Hvad har jeg lært i SFT? #13

Hvad har jeg lært i SFT? #14

Hej bloggen, og velkommen tilbage til endnu et SFT-indlæg.

 

Jeg kom en anelse for sent til dagens SFT, og til min store skræk, var de gået i gang med noget andet, end det vi plejer. Normalt har vi nemlig en “spørgerunde”, hvor vi skiftevis spørger de andre, hvordan deres uge er gået, og hvad de har lavet. Not today. De havde sådan nogle kort med, som man skulle spørge fra, og det syntes jeg var lidt svært. Der var forskellige spørgsmål, hvoraf nogle af disse var dybere end andre, og jeg sprang nogle af dem over, indtil jeg fandt et, der virkede godt at spørge om, som jeg så tog op. Jeg blev også selv spurgt om noget, jeg faktisk havde enormt svært ved at svare på, og det syntes jeg var totalt akavet.

Efterfølgende tog vi en hurtig opsamling, hvor en af pointerne var, at vi netop skulle turde at spørge om emner, der umiddelbart kan virke ubehagelige, for modparten har jo altid mulighed for at frabede sig at svare på spørgsmålet – ligesom vi selv kan vælge, om vi vil svare på et spørgsmål, eller om vi vil lade være, og hvilke spørgsmål, vi har lyst til at stille. Ærligt, så synes jeg sgu, det var lidt tricky, men det giver jo meget god mening.

 

Efter den alternative runde, tog vi en opsamling fra sidst, som bl.a. var det her med, at hjernen forsøger at problemløse, vurdere og hvad nu hvis’e (dvs. prøver at forudse diverse ting, så man hele tiden er på forkant, og kan afhjælpe problemet hurtigst muligt), og dette er fuldkommen normalt. Så frygt ej, hvis din hjerne gør de her ting, haha. Og det er bl.a. derfor, vi ikke er glade solstråler hele døgnet rundt, fordi hjernen er bekymret, og den skal hele tiden arbejde med de her ting.

Der, hvor det kan gå galt er, når den kommer på overarbejde. Hjernen er enormt god til at problemløse ude i den virkelige verden, hvor der er reelle problemer, men den er ikke så god til at løse problemer i den indre verden, i ens psyke, hvor problematikkerne kan være lidt mere abstrakte.

Vi har i omegnen af 70.000 tanker, følelser og fornemmelser, der går gennem vores hoveder HVER dag.

Terapeuterne koblet på SFT sammenlignede vores hoveder med en hovedbanegård. Der kommer tusindevis af toge/tanker igennem dagligt, der kommer og går. Når Negative-Automatiske-Tanker toget kommer, så har vi det med straks at springe på dette tog, og blive på det, så det holder i rigtig lang tid på perronen (eller i vores hoved). Dermed kobles endnu flere Negative-Automatiske-Tanker toge sig på, fordi det oprindelige tog jo bare bliver holdende, i stedet for at komme videre. Toget (eller tanken) kan holde på perronen (hovedet) i flere timer, hvor at vi så f.eks. begynder at gruble (som en måde at problemløse), som ultimativt kun gør os mere triste, og så kører cirklen ligesom…

Pointen med fortællingen om togene, var lidt en indledning til den hjemmeopgave, vi snart skulle gennemgå. Men for lige at ridse op – det var for at skærpe opmærksomheden på, hvilket toge, der kører gennem vores perron (tanker vi får), og hvilke toge, vi vælger at hoppe på, f.eks. jeg-er-ikke-god-nok-toget, og evt. med denne øgede opmærksomhed på det, begynde at prøve at stige af nogle af togene.

 

Hjemmeopgaven hed meget elegant: Forsøgte løsninger og deres langtidspåvirkninger.

Og det handlede sådanset bare om, at finde en strategi, finde ud af effekten på kort og længere sigt, finde ud af, om det bragte en tættere på det, man gerne ville med sit liv, og hvor meget, det kostede en. Så sæt i gang – vi tog opgaven i plenum, hvor flere fik lov til at byde ind.

  • Først blev der budt ind med strategien “fodbold/træning”. Vedkommende, der fortalte om det, fortalte, at de ubehagelige følelser går væk, ikke kommer tilbage igen, og derfor ikke bliver værre. Ift. at bringe en tættere på det, man vil med sit liv, gav strategien her mere overskud, energi, føltes meningsfuldt, og man blev gladere. Og hvis I ligesom jeg, kender til Aaron Antonovsky, så ved I også, hvor vigtigt det er, at lave noget, der føles meningsfuldt. Det, strategien kostede, var tid (men tid godt givet ud), og at man ikke kunne drikke alkohol, da det ville gå udover præstationsevnen.
    • Summasumarum er altså, at strategien fodbold/træning, faktisk er temmelig hensigtsmæssig, og ikke er så “dyr”, i forhold til, hvor meget, den giver. Personligt spiller jeg ikke fodbold, og jeg træner heller ikke som sådan. Men de få gange, jeg har været i fitness, har jeg kunnet mærke, at det gjorde mig godt – men det kostede også nogle ting for mig, som jeg lige nu har svært ved at opgive. Men jeg kan rigtig godt lide at gå en tur, og få tankerne på afstand – men også det er lidt tricky, da det at gå en tur nogle gange bare trigger endnu flere negative tanker… så ja, det er en process. Men vi er jo heller ikke alle sammen ens…
  • Den næste strategi, der blev analyseret på, var “isolation”. Denne har jeg selv et nært forhold til, uden jeg lige var helt klart over det i starten… anyway. Personen, der fortalte om denne, fortalte, at følelserne ofte bliver endnu værre, og derfor altså ikke går væk – der kommer faktisk bare bygget mere på, i form af selvkritik og selvmordstanker, hvilket jeg sagtens kan relatere til.  Når man bare sidder dér alene, uden nogen form for distrahering, kan tankerne meget hurtigt tage overhånd, og man begynder at rippe op i gamle ting, man måske havde glemt, men pludselig føles relevante igen… Det er et værre cirkus, faktisk. Og det bringer hverken mig, eller vedkommende, der bragte det op, tættere på “drømmelivet”. Derimod er det meget dyrt, i forhold til, det ofte kan lede til eller forværre en eksisterende depression, man risikerer at miste sine relationer, ens almentilstand bliver værre, og ens interesser og værdier risikerer at blive indskrænket…
    • Derfor er konklusionen her, at isolation absolut IKKE er vejen frem. Det er en meget dyr strategi, der absolut ikke bidrager med nogen form for lindring… ærligt, drop den.
  • Så kommer vi til en af mine strategier, jeg dog ikke fik skrevet ned på papiret… men den lyder således “jokes/ironi/latterliggørelse af problemet”, og går meget simpelt ud på, at man bare griner af problemet eller gør det hele om til en joke… sådan lidt alla “lol nu føles intet virkeligt IGEN og alle hader mig, HAHA, hvor er det her grineren, what’s fucking next”. Vi kan allerede nu blive enige om, at det ikke er den bedste mestringsstrategi, men… alligevel. SÅ. Den fjerner ikke nødvendigvis de negative følelser (nogle gange gør den), men den gør det lidt nemmere for mig personligt at være i følelserne, gør hele seancen af en dårlig mental illness episode mindre dramatisk og deprimerende, for mig. Dog er det lidt russisk roulette, fordi som sagt, nogle gange virker den, andre gange ikke, og nogle gange bliver følelserne endda også værre, når jeg bruger den, så deeet… Den bringer mig ikke umiddelbart tættere på “drømmelivet”, men giver kun en kortvarig, lindrende effekt. Dog med potentielt positivt outcome, i forhold til, at hvis folk VED denne strategi findes, kan jeg jo afsløre nogle af de ting, der er sværere, og derefter blive konfronteret lidt mere “ægte” med dem, når min latterliggørelse af problemet har lagt sig lidt. Dog koster den også lidt, bl.a. på vennefronten, og også forståelsesfronten, i forhold til, det ikke er alle, der forstår, og nogle gange bliver folk faktisk også bekymrede, når man lige kommer til at slip up og grine af noget, der absolut ikke er sjovt… det gør mig også rigtig bange, hvad folk tænker om mig, og rigtig tit tager folk heller ikke problemerne seriøst, fordi jeg joker med dem, og så står jeg dér og ser dum ud, fordi problemet faktisk er presserende og reelt, men jeg aner ikke, hvordan jeg skal proces det som et normalt menneske eller bede om hjælp…
    • Så, det korte af det lange er… det er en mærkelig strategi, og jeg er ikke blevet klogere på, om den er positiv eller ej… nok lidt en blanding. Let me know, hvad I tænker?
  • Sidst men ikke mindst, blev der budt ind med “selvskade”, som jeg var rigtig glad for, blev taget op. Ikke fordi det som sådan kommer bag på mig at selvskade er en dårlig ting, men bare fordi det er så kompleks en strategi, og jeg synes, den er vigtig at tale om. Fordi det der er med selvskade er, at følelserne GÅR JO VÆK, lige når man gør det. Ingen grund til at skjule det, for det gør de altså! Problemet er jo så bare, at følelserne altid kommer tilbage igen, og som regel også værre end før, fordi de følges af bl.a. skyldfølelse, og lignende, og også selvskade er lidt russisk roulette, fordi varigheden af den “gode” effekt, kan være fra et halvt minut til flere dage, nærmest, og… ligesom med al andet afhængighed, så tror jeg bare, at de fleste tænker, “i dag er en dag, hvor det her vil holde mig gående den næste uge”… og sådan er det bare ikke. Men det er virkelig nemt at få sig selv overbevist om. ANWAY. Det bragte hverken den, der fortalte om det tættere på drømmelivet, for for denne person betød det, at han/hun ikke kunne hjælpe andre, der havde det svært. Og den hopper jeg sgu med på, for det kan man ikke, det er bare ikke troværdigt. Samtidig føler man sig bare mindre og mindre værd, som menneske, jo flere sår og ar, man bærer rundt på, for ingen gider forholde sig til det. Man bliver bare sådan lidt udstødt fra start af. Omkostningerne er som regel også mange, for lige denne person var det primært, at han/hun mistede muligheden for at gøre det, de gerne ville med deres liv… men også omkostninger i form af, at ens relationer kan tage skade, man kan forværre sin mentale tilstand (blive mere deprimeret f.eks.), man kan sætte sig selv i fare for infektioner, man bliver “grimmere”… der er virkelig, virkelig mange nasty “bivirkninger”.
    • Så konklusionen er – ikke specielt overraskende – at selvskade er EN DÅRLIG MESTRINGSSTRATEGI. Men ikke desto mindre en helvedes svær en, bare at droppe. Altså seriøst. It’s hard as hell, og det kan sagtens gå fint i 3-4 år, og så komme right back. Det er en kamp, der aldrig rigtig slutter, fordi man vil hele tiden være tilbøjelig til den der “denne her gang skal det nok virke, og virke i lang tid, for det har det jo gjort én gang før i mit liv…” Så altså, seriøst venner, don’t even try. Bare spring elegant over den her “mulighed” til at lindre, fordi den er fucking lortepisse dårlig. 11/10 do NOT recommend.

Til slut er der bare lige de gyldne ord at sige, at valget af ens strategi bestemmer altså det mulige “outcome” af ens negative tanker, og ikke selve det faktum, at du HAR de her tanker. Det kommer i sidste ende ned til, hvordan du håndterer dem. Og det er altså muligt at gøre noget ved dem, TRO mig.

23755877_917082121781982_1961661746_n

Det var det for denne gang, men glem ikke at følge med på Bloglovin‘, så du ikke misser et indlæg. Kan allerede nu afsløre, at næste SFT-indlæg kommer til at køre lidt i samme bane som denne, så hvis du kunne lide det her indlæg, så tune in for næste sessions SFT! Til vi ses igen:

– Cecilie x

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Hvad har jeg lært i SFT? #13