Afslutning i SFT

Hej bloggen, og velkommen tilbage.

Der er gået knapt to uger, siden mit sidste indlæg, og det skyldes, at jeg er startet på semester 6 på sygeplejerskeuddannelsen. Jeg har et indlæg planlagt (dog ikke skrevet) om valentinschokolade og klinikstart, men jeg ville lige gøre SFT helt færdigt først. Det karambolerer også med, at jeg snart slutter i OPUS, og jeg ville også gerne lige knytte nogle indlæg til, hvordan dét har været. Men i hvert fald, det her indlæg handler om SFT-afslutning.

img_9720

I mit sidste SFT-indlæg skrev jeg, at vi havde haft sidste dag, osv., hvilket også er rigtigt nok. MEN, vi skulle så have en afslutning udenfor hospitalet også. Oprindeligt skulle turen være gået til Louisana, men de havde sgu lukket lige den mandag, så vi slog turen forbi Frederiksborg Slot i stedet for. Og jeg vil da gerne indrømme, at jeg var den første, til at være LIDT hype. History funfacts??? fuck yes!

 

Ovenstående billede har en forklaring. Da jeg gik i 8.-9. klasse, var vi på skoleudflugt hertil, hvor vi skulle ledsage en masse fra de mindre klasser rundt på slottet. Min veninde og jeg, der i øvrigt var røvhamrende emo på det her tidspunkt, fandt hurtigt vej til Riddersalen, hvor vi dansede rundt, og fik de små børn til at filme os imens xD så da prinsesse Cecilie fandt riddersalen igen, måtte hun lige have et selfie, som den prinsesse, hun nu engang er.

ANYWAY.

 

Jeg var en af de førstankommende, og stødte tilfældigvis ind i PIER-medarbejderen, så vi fulgtes resten af vejen ind til slottet og snakkede lidt, mens vi ventede på resten af min SFT-gruppe, og de professionelle. Og jeg må indrømme, jeg syntes, det føltes lidt sært. På den ene side, følte jeg mig slet ikke syg, da jeg vandrede rundt på slottet. Omvendt følte jeg mig virkelig som sådan en “psykoseungerne på tur ft. støttepædagoger”-agtig. Jeg var nemlig også pinligt bevidst om, at vi jo ikke… ikke helt var der som ligesindende. Vi havde jo professionelle med. Men altså, de var der jo ikke for at overvåge os på dén led, men mere for at sparke samtalen i gang, hvis den gik død, og den slags. I hvert fald.

Vi blev henvist til kælderen, hvor vi kunne lægge vores jakker og tasker, og kloge lille jeg beholdte min jakke på, som den freak jeg er. Dog viste det sig hurtigt, at de andre syntes slottet var lidt koldt, og misundede, at jeg havde været kvik nok til at beholde min jakke xD

 

OG LAD OS SÅ KOMME I GANG MED TOUREN RUNDT PÅ SLOTTET, HVAAAA

img_9735 img_9700 img_9699

Først ser vi en vandbeholder, nede i kirken. Den førte direkte til Christian IV’s værelse, og han var dermed den eneste, med rindende vand. Hvor fucking cool er det ikke lige? Altså damn bro.

Dernæst har vi de farvede vinduer fra kirken, som jeg quite frankly er lidt småforelsket i. Generelt har jeg en ting for kirker, helligdomme, all sorts like that, og farvede vinduer er ikke en undtagelse. De giver mig sådan en sær, men dejlig nostalgisk følelse?

Third, så har vi et lille overview af kirken, som var det første, vi trådte ind i. Eller, vi var først henne og se en laaang fotoudstilling, og jeg kan forsikre jer om, at lille Cecilies tykke ben trippede til sidst efter noget HISTORY FUN FACTS, jeg var så træt af at kigge på fotografier, jeg ville vide noget historie!! se nogle kirker og gamle indretninger!! kom nuuuu!! så da vi endelig nåede til kirken, var jeg jo elektrisk. Derfor var det også kun mig, der spottede en lille gang ind til et værelse, hvor man kunne se overviewet her. De andre gik raskt videre, henne på venstre side, hvor skjoldene kan ses, mens jeg var resortet til det lille værelse, og kukkelukkede til de andre. Der var én, som jeg snakker ret godt med. Hvad kan vi kalde ham? Der er Xenia, som jeg har talt om før, og ja… lad os kalde ham her… øhm. Xander. HAHAHA. Hvor er jeg kreativ, hva’? Anyway. Xander så meget forvirret på mig, sådan virkelig “hvordan fuck”, og han stod bare “HVORDAN KOM DU DERIND!” og jeg stod bare… øhm jeg åbnede mine øjne og gik på eventyr :))) men var dog sød nok til lige at vise ham vejen… han synes også det var ok cool at stå her. Man følte sig lidt vigtig, du ved.

 

Vi gik videre til Audienssalen, hvor man skulle krydse en lille, indendørs “bro”. Det var ret flot, fyi. Koldt, men flot.

img_9702 img_9703 img_9706 img_9705

Først har vi krysningen til Audienssalen, og derefter selve salen. Jeg måtte meget seriøst lige have fat i Xander, som jeg hviskede til ham: “hvae, er jeg den eneste, der har en uimodståelig trang til at klatre rundt deroppe under loftet mellem vinduerne?” (hint, kig på billede 3 – der er jo skabt til, at man lige kan krybe ind mellem vinduet til salen, og vinduet ud, for pokker da!!). Det blev meget hurtigt konkluderet, at ja, det var bare mig, der havde lyst til det. Trist nok, alligevel.

img_9710

Vi kom forbi her, hvor jeg lige kunne brilliere min viden om, at folk faktisk sjældent lå ned og sov, pga. der ofte var så koldt, og at man frygtede lungebetændelse, så de fleste sad op og sov… jeg følte mig ret klog, thank u very muhc.

img_9711 img_9713

Det her kan jeg ikke lige helt huske, hvad er, men jeg syntes det var pænt, og det gav mig en god mulighed for lige at tage et selfie, så… jeg snuppede chancen… sue me ¯\_(ツ)_/¯

img_9714 img_9715

Vi gik videre ind i et lille tårnværelse her, hvor der var den her flotte stjernetegns…globus? Either way var den ret fin, og fisken var noget nær det eneste af tegnene, der var i farver. Meget spændende. Der var også en lille creepy spilledåse herinde… det var ret fedt.

 

Vi nåede selvfølgelig også til riddersalen!

img_9718 img_9719

Her ses ildstedet, der skulle varme salen op (jeg tvivler dog på, at denne pejs kunne varme kæmpesalen op… altså no offence, for det var en kæmpe pejs, men salen var enorm, jo!). Jeg er ikke sikker på, hvad løverne gør her… beskytter de mon?

 

img_9722 img_9725 img_9726

Godt nok stod smykkeskrinet ikke i samme værelse, men… jeg forestiller mig, det her, jeg ville bo, hvis jeg var en prinsesse. Der er jo det hele: en flot seng, millioner af spejle højere oppe på væggene, noget der kunne gå for at være et sminkebord (halløj flere mirrorselfies ¯\_(ツ)_/¯), og hvis vi så lige rykkede smykkeskrinet ind…? Perfekt.

 

img_9728 img_9729 img_9733

Så gik vi så forbi en gang med den SMUKKESTE pastellyserøde væg, og det flotteste sølvspejl, og urghhh, jeg kunne lige se mig selv her :)) og så entered jeg det fineste lille værelse, med den flotteste lille sofa!!! og så et tredje værelse med et klaver i!!! altså mygod!!! kan vi samle alle tre smukke ting i et værelse med pastellyserøde vægge, og så er min lykke gjort, tak. Ahhhhh.

Vil for evigt have prinsessedrømme, i don’t even care

 

Herefter gik vi så ovenpå, fordi de andre gerne ville se mere fotoudstilling. Jeg døde slightly indeni, da jeg har ingen!! interesse i fotoudstilling!! jeg har interesse i historIE. Men ja, nu var jeg jo ikke på solotur, så… jeg gik pænt med.

Desuden havde slottet også skuffet mig lidt, fordi der var stort set INGEN fucking history fun facts!??!?!?! tror du lige jeg var en skuffet pige??? Øv. De havde flyers til hvert eneste fucking rum, men det eneste der stod på dem var bare… de fortalte om malerierne i rummene :/ ØV. Efter at have besøgt Sønderborg Slot (og det kan I læse om her), havde jeg ret høje forventninger til Frederiksborg, og der må jeg sige… der blev ikke levet op til de forventninger. På nogen måde. Jeg var virkelig skuffet. Tingene var da fine, men… jeg havde brug for flere facts, mere historie. Øvøv. :/

 

Efter turen på slottet, begav vi os over på en lille café, alle mand, hvor vi hver især bestilte lidt at drikke (i hvert fald de fleste af os), og så gik snakken ellers. Inden vi forlod slottet, var jeg ellers klar på en tur i mønt-, vand-, og vinkælderen, men… der var sgu ikke andre end mig, der var på den, så vi smuttede, hehe.

Men cafébesøget var rigtig hyggeligt, og jeg fik snakket meget med både Xander og Xenia, om alt muligt mellem himmel og jord, og ja… det var en rigtig god afslutning. Nu har vi trods alt kendt hinanden i et halvt år, og siddet sammen hver eneste fredag formiddag, snakket, trænet og udvekslet personlige ting, taget ved lære af hinanden, osv. Så det var en god måde, at afslutte det på. Med det sagt ikke, at vi ikke kommer til at ses igen, for det håber jeg da. Og jeg fik både Xenias nummer, og Xanders nummer, og jeg har da snakket med Xander sidenhen! Så… ja.

 

Omkring 16-tiden gik vi hver til sit, og jeg begav mig en tur ned gennem gågaden, for lige at se, om der var noget spændende, og fik da også købt lidt. Det kan I læse mere om her.

 

Alt i alt, en rigtig vellykket dag. Og med det, kan jeg jo så sige, at mit SFT-kapitel er slut. Jeg arbejder selvfølgelig videre, med alt det, jeg har lært, og skal da også minde mig selv om de ting, jeg har lært. Men nu er det mere vedligeholdelse, og ikke at “lære” på den måde mere, så man kan sige, at det er en ny epoke i hele SFT-temaet, der så starter nu. Omlægning af gamle vaner, og vedligeholdelse, og det bliver sikkert en kamp, men jeg er nogenlunde klar til at kæmpe den (siger hun efter at have haft et meltdown, hvor jeg havde angstanfald og græd i en halv time for blot en time siden, men ok). It’s not gonna be easy, but it’s gonna be worth it. Og sårn er det.

Tak fordi I læste med <3

 

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

 

Hvad har jeg lært i SFT? #26

Hej bloggen, og velkommen tilbage!

Der har været lidt run på, det sidste stykke tid, så jeg nåede ikke lige indlægget her, som planlagt, og i morgen starter jeg på semester 6 på sygeplejerskeuddannelsen, så jeg bliver nok en travl ung dame fremadrettet også. Men jeg gør selvfølgelig mit bedste, for fortsat at få opdateret her på bloggen.

 

Nå, fokus. SFT. Social FærdighedsTræning.

Det her er sidste indlæg, der kommer i denne serie. I hvert fald, når det regelret omhandler SFT. For sidste fredag, d. 26/1, 2018, sluttede mit SFT forløb i denne omgang. Hvilket jeg faktisk var ret ked af, det var sådan lidt en depresso affære, fordi jeg synes, det har givet virkelig meget, og jeg er ked af, at jeg ikke tog mig sammen, til at komme ind i gruppeforløbet noget før! SFT var noget af det, jeg rigtig gerne ville, da jeg startede i OPUS, men det ramlede tit sammen med, at jeg var i skole eller klinik, så jeg postphonede det indtil sidste øjeblik, hvilket jeg nu fortryder. Fordi der er også en SFT-2 gruppe, som jeg ikke når at komme i, da mit forløb i OPUS snart slutter. Som i, i udgangen af denne måned, ca. Men ja.

Jeg var rigtig glad for, at jeg tog gruppen, og jeg er rigtig glad for alt det, som jeg har lært i gruppen.

Her til den sidste dag, var der ingen hjemmeopgave.

Vi startede bare ud med en runde, snakkede lidt på kryds og tværs, og blev så opdelt i grupper af 2. Her skulle vi så skrive 2 gode ting, om 2 andre i gruppen.

Dét var sgu lidt af en mavepuster, og jeg nåede det, at få lidt angst ved tanken. Fordi hvordan skulle man koge det ned til bare 2 ting? Og hvordan… hvad skulle man overhovedet vælge? Hvad var godt nok? Tankerne kørte derudaf.

Heldigvis var jeg sammen med en, der var lidt mere skarp på det, end jeg var. Så vi fik skrevet ned til vores to. Den ene skrev vi, var passioneret og åben, og den anden skrev vi var afslappet/behagelig og modig.

Ude i plenum skulle vi så læse vores sedler op for hinanden, og aflevere til dem, vi havde skrevet om.

Jeg begyndte næsten at græde, da jeg modtog min seddel. Den var bare så flot.

“Cecilie, vi har skrevet, at du er tjekket. Som i, at du har styr på dine ting, og kan navigere i forskellige situationer, også dem, som du ikke selv har valgt. Og du gør altid bevidst dit bedste. Derudover er du altid smilende, positiv, imødekommende, sjov, og ærlig, og jeg synes personligt, du bidrager så meget i gruppen, fordi du er så åben omkring alting.”

Ærligt. Puh. Jeg vidste sgu ikke, hvordan jeg skulle reagere. Jeg blev så glad. Så rørt, faktisk. Det var nogle helt vildt pæne ting at få at vide. Jeg tror også bare, at jeg sagde til hende: “Hvor er det bare nogle pæne ting, I havde at sige om mig.”

For det var det fandeme. Jeg føler sgu ikke, at jeg har ret meget styr på mit shit. Jeg aner ikke, hvad jeg laver, og jeg winger det bare sådan lidt tilfældigt. Jeg arbejder hårdt, men jeg er kronisk forvirret, og forstår ikke altid, hvad der foregår. Jeg havner i diverse situationer, jeg ikke ved, hvordan jeg skal håndtere, eller hvad jeg skal gøre med, men åbenbart, så er der nogen, der synes, at jeg klarer dem – og klarer dem godt, endda. Det minder mig lidt om, da jeg var i klinik på modul 8. Psykiatrimodulet på geronto. Det var det værste, jeg havde været igennem, og i løbet af de otte uger, jeg var der, græd jeg hver dag, og havde selv to besøg på psykiatrisk skadestue. I kan læse mere om modulet her. Men pointen var, det var en skodsituation, jeg var havnet i. Alligevel, da jeg var færdig, kiggede sygeplejerskerne på mig, og sagde, at jeg havde klaret det supergodt, og de vidste godt, at jeg ikke ville være her, men det havde de ikke mærket ret meget til. Jeg havde forholdt mig professionel og relevant, analyseret og reflekteret, og handlet hensigtsmæssigt overfor patienterne, og at tingene forekom mig naturligt i samspillet med andre, hvad jeg skulle sige og gøre. Hvilket var pissegrineren taget i betragtning af, at jeg jo var in desperate need for social færdighedstræning. Irony?

Derudover, så var jeg i klinik på ortopædkirurgisk, læs mere her, for nylig, og skal tilbage her d. 12. februar. Her fortalte vejlederne mig også, hvordan jeg bare blomstrerede, hvor dygtig jeg var, hvor glad og positiv, jeg var, hvilke refleksioner, jeg gjorde mig, hvor højt mit niveau var fagligt, hvilke observationer, jeg gjorde mig og handlede på… og vigtigt af alt: hvor smilende, jeg var. Hvordan jeg strålede mere, end nogen af de andre studerende, hvordan mit humør smittede. De blev helt overraskede, da jeg fortalte dem, at jeg slet ikke var specielt glad. At jeg faktisk gradvist blev mere og mere deprimeret, fordi vejret begyndte at påvirke mit humør, så det røg mere og mere i bund. Det mærkede de slet ikke på mig, fordi jeg formåede at fremstå professionel, åben og smilende på “arbejdet”. De var så stolte af mig.

Så da jeg fik disse ord at vide, kunne jeg egentlig godt genkende dem, på et eller andet niveau. Men det var aldrig noget, jeg havde tænkt over. Men det gjorde mig glad, og varmede, at vide, at det var sådan nogle ting, andre tænkte på, når de mødte mig. Så mig. agerede i samspil med mig. At det var de her FANTASTISKE, kvaliteter, som kendetegnede lige præcis mig. Eller i hvert fald nogle af de kvaliteter, der kendetegnede mig. Jeg var sgu så glad.

 

Udover denne her lille selvværdsopbyggende øvelse, lavede vi ikke så meget andet, denne her sidste gang. PIER-medarbejderen var også med denne her gang, hende med skizofreni diagnosen. Vi sad alle, inklusive de professionelle, bare og hyggesnakkede. Snakkede, om vores tid i SFT, hvad vi havde lært, hvad vi tænkte fremadrettet, hvad der skulle ske med vores liv… vi var flere, der snart skulle slutte OPUS helt, og hvordan man klarede sig videre herfra, osv. Afslutningsvis blev der aftalt, at vi om mandagen skulle en tur på Louisana som afslutning – jeg glædede mig.

Så ja. Det var det, for denne gangs SFT. Ikke specielt meget kognitivt arbejde, men en god, positiv mavefornemmelse og et smil på læben, det tog jeg i hvert fald med mig.

Sedlen hænger nu på mit køleskab hjemme i lejligheden.

Det var Xenia, der skrev den til mig (kalder vi hende af hensyn til hendes privatliv). I kan læse mere om, hvorfor lige Xenia er vigtig her, og hvilken relation, vi har til hinanden (og dermed, hvorfor jeg egentlig bringer hende op ved “navn” nu). Og inden, hun gav mig sedlen, kiggede hun bare på mig og sagde: “Ja, du får den altså ikke endnu, den skal lige renskrives!” Det var så sødt af hende, at hun ville renskrive den og gøre den superflot til mig, så ja. Verdens flotteste seddel hænger på mit køleskab nu. Faktisk, nu jeg tænker over det (jeg har lige lavet orden i alle mine SFT-papirer i dag), burde jeg også hænge sedlen fra K op. Det må jeg hellere få gjort også. Sprede lidt positivitet. Anyway. Det var det, for denne her gang.

27042752_950413951782132_774553403_n

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i SFT? #25

Så er jeg tilbage med endnu et SFT-indlæg.

I dag var særligt emotionel for mig, vil jeg sige, og det kommer jeg nærmere ind på i indlægget, men først, så har vi selvfølgelig en hjemmeopgave, vi skal igennem… og jeg vil sige, jeg syntes faktisk, den var ret svær!

Her er, hvorfor…

 

Opgaven hed sig nemlig, at “identificere de gode sider med hjælpespørgsmål”. Yup, u heard me. Finde ens gode sider? Whaaat? Unreal.

Første og andet spørgsmål sprang jeg meget elegant henover, for jeg kunne sgu ikke finde noget! Shock. Men de hed: “Hvad kan du lide ved dig selv?” og “Hvilke positive kvaliteter besidder du?” Avav.

Andet spørgsmål hed, “hvad har du opnået, i dit liv?” Lidt nemmere at svare på. Her svarede jeg, at jeg har klaret HF, at jeg er i gang med at læse til sygeplejerske, at jeg gik videre i en forfatterkonkurrence ang. historisk fiktion (vandt dog ikke, læs novellen her, og om forløbet her), og at jeg var rejst alene til Tokyo – 2 gange endda! Det kan I læse om under dette faneblad, da jeg har lavet indlæg fra hver dag, fra begge ture, og ikke lige fået samlet dem under et indlæg endnu.

Næste spørgsmål hed: “Hvilke udfordringer, har du stået ansigt til ansigt med i dit liv?” Der er en del af dem lidt private, så dem deler jeg ikke lige. Men dem jeg skrev ned, som jeg godt tør dele, var bl.a. mobning, emotionelt misbrug og min egen psyke. Og så selvskade. Dén var svær.

“Hvilke evner og talenter har du? Uanset, hvor beskedne, de er.” Her skrev jeg bl.a., at jeg var god til at skrive, og god til at få folk til at grine. Det er vel også en slags… noget at kunne, haha.

“Hvilke færdigheder har du tilegnet dig?”. Her kommer også at skrive, og derudover at udøve sygepleje, og være åben.

“Hvad kan andre mennesker lide ved dig/hvad værdsætter de ved dig?” Dén var også svær, så jeg søgte råd hos min mor. Hun skrev en masse ting, som gjorde mig virkelig, virkelig rørt. Disse var bl.a. at jeg var ærlig, til at stole på, holder mine løfter, er lyttende, er selvstændig, at jeg gør mit bedste, og at jeg gør min mor (hende) stolt. Det var nogle virkelig, virkelig pæne ting, at få at vide, synes jeg.

“Hvilke kvaliteter værdsætter du hos andre, som du selv har?” Her skrev jeg loyalitet, humor, glad, og at jeg kan sige UNDSKYLD. Det er noget, jeg værdsætter meget, at andre kan, og noget, jeg også selv er forholdsvis god til.

“Hvilke aspekter ved dig selv, vil du værdsætte, hvis de var aspekter hos en anden?” Her skrev jeg styrke og gåpåmod. Jeg undervurderer meget tit, hvor stærk, jeg egentlig er, fordi jeg altid føler mig så pissesvag.

“Hvilke små, positive ting nedvurderer du?” Her skrev jeg så den mest åbenlyse, som var, at jeg negligerer lidt mine daglige kampe, når jeg faktisk overvinder dem. Det er en kamp for mig, at komme ud af sengen. Det er en kamp for mig, at komme ud af døren. Det er en kamp, at være sammen med andre mennesker. Næsten alting er bare én lang kamp, og jeg er udmattet. Men jeg gør det. Og det fraregner jeg ret tit, fordi det er så banale, normale ting… men det er det jo ikke. Ikke, når man har det som mig.

“Hvilke dårlige kvaliteter bisidder du IKKE?” Den syntes jeg også var svær, så den har jeg faktisk heller ikke lavet.

Så ja. Det var lidt om mig, og mine gode sider. Haha. Det er nok ikke så supervigtigt for jer at vide noget om mit selvbillede. Men jeg håber, at de ord, jeg nedfældede ifm. den her opgave, kan inspirere jer, til at finde jeres gode sider. Det var en fucking svær opgave, det vil jeg ikke lægge skjul på. Det var mærkeligt, at skulle spørge om hjælp. Men det var også en vigtig opgave. En god opgave. Og jeg tror, at mange, uanset, om de fejler noget psykisk eller ej, har gavn at lave den. Gavn af at se, hvad andre mennesker ser i en. Gavn af, at finde ud af, hvad man kan, og hvilket menneske man er. Så jeg ville helt klart anbefale, at man tager fat i spørgsmålene, skriver noget ned til dem, og sætter papiret et sted, hvor man får det set hver dag, så man bliver mindet om, hvor dejligt et menneske, man er. Punktum.

 

Eller, ikke helt, for vi har jo også resten af SFT, vi lige skal igennem! Og det var her, hvor det for alvor blev svært, syntes jeg.

Der er blevet ansat en pier-medarbejder, tror jeg det hedder, i OPUS, dvs. en person, der har brugererfaring fra OPUS, og selv har en diagnose, i dette tilfælde hed diagnosen skizofreni. Jeg lider selv af det, der hedder skizotypisk sindslidelse. Det tror jeg ikke, jeg har nævnt på bloggen før, at det er det, det hedder, men ja. Jeg hedder Cecilie, og jeg har skizotypisk sindslidelse. Jeg forklarer måske, hvad det går ud på, i et andet indlæg – det vigtige her er bare, at skizotypi og skizofreni IKKE er det samme. De har nogle af de samme symptomer, men forskellen bunder i, at folk, der har skizotypi IKKE hallucinerer, og IKKE er/har psykotiske/psykoser. Skizotypi-ramte kan dog godt opleve minipsykoser med hallucinationer, men det er aldrig særlig vedvarende, og er som regel, ja, mini, dvs. indenfor få minutter, og sjældent. Så ja.

Men hende her, jeg kalder hende bare X, fortalte om sin historie, og den ramte fandeme mit hjerte hårdt. Hun fortalte, at hun startede med at læse en zombiebog, og blev langsomt mere og mere paranoid overfor zombier, indtil hun til sidst levede i et parallelunivers, hvor hun var zombiejæger, og der var zombier efter hende. Derudover, at hun frygtede, at hendes venner havde sat kameraer op omkring hende, for at ydmyge hende, og at hun havde svært ved at stole på folk, fordi de så bare kunne bruge det mod hende. Samtidig troede hun, at der var væsner, der overtog hendes hjerne, og hun kunne ikke altid finde ud af, om hendes tanker var hende eller væsnerne. Til sidst havnede hun jo så i OPUS, fik medicin, og begyndte at få det bedre.

Hendes historie gjorde så stort indtryk på mig, at jeg seriøst græd nærmest hele dagen. Den gjorde så inderligt ondt, fordi jeg genkendte mig selv. Lige, da jeg fik min skizotypi-diagnose, forstod jeg godt, hvorfor, jeg havde fået den. Jeg genkendte mig selv i symptomerne og diagnosekriterierne, og forstod lægens bevæggrund for at diagnosticere mig. Men som mit behandlingsforløb skred frem, så kom jeg lidt væk fra det, tror jeg? Jeg negligerede lidt diagnosen, og jeg gik sådan lidt… nej, det er har jeg ikke, sådan er jeg ikke, det passer ikke, osv. Jeg stoppede med at genkende mig selv. Og det her var lidt en øjenåbner for, hvor slem min sygdom har været – og hvor meget, den egentlig stadigvæk præger mit liv, selv om jeg gik og troede, at jeg var okay, og ikke længere havde vrangforestillinger, som det så fint hedder.

Min historie startede nemlig med the Grudge, hvor jeg lige pludselig begyndte at se Kayako overalt, jeg turde ikke gå i bad, fordi jeg var sikker på, nogen ville gøre mig fortræd, og jeg var bare hele tiden bange for det overnaturlige, og bange for, at der ville ske mig noget. Det, der fyldte mest, var dog, at når folk viste interesse for mig, turde jeg ikke stole på dem. Jeg troede dybt seriøst, at de ville mig noget ondt. Min mistillid til verdenen er sindssyg, den er over the fucking roof, og jeg havde lidt glemt det… som teenager, var jeg ligesom mange andre, forelsket i en fyr. Han inviterede mig med hjem, og jeg afslog mange, mange gange i træk, indtil jeg til sidst måtte give op og sige ja. Da jeg ankom, kunne jeg slet ikke fokusere på noget som helst. Jeg var så bange, og jeg var så VOLDSOMT overbevist om, at det hele var én stor prank. En joke. At der var kameraer sat op, eller at han selv filmede mig, eller at han bare… ventede på at kunne ringe til sine venner, og fortælle dem alle, hvor naiv, klam, fed, grim, ulækker, jeg var… alt muligt. Jeg var så panisk, at jeg løb grædende derfra, da jeg skulle hjem. Det var HORRIBELT.

Og jeg troede egentlig, at det her lå i fortiden. Jeg troede faktisk, at jeg var rask for vrangforestillinger. Big fucking no.

Hele mit liv leves i den her latterlige vrangforestilling om, at alle vil mig noget ondt. Hele mit liv leves i mistro og mistillid overfor andre mennesker. Jeg stoler ikke engang på min egen familie. Jeg stoler ikke på mine venner, der har været der gennem tykt og tyndt. Jeg stoler ikke på nogen. Og jeg hader det. Hver gang noget godt sker, går jeg bare og venter på, at noget endnu mere forfærdeligt sker. Jeg har en flirt lige p.t., der heldigvis ikke følger med på bloggen lol, for hvis han gjorde bitch byyye, men anyway, ham stoler jeg heller ikke på. Det føles forkert. Det føles som en joke. Hvad skulle han ville med mig? Hvorfor være sammen med mig, hvis han kunne vælge enhver anden, der var rask i hjernen? Det hele er helt sikkert bare en prank, for at se, hvor meget jeg kan nå at synes om ham, før han ultimativt river mig midt over og ødelægger hele mit liv. Det lyder totalt dramatisk og fucked op, men det er sgu rigtig nok. Og jeg havde ikke tænkt over det. Jeg havde vitterligt ikke tænkt over, at det ikke er normalt, at tænke sådan, og tro sådan om verdenen.

Derudover relaterede jeg til det med væsnerne, fordi jeg tit også har tanker, jeg virkelig ikke kan lure, om virkelig bare er min dystre, mærkelige personlighed, eller om det seriøst er fordi, jeg har en fucked op sygdom på skizo-spektret, der bare fucker min tankestrøm op… alongside med at jeg i min vrangforestilling også tror, at folk kan høre mine tanker og vil ydmyge mig med dem? Nice.

Sååå ja. Alt det her, jeg lige har skrevet, VED JEG JO GODT ikke er virkeligt. Jeg ved godt, at det er mig. Jeg ved godt, at det er nogle forestillinger, jeg har i hovedet, som ikke er virkelige. Men bottomlne er, at for mig føles de virkelige. For mig er det en kamp hver dag, at skulle snakke med nogen, hver sammen med nogen, stole på nogen. Det gør ondt. Jeg er bange. Jeg er fucking bange. Hele tiden. Fordi for mig ER det virkeligt. For mig FØLES det virkeligt. For mig ER det svært. Også selv om jeg godt ved, at det burde det ikke være.

 

Sidste del af X’s oplæg, handlede om, hvordan hun kom videre. Hun fortalte, hun også på et tidspunkt havde skippet sin medicin, og så havde fået det endnu værre og måtte indlægges, så… ja. Remember ur meds kids, there is a reason to why ya’ll are getting medication, okay. Selv får jeg ikke medicin, men skal faktisk snakke med min læge i morgen om selvsamme emne. Ew.

X fortalte, at det vigtige for hende var, at hun levede MED sygdommen, og ikke forsøgte at kæmpe MOD den, fordi det kunne hun ikke alligevel. Den ville altid være der, og det var drænende at kæmpe, så hun havde besluttet sig for, at slå fred med den.

Derudover havde hun en vigtig pointe, der hed, at hun gav aldrig op. Aldrig sådan for alvor. Jo, hvis tingene var rigtig svære, så gav hun op i måske 2 uger, hvor hun bare nægtede at kæmpe, lod sig selv falde… tog en pause, trak stikket, og derefter kæmpede sig tilbage. Og dét synes jeg er en vigtig pointe! For meget psykisk sygdom GÅR ALTSÅ ALDRIG VÆK. Man kan sagtens opnå god recovery, man kan sagtens have et godt liv med sin sygdom, man kan sagtens nå så langt, at man slet ikke mærker sygdommen mere. Men den lurer altså altid, og man vil altid have denne her sårbarhed, og det er vigtigt at anerkende, at den er der. Og når den ikke går væk, betyder det også, at hver eneste dag er en kamp, som jeg har skrevet før. Hver dag er altså en kamp på et eller andet plan, og det er udmattende, så hvis du selv, eller en du kender, der er syg, pludselig giver op… bliv ikke sur. Lad dem trække den pause, de har brug for. Lad dem lade op. Og opmuntr dem selvfølgelig til et stærkt comeback, men pres dem ikke. De skal nok kæmpe tilbage, stærkere end før, når de har fået ladet op. Det hjalp virkelig mig, at lade være med at se på det som et nederlag, når jeg trak mig, men snarere som en… ja, opladerpause. Der skal bare lidt nye batterier på, og så er jeg klar igen. Og det er OKAY.

Hun fortalte også om vigtigheden af accept og tålmodighed for processen. Recovery er individuelt, og meget forskelligt. Og ting tager tid, og sådan er det bare.

Derudover, at man finder sine sårbarheder, og passer på dem. Holder dem i baghovedet, og ikke presser sig selv over evne. Der er intet galt med at være sårbar, så længe man passer på sig selv, og mærker efter sine egne grænser.

Afslutningsvis snakkede vi om knuste drømme, som jeg har snakket om i det her indlæg. For det fylder meget hos mig. Alt det, jeg ikke har nået, alt det, jeg ikke MÅ, fordi nogle andre skal sætte begrænsninger for mit helbred, alt det jeg ikke KAN på grund af mit mentale helbred, osv. Alt det, der er taget fra mig, fordi jeg har fået en lortesygdom, som jeg ikke selv kan kontrollere eller bestemme over, men bare forsøge at leve med, og skabe nogle strategier omkring, så jeg… får et godt liv alligevel. Det er fandeme hårdt. X anbefalede, at man prøvede at pinpointe det vigtige, i ens knuste drøm, og undersøgte, hvordan man kunne opnå dét ene delelement på en anden måde. Og dét syntes jeg også var en vigtig pointe. Jeg var bl.a. knust over, ikke at kunne være au pair. Jeg ved stadigvæk ikke, hvad det vigtige her var, nok primært at rejse. Det samme med at være assistent teacher i engelsk i Kina. Det måtte jeg heller ikke. Der var også det at rejse vigtigt, samt det her med at undervise. Bare, at skabe minder tror jeg.

– Og jeg tror, det er derfor, jeg har værdsat mine Tokyo ture så meget. Fordi netop det at rejse, var det, der var så pissehamrende vigtigt for mig. Det, at være selvstændigt ude i verdenen og opleve noget.

Så selv om det stadigvæk er LATTERLIGT svært, hårdt og hjerteknusende, at jeg ikke fik det liv, jeg gerne ville have, så… er jeg glad for de andre muligheder, jeg fik. Jeg blev ikke snydt for alting. Jeg tog bare en lille omvej. Så ja. Det gode liv er stadigvæk derude, eller hvad man nu siger. Nogle gange er vejen derhen bare lidt ekstra snørklet, hvis man ikke har det så godt psykisk.

Så ja, det var det for denne gang. Jeg håber, I fandt indlægget brugbart og inspirerende. Jeg synes i hvert fald, at det her var en af de bedste SFT-gange, selv om den var fucking hård at komme igennem.

27157188_950413948448799_1491690809_n

 

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i SFT? #24

Velkommen tilbage på bloggen, og til endnu en omgang SFT.

Fokus i denne uge er selvkritiske tanker.

 

Som altid lægger vi ud med hjemmeopgave fra sidst, og denne var baseret på at skrive en liste med gode egenskaber, dvs. egenskaber, man fandt attraktive hos mennesker, som man sætter pris på. Jeg synes det var lidt svært at brainstorme de her ting, bare sådan lige… havde faktisk lidt glemt, hvad karaktertræk/egenskaber i det hele taget var, så jeg syntes faktisk, at opgaven var svær, haha. Men jeg fik skrevet lidt ned, og disse var:

Ærlighed – loyalitet – humor – oprigtig interesse – spontanitet – tålmodighed – forståelse – empati.

Herfter skulle man vurdere, om hvorvidt man selv mente, man var i besiddelse af den gældende egenskab.

Min så sådan her ud:

Ærlighed og loyalitet – 50%.

Humor – 100%.

Oprigtig interesse – kommer an på personen og på emnet (vil gerne indrømme, at jeg nogle gange fader lidt ud, hvis personen jeg snakker med, snakker om der virkelig, virkelig, virkelig ikke interesserer mig).

Spontanitet – 30%, ville gerne være mere, men angsten står lidt i vejen for dette (og det kan der jo heldigvis arbejdes med!).

Tålmodighed – 10%. Jeg er absolut ikke særlig tålmodig, jeg er meget utålmodig.

Forståelse/empati – 100%.

Afslutningsvis skulle vi beskrive en situation, hvor vi anvendte en god egenskab, men da jeg havde været isoleret som en lille huleboer, mens jeg læste til eksamen, havde jeg ikke rigtig været ude i den virkelige verden, og brugt nogle af disse egenskaber, så den del af opgaven sprang jeg over.

Da vi gennemgik opgaven i plenum, var der en, der pointerede, at man sagtens kunne være ærlig, uden at være det hundrede procent, eller overfor alle. Jeg følte nemlig meget, at jeg var uærlig, fordi jeg f.eks. ikke lige altid siger til folk, hvordan jeg har det. Men som hun meget fint sagde, kom det jo ud på, hvem man snakkede med, om man stolede på dem, osv., og det betød altså ikke, at man var mindre ærlig… så det har jeg taget med mig! Egenskaberne behøver ikke passe hundrede procent til mig, bare de overordnet set gør. Derudover hjalp det mig også at se meget overordnet på tingene, så f.eks. med empati kunne jeg spørge mig selv, hvor tit jeg var uempatisk, og det var så… basically aldrig, så den kunne jeg vurdere, at jeg i hvert fald var i besiddelse af. For nogle gange kan ens blik godt sløre lidt, og svælge i ens selvhad… haha, så det var hjælpsomt for mig, at prøve at se mere objektivt og målbart på egenskaberne, da jeg skulle vurdere dem ift. mig selv.

 

Moving on til oplægget.

I forbindelse med kognitive forvrængninger, fører disse ofte til et tunnelsyn på os selv i en negativ retning. Dvs. vi ser alle de positive ting som små og ubetydelige, og alle de negative ting som store, når vi kigger på os selv. Dertil har vi et omvendt tunnelsyn på andre, hvor vi regner alle deres negative ting, som små og ubetydelige, men deres positive ting som store og betydningsfulde.

Formålet med de øvelser, vi laver her er bl.a. at tænke mindre sort-hvidt, og give os selv lige så meget credit, som vi ville give til andre. De nævnte bl.a., at man kunne bruge en ven til hjælp, ift. at finde nogle af de positive ting, hvilket også var min oprigtige plan, men så blev det for sent, og ja… haha.

Efterfølgende så vi en lille film, Our Common Fate, der illustrerer noget af det, vi allerede har talt meget om. Mange af de negative symptomer, der er til en del psykiske lidelser, er sådan set ret normale. Det her tunnelsyn er faktisk ret normalt. Det rammer bare nogen i hårdere grad end andre, og bliver mere invaliderende, hvor det så går hen og bliver til en reel sygdom.

Vi bed bl.a. mærke i, at mange af dem i videoen sagde de samme ting, selv om der også var nogle få, der skilte sig ud… og vi var meget sårede, da vi så barnet, der havde skrevet “no-one loves me” på. Det var heartbreaking. Derudover bed jeg mærke i, at der var nogle få, der skrev “I feel”, fremfor “I am”. Personligt føler jeg, at “I feel” laver en slags distance, og holder fast i noget af det, som jeg selv prøver at holde rigtig meget fast i, når jeg har det dårligt, og det er:

En tanke er en tanke. En følelse er en følelse. En tanke eller en følelse er ikke sandheder. Min virkelighed er ikke nødvendigvis den samme, som andres virkelighed, og det er okay, og det er vigtigt at huske. Så selv om tingene føles virkelige, selv om tankerne, følelserne er intense, og føles som sandheder og virkeligheden, så ER DET IKKE altid det.

Det synes de andre var ret sejt sagt 🙂

27043009_950413941782133_27013924_n

Afslutningsvis skulle vi selv skrive en note, i stil med dem, vi havde set i videoen, og fortælle, hvad nogen af de grimmeste ting, som vores hoveder sagde til os var. Min så sådan her ud:

img_9196

Og nej, den er jeg ikke stolt af.

Men nu handler det heller ikke om at være stolt. Det handler om, at stå frem med nogen af de grimme ting, ens hoveder kan overbevise en om. Og vise, at man er bedre end det. For mit hoved er fandeme også grimt mod mig. Rigtig tit, endda. Det kører på de ting, jeg er mest bange for – f.eks. at blive en dårlig sygeplejerske. Jeg vil være en god sygeplejerske. Men det siger mit hoved, jeg ikke kan. Og det skal jeg vise det, at jeg godt kan. Vil bare vise jer, at I altså ikke er alene, med nogle af de nasty ting, jeres hoveder siger.

Efter at have skrevet tingene ned, skulle vi krølle papiret sammen, og holde det så langt væk, vi ønskede, at det skulle være. Bagefter skulle vi holde det et sted, hvor vi ville holde det, hvis vi skulle give det kærlighed – et eller andet med at være venlig mod sig selv og sine tanker.

Til sidst skulle vi holde en andens papir, og give det kærlighed.

Det var en ret sær øvelse.

Pointen var bare, at vi ikke kunne slippe af med de negative tanker/følelser. Og det ville vi nok aldrig kunne. Så vi måtte finde en måde, at lære at leve med dem på, og give dem kærlighed, og være venlige mod os selv. Finde på alternative tanker, men også lære at leve med, og acceptere, at de her tanker ville dukke op i ny og næ, og hvordan vi bedst muligt passede på os selv, når det skete.

Virkeligt mærkeligt, men, også hjælpsomt. Jeg syntes i hvert fald det var rart, nærmest terapeutisk, at krølle det papir sammen. At skrive og smide væk/sende, er noget af det, jeg synes hjælper rigtig meget, når jeg har det skidt, så den del af øvelsen var spot on for mig. Resten var lidt mere diffust.

 

Men anyway, vi skal til at slutte af for denne gang.

Jeg håber, at det her indlæg har været hjælpsomt. Jeg synes hjemmeøvelsen var god, til at prøve at reflektere og være lidt mere objektiv ift. sig selv, og jeg synes, at det her med at skrive ned og krølle sammen, også var rigtig hjælpsomt. Så ja. Det kan varmt anbefales. Og husk så: En tanke er en tanke, en følelse er en følelse – ingen af dem er endegyldige sandheder. <3

 

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i SFT? #23

Hej bloggen, og velkommen tilbage.

Jeg har haft lidt travlt, siden vi trådte ind i 2018, bl.a. gik der to HELE UGER med eksamenslæsning nærmest fra morgen til aften, og derefter en 24-timers forberedelse til eksamen, som jeg så var oppe til… Kan sige jeg brugte alle 24 timer, wow, jeg var smadret. Efter eksamen, har jeg bare haft en masse at se til, med lige at få taget julepynt ned (det blev gjort i lørdags, yes, you heard me), rydde op, støvsuge, osv.

NU har jeg så lige et øjeblik, til at sætte mig ned, og få opdateret her, og det er selvfølgelig tid til lidt mere SFT! Som jeg skriver det her, har jeg været til SFT tre gange i 2018, og på fredag er den sidste gang… 🙁 Så ja. Det er lidt trist. Men lad os komme videre.

Lige denne her gang var jeg kun i SFT i 45 minutter, da jeg var kommet til at booke en skoletid til noget obligatorisk, så jeg måtte gå… og vi nåede ikke engang at gennemgå MIN hjemmeopgave, jeg faktisk HAVDE lavet og NEDFÆLDET på papir! ØV. Og det eneste vi nåede at gennemgå i SFT var faktisk bare, hvad vi hver især havde lavet siden nytår… men jeg tænker, bare at tage denne omgang SFT med udgangspunkt i min hjemmeøvelse, og så bare sige, at det var det, og lade dette indlæg være lidt kortere.

 

Hjemmeøvelse til d. 5/1 handlede om at blive opmærksomme på nogle kognitive forvrængninger. Eller, egentlig bare en. Så jeg tog nogle dybe indåndinger, og valgte den, der hedder “De-evaluering af egne bedrifter” (eller noget i den stil).

Forvrængningen var her, at en ven bad mig se tilbage på de sidste par gange, vi havde hængt ud sammen, og reflektere over disse (fordi jeg sagde noget med, at nogle ting skræmte mig helt vildt, og jeg ikke kunne overskue det, og det jeg skulle se tilbage på var, at jeg faktisk havde gjort nogle af de her skræmmende ting).

Herfra skulle man nedfælde, hvad man tænkte i situationen.

Mine tanker var nogenlunde sådan her: the fuck bro? Er du ok? HVAD? Jeg er shit, all i’ve done is shIT, jeg er useless og horrible og en kæmpe fejl lmfao, seriøst??? do u need help??? hvorfor tror du jeg kan noget godt??? jeg er en fejl fejl fejl ahhhhh lololol, hvad fuck ærligt. alt jeg gør er jo forkert og kikset, pls stop, hahahah.

… vi kan godt blive enige om, at det var noget af en kaotisk, fucked op tankerække, og jeg er enig. Mine tanker er altid fucking messy og skriger bare anxiety ridden over det hele. ANYWAY. Det sidste punkt på dagsordenen blev, at man så skulle nedfælde en alternativ tanke. Eller flere. Mine så således her ud:

“Jeg gør det bedste, jeg kan, og det er godt nok.”

“Jeg udfordrer mig selv. Man er sjældent god til noget, første gang, man gør det.”

“Jeg BLIVER bedre, hvis jeg fortsat prøver.”

“Det jeg tænker/føler er ikke lig med virkeligheden.”

“Alt er okay. Også dig.”

 

Jeg er ikke særlig god til at arbejde med alternative tanker i situationen, som det kan ses på min angstprægede tankerække af mærkelighed, men det kom overraskende nemt til mig, da jeg sad med opgaven i hånden.

Det var som om, at alting bare… gik op i en højere enhed. Det var fucking horribelt, at tænke tilbage på den episode, og det var endnu mere horribelt, hvor virkeligt alle de tanker er, og hvor tydeligt, jeg kan mærke det angstprægede tankemønster, der sætter spor i mig, når jeg tænker tilbage… og hvor meget netop det tankemønster faktisk præger min tænkning hver eneste dag. Dét var svært.

Det var svært, at være i situationen, og ikke rigtig kunne lade min self-doubt komme til udtryk. Jeg var i gang med et massivt panikanfald, på grund af tankerækken og panikken, der bare tog mig, ift. at jeg ikke følte, at jeg havde udrettet noget som helst særligt, men jeg kunne bare ikke lade det komme til udtryk, uden at lyde totalt self-loathing, og det er måske bare heller ikke lige optimalt…

I virkeligheden havde jeg mest brug for, lige i det øjeblik, at der var blevet sagt, præcis, hvad jeg havde opnået i den tid.

For jeg ser altså ikke samme udvikling, som alle I andre gør.

Jeg mærker vreden og frustrationen over igen ikke at have slået til; igen ikke at kunne overkomme de ting, jeg gerne vil; igen ikke være den person, jeg gerne vil være.

Jeg ser ikke på samme måde de gange, hvor jeg vinder. Jeg ser ikke, hvilke skridt jeg tager, hvor mange meter, jeg går, før jeg er nået en hel kilometer, og kan se hele sporet bag mig, af ting og sager, jeg har opnået. Og selv da er det ikke engang ret meget af det, der er synderligt i øjenfaldende for mig.

For det er jo bare ting, jeg skal kunne.

Ting, der er normale at kunne.

Men de er ikke normale for mig, og jeg underminere rigtig tit, hvor meget kamp, det egentlig tager, før jeg når op på det normale niveau; jeg kæmper og kæmper, men det er aldrig godt nok til at være godt. Det er altid kun lige på kanten; lige der, hvor det er normalt, og noget som alle kan, så jeg fraregner det som en succes, i stedet for faktisk at forstå, at når jeg startede i en grøft, hvor alle andre startede i normal højde, og jeg så er kommet op af grøften, og de andre måske er kommet et skridt op af stigen, så er jeg ikke mindre end dem; jeg har kæmpet lige så hårdt, mit udgangspunkt så bare anerledes ud. Men det betyder ikke, at det jeg har opnået er mindre værd – tværtimod.

Og det er godt, jeg omgås mennesker, der er gode til at… prøve at minde mig om det. Jeg kunne godt ønske mere skarphed, men det er fordi jeg bare er så dum i hovedet, at jeg skal have skåret tingene ud i pap, før jeg fatter dem. Jeg har svært ved selv at bruge min hjerne og reflektere over at se de gode sider – jeg ved godt, det er det jeg skal, så jeg kan ikke slippe uden om – men nogle gange, kan det være meget rart at blive hjulpet lidt på vej, f.eks. med en… “Det her kunne du ikke før, men det kan du godt nu”. Noget, der kan sætte den positive tankerække af tankemylder i gang, i stedet for den angstprægede, der falder over hinandens ord.

 

Anyway. Meningen med det her indlæg var faktisk bare at vise, hvordan man lidt mere systematisk kan gå til værks, med nogle af de her tanker, der kan være så vold-pisse-lorte-irriterende.

Jeg synes i hvert fald, det gav en del, at sætte det lidt mere op, ift. at vælge en forvrængning, arbejde med de tanker, der kom ud fra den, og hvilke tanker, man kunne plante i stedet. Så jeg kunne godt forestille dig, at det ville være noget, jeg kunne arbejde videre med, med nogle af de andre forvrængninger, for at se, om der er et mønster, og hvorhenne i mønsteret, jeg skal bryde den negative tankerække. Og jeg vil kraftigt anbefale, at andre gør det samme, hvis de har problemer med negative, kognitive forvrængninger. Held og lykke. Tak fordi I gad læse med!

27292070_950413938448800_1530575449_n

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x