Hvad har jeg lært i SFT? #21

Hvad har jeg lært i SFT? #22

Hej bloggen, og velkommen tilbage til endnu en omgang SFT. Den sidste for 2017, hvilket også betyder, at jeg ENDELIG er up to date med det hele.

 

Fredag d. 15/12 havde vi sidste gang i SFT, 2017, og samme dag bevægede vi os også fra konflikthåndteringsmodulet og over mod selvværdsmodulet. Noget, som jeg har set VIRKELIG meget frem til, og som jeg VIRKELIG tror kommer til at gavne mig.

Men først skulle vi lige igennem hjemmeopgaven fra sidst, som handlede om at registrere konfliktoptrappende ulvesprog, og konfliktnedtrappende girafsprog. Jeg havde ikke rigtig encountered nogle konflikter, hvor dette kunne bruges, men jeg kom i stedet med en situation med en pige, jeg tit kommer op at skændes med, som rigtig tit er god til at bruge ulven – og hvordan jeg gør mit bedste, for at være en giraf… øhm, jeg havde ikke noget papir med til denne gang, så jeg fik ikke skrevet ned, hvad de andre sagde, så ja… det var dét angående hjemmeopgaven.

 

Herefter vil jeg lige gennemgå de grundlæggende, personlige rettigheder, jeg snakkede om i sidste indlæg. Disse omhandler:

  • Ret til at give udtryk for min mening.
  • Ret til at give udtryk for mine egne synspunkter, værdier og holdninger.
  • Ret til at synes, at mine egne behov er lige så vigtige som andre menneskers behov.
  • Ret til, at have følelser som glæde, vrede, sorg og skuffelse.
  • Ret til, at udtrykke mine følelser.
  • Ret til at blive hørt, og til at blive taget alvorligt.
  • Ret til at blive respekteret på lige fod med andre mennesker.
  • Ret til at bestemme, om jeg vil leve op til andres forventninger eller handle som det passer mig, blot jeg ikke krænker andres rettigheder.
  • Ret til ikke altid at være perfekt.
  • Ret til at begå fejl.
  • Ret til at skifte mening.
  • Ret til at sige, når der er noget, jeg ikke forstår, eller noget, jeg ikke ved.
  • Ret til ikke at tage ansvar for andres problemer.
  • Ret til at bede om det, jeg gerne vil.
  • Ret til at være mig selv, udtrykke mig selv, og handle som jeg finder rigtigt.

^ Ovenstående er som sagt “grundlæggende personlige rettigheder”, dvs. rettigheder, vi ALLE sammen har, uanset hudfarve, køn, religion, osv. Så hvis nogen har fået dig til at få det dårligt over de her ting, eller hvis du får dig selv til at føle skyld over de her ting, så stop lige op engang, og mærk, at det er noget, du HAR ret til, og dermed ikke noget, der skal føles skyld over. 🙂

 

Moving on til temaet for denne SFT-session, som var Kognitive Forvrængninger. Det her hørte jeg også om på psykiatrimodulet (modul 8) på sygeplejerskeuddannelsen… og det er noget, jeg i DEN GRAD har problemer med. Det tror jeg, vi er flere, der har på et eller andet plan, men… nogle er mere handicappede og begrænsede, på grund af de her forvrængninger, end andre mennesker er – og det er, når forvrængningerne fylder så meget, at det stopper en fra at leve, som man vil, at man ligesom… ja, får et problem. Jeg tænker at gennemgå de 17 – yup – forvrængninger, vi hørte om, og koble lidt på, fra mit eget liv. Det var i bund og grund også det, vi faktisk gjorde til SFT. Vi blev delt op i to grupper, tog halvdelen hver, og så skulle vi selv reflektere og komme med eksempler. Så ja, jeg kommer med mine egne eksempler, i stedet for at bruge dem, der står på mit papir. Så lad os komme i gang!

  1. Tankelæsning. Du antager, at du ved, hvad folk tænker, ude at have tilstrækkelige beviser for deres tanker. F.eks. “De tænker sikkert, at jeg er for tyk.” Dén her døjer jeg personligt rigtig meget med, hele tankelæsnings-mantraet, med ALT muligt mellem himmel og jord. Virkelig, alting. Det er gudskelov blevet bedre, fra da jeg var yngre, men jesus, hvor det stadigvæk fylder.
  2. Spådomme. Du forudsiger fremtiden, dvs. at tingene vil blive værre, eller at der er farer forude. F.eks. “Jeg dumper helt sikkert denne her eksamen, og så bliver jeg smidt ud af studiet også.” Også rimelig guilty herfra.
  3. Katastrofetanker. Du tror, at det, der er sket, eller vil ske, vil være så frygteligt og uudholdeligt, at du ikke vil være i stand til at holde det ud. F.eks. “Det her klarer jeg ikke, for jeg bliver så angst, at jeg sikkert bare dør, det er enden, alting slutter nu, så det kan jeg bare ikke.” Den har jeg faktisk rigtig tit. Hvilket er totalt sært, fordi angst DRÆBER IKKE!!! Det er røvubehageligt, men det slår altså ikke nogen ihjel. Så det er totalt urealistisk at tro, at jeg dør, men ja..
    • Lige en kommentar knyttet hertil, så har jeg også katastrofetanker ifm. min OCD, som mere er… ja, katastrofe-tanker. Altså, hvor jeg tænker “Hvis jeg ikke gør dit-dut-dat, så dør min familie, så det SKAL jeg gøre.”, eller “åh nej vi dør alle sammen, fordi den der bil lige dér kørte lidt stærkt, og det er min skyld, fordi jeg ikke sagde remsen.”, osv.
  4. Stempling. Du tilskriver dig selv og andre negative træk. F.eks. “Ingen elsker mig, fordi jeg ikke kan elskes.” Den laver jeg også tit.
  5. Bortregning af det positive. Du hævder, at de positive bedrifter, som du og andre opnår, ikke er noget særligt. F.eks. “Okay, jeg fik 12 i SSO, men det er ikke noget specielt, lærerne havde nok bare ondt af mig, eller også var jeg heldig, for så god er jeg jo slet ikke.” Og det her SKETE faktisk. Jeg fik 12 i min SSO, og jeg var stolt i ca. 0.2 sekunder, fordi der var ikke én eneste, af mine “veninder” der ønskede mig tillykke. Jeg endte med at sidde og græde, i fuck knows hvilken time, vi havde, fordi de andre piger virkede sure på mig, over min karakter, og de nægtede at lykønske mig eller noget som helst. Så jeg endte med at føle mig skyldig, og jeg var overbevist om, at der måtte være en fejl. Da jeg kom til karaktersamtale, sagde min lærer, at der jo ikke var så meget at snakke om, for jeg havde jo fået 12, fordi min opgave nærmest var perfekt. Jeg havde lyst til at SKRIGE min historielærer ind i hovedet, at han måtte give mig noget, give mig noget at arbejde videre på, så jeg kunne blive perfekt. Det var fuldkommen åndssvagt, men jeg følte mig bare ikke fortjent til det. Inderst inde vidste jeg godt, at min SSO var PISSEGOD, og looking back, så synes jeg faktisk den er så god, at jeg ikke engang fatter eller husker, at jeg har lavet den. Men dengang følte jeg bare slet ikke, det var godt nok. Sådan har jeg det stadigvæk efter hver evig eneste eksamen. Hele folkeskolen tænkte jeg også bare “jeg fortjener ikke det her 12 tal, for jeg er dum”. Og jeg HADER det.
  6. Negativt filter. Du fokuserer næsten udelukkende på det negative, og bemærker sjældent det positive. F.eks. “Nu kunne jeg heller ikke finde ud af det.” Den her er jeg også rigtig slem til at lave. Jeg ser en lige p.t., og det er FANDEME et under, at han har magtet mig så lang tid, som han har, fordi jeg er bare så slem til at lave den, og endda rigtig tit ubevidst, at så flyver der bare et eller andet selvhadende ud af min mund, og så står jeg bare… well this was awkward and u weren’t supposed to know, but yet here we are. Jeg fokuserer alt for meget på de ting, som jeg ikke selv føler, jeg gør godt nok. Heldigvis er han, og mange andre omkring mig, rigtig gode til at korrigere denne her forestilling lidt, ved at highlighte de ting, jeg godt kan. Eller korrigere mig fuldkommen, hvis det jeg baserer som værende “forkert” eller “ikke godt nok”, faktisk i virkeligheden var lige i skabet.
  7. Overgeneralisering. Du oplever et generelt mønster af negativt, på baggrund af én enkelt begivenhed. F.eks. “Jeg gjorde denne her ting forkert, jeg gør sikkert også alt andet forkert.” Jeg vil sige, denne her var faktisk lidt svær for mig, fordi… jeg føler ikke jeg overgeneraliserer noget, jeg føler reelt, at det er sådan det er, så jeg føler lidt et tillidsbrud til mig selv, hvis jeg skulle komme med nogle mere slående eksempler, fordi jeg føler, de er så reelle, som noget kan være??? Men det er f.eks. sådan noget med: “De her piger er stride mod mig, så sådan er alle piger, og ingen vil mig det godt.” eller “Nu blev jeg også såret af ham her, så alle fyre er bare ude på at smadre mit liv entirely.”
  8. Polariseret tænkning. Du betragter begivenheder eller mennesker i alt-eller-intet termer. F.eks. “Alle hader mig.” eller “Jeg kan ingenting.” eller “Jeg hader/elsker dig.” Det er meget sort-hvidt for mig, med rigtig mange ting. Og jeg hader det. Min terapeut bliver ved med at snakke om gråzoner, men jeg kan fandeme ikke se nogen!!!!
  9. “Burder”. Du fortolker begivenhederne i lyset af, hvordan de burde være, i stedet for at fokusere på, hvordan de er. F.eks. “Jeg burde få 12 i alt, ellers er jeg ikke god nok.” Her vil jeg lige smide en alternativ tanke ind, der hedder – “Jeg vil gerne have 12 i alt, men det kan jeg ikke. Jeg gør mit bedste, og det er godt nok.” Fordi jeg er SÅ slem til den her, altså, virkelig! Og jeg skal seriøst få igennem min æggehjerne, at der er intet i verden, som man SKAL eller BØR. Der er ting, man KAN eller VIL. Og sådan er det.
  10. Personalisering. Du tilskriver en uforholdsmæssig del af skylden for negative begivenheder til dig selv, og formår ikke at se, at visse begivenheder også er forårsaget af andre. F.eks. “Det her skænderi er udelukkende min skyld, fordi jeg sagde min mening.” Her vil jeg lige referere til de personlige rettigheder ovenfor – jeg har RET RET RET TIL AT SIGE MIN MENING!!! Andre behøver ikke at være enige, men andre behøver heller ikke starte et skænderi med mig, fordi vi har forskellige meninger!!! Et andet eksempel kan være: “Den her person gider mig ikke, så det er mig, der er noget galt med.”
  11. Bebrejdelser. Du fokuserer på den anden person, som kilden til dine negative følelser, og du afviser at tage ansvar for at ændre dig selv. F.eks. “Det er pga. den her person, jeg har det, som jeg har det nu.” Jeg vil sige, personligt har jeg gjort det her. Jeg har bebrejdet rigtig mange mennesker, men ikke udelukkende bebrejdet dem. Jeg har altid selv kunnet tage ansvar selv også. Og jeg er ked af at sige det, men nogle gange er der bare en direkte sammenhæng mellem noget folk gør, og hvordan man ender med at få det. Og sådan er det bare. Jeg synes den her tricky. For jeg er også et sted i mit liv nu, hvor jeg kan anerkende… sådan, lidt… “Det er ikke din skyld, jeg har det sådan her, det er mig selv, fordi jeg har en sygdom, og fordi jeg er lidt sensitiv, og fordi min hjerne arbejder mærkeligt, og prøver at få alting til at passe ind i en forvrænget virkelighed, jeg har – men det du sagde der, har triggered noget inde i mig, der gør, at jeg får det sådan her. Det er ikke din skyld, for det var ikke din mening, men jeg har det stadigvæk dårligt over det, fordi du triggerede det, og det er ingens skyld, men det ændrer ikke på, at jeg ikke har det særlig godt lige nu.”
  12. Urimelige sammenligninger. Du fortolker begivenhederne i lyset af standarder, der er urealistiske, ved primært at fokusere på andre, der klarer sig bedre end dig, og dømmer så dig selv underlegen. F.eks. “De fik 12, og jeg fik kun 10, så jeg må være dum.” Den her referer lidt til den anden 12-tals-ting, jeg var inden på. Jeg har i lang tid haft det stramt med de her sammenligninger, fordi jeg ikke følte, de var uretfærdige. Men med rigtig, rigtig meget terapi, er jeg begyndt at forstå, at det er de. Jeg kan ikke sammenligne mig selv med 20 andre elever, og forvente, at jeg er ligesom dem. Især ikke, når jeg har flere tider på psyk UGENTLIGT, fordi jeg har det skidt i hjernen. Min terapeut – begge to faktisk – har altid sagt til mig: “Jamen Cecilie, et 10-tal er da flot. Et 10-tal er jo ikke dårligt, Cecilie. Cecilie, når man har det, som du har det, så er et 10-tal rigtig, rigtig flot. Du har en hjerne, der ikke husker ting særlig godt, og du har en hjerne, der hele tiden modarbejder dig. At du formår, at tage dig af en sygdom, du har i hovedet, og samtidig klarer dig så godt i skolen er et mirakel. Du er virkelig meget, meget dygtigere, end du tror.” Selvfølgelig ikke lige helt ordret, men altså. Faktum er bare – jeg har altid bashet det, mine terapeuter har sagt. For jeg skulle have 12, ellers var jeg dum. Det var jo bare en dårlig undskyldning, at min hjerne ikke fungerede optimalt, jeg brugte det jo bare som undskyldning for ikke at studere mere, og være dum og doven. Men nu forstår jeg, at der faktisk er noget om snakken. For jeg kan under ingen omstændigheder sammenligne mig og min sygdomshjerne, med nogen, der er fuldkommen raske. Det er en uretfærdig sammenligning, og jeg vil ALDRIG blive lige så god som dem, der ikke har konstante tankeforstyrrelser. Det er ikke muligt. Så hvis jeg endelig skal sammenligne mig selv med nogen, burde jeg gøre det med nogen, der i det mindste ligner mig lidt mere.
  13. Orientering mod ærgrelser. Du fokuserer på den idé, at du kunne have klaret dig bedre i fortiden, fremfor på, hvad du kunne føre bedre nu. F.eks. “Hvis jeg ikke havde været syg, så havde mit liv set meget anerledes ud.” Og jeg ved godt, at det er dumt, at ærgre sig, for jeg kan ikke ændre det. Du kan læse mere i det her indlæg. Men faktum er, at det gør jeg altså. Det står mere specifikt udpenslet i det indlæg, jeg har linket til, men det er pissehårdt og pissenederen, at være syg! Og jeg kan seriøst ikke stoppe med at synes, at det er pissehamrende ufedt, at have det sådan her. Det gør det rigtig svært at se en fremtid nogle gange. Men med det sagt, så kan jeg jo godt se, at jeg rykker mig, så forhåbentlig… jeg får ikke det tilbage, jeg har tabt. Men forhåbentlig lærer jeg at leve med det, og måske indhenter lidt, i takt med, at jeg får det bedre.
  14. Hvad nu hvis? Du stiller en serie af spørgsmål, om, “hvad nu hvis?” et eller andet sker, og du er aldrig tilfreds med nogle af svarene. F.eks. “Hvad nu hvis, at jeg ikke kan det her?” Jeg når altid frem til konklusionen – “Så dør jeg.” Eller “Så vil alle hade mig.” Eller det, der er værre. Jeg er så dårlig til det. Jeg hvad-nu-hvis’er alting. Og jeg har BRUG for svar. Så hvis jeg ikke selv finder svarene, på mit spørgsmål, så opsøger jeg dem. Igen må jeg referere til venner, der tit har måtte lægge ører til mit “hvad nu hvis dit-dut-dat”, og de så svarer “jamen så det her.” eller “jamen det kommer jo ikke til at ske.” – og jeg så kører videre i “HVAD SÅ HVIS DET HER SKER I KØLVANDET PÅ DET ANDET DER SKETE?” Eller “Øhm, nej, men hvad nu HVIS det gjorde?” #ondcirkel
  15. Følelsesmæssige ræssonementer. Du lader dine følelser styre din fortolkning af virkeligheden. F.eks. “Jeg hader mig selv, derfor hader andre mig også.” Eller “Jeg lider af angst og det er ikke normalt, og det er også pisseirriterende, så andre synes også, jeg er irriterende.” Jeg synes faktisk, den er lidt svær at beskrive denne her, men den fylder meget hos mig…
  16. Ude af stand til at afkræfte. Du afviser ethvert argument, der modsiger dine negative tanker. F.eks. “Ingen elsker mig. Heller ikke min familie, ikke sådan rigtigt.” Og det ved jeg jo godt er LØGN. Et andet eksempel er, at man flytter fokusset eller “undskylder” tingene. F.eks. “Okay, så lad gå. Ingen andre end min familie elsker mig. Og de elsker mig jo kun, fordi jeg er deres søster/datter/barnebarn, så det tæller ikke rigtig. Havde jeg været en fremmed, havde de hadet mig ligesom alle andre.” Og den er jeg SÅ forfærdelig til. Jeg laver den hele tiden, og jeg hader det. For jeg ved jo godt, at jeg er et dejligt menneske. Jeg ved jo godt, at min familie elsker mig, og ikke kun fordi de “skal”, men fordi de synes, jeg er sød og dejlig – jeg ved, at min familie er gode mennesker, og de har sgu kæmpe store hjerter, så uanset om jeg er relateret til dem biologisk eller ej, så ville de elske mig regardless. Så det er så fjollet, min hjerne forsøger at sige andre ting.
  17. Dømmende fokus. Du betrager dig selv, andre og begivenheder i lyset af sort/hvide vurderingr, i stedet for bare at beskrive, acceptere eller forstå. Du måler konstant dig selv og andre i henhold til vilkårlige standarder, og synes, at du selv og andre ikke lever op til dem. Du er fokuseret på bedømmelsen af andre, lige så vel som bedømmelsen af dig selv. F.eks. “Mine forældre er ikke ligesom andres forældre, så jeg må være kikset.” Eller “Jeg er som jeg er… det er nok helt forkert, jeg ikke er som de andre, jeg burde ændre mig.” Den her synes jeg også er svær at forklare, men den fylder også meget i mit bette hoved. Da jeg var yngre var det rigtig, rigtig slemt. Urgh!

NÅ. Så har vi været igennem de kognitive forvrængninger. Hvad tænker I om dem? Relaterer I? Har I andre eksempler, til noget, der falder ind under her?

– Og har I nogle alternative tanker, man kunne bruge som modskyts til de her tankeforvrængninger? Inspiration søges!

Jeg ved godt indlægget har en smånegativ klang, med alle de her negative forvrængninger, men jeg synes altså, det er pissevigtigt at få talt om. Også sådan lidt “du er ikke alene”-agtigt. For det er NORMALT, at have det sådan her. Som sagt, så har nogle mennesker det bare i mere invaliderende grad end andre. Og jeg synes sgu det var rart, at sidde i SFT, og vide, at jeg ikke er den eneste, der tænker nogle af de her fucked op ting. Fordi nogle af tingene, jeg har ifm. forvrængningerne ER mega fucked op, og har ikke noget at vinde indpas på bloggen. Og det er så rart ikke at være alene. Og hvis du sidder derude, og bliver tyngdet af nogle af de her ting, er det måske første step, at indse, at det er noget, man/ens hjerne, gør. Fordi før man kan ændre på det, eller begynde med alternative tanker, så skal man erkende, at der er et problem, eller noget, der skal arbejdes med. Og det håber jeg, at det her indlæg kunne kaste lidt lys over. Så tak til jer, der har læst med. Det var alt for nu.

26197395_938226626334198_1298935965_n

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘. <3

– Cecilie x

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvad har jeg lært i SFT? #21