Hvad har jeg lært i SFT? #22

Hej bloggen, og velkommen tilbage til endnu en omgang SFT. Den sidste for 2017, hvilket også betyder, at jeg ENDELIG er up to date med det hele.

 

Fredag d. 15/12 havde vi sidste gang i SFT, 2017, og samme dag bevægede vi os også fra konflikthåndteringsmodulet og over mod selvværdsmodulet. Noget, som jeg har set VIRKELIG meget frem til, og som jeg VIRKELIG tror kommer til at gavne mig.

Men først skulle vi lige igennem hjemmeopgaven fra sidst, som handlede om at registrere konfliktoptrappende ulvesprog, og konfliktnedtrappende girafsprog. Jeg havde ikke rigtig encountered nogle konflikter, hvor dette kunne bruges, men jeg kom i stedet med en situation med en pige, jeg tit kommer op at skændes med, som rigtig tit er god til at bruge ulven – og hvordan jeg gør mit bedste, for at være en giraf… øhm, jeg havde ikke noget papir med til denne gang, så jeg fik ikke skrevet ned, hvad de andre sagde, så ja… det var dét angående hjemmeopgaven.

 

Herefter vil jeg lige gennemgå de grundlæggende, personlige rettigheder, jeg snakkede om i sidste indlæg. Disse omhandler:

  • Ret til at give udtryk for min mening.
  • Ret til at give udtryk for mine egne synspunkter, værdier og holdninger.
  • Ret til at synes, at mine egne behov er lige så vigtige som andre menneskers behov.
  • Ret til, at have følelser som glæde, vrede, sorg og skuffelse.
  • Ret til, at udtrykke mine følelser.
  • Ret til at blive hørt, og til at blive taget alvorligt.
  • Ret til at blive respekteret på lige fod med andre mennesker.
  • Ret til at bestemme, om jeg vil leve op til andres forventninger eller handle som det passer mig, blot jeg ikke krænker andres rettigheder.
  • Ret til ikke altid at være perfekt.
  • Ret til at begå fejl.
  • Ret til at skifte mening.
  • Ret til at sige, når der er noget, jeg ikke forstår, eller noget, jeg ikke ved.
  • Ret til ikke at tage ansvar for andres problemer.
  • Ret til at bede om det, jeg gerne vil.
  • Ret til at være mig selv, udtrykke mig selv, og handle som jeg finder rigtigt.

^ Ovenstående er som sagt “grundlæggende personlige rettigheder”, dvs. rettigheder, vi ALLE sammen har, uanset hudfarve, køn, religion, osv. Så hvis nogen har fået dig til at få det dårligt over de her ting, eller hvis du får dig selv til at føle skyld over de her ting, så stop lige op engang, og mærk, at det er noget, du HAR ret til, og dermed ikke noget, der skal føles skyld over. 🙂

 

Moving on til temaet for denne SFT-session, som var Kognitive Forvrængninger. Det her hørte jeg også om på psykiatrimodulet (modul 8) på sygeplejerskeuddannelsen… og det er noget, jeg i DEN GRAD har problemer med. Det tror jeg, vi er flere, der har på et eller andet plan, men… nogle er mere handicappede og begrænsede, på grund af de her forvrængninger, end andre mennesker er – og det er, når forvrængningerne fylder så meget, at det stopper en fra at leve, som man vil, at man ligesom… ja, får et problem. Jeg tænker at gennemgå de 17 – yup – forvrængninger, vi hørte om, og koble lidt på, fra mit eget liv. Det var i bund og grund også det, vi faktisk gjorde til SFT. Vi blev delt op i to grupper, tog halvdelen hver, og så skulle vi selv reflektere og komme med eksempler. Så ja, jeg kommer med mine egne eksempler, i stedet for at bruge dem, der står på mit papir. Så lad os komme i gang!

  1. Tankelæsning. Du antager, at du ved, hvad folk tænker, ude at have tilstrækkelige beviser for deres tanker. F.eks. “De tænker sikkert, at jeg er for tyk.” Dén her døjer jeg personligt rigtig meget med, hele tankelæsnings-mantraet, med ALT muligt mellem himmel og jord. Virkelig, alting. Det er gudskelov blevet bedre, fra da jeg var yngre, men jesus, hvor det stadigvæk fylder.
  2. Spådomme. Du forudsiger fremtiden, dvs. at tingene vil blive værre, eller at der er farer forude. F.eks. “Jeg dumper helt sikkert denne her eksamen, og så bliver jeg smidt ud af studiet også.” Også rimelig guilty herfra.
  3. Katastrofetanker. Du tror, at det, der er sket, eller vil ske, vil være så frygteligt og uudholdeligt, at du ikke vil være i stand til at holde det ud. F.eks. “Det her klarer jeg ikke, for jeg bliver så angst, at jeg sikkert bare dør, det er enden, alting slutter nu, så det kan jeg bare ikke.” Den har jeg faktisk rigtig tit. Hvilket er totalt sært, fordi angst DRÆBER IKKE!!! Det er røvubehageligt, men det slår altså ikke nogen ihjel. Så det er totalt urealistisk at tro, at jeg dør, men ja..
    • Lige en kommentar knyttet hertil, så har jeg også katastrofetanker ifm. min OCD, som mere er… ja, katastrofe-tanker. Altså, hvor jeg tænker “Hvis jeg ikke gør dit-dut-dat, så dør min familie, så det SKAL jeg gøre.”, eller “åh nej vi dør alle sammen, fordi den der bil lige dér kørte lidt stærkt, og det er min skyld, fordi jeg ikke sagde remsen.”, osv.
  4. Stempling. Du tilskriver dig selv og andre negative træk. F.eks. “Ingen elsker mig, fordi jeg ikke kan elskes.” Den laver jeg også tit.
  5. Bortregning af det positive. Du hævder, at de positive bedrifter, som du og andre opnår, ikke er noget særligt. F.eks. “Okay, jeg fik 12 i SSO, men det er ikke noget specielt, lærerne havde nok bare ondt af mig, eller også var jeg heldig, for så god er jeg jo slet ikke.” Og det her SKETE faktisk. Jeg fik 12 i min SSO, og jeg var stolt i ca. 0.2 sekunder, fordi der var ikke én eneste, af mine “veninder” der ønskede mig tillykke. Jeg endte med at sidde og græde, i fuck knows hvilken time, vi havde, fordi de andre piger virkede sure på mig, over min karakter, og de nægtede at lykønske mig eller noget som helst. Så jeg endte med at føle mig skyldig, og jeg var overbevist om, at der måtte være en fejl. Da jeg kom til karaktersamtale, sagde min lærer, at der jo ikke var så meget at snakke om, for jeg havde jo fået 12, fordi min opgave nærmest var perfekt. Jeg havde lyst til at SKRIGE min historielærer ind i hovedet, at han måtte give mig noget, give mig noget at arbejde videre på, så jeg kunne blive perfekt. Det var fuldkommen åndssvagt, men jeg følte mig bare ikke fortjent til det. Inderst inde vidste jeg godt, at min SSO var PISSEGOD, og looking back, så synes jeg faktisk den er så god, at jeg ikke engang fatter eller husker, at jeg har lavet den. Men dengang følte jeg bare slet ikke, det var godt nok. Sådan har jeg det stadigvæk efter hver evig eneste eksamen. Hele folkeskolen tænkte jeg også bare “jeg fortjener ikke det her 12 tal, for jeg er dum”. Og jeg HADER det.
  6. Negativt filter. Du fokuserer næsten udelukkende på det negative, og bemærker sjældent det positive. F.eks. “Nu kunne jeg heller ikke finde ud af det.” Den her er jeg også rigtig slem til at lave. Jeg ser en lige p.t., og det er FANDEME et under, at han har magtet mig så lang tid, som han har, fordi jeg er bare så slem til at lave den, og endda rigtig tit ubevidst, at så flyver der bare et eller andet selvhadende ud af min mund, og så står jeg bare… well this was awkward and u weren’t supposed to know, but yet here we are. Jeg fokuserer alt for meget på de ting, som jeg ikke selv føler, jeg gør godt nok. Heldigvis er han, og mange andre omkring mig, rigtig gode til at korrigere denne her forestilling lidt, ved at highlighte de ting, jeg godt kan. Eller korrigere mig fuldkommen, hvis det jeg baserer som værende “forkert” eller “ikke godt nok”, faktisk i virkeligheden var lige i skabet.
  7. Overgeneralisering. Du oplever et generelt mønster af negativt, på baggrund af én enkelt begivenhed. F.eks. “Jeg gjorde denne her ting forkert, jeg gør sikkert også alt andet forkert.” Jeg vil sige, denne her var faktisk lidt svær for mig, fordi… jeg føler ikke jeg overgeneraliserer noget, jeg føler reelt, at det er sådan det er, så jeg føler lidt et tillidsbrud til mig selv, hvis jeg skulle komme med nogle mere slående eksempler, fordi jeg føler, de er så reelle, som noget kan være??? Men det er f.eks. sådan noget med: “De her piger er stride mod mig, så sådan er alle piger, og ingen vil mig det godt.” eller “Nu blev jeg også såret af ham her, så alle fyre er bare ude på at smadre mit liv entirely.”
  8. Polariseret tænkning. Du betragter begivenheder eller mennesker i alt-eller-intet termer. F.eks. “Alle hader mig.” eller “Jeg kan ingenting.” eller “Jeg hader/elsker dig.” Det er meget sort-hvidt for mig, med rigtig mange ting. Og jeg hader det. Min terapeut bliver ved med at snakke om gråzoner, men jeg kan fandeme ikke se nogen!!!!
  9. “Burder”. Du fortolker begivenhederne i lyset af, hvordan de burde være, i stedet for at fokusere på, hvordan de er. F.eks. “Jeg burde få 12 i alt, ellers er jeg ikke god nok.” Her vil jeg lige smide en alternativ tanke ind, der hedder – “Jeg vil gerne have 12 i alt, men det kan jeg ikke. Jeg gør mit bedste, og det er godt nok.” Fordi jeg er SÅ slem til den her, altså, virkelig! Og jeg skal seriøst få igennem min æggehjerne, at der er intet i verden, som man SKAL eller BØR. Der er ting, man KAN eller VIL. Og sådan er det.
  10. Personalisering. Du tilskriver en uforholdsmæssig del af skylden for negative begivenheder til dig selv, og formår ikke at se, at visse begivenheder også er forårsaget af andre. F.eks. “Det her skænderi er udelukkende min skyld, fordi jeg sagde min mening.” Her vil jeg lige referere til de personlige rettigheder ovenfor – jeg har RET RET RET TIL AT SIGE MIN MENING!!! Andre behøver ikke at være enige, men andre behøver heller ikke starte et skænderi med mig, fordi vi har forskellige meninger!!! Et andet eksempel kan være: “Den her person gider mig ikke, så det er mig, der er noget galt med.”
  11. Bebrejdelser. Du fokuserer på den anden person, som kilden til dine negative følelser, og du afviser at tage ansvar for at ændre dig selv. F.eks. “Det er pga. den her person, jeg har det, som jeg har det nu.” Jeg vil sige, personligt har jeg gjort det her. Jeg har bebrejdet rigtig mange mennesker, men ikke udelukkende bebrejdet dem. Jeg har altid selv kunnet tage ansvar selv også. Og jeg er ked af at sige det, men nogle gange er der bare en direkte sammenhæng mellem noget folk gør, og hvordan man ender med at få det. Og sådan er det bare. Jeg synes den her tricky. For jeg er også et sted i mit liv nu, hvor jeg kan anerkende… sådan, lidt… “Det er ikke din skyld, jeg har det sådan her, det er mig selv, fordi jeg har en sygdom, og fordi jeg er lidt sensitiv, og fordi min hjerne arbejder mærkeligt, og prøver at få alting til at passe ind i en forvrænget virkelighed, jeg har – men det du sagde der, har triggered noget inde i mig, der gør, at jeg får det sådan her. Det er ikke din skyld, for det var ikke din mening, men jeg har det stadigvæk dårligt over det, fordi du triggerede det, og det er ingens skyld, men det ændrer ikke på, at jeg ikke har det særlig godt lige nu.”
  12. Urimelige sammenligninger. Du fortolker begivenhederne i lyset af standarder, der er urealistiske, ved primært at fokusere på andre, der klarer sig bedre end dig, og dømmer så dig selv underlegen. F.eks. “De fik 12, og jeg fik kun 10, så jeg må være dum.” Den her referer lidt til den anden 12-tals-ting, jeg var inden på. Jeg har i lang tid haft det stramt med de her sammenligninger, fordi jeg ikke følte, de var uretfærdige. Men med rigtig, rigtig meget terapi, er jeg begyndt at forstå, at det er de. Jeg kan ikke sammenligne mig selv med 20 andre elever, og forvente, at jeg er ligesom dem. Især ikke, når jeg har flere tider på psyk UGENTLIGT, fordi jeg har det skidt i hjernen. Min terapeut – begge to faktisk – har altid sagt til mig: “Jamen Cecilie, et 10-tal er da flot. Et 10-tal er jo ikke dårligt, Cecilie. Cecilie, når man har det, som du har det, så er et 10-tal rigtig, rigtig flot. Du har en hjerne, der ikke husker ting særlig godt, og du har en hjerne, der hele tiden modarbejder dig. At du formår, at tage dig af en sygdom, du har i hovedet, og samtidig klarer dig så godt i skolen er et mirakel. Du er virkelig meget, meget dygtigere, end du tror.” Selvfølgelig ikke lige helt ordret, men altså. Faktum er bare – jeg har altid bashet det, mine terapeuter har sagt. For jeg skulle have 12, ellers var jeg dum. Det var jo bare en dårlig undskyldning, at min hjerne ikke fungerede optimalt, jeg brugte det jo bare som undskyldning for ikke at studere mere, og være dum og doven. Men nu forstår jeg, at der faktisk er noget om snakken. For jeg kan under ingen omstændigheder sammenligne mig og min sygdomshjerne, med nogen, der er fuldkommen raske. Det er en uretfærdig sammenligning, og jeg vil ALDRIG blive lige så god som dem, der ikke har konstante tankeforstyrrelser. Det er ikke muligt. Så hvis jeg endelig skal sammenligne mig selv med nogen, burde jeg gøre det med nogen, der i det mindste ligner mig lidt mere.
  13. Orientering mod ærgrelser. Du fokuserer på den idé, at du kunne have klaret dig bedre i fortiden, fremfor på, hvad du kunne føre bedre nu. F.eks. “Hvis jeg ikke havde været syg, så havde mit liv set meget anerledes ud.” Og jeg ved godt, at det er dumt, at ærgre sig, for jeg kan ikke ændre det. Du kan læse mere i det her indlæg. Men faktum er, at det gør jeg altså. Det står mere specifikt udpenslet i det indlæg, jeg har linket til, men det er pissehårdt og pissenederen, at være syg! Og jeg kan seriøst ikke stoppe med at synes, at det er pissehamrende ufedt, at have det sådan her. Det gør det rigtig svært at se en fremtid nogle gange. Men med det sagt, så kan jeg jo godt se, at jeg rykker mig, så forhåbentlig… jeg får ikke det tilbage, jeg har tabt. Men forhåbentlig lærer jeg at leve med det, og måske indhenter lidt, i takt med, at jeg får det bedre.
  14. Hvad nu hvis? Du stiller en serie af spørgsmål, om, “hvad nu hvis?” et eller andet sker, og du er aldrig tilfreds med nogle af svarene. F.eks. “Hvad nu hvis, at jeg ikke kan det her?” Jeg når altid frem til konklusionen – “Så dør jeg.” Eller “Så vil alle hade mig.” Eller det, der er værre. Jeg er så dårlig til det. Jeg hvad-nu-hvis’er alting. Og jeg har BRUG for svar. Så hvis jeg ikke selv finder svarene, på mit spørgsmål, så opsøger jeg dem. Igen må jeg referere til venner, der tit har måtte lægge ører til mit “hvad nu hvis dit-dut-dat”, og de så svarer “jamen så det her.” eller “jamen det kommer jo ikke til at ske.” – og jeg så kører videre i “HVAD SÅ HVIS DET HER SKER I KØLVANDET PÅ DET ANDET DER SKETE?” Eller “Øhm, nej, men hvad nu HVIS det gjorde?” #ondcirkel
  15. Følelsesmæssige ræssonementer. Du lader dine følelser styre din fortolkning af virkeligheden. F.eks. “Jeg hader mig selv, derfor hader andre mig også.” Eller “Jeg lider af angst og det er ikke normalt, og det er også pisseirriterende, så andre synes også, jeg er irriterende.” Jeg synes faktisk, den er lidt svær at beskrive denne her, men den fylder meget hos mig…
  16. Ude af stand til at afkræfte. Du afviser ethvert argument, der modsiger dine negative tanker. F.eks. “Ingen elsker mig. Heller ikke min familie, ikke sådan rigtigt.” Og det ved jeg jo godt er LØGN. Et andet eksempel er, at man flytter fokusset eller “undskylder” tingene. F.eks. “Okay, så lad gå. Ingen andre end min familie elsker mig. Og de elsker mig jo kun, fordi jeg er deres søster/datter/barnebarn, så det tæller ikke rigtig. Havde jeg været en fremmed, havde de hadet mig ligesom alle andre.” Og den er jeg SÅ forfærdelig til. Jeg laver den hele tiden, og jeg hader det. For jeg ved jo godt, at jeg er et dejligt menneske. Jeg ved jo godt, at min familie elsker mig, og ikke kun fordi de “skal”, men fordi de synes, jeg er sød og dejlig – jeg ved, at min familie er gode mennesker, og de har sgu kæmpe store hjerter, så uanset om jeg er relateret til dem biologisk eller ej, så ville de elske mig regardless. Så det er så fjollet, min hjerne forsøger at sige andre ting.
  17. Dømmende fokus. Du betrager dig selv, andre og begivenheder i lyset af sort/hvide vurderingr, i stedet for bare at beskrive, acceptere eller forstå. Du måler konstant dig selv og andre i henhold til vilkårlige standarder, og synes, at du selv og andre ikke lever op til dem. Du er fokuseret på bedømmelsen af andre, lige så vel som bedømmelsen af dig selv. F.eks. “Mine forældre er ikke ligesom andres forældre, så jeg må være kikset.” Eller “Jeg er som jeg er… det er nok helt forkert, jeg ikke er som de andre, jeg burde ændre mig.” Den her synes jeg også er svær at forklare, men den fylder også meget i mit bette hoved. Da jeg var yngre var det rigtig, rigtig slemt. Urgh!

NÅ. Så har vi været igennem de kognitive forvrængninger. Hvad tænker I om dem? Relaterer I? Har I andre eksempler, til noget, der falder ind under her?

– Og har I nogle alternative tanker, man kunne bruge som modskyts til de her tankeforvrængninger? Inspiration søges!

Jeg ved godt indlægget har en smånegativ klang, med alle de her negative forvrængninger, men jeg synes altså, det er pissevigtigt at få talt om. Også sådan lidt “du er ikke alene”-agtigt. For det er NORMALT, at have det sådan her. Som sagt, så har nogle mennesker det bare i mere invaliderende grad end andre. Og jeg synes sgu det var rart, at sidde i SFT, og vide, at jeg ikke er den eneste, der tænker nogle af de her fucked op ting. Fordi nogle af tingene, jeg har ifm. forvrængningerne ER mega fucked op, og har ikke noget at vinde indpas på bloggen. Og det er så rart ikke at være alene. Og hvis du sidder derude, og bliver tyngdet af nogle af de her ting, er det måske første step, at indse, at det er noget, man/ens hjerne, gør. Fordi før man kan ændre på det, eller begynde med alternative tanker, så skal man erkende, at der er et problem, eller noget, der skal arbejdes med. Og det håber jeg, at det her indlæg kunne kaste lidt lys over. Så tak til jer, der har læst med. Det var alt for nu.

26197395_938226626334198_1298935965_n

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘. <3

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i SFT? #21

Hej bloggen, og velkommen tilbage til endnu et SFT-indlæg, der dog er lidt anerledes.

 

Fordi jeg har misset nogle SFT-sessioner, og sådan, så tænkte jeg, at jeg ville lave et lille, hurtigt indlæg om, hvordan det var at fremlægge i en anden SFT-gruppe, om – u guessed it – SFT.

SÅÅÅ, here goes.

Jeg skulle fremlægge sammen med en anden pige fra min egen gruppe, lad os kalde hende Xenia.

Xenia har fra dag 1 været virkelig nervøs, og ja, ængstelig. Indelukket. Hun er vokset gennem forløbet, kan man se, og hun blomstrer så fint – men hun var nervøs for fremlæggelsen, især fordi hun egentlig ikke helt ville, men hun ville bare heller ikke lade mig gøre det alene, så hun greb bolden i luften, og besluttede sig for, at gøre det.

Jeg skulle direkte fra skole, over på psyk. Det tager ca. 15 minutter at gå, og jeg skulle være derovre omkring 11:30, jeg havde timer til 11:15, men dem i vores egen SFT-gruppe sagde, at hvis jeg kom 5 minutter for sent, så var det okay… jeg aftalte med Xenia, at jeg ville mødes med hende ude foran, så vi kunne gå sammen ind.

 

Min undervisning trak imidlertid ud til kl. 11:20, så jeg fik pludselig travlt. Lige denne dag, var der selvfølgelig is og sne, så jeg kunne ikke så godt løbe op på psyk; jeg gjorde ellers et forsøg, men blev ved med at glide, og tænkte, jeg hellere måtte stoppe, før jeg endte med at komme til skade.

Så MEGET forpustet nåede jeg frem kl. 11:36, og til min store panik, stod Xenia ikke ude foran og ventede. Jeg prustede og hostede, og kunne så høre de “voksne” bare sige: “Jeg hørte døren gik op, mon det er Cecilie?” og til min skræk kunne jeg se, at døren ind til SFT var åben… og ganske rigtigt, ud kom en af “de voksne”, og bad mig komme indenfor… jeg var rødmosset og udmattet, og smilede anstrengt, som jeg trådte ind i lokalet. Jeg kendte så allerede to af dem der sad derinde, så jeg stod bare… næsten makeupløs… og bare… “hej”, stadigvæk rødmosset og forpustet. Akavet much? En af dem var endda fucking lækker øv øv øv.

Xenia så på mig, med en blanding af lettelse og panik, som hun sagde; “Ej, nu missede du min fine monolog… vi startede lidt før, ja… så nu er det dig, har du noget at sige?”

Jeg tror godt, man kunne se på mit ansigt, at jeg lige gik lidt i panik. Jeg har ikke forberedt en skid, og jeg kan ikke tale, fordi jeg ikke kan trække vejret… Smil og vink

Jeg står så op og lige præsenterer mig, mens jeg tager mit overtøj af, og får så den der “vil du ikke sidde ned”… så jeg sætter mig ned, og smider kortene på bordet:

“Hej, jeg hedder Cecilie, og jeg har faktisk ikke forberedt noget til i dag, fordi jeg havde glemt det… så jeg tænker bare at tage det, der lige virker relevant.”

Jeg kunne se på Xenia, hun bare stod sådan… what.

Men jeg begyndte at snakke, og to be fair, så kan jeg egentlig ikke huske helt specifikt, hvilke områder, jeg kom omkring. Jeg måtte også afbryde en af mine første sætninger med en nervøs latter og et: “ja, jeg er stadigvæk forpustet, can you tell”, og de grinede, så, du ved, all was well.

Jeg fremlagde faktisk i overraskende lang tid, hvor jeg bare snakkede om alle fordelene ved SFT, hvad jeg havde lært, hvor man rykker sig, glæden ved, at man er i grupper… jeg kan huske, jeg fortalte, at jeg synes det var så brugbart, at man var flere, og tog tingene i plenum oftest, fordi folk ofte sagde noget, som man selv kunne relatere til, men man f.eks. havde haft svært ved at sætte ord på, eller bare ikke har tænkt over, at man gør… involvering af ens netværk, i hjemmeopgaver, osv.

 

Bagefter var der så en spørgerunde, og modsat dem der fremlagde hos os, så havde de i denne SFT gruppe faktisk forberedt nogle spørgsmål til os, så når SFT-deltagerne var for generte til at spørge, kunne de “voksne”, ligesom bryde ind og sige “vi havde det her spørgsmål, kan I sige noget mere om det?”, og på den måde kom der en rigtig fin dialog i gang.

Der var bl.a. et spørgsmål om hjemmeopgaver, som Xenia straks tog, og bare startede: “ja, der er nogle, der laver dem, og nogle der bare winger dem, og sådan, men giver helt klart mening at lave dem…” og så sagde hun noget mere, jeg ikke husker, for bagefter brød jeg ind med: “Ja, jeg er så en af dem, der bare winger den, ligesom nu…” Jeg fortalte dog også, at en af grundene til, at jeg ikke var så god til at lave mine hjemmeopgaver fysisk – og det var ikke noget, jeg havde taget op i min egen SFT-gruppe fortalte jeg, at det var fordi min OCD kører lidt på, at jeg helst ikke vil… comitte for meget, hvis det giver mening? Sådan lidt… jeg vil gerne have, det er perfekt, det jeg skriver ned. Situationen i sig selv skal ikke bare være perfekt og lige i øjet, men jeg skal også have udtænkt den HELT perfekte måde at skrive det ned på og forklare det, men også den helt perfekte skrivemåde, så det ser pænt og flot ud, osv., og altså… ja. Og jeg synes aldrig rigtig, det kan leve op til det, så derfor laver jeg sjældent mine opgaver fysisk, selv om jeg tænker meget over dem i hovedet, og hvis jeg har glemt hjemmeopgaven, så kan jeg ofte sidde og reflektere over den, og så finde en situation i mit liv, der passer til, og så bruge den, når jeg sidder til SFT, så på den måde fik jeg lavet opgaverne. Men at jeg selvfølgelig skulle arbejde med min OCD, primært fordi min primærbehandler sagde, jeg skulle – det grinede deltagerne af, jeg tror, de kan relatere til, at deres primærbehandler stiller nogle krav til dem xD Her kom Xenia så på banen med, at hun ventede til dagen inden SFT, med at lave sine hjemmeopgaver, og så skrev hun den situation ned, hun syntes passede bedst til emnet, som hun havde oplevet, og lod det bare være ved det. Så det tror jeg, jeg skal begynde at prøve.

Der var også et spørgsmål ang. fremmøde, hvor de spurgte til, om det var vigtigt man kom… der var både Xenia og jeg enige i, at det var pissevigtigt at komme, uanset, om man har lavet hjemmeopgave eller ej. Og at det faktisk gav rigtig meget at komme, uanset om man var mange eller om man var få. Men at det helt klart var fedest, når alle kom, fortalte jeg, fordi man bliver meget engagerede og nysgerrige på de andres liv, og sådan… man husker jo, hvad folk siger, de skal i løbet af ugen, og nogle gange skal de noget vildt spændende, og det vil man jo så gerne høre om, hvordan gik ugen efter, og så er det rigtig surt, når de så ikke kommer… og at jeg syntes, at den var meget vigtig at have med. For alle os der går i SFT, har jo problematikker, der spænder meget bredt, men fælles for os alle er nok, at man kan have de der dage, hvor man bare tænker “jeg er ligegyldig”, “de opdager ikke, om jeg kommer eller ej”, “de er ligeglade”, “ingen ser mig”, osv., hvor at jeg understregede, at sådan var det altså SLET IKKE! Tværtimod! Så når man netop havde sådanne dage, var det en meget god huskeregel, at… folk bliver tætte i gruppen. Folk opdager altså, når man ikke er der.

Et tredje spørgsmål var angående tiden, om et halvt års commitment var lang tid… Xenia kom med både pros and cons til det, og jeg var sådan lidt… ja, både og. Fordi det er PISSESVÆRT over så lang tid, at få det til at hænge sammen, hvis man har noget andet end behandling i sit liv. F.eks. nu jeg selv studerer sygeplejerske, at det har været… hårdt at balancere tingene, især i klinikken, men også i skolen, fordi jeg næsten misser hele skoledage, når jeg skal i SFT, fordi det ligger så dumt – og hvis det er en ting, der sker tit, misser jeg pludselig enormt meget skole, og det har jeg selvfølgelig ikke syntes var fedt. Omvendt skulle tiden absolut heller ikke være kortere, fordi der er så meget at gå igennem, og alting er bare så vigtigt, man kunne sikkert sagtens bruge meget længere tid… så ja. Det var lidt tricky, men overall passede et halvt år egentlig nok meget godt – og jeg forsikrede dem også om, at tiden gik ENORMT stærkt.

Et fjerde spørgsmål handlede om, om man med tiden blev mere åben i gruppen. Dén lagde jeg ud med at svare på, meget diplomatisk “det er forskelligt”. Jeg inddrog min egen erfaring, ift., at jeg selv syntes, at det var ret nemt at dele, men at det jo var meget forskelligt. Jeg har aldrig syntes, det var svært at dele. Jeg har syntes, det var svært at være i følelserne og tingene, hvis der var noget, der var svært – heck, det gør jeg fandeme endnu. Jeg har også altid brugt humor rigtig meget, når jeg deler, fordi det distancerer mig fra følelserne, så det er nemmere for mig at snakke om… det kunne en af deltagerne i denne gruppe godt nikke genkendende til. Og jeg fortalte hende, at det var sådan set OK. Altså, hvadend, der var mest komfortabelt, skulle hun sådan set bare gøre. Og det skulle nok komme hen af vejen med åbenhed, fordi der altid vil være én eller flere i gruppen, der er mere åbne end andre, og dermed inspirerer de andre til også at være åbne, eller i hvert fald er med til at “åbne ballet” for nogle emner, der måske også berører de andre, men som de andre ikke tør åbne op for, og på den måde “smitter” man lidt hinanden indbyrdes. Dette var Xenia enig med mig i, fordi hun bl.a. havde lagt mærke til, at jeg var meget åben, og når det var så åbent i gruppen, så kunne hun også godt mærke det… så det var jo bare en win!

Der var sikkert flere spørgsmål… hele seancen skulle vare 15 minutter, men vi gik sgu over tid, og var der i næsten 30 minutter… haha. Det var vildt fedt though! Og både SFT-deltagerne, og de “voksne” i gruppen var enormt glade for, at vi havde været forbi, og syntes, at vores oplæg var så gode. Så vi fik enormt meget ros, meget mere, end jeg lige havde regnet med… virkelig meget mere!

Derudover var de også meget rosende overfor min præsentation, og den måde, jeg havde winget det hele på, været ærlig, og de pointer jeg havde haft, og at jeg var vildt sjov… amazing.

Så vi tog afsked med gruppen, og Xenia og jeg gik ned til bussen, da vi skulle hjemover…

 

Da vi stod og ventede på bussen, snakkede vi så lidt om det. Xenia var meget sådan “HVORFOR KOM DU IKKE? OMG JEG TROEDE IKKE DU VILLE KOMME”, og jeg stod bare… jeg sagde legit til dig, jeg måske kom 5 minutter for sent, fordi jeg vidste, hvis du ikke vidste det, ville du gå i panik. Og hun stod: “jeg var der noget tid før, fordi jeg tænkte, at så kunne jeg bare lige nå at slappe af og samle tankerne inden, men så hentede de mig bare før tid, og så skulle jeg fremlægge alene, og du var der bare ikke!” og jeg stod bare “fuck man, fordi da jeg kom for sent, regnede jeg lidt med, at jeg lige kunne nå at snakke med dig inden jeg skulle ind, nu jeg ikke havde forberedt noget fuck”.

Men vi var enige i, at det var gået pissegodt, og der var enormt meget ros frem og tilbage. Jeg syntes det var så vildt, at Xenia havde taget det på sig, og havde valgt at være med, fordi som jeg fortalte hende, så havde hun bare altid virket som sådan en stille mus, og meget påpasselig med alting, og bare, ja, nervøs, usikker. Og hun var helt enig, og var også meget overrasket – og stolt – over, at hun havde gjort det. Hun sagde, at da hun startede i SFT, havde hun aldrig troet, at hun selv ville blive en af dem, der fremlagde til en ny gruppe.

Hun sagde også, at jeg var totalt sej, fordi jeg bare havde winget den, og bare sagt whatever came to mind, og det hele, jeg havde sagt, var bare så spot on, og virkede så relevant, at det var svært at forstå, jeg ikke havde haft forberedt mig, og at sådan noget kunne hun ALDRIG gøre. Så alt i alt – RIMELIG vellykket. Jeg var i hvert fald stolt, og det var hun også…

 

Kan også afsløre, at næste samtale, jeg havde med min primærbehandler, roste hun mig også til skyerne, og sagde, at Xenia og jeg havde fået så meget ros for vores besøg, og SFT-deltagerne havde været så glade, og alting havde bare været så fint og godt. AMAZING. Fik også ros næste gang jeg kom til fysioterapi… altså snakken gik virkelig, alle syntes bare, vi havde klaret det så godt, så det var jo et KÆMPE skulderklap! Iiih, altså, nu er det 2-3 uger siden, men kan stadigvæk nærmest ikke få armene ned! Så fed en oplevelse. Og jeg var SÅ stolt af mig selv – det viser virkelig, hvor langt jeg er kommet, efterhånden.

Har sagt det før, og jeg siger det gerne igen – SFT er altså virkelig, virkelig worth it! Så hvis du har et OPUS-forløb, eller kører et andet forløb, hvor SFT er en mulighed, synes jeg KLART, at du skal tage i mod det, og se om det også er noget for dig. Jeg kan i hvert fald varmt anbefale det, har været så glad for det <3

26135122_937652966391564_1092483323_n

Så ja, det var det for denne gang. Glem ikke at følge med på Bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Juleaften, julegave haul & 4. søndag i advent, 2017

Hej bloggen, og velkommen tilbage!

Jeg ville have skrevet indlægget lidt før, men har ikke nået det, fordi jeg hhv. blev syg, og fordi jeg har haft travlt med at re-arrangere mine køkkenskabe, samt opvask og oprydning efter juleaften…

 

Men lets get to it – juleaften!?

Som nogle af jer ved, flyttede jeg hjemmefra i juni måned i år, i en alder af 21. Eller, jeg flyttede, et par dage inden, jeg fyldte 21. Det betød også, at vi havde snakket om, at hvis jeg flyttede hjemmefra inden jul, så skulle vi holde jul hos mig – så det talte vi om, og sådan blev det også. Derfor fik jeg den store ære – og det massive pres – at skulle holde juleaften, anno 2017, hjemme i min første lejlighed – og jeg var selvfølgelig hella stoked.

Min lillebror ankom om lørdagen, fordi vi skulle pynte juletræ & bage julesmåkager. Eller, resterne. Min mor havde givet mig lidt brunkagedej, vi kunne bage herhjemme, og derudover stod vi også for jødekager, nu min mama havde fået givet mig noget hjortetaksalt, som jeg har været for doven til at købe, hehe.

Så ja, juletræspyntning!

img_7387 img_7396

Det kan være, jeg lige skal starte med at sige… min lejlighed er 55 kvm, og vi er otte mennesker, der kommer til juleaften… jeg har intet bord, så det skal vi også lige have sat op. Der er ikke vanvittig meget plads, hjemme hos mig. Sååå, mine forældre syntes, at jeg skulle have et lille juletræ, som vi så satte op på et af mine små Ikea-borde, så det kom op i højde, så det blev sådan. Julepynt havde jeg heller ikke vanvittig meget af, så det blev også sådan lidt… Det, jeg lige havde. Min mor havde købt en stjerne og nogle guldjulekugler til mig, og havde også købt nogle røde. Derfra havde hun også en boks med rødelige figurer med til mig, som jeg kunne pynte på træet – funfact: disse var min lillebror meget forelsket i, og jeg siger så; “dem har jeg faktisk fået lov til at få, hvis det var…” og inden jeg siger mere, så udbryder han bare “HVORFOR FÅR DU ALT? DER ER JO INTET TILBAGE NÅR JEG FLYTTER HJEMMEFRA.”, og jeg stod bare “??? var i gang med at sige, du gerne måtte få dem, hvis du ville”, og han påstår bare, at det gider han bare slet ikke så, og hapser straks alle de flotteste figurer. Et minuts tid efter siger han så: “hvad for en af de her er pænest, og skal hænge tættest på stjernen?” og da jeg så peger, går han bare all: “ja det synes jeg også, så det bliver den”, sekundet efter taber han så lortet, så den flækker på gulvet, og jeg SKRALDgrinede.

Udover ovenstående julepynt, havde jeg også købt guld-guirlanderne i Sverige, og derudover var der selvfølgelig lys på træet. Jeg havde én Georg Jensen julepynt, og fire trip-trap-nisser, og tre små bjørne. Dertil insisterede jeg HÅRDNAKKET, på at have mine Disney-julekugler på, selv om min lillebror ytrede, at de var grimme.

Jeg cuttede også selv toppen af juletræet med en sav, min farfar havde efterladt, men… jeg var ikke særlig god til det, haha :/

Moving on! Det næste, vi skulle, var selvfølgelig at bage småkager. Først stod den på brunkager, hvor jeg siger til min lillebror – “og så skal de bare i ovnen i 8-10 minutter,” og han sætter dem ind, mens jeg arbejder med jødekagedejen. Så siger jeg til ham lidt senere: “har du styr på tiden, hvor lang tid mangler de?” og han kigger bare på mig med horror i ansigtet, sådan virkelig “øh nej”, og jeg stod bare… :)) are u kidding me

Såååå i sidste ende blev de lidt brændte, men de smagte nu godt nok alligevel.

Et par timer efter, så stod den på bagning af jødekager, hvor jeg lavede den fejl, at jeg glemte dem inde i ovnen… resultatet var… ikke kønt. Jeg har åbenbart formået at ødelægge BÅDE jødekagedejen, og finskbrøddejen, jeg lavede for nogle uger siden. Ingen af mine deje ville samle sig, og de smuldrede begge to, så det blev pludselig en lang process, at skulle “mase” en lille klump jødekagedej ud, stikke en figur ud, lægge den på pladen, og så forfra… Men vi havde ikke så travlt, og vi hyggede imens. Jeg især hyggede til Pagten-temasangen, og et par sange fra Absalons Hemmelighed #noshame.

img_7397 img_7402

Da vi var færdige, ordnede vi lige det sidste, inden vi – på min lillebrors request – begav os mod Maccen, for at spise aftensmad. Jeg bestilte en teambox med 20 nuggets til mig selv, lol. Bagefter fulgte jeg min bror ned i biografen, hvor han skulle se Star Wars, sammen med sin bedste ven… og åbenbart også vennens bedsteforældre, der sad dernede, da jeg kom. Det var en sær omgang, og bedstefaren nåede lige at smide en: “Er du xxx’s søster? Hvor er du smuk! Hvis jeg havde været nogle år yngre, sååå….” og jeg tænkte bare okæ, din kone sidder ved siden af, og jeg ligner en udbrudt narkoluder, men tak skal du have. Det var nu meget grineren.

 

Morgenen efter, 4. søndag i advent, skulle jeg selvfølgelig pakke min sidste adventsgave op i 2017.

img_7732

Endnu engang overraskede min fantastiske mor, med noget, som jeg selvfølgelig har haft ønsket mig, men bare ikke har tænkt over, at jeg ønskede mig! Jeg kan godt lide at bage, selv om jeg altid bliver lidt småsur, når jeg gør det 😛 og jeg elsker at pynte kager, osv., selv om min udførelse aldrig bliver helt lige så god, som mine ambitioner. Så en sprøjtepose var et kæmpe hit! Dertil frysetørrede jordbær. Jeg er blevet enormt meget fan, af sådan nogle, den sidste tid. Hvem er ikke? Så kæmpe tak, til min dejlige mama! <3

 

Udover det var advent, var det selvfølgelig også juleaftensdag, så jeg brugte en god rum tid, på at gøre mig klar til aftenen, og I kan følge processen lige her… og ja, jeg har tænkt mig at poste et shitton af selfies :)) min mor og farmor kom, inden jeg blev færdig med at gøre mig klar, og mens jeg stadigvæk var i gang med at tage selfies, og min farmor skraldgrinede. Hun synes, det var så latterligt, og jeg tog så mange, og det var da helt unødvendigt, og blabla… kære mor og farmor: samlet set nåede jeg op på 132 selfies, hvoraf måske 60 af dem var brugbare, så… #hvemerdumnuhva

PS. Jeg har absolut INGEN skam i livet…

Anyway:

26105444_936623499827844_1341373422_n 26105667_936623496494511_1322338386_n

Tror så nok lige, jeg er den sødeste nissepige, i hele verden :))))

26176557_936623536494507_456315090_n 26133255_936623519827842_1392003483_n

Gik i gang med at krølle mit hår, fordi jeg sidste år fik et krøllejern, og jeg bruger det bare slet ikke, så meget, som jeg gerne vil, fordi det tager lang tid, at gøre alene… men nu havde jeg tiden, så der blev krøllet away! Det var også ca. her, min farmor og mor kom dumpende…

26175681_936623596494501_1461891366_n 26102729_936623593161168_1012568369_n 26176194_936623649827829_1679520950_n 26176907_936623599827834_681830807_n 26105410_936623619827832_125867552_n 26058070_936623613161166_1285689161_n

Og voila! Færdigt resultat. Synes selv, jeg var ret cute as fuck, så ja. Sårn kan det gå.

 

Men the excitement var ikke ovre endnu, for da min mor og farmor kom, havde de værtindegaver med?? say whaaat??? og jeg stod bare “øhm, vidste ikke man gav den slags,” og min mor shot me ded med en: “klart, du har jo aldrig selv givet en” #av #holdbrandsåretunderrindendevand

pc250061 pc250066

Jeg fik de første par kræmmerhuse af min farmor. Hun fortalte, det var nogle, min oldemor engang havde lavet, og hun kunne huske, jeg var så vild med dem ud af perler, min mor havde lavet, så… hun syntes, at jeg skulle have dem.

Saksen og det store kræmmerhus, fik jeg så af min mor. Kræmmerhuset var lavet af min mormor, og min lillebror havde fået det andet kræmmerhus. Vi er lidt sensitive, ang. min mormor. Eller, ikke så meget mere, men… det giver stadigvæk sådan et lille gib, agtigt? Det er ved at være ret mange år siden. Som jeg skriver det her, går det op for mig, er det sgu nok nærmer sig 17 år. Utroligt nok. Hun døde i en bilulykke, for de her 17 år siden, så. Jeg husker hende, som en af mine bedste venner, men jeg aner ikke, om det reelt forholdt sig sådan, eller om det bare er en konstruktion, jeg har lavet i hovedet. Men selvfølgelig, når man er under 7 år gammel, så er alle vel ens bedste ven. Min lillebror nåede nærmest ikke at kende hende, så. Og min mor selvfølgelig… jeg skal ikke gøre mig klog, men jeg tror stadigvæk ikke, det er det nemmeste i verden, for hende. Men sådan er det, og altså, der er gået 17 år nu, tror jeg, så… så nu er det mest, for mit vedkommende, bare at mindes. Tænke “øv, at du ikke er her”, men derfra bare at sige “men det er du måske lidt alligevel”. Jeg har flere juleting, der er fra min mormor, så især i julen, er hun altid med – og det synes jeg er meget dejligt, at kunne mindes. <3 Og jeg synes egentlig bare, at det er rart, at der bliver ved med – selv efter så mange år – at dukke ting op, fra dengang, så man kan mindes. Måske også fordi jeg er sådan en lille nostalagi-freak, så jeg elsker bare generelt den slags ://

 

Nå. Vi (læs: mor) gik langsomt i gang med at forberede stegen, og min lillebror og jeg gik så i gang med at lave marcipankonfekt, og jeg havde smeltet godt 200g chokolade, turns out, så meget skulle vi slet ikke bruge, og det var begyndt at størkne, såååå hvad gør Cecilie? Hun skynder sig at lave chokolade-hjerter!

pc250030 pc250040

Vil gerne lige highlighte de flotteste, som så er de her. Jeg mener, awh? Jeg er vild med marcipanhjerterne og den blå stjerne og måne, how cute, og jeg synes egentlig idéen med mørk chokolade og frysetørrede hindbær var helt ok?

… og så det mindre bloggervenlige syn:

pc240024 img_7626

Jeg har lavet alle de farvede og hjerterne… jeg er ikke stolt. Men det smagte meget godt alligevel, så jeg er ligeglad!!

img_7580 img_7583

Jeg er heller ikke stolt af, at jeg gik lidt for meget aboard med den blå frugtfarve, så… jeg lignede lidt en avatar, resten af aftenen.

img_7584

Traditionen tro, stod den selvfølgelig på Disneys Juleshow. YAY! Det tog mig lidt tid, at få styr på det hele, med lyden og sårn, og billedet hakkede lidt, og mit fjernsyn ville ikke indstilles ordentligt, men… det lykkedes. Og det var lige så hyggeligt, som det plejer at være <3 Omend jeg savnede min far, der ikke var dukket op endnu, fordi han plejer at se juleshow (med et halvt øje) sammen med os… så det var lidt mærkeligt.

 

Efter juleshow kom min far så, og han havde borde-bænkesæt med til mig. Eller os. Begge mine forældre er spejdere, så de havde lånt et borde-bænkesæt, som vi tog med op i lejligheden og satte op… det lyder ret fucked op, men det var egentlig hyggeligt nok.

img_7592 img_7594 pc240007 pc240005 pc240013

Og nogenlunde således, kom spejderbordet altså til at se ud ft. stuebordet med hjemmelavede godter. Jeg var fuldkommen obsessed med, hvor hyggeligt, det endte med at blive – og med perfekt udsyn til mit snelandskab 😛

img_7630 img_7646

Og således kom der mad på bordet også. Jeg kan ikke lide brune kartofler, og jeg bryder mig heller ikke om rødkål – jeg kan til nød spise det i en flæskestegssandwich, men… ja. Så min menu stod på hvide kartofler, franske kartofler, flæskesteg, og en bette smule rødkål. Alt sammen DRUKNET i brun sovs. Det smagte himmelsk. Jeg nåede at komme igennem to portioner, før jeg overgik til kvalmegrænsen og måtte stoppe…

 

Efter aftensmaden stod den ellers bare på lidt hygge, jeg hjalp med opvasken, hvorefter jeg smuttede med ind i stuen, hvor min far, lillebror, og mors halvbror, befandt sig på gulvet, i gang med at spille Carcasonne – og det skulle jeg da lige være med til! Så det spillede vi. Efterfølgende skulle vi spise ris ala mande.

Jeg siger det nu, og jeg siger det hvert år – jeg er IKKE fan af ris ala mande! Jeg hader det. Jeg elsker risengrød, men ris ala mande og klatkager, det kan jeg simpelthen ikke døje.

Alligevel tager jeg troligt hvert år en portion, i håb om at vinde mandelgaven, selv om det giver mig ubeskrivelig kvalme… og i år var ingen undtagelse.

Min farmor havde haft mandelgave med, og fortæller, der er chokolade, en nisse, og en overraskelse, og alle begynder straks “hvis du får gaven og blabla så jeg blabla” osv., og jeg tænker bare… imma eat. Jeg nåede hurtigt kvalmegrænsen, og sad bare og stak i min ris ala mande, og tænkte “yrk”.

Tror min farfar var nået til sin anden portion, og han sad ved siden af mig, og jeg havde bare kvalme, så jeg læner mig ind, og så får jeg lige grebet om hans frie hånd med min egen, og han giver mig et klem – sådan et virkelig kærligt, omsorgsfuldt klem, og jeg hvisker bare til ham: “Farfar, jeg vil ikke holde dig i hånden, jeg skulle bare se, om du havde mandlen”, og man kan bare se hans ansigt flækker i et smil, som han hvisker “den er i den her mundfuld,” og stopper en portion ris ala mande ind… og rækker diskret tunge til mig med mandlen. På en eller anden vis får han den ud af munden, og giver den til mig under bordet, og jeg sidder bare med det største smil om femøren, og tænker “yasss bitch”

De andre når lige så langsomt kvalmegrænsen – jeg kan se det på dem, og min lillebror spiller meget stor i slaget, og meget sådan “jeg har mandlen”, og min far står… ja, nej, det har du ikke. Jeg står sådan: “hallo, seriøst, er der ingen, der har den mandel? Seriøst ingen?”, og der er lidt hviskeri rundt om bordet, og til sidst kapitulerer min lillebror, og tager endnu en portion ris ala mande. Jeg griner inden i mig selv. Da han tager kirsebærsovsen, annoncencerer jeg, at jeg har mandlen, meget smooth ved ligesom: “Godt du har hældt kirsebærsovs op, så kan jeg godt indrømme, at øh, jeg har mandlen,”. Min bror nærmest råbte bare “NEJ”, og jeg grinede og grinede, og fortalte om historien med farfar, og min lillebror så bare rødt, og han stod bare… “HVORFOR FÅR DU DEN ALTID? HVORFOR GIVER HAN DIG DEN ALTID” og min farfar, iskoldt, went: “fordi du sidder på den forkerte side”.

Men alt løste sig i sidste ende. Jeg spurgte min lillebror, om han ville have æsken med Anton Berg, og min mor fik den hjemmehæklede nisse, som hun gerne ville have. Jeg snuppede selv overraskelsen, der viste sig at være en vase – perfekt, for sådan en har jeg ikke. Så alt gik op i en højere enhed – og selvfølgelig tak til min farfar, for at give mig mandlen!

img_7751

Vi tog så lidt tid, til at slå maver, inden vi begyndte at danse om juletræet – som jeg selvfølgelig også knipsede nogle billeder af.

img_7657 img_7666

Det var lidt kikset, fordi NOGLE blev ved med at tænde og slukke for stikkontakten, hver gang vi passerede forbi, så der var den sygeste diskofest, mens vi dansede om træet…

Afslutningsvis, så delte min bror og jeg gaver ud, og pakkede selvfølgelig gaver op. Derefter stod den bare på hygge, drikning af varm kakao/te/kaffe, spisning af småkager og konfekt, og bare lidt snak på kryds og tværs, inden familien tog hjemover, og jeg blev tilbage i lejligheden.

Alt i alt en meget vellykket juleaften, og jeg var meget, meget glad for, at kunnet få lov til at være vært, og at det gik så flot og fint, som det gjorde. Jeg havde det nederen over størrelsen på juletræet, men jeg synes, det gik meget godt, da først det blev pyntet og sådan noget. Så alt i alt, bare rigtig fint, og en virkelig dejlig juleaften <3

 

Dagen efter besluttede jeg mig så for lige at få taget nogle billeder, af mine gaver til JULEGAVE HAUL:

img_7753

Nu havde jeg godt nok individuelt fotoshootet dem alle, men I får bare et samlet billede her, af gaverne.

Af mine forældre fik jeg en Cook & Baker foodprocessor, som jeg havde ønsket mig.

Af min farfar og hans kone, fik jeg en multi-snackmaker, og et stegetermometer, også, som ønsket. Jeg var nemlig træt af, at jeg kun kan lave 1 toast af gangen i min toaster, fordi den er for lille, så jeg tænkte, det var tid til en upgrade – og mit stegetermometer er defekt, så… ja.

Af min farmor fik jeg en muffinform, som ønsket, og et digitalt køkkenur, som jeg godt nok ikke havde tænkt over, at jeg ønskede mig, men som jeg blev MEGET glad for at modtage – for det kan både tælle op og ned, så jeg endelig kan få timet af, når jeg laver mad! Hun gav mig også den lille Georg Jensen engel.

Af min mors halvbror, fik jeg en Chrome Cast, heller ikke et ønske, men jeg havde godt overvejet muligheden – og mine forældre er lykkelige for deres, så nok derfor, jeg har fået en også, så de tog beslutningen for mig om, at det var den løsning, jeg skulle have herhjemme. Så sådan bliver det, og tilmed er der 3 måneders gratis viaplay, så jeg tænker, at jeg skal se Supernatural snarest muligt #nørd

Af min lillebror fik jeg en Tupperware microcook-kande, heller ikke et ønske, men noget, som jeg har haft ønsket mig meget længe. Jeg syntes, den var smart, fordi Tupperwaredamen lavede brændte mandler i den, men jeg havde også et spirende håb om, at den ville være fantastisk at bruge til mannagrød i mikroovnen. Dette fik jeg testet i går – og det virkede fantastisk. Jeg var lykkelig.

Af min faster og hendes mand, fik jeg en kaffekande, som ønsket. Yay! Dertil havde deres datter lavet en lille krukke til mig (se nedenfor) med slik i. Cute.

Jeg fik også en pakke af en veninde, som jeg nægtede at lukke op, fordi vi var uvenner… men 1. juledag, om aftenen, kapitulerede jeg alligevel og åbnede den, og det viste sig at være en bog. All the Bright Places. Så jeg glæder mig til, at jeg får overstået eksamen i januar, og forhåbentlig kan få læst lidt i den.

img_7808

^ krukken med slik.

 

Så ja, nu tror jeg faktisk også, at jeg har været omkring det hele 😛 Så tak fordi I læste med.

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

 

Hvad har jeg lært i SFT? #20

Velkommen tilbage på bloggen, og tilbage til endnu et SFT-indlæg.

Til denne gangs SFT fik jeg også at vide, at jeg ugen efter skulle fremlægge i en anden SFT-gruppe, om, hvordan jeg syntes, at det var at gå i SFT, hvad jeg har fået ud af det, osv. Jeg var enormt glad! Det havde nemlig været på tale før, men der var jeg i klinik, så jeg missede muligheden for det, men nu kunne det lade sig gøre, og jeg var STOKED, altså!! Så dagen startede lige med en kæmpe optur.

 

Videre til hjemmeopgaven, der handlede om en situation, hvor man kunne have brugt papegøjesnak, hvad man gjorde, og hvordan det virkede. Jeg må ærligt erkende, at jeg IKKE havde lavet ugens hjemmeopgave. Jeg havde ikke rigtig tænkt over papegøjen, whoopsie. Men der var en, der havde spekuleret lidt på, at det kunne bruges ifm. lægebesøg, hvis lægen talte udenom det, man reelt kom for at få undersøgt, som en måde at spore samtalen tilbage til udgangspunktet. Derudover var der en, der havde testet det ifm. børnepasning, når børnene skulle rydde op, og havde fundet dette hjælpsomt.

Selv fortalte jeg om en episode, jeg havde haft med min mor, et par dage før, som faktisk havde gjort mig enormt ked af det. Det var enormt fjollet, men det havde simpelthen gjort mig så ked af det! Jeg begynder næsten at græde, når jeg tænker tilbage på det nu… men altså; min mor og farfar havde hjulpet mig, med nogle ting i lejligheden, og min mor skulle så hjælpe min farfar ned med nogle ting i bilen. Min mor har et par sutsko, som hun bruger her i min lejlighed, og dem vil hun så gå ud i opgangen med. Jeg siger, at det vil jeg ikke have, at hun bare kan låne mine sko, fordi jeg vil ikke have, at hun går ud med sutskoene, der også bliver brugt herinde. Hun siger så, at der lige er blevet gjort rent i opgangen, og dette kan ses på min måtte ude foran hoveddøren, der er blevet fjernet. Jeg holder stædigt på mit om, at det ved hun ikke, og hvad nu hvis deres rengøringsstandarder ikke er ligesom min, og lignende. Jeg insisterede i hvert fald på, at det var ulækkert, og at jeg virkelig ikke ville have, at hun gik ned med dem. Det gjorde hun så alligevel.

Som en del af min skizotypi, har jeg noget atypisk OCD-agtigt. Jeg er virkelig sær på de her punkter, og jeg får det rigtig skidt, fysisk og psykisk, og tingene kører rundt i hovedet på mig, hvis det ikke bliver “efter mit hoved”, ift. rent/urent. Jeg kan SLET ikke tage det.

Så da min mor kom retur, fortsatte vi hver især i samme spor, indtil min mor så besluttede, at så skulle sutskoene bare smides ud. Det sagde jeg selvfølgelig nej til, fordi inderst inde vidste jeg jo godt, at det var mit hoved, der drillede mig, og at sutskoene jo ikke reelt var beskidte. Der var blevet gjort rent ude i opgangen, så jeg ved virkelig ikke, hvorfor det betød så meget. Men hele mit indre kløede, og jeg havde lyst til at græde, kaste op, og bare… ved tanken om de sutsko i min lejlighed! Altså, virkelig. Det var så slemt, med kaosset i hovedet, at jeg bare… jeg følte mig ikke engang sikker i min lejlighed, jeg ville ikke føle, noget var rent mere, jeg ville føle, alt alting var kontamineret og farligt, hvis de sutsko blev brugt. Samtidig var jeg bare også så meget i konflikt med mig selv, fordi jeg – som sagt – rationelt jo godt vidste, at der ikke var noget galt med de skide sutsko, og jeg blev så vred over, at jeg ikke bare kunne have det OK med det, og lade være med at bekymre mig om det… og min mor brugte altid de sutsko, og hun har købt dem, og taget dem med herop, og nu ville hun smide dem ud, fordi jeg var dum, og uanset hvad jeg sagde, insisterede hun på, at de skulle smides ud, og derefter tog hun hjem. Da jeg lidt senere skulle ned med skraldet, fik jeg et glimt af skoene i containeren, så jeg begyndte at stortude. Jeg vidste bare, at jeg var så uretfærdig, og så dum, og jeg følte mig som det VÆRSTE menneske på jorden. Som den værste datter, og det var bare SÅ ufedt at have det sådan. Hvorfor kan jeg ikke bare være normal?

Men vi gennemgik så episoden her til SFT, hvor at de forklarede lidt om, at jeg bare skulle have brugt papegøjen, fremfor at rode mig ud i alle mulige forklaringer, og så bare have holdt fast i, at jeg bare ikke ville have det… jeg ved ikke, om det havde gjort en forskel, men ja. Det er en overvejelse, i hvert fald.

 

Derfra gik vi videre til nogle andre måder, man kunne de-eskalere eventuelle konflikter. Der er varierende grader af afspændende sprog, hvor det selvfølgelig så gælder om at starte i de lave grader, og hvis ikke dette virker, så at skrue lidt op. Der er ingen grund til at springe direkte til punkt fire, hvis man kan nøjes med punkt et… så ja, flere tips:

  1. At tydeliggøre sine udmeldinger på egne tanker, følelser og holdninger, f.eks. i mit tilfælde med min mor, kunne det være: “Jeg vil gerne have, at du tager dine sutsko af, og sko på, når du skal ud i opgangen.”
  2. Herefter kommer, at man anerkender den anden, f.eks. i tilfældet med min mor: “Jeg kan godt se, at det er nemmere for dig, at beholde sutskoene på, men jeg vil gerne have, at du skifter sko.”
  3. Omtale konsekvenser, f.eks., igen med min mor: “Jeg kan godt se, det er nemmere for dig, ikke at skifte sko, men hvis du ikke gør det, så bliver jeg rigtig bange og ked af det.”
  4. Nummer fire her blev beskrevet som et punkt for sig selv, da dette nemlig omhandlede girafsprog…

Jeg havde haft snakken om girafsprog, da jeg gik i 4. klasse, fordi jeg var en aggressiv ulv… glemmer fucking aldrig den lecture, jeg fik man… men i hvert fald. Det hedder girafsprog, fordi giraffen har en lang hals, og dermed kan overskue situationen og se fra alle perspektiver. Derudover har den et stort hjerte, er rummelig, empatisk og lyttende.

Girafsprog indebærer derfor, at man taler jegsprog, lytter færdig til det, den anden har at sige, lytter interesseret til den andens synspunkt, bruger hv-ord, udtrykker sine egne ønsker, fokuserer konkret på nutiden og fremtiden og går efter problemet. Giraffen bliver også altid på sin egen banehalvdel.

Ulvesprog derimod, er meget frembrusende, du-orienteret, afbrydende, er ligeglad, går til angreb, stiller ledende spørgsmål, bebrejder den anden, er meget abstrakt, fokuserer på fortiden, og går efter den anden person.

Af ovenstående vil vi selvfølgelig derfor helst bruge girafsproget, fremfor ulvesproget, hvis vi forsøger at konflikthåndtere.

Ved girafsprog gør man derfor følgende, f.eks. i forbindelse med en konflikt:

  1. Beskriver objektive fakta, som f.eks. den andens adfærd.
  2. Beskriver/udtrykker egne følelser.
  3. Fortæller egne behov (“så derfor har jeg brug for…”).
  4. Kommer med en anmodning til den anden.

 

I forbindelse med ovenstående, skulle vi så komme med en brainstorm til tidspunkter, hvor man kan bruge girafsproget:

Når nogen kritiserer andre eller en selv, når man ønsker, at noget skal gøres på en bestemt måde, hvis man har forskellige behov i en undervisningssituation, hvis nogen altid brokker sig, hvis andre taler grimt, hvis folk roder, hvis folk larmer, generelt bare alle konfliktsituationer…

 

Herfra skulle vi så udvælge en situation, og hver især prøve at være giraffer… jeg var sammen med to piger, og vi kunne ikke lige beslutte os for, hvad vi ville… så jeg rakte over, for at tage en vindrue, og pludselig udbryder hende den ene pige bare: “Cecilie, det gør mig faktisk rigtig ked af det, når du tager og spiser alle vindruerne, for jeg kan altså også godt tænke mig at få nogen, så vil du være sød at lade være med at spise dem alle sammen…”

Jeg fik det STØRSTE chok, og begyndte bare at grine og stod… “den står literally lige foran dig though”, jeg kunne slet ikke tage det seriøst, og det var egentlig bare en hård omgang, faktisk??? Blev virkelig chokeret. Så var det jo så min tur, og jeg kunne bare slet ikke finde på noget, fordi hende jeg skulle komme med en anmodning til… kunne jeg bare slet ikke finde noget, der passede til! Så til sidst måtte jeg komme frem med noget, der lød sådan lidt: “Jeg kan se, du har fået lagt en beige neglelak. Det bryder jeg mig altså ikke om, det gør mig ked af det her i juletiden, og jeg synes slet ikke, de passer, så er du sød at male dem røde til næste gang.”, hvilket vi også grinede enormt meget af. Som I kan se, er vi ikke liiige så gode til at tage opgaverne seriøst… men… altså… vi prøvede det da af. Og det var meget sjovt lige, at skulle reflektere over, hvordan tingene skulle udfoldes, når man brugte det her girafsprog.

 

Afslutningsvis fik vi udleveret et papir med grundlæggende, personlige rettigheder, som vi alle sammen FLÆKKEDE af grin over, fordi vi stod bare “NOPE”, og de “voksne” stod bare… “???? synes I ikke, I har ret til de her ting????” og vi stod bare… “øh nej, udtrykke vores mening??? fuck nej, hvis man gør det bliver man sgu da slagtet lol, ret til at begå fejl???? geez nej, vi bliver slAGTET”… Det viser lidt om, hvor fucked op vi bare alle sammen er, det er faktisk lidt deprimerende, hahahah. Men jeg tror, jeg gennemgår arket i næste uges SFT i stedet for, fordi… det passer bare bedre ind dér, synes jeg. Så I får hele arket der, og uden dumme kommentarer som “nope har jeg ikke ret til lol”, haha. Fordi det er rettigheder, som ALLE mennesker har ret til – og de er FANDEME vigtige at huske på. Så glæd jer og stay tuned! Derudover vil jeg lige ønske jer alle sammen god jul!!

25675445_934768406680020_459974125_n

Så ja, det var det for denne gang! Glem ikke at følge med på Bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i SFT? #19

Hej bloggen, og velkommen tilbage.

Puh, tiden flyver.

 

Jeg troede lige, der var uorden i mine papirer, men det var der selvfølgelig ikke. Det var bare mig, der var lidt forvirret, fordi jeg lige havde glemt, jeg ikke havde deltaget i sidste uges SFT, og derfor ikke kunne placere hjemmeopgaven… men den hjemmeopgave, vi skulle have fået for til denne uges SFT, og som jeg så først modtog på dagen, var en hjemmeopgave om konflikter! Så let’s get to it.

Der var en, der fortalte, at han havde overværet to af sine venner diskutere om, hvilket sted, der havde den bedste kebab, og de mundhuggedes, og var virkelig bare sådan “ja-nej-ja-nej”-agtige. Personen, der fortalte om oplevelsen, havde selv bare trådt tilbage og ladet de to stridshaner… strides.

En anden fortalte om en aftale med sin mentor, hvor hun havde trodset regnvejret for at dukke op, og næsten var kommet for sent, og da hun så dukkede op, så var mentoren syg. Dette fortalte lederen hende, hvilket selvfølgelig gør indehaveren af historien ked af det, da det krævede rigtig meget at komme af sted. Lederen joker af det og går… her snakkede vi lidt om alternative tanker, ift. hvorfor lederen måske havde joket med det og var gået – jeg tænkte, at det kunne skyldes forlegenhed, fordi det egentlig var lederens job, at give den besked videre, hvilket hun jo så tydeligvis ikke havde gjort, og måske syntes, det var lidt pinligt inderst inde…

Tredje eksempel var fra en, der passer børn på 5 og 8 år, og fortæller, at disse tit kommer op at skændes, om alt muligt, og at det tit er den ældste, der bliver sur og smækker med døren, så den yngste græder, og det bliver som regel kaotisk. Så hende der passer dem ender tit med at tage fat i dem begge og snakke med dem, for at løse det, men i virkeligheden bliver hun tit ubehageligt tilpas, og kommer i konflikt med sig selv, fordi hun ikke har lyst til at vælge side, og heller ikke har lyst til at bryde ind før konflikten optrappes for meget, da hun heller ikke vil risikere, at de bliver sure eller kede af det, idet børn er meget ærlige og stride.

Jeg kom selv på et eksempel, lige on the top of my head, men det deler jeg ikke her på bloggen, da det handler om en familiediskussion, og jeg ikke lige føler for at udstille nogen her. Men jeg lærte meget af den snak, og blev ret obs. på nogle ting, jeg ikke lige havde været klar over før.

 

Så snakker vi lidt om en artikel, en af de “voksne” havde læst, der fortalte, at jo mere person B argumentere mod person As holdning, jo stærkere vil A holde fat i sin holdning, og søge andre med samme holdning, for at “styrkes” – altså, så når vi argumenterer med andre, risikerer vi faktisk at få dem til at holde endnu mere fast på det, vi ellers gerne vil have dem væk fra…

Og at det for rigtig mange bare handler om at få ret og være seje, og ikke om selve argumenterne eller deres styrke.

 

Så for at undgå ovenstående, gav vi os i kast med papegøjesnak, eller politikersnak, der simpelthen bare går ud på at gentage det, man lige har sagt, flere gange. Enten med samme ord eller rettet en smule alternativt til, men så betydningen er det samme.

Vi skulle så se de “voksne” (kalder dem seriøst noget forskelligt i hvert indlæg, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal beskrive dem som, og hele tiden glemmer, hvad jeg brugte i forrige indlæg)sige fra og holde fast i deres oprindelige budskab på en god, venlig måde. Og derefter selv gøre kunsten efter…

Men ja, det vi skulle først, var at se de andre, og der brugte de sådan lidt et loop, der hed “jeg vil ikke”, men besvarede eventuelle spørgsmål, og så komme tilbage i loopet. Hvis man roder sig ud i alle mulige forklaringer, kan modparten meget nemt komme til at tro, at de kan hjælpe eller på anden vis få en til at skifte mening, men hvis de bliver mødt af samme standhaftige forklaring hele tiden, vil de på et tidspunkt give op.

 

Så skulle vi så selv afprøve det. Først skulle jeg være den, der forsøgte at overtale, og hende jeg var med, skulle lave papegøjen… Jeg fandt meget hurtigt på, at jeg ville have hende til at tage min vagt, fordi jeg skulle til Beyoncé koncert. Det ville hun ikke, for hun skulle være sammen med sin familie. Jeg prøvede at overtale hende, ret meget, jeg havde booket billetterne lang tid i forvejen, og jeg lovede, jeg jo nok skulle tage en vagt for hende, og altså, det var jo bare hendes familie, de ville være der igen senere, men Beyoncé ville jo ikke… jeg prøvede alt, og hun var bare KOLD SOM IS, og at some point sagde hun bare “jeg stopper dig lige der, for jeg siger stadigvæk nej”… jeg var målløs!

Bagefter skulle hun så låne penge af mig, til at købe en gave til sin mor… jeg var ikke særlig god til at lave papegøjen, hun fik virkelig snoet mig… jeg prøvede endda med, at det var bare ærgerligt, hendes mor havde en broke lortedatter, men nej, hun blev sgu bare ved xD Nogle gange er opgaverne lidt svære at tage seriøse, som I kan gøre, men altså… jeg prøver! Haha, og vi havde det nu meget sjovt, selv om det ikke var meningen… haha.

Bagefter skulle vi så opsummere, hvordan vi syntes, det havde været, og der var en fælles tildens til, at vi næsten hoppede med på den andens argumenter, eller på eller anden vis fik ondt af dem… og der sagde de noget, der var ret vigtigt, nemlig at vores argumenter er lige så gode som deres, og lige så vigtige. At vi skal være tro mod os selv, uanset hvad det drejede sig om, og at deres problemer IKKE var vores. Vi talte f.eks. om nogen, der skulle arbejde juleaften, tror jeg det var, og gerne ville være hos deres familie, om vi ikke kunne bytte vagt med dem… der er man måske tilbøjelig til at tænke “jeg har ingen familie jeg skal være sammen med, jeg ville jo bare gerne have en fridag og sidde hjemme og hygge mig, så jeg burde bytte”, men at det så var vigtigt at holde fast – ja, det er da pisseærgerligt. Men det er IKKE vores problem, og hvis vi gerne vil sidde hjemme og hygge, så er det DET VI SKAL, og ingen skal guilttrippe os til noget andet. Så ja, det var sgu intenst.

Og så snakkede vi om, at det faktisk både var svært at være i offensiven, men også i defensiven, fordi det var svært at blive ved med at sige fra, men også svært at blive ved med at presse på… haha, struggle. Derudover havde jeg især svært ved at holde mig til den ene, simple forklaring – jeg er MEGET forklaringsorienteret, og meget argumenterende, så det var svært ikke at gøre det, eller gå totalt i defensiv…

Men altså; det var faktisk en meget sjov opgave, lige sådan at gennemgå, og jeg syntes virkelig, at man lærte noget af det.

Og det var det, for denne uge.

25674322_934287280061466_2114365171_n

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x