Alle Mod 1 i DR-byen!?

Hej bloggen.

Her for en lille måneds tid siden, var min familie og jeg inde og se Alle Mod 1 i DR-byen. En utrolig skæg oplevelse, synes jeg, ahah.

Vi har også prøvet det sidste år, og jeg syntes, det var så sjovt, så da jeg så, at programmet airede igen her for 2 måneders tid siden, meldte jeg ud, at jeg sgu gerne ville af sted igen! Det ville min familie heldigvis gerne være med til 🙂 Indlægget har bare været lidt undervejs, fordi jeg har haft lidt travlt… men nu kommer det altså, hehe. Og heldigvis airer det lidt endnu, så jeg kan stadigvæk nå, at slå et slag for det 😛

Men kort fortalt, så er Alle Mod 1 et dansk underholdningsprogram, der kører klokken 20 om fredagen på DR1. Programmet går meget simpelt ud på, at der er en deltager, der skal svare på nogle spørgsmål, og har tre livliner. Den ene i form af nogle udvalgte venner eller familie, den anden i form af to “kendte” gæster, og den tredje, i form af at se gennemsnittet af deltagernes hjembys svar. Og dette er relevant, fordi udover, at der en deltager med i programmet, til at besvare spørgsmål, så dyster denne deltager mod Danmark! Eller i hvert fald den del af Danmark, der sidder og ser programmet, og aktivt svarer på spørgsmål ved hjælp af Alle Mod 1-appen (som er gratis). Der bliver så taget gennemsnit af alle “danskeres” svar. Derfra ser man, om det er deltager eller DK der er kommet tættest på det rigtige svar, hvorved man optjener penge. Til sidst er der finalen, hvor at deltageren enten vinder pengene, og ellers er det en seer, der har spillet med, hehe.

Det gode ved netop dette program, hvis du spørger mig, er, at spørgsmålene er SÅ random og fucked op. Altså, literally, der er ingen måde, hvorved man kan vide, hvad der vil blive spurgt om, eller hvad det rigtige svar er. Det er seriøst bare gætterier – hvilket jeg synes er enormt hyggeligt, fordi jeg sutter max til paratviden og den slags 😛

 

Men nok om det.

Vi tog tog og metro ind til DR-byen, hvor vi satte os ude foran og spiste mors hjemmelavede sandwicher og frikadeller, som aftensmad.

img_2177 img_2178

Jeg syntes, jeg så enormt cute ud… mine eyebrows sad lige i skabet, trods de var lidt mørke, fordi man ikke rigtig kan finde noget til eyebrows så mange steder i DK til rødhårede :)) Derudover var jeg enormt hype og glad for at være tilbage, og jeg syntes også, jeg så lidt cute ud i min vinterjakke, og ja… så det blev til selfies, hehe.

Mens vi sad derude og spiste, sker der så det, at vi pludselig bemærker noget ild, så vi kigger selvfølgelig, og da vi også så, at Joakim stod derovre, blev vi lidt enige med os selv om, at de nok var i gang med at forberede til finalen med en… flammekaster, af en art… det så lidt sindssygt ud xD Jeg skyndte mig selvfølgelig at optage en bette video til snapchat:

giphy-1

Jeg stod lidt og debaterede med mig selv, om jeg skulle forsøge at tilsnuske mig et billede med Joakim, men blev enig med mig selv om, at det simpelthen bare var for freak-agtigt og nederen…

Og ja, så kom vi nedenunder, hvor der var lidt drikkevarer og lidt. Sidste gang var der også snacks, i form af bl.a. M&M’s og sådan lidt, men denne gang var alle snacksne sgu cleared. Der havde været nogle skumfiduser at some point, men de var så gone. Jeg gik så over og hentede nogle vand, og der var i swear to god, den lækreste, unge fyr, der stod bag “baren” dernede, og jeg står sådan enormt awkwardly sådan… “man må godt bare tage de her vand ikk’?”, det måtte man sidst, men… jeg ville ikke være en fucking lille hoe, hvis man ikke måtte, vel… hahaha. Men, det måtte man, der var dog kun 4, og vi var 5, så jeg snuppede dem alle, og så da jeg skulle til at gå, satte han så nye på bordet, så jeg slidede forsigtigt hen igen og snuppede en mere, mens jeg akavet bare stod “jeg snupper lige en til, så der er til os alle…” agtig, og ohmygod, det var bare awkward altså :(( øv…

Anyway, vi fik tisset af inden showet (da det er live, må man ikke tisse imens showet står på, og fordi man skal igennem noget intro først, skulle vi ind allerede klokken 19 eller 19:30), og jeg spotter så nogle øl, og spørger min mor, hvad hun tænker… hun siger så, at vi da godt lige kan dele en, og se, hvordan de smager, så det gør vi, og ligesom vi har taget den, og hver taget en tår, siger hende, der arbejder der, at nu skal vi op i salen. Vi må gerne have vand med, men øl, dem bunder vi lige, hvis vi har sådan en, og jeg ser bare på min mor sådan “ohfuck”, og blev enig med mig selv om, at jeg bundede sgu ikke lige en hel øl, hvis jeg ikke kunne tisse den næste halvanden time xD Den chance turde jeg simpelthen ikke tage. Nok har jeg en god blære, men… jeg ville også gerne nyde showet, jo!

 

Så vi kommer ind, og finder os nogle pladser derovre, hvor deltagernes familie/venner plejer at sidde, så vi har nogenlunde overblik over skærmen, men også deltager og vært, hehe.

Efterfølgende får vi et “mini-standup”, af… fuck, jeg kan ikke huske, hvad han hed. Men han var meget sjov xD Han skulle forklare os reglerne i studiet osv., og lavede lidt sjov med det. Derudover, når man er derinde som publikum, får man også en teaser på spørgsmålene, og svarer på dem, så hvis deres system crasher, så har de nogle backupsvar, de kan bruge i programmet :p så man får lidt ekstra tid til lige at reflektere en smule over spørgsmålene.

img_2185 img_2192 img_2186

Lige nogle billeder inde fra studiet… man vil vel gerne føle sig lidt fame, ikke? Haha.

 

Nå, men showet gik i gang, og everything was cool. I kan se udsendelsen HER

(hvis link ikke virker, er det det, fra d. 22 september), hvis I er hurtige, for den udløber om én dag 😛 Ikke, at man kan se mig i den (i looked), men fordi jeg har tænkt mig at snakke lidt om spørgsmålene og mine refleksioner og sådan lidt, så hvis I vil vide, hvad jeg taler om, så… kan I vælge at se programmet. Og se, om det er noget, I gider selv at følge med i fra på fredag, og gætte med live 😛 det er altid enormt heated up, når jeg ser Alle Mod 1 hjemme i min lejlighed… alene… det ryger måske på bloggen en anden dag xD

Første spørgsmål drejede sig om et bæger med 2 kg popkorn, som en motorcykelkører skulle have på ryggen, mens han kørte over et stunthop. Herfra skulle man gætte, hvor mange gram popkorn, der var tilbage i bægeret – jeg husker ikke, hvad jeg gættede, andet end, at det nok var forkert, men jeg syntes det var et sjovt spørgsmål at få, mens vi var inde i DR-byen, fordi vi sidste år i DR-byen fik et spørgsmål angående en kæmpe kop kaffe, der sad på toppen af en bil, der kørte rundt, hvor vi skulle gætte, hvor mange milliliter, der var tilbage efterfølgende.

Så var der et spørgsmål med nogle børn, og nogle flødeboller. De havde fået to flødeboller, som de gerne måtte spise, men hvis de kunne vente, fik de to flødeboller mere. Den var ret sjov at se. De børn var fandeme kære, og de kæmpede så godt… de var søde.

Der var også et spørgsmål om en cykelrytter, der skulle køre rundt på en bane, og det var lidt sjovt, fordi der igen var et lignende spørgsmål, sidst vi var i DR-byen.

Sidst men ikke mindst, så prøvede jeg to gange at få en “Du slog Danmark” besked (som man får, hvis ens eget personlige gæt er tættere på svaret, end landsgennemsnittet). Jeg kan igen ikke huske mine svar, hvilket er utroligt, for jeg gik virkelig og troede, at det kunne jeg sagtens, men nænej. Den første, hvor jeg “vandt”, var ved spørgsmålet om, hvor lang tid det tog for roerne at ro 500 meter med Joakim på vandski, hvor jeg kun var nogle sekunder fra, hvis jeg husker rigtigt. Anden gang handlede det om, hvor mange lys, nogle frisbeekastere kunne slukke på 4 kast. De var i øvrigt meget, meget dårlige til det…

Finalespørgsmålet fik jeg også forkert, det handlede om, hvor lang tid det tog at smelte en giga isblok med en flammekaster – det, vi havde set, de preppede ude foran bygningen, og det tog lang tid, så jeg gættede højt, men denne gang tog det sgu bare ikke lige så lang tid… øv.

Men det var også lige meget, for Danmark vandt over deltageren anyway… og jeg nåede lige at sidde og fantasere om, at jeg var den heldige seer, der vandt alle pengene. Jeg så hele situationen udspille sig for mit indre blik:

Min telefon, der ringer midt inde i studiet.

Mig, der tager den. 

Mads, der siger, “Hej, det er Mads inde fra Alle Mod 1, og du har vundet”

Mig, der siger: “ja, hej Mads, det ved jeg, jeg kan se dig…” 

men i samme øjeblik var der så en anden, der fik opringningen, og vandt pengene, og altså ikke mig, øvbøv.

 

Og ja, så var aftenen sgu slut, og vi gik tilbage mod metroen. Vi snakkede om programmet, og derudover bare løst og fast, mens vi ventede på at kunne komme hjemover, men det tog lidt tid, og der var lang ventetid mellem nogle af togforbindelserne, fordi det netop var aften, og tingene bare ikke kører… som vi endelig var kommet halvvejs gennem vores rejse, og vi kunne hente vores bil, besluttede vi os for at spise Oreos med mintsmag, som jeg havde haft med, hehe. Så det var en hyggelig tur hjemover. <3

img_2196

Lige et billede inde fra DR-byen, hvor Joakim ofte ryger i vandet. Jeg synes det så ret flot ud, med de lilla lys inde bagved 😮

 

Så ja, det kan man bruge en fredag aften på, hvis man ikke lige ved, hvad man ellers skal lave 😛 enten på at se programmet live, hvis man kan komme ind, og ellers så bare slå sig ned hjemme i stue/soveværelse, og ellers hygge sig med at gætte med, enten via appen, eller sammen med dem, man har kær, som man ser programmet med. Det er enormt sjovt! Jeg er i hvert fald glad for, at jeg faldt over det sidste år. De laver nogle skøre, sjove indslag, hvor alle kan være med, på at gætte med 😀

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i SFT? #10

Hej bloggen, og velkommen tilbage til endnu et SFT-indlæg! Yes, I know, det står lidt sløvt til, med at få opdateret, men tro det eller ej, så er jeg faktisk (blevet) en meget travl dame! Huhej. Jeg er lidt bagud på indlæggene, og det er enormt øv, fordi jeg sidder bare her og tænker “omg i have something funny to tell u” men… det er bare ikke the time just yet, haha. Stay tuned tho! Og lad os så komme i gang:

Nu sidder jeg lige og kigger tingene igennem fra denne dag, og damn bro, i just remembered, jeg deltog ikke i denne session af SFT. Upsi. Sagen er den, at jeg skulle til fest denne her fredag (priorities), og jeg havde så travlt med at gøre klar, handle ind, og alt muligt om torsdagen, at jeg først kom i seng omkring ved 1-tiden. Dertil skulle vi så til prefest kl. 16, og jeg ville derfor ikke kunne nå hjem og gøre mig klar efter SFT, og derfor skulle blive i byen… og derfor skulle jeg også enormt tidligt op dagen efter, fordi jeg ville skulle nå at pakke en masse ting, inden jeg skulle af sted til SFT, og blabla. Så jeg besluttede, at passe på mig selv.

Det lyder måske lidt fjollet i nogens ører, at man udebliver en behandlingsgang, og kalder det self-care. Men det var det. Jeg skulle potentielt være oppe enormt længe, med en masse social interaction og angst forbundet (dvs. enormt drænende activities) og fordi jeg stadigvæk døjer med problemer med mine øjne, har jeg både for deres, og min psykiske well-being, brug for mindst 9-timers søvn. Så jeg endte med at træffe beslutningen om, at sove, til min krop ikke ville sove mere, og så stå op, gøre mig klar og tage af sted – hvilket viste sig at være den rigtige beslutning. Men NOK om det.

 

Jeg havde dog lavet min hjemmeopgave til denne uges SFT, så det er den, jeg tager udgangspunkt i. Derudover skrev jeg også, da jeg fortalte, hvorfor jeg ikke kom, at jeg gerne ville have eventuelle slides printet ud, så de lå klar til mig (samt den nye hjemmeopgave), da jeg kom til samtale hos min primærbehandler om tirsdagen.

Men, hjemmeopgave:

Vi skulle lytte til en andens samtale. Jeg kan faktisk huske, jeg stod i DR-Byen og ventede på at skulle se Alle Mod 1 (laver nok et indlæg om det at some point), og lyttede meget intenst til en andens samtale, om noget med, at de var kørt direkte fra et sommerhus og herop, eller et eller andet pis i den stil, og jeg tænkte bare… wow okæ kedeligt venne. Men det har nok også noget at gøre med, at jeg ikke rigtig kendte dem 😛

Senere på ugen var jeg så blevet inviteret til middag hos min farfar, og benyttede her chancen for, endnu mere intenst at lytte, til samtalen, der foregik mellem ham, min mor, og min far.

Først skulle man lægge mærke til emnerne, de talte om. Her fulgte (indenfor 5-10 minutter) en række af emner, og det gik nogenlunde sådan her: Opvask & fedt –> T og færdselsuheld –> Mad –> L rejse –> Motorcykeltur til Tyskland –> Mere mad –> Ærter.

Så blev der spurgt, om der blev skiftet emne undervejs. Som I kan se, måtte jeg svare ja, og jeg måtte også svare mange gange (!).

Afslutningsvis skulle jeg bemærke i forhold til emneskiftene, f.eks. om de løb tør for emner, om der blev stille, om de inddragede følelser/tanker/holdninger, om der blev brugt aktiv lytning, osv. Jeg havde ikke øvelsen med, så jeg havde glemt dette punkt… jeg troede punktet handlede om, hvordan de skiftede emne, så det var det, der var mit fokus. Det gik således:

“[…] Det er noget god mad.”

“Ja, jeg skal jo også have vænt mig til at lave det, L kommer jo ikke hjem igen!”

“[…] Ja, jeg tog også en tur til Tyskland på motorcyklen i lørdags, derfor jeg skulle bruge hjelmen.”

Er det, jeg lige sådan husker på stående fod. Det var meget sjovt at bide mærke i, hvordan folk (dette tilfælde min familie) skiftede samtaleemne. Men også enormt udmattende, at sidde og huske på, og tænke over, må jeg sige, så jeg fik ikke ret mange eksempler, da min hjerne simpelthen bare blev sammenkogt. Men det viste, hvordan der i første eksempel blev associeret – fra mad til en rejse – og i andet eksempel blev taget noget, fra ugens løb, og trukket lidt op i fortiden – fordi vi alle huskede, at han havde ringet, for at spørge om den her motorcykelhjelm.

 

Derudover havde jeg fået udleveret nogle slides. Disse handlede først om et huskekort, jeg ikke rigtig ved, hvor eller hvorfor er til stede, men det er nok meget vigtigt, så jeg ridser det lige op her.

  • Jeg gør det så godt, som jeg kan.
  • Jeg prøver, selv om det er hårdt.
  • Jeg er et godt menneske.
  • Jeg kan nu forsøge at tænke på tre ting, der viser, at dette er rigtigt.

Det næste på slidesne var “at udvise passende åbenhed om sig selv”, i forhold til niveauer i kommunikation. I forhold til dette stod der, at man kan træne, at skelne mellem, hvad der er et passende niveau for samtaler i en given situation. Der er lavniveau, som er smalltalk, mellemniveau, der er personligt uden udlevering, og højniveau, som er meget personligt.

Her følger en mere konkret beskrivelse af niveauerne:

At fortælle om sig selv, lavniveau: Et af elementerne i, at vedligeholde en samtale, er at fortælle om sig selv. Hvad skal man sige? Det kommer an på, hvor godt man kender vedkommende og hvor tryg man er, ved den anden person. Hos en man ikke kender, vil man starte på lavniveau. Det er f.eks. ting som; fakta, ikke alt for personligt, og noget, der er let at fortælle til andre. På slidet stod der også et eksempel på en hjemmeøvelse, som lyder: Skriv fem ting om dig selv, du kan fortælle en anden, som du ikke kender.

At fortælle om sig selv, mellemniveau: Hos bekendte eller folk, man er nogenlunde tryg ved, vil man fortælle om isg selv på mellemniveau. Dette er f.eks.; særlige personlige fakta fra eget liv, dine opfattelser og meninger, og det kan nogle gange være lidt risikabelt at fortælle til andre. Også her var der et hjemmeøvelse-eksempel: Skriv fem ting, du kan fortælle en anden, som er en bekendt, men som du ikke helt er på venneplan med. 

At fortælle om sig selv, højniveau: Hos en, man kender rigtig godt, og er meget tryg ved, og hvis det er en passende situation, kan man godt gå op på højniveau. Dette er ting som; er særdeles personlige, ting som er risikable at tale om, ting, som kun skal fortælles, hvis du har tillid til den anden, og ting, som kun skal fortælles, hvis den anden er villig til at lytte. Endnu en hjemmeøvelse: Skriv fem ting, du kan fortælle en rigtig god ven.

Afslutningsvis var der lige en “niveauer i samtaler, som regel”, hvor der lige var nogle… ja, ting at have i mente. Disse er: 1) næsten alle samtaler starter på lavniveau, 2) er det bekendte, starter det på lavniveau, bliver så måske til mellemniveau, men slutter som regel af med lavniveau, 3) er det gode venner, starter det på lavniveau, bliver så måske til mellemniveau, bliver så måske til højniveau, men slutter som regel af med at gå ned til mellemniveau, og så videre til lavniveau igen, 4) bemærk her, ja-nej-måske signaler, samt om det kommer ud over, hvad du egentlig tænker er rigtigt og passende at sige.

 

Og nu, hvor jeg har siddet og skrevet det her, sidder jeg lidt og tænker, at jeg gerne vil teste de her hjemmeopgaver, der blev lagt op til… så, sæt i gang!

Skriv fem ting om dig selv, du kan fortælle en anden, som du ikke kender. Jeg tænker lidt, det virker sådan… præsentationsagtigt, så det tester jeg sgu.

  • Jeg hedder Cecilie og er 21 år.
  • Jeg studerer sygeplejerske.
  • Jeg vil gerne være forfatter, og interesserer mig for at skrive.
  • Jeg er flyttet hjemmefra.
  • Jeg elsker at rejse.

Jeg syntes faktisk, det var ret svært, at skrive de her ting ned? Og jeg synes ikke rigtig, jeg “sælger” mig selv særlig godt… jeg lyder drønkedelig, haha, øv.

Skriv fem ting, du kan fortælle en anden, som er en bekendt, men som du ikke helt er på venneplan med. 

  • Jeg er i gang med semester 5 på sygeplejestudiet, og starter i morgen i klinik på ortopædkirurgisk afdeling – jeg har også bestået min farmakologi- og lægemiddelregning eksamen med et 10-tal.
  • Jeg kom ikke videre i Skriv Dig Gennem Historien-konkurrencen.
  • Jeg er faldet rigtig godt til i min lejlighed.
  • Jeg havde en god tur til Tokyo i sommers.
  • Jeg havde familien på besøg i søndags, og det var enormt hyggeligt.

Jeg synes også det her var enormt svært, faktisk. Det gik meget godt lige de første 1-2 ting, men så gik det sgu ned ad bakke… hvad taler normale mennesker om??? Hit me up???

Skriv fem ting, du kan fortælle en rigtig god ven.

  • Jeg har det rigtig skidt i dag, og har brug for din hjælp.
  • Jeg værdsætter dig enormt meget, og jeg er glad for, at du er min ven.
  • Jeg synes, alting er lidt svært, og jeg vil rigtig gerne ses med dig, men jeg er også bare petrified af angst.
  • Du er hella gay bro.
  • Du er som en lille sol for mig, og jeg elsker dig.

Actually, hvad fanden er der galt med mig, this shit is hard… wow, anede virkelig ikke mine sociale egenskaber var THIS SHIT. Bare wow. Jeg er amazed over, at man kan sutte så voldsomt, haha. Jesus. Nå, men det var da meget sjovt, at prøve.

 

Det var alt for denne gang. Jeg håber, I stadigvæk fik lidt ud af det, selv om jeg ikke deltog denne gang. Personligt fik jeg meget ud af, at prøve at lytte til andre, ift. at prøve at “efterligne” lidt, eller du ved, lære af de ting, som de gør. Og derudover synes jeg faktisk det var enormt lærerigtigt – omend svært – at lave de her hjemmeøvelser ift. niveauer i kommunikation, fordi det virkelig får en til at tænke over, hvad man kan sige, hvornår. Jeg vil ikke sige så meget mere om det, da næste uges hjemmeopgave handler om niveauer i kommunikation, så jeg lader den lige hænge, indtil næste gang, hehe. Men jeg håber, I fik noget ud af det!

22446687_897969213693273_1426466445_n

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Hvad har jeg lært i SFT? #9

Hej bloggen, og velkommen tilbage.

 

Ugens SFT startede ud med en lille opsummering fra sidst, i forhold til, hvad der har betydning for, om en samtale bliver god eller ej – og den deler jeg lige med jer.

Måden, man møder den anden på, dvs. om man er ærlig, om man er tillidsfuld, om man anerkender den anden, om man bruger aktiv lytning, osv.

Måden, den anden møder en på, dvs. om de er ærlige, om de er tillidsfulde, om de anerkender dig, og om de bruger aktiv lytning, osv.

Hvilke dagsordner, man hver især har – og om man får afstemt disse.

Hvordan man fysisk har det, f.eks. hvis du er sløj, har man måske ikke så meget overskud til en samtale, og det kan derfor godt risikere at gå lidt ned ad bakke, ift. hvis du er glad og energifyldt. Og vice versa.

Hvilke tanker, man får undervejs, og hvordan man reagerer på tankerne/hvor meget man lytter til dem. Især de negative, automatiske tanker. Det her er ENORMT vigtig.

Om man har nogen fælles interesser eller ej, og om man kan finde/skabe nogen.

Hvorvidt man giver udtryk for, om man ønsker mere kontakt eller ej.

Magtforhold – der kan være noget at vinde/tabe, hvilket kan præge relationen/samtalen.

Kropssprog, f.eks. et åbent, imødekommende kropssprog, der signalerer ja, VS. et afstumpet, sammenkrympet kropssprog.

Samtaletekniske ting, ift. om man benytter sig af en blanding af åbne- og lukkede spørgsmål, samt vurderinger/konstateringer.

… og så var der plads til at tilføje sine egne, hvis man har nogen. Har I nogen? If so, i’d like to hear them! Men det her er i hvert fald dem, vi nåede frem til i gruppen.

 

Moving on til hjemmeopgaven, som jeg simpelthen ikke havde lavet! I know, I know! Lidt for dårligt… Menøh, sagen var den, at man skulle vælge en situation, hvor man stillede åbne spørgsmål, og… altså, not gonna lie, jeg var ikke ret meget i skole den uge (fordi vi nærmest ikke har nogen timer), og de to gange, jeg encountered human-interaction var, da min faster og farfar+kone inviterede mig på Maccen, hvor jeg lystigt snakkede med fasters datter på knapt 4, og anden gang, var til fødselsdag, hvor alle hele tiden spurgte ind til mig, mit studie, og mit forfatterskab. Så jeg kom sgu ikke så langt, altså. Men i rly did try. Min intention var der i hvert fald…

Anyway, så vi tog nogle eksempler fra nogle af de andre.

En fortalte, at han havde “rekrutteret” et nyt member til en rollespilsgruppe, hvor han så havde spurgt ind til bl.a. andre klubber, forventninger, osv. Han havde været lidt usikker og nervøs på mængden af spørgsmål, og hvorvidt, de var lette at besvare eller ej, men overordnet set var det en god samtale. Han mistænkte, at miljøet og de fælles emner om rollespil, gjorde samtalen en smule nemmere end ellers.

En anden fortalte, at hun havde testet det af på en veninde. Hun vidste, at veninden skulle på introduktionsweekend, så det havde været nærliggende at spørge ind til dette. Hun fandt det nemt at komme med opfølgende spørgsmål, og binde nutid sammen med fortidige informationer, og fandt essensen af det, der blev sagt, så hun kunne spørge yderligere ind.

En sidste fortalte om et encounter med en kollega, hvor han spurgte ind til, hvordan det gik. Han kendte kollegaen fra 10’ende klasse, og spurgte bl.a. ind til, hvad sabbatår blev brugt til, men fandt det svært at snakke, bl.a. fordi, at de ikke havde set hinanden så længe.

Så ja, det var dagens hjemmeopgave, der blev gennemgået. Jeg synes alle eksemplerne var enormt gode, og virkelig gode fif til, hvad man kan snakke om, og hvad der kan gøre tingene nemme eller svære, så selv om jeg ikke lavede opgaven, fik jeg utrolig meget ud af at dukke op.

 

Derfra gik vi videre til, hvad der kunne gøre, at man løb tør for samtaleemner, hvor vi brainstormede i plenum. Vi kom bl.a. på ting som: ingen eller få fælles interesser, at man ikke kender personen, at man ikke har interesse i at snakke med personen, at personen ikke har interesse i at snakke med en, personlig usikkerhed, usikkerhed i relationen, associationsbesvær (den kom jeg selv med; altså når man har svært ved at binde tingene sammen, og sige noget, der passer ind i samtalen), når klappen går ned, hvis man snakker for meget sammen, og derfor får “udtømt” emner, mangel på emner, tænker ikke hurtigt nok (den kom jeg også selv med, da jeg rigtig tit oplever, at jeg drukner i ting, folk siger, og ikke når at pick up on it undervejs, og ikke når at tænke eller forstå, og derfor ikke rigtig kan respondere), forventningspres, negative automatiske tanker, svært ved at relatere (f.eks. i HF havde jeg enormt mange problemer med at følge med i samtalerne, fordi de andre gik til fester, havde kærester, osv., og hand uløseligt godt sammen, osv., og jeg passede ikke helt ind, så jeg kunne ikke associere, nu hvor jeg ikke gik til fester, havde en kæreste, eller hang ud med dem i fritiden, hvilket gjorde det enormt svært for mig at følge med i samtalen), at man “drukner” i større grupper, og tom snak/small talk uden interesse.

Derudover blev der langt vægt på, at man ofte er to eller flere i en samtale, og det derfor lige så meget er modparten, der skal hjælpe til med at finde på emner, spørge ind, osv., og ikke kun en selv. Det er et delt ansvar, at få en samtale op at køre, så der er ingen grund til at bonge sig selv i hovedet, hvis det ikke lykkedes, fordi f.eks. modparten ikke “gør sin del”. Man kan IKKE få en ordentlig samtale op at køre, hvis man er den eneste, der er interesseret i samtalen!

 

Herfra gik vi videre til fællesproblemløsning, ift. emnet “svært at relatere” og “for få fællesinteresser”, hvor vi skulle komme med idéer, og dertil pro’s and con’s.

Så vi startede med, at spørge ind til, hvilket interesser, modparten har. Plusser ville være, at man fandt flere interesser, og dermed var chancen for at finde en fællesinteresse større/får skabt noget nyt at være fælles om, at man får talt mere, og man virker mere imødekommende. Af minusser ville være, at det er svært at spørge ind til, og at man risikerer at ramme noget, der egentlig slet ikke er interessant, eller noget, der ikke er rigtigt forstået, hvis man ikke er oprigtig i sine spørgsmål, og at det kan blive meget ensidigt, hvis samtalen ikke udvikler sig.

Herfra gik vi videre til “uddybende spørgsmål”, hvor at plusser var, at man kunne skabe en dybere relation, og “ramme den anden”, i forhold til, at man virker oprigtig, interesseret, og får den anden til at føle sig set og hørt, når man spørger uddybende ind til f.eks. en interesse, vedkommende har. Af minusser er dog, at interessen måske i virkeligheden keder en selv, så man risikerer at komme til at sende nejsignaler, at man kommer for tæt alt for hurtigt, at man spørger for meget, og at det kan være svært at få sig selv med, og dermed igen blive meget ensidigt lige pludseligt.

Næste løsningsforslag var “at associere eller dreje samtalen til egen interesse”. Af plusser ville være, at der kom balance i samtalen fra start. Af minusser ville være, at man kan virke uinteresseret eller støde den, man snakker med, og at det kræver omtanke og overskud, at kunne gøre sådan på en hensigtsmæssig måde. Vi løb lidt tør for tid, så der var ikke så mange pro’s and con’s, haha.

Næste var “spørge ind til familie”. Her var plusser, at det er meget nemt, og en god icebreaker, samtidig er det neutralt, og man kan selv bestemme, hvor tæt man gerne vil gå – f.eks. hvis nogen siger, de lige har mistet deres mand, kan man spørge ind til hvordan, eller nøjes med at sige “kondolerer”, el. lign. Af minusser kom vi op med, at det måske kunne virke lidt for trivielt.

Det sidste løsningsforslag, vi kom med, var “gøre det overordnet ift. miljøet eller hvad kan vi have til fælles”. Med dette menes der at tage det helt generelt, og tage noget… ja, small talk, der hvor man er, f.eks. hvis man er på biblioteket, er det relevant at spørge ind til, hvad modparten har planer om at læse, eller hvis man var på studie, kunne man spørge ind til dette.. Af plusser ville være, at det er meget neutrale emner, og igen en god icebreaker. Af minusser ville være, at det kan blive for overfladisk, og at der er en vis begrænsning på, hvad man kan tale om…

 

Så ja, det var faktisk det vi nåede i SFT, for tiden løb fra os. Jeg er selv rigtig glad for fordele-ulemper. Det er lidt et stort arbejde, men det er også meget nyttigt, når man har tiden, lige at sætte sig ned og virkelig gennemtænke tingene, og virkelig… er det en reel ulempe/fordel, eller er det bare en dårlig undskyldning… osv. så ja, enormt godt, og så synes jeg, det var rigtig rart, at der kom nogle konkrete løsningseksempler på. Det er selvfølgelig common sense, at man kan snakke om de her ting, for hey, det gør andre… men det er ikke altid så lige til, og jeg har i hvert fald udfordringer med det, så jeg synes klart, at det var gavnligt, at få det ridset ordentligt op for én gangs skyld! Så jeg håber, at I også kunne bruge forslagene, og I må meget gerne kommentere, hvis I har andre løsningsforslag eller pro’s/con’s <3

22361034_897969200359941_736816228_n

Glem ikke at følge med på min Bloglovin‘, hvor du kan følge mig. Og ellers, til vi ses igen:

– Cecilie x

Novelle – Uskyldig

Halløj på bloggen.

Som nogle af jer ved, har jeg haft deltaget i en konkurrence, omhandlende at “skrive sig gennem historien”, hvor man kunne vælge mellem 3 forskellige tidsperioder (vikingetiden, renæssancen eller besættelsen), og så skulle man skrive en novelle fra den tidsperiode. Jeg valgte besættelsen, og der var fokus også Frøslevlejren (den skulle somehow inkorpereres i historien), hvilket er baggrunden for min tur til Frøslevlejren i Juni. Der kan læses om den oplevelse her.

Anyway, nu er det endelig svar om, hvem der skulle udgives kommet ud, og jeg er IKKE blandt finalisterne, desværre 🙁 Dette er selvfølgelig utrolig øv, men omvendt har jeg det også okay med det, for det betyder, at jeg kan få lov til at dele min novelle her på bloggen i stedet for. Den bliver selvfølgelig ikke lige så læst, som hvis den blev udgivet i antologi, der skulle bruges over hele landets folkeskole, men… sådan er det. Det er et skridt på vejen. Så jeg håber, at I vil læse med her, og eventuelt komme med kommentarer/feedback, til hvad I synes <3

***

Uskyldig

Skrevet af Cecilie Landry Sørensen

 

9. april, 1943.

I dag er det 3 år siden, vi blev besat. Først mærkedes det ikke, på grund af samarbejdspolitikken.

Det var ikke tilfældet i Norge, hvor min søster boede. Hun skrev til mig om Norges besættelse. Om bombninger og ødelæggelse af byer. Fængslinger, tortur, henrettelser… Jeg priste mig lykkelig for at bo i Danmark. Her var vi trygge.

Varemanglen var hård, men mit arbejde sørgede for, at jeg ikke led økonomisk. Alligevel følte jeg mig utryg. Jeg frygtede, at det mindste fejltrin ville lede til samme skæbne, som var tilfaldet nordmændene. Det var som at gå på æggeskaller. Grænserne lukkede, så jeg ikke kunne besøge min søster, så jeg begyndte at skrive oftere med hende.

Pludselig gjorde det mig også ængstelig. Jeg frygtede, at komme til at udtrykke modvilje overfor tyskerne i mine breve, så jeg stoppede med at skrive.

Overfloden af tyskere, der fortsat strømmede til, gjorde mig bange.

Nu har jeg indset, at jeg frygter, at være dansker i Danmark – noget jeg ellers havde været stolt af. Jeg er vokset op her. Der har altid været trygt, og nu…

Jeg beder hver nat, for, at jeg vågner og Danmark igen er frit.

Men når jeg vågner, rammes jeg af en synkende følelse i hjertet og opdager, at vi endnu er under besættelse. Jeg frygter, at jeg aldrig får mit Danmark tilbage.

Jeg er ikke den eneste, der frygter for mit liv og land. Jeg har hørt om sabotage og voldelig modstand, det sidste års tid.

Jeg ønsker et frit Danmark, men jeg ønsker ikke mere krig. De får slået sig selv ihjel, og provokeret tyskerne til flere umenneskelige gerninger, der ender med at dræbe os alle. Hvad skal vi stille op? Gud, hjælp os. Vi har brug for dig.

 

”Valby telefoncentral, mit navn er Dorothea, hvem ønsker De at få fat i? … Okay, jeg omstiller dig. Hav en god dag.”

”Psst, Dorothea?”

Det var Agnete, der prikkede mig på skulderen. Jeg stak en finger i vejret, som tegn til, at hun måtte vente et øjeblik, mens jeg besvarede næste opkald.

”Dorothea fra Valby telefoncentral, hvem ønsker De at tale med? … Hæng på et øjeblik…” Jeg ringede op til den ønskede abonnent og fik tilsluttet kablerne. ”Således, og fortsæt god dag.” Jeg sænkede hørebøfferne igen og så over på Agnete. ”Hvad så?”

Telefonen kimede ved Agnete, og jeg så afventende på hende; ventede på, at hun satte høretelefonerne op til ørerne, men der skete ingenting. ”Jeg tænkte, om vi skulle tage ned på baren efter arbejde? Det er jo fredag.” Efter at have udmeldt sin tanke, rettede Agnete høretelefonerne og hjalp abonnenten.

Jeg tyggede på hendes forslag imens. Jeg havde ikke været på en bar, siden landet blev besat. Jeg brød mig ikke om at færdes ude om aftenen, nu hvor tyskerne var omkring os. Alligevel længtes noget i mig efter at glemme… at have bare én normal aftenstund.

”Hvad siger du?” Agnete afbrød min tankestrøm.

”Tjoh, hvorfor ikke? Jeg vil bare ikke gå alene hjem.”

”Du kan sove hos mig, jeg vil heller ikke gå alene.”

”Det en aftale.” sagde jeg, hvortil Agnete nikkede.

Jeg hørte, at den ene af abonnenterne, jeg havde hjulpet, fortalte, at de var færdige med samtalen. Jeg kiggede på uret, noterede antallet af talte minutter, og trak kablerne ud. Jeg var fyldt med ambivalens i forhold til mit valg – var det nu klogt? Inden jeg nåede at reflektere yderligere, ringede telefonen igen.

”Valby telefoncentral, mit navn er Dorothea. Hvem ønsker De kontakt med?”

 

12. maj, 1943.

At tage med Agnete på baren havde slet ikke været så tosset endda. Vi blev ikke så længe, men de timer, vi var der, var magiske, og fik mig til at slippe alle spændingerne, der havde hobet sig op. Vi aftalte straks, at dét skulle vi første fredag i måneden fremover, og når vi ellers have lyst.

Hvilket viste sig, at være noget, jeg fik brug for ret hurtigt.

Der er startet en tysker på centralen, der skal holde øje med os. Herbert Otto. Tyskerne formoder, vi aflytter abonnenterne, hvilket vi ellers ikke må, men vi har intet valg. Jeg bryder mig hverken om Herbert eller nogen af de andre. Hans tilstedeværelse gør mig ængstelig end ellers.
”Jeg kunne godt tage ned på baren i aften – hvad siger du, Agnete?”

Agnete nikkede, som en anden nikkedukke, åbenbart meget begejstret for mit forslag. ”Jo, det lyder herligt.”

”Bar? Kann jeg kommen med?”

Jeg var nær sprunget bagover på stolen, da den varme ånde ramte min nakke, og de gebrokne ord blev udtalt. Glippende fandt mine øjne frem til ham. Herbert Otto. Hvorfor ville han med os på bar?

”Selvfølgelig.” fløj det ud af Agnete, selv om hendes øjne var rådvilde.

Jeg sendte Herbert et venligt smil. ”De er velkommen.”

Herbert blinkede til os, inden han gik, og jeg stirrede rædselsslagent på Agnete. Det var ikke planen, at Herbert skulle med os, og nu havde vi ingen vej udenom.

Som om det ikke var nok, at tyskerne invaderede vort land, nu ville de også invadere vort liv? Agnete sendte mig et trist blik, inden telefonen ringede for tusindende gang i dag.

”Valby telefoncentral, det er Agnete. Hvad ønsker De assistance med?”

Min telefon forblev dog tavs, og efterlod mig i et mørkt tankemylder. Selvfølgelig forestillede jeg mig det værste – man havde jo hørt, hvordan tyskerne forgreb sig på de danske kvinder, så hvad fik mig til at tro, at det ikke også ville ske for mig? For Agnete?

 

3. juni, 1943.

Herbert Otto er ikke så slem, som jeg troede. Faktisk er han virkelig dejlig. Jeg har aldrig mødt en mand – hverken dansk eller tysk – der var så nede på jorden. Herbert bryder sig slet ikke om den ideologi, hans land fører. Han ønsker fred. Ligesom jeg. Jeg tror, vi talte hele natten. Det var fantastisk. Han forstod mig. Jeg håber snart krigen slutter. Vi vil bare have fred.

 

”Fortæl, fortæl! ”hvinede Agnete spændt, da jeg sænkede hørebøfferne, efter at have viderestillet den seneste herre, der havde ringet.

”Sch, hele selskabet behøver ikke vide det.”

”Jamen, så tal til mig, Dorothea! Jeg er ved at af spænding.”

I samme øjeblik ringede telefonen igen.

”Valby telefonce…” Jeg blev afbrudt af et kys på håret. Forvirret drejede jeg omkring i stolen, indtil jeg fandt ham, mit øje søgte.

”Wir har teknisher problemer. Jeg må dit opkall afslå, til det’ i orden.” Herberts stemme var mørk og rusten i mikrofonen, inden han sænkede mine hovedtelefoner og betragtede mig med sine isblå øjne. ”Du ser scmuk ud i dag.” bemærkede han med et smil, inden han gik videre.

Agnete gjorde store, spørgende øjne.

”Der er ikke sket noget.” forsikrede jeg hende, inden jeg rystede på hovedet.

”Men han… er du sikker?”

”Jeg tror, jeg ville opdage, hvis der var sket noget… Vi snakkede bare.”

”Du er så fuld af løgn.” Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, der var en jaloux undertone i hendes stemme, som hun rystede på hovedet af mig og tog sine lyttebøffer på.

Jeg tog ligeledes mine på igen, og afventede næste opkald. Jeg kunne dog ikke glemme Herberts kommentar. Normalt følte jeg mig ikke elegant i mit askegrå tøj – den kedelige blazer, nederdelen, der stoppede midt på knæet og de sorte sko. Alligevel følte jeg mig nu som en prinsesse.

 

24. juli, 1943.

Jeg ved ikke, om Herbert og jeg er kærester. Men vi tilbringer meget tid sammen på centralen. Han er dejlig. Agnete siger, det går for hurtigt, og at jeg er blevet blind. Men jeg tror, hun er jaloux. Hun forstår ikke kærlighed – Herbert elsker mig, og jeg ham. Vi er det perfekte par.

Jeg håber, at krigen snart slutter, så vi kan leve sammen – han vil tage mig med til Tyskland. Der skulle være så smukt. Gud, vær sød, at lade denne krig ende snart.

 

”Kommt din veninde?”

”Jeg er ikke så sikker mere,” mumlede jeg og slog eftertænksomt et blik på uret ved bardisken.

I længere tid, havde jeg ikke snakket godt med Agnete. På arbejdet var hun kølig og havde konstant travlt. Hun sænkede næsten aldrig høretelefonerne mere, og når jeg spurgte hende om noget, tyssede hun på mig eller sagde, hun aflyttede samtalerne, som vi havde fået besked på – og at jeg burde overveje at gøre det samme. Jeg troede dårligt mine egne ører.  Vi havde altid elsket sladder, bevares, men jeg havde aldrig troet, at hun decideret ville aflytte nogen.

”Jeg er sikker, hun kommt.” smilede Herbert og gav min skulder et klem, inden han gjorde tegn til bartenderen om at komme med mere øl.

”Må jeg få en cigaret?”

Et øjeblik så han eftertænksom ud, men fiskede så pakken op af jakkelommen og åbnede den med pegefingeren, så jeg kunne tage en. Jeg satte den mellem læberne, hvorefter han tændte tændstikken, så jeg kunne tage et hiv. Da jeg fjernede cigaretten fra læberne og pustede ud, kunne jeg ikke dy mig for at smile over den røde cirkel, mine læber havde lavet om den. Øllene blev stillet på bordet, og jeg bemærkede, der var fem i stedet for to.

”De antre kommt også.” forklarede han og nikkede.

”Det sagde du ikke noget om.” Jeg smilede lidt anstrengt, men han lod sig ikke påvirke.

Det var ikke planen, at tilbringe min aften blandt flere tyskere end nødvendigt. Bare fordi jeg havde mødt én dejlig, tysk fyr, betød det ikke, jeg var mindre skeptisk overfor resten.

Inden jeg kunne nå at sige mere, piftede Herbert og vinkede med armen. Øjeblikket efter kom hans tre kammerater over, og jeg genkendte ikke nogen.

”Hallo.” hilste Herberts venner, og jeg smilede tvungent.

”Das ist meine Freundin, Dorothea.”

Jeg havde nær fået røgen galt i halsen og hostede, da han fortalte sine venner, at jeg var hans kæreste. Varmen fra mine kinder afslørede en rødmen – jeg havde ikke troet, at han så mig som sin kæreste, men det var en glædelig nyhed.

”Hallo. Schön Sie zu treffen.“ Jeg pustede røgen fra cigaretten ud til siden og rystede deres hænder med min højre hånd, mens jeg holdt cigaretten med den venstre.

”Sie sind sehr hübsch, Dorothea.” kommenterede en af vennerne kækt.

”Netter Versuch Anton, aber Sie ist meine.” afskar Herbert ham, og jeg kunne ikke lade være med at fnise – at have en, der sagde, at jeg var hans var dejligt.

”Ich verstehen, Ich würde Sie nicht stehlen von dir… Jetzt wollen wir auf Sie trinken. Prost!“

Den var de to andre med på, for de løftede alle deres glas, og skålede for os, og i det øjeblik var jeg lykkelig. Alle puslespilsbrikkerne passede endelig sammen.

 

13. august, 1943.

Så skete det. Herbert og jeg er kærester, og hans venner er så søde! Jeg er ikke bange for at gå alene blandt tyskere mere. Jeg er lykkelig.

Desværre forsøger nogen, at så skår i min lykke. Folk, jeg har kendt hele mit liv ser skævt til mig. Holder øje med mig.

Jeg føler mig usikker og udstillet, når jeg eksempelvis handler ind.

En dag var jeg på posthuset for at frankere et brev til min søster, jeg endelig turde skrive til igen, og fik at vide, at de ikke sendte breve for tyskertøser. Tyskertøs? Jeg er da lige så dansk, som de er? Men jeg fik ikke lov til at sende brevet.

Det blev hurtigt hverdagskost. Tyskertøs. Soldaterhoppe. Feltmadras. Kommentarerne blev sagt til mit ansigt, eller råbt efter mig. Jeg hørte også folk hviske om mig, når jeg gik – jeg anede ikke, hvordan de vidste det, for jeg var forsigtig, og havde aldrig haft Herbert med hjemme. Alligevel var alle klar over mit forhold til ham, og alle tog afstand – jeg føler mig som en spedalsk!

 

Der var gået lang tid, siden jeg sidst havde talt med Agnete. Hun ignorerede mig stadigvæk. Tvungent hilste og sagde hun farvel, men ellers var hun stille og travl. Når jeg spurgte ind til hende, trak hun sig væk. Jeg havde ikke fortalt hende, at jeg var sammen med Herbert nu. Ikke, at det betød, hun intet vidste, for det gjorde hun sikkert – hvis hele byen vidste det, gjorde hun nok også. Men jeg savnede bare at snakke med hende om det.

”Du er altså nødt til at snakke med mig nu.” Jeg greb blidt fast i hendes arm, efter hun sænkede hørebøfferne, for at fange hendes opmærksomhed.

”Nej, det er jeg ikke nødt til.” svarede hun køligt.

”Jeg kan i…”

”Giv slip på mig.” sagde hun afskærende, og jeg slap med det samme hendes arm.

”Undskyld, jeg ville bare… jeg kan ikke holde det ud.”

”Det er ikke mit problem. Jeg gør mit job, måske skulle du gøre dit?”

”Hvad mener du? Jeg forstår ikke?” Først nægtede hun at snakke med mig, og nu beskyldte hun mig for ikke at udføre mit arbejde? ”Hvad er der sket med os? Hvorfor vil du ikke snakke med mig? Hvad har jeg gjort?”

I lang tid var hun stille. Hun så ikke engang på mig. Havde hun overhovedet hørt mig?

Med ét skubbede hun stolen væk fra bordet og gik. Inden hun gik ud af døren vendte hun sig og så på mig.

”Jeg behøver ikke stå til regnskab overfor en tyskertøs som dig,” lød hendes sidste kommentar, inden hun drejede igen og fortsatte ud af døren.

 

1. oktober, 1943.

Jeg er i vildrede. Jeg kan snart ikke mere. Jeg elsker Herbert, men det er ikke til at holde ud – end ikke hans kærlighed lindrer min smerte. Mine forældre nægter at tale til mig. Agnete vil ikke kendes ved mig; hun har rykket omstillingsplads, så hun ikke længere sidder ved min side.

Folk er begyndt at spytte på mig. Jeg holder ikke dét og skældsordene ud.

Jeg har talt med Herbert, og han beder mig holde ud. Men det er hårdt.

Hvad vigtigere er, at jeg ikke er den eneste, der går i stykker – mit land smuldrer for øjnene af mig. Jeg vidste, at modstanden ville give problemer. Uanset hvor jeg kigger hen, kan jeg se ransagninger af huse, og mennesker, der arresteres. Jøder. De deporteres, og jeg ved ikke hvorhen. Jeg ved ikke, om jeg får dem at se igen. Vær nu sød, at lade denne krig slutte… Vi har alle lidt nok.

 

”Hey, feltmadras!”

Musklerne i min krop stivnede. Ubevidst holdt jeg krampagtigt fast i min taske, inden jeg tog en dyb indånding og tvang benene i gang igen.

”Adlyder du kun tyskere, eller hvad?”

Tårerne begyndte at brænde i mine øjne, og jeg gik stærkere, selv om jeg havde lyst til at sætte mig ned og græde.

”Feltmadras, du stopper, når jeg taler til dig.”

Inden jeg nåede at tænke, hev nogen hårdt i mit hår, så et skrig undslap mine læber.

”Giv slip på mig!” Febrilsk blinkede jeg tårerne væk fra øjnene og forsøgte at orientere mig.

”Du har ingen rettigheder – du er mere foragtelig end rotterne.” snerrede fyren, der havde grebet fat i mit hår, inden han spyttede i det.

”Vær sød at slip mig, det gør ondt! Jeg har ikke gjort noget forkert.”

”Du har forrådt dit land, og det får du lov til at bøde for.” Han trak yderligere i mit hår.

Jeg holdt vejret – anede ikke, hvad jeg skulle forvente. Ville han slå mig ihjel? Endnu engang blev der rykket i mit hår… jeg klemte øjnene i.

 

18. oktober, 1943.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke skreg mere. Ikke kæmpede mere. Jeg skulle have gjort noget. Sagt nej. Sagt stop. Råbt efter hjælp. Men jeg gjorde ingenting. Jeg kan ikke vise mig sådan her. Hvad skal jeg stille op? Jeg kan ikke mere. Hvor meget længere skal det blive ved?

 

Bank. Bank.

Ikke mit livs klogeste beslutning.

Men jeg var løbet tør for idéer, og var nødt til at tage den chance, der var. Herbert kunne ikke se mig sådan her.

”Hallo?”

Til min overraskelse åbnede hun døren på klem, uden først at kigge gennem dørspionen.

”Jeg har sagt, jeg ikke gider tale med dig.”

”Vil du ikke nok være sød at hjælpe mig, Agnete?”

Hun sukkede tungt og åbnede døren helt.

”Jeg kan altså ikke blive set med dig.” skyndte hun sig at sige, hvorefter hun gennede mig indenfor. ”Du ligner lort. Hvad vil du?”

Hendes kommentar overraskede mig ikke – jeg var klar over, at jeg lignede lort. Helt viklet ind i tørklæder og med et sæbeøje. Der måtte en dyb indånding til, før jeg trak tørklædet af hovedet – jeg hørte hende gispe.

”Hvad er der sket med dig?”

”De klippede mit hår af.”

”Det kan jeg se. Jøsses, jeg ved ikke, hvad du ligner, Dorothea.”

”Er du sød at købe en paryk til mig? Jeg kan ikke vise mig sådan her.”

”Selvfølgelig! Jeg tager af sted nu. Tag et varmt bad, lav noget te… jeg skynder mig.” Hun var allerede på vej ud, da hun udtalte ordene.

”Agnete?” Brat stoppede hun op og drejede omkring med et spørgende udtryk. ”Tusind tak.”

Hun sendte mig et beskedent smil, inden hun fløj ud af døren.

 

15. februar, 1944.

Der er gået knapt 4 måneder siden overfaldet. Jeg har været stille, for der er sket meget.

Jeg fortalte Herbert om det; han sagde, jeg ikke kunne anmelde det. At jeg bare måtte glemme det. Men hvordan? Parykken er fin, men jeg savner mit eget hår.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg opsagde mit arbejde, fordi jeg ikke kunne holde det ud. Jeg har aldrig lyst til at forlade mit hjem igen. Jeg savner at gå udenfor, uden at blive lagt for had. Jeg savner mit frie Danmark.

Heldigvis har jeg Agnete, der kommer med varer, og Herbert støtter mig økonomisk. Men hvis jeg kunne vælge, ville jeg foretrække at arbejde.

 

”Jeg kan ikke mere, jeg er nødt til at slå op med dig.”

“Slå opp?”

“Ja.”

“Elske du mir ikke?”

“Jo, jeg elsker dig mere end noget andet. Men jeg kan ikke gemme mig mere, jeg må stå fast – og det kan jeg ikke, når jeg er sammen med dig.”

“Men jeg elske dig! Du kan ikke slå opp, Dorothea. Vi skal zusammen til Tyskland. Giftes. Få børn.”

“Jeg ved det… og undskyld, men jeg kan ikke.”

Før jeg vidste af det, var han stormet ud af døren. Det var pinefuldt, men nødvendigt. De kunne ikke blive ved, når jeg ikke længere var en såkaldt tyskertøs, vel?

 

9. april, 1944.

4 år. Situationen er tilspidset her i Danmark. Folk angiver hinanden. Jøder deporteres endnu. Folk arresteres. Henrettes. Bygninger bombes. Intet er helligt mere. Det er alle er mod alle.
Bank. Bank.

Jeg skyndte mig at trække morgenkåben på, inden jeg forhutlet åbnede døren.

”Jeg må snakken med dig.”

“Herbert…”

“Nej, lyt til mig.”

“Det gør jeg, men du lytter ikke til mig.”

“Jeg elske dig.”

“Jeg elsker også dig.”

“Jeg vil tage mig af dig.”

“Du kan ikke passe på mig døgnet rundt. Folk spytter på mig. Kalder mig ting. Slår mig. De klippede mit hår af!” frustreret rev jeg parykken af, så han kunne se mit hoved – jeg behøvede ikke parykken længere, for mit hår var begyndt at vokse, men den understregede min pointe. ”De gjorde mig ondt, og du kunne ikke beskytte mig.”

”Hvis du blive i huset, blive du beskyttet.”

“Nej. De ved, hvor jeg bor. De efterlader sedler. Og selv hvis de ikke gjorde, kan jeg ikke bare sidde her og rådne op, mens jeg venter på alt er overstået. Jeg vil leve.”

“Hvad vill du gøre?”

“Vise dem, de ikke kan træde på mig. Men jeg må gøre det alene. Vi kan ikke være sammen, før krigen er ovre. Jeg har ikke mere at sige til dig.”

”Du er en kvinde. Du kann intet gøre alene.”

”Vent og se.”

”Nej. Du venten og se.”

 

  1. juli, 1944.

Det har ikke været nemt. Ét er, at udstå det knuste hjerte, der ligger i kølvandet på mit brud med Herbert. Noget andet er, at udstå det had, jeg endnu udsættes for, hver gang jeg træder udenfor. Men jeg er stærk, og de får ikke lov til at knække mig.

Jeg har ikke hørt fra Herbert, men Agnete siger, at han er blevet vredladen.

Jeg prøvede at få mit job igen, men uden held. Vi hyrer ikke tyskertøser, sagde de. Heldigvis er Agnete behjælpelig med indkøb, da min opsparing går til husleje. Jeg håber snart, jeg kan få job igen.

 

Bank. Bank.

Forvildet slog jeg øjnene op. Jeg var efterhånden træt af, at der konstant blev banket på, på de dummeste tidspunkter. Klokken havde netop passeret fire om morgenen.

Bankene blev voldsommere. Jeg indså, at jeg ikke kunne ignorere, hvem end, der bankede.

Endnu et voldsomt bank.

”Jeg er på vej!” informerede jeg, som jeg slog morgenkåben om mig og trissede ud i gangen for at åbne døren. Da jeg åbnede, så jeg to tyskere i uniform. Hvad ville de her?

”Dorothea Hansen?”

”Ja?” Jeg rynkede brynene.

”De er arresteret for at tilbageholde information om modstandsgrupper, og for deltagelse i eksplosionen af DISA. De vil straks blive sendt til Frøslevlejren. De har to minutter til at pakke.”

”Eksplosion?” gentog jeg forvirret. Jeg havde altid taget afstand fra sabotører og modstandsgrupper, fordi jeg ikke ville havne i en kattepine som denne – og nu stod jeg her, klokken fire om morgenen, anklaget.

”Halvandet minut.”

Jeg indså, det ikke nyttede at argumentere, så jeg fløj ind i huset for at hente dåbsattest, penge, smykker og tøj.

Kort tid efter befandt jeg mig på bagsædet af en bil med bundne hænder.

 

27. september, 1944.

Det bliver nok sidste gang, jeg skriver her. Jeg kan forestille mig, de tager den fra mig, når jeg ankommer. Jeg mangler endnu bevis på, hvad jeg har gjort. Hvorfor er jeg havnet her? Jeg kommer til at sulte ihjel… jeg kommer aldrig til at opleve et frit Danmark igen… det er ikke retfærdigt.

 

”Hey, Dorothea, ikke? Mit navn er Else. Vi er på vej over for at spise frokost, men jeg kan fortælle dig lidt om stedet her imens.”

Jeg trippede nervøst og nikkede. Else var en lettere bredskuldret dame med mørkt, opsat hår, og et markeret ansigt.

”H-barakkerne er vores, og du skal bo her i H17 med os. Vi har spisebarakkerne derovre, W5 og W7.” forklarede Else, mens vi gik. ”Radio og kamera er forbudt.”

”De tog min dagbog.” mumlede jeg småopgivende.

Else grinede.

”Det er der råd for. Jeg mener, det er forbudt at føre en, men hvad vil de gøre, hvis de ikke ved det? Du må i øvrigt gerne skrive breve, men de går gennem tyskerne, så jeg anbefaler, at du er forsigtig.”

”Forsigtig?”

”Det skal du nok lære. Kom, lad os spise.”

 

16. oktober, 1944.

Så lykkedes det. Else skaffede noget at skrive med og på, og lovede, at hun nok skulle gemme det.

Jeg er stadigvæk i Frøslev. Det er som et fængsel. Konstant overvågning. De har taget mine ejendele. De læser mine breve.

Men her er okay. Jeg sulter ikke – vi får god mad tre gange dagligt. Hakkebøf i dag. På vores stue i barakken, bor vi Else, jeg og 14 andre kvinder, hvilket til tider er trættende… Vi har køjesenge, stole, borde og skabe, så vi har illusionen om et privatliv. Men jeg savner mit eget hjem.

 

Appél-klokken rungede gennem hele barakken, men i stedet for at reagere på den, vendte jeg mig bare om på siden og prøvede at sove videre. Mine kinder var klistret på grund af aftenens gråd, og jeg var udmattet.

”Dorothea, kom så! Op med dig.”

Else ruskede i mig. Ville tydeligvis ikke lade mig sove.

”Dorothea, det er vigtigt, du rejser dig nu, og kommer ud på gangen.”

Alvoren i hendes stemme fik mig til at åbne øjnene, og langsomt sætte mig op i sengen.

”Skynd dig.”

Uden nærmere tænkning sprang jeg ned fra køjen og fulgte hende ud i den iskolde barakmidtergang.

”Vend dig om, lad være med at se op, og ti for Guds skyld stille.”

Jeg fulgtes Elses ordre, og stod nu som én blandt rækken af kvinder, der gloede ned i gulvet med panden mod væggen.

Der var bomstille blandt os, indtil jeg hørte noget, der måtte være barakformandens sko mod gangens trægulv.

Der blev læst fangenumre og navne op. Hvad betød det? Hvad skulle de, der blev opråbt?

”Nr. 94314. Else Margrethe Lauridsen.”

Ud af øjenkrogen skimtede jeg Elses skuldre begynde at skælve, og lyden af et gisp undslap hendes læber.

 

21. december, 1944.

Else var blevet sendt til KZ-lejren Ravensbrück.

Det var derfor, hendes navn blev råbt op.

Da opråbningen var færdig, trillede tårerne ned ad kinderne på hende. Hun prøvede at være tapper. Hun smilede til mig. Sagde, at det hele nok skulle gå. Men hun skælvede. Stirrede tomt ud af vinduet inde i stuen, mens hun pulsede på sin sidste cigaret.

Da hun krammede mig farvel, holdt hun så krampagtigt fat i mig, at det gjorde ondt.

Jeg sov ikke den nat.

Bliver mit navn råbt op næste gang?

Er jeg den næste, der bliver sendt til Tyskland for at dø?

 

Træværket i barakken knirkede, når blæsten fik ordentligt fat.

Som sædvanlig kunne jeg ikke sove. Det havde jeg haft svært ved, siden Else blev sendt af sted.

Jeg savnede hende. Det var ikke fordi, vi havde kendt hinanden i evigheder, men hun havde taget mig under sin vinge, dengang jeg ankom, og havde fået det hele til at se lidt mindre håbløst ud. Nu var jeg helt alene.

Arrigt tørrede jeg en tåre fra min kind, for derefter at hoppe ned fra køjen. Der var bælgmørkt i stuen, for skodderne var altid for vinduerne om natten.

Forsigtigt skubbede jeg døren til midtergangen op og orienterede mig – der var tomt. Med varsomme skridt trådte jeg ud i den kolde gang, blot for at synke sammen på gulvet.

Det gjorde så ondt det hele. Hvad havde jeg gjort, for at fortjene at være her?

 

9. april, 1945.

5 år.

Det betyder ikke noget, om jeg er skyldig eller ej, for de er ligeglade.

Det her bliver mit sidste notat. Jeg er træt af at være bange. Jeg vil gøre, hvad jeg kan, inden for murerne. Jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at få mit Danmark tilbage.

– Dorothea.

***

unnamed

Det var mit bidrag til skriv dig gennem historien-konkurrencen. Jeg håber, I syntes om det. Hele historien er udarbejdet af mig, og de sidste par afsnit har jeg skrevet, efter min tur i Frøslevlejren 🙂 Tak til dem, der har læst korrektur, og hjulpet mig med diverse andre ting – I ved, hvem I er <3

Følg med på Bloglovin‘, så du ikke misser et af mine indlæg. Indtil da, så take care, til vi ses igen!

– Cecilie x