Vietnam 2018 – Dag 6 – Interventional Cardiology Department

Hej og velkommen tilbage.

 

I dag foregik, såvel som dagen i går, også på Interventional Cardiology Department, og vi lærte lidt mere om Vietnamesiske sygeplejersker, og deres gang på hospitalet m.m.

Vi fandt ud af, at ICU-sygeplejerskerne på mini ICU-stuen på afdelingen, bar grønne uniformer, for at skille sig ud fra de “normale” sygeplejersker, som bar en blåhvid uniform. Og hver 2. måned skifter disse hold, så begge parter hele tiden holdes til ilden ift. både rollen som almindelige sygeplejerske, og som intensiv sygeplejerske – det var jo smart! Lægerne skiller sig yderligere ud, ved at de bærer blå uniform og lange kitler.

Vi fik at vide, at deres rapport til lægen meget omhandler patientens status og symptomer, og faktisk ligner det lidt det, vi i Danmark kalder for ABCDE. Dog bruger de sjældent her på afdelingen ABCDE og f.eks. EWS, de bruger mest triage, som også læres i skolen. Ting som f.eks. hjertestop, læres ikke i skolen – hvilket jeg var meget forundret over! Og det sagde jeg absolut også. For selv om jeg har lært hjertestop-proceduren på skolen, var jeg da stadigvæk snotforvirret, da jeg så ligepludselig stod i mit første, rigtige hjertestop. Dette kan der læses om her.

Rigtigt spændende at høre om.

Vi fik også lov til at snakke lidt om Danmark, og eftersom jeg ikke rigtig havde fået lov til at tale ret meget dagen i går, og heller ikke havde haft lov til at brilliere i dag heller, begynde jeg at fortælle lidt om det danske system, og begyndte at fortælle, at i Danmark havde man det, man vil kalde “free healthcare”, men inden jeg kunne nå at forklare videre om, at det ikke var gratis-gratis, men blev betalt via høje skatter, brød en af de andre piger selvfølgelig ind, og formåede at ydmyge mig hundrede procent foran de vietnamesiske sygeplejersker, ved at sige: “No, not free, because we pay SO many taxes i pay a lot of taxes”, og så sad jeg ellers der og følte mig dum, og sagde, at så måtte hun da bare tage over, men at hvis hun havde ladet mig tale færdig, fremfor at afbryde mig, så havde jeg også haft fortalt det. Så prøvede jeg at føre samtalen videre, og hun afbrød mig igen, så jeg gav op. Jeg blev sindssyg ked af det, for jeg havde slet ikke fået lov til at tale med dem endnu, eller vise, at jeg faktisk OGSÅ kunne noget, så det gjorde mig enormt ked af det hele tiden at blive afbrudt (og så endda af en, der har fået lov til at snakke velrigeligt begge dage), så jeg sagde til hende, at så måtte hun jo bare tage over. Så sagde hun nej, jeg skulle bare snakke videre, så fortalte jeg hende plain and simple, at det havde jeg simpelthen ikke lyst til nu. Fordi honest, jeg var begyndt at græde, hvis jeg skulle have snakket mere, for jeg var sindssyg ked af, at hun bare skulle afbryde på den måde (hvilket blev et gennemgående tema, samtidig med at hende og en af de andre piger konstant var efter Z og jeg, fordi vi gerne ville have en frappé på Starbucks, fordi Starbucks var såååå overvurderet, og de solgte samme kaffe overalt – yes, we know. Men nu er det IKKE kaffen, jeg vil have, jeg vil have en frappe!).

Senere på dagen, faktisk hen mod slutningen (ja, jeg springer lige lidt rundt), så skulle vi have taget billede. Vi linede op til et foto, og jeg stod ved siden af hende her, der havde afbrudt mig. Der var lidt kold luft mellem os, men jeg var ved at være faldet lidt til ro igen. Dagen forinden havde hun brokket sig over, at stå forrest, og klaget over, at hun så fed ud, og vi stod dér, side om side. Så kommer vores lektor, Ms. Trinh, og skal være med i billedet, og hun går over mod os. Jeg gør det, enhver ville gøre for deres lektor, og træder et halvt skridt til siden, hvor jeg så bliver angrebet med et spydigt: “Tak fordi du bare træder ind foran mig!”. Hvilket gjorde, at jeg hundrede procent fik nok, og begyndte at gå. Så sagde hun noget med, at jeg skulle komme tilbage, eller ikke være sådan, og så sagde jeg ellers bare: “Nej, jeg går, for jeg magter ikke dit pis mere X” (det var i øvrigt også hende, der havde kommenteret på, at jeg brugte lang tid på at gøre mig klar, fordi jeg brugte lang tid på min makeup, den dag, vi skulle på Ben Thanh. Hvilket er totalt barnligt, når hun selv bruger tid på at skal i bad flere gange om dagen, men det er none of my bussiness, og derfor påpeger jeg det heller ikke – hvilket gjorde mig endnu mere vred over, at hun så skulle stå og joke overfor alle med, at jeg var lang tid om at gøre mig klar, bare fordi jeg gerne ville have makeup på, så jeg kunne føle, at jeg havde det godt med mig selv og så godt ud… tak). Så jeg gik. Jeg kunne høre Ms. Trinh spørge om noget, og en af de andre piger dække over mig, ved at sige, at jeg bare skulle tisse… bare tisse min røv, man.

Men jeg fik taget en træk-vejret-pause, i 2-5 minutter, hvor jeg lige kunne falde lidt ned, og prøve at lade være med at tude. For ærlig talt, så var jeg bare så pissetræt af, hele tiden at gøre ting forkert, når jeg i det store og hele slet ikke GJORDE noget forkert… Menøh, jeg vendte tilbage, fik taget billedet, og sørgede for at smile som en fucking sol, selv om jeg mest havde lyst til at slå hende, der irriterede mig, lige midt i ansigtet. Så point til mig, for faktisk at kunne tage mig sammen, til at opføre mig som et anstændigt menneske 🙂

 

Nå. Lidt mere info om afdelingen.

De havde haft nogle problemer med overlevering, da det før kørte meget freestyle, men efter implementering af ISBAR, så havde de oplevet en forbedring i overleveringerne. Så det er jo egentlig meget positivt og dejligt for dem.

De havde også et stort ønske om, at blive digitaliserede, da alt dokumentation på afdelingen p.t. foregår i hånden, og det eneste, der foregår elektronisk er medicin og lægedokumentation.

Ift. kommunikation, og at lære noget nyt, var de også rigtig glade for IADET, som jeg faktisk ikke kendte til, og egentlig syntes, var meget spændende. Det går således: Introduce (f.eks. en selv), Acknowledge (den anden), Duration (tidsrammen), Explanation (forklare, hvad det handler om), og Thank you (for samarbejdet). Jeg syntes, det var så cute – og så simpelt. Og det må da gøre en kæmpe forskel, at man lige strukturerer sin information lidt, og så syntes jeg, det var så sødt, at der simpelthen indgår i det her princip, at man skal huske at takke f.eks. patienten, fordi de lyttede/samarbejdede. Det er da perfekt.

Det sidste, jeg vil nævne ang. afdelingen her, var, at de havde en kantinemenu, så patienterne selv hver dag vælger, hvad de ønsker at spise dagen efter til morgenmad, frokost og aftensmad – og afhængig af sygdomme, kan de få specielkost selvfølgelig. Det syntes jeg var et enormt godt initiativ, fordi patienterne så bliver mere aktive, og der måske også er en større chance for, at de får noget, de faktisk har lyst til at spise. Herhjemme kan der godt være tildens til, at man glemmer, at der faktisk er mulighed for at bestille andet mad, end det, der bare kommer op som standard, fordi det står på en seddel, der bare ligger inde på kontoret og sjældent bliver brugt. Derudover har de også en kantinedame, der serverer maden for patienterne, og patienten eller de pårørende, kvitterer for, at have modtaget maden.

Og altså, no offense, men det ser da bare lidt mere lækkert, og lidt mere indbydende ud, end vores hospitalsmad (synes jeg).

Og bedst af alt, så skriver de på, hvor meget, der gemmer sig i ens måltid. Nu kan jeg ikke lige, huske hvad der er hvad, men self. kcal, og så gætter jeg på protein, og så kulhydrater, og et gæt på, at det er fedt, der gemmer sig til sidst. Men det er jo supersmart, og SÅ nemt, hvis man lige vil geare sig ind på, om patienten nu får spist det, han/hun skal, uden at skulle finde skemaer, der (igen), ofte ligger og gemmer sig et sted på kontoret og samler støv…

Nå, men efter at have taget fotoet, fik vi altså fri, og vores lektor, Ms. Trinh, foreslog, at vi gik ned for at se et kinesisk tempel, som vi selvfølgelig nikkede og sagde ja til, og så fór vi ellers ud i uncall-rummet (som jeg i øvrigt elskede helt vildt, det var præcis ligesom i de amerikanske serier, se selv):

Og efter dét, videre ud og hjemad. Vi slog lejr, da vi nåede til en kaffebar kaldet Highlands Coffee, hvor nogle fik iskaffe, andre fik sandwich, og jeg valgte en chokoladefrappé, som i og for sig var lækker nok, den smagte supergodt af chokolade. Desværre var der bare kæmpe store, klamme, gelé klumper i, så det blev ellers et pænt nej tak herfra, for fremtiden…

Derefter gik vi ned ad en lang shoppegade, som var turen hjem, og gik ind i nogle butikker og lurede lidt. Jeg havde det akavet på kaffebaren, fordi jeg sad ved siden af hende, der havde irriteret mig i dag, og jeg var også musestille… men som vi ellers gik, begyndte jeg at slappe lidt mere af, og blev for alvor lidt mere rolig, da jeg var inde en butik, med det sødeste spejl:

Lidt længere fremme, kom vi ind i en anden butik, hvor de havde en fin, rød kjole. Jeg prøvede den på, men købte den dog ikke… endnu. Hehe.

Vi gik videre, og kom på et tidspunkt hjem, og resten af dagen… den er sgu lidt sort for mig. Jeg kan virkelig ikke huske, hvad der ellers skete dén dag. Jeg ved bare, jeg var max træt, og jeg tror, jeg gik tidligt i seng, hehe. Så…

 

Tak fordi I læser med!

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x