Opstart på psykiatrimodul og status på livet

Konkurrence, interview og natten i fangelejr?

Hej bloggen! Ah, nu kommer der så noget exciting news. Hehe.

Som nogle af jer ved, er jeg interesseret i at blive forfatter engang, når jeg bliver lidt ældre, og er færdig med studiet… så lige nu er det mest bare en hobby. Either way, så deltog jeg i en konkurrence på Movellas, hvor man skulle skrive om besættelsen og Frøslevlejren (i hvert fald i den mulighed, jeg valgte).
Der er 2 runder, hvoraf jeg og 9 andre gik videre i første runde, og derfor fik en overnatning i Frøslevlejren. Næste runde går der kun 3 videre, og deadlinen dertil er 1. august. Så jeg har 2 måneder til at skrive/redigere i min novelle. Men jeg afslører ikke novellen endnu, hehe.

Nå, men dagen oprandt, lørdag, hvor jeg skulle af sted. Jeg skulle fra Roskilde til Padborg, hvor jeg skulle skifte i Kolding. Mit fra Kolding gik 10:58, og mit tog fra Roskilde var først inde 11:03. Hvilket betød, at jeg altså missede mit tog, og måtte vente 2 timer på det næste, selv om jeg egentlig skulle være i Padborg kl. 12 til arrangementet.
DSB var ikke særlige behjælpelige, men det hører et andet indlæg til. Jeg var opløst, og ked af det, men den søde dame i 7-11 på Kolding Station var så sød at give mig en valgfri drik på hendes regning, og den måtte gerne være stor! Så ordnede hun en ny billet til mig, og fortalte mig om rejsegaranti fra DSB.

18600947_820451118111750_382848929_n 18624673_820451158111746_1158046918_n

Jeg nåede til Padborg, og ankom kl. 14, hvor jeg blev afhentet af hhv. en fra Movellas, og en praktikant fra National Museet. Og da vi kørte, fik jeg så at vide, at fordi jeg var den sidste, der blev hentet, så skulle vi lige have forfatteren, Kim Leine, med os i bilen! Amazing! Så jeg var en af de første, der fik hilst på Kim og smalltalket lidt med ham i bilen… uh, jeg følte mig så heldig! Hende fra Movellas var også meget oppe at køre, og synes det var så fedt, at hendes telefon kunne finde på at ringe, og det var Kim Leine, der ville hentes, haha.
Jeg nåede frem til Frøslevlejren, hvor jeg hurtigt fik smidt mine ting ind, og så var det elles bare videre i processen.

Det næste på programmet var en guidet rundtur.

18641266_820451081445087_766529178_o

Jeg kan ikke huske navnene på alle deltagerne, desværre. Men her er et fællesbillede med Kim Leine ude foran hovedvagttårnet, inden vi gik ind for at høre Dennis fra museet fortælle om lejren. Megaspændende! Movellas har ikke udgivet deres billeder endnu, så jeg har kun mine egne private billeder, men det kan være jeg smider nogle flere op på et senere tidspunkt. Men ja.

18624891_820451198111742_240114295_n18601239_820451148111747_42179133_n 18624877_820451111445084_1907546985_n

Vi kom ind i hovedvagttårnet, hvor guiden fortalte lidt om, hvordan og hvorfor lejren blev bygget, hvem fangerne var, strukturen af lejren, osv. Så gik vi videre til et andet lokale, hvor der blev fortalt om de folk, der var i lejren og fangevogterne, samt mad og dansk personale. Så gik vi ind i et lokale, hvor vi fik at vide, at fangerne skulle gå ind og igennem, hver gang de skulle ind og ud af lejren, hvor tyskerne sad, hvilket kan ses på billederne. Særligt karakteristisk er måtterne på gulvet, der blev lavet af “måtteludere”, som var folk, der ikke kunne udholde det hårde, fysiske arbejde. Herefter gik vi op i vagttårnet, og trappen derop var ret stejl… man nåede lige at få lidt hjertebanken, svimmelhed og højdeskræk!

18624582_820451191445076_1989471541_n18623110_820451184778410_457987330_n

Udsigten deroppe var honestly ret flot, haha. Men dengang var der heller ikke træer, og jeg tror barakkerne var mere ligesom H4. H4 og hovedvagttårnet er de eneste originale bygninger i Frøslevlejren, og jeg synes det er synd, at de har opført de andre barakkerne i sådan nogle lalleglade, danske farver. Det passer slet ikke ind, og får stedet til at virke smukt, fremfor at skildre de grusomheder, der foregik i lejren – hvilket jeg synes er lidt respektløst, overfor dem, der var indsat her, både under Frøslevlejren, men også Fårhuslejren, som det blev til senere. Men ohwell. Museumsguiden fortalte dog, at man også planlagde, at skulle fælde træerne, og gøre det lidt mere, som det var dengang, hvilket glæder mig.

Efter at have set vagttårnet, bevægede vi os langsomt over mod H4-barakken.

18579023_820451351445060_1143356355_n 18624635_820451221445073_1982033600_n18624735_820451251445070_914364950_n 18644350_820451231445072_1655281530_n 18579428_820451224778406_459417312_n

Først så vi en af fangestuerne, hvor vi fik fortalt, at de var beregnet til 16 personer, men da lejren var på sit højeste, boede der 30 herinde. Luften var ofte tyk af røg, idet alle røg, og at det ofte var det, der afholdt fangernes tanker for at vandre for meget. Skoderne var også slået for vinduerne, når fangerne sov, osv. Derudover havde nogle af stuerne nogle illegale radioer, som de gemte for tyskerne, så de kunne følge med i ucensorerede nyheder om krigen. Radioerne blev gemt under gulvet i et hul, stort nok til at et menneske kunne sidde dernede og lytte. Hullet var under en af køjesengene. Ledningen, til at kunne opfatte noget fra radioen, blev i den ene stue gemt bag et bræt, man havde slået løs, og på en anden stue, havde de erstattet tøresnoren med en ledning. Utrolig spændende.

18643886_820451314778397_990948475_n18601345_820451244778404_1336775102_n 18601523_820451291445066_1784933525_n

Derudover hørte vi om de hvide busser, der blev istandsat i 1945, og reddede og tog sig af en masse fanger, både fra Frøslevlejren, men også fra andre koncentrationslejre i Tyskland. Sygeplejerskerne gjorde et utroligt stykke arbejde på den tid, og jeg kan sige jer, at mit sygeplejehjerte blødte af stolthed. Ofte kan jeg godt blive flov over at være sygeplejerske, fordi der er så mange, der ikke opfører sig ordentligt overfor borgere og patienter i sundhedssektoren, men da jeg så De Hvide Busser, så svulmede hjertet sgu af faglig stolthed. Derudover så vi på biblioteket, der blev etableret i lejren (se billede), og fik fortalt lidt om pigtrådskærester, og kreativitet i lejren. Bl.a. lavede fangerne skakbrikker ud af tygget rugbrød, hvilket også vidnede om, at de ikke sultede i lejren. Vi hørte også om flugtforsøg, bl.a. en havde taget en frithængende tysk uniform, og var koldblodigt gået ud af lejren, smilende til tyskerne. En anden havde fået nogle til at hjælpe sig med at lave en kasse, som de brugte til madaffald, og da tyskerne havde vendt sig til denne kasse, gemte den flygtende sig i kassen, hvorefter der blev lagt et 10-cm lag madaffald på, så det ikke virkede suspekt, og han var ude af lejren – ret cool. Ca. 10-15 mennesker flygtede fra lejren. Bagefter fik vi lov til at gå lidt rundt selv, hvor jeg bl.a. bevægede mig ind i stuen, til den fange, der havde det overordnede ansvar for alle de andre.

Kort tid efter var der foredrag med Kim Leine, der forklarede om sine værker, og kom med tips, som han selv brugte i sin skrivning. Alle syntes, det var meget interessant – jeg var lidt ambivalent. Det kan være jeg bruger noget af det lidt modificeret, men umiddelbart er jeg faktisk godt tilfreds med måden, jeg skriver på. Det pudsige ved Kim var jo så, at han var uddannet sygeplejerske, og før jeg fandt ud af det, havde jeg jo nævnt, at jeg studerede sygepleje. Det føltes pludselig lidt pinligt, fordi så henvendte han sig ofte til mig eller så på mig, når han dragede paralleler mellem sygepleje og forfatterskab.

Efter dette, fik vi lov til at gå lidt rundt, og jeg og nogle af de andre piger, gik op mod Prebens sten, og så på pigtrådene deroppe.

p1010006 p1010003

Det er bemærkelsesværdigt lige at huske, at Preben var den eneste, der reelt set døde i lejren – hvilket var et uheld. Han var kommet for tæt på hegnet, med hænderne i lommen, og det var blevet set som et flugtforsøg, og en nervøs, tysk, soldat havde skudt ham to gange i hovedet.
Noget andet interessant er, at der ikke var stød i hegnet her i Frøslevlejren. I stedet var der tre hegn lige efter hinanden, og indimellem disse hegn løb koldblodige dræberhunde løs, klar til at flække en, hvis man prøvede at flygte. En anden bestialsk, men også ret nice, på sin egen forskurede måde…

Efterfølgende chillede vi bare lidt.

18622712_820451298111732_64535376_n 18644603_820451288111733_676326977_n

Inden aftensmad fik vi udleveret nogle faglitterære hæfter omkring Frøslevlejren, og jeg rendte lidt rundt inde på Fårhuslejrens Museum, og fik taget et billede… hehehehe.

Bagefter gik vi over på Antons café, hvor vi fik kartofler i persillesovs (eller, persillesovs med kartofler), og gigantiske frikadeller. Jeg er den dårligste blogger i verdenen, fordi selv om jeg spiste to portioner, så glemte jeg sgu at tage billeder af det :// damn. Haha. Men det smagte sgu godt, det gjorde det.

Bagefter vendte vi tilbage til vores “barak”, hvor vi skulle sove – som egentlig bare var billetkontor, personalekøkken og foredragssal, og endda ikke engang originalt! Men der chillede vi lidt, og så 9. April.

Inden sengetid, omkring midnat, skete så det mest bemærkelsesværdige på hele turen, syntes jeg. Vi skulle over at se vagttårnet og barakkerne – after hours, med mørket udenfor. Amazing.
Vi gik op i vagttårnet, og jeg fik selvfølgelig den genious idé, at jeg sagde, det var ærgerligt, der var lys i tårnet, fordi det skinnede igen på billederne. Så sagde museums-damen så, at hun kunne da bare gå ned og slukke det? Og det gjorde hun så, og pludselig stod vi i et BÆLGMØRKT vagttårn, og fik den sande 1944-vibe, soldaterne måtte have haft, nå de stod heroppe og holdt udkig. Det var næsten en helt spirituel oplevelse, og jeg er sådan set stadigvæk ikke helt over it. Det var virkelig flot, og billederne…. de er bare slet ikke så gode, som virkeligheden!

18643776_820451378111724_531764586_n18600891_820451418111720_778120657_n 18643485_820451398111722_139261121_n

Museums-damen spurgte flere gange, om vi ikke ville have tændt lyset igen, men vi syntes sgu, der var så flot deroppe. Til sidst blev lyset dog tændt, så vi kunne komme ned igen, og hun begyndte at fortælle, at det faktisk havde været jævnt creepy for hende at stå for foden af trappen dernede, mens vi trampede rundt ovenpå. Dét var en sjov overvejelse, jeg slet ikke havde tænkt over.

Vi låste af til vagttårnet, inden vi gik over i barak H4, hvor jeg igen fik idéen om, at vi skulle slukke alt lyset!
De andre var lidt nervøse, museums-damen bad os nemlig gå ned på “badeværelset” i den anden ende af gangen…. eller fangestuen. De valgte ALLE fangestuen, og stimlede sammen derinde i mørket.
Jeg blev også siddende et par minutter, og mærkede stemningen, indtil jeg begyndte at kede mig, og besluttede mig for at gå en tur NED AD barakgangen, og ned til badeværelserne i mørket.
Dét var en vild, spiritueloplevelse, det må jeg sgu sige. Det var ikke bare sådan lige…
Nu havde jeg gået op og ned ad denne barak flere gange i løbet af dagen, og vidste, hvad der befandt sig inde bag hver eneste dør; alligevel spillede skyggerne derinde mig et pus. Gulvet knirkede højlydt under mine fødder, og jeg fik hjertebanken. Pulsen steg. Svimmelhed tog til. Jeg blev småsvedig. Men vigtigst af alt var dog mit hjerte, der virkelig hamrede derudaf, som jeg gik ned ad gangen. Jeg valgte at embrace den angst, det gav – hell, det kan jo bruges litterært, og jeg vidste jo godt, der ikke ville ske mig noget… det var bare en vild oplevelse.
Jeg nåede ned til enden af gangen og gik ud på badeværelset, og dét var til gengæld fucking creepy, da jeg stod derude, fordi skyggerne igen gav genskær i spejlet… damn son. Jeg gik i stilhed (med undtagelse af det knirkende gulv altså), tilbage mod fangestuen, men museums-damen tog mig med ind på det andet lille værelse, hvor vi stod lidt og snakkede.
Så gik jeg tilbage i fangestuen, og hørte, hvad de andre talte om, inden jeg forslog dem at gå ned ad gangen. Det blev ikke modtaget med kyshånd, men de var alligevel lidt nysgerrige, og gik i samlet flok nedad. Jeg gik med. Det gav ikke helt samme, intense følelse, som da jeg havde gået alene, og ikke haft nogen at snakke med på turen derned. Men det gav lidt.
Da vi kom ned på badeværelset, fortalte museums-damen også, at når hun var her alene, og det blæste udenfor, kunne man tydeligt høre det i barakken; hvordan alting knirkede, og hvordan det føltes som om, at nogle af fortidens fanger endnu sad i væggene eller gik rundt på loftet. Det var også et guldkorn at få at vide, og virkede så autentisk. Det var en fantastisk oplevelse.
Så fantastisk, at da jeg kom tilbage i “vores” barak igen, så havde jeg ekstremt kvalme og ondt i maven, fordi kroppen havde været sådan på overarbejde ift. sanseindtrykkene. Det var virkelig vildt! Det var virkelig spirituelt, sværger.

Først besluttede vi at sætte os og skrive lidt inde på museet, men de andre var trætte, og lyset blev slukket, så de var ikke så ville efter det, og så gav jeg efter også – ville jo ikke sidde alene og skrive, og jeg skulle bruge internet, for ville egentlig skrive dette indlæg… Så ja. Jeg smuttede i seng.

NU tænker I sikkert, jaja… konkurrence har vi hørt, fangelejr og nat har vi hørt… hvad fanden er det interview?
Og det skal jeg fortælle jer! Klokken 20 om aftenen kom der en reporter fra P1 Eftemiddag, der fulgte os rundt resten af aftenen, natten og morgenen. Hun gik rundt og optog ALT, hvad vi sagde i løbet af den tid, og stillede os til tider spørgsmål og rigtig interviewede os. Det var rigtig spændende. Og hun fortalte, at det ville komme ud i morgen mellem 2 og 4 på P1 eftermiddag, så det skal jeg HELT KLART, lytte efter.
Om morgenen skete der også det, at hun interviewede os ift. vores noveller, og den inspiration, vi havde fået. Dem af os, der havde lyst, fik sågar lov til at læse en passage fra vores novelle op. Jeg havde planlagde en anden passage, men hun ville gerne have noget fra lejren, og jeg kunne ikke rigtig lure hvad, fordi min novelle er 12 sider lang, og det er kun på den sidste side, Frøslevlejren egentlig er med! Så hun forslog, at jeg læste noget op, fra da min karakter, Dorothea, bliver anholdt, og ført til lejren………… så det gjorde jeg, og jeg håber, det kommer med i morgen, men jeg ved det ikke. Overall var det en rigtig spændende oplevelse, og jeg er så glad for at have kunnet dele den med jer! Nu skal jeg bare have redigeret min novelle, og finpudset den til deadline, 1. august. Det er også derfor, jeg ikke udgiver den her på bloggen endnu… Men måske der kommer et sneakpeak på et tidspunkt 🙂

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘!

Indtil vi ses igen

– Cecilie x

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Opstart på psykiatrimodul og status på livet