Vietnam 2018 – Dag 29 – Dimission, Drunken Regrets & Hjemrejse

Hej bloggen, og velkommen tilbage!

 

I dag skulle vi møde sent, ved 13-tiden, mener jeg, det var. Dette skyldtes, at vi havde sidste dag i dag, og skulle præsentere vores Final Presentation, få vores certifikater, og sige farvel. Det foregik på University of Medicine and Pharmacy. Fordi vi skulle møde sent, gav det os jo god tid til makeup, pakning, m.v. Mega lækkert!

Da tiden var inde, tog vi af sted. Først skulle vi udfylde et evalueringsark, hvorefter der var lidt underholdning med sang og dans. Bagefter lavede vi vores Final Presentation, som egentlig meget indeholdt det, jeg har snakket om her på bloggen, den sidste måneds tid. Alt det, vi havde lært, fremlagde vi, og fortalte om forskelle og ligheder, mellem Vietnam og Danmark, inspiration fra Vietnam, og forbedringsforslag fra Danmark til Vietnam.

Da jeg skulle til at fortælle min del, begyndte folk at gå, der var en telefon, der ringede og blev besvaret, og meget andet, så jeg stod sådan lidt what the fuckkk, det var mega nervepirrende. Men det viste sig en af lektorerne havde et fly, han skulle nå. Min del af fremlæggelsen gik enormt godt, og jeg var rigtig stolt af mig selv, fordi jeg følte, at jeg viste meget selvtillid, og et god, forstålig, engelsk kommunikation. Hehe. Jeg fik også ros, men det gjorde vi alle.

Bagefter var det tid til, at vi hver især skulle komme op, og modtage vores udveklingsstudent-certifikat, og jeg var den allersidste. Det var herreakavet at gå derop, fordi min ankel jo bare var totalt fucked op at gå på, men det lykkedes, uden at jeg så alt for humpende og trist ud 😛

Vi modtog også gaver fra universitetet, som bestod af diverse tørret frugt og lykke armbånd.

Altså, jeg var jo bare herrestolt af mit bevis, og havde slet ikke… tænkt, at jeg skulle have gaver, så jeg fik bare tårer i øjnene. Vi havde heldigvis, dog også gaver med til lektorerne.

Og de blev helt forfjamskede og fik tårer i øjnene, da de fik dem. Det var ret cute, haha.

Bagefter stod den på lidt traditionelle lege. På billedet synger og dancer vi til den mærkeligste sang. For hver gang, sangen blev sunget, blev der tilføjet endnu en ting. Jeg måtte springe fra til sidst, da vi skulle hoppe rundt. Sangen lød noget i retning af: “Making melodies in my heart, making meodies in my heart, making melodies in my heart to the king of king” – mega sært, men ret sjovt, ikke desto mindre.

Bagefter skulle vi alle stå i en cirkel, og kigge ned på en andens sko. På samme tid skulle alle kigge op, og dem der fik øjenkontakt (fordi de havde kigget på hinandens sko), blev elimineret. Det gjaldt altså om, ikke at kigge på hinandens sko og derved få øjenkontakt. Til sidst var der selvfølgelig to vindere.

Disse vindere skulle så dyste mod hinanden i en anden leg – grøntsagslegen. Her råbte en af vietnameserne en grøntsag/frugt, og så fik de to (drenge) så nogle sekunder, til at imitere denne grøntsag. Der blev bl.a. sagt CARROT! Hvor de begge to bare skød i vejret. Så blev der sagt en mere, jeg ikke husker, og derefter “GINGER!”. Den ene af drengene legit satte sig bare på hug som en eller anden tough life gangster, og endte med at vinde – det lyder ikke særlig sjovt på skrift, men det var sgu grineren nok i virkeligheden.

Lige et overview over lokalet, og de snacks, vi fik undervejs:

Begge af de her snacks var umådeligt klamme #sorrynotsorry

Da legene var forbi, blev der taget nogle fællesbilleder, og så var det ellers, at sige farvel til lektorerne, m.m. Der kom lidt tårer i øjnene 🙁 Selv om vi alle havde glædet os vanvittigt til at komme hjem, de sidste 2 ugers tid, så var det alligevel ret sørgmodigt, at vores måned nu var slut…

Himmel græd tilmed lidt med os.

Fordi det regnede, besluttede vi ret hurtigt, at vi bare skulle direkte hjem. Klokken var omkring 16, og ja, vi tog hjemover, hvor jeg tror, de fleste af os, begyndte at pakke. Jeg havde været neurotisk type, som altid, og vejet alt mit shit, mange gange undervejs, for at sikre mig, at jeg vidste, hvor meget jeg kilomæssigt havde købt for, så jeg var sikker på, ikke at få overvægt. Heldigvis vejede min kuffert kun ca. 27 kg, og vi måtte medbringe 30, så alt var jo godt. Det hele kørte på skinner for mig… Lækkert.

 

Om aftenen mødtes vi alle sammen, både sygeplejerskestuderende og fysioterapeutstuderende, og tog ud at spise på en italiensk restaurant, Ciao Bella. Her fik vi en velkomstdrink. Jeg bestilte en pizza med masser af ooost, og derudover også noget diet coke og vodka, fordi alle andre bestilte øl og vin (og jeg brød mig ikke rigtig om nogen af delene). Vi snakkede alle sammen rigtig godt sammen, og maden var superlækker.

Efter manden fik vi et shot med noget lime i, som jeg fik byttet om til en ameretto, da jeg er allergisk. Funfact: Da vi var på Pizza 4P’s den ene dag, kom der et glas med en lime til min cola, og jeg spurgte, om jeg kunne få den byttet ud, fordi jeg var allergisk, og tjeneren gjorde det, råbte M nærmest bare af mig, hvad der NU var galt med det, jeg fik serveret, hvor jeg meget forfjamsket og akavet måtte forklare, at jeg STADIGVÆK efter de her 3 uger var allergisk overfor fucking lime… Anyway. Efter shottet blev vi og hang ud lidt længere, og jeg fik endnu en vodka-cola, og pludselig var jeg en aaanelse stiv. Det var D også. Z drikker ikke, så hun skulle holde øje med to forvirrede stivelis, der ikke helt vidste, hvad de ville eller hvorfor…

Taxaturen hjem var maks akavet, fordi jeg var superdrunk og virkelig glad, men samtidig også yderst sær. Vi blev sat af nede ved vejen op til vores hotel, og lige på den anden side af vejen, er der en klub, der hedder YOLO. Da vi steg ud af bilen, begyndte de at spille Shape of You. Og hvad sker der? Dumme, DUMME Cecilie, der hele aftenen har sagt “ej jeg har slet ikke ondt i min fod mere lol, dejligt alkohollen drukner det for mig”, vrikker om på sin ANDEN ankel (der i forvejen var ret skadet, men lige p.t. var mindre skadet end den første), og jeg står bare “This is bad. This is so bad. It is so painful. Pls help. It hurts. This is so, so, so bad.” Alligevel nærmest løb jeg hen til hotellet #klogt

Da vi kom op på værelset, lå jeg og skrev lidt med min kæreste, og var generelt bare fyldt med energi og superglad. Så skulle jeg vende mig – og jeg vender mig åbenbart med hele siden, så jeg fejlkoordinerer lige, og formår simpelthen at springe-vende mig UD af sengen og direkte ned på gulvet, hvor jeg igen slår foden. FUUUCKS SAKE :))) Det gjorde pisseondt. For helvede altså.

Det bedste er i øvrigt: Jeg fik at vide en af de første dage, af Z, at jeg vender mig i søvne med HELE kroppen, jeg nærmest hopper op af madrassen, for at vende mig. Derudover ligger jeg for whatever reason og tripper helt sindssygt med fødderne i søvne (???) i never knew this. Og jeg troede selvfølgelig ikke på det, så jeg snakkede med min kæreste om det, og han sagde bare “yup, u do, det er pisseirriterende, hvorfor tror du, jeg ikke gider sove i samme ende som dig? du ligger og sparker mig i kuglerne og vækker mig”… nånå. Akavet. Her fik jeg for alvor bekræftet, hvor meget han må elske mig, når han holder det shit ud :’)

Nå… at some point faldt jeg i søvn, og jeg havde sat mit ur til kl. 4:30 tror jeg, det var – vi skulle vidst flyve kl. 9, og jeg havde sagt, vi skulle bestille transport til kl. 6. Så op med mig, jeg havde ikke tømmermænd, men havde lidt mavekramper og smerter i begge fødder. Not a fun time. Men jeg var en grownass adult woman og fik sparket mig selv i gang, tog tøj på, makeup på, børstede tænder, osv., hvorefter jeg kunne pakke det sidste sammen i min kuffert, hvor jeg til min egen skræk og ve fandt ud af, at jeg havde købt så meget lort, at min kuffert ikke kunne lukkes :)) Jeg brugte i hvert fald 20 minutter, hvis ikke 30, på at få omrokeret, så der var plads til alt lortet, åhgud. Horrible experience. Men det lykkedes, og jeg kom ned i lobbyen, og alt var godt. Very nice. Very good. Jeg sad dernede og ventede noget tid, fordi as it turns out, så havde D ikke pakket på forhånd, og var kommet hjem stangbacardi og skulle pakke, og det var endt… well, not so good, så hun havde måttet pakke her til morgen. Generelt var der bare enormt meget kaos på 3-værelset, og jeg priste mig lykkelig for, at Z og jeg havde været så voksne, og havde så godt styr på alting xD

Vores transport kom, og vi var i lufthavnen ved 6:30-7-tiden. Check-in gik supersmooth, vi fik købt noget morgenmad, og så satte vi os ellers bare ned ved gaten og ventede på, at vi kunne boarde.

Glad type, der nyder sin sidste iskaffe i Vietnam, og glad type til dimissionen, hehe.

 

Vi boardede, og lige så snart, at flyet begyndte at køre, allerede inden det kom i luften, blev jeg bare VOLDdårlig. Jeg fik enormt meget kvalme, og jeg havde det bare af helvede til – hele flyturen. Jeg troede vitterligt, jeg skulle dø, og hver gang, jeg troede, jeg havde det bedre, så fik jeg det bare mega dårligt igen, det var så fucking trist. Jeg bliver aldrig flyvesyg, og jeg havde det bare SÅ elendigt, at jeg sov hele vejen til Doha (eller prøvede på det), mens jeg hørte Oasis.

Som vi landede i Doha, havde jeg det dog imidlertid helt fint, og bestilte nogle lækre curly fries. Eller, det troede jeg. Det var bare potato chips, så jeg var egentlig ok-skuffet. Efter snack-spisningen, gik vi hen til gaten og slog os ned, hvor vi mødte nogle af de fysioterapistuderende, og snakkede lidt med dem.

Som vi skulle flyve videre fra Doha til København, havde jeg det helt fint hele flyturen igennem, og havde besluttet mig for, at jeg bare skulle binge watch The Office. De havde ret mange episoder, og jeg ville se dem alle. Dette blev dog ved drømmen, for da jeg ville tage en lur, og så vågnede op igen, og ville se The Office, så virkede min interaktive skærm ikke :))) og jeg havde bare intet overskud til at relokere mig, fordi jeg altid indretter hele mit flysæde, som om jeg bor der, så jeg måtte bare acceptere, jeg ikke skulle se noget resten af den flytur. Sad time. Så i stedet sov jeg lidt og hørte musik. Flymaden var dog god på hjemturen, ligesom på udturen, så det var jo fint.

Da vi nåede til København, skrev min kæreste, at han var kommet, og efter jeg havde fået baggage og sagt farvel til mine rejsebuddies, blev jeg reunited med ham, og vi gik sammen ud til bilen, hvor han kørte mig hjem, mens jeg fortalte om alt muligt. Han var endda så gentleman, at han tog sig af min 27-kg tunge kuffert, som mine retardoass ankler og håndled, ikke kunne klare belastningen af. Han bar den også op, da vi kom hjem til lejligheden (op på 2. sal, hehe). Hjemme begyndte jeg at pakke ud, og vise ham de gaver, jeg havde taget med til ham, som jeg gradvist fik gravet dem frem. Han blev heldigvis glad <3 Han havde også en gave til mig, fra sine forældre, der havde været i USA. Det var en Chuck E. Cheese t-shirt, fordi det åbenbart er blevet broad knowledge, at jeg elsker ost :// og de havde åbenbart ikke en sugerørs-gnasker t-shirt??? Men altså, jeg elsker den. For den er min, og den kommer lige fra hjertet af nogle, der har taget mig ind i deres familie, og behandler mig som en del af den. Det havde jeg ærligt ikke troet, at jeg nogensinde ville opleve, men here i am!

Bagefter var det sengetid, og dagen efter var jeg bare super sleepy og kontaktsøgende – så meget, at jeg endte med at ligge mig ind på gulvet og tage lure, mens min kæreste spillede computer, fordi jeg ikke ville være alene :))) HAHA.

 

Men alt i alt, et pissegodt forløb. Der var op- og nedture, men jeg har lært meget, om mig selv og kulturforskelle, og fået en bredere viden rent sygeplejefagligt, og føler mig inspireret af nogle af deres tilgangsmåder og metoder. Så… jo, det var godt givet ud. Og jeg regnede mig frem til, at hele turen havde kostet lige over 13.000 kr – med vacciner, visum, fly tur-retur, hotel, endagstur, mad, fornøjelser – ALT. I en hel måned. Det er sådan set ikke særlig galt?? Så ja, vellykket tur, og totalt pengene værd, ingen tvivl om det. Hvis det har interesse, kan jeg godt lave et slags “budget” og lægge på bloggen, hvis nogen planlægger en længerevarende tur til Vietnam.

Men det var dét eventyr. Der kommer selvfølgelig en haul snarest muligt 😛

 

Tak fordi I har læst med!

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x