Tokyo 2017 – Dag 3 – Ryogoku

Velkommen tilbage på bloggen.

Som nævnt i det tidligere indlæg, så blev jeg syg natten til vores tredje dag, med virkelig slemme mavekramper, og jeg var bare så ked af det, og det gjorde så ondt.

Om morgenen kunne jeg bare intet spise, jeg blev endnu mere kvalm og dårlig, af at spise, selv om det jeg spiste bare var salat og toast. Og jeg havde så ondt i maven, det gjorde ondt, og hvis noget bare strejfede den, var jeg ved at kaste op. Så det tog også tusinde år (længere tid end normalt, i hvert fald), før jeg fik lagt makeup og gjort mig klar, jeg var så smadret, og måtte bare have flere pauser ind i mellem. Jeg fik smidt en kjole på, i håb om, at den ikke ville trigge min mave for meget, og så drog vi ellers af sted mod Ryogoku (som stadigvæk får mig til at grine, fordi det minder mig om Ryoga fra Ranma½).

Hvad skulle vi i Ryogoku?

Jo, vi skulle besøge Edo-Tokyo Museum!

Hvis I fulgte med sidste år, ved i, at jeg elsker historie, og jeg elsker især at høre om “gamle” dage, den gamle kultur, og det gamle Edo. Jeg var VILD med Shitamachi Museum i Ueno, seriøst !!! besøg det !!!, og nu havde jeg læst om det her museum, der skulle være lidt lig det, så jeg måtte jo af sted 🙂 Entréen var også billig nok, når man havde studiekort (hvilket jeg havde), så jeg kom sgu ind for den nette sum af 480 yen, dvs. lige under 30 kr. DK tag nu ved lære! Og I can tell u, det her museum var ENORMT, og de havde SÅ mange ting. Altså virkelig. Det kunne easy have kostet 1.000-2.000 yen, og det gjorde det bare overhovedet ikke. Og der var UTROLIGT mange mennesker.

 

Ja, hvad kigger vi så på her?
Det skal jeg fortælle jer.
Vi kigger på en remake af facaden til Nakamura-za Kabuki Teater. Kabuki var populært i Edo-tiden, og folk kom for at glemme deres hverdagsliv, og “let their hearts play in the world of Kabuki”. Det var ret flot, så vi skulle selvfølgelig have knipset nogle billeder, hehe.

Til den anden side, var der et andet bygningsværk (og historien bag det kommer senere):

Selve broen vi gik på, var en remake af Nihonhashi Bridge (den bro, der lå literally 10-20 minutter på gåben fra vores hotel, IRL, og som vi hverken fik set sidste gang eller denne gang).
Oprindeligt lader broen til at være bygget i omkring 1603, og man byggede kvarterer og fiskemarkedet i nærheden.
Remaken viser den nordlige halvdel af broen, som en rekontruktion af bron fra 1806-1829.

Moving on.

Det første jeg spottede, på den anden side af broen, var denne fine sag. Jeg har selvfølgelig glemt, hvad sådan en fidus hedder… det kan ske, for selv den bedste.

Den inde bag glasset, som man ikke måtte prøve, var til den finere klasse. Jeg kan ikke lige huske, hvad det hed i datidens Edo, men i hvert fald populære, rige, kvinder. Så satte man sig ind i sådan en og blev båret rundt – det har I godt set på film. Det var ret sjovt at prøve.

Derudover, var der denne her kosmetikboks, og det synes jeg nu, var meget sjovt.

De her billeder er en lensmands bolig i Edo-tiden – ret stor og flot, hva?

Og det her er så billeder af, hvordan normale byfolk boede i Edo-tiden omkring Nihonbashi… lidt af en forskel, hva?

Efter at have gået lidt rundt ovenpå, gik vi nedenunder, hvor der var mere real life scale rekonstruktioner, og det var spændende! I fell in love.

 

Ovenstående rum havde titlen “Carpenters”. Edo var en by, hvor mange forskellige arbejdere ville stimle sammen. Folk blev delt, ift. dem, der arbejde udenfor hjemmet (dejoku), og dem der arbejdede indenfor hjemmet (ijoku). Tømrere faldt ind under dejoku, fordi der i Edo var mange brande, var der tit meget udbud efter den slags arbejde, som disse lavede.

”Terakoya Teachers”, var navnet på dette. Terakoya betyder tempel folkeskole, og var den førende uddannelsesinstitution i Edo-tiden. Her lærte folk at læse og skrive. Når børn skulle lære, havde de enten bøger skrevet af læren, eller skolebøger kaldet Oraimono – børn i ”skolerne” var ofte af forskellig alder, og nogle gange lærte de store børn de mindre børn ting, hvis læreren ikke var til stede. Skolebordene, tenjin, rykkede børnene hver morgen, når de mødte ind, og når de var færdige, blev de stillet på plads i hjørnet. Dette var fordi klasseværelserne ofte befandt sig i lærerens eget hjem.

 

About these pics, så er jeg kommet til at gøre det lidt messy, så jeg kan ikke helt huske, hvad der er hvad. Det ene er vidst noget om fødsel, og det andet er noget med arbejde, og det tredje kan jeg ikke helt huske. Men billederne er stadigvæk fine, så I får dem med på vejen alligevel, og så må I jo selv smutte ind på museet og finde ud af, hvad det betyder 😛

 

Så kom vi ned til noget exploring-stuff, hvor man skulle prøve at løfte de her spande (sandsynligvis fyldt med vand i Edo-tiden), der vejede 26 kg. Først gik lillebror på…

Vi havde lige spottet en japansk mor og hendes familie, der havde prøvet at løfte de her uden held, så de andre japanere i køen stod bare “wow, that’s cool”, da de så Mikkel løftede den uden problemer.

Så var det min tur…

Og minsandten, om jeg ikke også klarede den uden problemer?! Fuck, jeg er sej alligevel *solbrilleemoji*. Mikkel sagde, han havde hørt nogle japanere sige awesome… yeah, that’s me…. i’m awesome…. and cool…. like that…. mmmh…. HEHEHEHEH.

 

Moving on

Først gik vi så forbi en ”Bookshop of light fiction” – modellen rekonstruerer facaden af en bogbutik, der solgte ”light” fiktion og illustrationer- Whatever that is. Der blev også solgt skolebøger, kort og bøger.

Herefter forbi en ”Sushi Shop Cart”, i den sene Edo-periode. Ift. moderne sushi, var disse stykker længere, og på grund af den røde eddike, der blev brugt, så risene røde ud. Mange af fiskene der blev brugt til sushi kom fra Edo Bay, og blev nedsænket i eddiken, før de blev brugt til sushi.

 

Til slut forbi en ”Various Carts”, sen Edo-periode. Disse blev brugt af mange i Edo, som ikke havde butikker. Rigtig mange havde bare disse boder, hvor de solgte forskellige ting som mad, drikke, dagligdagsting og luksuriøse madvarer.

Eller, ikke helt til slut, men til slut i lige denne del af udstillingen. Der var endnu en løfte-fidus, man kunne prøve. Den var helt vildt LET! Der stod et japansk par og klappede af mig, og sagde, at jeg var sej (eller stærk?), og jeg stod bare,,, den vejer literally ingenting, men tak…. vi fandt aldrig rigtig ud af, hvad der var i den 😛

Dette er en minirekreation af…. et supermarked! Vildt ikke? Jeg gik og troede, det var et Onsen, fordi det mindede mig så meget om Oedo Onsen, men det var sgu et supermarked fra Edo-tiden, det skulle forestille. Ret amazing.

“Float of the Kanda Myojin Shrine”. Billedet viser en full-scale rekonstruktion af en ”svævende” platform, der blev brugt på Kanda festivalen. Jeg blev aldrig helt klogt på, hvem der sad/stod på den, hvis der var nogen, der gjorde det.

”Area to the West of the Ryogoku Bridge”, vest for broen var der masser af tehuse, frisører og andet godt, bl.a. Kabuki teater. Man kunne også finde masser af boder, der solgte sushi, tempura, kogt ål, og whatnot.

Kabuki blev først opført udenfor, men omkring 1700-tallet lavede man en scene, hvor publikum havde tag over hovedet, så man kun nyde teateret uanset vejr.

Billeder fra en rekonstruktion af en mulig Kabuki-teater scene.

Inden vi gik videre mod midten, lige under broen, måtte jeg jo lige have nogle flere billeder, hvor jeg løftede spandene, fordi brorlille gjorde det første billede med telefonen uklart, og billedet fra kameraet kunne man ikke se, jeg faktisk løftede spandene over jorden… jeg krævede revanche, haha.

Da vi kom hen mod midten kunne vi selvfølgelig se Kabuki-facaden nede fra jorden af, hvor den stod og tårnede sig op over os. Det var rigtig flot! Og jeg fik da et lille sneakpeak indenfor. Man kunne kun komme rigtig ind og få en guidet tur, hvis man havde en guide. Men vi spurgte, da vi ankom, om det var muligt med en, og det var det ikke, så vi måtte undvære at se teatret indefra.

***

Og hermed gik vi så officielt over mod det mere moderne Tokyo, og væk fra Edo.

Det første vi spottede i overgangen, var selvfølgelig disse rickshaws, som vi lige måtte have billeder i. De erstattede in time, den gamle fidus, man blev båret rundt i, hvis man var lidt fin, som I så som noget af det første i indlægget.

Derefter denne flotte, flotte bygning, der til totalt antiklimaks for både brorlille og jeg, var et fucking avistrykkeri :/// vi havde regnet med som minimum en bank, men nope.

Så prøvede jeg at gå ovenpå en by, og det føltes ret cool, omend lidt angstprovokerende :/ Haha.

Videre til Ryogokutårnet, som vi faktisk også så en model af på Shitamachi Museum sidste år. Det er åbenbart også kendt som ”Asakusa Twelve Stories”. Det symboliserer Asakusa, og kan ses på mange souvenirbilleder. Tårnet var meget populært, indtil det kollapsede under Kanto jordskælvet i 1923.
Jordskælvet resulterede i en ild, der brændte store områder af, især downtown Shitamachi (ohno). I Tokyo-området var antallet af døde og savnede på 70.000, og antallet af døde pga. ilden var 66.000. De havde en meget direkte formulering på en af deres skilte, hvor der stod: ”xxx people burned to death”, og man står bare wow, okay, shit got serious… holy freck. Udover massiv ødelægning af bygninger, osv., blev også 360 broer ubrugelige, hvilket var en af grundene til mange drukninger og måder folk døde på.

Facade af Denkikan biografen. Da film først kom til Japan, blev de vist i biografer, der var ingen lyd på, så man måtte have en kommentator med.

 

”Housing the Citizenry”. Efter Meiji-perioden, begyndte folk at separere deres hjem, og lave specielle gæsteværelser. Man lavede gange, for at gøre forskellige rum mere opdelt, og fra 1910-1930 begyndte man at blive introduceret til gas, indendørs røranlægning, glasvinduet, osv.

Jeg ved ikke helt hvor denne tekst hører til henne, men jeg synes den er interessant, så jeg smider den med her:  Housing and domestic life of the downtown area”. Denne model er en slags rækkehus, der blev bygget i start 1920’erne. Sådanne hjem, blev ofte delt op i fire enhed. Modellen viser et almindeligt liv i Showa-perioden, 1920-1930. I denne tid havde de fleste huse ikke elektrisk lys på badeværelset og i køkkenet. Når lys i køkkenet skulle bruges, var en elektrisk lampe bragt ind fra et andet rum. I disse dage, før gas og vand blev lavet mere tilgængeligt, var køkkenet normalt bygget på gyde-siden, så vandet kunne hentes nemt ind. Gas blev ikke gjort tilgængeligt i rækkehuse før 1930’erne, og røranlæggelse i lejlighederne blev ikke gjort almindeligt før efter Anden Verdenskrig.

”Housing with Japanese and Western Style Rooms”. Denne bygning blev konstrueret i start 1910-midt 1920. Disse køkkenstue-stue blev meget populære i denne tid, og blev separeret fra det japanske rum ved siden af vha. af en skydedør og et gardin, hvilket virkede helt malplaceret.
I kan godt se, det ser lidt sjovt ud, ikke?

”A war-time house”. Da sirener og bombninger blev mere ”hverdagskost”-agtigt i Japan, begyndte mange beboere i Tokyoområdet at bo i rum som konstrueret her. For at forhindre at glassene i vinduet splitres under bombningerne, tapede man dem. En speciel lampeskærm blev brugt, for at forhindre at lys indefra blev reflekteret ud. Stålhjelme og andet sikkerhedsgear blev holdt tæt på og lettilgængeligt. En radio blev brugt til at holde øje med nyheder ift. bombningerne osv. Mad blev mere og mere problematisk, og ris blev slet ikke slebet mere, så man rationerede det. De uslebne ris kom ned i en flaske, hvor man slog/rørte rundt med en pind – ligesom vi så på Showa Museet! It all made sense now.

”Hibarigaoka Housing Complex”, dette blev bygget i 1959 og var det største huskompleks i Japan på det tidspunkt. Alle enheder var til leje, og de blev delt i forskellige typer ift. deres design. Der var både badeværelset, køkken, køkkenstue og soveværelser, hvilket var noget meget nyt i Japan på det tidspunkt, hvor folk i lejligheder ofte delte badeværelse, toilet og køkken med andre.
Not gonna lie, jeg synes da denne her lejlighed ser enormt lækker ud??? 10/10 would live here!!!

Og så her er der lige et køleskab, et TV og en vaskemaskine (yup), fra den tid. Det synes jeg også var lidt spændende at se.

 

Afslutningvis var der dette ”Experimental Home – Showa Era”, man kunne teste. Mange levede i trækonstruerede hjem før der kom økonomisk vækst i landet, og husene blev brugt som steder for familier at slappe af, og deres daglige liv foregik i disse hjem. Dette er en reproduktion af et Showa-Era hus, hvor besøgende på museet kan afprøve livet dengang, ved at tage skoene af og træde indenfor. Idet elektroniske apparater endnu ikke var udbredt, blev der i huset her brugt radioer og isbokse i stedet for TV og køleskab:

 

Jeg passer da bare totalt ind i sådan et japanerhjem, synes I ikke?

Så ja, det var det for dette indlæg! Men dagen er selvfølgelig ikke slut 🙂 Jeg har en part to comming up i morgen! Vi tog nemlig videre – til fods! – mod Oshiage og Asakusa, så stay tuned! U won’t regret it.

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x