Vietnam 2018 – Dag 12 – Sygeplejerske i Vietnam & et besøg i Secret Garden

Hej bloggen, og velkommen tilbage!

 

I dag blev vi studerende delt op i grupper, og Z og jeg gik samme med en sygeplejerske, der fortalte os om procedurerne ved sårpleje og medicinering på den givne afdeling, vi var på. Dog begyndte jeg hurtigt at kede mig, fordi selv om vi i dag kun var 2 studerende til 1 sygeplejerske, så henvendte sygeplejersken sig udelukkende til Z! Og uanset hvor meget, jeg prøvede at bryde igennem, så blev jeg fuldkommen ignoreret. Når jeg stillede mig ind mellem hende og Z i en “rundkreds, så trådte hun bare ind foran mig, så hun kunne stå lige ved siden af/overfor Z, og når jeg stillede spørgsmål, så svarede hun mig hurtigt, inden hun begyndte at stille uddybende, supplerende spørgsmål til mit spørgsmål – men ikke til mig, til Z! Så lige meget hvad jeg gjorde, blev jeg bare afvist for hårdt, hvilket var enormt nederen.

Jeg fandt dog ud af, at de starter med at spritte yderdelen af PVK, når de giver medicin (men ikke indenunder proppen), og de starter med en dosis af cefuroxim antibiotika, så det ud til, hvorefter de kørte saltvand igennem. Virkelig underligt…

Hvad angik sårpleje, så havde de plasterskift HVER DAG, og rensning HVER DAG. Rensningen foregik med, at man puttede sprit og gurkemeje på semi-sterile vatrondeller, og kørte det rundt nede i såret, de havde, for at rense det. Needless to say, så havde vi børn, der vitterligt skreg, græd og vred sig, når der blev udøvet sårpleje. Og børnene fik ingen smertestillende op til, medmindre det var noget, der krævede smertestillende (og det vurderede de altså, at sprit direkte ned i deres sår, ikke gjorde). Vi spurgte ind til processen, og forklarede, at vi i Danmark ikke skifter plaster hver dag, men helst lader det sidde, så lang tid som muligt. Hun spurgte, hvordan vi så kunne se, om det var inficeret – vi snakkede rødme, hævelse, varme, m.m., og det afviste hun fuldkommen – man kunne altså kun se det, hvis man fjernede plastreret. Hmm. Så stillede vi spørgsmål til selve sårrensningen, ift. hvorfor de puttede sprit ned i såret. Fordi ellers blev det jo ikke rent for bakterier. Vi gik ind i en længere forklaring om normalflora og risiko for infektion, hvis man fjernede normalfloraen – dette blev også blankt afvist.

Jeg flover mig over at sige det, men jeg forstår altså godt, de har en høj børnedødelighed, hvis det er sådan, de kører showet. Hospitalet var snusket, de ting, der burde være sterile, var det ikke. De brugte konstant antibiotika, de havde meget anerledes sårplejeprincipper, der strider direkte mod det, vi gør i Danmark, m.m. Ift. medicin, så havde de også engangsting åbne over længere tid, og tingene var bare ikke særlig sterile. Det var ærlig talt forfærdeligt, at være vidne til.

Vi fik bagefter noget hands-on tid, Z og jeg, hvor vi skulle rense et sår. Vi slap dog uden om gurkemeje og sprit, og skulle bare vaske med sterilt vand, og sterile vatrondeller, m.m. Hun var meget overrasket over, at vi ville bruge handsker til proceduren! Masker skulle vi have på, men handsker var åbenbart ikke et krav… Jeg fik lov til at rense et barns sår, på maven, og jeg skulle rense ude på maven, henover såret, og videre ud på maven, og vaske hele maven med det sterile vand, og gentagne gange rundt over såret. Meget… anerledes. Vi fik lov til at tage billeder undervejs, og dem har jeg valgt at smide op her med lidt krims-krams over patienterne, stuenumre og afdelingsnummer.

“Min” dreng var heldigvis meget rolig, og det samme var moren. Z’s dreng havde været enormt urolig, og hun var blevet forbudt at røre ham med hænderne, og samtidig filmede moren, som havde hun aldrig set hvide mennesker før… det var virkelig grænseoverskridende, for os begge! Min patient blev pænt liggende og hev op i trøjen og gjorde sig klar, han hverken græd eller skreg, og moren var meget taknemlig.

Det var sjovt nok at prøve, at få denne her tid, men… puha, jeg er glad for, jeg er sygeplejerske i Danmark, og det tror jeg virkelig, at jeg værdsætter på en anden måde nu. Hold da op. Men enormt spændende at prøve.

 

Vi fik fri kort tid efter. I øvrigt glemte jeg at sige i går, at vores lektor syntes, jeg var upassende, fordi jeg, da vi kom ud fra hospitalet, blottede mine skuldre, for at få solcreme på (vi stod ved trappen op til afdelingen, udenfor, ovre i et hjørne, og Z stod bag mig og proppede solcreme på mig, så egentlig stod vi lidt halvskjult)… hvilket jeg blev super pissed over. Jeg har respekteret deres regler, ved at have kittel på, dækkede skuldre, dækkede knæ, m.m. Og det ENESTE grund til, at jeg blev nødt til at blotte skuldrene dér, var fordi jeg ikke måtte låne et fucking personaletoilet, så jeg kunne komme ud og smøre mig ind 🙂 Fordi havde jeg fået lov til det, havde situationen ligesom været meeeget anerledes :)) Fuck nej, om jeg skal stå ude på et patienttoilet, der er mere beskidt, end selve hospitalet er, når jeg ikke aner, hvem der fejler hvad herinde, og hvor godt det gøres rent. Fandeme nej. Dog var jeg heller ikke interesseret i hudkræft eller solskoldning… og jeg måtte heller ikke blive i konferencerummet og smøre mig ind, så jeg var ligesom løbet lidt tør for muligheder…

I dag spurgte hun dog, om jeg ville på toilettet og smøre mig ind, og hun spurgte en om hun kunne låse mig ind, når det var. Men pludselig skete det vildt hurtigt, og jeg skulle bare med, og jeg tænkte “okay”, fordi jeg ville da tage enhver chance, for at få lov til at få smurt mig ind på personaletoilettet, så jeg hev Z med mig!

Vi blev dog pænt vist ud på patienttoilettet, og der var SÅ beskidt og klamt, og der var en, der badede ved siden af os, i båsen ved siden af, der sprøjtede vand ind på os :)) needless to say, så havde jeg det stramt, og havde det mildest talt dårligt. Jeg syntes, det var SÅ dårlig behandling af os studerende. Og inden nogen siger noget – solcreme virker kun i x antal tid, så derfor smurte jeg det ikke på hjemmefra, da det er hul i hovedet at spilde 3-4 timer af dets aktive tid, på at jeg er indenfor på et hospital, så derfor smurte jeg det først på, inden jeg reelt skulle ud i solen…

 

Da vi fik fri delte vi os op. Jeg ville gerne i Daiso, som jeg havde fundet ud af lå i nærheden, fordi jeg gerne ville have nogle fod-detox sheets, og lige se, hvad de ellers havde af lækre sager, og Z tog med mig. Dog var Dasio-oplevelsen MEGET langt fra den japanske Daiso. De solgte udelukkende ting til hus og have, og ikke engang cute ting til hus og have… jeg var superskuffet. Og værst af alt: de havde ikke mine detox-sheets! Jeg var en skuffet, skuffet pige… men de fortalte mig, der lå en anden japansk butik, lidt længere væk (1-2 km), og det var lidt en omvej til at komme hjem, men det kunne lade sig gøre. Den hed Hachi Hachi. Z sagde, det var fint for hende, så vi begyndte at gå derhenad, og købte en is på vejen, som vi kunne nyde imens. Virkelig hyggeligt!

Som vi gik, kom vi forbi det her flotte tempel, dog så det ud til, at det kun var lokale/folk der var medlem, der måtte komme ind, så vi måtte gå videre. Øvbøv for os.

Ikke langt derfra, så lå der et voksmuseum, men ikke Madame Tussaud’s, dog. Men det var et vietnamesisk voksmuseum, hvor man kunne se vietnamesiske celebs. Det var ret sjovt. Vi var ikke ide og kigge, men ja… vi lod mærke til det. Hvad jeg også lod mærke til, var en Tupperwarebutik, og dagen i dag fortryder jeg stadigvæk, at jeg ikke gik derind… altså, Cecilie…

Lidt længere fremme, på den anden side af vejen, spottede jeg Hachi Hachi! Jeg drønede derind, og fyldte min kurv med ramune, meiji-chokolade, andet japansk slik, og selvfølgelig mine detox-sheets. Z blev også fristet til at købe lidt, hehe. Bagefter gik vi langsomt hjemad. På vejen var der et supermarked, som vi smuttede ind i, for at se, hvad de havde. Jeg ledte stadigvæk ihærdigt efter skruelågs-flasker med cola zero i. Intet held. Til gengæld spottede jeg gule vandmeloner, snacks og mælk. Vi købte lidt snacks, noget at drikke og noget frokost, som vi spiste på trappestenene ude foran supermarkedet, hvorefter vi fortsatte videre hjemad, med et hurtigt pitstop i en svømmetøjsbutik, hvor Z fik købt nogle badebukser, hun kunne bruge, når vi engang skulle på Beach Resort. Vi nåede hjem, og lå og slappede af, indtil vi skulle ud og spise, senere på dagen, hvor vi skulle på The Secret Garden, som lå mellem Ben Thanh og Post Office, som jeg husker det…

 

Vi var alle sådan lidt dressed up, på vejen derover, hehe. Da vi nåede op mod Ben Thanh og fortsatte videre, begyndte jeg også at knipse lidt stemningsbilleder (af bygningerne)… haha.

SÅ hyggeligt. Der var fairy lights og alt muligt!

 

Vi nåede frem til The Secret Garden, og der var SÅ smukt.

Og selv om vi ikke var så højt oppe, var udsigten rigtig smuk også. Jeg var helt vild med stemningen, og temaet om, at det var meget “secret” og så… ja, bare enormt hyggeligt.

Maden blev serveret, og den søde servitrice knipsede et billede af os. Jeg nød min omelet med ris ved siden af, selv om jeg måtte pille champignonger fra omeletten løbende, hehe. Sådan er det, når man ikke kan lide sådan nogle o.e

Alt i alt, var det et fantastisk hyggeligt sted. Desværre, så besluttede hende, jeg skulle skrive min interne prøve/eksamen med, sig for lige at sige, at fysserne havde været på en endagstur til Mekong Delta, og det ville de også gerne, og det ville de gøre på den dag, som jeg havde aftalt med hende, vi skulle skrive intern prøve på, fordi det var vores eneste fridag (yep, derfor jeg gerne ville skrive intern prøve den dag?). Så jeg stod med håret i postkassen, sådan lidt “øh, hvad med vores interne prøve?”, ja den måtte vi da bare lave en anden dag så! Hvilket irriterede mig helt vildt, fordi vi havde aftalt at lave den sammen den dag, og jeg ville gerne have den lavet, da jeg ikke vidste, hvor længe vi havde (alle skulle aflevere d. 5. oktober, men udenlandsholdene havde fået lidt længere tid, dog vidste ingen hvor længe, og jeg ville ikke bruge min søndag efter hjemkomst på at få den lavet), og hun vidste om nogle godt, at jeg havde svært ved at have flere projekter kørende samme dag (f.eks. skole og opgaveskrivning). Så dér blev min aften sgu ødelagt, for jeg sagde, at jeg ville lave den om søndagen, og så sagde hun, at så kunne jeg da bare lave den selv. Nå.

Så som sagt, resten af min aften var ødelagt, så jeg sad ellers pænt for mig selv bare og fotograferede.

Som mørket begyndte at komme frem, blev persiennerne, der fungerede som tag, trukket fra, så man kunne se himlen, hvilket var enormt smukt.

Så fint! Og det blev kun flottere, som det blev mere mørkt.

Vi havde lovet at være færdige inden kl. 19, tror jeg det var, så vi kunne ikke blive siddende og nyde aftenhimlen. Men smukt, det var det.

Her ser vi lige mit vage forsøg på at smile mig gennem mit deprimerende humør, og de gule vandmeloner, jeg ikke havde plads til at lægge billede op af før. Hehe.

 

Vi gik hjemad, og jeg holdt mig bagerst og bomstille, som vi gik, fordi jeg bare stadigvæk var i skodhumør, og bare gerne ville hjem. Da vi kom hjem, hoppede vi på hovedet i seng.

 

Tak fordi I læser med!

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Vietnam 2018 – Dag 11 – Childrens Hospital

Hej bloggen, og velkommen tilbage.

I dag besøgte vi Childrens Hospital, no. 1 i distrikt 10.

 

Førstehåndsindtrykket var superlækkert.

Det her var ude i gården – altså, hvor cute, ærligt? Man går aldrig galt med Disney! Jeg syntes, det var SÅ hyggeligt.

Så spottede jeg bubbibjørnene, og måtte i farten lige knipse et billede, da jeg var super amazed over at se dem, da jeg ELSKER bubbibjørnene.

Og en nattøjs-Peter Plys. Bliver det bedre? For helvede da! Sign me the fuck up!

 

Vi mødte vores lektor for denne uge, og hun fortalte, at vi ville komme til at besøge 3 afdelinger, i løbet af den uge, vi skulle være her. Det var vi rimelig tilfredse med, for så ville vi jo komme lidt omkring.

Som sagt, førstehåndsindtrykket var godt – det var så kun lige indtil man kom indenfor. Det var KAOS, og der var skrig og gråd, overalt – uanset, hvor man gik hen.

Og grundet de ting, jeg kommer til at skrive her, så vil jeg ikke sige, hvilke afdelinger, vi var på, for jeg har ikke lyst til at udlevere afdelingerne, for det var… noget anerledes, end herhjemme i Danmark.

Da vi spurgte, om vi kunne skifte et sted, til hospitalstøj, fik vi at vide, at vi bare skulle tage det udover, for vi måtte ikke låne personaletoilettet – ellers skulle vi bruge patienttoiletterne. Det havde vi ikke noget behov for. Hospitalet var ret snusket, og hygiejnen virkede ikke til at blive prioriteret 100%, der rendte smådyr og kakerlakker rundt på gulve og borde, og generelt var det bare… meget anerledes end i Danmark. Så vi valgte alle bare at tage dobbeltlag tøj på, og så deale med det – selv om det var sygt varmt, fordi der heller ikke var meget air condition på hospitalet.

 

På den specifikke afdeling vi var på lige denne dag, har de 11 rum, hvor der er 1 sygeplejersker pr. rum, der håndterer 15-20 patienter. Og i én seng kan der ligge 2-3 patienter.

Derudover havde de 5 ambulante rum, hvor de hver dag ser 50-100 patienter pr. rum.

Hospitalet råder ikke over så mange forskellige maskiner, så hvis børnene f.eks. skal MR-scannes eller noget andet, så skal de til et andet hospital, og have foretaget denne undersøgelse – derfor har afsnittene specielle sygeplejersker, der tager med børnene til undersøgelser på andre hospitaler. Heldigvis har børn under 6 år gratis forsikring, og skal derfor f.eks. ikke betale for disse undersøgelser (eller, forældrene skal ikke).

Organisatorisk fortalte sygeplejersken os, at sygeplejerskerne på afdelingen ofte har 5 dages dagvagt på en uge, fra 7-16, og derefter 1 dags nattevagt, fra 16-7, og derefter en fridag. Generelt har personalet mellem 12-18 dages separate fridage pr. år, afhængig af erfaring, ifølge loven.

 

Vi gik i gruppen af 5 studerende med en sygeplejerske rundt, der fortalte os om de forskellige rum, osv. Jeg gav hurtigt op på at følge med i, hvad der blev sagt. Jeg var bagerst, og sygeplejersken gjorde ingen tegn el. andet til, at være interesseret i, at alle lyttede. Hun henviste sig bare til den samme studerende, der stod forrest, og talte udelukket til hende – så blev vi andre ligesom glemt, og så var det lidt lige meget. I stedet gav jeg mig til at observere lidt rundt omkring mig.

M og jeg satte os på hug, som en 1-3 årig kom vraltende hen mod os, med sin mor lige bagved. Moren prøvede at gøre tegn til at han skulle komme tilbage, men M og jeg gjorde tegn til, at han bare kunne komme over, så moren lod ham. Barnet vraltede over til os, og begyndte hhv. at kramme M og jeg. Han var det SØDESTE. Han hang meget ovre ved mig, og begyndte at pille nysgerrigt ved min lille spritbeholder, jeg havde i lommen, og for at distrahere ham, gav jeg ham mit navneskilt at pille ved – hvilket han også gjorde. Ivrigt. Mens han hang over mig, krammede mig lidt, vraltede over til M, og kom så tilbage. Han var så fucking sød, jeg bare havde lyst til at putte ham i lommen og tage ham med hjem… altså, cutie, dog.

 

Og øjeblikket efter blev mit hjerte så bare lige knust i en milliard stykker. Midt ude på gangen var der blevet stillet en blodprøve-station op, hvor børnene, der var alt mellem 1-10 år, skulle have taget blodprøver. Da jeg fik øje på det, var det en dreng, der var i gang med at få taget blodprøver. Han skreg, vred sig og hylede højlydt, men han blev bare holdt fast af sygeplejersken og moren, og han skriger ENDNU mere, da han bliver stukket. De andre forældre står i kø med deres børn, der selvfølgelig straks begynder at hyle og skrige, når de kommer op i stolen, for de har jo set, hvor ubehageligt, det er! Der var ingen kommunikation til børnene, overhovedet, kun til forældrene. M prøvede at forklare sygeplejersken, at i Danmark forklarede vi meget til børnene, for at gøre dem mere trygge. Hun affejede det fuldkommen, ved at sige, at i Danmark håndterede vi sikkert bare ældre børn, og at her var børnene jo små, så dem kunne man ikke forklare noget som helst. Dét var sgu et kulturchok!

Værre blev det, da jeg så en lille pige, mellem 5-8 år, der stod HELT alene. Hun havde lige fået taget blodprøve i hånden, og som sagt stod hun mutters alene, uden hverken mor, far eller sygeplejerske. Hun holdt pres på sin hånd ved indstiksstedet, mens hun kiggede lidt rundt omkring. Hun stod nogle meter fra mig, og jeg pegede på min egen hånd, og løftede den en smule op – over hjertehøjde. Jeg kunne jo ikke rigtig kommunikere med hende verbalt, så jeg måtte prøve noget andet. Hun pegede blot på sin egen hånd, som en bekræftigelse på, at hun havde fået taget blodprøver. Jeg gentog min bevægelse igen, og det virkede et øjeblik, hvor hun holdt hånden over hjertehøjde – og derefter faldt den ned igen. Hun stod fortsat alene. Jeg havde så ondt af hende – jeg havde lige set den voldsomme procedure ang. blodprøver, så jeg syntes, det var synd for hende, at hun stod helt alene.

Mit hjerte knak dog yderligere, som jeg så en baby, der var blevet stukket i håndleddet. Han skreg og græd helt utrøsteligt, og hans forældre kæmpede, for at trøste ham, og puttede pres på, vuggede ham, alt muligt, og han græd bare. Det var så hjerteskærende. Og man forstår det jo godt, for det må gøre hammer, hammer ondt!

Bagefter fik vi lov til at kigge mere på blodprøve-sektionen, men vi måtte ikke stå overfor børnene, der fik taget blodprøver – for når de så vores hvide kitler, blev de bange, urolige og kede af det! … Jeg ville ALDRIG kunne holde min profession ud, hvis jeg vidste, at børnene blev så utrøstelige, at se mig, når jeg kom. Jeg er SÅ glad for, at når jeg bliver sygeplejerske til januar, så bliver jeg sygeplejerske i Danmark, og kommer nok mest til at arbejde i Danmark. Hvor børnene godt kan frygte mig, sygeplejersken, men de er trods alt ikke ræd for mig… Hvad værre var, da jeg så blodprøverne blive taget… de blev ikke taget med en smart nål, der bare får blodet til at glide flydende ud. Nix. De har kun “halvdelen” af nålen, hvis man kan sige det sådan, så blodet skulle bare dryppe ud af sig selv ned i et glas, hvilket selvfølgelig tog evigheder. Og de stakkels puds LED under det. Åha, mit hjerte 🙁

Jeg ved udmærket godt, at det er kulturen, men for satan… av. AV.

Så betyder den her fine udsmykning lige pludselig ikke nær så meget, når man kan se, hvor lidt børnene inddrages i deres behandling. Igen – det er kulturen. Men jeg er SÅ glad for, at Danmark fungerer, som det nu engang gør. For det ville jeg da aldrig kunne holde ud, at skulle arbejde i. No offence, men altså.

 

Da vi fik fri, var vi alle ret chokerende, og begyndte lige så stille at gå hjem. På vejen kom vi forbi en Pizza Factory (?), hvor vi slog os ned og fik en god, lækker pizza. Derfra gik turen hjemover, og jeg har ikke skrevet yderligere noter til, hvad jeg lavede den dag, så i guess ingenting? o.e ingen ved det!

Så kort indlæg i dag, men fyldt med kulturchok og undren.

 

Tak fordi I læser med!

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

 

Vietnam 2018 – Dag 10 – Hello Weekend & Tatoveringer

Hej bloggen, og velkommen tilbage.

 

SØNDAG. Ahhh. Endelig tid til, at sove længe, og det kan jeg love jer, at Z og jeg gjorde. Vi sov til omkring kl. 10, og ingen af os gav en fuck for, at vi havde misset morgenmaden. Vi havde nemlig tideligere købt frosties ind, samt lidt mælk. Dog havde vi ingen skåle, men det var der råd for. Jeg havde på et tidspunkt købt småkager, så jeg klipper plastikbakken, de havde ligget i, op, og så spiste Z og jeg ellers frosties af den.

Vi tog os god tid med at stå op, m.v., og blev enige om, at bevæge os mod Hello Weekend Market, som var en af de ting, vi var blevet anbefalet af de vietnamesiske studerende. Hello Weekend er et marked, der sjovt nok er åbent kun i weekenderne. Derudover, så skifter markedet lokation hver weekend – ret sjovt. De havde sagt, at der nok ikke ville være så meget prutten om prisen, på markedet, men at de havde nogle anerledes ting, ift. andre markeder, som f.eks. Ben Thanh – og det må man sige, de havde!

Z og jeg gik af sted, og vi hyggede os egentlig, som vi gik dér i ro og mag. Da vi nåede frem, fandt vi hurtigt resten af pigegruppen, der kunne fortælle os, at de altså også lige var ankommet. De havde brugt formiddagen med en af sygeplejerskerne fra hjerteafdelingen, og hendes kæreste. Cute nok. Z og jeg begyndte at gå rundt på markedet og kigge, og ret hurtigt forelskede vi os henna-tatoveringsboden. Jeg har virkelig, virkelig længe drømt om, at få en tatovering. Men, jeg er i den dejlige situation, at jeg faktisk har en del allergier – som jeg glemmer, når jeg er ude at rejse! :)) fordi jeg er dum!! :)) – så jeg har ikke fået tage mig sammen, til at forsøge mig med tatoveringer endnu, af frygt for, om jeg får en allergisk reaktion. Men jeg tænkte “henna? worth a shot!”, da jeg før har farvet mit hår med henna. Og ja, jeg ved godt flere får allergiske reaktioner af henna-tatoveringer, end af henna hårfarve, men altså. I WANTED TO TRY. Så Z og jeg satte os ned, og gik i gang med at få lavet tattoos.

Vi kiggede også på mobil covers, tøj, sko, smykker, og meget mere. Jeg forelskede mig i nogle sorte bukser, som jeg desværre cavede og købte. De var lidt for små til mig. God flabbit. Men øh, gjort er gjort. Derudover købte jeg to tattoos, og et cover til min iPhone med en tilhørende rem til at have rundt om nakken – det besluttede jeg mig for nok var en god idé at investere i. Vi havde fået at vide, der var meget tyveri hernede, jeg oplevede ikke noget, i den tid, jeg var dernede, men jeg var da nervøs, for at have min telefon i hånden, når jeg gik på gaden eller på markeder, og det samme med bæltetaske osv., så jeg tænkte at remmen måske ville kunne gøre, jeg følte mig lidt mere tryg, hvis jeg skulle tjekke beskeder på telefonen eller bruge Google Maps. Which it did, så jeg syntes, den var et godt køb!

De havde også nogle søde manga-lignende chibi-tegninger, de lavede på request, som Z bestilte. En tegning med sine forældre, og en med hende og hendes søskende. Jeg syntes de var supersøde, og overvejede at få lavet en, af min kæreste og jeg, men var lidt tøvende, så jeg gjorde det ikke…

Som jeg husker det, fulgtes vi med de andre piger hjem, og gik hver til sit.

 

Jeg hyggede selvfølgelig med at tage en masse billeder af mine nye “tattoos”, hehe.

Jeg ville gerne have haft hjertet lidt mere centreret ind mod brystet, og lidt længere nede, men jeg syntes stadigvæk, det var ret sødt – men jeg ville ikke få det tatoveret rigtigt 😛 Ankeret ville jeg gerne have haft lige, og så lidt højere oppe. Men overordnet set var jeg super tilfreds, og blev også ret forelsket i den placering, det nu engang havde. Jeg blev faktisk temmelig ovenud lykkelig! Jeg følte, det var det helt rigtige valg, og overvejer kraftigt, at få den tatoveret rigtigt på et tidspunkt <3 Min kæreste spurgte ind til betydningen af den, og for mig at se, så tror jeg lidt… jeg havde svært ved at forklare det, for det gav glimrende mening inde i mit hoved; men det var lidt ift. de udfordringer, jeg har haft i mit liv, og hvordan de har holdt mig nede. Og ved at få ankeret, så følte jeg lidt, at det nu var mig selv, der var i kontrol, og styrede, hvor meget de skulle fylde fremadrettet. For jeg ville kunne vælge, at slå anker, og bare ikke rykke mig længere, eller jeg kunne vælge at hive ankeret op, og tage det med mig videre (tak til ACT, jeg embracer mine udfordringer og tager dem med mig!). Dog fik jeg forklaret ham det lidt kringlet, så han forstod det ikke helt. Og han stillede mig et helt basic spørgsmål: betyder det at du er bundet nu, eller at du vil være din egen kaptajn? Og well – jeg hælder til det sidste. Jeg vil være min egen kaptajn. Jeg vil selv styre, hvor jeg rejser hen, og jeg vil selv styre, hvornår jeg vil lægge anker. Derudover symboliserer ankeret, for mig, håb – og det vil det altid gøre. <3 Hjertet havde ikke nogen syndelig betydning, udover jeg syntes, det var cute og piget. 😛 Men ja. Ankeret. Fuck, jeg gad godt have et anker for real. Nu skal jeg bare tage mig sammen…

Jeg fik også fortalt mine forældre, at den var ægte. Det gav lidt af en shitstorm, i og med, at min far sagde, han ikke troede, jeg var så dum, og at jeg liiige skulle huske, hvad der skete, hvis man fik lavet sådan en under uordnede forhold :)) det samme gjorde min mor. #takfamilie

 

Z og jeg besluttede, at vi ville finde noget frokost, da de andre ikke var sultne. En af de studerende havde anbefalet, at vi prøvede the Coffee House, så det besluttede vi os for at gøre. Og det regnede velrigeligt, så vi træf den hurtige beslutning om, at vi da skulle have noget varmt at drikke – jeg bestilte kakao.

Jeg er lidt semiforelsket i billedet af mig? Jeg synes det blev så fint, og bare enormt cute, i T-shirt og cardigan, min bæltetaske, og et lidt genert smil, med en kakao foran sig. Og jeg kan love jer, det var en lækker kakao. Ikke fordi den var noget specielt, egentlig, men bare det, at man endelig kunne sætte sig ind på en café, og nyde noget VARMT… det var så tilfredsstillende! En lækker iskaffe, mums. Men at man kunne tillade sig at vælge varm kakao, fordi det var køligt indenfor (hvilket det er overalt grundet air condition), og regnede udenfor… Mmmh… valgte man en varm kakao i solskinsvejret, ville man hurtigt fortryde – nok er det køligt indenfor, men lige så snart man træder udenfor, ville man fortryde sit valg. Anyway. Jeg valgte også en sandwich med beef, tror jeg. Den var ordentlig klam, og jeg spiste kun brødet :)) alt for meget fedt!

Z og jeg hyggede med at tale lidt om stort og småt, og jeg havde også medbragt et spil UNO, som vi begyndte at spille – og nøj, hvor vi havde det sjovt.

Man må for alt i verden ikke undervurdere, et godt spil UNO. Og især ikke, når man vinder 😛

 

Vi gik tilbage på værelset og chillede lidt, indtil vi skulle have aftensmad. De andre piger ville gerne have sushi, og Z og jeg gloede bare sådan lidt doomed på hinanden, og tænkte “fuck mit liv”, da ingen af os var særlig meget sushi fans. Men vi valgte en restaurant, der til vores hel også solgte andet end sushi.

Sushi Sun. Ahhh, de japanske vibes strømmede ud af restauranten, og jeg elskede det. Mmh. Jeg bliver altid så sært glad i låget, når jeg er i nærheden af ting, der minder mig om Tokyo. Pls let me go back. I miss it terribly.

Anyways.

 

Z og jeg havnede ud i, at bestilte noget indbagt kartoffel-laks, hvilket smagte lækkert nok, desværre var der bare lige liiidt meget kartoffel, og ikke så meget laks. Men vi var begge tilfredse, når nu alternativet var sushi. Og dyppelsen og salaten var superlækker, så det var jo en dejlig win!

Der blev afsluttet med vandmelons-dessert (noget jeg virkelig elsker ved Vietnam – der bliver næsten hele tiden serveret vandmelon, and i’m here for it, gimme everything), og de var supersøde, fordi de var skåret ud på en måde, der mindede lidt om en fisk. Det gjorde mig sært glad.

Bagefter gik turen hjemover, og jeg vil nok aldrig stoppe med at være lidt amazed over, hvor smukt der er, med alle lysene m.v., når man går rundt om aftenen, og det er mørkt, så det måtte jeg lige knipse et hurtigt billede af.

Vi fik vendt snuden hjem, hyggede lidt, og gik så i seng, da vi skulle op og besøge det næste hospital mandag morgen…

 

Af andre anbefalinger, vi fik fra de vietnamesiske studerende, var bl.a. Tan Dinh Church, som var en lyserød kirke – jeg ville herremeget gerne have set den, men det fik jeg altså ikke gjort. Lantern Street i China Town, hvor der sjovt nok sælges lanterner m.m., dog var dette kun åbent i Mid-Autumn Festival dagene, og vi fik ikke nået derhen. Sad time. Bitexco Tower blev anbefalet, hvor man havde flot udsigt over hele Saigon/Ho Chi Minh. Pigerne tog derop og spiste en af dagene, og jeg valgte ikke at tage med – mere om det senere. Derudover War Museum, som vi besøgte i går, og Hello Weekend Market, som vi besøgte i dag (og ville stifte bekendtskab med igen på et senere tidspunkt :P).

 

Så ja, det var det for i dag. Tak fordi I læser med!

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Vietnam 2018 – Dag 9 – Ho Chi Minh City Tour & War Museum (triggerwarning)

Hej bloggen, og velkommen tilbage.

 

Lørdagen morgen, og vi kunne endelig sove længe! For selv om vores normale mødetid var 8:30, så skal man regne med en times transport, uanset, hvor man skal hen, hvilket betød, at vi ofte skulle mødes kl 7 til morgenmad… i dag skulle vi møde kl. 9:15, dog være klar nede i receptionen allerede 8:30, for at betale vores tuition fee på 450$. Men vi kunne stadigvæk sove en time længere, så det var jo superlækkert.

Efter betalingen var blevet lavet, bevægede vi os alle sammen mod Independence Palace, som var første stop på ruten. Vi var os 5 sygeplejersker, der har været sammen den sidste uge, og derudover 6 fysioterapeuter, fra samme skole, som os. Fysserne tog en grab/über, men da det kun tog 15-20 minutter at gå, besluttede vi, sygeplejersker, os for at gå. Jeg var glad – jeg elsker at gå! Så af sted gik vi. Vi kom dog lidt for sent, for der var åbenbart lidt længere, end vi regnede med (og trafikken har også lidt at sige). Men frem, det nåede vi.

Hende den studerende, der viste os ned til lektorerne den første dag, havde valgt at hoppe med os, sammen med to andre vietnamesiske studerende, der stod for touren – og selvfølgelig skulle der tages lidt pics.

De andre var allerede jævnt trætte. Jeg havde en fest! Jeg syntes, alle billederne blev ret gode, hehe.

Men ind, det kom vi. Vi havde 1-1,5 time at gå rundt i, og jeg begav mig langsomt på eventyr.

Jeg havde faktisk taget en del billeder derinde, men syntes ikke, det var specielt spændende. Har også taget billeder af, hvad alting er, og føler lidt, det er spildt, nu, hvor jeg har besluttet mig for, at det kun er 1/3 af det, jeg har, der kommer op. Men jeg syntes egentlig ikke, det er så spændende, og der kommer masser af andre billeder fra f.eks. War Museum, og da det her indlæg bliver langt pga. det, har jeg besluttet mig for at cutte lidt i det her, hehe #impulsivt. Men jeg vil sige, at selv om jeg ikke var videre interesseret, så kunne jeg da stadigvæk godt synes, der var pæne rum m.m. derinde, så det er bestemt et kig værd alligevel, hvis man er i området alligevel.

Så jeg vil lægge ud med nogle billeder af naturen rundt om, inde fra bygningen af. Lige, som vi gik indenfor, begyndte det nemlig at regne. Men gradvist, som vi gik rundt, begyndte det at blive solskinsvejr igen, og da vi nåede toppen af bygningen, så skinnede solen igen, og det var SÅ flot.

Det er faktisk sjovt nok, hvor vild med grønne ting, jeg er, på trods af, hvor ængstelig jeg bliver ude i den rigtige natur. Hehe. Men look at all the pretty?

Noget andet, jeg faldt for, var biblioteket. Som barn var jeg en rigtig bogorm. Som voksen? Not as much. Men jeg finder stadigvæk stor ro i biblioteker, hehe.

Og selvfølgelig den lille biograf her. Smart nok, lige at have sådan en!

Så bevægede vi os langsomt ned i køkkenet, som jeg også fandt rimelig fascinerende.

Til slut ned i bunkeren (jeg måtte lige have en forfriskning med mig, jeg var ved at dø af varme!), hvor bl.a. president bedroom gemte sig.

 

Efter at have besøgt Independence Palace, måtte vi lige have en selfie mere, inden vi gik mod Notre Dame.

Det begyndte pludselig at regne igen, så vi klikkede bare nogle hurtige billeder og gik videre over mod PostOffice.

Dog inden, vi går videre til Post Office, er her lige nogle billeder af en kameraklar Cecilie, der kæmpede bravt, for at komme med i billederne 😛 Og et billede af nogle vietnamesere, der sad på gaden og spiste – det gør de VIRKELIG meget hernede, og jeg syntes, det så så hyggeligt ud, som de sad dér, og spurgte om jeg måtte hapse et billede. Det måtte jeg heldigvis godt!

 

Igen – kronisk kameraklar, hehe. Der var rigtig mange søde souvenirs – og pissebilligt – i Post Office, dog købte jeg ikke noget i denne omgang. Kan dog afsløre, at jeg på et senere tidspunkt kom kravlende tilbage for at købe souvenirs, hehe. Efter Post Office gik vi videre over til Book Street.

Jeg gik sådan forholdsvis uskyldigt, og fotograferede. Især denne her lille bogbus fandt jeg meget, meget interessant, og denne her café, hvor man kunne sætte sig og læse, og drikke kaffe/te. Pludselig spørger en af de her vietnamesere så, om de skal tage et billede, og jeg er sådan okay. Men jeg vidste ikke helt, hvad jeg sagde ja til, for inden jeg vidste af det, så begyndte de altså bare at gøre klar til at tage det vildeste fotoshoot, og bad mig posere med min paraply og alt muligt!

Altså, billederne blev okay… men det var lidt akavet, at stå og posere foran fremmede, på den måde!

 

Da vi var færdige på Book Street, begyndte vi at gå mod en restaurant, hvor vi skulle ud og spise. Det havde de studerende arrangeret, og de havde bestilt bord og alt muligt, så vi begyndte at gå af sted.

Jeg fangede lige lidt billeder undervejs.

Vi nåede frem til en restaurant, der hed “The Purple Cabbage”, hvor de serverede traditionel vietnamesisk mad. Jeg troede nogle sekunder, jeg skulle dø. Jeg orkede ikke mere vietnamesisk! Heldigvis havde de andre muligheder, så jeg bestilte en spaghetti bolognaise, der dog ikke var helt som forventet… men ok, og det var IKKE vietnamesisk!

Der blev taget et sidste gruppebillede den dag, og så har jeg lige valgt at medtage et billede fra Notre Dame, der ikke lige kunne blive tilpasset tideligere. Jeg elsker det, fordi – igen – kameraklar og kæmpe tandpastasmil. Og jeg bliver SÅ glad af at kigge på det billede, for jeg ser bare SÅ glad og carefree ud.

 

Da vi var færdige, kom de studerende med nogle recommendations til os, bl.a. War Museum, så vi sygeplejersker besluttede, at det var dér, vi skulle bruge eftermiddagen. Der var 3 km derhen, så vi besluttede hurtigt, at vi skulle gå – vietnameserne var meget forundrede. Der var jo langt! Vi stod sådan lidt?? Nej?? Men de syntes altså, at det vi havde gået i dag var meget (2 km, måske 3, helt fra start), og vi måtte jo så forklare, at offentlig transport i Danmark var sygt dyrt, så derfor var vi vant til at gå meget – kunne man gå, så gik man ofte, fordi man var nærig. Haha. Så det blev sådan, og vi gik mod War Museum.

Vi mødte forresten en bette rotte på vejen.

 

Vi nåede frem til War Museum, og jeg starter lige med lidt billeder af “gården” – vi var alle i rimelig cheerful humør egentlig, jeg tror ikke, vi var helt klar på, hvad vi snart ville se.

 

Yep. Kameraklar og glad – aaalt for glad. Puha. Nå. Herfra gik vi ind, og her vil jeg så bare lige tage et minut, til at sige TRIGGER WARNING – AKA. SENSITIVT INDHOLD, STÆRKE BILLEDER. Jeg kommer nedenfor til at dele en masse virkelig klamme, rædselsfulde billeder, der viser noget af det værste, mennesker kan gøre mod hinanden.

Og jeg har valgt at smide det op på min blog, trods alt, fordi jeg gerne vil vise, og gøre folk opmærksomme på nogle af de her forfærdelige ting, der ER sket, og sikkert stadigvæk sker steder i verden. Så hvis du er under 16, eller sensitiv, så fraråder jeg at læse resten af mit indlæg. Tak. <3

 

Til jer der har valgt at læse videre, kommer her så lidt mere.

Lad os begynde. Her, ved guillotinen. Under den amerikanske krig mod Vietnam, blev den transporteret til alle provinser i Syd Vietnam for at halshugge vietnamesiske patrioter. I 1960 blev den sidste mand dræbt herved.

Tiger cage. Billedet viser det tydeligt – et bur med pigtråd. Der var flere størrelser, der kunne have 2-3 mennesker el. 5-7. Burene var så små, man ikke kunne sidde i dem. I de varme perioder kunne dog finde på at putte op til 14 vietnamesere ind i et bur, hvorimod de i vinteren ofte kun puttede en eller to ind, og lænkede deres fødder til en lang jernstang. Man skulle spise, drikke, sove m.m. i buret. Der blev lavet små passager, hvor fangevogterne kunne gå og være skadefro. Vagterne kunne finde på at slå fangerne med skarpe genstande el. andre ting, som ofte resulterede i alvorlige brændmærker og blodig opkast – volden kunne fremgå, hvis blot fangerne snakkede, grinte, hoste el. slog myg ihjel. Maden bestod af dårlig ris, og halv-rådden fisk, og fangerne fik én dåse vand om dagen, hvilket virkelig slog kvinderne ud, især når de menstruerede.

De her små celler blev ofte fyldt op med mennesker, så der blev så crowded, at folk måtte hænge henne ved døren, for at få luft.

Torturmetoder: Der var mange forskellige, og her ridses nogle af dem op. 1) Fangevogterne lod slanger ind i folks bukser, især blandt kvinderne. 2) man bandt hænder og fødder, og løftede fangerne op i luften, hvorefter de blev banket. 3) at ligge fangen ned med hovedet lavere end benene, fuldkommen bundet om munden, og derfra blev der hældt vand ned gennem næsen, ofte sæbe- eller slimvand, så maven blev udposet. Når dette skete, trådte fangevogterne voldsomt på maven, hvilket fik blod og væske til at sprøjte ud af fangernes næse og mund. 4) Elektrisk shock med telefonledninger på sensitive dele af kroppen, f.eks. øreflipper, fingerspidser, brystvorter og genitalia. 5) At stikke nåle ind i ofrenes fingerspidser, hvilket gav en langvarig hjertesmerte hos dem (akupunktur?). 6) Barbere fangernes hovedbund, og derefter lade dem stå under en dryppende “hane”, der hvor håret var barberet væk, og fangen var bundet godt – over længere tid med denne type tortur, ville vanddråberne begynde at føles som slag mod hovedbunden. 7) slå fangerne med en mortør (?) på ankler, albuer, knæ, skulderblade, m.m., indtil de ikke kunne rejse sig. 8) slå fangerne med en stok. Der var bl.a. en stok, der hed “leaving-rice-soup-untouched”, fordi man kunne slå ofrene så meget, at de ikke engang kunne spise suppe. Eller “world-weary”, fordi dem, der blev slået med denne, ville blive invalid og træt resten af livet. Eller “dead-or-alive”, hvor, at hvis man blev slået med alive-enden, så havde man en chance for at overleve, men blev man slået med dead-enden, ville man dø uden tvivl. 9) slå fangerne med en pisk med metalkroge. Først skulle fangerne tage tøjet af, og derefter blev pisken brugt mod fangerne, for at rive deres hud af. Nogle gange ville fangevogterne mixe salt og chilipulver ind i sårene, for at gøre det værre. 10) olietønder. Fangerne skulle sætte sig ned med en olietønde over hovedet, og så slog fangevogterne med en stok ned i dem, hvilket gav fangerne en smertefuld fornemmelse i hovedet, og nogle blev døve. 11) rive fangernes tænder ud – jeg kan ikke helt forklare hvordan, men det giver vel også sig selv… 12) fjerne fangernes tånegle og fingernegle, hvis fangerne fik revet alle 10 negle af, det ene eller det andet sted, blev de ofte fuldkommen invalide. 13) tvinge fangerne til at se en i en meget voldsom lampe, der overbelastede deres øjne og gjorde dem blinde. 14) tigerburet. 15) “special confinement”, her kreerede fangevogterne specielle områder med pigtråd og stålgrille, hvor op til 180 fanger blev lukket inde. Det betød, at fangerne skulle skiftes til at stå, ligge og sidde ned derinde, hvilket resulterede i infektioner og sygdomme – og død. 16) Brænde sexorganer, ved at få fangerne til at tage tøjet af, sætte sig ned over et hul, binde dem fast, og brænde deres sexorganer nedefra. 17) brænde fangerens munde, så de ikke kunne spise, og ville dø af hungersnød. 18) gennemborde fangerne med søm af forskellige størrelser, på vitale steder som fingre, bagsiden af hånden, skulderblade, knæ og kranie – mange fanger døde med de her søm inde i kroppen, stadigvæk. 19) brække knæskallerne af, og derefter brænde knæene med varmt stål, for at stoppe blødningen. 20) dyppe fangerne i kogende vand. Fangevogterne puttede fangerne i en rissæk, bandt den sammen, og puttede fangerne ned i en gryde-lignende ting med kogende vand – hvor de selvfølgelig døde af skoldhed. 21) presse planker på fangernes bryst. Fangerne ville sætte to planker fast, der pressede på fangernes brystkasse – en bagtil på ryggen, og en fortil, mod brystkassen, og derefter sømme dem sammen. Det høje tryk fik hjertet til at stoppe, og fangerne til at dø. 22) brænde fangerne – umiddelbart lidt ligesom, når man brænder hekse. De blev bundet fast til noget træ, ca. 80 cm over jorden, og så blev der ellers tændt et bål under. 23) begrave fanger levende med bind for øjnene, for at skræmme de andre fanger. 24)  Tvinge fangerne til at rulle på en grill. Fangerne skulle af med tøjet, og rulle over en stålgril med mange små, runde huller. Fordi fangerne var nøgne, ville hullerne fungerer som kroge, og rive i deres hår, hud og hovedbund, indtil de blødte. Billede nedenfor.

Amerikanerne dræbte mellem 1954-1960 ca. 90.000 vietnamesiske patrioter i Syd Vietnam, og 800.000 blev tortureret.

Da jeg stod på museummet, der havde jeg det sgu lidt stramt. Nu, hvor jeg sidder og skriver, og gengiver det, får jeg kvalme. Jeg forstår VITTERLIGT IKKE, hvordan mennesker kan opføre sig så sindssygt overfor hinanden. Et er, at man gerne vil have folk til at dø. Ikke, at jeg som sådan forstår det drive, men jeg kan se “nødvendigheden” af det, hvis man er i krig el. lignende. Det er ikke noget nyt, at folk slår hinanden ihjel. Men jeg synes det er fuldkommen sindssygt, at man er kommet med så mange – FUCKING 24 HAR JEG LISTET OP – tortur- og dødsmetoder. Det fucker min hjerne fuldkommen op, at der er nogle mennesker, mange mennesker, der har siddet, og udtænkt de her metoder, og brugt dem i praksis – og måske endda nydt det. Hold kæft, hvor er det grotekst. Og det er IKKE ENGANG ret lang tid siden. Mit hjerte BLØDER for de her vietnamesere.

 

Vi gik indenfor, og mit hjerte svulmede i stedet af fæderlandskærlighed.

Så bliver det sgu bare ikke smukkere, og mere DANSKT, du. Jeg var sjovt nok ikke født her, i 1964, men fuck, hvor det gør mig glad, at vi protesterede, og trods alt har gjort NOGET. For helvede Danmark. Jeg elsker dig.

Og Danmark protesterede selvfølgelig ikke alene. Øverst, en japansk mand, der satte ild til sig selv foran Japanese Prime Minister Palace, i 1967. Dernæst kvinder, 500 stk, i Indien, 1965, der protesterer. Og afslutningsvis, amerikanere. Begge fyre, på første billede, nederst, satte ild til sig selv i protest. Det sidste billede repræsenterer endnu en protest i 1965, USA, hvor 10.000 mennesker protesterede. Lederen var en 84-årig kvinde, med sloganet: “My son died in vain. Don’t fight. Go to prison”, som referer til, at amerikanerne risikerede fængselsstraf, hvis de ikke tog i krig.

Øverst, vandtortur – en amerikansk soldat putter en pose over hovedet på en vietnameser, og vand på, så manden ikke kunne trække vejret. Billede 2, amerikanere, der smider en vietnamesisk soldat ned fra en amerikansk helikopter, direkte i døden. Billede 3, en amerikansk soldat holder liget af en vietnameser, hvis krop blev sprængt i stykker af en granat. Billede 4, fanger, der er bundet fast til en tank, og bliver slæbt henover jorden, til de dør.

Øverst, en mand, som var offer for en bombe. Billede 2, også et offer for en bombe i 2003. Vedkommende døde, fordi han/hun trådte på en bombe fra amerikanerne, der ikke tideligere var blevet trådt på. Billede 3, en kvinde og hendes børn, der blev dræbt under bombardementerne. Billede 4, kvinder og børn, dræbt i forsøget på at komme i sikkerhed.

Jeg gentager – fuldkommen SINDSSYGT.

Her ses kloak, hvor 3 små børnebørn af en herre, gemte sig. Amerikanerne fangede dem, og stak to af dem ihjel (en på 10 og en på 8), og skar indvoldene ud på den tredje (6 år gammel). I 2009, ved 40-års dagen for børnenes død, donerede moren kloakken her til museummet. Samme dag, som dette skete, dræbte amerikanerne også 15 civile, inkluderende gravide kvinder, og skar igen indvoldene ud på en lille pige. Den eneste overlevende var en 12-årig pige, der fik skadet sin fod.

DER ER TALE OM SMÅ BØRN. DER FUCKING BLEV SLAGTET. NÅDESLØST. Hvor fucking fucked op er det ikke?

 

Og nu kommer vi så ned til noget, der er mindst ligeså sygt – nemlig Agent Orange. Amerikanerne gik nemlig over til også at frigive giftige kemikalier over Vietnam, for at ødelægge muligheden for, at vietnameserne kunne holde stand og overleve. Fra 1961-1971 spredte amerikanerne ca. 80 millioner liter af giftige kemikalier ud. Og her er så resultaterne af det.

De fleste, hvis ikke ALLE af ovenstående børn, er født i 80’erne og 90’erne. EFTER de her kemikalier havde deres gang rundt i Vietnam. Der er tale om børn, af forældre, der overlevede Agent Orange, børnebørn heraf, og det er faktisk gået helt ned, så 4. generation af folk, der har oplevet Agent Orange, er ramt af de her følgeskader, som bl.a. inkluderer komplet eller delvis lammelse, blindhed, “dumhed”, døvhed, retardering, psykiske sygdomme, kræft, deformiteter, og fødselsdefekter. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget mit lille hjerte bløder, for de her fucking uskyldige børn. Hvem gør sådan nogle her ting? Hvor syg i hovedet skal man være, for at gøre sådan noget her?

Efter udstillingen, kom vi så ud i et rum, hvor børn, og unge voksne, der lider med handikaps efter Agent Orange, optrådte med musik, lavede ting, og tegnede tegninger, var. Det var lidt hårdt. Især første billede her, var tegninger, jeg så gik meget igen, og det gjorde sgu ondt. For det må være forfærdeligt, at have de her ting, og bare vide, at man kunne have været normal. Men ikke var det. Årh mit hjerte. Men billede to derimod, det gjorde mig lidt mere håbefuld, fordi de lærer jo at leve med det. Dem, der optrådte herude, har lært at leve med det. De lever et godt liv, trods deres udfordringer. Og det var måske faktisk rigtig vigtigt, også at se den side. At selv om det er utilgiveligt, og fuldkommen… rædselsfuldt, det der er sket, så lever de og har det godt, og er positivt indstillede.

Hvor er det sygt at tænke på, at man – når man ser et billede som det her – ikke tænker over, at alle de mennesker man dræber, har familier og kærester og… er fucking mennesker, ligesom en selv.

Billede 1, en mor og hendes børn svømmer over floden, for at undgå de amerikanske bomber på landjorden. Billede 2, dødfødte fostre.

Billede 1, en kvinde er kommet til skade, grundet en u-eksploderet bombe. Mange bomber eksploderede pludselig i løbet af årene efter, hvilket gav meget voldsomme kasualiteter. Billede 2, en mor hjælper sin 30-årige sengebundne datter med motion. Moren havde i 40 år spist fisk fra kontaminerede steder.

Billede 1, en skadet mor, der har prøvet at søge ly for sine børn, men ikke selv nåede at komme væk, og børnene der bare sidder og kigger. Billede 2, en mor kommer på hospitalet med sit barn, der har mistet venstre arm og venstre ben, og som hun afslører dette, fortæller manden med kameraet, at han skal tage billede af det her, for at gøre verdenen opmærksom på, hvilke grusomme ting, amerikanerne gjorde. 1967. Hvis det ikke er stærkt, så ved jeg fandeme ikke, hvad der er.

 

Det var alt, jeg havde fra krigsmuseummet. Jeg kom ud, som en af de sidste, med et lidt mere lettet sind, da den sidste del af udstillingen var ret positiv – den viste folk, der tog sig af de her skadede børn, den viste børn og voksne, der levede, trods deres udfordringer og det, der var sket, og det tog noget af uroen, og alt det forstyrrede, jeg havde set gennem hele musummet. Fordi selv om det var forfærdelige, forfærdelige ting, jeg havde set på, så blev jeg alligevel forundret over, hvor levende vietnameserne var, og hvor positive, de alligevel var, trods så voldsom en fortid, de har været igennem. Jeg var dog en af de eneste, der havde det sådan, for mange af de andre piger var helt slået ud. Z sad bare og var grædefærdig, hun havde slet ikke set det sidste af udstillingen, for hun kunne ikke holde til det. M havde opgivet børnene, der stod i lokalet og lavede ting, for hun syntes, det var for hårdt.

Vi gik hjem i stilhed, de første 10-20 minutter. Stemningen var ret trykket. Jeg følte mig lidt empatiløs, fordi jeg ikke var lige så nedslået, som de andre piger. Men jeg var blevet advaret om museummet på forhånd, af en i familien, der er gift med en vietnameser, og jævnligt kommer der. Og derudover er jeg “vant” til den slags grusomheder, i og med, at jeg rigtig tit besøger koncentrationslejre, m.m. Men det knuste alligevel mit hjerte noget så grusomt, at se de stakkels børn, og de fuldkommen umenneskelige torturmetoder, der blev brugt. Puha. Jeg vil varmt anbefale museummet, om ikke andet, så bare for at støtte det, og betale lidt til det, hvis det er for meget til, at man kan klare at se på det.

 

Som vi gik, blev der pludselig taget snigerbilleder, og kameraklar tandpasta-smil Cecilie var selvfølgelig mere end klar. Mig får man ikke ram på!

 

Vi kom hjem, og gik hver til sit. Da klokken nærmede sig aftensmadstid, begyndte vi at diskutere lidt, hvor vi skulle hen. Vi ville alle gerne på Goji, som var noget koreansk barbeque, men én pige ville ikke med, da de ikke havde noget vegetarisk (hvilket de havde). Så vi diskuterede simpelthen i en time, hvor vi skulle hen, og til sidst måtte vi samles og lidt slå plat eller krone. Her besluttede hende, der ville have vegetar sig så for at sige, at det jo bare var os, der skulle bestemme, for hun skulle ikke med 🙂 hvorfor har vi så brugt en time og femten minutter på at finde et sted, hvor vi ALLE kunne være, hvis hun ikke ville med alligevel? Jeg var lidt pissed, for jeg var sulten og havde kvalme, og vidst ventetiden i restauranten også ville vare lidt… urgh. Heldigvis lå restauranten kun 5 minutter væk, så vi var hurtigt derovre. En bestilte vegetar, en bestilte blæksprutter, og jeg delte noget forskellige barbeque med den sidste. Det var fucking luksus. Det smagte sindssyg godt!

Jeg er en sindssyg wifey til det her. Og man, hvor var det lækkert. Jeg er SÅ ked af, vi ikke fik mulighed for at komme tilbage, for det var simpelthen mums. Virkelig en god aften, og vi blev ret mætte, selv om vi var i tvivl. Hende, der bestilte blæksprutter havde dog en stram aften. Det var babyblæksprutter, og de skulle spises i én mundfuld, og det syntes hun sgu ikke liiige var så fedt til sidst. Hehe.

Da måltiderne var spist, smuttede vi hjem i seng, og havde lagt klare planer for dagen efter – Z og jeg skulle sove længe, de andre ville på eventyr…

 

Tak fordi I læser med!

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Vietnam 2018 – Dag 8 – Hjertestop, frøspisning, fotostjerner & kondomer

Hej bloggen, og velkommen tilbage.

Denne dag var en fredag, og det vil sige sidste dag på University Medical Hospital. Dagen foregik ligesom forrige dag, på Medical Cardiology Department, dog en anelse anerledes.

For i det vi kom, var der pludselig en masse tumult på en af stuerne. Det viste sig, at en af patienterne havde fået hjertestop! Både den pårørende dertil, og sygeplejerskerne kaldte på hjælp, og ALLE kom løbende for at assistere. De andre patienter på stuen blev liggende i sengene, mens deres pårørende gik ud, og lægen begyndte at defibrilliere, for at sætte gang i hjertet igen. Den pårørende, til hjertestop-patienten, var tydeligt rigtig ked af det, og både sygeplejersker, og andre pårørende trøstede hende. Det var meget organiseret at se på, men svært at gengive, fordi vi ikke talte sproget, og ikke helt kunne differentiere, hvem der var hvem… men spændende, det var det! Og jeg mener, at patienten overlevede, men er ikke helt sikker… Så det brugte vi lidt af dagen på at fordøje og snakke med Ms. Trinh om.

 

Hun spurgte derefter, om vi havde fået set det tempel, hun havde anbefalet – denne gang kunne vi glædeligt svare JA, og at vi troede, det var det tempel, og viste hende billeder. Hun så meget skuffet ud, og var sådan “nej, det var ikke det”, og vi stod ÅRH MAN, fordi vi havde virkelig prøvet… men det var tilsyneladende ikke det rigtige.

Dog åbnede det op for lidt dialog om religion, og jeg var helt solgt! Hun kunne fortælle, at ca. 80% i Vietnam er buddister, hvilket passer med det tal, jeg havde fundet frem til i ugerne op til rejsen. Og hun kunne fortælle, at der bor mange vietnamesere og kinesere, i distriktet omkring hospitalet, og der derfor også er forskellige slags templer, og en af forskellene bl.a. var, at der i kinesiske templer ikke var munke, men det var der i vietnamesiske templer. Hun kunne også fortælle, at kineserne primært bede for godt helbred og god forretning, mens det for vietnameserne (selvfølgelig er det samme), men at de også går meget op i, at hvis de tror på religion, lever de et bedre liv, idet de lærer at være gode mod andre; og at det de giver, kommer tilbage.

Det åbnede selvfølgelig op for, at jeg kunne spørge ind til de små “altre” der befinder sig på vejene, som jeg bl.a. stødte ind i, i går (se forrige indlæg). Hun fortalte, at det gjorde, at ånderne beskyttede de veje, lande og huse, der lå i dét område. Ret smart, og ret spændende! Hun fortalte også, at hvis altrene befandt sig lige ude foran en bygning, betød det god forretning, og hvis altrene var inde for i huset, betød det beskyttelse og lykke. Hvilket jeg igen syntes var superspændende, fordi det er lidt det samme i Tokyo, men derudover så også fordi jeg faktisk kender en vietnameser, der bor her i Danmark, og hjemme hos hende er der sådan et lille alter indenfor – og nu ved jeg jo så, hvad det står for.

Derudover kunne Ms. Trinh fortælle, at gudinden med de mange arme, beskytter og holder karma væk, mens hvidløg også holder dårlig karma væk. Så ikke kun vampyrer, men også dårlig karma. Hvidløg er brugbart!

Efterfølgende ses her mig, der fortæller sygeplejersken om blodprøver, som vi bruger på ortopædkirurgisk, for at få et ca. estimat af, hvor længe nogen har ligget, efter de er faldet. Jeg kan selvfølgelig ikke huske, hvad det er nu… tror det var kreatinkinase, men jeg er ikke sikker!

Efter den religiøse snak, gik vi over i noget mere organisatorisk ift. afdelingen og måden, tingene fungerer på hernede. Ms. Trinh kunne fortælle, at det ofte er sønner eller mænd, der træffer beslutningerne for kvinderne, selv om både kvinden, og søn/mand skal skrive under. Derudover har de en mappe med alle oplysninger og dokumentationer, som fungerer som patientens journal – den kan altså blive riiimelig tyk. De putter mapperne i storage i 10 år efter udskrivelse, og det er muligt enten selv, eller de pårørende, kan snakke med lægen, om at få journalen udleveret.

Nogle af de dokumentationer, der bl.a. er, kan være tjekskemaer, med f.eks. patientundervisning. Her krydser man indholdet af, måden at undervise af, og patientens reaktioner – på den måde får man dokumenteret det hele. De bruger derudover John Hopkins til at vurdere faldrisiko, og får man 14 point eller derover, får man automatisk et rødt ID-armbånd, der indikerer høj faldrisiko. Derudover havde de også et ernæringsscreeningsskema, som jeg var ALT for interesseret i. Jeg blev helt ekstatisk, da jeg så dokumentet, og forklarede glædeligt, hvad de forskellige ting betød.

Det kan ses her. Jeg kunne redegøre bl.a. for, at det øverste er det her med BMI, højde, vægt, utilsigtet vægttab, nedsat appetit, m.m., og i første kolonne i 2.2 handlede om, hvor meget man enten har tabt sig, eller hvor meget mindre, man spiser, og kolonne to handlede om graden af sygdom. Dertil det ekstra plus, man får, hvis man er over 70 år. Jeg ved ikke, om albumin skrives på de danske ernæringsscreeninger, men i hvert fald står det her, hvilket jeg synes er nice nok. Ms. Trinh blev meget overrasket over min redegørelse for det hele, og udbrød grinende “ohmygod, yes that’s right! you know vietnamese haha!” De andre piger så lidt done ud i ansigtet, og jeg følte mig også lidt pinligt tilpas over, at jeg var blevet SÅ glad… over en ernæingsscreening… men ja.

 

Da vi fik fri, foreslog Ms. Trinh, at vi gik ned i kantinen og spiste frokost, da der om fredagen var gratis salatbar – hvilket jeg ikke lige vidste, og blev vrisset af, af en af de andre piger over, at jeg ikke vidste :)) tak, jeg spurgte også bare!! :)) men vi gik ned, og der var så en af de andre piger, der også skulle gå mig på nerverne over, at jeg skyldte hende lidt for taxaturen (20.000 dong – 6 danske kroner), og hun tiggede og bad om, at jeg gav hende dem nu, selv om jeg sagde til hende, at jeg først og fremmest skyldte en af de andre piger penge, og havde skyldt hende i længere tid. Men det ville hun ikke høre noget om, for jeg skyldte jo hende penge. Så til sidst blev jeg så vred, jeg bare smed pengene på bordet og sagde, at så måtte hun bare tage dem, og så måtte jeg ellers undskylde for den anden pige, jeg skyldte penge og sige, at jeg ikke kunne give dem lige nu. Det var heldigvis okay.

Men vi fik valgt noget at spise, jeg ville egentlig bare have haft salat, fordi jeg ville gerne have noget “normalt” at spise, og ville ikke betale for at spise i kantinen, fordi jeg brød mig ikke om udvalget. Men den gik ikke, så jeg valgte noget plain ris, noget hvidkålssuppe (som smagte ret godt), noget salat, og noget tofu-kage med svampe i.

Risene var okay. Suppen var okay. Grøntsagerne var okay. Men jeg smagte én gulerod, der smagte dårligt, og knækkede mig næsten udover hele bordet 🙂 Tofu-dimsen var jeg heller ikke fan af, og måtte også diskret spytte det ud to gange, før jeg vurderede, at jeg simpelthen ikke kunne spise det… til sidst var der noget gelé-dessert med en blomst eller plante indeni, og den var meget sød, så den opgav jeg også… Til gengæld valgte en af pigerne en spændende ret – nemlig frø.

Og hun kom rimelig godt igennem. Hun forsøgte at bilde os andre ind, at det smagte som kylling. Jeg smagte det, og jeg er uenig. Det smagte IKKE som kylling, det smagte ikke rigtig af noget. Men teksturen, konsistensen, mindede om kylling. Så alt i alt smagte det egentlig fint nok, men jeg havde nok ikke valgt at spise en frøret med ben m.m. i. Og M, som bestilte den, måtte også give op, fordi hun havde lidt svært ved de tydelige blodårer, der var på frøen.

Z havde det ikke meget nemmere. Hun var vegetar, men prøvede fisken i tirsdags, og brød sig ikke om den, så hun valgte bevidst kun ris. Dog syntes Ms. Trinh, at Z lige skulle prøve denne fiskeret! Og Z var ved at brække sig, for hun kunne slet ikke døje den fisk, og den fiskesuppe, men Ms. Trinh blev ved med at presse hende… vi var alle lidt udfordrede.

 

Da vi var færdige med at spise, ville Ms. Trinh vise os templet, som hun havde snakket om. Så vi gik ud fra hospitalet, og pitstoppede på vejen ud, ved et hundredeårigt gammelt træ, som hun gerne ville tage billeder af os under, og derefter gik turen videre til det første tempel.

 

Første tempel på listen – for Ms. Trinh ville åbenbart have os ud på en vild tempeltur – var Nghia an Hoi Padoga.

Billeder fra primært ude foran, og så lige indenfor.

Og Ms. Trinh fortæller, om ham manden bagved, og hans hest. Jeg kan ikke lige helt huske fortællingen, men det var superspændende at have vores egen private guide med.

Og templet var enormt smukt, indeni også, og jeg fik snatchet lidt selfies også, hehe.

 

Herefter gik vi videre, denne gang til Thien Hau Padoga eller Ba Thien Hau Temple – jeg har ikke lige fundet ud af forskellen, eller om det er samme tempel. Haha. Men det var altså stop nr. 2, og jeg kan love jer for, at det blev en spændende affære.

  

Først så ankom vi, og så templet lidt an og sådan. Det sidste billede her, er fra længere inde i templet, et lille minialter, jeg simpelthen syntes var så smukt.

De lyserøde sedler er til bønner, og det samme er snurrerne i loftet på næstsidste billede, der ligner lidt en tragt. Der skrives en bøn på det røde papir, så hænges det op, og så bliver det langsomt brændt og frigiver noget røgelse. Der var MEGET røgelse i alle disse templer, hvilket jeg syntes var hyggeligt nok, men nogle af de andre havde det lidt stramt. Og så var der en mini-fisketank, og jeg var selvfølgelig glad over alle grænser.

Så satte vi os ned for at slappe af på en bænk, og Ms. Trinh ville gerne tage et billede af os… og så gik det ellers løs.

Nogle poserer, nogle kigger lidt skummelt til siden – med god grund! For der kom en mand over til os, totalt random, og ville have taget billede med os… og han snakkede ikke et kvæk engelsk.

 

Han tager billedet, og viser os det, og vi tænker sådan lidt what the fuck, hehe, det er godt et billede, hva!!

Han ryster vores hånd, og går igen. Vi tror mareridtet er ovre.

Hans ven kommer og joiner os til et billede. Jeg ser ængsteligt til siden. De er tre.

Manden fra før beslutter, at han gerne vil have endnu et billede med os, der denne gang ikke er et selfie. Vi lider alle sammen.

Og ENDELIG lykkedes et helt almindeligt feriebillede med os alle. Endelig. Endelig. Endelig.

 

Vi går videre, mod Quan Am Padoga, som vi faktisk besøgte dagen i forvejen, men denne gang havde vi jo guide med, så vi tog en tur mere.

Ms. Trinh snakkede, og der blev taget lidt billeder undervejs – something u all should about me. Er altid kameraklar. Bruger ikke en halv time på makeup for ingenting. I am ready.

Lige et hurtig-hurtig billede af en af altrene.

Og til min enorme glæde, var skildpadderne der selvfølgelig endnu, så jeg tog lige fotoshoot nr. 2 med dem!

Jeg hyggede mig virkelig med de skildpadder. Og jeg sad bare og fotograferede og had a fun time, mens jeg kunne høre Ms. Trinh tale med en af pigerne, om min hang til at fotografere skildpadder. Hehe.

 

Dagen med Ms. Trinh lakkede mod enden, så vi sagde pænt farvel. Nogle af pigerne tog en taxa hjem, Z og jeg ville gerne en tur på Starbucks, og måske kigge lidt på butikker – så vi begyndte at gå ruten hjemad.

Og jeg må sige – det var sgu en god starbucks frappé. Intet der. Lækker, perfekt, og Z og jeg gik stille og roligt ned gennem gaderne. Hun skulle bytte en kjole, og jeg fik passende købt en, samt lidt andet tøj, noget undertøj, m.m. Vi hyggede os helt vildt.

Dog begyndte det at regne, efter Starbucks, og inden vi nåede ned til de fleste butikker, så begyndte det sgu for alvor. Jeg havde jo min trofaste paraply med mig, men Z? Stakkels Z. Så vi løb gennem regnen, for at finde en paraply, og måtte sande, der ikke var nogen, så hun endte med at købe et regnslag.

Sødeste lille Z.

 

Vi gik videre, fik shoppet lidt mere, og hyggede os. Pigerne skrev, hvornår vi var hjemme, og vi var slet ikke klar til at tage hjem! Så pigerne gik ud og spiste, og Z og jeg smuttede på Lotteria, som er lidt en form for Maccen? Jeg så den meget i Tokyo, men spiste der aldrig. Det har jeg så gjort nu, og de laver helt ok mad! Jeg fik en burger, og det samme gjorde Z, og vi var lykkelige for at få noget velkendt! Vi hyggesnakkede, og gik over på en Hello Kitty café, som desværre var ved at lukke ned – for alvor – så den fungerede ikke længere som café. Til gengæld var der en SHIT TON af Hello Kitty merchandise, og det var virkelig fedt at være derinde, for de havde legit bare ALT med Hello Kitty.

 

Vi kom hjem ved 20-21 tiden, og så lagde vi os til at se lidt film, og pigerne lagde nogle billeder op af turen, bl.a. det her af Z og regnslaget. Min kæreste kommenterede så “menneskeligt kondom?” under billedet, og jeg stod bare “NEJ DET GJORDE HAN IKKE” og Z var sådan “hvad?”, så hun gik ind og kiggede, og HUN FLÆKKEDE. Hun døde simpelthen bare af grin. Hun grinede så voldsomt, at hun klukkede, græd, ikke kunne trække vejret, væltede rundt i sengen, slog om sig, kastede sig rundt, landte på gulvet, slog i gulvet… hun var færdig af grin. Og jeg grinede endnu mere, fordi det var for komisk, at han lige skulle komme med dén kommentar, lige til hende… lille, uskyldige Z. Så vi havde en rigtig eventful aften, hvor Z nærmest døde, og jeg bare var færdig af grin!

 

Da vi var færdige, smuttede vi i seng. For selv om det var lørdag, så havde universitet planlagt nogle aktiviteter for os, så vi ville gerne være veludhvilede, til det, der nu skulle ske – nemlig en tour rundt i byen!

Det var alt for nu.

 

Tak fordi I læser med!

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x