SFT-afslutning & tur på Frederiksborg Slot

Hej bloggen, og velkommen tilbage.

Der er gået knapt to uger, siden mit sidste indlæg, og det skyldes, at jeg er startet på semester 6 på sygeplejerskeuddannelsen. Jeg har et indlæg planlagt (dog ikke skrevet) om valentinschokolade og klinikstart, men jeg ville lige gøre SFT helt færdigt først. Det karambolerer også med, at jeg snart slutter i OPUS, og jeg ville også gerne lige knytte nogle indlæg til, hvordan dét har været. Men i hvert fald, det her indlæg handler om SFT-afslutning.

img_9720

I mit sidste SFT-indlæg skrev jeg, at vi havde haft sidste dag, osv., hvilket også er rigtigt nok. MEN, vi skulle så have en afslutning udenfor hospitalet også. Oprindeligt skulle turen være gået til Louisana, men de havde sgu lukket lige den mandag, så vi slog turen forbi Frederiksborg Slot i stedet for. Og jeg vil da gerne indrømme, at jeg var den første, til at være LIDT hype. History funfacts??? fuck yes!

Ovenstående billede har en forklaring. Da jeg gik i 8.-9. klasse, var vi på skoleudflugt hertil, hvor vi skulle ledsage en masse fra de mindre klasser rundt på slottet. Min veninde og jeg, der i øvrigt var røvhamrende emo på det her tidspunkt, fandt hurtigt vej til Riddersalen, hvor vi dansede rundt, og fik de små børn til at filme os imens xD så da prinsesse Cecilie fandt riddersalen igen, måtte hun lige have et selfie, som den prinsesse, hun nu engang er.

ANYWAY.

Jeg var en af de førstankommende, og stødte tilfældigvis ind i PIER-medarbejderen, så vi fulgtes resten af vejen ind til slottet og snakkede lidt, mens vi ventede på resten af min SFT-gruppe, og de professionelle. Og jeg må indrømme, jeg syntes, det føltes lidt sært. På den ene side, følte jeg mig slet ikke syg, da jeg vandrede rundt på slottet. Omvendt følte jeg mig virkelig som sådan en “psykoseungerne på tur ft. støttepædagoger”-agtig. Jeg var nemlig også pinligt bevidst om, at vi jo ikke… ikke helt var der som ligesindende. Vi havde jo professionelle med. Men altså, de var der jo ikke for at overvåge os på dén led, men mere for at sparke samtalen i gang, hvis den gik død, og den slags. I hvert fald.

Vi blev henvist til kælderen, hvor vi kunne lægge vores jakker og tasker, og kloge lille jeg beholdte min jakke på, som den freak jeg er. Dog viste det sig hurtigt, at de andre syntes slottet var lidt koldt, og misundede, at jeg havde været kvik nok til at beholde min jakke xD

OG LAD OS SÅ KOMME I GANG MED TOUREN RUNDT PÅ SLOTTET, HVAAAA

img_9735 img_9700 img_9699

Først ser vi en vandbeholder, nede i kirken. Den førte direkte til Christian IV’s værelse, og han var dermed den eneste, med rindende vand. Hvor fucking cool er det ikke lige? Altså damn bro.

Dernæst har vi de farvede vinduer fra kirken, som jeg quite frankly er lidt småforelsket i. Generelt har jeg en ting for kirker, helligdomme, all sorts like that, og farvede vinduer er ikke en undtagelse. De giver mig sådan en sær, men dejlig nostalgisk følelse?

Third, så har vi et lille overview af kirken, som var det første, vi trådte ind i. Eller, vi var først henne og se en laaang fotoudstilling, og jeg kan forsikre jer om, at lille Cecilies tykke ben trippede til sidst efter noget HISTORY FUN FACTS, jeg var så træt af at kigge på fotografier, jeg ville vide noget historie!! se nogle kirker og gamle indretninger!! kom nuuuu!! så da vi endelig nåede til kirken, var jeg jo elektrisk. Derfor var det også kun mig, der spottede en lille gang ind til et værelse, hvor man kunne se overviewet her. De andre gik raskt videre, henne på venstre side, hvor skjoldene kan ses, mens jeg var resortet til det lille værelse, og kukkelukkede til de andre. Der var én, som jeg snakker ret godt med. Hvad kan vi kalde ham? Der er Xenia, som jeg har talt om før, og ja… lad os kalde ham her… øhm. Xander. HAHAHA. Hvor er jeg kreativ, hva’? Anyway. Xander så meget forvirret på mig, sådan virkelig “hvordan fuck”, og han stod bare “HVORDAN KOM DU DERIND!” og jeg stod bare… øhm jeg åbnede mine øjne og gik på eventyr :))) men var dog sød nok til lige at vise ham vejen… han synes også det var ok cool at stå her. Man følte sig lidt vigtig, du ved.

Vi gik videre til Audienssalen, hvor man skulle krydse en lille, indendørs “bro”. Det var ret flot, fyi. Koldt, men flot.

img_9702 img_9703 img_9706 img_9705

Først har vi krysningen til Audienssalen, og derefter selve salen. Jeg måtte meget seriøst lige have fat i Xander, som jeg hviskede til ham: “hvae, er jeg den eneste, der har en uimodståelig trang til at klatre rundt deroppe under loftet mellem vinduerne?” (hint, kig på billede 3 – der er jo skabt til, at man lige kan krybe ind mellem vinduet til salen, og vinduet ud, for pokker da!!). Det blev meget hurtigt konkluderet, at ja, det var bare mig, der havde lyst til det. Trist nok, alligevel.

img_9710

Vi kom forbi her, hvor jeg lige kunne brilliere min viden om, at folk faktisk sjældent lå ned og sov, pga. der ofte var så koldt, og at man frygtede lungebetændelse, så de fleste sad op og sov… jeg følte mig ret klog, thank u very muhc.

img_9711 img_9713

Det her kan jeg ikke lige helt huske, hvad er, men jeg syntes det var pænt, og det gav mig en god mulighed for lige at tage et selfie, så… jeg snuppede chancen… sue me ¯\_(ツ)_/¯

img_9714 img_9715

Vi gik videre ind i et lille tårnværelse her, hvor der var den her flotte stjernetegns…globus? Either way var den ret fin, og fisken var noget nær det eneste af tegnene, der var i farver. Meget spændende. Der var også en lille creepy spilledåse herinde… det var ret fedt.

Vi nåede selvfølgelig også til riddersalen!

img_9718 img_9719

Her ses ildstedet, der skulle varme salen op (jeg tvivler dog på, at denne pejs kunne varme kæmpesalen op… altså no offence, for det var en kæmpe pejs, men salen var enorm, jo!). Jeg er ikke sikker på, hvad løverne gør her… beskytter de mon?

img_9722 img_9725 img_9726

Godt nok stod smykkeskrinet ikke i samme værelse, men… jeg forestiller mig, det her, jeg ville bo, hvis jeg var en prinsesse. Der er jo det hele: en flot seng, millioner af spejle højere oppe på væggene, noget der kunne gå for at være et sminkebord (halløj flere mirrorselfies ¯\_(ツ)_/¯), og hvis vi så lige rykkede smykkeskrinet ind…? Perfekt.

img_9728 img_9729 img_9733

Så gik vi så forbi en gang med den SMUKKESTE pastellyserøde væg, og det flotteste sølvspejl, og urghhh, jeg kunne lige se mig selv her :)) og så entered jeg det fineste lille værelse, med den flotteste lille sofa!!! og så et tredje værelse med et klaver i!!! altså mygod!!! kan vi samle alle tre smukke ting i et værelse med pastellyserøde vægge, og så er min lykke gjort, tak. Ahhhhh.

Vil for evigt have prinsessedrømme, i don’t even care

Herefter gik vi så ovenpå, fordi de andre gerne ville se mere fotoudstilling. Jeg døde slightly indeni, da jeg har ingen!! interesse i fotoudstilling!! jeg har interesse i historIE. Men ja, nu var jeg jo ikke på solotur, så… jeg gik pænt med.

Desuden havde slottet også skuffet mig lidt, fordi der var stort set INGEN fucking history fun facts!??!?!?! tror du lige jeg var en skuffet pige??? Øv. De havde flyers til hvert eneste fucking rum, men det eneste der stod på dem var bare… de fortalte om malerierne i rummene :/ ØV. Efter at have besøgt Sønderborg Slot (og det kan I læse om her), havde jeg ret høje forventninger til Frederiksborg, og der må jeg sige… der blev ikke levet op til de forventninger. På nogen måde. Jeg var virkelig skuffet. Tingene var da fine, men… jeg havde brug for flere facts, mere historie. Øvøv. :/

Efter turen på slottet, begav vi os over på en lille café, alle mand, hvor vi hver især bestilte lidt at drikke (i hvert fald de fleste af os), og så gik snakken ellers. Inden vi forlod slottet, var jeg ellers klar på en tur i mønt-, vand-, og vinkælderen, men… der var sgu ikke andre end mig, der var på den, så vi smuttede, hehe.

Men cafébesøget var rigtig hyggeligt, og jeg fik snakket meget med både Xander og Xenia, om alt muligt mellem himmel og jord, og ja… det var en rigtig god afslutning. Nu har vi trods alt kendt hinanden i et halvt år, og siddet sammen hver eneste fredag formiddag, snakket, trænet og udvekslet personlige ting, taget ved lære af hinanden, osv. Så det var en god måde, at afslutte det på. Med det sagt ikke, at vi ikke kommer til at ses igen, for det håber jeg da. Og jeg fik både Xenias nummer, og Xanders nummer, og jeg har da snakket med Xander sidenhen! Så… ja.

Omkring 16-tiden gik vi hver til sit, og jeg begav mig en tur ned gennem gågaden, for lige at se, om der var noget spændende, og fik da også købt lidt. Det kan I læse mere om her.

Alt i alt, en rigtig vellykket dag. Og med det, kan jeg jo så sige, at mit SFT-kapitel er slut. Jeg arbejder selvfølgelig videre, med alt det, jeg har lært, og skal da også minde mig selv om de ting, jeg har lært. Men nu er det mere vedligeholdelse, og ikke at “lære” på den måde mere, så man kan sige, at det er en ny epoke i hele SFT-temaet, der så starter nu. Omlægning af gamle vaner, og vedligeholdelse, og det bliver sikkert en kamp, men jeg er nogenlunde klar til at kæmpe den (siger hun efter at have haft et meltdown, hvor jeg havde angstanfald og græd i en halv time for blot en time siden, men ok). It’s not gonna be easy, but it’s gonna be worth it. Og sårn er det.

Tak fordi I læste med <3

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

 

Tekst – 10,8

Hej, og velkommen tilbage.

En veninde, jeg har – Sofie Riis Endahl – udgav i november, tror jeg det var, ungdomsromanen Sindstequila. I den forbindelse, lavede hun en konkurrence, hvor man kunne vinde en forfatterbrunch, feedback og en kopi af bogen. Jeg var desværre ikke blandt vinderne, har jeg lige fundet ud af.

Men derfor, kan jeg godt dele min tekst alligevel, tænker jeg. Jeg elsker at skrive fiktion med afsæt i egne følelser/tanker, og derfra blev denne tekst (jeg ved ikke, hvad jeg vil kalde den? For det er hverken et digt eller en novelle, den er bare) affødt… 30 minutter før deadline 🙂 #udeigodtidjo

Bogen handler bl.a. om at stå ved sig selv og sine grænser. Konkurrencekravet var, ved den mulighed jeg valgte, at skrive en tekst med inspiration af dette citat fra bogen: “Jeg sidder et øjeblik med telefonen i hånden og møder et blik i spejlet, der ikke er mit.”

Så ud fra det, fik jeg denne her lille tekst frem. Håber, I vil tage godt i mod den:

***

10,8.

Mit gennemsnit er 10,8.

Min familie åbner champagne, smiler, ønsker mig tillykke.

Jeg kan kun tænke på 10,8.

Hvilket dårligt snit.

Ærgrer mig, over, at jeg kun kan skrive 10 i min studenterhue.

“Tillykke med det, skat!” Min mor kysser mig på kinden, som hun hælder champagne op i glasset, jeg fik med min studenterhue.

10 i huen. Ikke 12.

“Her.” Min farfar rækker mig en lille smykkeæske.

Han smiler.

10,8.

Jeg åbner æsken. Der er et lille læderarmbånd i fra WISH med et sølvfarvet påhæng med en studenterhue på.

Hvorfor kunne jeg ikke få 12?

“Tak.” Jeg giver ham og min pap-bedstemor et knus, mens jeg smiler anstrengt.

Hvad kan jeg bruge 10 til?

“Hvor er du sej, du fik 10!”

Men det var ikke 12.

“Vi er så stolte.”

Jeg er ikke. Fordi jeg kun fik 10, røg mit gennemsnit fra 10,9 til 10,8. Havde jeg fået 12, havde mit gennemsnit været på 11. Dét havde været noget at være stolt af. Ikke 10,8.

“Skal vi ikke få taget nogle billeder af vores kloge student?”

Skal de bare træde i det?

“Jeg er så glad for, at du lod mig sætte huen på dit kønne hoved.”

Stakkels farmor, der kom helt fra Jylland, blot for at se sit barnebarn få noget så luset, som 10,8 i snit.

Jeg ser en video, fra en af de andre, der også har været til eksamen – i engelsk B. Jeg havde min sidste eksamen i engelsk A, og blev derfor frataget engelsk B.

Jeg valgte engelsk A, fordi jeg ikke kunne overskue nogle af valgfagene, og fordi jeg troede, jeg var god til engelsk – tydeligvis ikke.

Han kom ud med et 10-tal.

Hans reaktion var at råbe højt: “Pis mig i øret.”

De andre ønskede ham tillykke.

Jeg relaterede til ham.

10 er pissenederen.

For 10 er så tæt på 12, men alligevel så langt fra.

Det er en konstant påmindelse om, at man kunne have været dét bedre, men man ikke var det.

10,8.

Der er mange, der har spurgt, hvordan det gik til min sidste eksamen.

Hvad jeg fik.

Mange, der har ønsket mig tillykke.

Sagt, at jeg var god.

10,8.

Jeg rejser mig fra sengen.

Kan alligevel ikke sove.

Tager et blik på købmandskurven med kropspleje, jeg fik af naboerne i studentergave, og alle de blå roser.

10,8.

Tager min iPhone.

Surfer lidt rundt på nettet.

Gennemgår forskellige uddannelser på ug.dk.

Jeg har ingen anelse om, hvad jeg vil med mit liv.

10,8.

Hvad kan jeg blive, når jeg kun har 10,8 i snit?

Surfer videre.

Åbenbart en hel masse.

Tårerne presser sig på igen, som jeg ser op fra telefonen.

Kigger ud af vinduet, ud i mørket.

Ser mit spejlbillede i vinduet.

10,8.

Hvorfor er det så vigtigt?

Hvornår blev det så vigtigt for mig, at være god til alt?

Hvornår blev det så vigtigt for mig, at få 12 i alt?

Hvorfor kan jeg ikke slå mig til tåls med 10?

10 er ikke en dårlig karakter.

10,8 er ikke et dårligt snit.

Så hvorfor er jeg ikke tilfreds?

Hvornår begyndte jeg at værdsætte små lusede tal, fremfor min interesse og læreiver?

Jeg fik 10,8.

Jeg er ikke 10,8.

Er ikke 10,8 på en skala, jeg ikke engang ved, hvordan ser ud, men bare automatisk forestiller mig, ligger i bunden.

10,8 afholder mig ikke fra frit at kunne vælge, hvad jeg gerne vil uddanne mig som.

Tværtimod har 10,8 åbnet mange flere døre.

Måske i virkeligheden for mange.

Tårerne presser sig stadigvæk på.

Jeg vil ikke være 10,8.

For selv om jeg godt ved, at 10,8 ikke definerer mig, vil jeg bare hellere være 11.

Men det er ikke derfor, tårerne så småt begynder at falde.

Jeg ville ønske, jeg ikke var sådan.

For det er ikke mig.

Jeg har altid været en 12-tals pige.

Ikke fordi karaktererne betød noget.

Men fordi jeg elskede at lære; elskede at læse.

Nu er jeg reduceret til et tal.

Et tal, der aldrig nogensinde vil være godt nok.

Og jeg vil ikke mere.

Fucking 10,8.

***

3f175e575f4743e9aea7262c209a67af

Så ja, det var det! I er mere end velkomne til at efterlade en kommentar, om hvad I synes om teksten. Personligt synes jeg, den er acceptabel, og forholdsvis relaterbar ift. dagens samfund, og hvilket stort pres, karakterer giver. Jeg ville aldrig have været foruden mine karakterer, men det er nok mere toksisk for mig, at være del af karakterkulturen, end hvis jeg ikke havde. For grunden til, at jeg gerne vil beholde karaktererne er, at jeg ikke ved, hvordan jeg ellers skal måle min værdi. Jeg har altid brugt tallene til at måle, hvad jeg er værd, og jeg føler mig fortabt uden dem. Og det er altså alt andet end sundt… men ja. Faktum er bare, at karakterer presser rigtig mange unge, og mange unge står tilbage med en følelse af, at deres arbejde aldrig nogensinde er godt nok, uanset hvilken karakter, man kommer ud med.

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i SFT? #26

Hej bloggen, og velkommen tilbage!

Der har været lidt run på, det sidste stykke tid, så jeg nåede ikke lige indlægget her, som planlagt, og i morgen starter jeg på semester 6 på sygeplejerskeuddannelsen, så jeg bliver nok en travl ung dame fremadrettet også. Men jeg gør selvfølgelig mit bedste, for fortsat at få opdateret her på bloggen.

Nå, fokus. SFT. Social FærdighedsTræning.

Det her er sidste indlæg, der kommer i denne serie. I hvert fald, når det regelret omhandler SFT. For sidste fredag, d. 26/1, 2018, sluttede mit SFT forløb i denne omgang. Hvilket jeg faktisk var ret ked af, det var sådan lidt en depresso affære, fordi jeg synes, det har givet virkelig meget, og jeg er ked af, at jeg ikke tog mig sammen, til at komme ind i gruppeforløbet noget før! SFT var noget af det, jeg rigtig gerne ville, da jeg startede i OPUS, men det ramlede tit sammen med, at jeg var i skole eller klinik, så jeg postphonede det indtil sidste øjeblik, hvilket jeg nu fortryder. Fordi der er også en SFT-2 gruppe, som jeg ikke når at komme i, da mit forløb i OPUS snart slutter. Som i, i udgangen af denne måned, ca. Men ja.

Jeg var rigtig glad for, at jeg tog gruppen, og jeg er rigtig glad for alt det, som jeg har lært i gruppen.

Her til den sidste dag, var der ingen hjemmeopgave.

Vi startede bare ud med en runde, snakkede lidt på kryds og tværs, og blev så opdelt i grupper af 2. Her skulle vi så skrive 2 gode ting, om 2 andre i gruppen.

Dét var sgu lidt af en mavepuster, og jeg nåede det, at få lidt angst ved tanken. Fordi hvordan skulle man koge det ned til bare 2 ting? Og hvordan… hvad skulle man overhovedet vælge? Hvad var godt nok? Tankerne kørte derudaf.

Heldigvis var jeg sammen med en, der var lidt mere skarp på det, end jeg var. Så vi fik skrevet ned til vores to. Den ene skrev vi, var passioneret og åben, og den anden skrev vi var afslappet/behagelig og modig.

Ude i plenum skulle vi så læse vores sedler op for hinanden, og aflevere til dem, vi havde skrevet om.

Jeg begyndte næsten at græde, da jeg modtog min seddel. Den var bare så flot.

“Cecilie, vi har skrevet, at du er tjekket. Som i, at du har styr på dine ting, og kan navigere i forskellige situationer, også dem, som du ikke selv har valgt. Og du gør altid bevidst dit bedste. Derudover er du altid smilende, positiv, imødekommende, sjov, og ærlig, og jeg synes personligt, du bidrager så meget i gruppen, fordi du er så åben omkring alting.”

Ærligt. Puh. Jeg vidste sgu ikke, hvordan jeg skulle reagere. Jeg blev så glad. Så rørt, faktisk. Det var nogle helt vildt pæne ting at få at vide. Jeg tror også bare, at jeg sagde til hende: “Hvor er det bare nogle pæne ting, I havde at sige om mig.”

For det var det fandeme. Jeg føler sgu ikke, at jeg har ret meget styr på mit shit. Jeg aner ikke, hvad jeg laver, og jeg winger det bare sådan lidt tilfældigt. Jeg arbejder hårdt, men jeg er kronisk forvirret, og forstår ikke altid, hvad der foregår. Jeg havner i diverse situationer, jeg ikke ved, hvordan jeg skal håndtere, eller hvad jeg skal gøre med, men åbenbart, så er der nogen, der synes, at jeg klarer dem – og klarer dem godt, endda. Det minder mig lidt om, da jeg var i klinik på modul 8. Psykiatrimodulet på geronto. Det var det værste, jeg havde været igennem, og i løbet af de otte uger, jeg var der, græd jeg hver dag, og havde selv to besøg på psykiatrisk skadestue. I kan læse mere om modulet her. Men pointen var, det var en skodsituation, jeg var havnet i. Alligevel, da jeg var færdig, kiggede sygeplejerskerne på mig, og sagde, at jeg havde klaret det supergodt, og de vidste godt, at jeg ikke ville være her, men det havde de ikke mærket ret meget til. Jeg havde forholdt mig professionel og relevant, analyseret og reflekteret, og handlet hensigtsmæssigt overfor patienterne, og at tingene forekom mig naturligt i samspillet med andre, hvad jeg skulle sige og gøre. Hvilket var pissegrineren taget i betragtning af, at jeg jo var in desperate need for social færdighedstræning. Irony?

Derudover, så var jeg i klinik på ortopædkirurgisk, læs mere her, for nylig, og skal tilbage her d. 12. februar. Her fortalte vejlederne mig også, hvordan jeg bare blomstrerede, hvor dygtig jeg var, hvor glad og positiv, jeg var, hvilke refleksioner, jeg gjorde mig, hvor højt mit niveau var fagligt, hvilke observationer, jeg gjorde mig og handlede på… og vigtigt af alt: hvor smilende, jeg var. Hvordan jeg strålede mere, end nogen af de andre studerende, hvordan mit humør smittede. De blev helt overraskede, da jeg fortalte dem, at jeg slet ikke var specielt glad. At jeg faktisk gradvist blev mere og mere deprimeret, fordi vejret begyndte at påvirke mit humør, så det røg mere og mere i bund. Det mærkede de slet ikke på mig, fordi jeg formåede at fremstå professionel, åben og smilende på “arbejdet”. De var så stolte af mig.

Så da jeg fik disse ord at vide, kunne jeg egentlig godt genkende dem, på et eller andet niveau. Men det var aldrig noget, jeg havde tænkt over. Men det gjorde mig glad, og varmede, at vide, at det var sådan nogle ting, andre tænkte på, når de mødte mig. Så mig. agerede i samspil med mig. At det var de her FANTASTISKE, kvaliteter, som kendetegnede lige præcis mig. Eller i hvert fald nogle af de kvaliteter, der kendetegnede mig. Jeg var sgu så glad.

Udover denne her lille selvværdsopbyggende øvelse, lavede vi ikke så meget andet, denne her sidste gang. PIER-medarbejderen var også med denne her gang, hende med skizofreni diagnosen. Vi sad alle, inklusive de professionelle, bare og hyggesnakkede. Snakkede, om vores tid i SFT, hvad vi havde lært, hvad vi tænkte fremadrettet, hvad der skulle ske med vores liv… vi var flere, der snart skulle slutte OPUS helt, og hvordan man klarede sig videre herfra, osv. Afslutningsvis blev der aftalt, at vi om mandagen skulle en tur på Louisana som afslutning – jeg glædede mig.

Så ja. Det var det, for denne gangs SFT. Ikke specielt meget kognitivt arbejde, men en god, positiv mavefornemmelse og et smil på læben, det tog jeg i hvert fald med mig.

Sedlen hænger nu på mit køleskab hjemme i lejligheden.

Det var Xenia, der skrev den til mig (kalder vi hende af hensyn til hendes privatliv). I kan læse mere om, hvorfor lige Xenia er vigtig her, og hvilken relation, vi har til hinanden (og dermed, hvorfor jeg egentlig bringer hende op ved “navn” nu). Og inden, hun gav mig sedlen, kiggede hun bare på mig og sagde: “Ja, du får den altså ikke endnu, den skal lige renskrives!” Det var så sødt af hende, at hun ville renskrive den og gøre den superflot til mig, så ja. Verdens flotteste seddel hænger på mit køleskab nu. Faktisk, nu jeg tænker over det (jeg har lige lavet orden i alle mine SFT-papirer i dag), burde jeg også hænge sedlen fra K op. Det må jeg hellere få gjort også. Sprede lidt positivitet. Anyway. Det var det, for denne her gang.

27042752_950413951782132_774553403_n

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i SFT? #25

Så er jeg tilbage med endnu et SFT-indlæg.

I dag var særligt emotionel for mig, vil jeg sige, og det kommer jeg nærmere ind på i indlægget, men først, så har vi selvfølgelig en hjemmeopgave, vi skal igennem… og jeg vil sige, jeg syntes faktisk, den var ret svær!

Her er, hvorfor…

Opgaven hed sig nemlig, at “identificere de gode sider med hjælpespørgsmål”. Yup, u heard me. Finde ens gode sider? Whaaat? Unreal.

Første og andet spørgsmål sprang jeg meget elegant henover, for jeg kunne sgu ikke finde noget! Shock. Men de hed: “Hvad kan du lide ved dig selv?” og “Hvilke positive kvaliteter besidder du?” Avav.

Andet spørgsmål hed, “hvad har du opnået, i dit liv?” Lidt nemmere at svare på. Her svarede jeg, at jeg har klaret HF, at jeg er i gang med at læse til sygeplejerske, at jeg gik videre i en forfatterkonkurrence ang. historisk fiktion (vandt dog ikke, læs novellen her, og om forløbet her), og at jeg var rejst alene til Tokyo – 2 gange endda! Det kan I læse om under dette faneblad, da jeg har lavet indlæg fra hver dag, fra begge ture, og ikke lige fået samlet dem under et indlæg endnu.

Næste spørgsmål hed: “Hvilke udfordringer, har du stået ansigt til ansigt med i dit liv?” Der er en del af dem lidt private, så dem deler jeg ikke lige. Men dem jeg skrev ned, som jeg godt tør dele, var bl.a. mobning, emotionelt misbrug og min egen psyke. Og så selvskade. Dén var svær.

“Hvilke evner og talenter har du? Uanset, hvor beskedne, de er.” Her skrev jeg bl.a., at jeg var god til at skrive, og god til at få folk til at grine. Det er vel også en slags… noget at kunne, haha.

“Hvilke færdigheder har du tilegnet dig?”. Her kommer også at skrive, og derudover at udøve sygepleje, og være åben.

“Hvad kan andre mennesker lide ved dig/hvad værdsætter de ved dig?” Dén var også svær, så jeg søgte råd hos min mor. Hun skrev en masse ting, som gjorde mig virkelig, virkelig rørt. Disse var bl.a. at jeg var ærlig, til at stole på, holder mine løfter, er lyttende, er selvstændig, at jeg gør mit bedste, og at jeg gør min mor (hende) stolt. Det var nogle virkelig, virkelig pæne ting, at få at vide, synes jeg.

“Hvilke kvaliteter værdsætter du hos andre, som du selv har?” Her skrev jeg loyalitet, humor, glad, og at jeg kan sige UNDSKYLD. Det er noget, jeg værdsætter meget, at andre kan, og noget, jeg også selv er forholdsvis god til.

“Hvilke aspekter ved dig selv, vil du værdsætte, hvis de var aspekter hos en anden?” Her skrev jeg styrke og gåpåmod. Jeg undervurderer meget tit, hvor stærk, jeg egentlig er, fordi jeg altid føler mig så pissesvag.

“Hvilke små, positive ting nedvurderer du?” Her skrev jeg så den mest åbenlyse, som var, at jeg negligerer lidt mine daglige kampe, når jeg faktisk overvinder dem. Det er en kamp for mig, at komme ud af sengen. Det er en kamp for mig, at komme ud af døren. Det er en kamp, at være sammen med andre mennesker. Næsten alting er bare én lang kamp, og jeg er udmattet. Men jeg gør det. Og det fraregner jeg ret tit, fordi det er så banale, normale ting… men det er det jo ikke. Ikke, når man har det som mig.

“Hvilke dårlige kvaliteter bisidder du IKKE?” Den syntes jeg også var svær, så den har jeg faktisk heller ikke lavet.

Så ja. Det var lidt om mig, og mine gode sider. Haha. Det er nok ikke så supervigtigt for jer at vide noget om mit selvbillede. Men jeg håber, at de ord, jeg nedfældede ifm. den her opgave, kan inspirere jer, til at finde jeres gode sider. Det var en fucking svær opgave, det vil jeg ikke lægge skjul på. Det var mærkeligt, at skulle spørge om hjælp. Men det var også en vigtig opgave. En god opgave. Og jeg tror, at mange, uanset, om de fejler noget psykisk eller ej, har gavn at lave den. Gavn af at se, hvad andre mennesker ser i en. Gavn af, at finde ud af, hvad man kan, og hvilket menneske man er. Så jeg ville helt klart anbefale, at man tager fat i spørgsmålene, skriver noget ned til dem, og sætter papiret et sted, hvor man får det set hver dag, så man bliver mindet om, hvor dejligt et menneske, man er. Punktum.

Eller, ikke helt, for vi har jo også resten af SFT, vi lige skal igennem! Og det var her, hvor det for alvor blev svært, syntes jeg.

Der er blevet ansat en pier-medarbejder, tror jeg det hedder, i OPUS, dvs. en person, der har brugererfaring fra OPUS, og selv har en diagnose, i dette tilfælde hed diagnosen skizofreni. Jeg lider selv af det, der hedder skizotypisk sindslidelse. Det tror jeg ikke, jeg har nævnt på bloggen før, at det er det, det hedder, men ja. Jeg hedder Cecilie, og jeg har skizotypisk sindslidelse. Jeg forklarer måske, hvad det går ud på, i et andet indlæg – det vigtige her er bare, at skizotypi og skizofreni IKKE er det samme. De har nogle af de samme symptomer, men forskellen bunder i, at folk, der har skizotypi IKKE hallucinerer, og IKKE er/har psykotiske/psykoser. Skizotypi-ramte kan dog godt opleve minipsykoser med hallucinationer, men det er aldrig særlig vedvarende, og er som regel, ja, mini, dvs. indenfor få minutter, og sjældent. Så ja.

Men hende her, jeg kalder hende bare X, fortalte om sin historie, og den ramte fandeme mit hjerte hårdt. Hun fortalte, at hun startede med at læse en zombiebog, og blev langsomt mere og mere paranoid overfor zombier, indtil hun til sidst levede i et parallelunivers, hvor hun var zombiejæger, og der var zombier efter hende. Derudover, at hun frygtede, at hendes venner havde sat kameraer op omkring hende, for at ydmyge hende, og at hun havde svært ved at stole på folk, fordi de så bare kunne bruge det mod hende. Samtidig troede hun, at der var væsner, der overtog hendes hjerne, og hun kunne ikke altid finde ud af, om hendes tanker var hende eller væsnerne. Til sidst havnede hun jo så i OPUS, fik medicin, og begyndte at få det bedre.

Hendes historie gjorde så stort indtryk på mig, at jeg seriøst græd nærmest hele dagen. Den gjorde så inderligt ondt, fordi jeg genkendte mig selv. Lige, da jeg fik min skizotypi-diagnose, forstod jeg godt, hvorfor, jeg havde fået den. Jeg genkendte mig selv i symptomerne og diagnosekriterierne, og forstod lægens bevæggrund for at diagnosticere mig. Men som mit behandlingsforløb skred frem, så kom jeg lidt væk fra det, tror jeg? Jeg negligerede lidt diagnosen, og jeg gik sådan lidt… nej, det er har jeg ikke, sådan er jeg ikke, det passer ikke, osv. Jeg stoppede med at genkende mig selv. Og det her var lidt en øjenåbner for, hvor slem min sygdom har været – og hvor meget, den egentlig stadigvæk præger mit liv, selv om jeg gik og troede, at jeg var okay, og ikke længere havde vrangforestillinger, som det så fint hedder.

Min historie startede nemlig med the Grudge, hvor jeg lige pludselig begyndte at se Kayako overalt, jeg turde ikke gå i bad, fordi jeg var sikker på, nogen ville gøre mig fortræd, og jeg var bare hele tiden bange for det overnaturlige, og bange for, at der ville ske mig noget. Det, der fyldte mest, var dog, at når folk viste interesse for mig, turde jeg ikke stole på dem. Jeg troede dybt seriøst, at de ville mig noget ondt. Min mistillid til verdenen er sindssyg, den er over the fucking roof, og jeg havde lidt glemt det… som teenager, var jeg ligesom mange andre, forelsket i en fyr. Han inviterede mig med hjem, og jeg afslog mange, mange gange i træk, indtil jeg til sidst måtte give op og sige ja. Da jeg ankom, kunne jeg slet ikke fokusere på noget som helst. Jeg var så bange, og jeg var så VOLDSOMT overbevist om, at det hele var én stor prank. En joke. At der var kameraer sat op, eller at han selv filmede mig, eller at han bare… ventede på at kunne ringe til sine venner, og fortælle dem alle, hvor naiv, klam, fed, grim, ulækker, jeg var… alt muligt. Jeg var så panisk, at jeg løb grædende derfra, da jeg skulle hjem. Det var HORRIBELT.

Og jeg troede egentlig, at det her lå i fortiden. Jeg troede faktisk, at jeg var rask for vrangforestillinger. Big fucking no.

Hele mit liv leves i den her latterlige vrangforestilling om, at alle vil mig noget ondt. Hele mit liv leves i mistro og mistillid overfor andre mennesker. Jeg stoler ikke engang på min egen familie. Jeg stoler ikke på mine venner, der har været der gennem tykt og tyndt. Jeg stoler ikke på nogen. Og jeg hader det. Hver gang noget godt sker, går jeg bare og venter på, at noget endnu mere forfærdeligt sker. Jeg har en flirt lige p.t., der heldigvis ikke følger med på bloggen lol, for hvis han gjorde bitch byyye, men anyway, ham stoler jeg heller ikke på. Det føles forkert. Det føles som en joke. Hvad skulle han ville med mig? Hvorfor være sammen med mig, hvis han kunne vælge enhver anden, der var rask i hjernen? Det hele er helt sikkert bare en prank, for at se, hvor meget jeg kan nå at synes om ham, før han ultimativt river mig midt over og ødelægger hele mit liv. Det lyder totalt dramatisk og fucked op, men det er sgu rigtig nok. Og jeg havde ikke tænkt over det. Jeg havde vitterligt ikke tænkt over, at det ikke er normalt, at tænke sådan, og tro sådan om verdenen.

Derudover relaterede jeg til det med væsnerne, fordi jeg tit også har tanker, jeg virkelig ikke kan lure, om virkelig bare er min dystre, mærkelige personlighed, eller om det seriøst er fordi, jeg har en fucked op sygdom på skizo-spektret, der bare fucker min tankestrøm op… alongside med at jeg i min vrangforestilling også tror, at folk kan høre mine tanker og vil ydmyge mig med dem? Nice.

Sååå ja. Alt det her, jeg lige har skrevet, VED JEG JO GODT ikke er virkeligt. Jeg ved godt, at det er mig. Jeg ved godt, at det er nogle forestillinger, jeg har i hovedet, som ikke er virkelige. Men bottomlne er, at for mig føles de virkelige. For mig er det en kamp hver dag, at skulle snakke med nogen, hver sammen med nogen, stole på nogen. Det gør ondt. Jeg er bange. Jeg er fucking bange. Hele tiden. Fordi for mig ER det virkeligt. For mig FØLES det virkeligt. For mig ER det svært. Også selv om jeg godt ved, at det burde det ikke være.

Sidste del af X’s oplæg, handlede om, hvordan hun kom videre. Hun fortalte, hun også på et tidspunkt havde skippet sin medicin, og så havde fået det endnu værre og måtte indlægges, så… ja. Remember ur meds kids, there is a reason to why ya’ll are getting medication, okay. Selv får jeg ikke medicin, men skal faktisk snakke med min læge i morgen om selvsamme emne. Ew.

X fortalte, at det vigtige for hende var, at hun levede MED sygdommen, og ikke forsøgte at kæmpe MOD den, fordi det kunne hun ikke alligevel. Den ville altid være der, og det var drænende at kæmpe, så hun havde besluttet sig for, at slå fred med den.

Derudover havde hun en vigtig pointe, der hed, at hun gav aldrig op. Aldrig sådan for alvor. Jo, hvis tingene var rigtig svære, så gav hun op i måske 2 uger, hvor hun bare nægtede at kæmpe, lod sig selv falde… tog en pause, trak stikket, og derefter kæmpede sig tilbage. Og dét synes jeg er en vigtig pointe! For meget psykisk sygdom GÅR ALTSÅ ALDRIG VÆK. Man kan sagtens opnå god recovery, man kan sagtens have et godt liv med sin sygdom, man kan sagtens nå så langt, at man slet ikke mærker sygdommen mere. Men den lurer altså altid, og man vil altid have denne her sårbarhed, og det er vigtigt at anerkende, at den er der. Og når den ikke går væk, betyder det også, at hver eneste dag er en kamp, som jeg har skrevet før. Hver dag er altså en kamp på et eller andet plan, og det er udmattende, så hvis du selv, eller en du kender, der er syg, pludselig giver op… bliv ikke sur. Lad dem trække den pause, de har brug for. Lad dem lade op. Og opmuntr dem selvfølgelig til et stærkt comeback, men pres dem ikke. De skal nok kæmpe tilbage, stærkere end før, når de har fået ladet op. Det hjalp virkelig mig, at lade være med at se på det som et nederlag, når jeg trak mig, men snarere som en… ja, opladerpause. Der skal bare lidt nye batterier på, og så er jeg klar igen. Og det er OKAY.

Hun fortalte også om vigtigheden af accept og tålmodighed for processen. Recovery er individuelt, og meget forskelligt. Og ting tager tid, og sådan er det bare.

Derudover, at man finder sine sårbarheder, og passer på dem. Holder dem i baghovedet, og ikke presser sig selv over evne. Der er intet galt med at være sårbar, så længe man passer på sig selv, og mærker efter sine egne grænser.

Afslutningsvis snakkede vi om knuste drømme, som jeg har snakket om i det her indlæg. For det fylder meget hos mig. Alt det, jeg ikke har nået, alt det, jeg ikke MÅ, fordi nogle andre skal sætte begrænsninger for mit helbred, alt det jeg ikke KAN på grund af mit mentale helbred, osv. Alt det, der er taget fra mig, fordi jeg har fået en lortesygdom, som jeg ikke selv kan kontrollere eller bestemme over, men bare forsøge at leve med, og skabe nogle strategier omkring, så jeg… får et godt liv alligevel. Det er fandeme hårdt. X anbefalede, at man prøvede at pinpointe det vigtige, i ens knuste drøm, og undersøgte, hvordan man kunne opnå dét ene delelement på en anden måde. Og dét syntes jeg også var en vigtig pointe. Jeg var bl.a. knust over, ikke at kunne være au pair. Jeg ved stadigvæk ikke, hvad det vigtige her var, nok primært at rejse. Det samme med at være assistent teacher i engelsk i Kina. Det måtte jeg heller ikke. Der var også det at rejse vigtigt, samt det her med at undervise. Bare, at skabe minder tror jeg.

– Og jeg tror, det er derfor, jeg har værdsat mine Tokyo ture så meget. Fordi netop det at rejse, var det, der var så pissehamrende vigtigt for mig. Det, at være selvstændigt ude i verdenen og opleve noget.

Så selv om det stadigvæk er LATTERLIGT svært, hårdt og hjerteknusende, at jeg ikke fik det liv, jeg gerne ville have, så… er jeg glad for de andre muligheder, jeg fik. Jeg blev ikke snydt for alting. Jeg tog bare en lille omvej. Så ja. Det gode liv er stadigvæk derude, eller hvad man nu siger. Nogle gange er vejen derhen bare lidt ekstra snørklet, hvis man ikke har det så godt psykisk.

Så ja, det var det for denne gang. Jeg håber, I fandt indlægget brugbart og inspirerende. Jeg synes i hvert fald, at det her var en af de bedste SFT-gange, selv om den var fucking hård at komme igennem.

27157188_950413948448799_1491690809_n

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x