Hvad har jeg lært i SFT? #2

Hej, og velkommen tilbage på bloggen. Her følger endnu et SFT-indlæg (læs mit første indlæg her). Hvis du gerne vil vide, hvad der foregår i en Social Færdighedsgruppe, og gerne vil hjælpe dig selv videre i livet og blive mere opmærksom på dig selv, så læs videre. Hvis ikke, så tjek et af mine andre indlæg ud, der ikke er så tunge i det, hehe.

Godt, jamen anden gang jeg var til SFT, gik vi mere i dybden med nogle advarselstegn/signaler fra sidst. Opgaven til den uge lød på, at finde ét tegn, og så finde på fem ting, man ville gøre, hvis man oplevede advarselstegnet.

 

Jeg vil gerne være ærlig, og sige, at jeg faktisk ikke lavede opgaven. Jeg havde tænkt på at gå i dybden med det, med tanker om at skade sig selv eller begå selvmord, men jeg synes også bare, det lød dramatisk, så jeg var sgu lidt i tvivl. Lige præcis dét blev så også nuppet af en anden deltager, så jeg valgte at skifte retning, og valgte i stedet for tegnet om søvn, ift. stigende og kronisk træthed, udmattelse, og det, at jeg sov rigtig meget, når jeg havde det skidt.
Obviously måtte jeg jo improvisere lidt, men jeg reflekterede grundigt over, hvad jeg ville gøre, og kom frem til fire ting.
– At finde en balance. Ikke køre mig selv hårdere, end jeg kan klare, men heller ikke bare lade mig selv sumpe hen. En af de “voksne” i gruppen brugte ordet “minimumskrav”, hvilket egentlig summer det meget godt op. Jeg passer på mig selv, og tvinger mig selv til en form for selfcare, i forhold til, at når der er gået tre dage, og jeg stadigvæk ikke orker, at gå i bad, så bliver jeg bare nødt til det. Så kan den ikke strækkes længere.
– At holde mine sengetider. Jeg er rigtig dårlig til at holde mine sengetider, når jeg har det skidt. Jeg sover rigtig meget, og hele tiden, og på dumme tidspunkter, og jeg er aldrig for udkørt til at sove. Men når jeg har det skidt, kommer jeg ofte ind i en cirkel, hvor jeg ikke vil gå i seng om aftenen, fordi det betyder, at en ny dag starter, og jeg er allerede helt energidrænet, blot ved at tænke på, at der gryer en ny dag om x antal timer, og jeg orker det bare ikke. Men jeg ved også, at hvis jeg ikke får sovet minimum 9 timer, så bliver næste dag fuldkommen hell, og jeg vil ikke kunne overskue at stå op osv., så selv om jeg ikke magter, at en ny dag starter, bliver jeg nødt til at tvinge mig selv i seng alligevel, og forsøge at holde rutinerne.
– Jeg skal stå op. Jeg kan snooze mit ur max en time, og så ikke længere. Det duer ikke, at jeg bliver liggende i sengen. Heller ikke selv om det er dét, jeg har mest lyst til. For ultimativt vil jeg bare blive mere træt og ugidelig. Det kan godt være, jeg ikke får achievet en skid, andet end at stå ud af min seng… men selv det er altså en sejr, på sådanne dage.
– Holde mig i gang. Ikke isolere mig. Få klaret nogle få gøremål. Sæt baren lavt, og opnå det. Jeg kan ikke standby’e mit liv, fordi jeg er træt eller depressiv. Jeg bliver bare mere depressiv og træt, og ked af det, hvis jeg lader de her ting stoppe mig fra at leve. Men igen – balance. Jeg skal heller ikke tage munden for fuld.

Tanker om selvskade eller selvmord. Dette var den anden, jeg synes var meget relevant for mig selv, så den bliver nummer to på listen, hehe. Jeg fortæller, hvad de andre, der havde disse emner sagde om det, og putter eventuelt selv lidt ekstra tekst på, hvis idéen er relevant for mig.
– Distrahere sig selv. Meget vigtigt, men meget svært at gøre i praksis. Her er det vigtigt, man får lavet en plan inden, at man får denne trang, så man ved, hvad man kan gøre, for at distrahere sig selv, da man ofte ikke tænker klart i situationen, og har svært ved at fjerne tankerne. Det kan f.eks. være at høre musik, se netflix, gå ture, skrive tankerne ned, spille musik, male, osv.
– Tal med nogen om det! Hvem som helst.
– Skriv “modtanker”. Dette forklarede medlemmet skulle forstås, som tanker, der talte i mod, tanker, som selvskaden ville gøre det svært at opnå. Det man kæmpede for. F.eks. venner, familie, fremtidsdrømme, you name it.
– Se eller gense motiverende quotes. Ja, det lyder lidt fjollet, men det hjælper sgu.
– Holde sig i gang og ikke isolere sig. Den er svær at udføre i praksis, men den er så vigtig. Jeg har så godt af at være sammen med nogen, når jeg har det skidt, fordi jeg ikke kan få mig selv til at være depressiv, eller gøre mig selv noget, hvis jeg er sammen med nogle andre… og før jeg ved af det, er trangen ofte forsvundet. I hvert fald for en stund.
– Evt. sige ja til frivillig indlæggelse, for at undgå tvang. Jeg er aldrig blevet tvangsindlagt, omend min anden gangs indlæggelse var lidt under tvang/pres. Jeg kunne godt se idéen ved det, men jeg havde det så skidt, at jeg sådan set ikke ville. Jeg tænkte kun på at gøre dumme ting, og jeg var ligeglad med konsekvenserne. Upsi. Men jeg tror den er vigtig, fordi jeg tror ikke, at tvang er en sjov oplevelse for nogen parter, og selv om det virker lidt mærkeligt, så hjælper det, i hvert fald på mig, at være indlagt. Jeg synes det er svært, at acceptere min sygdom, fordi man ikke kan se den, og jeg føler mig mere legitim, når nogen siger til mig “det er ægte, du er syg, og nu er du her, til du får det bedre, og du må gerne udvise de symptomer du har”. Samtidig med at det er et pusterum, hvor jeg kan få lov til at slappe af, og hvor at jeg ved, at selv hvis jeg får trang til noget, så er jeg i sikkerhed.

Næste tegn er følelsen af, at være værdiløs.
– Anerkende det. Den her virker lidt banal, men jeg synes, den er så vigtig. Jeg synes det var så fint. For selvfølgelig skal man anerkende, at det er sådan man har det!
– Alternative tanker, andre måder at se på det på. Er der hold i det? Ofte er der ikke. Skriv de her alternative tanker ned, og se på dem, når følelsen dukker op igen!
– Vedhold aktiviteter. Hold dig i gang. Ikke sump for meget rundt i det her symptom. Vis dig selv, at du ikke er værdiløs, at du faktisk kan mange ting.
– Komme ud og se andre. Det er så vigtigt, og så styrkende. Andre vil gerne se en. Andre synes ikke, man er værdiløs. Så hvorfor skulle du selv synes det?
– Vær venlig mod dig selv. Damn, this hit hard. For det er jo nok noget af det vigtigste, og for mig hænger det lidt i tråd med anerkendelsen. Erkend, at det er sådan her, du har det lige nu. Erkend, at det er pissenederen at have det sådan, men at det går over. Erkend, at bare fordi du føler sådan, er det ikke virkeligheden. Og vær lidt ekstra sød ved dig selv.

Indsovningsbesvær:
– Mulighed for PN. Jeg ved, der er nogen derude, der er alle “medicin er ikke løsningen, du forgifter din krop!!” men truth to be told… hvis man har brug for medicin, har man brug for medicin. Det er fucking vigtigt at sove, og hvis alt andet er prøvet, så kan PN være en god løsning i en kort periode, så man får sovet. Jeg tager selv beroligende medicin, de nætter, hvor jeg synes, det er svært at falde i søvn, fordi tankerne kører rundt, eller når jeg er helt hysterisk og har det skidt.
– Samtale med fagfolk eller andre. Jeg kan ikke helt huske, hvad det her gik ud på, men for mig ville det betyde, at snakke med nogen om, at man har svært ved at falde i søvn, og eventuelt hvad der gør, at man har svært ved at falde i søvn. F.eks. hvis man har tankemylder, er nervøs for noget, eller hvad det nu kan være.
– Høre musik.
– Sluk fjernsynet. Den her vurderede denne person var god. For mig er den ikke god. Nogle gange hjælper det, men langt størstedelen af tiden, bliver jeg altid lidt ekstra tryg, hvis fjernsynet kører, når jeg skal sove. Så det er vidst en smagssag.

Angst:
– Distrahere sig selv (er gennemgået).
– Være sammen med folk, man er tryg ved. Der blev også forslået evt. at sove hos sine forældre. Det synes jeg er en meget vigtig pointe. Der er ikke noget galt i, at søge tryghed hos andre.
– Alternative tanker. Her har vi allerede været, så det går jeg ikke videre i dybden med. Her hører også realistiske tanker, og 0-100% sandsynlighed. Dvs. de alternative tanker skal også være realistiske, for at de skal virke. 0-100 handler om, at man tager tingen, man tror, og så skalerer, hvor sikker man er på, om den tanke er sand. Her kan man så finde en anden tanke, og se, om man er mere sikker på, at den er sand, og på den måde vende tankerne.
– “Rid stormen af”. Personen her, forklarede, at hvis alt andet fejlede, så måtte dette gøres. Jeg synes det er fucking sejt. Det, det betyder, er sådan set bare, at man anerkender, at man har angst lige nu, og fortæller sig selv, at man ikke dør af det, og så… er man egentlig bare i angsten indtil den går over. Ret hardcore.
– Sig fra i eller overfor utrygge situationer eller situationer, der kan trigge angsten. Den her er også ultravigtig, fordi jeg selv synes, det er pissesvært at sige “nej”. Men nogle gange skal det gøres, og så må man vende med sig selv, om den situation er god for en lige nu eller ej, og hvis den ikke er det… så må man sgu sige fra, til man er frisk nok, til at tage den. Det er ikke svaghed, men derimod styrke!

Træt, trist, isoleret:
– Holde kontakt og tage kontakt til ens nærmeste. Har vi lidt været inde på, det er vigtigt, at tale om det, og ikke isolere sig, selv om det er det, man har lyst til.
– At have folk omkring sig, man er tryg ved.
– Spille eller høre musik. Jeg er sikker på, at de fleste mennesker synes, at musik er Guds gave til mennesket. Det synes jeg i hvert fald selv. Det hjælper så godt!
– Aflede, f.eks. ved at spille spil. Også en rigtig god metode.

Så ja, det var det, hvad angår forskellige tegn, og hvad man kan gøre, for at cope med dem.

Derudover snakkede vi om stress-sårbarhedsmodellen, som I kan slå op på Google, hvis det har interesse. Kort fortalt handler det egentlig bare om, at der er stress på den ene akse, og sårbarhed på den anden akse. Nogle mennesker er meget sårbare, og kan derfor ikke håndtere ret meget stress. Andre mennesker er ikke lige så sårbare, og kan måske håndtere mere stress. I modellen er der også opbyggende og stressende faktorer, hvilket er lidt dumt opkaldt, fordi de egentlig lidt betyder det modsatte.
– Opbyggende faktorer, er det, der gør stressen bedre. Hvad hjælper, på ens stress?
– Stressende faktorer, er det, der gør stressen værre.
– Ift. stress, er der social stress, f.eks. uddannelse, økonomi, arbejde, osv., og er noget, de fleste mennesker dealer med på et eller andet level. Så er der fysisk stress, f.eks. søvnmangel, misbrug og sygdom, dette er faktorer, der ville stresse alle mennesker. Til sidst er der psykisk stress, som er meget individuel, og omhandler ens tanker, stemmer, mennesker, relationer, konflikter, osv.
– Sårbarhed er ens personlighed, og en blanding af arv og miljø, dvs. “det, vi har med os”.
– Sidst men ikke mindst, er det vigtigt at huske på, at ikke al stress er dårligt. Der findes også god stress, f.eks. når man skal præstere noget godt på arbejdet, eller når man glæder sig til noget med familien (f.eks. en ferie).

Det, der er at sige om den model er, at den kan bruges, til at pejle sig ind på, hvad stresser dig, og hvad gør ikke? Hvad kan du ændre på? Kan du ændre din stress, skrue ned for den? Eller kan du skrue op for nogle af de andre faktorer, så du ikke mærker stressen lige så voldsomt? – og hvor ligger du henne på skalaen? Er du en person, der nemt bliver stresset, og derfor skal huske at være lidt ekstra obs. på dig selv?
– Alt det her kan jeg jo ikke svare på, men det kan I måske selv… så med de ord, vil jeg sige tak for denne gang.

uelj2405

Glem ikke at følg mig på Bloglovin‘. Og sorry for alle de her weird, halfdrunk selfies, jeg synes bare de er så gode, de fortjener, at blive set af verdenen :/
Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i SFT? #1

Nu er der sikkert flere af jer derude, der undrer jer over, hvad filan SFT er.
Ganske forståeligt.

SFT står for Social Færdigheds Træning, og er en gruppe, jeg er startet i for fem uger siden, hvoraf de sidste 2 har været sommerferie. Første uge var der primært bare introduktion, så arbejdet begyndte først anden uge.
Gruppen er hver fredag fra 11-12:30 i det psykiatriske regi på hospitalet, og er bl.a. et tilbud, der findes i OPUS-tilbuddet, som jeg går i. Måske der kommer en nærmere forklaring om OPUS, og grunden til jeg er der. Det må tiden vise. For nu snakker vi bare SFT.
Jeg har kun været i SFT tre gange, så jeg har selvfølgelig ikke nået at lære helt vildt meget, men de ting jeg har lært, vil jeg gerne dele med jer, der læser med, og måske har nogle psykiske udfordringer, begrænsninger, eller lignende – og selv hvis I ikke har noget af det, er jeg ret sikker på, at det kan bruges alligevel.

Så jeg tænker, at starte op med det, jeg lærte den første gang. Jeg tager udgangspunkt i de hjemmeopgaver, vi har fået for.
Den første handlede om advarselstegn/advarselssignaler. Den synes jeg er meget vigtig, og utrolig relevant, om man har problemer med psyken eller ej. Egentlig går denne opgave bare ud på at registrere, hvad for nogle tegn, man oplever fysisk og psykisk, når man bliver lidt for presset, eller er i gang med at få et tilbagefald i sin sygdom. Når disse er registreret, kan man begynde at observere og måle på dem, og dermed tage tingene i opløbet, så man måske når at reagere og gøre noget ved det, der presser en, inden man får et tilbagefald, får stress, eller hvad det nu kan være. Jeg fik selv rigtig meget ud af at snakke med mine forældre og en veninde om mine tegn.

De tegn, som jeg f.eks. mærker (og der er mange) er følgende:
– Jeg får rigtig svært ved at koncentrere mig.
– Jeg får indsovningsbesvær (svært ved at falde i søvn), eller sover alt, alt for meget og er virkelig træt.
– Jeg føler mig ikke rigtig interesseret i noget, og nyder ikke de ting, som jeg gør (og som jeg måske plejer at nyde).
– Jeg føler mig utrolig rastløs og urolig. Dén er lidt tricky, fordi det gør jeg faktisk i forvejen…. det gør jeg egentlig med alle tegnene, men de bliver forværret, når jeg er i en dårlig periode.
– Jeg føler mig mere deprimeret end ellers. Initiativløs, ked af det, osv.
– Jeg får sværere ved at huske ting end ellers. Dette påvirker mig dog ikke meget.
– Jeg bliver opslugt af en eller to ting. Den fylder heller ikke helt vildt meget, men i dårlige perioder har jeg med at zoome helt ud fra virkeligheden, og så zoomer jeg ind på én lille ting, der slet ikke har nogen reel betydning, og lader det totalt konsumere mig, i den periode, hvor jeg har det skidt.
– Jeg trækker mig fra venner og familie, isolerer mig.
– Jeg bliver meget paranoid, og tror, at andre snakker om mig eller griner af mig.
– Jeg mister interesse for mine venners ve og vel, og for verdenen.
– Jeg får det skidt af meget små årsager, dvs. der skal ikke ret meget til, før jeg bliver rigtig ked af det. Og vi snakker virkelig ingenting, jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er brudt grædende sammen, fordi mine forældre har inviteret mig ud at spise f.eks., fordi jeg bliver helt rundt på gulvet over det.
– Jeg bliver overstadig og ophidset.
– Jeg føler mig meget værdiløs og nytteløs.
– Jeg bliver overdrevent aggressiv og irritabel (spørg bare mine venner). I forlængelse heraf bliver jeg rigtig gal over småting.
– Jeg bliver ligeglad med mit udseende, jeg orker ikke gå i bad eller tage mig af mig selv.
– Jeg kommer nemt i skænderi med f.eks. familie.
– Jeg får tanker om at skade mig selv eller begå selvmord. Dén her er svær at sige højt, fordi jeg altid har syntes, det var ekstremt pinligt. Men det er et kæmpe red flag for mig, og noget jeg SERIØST skal holde øje med og tage seriøst.
– Jeg bliver lettere nervøs for, om jeg er ved at blive sindssyg eller miste besindelsen.
– Jeg får tanker om at skade eller dræbe andre. Jeg har rigtig tit voldstanker, not gonna lie, hvilket jeg også synes er ekstremt pinligt, men det hører under min diagnose, og det trøster mig utrolig meget, at vide, at det altså ikke er mig, der er skingrende skør, men at jeg har nogle forstyrrelser i mine tanker/i min hjerne, der gør det. Og jeg kunne selvfølgelig ALDRIG finde på at handle på det!
– Jeg får mere lyst til daydrinking og trang til at tage stoffer (har aldrig taget stoffer tho), for at glemme tingene.
– Jeg har svært ved at komme tilbage til den positive side, når jeg bliver opslugt af mørket.
Jeg oplever angst og ængstelighed over småting, samt random panikanfald eller grådanfald.
– Jeg får tankemylder.
– Jeg bliver meget sarkastisk og selvironisk, og joker med ting, der literally ikke er sjove.
– Jeg skriver meget i dårlig capslock, det giver nok ikke mening for normale mennesker, men ja… haha.
– Jeg svarer folk meget kort og uinteresseret.
Og så er der en sidste, jeg har lagt mærke til i lige denne periode, hvor jeg har det dårligt:
– Mine bizarre/magiske tanker bliver forværret.
– Dvs. jeg føler at folk kan høre/læse mine tanker, og har tænkt sig at handle på dem. Så når jeg f.eks. får en tanke om at skade andre, eller bliver bange for at nogen kommer til skade, frygter jeg, at nogen hører tanken og udfører den.
– Mine tanker indgår også i at jeg føler mig mere overvåget end ellers, at nogen holder øje med alt hvad jeg gør, at intet er sikkert.
– Og jeg føler at alt er konspiration møntet på at fucke mit liv op, og ødelægge mig.

Ovenstående er alle mine advarselstegn. Jeg får selvfølgelig ikke altid dem alle på samme tid (og andre gange gør man), men når jeg oplever nogen af dem, så ved jeg, at jeg skal finde ud af, hvorfor jeg har det sådan, og få gjort noget ved det så snart som overhovedet muligt, så det ikke fortsætter, og jeg derved får det værre.

Andre advarselstegn kan f.eks. være:
– at føle sig spændt og nervøs, at spise mindre, at beskæftige sig med religiøse emner, at høre stemmer eller se syner, at tale sort, at have en fornemmelse af, at andre kontrollerer en, at have mareridt, at have fysiske smerter og besvær, og en milliard andre ting.

Advarselstegn kan være alt muligt, og er meget, meget individuelt. Også blandt folk med samme lidelse.

Det jeg har gjort, efter jeg registrerede mine tegn, det er, at jeg har skrevet dem alle sammen ned på en seddel, som jeg har liggende i min pung, så jeg hele tiden er opmærksom på, hvad jeg skal være opmærksom på ved mig selv. For det kan meget vel være, at jeg føler, jeg har det skidt, og jeg mærker tegnene, men negligerer dem, og så er det meget rart at have noget konkret, fra en dag, hvor jeg havde det fint, og var klar i hovedet og skrev alt ned, der er seriøse tegn, som jeg skal handle på – og så gøre dette.
Så jeg vil anbefale andre, der har f.eks. en psykisk lidelse, eller som bare er måske let modtagelige overfor stress, til at kigge lidt på, hvad jeres krop og sind gør, når I har det skidt, og får det skrevet ned, så I er i stand til at handle på det (og så andre er). 🙂 Og dét er hvad jeg har lært i første omgang af SFT.

Jeg håber I kunne lide indlægget, selv om det er lidt anerledes. Jeg lover, at den her blog ikke udelukkende bliver “jeg er psykisk syg se mig, elsk mig, hAV MEDLIDENHED MED MIG”, men det bliver en del. Og der kommer til at komme de her indlæg ugentligt, hvis jeg får taget mig sammen til det, i håb om at inspirere andre, og “uddanne” andre på det her punkt. Jeg synes, jeg møder så mange ignorante, imkompetente mennesker. Det kan være, de ændrer mening eller får mere forståelse, når de kan læse, hvordan det er, og hvordan man kan arbejde med det 🙂 Så ja, prøv det ud, og skriv gerne i kommentarerne, hvis I har nogle advarselstegn. Både nogen som er beskrevet, men også hvis der er nogen, der ikke er. Altid rart med lidt inspiration – jeg fandt først ud af, at jeg blev ængstelig og fik tankemylder, efter nogle andre i gruppen nævnte det, og jeg fik reflekteret og tænkt “hey, det gør jeg sgu egentlig også”. Så inspirér hinanden, for faaaaen 🙂

niwi6651

Glem ikke at følge med på bloglovin‘.
Til vi ses igen:

– Cecilie x

Havnefest??

Hej igen på bloggen!

Tro det eller ej, så har jeg faktisk haft vildt travlt, det sidste stykke tid, efter jeg blev færdig med eksamen, så jeg har ikke haft tid til at lave et indlæg, før nu 😮 jeg havde planlagt ét, men nu har jeg selvfølgelig glemt, hvad det var…. #dumtdumt, så i stedet må I få dette, som jeg også planlagde, haha.

Og så tænker jeg, at jeg må få taget mig sammen til snart at få skrevet indlæg om min UK box, og de ting jeg købte hjem fra Japan, upsi, og måske min Boohoo-haul, der vidst heller ikke kom op, fordi det var i den periode, jeg var indlagt, og… noget sidste, jeg ikke kan huske. Damn, det går godt, hva’?
Jeg tænker også måske noget “hvad jeg køber ind på en uge”-fis, evt., nu hvor jeg er flyttet hjemmefra??

Nå, men dette indlæg skal altså handle om HAVNEFEST.

Not gonna lie, jeg har attended havnefest i mange år, både som barn, som teenager, og som voksen. I meget lang tid var det mest bare chill med familien, hvor vi tog ned og så på forlystelserne, med lidt held fik prøvet nogle – min fave plejede at være sådan en, der mindede lidt om Monsunen i Tivoli, men man sad bare på én lang række og kørte rundt i de der cirkler? Forlystelsen var i øvrigt så dårligt lavet, at man fik skåret og slået sig på metal og alt muligt, mens man kørte rundt, men sch! Det var grineren. Derudover spiste vi altid fiskefilet, men det er sidenhen blevet droppet, øvbøv. Hvilket minder mig om jeg i skrivende stund faktisk har en abnorm trang til fiskefiletter, så det kunne være jeg skulle lette min ass og gå ned i Kvickly og købe nogle? Hmm.
Nå. I mine teenageår havde jeg ikke mange at hænge ud med, så jeg chillede bare med familien dér også, men siden 2015, der begyndte det at gå ned!

I år var det dog 2017.
Jeg havde ikke rigtig nogen at tage med derned, så jeg hittede en pige fra København op, der går på samme skole og studie, som jeg selv (hun er bare lidt længere tilbage end mig, hehe, lille newbee), og hun ville sgu gerne. Så hun kom hele vejen fra KBH, for at fejre fiske-havnefest med mig!
Hun kom lidt sent, så vi skyndte os at gøre os klar hos mig, inden vi tog toget videre mod havnen.

20068010_853002424856619_1513154606_n 20068395_853002428189952_876065203_n

Her ses mit outfit og half-drunk self… Jeg var faktisk udelukkende iført Primark tøj, haha. En simpel sort spaghetti-strap kjole, og en grøn croptop, så kørte det. Dertil Primark-guldøreringe (wow) og min elskede guldfarvede, kors dåbshalskæde. Makeuppen bestod af hhv. That Gal primer, en øjenskygge primer, jeg har glemt navnet på, Hoola Bronzer og Hervana Blush, alt sammen fra Benefit, en pink Clinique læbestift, Miss Manga mascara, Nilens Jord eyeliner og liquid concealer, Alverde foundation powder, Gosh øjenskygge og setting powder, og noget highlighter fra Mark Twains eller sådan noget. Og til mine bryn kan jeg sgu ikke huske, hvad jeg brugte, for jeg lavede dem om 700 gange med forskelligt brynhalløj, så fuck knows, haha. Det var vidst det.

Nå, videre til Havnefest. Jeg har ikke lige taget et billede af veninden, A, med, fordi dunno om hun er interesseret i det, men vi tog da et par selfies. Også oppe i min nye kærlighed, Hurricane-forlystelsen, som var noget nær det første vi gjorde, da vi ankom på havnen. Vi splejsede til 10 biletter, og så tog vi et smut op i herlige Hurricane, og det var kun os to, der var på den. Jeg skrålede om en ekstratur, men A var blevet dårlig, og ville hellere ned… ups.
Så smuttede vi over til nogle drenge, hun kendte, fire styk, og chillede i en hytte, de havde lejet. Den fik ikke for lidt med alkohol, lad mig sige det sådan. Fuck det var på, og de havde Cult Shakere, min anden kærlighed her i livet.
I lang tid sad vi bare og drak, indtil mine forældre besluttede at drop by, hvilket var slightly embarassing, men fyrene synes det var på nok, og bød min mor på rimelig stærk Champagnebrus-sprut. Awkw.

Da klokken nærmere sig 22, gik vi mod Havnefesten, hvor vi havnede på en båd (???), det var ret lit, for at være ærlig! Vi blev forvist til at sidde øverst oppe på båden, og der sad vi egentlig bare og drak videre??
Så fik jeg lokket en af fyrene til at tage med mig op i Hurricane, fordi jeg ligesom havde en del biletter i overskud, og det gjorde vi så, hvilket jeg nød i fulde drag. Elsker virkelig Hurricane.
Hvad jeg ikke nød var, at datteren til en fyr, hvis drenge, jeg plejede at babysitte, også var oppe i Hurricane. Det var lettere embarassing, fordi jeg var så fuld :)))) damn
Vi gik videre til en forlystelse jeg stadigvæk ikke kender navnet på, men den er ret wild. Det er lidt ligesom skibene i Tivoli, de der piratskibe, except skibene drejer også rundt i alle mulige fucking forskellige retninger. Den er ikke for folk med sarte maver, hvilket jeg heldigvis ikke har – til gengæld havde min nakke og hals det ikke så nice efterfølgende. Men det var fucking lit, det var så sjovt, og jeg grinede helt vildt, på trods af, at det var umuligt at få vejret deroppe!
Så gik vi tilbage til båden, drak videre, hyggede, osv., indtil jeg skulle tisse, hvor jeg så mødtes med min mama, der lige ville høre, at alt gik vel. It did. Og så blev der ellers joket med, at jeg havde været på date, og mama måtte lige bede le boy om at passe ordentligt på mig :))) embarassing.
Vi endte inde i et af teltene, hvor de spillede en smule dak, så det var lit nok, vi dansede en del, sang en del (aka: skrålede), det var mega hygge, og knapt så hygge, at jeg var i gang med the best booty pop ever, og så prikker min far mig på skulderen, fordi han ikke kan finde min mor, og om jeg har set hende. Daddy-o, i was in the middle of something………. oh well.
Vi dansede videre, festede, havde det mega hygge, og omkring 1-tiden lukkede det hele ned, og jeg fik ringet til min farfar, der thank the lord kørte mig og A hjem til mig, så vi kunne sove den ud…. da vi kom hjem til mig, lavede vi selvfølgelig pizza. Det var bare så fucking lågsus, wow. Hvis man ser bort fra at A brændte tungen trehundrede gange, fordi hun var fucking utålmodig………..
Efterfølgende gik vi seng, og jeg vågnede op dagen efter JÆVNT hungover, må jeg sige. Der måtte en pose chips, tre toasts, to McD burgere, nogle nuggets, flere chips, og countless andre ting til, før jeg havde det bare nogenlunde. Fuck, jeg havde det skidt… men perks of living 5 minutter fra Maccen er, at man bare kan spise Maccen, når man har tømmermænd! Så det var hygge 🙂 A kom sikkert hjem, og et familiemedlem stoppede by og joinede mig til en kop kaffe og lidt spil, som han tabte massivt i. Alt i alt vellykket :))

Og hvis I ikke har prøvet havnefest før – ya’ll should totally do it!

Mens jeg fandt billeder til dette indlæg, kom jeg i tanke om, hvad min anden idé til blogindlæg var, og den må nok hellere blive executed snart, for ellers kommer det ikke til at give mening. Men jeg er startet i SFT (nærmere forklaring kommer), og så ville jeg lave en slags dagbog fra de dage, jeg har været til det, og sagt, hvad jeg har lært, og hvad I måske kan bruge 🙂 så stay tuned for a little bit of self-help and self-care!

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘ <3
– Cecilie x

Skodmodul overstået, og jeg er god nok, som jeg er

Puha, der har været lidt forsinkelse på det her indlæg, for jeg har haft travlt.

Som nogle ved, går jeg på sygeplejerskeuddannelsen, og har været på modul 8, psykiatrimodulet. Et modul, som jeg glædede mig helt vildt til, og som desværre af flere årsager blev det værste modul, jeg nogensinde har været igennem. Psykiatrien er og bliver et spændende felt, og jeg har ikke mistet modet på at skulle arbejde i psykiatrisk regi, når jeg bliver færdig… men jeg er oprigtig ked af, at den ene klinik, jeg havde glædet mig mest til på min uddannelse, skulle ende så… ikke-fedt.

Men i tirsdags skulle jeg til eksamen, og også dette blev en rigtig negativ oplevelse, der gjorde mig mere ked af det end glad, over endelig at være færdig, og i onsdags havde jeg sidste dag, som heldigvis gik noget bedre, end jeg havde gået og frygtet, phew.

Jeg har virkelig ikke andet at sige, end at det virkelig har været et fucking skodmodul, og jeg har aldrig mødt så mange inkompetente mennesker i hele mit liv, inde for uddannelsessystemet, men det er en anden snak, der ikke hører til her. Jeg er bare rigtig ked af, at folk skal være så inkompetente, og usamarbejdsvillige, så man ikke kan tage problematikkerne i opløbet, og derfor bliver nødt til at henvende sig via en skriftlig klage. For det ville sgu være federe, hvis vi alle sammen kunne finde ud af, at tale sammen i stedet for, ikke?

Men on the bright side, så er jeg endelig fucking færdig!!!! og de kan kritisere mig lige så meget de vil, og de kan sige lige så meget lort de vil, og de kan lade som om de kender mig, lige så meget de vil, være lige så uprofessionelle, som de har lyst til, for jeg er FÆRDIG, og jeg er ligeglad. Jeg kender mig, og jeg ved, hvem jeg er, og jeg kom igennem det her modul, selv om jeg havde lyst til at opgive SÅ mange gange undervejs, og selv om det har betydet nærmest daglig gråd, og jeg bare virkelig tænkte “jeg klarer ikke denne her uddannelse, jeg sygemelder mig nu, det hele er sgu ligegyldigt”, så BLEV JEG, og jeg GENNEMFØRTE, og det kan godt være, de ikke var tilfredse med min præstation – for det var jeg heller ikke, men som sagt, har jeg heller ikke været tilfreds med deres håndtering af forskellige ting og sager, så det går vidst lige op 🙂 Og vigtigst af alt, så har jeg (selv om det tog nogle dage) lært at sige PYT.
Kunne det have været bedre? Ja. Kunne jeg have gjort det bedre? Ikke sådan som jeg havde det, og ikke sådan som jeg knoklede. Jeg er utrolig ambitiøs, og jeg er virkelig en alt eller intet type, og hvis jeg ikke scorer 100, så skal jeg slet ikke score noget. Den mentalitet er svær at deale med, og det er rigtig svært at blive ved med at knokle, når man bare ikke synes det “output” der er, er godt nok, men jeg gjorde det, og sagde til mig selv, at whatever happens, happens. Jeg spillede de kort, jeg havde på hånden, og jeg kom igennem, trods modgang.

Jeg har altid været sådan “det er jo bare en dårlig undskyldning for ikke at lave noget, du siger sådan Cecilie”, men sandheden er, at jeg faktisk laver rigtig meget. Det er gået op for mig, at jeg bruger rigtig meget energi på bare at “eksistere” nærmest, og der er rigtig mange, der har det ligesom mig, der faktisk ikke overskuer et studie samtidig. Det er ikke fordi jeg er bedre end dem – vi håndtere alle tingene forskelligt – men det betyder, at jeg ikke behøver være så hård ved mig selv, og anerkende, at nogle gange, så er 50% eller 10% faktisk også helt i orden. Det er ikke alt at få 12. Og slet ikke til den her eksamen, for det var bestået-ikke bestået, og jeg bestod, så hvorfor hænge i alt det, der kunne gøres bedre :))) Det blev som det blev, og jeg var godt selv klar over, hvad jeg skulle have gjort bedre, og det gør jeg også til næste gang. End of story.

Til gengæld har personalet været rigtig søde, også selv om jeg havde et moment, hvor jeg syntes alting var så tragikomisk, fordi de var all “Cecilie man kan ikke udføre reelt arbejde her i psykiatrien, når man ikke har det så godt selv, så det er meget godt vi ikke har patientbesøg til dig i dag, for du har det ikke så godt, kan vi se”, og jeg var bare…. you do realize…….. jeg udfører det her “arbejde” ligesom jer, everyday, selv om jeg har det dårligt, og bare fordi I har catchet mig græde en gang, betyder det ikke, jeg ikke har gjort det de sidste 4 uger, jeg har været her, lmaooo. Men det gjorde mig også lidt glad, for det betød bare, at jeg – TRODS FOLK SAGDE DET KUNNE JEG I HVERT FALD IKKE FINDE UD AF – godt kunne finde ud af at tilsidesætte mig selv og mine behov, og fokusere på de patienter, jeg fik ind af døren, og deres problemstillinger. Og det håber jeg, at dem der har sagt sådan til mig, tager med sig videre. Bare fordi jeg har nogle udfordringer, betyder det ikke, jeg ikke kan skelne mellem tingene, eller være empatisk overfor andre, uden at gøre det hele til Cecilies shitshow, jeg kan godt være professionel, når det kræves, trods udfordringer.
Derudover var de rigtig søde ift. at fortælle mig, jeg havde klaret det rigtig flot, for de vidste godt, at jeg hadede det her kliniksted mere end alt andet på jorden, for det havde jeg fortalt første dag, da vi forventningsafstemte. 🙂 men at jeg trods mine true følelser overfor klinikken havde forholdt mig professionel og relevant, kunnet analysere situationerne og reflektere over dem, og handle hensigtsmæssigt og naturligt til gode for patienterne, og det blev jeg så lykkelig for!!! De pointerede godt, at de kunne mærke, jeg havde skullet kæmpe med en masse on the side (som kunne have været undgået, hvis folk havde lyttet til mig – ja, jeg er stadigvæk fucking bitter i swear to god), men at jeg – som sagt – havde klaret det rigtig fint alligevel. Og ja, det gjorde mig glad, for det beviste endnu engang overfor mig, at bare fordi jeg har udfordringer, så betyder det ikke, jeg ikke kan være professionel. Og jeg havde virkelig meget at deale med ved siden af i den her periode, det havde jeg sgu, og jeg klarede det alligevel. For mine udfordringer definerer ikke hvem jeg er, det gør jeg selv. Så det håber jeg, at de uddannelsesansvarlige tager med sig videre til næste gang. 🙂 At bede om hjælp er ikke en skam eller svaghed, det er en styrke.
– og bare fordi nogen beder dig om hjælp, eller præsenterer et vigtigt aspekt i deres liv, f.eks. sygdom, så forventer de ikke, at du overtager ansvaret og putter dem i bobleplast. Når jeg beder om hjælp, er det ikke fordi du kæmpe kampen for mig. For det skal jeg selv. Det betyder bare, at jeg skal passe på mig selv, og når jeg trækker mig, fordi jeg skal passe på mig selv, vil jeg gerne bede om din opbakning og forståelse for det. That’s literally it.

OG HVAD SÅ NU?

Ja…. jeg afsluttede jo onsdag, så torsdag stod den på afspændningsgruppe, hvor vi sagde sommerfarvel, og fredag stod den på SFT (separat indlæg kommer), hvorefter jeg skulle til møde i banken og få lagt budget, og derefter i fredagscafé, hvor vi hyggede og spillede spil, hvorefter jeg tog hjem, og snakkede med mine forældre. Lørdag kom min lillebror om aftenen, og vi så film, søndag spiste vi morgenmad og spillede spil, og ja, så har jeg bare chillet.
I morgen skal jeg op på hospitalet til samtale, og så har jeg egentlig ugen fri. Ingen planer.
– altså, ud-af-huset-planer. For jeg tror, jeg skal bruge en god del af den kommende uge, og ugen efter, på at få ryddet op i min lejlighed og sat lidt i stand, så her bliver fint og flot, til når min farmor kommer forbi og ser den. Jeg GLÆDER MIG.

Derudover er jeg opstartet projekt “minimum 3 achievements pr. dag”, hvor jeg skriver ned de sejre eller produktive ting, jeg får gjort i løbet af dagen, og lemme tell u, det er ikke fordi jeg har opfundet den dybe tallerken, menøh, det er sgu også helt okay, for jeg kom ud af sengen her til morgen, jeg fik vasket op, taget mig af mig selv, fik skrevet ønskeliste, og sådan lidt, og nogle gange, så er det helt okay. 🙂 Min sejr behøver ikke være lige så stor som din, for at betyde noget. Og dét skal jeg have lært mig selv. 🙂
– En sidenote til det er i øvrigt, at FUCK MENNESKER, DER IKKE MENER DE SEJR ER NOGET VÆRD? Jeg blev fucking ked af det i torsdags, fordi jeg vågnede op og var glad, hella træt, men glad. Og jeg tog et selfie, som man jo gør nogle gange, hehe, og mine øjenvipper var lange og flotte, syntes jeg, så det sharede jeg obviously med nogen… og fik et svar tilbage fra en om, at jeg var åndssvag, for det var jo bare øjenvipper… excuse u bitch,,, ?? lige i det øjeblik blev jeg ked af det, nu er jeg heldigvis mere chill. Men hvad er det seriøst for noget at sige? Hvilken smålig type skal sige til mig, jeg er åndssvag, fordi jeg fik øje på en face-feature, jeg kunne lide ved mig selv? Like, i spent maybe 8 fucking years of my life hating every inch of me, og nu celebrater jeg en ting, jeg var glad for, og jeg får at vide jeg er åndssvag pga det??? bitch hvad, hvor lidt indhold har du lige i dit liv, at du skal nedgøre mig, fordi jeg kan lide mig selv? Ja, det er bare øjenvipper, men de var flotte, så DET MÅ JEG GERNE SIGE DE ER, og især når det samtidig er en SEJR, AT JEG KAN SE OG SYNES, DE ER FLOTTE. Så gider du fuck right off? 🙂 bagefter havde vedkommende så the guts til at sige, jeg skulle slappe af (skrev ofc ikk sådan her til hende, hahahaha), fordi det jo bare var øjenvipper. Ja. Men :))) du ved ikke hvad der sker i andres liv :))) så :)) måske var mine øjenvipper lige that one thing der gjorde jeg gad deltage i livet her til morgen, og det fuckede du op for mig??? :))) point is: hvis du ikke kan sige noget nice, så hold din kæft. du må hjertens gerne tænke jeg er åndssvag, men der er ingen grund til at fortælle mig det, for hvad får du ærligt ud af, at jeg bliver ked af det? selvfølgelig kan jeg bare lade være med at blive ked af det, men det er bare lidt svært… nogle gange… også derfor jeg lige pointerer det her, for HVIS der er sådan nogle her typer i jeres liv, så cut off their bullshit, se det som et stykke papir, du krøller sammen og smider LANGT VÆK, hvis de synes din sejr er dum, eller din glæde over at vinde den som dum, they ain’t worth spending time on, og deres mening er komplet irrelevant, og u don’t need that shit in ur life, celebrate u. Du er sej, uanset hvem du er, og uanset om du reddede 20.000 menneskeliv, eller om du fik børstet dine tænder. En sejr er en sejr. <3

a7403f6b861911b4600423bc4506acae

Til vi ses igen:

– Cecilie x