Hej bloggen

Der er efterhånden gået nogle måneder – jeg har simpelthen haft drøntravlt med opstart af nyt job, og konstant at rende tilbage mellem lægekonsultationer, hospitalskonsultationer og fysioterapi.

MEN, det har lige været Mental Health Awareness Week i England, her fra d. 13-19. maj, og det er lige gået op for mig, at det snart er 2 år siden, jeg skrev dette indlæg. Jeg husker det, som var det i går.

Jeg var hamrende ulykkelig og sad og græd, og tænkte, at mit liv aldrig ville blive normalt. Jeg ville aldrig blive rask, jeg ville aldrig opnå det, jeg gerne ville, jeg ville aldrig få en kæreste, aldrig færdiggøre min uddannelse, aldrig få et job, aldrig slippe fri. Samtidig sørgede jeg over det liv, jeg havde ladet passere forbi, og alle de muligheder, jeg enten havde nægtet mig selv, eller andre havde nægtet mig. Det gjorde så forbandet ondt i hjertet, alle de afvisninger, jeg havde fået, ift. hvad jeg gik og drømte om, og hvad jeg var gået glip af – alt sammen, på grund af en dum, altopslugende sygdom.

Hvis I ikke allerede har læst indlægget, ville jeg foreslå jer det. Jeg har selv læst det igen, og selv om det piner mit hjerte at læse, så synes jeg det er vigtigt at sætte ord og fokus på. Psykisk sygdom og psykisk sårbarhed er vigtigt at sætte ord på. Det skal ikke være tabu. Så here goes.

 

Til dem, der ikke ved det, hedder jeg Cecilie. Jeg fylder snart 23 år. Og jeg har de sidste 10 år af mit liv kæmpet med psykisk sygdom af arten “skizotypisk sindslidelse”, som er en mild form for skizofreni. Det vil sige, jeg har alle de samme symptomer, som en med skizofreni har, men jeg oplever ikke (eller sjældent) hallucinationer og psykoser. I præg af min skizotypi oplever jeg stærke mængder af social angst, OCD og depressionstendens, og har også døjet med en atypisk spiseforstyrrelse.

Og så er jeg nyuddannet sygeplejerske. Og dét er jeg kraftedeme stolt af! Jeg har et stabilt job med de bedste kollegaer, og jeg skammer mig ikke over at være åben omkring min psyke, for der SKAL øges fokus på dette område. Især fordi jeg first hand og second hand har oplevet, hvordan et tabu omkring psykisk sygdom fører til ringere behandlingsmuligheder for somatisk sygdom – og det er IKKE i orden. Psykisk sygdom er lige så reelt som fysisk sygdom, og man kan altså godt fejle begge dele. Bare fordi nogen er psykisk syg, betyder det altså ikke, at de ikke er i stand til at mærke, når der er noget fysisk galt med dem. Jeg synes det er dybt grotekst, hvordan psykisk syge/sårbare behandles i vores system, og derfor stiller jeg mig frem nu og siger, at jeg falder ind under den gruppe. Jeg falder ind under folk der er “syge i hovedet” eller “sindssyge”. Og dem der kender mig ved, at jeg faktisk udadtil er RET normal, og lige som alle andre. Og det er jeg også. Min virkelighedsopfattelse er bare lidt anerledes. Jeg føler ting lidt stærkere. Jeg tvivler mere, og bliver hurtigere bange for ting, der i virkeligheden ikke er nogen grund til, at være bange for. Men derudover er jeg faktisk et helt almindeligt menneske, ligesom alle andre, og jeg fortjener præcis det samme, som alle andre. Og jeg er en mindst lige så god sygeplejerske, som mine kollegaer rundt omkring, som ikke har en psykisk diagnose med sig i rygsækken. Jeg har fået nøjagtig samme uddannelse som dem, og ved mere eller mindre nøjagtig det samme. Selvfølgelig er jeg ikke lige så erfaren, i præg af, at jeg kun har været uddannet i 4 måneder. Men jeg er på vej, og jeg lærer nyt hver dag.

Udover min lille agenda med at prøve at aftabuisere psykisk sygdom, så har jeg faktisk også noget andet, jeg vil med det her indlæg.

Nemlig at nå ud til dem, der selv sidder, hvor jeg sad, for 2 år siden.

 

Hurtigt recap. For 2 år siden havde jeg 2 friske indlæggelser på psykiatrisk skadestue med mig i baggagen (ikke længerevarende eller noget andet, den første var 5 dage, fordi jeg havde så voldsom angst, jeg ikke følte, jeg kunne trække vejret, og anden gang var blot en enkelt overnatning, fordi mine impulshandlinger var ved at tage overhånd for mig). Jeg var inde i et massivt sort hul. Jeg var blevet placeret på et praktiksted, jeg ikke ønskede at være, hvilket i sig selv var fint nok, for det kunne ske for alle – men jeg var havnet der, fordi skolen havde frataget mig min ret til at ØNSKE praktiksted, fordi jeg havde de problematikker, jeg nu havde, så ville jeg ikke “kunne finde ud af at adskille tingene og omgås mig andre steder”, og derfor blev jeg placeret dér, hvor jeg allerhelst ikke ville være, fordi det triggerede mig. Samtidig blev jeg nægtet at bytte med en medstuderende efter placeringen, selv om alle andre studerende gerne måtte bytte, fordi “skolen havde indgået en aftale om, at jeg skulle være dér, og derfor kunne jeg ikke bytte mig ud af det”. Jeg syntes, og synes stadigvæk, at det var dybt uretfærdigt, og stigmatiserende at opføre sig sådan overfor mig. Jeg græd hver dag, og jeg kunne ikke sove om natten, fordi jeg var så ængstelig for en ny dag på praktikstedet. Men jeg var stædig, og ville ikke tage sygeorlov og miste det fællesskab, jeg havde i min nuværende klasse. Så jeg holdt ud, men jeg syntes, det var hårdt. Som nævnt først i indlægget, sørgede jeg meget over forspildte chancer, og hvordan mit liv egentlig havde formet sig – det var ikke rigtig et liv, der var værd at leve, syntes jeg.

Et par måneder efter ændrede alt sig fuldkommen. Jeg fik sommerferie, og noget ganske forfærdeligt skete, som fuckede mit liv helt op, og det gjorde min skolegang en del mere besværligt, fordi skolen igen nægtede at høre på mig, og selv om jeg havde min fagforening indenover, så nægtede skolen at gøre, som jeg havde ret til og krav på, hvilket var en kæmpe nedtur for mig. Men jeg kom af sted til Tokyo for anden gang, hvilket virkelig fik sparket min livslyst i gang igen – at rejse er at leve, og jeg kan love jer for, at Tokyo er fantastisk. Jeg er lykkelig, når jeg befinder mig i Tokyo. Kulturen derovre, vejret, menneskerne, naturen, historien, bygningerne, religionen – det hele. Hold kæft, hvor jeg savner det. Jeg kom på et praktiksted, som virkelig formåede at tage fat om mig, og se mig, og ikke min sygdom, selv om den var en afgørende faktor, for jeg havde skolen med indover i starten af praktikforløbet, for at lave specialaftaler for mig. Men det klarede mine kliniske vejledere og jeg faktisk helt fint selv. De så noget i mig, som der tilsyneladende ikke var andre, der nogensinde havde set før. De gav mig plads, tid og ro, til at vokse, som den jeg nu engang var. Og ængstelige Cecilie begyndte pludselig at live op og blive mere selvsikker.

Jeg rendte frem og tilbage mellem praktik og psykiatrisk behandling i mit behandlingsforløb “OPUS”, hvor jeg gik 2-3x ugentligt (et forløb, hvor jeg gik til noget social træning, noget mindfulness fysioterapi og terapi), og selv om det kunne være stressende, fik vi løst det enormt godt, så der kom balance i tingene. Det var et fantastisk klinikforløb, og gav mig fornyet energi.

Jeg havde også mødt en fyr, til den seneste campusfest, som irriterede mig grænseløst, og jeg ville ikke noget som helst med ham, selv om han pressede på for at mødes igen og what not. Efter mit praktikforløb bøjede jeg mig så (der havde han også prøvet i 6-8 uger at få mig til at mødes igen), og selv om han gjorde mig skrækslagen, så var han tålmodig med mig, og tog sig ikke af, at jeg var underlig, ængstelig og akavet. Jeg kunne ikke tænke, og jeg turde næsten ikke snakke, og jeg gjorde alting forkert, fordi jeg var så nervøs. Men han var tålmodig.

Langsomt begyndte vi at mødes oftere og oftere, og jeg endte med at synes, at han måske i virkeligheden var meget sød. Nytåret 2017 betød mange ting, han ville fejre nytår med mig, jeg turde ikke, så jeg drak mig fuld i byen, udelukkende for at savne ham!

I januar 2018 bestod jeg min eksamen, og vi begyndte at se mere til hinanden. Jeg startede i praktik igen på samme afdeling, som jeg havde været på sidst. Mine kliniske vejledere var glade for at have mig tilbage, og nød at se min udvikling fra uge til uge – jeg blev mere og mere selvsikker, jeg blev gladere… de roste mig til skyerne for mine kvantespring, og hvordan jeg formåede mit praktikforløb og samtidig tog til behandling de gange om ugen, jeg nu skulle.

I marts 2018 blev jeg officielt kærester med ham fyren, A. Hvem skulle have troet det?

I juni 2018 bestod jeg mit praktikforløb på 6. semester, og kunne holde sommerferie med ro i maven, og jeg vidste, om 6 måneder ville jeg være sygeplejerske.

Jeg afsluttede også mit forløb i OPUS, for min tid var brugt op, og jeg havde det egentlig ret godt. Jeg havde lært at leve med min sygdom, og den begrænsede kun mit liv meget minimalt nu. Jeg var faktisk blevet så god til at LEVE, trods sygdommen og alle de negative, forfærdelige tanker, der følger med, at jeg impulsivt havde meldt mig som frivillig på Roskilde Festival 2018, udelukkende fordi min kæreste havde købt billet dertil. Roskilde blev en speciel fornøjelse, det gik overvejende godt, men en del drama, og jeg havde nogen voldsomme angstanfald, der første gang resulterede i, at de måtte ringe 112 og få en læge til at vurdere mig – dommen blev heldigvis, at jeg bare skulle have noget ro og slappe af, og at det bare var et voldsomt angstanfald. Så jeg fik ro, og fik det bedre. Og jeg havde faktisk kun 2 angstanfald, mens jeg var af sted – og anden gang var min kæreste god til at opsnappe det, så han trak mig væk fra den værste menneskemængde og gik en tur med mig, så jeg kunne få noget ro på, og så klarede jeg det – og jeg var pavestolt.

I august 2018 flyttede vi sammen i min lejlighed, og hold kæft, det har været dejligt. Jeg har ikke fortrudt i så meget som 1 sekund.

I september 2018 sad jeg i et fly sammen med 4 andre sygeplejerskestuderende, på vej mod Ho Chi Minh City, Vietnam, hvor vi skulle være i 4 uger på udveksling. Jeg havde endelig lært, at lade være med at lade sygdommen begrænse mit liv, og selv om det blev en hård tur, langt væk hjemmefra, var den overvejende god, og jeg er – igen – stolt over, at jeg klarede det. Det var enormt lærerigt, både fagligt, men også personligt.

Da jeg kom hjem i oktober, skulle vi i gang med bachelorskrivning, og jeg valgte et emne, der stod mig meget nært – nemlig psykisk sygdom. Jeg blev fanget af et projekt, der blev kørt på Glostrup Hospital angående medicinnedtrappende behandling af patienter med skizofreni, dvs. hvor denne patientgruppe blev trappet ned i medicin, og der blev sat øget fokus på andre behandlingsmuligheder, lig dem, jeg havde fået i OPUS. Dette emne var vigtigt for mig at formidle videre, i præg af min egen diagnose, og det faktum, at jeg heller ikke er medicinsk behandlet, men faktisk har fået det rigtig godt uden medicin.

Nytåret 2018 blev brugt sammen med min kæreste, hans forældre og et vennepar dertil, og jeg havde aldrig troet, at jeg ville ende dér.

I januar 2019 gik jeg til bacheloreksamen med min skriftlige opgave, og et mundtligt oplæg om terapeutisk behandling med ACT (Acceptance and Commitment Therapy). ACT havde jeg selv skiftet bekendtskab med, inden jeg forlod OPUS, og det var nok det, der virkelig fik sat mit liv i perspektiv, og gjorde, at jeg blev bedre til at tage chancer og acceptere mit liv, som det var – og prøve at få det bedste ud af det, som det var.

Jeg gik derfra med et 12 tal, og kunne se frem til et job på samme afdeling, som jeg havde været i praktik på, 2 uger senere.

Februar startede jeg så op i mit første job som sygeplejerske på en afdeling fyldt med kærlige hænder, smilende, hjælpsomme kollegaer, og tingene kunne bare ikke være bedre.

 

Derfor sidder jeg nu tilbage med en følelse af taknemlighed. Jeg er stadigvæk rasende over den behandling, jeg har fået fra skolen i forbindelse med uddannelsen, men jeg er taknemlig for min tid i OPUS. Taknemlig for de grupper, jeg deltog i, mens jeg var der (SFT, ACT, fysioterapi). Taknemlig for mit tidligere kliniksted, og nu arbejdsplads, og alle de mennesker, der hjalp mig på vej til at blive den, jeg er i dag. Taknemlig for min kæreste, som har holdt mig ud, selv da jeg var længst nede, og fortsat elsker mig præcis som jeg er, med op og ned ture. Taknemlig for min familie, der også fortsat støtter mig.

For 2 år siden, regnede jeg absolut ikke med, at noget af det her ville blive muligt. For 2 år siden, troede jeg, at mit liv ville fortsætte i samme mørke hul, det havde kørt i, i 8 år. For 2 år siden, troede jeg, at jeg nok ville være død, inden jeg fyldte 30.

I dag ved jeg, at tingene altid kan nå at blive bedre. I dag ved jeg, at ting tager tid, og at tingene ikke forbliver mørke for evigt. Det kan tage enormt lang tid, men det skal nok blive godt. I dag ved jeg, at jeg er god nok, som jeg er. I dag ved jeg, at jeg bliver ikke rask fra min sygdom, og den vil altid fylde og være en del af mig, men det er okay, for den behøver ikke styre mit liv, og den behøver ikke at være det første, folk ser, når de møder mig. I dag ved jeg, at jeg trods forhindringer undervejs, er blevet en knaldgod sygeplejerske, og at alle mine kampe har været dét værd.

 

Derfor:

Til dem, der selv har det svært lige nu; Det bliver bedre. Jeg lover dig det. Uanset hvad, så kan det altid blive bedre. Jeg håber virkelig, at min historie her kan give et indblik i, at selv når tingene ser mest sorte ud, så er der altså et lys for enden af det hele – en mulighed for et bedre liv. Og selv om ikke alle kan være lige så heldige, som jeg, og få et forløb i OPUS eller opleve terapi med SFT og ACT, så har jeg lagt netop disse to ting ud på min blog, under kategorien “personligt” – kører man musen henover, vil man se to underkategorier med netop ACT og SFT. Jeg har lavet disse, i håb om, at de kan inspirere og hjælpe andre i samme båd.

Til dem, der er pårørende; Vær der. Vær støttende. Bliv ved. Den ramte har brug for jer, og det er så uendeligt vigtigt, I bare er der.

Til dem, der bare gerne vil være bedre mennesker; Ros dem omkring jer. I ved aldrig, hvad de går igennem, måske er det den ene kompliment, de bare har brug for i dag.

 

Jeg er ikke et ringere menneske, eller en dårligere sygeplejerske, fordi jeg har lidt ekstra med i baggagen. Faktisk det stik modsatte. Og jeg håber, at jeg, ved at have skrevet det her indlæg, kan bidrage til at folk får et mere nuanceret syn på, hvad det vil sige, at være psykisk syg/sårbar. Man har nogle ekstra udfordringer, men man kan lære at leve med disse, og man KAN få sig et tilnærmelsesvis godt liv. Så lad være med at dømme, bare fordi der står en diagnose i vores journal, eller ved at I får at vide, vi har den krølle med. For det definerer os ikke. Det kan være en forklaring til en, nogen gange, lidt sær adfærd – men det er ikke hvem vi er. Og tro mig – vi prøver virkelig at blive så normale som overhovedet muligt, så der er ingen grund til at påpege det. Vi gør det bedste, vi kan.

Så behandl os med respekt, tag i mod os med åbne arme, og hav tillid til os. Vi er slet ikke så farlige – og vi smitter ikke.

 

Og her er lige lidt billeder fra mit “nye liv”. Jeg er officielt uddannet sygeplejerske, og jeg bruger en del tid med et af de bedste mennesker, i mit liv. På billedet en tur i zoologisk have, hvor vi bare nød hinanden fuldt ud (og jeg fik lov til at opleve dagen helt uden angst). Everything’s possible.

 

Det var alt for nu. Jeg ved ikke, om indlægget i det hele taget giver mening, men jeg havde noget på hjerte. Måske i virkeligheden så meget, at jeg er sprunget for meget rundt i det. Men fred være med det. Pas på jer selv, pas på hinanden, og tak fordi I har læst med. Jeg ved ikke lige, hvornår jeg får postet igen, for jeg ligger p.t. fortsat syg med smerter, men er henvist til Rigshospitalet og har en tid om 2 ugers tid, og så håber jeg, at jeg snart bliver fit for fight igen!

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x