Hvad har jeg lært i SFT? #14

Klinik på Ortopædkirurgisk

Hej bloggen, og velkommen tilbage.

Det var egentlig planlagt, at jeg ville have skrevet det her indlæg, da jeg startede i klinik på Ortopædkirurgisk Afdeling, men efter jeg var startet, gik tiden simpelthen så stærkt, at jeg slet ikke nåede det, og inden jeg fik set mig om… ja, så var mine 6 uger sgu gået! Jeg har nu været tilbage i skole i to uger, så det er på rette tid, at jeg får smidt det her indlæg op! Efterfølgende har jeg så planlagt to SFT’er mere, og så skal jeg i gang med noget juuul. Jeg har besluttet at slå første og anden advent sammen, da jeg ellers skulle have postet første advent i dag, i stedet for det her indlæg, og det syntes jeg bare var alt for lang tid efter, det reelt havde været advent… SÅ dét gør vi ikke.

 

I hvert fald.

Jeg startede i klinik på Ortopædkirurgisk Afdeling, som sygeplejerskestuderende på semester 5, eller det, der svarer til det gamle modul 9-10. Det er enormt mærkeligt, at være nået så langt i sit studieforløb. Jeg synes stadigvæk, at jeg startede på uddannelsen for et halvt år siden, og selv om jeg godt kan mærke på mig selv, at jeg har lært meget, så føler jeg alligevel ikke, at jeg er… helt klart til at være sygeplejerske endnu!?

På den afdeling, jeg var på, havde de mange forskellige ting, men primært planlagte operationer, dog hændte det også, at der kom folk akut ind. Temaet for semester 5 hedder “akut og kritisk sygdom”, så det var selvfølgelig det her, jeg skulle finde noget om på afdelingen.

24989275_925846944238833_1057833313_n 24824546_925847014238826_1069004363_n 24891590_925847010905493_237207414_n

En af dagene, jeg var der, havde jeg en, der var faldet på sin cykel, og havde fået en eller anden form for ankelfraktur – det er noget tid siden nu, så jeg kan ikke helt huske, hvad det drejede sig om. Men det var et spændende forløb – og fordi operationen hele tiden blev udskudt og aflyst, så nåede jeg faktisk at se hele forløbet fra indlæggelse til udskrivelse, hvor jeg også var med til min allerførste udskrivelsessamtale. Det var jeg jo altså lidt stolt af… Og det var jo så et lidt mere akut forløb, i forhold til nogle af de andre forløb, jeg havde.

Da jeg startede på afdelingen, synes jeg det var enormt svært, med de forkortelser og ting og sager, der blev brugt, og jeg havde svært ved at følge med til morgenkonferencerne, men som ugerne gik, begyndte jeg at tage mig selv i, at forstå, hvad der blev sagt, og selv bruge fagtermerne, og lige pludselig var ting som TKA og THA åbenbart bare mine bestemte venner, der står for hhv. total knæalloplastik, og total hoftealloplastik. Eller på godt gammelt dansk – kunstigt knæ og hofte. Det ofte denne slags patienter, jeg stod med selvstændigt, så jeg blev meget fortrolig med de her elektive forløb, der som regel løb over en 1-3 døgn, og kom omkring lidt af det præoperative, men primært det postoperative, og alle de observationer og tiltag, man skulle gøre sig i forbindelse hermed. Bl.a. ting som tegn på infektion, bestilling og at se post operative blodprøver og røntgen, fokus på kost og genoptræning/mobilisering, og selvfølgelig smertescoring. Hold da op, hvor har jeg smertescoret meget, i den tid, jeg var på afdelingen! Og jeg synes absolut ikke, det blev nemmere med tiden!

Udover selvfølgelig pleje for patienterne, er jeg også så langt i min uddannelse nu, at vi har fokus på medicin. Det syntes jeg var enormt spændende. Altså, virkelig, det var nærmest det bedste tidspunkt på dagen, når der skulle hældes morgen- og middagsmedicin op. Jeg syntes, der var noget underligt beroligende over at stå der i sin egen verden, og bare fuldt koncentreret om at hælde de her ting op, og jeg blev helt skuffet, når jeg havde patienter, der nærmest ikke skulle have noget medicin… haha. Denne skulle selvfølgelig tjekkes af klinisk vejleder eller andet kyndigt personale, før det blev givet til patienterne.

Derudover mødte jeg bare utrolig mange venlige sjæle, og sjove personligheder, i den tid, jeg var der. Alle mine patienter var virkelig bare drømmepatienter, og jeg stod mere og mere på egne ben. Allerede efter min anden uge, havde jeg min første, selvstændige udskrivelsessamtale, udelukkende fordi jeg blev træt af at vente på, at sygeplejersken havde tid til mig, og i den tid, jeg var der, nåede jeg også at udskrive en del, så jeg fik godt styr på hele proceduren omkring det, og følte mig virkelig på toppen, når jeg sådan kunne sidde og gennemgå, og forklare, og virkelig bare brilliere med min nyfundne viden.

Nogle af patienterne var også enormt glade for mig, og bød bl.a. på ting som bolcher, kaffe, frokost, sodavand, alt muligt, som jeg selvfølgelig ikke må tage i mod… det blev aldrig rigtig lettere, eller mindre pinligt for mig, at skulle stå og sige “nej tak, det kan jeg ikke”, og slet ikke, når de så ikke lyttede til det nej! “Du siger det bare for at være høflig, men det skal du ikke være, kom, vi giver gerne!” og bare… “stadigvæk nej”. Hahahahah. Men det betyder jo bare, at man gør indtryk, og at dem man er omkring synes, at man gør det godt – og det er jo en kæmpe ros at få! Så intet dér.

Jeg havde også en patient, der på trods af, at hun var i hvert fald 50 år ældre end jeg, bare svingede så godt med mig. Vi passede så godt sammen, og der var altid højt humør inde på stuen og masser af interne jokes. Selv om hun var lidt utilfreds med, at jeg bandede så meget – og det ved jeg jo godt, at jeg gør, og jeg prøver også at vænne mig af med det, men holdt kæft (JA, jeg bandede igen!!), hvor er det svært! Ofte kiggede hun bare på mig, og sagde “Cecilie!” eller “Nu gjorde du det igen,” eller “EJ altså…”, og så grinede vi lidt af det.

Jeg fik også god gavn af mine afspændingsøvelser, da vi havde en enormt urolig patient, hvor at når hun fik kørt sig selv op, at så kunne jeg få hende ned igen, ved bare at lægge min egen hånd på min mave, og så se på hende og sige “læg hånden på maven, og træk vejret”, og det var så tydeligt, at lige så snart hun gjorde det, så blev hun rolig og stoppede med at hyperventilere og gå i selvsving. At hun så hurtigt fik gejlet sig selv op igen, er så en anden side af sagen, men det lykkedes altid at få hende ned igen… det gjorde mig enormt glad, på trods af, at hun ellers var så forpint.

24992498_925846974238830_704718486_n

Da det lakkede hen mod enden, blev det også tid til… at jeg lige pludselig skulle agere “leder”, og inden jeg vidste af det, havde jeg to semester 2 studerende under mig, der skulle udføre nærmest al pleje og observationer, og jeg skulle bare ordne medicin og administrativt arbejde, og… det var enormt sært! Det kom totalt bag på mig, da jeg fik beskeden om, at jeg skulle det, og jeg gik helt i panik… men ret hurtigt kom jeg efter det, for det var nogle søde semester 2’ere, jeg havde under mig, og vi fandt hurtigt en god rytme sammen, hvilket var enormt fedt. Det gav rigtig meget, og jeg lærte enormt meget.

Sidst, men ikke mindst, så havde jeg nogle enormt søde vejledere, der ofte pressede mig lidt hårdt, men også var gode til at aflæse, hvornår jeg skulle have en pause. De smed mig ud i ting, jeg slet ikke var klar til, og uden jeg havde mulighed for at forberede mig, og det gik da ikke uden panikanfald, vil jeg da gerne erkende, men… jeg klarede det. Jeg levede. Første gang jeg skulle fremlægge til morgenkonference gik jeg helt i sort, jeg stod bare… øh… “hej, det er mig der har stue…” og så var der bare en der sagde “KOM FREM SÅ VI KAN SE DIG!” og jeg stod bare :))) “iiiih tak” og troede, at nu var mit liv forbi. Efterfølgende fik jeg enormt meget ros af mine vejledere, for at have taget det i stiv arm, og de syntes, jeg havde klaret det så fint – kort og kontant, lige, som det skulle være. Jeg var helt lykkelig indeni.

Til min afsluttende samtale fik jeg så meget ros, at jeg slet ikke kunne være inde i mig selv. Det startede meget ærligt – og jeg havde fået samme udmelding før – begge vejledere var blown away over min præsentation. De havde været enormt nervøse, da jeg startede på afdelingen, på grund af min præsentation, som jeg havde været meget hudløst ærligt omkring, ift. de udfordringer jeg havde, fordi de gradvist var begyndt at fylde mere og mere… og nedtalte jeg nok mig selv mere, end hvad der havde været nødvendigt, fordi jeg gerne ville være sikker på, at jeg ikke skuffede dem. Hvis de troede, jeg var fuldkommen trash, så kunne jeg jo kun imponere, ikke?

De fortalte bl.a. at de godt kunne mærke i starten, at jeg var usikker, og meget forskræmt, men at jeg hurtigt var kommet efter det, så snart jeg var faldet til, og at jeg ikke længere lignede et dådyr fanget mellem billygterne. At jeg smilede enormt meget på afdelingen, at jeg var glad og dygtig, at jeg fungerede godt i det sociale samspil, da jeg var kommet lidt efter det, og havde lært “medspillerne” at kende. At jeg rummede mere, end jeg troede. At jeg leverede et flot skriftligt arbejde, på højere niveau, end semester 5. At jeg bare var knivskarp, og at mange andre ikke nåede mig til anklerne (de mente sokkeholderne, jeg var også forvirret i staten), og at jeg absolut ikke skulle have sold myself short, for det billede, jeg havde præsenteret, var slet ikke det billede, de så. Hvis man ikke havde vidst, jeg havde udfordringer, så havde de aldrig gættet det, for jeg virkede udadtil ligesom enhver anden studerende, bare lidt normalt usikker. Det gjorde mig selvfølgelig enormt glad, at jeg sagtens kan være sygeplejerske, selv om der er nogle ting, der er sværere for mig, end for andre. Og det gjorde mig glad, at selv om jeg mange gange på afdelingen har stået i situationer, hvor jeg har haft lyst til at sætte mig ned og græde, at så har jeg ikke gjort det, og ingen har lagt mærke til, hvor mange gange, jeg har stået og haft panikanfald midt i det hele, eller kæmpet mod tårerne, fordi selv når det er svært, så bevarer jeg fatningen og holder ved. Så de opfordrede mig til, at jeg ikke skulle være så hård ved mig selv, og stole lidt mere på mig selv, for jeg havde noget at have det i.

En fuldkommen fantastisk afslutning på et rigtig fint forløb. Jeg var i hvert fald tilfreds. Så over and out fra en rigtig glad sygeplejerske, der trods ikke at have ønsket specialet, alligevel fik et rigtig godt ophold – og en masse ros og selvsikkerhed med i bagagen. Jeg prøver VIRKELIG at inkoorpere de ting, jeg har fået fortalt, for jeg ved jo godt inderst inde, at jeg er dygtig. Så negative tanker, I skal bare holde jeres kæft (ja, jeg bandede igen – men når det handler om ens dumme hjerne, så må man gerne).

24992325_925846994238828_1005257755_n 24829309_925846984238829_1810817976_n

Der var selvfølgelig også udfordringer, og ting der var svære, i forbindelse med at få alting til at løbe rundt, da jeg også nogle gange flere gange om ugen, skulle spænde mellem klinik og min egen behandling i psykiatrien, og det var altså IKKE sjovt. Det er svært at hoppe fra den hvide kittel, direkte over i patientrollen, og tilbage igen… det kunne min hjerne sgu ikke omstille sig til, og jeg havde enormt travlt, når jeg skulle springe mellem rollerne. Jeg er MEGET ked af reglen om de max. 10 % fravær, for hvis jeg havde kørt med 20 %, ligesom den gamle ordning, havde mit forløb hængt en del bedre sammen, fordi jeg så bare ville kunne have tilladt mig at tage hjem, så jeg ikke skulle tilbage på afdelingen, for at være der i 30 minutter, før jeg kunne tage fri, når jeg f.eks. om torsdagen skulle til afspænding… så hvis nogle kloge hoveder, der kan ændre på dén regel læser det her – vær lige sød at tage det til eftertanke, ikke? Jeg går meget op i min uddannelse, og jeg ELSKER den, og ville aldrig prioritere den fra. Men I kunne sgu godt gøre det lidt nemmere, både at tage en uddannelse, og følge sin egen behandling. Jeg går jo i behandling, så jeg kan blive et nogenlunde velfungerende menneske, og komme ud på arbejdsmarkedet, når jeg bliver færdig, så jeg synes sgu, det er lidt synd, at reglerne er så stramme. Kig lige på det, ærligt.

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvad har jeg lært i SFT? #14