Hvad har jeg lært i SFT? #13

Hej bloggen, og velkommen tilbage til endnu en SFT-session.

 

Dagens program stod på: Hvordan takler du negative tanker & følelser? Hvilket hænger godt i tråd med hjemmeopgaven, der netop lød på det samme. Jeg skrev ikke noget ned i min hjemmeopgave, for ærligt, svaret er for det meste “joke og grine ubehaget væk – eller i hvert fald forsøge på det”.

Det var ret sjovt, fordi i klinik kom jeg ud for, at jeg til morgenkonference skulle fremlægge om den patient, jeg havde om, og det kom lidt ud af det blå, og jeg stod meganervøs i baggrunden og stod… “ja jeg har x på stue…” og så er der bare en der siger “Kom frem så vi kan se dig!” Min puls var skyhøj, jeg havde det som om, jeg skulle besvime, og jeg grinede bare og svarede sarkastisk “ihh tak,” som jeg trådte frem. Jeg fik fremlagt, og jeg fik et kæmpe skulderklap af min vejleder, der sagde, jeg taklede situationen godt, og min fremlæggelse var on point. Det gjorde mig selvfølgelig rigtig glad. Senere på ugen sagde jeg farvel, fordi jeg skulle til afspænding ovre på psyk, men kom slukøret tilbage et par minutter efter med beskeden om, at det var aflyst. Da alle de andre studerende var gået ud til deres patienter igen, trak samme vejleder mig lige til side, og spurgte mig ind til, hvad jeg ellers lavede derovre om torsdagen, og min fredagsgruppe, og jeg forklarede, og hun sagde, at til denne uges hjemmeopgave, ville hun have jeg tænkte på, hvordan jeg havde taklet ovenstående situation – jeg behøvede ikke fortælle hende det, men bare tænke over, hvordan jeg selv syntes, jeg havde taklet det.

Hvilket leder mig frem til udgangspunktet – nemlig at grine. Lave jokes. Sarkasme. Negligere det lidt. Bruger minifismer (sygeplejerskerne ved, hvad jeg snakker om). Det ville som udgangspunkt være svaret på hjemmeopgaven. Men derudover også… hvad skal man sige. Vold? Selvdestruktion? Jeg ved det sgu ikke lige. Men noget der hen af. Når mine følelser bliver lidt for meget; når jeg føler mig fanget – så slår jeg ud. Det er ikke noget, jeg er specielt stolt af, men det sker. Jeg slår til ting, sparker til ting… fjerner fokus. Tror jeg.

I plenum delte de opgaven op i krop/følelser, og bevidsthed/tanker.

– indenfor krop & følelser, blev der nævnt følgende: fryser/går i stå, får kvalme, begynder at svede (en sved, der lugter anerledes end normalt – såkaldt angstens sved), vejrtrækningsbesvær, ryster, og så selvfølgelig at grine. Derudover vil jeg lige tilføje forhøjet puls, ondt i maven og svimlen for øjnene.

– Indenfor bevidsthed blev der nævnt: at kroppen forsøger at finde på løsninger, negative tanker som “jeg kan ikke klare det”, “jeg er ikke god nok”, prøver at tilpasse sig, “fuck fuck fuck”, “hvad har JEG gjort galt”, “de hader mig”, “jeg er over grænsen”, “jeg bliver smidt ud/afvist”, “jeg er sær”, bliver bange for at skuffe andre, osv.

 

Herfra gik vi videre til, hvordan man lindrer de her reaktioner på ubehag. Disse kaldes kontrolstrategier, og indbefatter ALT, hvor man forsøger at slippe af med, undgå, undertrykke, flygte fra eller aflede sig fra ubehagelige tanker og følelser. Dette foregik som en lang brainstorm…:

– Distraktion/afledning: f.eks. via computer, bøger, tv, musik, at tegne, gåture og at ignorere det/skubber det væk.

– Isolation: melde sig ud, give op, undgår folk, trækker sig, dukker ikke op og afviser det.

– Misbrug: stoffer, alkohol, selvskade (cutting, at slå/sparke ting ,brænde sig selv, osv.), mad (enten overdrevent forbrug af mad, eller restriktion af ens behov for mad), søvn (for meget eller for lidt) og rygning.

– Tankestrategier som f.eks.: at gruble, at bekymre sig, at slå sig selv i hovedet med det, at forsøge at finde mening med det (det er også bare fordi…), at forsøge at problemløse, at være selvkritisk, at analysere og reflektere, at diskutere med sig selv (f.eks. pro’s and con’s), at fortælle os selv negative ting, at give andre skylden, at fantasere, at tænke på fortiden, at planlægge (hvis jeg nu gør x næste gang), at lade som om det ikke er vigtigt/latterliggøre (grine), at benægte, at tænke positivt, hvad nu hvis…-tanker, hvorfor mig…-tanker, og det er unfair-tanker.

– Andet, jeg ikke lige kan finde en boks at putte det i: bare at gøre det, at blive fysisk syg, ikke at vide, om man skal grine eller græde, søger andre menneskers kontaktet, meditation og mindfulness.

Personligt er jeg god til at aflede, f.eks. at gå tur, se film, skrive, tegne, læse, høre musik, søge andre menneskers kontakt, og ellers bare ja… ignorere det. Dog er jeg også rigtig god til at isolere mig, ved at trække mig fra folk, blive meget stille, og give op… Jeg falder også ind under kategorien misbrug, ift. alkohol, selvskade, mad og søvn. Og sidst men ikke mindst, så bruger jeg også et utal af tankestrategier, f.eks. bekymre mig, slå mig selv i hovedet, forsøge at finde mening, problemløse, selvkritisme, analysere, planlægge, latterliggøre og benægte. Sommetider “hvorfor mig”-tanker.

Det betyder også, at det jeg tager med, fra denne uges session er, at jeg er mere bevidst på mig selv og mine reaktioner nu. Og det tænker jeg er en styrke.

Vi nåede ikke mere i ugens SFT, men fik en enormt spændende hjemmeopgave til næste gang… så jeg håber, I vil tune in og læse med. Jeg håber, at indlægget kunne skabe lidt refleksion hos jer derude, i forhold til, hvad I gør, og om det I nu gør, rent faktisk er hensigtsmæssigt?

23756283_917082125115315_1646741656_n

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Campusfest 2017

Hej bloggen!

Det her indlæg har det sygeste delay, men whatever. I slutningen af september (yup), var der Campusfest på min skole, så det tænkte jeg, at jeg ville lave en lille storytime over. For at bryde lidt med SFT-temaet, der har været her på bloggen.

 

Festen virkelig allerede lidt… sær, tror jeg, jeg vil sige, fra start af. Jeg havde snakket med en god ven, M, fra klassen, og vi to var faktisk de eneste, der kom fra vores klasse. Hvilket er mærkeligt, fordi vi plejer at være en god håndfuld, men ikke denne her gang… så vi stod bare sådan lidt “okay hvad nu”… heldigvis var den anden klasse rigtig søde, og inviterede os så til deres preparty.

Så M og jeg mødtes på stationen, joinede nogle fra den anden klasse, og så kom vi ellers hjem til hende, der hostede prefesten.

Som sædvanlig havde jeg drukket lidt inden… 1 dl vodka og en cider, tror jeg… oh, og ej at forglemme, at da jeg gik ned mod toget, blev der råbt af mig?? En mand i 40’erne bifaldte absolut ikke mit outfit. Jeg blev megasur, altså, hvad fanden… haha.

Nå, men vi nåede frem, jeg fandt resten af mine cidere frem, samt min iste og vodka, og begyndte ellers bare at drikke. M gav mig også lidt af sin hjemmelavede long island, der i øvrigt var… en kende stærk, syntes jeg. Puha.

Som tiden gik begyndte alkohollen langsomt at kick in, og jeg havde en fest for mig selv… der kom en med muffins på et tidspunkt, hvilket bare reddede min dag, fordi jeg kun havde spist en håndfuld mandler, uheldigvis var der blå glasur på kagen, så… min tunge blev helt blå :/ øv.

At some point skulle jeg et eller andet, og får dumt nok nærmest slået en øl ud af hånden på en fra den anden klasse, A. Så jeg står der, småfuld, og en anelse pinligt berørt, og bare “fuck i’m sorry”, og forsøgte at råde bod på det, ved at tørre gulvet med mine strømper (note: jeg havde allerede spildt én gang før udover gulvet, og måtte tørre op med en klud, så forsøgte meget ihærdigt at skjule dette). M udbryder pludselig bare: “Ej Cille, ikke gør dine strømper våde!” og så stod jeg bare et øjeblik og kiggede på ham, inden jeg trak mine strømper af udelukkende to reveal, at jeg simpelthen havde endnu et par på indenunder – hvilket han gjorde store øjne over. Man kunne bare se i hans blik, at hans mind var blown. Så jeg pakkede pænt mine våde strømper ned i tasken igen og lod som ingenting, although jeg måtte sætte mig på gulvet, for at undgå at lave flere ulykker. Jeg havde vidst spildt det alkohol, jeg skulle spilde…

Inden vi gik over på skolen, skulle jeg – som enhver anden pige – lige tisse først, og da jeg stod ude på toilettet var jeg bare ved at VÆLTE, og jeg tænkte bare… hvad SKER der? Jeg kunne slet ikke forstå, hvordan jeg kunne være så fuld. Jeg havde kun fået 7 genstande, det var jeg overbevist om. 2 shots, 4 cidere, nogle tåre af den mystiske long island, og 2 dl vodka… Altså, det kunne da ikke passe, jeg var så fuld allerede, vel? (note: det gik først op for mig dagen efter, at 2 dl vodka IKKE svarer til 2 genstande, men derimod 10…)

23758224_917047611785433_1371376378_n 23718095_917047618452099_1369441728_n

– Lige nogle selfies, inden jeg tog af sted… hehehehe. var lidt i tvivl om chokeren, men besluttede at lade den blive hjemme, selv om jeg har en dyb forkærlighed for chokers. Don’t judge, det er en emoperiode-ting, tror jeg… Jeg kan i øvrigt fortælle, at bodystockingen er købt i Tokyo, og der kommer en haul derfra, så snart jeg har tid til det, så stay tuned! Jeg fik fingrene i en del tøj… og andre gode sager 😛

23756163_917047621785432_888777599_n 23718425_917047615118766_221792193_n

– Og så selvfølgelig et outfitbillede. Ikke særlig posed, men det er det eneste, jeg har… og lastly, et billede af, da jeg sad nede på gulvet, for ikke at lave mere ravage 😛

Da vi nåede hen på skolen, fandt jeg en veninde, som jeg havde regnet med at møde, og faldt hurtigt i snak med hende – managede også at spilde hendes drink udover hende, fordi jeg var så fuld :)) i’m really sorry. Efter vi havde catchet op, bad hun mig finde mine venner igen, så jeg gik ind, afleverede min taske i garderoben, og begyndte at lede, men jeg kunne sgu ikke finde dem… der gik lidt panik i mig, så jeg snuppede et brød fra buffeten (????), og gik forvildet rundt på skolen for at lede efter dem, hvor jeg bare vandrede rundt… for evigt, mens jeg tyggede på samme, tørre stykke brød.

En pige fra den anden klasse skrev så til mig på facebook, og jeg fandt endelig ud af, hvor de var, og joinede dem – de var dog allerede godt i gang med at drikke, feste, spille, hygge, så jeg følte mig enormt malplaceret, fordi jeg var kommet for sent til det hele – hvilket fik mig til at drikke endnu mere. Jeg havde imidlertid dog intet at drikke, så jeg snuppede occasionally tåre af As øl. Jeg var i den gode tro, at det bare var et par tåre, men efter nogle dage revealede A så for mig, at jeg åbenbart havde stjålet halvdelen af hans øl… tre gange. Way to go. A – i’m very sorry, jeg husker overhovedet ikke at have gjort det…

Det leder mig så videre til det næste, der var, at jeg skulle ud og tisse, og på vejen tilbage møder jeg så en anden, jeg kender. Vi faldt i snak henne ved en sofagruppe, men jeg var bare så fuld… altså, virkelig, så fuld… at jeg bare faldt i søvn, gentagende gange under vores “samtale”. Derfra husker jeg egentlig ikke noget. Hele aftenen er faktisk lidt sløret for mig, må jeg nok erkende, men… lige dérfra, så gik det bare downhill. Det eneste, jeg ellers husker var, at han flere gange lige fik vækket mig fra min døs igen, og spurgt, om jeg skulle hjem, om han skulle følge mig hjem, om jeg var sikker, og jeg blev bare ved med at afslå og være sådan “jaja, jeg har det fint,”-agtig, hvorefter jeg så åbenbart blev ved med at falde i søvn igen… mega sært.

Igen husker jeg egentlig ikke det store… det er i grove træk faktisk det, jeg husker fra dén Campusfest, hvilket er PISSENEDEREN, fordi noget af det fede ved den her fest var, at James Braun skulle komme igås, og det missede jeg bare entirely, fordi jeg bare lå og halvsov, og gjorde mig selv pinligt berørt… øv altså, haha.

Jeg blev senere gjort opmærksom på – fra flere – hvilke akavede, pinlige dumheder, jeg havde haft gang i den aften, og believe me, det er ikke nogle, jeg synes skal på bloggen, for det var… det er jeg ikke så stolt af xD så ja, moralen er bare: please watch your drinks, ikke, altså, seriøst, hold øje med, hvor meget I drikker, og få styr på, hvad der svarer til en genstand, så I ikke laver samme tåbelige fejl, som jeg begik… xD havde jeg været aware over, at 1 dl vodka svarede til 5 genstande, så havde jeg nok ikke drukket 2, plus alt det andet, jeg så hældte ned oveni…

 

Nå. Lørdag var jeg en anelse hungover. Det var ret sjovt faktisk, fordi om natten stoppede jeg for at få foccacia. Omkring formiddag fik jeg et pizzaslice. Omkring frokost lavede jeg bruchetta, mens jeg lå på sofaen og havde ondt af mig selv, fordi jeg var hungover… så kom min far forbi med sandwich og slik, hvilket var meganice, fordi min lillebror også skulle komme på besøg senere om aftenen.

Inden min lillebror kom, ringede min farfar dog og hørte, om vi ville med ud og handle lidt, og det ville vi gerne. Jeg havde for længst aftalt med lillebror, at vi skulle have takeout til aftensmad, fordi jeg ville have en rigtig, fedtet burger, og selv om jeg bor nærmest ved siden af Maccen, så var det bare ikke godt nok – det skulle være en rigtig burger! Så det informerede jeg min farfar om, at jeg ville have. Han forslog ellers Burger King, men jeg pure nægtede… jeg skulle have en rigtig pizzaria-burger med rigtig salatmayonnaise til, og sådan var DET. Så det endte jeg med at få på Bella Luna – og jeg var meget glad.

23722034_917047631785431_192295524_n 23772335_917047635118764_863812273_n 23718294_917047638452097_935027315_n

Efterfølgende crashede lillebror og jeg ellers bare på sofaen med slik, chips og popkorn, hjemme hos mig, hvor vi så film sammen resten af aftenen – mega hygge. 🙂

Så ja, det var dén storytime.

Endnu engang – vær søde at holde øje med, hvor meget I drikker, når I drikker, ikke? Ikk’ vær dum ligesom mig xD i øvrigt tak til alle, der holdt mit drunk self ud, og jeg apologizer til ALLE… jeg husker legit nærmest ingenting xD apologizer især til ham, jeg blev ved med at falde i søvn ved… sorryyyyyyyy. Jeg kan med sikkerhed sige, at fra nu af, så er jeg mere careful, når jeg drikker. Jeg skal sgu ikke være så fuld igen xD

PS. alle involverede i mine fuldskabs-eskapader har jeg snakket med, og de er alle cool med det, for let’s face it… shit happens. Og de fleste fik en god griner ud af det, så 😛

 

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘, så du ikke misser et indlæg <3 de kommer lidt sporadisk for tiden, så det er en god måde at være sikker på, at man ikke går glip af nye indlæg (og så man ikke behøver at tjekke dagligt, hehe). Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i SFT? #12

Halløj venner, og velkommen tilbage til endnu en session af SFT! Let’s get started!

 

Hjemmeopgave til denne gang var faktisk selvsamme drøftelse, som vi havde i sidste uge. Idet jeg allerede havde besvaret spørgsmålene, og ikke følte behov for yderligere refleksion, valgte jeg derfor, at tage udgangspunkt i spørgsmålet: “Har jeg eller andre omkring mig lagt mærke til en udvikling hos mig – og i så fald hvilken?”

Her startede jeg så med at spørge min mor, der synes det var et lidt svært spørgsmål at svare på. Både, fordi hun ikke så mig helt lige så ofte mere, efter jeg var flyttet hjemmefra, men også fordi hun ikke kunne pinpointe, om de ændringer, hun så var relateret til mit forløb i SFT, generel udvikling, at jeg var flyttet hjemmefra, eller hvad. Men det hun bemærkede var, at…

  • Jeg var blevet bedre til at sige noget, helt generelt.
  • Jeg var blevet bedre til at takke ja til ting.

At sige noget generelt, tror jeg hænger meget sammen med SFT, fordi jeg jo har fået nogle værktøjer der, og derfor er blevet mere selvsikker i kommunikation. Måske. Det er selvfølgelig ikke til at sige på forhånd. At tage jahatten på, har nok lidt at gøre med, at jeg også er flyttet hjemmefra, og derfor er nødt til at have jahatten på, hvis jeg ønsker at se nogle mennesker, i stedet for bare at sidde derhjemme altid. Så… ja.

Jeg movede on, til også at snakke med K. En veninde fra skolen, der går i min klasse. En rigtig god veninde. Hun havde lidt bedre øje for tingene, fordi hun også så mig til hverdag, og jeg blev helt blown away over de ting, hun havde at sige, som var:

  • Jeg var blevet bedre til at åbne mig.
  • Jeg var blevet bedre til at have tillid til andre mennesker.
  • Jeg var blevet bedre til at rumme andres og egne problemer, i form af at spørge ind til andre.
  • Jeg var blevet mere opsøgende, både i dagligdagen, men også mhp. problematikker.
  • Jeg var blevet bedre til ikke at være så isolerende.

Det var virkelig, virkelig mange POSITIVE ting på én gang! Og meget mere, end hvad jeg egentlig kunne rumme. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv, da jeg hørte hende fortælle det; hendes øjne lyste nærmest, og man kunne bare se på hende, at hun var stolt af mig. Det gjorde mig så glad. For jeg havde jo ikke lagt helt lige så meget mærke til de her ting, så at høre hende ridse dem op, og at se, at hun kunne se, at det var “store” ting, der var sket… det var fantastisk! For egentlig er mange af tingene rimelig trivielle – altså, wow, jeg kan finde ud at spørge ind til andre? go me, amazing job… men det ER det, for det har jeg åbenbart syntes var rigtig svært, eller i hvert fald ikke gjort, og det gør jeg jo så nu. Så det syntes jeg var rigtig fedt, at finde ud af. Jeg var bare så glad. Det er jeg stadigvæk. Så tusind tak, K. <3

De andre i gruppen, havde også mange positive ting at sige; de fleste havde nemlig også taget hjemmeopgaven op med enten noget familie, eller deres mentor/primærbehandling, eller andre. Det var så fedt at se, hvordan alle egentlig havde udviklet sig – og at folk faktisk lagde mærke til, at vi alle gradvist udviklede os lidt.

 

Vi gik herefter videre til et oplæg omkring negative automatiske tanker, forkortet NAT, og ubehagelige følelser.

Hende, der holdt oplægget, fortalte, at negative tanker og ubehagelige følelser var en del af det, at være menneske. Hun fortalte, at en af grundene til, at vi synes, det er så svært at være glade hele tiden, er fordi vi stadigvæk er huleboere i vores hjerne, dvs. vi stadigvæk er programmerede til at handle, for ikke at blive dræbt (lidt ekstremt i this case, men det er det, vores hjerne forsøger at sørge for, når den acter out). Fordi vi i urtiden har skullet sørge for ikke at dø, har vores hjerner udviklet forskellige “maskinerier” for at overleve på.

Problemløsningsmaskinen: Hvis vi f.eks. frøs, var vi nødt til at løse problemer, for ikke at dø af kulde. Det vil sige, at når et problem opstår, forsøger vi altid at løse det, for ikke at dø (selv om vi ikke nødvendigvis vil dø af problemet i dag).

Vurderingsmaskinen: Vi vurderer hele tiden os selv og andre, fordi vi i urtiden blev smidt ud af fællesskabet, hvis vi ikke passede ind – så dette hænger ved i dag. Vi vil ikke udstødes, fordi i gamle dage risikerede vi at dø, hvis vi blev smidt ud af fællesskabet.

Negativitetsmaskinen: Denne kan jeg godt lide at kalde “worst case scenario”-maskinen. Den handler nemlig om, at vi prøver at forgribe, at være forberedte hele tiden, på diverse, mulige udfordringer, vi kan møde i løbet af en dag.

Erindringer og negative tanker er ikke konkrete, løsbare problemer, ligesom f.eks. at fryse, og derfor er de rigtig svære at løse, og det er ovenstående maskinerier, der går i gang, fordi vi vil forsøge at løse problemet, selv om vi måske ikke kan, og det er dét, der i sidste ende gør os i dårligere humør, fordi vi finder ud af, at vi ikke kan løse det.

 

For at forklare nogle af disse ting lidt anerledes, viste de en video. The 3 Happiness Myths hedder den. Da vi så den, blev jeg lidt mindet om Inside Out. Der var også et citat, noget med, at “life is pain and suffering”, der fik mig til at skraldgrine, fordi det havde legit bare været noget bullshit, som jeg havde kunnet finde på at sige, haha.

Men meningen med filmen er altså, at det her med at være glad hele tiden er en illusion. Ens humør og følelser skifter, som vejret skifter, og det 24/7-365 glade menneske findes ikke. Selv ikke hos dem, der ser glade ud hele tiden. De har også følelsesudsving. Derudover bed jeg mærke i, at relationer, som f.eks. forhold, venskab, familie, har både positive OG negative følelser i sig, og det syntes jeg lige var vigtigt at huske på, fordi jeg tit kan blive lidt dramatisk, hvis der kommer noget negativt indover en af mine forhold, så går jeg bare kold og sådan “well, now everything’s over”… og nej, det er det ikke.

Så med filmen her, blev der rundet lidt af på samtalemodulet, og lagt op til noget nyt til næste uges hjemmeopgave… som i må vente lidt, med at høre om 😛 så ja, det var det.

23476545_913181938838667_1855065455_n

Jeg håber I fik noget ud af dagens indlæg. Jeg fik i hvert fald bunkevis ud af det. Og håber det skaber lidt refleksion over jeres egne processer, I render rundt og laver. Man udvikler sig hele tiden, også selv om man måske ikke lige altid ligger mærke til det. Så nogle gange er det meget rart lige at stoppe op, og sammenligne lidt, og få sig en aha-oplevelse. Det gjorde jeg i hvert fald. Og jeg syntes det var rart at blive mindet om, at der ikke som sådan er noget galt med mig – min hjerne fungerer ligesom alle andres, den er bare lidt mere i overdrive, end andre menneskers hjerne er. <3

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i SFT? #11

Hej venner, og velkommen tilbage på bloggen. Sidst, jeg fik opdateret var d. 20. oktober, og det er efterhånden ved, at være et stykke tid siden, hva’?

Sagen er den, at jeg har haft enormt travlt med klinik og afleveringer, så jeg har faktisk slet ikke haft tid til hverken at skrive på min roman, eller opdatere her på bloggen, hvilket jeg er rigtig ked af, for nu er jeg (igen) enormt bagud! Men sådan er det jo. Det kan man ikke gøre ved. Men velkommen tilbage, og jeg har selvfølgelig et SFT-indlæg klar. Håber, I bryder jer om dem, haha.

 

Lad os hoppe straight to it – hjemmeopgave.

Fordi jeg ikke var til den sidste gangs SFT, så havde min primærbehandler givet mig hjemmeopgaven til denne gang, så jeg kunne nå at lave den og følge med.

Det handlede om, hvilke personer, man havde på hvilket niveau. Jeg udfyldte den sådan her:

Lavniveau (det niveau, hvor man ikke kender personen, hvor man ofte holder sig til fakta, og ikke bliver for personlig, med emner, der er nemme at dele med andre): Folk til fester, venners venner, bekendte, fremmede, kollegaer og medstuderende.

Mellemniveau (det niveau, hvor man ofte er sammen med bekendte eller folk, man føler sig tryg ved. Ofte mere personlige fakta fra eget liv, ens opfattelser og meninger): Venners venner, bekendte, kollegaer, medstuderende, bredere familiemedlemmer (fætre, kusiner, oldeforældre), venner.

Jeg ved godt, jeg nævnte nogle af tingene i begge niveauer, og det var simpelthen, fordi jeg syntes, at det var svært at placere.

Højniveau (det niveau, hvor man taler med personer, man kender rigtig godt og føler sig meget tryg ved, emnerne er ofte personlige, og skal kun deles, hvis man har tillid til den anden, og den anden vil lytte): Venner; S & K, nær familie, mor, far, farfar, lillebror.

Vi snakkede ikke så meget om hjemmeøvelsen i plenum, synes jeg. Men da vi gjorde, fortalte jeg bl.a., at jeg syntes, at det var mærkeligt, hvordan jeg følte, at nogle mennesker burde være på højniveau, men som jeg slet ikke følte, var det alligevel, hvor det blev gjort klart, at de mennesker, jeg troede skulle være der, ikke nødvendigvis behøvede at være der. Det syntes jeg var interessant.

Noget andet, jeg også kom ind på, det var, at når jeg kiggede på, hvem der hørte til under hvilke niveauer, at det slet ikke var sådan, jeg gjorde det i praksis. Der var faktisk rigtig mange mennesker, der burde være lav- eller mellemniveau, som tit fik højniveau-stoffet, og det gik op for mig, at det sådan set ikke var særlig smart. Både fordi det må være superovervældende for andre, men også fordi det er enormt uhensigtsmæssigt overfor mig selv. En person til en fest, skal jo ikke vide, hvordan jeg har det – heller ikke selv om de spørger. For det er et høfligt spørgsmål, hvor der forventes et “fint” eller whatever, fordi man ikke kender hinanden, og det er til en fest – det er ikke en indbydelse til at fortælle, hvad der presser en, hvis der er noget, der gør det. Og det skal jeg blive bedre til at tænke over, når jeg står i det.

 

Efterfølgende skulle vi gennemgå en brainstorm af ener, vi havde haft i løbet af samtalemodulet, som det hedder, som kan ses her: hv-ord som samtaleredskab, åbent/lukket, kropssprog, øjenkontakt, gestik, konstateringer/vurderinger, ja-/nej-/måskesignaler, toneleje, kropsholdning, spørger uddybende, hmm-lyde, nikke, aktiv lytning generelt, samtaleemner, følles interesser, noget aktuelt, miljøet, gribe rummet, negative tankers magt i samtaler, den gode samtale, den svære samtale, at indlede en samtale, at vedligeholde en samtale, at gentoptage en samtale, at fremlægge en interesse, fysisk afstand, niveauer i samtale og forvrængninger.

 

Herefter skulle vi gå ud to og to, jeg kom sammen med en, jeg svinger rigtig godt med. Her fik vi udleveret nogle spørgsmål, som vi skulle besvare, som var:

  • Hvad har jeg især hæftet mig ved i samtalemodulet?
  • Hvad har jeg haft succes med at træne – hvad er blevet nemmere?
  • Har jeg eller andre omkring mig lagt mærke til en udvikling hos mig – i så fald, hvilken?
  • Hvad synes jeg stadigvæk er svært?
  • Hvordan vil jeg træne det fremover?
  • Hvilket samtaleniveau befinder jeg mig bedst på?

Jeg hæftede mig bl.a. ved negative tankers magt i samtale, og konstateringer/vurderinger, kan jeg huske. Men jeg har faktisk ikke skrevet resten ned…

Jeg synes, det blev lettere at være opmærksom på mit eget og andres kropssprog og derfra rationalisere mine tanker (hvis jeg tænker, at folk synes jeg er kedelig, så at krydstjekke med deres kropssprog, og se om der er hold i den tanke eller ej), øjenkontakt, og at finde på samtaleemner.

Lige den med andre var svær, så den sprang jeg over…

Jeg syntes stadigvæk, at det er rigtig svært at implementere i min hverdag, og bruge samtaleemnerne, og jeg dømmer stadigvæk mig selv rigtig meget, øjenkontakt er stadigvæk rigtig svært, og det her med at gå til højniveau alt for hurtigt.

Så det blev lidt udpenslet i dagens session, hvad vi har været igennem, og hvad der er blevet lettere/sværere gennem de sidste par måneder. Det var rigtig rart – og vi fik en god hjemmeopgave for, som jeg dog ikke kan afsløre endnu!

 

Afslutningsvis blev der spurgt, om nogen ville møde op i den nystartede SFT-gruppe, og snakke lidt om SFT (da vi ankom i gruppen, kom der nogen og snakkede med os om, hvad SFT var), og det meldte jeg mig hurtigt til, da jeg syntes, det lød enormt spændende – kan dog afsløre nu, fordi det her indlæg er kommet så sent op, at jeg startede i klinik, og mødetiderne derovre gjorde det umuligt for mig at kunne deltage i den anden gruppe, også selv om det kun var 15 minutter. Så det blev ikke til noget, og det er jeg helt vildt ked af!

23476889_913181928838668_983334912_n

Dagens indlæg var primært lidt opsamling, men jeg håber, at I fik noget ud af det alligevel – det gjorde jeg i hvert fald!

Det var alt for nu. Glem ikke at følge med på Bloglovin‘, så du ikke misser, når jeg poster nye indlæg. Til vi ses igen!

– Cecilie x