Skodmodul overstået, og jeg er god nok, som jeg er

Puha, der har været lidt forsinkelse på det her indlæg, for jeg har haft travlt.

Som nogle ved, går jeg på sygeplejerskeuddannelsen, og har været på modul 8, psykiatrimodulet. Et modul, som jeg glædede mig helt vildt til, og som desværre af flere årsager blev det værste modul, jeg nogensinde har været igennem. Psykiatrien er og bliver et spændende felt, og jeg har ikke mistet modet på at skulle arbejde i psykiatrisk regi, når jeg bliver færdig… men jeg er oprigtig ked af, at den ene klinik, jeg havde glædet mig mest til på min uddannelse, skulle ende så… ikke-fedt.

Men i tirsdags skulle jeg til eksamen, og også dette blev en rigtig negativ oplevelse, der gjorde mig mere ked af det end glad, over endelig at være færdig, og i onsdags havde jeg sidste dag, som heldigvis gik noget bedre, end jeg havde gået og frygtet, phew.

Jeg har virkelig ikke andet at sige, end at det virkelig har været et fucking skodmodul, og jeg har aldrig mødt så mange inkompetente mennesker i hele mit liv, inde for uddannelsessystemet, men det er en anden snak, der ikke hører til her. Jeg er bare rigtig ked af, at folk skal være så inkompetente, og usamarbejdsvillige, så man ikke kan tage problematikkerne i opløbet, og derfor bliver nødt til at henvende sig via en skriftlig klage. For det ville sgu være federe, hvis vi alle sammen kunne finde ud af, at tale sammen i stedet for, ikke?

Men on the bright side, så er jeg endelig fucking færdig!!!! og de kan kritisere mig lige så meget de vil, og de kan sige lige så meget lort de vil, og de kan lade som om de kender mig, lige så meget de vil, være lige så uprofessionelle, som de har lyst til, for jeg er FÆRDIG, og jeg er ligeglad. Jeg kender mig, og jeg ved, hvem jeg er, og jeg kom igennem det her modul, selv om jeg havde lyst til at opgive SÅ mange gange undervejs, og selv om det har betydet nærmest daglig gråd, og jeg bare virkelig tænkte “jeg klarer ikke denne her uddannelse, jeg sygemelder mig nu, det hele er sgu ligegyldigt”, så BLEV JEG, og jeg GENNEMFØRTE, og det kan godt være, de ikke var tilfredse med min præstation – for det var jeg heller ikke, men som sagt, har jeg heller ikke været tilfreds med deres håndtering af forskellige ting og sager, så det går vidst lige op 🙂 Og vigtigst af alt, så har jeg (selv om det tog nogle dage) lært at sige PYT.
Kunne det have været bedre? Ja. Kunne jeg have gjort det bedre? Ikke sådan som jeg havde det, og ikke sådan som jeg knoklede. Jeg er utrolig ambitiøs, og jeg er virkelig en alt eller intet type, og hvis jeg ikke scorer 100, så skal jeg slet ikke score noget. Den mentalitet er svær at deale med, og det er rigtig svært at blive ved med at knokle, når man bare ikke synes det “output” der er, er godt nok, men jeg gjorde det, og sagde til mig selv, at whatever happens, happens. Jeg spillede de kort, jeg havde på hånden, og jeg kom igennem, trods modgang.

Jeg har altid været sådan “det er jo bare en dårlig undskyldning for ikke at lave noget, du siger sådan Cecilie”, men sandheden er, at jeg faktisk laver rigtig meget. Det er gået op for mig, at jeg bruger rigtig meget energi på bare at “eksistere” nærmest, og der er rigtig mange, der har det ligesom mig, der faktisk ikke overskuer et studie samtidig. Det er ikke fordi jeg er bedre end dem – vi håndtere alle tingene forskelligt – men det betyder, at jeg ikke behøver være så hård ved mig selv, og anerkende, at nogle gange, så er 50% eller 10% faktisk også helt i orden. Det er ikke alt at få 12. Og slet ikke til den her eksamen, for det var bestået-ikke bestået, og jeg bestod, så hvorfor hænge i alt det, der kunne gøres bedre :))) Det blev som det blev, og jeg var godt selv klar over, hvad jeg skulle have gjort bedre, og det gør jeg også til næste gang. End of story.

Til gengæld har personalet været rigtig søde, også selv om jeg havde et moment, hvor jeg syntes alting var så tragikomisk, fordi de var all “Cecilie man kan ikke udføre reelt arbejde her i psykiatrien, når man ikke har det så godt selv, så det er meget godt vi ikke har patientbesøg til dig i dag, for du har det ikke så godt, kan vi se”, og jeg var bare…. you do realize…….. jeg udfører det her “arbejde” ligesom jer, everyday, selv om jeg har det dårligt, og bare fordi I har catchet mig græde en gang, betyder det ikke, jeg ikke har gjort det de sidste 4 uger, jeg har været her, lmaooo. Men det gjorde mig også lidt glad, for det betød bare, at jeg – TRODS FOLK SAGDE DET KUNNE JEG I HVERT FALD IKKE FINDE UD AF – godt kunne finde ud af at tilsidesætte mig selv og mine behov, og fokusere på de patienter, jeg fik ind af døren, og deres problemstillinger. Og det håber jeg, at dem der har sagt sådan til mig, tager med sig videre. Bare fordi jeg har nogle udfordringer, betyder det ikke, jeg ikke kan skelne mellem tingene, eller være empatisk overfor andre, uden at gøre det hele til Cecilies shitshow, jeg kan godt være professionel, når det kræves, trods udfordringer.
Derudover var de rigtig søde ift. at fortælle mig, jeg havde klaret det rigtig flot, for de vidste godt, at jeg hadede det her kliniksted mere end alt andet på jorden, for det havde jeg fortalt første dag, da vi forventningsafstemte. 🙂 men at jeg trods mine true følelser overfor klinikken havde forholdt mig professionel og relevant, kunnet analysere situationerne og reflektere over dem, og handle hensigtsmæssigt og naturligt til gode for patienterne, og det blev jeg så lykkelig for!!! De pointerede godt, at de kunne mærke, jeg havde skullet kæmpe med en masse on the side (som kunne have været undgået, hvis folk havde lyttet til mig – ja, jeg er stadigvæk fucking bitter i swear to god), men at jeg – som sagt – havde klaret det rigtig fint alligevel. Og ja, det gjorde mig glad, for det beviste endnu engang overfor mig, at bare fordi jeg har udfordringer, så betyder det ikke, jeg ikke kan være professionel. Og jeg havde virkelig meget at deale med ved siden af i den her periode, det havde jeg sgu, og jeg klarede det alligevel. For mine udfordringer definerer ikke hvem jeg er, det gør jeg selv. Så det håber jeg, at de uddannelsesansvarlige tager med sig videre til næste gang. 🙂 At bede om hjælp er ikke en skam eller svaghed, det er en styrke.
– og bare fordi nogen beder dig om hjælp, eller præsenterer et vigtigt aspekt i deres liv, f.eks. sygdom, så forventer de ikke, at du overtager ansvaret og putter dem i bobleplast. Når jeg beder om hjælp, er det ikke fordi du kæmpe kampen for mig. For det skal jeg selv. Det betyder bare, at jeg skal passe på mig selv, og når jeg trækker mig, fordi jeg skal passe på mig selv, vil jeg gerne bede om din opbakning og forståelse for det. That’s literally it.

OG HVAD SÅ NU?

Ja…. jeg afsluttede jo onsdag, så torsdag stod den på afspændningsgruppe, hvor vi sagde sommerfarvel, og fredag stod den på SFT (separat indlæg kommer), hvorefter jeg skulle til møde i banken og få lagt budget, og derefter i fredagscafé, hvor vi hyggede og spillede spil, hvorefter jeg tog hjem, og snakkede med mine forældre. Lørdag kom min lillebror om aftenen, og vi så film, søndag spiste vi morgenmad og spillede spil, og ja, så har jeg bare chillet.
I morgen skal jeg op på hospitalet til samtale, og så har jeg egentlig ugen fri. Ingen planer.
– altså, ud-af-huset-planer. For jeg tror, jeg skal bruge en god del af den kommende uge, og ugen efter, på at få ryddet op i min lejlighed og sat lidt i stand, så her bliver fint og flot, til når min farmor kommer forbi og ser den. Jeg GLÆDER MIG.

Derudover er jeg opstartet projekt “minimum 3 achievements pr. dag”, hvor jeg skriver ned de sejre eller produktive ting, jeg får gjort i løbet af dagen, og lemme tell u, det er ikke fordi jeg har opfundet den dybe tallerken, menøh, det er sgu også helt okay, for jeg kom ud af sengen her til morgen, jeg fik vasket op, taget mig af mig selv, fik skrevet ønskeliste, og sådan lidt, og nogle gange, så er det helt okay. 🙂 Min sejr behøver ikke være lige så stor som din, for at betyde noget. Og dét skal jeg have lært mig selv. 🙂
– En sidenote til det er i øvrigt, at FUCK MENNESKER, DER IKKE MENER DE SEJR ER NOGET VÆRD? Jeg blev fucking ked af det i torsdags, fordi jeg vågnede op og var glad, hella træt, men glad. Og jeg tog et selfie, som man jo gør nogle gange, hehe, og mine øjenvipper var lange og flotte, syntes jeg, så det sharede jeg obviously med nogen… og fik et svar tilbage fra en om, at jeg var åndssvag, for det var jo bare øjenvipper… excuse u bitch,,, ?? lige i det øjeblik blev jeg ked af det, nu er jeg heldigvis mere chill. Men hvad er det seriøst for noget at sige? Hvilken smålig type skal sige til mig, jeg er åndssvag, fordi jeg fik øje på en face-feature, jeg kunne lide ved mig selv? Like, i spent maybe 8 fucking years of my life hating every inch of me, og nu celebrater jeg en ting, jeg var glad for, og jeg får at vide jeg er åndssvag pga det??? bitch hvad, hvor lidt indhold har du lige i dit liv, at du skal nedgøre mig, fordi jeg kan lide mig selv? Ja, det er bare øjenvipper, men de var flotte, så DET MÅ JEG GERNE SIGE DE ER, og især når det samtidig er en SEJR, AT JEG KAN SE OG SYNES, DE ER FLOTTE. Så gider du fuck right off? 🙂 bagefter havde vedkommende så the guts til at sige, jeg skulle slappe af (skrev ofc ikk sådan her til hende, hahahaha), fordi det jo bare var øjenvipper. Ja. Men :))) du ved ikke hvad der sker i andres liv :))) så :)) måske var mine øjenvipper lige that one thing der gjorde jeg gad deltage i livet her til morgen, og det fuckede du op for mig??? :))) point is: hvis du ikke kan sige noget nice, så hold din kæft. du må hjertens gerne tænke jeg er åndssvag, men der er ingen grund til at fortælle mig det, for hvad får du ærligt ud af, at jeg bliver ked af det? selvfølgelig kan jeg bare lade være med at blive ked af det, men det er bare lidt svært… nogle gange… også derfor jeg lige pointerer det her, for HVIS der er sådan nogle her typer i jeres liv, så cut off their bullshit, se det som et stykke papir, du krøller sammen og smider LANGT VÆK, hvis de synes din sejr er dum, eller din glæde over at vinde den som dum, they ain’t worth spending time on, og deres mening er komplet irrelevant, og u don’t need that shit in ur life, celebrate u. Du er sej, uanset hvem du er, og uanset om du reddede 20.000 menneskeliv, eller om du fik børstet dine tænder. En sejr er en sejr. <3

Til vi ses igen:

– Cecilie x