Hej bloggen, og velkommen tilbage 🙂

 

Der har været stille herinde, og det er simpelthen fordi, at jeg startede det nye år med intenst at læse op til min bacheloreksamen, som foregik d. 15. januar. Jeg læste gerne i 8-12 timer om dagen, hver dag, så der var fart på hele tiden. D. 15. gik det jo så løs. Det startede superfedt med, at min vejleder/eksaminator kom en halv time for sent. Hun havde glemt at tjekke, at der var lavet om på mit eksamenstidspunkt, så ja… jeg fik nerver på, som jeg stod dér, og så tiden passere, og mine forældre nåede at komme forbi. For dælen da.

Men censor var rigtig sød, hun lod mig komme ind i eksaminationsrummet og få noget vand, lægge mine ting, osv., mens vi ventede.

Da vejleder endelig kom, gik det jo så løs for alvor.

Jeg og min partner havde skrevet bachelor om medicinreduceret behandling til patienter med skizofreni, og hvilke andre typer af behandling, man kunne bruge i stedet for psykofarmaka, og hvordan denne anden type behandling havde betydning for patienternes følelse af mestring, udførelse af egenomsorg, og deres livskvalitet. Mit mundtlige oplæg tog udgangspunkt i Acceptance and Commitment Therapy (ACT), som en behandlingsmetode til at hjælpe patienter med skizofreni til at opnå accept af deres sygdom og højere livskvalitet.

Eksaminator og censor ELSKEDE det. De tog enormt god i mod det. Jeg havde brugt lang tid på at forberede alle, tænklige spørgsmål, og alligevel spurgte de mig ind til noget, jeg ikke kunne svare på! Og de kom slet ikke omkring de ting, som jeg havde forbredt, så det var noget rigtig lort. Eller, de kom omkring noget af det, men slet ikke alt. De resterende spørgsmål svarede jeg meget sømands-forklaring agtigt på, og snakkede vidst også liiidt for længe. Min eksaminator sagde i hvert fald “du svarer så langt på mine spørgsmål,” hvilket betød jeg fik færre spørgsmål 😛 men jeg kom ud, og tænkte “øv, jeg får sgu ikke helt 12, som jeg gerne ville”. Og sådan var det jo bare. Men faktum var, at jeg om lidt ville være sygeplejerske, for der var no way in hell, at jeg ville dumpe. Og det var vel det vigtigste?

Så kom hun ud og hentede mig, tog mig i hånden og sagde: “Tillykke, du har fået 12.”, og trak mig med ind, hvor hende og censor forklarede mig hvorfor, jeg havde fået 12.

Da jeg kom ud til mine forældre, kæreste, lillebror, og farfar, begyndte jeg bare at græde. Det var så stort. Det var mit første 12-tal på hele studiet, og jeg var så inderligt lykkelig for, at det endelig var lykkedes. Jeg havde virkelig også kæmpet hårdt for det, syntes jeg… men hold nu kæft, hvor var jeg lykkelig.

Bagefter tog vi ud at spise, og hyggede med det. Da jeg kom hjem fladede jeg ud på sofaen, helt færdig – pludselig gav min krop bare op, over de mange ugers stress, og jeg kunne ingenting. Indtil lidt senere, hvor jeg begyndte at drikke shots og cider med min kæreste, mens vi hørte musik og hyggede os. Lidt i hvert fald. For vi kom op at diskutere, og bagefter så fik jeg ellers en masse lort smidt i hovedet, jeg på daværende tidspunkt bare slet ikke magtede, og jeg synes egentlig, han var rigtig tarvelig. Det resulterede så også i, at jeg sad og græd hele aftenen, mens han snorkboblede i sengen, og jeg sad i sofaen, og overvejede om jeg skulle skride for good – mega nederen afslutning på noget, der ellers havde været en pissegod dag.

 

Nå, jeg prøvede at sove, men kunne simpelthen bare ikke, for jeg havde så ondt i underlivet lige pludselig. Min kæreste vækkede mig dagen efter, jeg havde stadigvæk ondt, og lå i sengen hele dagen. Vi fik lavet en heart-to-heart, hvor vi snakkede om tingene, og alt var heldigvis helt fint mellem os derefter.

Jeg græd dog fortsat over smerter i underlivet, som jeg ikke rigtig kunne gøre noget ved, for mixen af ipren og panodil og varme hjalp mig slet ikke. Det var en lortedag.

Torsdag havde vi dimission, d. 17., og vi skulle have mødtes til at spise morgenmad sammen. Jeg afslyste for mit vedkommende, og en veninde bad mig smutte til lægen – så det gjorde jeg. Lægen var et røvhul uden lige, det fandt jeg dog først ud af senere. Han lavede en hurtig undersøgelse, selv om jeg tudbrølede og havde sindssygt ondt, og så udskrev han noget “morfinlignende” til mig, så jeg kunne komme igennem dagen. Først ville han have, jeg kun skulle tage det om aftenen, men da jeg forklarede grædende, at jeg skulle til dimission, sagde han ok. Jeg skulle tage en halv tablet ved behov, hvis det var kunne jeg også tage en hel. Maks dosis var 3 hele tabletter i døgnet, og jeg ville blive meget sløv af det. Jeg sagde tak og gik på apoteket. Pillerne kunne så ikke fås med delekærv, så det var en hel tablet eller intet (fandt så senere ud af man kunne få dem i halv styrke, så det kunne han bare have lavet recept på i stedet…), så jeg tog en hel tablet, og min kæreste og jeg kørte til dimission. Jeg havde ingen effekt af pillen, og havde kramper hele dagen. Det var også en skoddimission, for vi stod en time og ventede på at få vores diplomer, som vi jo så i øvrigt ikke skulle have, fordi de blev sendt i eboks i stedet for. Så vi ventede på at få en kuvert med “til den nyuddannede”, super upersonligt og egentlig bare mega øv, for at være ærlig. Ikke dét værd. Vores nåle fra DSR skulle vi også bare hente ved en bod. Jeg var egentlig ret glad for, jeg havde frabedt mine forældre at komme, for det var spild af tid. Det eneste positive ved den dag var, at jeg fik set mine kliniske vejledere – og snart kollegaer – der kom for at ønske mig (og de andre) tillykke. De havde en fin blomst med, og sagde, de var så stolte af, at det var gået godt, og at de vidste, jeg havde det i mig, og jeg var så dygtig. Jeg græd. Det var simpelthen for sødt. Min veninde havde også købt en gave med hjem til mig, da hun var på sommerferie, som vi endelig fik tid til at udveksle (da jeg også havde en til hende fra Vietnam).

Min kæreste og jeg tog hjem bagefter, og jeg hoppede under dynen med det samme. Spiste en halv pizza, og dopede mig ellers så bare på smertestillende. Her fandt jeg også ud af mine “morfinlignende piller” var NSAID, og ingen effekt havde.

Fredag ringede jeg til lægen for at få svar på min urinprøve. Den var negativ – ingen blærebetændelse og ingen graviditet. Spurgte, hvad jeg så nu skulle gøre, fordi det smertestillende virkede ikke – jeg havde taget maks dosis uden effekt, og lå stadigvæk i fosterstilling med ekstreme smerter. Jeg fik at vide, at lægen havde skrevet i min journal, det nok var psykiske smerter, så der skulle ikke gøres mere lige nu. Jeg skulle se tiden an over weekenden. Jeg kan love jer for, at jeg stortudede. Jeg syntes det var så tarveligt gjort, når jeg ikke engang var blevet undersøgt ordentligt, og jeg ikke måtte blive smertedækket. Jeg var fuldkommen ulykkelig, og min kæreste gjorde sit bedste for at trøste mig, men jeg var utrøstelig. Jeg havde så ondt, og det var ikke til at holde ud. Dog lavede min hjerne et hurtigt switch i, at så var jeg nok ikke syg, men havde fundet på det hele – så jeg tog opvasken og gik i bad, hvilket kun forværrede mine symptomer.

Lørdag og søndag lå jeg også bare i fosterstilling, tog maks dosis af det smertestillende, jeg havde, og græd on-off i smerte. Igen anede min kæreste ikke sine levende råd.

Mandag tog jeg så til lægen igen, og forklarede, jeg ingen effekt havde af det smertestillende, og jeg fortsat havde sindssygt ondt. Jeg fik at vide, jeg ingen kønssygdomme havde (regnede jeg nu heller ikke med), og at han ville henvise mig til sygehuset. Det gjorde han så bare ikke lige, han bookede en subakut tid til mig hos en gynækolog dagen efter i stedet. Jeg spurgte, hvad jeg så skulle stille op med mine smerter i mellemtiden, for jeg havde jo ikke effekt af noget, og det gjorde hamrende ondt? Jeg måtte bare holde ud, og smertedække mig med det jeg havde, for der “fandtes ikke andet smertestillende, han kunne udskrive”. Så græd jeg ellers igen. Jeg syntes igen det var supertarveligt, jeg havde kæmpet for at komme derned, og “holdt ud” weekenden igennem, fordi han ikke troede på, at smerterne var reelle… og så kunne jeg ellers bare få lov til at vente lidt mere. Hold kæft, jeg var ked af det. Jeg kunne ikke engang komme hjem før 3 timer efter, for jeg havde så ondt, og græd så meget. Lortedag.

Nå. Tirsdag, og jeg havde min tid. De var så også lige en halv time forsinket. Awful. Jeg blev undersøgt, det var noget fucking shit, og der var selvfølgelig intet at se. Men hun sagde, det kunne være begyndende underlivsbetændelse, hvorfor hun ville starte mig op med noget penicillin. Jeg spurgte, om jeg kunne få noget mod smerterne. Hun sagde nej, for så ondt havde jeg heller ikke. Så sagde jeg, at det var fint hun havde det sådan, men det kunne hun absolut ikke udtale sig om. Så sagde hun ellers også undskyld, og at det ikke var sådan ment. Hun brød min tillid ret groft, da hun sagde det, men hun var hurtig til at undskylde og forklare på en anden måde i stedet for, så jeg tilgav hende. For nu var jeg træt af, at høre, at jeg ikke havde smerter eller ondt, og træt af, at der ikke var nogen, der gad fucking smertedække mig, så jeg kunne lave andet end at ligge i sengen i fosterstilling og tude. Men hun sagde, at nu fik jeg penicillinen, og hun håbede den ville hjælpe – og så måtte jeg jo tage det for gode varer, og besluttede at give det tre dage, før jeg så ville bede om smertestillende, hvis jeg fortsat havde ondt. Og jeg fik en kontroltid næste tirsdag. Så jeg startede på penicillin, og var stadigvæk bare død om tirsdagen.

Onsdag havde jeg fortsat kraftige smerter om dagen og hovedpine, men det begyndte at stilne af hen ad aftenen.

Torsdag, i dag, har jeg været frisk nok til endelig at få skrevet på bloggen, og har kun oplevet milde smerter, som paracetamol har kunnet tage toppen af. Dertil ingen hovedpine eller andre gener som følge af penicillinen. Så alt i alt – jeg er fortrøstningsfuld, og tænker, at det har nok bare været betændelse, og det er på vej til at blive godt igen nu, og jeg er lykkelig. Mindre lykkelig over, at jeg har været så syg, at jeg ikke har fået søgt dagpenge endnu, så nu får jeg meget, meget lidt dagpenge (ups), og irriteret over, at mit eksamensbevis endnu ikke er kommet. Men taget i betragtning af den uge, jeg har haft, siden jeg blev sygeplejerske – så er jeg hammerglad! Første dag uden stærke smerter, og hvor jeg faktisk føler mig som et menneske igen :’)

Det er superhårdt, lige at huske på, at selv om jeg har det godt nu, så må jeg ikke springe rundt og lave alt det, jeg skulle have lavet for en uge siden (tørre støv af, vaske op, fjerne julepynt, osv.), for jeg skal stadigvæk holde mig i ro, og stadigvæk passe på, da jeg ellers risikerer at sprede bakterien eller gøre mine symptomer værre. Men jeg kan lige så småt starte, og tage dagene én af gangen, og få lavet lidt hver dag, og det glæder jeg mig virkelig til. Men det vigtigste er, at jeg fortsat lytter til min krop, og forholder mig rolig.

SÅ, glæden ved at være nyuddannet og fri, inden jeg starter i job d. 1/2 bliver kort, nu hvor jeg har ligget ret alvorligt syg den sidste uge, men… det skal nok blive godt alligevel 🙂 Og så vil jeg bare lige sige, at hvis I lige pludselig oplever noget lignende, så søg hjælp med det samme, og tag ikke nej for et svar. Jeg er SÅ ked af, at jeg lod mig kue, og bare tænkte “så er jeg jo ikke syg”, fordi en dum læge, der slet ikke kender mig, beslutter for at dømme mig på baggrund af “du har været studerende og dermed stresset så derfor er det her bare psykisk overbelastning”, i stedet for at undersøge og udrede mig ordentligt. For jeg kunne utvivlsomt have været sparet i hvert fald en hel WEEKEND i smerter, hvis jeg bare var blevet taget seriøst og udredt anden gang jeg var til lægen. Så hvis I har en følelse af, at noget er forkert eller anerledes, så hold fast i den følelse. For den er sandsynligvis korrekt <3

Det var det for nu! 🙂 Resten af min plan for i dag er, måske at få taget opvasken, og så ellers tilbage på sofaen. I morgen står den på et bad og – måske – liv afstøvning i soveværelset, hvis kroppen siger OK for det.

 

Tak fordi I har læst med!

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x