Hvad har jeg lært i SFT? #18

Hej bloggen, velkommen tilbage.

 

Jeg glædede mig helt vildt til ugens SFT og hjemmeopgave, MEN… igen, indlægget her er bagud, men lige denne fredag, skulle jeg altså til begravelse for min oldemor, der døde her for en måneds tid siden. Hvilket også betød, at jeg var nødt til at melde afbud til ugens SFT, for at kunne deltage i begravelsen.

Det ærgrerede mig selvfølgelig en hel del, MEN… da jeg kom ugen efter, fik jeg papirerne fra sidst. Så det jeg tænker er, at gennemgå hjemmeopgaven til denne dag, og gennemgå papiret, de fik udleveret til den dag, så vi stadigvæk får lidt ud af det. Personligt får jeg i hvert fald meget ud af, faktisk at reflektere over mine hjemmeopgaver.

Så let’s get started!

 

Vi skulle udfylde et papir ang. konflikter, og hvad vi tænkte om dem.

Første spørgsmål lød “Jeg tænker, en konflikt er…”, og så var der svarmulighederne: farlig, en mulighed for at ændre noget, et problem, der skal løses, en kamp, der for alt i verden skal vindes, en kamp, hvor jeg garanteret taber, et tegn på, at vi vil hinanden, og derfor bruger energi på selv små ting, eller andet.

Jeg tænker, at en konflikt er FARLIG. Det ved jeg selvfølgelig godt, den ikke er. Men som diskuteret i dette indlæg, føler jeg, at konflikter eller uoverensstemmelser er lig med… total ødelæggelse. Efterfølgende, hvis håndteringen af konflikten er gået godt, tænker jeg, at det har været en mulighed for at ændre, og at det betyder, man vil hinanden. Men lige op til konflikten, tænker jeg det er farligt, at alt vil gå galt, at ingen vil lytte, og jeg igen kommer til at blive frustreret og inferior, o.lign.

Hvornår oplevede jeg sidst en konflikt?

Nu husker jeg ikke lige, hvad der stødte op til den her dag… men kan da sige, at jeg konfronteres med konflikter dagligt, dog ofte de mildere af slagsen (all hell doesn’t break lose everyday mere).

Hvordan forholder jeg mig vanligvis til konflikter?

Her var der også svarmuligheder, i form af: undviger, svarer aggressivt, møder konflikten åben, eller andet. Da jeg modtog dette papir, grinede jeg bare og pegede på “svarer aggressivt”, mens jeg bare stod “BITCHHHHH I RELATE”. Det synes de andre i gruppen var ret sjovt. Men faktum er altså, at jeg enten svarer enormt aggressivt i konflikter og går all in, og ellers svarer jeg… well, stadigvæk aggressivt, men mere i defensiv. Så mit svar lyder aggressivt, men ikke aggressivt-aggressivt, men mere sådan frembrusende defensivt, hvis det giver mening? At jeg straks går i defensiv, forklarer mig selv, undskylder mig selv, osv.? Så deeeet. Ikke ligefrem noget jeg er stolt af, men… første step på vejen er vel at erkende, at det er sårn, man gør…

 

Det næste de havde om, var så konflikttrappen, og hvordan en konflikt som oftest starter, og så bygger sig op… Der er syv trin.

Ofte vil den starte med en uoverensstemmelse, hvor man konfronteres med dette. F.eks. “du har aflyst vores aftale”.

Herefter personificering, hvor man forholder sig til, hvordan personen siger tingene, og betvivler motiver og har selektiv hørelse. F.eks. “det er en dårlig undskyldning, det er bare fordi du ikke gider være sammen med mig…”

Derefter at problemet vokser, ved at man inddrager fortiden, og bebrejder hinanden for ting, der er sket. F.eks. “du aflyser også altid vores aftaler…”

Nummer fire er, at samtalen opgives, fordi situationen er fastlåst. Man søger sammen med forbundsfæller, som har samme mening som en selv, og taler om hinanden i stedet for med hinanden. F.eks. ens veninder; jeg kan tydeligt huske i folkeskolen, hvor man blev uvenner, og så gik man til ens veninder. Min veninde M, og jeg, havde kraftedeme nogle vilde bitchfights, hvor vi hver især søgte tryghed i en anden veninde, og derfra var det bare to-mod-to. Sådan lidt alla “hun er også bare irriterende fordi hun gør sådan, og det gør hun jo altid, og hun er bare en fucking idiot fordi…”

Femmeren er fjendebilleder, hvor man begynder at generalisere, gode og onde. Konflikten dræner en for energi. F.eks. “det er jo mig, der har ret, fordi det er mig, det er synd for, og hun er bare dum”.

Herfra følger åbent fjendtlighed, hvor man kommer i en krisesituation, hvor man vil skade modparten, eller såre modparten. F.eks. hvor man siger ting, man ved, vil såre den anden… jeg har blandt andet for noget tid siden fået af vide af en veninde, der var godt sur på mig, at jeg ikke fortjente en skid, og jeg var et sørgerligt menneske, og at ingen gad mig, fordi jeg var problemet, så det skulle jeg måske tænke over det. Og hun vidste udmærket godt, hvilke udfordringer, jeg havde. Så hun blev kastet direkte ud til højre. – det skal så siges, at vi i længere tid har haft uoverensstemmelser, og hun bare ikke har været specielt sund for mig, at være sammen med heller… og dét var dråben. For jeg ville aldrig selv gå så personligt til en anden, ikke engang i et skænderi. Vrede undskylder ikke, at man opfører sig som en fucking so, ked af at sige det. Man kan godt være sur på nogen, og stadigvæk opføre sig som et decent menneske.

Afslutningsvis kommer polariseringen, hvor man slet ikke kan være sammen mere, og konflikten enten slutter eller levere videre på afstand. Ja, hvad kan man ellers sige? Sådan sker det jo tit med konflikter, hvis man ikke får dem løst…

 

Jeg ved af gode grunde ikke, hvad der ellers var på programmet her, eller hvilke tanker, der blev gjort sig. Så det her er afslutningen af indlægget. Håber I har kunnet bruge det lidt alligevel, og at mine refleksioner har… inspireret lidt til noget refleksion hos jer derude, der læser med. Stay tuned, da næste uges SFT bliver noget, som jeg har deltaget i, haha. Og noget, som faktisk var enormt udfordrende!

Glem ikke at følge med på Bloglovin’. Til vi ses igen:

– Cecilie x