Tokyo 2017 - Dag 1 - Nihonbashi & Kayabacho

Tokyo 2017 – dag 2 – Korakuen, Akihabara & Tokyo Station

Så er vi klar med dag 2 på bloggen. Vi besluttede, at dagen skulle bruges i Korakuen, hvor vi skulle se National Showa Museum, som vi ikke fik set sidst, Tokyo Dai-jingu og Canal Café, og derefter move on the Akihabara, hvor vi skulle shoppe i Tokyo Animé Center, Mandarake Complex og Animate, og derudover se Yanaka Reien kirkegården, CaféN3331, Maach Ecute og Super Potato.

Men først, selvfølgelig morgenmad!

img_9495

Jeg vil ikke lyve for jer, jeg fik kvalme, allerede da vi satte os ned i lobbyen, men jeg tænkte “mmh yeah, get those proteins girl, u got this”, så jeg hældte “hamburger and veg” og en omelet op på min tallerken, og en lille bun. Jeg havde allerede lært fra sidst, at alt der ellers var spiseligt var toastbrødet og salaten, og visse supper. Denne var rigtig god, men min yndlings var cornsoup, der blev serveret hver tredje dag, idet der var tre forskellige supper. Udover havde de vand, fullfat (ad) mælk og appelsinjuice, men da jeg er allergisk overfor appelsin, måtte jeg snuppe mælken. Men denne gang spottede jeg, de havde apple jam (de havde også andre slags marmelade, men jeg spiser kun hindbærmarmelade), så det skulle jeg prøve på mit toastbrød, og i almost died, fordi det smagte legit af fucking æblemos/æblemost. Og det HADER jeg bare. Jeg får literally brækfornemmelser af at spise det, og jeg sad bare nede i lobbyen med totalt :((( ansigt, haha. Det gjorde det selvfølgelig ikke bedre, at både kød og omelet et par minutter før havde været ved at få mig til at knække mig – jeg kunne simpelthen ikke spise det igen xD så resten af mine to uger stod på toastbrød, occasional suppe, fullfat mælk, og salat i massevis.

 

Efter morgenmaden tog vi så mod Korakuen, hvor vi nåede National Showa Museum, der for en gangs skyld var åbent (!!!), og endda før tid. Så vi skyndte os ind, hvor vi så fik at vide, at de lige i dag også havde free entrance! Det var da en lækker måde at starte dagen på 😛 Vi sparede hele 300-150 yen (lillebror 300, jeg 150 fordi jeg havde mit studiekort med, og de gav studierabat), altså den nette sum af hhv. 18 og 9 kr. ATTEN KRONER FOR AT KOMME PÅ MUSEUM, VENNER. DK, vær sød at tage ved lære af dette, thank u.

Museet handler om japanernes liv mellem 1935-1955, og hvordan folk klarede sig under krigen og undtagelsestilstanden. Det lød utrolig spændende, der var ikke nogen engelsk skiltning, men en engelsk lydguide, man kunne få i døren.

Til vores forvirring lå selve museet på 6-7 sal, og man skulle selvfølgelig starte oppe på 7, og gå ned på 6. Det havde vi ikke lige forstået, så vi prøvede at komme ind på 6, hvor vi pænt blev henvist til at tage en etage længere op… på 5. sal lå der et audio visual room, hvor man kunne se nærmere på Showa Æraen, ved at se film og fotografier, o. lign. fra den tid, 4. sal var et bibliotek, 3. sal var for specielle udstillinger (og udelukkende på japansk, så det blev vi sgu ikke så kloge af), 2. sal var en evakuerings “square” for Chiyoda by, og 1. sal var indgang.

Vi måtte i øvrigt ikke tage nogle billeder derinde, medmindre der var skiltet anerledes.

img_9548 img_9546

Så her er to billeder derfra, oppe på 7. sal. Det var lige inden nedgangen til 6. sal, og forestillede en bunker of some sort, hvor man kunne sætte sig ind og trække tæppet for (hvilket vi selvfølgelig gjorde), så der blev helt bælgmørkt derinde, med undtagelse af den røde, lysende lampe. Derfra startede sirener med at ringe, og “jorden” under os begyndte at skælve, og man kunne høre – og mærke – hvordan bomber sprang omkring en. Det var faktisk meget sjovt at prøve – selv om det selvfølgelig ikke har været nogen udpræget rar ting i virkeligheden.

img_9550 img_9551

Her er billeder fra 6. salen, lige inden udgangen, hvor der var “explorer” room, hvor vi bl.a. kunne prøve at bære “vandspande”, og fuck, de var ret tunge??? Derudover kunne man pumpe vand op fra en brønd. Hvis jeg husker rigtigt, havde man 60 sekunder, til at fylde 6 spande med vand. Inden vi gik på, var der en japaner, der lige havde pumpet vand, og han var nået i mål – mere end det faktisk. Og så var det lillebrors tur, og han var SÅ DÅRLIG til det, det var fucking hilarious, jeg kunne virkelig ikke lade være med at grine. Han fik pumpet 0,5 spand i løbet af 1 minut, og det var det sjoveste ever, selv japaneren, der havde været på før, grinede. Hold kæft, det var sjovt.

Der var også sådan en flaske med ris i, hvor man skulle dreje en pind rundt nede i, men jeg kunne sgu ikke helt lure, hvorfor, og vi var heller ikke særlig gode til det :/ så we moved on.

For at være ærlig, vil jeg faktisk ikke rekommendere det her museum? Altså, jeg ved ikke, om jeg bare overhypede det lidt, men jeg synes ikke, det var noget specielt, og jeg synes også, det var træls hele tiden at gå med en lydguide oppe ved øret, for at kunne forstå, hvad der foregik.

Vi gik ned og ud, hvorefter vi gik op på 2. sal igen, for at se “udsigten” fra den der evakuationssquare fidus, og der var faktisk ret flot, for det lå lige ud til en sø, hvor der var et tempel (?) på den anden side af floden. Det mindede lidt om Kejserpaladset, syntes jeg.

tokyo-2017-1-096 img_9552

Så ja, det var meget fint. Men som vi gik forbi var der bare omringet af police force, og man måtte kun komme ind, hvis man havde en bestemt papirflap, og det havde vi altså ikke, så vi blev pænt væk.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Og så var der lige de her billeder. Det var noget overskyet, og vi gik mod noget, vi inderligt håbede ville være Tokyo Dai-jingu, men det var sådan lidt vagt… vi gik bare og håbede på det bedst, gennem de lidt mindre gader, indtil vi nåede helligdommen.

tokyo-2017-1-099 tokyo-2017-1-100 tokyo-2017-1-104 tokyo-2017-1-102 tokyo-2017-1-105 tokyo-2017-1-107

Så her er nogle billeder derfra. Ikke de pæneste, men nede ved cleasing-area og indgangen, var der bare en mand, der sikkert arbejdede der, og han holdt sygt meget øje med min bror og jeg, sådan virkelig “white people,,,” agtigt, så vi skyndte os bare videre. Og egentlig er jeg heller ikke synderligt imponeret over denne helligdom? Jeg synes i hvert fald, jeg har set flottere. Den var interessant, fordi der blev solgt bryllupsamuletter, men jeg kunne sgu ikke helt greje hvad eller hvordan… ville ellers gerne have købt en med hjem til mor og far o.e Men ja, moving on.

 

Næste stop på listen var som bekendt, Canal Café, og nøj, hvor er jeg glad for, at jeg havde lillebror med.

tokyo-2017-1-110 tokyo-2017-1-111 tokyo-2017-1-112 tokyo-2017-1-114tokyo-2017-1-115

Her er lige nogle action-shots af vores location. Det var ret fedt! Det var i øvrigt begyndt at småregne.

Nå, men hvorfor var jeg glad for, at have min lillebror med? Jo. Fordi det var pissedyrt! Det kostede, hvad? 2.000+ yen for en pizza eller pasta med salatbar til – det er altså 120+ kr! Okay, nu jeg tænker over det, var det faktisk ikke så galt, men vi var bare ikke sultne, og det lød af så mange penge, når man er vant til at give 500-1.000 yen for et måltid. Dertil kom sodavanen, der kostede 500 yen, altså 30 kr. Så vi endte med at bestille en pizza til deling, det kostede 1.900 yen… ret dyrt, især fordi pizzaen ikke var ret stor.

tokyo-2017-1-124 tokyo-2017-1-126OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Det var sgu lidt svinsk at tage 30 kr for den bette sodavand, og 110 kr for den pizza… Men omvendt, så var pizzaen altså bare RØVGOD, altså omg, legit sex, fuck den var lækker. Den var virkelig, virkelig god!

Og med det sagt, så ved vi jo også godt, at vi bl.a. betalte for viewet… og det var måske helt okay, for her var sgu flot – se selv:

tokyo-2017-1-119 tokyo-2017-1-118 tokyo-2017-1-117 tokyo-2017-1-120

Altså, det var sgu flot, også selv om det regnede lidt 🙂 Så vi nød vores lækre, halvdyre pizza i de smukke omgivelser, og nød hinandens selskab.

tokyo-2017-1-138 tokyo-2017-1-137 tokyo-2017-1-133 tokyo-2017-1-134 tokyo-2017-1-140 tokyo-2017-1-141

Mens vi sad og spiste, blev der også åbnet for, at folk kunne komme ud og sejle. Det var rigtig hyggeligt at sidde og se på dem, der roede rundt ude i vandet.

Så skulle vi betale, og vi slap med at betale 1.566 yen hver, hvilket var lidt mere end regnet med… turns out, at de lige havde glemt at informere om, at priserne var uden servicetaxes og lignende, og derfor det blev lidt dyrere. Men okay, 95 kr., for et lille måltid mad med pæn udsigt, var måske ikke så galt igen 🙂 Vil i hvert fald varmt anbefale stedet, fordi selv om det var lidt pebret, så var det sgu flot og lidt af en oplevelse i sig selv.

 

Af sted, videre måtte vi. Vi var dog kun lige kommet væk fra caféen og over fortovet, før det begyndte at regne en del. Men i år var vi forberedte. Brorlille havde en regnjakke på, og jeg skyndte mig heroisk at få fat i mit regnslag, der lå nede i tasken, og af sted, videre vandrede vi, mod Akihabara.

Vi undervurderede dog både regnen og vores egne evner til at finde vej, for vi nåede da at fare vild op til flere gange, og blev så drivvåde, at vi 1) frøs og 2) vores kort blev helt udvasket og gik fra hinanden. Så kunne vi stå dér og se dumme ud, og slukørede gå tilbage, hvor vi kom fra, for at fortsætte endnu længere den vej, fordi vi jo var gået forkert… øv altså. Men vi fik da passeret Tokyo Dome City Attractions på vejen, så nu ved vi, hvor den er henne, også selv om lillebror ikke ville med ind (ville jeg ellers gerne :().

Vi nåede Akihabara, og lignede to druknede mus. Mit regnslag havde sgu ikke holdt tæt; jeg var drivvåd, selv ned ad ryggen og maven, mit hår var drivvåd, mine BEN var fuldkommen gennemblødte, regnen var totalt gået gennem mine bukser, og jeg hundefrøs.

Til vores store skam fandt vi endelig Maach Ecute og gik en tur indenfor, men fordi vi var så våde, gik vi bare og dryppede over det hele… og Maach Ecute er faktisk et overraskende pænt sted at være, så man følte sig ret akavet, når man gik der og dryppede vand over det hele. Og til min store skuffelse havde de KRAFTEDEME FJERNET DEN KØLEBOKS OG DE IS, de havde sidste år, som var min number one reason for comming back til Maach… jeg var en skuffet pige. Airconditionen drev os ud derfra, og slukørede gik vi mod Mandarake, stadigvæk i silende regn.

Vi nåede derhen, og det var iskoldt derinde, som vi gik rundt. Brorlille skulle ikke have nogen kort, men fandt i stedet for nogle card sleeves (ok???) som han købte. Hurtigt blev vi enige om, vi bare skulle ud fra Mandarake, for der var sgu koldt derinde, og derefter vendte vi bare snuden HJEM, for vi var kolde. Så hjem mod hotellet kom vi, og ud af det våde tøj, som vi straks hængte til tørre, hvorefter jeg ikke var sen til at varme vandet op og fylde badekarret med en bath fizz fidus i, der hed Cool Mint. Selvfølgelig havde jeg også lige været ude og handle Cola, fordi, bitchhh, why not?

img_9562 img_9618

Så den stod på afslapning hjemme på hotellet. Klokken var dog omkring 15, da vi var hjemme, og det syntes vi liiige var tideligt nok til at call it a day, så efter at have genopladet batterierne, så drog vi spontant mod Tokyo Station i stedet for 🙂 Der tog vi lidt et smut gennem Character Street, for at se, om de havde nogle spændende sager.

 

Det inkluderede selvfølgelig en tur gennem den limited edition Peter Plys “store”, i anledning af noget 40 års fødselsdag? Det var fucking lit! Jeg var megaglad, hehe.

img_9566 img_9570img_9569 img_9587

Jeg er ret stor Peter Plys fan, så jeg skulle selvfølgelig have nogle billeder sammen med bjørnen, der er da klart!

Og her følger så nogle billeder af de cute as fuck ting de havde derinde… jeg måtte virkelig get my shit together for ikke bare at købe DET HELE…

img_9586 img_9574img_9576 img_9582 img_9585img_9578 img_9579

Jeg mener hallo, look at all the cute? Jeg er så stor Peter Plys fan, det er helt,,, unreal. Jeg elskede virkelig notesbøgerne, men var så ked af, der stod Historie De Fleur på dem, like why??? :((

 

Nå, men believe it or not, we actually managed to move past Peter Plys butikken, uden jeg losede mit shit entirely og købte alt xD Vi havnede selvfølgelig hos her Hayao Miyazaki.

img_9593img_9595 img_9606

Og for en gangs skyld havde de noget Chihiro og Heksene Merch! I’m gonna be honest here, Chihiro er 100% min yndlings, af dem han har lavet, som jeg har set. Men Det Levende Slot kommer ind på en stærk andenplads.

img_9597 img_9598 img_9599 img_9600 img_9603 img_9604img_9601

Jeg var ret forelsket i: porcelænnet, billedrammerne, blomsterfiudserne og figurerne. Stegepanden synes jeg bare er hilarious, og ja, vifterne var bare flotte, hehe. Så er der figuren af slottet, hvor jeg ikke havde set, at ham Ilden, jeg ikke kan huske, hvad hedder, var indeni og lyste. Hehe.

 

Så gik vi videre ind i en JumpShop, for at se, om de havde noget nyt Naruto Merch, men nej, blot Narutobøgerne.

img_9609

Afslutningsvis var vi inde i et supermarked, hvor jeg fandt de legit SØDESTE, sake-flasker!!!

img_9607

Jeg kunne seriøst have købt alle tre af de lyserøde, de var så fucking søde i could scream.

 

For whatever reason havnede vi til sidst på Maccen, efter at have gået en runde nede på Ramen Street. Men vi var da lidt kulturelle. Jeg bestilte en Tokyo Roast-Beef Burger, og en mærkelig kyllinge fidus med ostepulver til (troede det var sovs øv. Eller, da jeg købte den, troede jeg faktisk, at der var ost inde i kyllingedimsen men nææææh nej, det var en skuffelse. Dog var jeg stadigvæk lykkelig over, at man kan købe en burger og bestille nuggets som en side, så jeg kan få begge dele af det, jeg egentlig gerne vil have modsat herhjemme i dANMARK.

Min roastbeef burger var ret klam, og min kyllingeting var bare en kæmpe, overfried kyllingenugget med klamt ostepulver på, så det var ikke en succes. Men nuggetsne… i knew i could count on those.

img_9612

 

Efter Maccen gik turen hjemover, hvor vi lige smuttede forbi “Supermarket” på vejen hjem og købte lidt slik. Jeg fik brorlille overtalt til at købe en pakke KitKat med Matcha smag, og så købte jeg en pakke med Hindbær smag. Derudover købte jeg en jordbær-karamel-ting, jeg også købte sidste år, som jeg syntes var ret god. HEHE.

img_9626 img_9630 img_9640 img_9641tokyo-2017-1-164

Jeg endte faktisk ud med rigtig godt at kunne lide de KitKat, der var med Matcha, men jeg kunne slet ikke FORDRAGE dem med Hindbær! Vildt sært…

img_9617

Og så får I lige dette billede af min flotte badedragt, som min lillebror var en ordentlig hater på. For da jeg skiftede ud af det våde tøj, og over i denne her, var det første han sagde til mig “Ej, Cecilie, det er simpelthen for emo.” og jeg stod sådan??? Nej, det er ej, lad da være??? Kommentar nummer to: “Uhhh, look at me!!! i’m so edgy and cool because i wear a skeleton uhhh!” i den mest high-pitched fucking tone ever…. rude as freck, brorlille…. but now we are on the subject, i am edgy and cool……..

 

Nå! Men det var det, inden vi hoppede i seng og snak af sted til drømmeland. Med undtagelse af mig, der vågnede ved 3-4 tiden i så voldsomme mavekramper, at jeg næsten begyndte at græde, og måtte vække lillebror for at få en smertestillende pille :(( det gjorde så ondt, og jeg kunne bare ikke falde i søvn bagefter… men mere om det i næste indlæg!

Følg med på Bloglovin‘, så du ikke misser et indlæg – subscribe til mig derinde ved brug af email! Til vi ses igen:

– Cecilie x

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tokyo 2017 - Dag 1 - Nihonbashi & Kayabacho