Vietnam 2018 – Dag 13 – Prioriteringer & Bep Me In

Hej bloggen, og velkommen tilbage.

 

I kølvandet af den dårlige stemning i går, min stress over den Interne Prøve, som jeg jo så åbenbart ikke kunne få lavet på en fridag, m.m., gjorde, at da jeg stod op om morgenen – faktisk allerede, da jeg lagde mig i seng om aftenen – besluttede, at jeg skrev en mail til vores lektor på Børnehospitalet med en lille, hvid løgn. Jeg skrev og meldte ud, at jeg ikke mødte op i dag grundet migræne, tog nogle dybe indåndinger, og lagde mig til at sove igen. Da jeg var sikker på, alle pigerne var taget af sted for dagen, smuttede jeg op og spiste lidt morgenmad, inden jeg gik ned på hotelværelset, for at begynde at søge artikler til min interne prøve. Prøven omhandlede litteratursøgning, og kort og godt, så skulle man søge over 2 databaser efter en artikel, beskrive denne søgeproces, og analysere artiklens validitet. Jeg havde i lang tid troet, at opgaven havde noget at gøre med, hvad vi mødte hernede i Vietnam, men det var lidt ligegyldigt, så jeg søgte bare på børnedødelighed m.v., fordi jeg ville se, om der stod noget om børnedødelighed i relation til de hygiejniske principper hernede. Jeg fandt ikke noget, og jeg var heller ikke skidegodt hjulpet på vej, fordi det viste sig, at internettet dernede bare nægtede at access Cinahl, som ellers er min foretrukne yndlingsdatabase, så jeg følte mig rimelig screwed…

Hvad værre var, at jeg ikke havde ret lang tid, til at søge efter de her ting, fordi pludselig fik jeg besked om, at pigerne allerede havde fået fri, og om vi skulle mødes ovre på Coffee House, for de havde fået en opgave for. Så måtte jeg jo smide alt, jeg havde i hænderne og tage derover.

Det var det værste gedemarked, jeg længe har været med til. Én af pigerne tog opgaven seriøst, de andre to sad og fedtede med deres interne prøve, i stedet for at høre efter (og det omhandlede en opgave, der skulle fremlægges dagen efter), og den tredje aner jeg stadigvæk ikke, hvad fanden lavede, men engageret, det var hun ikke. Jeg havde svært ved at følge med, for jeg havde ikke været på hospitalet, og ingen briefede mig om, hvad helvede opgaven handlede om. Det var så fucking useriøst, og jeg blev faktisk enormt vred over det.

Men det, det hele handlede om, var en case om en 6-årig pige, der havde været indlagt med denguefeber. med plasmalækage/ødemer og hypovolæmisk shock, og hun var deraf selvfølgelig dehydreret. Hun blev behandlet med intravenøst saltvand, paracetamol, laktat, multivitamin og furosemid. Herfra skulle vi komme med sygeplejefaglige interventioner.

Jeg var meget optaget af det her furosemid, hun fik, især ift. at hun også havde været dehydreret m.v., og spurgte meget ind til væskebalance og væskeskema, om det ikke var en idé, så man kunne finde ud af, hvornår hun ikke længere ville have behov for diuretikaen. Ingen fucking respons. Overhovedet.

Jeg er en enormt dygtig sygeplejerske, har jeg fået at vide – men jeg tvivler meget på mig selv, og derfor slog det mig helt ud, at de andre piger slet ikke responderede, for jeg prøvede faktisk at bidrage til noget i den her gruppe, og finde ud af, hvordan oplægget i morgen skulle foregå, på trods af, at jeg i teorien absolut havde intet at gøre med det, der foregik. Endelig, hende, der var mest dedikeret af dem alle, spurgte så lidt ind til, hvad jeg ville, osv., og så endte det basically med, at vi fik diskuteret, hvad der videre skulle foregå, og vi fik delt opgaverne til oplægget op. De tre useriøse piger fik hhv. casepræsentation, pædagogik og fremtidsplaner ift. at forebygge fedme og diabetes type 2. Hvoraf nogle af emnerne var mere relevante end andre… Hende den ene, der faktisk tog det seriøst, valgte at tage sig af Virginia Hendersons 14 behov ift. Indledende Sygepleje Vurdering, og jeg fik så væskeskema og væskebalance.

Til det skrev jeg lidt noter, som jeg ikke ved, om I får nogen gavn af at læse, men altså. Hvis jeg skulle passe den pige, i casen, så ville jeg i hvert fald holde øje med forværring, ift. ødemer, lavt blodtryk, feber og dehydrering. Jeg ville få taget blodprøver med væsketal. Jeg ville holde øje med hendes væskebalance vha. et væskeskema, for at se om der er kongruens mellem in- og output, og holde øje med, og revurdere diureika-dosis mhp. dehydrering og hypovolæmisk shock. Og ift. ødemer kigge på kapillærrespons. Boom bitch.

 

Hende, jeg var blevet uvenner med i går, spurgte om vi skulle kigge på fællesdelen til opgaven sammen. Hun havde skrevet til vores lærere, og fået grønt lys til, at vi gerne måtte lave opgaven hver for sig (selv om det i teorien var en gruppeopgave), men hun ville gerne prøve at lave den med mig… så vi satte os hjem på mit og Z’s hotelværelse og kiggede på det. Dog var der ingen form for kommunikation mellem os, og pludselig havde hun fundet en artikel, uden at fortælle mig, hvilke søgeord hun brugte, eller hvad vi ledte efter temamæssigt. Så der gav jeg op, og så lavede vi det, vi nu engang kunne sammen, og senere skrev jeg så til vores lærer, om det var ok vi havde samme overordnede emne, selv om vi ville lave opgaverne hver for sig – det var ok. Og derfra brød jeg ellers fri af det gruppearbejde, for det fungerede simpelthen bare ikke mellem os. Vi blev også afbrudt midt i det hele, fordi en af pigerne var utålmodig og rastløs og ville “ud og lave noget”…

Så vi drog af sted mod Ben Thanh Market, og jeg skulle egentlig ikke have noget, og Z blev revet ind af en voldaggressiv dame, og de pruttede om prisen på en taske, så sveden haglede af dem begge nærmest… fuck, det var intenst, og lille Z var helt forskræmt, og selv om jeg bad hende gå, så var sælgerne så aggressive og pressende, at hun ikke kunne. Vi blev revet rundt som dyr, og Z blev presset maks. Pludselig kom en dame over til mig, og begyndte at presse mig helt vildt om at købe nogle bukser, og jeg nægtede. Hun blev ved. Hun ville se billeder af min familie og min kæreste. Hun blev ved. Til sidst fik jeg bukserne til den pris, jeg gerne ville have (100.000 vietnamesiske dong – omkring 27-28 kr), “kun fordi hun kunne lide mig”. En af hendes veninder prøvede også at få mig til at opgive min vifte med Minnie Mouse, fordi hendes børn ville elske den… bitch, it’s mine. Z fik sin taske til 1.000.000 vietnamesiske dong, og hun var DRÆNET for energi, da vi var færdige. Det var SÅ intenst.

 

Senere på dagen gik vi mod en restaurant, der hed Bep Me In, og skulle forbi Ben Thanh, for at komme derover. Regnen silede ned over os, og til mit held havde jeg jo min højtelskede paraply med mig. Bless the lord.

Som sagt – rigtig hyggelig restaurant, og FUCKING lækker mad… mhhh. Den ret jeg fik, mindede lidt om det koreanske barbeque, jeg havde spist for nogle dage siden, så jeg var i himlen. Hold kæft, det smagte godt – og så var det billigt! Personalet var også enormt søde, så det var en super fantastisk oplevelse.

 

Da vi kom tilbage på hotellet, prøvede jeg mine nye bukser af, og jeg var virkelig, virkelig glad for dem! De passede sgu, og jeg syntes, de var flotte. Jeg ville gerne have dem i blå, fordi de matchede så min øjenfarve, og jeg har ikke fortrudt mit valg i så meget som et sekund.

Og så sad de altså bare pissegodt… intet dér… så enormt fedt.

 

Da jeg gik i seng, havde jeg allerede besluttet mig for, at jeg heller ikke ville dukke op til klinik i morgen… jeg havde sat mig for, at jeg gerne ville lave min interne prøve færdig, og desuden havde jeg jo ikke været der i dag, så i morgen var ligesom den eneste gyldige dag, hvor jeg kunne blive væk, uden at misse noget spændende, da de bare skulle fremlægge på universitetet… så jeg smuttede i seng, velvidende om, at jeg kunne få styr på min interne prøve.

I øvrigt svarede vores lektor mig slet ikke, så jeg gik ikke ud fra, at hun savnede mig heller. Hun var vidst ret ligeglad med, om jeg var der eller ej, og det passede mig mere end fint.

 

Tak fordi I læser med!

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x