Vietnam 2018 – Dag 18 – Rehabiliteringscenter & Ramen | Rejser

Hej bloggen, og velkommen tilbage.

I dag var vi på et rehabiliteringscenter, Nursing Hospital – Rehabilitation – Treatment of Occupational Diseases, i distrikt 8. Jeg skrev ikke så mange noter. Vi var der sammen med fysioterapeuterne, og det betød også, at vi pludselig var 11 elever, der skulle prøve at følge trop, og huske, hvad der blev sagt hvor og hvornår. Dét var svært. Jeg syntes ikke, centeret var noget specielt, og det, jeg egentlig hæftede mig mest ved, var faktisk, at døre og vinduer til værelserne konstant var pivåbne. Vi kom forbi, da der var gang i noget bleskift eller nedre hygiejne, og selv om vi gik på en sti udenfor, så var vinduet åbent, så man kunne se direkte ind til den borger, der fik skiftet/vasket sig. Dét syntes jeg var virkelig uetisk, og rigtig synd for vedkommende, der lå derinde. Derudover virkede stedet fornuftigt nok, og der var masser af aktiviteter og forskellig rehabiliterings-ting. Bl.a. havde de et helt rum indrettet som en lejlighed, så borgerne kunne få testet deres dagligdagsfunktioner og se, hvor henne, der skulle indsættes noget hjælp. Det syntes jeg jo så meget godt ud… Og vi fik selvfølgelig taget billeder.

Yep, teamet er altid klar til picturetime.

Her ses en lidt alternativ kørestol, og et rum, hvor folk kan komme og ja, træne, til deres rehabilitering. Der var også rum med noget elektrostimulans. Alt i alt, spændende nok.

Vi fik som altid tidligt fri, og en af pigerne ville gerne købe noget elektronik, og havde fundet ud af, der lå en butik nearby. Vi gik derfor derover, og brugte evigheder inde i butikken, og nogle nåede at blive lidt sultne. Heldigvis lå der en restaurant, Sakuyi Ramen, lige ovre på den anden side af gaden, og den så suuuperlækker ud. Jeg havde drømt om ramen, lige siden vi ankom, så jeg var jo i den syvende himmel ved tanken om ramen. Vi besluttede os for, at gå over og spise.

You guessed it, ya girl valgte en portion Tokyo Style ramen, med en side af salat og ris, for at sikre, jeg nu også blev helt mæt, hehe. Dertil en 7-up, da de ikke havde noget diet coke 🙁 Jeg nød hver en bid. UHM, hvor jeg altså savner ramen, sådan i dagligdagen herhjemme. Det smager satme godt.

Da vi var færdige med at spise, tog de fleste af os lige en turn på toilettet, som selvfølgelig var et bidet. Det var ikke alle af pigerne, der var lige tilfredse med dét. Jeg grinede helt hysterisk over det – jeg havde jo vænnet mig til, hvordan den slags virker, i præg af mine ture til Tokyo 😛

Da vi skulle til at tage hjemad, begyndte det at STYRTregne. I’m not kidding. Det øsede ned, og ingen af pigerne havde regntøj med. Jeg havde selvfølgelig min højtelskede paraply, der dog var gået lidt i stykker, fordi jeg var kommet til at åbne en dør ind i den, men den virkede endnu, og jeg tog den straks frem, da vi stod udenfor og ventede på en grab. De andre piger kæmpede for at stå i læ.

Til mit uheld begyndte det dog også at lyne og tordne, så jeg var lidt fuckd. Men holdt fast ved at gemme mig under min paraply. Da vores taxa kom, sprintede vi over vejen og ind, og var alle semi våde af regnen, men nød endelig at være i tørvejr. Stakkels Z er bange for torden, så hun var helt panisk, da vi sad derinde i bilen, og hun kunne høre tordenvejret og se lynene. Vores chauffør kørte lidt i cirkler, og kunne ikke rigtig finde vej, men jeg havde det okay med det, for jeg nød, vi var inde i bilen, mens det regnede udenfor. Og jeg kan love jer for, det regnede.

Lidt ligesom at være i Danmark, faktisk.

Vi kom hjem, og slappede hver især af på værelserne, til vejret blev mere medgørligt. Så gik nogle af pigerne over for at få vokset ben eller noget massage, og jeg blev på hotellet, og prøvede at færdiggøre min interne prøve. Jeg kom dog ikke ret langt, for pludselig skrev fysioterapeuterne, om vi ikke gerne ville på beach resort, som vi skulle i weekenden, lidt før, altså tage af sted fredag i stedet for lørdag, hvilket ville koste os 42$ hver. Jeg var ikke super fan af den idé, for nu havde jeg lige brugt knapt 400 kr. på den endagstur til Mekong, vi var på, og jeg var ikke just interesseret i at bruge resten af turen på hele tiden at se mig om, hver gang jeg brugte penge, fordi jeg ikke havde råd. Jeg ville jo gerne nyde turen hernede, og jeg syntes, at det var unødvendigt at tage af sted en dag før (især fordi vi alligevel først ville være fremme på hotellet om aftenen).

Dog blev jeg hurtigt stemt ned, for alle fysioterapeuterne ville gerne, og selv om jeg sagde til de andre piger af sygeplejerskerne, at jeg ikke helt følte, jeg havde råd, så møvede de mig bare over. Jeg havde sagt til en af dem, at jeg ikke var interesseret, men hvis alle gjorde det, så gjorde jeg selvfølgelig også, da jeg ikke ville være alene og tage af sted alene dagen efter. Alligevel fandt hun det nødvendigt, at sige, at alle de fire andre sygeplejersker gerne ville, og så taggede hun lige mig med et “ved ikke om Cecilie vil” eller noget i den stil. Jeg sad med tårer i øjnene, og syntes det var yderst unødvendigt, så jeg skrev også inde i den fælles gruppechat med fysioterapeuterne og sygeplejerskerne, direkte til hende, der skrev sådan der til mig, at nu havde jeg sagt til hende, at hvis alle andre gerne ville, så gjorde jeg også, så jeg havde ikke ligefrem det store valg… lidt bistert, men jeg var så vred og så ked af det over, at absolut INGEN fucking lyttede til mig, når jeg sagde noget. Jeg syntes, det var superfrustrerende, at hver gang jeg ville noget, så kunne jeg værsgo bare at gøre det selv, og hver gang jeg havde noget at sige, så blev jeg afbrudt, ignoreret, eller det, der var værre. Det frustrererede mig så grænseløst, at jeg endte med at sidde og græde hele resten af eftermiddagen, og måtte tage min pn, for at føle mig bare nogenlunde normal igen – virkelig fucking skod. Så resten af min dag var bare noget hø, og jeg gik tidligt i seng :)) Sådan kan det gå.

Tak fordi I læser med.

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x