Fra Tokyo til Kastrup, 2017

Hvad har jeg lært i SFT? #7

Så går vi fra indlæggene om Tokyo 2017, og straight videre til hverdagslivet igen. Jeg startede i skole dagen efter, jeg kom hjem fra Japan, og så havde jeg ellers travlt med at få uploadet alle Tokyo-indlæggene, og det tog en del længere tid end ventet. Efter det måtte jeg lige tage en pause fra bloggen, for at fokusere på studierne, hvilket har resulteret i, at der er et par SFT-indlæg, der ikke er blevet skrevet… i’m sorry! Så lad os komme i gang:

 

Hjemmeopgaven til næste gang, som jeg jo så ikke deltog i, var, at lave en liste over steder, hvor man kunne møde folk. På min liste havde jeg skrevet: byen, klubber (sport, aktivitet), fredagscafé, biblioteket, studiet, offentlig transport og gaden.

Dernæst var der, at man skulle prøve en af stederne af, i forhold til at snakke med en fremmed. Det jeg valgte, var en episode i Tokyo, hvor jeg to gange spurgte nogle fyre om vej, på gaden på vej mod Ebisu. Den første var en fyr, der reklamerede for en restaurant, som jeg spurgte om vej, og den næste var en forbipasserende.

Det sidste på hjemmeopgaven var, at skrive ned, hvad der gik godt, hvor jeg jo så måtte skrive “det hele”. Begge fremmede var enormt søde, imødekommende, venlige og hjælpsomme. Så det var en succesoplevelse!

 

Jeg nåede så en tur i OPUS, inden næste SFT-gang, så jeg fik også udleveret den nye hjemmeopgave, vi skulle gennemgå den kommende fredag. Denne omhandlede et lille oplæg… man skulle vælge et emne eller en interesse, som man skulle fortælle om i gruppen. Af eksempler var, hvorfor man syntes, lige dette var spændende, hvor meget tid man brugte på det dagligt el. ugentligt, om man havde andre venner, der interesserede sig for det samme, og om man gjorde det sammen med dem, og hvor lang tid, emnet/interesseren havde været der.

Min så således her ud:

“Jeg har valgt emnet ‘at skrive’, idet jeg både har en blog, som jeg blogger på, lige har skrevet en novelle færdig, og er i gang med to romaner. Jeg synes det er interessant at leve sig ind i andre, og ‘flygte’ fra en selv; det hjælper meget ift. at aflede, og jeg synes det er sjovt at ‘fortælle’. Det er varierende, hvor lang tid, jeg bruger på det, men optimalt nogle timer om dagen. Jeg har ingen venner, som har samme interesse, men jeg har mødt en online, fordi vi skrev/skriver en roman sammen, fra hver vores karakters POV, og hende er jeg så blevet ven med gennem denne fælles interesse. Skrivning har altid interesseret mig, men jeg blev først rigtig bidt af det for 8-10 år siden, tror jeg… så lang tid!”

Selvfølgelig kom det ikke helt ud sådan, som jeg lige har beskrevet – det var bare de stikord, jeg havde på mit papir. Det blev en del mere flydende og livligt, da jeg sad til SFT og skulle fortælle. Det der skete var, at vi blev opdelt to og to, og så skulle snakke med hinanden. Det var ret sjovt, men også lidt mærkeligt. Senere fik vi så en ny partner, hvor jeg syntes det gik lidt lettere, fordi man havde en bedre fornemmelse for tiden og det, man snakkede om… hehe.

 

Efter det mødtes vi i “plenum”, og skulle snakke om, hvad man havde oplevet som hhv. fortæller, lytter og hos den, der lyttede til en.

Som fortæller, var der nogen, der oplevede, at de ikke snakkede så højt, at de snakkede for meget, at de snakkede for lavt og mumlende, tanker om, om det man snakker om overhovedet er interessant for modparten, og automatiske negative tanker. Personligt kunne jeg genkende, at jeg snakkede alt for hurtigt, og måske faktisk for højt og gestikulerende/livligt. Derudover var der også en del negative tanker ift. snakker jeg nu for meget? Lytter de? Er det interessant? Er jeg irriterende? Er det for højt? Gentager jeg mig selv? Svarer jeg overhovedet på deres spørgsmål? Hvordan ser jeg ud? Osv.

Som lytter, var der nogen, der bemækede, at det var svært at spørge ind, at de bare lyttede, at de sagde ja og nikkede (lyttede aktivt), at de holdt opmærksomheden på den anden, og at det var behageligt. Personligt lagde jeg faktisk ikke så meget mærke til mig selv som lytter. Jeg syntes, det var lidt svært at holde koncentrationen, fordi jeg selv var rimelig up-paced, fordi jeg var nervøs, så jeg havde svært ved at holde mund, fordi jeg bare gerne ville snakke med også… så det faldt mig meget naturligt at spørge ind, men jeg ved ikke, om jeg fik… spurgt ind til noget relevant, haha.

Hos din lytter, var der nogen, der opdagede, at der blev spurgt ind, at der var øjenkontakt, at folk nikkede, at folk virkede interesserede, at folk kom med små lyde/opmuntringer (igen aktiv lytning). Nu hvor jeg lige læser det her igen, synes jeg egentlig det er meget sjovt, at folk lagde mærke til øjenkontakt hos deres lytter, men ikke om de selv gav det… interessant. Og derudover kontrasten mellem de automatiske negative tanker, mange havde om sig selv, ift. om de nu var interessante, og at folk faktisk virkede interesserede. Personligt bemærkede jeg ikke så meget til min lytter, faktisk, andet end at de virkede interesserede og spurgte ind – også lidt overraskede, fordi de nok ikke lige forventede nogle af de ting, jeg fortalte om ift. mit skriveri, haha. Whoops, det viste sig vidst, at jeg alligevel lagde mærke til nogle ting, uden lige selv at have været klar over det :3

 

Til slut gennemgik vi så aktiv lytning igen, som handler om at sige ja/jo, nikke, have øjenkontakt, komme med opmuntringer og lyde, havde et åbent, imødekommende kropssprog, og kropsholdning, at komme med korte kommentarer, at stille spørgsmål og spørge uddybende ind, og lignende. Og det var faktisk det for denne uge.

Så det jeg lærte var lidt… at gemme de negative tanker lidt væk i samtaler. Fordi det går slet ikke så terrible, som ens hjerne forsøger at få en til at tro, nogle gange <3 Det tror jeg, er vigtigt at huske på, når det hele larmer lidt oveni knolden. Jeg håber, I kunne bruge indlægget, og eventuelt blive inspirerede til selv at prøve af, evt. med en god ven, bare helt ufortrødent og sige “nu vil jeg prøve at snakke om noget jeg interesserer mig for helt selv”, og se, hvad der sker. Jeg synes i hvert fald det var en god øvelse, I at “jeg er ikke kedelig”, og “jeg har også noget at sige”. <3

22236269_895229877300540_1200535969_n

Glem ikke at følge med på Bloglovin‘. Og til vi ses igen!

– Cecilie x

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fra Tokyo til Kastrup, 2017