnede hun en ny billet til mig, og fortalte mig om rejsegaranti fra DSB.

18600947_820451118111750_382848929_n 18624673_820451158111746_1158046918_n

Jeg nåede til Padborg, og ankom kl. 14, hvor jeg blev afhentet af hhv. en fra Movellas, og en praktikant fra National Museet. Og da vi kørte, fik jeg så at vide, at fordi jeg var den sidste, der blev hentet, så skulle vi lige have forfatteren, Kim Leine, med os i bilen! Amazing! Så jeg var en af de første, der fik hilst på Kim og smalltalket lidt med ham i bilen… uh, jeg følte mig så heldig! Hende fra Movellas var også meget oppe at køre, og synes det var så fedt, at hendes telefon kunne finde på at ringe, og det var Kim Leine, der ville hentes, haha.
Jeg nåede frem til Frøslevlejren, hvor jeg hurtigt fik smidt mine ting ind, og så var det elles bare videre i processen.

Det næste på programmet var en guidet rundtur.

18641266_820451081445087_766529178_o

Jeg kan ikke huske navnene på alle deltagerne, desværre. Men her er et fællesbillede med Kim Leine ude foran hovedvagttårnet, inden vi gik ind for at høre Dennis fra museet fortælle om lejren. Megaspændende! Movellas har ikke udgivet deres billeder endnu, så jeg har kun mine egne private billeder, men det kan være jeg smider nogle flere op på et senere tidspunkt. Men ja.

18624891_820451198111742_240114295_n18601239_820451148111747_42179133_n 18624877_820451111445084_1907546985_n

Vi kom ind i hovedvagttårnet, hvor guiden fortalte lidt om, hvordan og hvorfor lejren blev bygget, hvem fangerne var, strukturen af lejren, osv. Så gik vi videre til et andet lokale, hvor der blev fortalt om de folk, der var i lejren og fangevogterne, samt mad og dansk personale. Så gik vi ind i et lokale, hvor vi fik at vide, at fangerne skulle gå ind og igennem, hver gang de skulle ind og ud af lejren, hvor tyskerne sad, hvilket kan ses på billederne. Særligt karakteristisk er måtterne på gulvet, der blev lavet af “måtteludere”, som var folk, der ikke kunne udholde det hårde, fysiske arbejde. Herefter gik vi op i vagttårnet, og trappen derop var ret stejl… man nåede lige at få lidt hjertebanken, svimmelhed og højdeskræk!

18624582_820451191445076_1989471541_n18623110_820451184778410_457987330_n

Udsigten deroppe var honestly ret flot, haha. Men dengang var der heller ikke træer, og jeg tror barakkerne var mere ligesom H4. H4 og hovedvagttårnet er de eneste originale bygninger i Frøslevlejren, og jeg synes det er synd, at de har opført de andre barakkerne i sådan nogle lalleglade, danske farver. Det passer slet ikke ind, og får stedet til at virke smukt, fremfor at skildre de grusomheder, der foregik i lejren – hvilket jeg synes er lidt respektløst, overfor dem, der var indsat her, både under Frøslevlejren, men også Fårhuslejren, som det blev til senere. Men ohwell. Museumsguiden fortalte dog, at man også planlagde, at skulle fælde træerne, og gøre det lidt mere, som det var dengang, hvilket glæder mig.

Efter at have set vagttårnet, bevægede vi os langsomt over mod H4-barakken.

18579023_820451351445060_1143356355_n 18624635_820451221445073_1982033600_n18624735_820451251445070_914364950_n 18644350_820451231445072_1655281530_n 18579428_820451224778406_459417312_n

Først så vi en af fangestuerne, hvor vi fik fortalt, at de var beregnet til 16 personer, men da lejren var på sit højeste, boede der 30 herinde. Luften var ofte tyk af røg, idet alle røg, og at det ofte var det, der afholdt fangernes tanker for at vandre for meget. Skoderne var også slået for vinduerne, når fangerne sov, osv. Derudover havde nogle af stuerne nogle illegale radioer, som de gemte for tyskerne, så de kunne følge med i ucensorerede nyheder om krigen. Radioerne blev gemt under gulvet i et hul, stort nok til at et menneske kunne sidde dernede og lytte. Hullet var under en af køjesengene. Ledningen, til at kunne opfatte noget fra radioen, blev i den ene stue gemt bag et bræt, man havde slået løs, og på en anden stue, havde de erstattet tøresnoren med en ledning. Utrolig spændende.

18643886_820451314778397_990948475_n18601345_820451244778404_1336775102_n 18601523_820451291445066_1784933525_n

Derudover hørte vi om de hvide busser, der blev istandsat i 1945, og reddede og tog sig af en masse fanger, både fra Frøslevlejren, men også fra andre koncentrationslejre i Tyskland. Sygeplejerskerne gjorde et utroligt stykke arbejde på den tid, og jeg kan sige jer, at mit sygeplejehjerte blødte af stolthed. Ofte kan jeg godt blive flov over at være sygeplejerske, fordi der er så mange, der ikke opfører sig ordentligt overfor borgere og patienter i sundhedssektoren, men da jeg så De Hvide Busser, så svulmede hjertet sgu af faglig stolthed. Derudover så vi på biblioteket, der blev etableret i lejren (se billede), og fik fortalt lidt om pigtrådskærester, og kreativitet i lejren. Bl.a. lavede fangerne skakbrikker ud af tygget rugbrød, hvilket også vidnede om, at de ikke sultede i lejren. Vi hørte også om flugtforsøg, bl.a. en havde taget en frithængende tysk uniform, og var koldblodigt gået ud af lejren, smilende til tyskerne. En anden havde fået nogle til at hjælpe sig med at lave en kasse, som de brugte til madaffald, og da tyskerne havde vendt sig til denne kasse, gemte den flygtende sig i kassen, hvorefter der blev lagt et 10-cm lag madaffald på, så det ikke virkede suspekt, og han var ude af lejren – ret cool. Ca. 10-15 mennesker flygtede fra lejren. Bagefter fik vi lov til at gå lidt rundt selv, hvor jeg bl.a. bevægede mig ind i stuen, til den fange, der havde det overordnede ansvar for alle de andre.

Kort tid efter var der foredrag med Kim Leine, der forklarede om sine værker, og kom med tips, som han selv brugte i sin skrivning. Alle syntes, det var meget interessant – jeg var lidt ambivalent. Det kan være jeg bruger noget af det lidt modificeret, men umiddelbart er jeg faktisk godt tilfreds med måden, jeg skriver på. Det pudsige ved Kim var jo så, at han var uddannet sygeplejerske, og før jeg fandt ud af det, havde jeg jo nævnt, at jeg studerede sygepleje. Det føltes pludselig lidt pinligt, fordi så henvendte han sig ofte til mig eller så på mig, når han dragede paralleler mellem sygepleje og forfatterskab.

Efter dette, fik vi lov til at gå lidt rundt, og jeg og nogle af de andre piger, gik op mod Prebens sten, og så på pigtrådene deroppe.

p1010006 p1010003

Det er bemærkelsesværdigt lige at huske, at Preben var den eneste, der reelt set døde i lejren – hvilket var et uheld. Han var kommet for tæt på hegnet, med hænderne i lommen, og det var blevet set som et flugtforsøg, og en nervøs, tysk, soldat havde skudt ham to gange i hovedet.
Noget andet interessant er, at der ikke var stød i hegnet her i Frøslevlejren. I stedet var der tre hegn lige efter hinanden, og indimellem disse hegn løb koldblodige dræberhunde løs, klar til at flække en, hvis man prøvede at flygte. En anden bestialsk, men også ret nice, på sin egen forskurede måde…

Efterfølgende chillede vi bare lidt.

18622712_820451298111732_64535376_n 18644603_820451288111733_676326977_n

Inden aftensmad fik vi udleveret nogle faglitterære hæfter omkring Frøslevlejren, og jeg rendte lidt rundt inde på Fårhuslejrens Museum, og fik taget et billede… hehehehe.

Bagefter gik vi over på Antons café, hvor vi fik kartofler i persillesovs (eller, persillesovs med kartofler), og gigantiske frikadeller. Jeg er den dårligste blogger i verdenen, fordi selv om jeg spiste to portioner, så glemte jeg sgu at tage billeder af det :// damn. Haha. Men det smagte sgu godt, det gjorde det.

Bagefter vendte vi tilbage til vores “barak”, hvor vi skulle sove – som egentlig bare var billetkontor, personalekøkken og foredragssal, og endda ikke engang originalt! Men der chillede vi lidt, og så 9. April.

Inden sengetid, omkring midnat, skete så det mest bemærkelsesværdige på hele turen, syntes jeg. Vi skulle over at se vagttårnet og barakkerne – after hours, med mørket udenfor. Amazing.
Vi gik op i vagttårnet, og jeg fik selvfølgelig den genious idé, at jeg sagde, det var ærgerligt, der var lys i tårnet, fordi det skinnede igen på billederne. Så sagde museums-damen så, at hun kunne da bare gå ned og slukke det? Og det gjorde hun så, og pludselig stod vi i et BÆLGMØRKT vagttårn, og fik den sande 1944-vibe, soldaterne måtte have haft, nå de stod heroppe og holdt udkig. Det var næsten en helt spirituel oplevelse, og jeg er sådan set stadigvæk ikke helt over it. Det var virkelig flot, og billederne…. de er bare slet ikke så gode, som virkeligheden!

18643776_820451378111724_531764586_n18600891_820451418111720_778120657_n 18643485_820451398111722_139261121_n

Museums-damen spurgte flere gange, om vi ikke ville have tændt lyset igen, men vi syntes sgu, der var så flot deroppe. Til sidst blev lyset dog tændt, så vi kunne komme ned igen, og hun begyndte at fortælle, at det faktisk havde været jævnt creepy for hende at stå for foden af trappen dernede, mens vi trampede rundt ovenpå. Dét var en sjov overvejelse, jeg slet ikke havde tænkt over.

Vi låste af til vagttårnet, inden vi gik over i barak H4, hvor jeg igen fik idéen om, at vi skulle slukke alt lyset!
De andre var lidt nervøse, museums-damen bad os nemlig gå ned på “badeværelset” i den anden ende af gangen…. eller fangestuen. De valgte ALLE fangestuen, og stimlede sammen derinde i mørket.
Jeg blev også siddende et par minutter, og mærkede stemningen, indtil jeg begyndte at kede mig, og besluttede mig for at gå en tur NED AD barakgangen, og ned til badeværelserne i mørket.
Dét var en vild, spiritueloplevelse, det må jeg sgu sige. Det var ikke bare sådan lige…
Nu havde jeg gået op og ned ad denne barak flere gange i løbet af dagen, og vidste, hvad der befandt sig inde bag hver eneste dør; alligevel spillede skyggerne derinde mig et pus. Gulvet knirkede højlydt under mine fødder, og jeg fik hjertebanken. Pulsen steg. Svimmelhed tog til. Jeg blev småsvedig. Men vigtigst af alt var dog mit hjerte, der virkelig hamrede derudaf, som jeg gik ned ad gangen. Jeg valgte at embrace den angst, det gav – hell, det kan jo bruges litterært, og jeg vidste jo godt, der ikke ville ske mig noget… det var bare en vild oplevelse.
Jeg nåede ned til enden af gangen og gik ud på badeværelset, og dét var til gengæld fucking creepy, da jeg stod derude, fordi skyggerne igen gav genskær i spejlet… damn son. Jeg gik i stilhed (med undtagelse af det knirkende gulv altså), tilbage mod fangestuen, men museums-damen tog mig med ind på det andet lille værelse, hvor vi stod lidt og snakkede.
Så gik jeg tilbage i fangestuen, og hørte, hvad de andre talte om, inden jeg forslog dem at gå ned ad gangen. Det blev ikke modtaget med kyshånd, men de var alligevel lidt nysgerrige, og gik i samlet flok nedad. Jeg gik med. Det gav ikke helt samme, intense følelse, som da jeg havde gået alene, og ikke haft nogen at snakke med på turen derned. Men det gav lidt.
Da vi kom ned på badeværelset, fortalte museums-damen også, at når hun var her alene, og det blæste udenfor, kunne man tydeligt høre det i barakken; hvordan alting knirkede, og hvordan det føltes som om, at nogle af fortidens fanger endnu sad i væggene eller gik rundt på loftet. Det var også et guldkorn at få at vide, og virkede så autentisk. Det var en fantastisk oplevelse.
Så fantastisk, at da jeg kom tilbage i “vores” barak igen, så havde jeg ekstremt kvalme og ondt i maven, fordi kroppen havde været sådan på overarbejde ift. sanseindtrykkene. Det var virkelig vildt! Det var virkelig spirituelt, sværger.

Først besluttede vi at sætte os og skrive lidt inde på museet, men de andre var trætte, og lyset blev slukket, så de var ikke så ville efter det, og så gav jeg efter også – ville jo ikke sidde alene og skrive, og jeg skulle bruge internet, for ville egentlig skrive dette indlæg… Så ja. Jeg smuttede i seng.

NU tænker I sikkert, jaja… konkurrence har vi hørt, fangelejr og nat har vi hørt… hvad fanden er det interview?
Og det skal jeg fortælle jer! Klokken 20 om aftenen kom der en reporter fra P1 Eftemiddag, der fulgte os rundt resten af aftenen, natten og morgenen. Hun gik rundt og optog ALT, hvad vi sagde i løbet af den tid, og stillede os til tider spørgsmål og rigtig interviewede os. Det var rigtig spændende. Og hun fortalte, at det ville komme ud i morgen mellem 2 og 4 på P1 eftermiddag, så det skal jeg HELT KLART, lytte efter.
Om morgenen skete der også det, at hun interviewede os ift. vores noveller, og den inspiration, vi havde fået. Dem af os, der havde lyst, fik sågar lov til at læse en passage fra vores novelle op. Jeg havde planlagde en anden passage, men hun ville gerne have noget fra lejren, og jeg kunne ikke rigtig lure hvad, fordi min novelle er 12 sider lang, og det er kun på den sidste side, Frøslevlejren egentlig er med! Så hun forslog, at jeg læste noget op, fra da min karakter, Dorothea, bliver anholdt, og ført til lejren………… så det gjorde jeg, og jeg håber, det kommer med i morgen, men jeg ved det ikke. Overall var det en rigtig spændende oplevelse, og jeg er så glad for at have kunnet dele den med jer! Nu skal jeg bare have redigeret min novelle, og finpudset den til deadline, 1. august. Det er også derfor, jeg ikke udgiver den her på bloggen endnu… Men måske der kommer et sneakpeak på et tidspunkt 🙂

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘!

Indtil vi ses igen

– Cecilie x

Forfatter?

Hej bloggen! Så, der skete i går noget utroligt spændende, hvis jeg selv skal sige det 🙂

Dem der har fulgt med bloggen, siden tidernes morgen ved, at jeg jo har gået med en forfatterdrøm like, since forever. Jeg startede allerede som meget ung, i 12-13 års alderen. Jeg synes det var så spændende, at træde ind i andre universer, og noget, jeg virkelig nød.
I den forbindelse kontaktede jeg forfatterne Thorstein Thomsen og Amalie K. Kæseler. Jeg fik feedback fra Thorstein. Af Amalie fik jeg tilbudt et hurtigt mailkursus i skrivning, og hun nævnte mig i et blogindlæg – det var et meget stort øjeblik for mig, haha. Deprimerende nok kan jeg se, at hun har slettet sin blog, og dermed indlægget, inden jeg nogensinde fik screenshottet det :/ det er også ligegyldigt, moving on!

Nå, men Cecilie 14 år deltager så, i en skrivekonkurrence, der omhandlede at skrive en novelle om et karneval – den er fucking dårlig, men I tried – den kan læses her. Jeg meldte mig så ind i noget, der hed Kort&Godt, der havde en blog, Novellesamleren. Her blev samtlige menneskers noveller så udgivet, og jeg sendte selvfølgelig mine ind! I starten var det primært mine skoleopgaver og terminsprøver, piiinligt. Jeg har skumring. Jeg tror kriteriet bare var, at skrive noget, hvor “skumring” indgik? Så det gjorde jeg 🙂 en ordentlig dyster novelle, og lidt (meget) fucked up, hahahaha. Jesus, what went through my brain at 14? Den er dog forholdsvis okay skrevet, synes jeg. Flystyrtet, og der var kriteriet noget om et flystyrt, og jeg tror faktisk, at det var et bestemt flystyrt, vi skulle skrive om, but I am not sure. Det er en af de mindre gode, vil jeg gerne erkende, haha. Det Kolde Mord, husker jeg som værende en af de bedre, men jeg kan ikke huske kriteriet for opgaven længere… det er vel også ligegyldigt, haha. Du Kommer For Sent, er den nyeste – også en terminsprøve, hvor kriteriet var, at det skulle slutte med det sidste afsnit, og så skulle novellen bygges op omkring det.
I hvert fald, de her noveller har ligget på Novellesamleren, de sidste 5 år. Det var meningen, at man skulle kunne tjene penge på dem og blabla, men Kort&Godt eksisterer ikke mere, så jeg ved ikke helt lige, hvad der egentlig foregår, og jeg er også ligeglad… det ville da være nice, at tjene penge på det, men sådan er det jo… Der er i øvrigt en til novelle fra mig derinde, men den vil jeg hellere diskutere i et andet indlæg, hæ.

I går skete det magiske så.
Jeg sad i toget på vej hjem fra skole – og amazing nok, så modtog jeg en mail, fra en totalt ukendt mailadresse, og overskriften er bare “novell: du kommer for sent”. Jeg kunne jo huske, jeg engang havde lavet en novelle med den overskrift, så jeg gik nysgerrigt ind – det var så en studerende fra Finland, der skulle skrive en analyse af nordiske noveller, og de i deres gruppe altså havde taget udgangspunkt i min, og havde nogle spørgsmål i den forbindelse.
Needless to say, så troede jeg altså, at det var en joke. Så jeg måtte ind på Novellesamleren, skrive linket og spørge, om det var denne novelle. Det var det sgu. Jeg var totalt ekstatisk og skrev til min mor med det samme, haha.
I dag har jeg så besvaret spørgsmålene, og det var en virkelig underlig følelse, at sidde og besvare spørgsmål, om en af ens noveller, man skrev, da man var 14. Men det føles også som en gigantisk achievement, at få spørgsmål om noget, man har skrevet… det må være sådan, det føles, at være en rigtig forfatter, haha.
Første spørgsmål gik på, hvorfor jeg skrev den, og der måtte jeg jo krybe til korset og sige, at det var en terminsprøve. Men at jeg generelt godt kunne lide at skrive og finde på ting, og at jeg sagtens selv kunne finde på også, hehe, men at jeg synes det var særligt spændende at få stillet en opgave om, hvad man skulle skrive, og se, hvad der kom ud af dette.
Andet spørgsmål gik på, om jeg havde et specielt budskab. Der måtte jeg lige reflektere lidt. Her kom jeg frem til, at der var det her twist, i forhold til hovedpersonens relation til de andre i historien, og at mit budskab vel egentlig bare var, at man skulle bevare jordforbindelsen, og ikke glemme sig selv-ish. Det lød mega dumt, da det kom ud på skrift. Men vedkommende, der havde skrevet til mig, skrev at svarene var gode og detaljerede, og havde spredt lidt lys over tingene i forhold til personernes relation, og hvorvidt hovedpersonen var alkoholiker eller ej (lol).
Så fik jeg et opfølgende spørgsmå, der omhandlede hovedpersonens ven, og om hvorvidt denne var virkelig eller ej, da de ikke kunne lure dette, men at hans rolle var vigtig i forhold til hovedpersonens bevidsthed. Dette spørgsmål fandt jeg utrolig sjovt, fordi jeg egentlig altid havde forestillet mig vennen, som værende et virkeligt menneske, men at det egentlig også kunne tolkes anerledes. Dette forklarede jeg så i mit svar, og lod det være op til vedkommende, at fortolke, som han lystede. Og det er egentlig det.
Novellen, der er tale om, kan læses her.

Lige nu afventer jeg svar, og om ikke andet, så har jeg planer om at spørge vedkommende, om jeg kan få en kopi af analysen, når den er færdig. Jeg er pissenysgerrig for at se, hvad de får ud af det, hehe.
Ja. Jeg ved ikke, hvad jeg mere skal sige? Jeg føler mig succesfuld, på en eller anden måde. Og jeg synes, det er så surrealistisk, at tænke på, at jeg “plantede” dette frø for 5 år siden, og jeg forestillede mig aldrig, at jeg ville sidde, den dag i dag, og skulle besvare spørgsmål til MIN novelle, til en analyse. MIN FUCKING NOVELLE BLIVER ANALYSERET. Hvor vildt er det ikke lige? Jeg synes det er så amazing, og virkelig et skridt i den rigtige retning. Jeg har ikke så meget tid til at få skrevet (jeg rpg’er dog stadigvæk hahahaha), så drømmen er lidt på standby, mens jeg tager min sygeplejerskeuddannelse. Og jeg glæder mig, til at få tid til at skrive igen. Ej, jeg er simpelthen så latterligt glad. Det føles så fucking godt, altså! Det var det for i dag 🙂
Jeg er egentlig også startet i klinik på Modul 6, primærsektor, mENØH, jeg synes dette news var lidt vigtigere, haha. Kald mig bare forfatter fra nu af :’))) Amalie ville være stolt (eller noget), haha. Jeg er i hvert fald stolt.

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘ <3

16684771_757864231037106_1687725881_n

– Cecilie x