Vietnam 2018 – Dag 7 – Medical Cardiology Department

Hej bloggen, og velkommen tilbage.

Nu har jeg simpelthen været i Vietnam i 7 dage. En uge. Og puha, der er sket meget – og jeg elsker det! Modsat de fleste andre, der konstant brokker sig over varmen, så har jeg det egentlig rimelig luksus. Jeg synes, her er pisselækkert, og jeg elsker varmen, også selv om det betyder, at jeg kontant sveder igennem alt mit tøj. Jeg mixer hele tiden mellem nutid og datid, og det vil jeg lige undskylde for, allerede nu… for egentlig er der intet nutid over det her, det er d. 8. november, og jeg sidder i kolde Danmark, og drømmer mig tilbage til Vietnam-dagene, før jeg var blevet kastet ind i bachelor. Ohwell.

 

Dag 7 foregik på samme hospital, som de øvrige dage, men denne gang skulle vi være på Medical Cardiology Department, dvs. den medicinske hjerteafdeling. Det startede nogenlunde på samme måde, som da vi blev introduceret for den anden afdeling, hvor vi fik en masse facts om afdelingen osv.

Vi fik bl.a. at vide, at patienterne her ofte led af hypertension, hjertesvigt, hjerteanfald, hjertearytmi el. pulmonale ødemer, og havde symptomer som vejrtrækningsbesvær, angina pectoris, ødemer m.m. Dertil, at de ofte var koblet til maskiner og monitorer.  På afdelingen havde de et ultralyd-rum, og et blodprøveanalyse-rum, hvilket jeg syntes var supersmart, fordi så går tingene måske lidt hurtigere. De havde også små skilte ude foran patientstuerne, hvor der stod patienternes navne, sygeplejersken for den patient, og lægen – megasmart da!

Derudover kunne de fortælle, at på afdelingen ligger PVK’er konsekvent 6 dage, og så tages de ud, også selv om de fungerer endnu, hvor i Danmark lader vi dem ligge, hvis de stadigvæk skal bruges og fungerer. Derudover måler de temperaturen i armhulen, og identificerer patienterne via navn og adresse, hvilket jeg syntes var spøjst. Dertil kunne det fortælles, at pårørende under 10 år ikke var tilladt på afdelingen, da man risikerede, at disse larmede, hvilket man ikke ønsker! Vildt nok…

Et lille fællesbillede. Hende sygeplejersken i midten var meget vilde med os, og vi syntes, hun var SÅ cute. Haha! I mean, look at her!

Inden vi fik fri, snakkede vi lidt om forsikring m.v. her i Vietnam. Vi fik bl.a. at vide, at de betaler ca. 10% i skat, og deropefter, dvs. tjener man mere, betaler man mere, men basis er 10%.

Derudover kunne de fortælle, at man førhen selv har kunnet bestemme, om man vil have forsikring eller ej, men nu er det blevet lovpligtigt, at folk SKAL have forsikring. De fleste betaler derfor for en basis forsikring, der koster 600.000 vietnamesiske dong om året. En privat forsikring koster fra alt mellem 2-20 millioner dong årligt, hvorfor ikke mange har råd til den. Forsikring er dog gratis for gamle, fattige folk over 80 år, og folk, der har været i krig, samt deres familier. Men selv om man har en forsikring, dækker denne kun for 80% af hospitalsudgifterne, hvorfor der er en egenbetaling på 20%. Og det ses ofte, at folk når at bruge alle deres penge på selve behandlingen, så hvis de skal i palliativ pleje bagefter, har de ofte ikke råd til det…

Sååå, det var noget af noget, sådan lige at få at vide, synes jeg. Havde lidt ondt af de vietnamesere, må jeg nok sige. Nok betaler vi en del i skat her i Danmark, men vi får da også noget for det!

Efterfølgende fik vi fri, og søde Ms. Trinh spurgte os selvfølgelig, om vi havde set på det tempel, hun anbefalede i går… vi måtte akavet sige nej… så da vi havde fået fri, spurgte jeg pigerne, om vi ikke skulle prøve at finde det tempel, for hun ville sikkert spørge igen i morgen… og jeg syntes, det ville være ultradårlig stil, hvis vi for anden gang i træk sagde nej, når vi kun har været “i skole” i 2 timer… det var pigerne enige i, så vi gik på jagt efter et kinesisk tempel, og jeg fandt det her, kaldet Quan Am Pagoda. Det lå ca. 500 m væk, som Ms. Trinh havde fortalt, og det var kinesisk. Så vi besluttede, det nok måtte være det, og begyndte at gå… og lad mig sige jer, da vi fandt det… der er MEGET stor forskel på vietnamesiske og kinesiske templer. No offence, men ærligt. De kinesiske templer er meget mere stilede, og de OSER af rigdom, hvoraf de vietnamesiske virker meget mere… triste og “billige”. Det vietnamesiske tempel, vi så tideligere på ugen, var meget farverigt, men lignede lidt, det var malet med billig maling, og det var ikke særlig veligeholdt, og havde en lidt faldefærdig vibe. Det her kinesiske tempel var holdt meget i rød og sort og guld, og var meget mere vedligeholdt og “rigt” at se på. Det var en ret spændende kontrast. Anyway. Picture time!

 

Suuuuperflot tempel, hvis I spørger mig! Og selv om der er enorm stor forskel på kinesiske og japanske templer, så følte jeg mig alligevel lidt tættere på Japan, da jeg gik rundt herinde. Savner. Vil tilbage. Pls. Anyway. Men noget af det bedste, det kommer nu.

First of, hallo, et fiskelandskab? Det var sgu da alt for nice. Jeg var totalt forelsket i det, jeg syntes, det var så smukt lavet, og awhie.

Og better yet, på den anden side af templet… U GUESSED IT.

SKILDPADDER!!! Manden var så sød, at lade mig tage et close up billede, mens han holdt skildpadden, og så for jeg ellers bare rundt og prøvede at skaffe de bedste vinkler de til her flotte pildskadder. Ahhh, jeg elskede det. So beautiful.

Og btw, så var det ok-svært at få taget et cute billede, hvor man også kunne se templet…

Så jeg resortede til selfies! Et på den ene side, og et på den anden side, som jeg vil vise jer flere billeder af nu. Kan ikke huske, hvad det hedder, når der på den anden side af vejen overfor templet er en voldgravs-lignende ting, men altså, here goes.

Og så var der selvfølgelig et hav af babyskildpadder nede i vandet. Jeg var så glad. I love turtles. DE ER SÅ SØDE. Jeg gik rundt og fotograferede som en sindssyg, mens de andre piger for længst havde besluttet sig for, at det var vidst også… ja det. Jeg var fortsat glædeligt i gang, men fornemmede ligesom, at det var time to go. Så jeg fulgte med pigerne, og vi besluttede os for, at begynde at gå hjemad. Glædede mig meget, for jeg elsker jo at gå og kigge på, og fotografere, bygninger!

Så her er lidt hygge-nygge fra turen tilbage mod hospitalet. Hvorfor er jeg sådan en sucker for de her steder?

Og billeder af hospitalet.

Og nogle flere billeder, af nogle små shrines ude på gaden, og flere bygninger. Hehe. Jeg var helt vild med idéen om de her små helligdomme ude på gaden, jeg så også nogle af dem i Tokyo, men slet ikke i samme stil, som hernede, og jeg fandt det meget interessant. Læs mere om, hvorfor, i næste indlæg, for jeg spurgte faktisk Ms. Trinh ad, dagen efter!

Som vi gik hjemad, besluttede vi os for at smutte forbi Highlands Coffee, hvor jeg denne gang fik en iskaffe med mælk (hvilket blev starten på en afhængighed ): jeg kan ikke engang lide kaffe), og en sandwich, da jeg var ved at være sulten.

Da vi nåede hjem, snuppede jeg også lige endnu en is, denne gang med banansmag. Den var okay, men den blå var klart bedst! As to iskaffe og sandwich? Iskaffen var FUCKING god, urgh, fuck det smagte lågsus. Sandwichen var sådan lidt mehhh.

Jeg erindrer på nuværende tidspunkt ikke længere, hvad fanden vi egentlig brugte resten af dagen på!? Så ja. Jeg har skrevet noget i mine noter, men jeg kan sgu ikke gennemskue, hvad det er, jeg har skrevet. Så det… men mon ikke, vi bare har fået slappet maks af og hygget?

Jeg ved i hvert fald, at omkring kl. 21 lå jeg i min seng med en cola zero og vådt hår, og Z, min roomie, lå ved siden af mig i sin egen seng. Vi havde begge godt styr på snacks, jeg lå og puttede lidt med min kærestes t-shirt, og så så vi Min Skøre Familien Robinson for alle pengene, du. Og efter det, så tænker jeg, at vi gik direkte i seng!

 

Tak fordi I læser med!

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x