Hvad har jeg lært i SFT? #16 – Mål

Hej bloggen, og velkommen tilbage!

Vi (jeg) er klar med endnu en omgang… semi-SFT. Jeg diskuterede det her til SFT, men forarbejdet lavede jeg sammen med min primærbehandler i OPUS, inden jeg skulle til SFT.

Vi var nemlig lidt over halvvejs i forløbet, og skulle til at evaluere på de mål, vi havde sat os, da vi startede i SFT – ærligt, så havde jeg glemt, hvad helvede, mine mål var, og var helt forvirret, da jeg genså dem… men som jeg læste dem igennem, kunne jeg også godt genkende mig selv, i alt det, jeg havde skrevet, var udfordrende osv., så det tænker jeg at dele, og også, hvad der går bedre nu.

 

Det første, vi gennemgik, da jeg startede i SFT, var en liste med 33 ting, hvor jeg skulle rangere, hvor svært tingen var, på en skala fra 1-4, hvor 1 var meget vanskeligt, og 4 slet ikke.

Så alle mine 1’ere var: 1) at møde nye mennesker og få nye bekendtskaber/venner, 2) at være sammen med nogen, jeg føler mig tiltrukket af, 3) at være sammen med en større gruppe mennesker, 4) indlede mere intime forhold eller dybere kontakt, 5) at gå ind i et lokale, hvor der er fyldt med mennesker, 6) at tage beslutninger, der omfatter andre, f.eks. hvor man skal tage hen, 7) at sige fra, når jeg føler mig presset til noget, jeg ikke har lyst til 8) at se folk direkte i øjnene og holde øjenkontakten, 9) når jeg er uenig med andre, 10) når jeg føler mig kritiseret eller nedgjort, 11) når jeg føler mig afvist eller holdt udenfor, 12) når jeg føler mig overvældet af følelser & 13) at komme ud af sengen og i gang om morgenen.

Mine 2’ere var: 1) at være sammen med andre mennesker på mit arbejde eller studie, 2) at have besøg af, og tale med en eller flere personer hjemme hos mig selv, 3) at tage det f’ørste skridt til kontakten med en fremmed, 4) når jeg mærker, at nogen sidder eller står tæt op ad mig, 5) når jeg mærker, at nogen kigger indgående på mig, 6) når jeg er i en situation, hvor jeg føler mig truet, og 7) at holde mig i gang og beskæftiget i løbet af dagen.

Mine 3’ere var: 1) at gå på gaden, 2) at gå på indkøb i forskellige butikker, 4) at tage med offentlige transportmidler, 4) at møde nye mennesker, hvis jeg er i byen, f.eks. på bar eller diskotek, 5) at være sammen med nogen, jeg ikke kender så godt, 6) at være sammen med gode venner/veninder, 7) at være sammen med nogen, når jeg bekymrer mig om noget, 8) at holde en samtale i gang, 9) når jeg mærker, at interesse fra en person, der ikke interesserer mig, 10) at tale om mig selv og mine følelser, 11) at holde mit hjem/værelse rent og ordentligt, og 12) at sørge for personlig hygiejne, som bad, skifte tøj, børste tænder.

Mine 4’ere var: 1) at gå i byen eller til fester.

Ud fra ovenstående, snakkede vi om, hvad jeg syntes var svært. Som var det her med øjenkontakt, at få kritik, at blive afvist/holdt udenfor, at indgå i tætte relationer, at stole på andre, at jeg ikke så godt kunne række ud til andre mennesker, fysisk kontakt med andre, kæreste – eller rettere det, at indgå i så tæt og intim en relation, tillid og selvværd. Dertil havde jeg rigtig svært ved uenigheder, fordi jeg føler, at så mister man den relation, man har, og mister tilliden i den relation, man har. Hvilket jeg jo godt ved er fjollet men det er stadigvæk pissesvært for mig!

 

De her ting sad jeg så, og kiggede tilbage på, med min primærbehandler, og snakkede med hende om, ud fra nogle spørgsmål.

Det første var: “Hvor langt er du med dig selv og dine mål i SFT?”. Her skrev jeg 40 %, fordi jeg følte, at jeg havde fået nogle flere samtaleredskaber, at bruge i min hverdag, og værktøjer til at rationalisere lidt bedre, i forhold til andres signaler i socialt samspil, men at jeg stadigvæk manglede, at få implementeret denne viden ordentligt i praksis, og at jeg derudover manglede mit store fokus med SFT, som netop var selvtillid, konflikthåndtering og tillid.

Næste var: “Hvad vil du fortsat øve dig på i gruppen?”. Her skrev jeg, at jeg fortsat ville øve samtaleredskaberne, så jeg kunne blive bedre til at bruge dem udenfor gruppen, SKRIVE mine hjemmeopgaver (det er en OCD-ting, jeg har snakket med min primærbehandler om – jeg skriver aldrig mine hjemmeopgaver ned på hjemmeopgavepapiret, fordi jeg er bange for at skrive ting på papir??? det er enormt sært og kræver en længere forklaring, men det er i hvert fald enormt svært for mig, og det vil jeg gerne øve, for det SKAL jeg kunne!!!), og tage mig selv og øvelserne mere seriøst, selv om de kan være ubehagelige og angstprovokerende.

“Hvad vil du fortsat have fokus på at træne udenfor gruppen?”. Jeg ville fortsat blive mere kontaktsøgende, og mere på i samtaler med andre, og ikke lade de negative tanker styre for meget, og tage det roligt, når jeg var ude blandt andre mennesker.

“Hvad er dit ønske og mål for, og med den sidste halvdel af forløbet?”. Jeg ville her gerne fortsætte SFT-forløbet, som det er planlagt, mere eller mindre, da mine største vanskeligheder lå indenfor netop konflikthåndtering, selvtillid- og selvværd, samt tillid til andre mennesker, hvilket er den halvdel af forløbet, vi var på vej ind i, nu da samtaleforløbet sluttede. Især er jeg nemlig stadigvæk bange for uenigheder, da jeg definitivt bare ser det som verdens ende. Det lyder enormt dramatisk, men jeg bliver simpelthen SÅ pinefuldt ængstelig over det, fordi jeg er så bange for at miste.

Samtidig vil jeg rigtig gerne kunne indgå i de her dybere relationer, og turde stole på mine venner/veninder, og turde lade nogle komme lidt tættere på mig, men det synes jeg stadigvæk er SÅ svært, for lige så snart nogen kommer tæt på, har de lige pludselig også magten til at såre mig, eller forlade mig, og det er bare… så uoverskueligt og “farligt” oppe i mit hoved. Så det håber jeg rigtig meget, at den sidste del af SFT kan hjælpe lidt på, så det bliver mindre farligt for mig at indgå i de her ting, og mindre altødelæggende, selv hvis “worst case scenario” faktisk sker. Så ja.

Men generelt synes jeg, at jeg er kommet et godt stykke vej. Nu er det 2-3 måneder siden, jeg udfyldte det her med min primærbehandler, så der er sket endnu mere siden da (jeg er nemlig som altid bagud på SFT-indlæggene, haha). Og selv om dagene stadigvæk er sorte, og selv om jeg ikke synes, der sker en pind, og jeg bare “sidder” fast, så kan jeg jo godt se, når jeg kigger på udfyldelsen af mine vanskeligheder, som blev udfyldt tilbage i juni, at jeg faktisk er nået længere med nogle af tingene. Jeg kan bedre holde gang i samtaler, jeg kan bedre tage kontakt til andre, jeg kan bedre nogle af de ting, jeg syntes var fuldkommen horrible før – det er stadigvæk ikke nemt, og det kommer stadigvæk med en masse angst og negative tanker og fullblown paranoia, og sådan ER det bare. Sådan er jeg. I hvert fald lige nu. Måske en dag, at det bliver så indgroet, at noget af støjen (paranoiaen og det) begyndte at stilne af. Men for nu, så er det her stadigvæk en del af “mig”. En del, jeg ikke vil have er der, men som jeg ikke rigtig kan komme væk fra, og som jeg ikke har andre valg, end bare at acceptere. Og så blive ved med at sige til mig selv, at det ikke slår mig ihjel, at det ikke er farligt, at jeg nok skal klare det, og så selvfølgelig at være ÅBEN omkring det, ligesom jeg er her på bloggen.

Kan da også afsløre, at jeg er i gang med at lære nogen bedre at kende, og lade dem komme tættere på mig – og det er fucking terrifying, og jeg har så meget angst, at jeg har ondt i mit hjerte flere dage efter, fordi det bare har hamret på fulde drøn, og jeg har det kronisk som om, at jeg skal til at dø, men jeg GØR det. Jeg prøver. Jeg kæmper. Og vedkommende ved udmærket godt, hvor svært og udfordrende, jeg synes, det er. Eller, vedkommende har i hvert fald en idé. Tror ikke helt han forstår, hvor meget det fylder, og hvor svært, det rent faktisk er, fordi jeg er ret god til at play it cool og joke lidt med det, når det sker, men i swear to god, det er kraftedeme det sværeste, jeg nogensinde har gjort i mit liv. Men jeg VIL det her. Og det har bare at blive bedre, jo mere jeg gør det. Øvelse gør mester. Og jeg KAN godt, og der er ikke noget i vejen med mig, selv om jeg er skruet sådan her sammen. Jeg er stadigvæk OK, og det værd. – og han er også god til at rose mig. Jeg griner som regel, eller bliver lidt awkwz i det, men det betyder hele verden for mig. Tror virkelig ikke, han er klar over, hvor meget det betyder for mig, at han anerkender, at jeg synes det er svært, og anerkender, at jeg prøver, og gør mit allerbedste… og at det er godt nok! I’m shook, haha. Jeg er virkelig heldig, at have så fantastisk et netværk. Og både familie og venner er også gode til at rose, og sige, at de kan se, der sker noget, og at jeg bliver bedre. Så det er ENORMT rart. Og hvis jeg kan gøre det, er jeg ret sikker på, at andre også kan – og det ER hårdt arbejde, og det ER pinefuldt nogle gange. Men det bliver ikke ved sådan. <3

Så ja, det var et lidt mere personligt indlæg, men jeg syntes, det var vigtigt. Om ikke andet, så for min egen skyld, i hvert fald. Bloggen her fungerer også som en dagbog for mig, så jeg kan huske, hvad jeg gennemgår, og hvad der sker, bl.a. ifm. mine ture til Japan, og også igennem hele det her SFT-forløb. Jeg håber bare, at udover at gavne mig, at det også gavner nogle andre at se, hvad det her går ud på. Jeg kan i hvert fald VARMT anbefale et SFT-forløb, hvis der er nogle af jer, derude, der sidder i jeres OPUS-forløb, eller andre forløb, der tilbyder sådanne grupper, at tage i mod det!

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x