Fra Tokyo til Kastrup, 2017

Så blev det tid. Dag 14. Søndag.

Vi skulle flyve kl. 11:10, hvilket betød vi skulle være i lufthavnen senest kl. 9. Hvilket betød vi skulle af sted kl. 7:30 fra hotellet og mod Nihombashi Station, hvor vi skulle med Asakusa Line til Oshiage, og derfra ville metrotoget så blive til Narita Skyaccess, og vi kunne komme til lufthavnen.

Turen ind til lufthavnen gik dog ikke 100 % gnidningsfrit, må jeg nok lige fortælle.

Jeg havde ikke flere penge på mit Suica, så jeg havde betalt billetter separat de sidste 2 dage, og det skulle jeg selvfølgelig også i dag. Det blev lige akkurat 1.330 yen, som var lige præcis det, jeg havde tilbage i mønter. Lillebror skulle oplade sit Suica. Så kommer vi hen, og vi skal betale for billetter, og vi er i forvejen… ikke sent på den, men vi havde ikke lige kalkuleret at skulle op og ned ad trapperne med 20 kg tunge kufferter, vel?

Jeg kunne så ikke købe min billet, og gik totalt i PANIK, så jeg spurgte om hjælp, og fik at vide, at jeg skulle gå ned ad trapperne og op ad trapperne igen og så købe billetterne, og jeg fattede intet, af, hvor jeg skulle gøre det, så jeg løb forvildet omkring, måtte spørge om hjælp igen, denne gang med tårer i øjnene, og måtte så springe ned ad trapperne og op igen, og spørge på den anden side af perronen med totalt angstanfald i kroppen og tårer i øjnene. Manden, der stod, guidede mig så hen til maskinerne, hvor han hjalp mig med at få købt billetten, fordi han godt kunne se, at jeg ikke lige havde det skidegodt lige nu, og han informerede mig så også om, at toget snart ville komme. Det var 5 minutter forsinket, men det kom altså lige om lidt, så jeg skulle skynde mig. Jeg takkede, spurtede ned ad trapperne, op igen, måtte få kufferter og lillebror ned ad trapperne og op igen, så vi kom op på den rigtige perron, jeg fræsede over til manden igen, for at høre, om det var rigtigt forstået, at vi bare skulle blive i toget, når det stoppede på Oshiage, og det skulle vi så… og “hurry train come now” og jeg spurtede bare igennem tjek-inden, og nærmest lige som vi kom på den anden side af perronen, der hvor togene kører, kom toget, og vi sprang ind. PUHA.

Jeg rystede over det hele pga. angsten, der endelig var begyndt at calme the freck down igen, fordi vi nu havde nået det. På den 1-1,5 time togtur, der var, skulle jeg dog lige nå at bunde 0,5 L vand og 0,5 L cola zero. Cola er fucking lågsus, men ikke klokken 8 om morgenen, der er det bare lidt sært… men yanno. Det lykkedes, og vi kom frem til Narita Airport uden yderligere problemer.

Da vi nåede frem gik vi stedkendt direkte over til JR-stationen, hvor vi var inde for at aflevere vores Suica. Jeg havde 100-something yen tilbage på mit, og 500 yen i selve kortet. Lillebror havde en del mere. Jeg havde lidt overvejet at gemme kortet, for laughs, men lillebror havde jo også droppet bomben (upassende i en lufthavns-sammenhæng I KNOW), om at jeg nok ikke skulle sætte næsen op efter, at vi skulle af sted igen til næste år. Både fordi han var broke, men også fordi, at de måske slet ikke ville holde træningslejr næste år. Med dén information synes jeg, det var fjollet at beholde mit Suica og betale 30-40 kr., for det, når jeg ikke vidste, hvornår jeg ville få brug for det igen… og fordi jeg havde under 200 yen (normalt tager de 200 eller 220 yen i gebyrer for at give penge tilbage), så skulle jeg kun betale de 100-something i gebyrer, så jeg havde lige pludselig 500 yen sharp at snolde for i lufthavnen! Lillebror havde en del flere, lad os sige det sådan…

Vi gik op af rulletrapperne, og jeg kunne bare IKKE finde rundt, vi skulle åbenbart vildt langt op (sidste år syntes jeg kun vi skulle en rulletrappe op, men vi skulle altså en del mere denne gang), og da vi nåede over, var jeg så i den forkerte fløj til flyene… og da vi skulle tjekke ind, kunne vi så ikke selv få lov til at tjekke ind, men skulle stå i kø og lade SAS-menneskerne tjekke os ind, fordi scan-selv-tjekind-scannerne virkede ikke. Til gengæld gik security enormt stærkt, så klokken var vel 9:30-10, da vi nåede ind i selve lufthavnen? Idk. Vi besluttede, at vi skulle kigge efter souvenirs ASAP, så vi kunne få brændt nogle yen af! Det blev hurtigt til to flasker sake, en til mig, og en til lillebror, der også havde købt sakeglas og alt muligt fancy tideligere på ferien… FUCK, i forgot, da vi var i Harajuku var vi også i Oriental Bazaar igen ofc., jeg glemte bare at skrive det i indlægget, fordi jeg ikke købte noget derinde!! Men vi var der altså, haha. Meget hyggeligt sted…

Anyway. Bagefter besluttede vi os så for at vi skulle have noget second breakfast, og fandt os en Doutor, fordi McDonald’s til vores SKRÆK OG RÆDSEL var lukket ned for ombygning… how dare they…

Jeg fik en tunasandwich til 310 yen eller sådan noget, og så ville jeg også have en cinnamon-roll, fordi jeg blev snydt i går… den kostede dog 200 yen, så måtte låne de sidste 10 yen (0,6 kr) af lillebror :// haha.

Efter det tog vi maden med os mod gaten, og lillebror brugte de sidste yen (af dem han gad bruge for han gad åbenbart ikke bruge dem alle), på en Cola Plus, vi længe havde undret os over, hvad var for noget (turns out det var en cola zero af en art??), og en is.

Så satte vi os ned og ventede på, at vi kunne boarde, mens vi spiste morgenmad. Da vi kom ombord på flyet, skulle vi DESVÆRRE sidde på firmandsrækken i midten :// Lillebror ville gerne sidde ud til gangen, rip rip rip… Men til mit held, sad der så ikke nogen ved siden af mig, og i øvrigt heller ikke foran eller bag mig, så jeg havde ENORMT meget plads til at slænge mig på, så jeg havde fødderne op på sædet ved siden af, kunne sidde i skrædderstilling og alt muligt nice. Tror lillebror havde mange ragrets i det øjeblik (nogen der har set We’re the Millers?).

Jeg satte hurtigt Snatched på, som faktisk var ret sjov, og små to timer efter, så var det tid til flymorgenmad/frokost… som var PRÆCIS det samme som sidste år (indlæg her, billede her) ?????

Efter at have set Snatched, som i øvrigt var en komedie, bare lige, hvis nogen har lyst til at tjekke den ud, lololol, så gik jeg i gang med at se Dirch. Vi havde set den derhjemme før, men i fell asleep, så tænkte, at nu måske var tiden til at se den xD

Efter det tror jeg, at jeg forsøgte at blunde lidt, sandsynligvis uden enormt meget held…

Som vi nærmede os “morgen” – dvs. endnu mere eftermiddag (når man flyver til DK får vi lige trukket 7 timer fra, så vi landede 15:40 eller sådan noget), begyndte jeg at se nogle andre ting. Jeg gad sådan set ikke helt starte på en film, så i stedet så jeg bare nogle afsnit af forskellige ting, ift. hvad de nu lige havde. Dertil kom morgenmaden, som også var PRÆCIS DET SAMME SOM SIDSTE ÅR.

Til mit held betød det jo så også samme æblejuice som sidste år, hehe. Den var jeg meget vild med. Jeg gennemsøgte hele Tokyo… eller i hvert fald alle Family Mart, Lawsons, og hvilke andre småsupermarkeder de havde rundt omkring, efter den, men ingen havde dem :((

Af serier jeg så, mens jeg konsumerede min morgenmad var bl.a. Frequency, første episode, som handlede om en kvinde, hvis far døde, da hun var ung, og pludselig kan hun høre ham gennem en radio, og de er så i to forskellige årtier, og hun prøver at guide ham udenom at blive slået ihjel, hvilket lykkedes, men det får så andre konsekvenser i hendes liv, og ja… den var fin nok.

Jeg så også You’re the Worst, som var en serie om parforhold, der faktisk var helt vildt grineren. Jeg vil prøve at se, om jeg kan finde den på Netflix, når jeg engang bliver færdig med at se Venner.

Til sidst så jeg Trial and Error, der er en komedieserie om en advokat, der prøver lykken, og bare får tilsendt the worst case ever, og the worst team ever, og han skal så forsøge at navigere rundt i dét… den var meget sjov også, og den kunne jeg også godt overveje at se mere af.

Så nærmede det sig landingstid, og vi var mere end KLAR, vi landede lidt før tid… til gengæld tog baggage-claim også bare 800 år, så… vi sparede egentlig ikke ret meget tid. Hvis overhovedet noget :)) men ja, sårn er det jo. Vores forældre kom og hentede os, og så tog vi hjemover… vi havde aftalt på forhånd, fordi jeg er flyttet hjemmefra, at vi skulle en tur hjem til mig og spise aftensmad sammen i fællesskab og snakke om rejsen.

 

Så vi tog hjem til mig, hvor min mor begyndte at lave spaghetti og kødsovs, og jeg vimsede rundt og pakkede ud og sådan, og vi fik hentet nogle af mine ting, vi havde puttet i lillebrors kuffert, og jeg fandt de gaver, vi havde taget med hjem til vores forældre i år :))

Til vores mor, havde vi købt en dåse småkager fra DisneySea, med det sødeste Mickey/Minnie reænassance-alder motiv, og til vores far havde vi købt en limited edition “Pirates Summer 2017” dåse lakridsbolcher, som han senere fik slået op og vist sig var… colabolcher… eller vingummier… fuck knows, men i hvert fald IKKE lakrids. Sådan kan det gå jo… derudover fik han også en sort/mørk, tør øl, idk??? Jeg blev sgu ikke helt klog på det, det lignede bare øl, så jeg tog den bare med. Derudover fik de til deling en lille pose Beauty and the Beast (dog var det Clocksworth og Lumiere motiv) bolcher fra Disneystore, fordi vores forældre tideligere på året tog os med ind og se Beauty and the Beast. De fik også begge to en fod-detox sheet og sådan nogle af de der hvide masker, japanerne bruger. Umiddelbart husker jeg ikke lige, om de fik noget andet, jeg tror det ikke?

Og ja, så spiste vi middag sammen, og min mor var også så sød, at hun vaskede op for mig <3 og så tog de hjem, og jeg vimsede bare lidt omkring herhjemme også, mens jeg ryddede lidt op, og bare dansede og hørte musik…

Selvfølgelig skiftede jeg dog lige over i min nye Hard Rock Café T-shirt og H&M-sale-bukser, mens jeg skrålede med på Royal Blood’s to nye sange, jeg blev forelsket i NETOP på Hard Rock Café, hhv. “I Only Lie When I Love You” og “Lights Out“… uffff, de er gode, seriøst hØR DEM.

Og ja… det var sådan set det???

Jo, og så havde jeg gennem hele ferien haft en seddel i min pung, hvor der stod, at jeg skulle prøve at spise “shabu shabu” og “sukiyaki”, mens jeg var af sted – det var en suggestion, fra en fellow person, der havde været i Japan. Gæt hvad jeg ikke fik spist, at all, at any time :)) øv altså. Anyone up for en ny tur, så jeg kan få smagt det mad dér???

 

Til sidst vil jeg bare sige tusind tak, fordi I fulgte med, og at jeg håber, at I vil tage et smut forbi min Bloglovin‘, og give et follow, så I hele tiden er opdaterede på, hvornår jeg laver nye indlæg 🙂 Jeg tænker, der nok ikke kommer til at gå alt for længe, før jeg skal i gang med noget SFT igen, og så selvfølgelig også min Japan/Tokyo-haul, som jeg HÅBER ikke kommer til at komme lige så sent ud, som den fra 2016 gjorde… link til den her.

Og her følger lige nogle dagsbilleder og aftenbilleder, af udsigten fra vores værelse på 12. sal. Dagbillederne blev taget, lige inden vi forlod hotellet </3

Derudover er der ikke så meget andet end at sige… til vi ses igen:

–  Cecilie x