Storytime: Nytår, 2017

Hvad har jeg lært i SFT? #23

Hej bloggen, og velkommen tilbage.

Jeg har haft lidt travlt, siden vi trådte ind i 2018, bl.a. gik der to HELE UGER med eksamenslæsning nærmest fra morgen til aften, og derefter en 24-timers forberedelse til eksamen, som jeg så var oppe til… Kan sige jeg brugte alle 24 timer, wow, jeg var smadret. Efter eksamen, har jeg bare haft en masse at se til, med lige at få taget julepynt ned (det blev gjort i lørdags, yes, you heard me), rydde op, støvsuge, osv.

NU har jeg så lige et øjeblik, til at sætte mig ned, og få opdateret her, og det er selvfølgelig tid til lidt mere SFT! Som jeg skriver det her, har jeg været til SFT tre gange i 2018, og på fredag er den sidste gang… 🙁 Så ja. Det er lidt trist. Men lad os komme videre.

Lige denne her gang var jeg kun i SFT i 45 minutter, da jeg var kommet til at booke en skoletid til noget obligatorisk, så jeg måtte gå… og vi nåede ikke engang at gennemgå MIN hjemmeopgave, jeg faktisk HAVDE lavet og NEDFÆLDET på papir! ØV. Og det eneste vi nåede at gennemgå i SFT var faktisk bare, hvad vi hver især havde lavet siden nytår… men jeg tænker, bare at tage denne omgang SFT med udgangspunkt i min hjemmeøvelse, og så bare sige, at det var det, og lade dette indlæg være lidt kortere.

Hjemmeøvelse til d. 5/1 handlede om at blive opmærksomme på nogle kognitive forvrængninger. Eller, egentlig bare en. Så jeg tog nogle dybe indåndinger, og valgte den, der hedder “De-evaluering af egne bedrifter” (eller noget i den stil).

Forvrængningen var her, at en ven bad mig se tilbage på de sidste par gange, vi havde hængt ud sammen, og reflektere over disse (fordi jeg sagde noget med, at nogle ting skræmte mig helt vildt, og jeg ikke kunne overskue det, og det jeg skulle se tilbage på var, at jeg faktisk havde gjort nogle af de her skræmmende ting).

Herfra skulle man nedfælde, hvad man tænkte i situationen.

Mine tanker var nogenlunde sådan her: the fuck bro? Er du ok? HVAD? Jeg er shit, all i’ve done is shIT, jeg er useless og horrible og en kæmpe fejl lmfao, seriøst??? do u need help??? hvorfor tror du jeg kan noget godt??? jeg er en fejl fejl fejl ahhhhh lololol, hvad fuck ærligt. alt jeg gør er jo forkert og kikset, pls stop, hahahah.

… vi kan godt blive enige om, at det var noget af en kaotisk, fucked op tankerække, og jeg er enig. Mine tanker er altid fucking messy og skriger bare anxiety ridden over det hele. ANYWAY. Det sidste punkt på dagsordenen blev, at man så skulle nedfælde en alternativ tanke. Eller flere. Mine så således her ud:

“Jeg gør det bedste, jeg kan, og det er godt nok.”

“Jeg udfordrer mig selv. Man er sjældent god til noget, første gang, man gør det.”

“Jeg BLIVER bedre, hvis jeg fortsat prøver.”

“Det jeg tænker/føler er ikke lig med virkeligheden.”

“Alt er okay. Også dig.”

Jeg er ikke særlig god til at arbejde med alternative tanker i situationen, som det kan ses på min angstprægede tankerække af mærkelighed, men det kom overraskende nemt til mig, da jeg sad med opgaven i hånden.

Det var som om, at alting bare… gik op i en højere enhed. Det var fucking horribelt, at tænke tilbage på den episode, og det var endnu mere horribelt, hvor virkeligt alle de tanker er, og hvor tydeligt, jeg kan mærke det angstprægede tankemønster, der sætter spor i mig, når jeg tænker tilbage… og hvor meget netop det tankemønster faktisk præger min tænkning hver eneste dag. Dét var svært.

Det var svært, at være i situationen, og ikke rigtig kunne lade min self-doubt komme til udtryk. Jeg var i gang med et massivt panikanfald, på grund af tankerækken og panikken, der bare tog mig, ift. at jeg ikke følte, at jeg havde udrettet noget som helst særligt, men jeg kunne bare ikke lade det komme til udtryk, uden at lyde totalt self-loathing, og det er måske bare heller ikke lige optimalt…

I virkeligheden havde jeg mest brug for, lige i det øjeblik, at der var blevet sagt, præcis, hvad jeg havde opnået i den tid.

For jeg ser altså ikke samme udvikling, som alle I andre gør.

Jeg mærker vreden og frustrationen over igen ikke at have slået til; igen ikke at kunne overkomme de ting, jeg gerne vil; igen ikke være den person, jeg gerne vil være.

Jeg ser ikke på samme måde de gange, hvor jeg vinder. Jeg ser ikke, hvilke skridt jeg tager, hvor mange meter, jeg går, før jeg er nået en hel kilometer, og kan se hele sporet bag mig, af ting og sager, jeg har opnået. Og selv da er det ikke engang ret meget af det, der er synderligt i øjenfaldende for mig.

For det er jo bare ting, jeg skal kunne.

Ting, der er normale at kunne.

Men de er ikke normale for mig, og jeg underminere rigtig tit, hvor meget kamp, det egentlig tager, før jeg når op på det normale niveau; jeg kæmper og kæmper, men det er aldrig godt nok til at være godt. Det er altid kun lige på kanten; lige der, hvor det er normalt, og noget som alle kan, så jeg fraregner det som en succes, i stedet for faktisk at forstå, at når jeg startede i en grøft, hvor alle andre startede i normal højde, og jeg så er kommet op af grøften, og de andre måske er kommet et skridt op af stigen, så er jeg ikke mindre end dem; jeg har kæmpet lige så hårdt, mit udgangspunkt så bare anerledes ud. Men det betyder ikke, at det jeg har opnået er mindre værd – tværtimod.

Og det er godt, jeg omgås mennesker, der er gode til at… prøve at minde mig om det. Jeg kunne godt ønske mere skarphed, men det er fordi jeg bare er så dum i hovedet, at jeg skal have skåret tingene ud i pap, før jeg fatter dem. Jeg har svært ved selv at bruge min hjerne og reflektere over at se de gode sider – jeg ved godt, det er det jeg skal, så jeg kan ikke slippe uden om – men nogle gange, kan det være meget rart at blive hjulpet lidt på vej, f.eks. med en… “Det her kunne du ikke før, men det kan du godt nu”. Noget, der kan sætte den positive tankerække af tankemylder i gang, i stedet for den angstprægede, der falder over hinandens ord.

Anyway. Meningen med det her indlæg var faktisk bare at vise, hvordan man lidt mere systematisk kan gå til værks, med nogle af de her tanker, der kan være så vold-pisse-lorte-irriterende.

Jeg synes i hvert fald, det gav en del, at sætte det lidt mere op, ift. at vælge en forvrængning, arbejde med de tanker, der kom ud fra den, og hvilke tanker, man kunne plante i stedet. Så jeg kunne godt forestille dig, at det ville være noget, jeg kunne arbejde videre med, med nogle af de andre forvrængninger, for at se, om der er et mønster, og hvorhenne i mønsteret, jeg skal bryde den negative tankerække. Og jeg vil kraftigt anbefale, at andre gør det samme, hvis de har problemer med negative, kognitive forvrængninger. Held og lykke. Tak fordi I gad læse med!

27292070_950413938448800_1530575449_n

Glem ikke at følge mig her eller på bloglovin‘. Til vi ses igen:

– Cecilie x

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Storytime: Nytår, 2017