Hvad har jeg lært i SFT? #26

Tekst – 10,8

Hej, og velkommen tilbage.

En veninde, jeg har – Sofie Riis Endahl – udgav i november, tror jeg det var, ungdomsromanen Sindstequila. I den forbindelse, lavede hun en konkurrence, hvor man kunne vinde en forfatterbrunch, feedback og en kopi af bogen. Jeg var desværre ikke blandt vinderne, har jeg lige fundet ud af.

Men derfor, kan jeg godt dele min tekst alligevel, tænker jeg. Jeg elsker at skrive fiktion med afsæt i egne følelser/tanker, og derfra blev denne tekst (jeg ved ikke, hvad jeg vil kalde den? For det er hverken et digt eller en novelle, den er bare) affødt… 30 minutter før deadline 🙂 #udeigodtidjo

Bogen handler bl.a. om at stå ved sig selv og sine grænser. Konkurrencekravet var, ved den mulighed jeg valgte, at skrive en tekst med inspiration af dette citat fra bogen: “Jeg sidder et øjeblik med telefonen i hånden og møder et blik i spejlet, der ikke er mit.”

Så ud fra det, fik jeg denne her lille tekst frem. Håber, I vil tage godt i mod den:

***

10,8.

Mit gennemsnit er 10,8.

Min familie åbner champagne, smiler, ønsker mig tillykke.

Jeg kan kun tænke på 10,8.

Hvilket dårligt snit.

Ærgrer mig, over, at jeg kun kan skrive 10 i min studenterhue.

“Tillykke med det, skat!” Min mor kysser mig på kinden, som hun hælder champagne op i glasset, jeg fik med min studenterhue.

10 i huen. Ikke 12.

“Her.” Min farfar rækker mig en lille smykkeæske.

Han smiler.

10,8.

Jeg åbner æsken. Der er et lille læderarmbånd i fra WISH med et sølvfarvet påhæng med en studenterhue på.

Hvorfor kunne jeg ikke få 12?

“Tak.” Jeg giver ham og min pap-bedstemor et knus, mens jeg smiler anstrengt.

Hvad kan jeg bruge 10 til?

“Hvor er du sej, du fik 10!”

Men det var ikke 12.

“Vi er så stolte.”

Jeg er ikke. Fordi jeg kun fik 10, røg mit gennemsnit fra 10,9 til 10,8. Havde jeg fået 12, havde mit gennemsnit været på 11. Dét havde været noget at være stolt af. Ikke 10,8.

“Skal vi ikke få taget nogle billeder af vores kloge student?”

Skal de bare træde i det?

“Jeg er så glad for, at du lod mig sætte huen på dit kønne hoved.”

Stakkels farmor, der kom helt fra Jylland, blot for at se sit barnebarn få noget så luset, som 10,8 i snit.

Jeg ser en video, fra en af de andre, der også har været til eksamen – i engelsk B. Jeg havde min sidste eksamen i engelsk A, og blev derfor frataget engelsk B.

Jeg valgte engelsk A, fordi jeg ikke kunne overskue nogle af valgfagene, og fordi jeg troede, jeg var god til engelsk – tydeligvis ikke.

Han kom ud med et 10-tal.

Hans reaktion var at råbe højt: “Pis mig i øret.”

De andre ønskede ham tillykke.

Jeg relaterede til ham.

10 er pissenederen.

For 10 er så tæt på 12, men alligevel så langt fra.

Det er en konstant påmindelse om, at man kunne have været dét bedre, men man ikke var det.

10,8.

Der er mange, der har spurgt, hvordan det gik til min sidste eksamen.

Hvad jeg fik.

Mange, der har ønsket mig tillykke.

Sagt, at jeg var god.

10,8.

Jeg rejser mig fra sengen.

Kan alligevel ikke sove.

Tager et blik på købmandskurven med kropspleje, jeg fik af naboerne i studentergave, og alle de blå roser.

10,8.

Tager min iPhone.

Surfer lidt rundt på nettet.

Gennemgår forskellige uddannelser på ug.dk.

Jeg har ingen anelse om, hvad jeg vil med mit liv.

10,8.

Hvad kan jeg blive, når jeg kun har 10,8 i snit?

Surfer videre.

Åbenbart en hel masse.

Tårerne presser sig på igen, som jeg ser op fra telefonen.

Kigger ud af vinduet, ud i mørket.

Ser mit spejlbillede i vinduet.

10,8.

Hvorfor er det så vigtigt?

Hvornår blev det så vigtigt for mig, at være god til alt?

Hvornår blev det så vigtigt for mig, at få 12 i alt?

Hvorfor kan jeg ikke slå mig til tåls med 10?

10 er ikke en dårlig karakter.

10,8 er ikke et dårligt snit.

Så hvorfor er jeg ikke tilfreds?

Hvornår begyndte jeg at værdsætte små lusede tal, fremfor min interesse og læreiver?

Jeg fik 10,8.

Jeg er ikke 10,8.

Er ikke 10,8 på en skala, jeg ikke engang ved, hvordan ser ud, men bare automatisk forestiller mig, ligger i bunden.

10,8 afholder mig ikke fra frit at kunne vælge, hvad jeg gerne vil uddanne mig som.

Tværtimod har 10,8 åbnet mange flere døre.

Måske i virkeligheden for mange.

Tårerne presser sig stadigvæk på.

Jeg vil ikke være 10,8.

For selv om jeg godt ved, at 10,8 ikke definerer mig, vil jeg bare hellere være 11.

Men det er ikke derfor, tårerne så småt begynder at falde.

Jeg ville ønske, jeg ikke var sådan.

For det er ikke mig.

Jeg har altid været en 12-tals pige.

Ikke fordi karaktererne betød noget.

Men fordi jeg elskede at lære; elskede at læse.

Nu er jeg reduceret til et tal.

Et tal, der aldrig nogensinde vil være godt nok.

Og jeg vil ikke mere.

Fucking 10,8.

***

3f175e575f4743e9aea7262c209a67af

Så ja, det var det! I er mere end velkomne til at efterlade en kommentar, om hvad I synes om teksten. Personligt synes jeg, den er acceptabel, og forholdsvis relaterbar ift. dagens samfund, og hvilket stort pres, karakterer giver. Jeg ville aldrig have været foruden mine karakterer, men det er nok mere toksisk for mig, at være del af karakterkulturen, end hvis jeg ikke havde. For grunden til, at jeg gerne vil beholde karaktererne er, at jeg ikke ved, hvordan jeg ellers skal måle min værdi. Jeg har altid brugt tallene til at måle, hvad jeg er værd, og jeg føler mig fortabt uden dem. Og det er altså alt andet end sundt… men ja. Faktum er bare, at karakterer presser rigtig mange unge, og mange unge står tilbage med en følelse af, at deres arbejde aldrig nogensinde er godt nok, uanset hvilken karakter, man kommer ud med.

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvad har jeg lært i SFT? #26