Konkurrence, interview og natten i fangelejr?

Det værste ved at være psykisk syg?

Hej bloggen.
I dag kommer et personligt, meget svært indlæg. Jeg kommer ikke til at være mit sædvanlige selv. Dét selv, der skriver mærkelige jokes i mine indlæg, eller griner af mig selv og min situation. For der er faktisk ikke noget at grine af. Og jeg har grædt den sidste halve time, og græder endnu, mens jeg skriver det her. Jeg er rigtig ked af det. Virkelig knust.
– Og det sværeste ved, at have det sådan her er, at uanset hvad der sker, så vil det ikke blive bedre. Det vil ikke gå væk. Det kommer til at sidde der altid, og kommer snigende og ødelægger mit humør, når jeg allermindst venter det. Som eksempelvis i dag. Det har været en fornuftig dag, uden for mange følelsesudsving, og nu ramler det hele bare, og det svært at trække vejret. Min brystkasse og mit hjerte gør ondt. Og jeg kan bare ikke stoppe med at græde.

Normalt vil jeg ikke kalde mig selv psykisk syg. Ikke på dén her måde i hvert fald. Jeg har en psykisk sygdom. Faktisk flere. Og de er så indgroet i mit liv, i mit sind, i min personlighed, at de er en stor del, af den, jeg egentlig er. Jeg ved slet ikke, hvem Cecilie er. Men jeg ved, hvem Cecilie, der har psykiske sygdomme er. For hende har jeg været, så langt tilbage, jeg kan huske.
Siden starten af mine teenageår, har jeg været deprimeret, og haft angst. Det, der nu, i mine voksenår, har manifesteret sig som skizotypisk sindslidelse.
Jeg har mange symptomer, der har stor betydning i min hverdag. Angsten har altid fulgt mig som en skygge, den slipper aldrig helt, og sommetider blusser den urimeligt meget op. Den fyldte meget i mine teenageår. Jeg var ængstelig overfor alt i hele verdenen nærmest. Lyde, lugte, ting, mennesker. Jeg fik hjertebanken, blev svimmel, pulsen steg, jeg begyndte at svede, og tankerne kørte i ring om alt. Det gør mig rigtig ked af det, at tænke tilbage på, og endnu mere ked af det, fordi jeg ved, at angsten stadigvæk er en stor del af mit liv.
Jeg følte mig håbløs. Intet var nogensinde godt nok. Jeg var ikke god nok. Jeg troede ikke, jeg kunne få det bedre, og jeg opgav i perioder helt at prøve. Alt føltes meningsløst, og det gør det stadigvæk i ret stor grad, og jeg hader mig selv for at tænke sådan, for jeg ved jo godt, at der ikke er noget, der er meningsløst. Men når livet gør ondt, og man aldrig får en pause, og konstant møder forhindring og skuffelse, så mister man håb, og tingene giver ikke længere mening. Jeg stopper tit op nu, og tænker “hvad er meningen? jeg bliver aldrig en god sygeplejerske alligevel”. Det er bullshit, jeg bliver en god sygeplejerske, men det er så svært at blive ved med at sige det til sig selv, og tro på det, når det andet fylder.
Paranoiaen hænger lidt i tråd med angsten, men den konstante frygt for andre, og frygt for, at der sker noget, hvad folk tænker, osv., er meget udmattende og hård. Tankerne fylder så meget, og nogle gange er det svært at fokusere på andet end dem.

Det er imidlertid ikke dét, der er hårdest. Det er pissehårdt at have angst. Det er pissehårdt at være deprimeret, og føle alting er lige meget. Det er op ad bakke, at have dårligt selvværd. Det er vildt nederen at man aldrig kan stole på sig selv og sine fortolkninger, fordi ens virkelighed er meget anerledes end alle andres. Det er svært at navigere i de her ting, og det er virkelig træls, at skulle have de her diagnoser og symptomer med sig.

Men det, der er allerhårdest er, når der er 3 uger, til man bliver 21, og man indser, hvor meget af ens liv, man har spildt. Og hvor mange af ens drømme, der er blevet knust. Og det er dét, der gør det ulideligt, at være syg.
Jeg kan sagtens leve med at være ængstelig og depressiv. Men jeg har så svært ved at komme overens med de konsekvenser, det har haft for mig.
Det var først rigtig sent, jeg begyndte at tale med folk. Jeg var meget indelukket, og konstant fanget i dårlige venskaber, og det blev jeg også senere hen, men… ja. Jeg var i min egen verden, og havde svært ved at bryde fri af den, fordi jeg var så angst, og ikke turde. Nye ting gjorde mig også bange, så jeg holdt mig selvfølgelig til det vanelige.
Jeg ville gerne træne, men tanken om andre mennesker nede i fitnesscentre gjorde mig ængstelig, og jeg turde heller ikke løbe udenfor.
Jeg ville frygtelig gerne ud og rejse. At rejse er at leve. Jeg elsker det virkelig, og selv om jeg nogle gange er ængstelig, så giver det mig også rigtig meget, og jeg føler mig oftest “roligere” og mere hvilende i mig selv andre steder, end jeg gør hjemme i Danmark. Jeg ville rigtig gerne kombinere arbejde og rejse, og være au pair, ligesom min mor var. Jeg havde virkelig sat næsen op efter det, og glædet mig så meget. Men man bliver ikke au pair, når man er psykisk syg. Det må man ikke. Det ville være for synd, for værtsfamilierne. Og det forstår jeg selvfølgelig godt, men det gør ikke mindre ondt af den grund. Hele min verden gik i stykker dengang. Det gjorde ondt at få knust den drøm.
Så ville jeg gerne til Kina, som assistent teacher. Det var en ny mulighed for at kombinere arbejde og rejse. Dét må man heller ikke, når man er psykisk syg. Heller ikke selv om man er i en stabil fase. Det gjorde også virkelig ondt. Og jeg blev rigtig ked af det, det gjorde jeg sgu.
Jeg tog et skud i tågen, og valgte sygeplejerskestudiet, fordi jeg håbede på at kunne hjælpe andre unge i psykiatrien. Dén drøm brast for nyligt, da vi fik tildelt klinikpladser på modul 8, som er psykiatrimodulet. Og dét gjorde også bare naller. Helt ind i sjælen.
Det, jeg prøver at sige er, at jeg i alle de her år, jeg har levet med de her sygdomme, har oplevet en del restriktioner, både i forhold til min egen angst, der har holdt mig tilbage, men også i forhold til andre, der har holdt mig tilbage, fordi jeg havde en sygdom. En forholdsvis kontrolleret sygdom, endda. Jeg har ikke, i denne tid, hvor jeg f.eks. ville være au pair, eller ville til Kina, været ustabil på nogen måde, der kunne gøre, at jeg ville knække sammen, hvis jeg tog af sted. Tværtimod, så var jeg virkelig klar til at tage af sted. Det ville have været karakterstyrkende for mig. I stedet for blev det karakternedbyggende, og efterlod mig med et knust hjerte, knuste drømme, og endnu mere selvforagt, end jeg egentlig havde i forvejen.

Det tog rigtig lang tid, men jeg er nået til et punkt, hvor jeg i og for sig har accepteret, at jeg aldrig kom af sted – og aldrig kommer til at kunne det. Det gør stadigvæk ondt, og jeg ville ønske, det var anerledes, men jeg har prøvet at ligge det bag mig, og det gør ikke ondt i min hverdag mere.
Medmindre noget trigger det.
Og det gør det tit. Hele lavinen starter igen, når jeg ser andre få lov til at være au pair. Når jeg ser andre få lov til at tage til Kina. Når jeg ser andre, udleve deres drømme, komme på efterskole og højskole, udlandsophold, tager alle de chancer de får, osv.
Jeg ved godt, intet godt kommer ud af at sammenligne sig selv med andre, men hvor ville jeg bare ønske, at det var mig. Hvor ville jeg ønske, at jeg var normal.  Jeg ville give alt, for at kunne få lov til at opleve de ting.
Og hvad kan jeg gøre? Jeg kan jo ikke bede dem slette alle minder om det på deres sociale medier, eller bede dem stoppe med at snakke om det, vel? Og jeg under dem det da, det er dejligt, at de har fået de oplevelser med sig, og at de er så glade. Men det gør fandeme ondt, og det er så pinefuldt, og jeg bliver så ked af det. Luften slås ud af lungerne på mig, og det gør ondt flere dage efter. Jeg ved aldrig, hvad skal gøre af mig selv. De er sgu så heldige, er de. Og jeg er misundelig.

Det er svært nok, at leve med en psykisk sygdom, der konsumere hele ens væsen… men det er ubærligt, alt det, der følger med. Det er det sgu. Det sværeste er alle de chancer, man enten har forpasset grundet sin sygdom, eller de chancer, der er blevet nægtet en, fordi man har problemerne. Og det faktum, at man bare bliver ældre og ældre, og ens liv føles som om det flyver forbi en, fordi det tager evigheder at komme sig. Det er hårdt at leve et liv, som slet ikke er det, man gerne vil have. Jeg føler mig slet ikke som den Cecilie, jeg gerne vil være, og det er virkelig svært.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg ellers skal sige.
Jeg endte med at græde endnu mere, end jeg gjorde i forvejen, så det er nice. Nu er der også gået knapt en time med gråd, så det er måske på tide, at det stopper. Men fuck, det gør ondt. Og fuck, hvor er du heldig, hvis du ikke aner, hvad jeg snakker om.

18763196_825149417641920_1012345078_n

^ Meget vigtigt, men meget svært at leve efter.

Glem ikke at følge med på Bloglovin’, her. Til vi ses igen

– Cecilie x

7

  • Anna

    Hej Cecilie. Jeg kan følge dig rigtig langt hen ad vejen i det du beskriver. Jeg har altid været psykisk sårbar, og lider af angst, ocd og spiseforstyrrelse. Jeg er idag 33 år, får antidepressiv medicin mod min angst/ocd og er efterhånden, efter mange år, kommet dertil hvor jeg accepterer min tilstand. Sådan er jeg – og det er okay! Nøgleordet er accept! Lær dine egne grænser at kende, kommuniker dem ud til andre, sig fra når behovet er der. Jeg har lært at jeg har begrænsede ressourcer, hvilket vil sige at jeg har brug for meget ro i min hverdag og meget alenetid. Jeg kan sjældent overskue mere end én aftale på en dag. Børn skal jeg ikke have, da det er alt for krævende. Alt dette har jeg det ok med det meste af tiden. Det kan ikke betale sig andet end at acceptere tingenes tilstand, og så arbejde ud fra det. Du er også god nok ❤ Tak for dit indlæg. Hilsen Anna

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie x

      Som jeg skrev til Gitte, har jeg haft travlt, og derfor ikke mulighed for at svare på din kommentar, før i dag.
      Hvor er det bare dejligt at høre, at du har lært at acceptere det, og forhåbentlig fortsat kæmper. Det er supersejt.
      Jeg har det på samme måde hvad angår aftalerne. Eller, egentlig kan jeg godt have flere aftaler på en dag som sådan, men jeg kan bare ikke overskue så meget, så det er tit sådan, at jeg ikke kan være i skole og lave lektier derhjemme, f.eks., fordi jeg er så udbrændt.
      Jeg håber virkelig, jeg når dertil, hvor jeg også accepterer det, for lige nu synes jeg godt nok, det hele er lidt uoverskueligt, med alle de glade, raske, velfungerende mennesker…
      Tusind tak for din kommentar, og er glad for, at nogen har kunnet bruge indlægget. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg forstår dig så godt. Jeg har det også psykisk dårligt, har kæmpet med det i mange år. Har op på ned perioder. Har en kronisk sygdom som ikke altid gør livet nemmere, men prøver hver dag at sige til mig selv, tænk positivt 😀. Jeg har taget naturpiller velzina mod depression, de hjælper, der er perikon i. Du skulle prøve dem, kunne være de kunne hjælpe dig noget af vejen 💝💝💝💝

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie x

      Hej Gitte. Jeg har haft travlt, så har ikke haft mulighed for at svare på din kommentar før nu.
      Er både glad og ked af at høre, at du kender til situationen. Jeg håber du har det godt nu, eller i hvert fald det meste af tiden 🙂
      Kunne godt være, jeg skulle se på det. Min læge på psykiatrisk vil gerne have mig opstartet i noget antidepressiva igen 🙂 Tak for kommentaren!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bettina

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bettina

    Du er simpelthen bare for rå altså 💪at du tør at være så ærlig omkring dine udfordringer. Det er også en måde at hele og bearbejde tingene på og det kan godt være at vi andre har lidt svært ved at forstå det, du går igennem men vi elsker dig uanset og håber bare at du forsætter med at kæmpe for dine drømme 😙 Kh Bettina

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie x

      Ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Det hjalp faktisk rigtig meget, at få skrevet det ned, og jeg var helt lettet bagefter. Endnu mere, når jeg så ser en kommentar som din, og ved, at der er nogen, der følger med og støtter en. Det fjerner ikke det, der gør ondt, men det hjælper. Og jeg er heldigvis meget privilegeret, at have sådan en dejlig familie. Glæder mig til vi ses igen, og tusind tak for din hjertevarmende kommentar. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Konkurrence, interview og natten i fangelejr?