Flyvetur til Tokyo 2017

Hej venner! Puha, ja, my dumb ass havde selvfølgelig ikke fået planlagt vores tur sådan,,, særlig godt, så vi havde bare zero time, i al den tid vi var i Tokyo, og derfor har jeg heller ikke fået opdateret på bloggen, selv om det – igen i år – var min ambition. Nu er jeg hjemme i DK igen, og grundet eksamen og opstart på studie, så har jeg ikke lige fået skrevet så meget… så jeg håber, at jeg stadigvæk kan erindre tingene bare nogenlunde.

Vi lægger ud med flyveturen, og I ain’t gon’ lie, jeg er bare ikke blevet mindre glad for at flyve, som årerne er gået. Jeg elsker det stadigvæk, og så selvfølgelig helt vildt frem til det! Og jeg tog et shit ton af selfies, fordi what a girl else gon’ do når hun har 2 timer i lufthavnen, der skal slås ihjel?

Så selfie number one, eller egentlig ikke, men det er det flotteste, i love my fucking face okay, og jeg vil gerne have, det var det, der kom frem som det første billede til dette indlæg, don’t judge, srsly look at my cute face, ah, og mine eyebrows er så point i could DIE og mit smil er cute, mit hår sidder godt, min choker sidder perf, altså, it’s all gr8 mate (sidenote: brorlille var ikke helt tilfreds med min selfiespree)

img_9410

Og så kan I lige få det her også, som min mama tog, inden de ditchede vores ass for at køre igen :// Jeg forstår selvfølgelig godt de ikke gider betale parkering, for det er røvfucking dyrt, meeeeen, det var ikke helt det samme at walk into lufthavnen helt alene xD

img_9411

Og så er der lige nogle typiske white girl hipster billede hernedenfor, i am so sorry ya’ll have to witness that (actually not, i don’t care), FOR JEG TOG AF STED PÅ FERIE, OG DET VAR FUCKING NIIICE, hehe. Og når man betaler 12.000 for en ferie, så må man gerne tage hipsterbilleder, okay… i am entitled.

img_9423 img_9408

Nå, inden vi tog op at flyve, så rendte vi lige lidt rundt omkring i lufthavnen og kiggede på butikker, og ledte efter et decent sted lige at få spist noget frokost, inden vi skulle op i flyveren, and that was not an easy task. Alt var fucking dyrt, selv de der to-go sandwich i 7-11 og lignende kostede fucking 50 kr, altså bitch, they are not worth that much???? get over urself??? Vi endte så med en burger fra en pølsevogn, sådan en rigtig typisk dansk en, og wow, den var god, selv om jeg regrettede, jeg ikke bad om at få uden sennep, for det var lige lidt for spicy til mig :/

Nå, men vi kom op i flyveren og skulle spise, ohyeayea, jeg elsker at spise, og vi sad ved vinduet på vej ud, hvilket var mega lågsus, fordi så kunne vi se som flyet took off og vi fløj over Danmark og videre af sted, og det var beautiful.

img_9451

Så her er tidlig aftensmad på flyet, haps haps, knækbrødet var lækkert nok, og kagen var legit sex, omg den var så god, wow, jeg ville så meget ønske jeg havde flere af dem :/ til gengæld var den varme ret, sådan noget kylling-ris-sovs fis, det smagte sådan lidt eh, fordi kyllingen var helt tør og gross :((

Jeg var ikke rigtig i moviemood, da jeg sad i flyet, faktisk? Fordi jeg var også sådan ret sleep-minded, og derudover havde jeg fucking ondt i øjnene, og øjendråberne tog det bare ikke, så jeg stod bare “MY EYES ARE BURNING”, så måtte lukke dem multiple times hele tiden og det var bare hell-ish, men jeg fik set nogle afsnit af nogle forskellige serier. Jeg fik set tre afsnit Big Bang Theory, som jeg dog allerede havde set, men de plejer at være sjove nok, så jeg tænkte why not? Derudover fik jeg set en episode af Black-ish, hvor de skulle i DisneyWorld, tror jeg, og det var bare en virkelig grineren episode, fordi de havde købt VIP-biletter, og at first var børnene bare all “sorry”, “dont look at us”, osv., når de gik gennem fastpass/VIP køen i forlystelserne, og faren var all “OWN IT”, så de endte med at være sådan “we’re better than u”, “it’s only natural to be jealous”, “don’t make eyecontact with me”, osv., og det var bare the greatest og blev en intern joke for lillebror og jeg gennem hele resten af turen, fordi jeg forcede ham til også at se den, haha. What else? Jeg kan ikke huske, om jeg så andre serier lige nu, faktisk…  og så prøvede jeg selvfølgelig at sove, men en japaner bag os havde lyset tændt fucking hele “natten” på trods af, at hun bare lå og sov??? what is this supposed 2 be good for???

img_9444  img_9457

Ovenstående er et billede, fra da vi fløj fra DK, og nr. 2 er med alle de immigrationspapirer osv., man skal udfylde, når man bl.a. flyver til Japan… hehe.

img_9454

Så blev det tid til morgenmad, som var okay, men ikke, du ved, amazing. Så ja. Mens jeg spiste dette, sad jeg og så Table 19, der faktisk var en ret sjov film, og virkelig sød… virkelig, virkelig. I recommend hvis I keder jer og den er på Netflix, haha.

img_9461

Vi begyndte langsomt at nærme os Japan, og der var bare så flot, når man sådan så det for oven…

img_9464 img_9466

Og så nåede vi sgu frem! Og jeg skulle selvfølgelig lige være hipster en gang til, fordi why not? Hehe. Og som flyet skulle til at lande, sender SAS altid sådan nogle billeder med nogle små meddelelser på, for at inspirere os til at rejse mere… og så spottede jeg lige på et af billederne, at det sgu var Tokyo, for jeg kunne genkende Tokyo Skytree i baggrunden! Det var lidt sjovt, så det skyndte jeg mig at knipse et billede af, inden jeg glemte det, hehe.

Det gik forholdsvis okay med at få fat i kufferterne, komme igennem kontrol osv., og denne gang var vi helt alene på rejsen, med undtagelse af en af karategutterne, der åbenbart var med samme fly. Han er bosat i Japan, men han havde netop være på ferie i Danmark med hele sin familie, så ham spottede vi lige på vejen, det var lidt sjovt.

Da vi kom ud på den anden side havde vi egentlig rimelig godt styr på, hvad vi skulle. Vi skyndte os nedenunder vha. rulletrapperne, hvor vi kom ned på JR-kontoret, hvor vi fik købt vores Suica-rejsekort, og derefter op igen, så vi kunne betale for billetter til vores Shuttlebus. Så derfra var det egentlig bare rutineret at gå ned til busstoppestedet, hvor vi så stod og ventede på vores Shuttlebus.

img_9469 img_9470

Shuttlebussen kom, og brorlille tog sig en lur i bussen, mens jeg benyttede deres free-wifi til at??? overføre billeder fra min mobil til min computer, tror jeg?? og så ved jeg egentlig ikke, hvad jeg ellers lavede, men jeg fik da en times tid til at gå, så noget må jeg jo have haft gang i xD og så skrev jeg til min mama, at vi var kommet sikkert til Japan, og nu var på vej mod hotellet.

Da vi nåede Tokyo Station, var vi ikke helt så rutinerede, som vi gik og troede, for vi anede ikke helt, hvor vi egentlig var, og derfor ikke, hvor vi skulle hen. Shuttlebussen satte os af samme sted som sidst, men vi huskede ikke helt, hvor stationen lå i forhold til det, så vi prøvede at forhøre os, men vi fik ikke ret megen hjælp, og måtte derfor prøve os frem… og bedst som jeg troede, alt var håbløst, begyndte jeg at genkende noget af det, og vidste ligepludselig hvilken vej vi skulle! Og derfra var det bare at fortsætte ligeud, indtil vi nåede Kayabacho og Hotel Villa Fontaine.

Vi ankom til hotellet, og selv om klokken kun var 12, fik de os sgu tjekket ind med det samme alligevel, selv om der var nogle problemer med indtjekningen, fordi de ikke havde registreret, vi havde ændret vores booking, men det fik vi styr på, og vi fik et værelse oppe på 12 (!!) sal. Jeg tog en shitton af brochurer med, og vi smuttede over i Family Mart på den anden side af gaden og købte frokost, og begyndte ellers at gennemlæse brochurer med ting og sager, man kan/burde se, mens man var i Tokyo, for at få lidt inspiration, da jeg kun havde de idéer, jeg tideligere lagde op på bloggen, og det var ikke helt nok til at fylde 14 dage ud…

Fortsættes i næste indlæg 🙂

Det var det for nu, og jeg håber, jeg kan få skrevet lidt mere i morgen! Men turen til Tokyo gik egentlig helt fint, selv om der var turbulens under flyveturen, men det syntes jeg egentlig bare er underholdende?? jeg får en underlig ro, når der er turbulens xD så alt i alt, meget vellykket, og vi fik fundet frem til hotellet uden for mange problemer, så alt i alt ret godt gået!

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘, hvis du ikke vil misse et indlæg!

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i SFT? #6

Boom, så blev det fredag, og endnu engang tid til et SFT-indlæg.

Dagens tema var “fra krop til samtale”, og handlede egentlig om lige at afslutte hele kropstemaet, og bevæge os over i samtaletema.

Men først, selvfølgelig, hjemmeopgave. Denne ugens hjemmeopgave var også valgfri, og man kunne enten nedskrive en situation, hvor man var opmærksom på at sende ja-signaler, og hvilke, man i så fald sendte, eller at finde noget, man gerne ville blive mere opmærksom på ift. kropssprog. Herfra skulle man så vælge noget, man gerne ville være særligt opmærksom på hos sig selv eller andre, i den kommende uge, og nedskrive, hvad man havde lagt mærke til, og hvad man ellers kunne være mere opmærksom på.

Og jeg lægger lige ud med at sige, at jeg GLEMTE at lave min hjemmeopgave!! That’s it, i’m sorry, men i forgot! Det er ikke fordi jeg har set så mange mennesker, som jeg ikke plejer at se, så jeg havde fuldkommen glemt alt om det, og that one time jeg så nogen, jeg ikke plejer at se, var jeg – undskyld sproget – så fucking standervissen, at jeg… ikke rigtig var opmærksom på meget andet end at koncentrere mig om ikke at falde eller kaste op. Yanno. Shit happens.

Heldigvis var der nogle andre fra gruppen, der havde lavet opgaven, og derved obviously var mere pligtopfyldende end jeg…. lol

En havde lagt mærke til, at han/hun spejlede sig mere i andres følelser, og selv oprigtigt kunne mærke den følelse. Den omtalte følelsen var glæde, og kammeraten til vedkommende var glad, hvilket SFT-deltageren her selv mærkede helt oprigtigt i sig selv.

En anden gav sin søster ja-signaler, da de skulle se noget, de havde planlagt, selv om han/hun egentlig havde det skidt. Derudover fik vedkommende af vide af sin mentor, at han/hun ofte udviste “måske-signaler”, hvilket gjorde vedkommende her mere opmærksom på at sende regelrette ja-signaler. Eller i hvert fald forsøge på dette.

En tredje havde valgt at være mere opmærksom på, at han/hun ofte slog blikket ned og krympede sig sammen i mødet med fremmede, og dette ville person forsøge at ændre på, i form af at rette ryggen mere, og ikke slå blikket så meget ned.

Den fjerde, der havde lavet opgaven, var netop startet i skole, og var derfor meget opmærksom på at give ja-signaler til alle de andre, og dette blev gjort ved et have en åben kropsholdning, holde øjenkontakt, vise interesse ved f.eks. at spørge ind og nikke, samt at bruge livlig mimik og gestikulering, hvilket resulterede i, at de andre gerne ville snakke, hvilket vedkommende syntes føltes rart!

Jeg må indrømme, at jeg var lidt embarassed over, at jeg ikke havde fået lavet opgaven… men shit happens, ikke? Det fortæller jeg i hvert fald mig selv!

 

SÅ, moving on, nu skulle vi nemlig ind mod //samtalemodulet//….. rest in peace, jeg startede selvfølgelig ud med at sige fuck, haha.

Vi blev delt op i to og to, og skulle så slentre af sted, mens vi smalltalkede om nogle emner… min partner og jeg var ikke skidegode til denne øvelse, og det var MØGakavet, synes jeg.

Første spørgsmål var “hvor møder du nye mennesker”, og min eneste respons var fredagscafé, og min partners var “byen”, haha.

Næste spørgsmål var “hvornår føles det nemt”, og jeg var ret hurtig til at sige nÅR ALKOHOL ER INVOLVERET, og det gav min partner mig ret i, lmao.

Tredje spørgsmål var så “hvornår er det særlig svært”, og jeg jumpede selvfølgelig ind med “når alkohol IKKE ER INVOLVERET”, hvilket der blev agreed i… så kreativt, hva’ venner?

Fjerde spørgsmål var, “er der gode steder at møde nye mennesker”, som ingen af os kunne svare på.

Og så var der det sidste spørgsmål “hver er sværest for dig i kontakten med nye mennesker”, og jeg kan faktisk ikke huske, hvad vedkommende sagde til mig, men jeg svarede min socialangst, fordi jeg bare tænker alt for meget over, hvad andre mener om mig, osv., haha. Så ja.

Vi var ekstremt hurtige færdige i forhold til basically ALLE andre, så vi gik bare i den pinligste stilhed bag ved “underviserne”, og bare sådan, ikke anede, hvad vi skulle sige, og ENDELIG var der byt, så jeg fik en anden partner, og så skulle vi gennemgå spørgsmålene igen.

Min nye partner var all “nå jamen nåede I alle spørgsmålene?” og jeg stod…. ja, for svaret til basically alt for os var bare alkOHOL, og så grinede min nye partner og sagde, at jo, det var da selvfølgelig et indput, og så kunne jeg se, at en af de “voksne”, der også happens to be min fysioterapeut bare vender sig og griner af mig… awkw.

Da vi alle var vendt tilbage fra gåturen, skete HELL jo så…. Den nye øvelse var, at vi skulle hilse på hinanden, som vi normalt ville gøre. Og alle hilste bare på mig med hånden frem og goddag, og jeg faldt bare ind i den rolle, selv om det normalt slet ikke er sådan, jeg ville reagere, så det slog mig bare pludselig, at normalt ville jeg nok bare slide off og bare sige “hej”, og så…. flee the scene, haha. Øvelse nr. 2 gik så ud på, at vi skulle sige hej og give hånd, og det var sådan en smule akavet, fordi mange ville også øjenkontakt, og jeg synes det er SÅ ubehageligt med øjenkontakt, like, ya’ll have no idea. Nr. 3 øvelse var jo så håndtryk og øjenkontakt, og i swear to god, i almost died inside. Det var så pinligt! Jeg hader øjenkontakt så inderligt, jeg føler bare, at det er SÅ intenst, og at folk bare kan stirre direkte ind i min sjæl, og jeg kan bare slet ikke cope med det, hahahahahaha, oh fuck.

 

Efter de ((horrible)) øvelser, haha, gik vi ind igen.

Her gennemgik vi så nogle af emnerne, vi havde gennemgået udenfor i små grupper.

Steder, hvor man kunne møde folks, turns out at være mere end bare i fredagscafé og i byen, der blev nemlig bl.a. sagt ting som internettet, Sind Ungdom, skole, arbejdsplads, sportklubber el. andre klubber/foreninger, biblioteker, i offentlig transport, og så brillierede jeg lige med fødselsdage, middagsselskaber og ferier, HEHE.

Så gik vi videre til, hvad der gjorde det nemt, og turns out, der er mere end alkohol, der gør en samtale nemmere!!!111 who thought!!!111 not me!!!111, haha, men min fysioterapeut kiggede da også på mig og var all “ja cecilie, skal jeg bare skrive alkohol på her, hva” rip rip rip. Nå, men andre ting, der gjorde det nemt var ting som fælles interesser, eller i det hele taget bare det, at have noget til fælles, og “tvungent” samvær, altså f.eks. rusture, julefrokoster, teambuilding, u name it, og det, når den fremmede, man introduceres overfor er en ven til en af ens egne venner.

Hvad der gjorde det svært var bl.a. ting som ingen fælles interesser, eller noget til fælles, hvis personen er uinteresseret og/eller sender nej-signaler (eller måske-signaler for mit vedkommende), hvordan man selv har det, og hvis der er for mange, så man lidt “drukner ud”, fordi man ikke er ligeså hurtig eller højttalende som de andre. Og så kiggede min fysioterapeut igen på mig, og var sådan “nå cecilie, har du nogle gode” og jeg stod bare… “yeh min eneste til den her var ingen alkohol lmAO” rip rip rip rip rip hvorfor er jeg sådan???

Til sidst gennemgik vi så det, der gør det svært i kontakten, hvor der blev nævnt ting som generthed (tjek), øjenkontakt (tjek), trang til at trække sig (DOBBELT-FUCKING TJEK), når folk er hundrede procent fremmede for en, tanker om, om man giver et godt førstehåndsindtryk, angst for at blive dømt (TJEK), egne negative sandheder (se her), hvis vi modtager nej-signaler (tjek), hvis vi modsager måske-signaler (tjek), og så min fantastiske, nemlig angst for at blive for tæt. Jeg føler, at øjenkontakt og sådan er så… intimt og tæt, og jeg frygter bare at knytte bånd til nogen sådan ever, fordi i don’t want to, tanken skræmmer the hell out of me, så jeg ignorerer altid øjenkontakt, hvis jeg kan komme til det, så jeg opretholder en vis distance til modparten, LMAOOOOO fuck me up manner, i have so many issues, haha. I’m truly sorry for alle der kender mig, i apologize deeply for at være en retarded lille fuck, hahah. DET ER IKKE FORDI JEG IKKE KAN LIDE JER, JEG IKKE ØJENKONTAKTER MED JER, I AM JUST TRULY FUCKING SCARED. :////

Så ja, det var det for denne gangs SFT, og jeg deltager ikke de næste to gange. Jeg kan dog fortælle, at hjemmeopgaven til næste gang er, at finde ud af, hvor man kan møde mennesker, og vælge en lokation til at møde et menneske, og fortælle om, hvad der gik godt (og sandsynligvis hvorfor)… så det vil jeg prøve at have i baghovedet :)) jeg har tænkt meget over, at øjenkontakt ikke nødvendigvis er lig med extreme tilknytning, og at jeg skal blive bedre til IKKE at freak out over det, og også, at… angst er ikke en sandhed, du ved. Hvad er det værste, der kan ske, hvis jeg møder en fremmed og lige siger hej? Never gon’ see vedkommende igen, altså, i’ll live. Så jeg prøver at minde mig selv om de her ting, fordi jeg vil gerne blive bedre til dem. <3 Jeg håber indlægget var useful :))

Det er i øvrigt også – med lidt held – sidste gang, der kommer to eller flere indlæg i træk, fordi nu er jeg endelig caught up med alle de sessioner SFT, jeg har deltaget i indtil videre, så hvis jeg ikke dovner den eller glemmer det, så burde de nye indlæg fremadrettet kun være én af gangen. Medmindre jeg selvfølgelig ikke har andet at blogge om lige den uge, så der… accidently kommer flere oven i hinanden xD

NÅ, det var det!

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘!

dfww6265

Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i SFT? #5

 

Så er vi tilbage med endnu engang SFT, I kan læse indlæg 123 og 4 ved at klikke på talene.

Dette indlæg har især fokus på ja-, nej- og måskesignaler, og dertil følger lidt viden om forvrængninger af ens forståelse. Men først, hjemmeopgave!

 

Hjemmeopgaven fungerer i forlængelse af sidst, og som den eneste !!!!!!!!!!!! havde jeg lavet den! Jeg siger lige tak til min mor, der dagen før SFT svingede forbi mig med et skab, og dermed gav mig mulighed for at sidde og analysere hende, så jeg havde noget klar til SFT.

Opgaven lød nemlig på at bemærke nonverbale signaler, der har betydning for samtalens gang.

– Så, det jeg bemærkede ved min mor var, at hun gestikulerede med hænderne, når hun snakkede til mig, dvs. bevægede dem livligt, hun havde øjenkontakt med mig, hun havde en afslappet, tilbagelænet kropsholdning, og havde de dele af kroppen, der var muligt i vores siddeposition, vendt mod mig.

Jeg kan så afsløre allerede nu, at dette bl.a. er JA-signalerne!! Mere om dem lige om to sekunder.

Man kunne nemlig også have valgt en anden opgave, der gik ud på beskrive en situation, hvor man særligt lagde mærke til ens egne eller andres grænser.

 

Og lad os så kom videre med de JA-signaler!
For hvad signalerer egentlig, at man gerne vil en samtale?

Ja-signaler i kommunikation, som oftest, af Liberman, 1999:
Den anden er venlig, hvis…:
– Gestikulering, håndbevægelser og kropssprog er livfuldt, viser engagement.
– Der er øjenkontakt.
– Kropsholdningen er ligefrem, rank og åben.
– Den anden er vendt mod dig.
– Ansigtsudtrykket er smilende og/eller mimikfyldt.
– Stemmen er behagelig, med normal styrke og hastighed.
– Tonelejet er tydeligt, talen er klar og semihøj, dvs. man råber ikke ligefrem, men man har hævet stemmen en anelse, fordi man er interesseret i at snakke, hvis det giver mening?

Hvad signalerer så NEJ i en samtale?

Nej-signaler i kommunikation, som oftest, af Liberman, 1999:
Den anden er optaget, hvis…:
– Den anden er uden kropssprog eller håndbevægelser.
– Den anden ser bort eller er vendt mod en anden aktivitet, f.eks. en telefon; de er uopmærksomme og ikke til stede.
– Den anden har et alvorligt ansigtsudtryk.
– Stemmen er med lav styrke og hastighed.
– Der er ringe øjenkontakt, evt. flakkende.
– Den anden kan virke reserveret.
– Den anden er sammenkrympet og lukket i kropssproget, og/eller vender ikke mod dig.
– Den anden mumler.
Den anden er vred, hvis…:
– Den anden har knyttede hænder og pegende fingre.
– Den anden er stirrende.
– Den anden er anspændt.
– Den anden er vendt mod dig.
– Vedkommende har en truende mimik.
– Stemmen er hurtig og løftet.
– Tonelejet er snerrende eller irriteret.
– Vedkommende svarer og/eller er kort for hovedet.
– Vedkommende har et lukket kropssprog.
Den anden gider ikke, hvis…:
– De er uvenlige og lukkede i deres kontakt.
– De udviser træthed og/eller gaber.
– Har hævet eller sænket toneleje.

Og hvad er så MÅSKE-signaler?

Måske-signaler i kommunikation, som oftest, af Liberman, 1999:
Den anden er ked af det, hvis…:
– Denne holder hovedet i hænderne.
– Har sænket blik, og flakkende øjenkontakt.
– Er sammenfalden.
– Kroppen er vendt bort eller nedad, evt. med skiftevis også at have et åbent kropssprog.
– Der ikke er noget smil, eller måske intet udtryk.
– At stemmen måske er lav og langsom.
– Personen mumler.
Den anden keder sig, hvis…:
– Vedkommende gaber.
– Vedkommende ser bort.
– Vedkommende er sammenfalden.
– Kroppen er vendt bort eller nedad.
– Ansigtet er udtryksløst.
– Vedkommende virker reserveret.
– Stemmen er langsom og monoton.

Og hvorfor er det så vigtigt? Først og fremmest er det vigtigt at huske på, at ovenstående definitioner kun er guidelines, og ikke nødvendigvis sandheden! Vi er alle forskellige. Ligesom med misforståelserne i forrige indlæg, kan der jo ske ting, så man tolker forkert. Men det er vigtigt at lære at tyde tegnene, så vi kan reagerer hensigtsmæssigt. Hvis vi ikke tyder andres kropssprog korrekt, kan vi ende med at reagerer MEGET uhensigtsmæssigt! Det ved jeg, at jeg i hvert fald selv gør, når jeg konstant mistolker vrede, hello there.

Derudover havde vi en chat om MODSTRIDENDE signaler, der også er rigtigt vigtigt. Altså, inkongruens, når nogen siger ét, men giver udtryk for noget andet.

Her snakkede vi meget om, hvordan vi kunne komme omkring dette, da vi var flere, der egentlig havde problemer med modstridende signaler, f.eks. hvis folk læste ens beskeder og ikke svarede, eller hvis folk ikke har tid, osv. Hvordan man kan reagere, afhænger selvfølgelig af kontekst og relation til vedkommende. Jeg plejer som regel at spørge, hvis jeg kender personen rigtig godt, om de mener det eller hvad, hvis jeg er tvivl. Men hvis man ikke kan gøre det, snakkede vi f.eks. om at spørge lidt mere ind til det, så man af “bagvejen” kan finde ud af, om der er noget til det eller ej. Derudover snakkede vi om at give tid, f.eks. hvis folk siger “jeg har ikke tid til at være sammen lige p.t. men om nogle uger”, og så vente de uger og høre ad igen – være tålmodig. Og sidst men ikke mindst, at ligge det over til dem at kontakte, og så se, om de gør det eller hvad. Alt dette er selvfølgelig lettere sagt end gjort!

 

Derudover er det vigtigt at huske på, at vi hele tiden giver OG modtager signaler fra andre, når vi er i samspillet med dem, og disse kan risikere at blive farvet af forvrængninger.

Forvrængninger kan f.eks. være at forstørre og/eller formindske forskellige ting eller personificere, dvs. gøre alt til noget, der handler om en selv, selv om det ikke nødvendigvis gør det.

At formindske/forstørre hører ind under det, der kaldes selektiv abstraktion eller noget i den dur, det var meget fancy, og hander i bund og grund om, at vi kun tager de ting ind, der stemmer overens med vores kerneantagelser eller skemata (mere om det lige om lidt). Vi glemmer simpelthen at få det fulde billede med, fordi det er meget nemmere at finde ting der bekræfter nogle idéer, man allerede har, end at sige dem i mod!

Her kommer den kognitive personlighedsmodel så ind i billedet. Skemata, kerneantagelser eller “sandheder” er den baggage, vi har med os. Allerede som vi er helt små, lærer vi nogle basale erfaringer om os selv, andre og verdenen. Disse kan være positive eller negative. Vi fik f.eks. et eksempel om et barn, der er vokset op i en helt okay familie, men kun fik ros og anerkendelse, hvis de præsterede noget. Et typisk eksempel ville være 12-tals stræbere. Disse har fået en kerneantagelse eller “sandhed” om sig selv, der hedder “jeg er kun god nok, hvis jeg præsterer og klarer mig godt”. “Sandheden” om andre er så, at “de andre er bedre end mig, for de behøver ikke at præstere for at være god nok”, og “sandheden” om verden bliver måske “jeg passer ikke ind” eller “verdenen er et hårdt sted at være”, eller noget andet fis. You get the point.

For at leve med og deale med skemata/kerneantagelser/”sandheder”, udvikler vi noget, der hedder leveregler. Det er en måde, hvorpå vi kompenserer for og lever med ovenstående. Vi kan ligesom “slette” “sandhederne”, hvis vi sørger for, de ikke er der. Så dem der kun er gode nok, når de præsterer, de sørger jo så for at præstere KONSTANT, fordi så er de jo hele tiden gode nok.

Dette gør vi for at skabe forudsigelighed og sammenhæng i livet. Og det er noget ALLE gør på et eller andet level, og man vil altid have lidt blandede erfaringer, hvad angår “sandhederne”.

Der, hvor det bliver et problem er, når vi løber ind i, at vi netop hele tiden bruger leveregler, hele tiden kompenserer, hele tiden præstere, osv., fordi at some point kan kroppen ikke mere (eller sindet), og man er dømt til at “fejle” og være det, man ikke vil være. Her opstår kritiske situationer, hvo vi så ryger ind i en negativ kognitiv diamant, i forhold til at det sætter nogle dårlige tanker, følelser og handlinger i gang, der på sigt evt. påvirker adfærden negativt, fordi vores skemata pludselig fylder rigtig meget.

Og det var egentlig sådan, vi afsluttede dagens SFT. Det var bare boom færdig!

Nu havde jeg allerede læst om skemata og kerneantagelser på mit studie, så I am not surprised, og this is no news til mig, og jeg har også tideligere haft MCT træning (meta-kognitiv træning), hvor vi også arbejdede med det her “se hele billedet”-fis, hvor vi fik en masse opgaver, vi skulle løse, i forhold til at finde på alternative tanker, indsamle al information, og ikke bare det, der lige passer ind i vores puslespil, osv.

MEN, jeg er sikker på, at det er rigtig hjælpsomt at blive bevidst om, at det faktisk ofte er det, man ender med at gøre. At man sådan helt ubevidst glemmer at høre efter alt i f.eks. en samtale. Hvis vi nu har at gøre med måske-signaler, ser vi måske kun nej-delene af signalerne, fordi det passer sammen med kerneantagelsen “ingen gider være sammen med mig, alle hader mig”, og man misser måske derfor alle de ting, der taler for et ja, og at vedkommende måske bare ikke har tid lige nu… hvis det giver mening? Så mit råd er at ARBEJD med de her skemata, bliv opmærksom på jeres “sandheder” og prøv at udfordr dem lidt! Er sikker på, at det er meget gavnligt!

vxfg2583

Ja, på lige dette billede drikker jeg glædeligt en Cultshaker, ja, jeg har Aristocats plaster på fingeren, fordi jeg skar mig på min linseæske, ja, jeg har bidt mit sugerør i stykker as per, og ja, jeg er småfuld – og GLAD! Og har også lige spottet af det var shortly after jeg brændte to fingre (hint min langefinger har et mærke, yes, det er et brandmærke), fuck. Men det var en god aften :))

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘!

– Cecilie x

Tokyo Haul 2016

I know, I know… jeg er en fucking lille lort, at jeg først har taget mig sammen til at få lavet det her indlæg nu… MEN, sådan kan det gå!

Dis shit har fucking været pakket ind lige siden jeg kom hjem fra Japan, hahahahahaha, så det har bare ligget i 1 år og samlet støv, fordi jeg ikke ville bruge det, før jeg havde fået taget billeder. Ja, sådan er jeg…

Jeg plejede at have sådan en MASSIV FUCKING FOBI, overfor at bruge ting op. Sådan, alt, jeg turde ikke spise al slikket i bestemte slikting, jeg skulle altid have noget tilbage, turde ikke drikke alle kakaobreve, der skulle være et tilbage, turde ikke bruge mine farveblyanter, kuglepenne, whatnot, fordi hvad nu hvis jeg skulle bruge dem, og jeg så havde brugt dem??? AHHH! Det problem har jeg stadigvæk, lol, bare ikke i ligeså slem grad, og jeg har fundet ud af, at jeg jo bare kan gemme indpakningen. Nej, så kan jeg ikke smage slikket igen – men kan da se, hvordan det ser ud, og se om jeg kan finde det igen og købe det, hvis jeg er så vild med det! Eller take a picture.

Og derfor har jeg ikke haft pakket mine japanerting ud endnu, fordi jeg ville gerne tage et billede først… is that a crime!? I øvrigt ærgrer jeg mig helt vildt over, at jeg ikke købte en yukata *syde, boble*……….

NÅ, let’s get to it!

Lad os starte med TØJ.

Jeg var i Forever 21, hvor jeg købte følgende tre ting:

img_8854 img_8856 img_8857 img_8889

Jeg synes, der skulle to billeder af blusen med, haha. :)) og jeg er helt fucking forelsket i min kjole! Strømperne er også fede nok til jul og sådan noget, hihi.

image1 28-019-2

I Disneysea/Disneyland, var jeg selvfølgelig også nødt til at have denne her helt vildt cute T-shirt. Den var også ret dyr… 200 kr, tror jeg? 🙁 eller var det 300? Fuck knows, haha.

 

img_8621 img_8619

Jeg investerede i de her VILDT søde Totoro spisepinde, og jeg tror faktisk, de blev købt i Harajuku, i KiddyLand butikken, kan det mon passe??? Either way blev jeg i hvert fald ordentlig skuffet, da der stod Made in China bag på dem… øvbøv. Jeg mener, de kostede 5-600 yen, hvilket er roughly 30-40 kr.

img_8650 img_8656

For at blive i Totoro-tema, så købte jeg også disse vildt cute spillekort i Narita Lufthavn, da jeg havde way too many yen, jeg skulle bruge. Selv om jeg gerne ville retur til Japan, havde jeg ikke lige regnet med, at jeg ville komme det så hurtigt… anyway. De her kostede 1.500 yen, hvilket er ca. 90 kr, afhængig af kursen selvfølgelig, og de var MADE IN JAPAN, og FOR SALE IN JAPAN ONLY. Blev så ellevild!

img_8669

I Harajukus Kiddyland købte jeg også de her vildt søde puzzle viskelædre. Man kan tage hovedet og sløjferne af dem, og matche dem, som man har lyst til. De er da for søde, helt ærligt? De kostede 500 yen.

img_8860 img_8631

På Yushu-kan museummet (som vi ikke rigtig besøgte, andet end at vi bare besluttede, at det gad vi ikke betale for), fald jeg over den her vildt søde porcelænsblomst. Jeg blev så forelsket i den, så jeg måtte selvfølgelig have en. Jeg kan ikke huske prisen på den, men jeg købte også to til mine bedsteforældre. Min plan var, at bruge dem som afsætter for brugte teposer, men den er sgu lige lille nok – og hvis den skal bruges, skal man huske at klemme tevandet ud, så posen passer lidt bedre på den.
Jeg har også de her fod-detox patches fra Daiso. Det betyder, at de kostede ca. 100 yen, altså 6-7 kr. Jeg elsker de her, jeg syntes, det var så rart at have dem på fødderne, og det var bare lækker-lækker. Jeg ved ikke, om de reelt detoxede noget… umiddelbart så det sådan ud, fordi de blev helt brune, efter jeg havde sovet med dem, men either way, så synes jeg bare, at det føles vildt rart at have dem på og tage dem af den følgende morgen, hehe.

img_8879 img_8870

Jeg måtte også købe nogle Pokémon kort. Jeg blev lidt jaloux over lillebrors japanske Yu-Gi-Oh kort, selv om jeg hader Yu-Gi-Oh, og syntes det var vildt dumt og fjollet, at købe kort, han alligevel ikke kunne læse… men shortly after satte jalousien selvfølgelig ind, og jeg blev lidt…. okay det kunne være lidt sejt at have nogle ægte, japanske kort….. så I went to my second Pokémon Store og købte nogen, hehe.
Jeg fik også lavet en Pikachu mønt i Pokémon Store på Toykyo Station (selv om den ved Tokyo Skytree var meget større), og en Disneyland mønt i Disneyland, hehe.

img_8864 img_8863 img_8865

Og nu vi alligevel er ved skønne Disneyland… Så fandt jeg denne dejlige termokop. Og let me tell u, den virker faktisk. Jesus, jeg har brændt tungen ved FLERE occasions på lige netop denne kop, fordi den bare holder lortet varmt forever. Og så kostede den kun 900 yen, dvs. ca. 55 kr, at the most. Hvilken fucking god deal, altså? De var vidst nogen, de solgte ud af, og jeg blev straks forelsket. Jeg syntes, det var svært at finde Disney-souvenirs, som jeg havde det “godt” med at købe, fordi jeg ville ikke bare have en hvilken som helst Disney-dims, vel? Man skulle jo kunne SE på den, at den var fra Tokyo/Japan!!! og det kunne man altså med denne her, så den blev købt. Jeg sendte en video til min mor, og hun var også helt vild med den, så jeg skyndte mig ned i Disneysea dagen efter, og købe en til hende også. Heldigvis havde de massere. Min far fik et Tokyo Disney Resort krus i stedet, da alle deres andre termokopper var lidt småpebrede, og ikke særlig elegante, for at være ærlig…

img_8881 img_8883

Her er i øvrigt min THREE DAY MAGIC PASSPORT TIL FUCKING DISNEYLANDDDDDD OG DISNEYSEAAAAAAAAAAAA, og ja, man skal bande, når man har sådan en, ellers tæller det ikk. Og den kostede kun…. 17.800 yen :)) tror du lige, jeg var ved at dø, da jeg hørte det beløb? Holy macarony, haha, det var sgu lidt svært nogle gange, at vænne sig til kursen hernede. Det er lige over 1.000 danske kroner. 17.800 yen…. syttentusinde og ottehundrede yen. That’s a lot.

img_8657

Så har jeg denne fine sag, jeg oddly blev ret forelsket i. Idek, om det var kutyme, at de på Shitamachi Museet gav disse skønheder væk, eller om vi bare var heldige, men JEG SYNES PERSONLIGT, at det er ret pænt, selv om det bare er papir/pap. Hehe. En fin lille æske og en snurretop. Min blev dog ødelagt på turen hjem, øvbøv :/ nede i æsken befinder der sig på nuværende tidspunkt en bath salt, jeg stjal fra vores hotel, et ikke-længere-lysende blåt neonarmbånd af plastik, som jeg fik af den søde dame, da jeg kastede med Shuriken, sandsynligvis som trøstepræmie, fordi jeg suttede for hÅRDT til det shit, og lidt få yen. Hæ.

img_8884 img_8885

Så er der de her to, det første er min busbillet ever købt i Japan til Narita Airport Transport, som var den bus, der kørte os til Tokyo Station, hvor jeg retardly besluttede, at vi godt kunne gå to kilometer i 40 graders vane med to kufferter på slæb hver, selv om vi ikke anede, hvor vi skulle hen. Amazing. Poor life choices… Anyway, jeg synes, den var hella fucking cute, fordi den er så fucking lille. Look at it. Awh.
Next up er, you guessed it, min entrébillet til zoo, hehehe, look at how cute, ah, og look at that lil bear aftryk, så fucking sødt, altså, ah, bro, helt ærligt.

img_8866 img_8868 img_8886 img_8888

Det sidste her er ikke ligefrem ting jeg har købt, men rather ting, som jeg har… fået, for de andre ting, jeg har købt. Og det er ikke en hemmelighed, at jeg har a thing for plastikposer med motiver, i honestly don’t know what that’s all about, men jeg har ret mange, og dem fra Japan skulle da ikke være en undtagelse at tage med.

Jeg ved godt, at jeg lige sagde det sidste her, men, jeg kom i tanke om, at i did not mean det sidste, der kommer nemlig mere, i was just too stupid to remember, hahahahhahahah fuck. Men nok kun, like, lidt mere

img_3754 img_3757

Jeg er for doven til at sidde og tage screens af den video, jeg har af min fars kop, så vi dropper det, og I kan i stedet for enjoye this. Brorlille og jeg købte også en kop til min “halvstorebror” i Disney, en te-bøtte til vores bedsteforældre, nogle kager/kiks til bedsteforældre, og probs noget andet også, men i literally can’t even remember, og så købte jeg spisepinde til min veninde, K, på studiet. Hun var også så sød, at hun havde karamel popkorn med til mig fra USA, mummelums.
– Anyway. Jordbærskumfiduserne did smell quite odd, men de smager altså…. helt fint!! lidt giftigt, men helt fint…. tror ikke min fader er enig, tho. Men det var en sjov lille ting, hehe. Det var også, da jeg gav ham disse, jeg realizede, at jeg har allergi, og could’ve died a lot of times, mens jeg var på ferie, fordi i literally had no clue, hvad der var i de ting, jeg havde spist, og oddly nok bekymrede det mig først efter jeg var kommet hjem igen???
– Min mor er vild med latte, så det var oplagt, at give hende disse. Jeg troede dog, at det var nogle forme, så mælken på magisk vis formede sig ligesom figurerne på pakken, men nej, det er en form for sugarpaste, man putter ovenpå sin kaffe. It was weird. Men de var altså vildt søde!

img_2656 img_2762 img_2763

Lastly, rent gavemæssigt, var der de her oreos. Matcha – eller grøn te – oreoesne. Min mor elsker oreos, så igen var det oplagt at forære hende disse. I did search efter noget stærkt til min far, men der var bare… intet. Øvbøv. Men de her oreos smagte egentlig helt fint, matcha-smagen var ikke så gennemtrængende. Medmindre du spiste dem kiks, creme, kiks, for så kunne man TYDELIGT smage den typiske, japanske, grønne te-smag. Puha! I rly don’t like, haha. Men det var sjovt nok lige at teste.

20668609_867628533394008_1765103043_n

Købte i øvrigt også denne her dejlige, dejlige sake. Se lige, hvor flot den er?
– Kan absolut ikke sige det samme om smagen tho, for fuck, den var bare terrible, i wanted to throw up… so bad. Wow, bare wow, det var gross-gross-gross. Kill me already. Jeg husker absolut ikke, det smagte THAT BAD.

Jeg har selvfølgelig oceaner af mad, jeg også købte, men det postede jeg løbende i mine indlæg, og tror også, jeg fik skrevet, hvad jeg syntes om det, så i will not do that again. Men hvis du er interesseret i at se, hvad der ellers skete, da jeg var i Tokyo sidste år, og hvad for spændende sager, jeg fik afprøvet at spise, så smut ind under menuen “rejser” og læs de forskellige indlæg – et eller flere fra hver dag!

img_8663

Så er der billede her af nogle af de mindre mønter, der eksisterer i Japan, og som var resterne fra de riges bord, efter jeg havde brændt mere end 5.000 yen af i lufthavnen, på hhv. McDonald’s, cola, sake og souvenirs. Den i midten tror jeg nok var en 5-yen, men jeg husker det ikke helt. Vi endte med at spørge en japaner, der så ret tilforladelig ud, da vi ikke anede, hvad det var, haha.

Så ja, det var det for denne gang, og jeg vender snart stærkt tilbage med 2 SFT-indlæg mere, inden jeg drager af sted på ferie, hvor jeg håber at kunne få blogget, men fuck knows…. i was not exactly ret god til det sidst, så jeg vil ikke love noget, haha. <3

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘! Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i SFT? #4

Så er vi tilbage med endnu engang SFT, I kan læse indlæg 1, 2, og 3 ved at klikke på talene.

 

I dag handler det fortsat om kropssprog og misforståelse heraf. Hjemmeopgaven handlede om at lægge mærke til situationer, hvor andre misforstås ens kropssprog, så andre f.eks. tror, at man er sur eller ked, selv om man ikke er det, eller hvor man bliver overset i forsøget på at få kontakt med andre. “Underviserne” var dog large nok til at sige, at det også kunne være, hvis man selv misforstod andres kropssprog.

Jeg lavede ikke hjemmeopgaven, for jeg glemte det.

Men der var en anden, der var klar til at dele sin historie. Jeg fik ikke helt hundrede fat på, hvad det var, men som jeg forstod det, havde de på arbejdet fået nogle is, og da vedkommende så kom gående med isen i hånden, spurgte en kollega, om de var taget fra kontoret (altså uden at få lov), fordi da kollegaen spurgte, svarede vedkommende i joke “ja”.

En tredje fortalte noget med, at have kigget meget ned i jorden, og dermed var kommet til at virke ked af det, og var blevet spurgt, om vedkommende var okay.

En fjerde fortalte, at denne tit havde armene over kors, hvilket godt kunne sende sure, uniteresserede signaler, på trods af, at virkeligheden måske ikke er sådan. Det samme gælder det berømte “resting bitchface”.

Alt i alt kom vi frem til, at man ofte kan misforstå hinanden ift. jokes. Jokes, sarkasme og ironi kan ofte spottes på stemme, toneleje, ansigtstræk og ordvalg, men kan alligevel også være svært. Vi kom også frem til, at ens “jokelevel” afhang meget af, hvem man hang ud sammen med, altså selskabet og relationen til vedkommende, f.eks. joker man måske ikke lige så meget overfor en chef, som man lige har mødt, som man gør med en kammerat fra skolen.

Øjenkontakt er også meget essentielt og vigtigt ift. at forstå andre, idet vi bruger øjenkontakten til at aflure, hvor vi har folk henne.

Og dét var egentlig det, vi havde om det emne. Der var ikke supermeget.

 

Så sprang vi videre til privatsfære og sådan lidt, og om, at vi signalerer til andre, ud fra hvor de er placeret ift. os. Så fremmede vil man f.eks. gerne holde på afstand, og har måske et lukket kropssprog til, i forhold til folk vi kender. Hvor tæt, vi kan lide at være med folk, afhænger også meget af konteksten, f.eks. til en fest er det okay at stå tæt op af fremmede, men i bussen er det knapt så fedt, og den slags. Vi kom også frem til, at ofte er håndsrækning ligesom der, man synes, at så tæt må andre være, hvis vi ikke kender dem ud og ind – og de kender os ud og ind.

Efterfølgende lavede vi sådan en cirkel, om en cirkel, om en cirkel, om en cirkel. U get the picture, right?

Inde i midten har vi os selv.

Derefter kommer f.eks. en eventuel kæreste i næste cirkel.

I cirklen efter kommer familie og venner.

Næstyderste cirkel er f.eks. kommunen, sundhedsfaglige, behandlere, osv.

Og den alleryderste cirkel indebærer fremmede.

Den cirkel viser så, hvor tæt vi har lyst til at have folk på os, og hvordan det bliver meget personafhængigt, hvor tæt folk må være.

Vi blev også spurgt, hvordan vi sådan holdt fremmede væk, f.eks. i tog og busser og den slags, køer i supermarkedet, osv., hvor jeg stod “altså, de får bare bitchblikket”, og ALLE stod bare og kiggede sådan hvad fuck er bitchblikket??? og de der “undervisere” stod bare !! demonstrér !! og jeg gik bare i panik og trak mig, hahahah… hvem ved IKKE hvad bitchblikket er, manner :///

De kom derudover selv med eksempler, f.eks. det her med at trække sig lidt væk, prøve at vende kroppen den anden vej, sætte en taske i mellem, osv.

 

Efter at have fået dette lille oplæg, skulle vi så udenfor og lave øvelser.

Ugen før havde vi i øvrigt – det glemte jeg helt at nævne, sorry! – lavet en øvelse, da vi tog slutrunden (dvs. hvad har vi lært, hvad tager vi med, og hvad skal vi i den kommende uge), hvor at vi først skulle prøve at krølle os sammen og snakke om, hvad vi skulle (lukket kropssprog), og derefter folde os ud og fortælle (åbent kropssprog).

Den første øvelse udenfor gik ud på, at vi blev parret, og så skulle den ene gå frem, indtil den anden sagde stop. Og den anden skulle blive stående. Denne øvelse havde jeg lavet med min gamle fysioterapeut, så jeg var lidt på hjemmebane, hehe. Jeg blev parret med en pige, som meget intimiderende kom tættere på. Jeg sagde stop, hvor der ca. var en armsvidde mellem os. Hun var mere tilbageholden, og sagde stop lidt før det.

Bagefter skulle vi så prøve at snige os op på hinanden, dvs. gå tættere på, men fra siden af… det synes jeg var meget ubehageligt og yderst fucking suspekt, haha. Men hende den anden kunne bedre lide det sådan. Det var ret sjovt at se.

Næste øvelse var øjenkontakt, hvilket vi begge hadede, og vi skulle så have øjenkontakt i 3 sekunder, og det gjorde vi, og det var dybt komisk, fordi vi begge to stod helt lænet tilbage med armene stramt over kors og stirrede på hinanden, som to dødsfjender. Det fik “Underviserne” meget grin ud af, fordi vi så tydeligt spejlede hinanden.

Efterfølgende skulle vi prøve samme øvelse, men denne gang snakke om noget – men vi failede totalt, fordi vi ikke havde forventningsafstemt, hvem der skulle tale, så vi endte med bare at stå og grine af hinanden. Hvilket gjorde det lidt nemmere at stå der og stirre hinanden i øjnene, haha.

For mit vedkommende var det en MEGET pinlig øvelse! Jeg hader virkelig øjenkontakt. Like, jeg kan sagtens holde det, men jeg bliver altid voldsomt utilpas, når jeg har øjenkontakt med nogen, og bliver usikker og begynder at grine??? Anyone else??? lol fuck me up :((

Og ja, det var vidst det for denne gang. De har været lidt korte, de her to indlæg, men don’t worry, det næste bliver laaaangt as fuckkk…. og så har jeg et liggende om samtale, jeg ikke rigtig ved, hvornår jeg skal publishere, ift. jeg ved ikke om vi får mere med samtale??? og så har jeg et til, men det kan først udgives efter fredag, for det kommer til at omhandle fredag, dvs. d. 11, haha.

wvwu1626

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘, der går ikke lang tid, før jeg forhåbentlig får gang i noget rejseblog, så følg med!

– Cecilie x